Afvist med et nådesløst klik

Tindermonologerne
Lene Bang
Forlaget Læselyst 2026

Af Carina Wøhlk
Hvordan navigerer man i et digitalt datingliv? Hvordan finder man en kæreste i en flygtig og overfladisk skærmkultur, hvor man swiper sig igennem mulige partnere - og selv kan blive afvist med et nådesløst klik?

Disse væsentlige spørgsmål kredser Lene Bang om i sin nyeste digtsamling Tindermonologerne. Og hold nu op, hvor får læseren poetisk smæk for skillingen.

Hilsen til Vaginamonologerne

Digtsamlingens titel sender en hilsen til Vaginamonologerne, som tilbage i halvfemserne både i teater- og bogform forsøgte at gøre op med tabuiseringen af kvinders underliv. Tindermonologerne er skrevet med samme humor, alvor og sårbarhed - og med samme indsigt i kvinders udsathed. 

For på mange måder er Tinder og andre lignende platforme et udstillingsvindue, hvor både kvinder og mænds kroppe stilles til skue. Mænd bidrager gerne til kødmarkedet med “dickpics”, der får digterjeget til at svømme “rundt/ i fallosfyldt farvand”. Midt i det fallocentriske univers vejes og måles kvinders udseende med smalle blikke - a la prinsessen i Klodshans: Dur ikke, væk!

Kropslighed kommer til at fylde ekstremt meget. Og kropsvægt. Det gælder om at leve op til særlige idealer. Og det er smertefuldt, når det ikke lykkes. Det vidner det stærke digt “Jeg er aldrig ikke min krop” om: 

“...hvis de holder den (kroppen) i hånden/ udenfor/hvor andre ser den/smitter den af på dem/pludselig er de også dovne/uintelligente og uværdige”. 

En internaliseret tykfobi præger digterjegets selvbillede: “...for hun er fed/ og grim/ og hun kan ingenting”. Øh jo, det kan hun. Hun kan digte, så læseren græder, griner, grubler - og genkender scener og følelser fra sit eget kærlighedsliv.

Tindermonologerne er skrevet i et bramfrit sprog. Tonen er ærlig og rå. Vær forberedt på at få kaffen galt i halsen flere gange under læsningen. Boller er ikke kun noget, man bager. Og digterjeget er “dronningen af pik”. Bogens visuelle udtryk er skabt af forfatterens søster, Anne Bang. som også illustrerede Lene Bangs debut Fede mor. Det fine og farvestrålende omslag fungerer som triggeradvarsel. Det indstiller læseren på, at digtene jonglerer med flere kropsdele - også dem, der ikke almindeligvis klaskes op på en forside.

Lene Bang (Foto: Frederik Kronmann)

Frisproget kobles med digterens særlige lyst og evne til at lege med ord. For eksempel er digterjeget udfordret på “troen/ på det gode i mændesket”. Læseren forstår, at længslen efter nærhed og kærlighed også er en higen efter mødet med ordentlige mænd - og en romantisk drøm om en sommernat at liste

"med sandalerne i hånden/ og forbudte kys i lommen”.

Tindermonologerne er en vigtig bog. Ikke kun for dem, der aktivt bruger datingapps, nej, for alle, der er optagede af køn, kropsidealer. kærlighed og ligestilling. Digtene er formet som monologer, men de går netop i kritisk dialog med den moderne datingkultur. De sætter ord på dating fatigue, seksuel objektificering og frygten for ghosting. Og de afspejler den fremmedgørelse, som hele konceptet indebærer - at det ikke er det analoge flirteri, der sender mennesker i armene på hinanden, men en fingerbevægelse på en mobiltelefon. Tindermonologerne er ikke bare et hudløst vidnesbyrd om jagten på den eneste ene, men også et stykke samfundskritik. Og så er digtsamlingen tindrende velskrevet.

Vi kredser om dens tavshed

Linda Heide Ottosen
Fra støv til lys
Alias Forlag ApS

Af Jakob Brønnum
DET KORTE AF DET LANGE - Hvor meget skal man stole på sine fordomme, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man gå ud fra litterære konventioner, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man betvivle sig selv overfor en menneskelig sansning, som måske ikke er fremstillet med den poetiske faglighed man forventer af en bog der kalder sig en digtsamling?

Jeg er gået igennem forskellige faser af de her spørgsmål. Linda Heide Ottosens debutdigtsamling er ikke et litterært arbejde med mine begreber. Men det er et menneskeligt vidnesbyrd, som man ikke bør afvise i lyset af sine litterære begreber. Det er en kosmisk inspireret gravsten for en søn der ikke er her mere, det er et forsøg på at skrive sin sorg ud igennem det som ikke kan tabes, nemlig livets egen basale, evige væren.

Bogen veksler mellem iagttagelser, erindringer og definitioner på liv, bla. fra den buddhistiske sammenhæng hvor den savnede rettede sin tilværelse. Et digt lyder sådan (bogens digte er centrerede):

Et dyb af lys brydes,
gnistrende tråde, der taber sig i intet.
Vi driver gennem rummet,
som tanker
lettere end støv
fanget i tyngdekraftens lette hvisken.

En planet vokser langsomt i mørket
et øje, rødt og vågent
uden blik, men fyldt med viden.
Vi kredser om dens tavshed,
ser dens hud, ru som glemt sten,
ser dens farver -
en blanding af blod og kanel,
sukker og ild.

Vi mærker kulden i dens åndedrag,
ser polernes is,
glitrende og fremme som knust glas
på et bord ingen har dækket.

Det er et (uddrag af et) digt, der har flere fine kvaliteter, især hvis man accepterer dets åndelige landskab, hvor naturvidenskabens sprog, en indisk inspireret maya-lignende tankegang og en hverdagsrealisme med dufte af krydderier, væves sammen. I et digt kort efter tager følelserne over og skaber en profetisk figur af den savnede:

Det var ikke tilfældigt,
men et møde skabt af kræfter,
der rækker over tid og rum.
Du valgte os,
du har selv fortalt mig det.

Du kom for at elske,
at kæmpe, at forstå
at opbygge en flod af karma,
som kunne bære dig videre.

Da man som anmelder alligevel er stærkest forpligtet på det medie hvor anmeldelsen er skrevet, vil jeg sige at digtsamlingen havde været stærkere, hvis den i stedet havde sprængt sine former og brugt det selvsamme stof som aforismer, små afklarede sætninger og blot korte poetiske udsagn, frem for at spænde det for en bestemt genre, ovenikøbet én genre med meget stærke krav til formbevidsthed og en metaforisk konsistens, som det først citerede digt mangler. 

Bogen er overvældende smukt illustreret med den store århusianske kunstner Hans Krulls arbejder, som jeg imidlertid ikke kan se kommer i symbiose med teksten. Det ville de have gjort, hvis forlaget havde hjulpet forfatteren til at forløse sin tekst i de genrer den kalder på.

Men det korte af det lange er, at hvis man modtager denne bog som et genuint og dybsindigt vidnesbyrd om den menneskelige tilværelse og dens ophør og de følelser og refleksioner, det udløser i et følsomt sansende medmenneske, gør den et stærkt indtryk.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb

Vanviddets vægt

Min hud er tung af krop
Anne Rye Andersson

88 sider
Alias Forlag 2026

Af Carina Wøhlk. 

Min hud er tung af krop. Det er titlen på Anne Rye Anderssons nyudgivne digtsamling. Og tyngden rammer læseren som en lægtehammer allerede i første digt: ”Jeg læner mig ind i min træthed/ og vågner med røde rande under øjnene” (se s. 6). Så er hovedtemaet slået an. Digterjegets længsel efter restitution er slående – og læseren mærker den helt ind i knoglerne.  

Digtsamlingen præsenteres af forlaget som en hybrid mellem prosa og lyrik. Prosastykkerne har en vis musikalitet, så læseren støder sig ikke på overgangen mellem poesi og prosa. 

I de hvidkitledes vold

Som titlen angiver, er der megen krop i teksterne. Og kroppen er stærkt udfordret. Intet censureres bort. Prut, hikke, dårlig ånde. Alle de kropslige uddunstninger og lyde er dybt forbundet med sindet. Det digteriske jeg kæmper med psykisk sygdom og lider, ”nu hvor vanviddet har mig” (se s. 76).

Bogen tegner et forstemmende billede af sygdommen og de medicinske bivirkninger. Digteren formår at vise, hvad det vil sige at være i de hvidkitledes vold: ”Lægerne siger/ du fejler ikke noget alvorligt/ lægerne siger/ du er et spændende tilfælde/ lægerne siger/ du må acceptere din træthed/ lægerne siger/ det har vi aldrig set før…” (se s. 34),  Det repetitive ”lægerne siger” betoner de mange tomme ord, som sundhedsvæsenet kan være leveringsdygtigt i – i mødet med patienter, som ønsker handling, lindring, bedring af livskvalitet.     

Træghed og træthed

Digteren skriver med en træghed, der tjener til at illustrere en lammende træthed. Det digteriske greb er at beskrive dagligdags gøremål ned til mindste detalje.  Alt går pinefuldt langsomt – i en sådan grad, at digterjeget ”trækker sneglespor efter mig” (se s. 12). Selv små ting virker nærmest uoverstigelige: ”En dag er et marathon opdelt i/ lur/ tøjvask/ opvask/ lur/ gåtur/ støvsugning/lur…” (se s. 22).

Mor og kæreste som psykisk syg

Midt i medicindøsen får digteren øje på sin søn, der med ét er blevet ”en tænksom ung mand med en størrelse 46 i sko" ( se s. 26). Hvordan skete det lige? Et blink med øjnene, og så er et barn ved at blive en voksen. Den erkendelse kan ramme alle forældre. Men hvordan er man mor som psykisk syg? Hvordan kan man løfte ansvar og pligter, når man dårligt kan løfte en lillefinger? 

Og hvordan er man kæreste? Den sygdomsrelaterede inerti må uvægerligt påvirke intimsfæren og seksualiteten: ”Min liderlighed hvor er den…/ jeg føler mig som et halvt menneske…/er det sådan her det føles at være aseksuel” (se s. 41).  

Lys i mørket

Den psykisk syges virkelighed fremstår tung og sort. Og så trænger der alligevel en kile af lys ind i mørket. Pludselig er noget ”tændt i mig/ et slags håb…” (se s. 55). Hvorfor? Jo, fordi ”pillerne er begyndt at virke…/M kigger på mig fra et andet sted/ Velkommen tilbage/ vi tager turen igen om et par år” (se s. 85). For en stund lettes det digteriske jeg for vanviddets vægt.   

Anne Rye Andersson, som også er billedkunstner, har selv illustreret sin dybt personlige bog. Billederne er dystre og afspejler den tyngde, som læseoplevelsen er ved at segne under.   

Når Lützhøft stiller eksistentielle spørgsmål

Jesper Lützhøft
Ukendt?
Forlaget Finkultur (133 s., indb)

Af Jakob Brønnum
Jesper Lützhøft er uddannet klassisk guitarist og arbejdet med samtidsmusikken har resulteret i ur- eller førsteopførelser af ca. 70 værker for sologuitar eller kammerbesætninger. Han har indspillet to cd'er i eget navn og medvirker på en lang række andre indspilninger. Udover aktiviteterne som musiker har Jesper bl.a. været chef for Den Anden Opera, Odense Symfoniorkester og været producent i Danmarks Radio. Jesper Lützhøft har modtaget P2s Bolero-pris og Victor Borges Musiklegat for sit arbejde med Den Anden Opera. De senere år er han (også) trådt frem som lyriker med et antal meget eksklusive digtværker, 15 bøger i alt – og eksklusive i dobbelt forstand, dels er de dybe, gode, kærligt humoristisk-ironiske og usvigeligt livsfilosofiske. Dels er de udkommet – i usædvanligt velproduceret udstyr - i et regi, der også gør dem eksklusive, nemlig Lützhøfts egen kulturhub Finkultur.dk.

Det seneste arbejde er bogen Ukendt (2024). Bibliotekernes lektør, der hidtil er den eneste der har forholdt sig skriftligt til den, skriver: ”Digtene om Hr. Ukendts ubehjælpsomhed og forunderlige færd rammer, når de rammer renest, en tragikomisk sans for livets og den modernes verdens absurditet. Men det bliver også lidt ensformigt i stil og tematik.”

For ret kort tid siden læste jeg en lignende karakteristik af Uffe Harders digte, også i en lektørudtalelse. Uffe Harder (1930-2002) er (mindst) en af de fem største mandlige danske digtere i anden halvdel af det tyvende århundrede. Hans bedste digte, f.eks. en del af de kortere digte i Udsigter (1960) er fuldt på højde med den største europæiske lyrik i sin mangedimensionalitet og sin evne til at række ud (eller ind) efter de mest grundlæggende elementer i den menneskelige bevidsthed og kortlægge dem semantisk i poetisk form. Det er åndeløst godt. Man kan aldrig blive færdig med det. Men fordi verden er som den er, og ikke kan holde fast på eksistentielle problemstillinger, men vil underholdes, fæstner lektørudtalelserne og anmeldelserne af Harder sig op gennem 80’erne (i det mindste dem, jeg har læst) i stigende grad ved en vis underfundighed, der kan siges at opstå her og der i forfatterskabet, og Harders rungende eksistentielle exposé bliver beskrevet som firnurlighed. Det er lige til at græde over.

Det samme overgår Lüfthøft, når han læses på en sådan måde at man ikke får mere ud af det end ”en tragikomisk sans … for verdens absurditet” og når den stakkels anmelder får at anfald af litterær ildebefindende fordi Lüfthøft går i detaljer med det vilkår i tilværelsen, han elegant afdækker som menneskets eksistentielle dilemma i en moderne tid mellem at være sig selv og være til i omverdenen på omverdenens betingelser.

”Hr. Ukendt er ikke et foreningsmenneske
Alligevel er han medlem af en række foreninger
Det kan man ikke undgå
Han har også engang været med til at stifte en
Det gør han ikke igen” (s. 97)

Hvad står der f.eks. i dette digt? Står der finurligt, at Hr. Ukendt har lavet en fejl, og at det er jo desværre bare det, der kan ske? Det skulle man tro, når man læste ovenstående anmelderkarakteristik. Men der står så meget mere end det. 

Der står noget om demokratiets væsen, om at et menneske kan lade som om det har en fri vilje, men det er en filosofisk fejltagelse at tro, der står noget om at det forpligter når man foretager sig noget i retning af at bære med på kulturlivet og samfundslivet, men desværre også nogle gange, når man ikke gør. Og det får læseren (altså dig og mig) til at overveje, hvor meget man egentlig bør engagere sig og i yderste forstand om det ikke snart var tid igen?

Sådan er det hele vejen igennem bogen. Et andet digt (der står lige overfor) lyder sådan:

”Hr. Ukendt
ved ikke
om han
vil
forandre
verden

Hvis han
skal være
helt ærlig
er det
ikke noget
han har
overvejet”

Den læser, der ikke fik stillet de spørgsmål jeg snakkede om til det forrige digt, men nøjede sig med finurligheden, vil se dette digt som en ny finurlig variation over aftegningen af et ansigt på et menneske man ikke rigtig kan se. Og så begynder det at blive ”lidt ensformigt i stil og tematik” som anmelderen skrev. Det er blot forkert opfattet. Der står noget helt andet.

Digtet stiller endnu et filosofisk spørgsmål. Det er rigtigt at det eksistentialistiske tema går igen fra det forrige digt, men det er en anden dimension af tilværelsens grundspørgsmål Lützhøft her tager op.

Hvor mange kender vi som klager over verdens tilstand? Og hvor mange af dem har aldrig nogensinde tænkt en velfunderet samfundskritisk tanke? Hvor ofte handler kritikken egentlig snarere om, at man ikke bryder sig om forandringer? Samtidig overser man at verden er noget der forandrer sig hele tiden, eftersom den er levende og livet jo er det der er kendetegnet ved at være i bevægelse. Men Hr. Ukendt er ikke det, der med et moderne skældsord hedder omstillingsparat, han har lavet sig en tilværelse hvor han ikke er så glad for at skulle stimulere sit i9ntellekt og sin bevidsthed, for han er faktisk tilfreds med at sidde i sofaen og se tv og klage over programmerne.

Så de to digte så ganske rigtigt ens ud for en overfladisk betragtning - men de handler om to forskellige dimensioner af tilværelsen. Det ene handler om arten og karakteren af de relationer man indgår i eller vælger ikke at indgå i. Det andet handler om det moralske spørgsmål, hvorvidt man kan tillade sig at kritisere tilværelsen sønder og sammen, når man aldrig nogensinde tager ansvar for noget.

Og sådan er det som sagt hele vejen igennem dette pragteksemplar af en bog med klassiske egenskaber. Der er meget mere i den. Man kan vende tilbage igen og igen og se nye flige af tilværelsen blive afdækket. Jeg siger bare: Gak til Hr. Ukendt og bliv viis.  

 

 

 

 

En generøs og hudløs ærlig beretning om et liv som pårørende

kært barn ¤ våd kaktus af Allan Lillelund
Illustreret af Line Risager Hansen
Udgivet af Forlaget Silkefyret (2025)
141 sider
Af Ann-Christina Hansen

Livtag med en opvækst med misbrug og sindslidelser

at bo hos dig er pest
at bo hos mor er kolera
eller er det omvendt

kært barn ¤ våd kaktus er en generøs og hudløs ærlig beretning om et liv med en stærkt alkoholiseret far og en skizofren mor, der vender op og ned på læserens forudfattede opfattelse af, hvad det vil sige at være pårørende. I en ligefrem og tilgængelig prosastil beskriver Allan Lillelund uden omsvøb den vanvittige dagligdag: morens rutinemæssige indlæggelser på psykiatrisk afdeling, farens patetiske alkoholmisbrug og Allans desperate forsøg på at navigere i en umulig situation.

Men den dybt ulykkelige situation til trods er det ikke selvmedlidenhed, skam eller vrede, man først og fremmest fornemmer mellem de rå, minimalistiske linjer, men derimod kærlighed og en uendelig omsorg.

der er dage
hvor jeg fører en finger
op ad din ene arm
mens du sover
dén med arret
den der er brændt på din bodega
der er et før og et efter det ar
som mors ar på skinnebenet
der er ikke noget oplagt sted at starte
med at tegne hen over
så jeg begynder et tilfældigt sted 
lyset er slukket
mørket blander sig med natten
derude et sted tænker mor på mig
måske hun ligefrem sender dig en tanke

Når indhold og form går op i en højere enhed

kært barn ¤ våd kaktus er en såkaldt ”tête-bêche-bog”, et værk bestående af to uafhængige dele – i dette tilfælde en mor-del og en far-del – der vender hver sin vej og mødes på midten. Det er således ligegyldigt, hvilken del man starter med; måske et udtryk for forfatterens, barnets, magtesløshed og uvilje mod at vælge den ene forælder frem for den anden.

Ud over at være interessant rent formmæssigt, så giver det rigtig god mening at have benyttet denne bogform til digtsamlingen, fordi det ikke blot understreger det uløseligt forbundne mellem mor, far og søn, men ligeledes den uløselige situation. Der er gode og dårlige dage, men intet bliver endegyldigt løst, alt kører i ring, uanset hvor mange askebægre der tømmes, køleskabe der bliver fyldt, vinduer der bliver pudset, alt sammen handlinger der måske især har til formål at give forfatteren en fornemmelse af i det mindste at gøre noget. 

Men som enhver pårørende til en person med et misbrug eller en sindslidelse – eller demens for den sags skyld – på et tidspunkt må indse, så er der ikke andet at gøre end at ledsage, lære at flyde med strømmen og så vidt muligt holde hovedet over vandet, ”også når bølgerne går højt”.

Dette kaos, alkoholismens og skizofreniens ubønhørlige uforudsigelighed, medfører uvilkårligt en ængstelig vagtsomhed hos den pårørende (måske er det i virkeligheden her kilden til traumet skal findes), som det er lykkedes Lillelund at beskrive ikke blot med ord men også i form ved simpelthen at udelade al form for tegnsætning. Herved fanges læseren ind i en vanvittig poetisk malstrøm og fratages bogstaveligt talt muligheden for at trække vejret undervejs. Jeg slugte da også kært barn ¤ våd kaktus råt i toget fra Aarhus og var færdig, før jeg nåede Vejle. Sidenhen har jeg genlæst digtene flere gange, og hver gang har jeg opdaget noget nyt og genialt. 

En litterær blæksprutte

Allan Lillelund (1980), cand.mag. i nordisk sprog og litteratur, er en af Aarhus’ litterære ildsjæle. Udover at undervise, skrive og oversætte er han forlæggeren bag Forlaget Silkefyret og primus motor bag festivalerne Litterære Dage og BogGods. Han har tidligere udgivet novellesamlingerne Tegn om verden (Løvens Forlag), Nedslag og Efter (Forlaget Silkefyret).

kært barn ¤ våd kaktus er Allans første digtsamling, for hvilken han meget fortjent har modtaget arbejdslegater fra både Statens Kunstfond og De Skønlitterære Forfattere.

En meditativ rejse i umiddelbare sansninger

Jakob Brønnum
Mysteriets Digte
Books on Demand 2025, 68 sider
 
Af Carina Wøhlk
Mysteriets Digte er Jakob Brønnums 26. digtsamling. Det er noget af en bedrift i sig selv. Men er kvaliteten på linje med kvantiteten? Er hans digte lige så gode, som de er mange? Det korte svar er: JA! Og det endda med store bogstaver og udråbstegn.
 

Ordet mysterium betyder hemmelighed eller gåde. Og i Mysteriets digte skriver Brønnum sig ind i en kobling imellem naturen og eksistensen. Livscyklusser, processer, forfald og opblomstring – alt kan vi genkende. Fra naturen og fra os selv. Fordi vi jo dybest set er natur. Det er ingen hemmelighed.  Det gådefulde er snarere, hvordan vi får føling med den forbundethed igen. Brønnums digte viser os vejen.      
 
Det digteriske blik
Mysteriets digte leder læseren ud på en meditativ rejse i umiddelbare sansninger. Det digteriske jeg møder verden med et åbent og filterløst blik. Dette særlige blik skriver Brønnum om i efterordet: ”Teksterne er båret af et blik, der har fulgt mig hele livet, et blik jeg ofte har afgrænset mig fra, fordi det ikke altid er kommensurabelt med forbindelseslinjerne til omverdenen” (se s. 68).
 
Digteren ser uden ”afskærmning” (se s. 68), og det får digtene til at fremstå helt umiddelbare og sitrende. I digtet Solens øje skriver Brønnum, at ”solens øje er blindt/ det stirrer på mig/ for at gøre mig seende/ men vidste jeg bare til hvad” (se s. 61). Til hvad? Jamen, kære digter, du skal se for at digte. Alle dine digte bærer netop vidnesbyrd om din visuelle styrke.

Digtsamlingen er delt op i 9 afsnit, der hver består af flere digte. Allerede ved første afsnit opdager læseren en af flere poetiske hilsner: Begyndelsen findes. Javist, og Inger Christensens Alfabet findes – til uendelig inspiration for mange. Flere hilsner følger – også med navns nævnelse.
 
Når Brønnum skriver om berømte digtere, forfattere og arkitekter og lige så navnkundige malere og komponister, er det ikke for at flashe sin egen dannelse. Han giver med en fejende bevægelse plads til kulturen, som også rummer den poetiske genre - og får den til at spille op imod naturen, som alle digtene er gennemstrømmet af.  
 
Den seende digter
En af Brønnums forcer er billeddannelse. Han driver et væld af billeder frem – for eksempel af ”havbølgelignende biler” (se s. 9) og af bølger, der ”kommer ind som heste” (se s. 11). Brønnum bruger bølgebilledet eminent – på de hestekræfter bag metal, der langt fra flimrer for det seende blik og på de kraftfulde dyr, der gungrer ind mod bredden. Læseren kan næsten høre dem vrinske i havets brus.

Vrinske, ja. For digteren har også øre for klang. Både solsorten, solen, træerne og vinden synger igennem digtsamlingen. Klangene prikker vellyd ind i stilheden, som ”gerne (vil) være med i dag” (se s. 64).
 
Indimellem er stilheden også en befrielse fra de tanker, som vanskeligt kan holdes i ave og som gerne ”rejser sig som skyskrabere/og vælter ind over hinanden” (se s. 32). Når det lykkes at holde tankerne i ro, er det ”morgenlysets renhed”, der regerer (se s. 32).
 
Tid og evighed
Et gennemgående tema i digtsamlingen er spændingen imellem tid og evighed.  Digteren funderer over tiden, der som sand ”sivede bort mellem fingrene”  (se s. 41) -og giver samtidigt læseren fornemmelse for ”evighedens rækkevidde” (se s. 28) ved at dvæle ved en edderkop.     
 
Denne dvælen – ved et dyr, et træ eller en udsigt - giver betragteren den sødmefulde og ”sædvanlige illusion: at dette skulle vare ved” (se s. 35). Og selv om det er en illusion, er øjeblikket værd at værne om. Det findes – og så er vi tilbage ved arven fra Inger Christensen. Øjeblikket findes, også selv om det om et øjeblik er forbi. Det findes – i erindringen og ”i mit håb” (se s. 57).
 
Mens de sansemættede digte bundfælder sig, forstår læseren, at den vigtigste tid af alle tider er den ”drømmetid”, som Brønnum maner frem. Med et citat af Paul la Cour i digtsamlingens begyndelse – og med sin egen drømmende og dog så lysvågne digtning.    
     

Sanderhoffs sprudlende mesterværk

Jens Carl Sanderhoff
Underflugt IV
Book on Demand, 317 sider

Af Jakob Brønnum
Jens Carl Sanderhoff har et stort forfatterskab bag sig, og foran sig, og foran alle os andre med. Hvis man ikke fulgte ordentlig med, kunne man begynde at sammenligne det med Pessoas forfatterskab, der bestod af en række personaer. 

Dels har Sanderhoff skrevet en stor og på mange måder klassisk modernistisk romantrilogi Europas floder (Forlaget Wunderbuch), en trilogi, der er blevet til en kvartet, efter han begyndte at komme på Det poetiske bureaus forlag, hvor han også har udgivet flere prosa bøger som for nogens vedkommende kunne kaldes prosadigte, bl.a Natkatamaran - 100 monologer (glimt af erindringens løb og udmunding). Den Udmærkede lektor udtalelse sammenfattede bogen smukt: ”En bog med velskrevne og kraftfulde tekster, der ligger i feltet mellem poesi og aforismer. Billedsproget er mørkt og gådefuldt og vil utvivlsomt udfordre de fleste. En meget særegen udgivelse.”

Men Sanderhoff har også udgivet bøger under navnet Tage Aille Borges. Nogle af bøgerne er skrevet sammen med andre, med Ejler Nyhavn og senest med undertegnede, "Jeg har tænkt på at nævne dette for dig" (Det poetiske bureaus forlag). Herudover har Jens Carl Sanderhoff et fjerde spor, bøger der udkommer på forlaget Book on Demand, hvoraf fire hedder Underflugt. Hvis man ser nærmere på det, bliver det tydeligt, at det hele hænger sammen og at det er en sprogbulldozer, der langsomt, men sikkert rydder forhindringerne for at se og indse hvad den fragmenterede tilværelses byggesten kan bestå af.

De tre første er korte som gammeldags digtsamlinger, men den fjerde, der udkom tidligere i år "Underflugt IV - afskedsbreve. Digte & tekster", er på over 300 sider og blandt Sanderhoff største bedrifter. Uden at jeg i øvrigt skal vurdere på bedrifternes omfang og karakter, så må der jo har været nogle stykker, for ellers ville han ikke have modtaget kongerigets største forfatter legat nemlig det treårige arbejdsstipendium, også i år. Jeg tøver imidlertid ikke med at kalde Underflugt IV for et mesterværk, og i forhold til, hvad jeg har læst af forfatteren en stærk kandidat til hans bedste bog. Bogen er så sprudlende fuld af en pluralisme af poetiske udtryk og sprogligt nærvær i indkredsningen af den menneskelige tilværelse mellem sprog og død og de sociale stationer, hvor vi hele tiden forsøger at dannes og blive til, mens tiden og dens indbyggede modstande forhindrer det:

Byen suger sprog ud af mennesker
sproget har ingen krop

metaforen beviser tingenes kongelighed
at noget kan lignes med noget

og så vokser virkeligheden / igen
ingen / de fleste bemærker intet i live

og døden er et bibliotek
hvor nogen sparer på varmen

som ikke kommer fra andet end bøger
der forsøger at sige / være som en by

og så vokser mørket / ud af tiden
stilhed / ingen kan høre noget

og livet er et barn
hvor nogen driver det til vanvid

Teksten ovenfor her er for eksempel taget fra en cirka 20 sider lang tekst som tager udgangspunkt i byen på hver ny side og som gennemgår, eller burde man sige gennemlyser, snart sagt alle tænkelige tilstande den menneskelige bevidsthed bliver forsat i, i mødet med den sociale virkelighed, som er en maskine, ligesom byen er en maskine, en teknokratisk vanvidstilstand. Teksten er nominelt døbt Syvende brev, og det signalerer at bogen er opbygget i hvad forfatteren kalder breve. Men breve man kan sende til hinanden, er det ikke. Hvad er det så? Det er som breve, livet selv ville skrive, hvis det kunne; det er ophobninger af bogstaver, ord og sætninger, der synes sammenføjet på samme måde, som en magnet trækker jernspåner til sig på et arbejdsbord i et værksted.

De fleste af teksterne er illustreret med små grafiske forløb gik hen over siden og mange af digtene står som på Apollinaires vis som konkrete sprogbilleder nedover siden.

Det 10. brev er udbredte over de sidste 120 sider og inde i brevet er der andre former, som overtager det formelle forløb, herunder sonetter og flere længere tekster, litteraturhistorisk set, en meta-variant af Bergsøes glemte vidunderroman Fra Piazza del Popolo, hvor nye fortællinger hele tiden vokser ud af de gamle og lader historien undergå en serie metamorfoser. I Underflugt IV er det som et delta, hvor man ikke kan se udmundingen, og ikke ved, hvad der fører derud.

Underflugt IV kan man naturligvis ikke blive færdig med, på samme måde som man ikke kan blive færdig med Inger Christensens Det og Pessoas Rastløshedens bog. Jeg mener, man kan karakterisere Underflugt IV som et gennemsnit af de to bøger, solidt placeret inde i Jens Carls Højholt-infuserede poetiske bevidsthed.

Jeg har opdaget, at han i slutningen af den allersidste tekst, bevidst eller ubevidst, skriver på E. M. Forsters eksempel på, hvad forskellen er på plot og historie i "Aspects of the Novel", historien om kongen der døde, og dronningen der blev ked af det. Selvom Jens Carl Sanderhoff i flere af sine andre værker fremskriver mytologiske figurer som Orfeus og Sankt Sebastian, har jeg ikke ofte set ham parafrasere tekster, og det er muligt han vil indvende, at det gør han heller ikke.

I niende brev parafraserer forfatteren også, indser jeg nu. Det er en tekst som minder om Seebergs novelletrilogi fra midten af halvfjerdserne, hvor han for eksempel omskriver dødsannoncer, som en anden Wittgenstein, der genskriver Edgar Lee Masters’ Spoon River Anthology (1915). Sanderhoff genskriver nyhedsstof om uheld. 13 uheld ialt, meget betegnende. Her er det fjerde uheld:

Fire ud af fem kvinder på kontor
har på et tidspunkt været udsat for en form for
overgreb i forbindelse med kopiering af dokumenter,
og det skyldes, udtaler kriminalassistent Hald fra
Station Moseeg, at maskinerne er ved
at være fortid. Disse uheldige episoder
vil derfor blive mere sjældne i fremtiden, formoder
Hald. Han ønsker dog ikke at kommentere på,
hvilken effekt digitalisering vil få på problemet.

Det er sådan man gennemlyser verden poetisk, fuld af personligt ansvar for hvad ironi kan bære af samfundskritik. Naturligvis er det parafraserende og de tydelige inspirationer blot et af flere elementer der står som trækkraft for det der er selve sagen: Tilværelsens mest essentielle træk, herunder i øvrigt  venskabet, som alle bøgerne i Underflugt-serien tematiserer. 

På en måde står samfundet, byen og den teknokratiske hegemoni i baggrunden, eller rettere som baggrundsstråling for værkets essens, der er en karakteristik af bevidsthedens, identitetens og det dødelige menneskes vilkår. En meget præcis karakteristik, der er ligeså fluktuerende som sit emne.

Med munden fuld af skyer

52 nye digte og 27 nye tegninger
digte og tegninger af claus ejner
Sider: 88 sider
Pris: 200 kr.
Forlaget Melodika

Af Troels Laursen
Det er sådan med claus ejner – og det skal staves med små bogstaver – at man får hvad man ser. Så som titlen siger det: 52 nye digte og 27 nye tegninger. Sådan. Hverken mere eller mindre, eller rettere meget mere. Forlaget melodika begyndte som pladeselskab, med udgiver nu også bøger, som på alle måder tilhører den smalle hylde af bøger. Men som læseren vil vide, så er det ikke det samme som der ikke er stor fylde i bøgerne. 

Også i denne af claus ejner, der er en meget produktiv kunstner, som har udgivet mange bøger og han tegner, maler, laver skulpturer, performances, film. 

Disse digte er tidligere udkommet på claus ejners Facebookprofil, hvor han næsten daglig lægger digte og tegninger op. For en tid siden blev han af Weekendavisen kaldt for konkretist. Det er lidt for lidt. claus ejner indeholder meget mere. Og det er svært at få øje på andre som ham i det danske landskab for poeter og kunstnere i bredeste forstand.

Han er noget så sjælden som en dansk spruttende gejser af idérigdom og kreativitet, alt sammen et eller andet sted mellem humor, eksistentiel søgen og kunstnerisk undersøgelse. Det er en evig bevægelse han sætter i gang ved undren og skarpe iagttagelser af det helt almindelig hverdagsliv.  Der er ikke mange nulevende kunstnere, som minder om ham her i landet. Inspireret af dada, surrealisme, absurd teater, tressernes performance-kunst (og meget andet) har han sit helt eget udtryk. Det er på samme tid personligt og alment, skævt og ligetil, eksistentielt og humoristisk, lokalt og universelt.

Tegningerne er blyantstegninger med enkle streger, der kan læses som små rebusser, hvor det ene fører det andet med og som så ender i det rene ingenting, men vejen dertil er altid interessant, for perspektivet vendes og drejes og det samme sker inde i knolden på den der ser med. 

Overskriften på denne anbefaling er i øvrigt også et digt og det korteste i bogen. Men som alt hvad claus ejner arbejder med, er det billedrig og billedskabende. Man ser, føler, smager og mærker alle orden og tegningernes streger sætter deres spor i sig.

Hans digte kan være haiku-agtige uden at følge de skarpe regler for bogstaver og linjer, men indeholder alligevel det svirp med halen, som et godt haiku-digt gør. Som her i digtet:

Jeg har lige talt,
hvor mange fugle
der er på himlen.
Der er ingen.

Eller som her:

Hængepilen
headbanger bag
drivhuset.

Der er også mindelser om Storm P - i hans værker – det gælder både tegningerne og ordene. Som når han skriver: 

Tit skuffes man
Over kommodeskuffe,
på samme måde som
våde luffer skuffer.

Digtende er ikke blot nonsens, eller rettere det er de aldrig, der er altid en dybere mening, der handler om meningen er væk, at den som et et digt på tre linjer er typograferet således:

Mening
Mere nejninger
Mest mening

Det handler livet der leves til vi dør og hvad det så vil sige. Tiden æder os og døden ligger ret fremme – via plejehjemmet:

Vinden, der blæser,
er frisk og mild.
Solen følger efter os.
Vores skygger forsvinder
næsten helt, da vi
går langs stien ved
plejehjemmet.

claus ejner smækker livet op foran os, så vi får chancen (om vi tør gå med) for at overveje og genleve det hele igen. Og han stiller hele tiden skarpe spørgsmål til den enkelte om hvad nytte det er til, alt det vi sådan går og gør, mens vi nærmere os afslutningen på det hele.

Claus ejner poesi og kunst er det, der nyttige unyttige, som vi ikke kan undvære:

Jeg tror på poesien
er sand, såfremt den
kan gå tur med min
hund, når det regner.

Og med dette digt efterlades jeg – mismodig, opløftet, håbefuld og livsmodig, med:

Små blødende
hjerter i
skosnuderne.

'52 nye digte og 27 nye tegninger' er udgivet med støtte fra Bodil og Jørgen Munch Christensens Kulturlegat.

Vi har brug for Lasker-Schüler

Else Lasker-Schüler
Mit blå klaver
Essays og lyrik i udvalg af Eva Botofte
Det poetiske bureaus forlag, Bureauets Lommebibliotek

Af Jakob Brønnum
Jeg har været ufattelig længe om at skrive denne anmeldelse. Det er en anmeldelse af en meget smuk lille antologi over den tyske forfatter Else Lasker-Schülers forfatterskab. Den er udkommet i Bureauets Lommebibliotek, den for tiden i særklasse fornemste klassikerserie på det danske bogmarked i en tid hvor præcis den slags serier, såsom Gyldendals Bekkasinbøger, tilhører en forgangen drømmeomvundet tid.

Det er en fremragende bog. Eva Botofte har skabt en strålende lille antologi, der består af essays og udvalgte digte, ”fokuseret på de ikke-rimede prosadigte, der tematiserer kærlighed, død, tab, angst, hjemløshed og eksil”, hvorved hun har set bort fra digte med mere mystisk (jødisk) indhold. Prøv at høre, hvor strålende en lyriker, Lasker-Schuler er:

”Jeg græder –
Mine drømme synker ned i verden.

Ikke en hyrde vover sig
ind i mit mørke.

Mine øjne viser ikke vej
som stjerner” (digtet Til hedningen Giselheer, s. 82)

Botoftes begrundelse for at udelade de mystiske digte var, at de kræver ”en del bibelkendkab” (s. 15). Det er interessant, fordi de tre af 12 vers i dette digt som jeg citerede, rummer umiddelbart to hvis ikke tre allusioner til det vi kalder Det gamle testamente. Vers 2 er (bl.a.) Salme 23 og vers 3 en berømt passus i Abraham-fortællingen fra 1. Mosebog, og jeg er overbevist om at vi kan finde steder i Jeremias Bog, hvortil 1. vers alluderer. Og det hele handler jo om patriarken Josef som drømmetyder. Men de kan sagtens læses uden dette kendskab. Drømme der synker som eksistentielt forladt antitese til det himmelske eller fysiske kosmos.

De udvalgte essays er korte, nærværende betragtninger om hverdags ting i Berlin og blandt mennesker i Lasker-Schülers omgangskreds. Igen, hør hvor godt det er:

”Jeg har bemærket, at børn og voksne, som åndsfraværende begyndte at tegne kruseduller med blyanten eller pennen, helt ubevidst gjorde sig umage for at skrive smukke eller snørklede bogstaver og ord; senere undrede de sig selv over det skrevnes betydning. Pludselig står der på avisens hvide kant et navn, blomsterprydet eller med slyngede arabesker. Et andet sted er et verbum vendt på hovedet, jeg mener, et hvilket som helst ord skrevet med spejlskrift. Jeg bliver lige så fascineret ved synet af en interessant håndskrift som af en god pennetegning eller et maleri.” (Håndskrift, s. 23)

Det er simpelthen så godt iagttaget, lige sådan noget, man ønsker man selv havde set og ofte har gjort, men kun i brudstykker, uden at sammenføje det med en litterær sammenhængskraft så det kan bruges til at fortælle noget om mennesket. 

Hvorfor har den anmeldelse så taget så umanerlig lang tid. Jeg har ikke kunnet forstå hende. Jeg forstår at hun er ekspressionist, men jeg forstår ikke måden, hun er ekspressionist. De ovennævnte passager er alt andet end det. De er eksistens, betragtning, kontemplation. De er mere Nelly Sachs og Montaigne end Trakl og Franz Marc. 

Lad mig begynde i et helt andet sted. Jeg havde på et tidspunkt en tysk antologi med Lasker-Schülers arbejder. Den gav mig det indtryk, at hun var en en intellektuel ekspressionistisk forfatter. Så købte jeg en svensk antologi om ”poeten, dramatikeren og essayisten” Else Lasker-Schüler, der ganske rigtigt beskrives som "en af tysk ekspressionismes vigtigste litterære stemmer". Bogen består af digte og portrætter, og mange af dem er rimede.

Så kommer nu bogen fra Det poetiske bureau med titel efter det jeg kan forstå er Lasker-Schülers vigtigste digtsamling Mit blå klaver. Og den viser mig en helt anden forfatter, eller en helt tredje forfatter.

Livsomstændighederne

Jeg begynder at forstå at hendes forfatterskab tager karakter efter de livsomstændigheder hun er underlagt, ikke alene emnerne, men selve den grundlæggende udtryksform ændrer sig livet igennem.

En kort biografi af hende ville det nok lyde sådan her: Else Lasker-Schüler (11. februar 1869 - 22. januar 1945) var en tysk digter og dramatiker, kendt for sin boheme-livsstil i Berlin og sin poesi. Hun var en af de få kvinder, der var tilknyttet den ekspressionistiske bevægelse. Lasker-Schüler, som var jøde, flygtede fra Nazityskland og levede resten af sit liv i Jerusalem.

Botoftes noget mere udførlige livsskildring fortæller om overgreb fra den nazistiske magtelite. Den fortæller om en vagabond-agtig tilværelse hvor hun ofte gik for lud og koldt vand, og om et næsten symbolsk endeligt, hvor hun dør i Jerusalem og er begravet på Oliebjerget, hvortil en del af Jesus-fortællingen som bekendt er henlagt.

Men hvem er Lasker-Schüler? Og hvordan skal jeg forstå hendes forfatterskab og hendes forfatterperson (som det hedder i litteraturvidenskaben, altså den person som ikke bærer hele Lasker-Schülers identitet, men den del af hende som er forfatter).

Botofte oplyser min uklare forståelse i sit forord (s. 7): ”I sin egen tid er hun en skæv eksistens, en fri kvinde og feminist, der bevidst vælger et bohemeliv uden økonomisk sikkerhed, ligesom hun går i herretøj og lader håret klippe kort i en såkaldt bubikopf-frisure, en page, som dog ikke er et særsyn hos avantgardens kvinder i de brølende 20’ere. Man kan se hende som en slags radikal performancekunstner, hvis biografi ikke kan adskilles fra de karakterer, hun opfinder.”

Lasker-Schüler er, som eftertiden også har indset, et storslået geni, en sandsiger. Et menneske ligesom den anden person, vi nævnte fra Oliebjerget, et menneske, der minder om en ung kvinde, der for få dage siden blev forhindret i at gå i land i Gaza, men fløjet - givetvis ind over Oliebjerget - i helikopter, og  derefter sendt hjem. Lasker-Schüler er et ufrivilligt kompromisløst menneske, der ikke kan korrelere en fysisk og materialistisk normalitet med en metafysisk og emotionel fragmentering af tilværelsen som vi møder lige præcis hver gang vi går ud på gaden, hvis vi er tilstrækkeligt (over)sensitive, og som kan beskrives politisk. Eller som hun selv skriver:

Jeg vil ud i det grænseløse
tilbage til mig selv (s. 41)

Vi har brug for Lasker-Schüler, og nu har vi fået hende på dansk. Så kommer det næste store skridt, at fortælle den alt for lidt søgende, men ikke desto mindre fortabte omverden om det. Bogen udkom i 2023, og dette er den første anmeldelse. 

Ja, det er sådan, fantasien er

Hans Kappel Skau: Arbejder isbjørne også over?
Wadskjær Forlag, 2024

Af Bo Gorzelak Pedersen
Hans Kappel Skaus Arbejder isbjørne også over? er ifølge forlagsteksten trykt på bagsiden af bogen "en humoristisk arbejdskritik skrevet i [en] hybridform", der både omfatter historiske notater, korte prosatekster og digte. Humoren er sort og i nogen grad misantropisk. Bogen, der er på i alt 72 sider, handler i hovedsagen om Hans Kappel Skaus tid som arbejder på Svalbard. 

Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg'et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København ("Jeg var så pisse træt af at bo i København") fuld af mennesker, "Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren." Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København ("Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag"), hvor han cykler "helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken" og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende "smarte folk" på Dronning Louises bro i vandet: "Det ville være [...] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt." Og hér ender bogen, med disse linjer: "Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel".

Mareridt på Svalbard

Livet på er Svalbard er heller ikke nemt. Som turguide plages forfatter-jeg'et af "mareridt i orange telte", og han får "svejseøjne og gigtfingre [...] mit røvhul sprækker. Min pik svier, når jeg pisser, og jeg har forvredet min skulder". Han arbejder med maskiner, men "Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt", og turisterne er ofte ubehøvlede og/eller berusede. Skau har imidlertid rig mulighed for at studere dynamikken blandt den internationale gruppe af mennesker, han arbejder sammen med, og han lærer noget om forudsætningerne og den historiske baggrund for øgruppens erhvervsliv, herunder minedriften. Samtidig er der naturen, som kan være køn at kigge på, men som også for eksempel inkluderer den syge polarræv, forfatteren en dag finder ved sin scooter, "sørgelig og klam", men som han nægter at skyde, for "Jeg er bondesøn. Vi rører ikke ved syge dyr". 

Arbejder isbjørne også over?, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver "mærkeligt", for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg'et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til "smerten", der ikke kun er "abstrakt", og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en 'arbejderkritisk' historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Edition tiger      

Sproget gør noget ved det kaos vi er i

Min messebog
Knud Steffen Nielsen
75 sider
200,00 kr.
Herman & Frudit

Af Troels Laursen
Det kribler og krabler. Det knager og brager, der brydes og der strides lige her uden for mit vindue i naturen i forårets fastetid. 

Det er en fortættet tid, - en tid, hvor blødt og hårdt, godt og ondt, guddommeligt og dæmonisk kæmper mod hinanden. Fastetiden, som vi netop har forladt, er en tid fyldt med modsætninger. På den ene side og på den anden side. Liv og død.

Sådan knager og brager det også på omslaget af Knud Steffen Nielsens nyeste bog: ”Min Messebog – samtaler med Lorenzo”, her kribler det krabler det også i det maleri (af Nielsen selv), som omslaget er prydet med. Der er revner og ridser, der er lys og mørke, sol og nat. Is, der er stivet, og blod der rinder.  

Denne samling af digte er tredje bind i Nielsens trilogi, som også tæller ”Min kontrabog” (2020) og ”Min tidebog” (2023). Og denne nyeste kredser om døden, som en meget levende samtalepartner og også her er der flerstemmer, der væver sig ind og ud mellem hinanden. Det myldrer med ord og tanker og kunne syntes helt uden mening og fuld af ”dada” der springer i både tid og rum og meningssammenhænge, men der er mere. Meget mere. For er der ikke en mening i alle tankernes hoppen og springen? Er det ikke blot liv, kan man næsten høre den ikke helt uskyldige messedreng Nielsen spørge med et glimt i øjnene, der har set ind i livet og dermed også ind i døden.

Vi fødes alene og vi dør alene, er den almindelige mening og forståelse, men her handler det om alt det der er imellem de to yderpunkter. Og de andre. Og lige her er måske en springende håb, så forårsgrøn og spinkel, som den slags er her i forårets fastetid, hvor kulden strenges og det alligevel myldrer frem med så skud allevegne. Det er der vi er spændt ud i Nielsens messebog, som jo oprindeligt er en liturgisk bog, der indeholder den romerskkatolske messes faste bønner og ceremonielle anvisninger. Den er vejledninger i hvad der skal bedes, eller sige, hvornår. Det kan være trygt, men for Nielsen er det her liv, som når som helst kan rammes af døden, en kamp, han selv må finde ordene til. Og ord kan han finde. Og han taler med både denne ukendte Lorenzo, og læseren, der kærligt kaldes for ”sidevender” (p.20).

”Er vi trukket i udklædningstøjet? Du kaldes Bajads. Og mig som Judas Ikariot” (p.40). Bajads, der i Kierkegaards forstand kom på scenen og råbte ”Ild!” og publikum (vi) så kun masken, og sådan vil verden gå under, mens vi ler. Og Judas, er både digteren selv, men også hans forræderiske krop, der svigter ham, ved ikke at arbejde med ham, men mod ham. For det hele handler om at kæmpe mon en stor invasion. En sygdom, i kødet, der trænger sig på i sådan en grad, at kroppen, der er en selv, pludselig er blevet ens egen værste ubarmhjertige fjende. Og regnormene står klar.

Sygdommen var også samtalepartneren i de to foregående af Nielsens værker. Begge de digtsamlinger handlede om at om at sprog giver mening og meningen lever af sproget. Og det er det, Nielsen giver et ord til, med en masse udflugter (som når man lige kommer på at chefens kone ligner en kanin (p.56), for hvem kan stirre ind i solen for længe ad gangen, og så kommer nogle meget direkte nyrehug ind i livet, som når: ”Ham (er det mon lægen?): Og vi kan spare meget kostbar tid, hvis du bedøver sig selv” (p.73. Så meget for den menneskelige solidaritet. 

Trods sådanne grumme ureglementerede nyrestød, så spirer der alligevel noget forsigtigt håb frem, som i: ”Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens ansvar”. (p.44)

Sprog gør noget ved det kaos vi er i under livstruende sygdomme (og livet er jo ret beset en livstruende sygdom til døden), og ord giver det formløse en eller anden form, om end den hurtig smutter ud af formen igen. Sprog giver håb. Også selvom det kræver at gå højere op i brillestyrken:

”Vi skal lære at spille et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Nogle gange skal man sidde og kigge sagen igennem igen.
Andre gange skal man vælge en højere styrke som på brillen
SKIFT  ” (p.57)

Digtene er nok mere end en messe værd. Og var der en indlægsseddel med i bogen, så kunne der stå: De bør indtages langsomt – og til både indvortes og udvortes brug. Gerne gennem en længere periode. Der garanteres dog ikke for bivirkninger. Håbet kan snige sig ind imellem det absurde i tilværelsen.

Det kribler og krabler og det knager og brager.

Digtsamlingen er udgivet i 250 eksemplar, der alle er signerede.

Koblingen mellem fødsel og forandring?

Jonas Reppel
Spædgry
Antipyrine 2025

Af Carina Wøhlk
Spædgry er titlen på Jonas Reppels nye digtsamling. Læserens blik dvæler ved det sammensatte ord. Spædgry. Det er smukt og tungt. Som en gravid mave. Er det mon digterens ærinde at understrege koblingen imellem det nye liv og den nye dag, imellem fødslen og forandringens mulighed? 

Jonas Reppel er ikke et ubeskrevet blad. I 2022 debuterede han med digtsamlingen Farfedt, der handler om længslen efter en far. I sin anden udgivelse kredser Reppel om betydningen af selv at blive far. Hvordan bliver man det uden nogen ordentlig faderskikkelse at spejle sig i? Hvordan bliver man det, når man er ”umoden/ som et hvidt jordbær” og tynget i knæ af barndomstraumer og social arv? Og kan man overhovedet tillade sig at bringe et barn ind i en verden, der kæmper med krig, klimaforandringer og kapitalistisk skævvridning?   

Spædgry har flere direkte litterære referencer, men sender en indirekte hilsen til Maj My Humaidans Ærø manifestet. Ligesom Humaidan er Reppel drevet af en samfundskritisk motor, der brummer arrigt over den hverdag, vi har skruet sammen; en vanvittig hverdag, hvor vi parkerer børn, gamle og andre sårbare eksistenser på underbemandede institutioner for at få tid til at holde samfundshjulene i gang. Eller samfundsrotoren. Som Reppel skriver: ”Samfundet er en/ helikopter/ jeg galoperer/ på propellerne”. 

Der er en politisk tråd igennem hele digtsamlingen. Og tråden er umiskendeligt rød.  Reppel galper af social indignation og gylper af ministerlede. Til tider ligefrem rabler han af raseri – over alle de talende jakkesæt, over denne og hin ”ministerpølse”, der magtliderligt og pengebegærligt profiterer på de svage. 

Midt i digterjegets harme kommer et barn til verden. Datteren Isolde, som digtsamlingen er dedikeret til. Et værgeløst og sprogløst væsen lander i hans liv, i hans hænder og sender bølger af beskyttertrang igennem ham. Hendes fødsel bliver en kile af håb ind i det, der kan føles så massivt håbløst. 

Nogenlunde samtidigt mister den nybagte far sin mormor – det menneske, som har givet ham støtte og stabilitet, når alt andet vaklede. Med ét segner ”de hænder/ som engang/ løftede min krop”.  Og han spørger tankefuldt: ”Jeg går til begravelse/jeg løfter et barn/ en kiste af træ…./hvem løfter mig nu”? 

I det hele taget er dette at blive løftet og båret – og spørgsmålet om, hvem der egentlig bærer hvem – et gennemgående tema i digtsamlingen. Reppel skriver hudløst om dem, der falder, dem, systemet spænder ben for – og dem, der aldrig bliver hevet op fra samfundets bund. Han synes at drømme om en verden, hvor det skrøbelige får lov til at holde livet oppe. Som han rørende formulerer det: ”jeg går med dig/ i en slynge/ ingen kan se/ du bærer/ det hvide jordbær”.    

Og det lillebitte barn bærer ikke bare sin umodne far. Det er også hende, der ”holder spædgryet oppe”, som det hedder i titeldigtet. Ja, i et glimt er det, som om rollingen ”holder solen oppe/ med armene”.  Reppel sætter ord på en trosbekendelse, som i al sin renfærdighed lyser ind i læserens eget mørke: ”når du kommer/ bliver alt anderledes/ det tror jeg”.    

Spædgry er en digtsamling med meget på hjerte. Den forholder sig til en verden i brand, men er stærkest i det bløde lys, der opstår i mødet med et nyt liv.  

.     

Kærligheden kan ofte være en kompliceret affære

Milena Rudež:
Skyggedigte / Soldigte
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Af Bo Gorzelak Pedersen
"Regnen er holdt op", lyder det i et af Milena Rudež' digte i samlingen Skyggedigte / Soldigte, "men det drypper stadig / fra den gamle tagrende. // Og når vi har glemt alle ordene / så er der kærlighed". Det har på det seneste været noget rædderligt vejr, i hvert fald her på Silkeborg-egnen, og Rudež' ord gjorde mig for en stund bevidst om, at jeg i stedet for at sidde og læse faktisk burde gå ud og rense tagrenderne. De trænger alvorligt til det.

Jeg gjorde det imidlertid ikke, men læste i stedet Rudež' digtsamling til ende. Den er rørende og fin. Milena Rudež er født i Bosnien-Hercegovina, men har i mere end 30 år været bosat i Danmark. Hun debuterede som lyriker i 1987 og er oversat til en lang række sprog, herunder engelsk, tysk og spansk. Hun har også oversat danske lyrikere, blandt andet Erik Stinus, til hvem et af digtene i Skyggedigte / Soldigte, Hvor er Euterpe?, er tilegnet. Et andet digt, Et andet ægteskab, er tilegnet digteren Niels Hav og super-pianisten Christina Bjørkøe. Jeg går ud fra, at det er dem, der er "Christina og Niels", og at digtets linjer om "Jeg elsker dig" henviser til Havs digt Kærlighed, hvori det lyder, at "Jeg elsker dig. Og du kyler min bog // i nakken på mig." 

Kærligheden kan ofte være en kompliceret affære. Skyggedigte / Soldigte er, som titlen udsiger, i to dele: En første del med diskret melankolske digte ("Jeg har ændret på rækkefølgen / af de små glasfigurer på fjernsynet [...] Vi græder indvendig") og en anden del med diskret forhåbningsfulde ("vi og Månen sitrende / af forventning om / mirakler"). Kærligheden og tabet af kærlighed er gennemgående temaer i samlingen, ligesom tavsheden også er det: "Begravet / i tusinde små blomster / syet ind / i tavshed". "Kvinderne klædt i sort står tavse", "Vi er kløvet i to dele, / adskilt af tavshedens hav", og "Jeg tav - jeg har dræbt min drøm". Jeg anvender bevidst ordet diskret, for Milena Rudež er en diskret digter, følsom og opmærksom. Hun er en slags krakeleringernes digter, der har øje for alle de steder, hvor tingene slår bittesmå revner og måske derfor viser deres sande natur: "som skæve billeder / med refleksioner / om det ideelle liv / aldrig set / i spejlet". I et andet digt, Angst, lyder det: "men jeg findes ikke // heller ikke i spejlet / med røde øjne". 

Rudež er tillige en imponerende økonomisk digter. Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg i løbet af de seneste par dage mindst ti gange har læst og genlæst disse tre linjer fra digtet Tavshed, og hver gang har jeg grimt misundeligt ønsket, at jeg selv havde skrevet dem: "en gennemtævet hund / blander sig med flokken / der venter på et forsinket tog". Der er mere eksistentiel drama i de tre linjer, end nogle forfattere formår at få klemt ind i en hel roman. Det er fremragende.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Edition Tiger 

Nogle af de skæveste, mest betagende, dybsindige, overstadige digte

SHUNTARO TANIKAWA “HVOR KOMMER ORDENE FRA”

Oversat af Susanne Jorn
67 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Hvor kommer ordene fra” er titlen på denne lille umiddelbart beskedne digtsamling. Og det er også lige mine ord! Digteren - står der på omslaget - er Shuntaro Tanikawa. Jeg må altså blankt erkende, at jeg aldrig før har hørt om denne digter.

Men så åbnede jeg bogen, og jeg blev bogstaveligt talt væltet omkuld af nogle af de skæveste, mest betagende, dybsindige, overstadige digte, jeg har læst i rigtig lang tid. Selv nu hvor jeg har gennemlæst dem igen og igen og skal skrive om dem, er det med et smil på læben og glæde over, at jeg på denne måde er blevet lukket ind i dette livfulde univers.

Tanikawa

Shuntaro Tanikawa er japaner, en af de mest betydningsfulde og respekterede digtere i sit hjemland og i en alder af 92 år stadig fuld aktiv. Den foreliggende samling, jeg har her, er øjensynlig fra 2021, hvor han var 89 år

Han har selvfølgelig en lang produktion bag sig. Fire digtsamlinger er tidligere oversat til dansk (som jeg bestemt må dykke ned i senere). Alle - som denne - oversat af Susanne Jorn.

Denne digtsamling består af ca 40 korte, underfundige digte. Noget af det mest påfaldende ved digtene er den enkle og ukrukkede tilgang han har til sproget. Den fortænkte og tilstræbt “dybsindige” sprog ornamentering, der nu og da tynger læsningen af digtsamlinger, er her udskiftet med en både legende og begavet enkelhed.

Dette stammer fra en fuldstændig sikker hånd. Med fuldkommen sikkerhed sætter han hver ord nøjagtig der, hvor det skal sættes. Al overflødigt er skåret væk, og det inciterende er, at netop denne enkelthed skaber digte, der hele tiden lader sig læse åbent og frit, uden man er låst inde i en fastlagt konstruktion. Samtidig er de så gennemførte, at de ved hver læsning kaster nye - uudsagte - overraskende og ægte dybsindige betydninger af sig.

Det legende virker til tider næsten helt ubekymret barnligt. Sansningen og opmærksomheden på verden omkring ham er uden filter.

En digter på dansk grund, som jeg kommer til at tænke på, når jeg læser disse digte, er Henrik Nordbrandt.

Digtet “Lille blomst”

Du    Lille Blomst i vejkantens græs
blomstrer virkelig alene
Poesi skrevet med ord af os mennesker
interesserer dig sikkert ikke
Og jeg    når jeg ikke kender din art eller dit navn
får du et digt i gave

Jeg vil ikke pynte dig
med en overflod af menneskeord
Et enkelt smukt ord er nok om dit ydre
Nej     Slet ikke nok
At se på dig i stilhed er bedst
så handler det om min digterværdighed

Du og jeg deler Jorden
Dit og mit kommer fra én kilde
men vi har forskellig form og forskellig farve

Jeg rører forsigtigt ved dine kronblade med fingrene
Forlader dig i blomst     Og går væk
mens kronblade af skyer fødes i den blå himmel

Hans virke har gennem hele livet været omfattende. Han har malet, illustreret bøger, skrevet sange - bl.a. temaet til Hayao Miyazaki’s  tegnefilm “Det levende Slot”, lavet børnebøger og oversat “Radiserne” til japansk.

Det siger noget om hans opfattelse af det at være digter. Måske er det også dette der gør, at han uden for Japan ikke opfattes som digter med stort D. Rygtet går at han flere gange er blevet nævnt i forbindelse med Nobelprisen, men klart er blevet valgt fra.

Har man hørt dette før??

Naturen fylder meget i digtene. Både naturen som det vi er forbundet med, men også naturen som det vi alt for let overser. Alderens bitre erfaringer melder sig, men uden vrede eller opgivelse.

Og børnene er de livfulde men også de sårbare i digtene - i en kultur uden retning eller dybde.

Digtet “Hr Ord”

Hader pludselig at skrive høfligt
hr. Ord sidder bare på en bænk i parken
Og vil ikke gå nogen steder
Tror ideerne mangler
Tror at digte
næsten altid er skabt tæt på “Bedst før” datoen
Går tur i blinde
Samler ting op på vejen
I barndommen fandtes “kludekræmmere”
som lagde brandbart affald og ikke-brandbart affald
I en kurv på ryggen
Men smidt væk hvorhen
Har indsamlet sorteret og kombineret opsamlede ord
og været sammen med hr. Ord i over 60 år
Kan ligne affald flere steder
Kan blive til mystiske juveler i digtlinjer
Er ikke træt af sansningen
Flydende strømme af falske ord
drypper ind i det
sekulære samfund
En mantra bevæger sig også op og ned med plastikaffald
og driver afsted på bølgerne

hr. Ord hr. Ord
hvor er “Virkelighedens ting”?

Hermed anbefalet på det varmeste.

Det moralske tomrum Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i

Eva Botofte:
Redelighed (digte)
Det poetiske bureau 2023, upagineret

Af Jakob Brønnum
Titlen på Eva Botoftes digtsamling Redelighed har en dobbelt betydning. Det siger sig selv. Men jeg skal alligevel nævne det: En værre redelighed er som bekendt en masse rod. Spørgsmålet er om udtrykket i sig selv implicerer rod i almindelighed, eller om der også er en form for moral indlagt i det som en betydningsmæssig understrøm.

Den anden betydning er en moralsk betydning. Redelighed er nemlig et princip bag en form for handlemåde, som desværre er gået alvorligt af mode, i og med den kapitalistiske markedsøkonomi de senere årtier har ladet en mere overfladisk handlemåde dominere i det offentlige rum, hvor de aktioner man foretager sig i forhold til sine muligheder som kunde, klient og borger, ikke længere implicerer en moralsk stillingtagen, men udelukkende en opfyldelse af hvad systemet tilbyder.

Lad mig give et eksempel på, hvordan redeligheden er forsvundet, selvom et kort blik på amerikansk politik let kunne illustrere det. Da Poul Schlüters justitsminster Erik Ninn Hansen havde brudt nogle bestemmelser i udlændingeloven, gik han af som statsminister, fordi han som leder forstod at det eneste redelige var at tage ansvar for sin underordnede ministers handlinger (og for at undgå at Folketinget væltede ham af samme grund). Da Lars Løkke Rasmussens lidt mere underordnede minister Inger Støjberg gentagne gange havde brudt præcis den samme lov og nu skulle stilles for en Rigsret, gik Løkke ikke af. Han forlod senere partiet, så han ikke under rigsretten hele tiden implicit skulle blive udpeget som den der som leder burde have standset ulovlighederne. Redeligheden som princip er fuldstændig væk, Løkke behøver blot opfylde de muligheder, systemet giver ham.

Det moralske tomrum

Jeg tror det er det moralske tomrum, Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i. Med sproget og bevidstheden som et underforstået omdrejningspunkt, tager hun alle det offentlige rums ansigtsløse platforme op til fornyet fortolkning. Digtet Walk of Fame er bare et af mange eksempler på, hvordan Botofte elegant væver vore forestillinger om fællesskab og menneskelighed og vore fælles idéer om eksistensen sammen med den udtyndede tilværelsestolkning, det moderne menneske er blevet viklet ind i, gennem de ovennævnte kræfter:

I bagtrapperomanens æstetik
af afgrænsede plastiske scener
er den mobile valkyrie
gengivet i slowmotion

Senere i digtet møder vi døden, filmen, beskrivelsen af verden som et tivoli i døgndrift. Store eksistentielle blokke af moderne livstof. De fire linjer, der sætter scenen for digtet og placerer læseren i sit eksistentielle symbolrum, rummer alle de kræfter, vi måtte ønske at mobilisere: Det usete (bagtrapperomanen), det kraftfulde (Valkyrien), det beundrede (det plastiske, dvs. det frit bevægelige, det sceniske), det langsomme, det velovervejede og suveræne (slowmotion). Samtidig fungerer billederne, nøjagtig ligesom titlens dobbeltbetydning, som beskrivelse af alt det, der er konsekvensen af vores tilstand: Det undertrykte liv, fjernt fra offentlighedens søgelys, der, hvor tingene sker (bagtrapperomanen), det uberegnelige sindelag, drevet frem af en verden der ikke er til at stole på, fordi den er uden moralsk fundament (Valkyrien), den genfremstillede virkelighed i kunstigt lys og gestalt (slowmotion) og det aldrig bestandige, men hele tiden foranderlige, som man bliver vanvittig og ensom af at skulle agere i (det plastiske).

Botofte

Botofte fremmaner et monstrøst livsvæsen, vi alle er del af, stræber efter at blive eller flygter fra. Og det er præcist det fangenskab, den markedsideologiske hegemoni vil sætte os i, for det eneste vi dermed kan gøre, er at forbruge. Vi kan ikke flygte, ikke forandre, ikke forvandle.

Med andre digte om kattedamer, himmelfart, 24/7, ørenlyd, ligusterrystelser og meget andet placerer Botofte suverænt digtet og forfatterren og læseren i det lufttomme vacuum mellem redelighedens to betydninger, hvori vi er henvist til at leve vores liv.

To andre værker

Bogen får mig til at tænke på to andre værker. Den er nemlig layoutet på den mest sublime Monty Pythonagtige måde, hvor hvert eneste digt er sat op i en collageform og får sit eget billedlige udtryk. En udgave af Marshall McLuhans tanker, der oprindelig i slutningen af tresserne blev udgivet i bogen The Medium is the Massage, er layoutet på samme måde. Man kunne se flere bøger af denne art i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, hvor der var højt til loftet i den vestlige verden. Den sylespidse svenske samfundskritiker og essayist Sven Lindqvist har også brugt formen med stort udbytte. Men det er ikke altid, den giver så god mening som den her gør, fordi den nogle gange kan forfalde mere til form end indhold, mere til gestus end gestalt. Den grafisk udformning lykkedes, når billedet forløser teksten og ikke står i vejen for den.

Den anden bog, jeg kommer til at tænke på, har overhovedet ikke nogen billeder, men består af genskrivninger af offentlige og private brugsanvisninger og forklaringer og enkle juridiske tekster. Det er den mageløst dygtige skånske lyriker Ida Börjels digtsamling Konsumentköplagen (2008).

En kort omtale som denne yder ikke bogen nogen som helst retfærdighed, særlig ikke, da det meste af teksten er brugt på at skitsere den sammenhæng bogen indgår i. Men lad mig sige at jeg er enig med bibliotekernes lektør i, at man vedvarende vil kunne gå til bogen og finde noget nyt, hvilket som bekendt er et af de bedste bøgers adelsmærker. Lad mig også sige at Eva Botoftes Redelighed er en af de tre bedste, nye bøger jeg nogensinde har anmeldt. De to andre er Hein Heinsens Trinitetsmaskinen og Egon Clausens almanak om billedkunstneren Erik Hagens store billedværk Esbjergevangeliet, begge udkommet på Gyldendal for år tilbage, da vi stadig havde håb.

(Let opdateret 13. nov./jb)

Tid i varierende længder

Torben Juul Hansen: Scenografiske digte, Forlaget Adi og Lama 2024, 81 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det begynder langt tilbage i tiden:

Under den sidste istid

stod havniveauet så lavt at en

asiatisk indvandring var mulig.

De nødvendige trædesten lå i 

Aleuternes vulkanske øbue

mellem Sibirien og Alaska.

Folkevandringer krydser kloden, så en befolkning fra det kolde nord kan slå sig ned i det nuværende Sydamerika.

Men nu foretages der et tidsmæssigt spring til…

…huleforsker P.W. Lund

der

fandt dem begravet mellem knogler fra

sabeltigeren Smilodon og Megatherium et

kæmpedovendyr

senere udstillet som monsterskelet

på Zoologisk Museum

Nu er vi nået op i nutiden, hvor tidsspringene ikke tælles i årtusinder; allerhøjst i årtier:

Før Zoologisk Museum flyttede fra adressen i

Krystalgade

København. (s. 7-8).

Erindring og alderdom

Tiden – både de lange spænd og de korte årrækker – spiller en gennemgående rolle i Torben Juul Hansens seneste digtsamling. Forfatteren er godt oppe i årene, og finder stof i erindringer. Samtidig står han ved sin alder. Erindring og alderdom flettes sammen i dette digt:

Jeg søger ind i den tid

hvor det ikke var formålsløst

at følge skovens vandløb til en hemmelig rævegrav.

Jeg søger de faste traditioner

mit halve liv gik med bekæmpe. (s.68).

Det fængslede håb

Juul Hansen lader sig dog ikke gribe af sentimentale tanker om de gode gamle dage. Ligeledes er han ikke sentimental, når det gælder nutiden. Med en kort beskrivelse af de konflikter, der præger verden, finder han det nødvendig at favne…

[…]det naive vers hos Jeppe Aakjær

hvor han skriver

at et hjerte kan:

”skælve af glæde

blot duggen dynker et strå.”

At glæden over det ubetydelige er naiv, understreges i slutningen af digtet:

Som det eneste lå håbet tilbage i 

Pandoras æske

og det ville være en stor hjælp

om jeg vidste hvem der fandt låget frem. (s. 52).

Som i det gamle sagn er låget smækket på æsken igen, så håbet ikke kan komme ud og forfølge de mange ulykker, der blev sluppet fri.

Heldigvis modsiger digteren sig selv, for hvorfor udgive en digtsamling, hvis der intet håb er?

Dog modsiges magt og kold beregning også i Juul Hansens samling:

Længe efter tildragelsen

kunne min beskedne far

underholde med

hvordan en lille uforfærdet rødhals

satte sig på gravearbejdets håndgreb.

Høfligt lagde selskabet en dæmper på de 

børsnoterede samtaler. (s. 49).

Så er der da alligevel håb!

En svanesang?

”Scenografiske digte” er en samling med tilbage- og udblik, om historie på makro- og mikroplan, om barndom og alderdom og derfor også om liv og død. 

En svanesang?

Selvom digteren frygter for klodens fremtid, ved han dog, at hans liv ikke er det sidste, der skal udfolde sig. Det er ikke ham, der lukker og slukker:

Jeg var af den formodning

at jeg skrev dagen et afsluttende digt

hvad det skulle vise sig

at jeg ikke gjorde

Tilfældigt overhørte samtaler

afslørede

at hyacinterne også duftede 

når jeg var et andet sted. (s. 42).

Ord der skriger af smerte

Frida Elisabeth Vitved Jeppesen:
otte fjorten tyve. 69 s.
Forlaget Ovbidst 2024

Af Egon Clausen
Hvorledes skriver man om sorg og afmagt, når ens nærmeste er ramt af sygdom og ikke til at nå? Når sproget ikke slår til, og ordene ikke kan dulme den fysiske og psykiske smerte? Når afmagt er den pårørendes tunge lod? 

Denne umulige opgave forsøger Frida Elisabeth Vitved Jeppesen at løse i bogen ”Otte. Fjorten. Tyve.” Efter et selvmordsforsøg er hendes lillebror indlagt på det psykiatriske hospital i Skejby. For at besøge ham, skal man gennem en sluse, og digtsamlingen kan også læses som sådan en sluse, hvorigennem man bliver lukket ind i den syges og de pårørendes verden. Titlen henviser til de tidspunkter, hvor broderen, der nu er en ung mand, skal indtage sine piller. I bogen er der antydninger af et forløb fra ankomst til afsked. Teksterne består af dialoger mellem lillebroren og hans søster Clara, suppleret med refleksioner, erindringer og klip fra tekster der har betydet noget i deres fælles barndom.

Traumerne melder sig 

Familiens traumer melder sig. Når lillebror får sine piller, begynder han at ryste på hænderne på samme måde som de gjorde på deres farmor, når hun øste aspargessuppe op. Det husker hun. Som otteårig måtte han gå alene hjem fra skole og lukke sig ind i en tom lejlighed, hvor han gemte sin forladthed bag headset og computerspil. Som ung mand på hospitalet siger han, at internettet er blevet hans hjem. Hun husker også, hvordan han som en lille hvidhåret dreng kravlede så højt op i et træ, at han ikke kunne komme ned ved egen hjælp. Det kunne han heller ikke, da sygdommen tog ham. Han troede vist, at han havde vinger og kunne flyve, så han sprang ud fra en altan og endte i det psykiatriske system. Frida ønsker, at det alt sammen ikke var sket. Hun skriver: ”Jeg sender dig tilbage på altanen og piller dine vinger af.” Han siger: ”Se, hvor indlagt jeg er!” 

Vitved Jeppesen

Digtsamlingen melder klart, at dette er alvor. Dette er afmagt. Sorg. Smerte. Et sted citerer hun frit fra en film af Werner Herzog og skriver, at fuglene, de synger ikke, de skriger af smerte. Det samme gør teksterne i denne bog. 

Man kan læse den som enhver anden bog, men den egner sig også godt til fremførelse på en scene med to eller tre stemmer. Som sådan kan jeg høre den for mig. 

Bogen udkom på det lille Århus-forlag Ovbidst den 1. marts 2024, og Frida er skuffet over, at den ikke er blevet anmeldt nogen steder. Skuffelsen er forståelig, men de udeblevne anmeldelser var at forvente, for sådan er vilkårene i den litterære verden i dag. Masser af gode bøger bliver overset af de litterære redaktioner. Det gælder også Frida Elisabeth Vitved Jeppesens fine lille bog.