onsdag den 16. juni 2021

Illustreret voksenbog om verdensmål

Puk Qvortrup m.fl.: ”Det hul af lys”, Aarhus Litteraturcenter, Godsbanen og Forlaget Silkefyret 2020, 190 sider, 153 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Et hul i den mørkeblå forside afslører en orange cirkel, hvori der med hvid skrift står ”Det hul af lys”. Et simpelt, men effektivt virkemiddel, der vækker nysgerrigheden. For hvad får man mere at se, når man åbner bogen? Tja, på første opslag er der intet andet end orange og titlen, men derefter følger der en illustreret antologi, som tekstmæssigt strækker sig over journalistiske optegnelser, noveller, digte og noget, man kan kalde bogstavsillustrationer. Teksterne følges af illustrationer, der spreder sig over tuschtegning, collage, linoleumstryk og akvarel. Oven i dette føjer sig en tegneserienovelle. Til sammen udgør tekster, illustrationer og layout en indbydende bog, og man ser tydeligt, at Forlaget Silkefyret, der satser på den enkle æstetik, har haft mere end én finger med i udgivelsen af ”Det hul af lys”.

Fra analfabeter i Bhutan til menneskegopler i Aarhus Bugten.

”Det hul af lys” er et citat fra et af Peter Laugesens digte i bogens sidste kapitel. Kapitlet er skrevet med udgangspunkt i det 15. af FN’s 17 verdensmål. Af samme grund indeholder bogen 17 kapitler. Derved kan hvert verdensmål blive behandlet i sit separate kapitel af hver sin forfatter, og illustreret af hver sin illustrator. Dog har verdensmålene primært været brugt som afsæt for forfatterne, der på hver deres facon udfolder historier af vidt forskellig art. Kun Mette Østgaard Henriksen går journalistisk/faktuelt til sagen i sin tekst om ”Ligestilling mellem kønnene” og opremser en lang række oplysninger om kvinders vilkår i forskellige lande verden over, f.eks.: ”Mere end 90 procent af alle kvinder i Bhutan er analfabeter” (s. 27). Disse mange nedslående oplysninger har Hans Krull illustreret med to snit, der henholdsvis forestiller en kvinde, der bærer et kranie på hovedet og en kvinde ud for hvis ansigt, der flyver svaler.

Mads Mygind har skrevet en digtnovelle om morfinmisbrug i forbindelse med verdensmålet ”Sundhed og trivsel”. Man fornemmer den søvnløses desperation i en lille sætning som ”nætterne stirrer morgenen i øjnene” (s. 114), og når søvnen endelig indtræffer, beskrives det som ”sover tyndt / først på morgenen” (s. 115).

Allan Lillelunds korte novelle om Preben, der bare ikke kan lade være med at tage det, andre har smidt til storskrald, med op i lejligheden, er en kommentar til FNs 12. verdensmål ”Ansvarligt forbrug og produktion”. Preben kan se det værdifulde i det, andre kun ser noget værdiløst i. Han kone, Lise, har svært ved at se det brugbare i alt det, han slæber med hjem, men hun kan se det værdifulde i ham. Om det også er Lise, Preben anser for at være allermest værdifuld, efterlader novellen læseren i tvivl om.

Der er bittersød fremtidsbekymring i Jens Blendstrups ”Dialog for to uden sko”, der tager afsæt i det 14. verdensmål ”Livet i havet”. Jan og Dorte er på stranden, hvor de drøfter klimakrisen, mens de bader. Evolutionen synes at have lavet en fejl, da beskrivelsen af de to hovedpersoner trækker tråde tilbage til den fjerne urtid: ”Nu står goplerne op af dybet. Et styk Jan. Og et styk Dorte. Et styk mand og et styk kvinde. Mellem hundredevis af andre prækambrium babsedutter, og fedemands trilobitter som engang stod op ad Aarhus Bugten for at gå på land for at blive Homo forstadsmenneske.” (s. 152).

Kig og læs!

En kritisk læser vil muligvis synes, at nogle af forfatterne er svævet lige lovlig langt væk fra verdensmålene, men til gengæld er det de færreste af dem, der nærmer sig det moraliserende, hvilket ellers let kunne være tilfældet i en antologi om mål, der er svære at nå, og som det virkelig kræver omtanke og indsats at indfri. Som hjælp til at opfylde verdensmålene hjælper en århusiansk antologi næppe det store. Men den lægger sig som et led i den kæde, der peger på, at verden kan blive et endnu bedre sted at leve, og at den lynhurtigt kan blive et værre sted, hvis man ikke løfter i flok for både klima og medmennesker.

”Det hul af lys” (eller personerne bag den) gør da også selv noget for at forbedre verden bare en smule, for indtægterne for salget går til ”De uledsagedes rejsehold”, der hjælper uledsagede flygtningebørn med at blive forenet med deres familier.

Det er ikke længere så tit, at bøger for voksne er illustrerede. Men det er ”Det hul af lys”. Illustrationerne er med til at gøre udgivelsen mere indbydende end de fleste andre bøger. Den kan kigges i eller læses. Men det bedste udbytte får man ved både at læse og kigge i den.

søndag den 13. juni 2021

Brønnums virkelige virkelighed eller cyberworld og søgen i tågen

Jakob Brønnums Virkeligheden 2.0 er som titlen siger en nyudmøntning af virkeligheden bag ved virkeligheden. Kort sagt et forsøg på helhed, mening og ståsted i en verden, der bevæger sig flygtigt forbi og igennem os. Thorvald Berthelsen skriver et essay om bogen, der tidligere er anmeldt af Anne Rye Andersson her

Jakob Brønnum:
Virkeligheden 2.0
Det poetiske bureaus forlag
digte 2019, 267 sider, 200 kr.

Jakob Brønnums Virkeligheden 2.0 er som titlen siger en nyudmøntning af virkeligheden bag ved virkeligheden. Kort sagt et forsøg på helhed, mening og ståsted i en verden, der bevæger sig flygtigt forbi og igennem os. Den lille versionsbetegning dementerer dog samtidig denne progression, da den i vor digitale cyberverden lægger op til et uendeligt antal nyversioneringer, der retter den senestes fejl samtidig med at de laver nye fejl, så man igen kan blive i tvivl om hvad der er den virkelige virkelighed. Det er ikke så meget et struktureret epos med eksistenslyrik og en kosmogoni, som Øjeblikkets tilstand, der udkom 2016-2018 på Det Poetiske Bureaus Forlag: ” Et digterværk, der simpelthen må læses, fordi det i et opgør med postmodernismen kaster sig ud i en moderne eksistenslyrik der nyudmønter vor søgen efter helhed, mening og ståsted i verden”, som jeg skrev om trilogien. VIRKELIGHEDEN 2.0 er mere en samling digtessay, der gennemfører denne søgen efter en sandere virkelighed bag den forandringsparate postmoderne pseudovirkelighed i udsnit af denne virkelighed, f.eks. forladte steder og forladte tanker, algoritmer, hjemløshed, stilladsarbejdere bestyrelseslokaler, skyformationer, stille dage og larmende dage. Dåselatter, drømme, smerte, Tjernobyl, overgreb, bivirkninger, Stalin, neoliberalismen, økonomi, raserianfald, molekyler, musikaliteter, politik og måger i luften. Det er også denne søgen der er det nærmeste bogen og vi kommer til virkeligheden. Som det hedder i afslutningsdigtet BAG TÅGEN:

Verlaine drømmer om en kvinde
der ser på ham som en statue
jeg drømmer om at komme for sent til bussen


Nogle mennesker drømmer sig bag om tågen
for at finde hjem
nogle mennesker husker ingen drømme
de husker tågen

Tågen bevæger sig henover landskabet
på en smuk
men helt ligegyldig måde
bag tågen ligger virkeligheden

Her er det udtrykt med den særlige blanding af litterær tradition, abstraktioner og hverdag, som er typisk for Jakob Brønnum, og som fører til at drømmene og virkeligheden glider sammen. Denne opsummering finder sted i kontrast til den konstruerede liberale markedsførte virkelighed, med dens utrættelig krav om positive tal på BUNDLINJEN:

Vi ser mod bundlinjen, de forskræmte skæver til den
de modige dækker den til med et smil

bundlinjen er blevet skæv, den er forvredet
lad ingen se det, bundlinjen er trods alt
det det hele handler om
nedenunder er mørke
og ren fysik

Her er vi også faretruende tæt på en ren prosatekst. Digtsuiterne er straks fra starten en blanding af den sansede virkelighed, associationer til alle sider og tankerne om den. Mange af digtsuiterne slutter med et afsnit om græsset, den organiske, naturlige virkelighed med nærvær og medmenneskelighed, den levede og levende virkelighed. Dermed bliver det gennemgående tema også en kritisk modstilling af denne ’natur’ virkelighed og den konstruerede markedsførte virkelighed. Digtsamlingen får sin økokritiske karakter f.eks. i digtsuiterne FORLADTE STEDER, I BAGGRUNDEN, USIKKERHEDEN VED DEN OFFENTLIGE TRANSPORT;VIRKELIGHEDENS SPEJL, POLITIK og FORTEGNELSE OVER KENDTE LABYRINTER, alfabetets stedernes, bevægelsernes og bogstavernes labyrinter, der forsøger at komme til fornuft og samtidig formerer sig:

Som hos Strindberg i Drömspelet
Hvordan vi end bevæger os
kommer vi altid tilbage til det samme sted

I det tomme rum hvor ordenes labyrinter
er en rent åndelig beskæftigelse
må man bruge sin fornuft

4 – Græsset

Græssets labyrint er ikke den man bliver vanvittig af
vanviddet har man med i forvejen
man opgiver sine fortegnelser over højre og venstre
græsset har sine egne retningsangivelser
der er mange flere end de mest almindelige, de banale
dem, der viser den vej og den vej

Digtsamlingen afsøger disse udsnit af virkeligheden  med sprogets forvandlinger til poetisk logiske sandheder og virkelighed. ”Sproget fanger de forvandlinger der sker/mens man sover/først har man ikke ord for det/men lidt efter lidt/kommer ord flydende/ned ad floden”. Ord man fanger ind med den ordkrog alle er født med. Men ”alle mennesker har glemt sin ordkrog/på et eller andet tidspunkt”. Trods de forskellige virkelighedsudsnit dementerer digtsamlingen en forfladiget postmodernistisk begrænsning af erkendelsen og virkeligheden til den enkeltes subjektive oplevelse af virkeligheden i et øjeblik. Som det rammende beskrives i SELFIE:

Verden er vokset ind i billedet af sig selv
nogen tog engang mens den var ved at blive til
den er stadig ved at blive til

verden er vokset ind i glemsel, øjeblikkets glemsel
flygtighedens digitale fortrængning

hun er blevet billedet af sig selv
livet har foldet sig ud mens hun har taget selfies
nøjagtig som hun håbede og hun er krøbet ind i dem

I den her sang gør hun det i ni minutter
højlydt svedende, med rytmer som en guitarsolo
i ni minutter lader hun som om

Så ved man hvad klokken er slået og hvor det bærer hen
til sidst har det varet så længe at grænsen
mellem at lade som om og gøre helt er opløst

Overfor det stilles så Græssets organiske naturnære medmenneskelige virkelighed:

Græsset lader aldrig som om, og pelikanerne
og morgenerne, de ved bedre
de lever et sted hvor løfter altid indfries…

Flagene i haven lader aldrig som om
kun tankerne om flagene
og skadernes reder, og alle mælkebøtternes frø
der lader som om de kommer fra himlen

Og denne virkelighed kan så kun foldes ud i den poetiske logiks sandhed. Græsset er ikke helt heldigt integreret i alle de digtsuiter eller spor, hvor det i kontrast til pseudovirkeligheden udgør det civilisationskritiske levende fællesskab også med naturen. Nogle steder bliver det en for udvendig kontrast, og den kontinuerlige baksen med virkeligheden i et sprog med få variationer kommer faretruende tæt på det ligegyldigt banale. F.eks. i MORGENDIGT, hvor kontrasten bliver så fersk og uproblematisk, at den også p.g.a. den gentagne påkaldelse kammer over og bliver et for demonstrativt postulat og dermed uvedkommende: 

Jeg forlanger morgener
det er det mindste forlangende
mit eneste krav
jeg har krav på på morgener
jeg stiller krav om morgener
med gule blomster og frisk vind
vrisne solsorte, og nogen der trækker orme
op af græsplænen eller for den sags skyld bare
en lille græstue
ved siden af stoppestedet

Selvfølgelig er gennemspilningen af græstemaet i stor udstrækning en lyrisk understregning af at det virkelige liv er banalt. Det fordrer imidlertid at det banale ikke bliver så påklistret eller demonstrativt at man ikke tror på det, som det sker her for denne læser. Men i det store hele er dette græstema imidlertid et forfriskende økopoetisk islæt, der lever op til sit formål. 

Jakob Brønnum behandler selvfølgelig også som i tidligere samlinger filosofiens tilgang til virkeligheden i denne digtsamling. I SPØRGSMÅLET OM LOGIKKENS OPHØR behandler netop logikken på den eneste måde det kan gøres i et digt, med poetisk logik:

der hvor sporvognene vendte og kørte den anden vej igen
det er logikkens endestation
det fører ikke videre
ligesom når vi drøfter politik
politik burde være det mest logiske vi har
men det er der ingen der regner med…

Logikken forsvinder hver gang nogen
begynder at tale om penge…

Moralfilosofferne bygger logikken op af brudstykker
men den braser sammen igen som sten i vinden
den mangler virkeligheden, omgivelsernes
uforudsigelighed

Og herfra er der ingen vej udenom. Jakob Brønnum må igen beskæftig med det absolutte og relative i bevægelsen. Denne gang ikke med Wittgenstein men med Leibniz som vejviser i stedet for Dantes Vergil. Om end på meget lang afstand som det fremgår med typisk selvmodsigende pleonasmer:

Hvad end ikke Leibniz aldrig fik endegyldigt på plads
er bevægelsens mysterium
et transcendent vidunder som beror på mødet
med essensen i tingene
under tåleligere forhold end disse…

findes der frisat bevægelse, ren bevægelse
bevægelse som er helt løsrevet
fra enhver indflydelse og blot giver sig tilkende
med et let dansende minespil
som bevægelse
slet og ret bevægelse…

eller findes der kun bevægelse
som står i forhold til noget andet…

Og som mange andre steder i digtsamlingen vender Jakob Brønnum sig mod det musikalske når poesiens logiske svar skal udformes:

Overalt i universet disse stigende og faldende toner
man kender dem, man ved det
men de kan ikke høres, og man kan ikke høre dem
som de andre der måske kan høre dem
kun i forhold til en selv giver de sig til kende
det er transcendens der står og hopper på stedet
det er visheden om fællesskabets indre forudsætninger
det er helt enkelt og ligetil

Efter logikken og absolut og relativ bevægelse behandler Brønnum med de klassiske filosoffer Pythagoras, Aristoteles og Pascal ved hånden logisk nok BEGREBET NUL (Hvis begrebet nul findes er der overhængende/fare for at gud også findes):

Det er et matematisk-filosofisk problem
at nul rummer uendeligheden
og at denne uendelighed er allstedsnærværende
og at allestedsnærværende uendelighed
rummer både alt og intet på én gang…

Pascal kigger ned i begrebet nuls
endeløse tomhed
og undrede sig over om denne tomhed
også rummer et vacuum

Noget der på en gang er åbent til alle sider
og samtidig holder os fast…

han opdagede mulighedens teori:
der sker muligvis noget
når jeg bevæger mig i dette vacuum…

der findes muligvis kærtegn
og kroppe der nærmer sig hinanden med hovedet fuld af uendelighed

Man kunne også kalde det kærlighed. Men moderne mennesker forstår ikke begrebet nul på den måde. For aktieanalytikere er det en vittighed og ”politikerne fortrænger det/ som en unødig centrifugalkraft”, der skal tales henover ”som sus og knitren i en dårlig mikrofon” . Men Græsset elsker begrebet nul. Det dufter af evig ungdom, lange somre:

sene aftener hvor lyset og skyggerne
antager hver sin blå
mens ansigterne vender sig indad
mod det faldende mørke
og opdager at det er det samme sted
lyset kommer fra om lidt

Græsset går ikke til, det opstår og strømmer gennem alting som et løfte. Det ved midt i tabuer, hittegods, overgreb, virksomhedsoverdragelser, bestyrelsesreferater, begravelser og dåselatter af forskellig slags, så meget regulær udryddelseskrig, at VIRKELIGHEDEN FINDES i digtet af samme navn:

Alligevel mister det ingen af sine egenskaber
græsset optræder i menneskets bevidsthed
som et uventet smil, et håndtryk
fra en fremmed på gaden, en tilfældig trækning
der fik en til at tænke på lænst glemte fællesskaber

Afslutningsvis kommer musikken igen ind i digtet, som den for det meste gør når Brønnum skal formulere det uudsigelige, håbet  og visheden om forandring:

Der er et sted i Beethovens 8. Symfoni
hvor spændingen er så stor at alting er ved at briste…

Man spørger ikke, hvad det er der vil briste
man tror på påstanden om at det er alting
alting er på bristepunktet
man tror på musikkens påstand

Nogle vil mene at Brønnums digtsamlinger er alt for ordrige og bør strammes op. Men det er ikke hans ærinde med sproget. Det er sprogets kontinuerlige baksen med at få greb om alle aspekter af den nye virkelighed der skyder op, som fascinerer. Virkeligheden 2.0 er ikke som trilogien Øjeblikkets tilstand en vældig episk mytisk kraftanstrengelse for at få greb om en ny helhed, mening og et ståsted i verden. Sproget er heller ikke med ligeså mange variationer. Bogen er en samling digteriske essay eller essay-digte, der rækker ud mod forskellige kerneområder og udkanter af et nyt univers. Det nye er forsøget på at integrere den økokritiske og –poetiske dimension. Personligt trækker mit temperament og min grådighed mere i retning af at anbefale læsere at gå lige til den mere omfattende digteriske indsats, trilogien Øjeblikkets tilstand, med det samme. Men mindre kan også gøre det, man kan jo også blive mæt på en grillbar. Det er ikke altid man kan overkomme en tre retters menu. Det her er hverken en grillbar eller en tre retters menu. Men mæt bliver man af Virkeligheden, også i version 2.0.

onsdag den 2. juni 2021

På vej mod bunden

Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”Spilleren (Af en ung mands optegnelser)”, Gyldendal 2000, 216 sider, oversat af Ole Husted Jensen.

Af Egil Hvid-Olsen

”Endelig er jeg tilbage efter at have været bortrejst i to uger. Vores selskab har allerede været i Roulettenburg i tre dage.” (s. 5). Mon der findes andre romaner om ludomani, der slår temaet mere præcist an? Når man søger ”Roulettenburg” på Google Maps, dukker der en bygning i Baden-Baden op; vel sagtens et kasino, selvom det i så fald ikke er det eneste i byen. Romanens handling udspilles da også i en kur- og spilleby, der ligesom Baden-Baden ligger i nogenlunde nærhed af Frankfurt am Main. Med byens navn, Roulettenburg, afslører Dostojevskij (1821-1881), at det er dens egenskab af spilleby, der betyder mest i romanen. Som en lort tiltrækker fluer, tiltrækker Roulettenburg både de stenrige og de noget mindre velhavende lykkeriddere, men begge parter søger de lette penge ved spillebordet. Inderst inde ved langt de fleste, at kasinoerne ikke ville eksistere, med mindre indehaverne var sikre på en gevinst, der kunne lønne de ansatte og sikre et klækkeligt overskud. Alligevel kan gæsterne ikke stå for fristelsen. Roulettens kredsen om sit eget centrum vikler dem ind i en spiral, der ofte kaster dem fra sig med tomme lommer og bristede forhåbninger. Sådan var det dengang, og sådan er det, når man spiller den dag i dag; om det så er på kasino eller på nettet.

En kamp mellem kærlighed og ærgerrighed

”Spilleren”s fortæller, huslæreren Aleksej Ivanovitj, er tilknyttet en familie, der, som mange andre familier i Dostojevskijs romaner, lever på kanten af fallit. Generalen, som er denne families overhoved, er totalt forgabt i mademoiselle Blanche, der til gengæld kun har øje for penge, og helst i så store summer som muligt. Selvom han, der er enkemand, har to mindre børn og steddatteren Polina Aleksandrovna at brødføde, kaster han sig glad og gerne over rouletten for at kunne forkæle mademoiselle Blanche i håb om, at det vil få hende til at gifte sig med ham. Dette er Aleksej Ivanovitj vidne til, og selvom han har en ironisk distance til generalens ansvarsløse levevis og væremåde, er han også berørt af det, fordi han er forelsket i Polina. Hun derimod viser huslæreren en meget tvetydig interesse, som forvirrer både Ivanovitj og læseren, der ikke ved mere end fortælleren. Således er der lagt op til et klassisk dostojevskijsk drama, hvor kærlighed og ærgerrighed kæmper om magten over menneskene.

Et mangfoldigt persongalleri udfolder sig på romanens 207 sider, og dog er det nogenlunde let at holde styr på de enkelte karakterer, hvoraf 6-7 af dem udgør handlingens inderkreds.

Alvorlig latterliggørelse

”Spilleren” er lang tid om for alvor at komme i gang. I hvert fald fandt jeg de først 90 sider temmelig kedelige. Dog blev min erfaring af, at det er værd at fortsætte, når det drejer sig om Dostojevskij, bekræftet kort efter, for den anden halvdel af romanen er en regulær pageturner. Her udfoldes en række eksempler på, hvordan spillelidenskab kan tage føringen fra selv bundsolide og fornuftige mennesker, og selvom det er dybt tragisk, formår Dostojevskij at beskrive forfaldet med en sådan ironisk distance, at man sidder og klukker lidt undervejs i læsningen: ”På zeró, på zéro! Igen på zéro! Sæt så meget som muligt! Hvor meget har vi? Halvfjerds friedrichsd’or? Der er ingen grund til at være nærig med dem, sæt tyve friedrichsd’or ad gangen.” (s. 109).

At Dostojevskij på den måde kan latterliggøre spillefuglene er noget af en bedrift al den stund, at han selv led af ludomani. Men dette faktum gør blot romanen endnu mere alvorlig, og bag ironien og (selv)udleveringen fornemmes en fortvivlelse på egne og andres vegne. Forfatteren afslører tydeligt, at han er sig hasardspillets risici bevidst, og alligevel har han ikke kunnet holde sig fra spillebordene selv. Han skrev ”Spilleren” i 1866 og inddrog også ludomanitemaet i ”En grønskolling” fra 1875.

Selvom ”Spilleren” handler om, hvordan mere eller mindre velhavende mennesker sætter deres formue over styr, adskiller romanen sig fra en del af Dostojevskijs øvrige romaner, der er karakteriseret ved også at beskæftige sig med samfundets fattigste. Det gør ”Spilleren” kun indirekte, idet man fornemmer, at en del af persongalleriet snart vil befinde sig adskillige trin længere nede ad samfundsstigen; ja, måske endda i den dybeste armod.

Kærligheden som hasardspil

Udover det fascinerende ved rouletten beskrives også kærligheden som et hasardspil, hvor intet er sikkert. Det ene øjeblik knytter Polina sig til Aleksej. Det næste afviser hun ham. I sidste ende gennemskuer hun, hvad han vægter højst, spillet eller hende, men man bliver aldrig helt sikker på, om han gør ret i at satse på hendes kærlighed. Efter sigende er Polina inspireret af Dostojevskijs elskerinde Apolinaria Suslova med hvem han levede et stormfuld liv, der blandt andet førte dem til Europas spilleborde. Suslova var en krævende kvinde, hvis kærlighed Dosjovskij havde svært ved at fastholde. Hvis deres forhold var lige så svært gennemskueligt som Polinas og Aleksejs, er det ikke så sært, at det måtte ophøre på et tidspunkt.