Henrik S. Holck:
Ungdom (digte 1976 – 82)
Det Poetiske Bureaus Forlag 2016
Af Thorvald Berthelsen
Henrik S. Holck blev nærmest udråbt til den ny 80’er lyriks vidunderbarn, et mirakel, da han debuterede i 1978 med digtsamlingen Vi må være som alt på Borgens forlag, samme år som Michael Strunge debuterede med Livets hastighed og F. P. Jacs Munden brænder på huden udkom på samme forlag. De tre havde mødt hinanden til Poul Borums litterære sessions, hvor Asger Schnack underviste, gav kritik og sammen med Jarl Borgen antog de tre digtsamlinger samtidig, måske som led i en bevidst ny generationsdannelse. Resten af 80’er generationen Søren Ulrik Thomsen, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen fulgte med debuter i 81-82.
Samlingen er en radikal kritik af det moderne a-religøse samfund med dets markedsøkonomi og massedemokrati, ikke ud fra dets indre modsætninger og degeneration, men ud fra en ren og mere sand natureksistens og dens oplevelse og iltning af verden. Et ’naturevengelium’ skrevet under koldkrigens farligt forsimplende atomtrussel, med modernistiske aner tilbage til Gustav Munch-Petersen, Ole Sarvig, Gunnar Ekelöf, Gunnar Björling og Edith Södergran.
Døgnets og årstiderne cirkelformede jordrytme opleves som tilfældighed/nødvendighed i øjeblikkenes udbrud af liv der ikke kun er lukkede punkter som punktummer men lynsnare åbninger af ufatteligt nye muligheder; en uendelighed af begyndelser og skabelse som naturloven:
kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige
er du menneske
se solen strejfer en rejse rund
ud over kanten af din bevidsthed
og står dig i blodet med sin tanke
det er kun oplevelsen
og oplevelsen er det du er i
tilfældigheden og nødvendigheden
græder sorgen
rejser jorden sig af sin forbrugte tid
og styrter det hele sammen om dig igen
kun det der skal ske
kun det der skal og må ske
for at du kan ophæves til alt og intet
tegne en cirkel
kun det tilfældige
kun det tilfældige og nødvendige
Derefter gik der 10 år før Holcks næste digtsamling, Kærlighed på 3 uger, udkom på Gyldendal og ikke Borgen, og endnu 9 år inden den næste igen, Drømmesøn, udkom på eget forlag i samarbejde med Forlaget Solbjerg i 2007. Til dels fordi Holck i stedet for det generationsopgør, de øvrige samledes om, gik sine egne veje med shows, kunstanmeldelser og radio-happenings, som efter bl.a. Søren Ulrik Thomsens mening hovedsageligt gik ud på, at det er latterligt at tage kunsten alvorligt, selvom Holck samtidig blev optaget på Kunstakademiet. Til dels fordi Borgen aldrig antog de to manuskripter til en roman og en ny samling digte som lå færdige i starten af 80’erne, ”hvilket (ifølge Holck selv) var et hårdt slag, han aldrig siden er kommet sig helt over.” (Jakob Østergaard Nielsen, Nødvendighedens naturgrafitti, Standart nr. 3, 2006)
Som det kan ses er Holck blevet skubbet længere og længere ud i lidderadurens perferi. Det er derfor både passende og meget glædeligt at Det Poetiske Bureaus Forlag nu efter endnu et 10 år har udgivet en omfattende samling af Holcks digte fra 1976 – 82 (fra han er 15 til han fylder 21), Ungdom, hvor man kan læse hvad vi er gået glip af indtil nu på grund af det litterære establishments indskrænkethed.
Det er eksperimenter, til tider kladder, men også fuldkommengjorte digte og hele samlinger af samme, ligeså fuldkomne som Vi må være som alt. Og den er en meget alsidig og altomfattende repræsentation af de to modstrittende spor, som Holcks litterære praksis ifølge Jakob Østergaard Nielsen befinder sig i og imellem: ”Et poetisk (grav)alvorligt og litterært opbyggeligt, og det andet tilsvarende spilfærdigt, kitchet og lige dele litterært undergravende og underholdende.” Det er stadig en sprogligt virtuost nyskabende gennemspilning af den sande natureksistens i den løbende opløsning af sproget, syntaks, grammatik og musik, som han og 80’er generationen føler er intenst forbundet med den allestedsnærværende bevidsthed om den sandsynlige på denVi atomkrigs destruktion, ’verdensundergangsangsten’. Men også en vrængende parodisk og underholdende udgave af det samme, hvor tingsværdenens artefakter - i modsætning til ellers - optræder. Og vi ser Holcks inspiration fra Zen-buddhismen. F.eks. ½i de meget tidlige digte som Livet er en cirkel/livet er ikke en linie med slutlinierne:
Vi vender tilbage til os selv
når vi vågner fra døden
fra søvnen
ind til livet
Som senere modsvares af en parodisk udgave i 1,39: at universet er en cirkel:
23,01: at verden er en cirkel
at verden er en ret linie: universet: i morgen:
1,39: han begyndte at gå og gik forbi den fremmede
og den fremmede han
Ja han forsvinder selvfølgelig i den blanke afslutning af digtet. I samme digt står den drilske og undergravende karakteristik af sproget i digtet, som viser hvad det er der støder selvhøjtidelige litterater, som ynder at betragte digtet som et selvtilstrækkeligt metasprog:
10,21: kunne skære sig på mange ting. Et stykke glas,
en sten m.m.
13,06: berøringer der realiserede ’tomrummet’
og under huden
skrift skrevet af sår og savn
18,59: han sidder inde i sproget
han kan ikke læse sig selv
19,21: for mange ord har gjort ham ulæselig
Og det er i sig selv en parodisk, kitchet udgave af versene om sproget i Vi må være som alts afslutningsdigt Det fuldstændige:
og de vandrede i alt over jorden
til de fandt sig selv i et sprog uden grænser
et sprog ikke bare for sprogets skyld
men et sprog som udtryk for deres ufornægtelige identitet
I det første undergravende tilfælde er sproget godt nok udtryk for identitet, men det er skrevet af virkeligheden, naturens indflænsning af sår og savn med glas og sten. Og samtidig spærrer det og dets alt for mange ord én inde så man bliver ulæselig for sig selv og andre.
For at vende tilbage til døgnets og årstiderne cirkelrytme af liv, skabelsesøjeblikke i en uendelighed af alt og intet, uafvendelige som naturlove, fra Kun det tilfældige i Vi må være som alt. Så indeholder titeldigtet AT i den første af bogen Ungdoms 3 AT samlinger både de typisk ordskabende Holck greb og en række atypiske abstraktioner uden natur, hvor tingsverdenens artefakter også sniger sig ind i gennemspilningen af alt, intet, alt, kort sagt liv og intet andet:
At: der ingen grænser er hvis
JegintethedsHeden gøres til disciplin
at: det største er tomheden
at: alt bevæger sig, forandrer sig,
indgår og fragår i 1 uendelig proces
At: alt er en bevægelse mod ingenting
at: alt dette som systematisk standses af
det systematiske system fører til jeg’ets
angst overfor ’intetheden’
at: ordet ’intethed’ som element
i det systematiske system
er negativt fordi alt er målet og Alt vil sige en stadig
produktion af artefakter af ting
Allerede inden man når at formulere
sin første nærhed til verden
standse alt af trangen Alt
at: intet(heden) er den eneste vej til alt
at: dette alt er et alt der fungerer i tomrum
og manifesterer sig i liv, intet andet.
Alt er en bevægelse mod intet. Øjeblikkets erkendelse er konstant flydende og springende. Intet(heden) er den eneste vej til altet, der virker i det tomme rum og udtrykker sig i livsdriften.
De fleste digte i Ungdom er Holckske naturdigte og ligesom i Vi må være som alt mantraer om naturens tætte intethed og dens bestanddeles – iltens, græssets, træernes, regnens, skyggernes – dråbeklarhed og flygtighed. De er den hudløst sande og lette realitet ”i stilheden i en endnu meget tidlig morgen”…
Træernes skygger i løb over jorden
Og tidens flygtighed forglemt i et efterladt fodspor
Legemet i alt og dets svævende bevægelse
Skovenes susen om sangen
Den første hvide åbning
Der træder varsomt ind over oceaner
af styrtende lys og stilhed
Som et land der fødes af druknende sorg
(fra: TIDLIGT BILLEDE)
Det er den farligste under huden indtrængende realitet, den virkelighed som erfaringen har lært os er umulig i praksis. Digtene fremmaner fladernes koncentrerede åbenhed med elementernes utallige helt uprøvede kombinationsmuligheder, som livsdriften bevæger sig igennem i sin erkendende fortsættelse, begyndelse, fortsættelse på trods af atomkapløbets bombetrussel, fordi den ikke kan tilintetgøres:
Det var ikke mig de kunne åbne
og tage videreførelsen fra
Men jeg så roligt og længe på skyerne
Måske var det deroppe et sted
Begrædende og trampende på tiden
stod en indre skumring
og kogte
Der var ingen der bøjede sig ned
til lidt blomsterstøv
Der var ingen der bøjede sig ned
til dette videreførelsens hav
Ingen der så at det løber som blod gennem vore kroppe
Hjertet er en atombombe
Ikke den stædige optimisme som den flot formuleres af Strunge og F. P. Jac. Selv om de smider bomben, lever vi videre. Denneher bombe optages organisk eller som Holck formulerer det, vi bilder os som myren ind at vi er årsagen til skoven. Verden er der sikkert stadig selvom vi går til grunde i forsøget på at diktere naturen en form.
Det kunne lyde som en passiv Zen-buddhisme eller sågar pantheisme, men det modsiges af Holcks insisteren på jeg, du og det store Vi. Ikke bombastisk bydende ”relolutionært” som Strunge, men netop nøgternt insisterende med en twist mod forcerede omvæltninger. Ikke det abstrakte postulerede Vi skal, men Vi må som en intens blanding af bøn og nødvendighed i en vedholdende besværgelse/ bevægelse af verden i uanset hvor små skridt af gangen.
jeg samler 1 sten op
og lar den falde
jeg har forandret verden
jeg går over sneen
føddernes aftryk ligger tilbage
jeg har forandret verden
fordi jeg berører dig
bevæger du blikket 7 millimeter i min retning
vi har forandret verden
Alt er intenst uden baggrund aller forgrund
Den passive opfattelse af alt som indeholdt i alt modsiges også af Holcks konkrete forskydning af perspektiv og niveauer i landskabet i forhold til jeg, du og vi. Forskydninger, som gøres nærværende og vedkommende i den løbende præcise opløsning af sproget. Hans sætninger bliver ofte ikke fuldført, men afbrydes og springer i glidende sug fra sansningen af naturen og omverdenen. Sætningerne er som hans sansninger og åndedrag et panoramakamera der bevæger sig 360% rundt og samtidig springer indimellem, skifter fokus fra det uendelige univers til græsset der stikker et strå i himlen; og der er ingen baggrund/og heller ingen forgrund/mens skyerne skifter uld/og lysets skyggeløb på huden/trænger længere og længere ind/i denne tætte intethed. Eller som det han formulerer det i LUGTEN AF DET BRÆNDTE HAV ER SOM LANGSOMMEHULLEDE SOLE:
Det er langsomme ting igennem luften
nede i vandet forsvinder
min skyldfølelse, min hensigt
Der er ting af kød og
ting af på mine fingre lukker sig
ansvar, bølgerne sletter aftenen
bagved dig er nede i vandet sådan
udstrakt fra en modbevægelsesgnist, sveden
på vores pander er stenenes sved
…
Det er legemer der fordamper fra sekund
til sekund og visner ud i rummets
tomhed
det er andedraget det er blodet der
flænger sig gennem stilhedslarmen
som kastes til den ene side den anden
inden i en menneskegjort ramme
individet har kun sig selv,
og det er bare sådan sveden
på vores pander har intet at gøre med stenenes
Når jeg vender mig om hvad tror du jeg ser - ?
lugten af det brændte hav er
som langsomme hullede Sole
Sådan trænger omverdenen i al sin tilfældige fremtræden sig endnu mere intenst på eller ind. Det er ikke åndedrag men iltningen gennem hudens tovejsmembran, der gennemtrænger døden og livet, ”Som de spinkle grene iltede livet/som dødsprocessen startede og lagde sig i jord/ et bundfald af sætninger… enhver sanset harmoni var en tilstand hvilende på kaos/det gik gennem begyndelsens kaos,/det gik gennem slutningens/det ville: at opfange ridserne/det ville: kan forsøge blodet/…(det dør – det lever sig – det dør)”
Digtsamlingen Ungdom indeholder som nævnt mange helskrevne naturdigte og samlinger ved siden af kladder og eksperimenter. Der er digte der ikke siger mig et klap andet end som indfald. Det siger sig selv når bogen også indeholder kladder og ekperimenter. Det gælder f.eks. a,b,c,d,e,f, g, h, i, Jeg digtet i samlingen AT II. Og så et boghåndværks hjertesuk. Det er for ærgerligt, når bogen allerede efter en gennemlæsning og de opslag, denne anmeldelse har gjort nødvendig, går op i ryglimningen og truer med at blive et samlebladssystem, hvor fortsættelse måske følger.
Men Ungdom er en nødvendig udfylding af lyrikbilledet for den der er interesseret i de mange andre udviklingslinier og muligheder, der ligger uden for 80’er lyrikkens senere næsten alt for forfatterskole standardiserede mainstream. En vigtig bog.
fredag den 17. februar 2017
fredag den 10. februar 2017
Verden, spejlet i replikker
Ulla Koppel
Adressebog
98 sider, højformat
Illustreret af Sara Koppel
Det poetiske bureaus forlag
Af Jakob Brønnum
Lilli, Pericles, Archibald, Dortea, Wendy, Vega, Suleima. Jeg kan ikke sige, jeg ved, hvem de er. Jeg kan godt lide dem. Jeg kender dem lidt, synes jeg, fra Ulla Koppels helt særegne Adressebog, som er udkommet på Det poetiske bureaus forlag, illustreret af hendes datter Sara Koppel og i et mini avisagtigt højformat, som jeg mistænker kan have noget at gøre med titlen.
Adressebog hentyder formentlig til en ældre brug af ordet adresse, som man også kendte fra begrebet Adresseavis, der stadig findes i visse lokalblade, og som må betyde noget i retning af ”henvendelsesblad” eller "meddelelsesblad".
Bogen er uforlignelig. Den består af én lang række replikker fra de nævnte personer. Næsten hundrede sider, flydende smukke, underspillet og indirekte samfundskarakteriserende (det, der hed samfundskritisk før i tiden). Muntre, spidse bemærkninger, men også bare almindelig mellemmenneskelige udvekslinger. Levet liv.
Suleima har en lang replik, hvor hun klæder et parforhold af gennem morgentanker, der langsomt udvikler sig fra en lykkestund til en forståelse af, at det var vist ikke lige noget med den fyr –”vi gjorde hinanden mindre”. Det begyndte ellers så lyst.
”Klokken er 5.09
natten er forbi
mit hoved runger
af nye glæder nye skridt” (s. 34-35)
Nogle sider senere rejser hun sig op i et stærkt, vulkansk udbrud, der revser mandeverdens forhold til kvinder og prostitution. På en måde er de her Suleima-tekster, der vist er bogens længste monologer, centrale, hvis vi kan se de to Storm P-figurer Pericles og Archibald som nogle, der står i periferien, hvorfra de kommenterer. Og så tror jeg vi har et fint Danmarks-billede, en afstøbning af stemmer, der runger i tiden.
Indholdsmæssigt parallelt med Suleima står et samtalespor senere i bogen mellem Lili og Vega, mødre med drømme og forladte drømme. Bogen burde opføres som teater, som monologer og dialoger, det næsten ikke kræver noget at stille op, som dannelsesprojekt, på lokalbibliotekerne rundt omkring i de små byer, hvis de ikke var lukket alle sammen gennem de to seneste kommunesammenlægninger, gennemført mod befolkningens vilje.
Der er også selvkritik, eller bare kritik af de to mænd, der hele tiden sidder i udkanten af billedet og kommer ind med replikker. Deres Storm P-forbindelse er oprettet sent i skrivningen, fortalte forfatteren i et interview i lokalavisen Valby:
"ARCHIBALD
du snakker mens spillet spilles
af unge kvinder i sportstrusser
en gang skulle der vindes og pilles
nu inddæmmer jeg mestendels sjusser
…
jeg er blevet slatten som en medisterpølse
PERICLES:
Du kan sgu stadig rasle en bister følelse"
Hvortil Dortea bemærker:
"tænk at overlæsse
denne adresse
selvindbudt
øjne blodskudt
døgenigt
uden selvindsigt"
Man får efterhånden forskellige forhold til stemmerne. De vokser under læsningen. Man kan da godt se, at både Archibald og Pericles er sådan nogle irriterende brandere, der ordner verdenssituationen over en øl eller en hel masse. Men problemet er, at jeg kan lide dem, formentlig på en måde, jeg burde tænke over, næste gang jeg møder dem i virkeligheden eller på Facebook.
Ulla Koppel har arbejdet som skuespiller og instruktør på film og teater. Den særlige sammensmeltning af Storm P. og Solvognen, som den her bog giver, den er altså ikke til at stå for. Jeg vil ikke slippe den igen.
Dens menneskelige nærvær i den ferme skildring - rimet hele vejen igennem, rytmisk vekslende, sørgmuntert, historisk bevidst, kulturelt nærværende - er virkelig og vigtig. Den kræver et eller andet af mig, jeg ikke er færdig med, og jeg ved ikke, om jeg kan blive det.
Adressebog
98 sider, højformat
Illustreret af Sara Koppel
Det poetiske bureaus forlag
Af Jakob Brønnum
Lilli, Pericles, Archibald, Dortea, Wendy, Vega, Suleima. Jeg kan ikke sige, jeg ved, hvem de er. Jeg kan godt lide dem. Jeg kender dem lidt, synes jeg, fra Ulla Koppels helt særegne Adressebog, som er udkommet på Det poetiske bureaus forlag, illustreret af hendes datter Sara Koppel og i et mini avisagtigt højformat, som jeg mistænker kan have noget at gøre med titlen.
Adressebog hentyder formentlig til en ældre brug af ordet adresse, som man også kendte fra begrebet Adresseavis, der stadig findes i visse lokalblade, og som må betyde noget i retning af ”henvendelsesblad” eller "meddelelsesblad".
Bogen er uforlignelig. Den består af én lang række replikker fra de nævnte personer. Næsten hundrede sider, flydende smukke, underspillet og indirekte samfundskarakteriserende (det, der hed samfundskritisk før i tiden). Muntre, spidse bemærkninger, men også bare almindelig mellemmenneskelige udvekslinger. Levet liv.
Suleima har en lang replik, hvor hun klæder et parforhold af gennem morgentanker, der langsomt udvikler sig fra en lykkestund til en forståelse af, at det var vist ikke lige noget med den fyr –”vi gjorde hinanden mindre”. Det begyndte ellers så lyst.
”Klokken er 5.09
natten er forbi
mit hoved runger
af nye glæder nye skridt” (s. 34-35)
Nogle sider senere rejser hun sig op i et stærkt, vulkansk udbrud, der revser mandeverdens forhold til kvinder og prostitution. På en måde er de her Suleima-tekster, der vist er bogens længste monologer, centrale, hvis vi kan se de to Storm P-figurer Pericles og Archibald som nogle, der står i periferien, hvorfra de kommenterer. Og så tror jeg vi har et fint Danmarks-billede, en afstøbning af stemmer, der runger i tiden.
Indholdsmæssigt parallelt med Suleima står et samtalespor senere i bogen mellem Lili og Vega, mødre med drømme og forladte drømme. Bogen burde opføres som teater, som monologer og dialoger, det næsten ikke kræver noget at stille op, som dannelsesprojekt, på lokalbibliotekerne rundt omkring i de små byer, hvis de ikke var lukket alle sammen gennem de to seneste kommunesammenlægninger, gennemført mod befolkningens vilje.
Der er også selvkritik, eller bare kritik af de to mænd, der hele tiden sidder i udkanten af billedet og kommer ind med replikker. Deres Storm P-forbindelse er oprettet sent i skrivningen, fortalte forfatteren i et interview i lokalavisen Valby:
"ARCHIBALD
du snakker mens spillet spilles
af unge kvinder i sportstrusser
en gang skulle der vindes og pilles
nu inddæmmer jeg mestendels sjusser
…
jeg er blevet slatten som en medisterpølse
PERICLES:
Du kan sgu stadig rasle en bister følelse"
Hvortil Dortea bemærker:
"tænk at overlæsse
denne adresse
selvindbudt
øjne blodskudt
døgenigt
uden selvindsigt"
Man får efterhånden forskellige forhold til stemmerne. De vokser under læsningen. Man kan da godt se, at både Archibald og Pericles er sådan nogle irriterende brandere, der ordner verdenssituationen over en øl eller en hel masse. Men problemet er, at jeg kan lide dem, formentlig på en måde, jeg burde tænke over, næste gang jeg møder dem i virkeligheden eller på Facebook.
Ulla Koppel har arbejdet som skuespiller og instruktør på film og teater. Den særlige sammensmeltning af Storm P. og Solvognen, som den her bog giver, den er altså ikke til at stå for. Jeg vil ikke slippe den igen.
Dens menneskelige nærvær i den ferme skildring - rimet hele vejen igennem, rytmisk vekslende, sørgmuntert, historisk bevidst, kulturelt nærværende - er virkelig og vigtig. Den kræver et eller andet af mig, jeg ikke er færdig med, og jeg ved ikke, om jeg kan blive det.
fredag den 3. februar 2017
Krigsbytte af Eros
Yorgos Alisanoglou:
Legstue – Traume for tre årstider & 9 måneder, 93 s.
Oversat af Sotirios Souliotis.
Det poetiske bureaus forlag
Af Søren E. Kristoffersen
Hvordan ser en digter ud? Hvordan ser en yngre, græsk,
modernistisk digter ud, når han står og læser op midt i et kælderlokale på
Nørrebro med græske og danske lyrikelskere som langøret publikum? Jo, det skal
jeg sige dig, jeg var nemlig personligt tilstede, da en sådan yngre, græsk,
modernistisk digter kom til byen for at læse op fra sin nyoversatte digtsamling
Legestue – Traume for 9 måneder & 3
årstider. Oplæsningen foregik i Det Poetiske Bureaus Forlags kælderlokaler
i Møllegade, København, og den foregik både på græsk (ved digteren selv) og på
dansk ved oversætter Sotirios Souliotis. Aftenen gav os et syn ind i en bog,
der består af fire dele: ”Krig”, ”Minde”, ”Krigsbytte” og ”Forårsgrænser”; fire
forbandede årstider, fristes man til at skrive, for det er krigens og
konflikternes poesi, der fremskrives i dette værk, som har sine lyriske rødder
dybt forgrenet i den europæiske tradition. Nå ja, sådan ser bogen ud, men hvordan
ser DIGTEREN ud? vil du nu spørge med rette.
Yorgos Alisanoglou er en mand i starten
af 40’erne (f. 1975), han er af middelhøjde, bleg med rimelig markerede
ansigtstræk, han har sort, halvlangt hår og sorte, fyldige øjenbryn. Denne
aften, da han skal læse op, ankommer han i en lang sort frakke og ligner til
forveksling den australske rockpoet Nick Cave. De mørke toner er ikke helt
upassende for aftenen, for som sagt er bogen, digteren skal præsentere, ikke
for børn, selvom den bærer den uskyldige titel Legestue. Yorgos Alisanoglou ligner det, han er: en digter af den
skole, der vender sortsyn til udsyn, som ikke er bange for at italesætte en
underverden, - det Erebos, der nævnes op til flere gange i bogen.
Den græske byrde
I løbet af aftenen slog det mig sådan, at
det må være lidt af en byrde at være digter fra Grækenland; at skulle slæbe
rundt på en tradition, som er så grundlæggende europæisk, så proto-europæisk i
forhold til kanon og det litterære arvegods. Alisanoglou ser dog ikke ud til at
være tynget af denne vished, og læser man digtene, er der da også en lethed
over hans omgang med traditionen. Den græske guldalder stikker rigtig nok hovedet
frem, dog mest som kommentar til en nutidig virkelighed, jf. digtet
”[Odysseus/Kirke]”, der på overfladen er et digt om et forhold til en mor, men som
i dybden rækker ud til bogens egentlige tema: poesiens fosterliv i digterens
livmoder og den traumatiserende fødselsproces, som i form af digte bringer
livet og lyset tilbage til verden. Bogen
er da heller ikke tematisk set så meget græsk, som den er pan-europæisk. Vi
møder således mange store skikkelser fra det litterære Europa, både forfattere,
digtere og fiktive berømtheder: Helena, Ophelia, Julie, Romeo, Yeats,
Shakespeare, Müller, Queneau, Cioran, Sebald, Filodemos, Homer, Sappho osv.,
såvel som de græske modernister Nikos Karouzos og Dimitris Dimitriadis. Og vi
kommer samtidig vidt omkring på det europæiske kontinent: Athen, Kronstadt,
Donau, Berlin, Frankrig, Spanien, Ukraine, Birkenau, Budapest, Danmark,
bøhmiske absintstuer osv. Den er til tider til at blive svimmel af denne
lyriske europarejse gennem det gamle kontinent, som også er en kirkegård med evige
fødselsveer.
Og som den østlige grænse for det gamle Europa
ligger Grækenland dér, hvor det altid har ligget. Det er stadig spydspids for
omvæltning og nyskabelse, og der alluderes da også i samlingen til
bådflygtninge og migranter, som fx i følgende vers fra digtet ”Epigram I”:
”Zefyr af Thrakien, du, eneste milde vind/kom ned til denne jord, men vær
gunstig mod den/før dens ulykkesramte sjæl i god behold/til Piræus’ sødmefyldte
strand/så den kan amme hunulvens sammensyede bryster/i takt med opløsningens
manifesterede rytme”.
Det musikalske element i digtet
Man fornemmer samtidig i dette lille vers,
at Alisanoglous digte har det musikalske element present. Hans strofer slår som
bølger mod den læsendes kyst og de bringer mangt og meget ind på de åbne, vide
strande. Ikke mindst bringer de et mylder af formidable oxymoroner, dikotomier,
dualismer, barokke konstruktioner. Billedsproget er hyperbolsk, men også
afstemt og fint. Det er modernisme med respekt for de klassiske dyder. En af de
vigtigste dikotomier, samlingen maner frem, er den gamle konflikt mellem
menneske og natur. Der er især én strofe, som på smukkeste vis forholder sig
til denne iboende konflikt i menneskesindet, en strofe, som samtidig viser
Alisanoglous sublime balancegang, når han skaber poesi, der er funderet på både
intuition og præcision, på abstrakt såvel som konkret. Strofen er en af mine
yndlingspassager i bogen, den er fra digtet ”[Krigsbytte af forår]”, og den
lyder sådan her: ”Denne pludselige sprække i himlen/naturens truende
fremkomst/drev mig mod intelligens”. Det er muligt, jeg overfortolker stedet,
men for mig at se er det ikke mindre end en opsummering af menneskets åndelige
evolution, Alisanoglou her leverer. Den truende natur, som driver os mod
intelligens, men som før eller siden tager det hele fra os igen. Alisanoglou
synes i det hele taget at have det svært med naturen, man fornemmer dødsangst i
digtene, men også det, at Alisanoglou – ligesom den moderne poesis forfader
Charles Baudelaire – ser en dybtliggende modsætning mellem poesien og naturen,
mellem det kunstige og det naturlige, hvoraf sympatien næsten udelukkende
tilfalder kunsten. Dette forhold er ikke mere tydeligt end i
’tvillingedigtene’: ”[Når mindet brænder mine øjne]” og ”[Når mindet brænder
mine øjne/variation]”.
Modsætninger, ophævelser
Bogen byder som sagt på et væld af
modsætninger, som igen bliver ophævet på fineste vis; ud over den nævnte
konflikt mellem det kunstige og det naturlige, finder vi digte, der sætter
krigen over for kærlighedshistorien, især eksemplificeret ved legenden om Troja
og Shakespeares Romeo og Julie, men
også ’barnet’ versus ’krigen’ er en dybtgående konflikt, hvor barnet
repræsenterer fantasi og krigen traume. Denne dikotomi er endda synlig i selve
bogens titel: Legestue – Traume for 9
måneder & 3 årstider.
Da oplæsningsaftenen var forbi, om end
for hurtigt, sad jeg tilbage i Møllegade og følte mig rigere end Kong Krøsus. Oplæsningen
på græsk, som jeg både forstod og ikke forstod, (jeg fulgte med i oversættelsen),
var som en eksotisk brise gennem det mørke, kolde Nord. Og det er det, der er ved
oplæsninger i forhold til blot at læse, - ordet går hen og bliver kød og dermed
en mere sansemæssig oplevelse, mere musisk og forjættende, mere insisterende på
sig selv. Det er netop vigtigt at opleve en bog på alle måder: at læse den for
sig selv for at trænge ind i dens dybder, men også at høre den blive læst op,
sådan at poesien får krop og lemmer og ansigt.
Og det var så det udvortes, - sådan ser
en yngre, græsk, modernistisk digter ud, når han kommer til Danmark for at
sprede sig ud. Men hvad med det indvortes, hvordan ser han ud på indersiden?
Hvad digteren gemmer, har jeg ingen anelse om. Bogen med digte, dog, er en helt
anden sag, den gemmer på lidt af hvert, som jeg har forsøgt at beskrive. Og jeg
vil anbefale, at du læser den med hovedet nede i maven, hvis du altså har mod
på en rejse over det underste kontinent.
Abonner på:
Opslag (Atom)