En kosmogoni, et digterværk, der nyudmønter vor søgen efter helhed, mening og ståsted i verden på en i dansk efterkrigstidslyrik hidtil uset måde. Sådan beskriver Thorvald Berthelsen i dette essay Jakob Brønnums mere end 1100 sider store digttrilogi Øjeblikkets tilstand, der er udkommet i årene 2016-2018.
Jakob Brønnum:
Porten til den indre by
digte 2016, 332 sider, 200 kr.
Nøjsomhedens tivoli
digte 2017, 372 sider, 200 kr.
Øjeblikkets tredje tilstand
digte 2018, 355 sider, 200 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag
Essayet har tidligere været offentliggjort i POV international
Af Thorvald Berthelsen
Jeg plejer at sige, at lyrikken er sprogets grundforskningslaboratorium. At dens eneste opgave er at genrejse og nyudforme det i modstand mod alle magtstrukturers inficering og diktering af betydningen, så det igen står i forhold til eksistensen og kommunikationen med de andre. Sådan en essenslyrik er Jakob Brønnums trologi Øjeblikkets tilstand ikke.
Her er sproget ikke kun i laboratoriet, men sluppet ud i alle dets afskygninger og brugsformer i fortid nutid og fremtid. Spændende fra den mytologiske, religiøse og filosofiske brug til brugsanvisninger, rap, reportager og sociale medier. Trilogien er en moderne kosmogoni, der trækker på aner fra den klassiske episke digtnings udvidelse af myterne til menneskets søgen efter ståsted i verdens tilblivelse og sammenhæng med holdbar pejling af fremtiden.
Det er et epos, der bevidst trækker på Homers Illiaden og Odysseen, Ennius Annales, Vergils Æneiden og Dantes Guddommelige Komedie og deres fortællinger om verdens tilblivelse og indretning med ståsted i dag og pejlemærkning for fremtiden, men også på Lukrets’ store, altforklarende filosofiske læredigt De rerum natura - Om altet.
En digterisk kraftpræstation
Som sådan er det en digterisk kraftpræstation, som ikke er forsøgt gennemført i det omfang i Danmark siden Anders Sunesens Hexaëmeron fra 1200-tallet med 12 sange i 8040 hexametre om verdens skabelse og indretning i løbet af Biblens seks dage. Det er derfor også helt uforståeligt, at kun dele af den indtil nu har fået en enkelt anmeldelse i Kristeligt Dagblad, POV International, Modspor og Den Smalle Bog.
Jeg må indrømme, at jeg selv bærer en del af skylden, fordi jeg først nu skriver om trilogien, selvom jeg har været fordybet i og levet med den on and off, siden det første bind, Porten til den indre by, udkom i 2016, og selvom den har inspireret nogle af mine digte i min seneste samling Huds tektoniske plader.
Dette er derfor måske ikke en almindelig anmeldelse men et første essay om trilogien. Dermed har jeg allerede sagt, at det er et digterværk, der simpelthen må læses, fordi det i et opgør med postmodernismen kaster sig ud i en moderne eksistenslyrik, der nyudmønter vor søgen efter helhed, mening og ståsted i verden på en i dansk efterkrigstidslyrik hidtil uset måde. Undtagelsen er Inger Christensens Det, der ikke er et epos men et samlende digterværk fra en tid, hvor postmodernismen endnu var fremtid.
Nuets skærsild i venten på den rigtige venten
Trilogien er som nævnt samtidig et opgør med den forfladigede postmodernismes begrænsning af verden og virkeligheden til vores subjektive oplevelse i nuet:
"til kunsten at dø hørte en vis portion ydmyghed
et solidt kendskab til samtlige dødssynder
forståelsen af det frihedspotentiale
der ligger i ikke at frygte døden
den slags bekymrer os ikke i dag, vi er oplyste
vi er moderne, vi har for længst fået indlagt
elektrisk lys, fjernvarme, bredbånd
den slags bruger vi ikke i dag
…
vi klarer os, det handler om at forstå nuet
jeg sagde forstå nuet, ikke forstøve
ikke forstyrre, ikke stirre, ikke stivne"
Som denne begrænsning til nuet med ironisk klangbund i Ovids digt Ars Amatoria eller Ars Amandi - Kunsten at elske - behandles i digtet Ars Moriendi - Kunsten at dø. Den begrænsende koncentration om nuet har naturligvis konsekvenser for verdens og virkelighedens beskaffenhed, som det siges her I galakserne i det hele taget:
"hvem siger at virkeligheden at virkeligheden ikke bare er
noget vi har opfundet
eller måske rettere opfinder
som vi når frem, nu og om lidt igen"
Betegnende for kompositionen og den centrale samling af trådene i trilogien Øjeblikkets tilstand står begge digte i midten af den anden og midterste bog, Nøjsomhedens Tivoli. Det er den bog, der svarer til Skærsilden og Limbo i Dantes Guddommelige Komedie. Og hvad er skærsilden så i Jakob Brønnums post-postmodernistiske udgave? Det er Venten på den rigtige venten:
"venter på det
venter på dengang
venter på nu
venter på at venten skal blive
den rigtige venten"
En kosmogoni i dag?
Men en kosmogoni, der er en kronologisk fremadskridende fortælling om verdens tilblivelse, indretning og formål som Illiaden, Odysseen og Vergils Æneiden, er selvfølgelig en contradictio in adjecto, en helt grundlæggende selvmodsigelse, efter Einsteins punktering af tidens og rummets enhed og sammenhæng uden huller hver for sig, og efter punkteringen af positivismens opfattelse af vores og civilisationens fortløbende, fremadskridende dannelse.
Allerede i Vergils Æneiden er digteren nødt til på grund af dens utilstrækkelighed at gribe ud over eposets hidtidige komposition som kronologisk fremadskridende fortælling. For at forstå meningen med Æneas livsopgave er det ikke nok kronologisk at følge den skæbne, han både har fået pålagt og har valgt (frihed er indsigt i nødvendigheden). Han må opleve historien og menneskelivets vilkår selv, før han kan gennemføre sin livsopgave: at berede vejen for Rom og den augustæiske verdensorden. Derfor opløses eposets komposition i to parallelle forløb, der i omvendt kronologisk rækkefølge spejler sig først i Homers Odysseen og dernæst i Illiadens kampe.
Efter Troias fald, hvor Æneas gennem farer og fristelser har ført trojanerne til Cumae i Italien, stiger han i 6. bog ned i underverdenen sammen med Sibyllen og møder både fortidens døde sjæle og de sjæle, som engang skal vende tilbage og blive kommende helte i Roms historie.
Derfor må Æneas have indtryk af Roms fremtidige beliggenhed og historie (8. bog). Det understreges også, at han ikke har glemt sin fortid og rædslerne den nat, grækerne erobrede Troja (2. bog). Æneiden slutter med Æneas sejr over modstanderen Turnus, der samtidig er et nederlag, fordi det er hans italienske folk, der kommer til at danne grundstammen i det store romerske folk og dets verdensrige.
Fortiden og anelsen om fremtiden er en forudsætning for, at eposets fortælling om nutiden kan føre til et meningsfuldt ståsted med retning.
Dantes Guddommelige Komedie skildrer en pilgrimsfærd gennem verden i det hinsides på den anden side af døden, hvor han ledes og vises vej gennem de tre dødsriger – Helvede, Skærsilden og Paradis – ved hjælp af tre vejvisere: digteren Vergil, Dantes elskede Beatrice og den religiøse reformator og katolske abbed Skt. Bernhard af Clairvaux.
Det er en allegorisk rejse, hvor Vergil (som symbol på fornuften, den verdslige viden og samtidig det romerske kejserdømme) guider ham gennem Helvede og Skærsilden, hvor han møder fortidens og nutidens store mænd og syndere. Derefter guider hans elskede Beatrice (som symbol på kærligheden og troen, der vejleder menneskesjælen ved Guds nåde og samtidig på den katolske verdenskirke) ham gennem Paradis, hvor Bernhard af Clairvaux til sidst i Empyreum (som symbol på mystikken og Gudsoplevelsen) tager over og går i forbøn for ham hos jomfru Maria, og med hendes hjælp får Dante Gud at se.
I dette syn forstår Dante den store sammenhæng. Men det er for herligt til, at den menneskelige forstand og hukommelse kan gribe det. Digteren skriver, at han pludselig forstod inkarnationens mysterium, men at ordene og hukommelsen svigter ham.
I Paradiset får han adgang til fremtiden og målet med tilværelsen gennem de berømte retfærdiges sjæle, der fortæller, hvordan de har opnået deres plads i de saliges boliger. Ved digtets afslutning har Dante som den frelsesøgende sjæl ikke kun fået et helhedsbillede af den guddommelige verdensorden, han har også gennemvandret middelalderens kosmologi, nutid og hidtidige verdenshistorie i mødet med næsten alle kulturpersonligheder, statsmænd , lærde og religiøse ledere. Og dermed får han og læseren et meningsfuldt ståsted med retningen i deres dennesidige kaotiske verden.
Efter Dantes mening finder den enkelte først sig selv i fællesskab med andre; "synd" er først og fremmest en forbrydelse mod fællesskabet, og Helvede stedet, hvor den enkelte kun søger sit eget. Helvede er "smertens by". I den anden ende er frelsen at indgå i fællesskabet, evigheden og saligheden i foreningen med Gud, som på mystisk vis er lig med det enkelte menneskes indtræden som menneskesønnen, Jesus, i Treenigheden. I Gudsoplevelsen til sidst i Paradisets Empyreum ser Dante tre cirkler, som repræsenterer treenigheden. Den anden cirkel får efterhånden omrids som et menneske eller menneskesønnen Kristus.
Brønnums trilogi er også en rejse i tre dele på ni, syv og otte kapitler, hvor tiden fra øjeblikket til evigheden og begyndelsen til enden, ensomheden og fællesskabet samt Einsteins tid-rum kontinuum er gennemgående temaer.
Porten til helvede
Første del består af de ni kapitler i Porten til den indre by, der svarer til Dantes Helvedes ni kredse. Helvede er Den indre by, hvor vi er så optaget af nuet og vort eget ego, at vi ikke ved, hvem vi er, men kun er:
"alene, på en meget dyb måde,
dog kun kortvarigt,
for derefter ringede pizzamanden på døren
eller der kom en reklame om rengøringsmidler
eller de kom i tanker om noget de havde glemt
de skulle gøre på kontoret
…
mennesket er blevet forladt igen
og igen, selv Seinfeld er ude af billedet
…
mennesket er blevet forladt af alle de ting og tanker,
og bevægelser og stemmer i vinden
man overhovedet kan forestille sig
Alligevel er mennesket ikke alene,
der er altid nogen, der ser tv inde ved siden af,
og hvis man lytte længe nok
vil deres stemmer blive udskilt fra de andre"
(CCXVIII – Mennesket er ikke længere alene)
Her er vi så til sidst på vej over i Skærsilden. Men tiden er i Den indre by, Helvede, det ene øjeblik der følger efter det andet (uden udstrækning eller varighed). ”Alting eksisterer samtidigt” uden at hænge eller være kædet sammen, ligesom de 180 episoder i Seinfeld TV-serien,
som er morsom
"ved bevidst ikke at handle om noget som helst
og man ved ikke rigtigt om det er ironisk ment
eller om det er sandt at det er sådan
fordi alting der foregår netop virker fuldstændigt rigtigt"
En (s)tilstand af Venten
Men ”nogle gange begynder tiden at bevæge sig og stederne at skifte”, så vi kommer videre til Skærsilden.
Den anden del af Brønnums trilogi, Nøjsomhedens Tivoli, på syv kapitler svarer til Dantes Skærsild, der også har syv kredse svarende til de syv dødssynder. Jakob Brønnums syv dødssynder er dog ikke Dantes og den katolske kirkes Hovmod, Misundelse, Vrede, Dovenskab, Griskhed, Glubskhed og Utugt, men i stedet: had, angst, vanvid, svimmelhed, misundelse, hændernes lugt af mønter og jagten på en anden virkelighed. Og hans udgave af Skærsilden er som sagt venten på den rigtige venten.
Her har tiden en udstrækning, en varighed - eller sagt på Brønnumsk, den har en tilstand:
hvem ønsker nogensinde at komme frem
når man står i køen til tiden selv.
"Tiden har ingen hængsler
den føjer hændelserne efter hinanden i den orden
vi selv bestemmer…
der findes ikke parallelle tider
blot hændelser som finder sted samtidig
i det store plastiske kontinuum
hvor vi står i lange rækker efter hinanden
og venter på at det hele skal begynde
nogle hændelser er allerede sket
nogle er ikke sket endnu
nogle sker i dette øjeblik, ingen af dem er forbundet i tid
alle hændelser hænger sammen i bevægelse
ingen af dem hænger sammen i tid
tiden eksisterer ikke, den er et begreb
vi bruger til at beskrive en sammenhæng
alting bevæger sig hele tiden"
(Tiden har ingen hængsler fra Nøjsomhedens Tivoli)
Det paradisiske øjeblik
Den tredje del af Brønnums trilogi, Øjeblikkets tredje tilstand på otte kapitler, svarer til Dantes Paradis, der dog har ni himmelssfærer og engleordner og en ekstra 10., Empyreum, hvor han endelig er hos og ser Gud. Alle sjæle i Paradiset er hos Gud i Empyreum, men åbenbarer sig nedad i himmelsfærerne efter deres dyder.
Gud opfylder de enkelte sjæles behov for salighed, så ingen ønsker mere end det. Ret beset er der dog kun otte rigtige himmelssfærer, idet både Empyreum og Primum Mobile er en slags overordnede sammenfatninger.
Empyreum er som sagt hos Gud, hvor alle sjæle i de otte sfærer også er, og i Primum Mobile er vi i den første bevægelse, oprindelsen til tid og rum, hvor Dante oplever et syn, hvor Gud er et lyspunkt omgivet af ni koncentriske, lysende cirkler, som repræsenterer de himmelske sfærer eller engleracer. Et omvendt billede af naturens orden, dvs den geocentriske, ptolemæiske kosmologi.
Beatrice forklarer ham meget platonisk, at det geocentriske verdensbillede er en omvendt kopi af den grundlæggende virkelighed. Hun forklarer videre englenes natur og navngiver de ni (tre gange tre) engleordner.
Brønnums otte kapitler går fra Øjeblikkets støvfang, anden tilstand og konstruktion til Ordets stensætning, erindring, og Øjeblikkets Atlas, efterfulgt af en epilog til en endnu ikke eksisterende fortælling og til tidens udvidelse.
Kort sagt sammensmeltes fortiden, erindringen om den, øjeblikket, tidens udvidelse i fremtiden, ensomheden, man taler med andre om, og som derfor ikke findes, og fortællingen om, bevægelsen i, det hele.
"fremtiden findes ikke
men alle elementer i den er lagt til rette
til sidst kommer bevægelsen
skabelse tilblivelse og forvandling
…
Der står en mand i horisonten
manden findes
horisonten findes men kun her,
derhenne findes horisonten ikke, horisonten
er virkelighedens pejlemærke
fremtiden ikke som tid, men som rum
…
hvad kan hans hænder og hans skikkelse
med den lidt silhuetagtige
skygge den efterhånden har fået, fortælle os
om fremtiden, om horisonten
…
hvis hans krop endnu er udtryksløs
stemmen ukendt
sproget endnu tomt for intention
hvor mødes de bevægelser der uvægerligt kommer"
(Blikket mod fremtiden, Øjeblikkets tredje tilstand)
Det er en konkret digterisk oplevelse fyldt med abstraktioner, hvor renselsen af sproget for ideologisk ærinde er en nødvendig del af fortællingen og dens bevægelse fra et forbigående ståsted, men med en meningsfuld og holdbar retningspejling.
En poetisk formidling af noget af det mest abstrakte i moderne fysik: Rum-tid kontinuummet i Einsteins relativitetsteori, som vi ellers først for et par uger siden er blevet præsenteret for et fysisk fotografi af med Event Horizon Telescopes mange-dimensionale fotografi af det sorte hul i galaksen M87.
Det erstatter her Dantes ideologiske og filosofiske fundament i Den Guddommelige Komedies Paradis, der har den skolastiske filosofi og thomismen som vigtigste inspirationskilde.
Hvor mødes bevægelserne der må komme så?
”et sted hvor centralnervesystemet møder
hjernens elektriske poler
det sted hvor Platons åndsbegreb
siver ned i sjælen på alle mennesker
som en hemmelig erindring om at komme ud fra mørket
og for første gang kaste skygge
inde i sjælen selv
som et tegn på at man eksisterer
…
Pythagoras var aldrig i tvivl
sjælen kaster en skygge af sig selv inde i sig selv
som et livstegn
…
jeg ville vise at sjælen var holdt oppe af noget
jeg kunne blot ikke finde det
For at vise
at selvom Gud havde skabt mange verdener
ville naturlovene alligevel
gælde i dem alle"
(digtet Descartes i afsnittet Epilog til tidens udvidelse)
Brønnum lader os som Dante forstå, at han i denne tredje del, Øjeblikkets tredje tilstand, mere end nogensinde før har vanskeligheder med at finde ord som beskriver oplevelsen.
Brønnum laver det omvendte af Beatrices fortællegreb i Den guddommelige komedie. Han starter med den guddommelige grundlæggende virkelighed og viser, ”hvad vi allerede ved som var det ubestrideligt”, ”om det åndelige i livet”, ”om bevidstheden som evolutionens mesterværk”, ”om Aristoteles og den første bevæger”, ”om sjælen og øjeblikket”, at de er en del af naturlovene, som gælder i alle den grundlæggende virkeligheds skabte verdener. Platons åndsbegreb gennemsiver ikke bare sjælen men også Descartes og Pythagoras naturlove.
Den rette venten på profeten Elias himmelfart
Kompositionen af trilogien følger også sine episke forgængeres brug af en vejviser eller -leder. Ennius’ vejleder gennem Annales er den genfødte Homer, som besjæler ham i en drøm. Dantes Guddommelige komedie betjener sig af tre vejvisere, digteren Vergil, Dantes elskede Beatrice og den religiøse reformator abbed Skt. Bernhard af Clairvaux.
Jakob Brønnum lader adskillige vejledere oplyse os undervejs i sit epos. F.eks. Wittgenstein i Porten til den indre by og som nævnt Platon og Descartes i Øjeblikkets tredje tilstand. Men også mange andre. Her vil jeg til sidst nævne Elvis Presley og profeten Elias:
"en ældre profet som kom af dage
ikke ulykkeligt men mere interessant
noget med et hul i himlen
(han er her i hvert fald ikke mere)
Man kan trods alt ikke vide hvem der farer forbi
mellem jordskorpen og firmamentet
…
når natten siger farvel til dagen
og sætter fantasien fri
…
det er Elvis, han står ved porten til livet…
Elvis has left the building
and nobody has seen him since
Except me
- Venter på Elias, venter på Elvis
Digtet stammer fra Nøjsomhedens Tivoli, ligesom Venter på Elias, hvor
der er folk der venter på profeten Elias…
der er folk der venter
på at øjeblikket skal være inde, hele vejen igennem
…
blev tilbragt i afventen, afmægtig venten
på det uvisse"
Det er en anden anet sammenhæng i den egentlige venten, som samtidig er en beskrivelse af et endnu ikke vidensmæssigt underbygget sort hul, det ubekendte ubekendte, som kun jeg har set.
Profeten Elias er simpelthen den visionære ’mystiker’, der opnår fremtidens frelse og øjeblikkets satori, hvor kensho-indsigten i ens sande natur erkendes ved at opgå direkte i et sort hul i universet. Hvor tiden går langsommere og langsommere og til sidst helt i stå. Hvor øjeblikket er umåleligt og samtidig evigheden, og omfanget bliver mindre og til sidst ingenting med en uendelig energi og vægt eller altet måske. Kort sagt ved at indgå i fællesskabet, Treenigheden eller Øjeblikket, hvor alt – også al tid – kan skabes, og derfor er til, lige før eller helt i begyndelsen af The Big Bang.
Øjeblikkets tilstand er et paradoks, der opløses i poetisk logiske sandheder og virkeligheder. Men trilogien er også et dementi af en forfladiget postmodernistisk begrænsning af erkendelsen og virkeligheden til den enkeltes subjektive oplevelse af øjeblikket i et nu.
Samtidig er den et kompositorisk gennemarbejdet og sammenhængende bud på en moderne udgave af eposet med udgangs- og udviklingspunkt i de vigtigste litteraturhistoriske forgængere. Og den er bandsat inspirerende, trods lejlighedvise passager af vekslende tæthed og sproglig kvalitet - som eposset som regel medfører, Dante og Vergil er kun næsten undtagelser.
Så afslutningsvis er her i dette kun at sige: Køb den, læs den og lev med den.