Den uafrystelige Lorca

Federico Garcia Lorca
Sigøjnerballader
Digter i New York
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020 - Burauets lommebibliotek

Af Carina Wøhlk.

Kender I det? At læseoplevelser pludselig væver sig ind i hinanden? Den spanske digter Federico Garcia Lorcas digtsamlinger Sigøjnerballader og Digter i New York ligger på skrivebordet som en lille vifte, en flamencodanser koket kan tage op foran næse og mund, lige inden fødderne kraftfuldt stødes mod jorden. Lorca. Der er også kraft og jordforbindelse i navnet. Lorca. I det samme toner hans navn frem i den bog af John Irving, som anmelderen åndsfraværende bladrer i. Øjnene klæber ved sætningen: ”Det var en højst litterær bogsamling. Der var to skuespil af Garcia Lorca…”. 

Højst litterær. Jovist. Men Lorca er meget mere end det. For én, der aldrig har læst ham før, åbenbarer han sig som en sand tusindkunstner – dramatiker, jovist, men også digter, tegner, musiker, skuespiller, entertainer og meget mere. Og som førnævnte oplevelse antyder: Uafrystelig, når man først har fået blik for ham.  

Symbolladet digtning

Dette efterår udkommer to af Lorcas hovedværker på Det Poetiske Bureaus Forlag. Sigøjnerballader og Digter i New York er i handlen i handy udgaver – som en del af forlagets lommebiblioteksserie. Og det giver god mening at læse digtsamlingerne i sammenhæng. I Juancio d´Hérovilles rytmiske oversættelse tilbyder de på hver deres måde en åbning ind i Lorcas symbolladede og subtile digtning  

Bøgerne indledes med samme biografiske introduktion, der har den for forlaget så bekendte signatur S.O. Stanley Opmann skriver med stor viden og varme om digterens opvækst, udvikling og tragiske endeligt. Læseren forstår allerede inden selve mødet med digtene, hvad Lorca dybest set handler om: Destilleret liv og lidenskab. 

Lorcas biografi er uløseligt forbundet med hans kunst. Federico Garcia Lorca blev født ind i en musikalsk familie med sigøjnerblod i årerne. Han fik både toner og ord ind med modermælken. I arv fra sine forældre fik han også en social indignation, som kom til at farve hele hans kunstneriske udfoldelse. 

Lorca fik sit gennembrud med Sigøjnerballader i 1928. De jordnære, folkelige og alligevel så intense digte gav ham umiddelbar succes. Det andet hovedværk Digter i New York, som blev til i forbindelse med kunstnerens oversøiske rejse i 1929-30, blev først udgivet efter hans alt for tidlige død. Den avantgardistiske digtsamling rettede en sønderlemmende kulturkritik imod det moderne massesamfund. Som han så prægnant formulerer det: Det er ikke helvede, det er gaden (se Digter i New York, s. 110).   

Identitet og kamp

Livet igennem kæmpede Lorca med en identitet som homoseksuel mand i det katolske Spanien. Spændingerne imellem seksualitet og religiøsitet blev forsøgt bearbejdet i kunsten. Blandt andet skriver han: Derfor hæver jeg ikke min stemme…/imod de mænd der har grønt i deres blik (farven grøn har en særlig betydning for Lorca – se nedenfor)/som elsker andre mænd/og brænder deres læber i tavshed (se Digter i New York, s. 125).

Han længtes efter ”min frihed, min menneskelige kærlighed” (se Digter i New York, s. 76), efter at være den, han var og elske den, han ville. Men han måtte fælde tårer, ”fordi jeg hverken er en mand, en digter eller et blad, men en såret puls” (se Digter i New York, s. 76).    

Omgangskreds og skæbne

Digter var han nu. Og en stor en af slagsen. Lorca tilhørte det kunstneriske og intellektuelle miljø, der talte så fremtrædende personligheder som maleren Salvador Dali, multikunstneren Pablo Picasso, komponisten Manuel de Falla og filminstruktøren Luis Bunuel. Omgangskredsen tjente til stor inspiration for Lorca, men også til frustration, fordi han ikke altid fandt det samme kunstneriske frirum som sine åndsfæller.            

Efter hjemkomsten fra USA og Cuba i begyndelsen af 1930´erne bragte Lorcas eksperimenterende livsstil og politiske orientering ham i højrefløjens søgelys. I 1936 blev han brutalt likvideret af Francos håndlangere. Han blev 38 år gammel. Hans lig blev smidt i en anonym grav, men hans navn lever videre.  

Og hvorfor så det? Det handler vel ikke kun om, at han levede stærkt og døde ung? Hvad er det, hans digte kan? At læse Lorca er at udsætte sig selv for et sansebombardement uden sidestykke. Hans billedsprog er overvældende, nærmest voldsomt.

Læseren sejler søsyg rundt i en syret verden under en måne, der svæver fed og symbolmættet over det hele. I det rundtossede billede hvirvler dyr, planter, metaller og farver rundt. 

Især farven grøn lyser op. Og Lorca har føling med nuancerne. Han ser det saftspændte og vækstgrønne: Grøn, hvor jeg elsker dig grøn./Grøn vind. Grønne kviste./ Skibet der vugger på havet/og hesten der står på bjerget (se Sigøjnerballader, s. 36). Men også det, der er grønt som galde, fanger hans opmærksomhed: Tre kugler af grøn mandel/skælver i hans lille stemme (se Sigøjnerballader, s. 58). Den lille er Jesus-barnet – og læseren tænker uvilkårligt, at bittermandlerne i den spædes mund peger frem imod korsfæstelsen.     

Det filterløse digtersind

Fra de frodige andalusiske landskaber til de golde gader i New York, fra de klagende klange af sigøjnerleben til lyden af den by, der aldrig sover – Lorca er autentisk til stede med sit filterløse digtersind. Hans åbne sjæl suger alt ind og spytter det lige i hovedet på læseren igen, og spytklatten driver som livsessens ned over siderne.  

Der er noget suggererende over Lorcas måde at skrive på, en nærmest hypnotisk kraft, som på en og samme tid bringer læseren i en form for trance - og rusker vedkommende ud af den. De surrealistiske digtes vildskab sætter jord og himmel i bevægelse – og netop i bevægelsen synes livet at være allerstærkest til stede. Så fold bogviften ud, stamp i jorden og slyng hjertet ind i Lorcas unikke univers.      

 

  

Uafsluttede regnskaber

Mette Grymer: ”Mellemværende”, Eksistensen 2019, 140 sider, 185 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

At have et mellemværende betyder, at man har et uafsluttet regnskab af en eller anden art. Mellemværendet holder én fast, indtil man er nået til en overenskomst med modparten. Så længe man har et mellemværende, befinder man sig mellem to værender; det nuværende og det kommende.

Flere af personerne i Mette Grymers kortroman ”Mellemværende” befinder sig mellem det, de vil forlade og det, de ønsker skal komme. Det gælder for eksempel præsten Lauge, der – selvom der er mange andre personer, der fortælles næsten lige så meget om – må betegnes som romanens hovedperson.

Den klodsede præst

Lauge er en usikker og socialt klodset type, der dog viser sig langt mere kompetent, når det er alvorlige emner, der drøftes. Hans tre børn kan egentlig godt lide ham, men synes også at han er pinlig. Dette forstærkes af, at deres venners forældre anser ham for at være anstrengende selskab. Lauge ved godt, at folk taler om ham, og det gavner ikke ligefrem hans selvtillid. Han opfører sig som en undskyldning for sig selv, mens har gør, hvad han kan for at være så god en præst som muligt for indbyggerne i sit sogn. Nogen succes med sit forehavende har han dog ikke. Dertil er han alt for kejtet og usikker.

Med et slangudtryk siger man om en person med mod og viljestyrke, at vedkommende har nosser. Mod og viljestyrke præger bestemt ikke Lauge, der både ude og hjemme er en undskyldning for sig selv. Derfor er det ikke kun bekymrende, men også lidt morsomt, at Lauge i begyndelsen konstaterer, at han har fået sig en tredje testikel, og tilmed synes at finde opmuntring i dens eksistens, selvom den også skræmmer ham. En udposning, der minder om en testikel, er i hvert fald vokset ud i nærheden af de to, han har i forvejen. Derfor forventer man som læser, at han viser sig som en mand og skaber respekt om sig selv. Det sker da også … mere eller mindre. 

Enken, der savner sin voldelige mand

Også Lauges søn, Adam, befinder sig i et mellemværende med sin kæreste. Til gengæld er en enke, hvis mand Lauge begraver i begyndelsen af bogen, ikke længere i sit mellemværende med manden. Hun har bevæget sig videre til en ny tilværelse uden sin voldelige og fordrukne ægtefælle – og hun kan næsten ikke holde det ud. Hun savner ham, og ved samtidig, at de, der har indsigt i deres ægteskab, må anse hende for vanvittig, når hun kan savne sådan en hustyran. Hun ved, at de allerfærreste vil kunne sætte sig ind i hendes sorg. Derfor bliver folks velmente omsorg blot til besvær for hende, fordi det forventes, at hun tackler det på en anden måde, end det falder hende naturligt: ”Spillet er, at hun med en lille tåre i øjenkrogen skal vise storsind, give den klistrede og nysgerrige omsorg adgang til hvordan-hun-i-virkeligheden-har-det, i taknemmelighed, mens de giver hende et klem på armen for at udtrykke deres kondolence og empati. Når de kommer hjem, vil de gladeligt fortælle alle og enhver, at de mødte hende, at de spurgte til hende efter den nye sorgbogs gode råd, og at hun lod til at være glad for deres omsorg, deres ord, deres medfølelse. De har jo hørt og læst, hvad man skal gøre. De er de rigtige. De er selvgode helt ud i det vulgære. Over at de spørger og interesserer sig, med hovedet på skrå og blanke hundeøjne. Ægte empati, vær så god!” (s. 14).

Her sætter Mette Grymer, der - ud over at være forfatter - er sognepræst, fokus på, at sorgen er individuel og nok kan lade sig kategorisere i nogle tilfælde, men bestemt ikke i alle. Denne enkes sorg er udfordret, fordi hun ikke havde nogen som helst grund til at elske sin mand, men ikke desto mindre gjorde det. Den komplicerede kærlighed mellem hende og ægtemanden er der ikke nødvendigvis særlig mange, der kender til, men det gør det kun endnu sværere for enken at føle sig forstået. Mandens død har revet hende ud af deres indbyrdes mellemværende, og selvom det bestemt ikke var lykkeligt, vil hun hellere have ham tilbage end stå alene i den radikalt nye situation, hvor ingen forstår hende, og hendes voksne døtre ikke engang gør et forsøg på at komme til det. Det er faktisk kun den kejtede sognepræst, der viser interesse i at høre hendes usminkede historie.

”Den kæbekødfulde”

De fleste af romanens personer er modne mennesker, og flere af dem udfordres af et kærlighedsløst ægteskab. Det gælder for eksempel Lauges ungdomskæreste, Karen, der er gift med en mand, der konsekvent betegnes som ”den kæbekødfulde”. Det er den titel, Karen i sin udmattelse over ægtemanden har givet ham. Hun gribes af let eufori, da det viser sig, at der faktisk er andet end hendes lede ved samlivet med ham, der gør en skilsmisse oplagt. Nu kan hun endelig slippe bort fra ham, men hurtigt dukker spørgsmålet op om, hvad hun så skal stille op med sit liv.

Illusioner brydes ned

”Mellemværende” er morsom og barsk på samme tid. Illusioner bliver brudt ned, følelser afsløres som blændværk. Og dog indeholder romanen også håb, fordi den handler om helt almindelige mennesker, om had, kærlighed og ønsket om at komme ud af sit mellemværende på en god måde, der kan åbne døre til en bedre fremtid.

Som læser får man meget og næsten intet at vide om personerne. Man får indsigt i deres inderste tanker, men ikke særlig meget om, hvad de ellers beskæftiger sig med. Grymer skærer så at sige ind til benet, hvilket nok er grunden til, at forlaget beskriver bogen som en kortroman. Den har novellens præg, fordi man synes, at man først lige har lært personerne at kende, når man har læst sidste side. Men faktisk har man lært dem langt bedre at kende, end det kan være tilfældet med en hovedperson i en meget længere roman.

Selvom dialogen visse steder synes lidt kunstig, og Mette Grymer andre steder skruer lige vel højt op for en sorthumoristisk metaforik, ændrer det ikke ved, at ”Mellemværende” er værd at læse og blive klog af.

En due er død og mit digt sendte én til vejrs

Alan Pary: Hvad er afstand uden gengivelse af din hvisken
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020

Af Thorvald Berthelsen

Den kurdiske digter Alan Pary har tilbragt næsten hele sit voksne liv som flygtning. Han er født i Sulaymaniyah, der er opført i det nordvestlige Irak nær grænsen til Iran af den kurdiske prins af Baban Ibrahim Pasha fra 1784 og frem som virkeliggørelsen af hans drøm om en kosmopolitisk kurdisk ’hovedstad’. 

Og det bliver den virkelig idet den ikke bare tiltrak kurdere men også kristne, jøder og armenere. Det derfor blodig ironi at Alan Pary blev tvunget til at flygte derfra i 1999 efter at være udsat for dødstrusler på grund af sin første udgivne digtsamling Kærlighedens rige.

Varme hjerter forvandler byens havfruer

Alan Pary ankommer til Sandholmlejren i Danmark i 1999 og har først tilbragt 10 år i asylcentre før han fik asyl og egen bopæl i København. Han indtager efterhånden København og forsøger at gøre den til sin i flere af sine digte. Det er helt klart den eksilerede digters håb om frihed til egne valg og virkeligt gensidige relationer til andre, der personificeres i digterens by, som fra en anden kulturbaggrund gives denne rolle i et veritabelt mysteriespil, der omfatter byens historie og H.C. Andersens lille havfrue:

Himmelske engle lægger sig på svævende broer
Københavns nat er fuld af skyer og tåge

Byens små øer er fyldt med forbipasserendes ånde
Københavns nat er en drøm
med plads til hjerters forskellige slag

…

De åbner favnen og vender sig mod regnen
afhængige af hinanden
mens lynets skrig rammer med sit kys

Københavns nat er et mysteriespil
Længsler rumler fra de ældste steder
varme hjerter forvandler byens havfruer
(Fra digtet Københavns Nat)

Han er stadig en flygtning der søger og endnu ikke har fået dansk statsborgerskab. Som han selv siger det i et interview med Michael Svennevig, der har dramatiseret hans liv i forestillingen Hegn :
”Efter et par år fandt jeg ud af, at jeg var på flugt… at jeg var flygtning. Der er forskel på at være flygtning og så komme her for at læse og studere eller arbejde. Der er meget stor forskel. Når man er flygtning, er der mange ting man ikke må… Det er svært at beskrive, men det er let at mærke og føle, for det er der hele tiden. Du kan gøre alt, men må alligevel ikke.”

Det er derfor et fantastisk flammende og altfortærende håb han møjsommeligt har tilkæmpet sig, som hans digtsamling kredser om og uløseligt forbinder med kærligheden, lyset og en rummeligere historie:

jeg har rørt et håb, der breder sig
så mit hjerte svulmer
ingen kan stoppe mig
ikke de kolde hegn
ikke de triste omgivelser

ikke lyden af porten der smækker i
jeg håber stadig
selv om mit ur blev stillet 10 år tilbage

…

i rødvin skåler jeg for håbet
skåler for lyset
og skåler for kys der viser vej
(Fra digtet Endelig rammer lyset mørket)

Så man igen kan se os gennem de nøgne træer

For Alan Pary er det eksistentielle valg centralt og det underlag håbet tager afsæt i. Hvert menneske er et jeg, der først bliver rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven med at blive sig selv og gør op med, ikke blot sin angst for det onde, men også  angsten for det gode. Angsten fører én bort fra valget. Det egentlige ’syndefald’: er  hvis mennesket frasiger sig muligheden for at vælge det gode og lader sig synke ind i en smertelig indesluttethed.

Kærligheden og det religiøse forhold til altet er integreret i dette valg. Og det bliver kun en endnu større nødvendighed af krigen og landflygtigheden:

Vi har puttet vores hjerter i lommen
Og bliver ekstatiske af vort eksil

Tillykke...
Lidt gåsehud er nok til at aftenens stjerner
formerer sig af lykke

Ved en fejltagelse ramler vi ind i en sky
Gud er som vinden
hvivler de blade op
der dækker vores faldne
Så man igen kan se os gennem de nøgne træer
(Fra digtet Begår vi fejl?)

Friheden, valget, kærligheden

Friheden, valget og kærligheden  bliver endelig løftet til en ekstase af mørke og lys gennem ordenes tilsyneladende legende lette udtryk i livgivende virkelige digtning:

Poesien er stadig en sky
Og drømmen er spæd og forladt.
Lad Gud tage mit hjertes hånd
Alene kan jeg ikke nå op ad universets trin
Hele jorden vender sig mod min vandring
den udstrakte himmel ødelægger min vinger

7
En due er død
Og mit digt sendte én til vejrs
på gyngen med et smil

8
Du jubler så højt du kan
for dit ønske om mit livs endeligt er opfyldt
(Fra digtet En dues død)

Her er digtet en gyngetur, der sender drømmen og håbet til vejrs op af verdens tyngende morads. Og selvfølgelig er den legemliggjort i den elskede. Der jubler højt over afslutningen på et liv, der hidtil har været en ørkenvandring under en himmel, der ødelagde tilliden til egne evner til at opnå en fremtid. Poesiens eksistentielt frigørende og opløftende rolle forbindes hele tiden med den alvorlige leg der også tager afsked med en meget stor del af det liv man hidtil har troet på:

Hvad er afstand
uden gengivelse af din hvisken
når du siger farvel
Hvad er røgen
uden sjælens forgængelighed
Hvad er det at flyve
uden ordene svæver
omkring mindet om dine hænders berøring?
(Fra digtet  Ulven i mit rum)

Under sin landflygtighed har Alan Pary udgivet tre digtsamlinger på kurdisk og arabisk. Han er også medlem af dansk PEN og en særdeles aktiv kulturformidler, der har afholdt mange arrangementer for kurdiske digtere og sangere og p.t. sammen med andre redigerer an stor flersproget antologi, der præsenterer Ny kurdisk lyrik, i Danmark og udkommer her på forlaget. Ligesom han har oversat og fået udgivet adskillige danske forfattere og digtere i Kurdistan. Bl.a. H.C. Andersen, Søren Kirkegaard, Inger Christensen, Niels Hav og Pejk Malinowski.

Dette er hans første danske digtsamling. Den spejler os i en helt anden kulturbaggrund, men giver også udtryk for en hjemløshed grænsende til rodløshed som vi kender alt for godt – og gør det med et villet og valgt håb for fremtiden vi må lytte til og har brug for. Og den udforsker poesiens rolle i formidlingen af dette med et fokus på ordenes leg med afsæt i afskeden med liv der har været og deres magiske fremkaldelse af livets, kærlighedens og frihedens genopstandelse i valgets mysterium.

Foruroligende noveller

Anna Møller: ”Se, hunden er løs”, EC Edition 2020, 138 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Der ligger en foruroligende stemning over Anna Møllers novellesamling ”Se, hunden er løs”. Efter et par tekster, der ikke greb mig synderligt, blev jeg trukket ind i novellen ”Foto af Tilly Millford”, der handler om en ung rigmandsdatter, som er blevet træt af livet. Man følger hendes langsomme, men konsekvent gennemførte nedbrydning på det luksushotel, hendes forældre har sendt hende til i håbet om, at opholdet kan muntre hende op.

Anna Møller beskriver nedbrud og forfald på en nøgtern og præcis måde: ”Gennem sit orangefarvede glas dvælede Tilly Millford ved Italiens skønhed. De stejle klippeskråninger, lyden af de tusinder af cikader, der holdt til i lundene omkring hotellet. Limones riviera, velstanden, kapsejlads i hvidt hver søndag. Hvordan aftensolen lyste bjergtinderne op, så de gråbrune sten løb som sand gennem skrå striber af nåletræer. Intet af det betød noget for hende. Selvom hun kunne se, at alt omkring hende var indbegrebet af skønhed, kunne intet af det nå hende, og skammen over ikke at kunne værdsætte omgivelserne kastede uoverskuelige skygger.” (s. 43-44).

Det trodsige smil midt i det foruroligende

I ”Hunden” tilføjes den foruroligende stemning en god portion uhyggelig mystik og i ”Billhook” er der lagt op til et drama som i en amerikansk krimi.

I ”Alle mod alle” tematiseres store skoleelevers indbyrdes magtkampe. Årelange venskaber kan ødelægges på et splitsekund, når de har haft deres tid, og den ene part ser en fordel i at indgå nye alliancer.

”Sidste afgang” og ”På vej til skoven” hænger sammen og skildrer en ung piges sorg og forvirring efter faderens død.

Man bliver med andre ord ikke i opstemt humør af at læse ”Se, hunden er løs”, men samtidig bliver man heller ikke så nedtrykt, som man kunne forvente. Dette skyldes ikke, at historierne slet ikke er så slemme, som man skulle tro, for det er de. At man ikke lægger bogen fra sig med væmmelse skyldes, at novellerne er godt fortalt, og fordi en særlig overraskende udvikling hist og her fremtvinger et trodsigt smil.

Stærkt, men godt

”Se, hunden er løs” er Anna Møllers debut. Selvom nogle af novellerne nok hurtigt er glemt, viser samlingen, at hun har sans for at opbygge en stemning, der formes af et uprætentiøst sprog og nogle skarpe indsigter i den menneskelige psyke. Det er stærke, men også gode sager!

Simone Weils diagnose af moderniteten

SIMONE WEIL
“ILIADEN ELLER STYRKENS DIGT”
41 sider
Forlaget Virkelig

Af Jes Nysten

Simone Weil er på mange måder en enlig svale i 1900-tallets europæiske filosofihistorie. Måske er hun ikke fuldstændig glemt, men herhjemme har der ikke været særlig opmærksomhed på hende og hendes originale forfatterskab. Derfor er denne udgivelse en gave til os alle. 

Denne franske filosof og kristne mystiker, der gennem sit korte liv (1909-43) ikke blot diagnosticerede samtidens kaotiske situation, men også levede helt i overensstemmelse med sine synspunkter, er og bliver et særsyn. Her er ikke tale om en skrivebords-filosof eller en café-filosof!

Så selvom hun har været død i 77 år, er hendes særlige diagnose af moderniteten bestemt værd at stifte bekendtskab med. 

Hun er født i en verdslig jødisk familie i Paris, og hun viste hurtig sin overordentlige begavelse: som 12 årig talte hun flydende gammel-græsk, hun lærte sig selv Sanskrit og fordybede sig i hinduisme og buddhisme. Hun brillerede ved den fornemme École normale supérieure, hvor hun studerede filosofi. Både Platon og Marx fik afgørende indflydelse på hendes tænkning. 

Efter nogle mystiske oplevelser og syner konverterede hun til kristendommen. 

Men som omvendt kristen rettede hun en stærk kritik af den katolske kirke, og som en sympatisør af kommunismen kritiserede hun stalinismen i stærke vendinger og havde voldsomme debatter med Trotsky, som hun mødte ved flere lejligheder. 

Dette engagement udmøntede sig som nævnt ikke kun i skriverier, men også i levevis. Der fortælles at hun som barn under 1 verdenskrig nægtede at spise sukker, fordi soldaterne ved fronten ikke fik noget. 

Hun tog arbejde på en fabrik for at få et førstehåndsindtryk af arbejdernes vilkår. Hun tog til Spanien for at kæmpe mod fascisterne. Hun flygtede til England og arbejdede for den franske modstandsbevægelse. Hun havde på dette tidspunkt fået konstateret tuberkulose, men på trods af dette nægtede hun at spise mere end de små rationer, som blev uddelt til hendes landsmænd i det besatte Frankrig. Hun døde i London som 34 årig. 

Skriftet her til anmeldelse “Iliaden eller styrkens digt” skrev Weil kort tid efter nazisternes besættelse af Paris i juni 1940. Sammen med sin familie havde hun et par dage før nået at flygte til Marseilles. Hun havde flere gange beskæftiget sig med Iliaden (hun læste jo græsk) og før krigen, hvor hun var erklæret pacifist, havde hun skrevet en artikel “Lad os ikke igen begynde den trojanske krig”!

Men nu  var “den trojanske krig” indledt, og det ændrede fuldstændigt Weils indstilling. Hendes tilgang til digtet er ikke en detaljeret, filologisk korrekt analyse (mange velmenende klassiske filologer har spildt megen tid og papir på at tage hende i skole), men som hun tydeligt skriver: digtet bruger hun som et spejl! For hvis man troede, at det såkaldte fremskridt havde elimineret “styrken”, der for hende er kernen i Iliaden, så er man ganske naiv, for samtidens altødelæggende krig viser det modsatte. Intet har afgørende ændret sig: styrken står i centrum af menneskets historie. Så dette skrift indeholder intet om vrede, heltemod, gudernes indgriben, kløgt!

Som hun præciserer allerede til indledning “Menneskets sjæl bliver uundgåeligt påvirket af sit forhold til denne styrke, revet med, blændet af de kræfter den mener at råde over, tvunget til selv at bøje sig for styrken” (s 5). Afgørende er, at styrken gør enhver til en ting, et objekt. Både den der udøver den, og den styrken bruges imod. 

(Der er ikke megen Star Wars over hendes tilgang, ikke nogen “may the force be with you”)

Med henvisning til den ædle Hektors frygtelige død taler hun netop ikke om helte og kampmod, men om at Hektor bliver til en ynkelig ting på en måde, som der ikke er noget glorværdigt over. Det er råt, usentimentalt, simpelt. 

Men afgørende er også, at personer der stadig er i live, bliver til ting i omgangen med styrken. Det er den mest raffinerede måde at “dræbe” et menneske på, at tingsliggøre det mens det stadig lever (altså trækker vejret og går rundt iblandt andre - men lever??). 

Weil nuancerer fint denne problematik (som bestemt ikke altid lyser igennem i mange nutidige analyser af magt): hun erkender, at vi allesammen udøver magt over hinanden. Naturligvis - og vi bruger den dagligt produktivt, men netop derfor er den farlig, når den kammer over og bliver til STYRKE, der fornedrer og destruerer. 

Men det er også vigtigt “Ligeså ubarmhjertigt som styrken knuser, ligeså ubarmhjertigt beruser den også enhver, der besidder den eller som bilder sig ind at besidde den” (s 14). 

Ja, det er netop det paradoksale ved styrken, den er ikke total. Selv den stærkeste har et svagt punkt og bliver på et tidspunkt “ramt” der, så styrken bliver selvdestruktiv. 

Så en umiddelbar “sejr” er kun noget forbigående. 

I de græske tragedier var Nemesis “dommen” over den misbrugte magt. Afgørende i omgangen med styrken var mådehold, ligevægt. 

Men den er fuldstændig glemt for Weils samtid, mener hun. Nu er det materialisme og teknik, der stræbes efter og ikke den græske dyds-forståelse. 

Som et spejl viser Iliaden at “styrken er den eneste helt. Og det ville ende i en dyster monotoni, hvis det ikke blev afbrudt af små lysende øjeblikke, hvor menneskene har en sjæl. En sjæl, der vågner sådan, i et kort sekund, blot for straks igen at bukke under for styrkens imperium, vågner ren og hel” (s 30). 

Men noget afgørende må tilføjes “ingen af dem, der bryder sammen (pga styrken), anses af den grund for foragtelige. Alt det, der undslipper styrkens dominans, i sjælens indre og mellem mennesker, bliver værnet om og elsket, men på smertefuld vis, fordi der til stadighed er en overhængende fare for, at det vil gå til grunde. Dette er ånden i det eneste sande epos, der findes i Vesten” (s 37). 

Weil trækker derefter en - for hende - afgørende linje “Evangeliet er det sidste og vidunderlige udtryk for det græske geni, ligesom Iliaden er det første ... Den tænkning, der i sin tid inspirerede evangeliet var erkendelsen af at menneskets elendighed er en betingelse for retfærdighed og kærlighed” (s 38). Men for Weil er både Iliadens etos og kristendommens nådes-begreb fuldstændigt mistet i samtiden! 

Weils stil er springende, fabulerende, overraskende. Men hele tiden mærker man “ilden der brænder” i kroppen og i pennen! Dette lille skrift er en fin invitation til at stifte bekendtskab med et mærkeligt, originalt og fascinerende forfatterskab.  

Digte om livet fra vugge til grav

Niels Ole Frederiksen: ”Glimt før glemsel”, Forlaget NOF 2020, 64 sider, 150 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Den tidligere højskolelærer og -forstander Niels Ole Frederiksen har udgivet knækprosasamlingen ”Glimt før glemsel”. Bortset fra at enkelte tekster havde stået stærkere uden digtets mange linjeskift, er det en fin samling, der tager udgangspunkt i pensionistens ståsted i livet. Her er erindringsglimt, humoristisk formulerede erfaringer, erkendelse af alderstrykket og taknemmelighed over, hvad livet har budt forfatteren. Samlingen er fuld af sproglige finurligheder, som i digtet ”Syn for sagn”:

”hvis du er nærsynet

så kan alderen

med sit gammelmandssyn udligne dit nærsyn

så du igen får et normalt syn

men hvis det udvikler sig til snæversyn

så er vi lige vidt

for snæversyn er kun noget visse politikere

udviser i deres syn på de fremmede

uden at vise nogen form for hensyn” (s. 54).

Fra det nostalgiske til det flippede

Nogle af Frederiksens digte er nostalgiske, mens andre er flippede. Til de førstnævnte hører ”Årgang 1946”, som dels handler om den unge lærer Tønnesen, der som den eneste ikke tugtede sine elever, dels om et forbudt, men dragende ord. Hele digtet bygges op som en varm tak til lærer Tønnesen, der satte sig et langt større – og positivt – indtryk end alle de andre lærere tilsammen. Om disse skriver Frederiksen:

”jeg tror, at Ryesgade Skole i Horsens

havde formået at samle de mest bestialske lærere af hankøn

der fandtes på markedet

ved den mindste overtrædelse af skolens reglement

eller det de fandt var en forseelse

faldt der brænde ned over vores syndige hoveder” (s. 9).

Til de mere flippede digte hører ”Hvis Rembrandt var født i Middelfart”; et tankeeksperiment om en lille provinsbys groteske storhedsdrømme. Hvis Rembrandt var født i Middelfart …

”… ville der også gå bud til enkedronning Margrethe 2.

efter indstilling

fra ældrerådet i Middelfart Kommune

at de frivillige i den store attraktion og seværdighed

”Art Museum Rembrandt” AMR

burde benådes med et Ridderkors

af tredjegrad – dog uden egeløv” (s. 49).

Morskab og alvor

Der er ikke så lidt ironi i ”Glimt før glemsel”, men det morsomme suppleres af den alvor, der mere end antydes i samlingens titel. I digtet ”Væk” reflekterer Niels Ole Frederiksen således over sin egen (og alles) endelighed. Sanserne svækkes med alderen, og til sidst er selve livet så afsvækket, at det ikke længere kan opretholdes.

”På visse dage holder solen sig væk

det er

når jeg står i lort til halsen

mine fingre, knæ og hofter værker af gigt

smerten kan ikke trylles væk

jeg kan ikke løbe væk

vi er alle en del af brug- og smid-væk-kulturen

pludselig en dag

bliver jeg revet væk

så det” (s. 56).

Således rummer digtene i ”Glimt før glemsel” på trods af sin begrænsede tekstmængde en række refleksioner om livet fra vugge til grav. Der er lune, skæve vinkler, alvor og til tider også forargelse i Niels Ole Frederiksens digte, som taler til enhver, der gerne vil læse digte, som er umiddelbart forståelige.

Lys og vækst bag tremmer

Fængselsdigte
Mahvash Sabet
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020

Af Carina Wøhlk

Kan en digtsamling ruske? Ikke bare op i den, der læser, men også tremmer? Ja, det kan den. For poesien har i sig en frisættende kraft, der kan rykke ved alle de gitre, vi mennesker omgiver os selv og hinanden med. 

Digtsamlingen Fængselsdigte handler ikke om imaginære fængsler. Den er blevet til bag virkelige fængselsmure i en virkelig celle og bærer både rystende og rørende vidnesbyrd om et liv i fangenskab og fornedrelse.

Arrestation og dom

Digtene er skrevet af lærer, psykolog og digter Mahvesh Sabet, et højtstående medlem af Bahá´í-samfundet i Iran. I mange år arbejdede hun som leder af ”The Bahá´i Institute for Higher Education”; en institution, som tilbød alternative uddannelsesmuligheder for unge Bahá´i-medlemmer.

Bahá´íerne udgør den største religiøse minoritet i Iran. Siden den iranske revolution i 1979 har Bahá´í-samfundet været udsat for systematisk forfølgelse. Den forfølgelse kom Sabet til at mærke på egen krop og sjæl. Den 5. marts 2008 blev hun anholdt og fængslet. Den 14. maj samme år blev den øvrige Bahá´í-ledelse, det såkaldte Yaran-råd, også arresteret. Først den 12. juni 2010 fik hun og de seks andre anklagede en dom på 20 års fængsel efter noget, der mindede om en parodi på en juridisk proces. 

Anklagepunkterne imod Yaran-rådet lød på spionage for Israel og blasfemisk virksomhed rettet imod Den islamiske Republik. Sabet blev løsladt i 2017 efter at have udstået næsten halvdelen af den tildelte straf. I løbet af sin indsættelse i et af Irans hårdeste fængsler skrev hun de digte, der nu er samlet under titlen Fængselsdigte. Digtene blev nedfældet på forhåndenværende papirstumper – servietter og toiletpapir.

Mod og integritet

Digtsamlingen indledes med et forord, der ganske utraditionelt er skrevet af Sabets advokat under retssagen, Mahnaz Parakand, der sammen med tre kolleger forsvarede Sabet og resten af Yaran-rådet. Forordet giver indblik i de juridiske og menneskerettighedsmæssige krænkelser, Sabet og hendes skæbnefæller var udsat for op til selve domsfældelsen. Læseren mærker da også tydeligt advokatens store respekt for Sabets mod, værdighed og integritet.   

Efter forordet følger en note fra Andros Frei, som har stået for oversættelsen til dansk. Læsningen af Fængselsdigte kræver nemlig ikke bare forståelse for den historiske og georeligiøse kontekst, digtene er blevet til i, men også en viden om den sproglige proces frem imod tilblivelsen af den danske udgave.

Fængselsdigte er oprindeligt skrevet på farsi. I 2011 blev femogtyve af digtene smuglet ud til en lille familie, der levede i eksil på grund af deres Bahá´í-tro. Datteren, Bahiyyih Nakhjavani, som er en internationalt anerkendt litteraturforsker, påtog sig at oversætte digtene til engelsk ud fra sin mors løselige gengivelser. Siden fulgte yderligere halvtreds digte og Sabets tilladelse til at redigere og udgive digtene i samlet bogform. Digtsamlingens sidste digt er i øvrigt tilegnet den nu afdøde moder i den dedikerede oversætterfamilie. Den engelske version af Fængselsdigte – Prison Poems - udkom i foråret 2013.

Rimtvang

Andros Frei, som har stået for fordanskningen, har kun haft adgang til Prison Poems – ikke til den oprindelige digtsamling på farsi. I gendigningsprocessen har han sat en ære i at bevare musikaliteten og metrikken fra det engelske forlæg, der efter sigende spejler originalsamlingen. 

Desværre har denne ærbødighed for digtenes musikalitet og metrik affødt en intermitterende (- og irriterende) rimtvang, som distraherer læseren. De rimede vers springer ofte i øjnene på grund af klumpedumpet omvendt ordstilling eller oversætterens valg af pudsige rim – f.eks. ”reflektere…./pertubere” (se side 21). Sabets rytmiske sans og forkærlighed for omkvæd sikrer i sig selv læseren en unik musisk oplevelse. Rimene tjener ikke et højere formål. Tværtimod.    

Stærke motiver

De skønhedspletter, som rimtvangen medfører, ændrer nu ikke ved det poetiske helhedsindtryk. Fængselsdigte flyder over af menneskeligt og digterisk overskud. Samlingen er præget af flere stærke motiver. Længslen efter frihed fylder naturligvis. Og Sabet forstår til fulde poesiens frigørende kraft. Som det hedder i et af digtene: ” Jeg skriver om så kun for at minde/ de vingebundne fugle om flugt,/ for et øjeblik åbne hjerternes bur/ og lede de fangne sætninger ud” (se s. 48).

Derudover vrimler digtene med tusinde sole og blomster, der skyder frem de mest udpinte steder – i fængslet og i menneskesindet. I et mørkt og goldt miljø har Sabet formået at skrive lyset og væksthåbet frem. Selv en lillebitte tidsel i fængselsgården har hun haft blik for som kilde til overstrømmende inspiration: ”Og jeg sagde til mig selv:/ Er du ikke også ukrudt?/ Hvor er livet i dine rødder blevet af?/ Hvor er væksten i dine blade, i din stilk?/ Intet liv overhovedet? Sikke da en skam!/ Og i det samme følte jeg åndens saft/ stige i mig indefra”  (se s. 43). Der er netop noget sprællevende og saftspændt over Sabets måde at skrive på.  

Længslen efter frihed, lys og vækst og bevidstheden om poesiens kraft smelter sammen hos digteren: ”Du har kun brug for en enkelt blomst - / mere skal der ikke til - / for at åbne klarsynets vindue./ Et enkelt vers/ er mere end nok/ til at fylde dine øjne med lys”  (se s. 101). 

Frihedsberøvelsen og frustrationen over den får aldrig Sabet til at kredse om sig selv. Hendes digtsamling vidner om en kvinde, der hele tiden rækker ud imod andre indsatte. Læseren drages ind i hendes møder med kranke menneskeskæbner og forstår, hvilken kærlighedsdynamo Sabet må have været i de ellers så hadske og håbløse omgivelser.

Som hun skriver i et af digtene: ”Hvis du rækker ud for at kærtegne et hoved her,/ stråler hundrede stjerner i øjnene;/ hvis du ytrer en enkelt kærlig sætning her/ er det som vand der slukker en rasende ild .(se s. 57). Sabet har mange kærlige sætninger til overs – også for medfanger, der er stofmisbrugere og kriminelle. Det forhold, at flere af digtene desuden er dedikeret til mennesker, der står hende nær, deriblandt bahá`ien Fariba Kamalabadi, som i en årrække var indsat sammen med hende, cementerer kun hendes relationelle tilgang til livet og de levende. 

Anbefaling

Fængselsdigte er en eng af poetiske blomster, der strækker hals mod solen og lyser af alt det, der gør livet værd at leve. Gå ud i den eng og stryg fingerspidserne hen over kærlighedens kronblade. Mærk kraften, der får både celler og hjerter til at åbne sig.