søndag den 14. juli 2024

Vildtvoksende vestjysk sommerudstilling

Et lagdelt janushoved i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum … og meget mere

Kunstanmeldelse af Egil Hvid-Olsen

Jacob Alrø: Janus, 2023.
Hvad er mere oplagt at lave til Kunstnernes Sommerudstilling i Janus - Vestjyllands Kunstmuseum end et janushoved? Nå ja, det er måske så oplagt, at det ikke er videre originalt, men det problem kommer Jacob Alrø omkring ved at udforme hovedet på en særdeles original måde. Busten er ikke alene forsynet med to ansigter, sådan som det må forventes, når den romerske guddom skal portrætteres. De to ansigter, der umiddelbart ser ud til at være kopieret fra en traditionel romersk buste, er desuden flettet sammen, idet busten synes at være blevet skåret ud i lag, hvoraf hver anden er blevet drejet 180 grader. Man fornemmer, at det ene ansigt har skæg, mens det andet er glatbarberet. Og dog er det ikke helt tydeligt, om der kun er to ansigter. Der synes at være skæg forkerte steder, hvis man kunne dreje lagene tilbage til deres oprindelige plads. Tilbage står man med en tvivl om, hvor mange hele eller delvise ansigter denne udgave af Janus har. Har det noget at gøre med, at man ikke altid viser sit sande ansigt, men at ens troværdighed krakelerer, hvis man bliver for uærlig?

Den udstrakte hånd

Mette Lykke: Håndsrækning, 2024.

Mens dobbeltheden i Alrøs buste synes flerdobbelt, er det kun en enkelt, men påtrængende dobbelthed i Mette Lykkes maleri ”Håndsrækning”. Når man giver en håndsrækning, plejer det at være udtryk for overskud. Man rækker en anden hånden for at hjælpe vedkommende ud af en knibe. Men her synes det at være den, der trænger til en håndsrækning, der rækker sin hånd ud mod beskueren. Er hun besvimet eller har hun bare lagt sig ned i opgivelse? Der er noget foruroligende over motivet, der modsiges af det lyse farvespil. Hvad ville der ske, hvis man tog hendes hånd og trak i den. Ville den være kold og livløs, eller ville hun løfte hovedet og le af, at man lod sig narre?

Bigballeæstetik og ulækre hverdagsrum

Maj Manczak: Silent Symphony, 2023.
En dobbelthed er der også i Maj Manczaks foto af et grimt motiv. ”Silent Symphony” antyder bløde former og linjer i grå nuancer. Blikket falder til ro, indtil man ser, at fotografiet gengiver stablede og i hvid plastic indpakkede bigballer. Det er den slags, der står ude på de danske marker og ikke just pynter i naturen. Men i Manczaks fotografi er bigballernes hvide sammenspil med himles lysegrå skyer en ren æstetisk nydelse.
M.R. Kristiansson: Aftermath. Scenario no. 6 & 9, 2024.

Også i Michael René Kristianssons ”Aftermath.
Scenario no. 6” og ”Aftermath. Scenario no. 9” bliver man som beskuer snydt, men her går det den modsatte vej, fra det afskyvækkende til det normale. I no. 6 ser man ind i et spisekammer, hvor maden hænger i rådne gardiner fra gryder og hylder, og i no. 9 ses en badekabine, som er så uhumsk, at ingen ved sine fulde fem ville træde derind. Det velkendte og normale er blevet næsten uigenkendeligt og unormalt, enten ved at rummene er blevet sat i scene eller ved at Kristiansson har manipuleret sine fotografier, men samtidig er der skruet så meget op for det ækle, at man godt kan se bagom det, ind til de rum man genkender fra hverdagen.

Massevis af ører

Sidsel Juul Carlsen: Halv, 2024.

Mens der har været tale om (fler-)dobbelthed i de ovenfor nævnte værker, fremviser Sidsel Juul Carlsen en halvering i det værk, der logisk nok hedder ”Halv”. Men hvad det er, der er halvt, er langt mere kompliceret. Værket består af hæklet og håndsyet tekstil, men hvad forestiller det? Det kunne ligne et omvendt øre, men i så fald er det ikke en naturtro gengivelse. Snarere er der tale om en halvering af en ting, der ingen funktion har; altså en halvering af ingenting. Men kan man det? Man kan sagtens halvere en ting. Men kan man halvere ingenting? Og kan man udstille ingenting? Ja, det kunne Jens Haaning med værket ”Take the Money and Run” på Kunsten i Aalborg. Men med Carlsens værk er der alligevel et eller andet, der har form som et øre. Det er altså ikke det rene ingenting.
Hanne Skjold Knudsen: Altets kalden, 2024.

Apropos øre er der rigtig mange af dem i Hanne Skjold Knudsens ”Altets kalden”, der består af en mængde porcelænsører, der til sammen udgør en cirkel. Det er et lyttende værk, der stræber efter at høre den kalden fra altet, der indgår i titlen. Men porcelænsører kan jo ikke høre noget, kan man indvende. De mange ører udgør ikke desto mindre en opfordring til at lytte efter det, vi ikke ellers giver os tid til at lytte efter. Og mens man bruger sin høresans, kan man benytte synssansen til at suge indtrykket af det skinnende porcelæn til sig. 

KS Prisen 2024

Der er et væld af smukke, sjove, provokerende, alvorlige, tankevækkende og forvirrende værker i KS 24. Ikke alle kan nævnes her, men Amanda Bak Højlunds tre store tegninger skal ikke forbigås. Værkerne er alle fra 2023 og har titlerne: ”Okay, fuck det”, ”Mandagsmenageri”, og ”På sengekanten”. Amanda Bak Højlund blev tildelt KS Prisen 2024 i forbindelse med udstillingens åbning. Censurkomitéens begrundelse er så velbegrundet, at en del af den skal citeres i denne sammenhæng (citeret fra udstillingskataloget): ”Årets prismodtager er ikke blot en eminent dygtig tegner med en virkelig god teknik, der er også en stærk tanke bag værkerne. Fx tegnes der tegneredskaber, og motiverne handler i sig selv om at tegne. Højlund benytter sig i sine antagne værker af rød blyant, der giver et nyt og friskt udtryk til den klassiske tegning. Hun beskærer sine motiver, så de fremstår fra interessante vinkler og bygger sine værker kompositorisk op på en spændende måde.”

A.B. Højlund: Okay, fuck det, Mandagsmenageri og På sengekanten, 2023

Ligesom det lå ligefor at lave en janusbuste til Janus Bygningen, synes det også lige for, at en tegner tegner tegneredskaber. Men det er det bare ikke, og slet ikke på den måde, Højlund gør det, hvor hun også afslører de frustrationer, der følger af at ville tegne så nøjagtigt, som hun har sat sig for og formår i helt ekstrem grad.

Udstillingen kan ses frem til d. 11. august 2024. Se mere her: JANUS - Vestjyllands Kunstmuseum

Anmeldelsen har tidligere været bragt i kunstavisen.dk

fredag den 28. juni 2024

Suveræne horntrioer: Brahms, Ligeti og Mozart (sic!)

Brahms Ligeti Mozart Schuman: Horn Trios
Martin Owen (horn), Francesca Dego (violin), Alessandro Taverna (klaver)
Chandos

Af Jakob Brønnum
Brahms Trioer er et kapitel for sig indenfor kammermusikken. Tre klavertrioer, en klarinettrio og en horntrio, altså hvor hornet står i stedet for celloen sammen med violin og klaver. De tilfører noget ny substans til en genre, som Haydn havde formet og Beethoven udfoldet.

Opførelsen i den nye indspilning på Chandos, der udkom forleden, er fantastisk god. Den har et åndedræt, som gør musikken nærværende på den mest sanselig måde. Helt uimodståelige er de mange, let tøvende indsatser (som det hedder), altså et instrument, der lige trækker tempoet en anelse, før det sætter ind.

Francesca Degos violinstemme har en rig palet af klangfarver. Den står mellem de to meget anderledes instrumenter, Martin Owens horn og klaveret (Alessandro Taverna) og synes at låne fra dem begge, hornet sfæriske svæven og tasteinstrumentets kontante pondus. Balancen mellem instrumenterne er perfekt. Hornet bærer smukt det kaldende, men ømme hovedtema i 1. sats, der altid har gjort værket uforglemmeligt.

The Three-Body Problem

Instrumenterne bytter plads i midten af lydbilledet tilsyneladende helt ubesværet. Titlen på en af vor tids mest ambitiøse sci-fi romaner Liu Cixins The Three-Body Problem illustrerer, hvad der sker her. Det er et fysisk problem, hvordan tre tyngdebærende legemer organiserer sig i forhold til hinanden i et system. I fysikken vil de altid have ét centrum (kompositionen), mens ser man deres baner fra ét punkt (lytteren), kan man se dem bevæge sig ind og ud mellem hinanden.

Den hårrejsende scherzo, der som i flere af Brahms mest ambitiøse kammermusikværker følger efter 1. satsens allegro og ikke står på 3. sats plads, som det er sædvanen, lever fuldt op til det første indtryk med sin fremadskridende dramatik.

Vejen til symfonien

Trioen er et stort værk, næsten en halv time. Det er op. 40 og bærer således vægten stærkere end de tidligere trioer og de mægtige, monolitiske klaverkvartetter op. 25 og 26 af Brahms arbejde op ad bakke med at skabe en symfoni, der ikke stod i skyggen af Beethovens – det skete med op. 68. Men indtil da lurer det symfoniske narrativ i kammer- og orkesterværkerne.

Den langsomme adagio er derfor overraskende lavmælt, distinkt melankolsk. Brahms udnytter hornets enstonige, kaldende udsigelse til fulde. Satsen er så langsom og så velformet af musikerne, at man kan se hver enkelt frase komme i land som bølger fra et stille hav i skumringen. I det hele taget er det albummets store fortjeneste, at instrumenterne står så selvstændigt og samtidig samlende i ensemblet.

Det dansende, næsten galopperende finaletema hører ligeledes til blandt Brahms uforglemmelige motiver og er eksekveret med samme insisterende elegance som resten af værket. Skarpt som et barberblad og tungt som en lastbil på motorvejen. Jeg kan ikke anbefale det nok.

Man kan være lidt mistænksom, når der står et moderne værk mellem to klassiske, kanoniske værker, som her på cd’en, hvor Ligeti står mellem Brahms og et arrangement for horntrio af Mozarts Klarinetkvintet. Skyldes det at man ikke vil skræmme nogen væk med organiserede mislyde?

Men heller ikke her bliver man skuffet. Ligetis også ret omfattende Horntrio står elegisk som en ny langsom sats, og danner en bro til eksperimentet med Mozart. 

Besætningen med de tre instrumenter tilfører Mozarts glasklare kvintet en nærmest Beethovensk tyngde. Nogle af dialogerne i ensemblet får til overmål en overraskende humor. 

Ligeti og Brahms værker passer overraskende godt hinanden – Brahms er nemlig mere moderne i sin tanke, end hans klangverden kunne tyde på. CD’en afsluttes med et arrangement af et Schumann-værk, og så kommer vi jo omkring næsten hele den klassiske musikhistorie på denne fine udgivelse. Den vil stå forrest på kammermusikhylden en rum tid.



fredag den 7. juni 2024

Tidsbilleder i klassiske gys

Mary Shelley, Virginia Woolf m.fl: ”Døden og kvinden – Klassiske gys skrevet af kvinder”, oversat og redigeret at Steen Langstrup, 2 Feet Intertainment, 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Forfatter og forlægger Steen Langstrup har oversat ni gyserfortællinger af lige så mange kvindelige forfattere, hvoraf den, der har det tidligste fødeår (1797), er Mary Shelley, mens den af de ni, der døde senest (1948), er Gertrude Franklin Horn Atherton. Det er der kommet en ikke særlig uhyggelig, men alligevel interessant samling ud af.

Spiritistisme og ligheder med Faust

Den nok mest særprægede historie – ”Ekkogrotten” - er skrevet af Helene Petrovna Blavatsky. I Langstrups kortfattede, men informative biografiske oplysninger om de enkelte forfattere oplyses det, at Blavatsky var spiritist og også selv optrådte som medie ved visse lejligheder. I fortællingen finder klimaks netop sted ved brug af et medie. Den spiritistiske seance holdes i en grotte, hvor et mord nogle år tidligere havde fundet sted, og man kan roligt sige, at seancen går amok.

Helene Petrovna Blavatsky

Også Mary Shelley, der som 18-årig skrev gyserklassikeren ”Frankenstein, gør brug af en nogle virkemidler, der overgår de mere traditionelle spøgelsesfortællinger. I ”Forvandlingen” spiller hun på det centrale tema i Goethes ”Faust” om at sælge sin sjæl.

Tidsbilleder set fra en kvindelig synsvinkel.

Selvom ”Døden og kvinden” rummer mange små gys, ligger dens kvaliteter for en moderne læser dog primært i fortællingernes tidsbilleder.

I Edith Whartons ”Selskabsdamens klokke” beskrives en ung pige på den alt andet end flatterende måde: ”Hun er den type, mødre forlover bort til unge afvigende mænd af stand.” (s. 96). Hermed siges der noget om kvindesynet i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Stakkels den kvinde, der må se sig lænket til en mand, der i højere grad anskuer sin ægtefælle for at være en brugsgenstand, der kan benyttes til at dække hans behov og lyster, end et medmenneske. 

At fortællingerne er skrevet af kvinder giver et indblik i disses selvforståelse. Nogle af forfatterne beskriver deres kønsfællers forhold uden at stille spørgsmål til rimeligheden heraf. Det er bare sådan, det er. Andre problematiserer mændenes frihed til at behandle kvinder efter forgodtbefindende. Dette er nok tydeligst i Whartons allerede nævnte fortælling, hvor en tyrannisk ægtemand gør livet surt for både sin ægtefælle og tyendet. Butleren er ligefrem så utryg ved sin herre, at han begynder at citere gammeltestamentlige domsprofetier, når det forlyder, at herren vender hjem fra en af sine mangfoldige rejser. Dog er det ikke den mandlige del af tyendet, der har grund til at frygte godsejeren mest. Denne store, blonde mand ”med tyrenakke, rødmosset ansigt og små, stikkende blå øjne” tager, hvad han vil have. Derfor fortsætter Whartons sin beskrivelse af ham: ”en mand af den slags, en simpel, ung tøs antageligt ville have fundet tiltrækkende, hvilket meget vel kunne være endt med at stå hende dyrt.” (s. 91).

Edith Wharton

Selvom mænd flere steder i ”Kvinden og døden” beskrives som herskesyge, beskrives en jævnbyrdig kærlighed i Gertrude Athertons novelle, der har givet samlingen sin titel. Og i ”Den gode lady Ducayne” af Mary Elizabeth Braddon er superskurken selv en kvinde, mens hovedpersonen reddes af en ædel ung mand.

Også for den, der ikke er gyserfan

Charlotte Riddell

”Døden og kvinden” skal altså ikke primært læses for gysets skyld. Flere af fortællingerne virker lidt sjuskede i deres opbygning, for eksempel i ”Selskabsdamens klokke”, hvor en skuffe tilfældigt glider op, så et fotografi deri kan føre fortællingen videre, eller i Charlotte Riddells ”Det gamle hus i Vauxhall Wall”, hvor et håndgemæng et andet sted i huset meget belejligt for historiens afslutning får et stort spejl til at falde ned. Dog er det måske bare en del af genren, at den slags sker. Overnaturlige hændelser må jo forventes i gyserfortællinger. Hvad enten man bemærker disse fortælletricks eller ej, er det dog samlingens tidsbilleder beskrevet med kvindelige øje, der er dens største styrke og som gør den værd at læse for den, der ikke er lidenskabelig gyserfan.



mandag den 3. juni 2024

En naturkraft af en fortæller

"Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed"

Karin Michaëlis
Hjertets Vagabond
Forlaget Alhambra 2023

Af Carina Wøhlk
Nogle romaner tager læseren med storm. Sådan er Hjertets Vagabond. En hæsblæsende oplevelse fra ende til anden. Et møde med en hvirvelvind af en fortæller. Og når bogen slås sammen til sidst, sidder læseren tilbage med røde kinder og sus i sindet.    

Hjertets Vagabond udkom i 1930 og var på mange måder kronen på Karin Michaëlis´ litterære værk. Michaëlis debuterede allerede i 1902 og havde således på udgivelsestidspunktet et rigt forfatterskab bag sig. I sin samtid var hun en kendt og anerkendt kulturpersonlighed. Alligevel sank hun siden hen i glemsel. Ikke mange kender til hendes bøger i dag. Det kan undre. Michaëlis´ forfatterskab fortjener at få den renæssance, som genudgivelsen af Hjertets Vagabond lægger op til.      

Hjertets Vagabond vidner om Michaëlis´ stærke personlige skrivestil og feministiske ærinde. Romanens tematiske omdrejningspunkt er kvinders frihedskamp – en kamp for friheden til at vælge for sig selv både kunstnerisk, økonomisk og seksuelt. Netop dette tema er gennemgående i Karin Michaëlis´ forfatterskab. Flere af hendes bøger kredser om pigers og kvinders udfordringer i et patriarkalsk samfund.

Som Michaëlis ser det, bidrager piger og kvinder til at forstærke uligheden imellem kønnene ved ikke at mønstre modet til frigørelse. Michaëlis selv gør oprør imod kvinders selvundertrykkelse ved at tilbyde litterære heltinder – den fremmeste af dem er hovedpersonen og fortælleren i Hjertets Vagabond: Kirsten.

Kirsten er en dynamisk figur. Hun bevæger sig fra det ene sted til det andet, fra den ene oplevelse til den anden, fra den ene mand til den anden. Hun fortæller sin historie fra et hjørne af haven - og er alligevel her, dér og alle vegne. Hun taler i øst og i vest og slynger læseren rundt i et univers af springende associationer. Sproget er fabulerende og fuldt af digressioner. Der er ingen sammenhængende handling. Kun en naturkraft af en fortæller og en masse nedslag i et broget liv. Læseren må selv stykke billedet sammen.   

Det dynamiske er forbundet med det vagabonderende, som romantitlen sætter ord på – og som også er et tilbagevendende motiv i flere af Michaëlis´ andre bøger.  Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed.

Som det interessante forord af Michaëlis-kenderen Johan Rosdahl gør rede for, er der en klar pointe i, at forfatteren giver ordet til en kvinde. Hendes ord ER bogen. Hendes historie skal ikke formidles af en mand. Hun er selv frue over sit sprog og sin historie.    

Virkelighedens Kirsten

Hovedpersonen er ikke en fiktiv skikkelse. Hun er kalkeret over kunstmaleren Kirsten Kjær, som besøgte Karin Michaëlis i hendes hjem på Thurø i 1929. Under sit ophold fortalte maleren løs om bedrifter og begivenheder i et liv på de vilde vover. Hendes talestrøm blev stoffet til en ny roman – Hjertets Vagabond. 

Efter udgivelsen måtte Kirsten Kjær kæmpe sig fri af romanfigurens skygge og insistere på at være andet og mere end bogens frimodige hovedperson: Nemlig en gudsbenådet kunstner i sin egen ret.

I bogen siger hovedpersonen selv, at hun som kunstmaler ser dybere end fotografen: ”Jeg ser igennem helt ind til det inderste, til det, som menneskene ikke godvilligt viser frem” (se side 35). Måske deler forfatteren dette dybe blik. Og derfor vil et billede altid være mere end modellen og en bog altid mere end inspirationskilden.  

Uanset hvor Hjertets Vagabond henter sin saft og kraft fra, er romanen forfriskende anderledes. Læseren forelsker sig hovedkulds i Kirsten - den farverige og fandenivoldske kvinde, der ”har levet mit liv, som det passede mig – om det passede jer andre, jer om det! Og når jeg endelig engang skal dø – bank under bordet – så bliver det ikke af kedsomhed” (se side 73). Et kvindeeksempel til efterfølgelse…       


torsdag den 23. maj 2024

Ladefogeds himmelstræbende bevægelse

Marie Ladefoged
Mod jorden
Det Poetiske Bureaus Forlag 2023

Af Carina Wøhlk
21. marts. Det er verdens poesidag. Og en digtsamling lænede sig ind mod en anmelders håndflade dette år. Det er næsten, som om den falder. Mod jorden. Ja, det hedder den. Digtsamlingen. 

Mod jorden er Marie Ladefogeds lyriske debut. Digtsamlingen er opdelt i tre afsnit. Tre. Som i tro, håb og kærlighed. Som i Faderen, Sønnen og Helligånden. Måske ikke helt tilfældigt.  

Det ironiske er, at digtene ikke lever op til titlen. De søger ikke mod jorden. De stræber mod himlen. 

Mellem første og andet afsnit optræder en samling fotos af Mette Lucca Jensen, De pixelerede billeder minder mest af alt om et anegalleri på afveje – eller en nostalgisk tur ned ad erindringsstien. 

Forlegne smil

Især i første afsnit sværmer digtene da også for fortiden og dens sagnomspundne figurer.  Det vrimler med litterære og kulturelle personligheder fra en svunden tid. De snor sig ind og ud af digtene med forlegne smil på læberne. Som om de ikke rigtigt ved, hvordan de passer ind. Det kan vi ikke fortænke dem i.

Emil Aarestrup, Karen Blixen, Herman Bang, Knud Rasmussen, Michael Strunge - læseren tager en fortumlet svingom med skikkelser, som hver især bærer et væld af associationer med sig. Associationsbyrden betyder, at digtene ikke står rent.   

Som en våd hund ryster læseren alle de kendte navne af sig, tager hul på andet afsnit for pludselig at blive ramt i mellemgulvet af et digt, der taler direkte ind i den menneskelige erfaringshorisont, ind i det liv, der altid må gå sin gang - ja, mod jorden. Med ét lyser ordene helt nøgent og nært: ”Her er din udgang/ og din indgang/ Jeg lægger dig under jorden/ En kvinde fuld af roser/ vil ligge sammen med dig/ i din grav/ Her ligger du og venter/ Regnen rører dig/ de steder/ hvor alle fingre har været” (se side 39).  

Og netop her, i ord, der sender hilsner til dåbsritualet, der sender hilsner videre til jordpåkastelsesritualet, har digteren sine fingre i den poetiske materie.  

I det tredje og sidste afsnit mærker læseren for alvor en himmelstræbende bevægelse. Digtene begynder at rime og smage af salmer. Ikke i klassisk forstand, men på den Simon Grotrianske måde, hvor et ord som transit angiver en transportvej mod luftlag, hvor ”så højt mod Gud mit eget hjerte banker” (se side 58).

Mod jorden er en digtsamling, der famler efter sit udtryk. Salmegenren klæder Marie Ladefoged. Rimet poesi synes at være hendes gebet. Måske træder hun med tiden i karakter som salmedigter?    

 


   



.


torsdag den 16. maj 2024

Mobbere og medløbere

Forfatteren Egon Clausen undersøger, om Arne Herløv Petersen er til og hvis han er, hvorfor man så ikke kan se ham 

Af Egon Clausen
Når Arne Herløv Petersen vågner om morgenen, kan han se sine hænder. Han kan også se ned over sin krop og se maven, benene og fødderne. Det er et sikkert bevis på, at han findes, at han er til. Det underlige er bare, at sådan er det ikke allevegne. 

Nogle steder er han faktisk helt usynlig. Arne Herløv Petersen er forfatter, det vil sige en højt kvalificeret specialarbejder med sproget som redskab, men når han færdes i det faglige miljø, som han arbejder i, og som han lever af, er der mange der ikke kan se ham. For der sker det underlige, at i dette miljø bliver han usynlig. 

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes her, at han er blevet firs år gammel, og det hjælper heller ikke på synligheden. Mange af hans jævnaldrende er udsat for samme skæbne og vandrer usynliggjorte gennem samfundet. Hvad der adskiller Arne Herløv Petersen fra de fleste andre er imidlertid, at han er en skrivekugle, og det har han været siden han kunne holde på en pen, så han skriver og skriver, og det gør han godt. 

Han er også god til fremmedsprog, så han har oversat mange bøger til dansk. Kinesisk er et af de sprog han mestrer, og for et par år siden udsendte han et kæmpeværk med oversatte digte af mere end 70 kinesiske digtere fra år 300 til 1300, heriblandt mange kvindelige lyrikere. 

Dertil kommer så hans eget forfatterskab, som består af romaner, essays, erindringer og digte. Alene antallet af digtsamlinger er overvældende. Det er imidlertid påfaldende, at hans bøger ikke bliver anmeldt i dagbladene eller i andre meningsdannende medier. Han bliver kort sagt usynliggjort i det litterære establishment. Det sker ikke fordi nogen har besluttet at gøre det. Der har ikke været et møde, hvor nogle redaktører har vedtaget at usynliggøre ham. Det er bare noget der sker, og hvis et ungt håbefuldt menneske kommer til at nævne hans navn på et redaktionsmøde, udløser det måske et hånligt fnys eller blot en let hovedrysten hos en af de gamle i gårde, og så ved den unge, at her er et minefelt som det er bedst at holde sig fra, hvis man vil agtes og gøre karriere i det system. Således fungerer den navnløse magt i et af kulturens snævre rum, og det har ikke noget med litterær kvalitet at gøre. Det er regulær mobning. Her mobbes som i en skolegård uden gårdvagt. 

Terrorlignende magtudøvelse

Hvad mobning angår er det en terrorlignende magtudøvelse der foregår i miljøer, der er præget af en grundlæggende usikkerhed om de regler der gælder. 

I selve mobbeprocessen er der tre parter: Der er for det første de aktive mobbere. De er relativt få. Så er der de passive tilskuere som udgør flertallet, og endelig er der dem der tager afstand fra det der sker. Disse sidstnævnte lever livet farligt, for de kan let blive næste ofre i rækken. 

I den litterære verden er Arne Herløv Petersen et offer for en sådan mobning. Ingen kan forklare, hvad der er på færde, og nogle vil sikkert benægte at det sker, men for nogle år siden udsendte han et par digtsamlinger under pseudonymet Mikkel Fossmo. De fik fremragende anmeldelser og modtog en pris fra Statens Kunstfond. Hvis han havde udgivet dem under sit eget navn, var de helt sikkert blevet tiet ihjel. 

Sådan fungerer mobning i de kulturelle saloners verden. De aktive mobbere er få, men de har magt, og medløberne på de forskellige medier er mange. De ved, at her er et minefelt som de gør bedst i at holde sig fra, hvis de vil bevare deres ry i den kulturelle verden. Så det gør de, og det læsende publikum går glip af en oplysning om en god og velskrivende dansk forfatter. 

Ak, hvor sørgeligt. Hvor småt. Hvor fejt. Hvor usselt. Hvor skammeligt.

PS: Arne Herløv Petersen har for nylig udgivet endnu en digtsamling. Den har titlen Cityringen, og den er fyldt med smukke og eftertænksomme digte om liv og død, om katte og kærlighed, om at blive firs år og om at nyde hver dag på jorden, så han er ikke spor usynlig. Han findes. Han er virkelig, og jeg siger tak for alt det, han har givet os. 


tirsdag den 30. april 2024

Stress afslører friheden som problem

"Sloterdijk ser et stort potentiale i Rousseaus tanker om en indre sublim arbejdsløshed, men påpeger samtidigt, at den er for asocial. Rousseaus frihedsforståelse ender ud i en tilstand, hvor mennesker ikke har brug for hinanden." 

Peter Sloterdijk
Stress og frihed
120 sider, Multivers 2023

Af Jakob Kvist
I den lille bog Stress og frihed udfolder den nulevende tyske filosof Peter Sloterdijk (1947-) interessante tanker om frihed. Bogen, som er fra 2011, er netop udkommet i dansk oversættelse på forlaget Multivers.

Forundringsøvelser 

Peter Sloterdijks ærinde i bogen er at kaste nyt lys over de måder, som vi lever på. For at gøre dette foretages en såkaldt forundringsøvelse. Det handler om ikke at stirre sig blind på samtidens mange symptomer men langsomt og nænsomt at bevæge sig tættere på de forhold, som udøver en enorm indflydelse på måden, vi fører vores liv på. 

Sloterdijk laver en snedig forskydning i sin frihedsanalyse, hvor han ikke modstiller frihed med nødvendighed og tvang. Det medfører den styrke, at analysen ikke bliver hæmmet af psykologiens og sociologiens spændetrøje, hvor stress viser sig som handlingslammelse og nedsat arbejdsevne osv. Det er ikke for at tale disse uheldige konsekvenser ned, men Sloterdijk er ikke ude på at symptombehandle men at forstå, stressens rolle i forbindelse med frihed. Med Sloterijks egne ord, så foretager han en: ”… forundringsøvelse ved hvilken det vil handle om at komme en smule mere på det rene med de nutidige livsformers afgrundsdybe forunderlighed.”. 

Stress som fællesskabets vilkår

Sloterdijks pointe er, at stress er indbygget i det sociale. Stress er en mekanisme, som får et fællesskabs medlemmer til at bekymre sig om at bevare fællesskabet. Samfundet er en politisk organisme, som Sloterdijk forstår som et stressintegrerende kraftfelt. Især i vores del af verden består samfundet af permanente fremadstyrende bekymringssystemer og derfor ligner: ”en nation mere et kollektiv, som i fællesskab formår at bevare uroen.”. Symptomerne på stressens tilstedeværelse er den udbredte oplevelse af uholdbarhed. Hvis vi ikke går på arbejde, så stopper hjulene med at snurre og samfundets søjler vil falde til jorden. Hvis vi ikke køber økologi, vil jorden aldrig blive kølet ned igen osv. Hele tiden stresser samfundet sine individer for at få dem til at foretage samfundsopretholdende aktiviteter. For at få samfundets individer til at gå i samme retning synkroniseres bevidstheder gennem en offentlig dagsorden, som er gennemsyret af stresstemaer. Når vi er stressede og ophidsede, har vi ikke det nødvendige overskud til at tænke over, hvad vi faktisk har gang i, hvilket gør det nemmere at integrere hele befolkninger i: ”et bekymrings- og ophidselsesfællesskab, der regenereres dag for dag.”. 

Vores måder at leve på bliver underlagt et gevaldigt pres, hvor selvet indkapsles. Vi har simpelthen ikke tid til at hjælpe hinanden, fordi vi er bange for, at det hele falder sammen, hvis vi ikke gør noget. Hvis vi ikke hele tiden er i gang. For samfundet som stressfællesskab lever af at drive mennesker frem gennem bekymringsfremkaldende teknikker. Massekommunikationsmidlerne som Sloterdijk kalder for moderne informationsmedier spiller den uundværlige rolle hele tiden at komme med: ”… forslag til nye ophidselser – forslag til nye former for forargelser, til nye misundelser, og indbildskheder, en mangfoldighed af tilbud, der henvender sig til samfundsmedlemmernes sentimentalitet, angstberedskab og indiskretion.”. Hele tiden er vi til folkeafstemning om bekymringernes prioritet hedder det et sted i bogen. Den aktuelle sociale sammenhængskraft skabes af en: ”symbolsk frembragt, tematisk stress.” og jo større et fællesskab er, jo større må stress-kræfterne være. 

Friheden som problem – urscene 1 

Sloterdijk analyserer sig videre ved at hævde, at i fællesskaber præget af gruppestress må man før eller siden støde på frihedsproblemet. Sloterdijk udspiller, hvad han kalder for to ur-scener til at vise, hvordan vi historisk har forholdt os til: ”… den oprindelige sammenhæng imellem stress og frihed.”. 

Den første urscene udspiller sig i det antikke Rom, omkring år 509 før vores tidsregning. Altså i begyndelsen af den vesteuropæiske civilisations historie. Det er beretningen om, hvordan en kongesøn tvinger sig til sex med en soldats kone og hvordan dette fører til en civilopstand og afskaffelsen af et tyrannisk kongeherredømme. Sloterdijk gør opmærksom på, at dette intet har at gøre med vores moderne individualiserede forståelse af frihed, men at det handler om et folks frihed. Det er retten til at et kollektiv kan lukke sig om sig selv og: ”Den betegner det privilegie ikke at være styret af andet end de vaner, sæder og institutioner, som har præget kollektivets medlemmer fra ungdommen.”. Med andre ord, så er det retten til at et fællesskab kan få lov at eksistere uden at blive forstyrret udefra. Med den første urscene ønsker Sloterdijk at vise: ”den republikanske friheds fødsel ud af den kollektive forargelse.” og at den politiske frihed bliver født ud af et vredesudbrud delt af tusinde af mennesker. 

Urscene 2

Sloterdjik rejser nu over 2000 år frem i tiden til året 1765, hvor den anden ur-scene udspiller sig og fungerer som en kontrastscene til den første ur-scene. Det er ingen ringere end den verdensberømte Schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau(1712-1778), som udvikler frihedsbegrebet ved at gøre individet til genstand for friheden. Rousseau sank ned i et drømmeri, der ikke havde nogen egentlig genstand men som alligevel udstyrede ham med en vældig følelse af frihed. Sloterdijk beskriver det som friheden hos en drømmer i vågen tilstand og kobler det sammen med individets fornemmelse for sin egen eksistens. Rousseau opdager ifølge Sloterdijk: ”… en tilstand af udsøgt ubrugelighed, i hvilken den enkelte er sig selv helt nærværende og på samme tid i vid udstrækning isoleret fra sin hverdagslige identitet.”. Denne form for frihed befinder så langt væk fra det sociale, som man overhovedet kan forestille sig. Forudsætningen for Rousseaus frihed er fraværet af andre mennesker. Jeg vil derfor gå så langt som til at sige, at det er det mindst statusgivende, man overhovedet kan forestille sig. Rousseau opdager en persontype, som:” er hverken et erkendelsessubjekt eller et viljessubjekt, heller ikke et entreprenant subjekt eller et politisk subjekt. Det er ikke engang et kunstnerisk subjekt. Det har intet at sige, det har ingen mening, det udtrykker sig ikke, det har intet projekt.”. Den nye frihed, på daværende tidspunkt, er den enkeltes ekstatiske ubrugelighed til alting. 

Sloterdijk opsporer og beskriver friheden som modreaktioner til fællesskabernes indbyggede stressmekanismer. Friheden viser sig for første gang som et problem, idet en gruppe mennesker føler sig uretfærdigt behandlet, hvilket får dem til kollektivt at sige fra. Herefter skabes rammerne for, at et fællesskab kan få lov at bestå i egen ret. 

Som tiden går, støder friheden på det problem, at der synes at være forskellige former for frihed. Godt nok bevares gruppens frihed i den første ur-scene, men har gruppens medlemmer mulighed for at erfare en anden form for frihed hver for sig? 

Undertrykkelse

De to ur-scener repræsenterer to former for undertrykkelse i form af gruppeundertrykkelse og individundertrykkelse. Når en gruppe undertrykkes, er det politisk undertrykkelse og når et individ undertrykkes, opleves det som en manglende indflydelse på omgivelserne.

Begge undertrykkelsesformer udmønter sig som stressoplevelser og Sloterdijks pointe er, at det er en form for stressregnskab, som afgør, hvorvidt der opstår modstand disse undertrykkelsesformer. Når fx et kollektiv intuitivt fornemmer, at det har for store omkostninger at blive under den herskende undertrykkelse sammenlignet med at gøre modstand, da vil en revolution opstå. Hvis man undrer sig over, hvorfor vi ikke for længst har gjort oprør, når man påtænker hvor ubalanceret vestens stressregnskab er, så har stressteorien et svar: ”…de fratager undersåtterne motivet til at opstille sådanne regnskaber, idet de tilbyder dem tilstrækkeligt behagelige kompensationer for tilværelsen under underkastelsens åg.”. 

Man kan i tillæg undre sig over, at demokratiet synes at klare frisag, når man tager i betragtning, hvor galt det er gået efter, at demokratiet blev indført. Sloterdijk har hertil en interessant kommentar: ”Loven om den tiltagende utilfredshed i demokratier venter endnu på sin systematiske begrundelse.”. Sådan en sætning kan potentielt være dynamit, fordi den truer med at udfordre vestens evangelium. 

Individer undertrykkes ved at få trukket et bestemt billede af virkeligheden ned over hovedet. Det kan være fortællingen om at vi er frie, udvalgte og frelste demokrater og at fællesskabet vil gå i opløsning, hvis vi ikke øger vores arbejdsindsats- og tempo. 

Fri for virkeligheden

Sloterdijk siger, at denne form for undertrykkelse tynger individet eksistentielt. Det sociale opretholdes af en bestemt forestilling om virkeligheden og derfor påpeger Sloterdijk, at Rousseaus frihedsopdagelse er samfundsopløsende. For Sloterdijk gjorde Rousseau direkte opgør mod virkelighedens tyranni, fordi samfundet har brug for, at den enkelte har et virkelighedsbegreb, men Rousseaus aktivitet består netop i at give slip på virkeligheden: ”Den subjektivitet, der blev sat fri på flugten fra virkelighedens forfølgelser – den rene eksistensfølelse fjernt fra alle temaer – opnåede for denne ene gang den fuldstændige stressfriheds pol. Hvor der ikke er noget bydende tema, er der ingen bekymring, hvor der ikke er nogen bekymring, er der ingen realitet.”. Man kan også sige, at Rousseaus frihedsbegreb er friheden fra virkeligheden. 

Sloterdijk går videre og tegner, hvad han kalder for et dramatisk billede på Rousseaus frihed: ”…en kernereaktor, der pludseligt begynder at udstråle ren subjektivitet ud i omverdenen.”. Når først, man har oplevet tilfredshedsfølelsen ved at være fri for virkeligheden, udløses en samfundsundergravende kædereaktion. Derfor findes der så mange subjektivitetsdæmpende midler, som både er frihedsdæmpende og stressfremkaldende. Den egentlige frihed viser sig som en opløsningserfaring, der fylder det enkelte menneske med lykke gennem erfaringen af det givende ved at være ubrugelig. Ikke at stå stil regnskab for en sur chef. Ikke at skulle stå op, fordi andre har bestemt det. Ikke at skulle betale regninger for at støtte de rige. Ikke at skulle erhverve sig en bil, så man kan komme på arbejde, så man kan tjene penge for at købe sig en bil for at man kan komme på arbejde. 

Sloterdijk hævder, at en hel generation oplevede ovenstående og det på forunderlig er lykkes vores hypermoderne samfund: ”…at integrere de talløse fremmede, som vi selv er, efter at vi har været udsat for den subjektive stråling.”. Og det er som en modreaktion mod Rousseaus frihedsbegreb, at subjektet lige siden er blevet angrebet.

Angreb på friheden

I Sloterdijks udlægning har der fra Rousseau frem til vor tid fundet massive angreb sted på Rousseaus frihedsbegreb. Her nævnes filosoffer som Kant, Fichte, Marx og Hegel der på hver deres måde forsøgte at udstyre mennesket med pligt og nødvendighed. Ligesom liberalister og selv neurovidenskaben på hver sin måde har skabt billeder, som skal afholde mennesket fra at holde fri fra virkeligheden. Sloterdijk tolker dette som en slags mekanisme, der må: ”… med egnede midler sørge for genopladningen af det sociale stressfelt.”. Det er samfundet som organisme, der forsøger at opretholde sig selv og: ”Til dette formål var det nødvendigt overfor subjektet at forklare naturen af dets frihed anderledes.”. Derfor hører vi, vor tids magthavere snakke om nødvendighedens politik. Nu er vi alle udstyret med det, som Sloterdijk kalder for en egen vilje til stress. Det er ikke ydre tvang men den indre tvang, som gør os stressede. En af de måder, som magt opfører sig på i dag, er netop gennem opmuntring. Når vi opmuntres til bestemte handlinger, får vi følelsen af at have handlet af egen fri vilje og derfor føler vi os skyldige, når vi fejler, hvilket stresser os og gør os depressive. Derfor er det moderne liberale frihedsbegreb bygget på, at man gør det, man vil. Det er at give friheden et positivt udtryk, så det er muligt at holde øje med, om vi er frie på den rigtige måde. 

Friheden som negativ erfaring

Men som Sloterdijk meget snedigt formulerer friheden i forlængelse af Rousseau, så ligger menneskets frihed deri, at det ikke behøver at gøre, hvad det ikke vil. Dette lyder som et spørgsmål om valg af ord, men det har stor betydning for om friheden har realitet eller ej. I den positive frihed fratages friheden alle sine muligheder, fordi den bliver aktualiseret som en bestemt frihed. Men Rousseau opdagede, at den absolutte frihed består i den rene potentialitet. Det vil sige, at frihed handler om uaktualiserede muligheder. I det øjeblik vi har aktualiseret en mulighed, da er den ikke længere fri, fordi den har fået eksistens i den herskende virkelighed. Den absolutte frihed befinder sig hinsides det sociale, fordi friheden befinder sig uden for det velkendte. At være absolut fri vil sige at befinde sig på absolut ukendt territorium. Frihed og ufrihed handler derfor i virkeligheden om grader af virkelighed. En etableret virkelighed er ikke fri, fordi den netop er blevet aktualiseret ved at lukke mulighederne ned for at kunne være noget andet. Vi har brug for både frihed og nødvendighed, det potentielle og det aktuelle. Men når vi insisterer på, at friheden kun kan ske i en bestemt aktualiseret virkelighed, så bytter vi rundt på begreberne. 

Den engagerede friheds kilde 

Afslutningsvis forsøger Sloterdijk at udkaste tanker til, hvordan vi kan forholde os til frihedsproblematikken i dag på en meningsfuld måde. Måske det er for tidligt for vores moderne individualistiske masse samfund at forstå frihedens egentlige væsen og konsekvenser. Måske vi slet ikke er klar og villige til at betale den pris, som friheden kommer med. Sloterdijk mener, at i den moderne civilisation forhandles der om, hvordan vi skal forstå friheden. I tillæg lever vi en tid, siger Sloterdijk, hvor vi undertrykkes som aldrig før og gør sig den iagttagelse, at: ”Et flertal af menneske på jorden har stadigvæk opstanden imod det politiske tyranni til gode.”. Han snakker ligefrem om et stress-despoti. 

I forlængelse af Rousseau 

Sloterdijk ser et stort potentiale i Rousseaus tanker om en indre sublim arbejdsløshed, men påpeger samtidigt, at den er for asocial. Rousseaus frihedsforståelse ender ud i en tilstand, hvor mennesker ikke har brug for hinanden. Overraskende nok tager Sloterdijk fat i liberalismen for at finde en meningsfuld måde at begribe friheden på. Men Sloterdijk er kritisk og det handler om at se de sider af liberalismen, som selv de liberale ikke er i stand til. 

Sloterdijk advokerer for en frihedsaktivitet, hvor den enkelte søger ind i sig selv for. Ikke for at forsvinde og aldrig komme tilbage til det sociale. Men netop for at gøre sig den frihedserfaring, hvor man overskrider egoet og jegets begrænsning. Ved at trække sig tilbage, kan man åbne sig op for noget, som er større end en selv. I tilbagetrækningen er det muligt at opnå kontakt til ens eksistentielle ophav. I denne jeg-løse tilstand konfronteres man med de rene muligheders ocean. Man befinder sig dér, hvor muligheder endnu ikke er blevet aktualiseret i virkeligheden. Det er her, hvor modsætningen mellem jeget og verden ophæves. Når man har gjort sig den jeg-løse erfaring, vender man styrket tilbage til fællesskabet, fordi man har meningsfulde erfaringer at dele med hinanden. Når man trækker sig tilbage, griber man sin skæbne ved at gøre det, som kun man selv er i stand til. På den måde gør man sig selv til den bekosteligste gave af alle overfor de andre i fællesskabet. 

Sloterdijk påpeger, at menneskets fornemhed består i at være generøs. Her kunne jeg godt have tænkt mig at Sloterdijk gav den mere gas. Det ligger i menneskets natur at være noget for sine medmennesker. Det mest givende for et menneske er at ofre sig for et medmenneske. Rent evolutionært giver det mennesket en kæmpe fordel at være generøs og tage sig af sine medmennesker. Egoisme og mistillid derimod skal tillæres. At holde menneskets naturlige tilbøjelighed til at være generøs nede kræver massiv undertrykkelse. En effektiv måde at gøre dette på, er ved at sprede stress ud i samfundet. Når vi er slaver af vores laster, gør vi, hvad vi bliver sat til. Vi har ikke overskuddet til at sige fra over for al det nonsens, vi får trukket ned over hovedet hver eneste dag. 

Betænkeligheder 

Sloterdijks påstand om at stress hører til fællesskaber og at friheden opstod i starten af den vesteuropæiske civilisations begyndelse er interessant, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om frihed modarbejdes, når for mange mennesker bor sammen. Man siger, at når antallet af relationer i et fællesskab overstiger et par hundrede, så bliver magtrelationerne komplicerede og uigennemskuelige. Magten bliver anonym. Derfor kan en indvending være, at det er størrelsen af fællesskaber, som afgør om der er usund stress til stede. Kigger man tilbage i historien og kigger på såkaldte naturmennesker, ser man mennesker, som levede i mindre fællesskaber på en engageret måde i naturen og kulturen. 

Der er brug for, at vi siger fra overfor den allestedsnærværende og undertrykkende stress. Så længe vi accepterer en samfundsform, hvor det kan betale sig for nogle mennesker at se andre mennesker som en handelsvare, som kan kasseres, når den ikke længere er rentabel, kommer vi aldrig af med stressundertrykkelsen. Den liberale overklasse har store interesser i at holde os fangede i uvaner, fordi så er vi konsekvensløse og nemmere at styre. 

Tilbagetrækning er en måde at vise gennem en passiv form for aktivitet, at man ikke tager magten seriøst.




torsdag den 25. april 2024

Episk, fabulerende, krystallinsk

The Passenger - Klavertrioer af Weinberg og Schubert
Trio Con Brio Copenhagen
Orchid Classics 2024

Peter Donohoe plays Granados and Albeniz
Chandos 2024

Af Jakob Brønnum
Der kan være mange grunde til at man sætter en klavertrio af Weinberg sammen med en af Schubert. Og der kan være endnu flere grunde til, at man giver den samlede udgivelse navn efter en opera (The Passenger, som tidligere er anmeldt i Den smalle bog), som ret beset ikke har alt for meget med de to kammermusikværker at gøre.

Det skjuler ikke det faktum, at Trio Con Brio har skabt det en aldeles strålende musikudgivelse med to fornemme kammermusikværker, der er blandt de mest lytteværdige der findes i genren.

Både Weinbergs klavertrio opus 24 og Schubert store klavertrio nummer 2 opus 100 er kunstværker og musikkompositioner af episk karakter, som man kan dykke ned i igen og igen.

Jeg ved ikke, om der endnu findes en opførelsestradition af Weinberg. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt endnu at karakterisere hans enorme værk. Oprindeligt polsk, flygtede hans familie til Rusland, hvor han imidlertid som jøde ikke fik plads i det sovjetiske regimes kulturliv. I Vesten var det Prokofiev, Shostakovich og den på mange måder utålelige og middelmådige Khachaturian, der tegnede billedet, senere er Mjaskovskij med sine 27 stort anlagt og ofte dunkle symfonier, sine 13 stramme strygekvartetter og 9 klaversonater kommet med. Men for relativt nylig har Vesten så opdaget Weinberg, der kan måle sig med dem alle, godt og vel endda. Han har mere end 20 symfonier, 16 spændende strygekvartetter (indspillet af Danel-kvartetten på CPO) og mange andre værker. Der er en art nyklassisk over hans værk, med både moderne tonale og barokelementer, men aldrig så anæmisk, som de vestlige neoklassikere indimellem kan synes. Det er rigt og varmt og stort.

Indspilningen igennem markerer Jens Elvekjær sig igen og igen med en forbløffende kraft og mange fraseringsmæssigt overbevisende momenter. De to strygere lægger sig delikat omkring den centrale pianostemme, og man har en fornemmelse af at lytte til et større ensemble end blot en trio. De store linjer i begge værker, der rummer flere ret lange kammermusiksatser, står klart frem undervejs.

Samtidig er den overordnede fortolkning af begge værker lettere tilbageholdende på en måde, der vækker lytterens nysgerrighed. Den velformede klang hos det rutinerede ensemble giver plads til opmærksomhed overfor mange små og i farten forbipasserende detaljer, som man ønsker at vende tilbage til. En vis svulstighed, der for årtier siden kunne præge opførelsen af Schuberts klavertrioer er som blæst væk, og de to værker klæder derfor hinanden bedre, end man skulle tro. Meget stærkt anbefalelsesværdig CD.

Spanske toner

Indimellem opdager man, hvor centreret, man er om sin egen tradition. Det gælder på alle områder, og også på musikkens. Pludseligt forstår man, hvor få engelske komponister man kender, og hvor gode de er. Siden kan det gentage sig for Frankrig og Italien. Bare fordi Karajan og de andre kun har indspillet tre små orkestersuiter af Respighi, betyder det altså ikke, at han kun har komponeret det, skal jeg hilse og sige. Han har nogle utrolige instrumentalkoncerter og orkesterværker, bl.a. inspireret af antikkens mystiske tonalitet

Noget lignende er hændt mig for spanske komponisters vedkommende, og jeg opdager for tiden  rigdommene hos bl.a. Albeniz og Granados, der levede nogenlunde samtidig i årtierne omkring det forrige århundredskifte.

Jeg har dvælet længe ved sidstnævntes samlede klaverværker og førstnævntes berømte klaverkomponitioner Iberia i fine indspilninger af Martin Jones på Nimbus - og Iberia i en ældre standardindspilning af Alicia de Larocha på Decca

I en helt ny indspilning på Chandos af den engelsk mesterpianist Peter Donohoe (f. 1953) får vi to af de fire Iberia-klaverbøger og værker af Granados - Bog 1 af hans såkaldte Goyescas, Op. 11, klaverstykker inspireret af Goya.

Peter Donohoe forløser de spanske komponister på en uforglemmelig lysfyldt måde. Jeg vil næsten kalde det krystallinsk. Men der er også øjeblikke, hvor han former klaverstemmen så lavmælt, overraskende og overvældende følsomt, at man undrer sig over, hvad man dog er vidne til. Hvordan kan musik være så spirituel og samtidig så menneskeligt nærværende?

Hvad han også viser, er et større sammenfald mellem de musikalske universer hos Albeniz og Granados end jeg havde set. Jeg havde oplevet den første som klassicistisk-impressionistisk og den anden som lidt påståelig romantisk, stedvis endda hult klingende. Her viser Donohoe, at de tilhører samme spanske tradition, rigt ornamenteret, nysgerrig musik fuld af klangligt mod, fabuleren og smilende humor. For mig rummer Donohoes Albeniz og Granados de mest spændende og mangedimensionelle tolkninger af de spanske komponister, jeg har hørt.


lørdag den 13. april 2024

Humanistiske idealer druknet i ødelagte menneskeliv

Michael Graversen: ”Moria in Memoriam”, Jensen og Dalgaard 2021, 136 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fra 2015 til 2020 mistede 17.937 migranter og flygtninge livet på Middelhavet (s.123). Det er ikke så sært, at mange af de overlevende er rædselsslagne ved tanken om at nærme sig havet igen. Den 8. september 2020 fik beboerne i Morialejren på den græske ø Lesbos endnu en traumatisk oplevelse, for da raserede en brand hele lejren og efterlod den ubeboelig. Tidligere havde mindre brande skabt frygt, fordi lejrens telte var lavet af et stærkt brandbart materiale, så det kunne være svært at nå ud, inden ilden omringede teltenes beboere. Flere af lejrens indbyggere havde derfor pådraget sig svære forbrændinger. Forbløffende få gik det så galt for, da lejren brændte helt ned. Branden opstod om eftermiddagen, så folk var vågne og kunne reagere hurtigt. I lejren, der var bygget til at kunne rumme 3000 mennesker, boede der 13.000, da den brændte ned. Stedet havde for få toiletter og et totalt overbebyrdet NGO-drevet sundhedssystem, som kun kunne hjælpe en lille del af de syge og sårede, og som kun havde sparsomme muligheder for at få assistance på det lokale sygehus. Nogle konflikter flyttede med fra de lande, folk var flygtet fra, og andre opstod som følge af de bandegrupperinger, der dannedes. Voldtægter fandt sted på daglig basis, både af voksne og børn. Justits var der intet af, for myndighederne havde rigeligt at gøre med at sørge for, at folk ikke forlod området. Sådan beskriver dokumentaristen Michael Graversen forholdene i den lejr, han besøgte flere gange fra 2016 til 2020. Man kan derfor mene, at den ødelæggende brand var en kærkommen mulighed for at forbedre forholdene, men på 10 dage byggede man en ny og lige så dårligt fungerende lejr til den gamle lejrs indbyggere, der hurtigt navngav den Moria 2.0.

Tusmørkebilleder

Hovedbestanddelen i Graversens bog består af fotografier fra den nedbrændte lejr. Der er en underlig omvendt æstetik over billederne. Ødelæggelserne er ikke for alvor sørgelige, for det er jo ikke et egentligt hjem, de tidligere beboere har haft i lejren. For så vidt kan der være noget opløftende ved, at en lejr med så rædselsfulde forhold brændte ned, men på den anden side er der intet opløftende ved, at man blot byggede en ny, der mindede om den gamle. Mange af fotografierne er taget i tusmørke, så de tilsodede ruiner synes tæt på at blive opslugt af det mørke, der markerer dagens og lejrens afslutning, men som også bliver en slags metafor på det etiske mørke, der har lagt sig over den europæiske flygtningepolitik. Hvordan var det, at EU, hvis lande bryster sig af en humanistisk indstilling til andre mennesker, tacklede den første alvorlige flygtningekrise i årtier? Og hvordan vil EU behandle de mindst lige så alvorlige flygtningekriser, der vil følge i kølvandet på klimaforandringerne og nye krige?

Hvem skal hjælpe os bort?

Ud over Graversens fotografier har han skrevet nogle korte, oplysende tekster, der suppleres af beretninger fra NGO’er og beboere i lejren.

Der er næsten panik over de frivillige sundhedsarbejderes fortællinger, hvoraf en stor del må være i fare for at blive sekundært traumatiseret. 

Da der var flest mennesker i Morialejren, var 7000 af dem børn. Heraf var 1300 af dem uledsagede. At vokse op i et miljø uden voksnes beskyttelse, og hvor vold er en dagligdags foreteelse, er mildest talt utrygt. Det er næppe et fåtal, der har mistet livslysten undervejs. Selv den 18-årige Atifa, der ellers bor i lejren sammen med sin familie, har svært ved at holde humøret oppe, hvilket Graversen dokumenterer ved at gengive udpluk fra den afghanske piges dagbog. I et digt skriver hun:

”Se på de sårbare småbørn
Vil krigen vare for evigt i disse lejre
hvor vi lever med ufred
uden rest af værdighed
frataget vores ære og uden nogens respekt
Her, evigheder fra vore kære – 
Hvem skal hjælpe os bort?” (s. 129).

”Moria in Memoriam” er en bog om et nyt kapitel i Europas historie. Et kapitel, som ingen kan være stolte af. Det er for sent at skrive kapitlet om, men med politisk vilje kan man undgå at føje flere af slagsen til, når næste krise rammer EUs grænser.

torsdag den 4. april 2024

Eksistens foldet i papir

Peter Callesen, Natalia Gutman m.fl.: ”Skin of Paper – Peter Callesen”, 2023, 336 sider. 

Af Egil Hvid-Olsen

Igennem de seneste 20 år har Peter Callesen lavet kunst i verdensklasse. Han indledte sin karriere med studier på Aarhus Arkitektskole og fortsatte på Det Jyske Kunstakademi. Han sluttede af på Goldsmiths College i London. Allerede i slutningen af de 10-11 år som studerende nærmede han sig sit særlige kunstneriske udtryk, der i høj grad er betinget af hans foretrukne materiale: papiret. Dette skrøbelige materiale benytter Callesen ikke blot til at tegne eller male på. Han skærer, folder, limer – skaber. 

Materiel værdi

I ”103 Pieces of My Belongings” fra 2023 (s. 97) har Callesen skåret det i titlen nævnte antal hverdagsgenstande - som en paraply, en sav og en toiletrulle - ud af papiret og limet dem sammen til en flyttekasse. Mens genstandene er genkendelige i de huller, de har efterladt i papiret, er kassen endnu mere genkendelig, stående i sin tredimensionalitet på billedrammens bund. Det pudsige er, at ligesom hullerne selvsagt er tomme, er kassen det ligeså, for den er jo lavet af de udskårne genstande. Kan værket være kunstnerens kommentar til den værdi, vi tillægger materielle goder, hvoraf en stor del viser sig ikke at være helt så værdifulde, som vi tror, inden vi anskaffer dem? For når først vi har købt eller fået en genstand, flyttes fokus til det, vi også kunne anskaffe os. På den måde har de fleste os i vores del af verden flere genstande, end vi har brug for, og som det måske slet ikke havde været nødvendigt at bruge ressourcer på at producere.

Værket er lavet, efter at Callesen flyttede fra København til Mors. Noget måtte efterlades, kasseres, smides væk, men for at foretage det korrekte valg måtte den enkelte genstand vurderes, og når man først står og skal træffe en beslutning, om noget skal tages med eller ej, genvinder de fleste genstande pludselig en del af den tabte værdi, for det kunne jo være, at man fik brug for dem... 

Eksistentiel skrøbelighed

Sådan beskæftiger Callesen sig med problemstillinger, som de fleste vil stå i nogle gange i løbet af livet. Men han kaster sig også over langt dybere eksistentielle problemstillinger og spørgsmål. Ét er hans religiøse værker, som forholder sig meget direkte til kristendommen på en kompetent teologisk vis - hvilket førte til, at han i 2017 skabte alterudsmykningen ”Light of Man” af Drop Paper til Margrethekirken i Valby – noget andet er værker som ”Living in My Shirt” (s. 92) fra 2018, hvor Callesen har foldet og limet en skjorte af papir. Den slags skjorter har han lavet flere af, men denne er fuld af vinduer og døre, hvoraf nogle er åbne, andre er lukkede. Igen kan man overveje, hvor meget man har brug for at eje. ”Living in My Shirt” skildrer kroppen som en bolig. Kroppen er bolig for sind og ånd. Livet er afhængigt af kroppen, og kroppen er afhængigt af liv. Derfor er kroppen mindst lige så vigtig for, at vi kan eksistere, som ilt, vand og mad.

Imidlertid er kroppen skrøbelig, hvilket Callesen viser i ”Skeleton Shirt” fra 2018 (s. 93), hvor rygsøjlens enkelte led er formet af udklippede stykker af skjorten. Der er noget Memento Mori over disse skjorter, som i kraniet i ”Ghost” fra 2008 (s. 67) og i ”Looking Back III” fra 2012 (s. 84-85), hvor et skelet, der sidder på en stol, kigger på den menneskeskikkelse, der er skåret ud af det papirark, som skelettet selv er formet af.

Arkitekturfascination

Andre værker griber tilbage til Callesens interesse for arkitektur. Der er noget drilsk og samtidig overrumplende over de store ruinmure, han har bygget op i papir i noget nær naturlig størrelse (se ”White Window” fra 2010 (s. 218-219)). Andre steder er det miniatureruiner, Callesen har formet, som i ”Human Ruin” fra 2008 (s. 208-209), hvor ruinens sammenfaldne murer danner konturerne af en menneskekrop. Igen en påmindelse om, at livet ikke varer evigt, men formidlet på en humoristisk og overraskende måde.

Netop humoren er gennemgående i Callesens værker. Det ses ikke mindst i et andet ”arkitektonisk” værk, nemlig ”Parallel Stairs” fra 2003 (s. 220-221), hvor han dels har lavet et papirgelænder på undersiden af en trappe, hvorved det mister sin funktion, dels har lavet en tvillingetrappe af papir ved siden af en eksisterende trætrappe. Tager man fejl af de to, træder man trappen i stykker.

Klimaforandringer

Et af de seneste temaer, Callesen har beskæftiget sig med, er klimaændringerne. Her er humoren lidt mere sort end i en del af hans andre værker. Udstilling ”På dybt vand” blev først vist på Ribe Kunstmuseum, siden på Sophienholm, hvorefter den kom til Skive Museum, der har forlænget udstillingsperioden til d. 12. maj 2024. At den udstilling er værd af se bekræfter ”Skin of Paper – Peter Callesen”, for her er nogle af værkerne gengivet, bl.a. den mangetydige ”Ark” fra 2023 (s. 273-277). Kunstværket forestiller en tømmerflåde, men den er lavet af papir. De ca. 3000 ark, som værket blandt andet har fået navn efter, er en printet udgave af FN’s klimarapport fra 2022. Denne rapport omhandler bl.a. stigende vandstand, der kan få kloden ”På dybt vand”. Med titlen ”Ark” henvises der også til den gammeltestamentlige myte om Noahs Ark, der sikrede overlevelsen af hele verdens dyrebestand, inkl. mennesket. Dette kan tolkes optimistisk, men egentlig jubel er der ikke tale om, for alle de dyr og mennesker, der ikke var ombord på arken, døde. Endnu mere skræmmende er Callesens henvisning til Théodore Gericaults ”Medusas flåde” fra 1819. Dette maleri skildrer nogle overlevende fra et forlis. Fra begyndelsen var de 150 på flåden, men efter 12 dage var der kun 15 overlevende, som blev reddet i land.

Tømmerflåden er et symbol på håb, men den er lavet af papir, og der vil ikke gå lang tid, før den opløses, hvis den sættes i søen. Så er man – igen – ”På dybt vand”. Det understreges af værket ”All My Belongings” fra 2023 (s. 311), hvor Callesen har skåret de samme genstande ud af papiret som i ”103 Pieces of My Belongings”, men denne gang formet en tømmerflåde af det udskårne. Nu er der pludselig langt mere på spil end en flytning.

Et regulært pragtværk

I ”Skin of Paper” skriver Josephine Nielsen-Bergqvist alvorligt, dybsindigt og dog letforståeligt om ”På dybt vand”-udstillingen. Blandt bogens øvrige skribenter er forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen, der har leveret et kort, interessant teologisk essay ”Om det fysiske og det metafysiske i Peter Callesens kristne værker”. Det er mit bud, at digteren Maja Lee Langvad har ladet sig inspirere af papirets hvidhed, som i ganske høj grad fremstår som uberørt i Callesens værker, til at skrive så korte digte som muligt, så de ikke forstyrrer det jomfrueligt hvide. I digtene spiller humoren en betydelig rolle, ligesom det er tilfældet hos Callesen. Flere andre dygtige skribenter har skrevet fine tekster til bogen, hvorved man blandt andet får indblik i, hvilke værker fra kunsthistorien, Peter Callesen har ladet sig inspirere af.

Som en bonus er der indlagt små gør-det-selv-værker i den store bog, så læseren selv kan lege kunstner. Hvis man ikke har lyst til at ændre bogens udseende eller hvis man har brug for vejledning, er en af de sidste sider forsynet med en QR-kode, som man kan scanne og derved se videoer, hvor Peter Callesen folder værkerne i bogen.

Ligesom Callesen ikke går på kompromis med sine værker, har han heller ikke gjort det med ”Skin of Paper – Peter Callesen”, som er et regulært pragtværk, og ja, et lille kunstværk i sig selv.


onsdag den 3. april 2024

Solen er landet: Dan Schiødt og sennepssolens efterglød

Dan Schiødt: Efterglød – Digtsamling
Forlaget Ravnerock, 2023
150 sider

Af Thorvald Berthelsen

Dan Schiødt debuterede på Gyldendal i 1981. Schiødt har også sammen med Karsten Jørgensen udgivet 2 bøger om Beatles med titlerne Let it be - en hård dags nat. Hans Efterglød samling er et udvalg af digte fra hans 4 første digtsamlinger samlet med 17 nye digte.

Dan Schiødt udtrykker sig enkelt om de store spørgsmål og sin passion for musik, naturen og skønheden og gruen i hverdagen. Og skriver f.eks. om kærlighed alderdom og krig. Han drives bl.a. af undren over naturens, livets og hverdagens genkomst dag efter dag, år efter år. 

”Nu flyver tranerne igen/yndefulde/og deres grå buge/farver solen hvid og ny…

Alt dette gentager sig igen og igen.

År efter år og fylder mig med optimisme.” (digtet Ældgammelt)

Hans sprog er præget af den slags enkelhed, der gør de store rock og blues numre sangbare, samtidig med at de nypræger verden med deres egne surreelle og skæve drejninger. Ligesom dem benytter han sig af et letflydende tilsyneladende helt dagligdags beskrivende sprog, som dog ved nærmere eftertanke får nogle fuldstændigt adskilte og modstridende virkelighedsplaner til ubesværet at befrugte hinanden vha. b l.a. personificeringer. Som det f.eks. sker i det korte digt Skyggespil, hvor denne sammensmeltning af forskellige planer også bliver digtets essentielle udgangsbudskab, der problematiserer sammensmeltningen, personificeringerne og erindringen:

Skyggespil

Søens bred udtørret,
halvfuld af blade.

Mennesker lyttende
til vandet i træerne.

De ensomme træer
duvende i vinden.

Alvorlige dog lette.

Alt er det samme,
men ikke som vi forestillede os engang.

Disse toner kan også forvilde sig ud i hele ballader som Måske kommer Günter Grass forbi eller Den regnvåde stork, hvor H. C. Andersen hopper gennem drømmenes tidsportal og står i en teenager betjent 7 Eleven og forsøger at bestille en stor æske svovlstikker og en droske, men må gå derfra med engangslightere på tilbud efter taxachaufføren, Så de kunne aflevere dem til en vis lille pige uden varmekilder.

Han kan være meget direkte og faretruende tæt på programdigtes overfladiske paroler, når han adresserer tidens politiske spørgsmål. Hvad han ikke viger tilbage for. F.eks. i debutdigtsamlingens titeldigt, Den forbudte mand:

Det at være mand
skal ikke være noget sørgeligt
som at deltage i et begravelsesoptog
hvor ærlighed og virilitet
bæres ud.

At være mand er både
det gamle og det nye.

Det maskuline og det bløde
Men det er jo forbudt, mand!

Som det ses reddes digtet af det humoristiske skift af jeg og synsvinkel, der sætter hele problemstillingen i relief og skaber den levende vibration i digtet. I de seneste digte bliver denne behandling af tidens store politiske spørgsmål mere og mere lavstemt og eksistentiel. F.eks. i digtene om mørket der breder sig fra de mange krige i hans levetid.

Ikke mindst krigen i Ukraine. F.eks. i digtet Krigen, der samtidig giver samlingen sit tematiske navn, Efterglød, som betegner den gang på gang kuede men stædige fortsættelse af det brændende engagement i menneskelighedens fremtid.

Enkelte blafrende lys, enkelte stemmer

Afdæmpede, der leder efter overlevende.

Her i eftergløden,
taler de overlevende,
forsigtigt, afprøvende,
for snart står en ny sort sol op,
over et forandret landskab,
fysisk som sjæleligt.

(Jeg kan ikke komme i tankere om andre der med samme selvfølgelighed tør bruge netop de to ord i et digt i dag)

De, som har overlevet, er vidner

Til et slag, som er ebbet ud.

Denne vedvarende genkomst af lyset, midlertidig fred og livets begyndelse på ny fylder både hans digte og os med varme som modsvar til magtens ufølsomhed, som beskrevet i digtet Sennepsmarker:

Så lyser de igen,
sennepsmarkerne,
elektriske og gyldent gule.

Solen er landet.

onsdag den 27. marts 2024

Ujvaris sublime pilgrimsvandring

"Den læser, der har tiden og tålmodigheden til at gå ind i Ujváris poetiske tour de force, vil da også nå i mål med en sublim læseoplevelse" 

Georg Ujvári
At være hin enkelte. En pilgrimsfærd mod erkendelse og ro, hengivelse og tro.
Det Poetiske Bureaus Forlag 2022

Af Carina Wøhlk
I digtsamlingen At være hin enkelte tager dansk-ungarske Georg Ujvári læseren ved hånden og leder på en pilgrimsvandring igennem et helt særligt poetisk landskab med svimlende højdepunkter fra verdenslitteraturen.

Ujvári har nøje udvalgt 80 digte på seks forskellige sprog. Blandt de repræsenterede digtere er finlandssvenske Edith Södergran, engelske Emily Bronté, tyske Johann Wolfgang von Goethe og franske Charles Baudelaire. Antologiens digte kan læses synoptisk – både på originalsproget og i Ujváris egne tekstnære oversættelser, der bestræber sig på at være tro imod de oprindelige forlæg – også selv om det betyder, at ”læseren må affinde sig med et vist tab af poetiske, musikalske kvaliteter”, som Ujvári nærmest undskyldende skriver i forordet. For den læser, der ikke behersker så mange fremmedsprog som Ujvári, er der nu rigelig skønhed at hente i hans fine og ofte melodiøse gengivelser.

Digtene er sat op i en stram komposition. Intet er ifølge Ujvári overladt til tilfældighederne. Læseren guides igennem flere stadier: I forspillet præsenteres læseren for valget. I første del – Hin enkeltes pilgrimsfærd – føres læseren igennem fortvivlelse, besindelse, betagelse, hengivelse frem mod erkendelse. I anden del – Jordisk kærlighed – går rejsen igennem egennyttigt begær, gensidig hengivelse frem mod det rige liv, der synes at være endestationen. 

Som Ujvári skriver i forordet, er digtene ikke bare bevidst, men ”målbevidst udvalgt”. De skal føre læseren til ”selvbevidst og modigt…(at overtage)…myndigheden og ansvaret for sit suveræne selv”. Det er tydeligt, at Ujváris projekt er at tilskynde medmennesket til at tage afstand fra enhver form for flokmentalitet. I forordet hylder Ujvári friheden – modet til at krænge religiøse og politiske dogmer af sig. Og hvem ved, måske kan den højt besungne frihed bedst opnås med ført hånd – via Ujváris litterære anvisninger...

Med titlen At være hin enkelte henviser Ujvári indirekte til filosoffen, teologen og forfatteren Søren Kierkegaard, der med sin tænkning netop kredser om ”hiin enkelte” – om dette at blive sig selv, at træde i karakter som menneske og tage sit liv på sig. I det kierkegaardske univers er ”hiin enkelte” imidlertid altid en del af noget større. Den frihed, som Ujvári synes så optaget af, er hos Kierkegaard en frihed, som er givet af Gud.

Ar være hin enkelte er måske ikke den mest lettilgængelige lekture. Men som Ujvári selv skriver i forordet, lønner det sig at fortsætte færden: ”Tab ikke modet, prøv igen, bliv ved”. Antologien tilbyder en mulighed for meditativ fordybelse i en flimrende verden. Den læser, der har tiden og tålmodigheden til at gå ind i Ujváris poetiske tour de force, vil da også nå i mål med en sublim læseoplevelse i rygsækken.

tirsdag den 12. marts 2024

Dæmonhvæs fra kanten af afgrunden

Anne Rye Andersson: ”Novas skæbne”, Forlaget Leitura 2023. 

Af Egil Hvid-Olsen

Anne Rye Andersson skriver, så dæmonerne hvæser. Hun modtog Karin Michaëlis Prisen i 2022 for sin debutroman ”Er du sindssyg, Mor?”, der også blev anmeldt her i Den smalle bog. Med ”Novas skæbne” er hun tilbage med en ny roman, hvis hovedtema minder om forgængerens, men som alligevel fremstår som et fuldkommen selvstændigt værk.

Kropslig beskrivelse af misbrug

Nova er en ung kvinde med hang til fester, og så er hun mor til Kamma. Selvom Nova er bevidst om sit ansvar som forælder, formår hun ikke at holde sig fra det hashmisbrug, hun har opbygget gennem sine ungdomsår og som har tricket hendes psyke, så hun nu må lægge et par diagnoser oven i misbrugets følger. Ønsket om at være en god mor for Kamma er stærkt, men ikke stærkt nok til at vende misbruget ryggen. Først da Kammas far nægter at give Nova lov til at være sammen med datteren, går hun i behandling.

Andersson formår at beskrive den helt håndgribelige magt, misbruget har over misbrugeren; en magt, det kan være svært at forstå for den, der ikke har været afhængig. Nova kan ikke ”bare tage sig sammen”. Hun skal kæmpe hver dag, hver time, hvert minut, ja, hvert sekund for ikke at falde for fristelsen og opnå den rus, der på samme tid er så fantastisk og så forbandet. Afhængigheden, fristelsen og den deraf følgende skam er smertefuld, og selvskade bliver et middel til for et øjeblik at lade en ny smerte tage fokus fra den eksisterende. På den måde bringer det ene misbrug det andet med sig, så smerten forøges.

Beskrivelsen af Novas tilstand er meget kropslig: ”Når jeg skærer små snit i låret, holder stemmerne op. Jeg lægger bladet helt tæt på huden, så den giver sig, og snitter, så blodet pibler. Smerten er min ven.” (s. 45).

Det lyder meget trist, og det er det for så vidt også, men Anne Rye Andersson benytter sin særlige sorte humor på en måde, der bløder alvoren tilstrækkelig meget op til at give den en ny vinkel. En af Novas psykiske lidelser medfører forhøjet sexlyst, og en beskrivelse som denne, da hun tiltrækkes af (endnu) en mand, er både kompromisløs og morsom: ”Mine ører bliver varme. Jeg får et sug i mellemgulvet. Hvis skamlæber kunne blafre, ville mine gøre det nu.” (s. 143). Læseren lades ikke i tvivl om, at Nova er i sine lysters vold. Sex og tjald er, hvad hun ville leve for, hvis hun ikke også havde en datter, som hun er lige så afhængig af.

Herman, den omsorgsfulde hallucination

Noget af det, der i allerhøjeste grad er med til at opbløde romanens tristesse, er Herman; en tilbagevendende hallucination i form af en monokelbærende krabbe, der minder om en karakter fra en disneyfilm. I modsætning til så mange andre litterære beskrivelser af vrangforestillinger er Herman ikke skræmmende. Tværtimod er han meget omsorgsfuld overfor Nova.

Sproget er sine steder billedrigt på en ganske original måde: ”Jeg er en lykkekage. Jeg indeholder visdom. Den er bare meget langt væk. Og tanker om tjald. Måske er jeg en hashkage.” (s. 153).

Anne Rye Andersson

Offer på tjaldens alter

Undervejs i fortællingen om Nova trækkes der tråde tilbage til hendes barndom, men selvom de voksne bestemt ikke har været de mest perfekte rollemodeller, stemples de ikke som entydigt skyldige i hendes nuværende problemer. Nova må selv tage ansvar. Det ved hun. Hun kan ikke give arven hele skylden for sin ulykke. Der er også et miljø, hun selv kan lægge afstand til … hvis hun vil. Det både vil og vil hun ikke. Selvom hun ikke trækker offerkortet, ofrer hun gang på gang sig selv på tjaldens alter. Hvordan det ender skal naturligvis ikke afsløres her. Afslutningsvist skal det blot konstateres, at Anne Rye Andersson hverken skåner sine karakterer eller sine læsere, og derfor nok heller ikke sig selv. Dæmonerne hvæser på afgrundens kant gennem hele bogen. Men netop den totale hudløshed er med til at gøre ”Novas skæbne” til en virkelig god moderne socialrealistisk roman.