Et lysvæld af den anden verden

Sjostakovitj: Symphonies 4, 5 & 6 Oslo Philharmonic Orchestra, Klaus Mäkelä (Decca)

Piper of Dreams – Ruth Gipps: Chamber Music for Oboe (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Jeg spørger mig selv: Hvorfor er det, at Mäkeläs Sjostakovitj-indspilninger rammer (mig) stærkere end f.eks. Storgårds BBC-indspilninger, der udkommer enkeltvis i disse år? Hvorfor kommer jeg efter al sandsynlighed til at høre dem mere end Andris Nelsons store cyklus med Boston Symphony Orchestre, der kom for få år siden?

Jeg hørte Mäkelä første gang før pandemien, så han må nærmest have været teenager endnu. Det var i en koncertsal i Stockholm. Jeg husker jeg tænkte: ”Kan han virkelig rejse de arkitektoniske buer i Beethovens monumentale 3. Symfoni op, så de står af sig selv?" Det kunne han. Der var absolut intet i opførelsen, der røbede hans unge alder og dermed beskedne rutine.

Siden har Mäkelä indspillet Sibelius samlede symfonier i Oslo – og udtalt, at han finder, at Sibelius symfonier nr. 6 og 7 er det bedste, der er skrevet i det 20. århundrede, hvilket jeg personligt kan være enig med ham i (selvom det ikke er rigtigt). Cyklussen fik meget blandede anmeldelser, som Mäkelä generelt får. Gramophone synes den er fantastisk og The Guardian at den overhovedet ikke dur.

Nu kommer så disse tre centrale værker af Sjostakovitj, symfonierne 4-6, i høj grad også centrale værker i det 20. århundrede som Sibelius

Fortolkningerne har en sær nødvendig, der gør, at jeg føler mig mere tiltrukket af dem, end af de to øvrige, jeg nævnte. Mäkelä vil sige det her, og han vil gerne have, vi hører efter, Storgårds vil gerne vise os Sjostakovitj, og det gør han rigtig pænt og godt, og Nelsons ser tilbage på en svunden tid, han som lette, født 10 år før Sovjetunionen slap taget i Baltikum, har oplevet på sin egen krop, som noget grundlæggende i tilværelsen.

Med Mäkelä sidder man som på nåle, for ikke at gå glip af noget. Han løfter Sjostakovitj ud af historiens tåger og gør ham splintrende moderne igen. Jeg kan ikke huske jeg har oplevet noget så sindsoprivende spændende som Mäkelas fremstilling af det langsomme, for det mest lavmælte, lange afsnit, der følger ovenpå 5. symfonis dramatiske åbning. Opførelsen mister pusten en anelse midt i værket, gennem scherzoen og frem mod værkets langstrakte kulmination, der begynder midt i largoen (3. sats), som til gengæld har den sindsoprivende åndeløshed, vi mødte i begyndelsen. Den alvorlige Symfoni nr. 4 står mere tilgængelig end nogensinde, mere vidtfavnende i Mäkeläs fortolkning. Den kortere 6. symfoni står stærk og mangefacetteret.

Jeg havde mistet Sjostakovitj på min personlige lystavle, alt for mange af de store udsagn om lidelse, afsavn og svigt, lejlighedsvis med enkelte glimt af håb, som hans symfonier består af, kom efter hinanden og ikke ovenpå hinanden, han var blevet todimensionel for mig, men nu har jeg fået ham tilbage. 

Jeg synes det er svært at anmelde højt profilerede indspilninger af de store orkestre i disse år, for de er alle meget, meget gode. Ligesom med fodboldklubber, der kun i begrænset omfang bruger lokale spillere, samler orkestrene via deres med krævende ansættelsesprøver dygtige musikere fra hele verden. 

Oslo Filharmonikerne oplever jeg derfor også som et topklasseorkester i Symfoni nr. 4 på en CD-indspilning, hvor der er andre parametre til stede end liveopførelsen. En fyldig rigt nuanceret klang, en fornemmelse af at orkestret har virkelig gode solister i de enkelte instrumentgrupper. Lidt svagere står orkestret sine steder i 5'eren. Man har hørt bedre opførelser af de krævende, hurtige passager i Sjostakovitjs 5. end det her, og klangen i strygergruppen får lidt sprækker i scherzoen. De dybe strygere spiller tordnende godt i 6'erens finale, der er en overbevisende tour de force med virkelig flot samspil, når slagtøjet sætter ind midt i satsen og trækker sig tilbage igen og giver plads til både sprøde træblæser soli og en finurlig soloviolin, sådan Sjostakovitjsk, hvor man ikke rigtig ved, om han er ironisk eller morsom, om han ler eller græder.  

De kvindelige komponisters indtog

En anden af de store musikalske oplevelser de senere år har lidt bredere perspektiver. Den klassiske musikverden har for alvor forladt sin én-kønnede identitet. Alle orkestre opfører kvindelige komponister som aldrig før, de har kvindelige dirigenter som aldrig før og der er skabt en balance i hvem, man bestiller nyskrevne værker af.

Før i tiden sagde man: "Det står i avisen så må det være rigtigt." I dag hedder det snarere: "Hollywood har lavet en film om det, så må det være rigtigt." Men Hollywood har lavet to (eller flere), Tár og The Conductor.

Følger man BBC Proms i radioen sommeren igennem, ser man det nye vilkår meget tydeligt, der er få koncerter uden, at en kvindelig komponist er repræsenteret. Blandt komponisterne er Farrenc, hvis kammermusik i stigende grad opføres ved siden af Saint-Saëns, den tyske senromantiker Emilie Meyer, Ethel Smyth, som har skrevet flere overvældende gode, stort anlagte værker, som har kunnet høres fra The Proms, den italienske symfoniker Brusa, overbevisende indspillet på Naxos, amerikanske Amy Beach. Man tager sig til hovedet over, at man har kunnet henslæbe et langt liv med klassisk musik i ørene uden at møde dem, før for nylig

Chandos har udsendt to cd’er i en serie med orkesterværker af Ruth Gibbs (1921-99). På den anden af disse ligger foruden Symfoni nr. 3, en obokoncert, og for kort tiden siden udkom en cd med kammermusik af Gipps, hvor oboen har en fremtrædende, for ikke at sige altdominerende rolle.

Den korte Sea Shore Suite for obo og klaver med de tre satstitler Måger, Søanemoner og Blæsende strand, er lige nøjagtig så charmerende, let, men ikke ualvorlig, og intens i sin melodistemme, som andre værker, jeg har hørt af hende. Og tilmed morsom.

På udgivelsen står også to obosonater og flere mindre værker for obo og klaver. Hovedværket må nok siges at være den spændende Trio for obo, klarinet og klaver (1940). De to træblæsere giver klaveret et modspil, der er helt ud over det sædvanlige. Gipps hav-inspiration sætter sig igennem som et lysvæld af den anden verden med det glitrende samspil mellem obo og klarinet.

Cd’en har navn efter en komposition for soloobo, ligeledes fra 1940: The Piper of Dreams. Begrebet Piper (fløjtespiller) har en bred mytologisk implikation på engelsk, ofte med en lokkende eller kaldende kraft. Det har Gipps komposition for soloobo også. Der er mere melodi end filigran. Man går på opdagelse i sin egen drømmeverden.

Juliana Koch, der til daglig er solooboist i London Symphony Orchestra, bevarer et nærvær i sit spil, som gør, at man spidser øren. Hun former fraserne med en imponerende objektivitet, samtidig som hun bevarer en tilbageholdenhed i udtrykket, der gør, at man ved, at der vil være mere, meget mere, at komme efter ved senere genlytninger.

Ny radikal oplysning - om oplyste analfabeter som os

Marina Gercés
Ny radikal oplysning
Forlaget Mindspace, 88 sider

Af Jakob Kvist
I følge filosoffen Marina Garcés lever vi i en anti-oplysningstid. I bogen Ny radikal oplysning undersøger hun, hvorfor vi reagerer tankeløst på samtidens mange katastrofefortællinger. Hendes budskab er, at der midt i alle katastroferne findes eksistentielle mulighedsrum, men det kræver at blive radikalt oplyst, hvis man ikke ukritisk vil underlægge sig andres holdninger.

Garcés påstår, at vi er oplyste analfabeter, fordi vi ved alt, men ingenting kan. Vi drukner i en overproduktion af viden, som vi ikke kan overskue at forholde os til. I det offentlige rum hersker en anti-oplyst krig i kølvandet på de mange katastrofer, vi gennemlever. I stedet for at tænke vor tids udfordringer igennem forfalder vi til en frivillig godtroenhed. Vi prøver at forbruge os ud af klimakrisen mens flere autoritære politiske tendenser dukker op som en reaktion på den stigende ulighed. Vi forventer ikke, at fremtiden bliver bedre, men at vi i større eller mindre grad opnår privilegier.

Vi er ikke stand til at forstå, at viden(skaben) kan berige tilværelsen på andre måder end ved at levere løsninger til at gøre tilværelsen så problemfri som mulig. Denne begrænsede måde at gøre brug af viden(skab) på udgør en ideologi, som Garcés kalder for solutionisme. Når vi udelukkende anmoder videnskaben om løsninger, ser vi ikke hvilke horisonter den ellers åbner op for.

Vi bryster os af at være veluddannede med hvad er vores uddannelser værd, når de udelukkende bruges som løsninger på et skævvredet arbejdsmarked? Vi forholder os ikke til den viden, vi burde tilegne os, fordi vi har for travlt med at reducere det, vi ved, til kommunikation, så vi kan gøre os til overfor arbejdsmarkedet. Det handler om at få en fix idé, at være innovativ, så man supplere samfundet med endnu flere forbrugsløsninger. Vacciner, gadgets, kunstig intelligens, coaching, convenience food osv. Livet skal være så problemfrit, at vi ikke kan mærke det.

I et samfund som vores er der ikke plads til at gøre sig de fælles menneskelige erfaringer, som findes hinsides arbejdsmarkedet og solutionismen. Når vi blindt accepterer, at meningen med livet findes på et meningsløst arbejdsmarked, så giver vi op og putter vores skæbne i andres hænder. Vi holder virkeligheden på afstand ved kynisk at tro på det, som er mest belejligt for os i situationen.

Historiske vilkår

For Garcés kan vi lære af oplysningstænkerne, hvordan vi skal tage kampen op mod den herskende godtroenhed. Sigtet er at erfare: ”værdigheden i den menneskelige erfaring og dens evne til at lære af sig selv.”. Vi har dog andre problemer at slås med end oplysningstiden og derfor må vi udtænke vores egen radikale oplysning. Oplysningstidens og modernismens projekter har vist sig ikke at være helt problemfrie.

Den tyske filosof Hegel gjorde historien til en fremadgående udviklingsproces. Fremskridtet gør fremtiden til en destination, som venter på os. Morgendagen er altid bedre end øjeblikket. For Hegel er det individets opgave at bruge sin fornuft til at indse, at det gavner udviklingen, når man ofrer sin individuelle frihed for at blive en del af staten og kulturen. Freud fulgte efter og viste det enorme ubehag ved denne selvunderkastelse og Marx viste, hvordan overklassens interesser handler heri. Franktfurterskolen afslørede den kulturelle industris vold og Foucault mindede os om, at frigørelse medfører nye magtformer.

Efter modernismen fik vi postmodernismen, som vendte om på vores tidsforståelse. Nu var tiden ikke lineær men mere anarkistisk i sin måde at være på. Samtidigt udskiftede neoliberalismen og globaliseringen fremtiden med: ”en evig nutid af overforbrug, ubegrænset produktion og politisk ensretning i verden.”. Vi havde ikke længere brug for fremtiden, fordi den på en eller anden måde var i gang med at blive virkeliggjort.

Posthumt vilkår

Efter den neoliberale hjernedøde forbrugsfest er vi nu vågnet op med tømmermænd. Fremtiden har ændret sig. Vi bevæger os ikke mod den og vi kan heller ikke længere bruge løs af den. Hver gang tiden går, bliver der mindre tilbage af fremtiden. Vi bruger ca. 1,7 jordkloder om året for at dække vores aktuelle efterspørgsel på resurser. Hver dag bliver flere og flere ramt af psykiske sygdomme. Vi lever i en tid: ”hvor alting kommer til en ende, selv tiden.”. Foran os ser vi ikke en mulig destination eller et evigt nu - vi ser en trussel, hvilket får Garcés til at konstatere, at det spørgsmål, vi stiller os selv i dag, ikke lyder hvorhen men hvor længe? Hvor længe har jeg mit job, min partner, min pension, mine venner, mit hus, min opsparing, ja selv den jord, jeg står på?

Garcés maner til forsigtighed med at tage sorgerne på forskud. Vi bliver nødt til at undersøge den herskende katastrofe-ideologi, inden vi kaster håndklædet i ringen. For den herskende pessimisme spreder kynisme gennem hele samfundskroppen. Hvis jorden alligevel går under, hvorfor skulle jeg så prøve at gøre noget andet? Måske fordi der gemmer sig usete muligheder midt i alle vores katastrofer. Vores tankeløse måder at være i live på har skubbet os mod en helt særlig grænse, som Garcés kalder for grænsen for det levelige. Vi har levet med hoved under armen, fordi vi ikke har kontrol over vores livsbetingelser. Vil vi vinde kontrollen med vores livsbetingelser tilbage, må vi genrejse de helt store eksistentielle og kosmiske spørgsmål. Vi burde spørge os selv og hinanden: er det her at leve?

Dogmer

Vi hylder os selv som et af de rigeste lande i verden men alligevel skal der skæres ned i det offentlige grundet besparelser. Det kunne være et eksempel på, hvad Garcés ville kalde for et dogme. Vi har råd til Iphones, Teslaer, gadgets og mærketøj mm., men alligevel kniber det gevaldigt med at tildele midler til de udsatte i samfundet. Verden har ikke brug for overproduktion men at vi lærer at leve med færre midler. Det ville samtidigt frigive midler til dem, som intet i forvejen har. Vi holder stædigt fast i et forbrugsprincip, selvom virkeligheden skriger på noget andet. Man kan jo spørge: ”Hvorfor skulle man holde fast i et princip, der modsiger de faktiske erfaringer, vi gør os i dag, hvad angår vores livsbetingelser?” for: ”Et princip, der bekræfter sig selv mod al evidens, bliver til et dogme.”.

Gercés

Det er da heller ikke tilfældigt, at vi skal blive med at forbruge og skære ned i det offentlige. Neoliberalismen er godt i gang med at privatisere samfundet. Den rigdom, som skabes, får vi ikke alle del i. Uligheden galoperer derud, mens den liberale overklasse fylder sine lommer. Her er med andre om tale om en politik, hvor vi ikke har medbestemmelse over vores livsbetingelser. Når en lille overklasse har kontrollen over vores livsbetingelser, kan de indrette virkeligheden til deres egen fordel. Det umenneskelige består i at gøre nedskæringer og forbrug til et spørgsmål om nødvendige handlinger, når det så åbenlyst gavner de velbjergede på bekostning af fællesskabet.

Kontrollen over livsbetingelser

Følelsen af afmagt og fortvivlelse opstår, fordi der ikke er sammenhæng mellem det, vi fortælles og det vi oplever. Politikere lover, at de vil kæmpe ”vores” sag for måneden efter at skifte til en toppost i erhvervslivet. Vi får at vide, at løsningen på vores problemer er at arbejde mere, selvom flere bliver syge af at gå på arbejde. Det er som, at vi kun kan finde meningen med livet gennem forbrug og arbejde. Men livet handler i lige så høj grad om det unyttige, alt det som hverken tjener kapitalen eller overklassen. Glemmer vi det, overtages vores sind af ideologiske vira, som får os til at sælge vores sjæl til højestbydende.

Vi kompenserer for vores manglende livskontrol ved at rage til os, mens vi ser fornærmede ud. Lydigt følger vi pænt de borgerlige anvisninger, mens tilværelsen synker hen i et anti-oplyst mørke.

Under postmodernismen bildte magten os ind, at vi kunne fyre den af uden konsekvenser. Det ligefrem gavnede hele verden, at alle begyndte at overforbruge, fordi så kunne vi blive forenede i en stor forbrugsfest. Erkendelsen af, at det var for godt til at være sandt, har tvunget magten til at skifte form. Vi er gået fra den evige nutid til en slags ikke-tid. Vores tid er den tid, som trækker fra. Hver dag er én dag mindre. Hvordan bliver vi ved med at opretholde elitens privilegier, hvis tiden er i minus?

Blandt andet ved at nødsituationen normaliseres. Hele tiden suspenderes loven og vores rettigheder under påskud af at beskytte os. Terrorlove mm. Det giver døden en central placering i forvaltningen af liv. Vi ser redningsbåde med omkomne flygtninge, dræbte i Gaza osv. Magthaverne handler og griber ind i sociale situationer ”for” borgerne i stedet for at gøre vor tids udfordringer til et projekt at være fælles om. Sikkerhedspolitikken og oprustningen kører på fuld damp. Flygtningepolitikken strammes. Oprustning og strammere lovgivning er frygt men fremstilles som fornuft. Ifølge Garcés kan vi bruge den radikale oplysning til at erklære os uvillige til at underkaste os de herskende sociale fordomme.

Den radikale oplysning

Den radikale oplysning handler om tankens kamp mod de etablerede former for viden og deres autoriteter. Man frigør sig ikke fra samtidens ideologier ved at hyre en coach eller starte i mandecirkel. Den radikale oplysning gør krav på et helt andet tempo. Verden træder frem for os i et langsomt tempo. Langsommeligheden muliggør, at virkeligheden bliver nærværende. At synke ned i langsomhedens tidslighed er samtidigt en måde at skrælle de lag af, som er kommet mellem os og verden. Det gør én bedre til at vurdere rigtigheden af de ting, man får trukket ned over hovedet hver eneste dag. Den oplyste radikalisme handler om måden, som man ved på. Viden handler ikke om urokkelige sandheder, men om hvordan man forholder sig til verden.

En af største og mest udfordrende bedrifter for os som mennesker er at aflære os det, vi allerede ved. Når vi ikke kan se bag om det, vi ved, så bliver vi fordomsfulde. At være klar over sine egne fordomme gør én i stand til at omgås dem på en hensigtsmæssig måde. Det er klart, at vores travle hverdag ikke giver meget plads til langsommeligheden. Magten fungerer som en opmærksomhedsøkonomi, der tæppebomber os med kortvarige sanseindtryk, som er designet til at opløse sig selv efter få sekunder, kun for at gøre plads til det næste quickfix. Den radikalt oplyste afviser falske sanseindtryk for at kunne dvæle langsomt i sin egen væren.

Det er svært at forholde sig til, al den viden, som produceres, for hvor skal man starte henne? Vi har adgang til viden, men vi underlægger den sjældent en kritisk undersøgelse. Derfor kan vi heller ikke vurdere, hvornår og hvordan viden gavner os. Kritik er vigtig, fordi: ”Uden udøvelsen af kritik har viden en tilbøjelighed til at blive ubrugelig, for selvom vi har adgang til dens indhold, ved vi hverken, hvordan eller hvorfor vi skal forholde os til den.”. Kritik gør viden meningsfuld, fordi den sætter os i stand til at gøre brug af viden i den rette kontekst.

Neutralisering af kritikken

Garcés har godt blik for, hvordan kritikken mister sin værdi. Det foregår blandt andet gennem den føromtalte opmærksomhedsøkonomi, hvor vi piskes frem af travlhedens tyranni. Men det sker også gennem den falske aktivitet, også kaldet interpassivitet. Vi har dåselatteren til at grine for os, så vi ikke selv behøver at gøre det. På arbejdspladsen deltager vi i et hav af møder, hvor intet rigtigt sker. Alligevel insisterer vi på, at møderne er vigtige, fordi det giver os følelsen af, at vi laver noget. Mens vores opmærksomhed belejres og vi har travlt med at foretage pseudohandlinger, bliver det sværere for os at navigere i samtiden. Som udbrændte eksistenser tilslutter vi os ukritisk andres holdninger og ideologier.

Hvis vi aldrig forholder os kritisk til omgivelserne, stopper vi med at tænke. Tænkning er det, som gør os menneskelige og derfor skal vi være påpasselige med den kunstige intelligens. At leve er at ville og at ville er at give virkeligheden form igennem den modstand, livet møder os med. Vi har brug for problemer til at skabe og til at blive skabt igennem. Et liv uden modstand er en respiratortilværelse. 

Den kunstige intelligens skaber en problemfri verden, hvor mennesker ikke behøver at forholde sig til noget. Men en problemfri verden betyder også en tankeløs verden. Et sted, hvor mennesker ikke kan være menneskelige.

Det er techgiganternes våde drøm: dumme mennesker i en intelligent verden. Når vi ikke tænker, så forbinder vi os ikke med verden, og så bliver vi heller ikke i stand at påvirke den. Vi kan ikke noget, når vi lever i en problemfri verden, fordi algoritmerne ordner alt for os. Med henblik på, hvor meget den kunstige intelligens fylder i vores tilværelse, er det måske ikke så dum en idé:”… at sætte menneskets status og dets plads i verden og dets relation til ikke-menneskelige eksistenser i centrum for enhver debat.”. 

I bogens sidste tredjedel opstiller Garcés fem hypoteser til at nærme sig virkeligheden med. Det handler om en bevidstgørelse af, at kapitalismen styrer vores liv, fordi den har overtaget den måde, vi tænker og erkender på. Det får den herskende økonomiske verden til at fremstå naturlig og derfor har vi brug for at undersøge, hvordan frigørelse og viden hænger sammen. Vores arrogante måde at ville trække vores værdier ned over andre kulturer blokerer for, at vi kan gøre os erfaringer med mennesker, som ikke ligner os selv. Vil vi videre fra vores katastrofetid, skal vi stoppe med at spilde tiden. Vi må øve os på at gøre os en anden erfaring af tiden og en erfaring af en anden tid. Begyndte vi kritisk at distancere os til umenneskelige ideologier, ville vi kunne synke ned i den langsommelighed, hvori noget nyt ser dagens lys. Det er en måde at genvinde kontrol over sine livsbetingelser og at forbinde sig til: ”den menneskelige erfarings fælles grund.”.

En lille kraftfuld bog

Man skal ikke lade sig narre af bogens beskedne størrelse. Radikal ny oplysning er en potent bog, som sætter gang i mange tanker. Den er velskrevet og emmer af overskud. Personligt kunne jeg godt ønske mig, at Garcés havde dykket mere ned i, hvad en ny form for oplysning kunne bestå i. Kunne der måske skabes forbindelser til de mere mystiske retninger som fx gnosticismen, hvor oplysning handler om at slå hul på sociale billeder for at komme tættere på verdens grund. Og jeg kunne også godt tænke mig, at Garcés havde adresseret magthaverne mere direkte, for af og til fremstår Garcés magtforståelse noget abstrakt og ukonkret.

Varm anbefaling herfra.

Kønsroller og kærlighed

Zoyâ Pirzâd: Daddelblommens beske smag, noveller, oversat af M.N. Firouzabadi og Sol K.W. Tadayoni, 200 side, Rebel With a Cause 2024.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er på samme tid en stor og meget stilfærdig fornøjelse af læse Zoyâ Pirzâds anden novellesamling på dansk. Den første var ”Som alle andre eftermiddage” (2023), der også udkom på Rebel With a Cause. I modsætning til den første samling er novellerne i den nye ganske lange, så man når dybere ind i de behandlede problemstillinger. Pirzâd fortæller simpelthen bare godt, selvom stemningen i novellerne konsekvent er afdæmpet. Når der sker noget dramatisk, beskrives det ikke sådan, men i højere grad blot som noget, der nu engang bare finder sted, og som man ikke kan gøre noget ved. Alligevel træffes der markante beslutninger undervejs i bogen, f.eks. da Mahnâz beslutter at lade sig skille fra sin ulidelig pertentlige mand. Her laver Pirzâd den lille genistreg, at hun lader Mahnâz og hendes mand spejle i et andet par, der står i den samme problemstilling blot med omvendt fortegn. På den måde udvikler novellen ”Lejligheden” sig til en bittersød fortælling, der giver forståelse for menneskers forskelligartede forventninger til tilværelsen og hinanden. Der ligger nok også en kritik af arrangerede ægteskaber i denne og nogle af de andre noveller, selvom al Pirzâds samfundskritik og -satire afspiller sig mellem linjerne.

Kritik af mænd – og kvinder

I lidt over den første halvdel af bogen skildres mændene som nogle egoistiske og overfladiske snobber, der først og fremmest vil vartes op og have en køn kone at kunne vise frem. Selv i ”Pére-Lachaise”, hvor ægtemanden Morâd slet ikke har de forventninger til sin hustru Tarâneh, som hun selv har, er det ham, der fremstilles som ansvarsløs egoist, hvilket heller ikke er ramt helt ved siden af.

Siden – særligt i ”Mundharmonikaen” – skildres i særdeleshed én kvinde som den, der trælbinder sin mand, samtidig med at det antydes, at hun er ham utro. Man forstår mandens ven Hassan, når han ikke har synderlig travlt med at blive gift.

I bogens titelnovelle bliver hovedpersonen gift med en mand fra det højeste borgerskab, men man fornemmer ikke, at der er nogen særlig kærlighed mellem dem, for hun elsker i højere grad huset og haven. Og dog redegør Pirzâd for en udvikling, hvor hustruen finder lykken på anden hånd.

Fremmedartet og velkendt

Noget af det bedste ved ”Daddelblommens beske smag” er dens afdæmpede humor, der ofte nærmer sig den sorte af slagsen. Det, der gør humoren så vedkommende, er, at de karakterer, der udfolder sig i novellesamlingen, ganske vist bor i Iran og derfor befinder sig milevidt fra en gennemsnitsdansker, både hvad angår geografi, kultur, religion og politik, men ikke desto mindre slås med de samme problemstillinger, som de fleste danskere slås med. I Danmark har vi jo også ægtefæller, der føler sig overset, vi har venskaber, der trues af kæresters pludselige entré på scenen, vi har mennesker, der aldrig rigtig tør gribe livet, men finder tryghed i det helt nære og helst ikke går udenfor en dør. Dette og mere til handler novellerne i ”Daddelblommens beske smag” om. Det er en givende oplevelse at læse hver og en af dem.

Planternes liv som kosmologi

Emanuele Coccia
Planternes liv - Blandingens metafysik
Gyldendal, 150 sider 

Af Jakob Kvist

Med bogen ”Planternes liv – blandingens metafysik” præsenterer den italienske filosof Emanuele Coccia os for nye og anderledes måder at tænke verden på. Coccia slår til lyd for et aktivt verdensbegreb, som forsøger at løsrive sig fra dualismens spændetrøje. Det viser sig, at vi kan lære forbløffende meget om os selv og verden af planternes forunderlige liv.

Coccia har været assistent for den verdensberømte italienske filosof Giorgio Agamben men det var tiden på en landbrugsskole, som har sat dybe spor i hans tænkning. Fra han var 14 år og fire år frem fordybede Coccia sig i planternes forunderlige liv, hvilket åbnede et særligt vindue mod verden. Som om planterne lærte Coccia at tænke.

Det er med et særligt litterært overskud, at Coccia omsætter viden om planternes liv til en ny metafysisk tænkning. Han er veloplagt og ved, hvad han snakker om.

Metafysik

Undertitlen til bogen er ”Blandingens metafysik”. Metafysik handler om måder at forstå virkeligheden på. Det vedkommer os alle, fordi det er menneskeligt at have forestillinger om virkeligheden. Metafysik er vigtigt for os, fordi vores livsglæde afhænger af vores evne til at tænke. Det er de tanker, vi gør os om at være til. Metafysik er et konfliktfyldt begreb, fordi det har med sandheden at gøre. Der er altid nogen, som har interesse i, at andre tænker på bestemte måder, fordi det udstyrer dem med magt.

Dualismen

I vores del af verden er det de færreste, som tænker over, hvordan de tænker. Vi forholder os sjældent til den egentlige sandhedsværdi af de forestillinger, vi gør os eller den logik, som vi ligger til grund for det, som vi kalder for virkeligheden. Men ikke at tænke over, hvordan man tænker, er også en form for metafysik. Den metafysik, som er styrende for den vestlige tænkning, hedder dualismen.

Dualismen er forestillingen om, at der findes en ydre verden. For at denne verden kan være derude må vi være derinde. Med ’vi’ menes der personligheden, jeget, sjælen eller bevidstheden etc. Kært barn har mange navne. Den ydre verden er en fysisk verden modsat vores indre verden som er psykologisk. Den fysiske verden er noget materielt modsat vores personlighed, som er noget immaterielt. Vi forestiller os, at det er muligt for vores immaterielle personlighed at påvirke den fysiske ydre verden. Hvor i denne forbindelse befinder sig er ikke til at sige.

I og med vi ikke udfordrer den kunstige adskillelse mellem vores bevidsthed og verden, så tror vi på, at vi er en immateriel personlighed, som sidder inde i kroppen og kigger ud på verden gennem to huller.

Ambitionen med Coccias tænkning er at blive uadskillelig fra verden, fordi modsætningen mellem os og verden grundlæggende er falsk: ”Først ansigt til ansigt med naturen kan mennesket for alvor tænke. Denne identitet mellem verden og naturen er langt fra banal, for naturen var ikke en betegnelse for det, der gik forud for den menneskelige ånds aktivitet…”.

Væren-i-verden

At tænke dualistisk er en vanesag og vaner er svære at gøre op med. Men vil man opleve en dybereliggende virkelighed, må man gøre sig den anstrengelse af sprænge dualismens kunstige billeder i stumper. Coccia tager udgangspunkt i det berømte begreb om at være-i-verden, men insisterer på, at vi også må se virkeligheden med verdens briller på. Vi kan kalde det for en slags verden-i-væren.

Verden er ikke noget ”derude”, som vi affotografer med vores indre. Vi er altid i gang med at være i verden. Verden er ikke foran os, men omkring os og i os. Men ser man udelukkende på verden med jegets briller på, bliver man aldrig i stand til at gøre sig den erfaring, at verden sker gennem os. Coccia kalder dette for at være indlejret. Vi er altid omgivet af noget, vi ikke kan begribe helheden af. At eksistere er at hænge sammen med verden, ikke at være adskilt fra den. Det sker i en dobbeltbevægelse, hvor liv og miljø konstant blander sig med hinanden: ”Hvis alt levende er en væren-i-verden, er ethvert miljø en væren-i-det-levende.”.

Flyden-i-verden

Coccia tænker sig, at det at eksistere er som at være i vand, fordi livet opstod i vand. Livets behov for et flydende miljø, får Coccia til at sige at: ”livet er et fænomen, der kun optræder i flydende omgivelser.”.

Når vi befinder os i vand, blandes vi sammen med omgivelserne på en måde, hvor vi ikke kan bestemme, hvornår vandet ophører og vores egen væren begynder. Vand og eksistens gennemtrænger hinanden.

Coccia tænker videre og hævder, at livet på landjorden har samme grundlæggende struktur. På landjorden er tæthedsgraden mindre og derfor mindre mærkbar. Med bevægelsen fra vandet til landjorden skete en fortynding af det flydende miljø. Livet og dermed virkelighedens struktur blev ikke revolutioneret, da vi forlad vandet, men blev udsat for: ”…en ændring af tæthedsgraden og vægtfylden af det samme flydende miljø…”.

Coccias flydende virkelighedsforståelse handler ikke om, at vi befinder os i aflukket bassin, men udtrykker et princip, som gør sig gældende over alt. Bag ved livets flydende væremåde findes ingen solid idéverden, som kan legitimere noget som helst. Fluiditet, bevægelse, blanding, omskiftelighed, forvandling mm. er virkelighedens sidste instans.

Verden som skabelse

Verdens skabelse er ikke en overstået begivenhed, men noget som finder sted hvert øjeblik. Coccia tænker fluiditet som: ”…verdens måde at skabe sig selv på i og over for det levende.”. Verden er dynamisk, fordi den er: ”altid ustabil, altid midt i en selv-mangfoldiggørelse og selvdifferentiering.”.

Verdens dynamiske væremåde har den konsekvens, at stilstand bliver en illusion. Coccia bruger meget tid på at beskrive, hvordan virkelighedens ustabilitet finder sted, men forklarer desværre ikke, hvorfor vi som mennesker skaber illusioner. Men Coccia gør dog opmærksom på, at det er: ”…muligt for os at gribe verdens inderste struktur, som øjnene nu og da forhindrer os i at percipere.”

Coccia kigger nu nærmere på bladenes natur for at gribe verdens inderste struktur. Det handler om måden, hvorpå livets elementer blander sig med hinanden. Det sker i en gensidig forvandling, hvor det vi normalt opfatter som et individ eller subjekt både kan være individ/subjekt men også blive til et miljø for andre af livets aktører. Coccia kalder dette for en topologisk omskiftelig relation. Man skal vel blot kigge på vores egen krop for at få dette bekræftet. Måske føler vi os som herre og ejer af vores krop, men vores krop er hjemsted for utroligt meget liv, vi ikke registrerer. Cellernes deling, bakteriernes vrimlen, hudorme osv. Vi er et miljø, en verden for andre organismer.

Fra vores synspunkt synes virkeligheden at have en paradoksal struktur: ”Det flydende er den universelle cirkulations struktur, stedet, hvor alt kommer i forbindelse med alt andet og blander sig med det uden at miste sin form eller substans.”.  Liv handler i denne optik om at åbne sig mod verden og det er hvad blade gør ifølge Coccia. Bladet gennemtrænges af verden uden at blive tilintetgjort af den. Men udover at tage imod verden, så gør bladene også verden mulig ved at fylde verden med ilt.

Den frie luft

Den tørre del af jorden blev forvandlet til en gigantisk flydende krop, da landjorden blev koloniseret, hvilket muliggjort en frugtbar udveksling mellem et subjekt og dets omgivelser. Landjorden udgør altså en brøkdel af vores eksistens’ sfære og: ”Vi er ikke indbyggere på jorden – vi bebor atmosfæren.”. Luften rummer et stort livgivende potentiale og for at forstå dette, benytter Coccia sig af åndedrætsbegrebet. Når vi trækker vejret, får vi ilt til vores celler fra omgivelserne og vi afleverer kuldioxid tilbage, når vi ånder ud. Verden ånder i os og vi ånder i verden. Vi kan takke planterne for, at jorden blev til åndedrættets metafysiske rum, fordi de ifølge Coccia aldrig har forladt havet, men har: ”overført det til steder, hvor det ikke fandtes før. Vi lever i et stort kosmisk ocean.

Man kan ikke foretage sig noget i livets ocean uden, man ændrer på omgivelserne. Handlinger og bevægelser rækker ind i den næste handling og bevægelse osv. Det betyder, at vi ikke omgås en præfabrikeret verden, men at verden er noget, vi gør. Verden er grundlæggende en handling. Ifølge Coccia eksisterer planter som den mest grundlæggende handling af alle, fordi: ”Alene ved at eksistere omformer planterne hele verden uden at bevæge sig.”.

Planterne kan i dette lys ses om den dynamik, som holder verden i gang. Planterne gør det muligt for verden at overskride vores vante logik, fordi: ”…en verden både er en mulighedsbetingelse for og et produkt af det liv, den rummer.”. Verden er det, som overskrider sig selv.

Jeget blokerer for verden, fordi vi lukker os for verden, når vi tænker på os selv. Når vi er uselviske, åbner vi os mod verden og gør os modtagelige for at blive påvirkede af noget andet end os selv. At nærme sig verden er at kunne være jeg-løst til stede i verden.

At være plantet i luften

Coccia citerer den schweiziske naturforsker Charles Bonnet(1720-1793) for at planter nærmest er plantet i luften. At leve i dette perspektiv er at plante sig selv i luften, i atmosfæren. Verden: ”omgiver os og gennemtrænger os, men vi er knap nok bevidste om den.”, fordi vi tror, at den er et rum og dermed misser, at verden er en: ”umærkelig og gennemsigtig krop, der knap nok kan ses eller føles.” Vores forkærlighed for billeder og stabilitet forveksler vi med virkeligheden. Men når vi ikke gør os umage på at nærme os verden, som den flydende substans, den er, så møder vi ikke tingene i vores omgivelser. Det er ikke uden eksistentielle omkostninger, fordi verden: ”… er denne substans, som får os til at tænke, får os til at leve og elske.”. Vi har derfor meget at vinde ved at slå rødder i luften. Ikke forstået, som at vi skal stå stille, men forstået som en særlig måde at hænge sammen med omgivelserne på og her er planterne det eksemplariske forbillede, som åbner: ”sig for verden og smelter sammen med den med hele deres krop og væren.”.

Coccia gør et hæderligt forsøg på at grave et meningsfuldt fornuftsbegreb op fra historiens murbrokker. Fornuft handler ikke om en pæn borgerlig snusfornuft men om den drivkraft, som giver virkeligheden form. Den fornuft, som etablerer det, vi kan opleve, er ikke udstyret med et guddommeligt formål, fordi den sande fornuft er: ”den eneste bevægelse, der ikke har andet formål end sig selv.”. Logos er det, som etablerer, at vi kan opleve noget som noget. I sin grund form er logos vibrationer og atmosfæriske svingninger. Logos åbner verden og spreder kræfter og dén, som kan gøre selv til kanal for kræfter kan: ”for et kort øjeblik blive det sted, hvor verden oplever sig selv.”. Universet genfødes i den nysgerrige og lidenskabelige iagttagers bevidsthed.

Omgang med verden en sanselige affære, fordi man ifølge Coccio smager på verden, når man trækker vejret. Man kender verden, når man ånder den, hedder det et sted. Åndedraget afslører: ”Hvad der synes at være adskilt, samles til en dynamisk enhed.”. Opdelinger og adskillelser er menneskelige opfindelser, som medfører praktiske fordele. Men i bund og grund er disse kun værktøjer, som vi kan benytte af os. Der findes intet kerne-jeg eller en ydre verden. Der findes kun verden, hvorfra alting bliver til. Coccio forsøger netop at frigøre os fra vores vante dogmer ved: ”at genfinde en evidens, som ingen klassisk kosmologi ville kun afdække.”.

Blomstens væren som modstandsfigur

Jeg kan ikke lade være med at tænke Coccias beskrivelser af blomstens væren som en oplagt modstandsfigur mod vor tids totalitære tendenser. Mens vi render rundt og jagter hinandens anerkendelse glemmer vi at lytte til os selv og dermed verden. Når vi ikke lytter til os selv, bliver vi ængstelige og verdensfjerne. Der er kommet så mange lag mellem os og virkeligheden, at vi tåger rundt i en abstrakt drømmeverden og vi har mistet al kontakt med det virkelige. Derfor er vi så nemme at styre og manipulere.

I stedet for at undertrykke sig selv gennem travlhed, så kan vi lære af blomsterne: ”At slå sig ned et tilfældigt sted for derefter at blotte og åbne sig for alt, hvad der findes i den omgivende verden uanset dens for og natur.”. Blomsten er tvunget til at blive, hvor den er, fordi den ikke kan bevæge sig. Den lokker verden til sig, fordi den ikke kan gå verden i møde.

Vores travlhed udtrykker i virkeligheden en pseudoaktivitet. Det massive præstationsfokus er i virkeligheden en virkelighedsflugt. Blomstens bundethed til stedet giver anledning til en meditativ måde at være i verden på. Ved at stå stille og lokke verden til sig, møder blomsten sig selv. Men det møder ikke sig selv som en kerne. Derimod bliver blomsten i stand til at transformere sig selv, fordi blomsten absorberer verden i sin væren. Blomsten kan: ”…forlænge sin væren dér, hvor dens form ikke kan føre den hen”. Turde vi se realiteterne i øjne og indrømme, at vi underlagt en massiv undertrykkelse, ville vi blive i stand til at tage et skridt ud af travlheden og mærke os selv. Vi ville kunne absorbere verden i os gennem aktiv sansning. Som en blomst ville vi åbne os mod verden med hele vores krop og væren. 

En flot men abstrakt tænkning

Planternes liv er en flot og tankevækkende bog, som skubber én ud på et metafysisk overdrev.

Bogen lider dog af det problem, at den er for abstrakt. Verden gøres ikke levende gennem abstrakte teorier. Til tider er bogen for spekulativ og der mangler praktiske eksempler på måder at vække verden til live på. Hvordan bliver man i stand til at absorbere verden i sin væren? Findes der verdensfrembringer teknikker?

Det havde været oplagt at tage udgangspunkt i hvordan, sproget udøver indflydelse på vores måder at være i verden. Vores måde at tænke verden på sker gennem sproget og derfor har vi mulighed for at ændre vores oplevelser af verden ved at ændre den måde, vi bruger sproget på. At forstå verden er at frembringe verden.

Coccio kredser meget om den filosofisk tanke som: ”… en slags atmosfærisk tilstand, der pludseligt kan indfinde sig hvor helst og når som helst.”. Det er måske det tætteste, vi kommer verdens grund hos Coccio – skæringspunktet mellem mulighed og realitet. Men det er som om, at Coccios filosofiske tanke aldrig kommer i berøring med virkeligheden, fordi den bliver siddende på bagsædet af turistbussen og kigger på verden gennem ruden.

Planternes liv kan varmt anbefales og den beriger os med et anderledes sprog for verden og Coccia minder os om den uhyre vigtige indsigt, at: ”I verden er alting blandet med alt andet, intet er ontologisk set adskilt fra resten.”. 

Tekst og tilværelsestydning i tre takter - en lavmælt undersøgelse af Bruce Springsteens ikoniske rockdigtning

Jakob Brønnum: "Springsteens tro, håb og kærlighed", 165 sider, 229,95 kr., Forlaget læselyst.

Af Annemette Aracama

Bruce Springsteen kender vi vist alle, i det mindste vi som er født før årtusindskiftet. Vi genkender ham på bogens omslag, scenevant og med et fast greb om guitaren som en blødere vertikal forlængelse af kroppen og med en finger pegende direkte på læseren. Resten af bogen handler om denne insisterende pegen, ikke om personen bag rockikonet, ej heller om den ellers så velkendte dynamiske sceneoptræden, men om en stadig og koncentreret kredsen omkring de kræfter som omslutter menneskelivet, de evige eksistentielle tre, tro, håb og kærlighed.

I tre dele og gennem nærlæsning af henved firs sangtekster breder Brønnum udviklingen af Springsteens sangforfatterskab gennem fem tiår ud for læseren, overalt genlæst med en opfattelse af eksistensen som en dystopisk kampplads for kræfter der river og flår i mennesket, en væren mellem utilstrækkelige menneskelige visioner på den ene side, skaberkraft og kærlighed på den anden. 

Brønnum vil meget med sin tekst. At lægge sig ud med en diskursiv kæmpe som Bibelens tankegods og to generationers amerikanske rocktekster fra 1970’erne frem til 2020’erne, med et strejf af digterisk coming on age anliggender på blot 165 sider, synes umiddelbart som et dødsdømt og monstrøst foretagende. Brønnum balancerer dog sin tekst frontløbende og sprænglærd, fra Springsteens tidlige pasticheagtige og spæde forsøg i skyggen af Bob Dylan til det nyeste sangforfatterskab tonet som bøn og spirituel kraft stillet overfor tilværelsens uberegnelighed. Brønnums arbejdsmetode er at genlæse bibelske referencer og tekstbrokker ind i sin gennemgang af det samlede springsteenske værk (læseren kan ikke mindst se frem til nedslaget på Bjergprædikenens indflydelse på Springsteens tekstunivers - denne eklatant svære tekst, som har hjemsøgt og befrugtet verdenslitteraturen i årtusinder!). Det er, litteraturkritisk set, en velkendt og gammel læsestrategi, til tider endog en skummel og ensidig en af slagsen, men Brønnum formår at holde sin tekstlæsning befriende renset for en intertekstuel tvangsfodring af læseren. Skulle en potentiel læser få den, i øvrigt forståelige tanke, at der måske her foreligger endnu et af disse, i litteraturhistorien desværre alt for ofte set, evangeliske kvælertag, endsige rigide “præstelæsninger”, så kan anmelderen berolige med, at Brønnum dygtigt undgår denne faldgrube. Der er tale om en nænsom, næsten ydmyg, læsning af forfatterskabet, altid med den lærdes respekt for ordkunstens særkende, sandhedens undvigende momentum. Det hedder, i Brønnums læsning af Springsteens sangtekst Mary’s Place fra albummet The Rising (2002): “Jeg trækker på al den tro, jeg kan se, siger jeg-fortælleren og bekræfter, at det ikke har noget at gøre med hvilken religion, man har, men om at man tror, det kan lade sig gøre at rejse sig. ... Den rummer en påkaldelse af noget, der er fælles for alle mennesker. En velsignelse og i endnu dybere forstand noget om muligt endnu mere fælles end blod: Livgivende regn:” (side 123).

Nok lægger bogen fra land med “Springsteens udgangspunkter”, men man finder ingen dvælen ved Springsteens personlige historie. Vil man den, må man ty til andre kilder. Brønnums metode er snarere en nykritisk tilgang, tilnærmelsesvist frigjort fra biografiske hen- og betydninger og en til tider porøs sammenhængskraft med teksternes historiske samtid. Det er læsning på teksternes præmisser, overalt fokuseret på sangene som en transparent støbeform der løber over med billeder af universelle menneskelige vilkår - og vilkårligheder. Helt uden forståelse for teksternes politiske tilblivelseshistorie er Brønnum dog ikke. Læsningerne undviger ikke den, ofte smertefulde amerikanske politiske udviklingshistorie (afviklingshistorie, om man vil), som læseren da også præsenteres for i punktform, men egentlige politiske pointer skal man dog lede længe efter. Nok optræder Springsteen gerne ved Demokraternes konvent, tomrummet fylder i teksterne efter tvillingetårnene brydes ned til Ground Zero og “den lille mand” lider under supermagtens overgreb, det er altsammen at finde hos Springsteen. Samfundskritisk rockdigtning? Så absolut, men Brønnum læser digterens politiske skuffelser ind i teksterne og transformerer det samlede tekstværk til et fuldtonet eksistentialistisk livsbillede. For som det hedder ved indgangen til bogens anden del, En rockdigter kommer til sig selv: “Fra det fjerde album har Springsteen helt fundet sin egen form, hvor han forener en rockmusik i hitformat med et eget symbolsprog, der udlægger hans syn på eksistensen og samfundet gennem fortællinger om og glimt af livets kampe og drømme.” (s. 37) Og håb, kunne man tilføje.

Jakob Brønnum

Man kan med udbytte læse Springsteens tro, håb og kærlighed som et sekundært tekstanalytisk værk, men bogen kan også læses som et essay, funderet i en række eksistentialistiske meditationer over temaerne tro, håb og kærlighed – helt i sin egen ret. Smukkest bliver det nok i bogens tredje og sidste del, Springsteen og det menneskelige nærvær, hvor vi møder Jesu moder Maria, som det tegn i teksterne der forener alle kvinder i sit navn og hvor bogen indtil dette punkt har martret læseren langs vejen, som tilsyneladende ingen steder fører hen, men nu støder på broen til kærligheden, nærværet og bønnens kraft. Man kan læse Brønnums bog, ligesom anmelderen, uden det fjerneste kendskab til amerikansk rockmusik i almindelighed og Bruce Springsteen i særdeleshed. Bogen handler, når alt koges ned, om “... eftermiddage, forelskelse og tankens kraft.”, en nærmest lyrisk omformulering af tro, håb og kærlighed.

Skulle der afslutningsvist rejses en kritik mod bogens form, så lad den rettes mod det sidste punktum. Denne hævngerrige og modernistiske tegnsætningens senfølge. Hos Brønnum lander man jo blødt, med eftertankens uendelige muligheder for genlæsning og genfortolkning.

Tak for ordene Jakob Brønnum!

Bataille om Nietzsche

Bataille vil få sin læser derhen, hvor vores vante fortolkningskategorier ikke længere slår til for at tvinge os til at være i live på anderledes måder. 

Georges Bataille
Nietzsche. Memorandum (1945)
120 sider, Klim

Af Jakob Kvist
Den franske filosof og litterat George Batailles bog om Nietzsche ”NIETZSCHE. MEMORANDUM. Maksimer og tekster samlet og fremlagt af Georges Bataille” foreligger nu i dansk oversættelse. 

Batailles Nietzsche bog er en anderledes og interessant bog af forskellige årsager. Sammenlignet med Gilles Deleuzes bog ”Nietzsche og filosofien”(som jeg har anmeldt tidligere) adskiller den sig væsentligt i form og indhold. Hvor Deleuze omfangsrigt og systematisk arbejdede sig frem til at vise grundtanken og logikken i Nietzsches forfatterskab, går Bataille noget mere selektivt frem. Men på en måde er deres ærinde det samme. Hos Deleuze handlede det om at opfinde nye måder at leve på, dvs. nye måder at føle, sanse og tænke på. Og det er på mange måder dette Bataille forsøger at praktisere. 

Hvem har ordet? 

Når man læser Batailles bog, tror man ved første øjekast, at man er i gang med at læse et Nietzsche-citat eller aforisme. Men mens man læser sig igennem, bliver man pludseligt i tvivl. Er det et Nietzsche-citat med Batailles kommentarer nedenunder? Der, hvor der kun er et citat, er det så kun Nietzche, der kommer til orde? Eller er det Bataille selv? Eller en manipulation af Nietzsches oprindelige ord? Sådanne spørgsmål skal ikke ses som en svaghed ved Batailles tekst, men snarere som en invitation til at fordybe sig i teksten. For man kunne rigtigt nok sætte sig ned og finde alle de originale tekster af Nietzsche og påpege uoverensstemmelser, men så ville man også have misforstået projektets ambition. 

Forvirringen tjener det formål at ryste læseren for at hensætte læseren i en tilstand, hvor den strenge indbildske fornuft ikke længere har taktstokken. At få læseren i en åben tilstand til teksten, livet og verden. Og det har aldrig været formålet at lave en akademisk afhandling om Nietzsche men snarere at gøre Nietzsche praktisk anvendelig. 

Eksistentiel grundorientering

Hvor begynder Nietzche og hvor slutter Bataille? Ingensteder og allesteder. Adskillelser hører ikke hjemme i Batailles og Nietzsches universer. Bataille driller sin læser netop ved at få grænserne mellem krop, tanker og personligheder til at flyde sammen. Bogens oversætter Peter K. Westergaard beskriver Batailles tænkning som en særlig eksistentiel grundorientering. Bataille vil få sin læser derhen, hvor vores vante fortolkningskategorier ikke længere slår til for at tvinge os til at være i live på anderledes måder. Man skal ikke lade sig slå ud af, at retorikken og tonen til tider kan være bombastisk og direkte. Bag den eksplosive udlægning befinder sig en særlig fintfølende tænkning, vi kan lære meget af i dag. 

Bogen mediterer over Nietzsche på sin egen måde. På mange måder synes det at handle om at nå hen til det formålsløse. At leve på en måde, hvor man ikke gør alt til et middel til at opnå et mål. Men en sætten-foden-på-bremsen for at gøre en anden verdenserfaring mulig. Men for at nå hen til det formålsløse, må man alligevel sætte nogle formål ind. Det er dog kun som led i de første stadier på vejen derhen. På sigt handler det om at overskride det formålsstyrede.

At hænge sammen med verden

Et formål er at befri sig fra jeget. Det kræver meget træning og erkendelse at kunne indtræde i en jeg-løs eksisteren. Når vi formår at løsrive os fra jeget, falder vi ud af selv, og slår hul på den mur, som er kommet mellem os og virkeligheden. Vi befinder os på grænsen af vores egen opløsning, som muliggør en oprigtig kommunikation med verden. 

Hvor skal vi så hen? kan man spørge? Vi skal intetsteds hen. Vi skal fange os selv dér, hvor vi allerede er. Det handler om at vågne op fra samtidens tyranni – ikke en gang for alle men hele tiden. Alene af den grund, at verden ikke eksisterer uafhængigt af os, men tværtimod eksisterer vi ved at hænge sammen med verden. Vi bekræfter vores verdenssammenhæng, når vi er i verden på en måde, hvor vi aktivt deltager i den begivenhed, hvori verden bliver til. At leve handler om at blive en del af den verdensskabelse, som finder sted hvert øjeblik. 

Bataille

Det er ikke nok at forstå verdens kontante frembringelse teoretisk. Kunsten handler om at kunne praktisere verdens frembringelse. Forståelsen må omdannes til en særlig måde at leve på. Og det sker, når man orienterer sig på en særlig eksistentiel måde.

Det suveræne

Bataille befinder sig gennem Nietzsche så langt væk fra det teoretiske, man overhovedet kan komme. Vi har ikke at gøre med abstrakte teoretiske forestillinger, som gætter sig frem til meningen med livet. Det suveræne, som Bataille skriver frem, har intet at gøre med vor tids coaching- og præstationstyranni. Det handler om den rene erfaring, hvor man ikke lader samfundets undertrykkende fordomme stå i vejen for at mærke, føle og sanse verden, som den er i al sin mangfoldighed. At være i stand til at kunne mærke den verdensfrembringende ild, som både er livgivende og altfortærende.

Frihed bliver derfor ikke til et spørgsmål om et suverænt jeg, der træffer beslutninger. Det er ikke et overlegent ego, som styrer kroppens muskler med sin frie vilje. Dette er en af vor tids helt store indbildskheder: at vi har en fri vilje. Man kan ikke handle sig til frihed, for selv om frihed opleves som formålsrettet, så er den i virkeligheden årsagsbestemt. Frihed bliver dermed et spørgsmål om at indse, hvad man med nødvendighed er bundet af. 

Første skridt i vejen mod frihed er forståelsen af, at jeget står i vejen for vores frihed. Jo mere vi falder for det herskende nonsens om, at vi er frie individer, som kan handle os til endnu mere frihed i et frit demokratisk liberalistisk samfund, jo mere ufrie er vi. Når vi derimod forstår, hvordan kroppen fx fungerer, bliver vi bedre i stand til at forstå, hvorfor vi handler, som vi gør. Der er altid en forudgående årsag til den netop overståede handling. 

Den givende ensomhed

Man kan sige, at bogen slår på lyd for ensomheden, da det er på egen hånd, at vi gør os erkendelser i forhold til sandheden. I grupper er erkendelser meningsløse, fordi grupper altid organiseres af overleverede erkendelser. Nu kan man tro, at denne ensomhed er en slags vulgæregoisme, men det er langt fra tilfældet. Ensomheden skal bruges til at opløse egoet for at nå frem til det, som forbinder os som mennesker. 

I ensomheden kan vi ryste os fri af det formålsorienterede fængsel, vi lever i og som gør, at vi kun ser hinanden som resurser. Når vi er alene, kan vi gøre os den erkendelse, at vores medmennesker også er medskabere af den verden, vi er fælles om at leve i. 

Det ukendtes indtrængen

Det kan være ubehageligt at forvandle sig i ensomheden, fordi man skal åbne sig op for det fremmede. Vi er vant til, at det fremmede er farligt og derfor skal det undgås for en hver pris. Men vil man lære sig selv at kende, må man konfrontere sit eget følelsesliv. Jo mere åbent, man vender sig mod verden, jo mere modtagelig er man for at blive påvirket af noget udefra. Jo mere eksistentielt påvirkelig man er, jo stærkere et liv lever man. 

Det kan være svært at forstå for os slaver i et moderne massesamfund, hvor vi er opflasket med oplevelsesøkonomi og det der er værre. Vi tror, at meningen med livet er at arbejde os selv ihjel for en overklasse, som er komplet ligegyldige med, hvordan vi har det. Men turde vi bare sætte farten ned en smule for orientere os i langsommelighedens tempo, da ville helt nye erfaringer åbne sig op for os. I bogen snakkes om en selvvalgt ubemærkethed som en måde at frigøre sig fra det sociales tremmer på. At give slip på anerkendelse, status og de andres blikke for at bevæge sig ubemærket rundt i tilværelsen gør det muligt for os at være nærværende til stede i verden. 

Eksistentiel rådgivning

Bogen er på mange måder et interessant bekendtskab men man får intet foræret. Gør man sig derimod den anstrengelse at komme ind under huden på de to herrer, er der mange eksistentielle gevinster at hente. Forventer man en selvhjælpsbog, bliver man fælt skuffet. Det er snarere en bog, som gør én den menneskelige tjeneste at hive gulvtæppet væk under én. 

Bogen er en citat-mosaik udvalgt og bearbejdet af Bataille. Til tider kan det godt opleves som lidt af en rodebutik og i perioder kunne man som læser godt ønske sig at blive holdt lidt mere i hånden. Men når det er sagt, er der mange mindeværdige læseoplevelser at hente i bogen. Det kan virke voldsomt, fordi bogen kredser meget om opløsningen af det allerede eksisterende. Især jegets opløsning. Men det handler ikke udelukkende en destruktiv kritik, tværtimod er det en kritik, som gør jorden klar til nye frugter. 

Der stilles høje krav til det suveræne menneske og det er nok ikke alle, der vil finde budskaberne lige attraktive. Men lige her er bogen herligt kompromisløs, for sandheden tager ikke hensyn til det, som vi gerne vil høre. 

Hvis der trods alt skulle være et formål med denne bog, så er det at give mennesket sin menneskelighed tilbage. Det kan lyde uforståeligt i en tid hvor, hvor vi er så besatte af at udkonkurrere hinanden. Vi kalder det for succes, hvilket betyder at vinde på bekostning af andre. 

Som aldrig før har vi brug for nye måder at leve på. Nye måder at sanse og tænke på. Nye måder at omgås hinanden. Måske tiden snart er moden til, at vi gør os den erkendelse, hvor lidt vi egentlig har brug for, når det drejer sig om at leve et tilfredsstillende liv. 

Når vi bliver opmærksomme på det forhold, at vi er til, bliver vi urolige fordi vi ikke ved, hvad det indebærer. Det hedder også eksistentiel angst. I stedet for at flygte fra angsten og dermed sig selv kunne man fx fordybe sig i denne bog og opdage, at det at være til ikke behøver at være så farligt igen og at det faktisk er noget af det mest fantastiske, som findes. Men det kræver selvfølgelig et eksistentielt engagement og opofrelse af vores liberalistiske trosbekendelser. 

Jeg tror, at verden ville se markant anderledes ud, hvis vi begyndte at eksperimentere med borgerløn og øvede os i at leve for mindre. En tilværelse, hvor vi arbejder mindre og hvor vi forbruger mindre for at frigive tid til at mennesker kan øve sig i at være menneskelige frem for at være undertrykte slaver, som kommanderer med hinanden mens vores uansvarlige overklasse klarer frisag gang på gang. 

NIETZSCHE. MEMORANDUM. er en anderledes og interessant bog, som man ikke behøver at være Nietzschekender for at kunne få gavn af. Bogen kræver, som al stor litteratur gør, engagement af sin læser. Men så udstyres man også med mange timers livgivende fornøjelser. 

Menneskelivet som kunstart

Jakob Brønnum
Kunsten at være menneske. En studiekreds om Camus og eksistensen
Forlaget Eksistensen 2023

 

Af Carina Wøhlk
Den fremmede. Lyder det bekendt? Albert Camus for gymnasieelever. Mon ikke mange af os er stødt på den franske forfatter og nobelprismodtager i en ungdom, der ikke var modtagelig for det subtile i hans værker?

For denne anmelder fandt det første møde med Camus sted for snart fyrre år siden. Fyrre år. Det er absurd at tænke på. Og netop absurdismen er en væsentlig tankestrømning i Camus´ livssyn og forfatterskab. Camus´ blik for spændingen imellem livets meningsløshed og menneskets søgen efter mening formidles på fornem vis i ”Kunsten at være menneske”.

Bogen med den storladne titel er Jakob Brønnums bud på en indføring i Camus´ litterære univers. Som undertitlen antyder, er der tale om et oplagt studiekredsmateriale for alle, der ønsker at fordybe sig i den franske forfatters bøger og tanker. 

At bogen så også er sprogligt og intellektuelt veloplagt, gør ikke læseoplevelsen ringere.  

Otte og evigheden

I otte kapitler gennemgår Brønnum forfatterskabet med udgangspunkt i eksistentielle problemstillinger, som rejses af Camus´ bøger. Otte kapitler. Lægges ottetallet med, træder et uendelighedssymbol frem. Evighedsdimensionen findes imidlertid ikke i Camus´ bevidsthed.

Den franske forfatter opfatter tilværelsens tilskikkelser og tilfældigheder som meningsløse. De hverken kan eller skal reflekteres i forestillingen om evighed. I hans optik trækker tanken om evighed opmærksomheden væk fra det nu, der gælder.

Brønnum citerer Camus´ ganske radikale formulering: ”For hvis man overhovedet kan forsynde sig mod livet, er det måske ikke så meget ved at fortvivle over det, men ved at håbe på et andet liv efter dette og derved unddrage sig dette vort livs ubarmhjertige storhed” (se side 47). Citatet synes at være et opgør – ikke bare med evigheden, men også med den syndsforståelse, der forbinder synd med eksistentiel fortvivlelse.

Perspektivering

Hvert af de otte kapitler afrundes med en vellykket perspektivering. Den belæste Brønnum inddrager relevante forfatterskaber, der kan kaste nyt lys over de emner, som Camus´ værker kredser om.  Så forskellige forfattere som Fjodor Dostojevskij, Søren Kierkegaard, Tove Ditlevsen og Carsten Jensen bringes på banen for at folde pointerne yderligere ud.

Også bibelske tekster og nutidsfænomener som Coronaepidemi og autismediagnose trækkes ind i forsøget på at komme endnu mere i dybden med værkerne og de otte grundtemaer, der alle drejer sig om – ja, kunsten at være menneske.    

Tankevækkende spørgsmål

Til sidst i hvert kapitel stiller Brønnum tankevækkende spørgsmål, der tjener til diskussion af, hvad det vil sige at være til i samliv med andre. Ærindet er at puffe til læseren og kalibrere den moralske kompasnål.  

Spørgsmålene dirrer af samfundskritiske undertoner. Som når Brønnum spørger, om vi ”behandler… vore gamle så helhjertet, som vi bør?” (se side 48). Ordene giver læseren incitament til at tænke nærmere over livet og måden, hvorpå vi forvalter vores tid her på jorden.    

Opfordring til refleksion

”Kunsten at være menneske” er en fremragende forståelsesnøgle til Camus og en vigtig opfordring til refleksion over den menneskelige eksistens som sådan. Bogen er med sit enkle sprog og sin pædagogiske tilgang til stoffet velegnet til studiekredse i sognegårde, på biblioteker eller i privat regi.     

        

 

 

 

 

 

Marianne Larsens lallende modsprog

Et essay om poesiens væsen

Af Thorvald Berthelsen

”Læste tilfældigt forleden Peter Stein Larsens anmeldelse af Marianne Larsens seneste digtsamling, Med skyer under fødderne, i Kristeligt Dagblad, og tog mig selv i at sige Amen efter sidste linje:

’Vi møder i det hele taget altid i Marianne Larsens digte et 'mærkelighedssprog', der skærper fornemmelsen over for sproget, sansningen og tanken på en måde, der gør hende til en digter i særklasse. Og så er dette værk tilmed omkring nummer 50 i et forfatterskab, der har markeret sig i dansk litteraturhistorie siden debuten i 1971. At der endnu ikke er kommet en monografi om Marianne Larsens digtning, er en bet, som der må rettes op på.’" Sådan skrev jeg og Peter Stein Larsen for 10 år siden.

Selv om hun i 2022 modtog Det danske Akademis store pris året efter sit 50 års jubilæum, er det med skam at melde stadig en alvorlig plet på dansk litteratur kritik og -videnskabs generalieblad, at monografien over hendes digtning bliver ved at råbe op med sit gabende hul. Denne artikel er en forkortet udgave af Thorvald Berthelsens essay af samme navn, skrevet til hans antologi ”Om lyrik”, der udkom sidste sommer.

For 3 år siden fyldte Marianne Larsen halvfjerds og og kunne samtidig fejre 50 års jubilæum som digter. I den anledning udkom både en tilbagebliks antologi på hendes lyriske forfatterskab, 70 digte, Et udvalg og endnu en af de årlige digtsamling,  vi efterhånden forventer og ville blive slemt skuffede hvis udeblev, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september. Det er derfor endnu mere på sin plads at gøre en slags status over hendes forfatterskab, dets indflydelse og dets modtagelse.

Hendes betydning for dansk lyrik fra 1971 og frem kan vanskeligt overvurderes. Hun har bl.a. sammen med Peter Poulsen, Steen Kaalø, Vagn Steen og Knud Sørensen været en del af ’Digter-Scenen*, der turnerede med oplæsning i Danmark. Hun har også sammen med bl.a. Per Aage Brandt været med i baggrundsgruppen for opstarten af den danske Forfatterskole. Hun har også hjulpet lyrikere på flugt i Danmark til dansk gennembrud, bl.a. Milena Rudez, Alexander Sajin og Muniam Alfaker.

Hendes sprog er absolut ikke kun logisk anvendelse af ord til at tale(legein) men i den grad også lallende pludren med hovedvægten på formningen af lyd til ord (lalein). ”Det antikke græske sprog skelner som mange andre sprog mellem at tale og at snakke. Verbet legein (at tale)beskriver anvendelsen af ordene, mens verbet lalein (at snakke) beskriver formningen af lyden til ord, selve sprogets lyd.. Ordet som jo helt åbenbart er onomatopoietisk (lydefterlignende) , er så selvforklarende, at det helt uden nogen nævneværdig forandring er samlet op og indlemmet i såvel romanske som germanske sprog. Det danske ”lalle” betegner jo den slags tale som vi forbinder med babyer, tosser og fyldebøtter.”(Magnus William-Olsson: Poesi/filosofi Filosofi/poesi, Lyrikvännens Lilla Serien 68). Denne forskel udmøntes af Marianne Larsen i en understegning af, at modsproget mod magtens konventioner og herskende sprog har sit udspring i at sproget, ordene udgår fra kroppen, og det er det der gør det brugbart til at rive de undertrykkende herskende abstraktioner ned og genoplive dets virkelige kommunikationspotentiale. Som når hun om læberne skriver at de HVER GANG DE FORMER ORDET ”EJE” gør DET DIAMETRALT MODSATTE AF ETHVERT/KYS. Og det gælder ikke kun ordene, men også tid, nærvær og kærlighed virkeliggøres på forskellig vis af kroppen.

II

gadekonkyliesamlere
mindes tid
som sus mod huden

…

XVIII

er sjæle utænkelige
uden mennesker

der går op og ned af hinanden
og længes efter nærvær

…

LI

danskere får jævnligt surret
en digital kys- og berøringsfremkalder
fast mellem skulderbladene
kærlighed kan være så ubevidst

Fra Lille dansk sindsjournal, Borgen 1998

Logik og lal

Magnus William-Olsson behandler i Poesi/filosofi Filosofi/poesi italieneren Giorgio Agambens essaysamling ‘Il fuoco e il raconto’(Ilden og historien) fra 2014. I den skriver Agamben “Den moderne filosofi har forfejlet sin politiske opgave, eftersom den har forrådt sin poetiske, den har ikke vovet at sætte sin berettigelse på spil i forhold til poesien.” I det behandler han poesiens forhold til filosofien gennem deres forholden sig til sprog og sandhed. I forbindelse med Aristoteles’ Om sjælen og Metafysik og deres tænkning over at noget går fra mulighed  til handling (fra dynamis til energeia) når han frem til en anden mulighed i det umuliges aktualisering: ”muligheden-af-ikke (sådan oversætter han adynamis) er en indre modstand i muligheden som muliggør at den ikke udtømmer sig i handlingen, men tvinger den tilbage til sig selv, bliver til potentia potentia i kraft af selve umuligheden. Pointen er at muligheden for at blive også rummer en mulighed for ikke at blive. Umuligheden (adynamis) er en mulighed i muligheden. Med den Aristoteles læsning giver han poetikken en chance for at forstå hvorfor digte aldrig udtømmende forstås under læsningen, men altid efter hver læsning på ny fremstår som ulæst og mulig. Men han understreger dog et andet aspekt af sin indsigt:

’Hvad er vel poesien, andet end en operation i sproget som deaktiverer og mister de kommunikative og informative funktioner for at åbne sproget for en anden mulig brug.’ Det er her han mener den politiske filosofi burde sætte ind. Ved den lejlighed kommer hans poetik så til at underordne poesien under et filosofiens eksklusive krav på sandheden som sit mål (sandheden som undtagelsestilstand i al viden i alle dens discipliner), i stedet for at poesi og filosofi gensidigt befrugter hinandens processer gennem netop sprogbrugen (legein/tale og lalein/snakke-lalle).

Magnus William-Olsson under- og udbygger disse overvejelser med sine egne fortolkninger af 2 af Pindars olympiske oder, nr. 2 og nr. 7. Digtere har ofte  fremhævet det som deres særlige kunst at forme sprogets lyde til logisk tale, fraser og ord, kort sagt udtrykke sproget i højeste potens  med alt hvad det kan være i modsætning til filosofiens  eksklusive dialektiske sandhedssøgen på alle områder. Pindars 2. olympiske ode til væddeløbskøreren Theron er ofte blevet fremført som eksempel på digtekunstens  krav på sandheden. Især den passage hvor Pindar priser de indsigtsfulde, som ikke plaprer støjende hid og did på alle sprog som ravne, men forstår lyd og logisk tale som Zeus' hellige fugl ørnen slår ned, præcist:

Men i Pilekoggret har jeg under Armen endnu
Mangen letbevinget  Pil,
Der træffe vil i Sjælen vel dem der har indsigt,
Men for Mængden vil de trænge til en Tolk, men ikkun vis
Er jo den, der af Naturen fik i Meget Indsigt klar;
Men rasende af Snakkelyst er de,
Der med Moie fik lidt Lærdom, og som Ravnene de skriger
Mod Zeus' Ørn. Men sigt nu med Buen, du mit Hjerte![1]

Dette afsnit handler ifølge Magnus William-Olsson ikke om hvordan den filosofiske dialog aktualiserer den logiske tale.”Ordet sendes afsted så vel hvæsset, valgt og målrettet, at det træffer lige i plet, der i sandhedens undtagelsestilstand.” Men en sådan læsning rammer ifølge ham ikke bare ved siden af. Den misser hele sammenhængen.  Det der står på spil i Pindars billede er ikke, ”hvordan ordet træffer , men vores evne til at i-agt-tage sprogets flugtbane og lyd... For Pindar virker sandheden ikke gennem ordet, men igennem hvordan sproget lyder og bevæger sig.” Det er sprogets præcision i formgivningen af lyd og  alle andre aspekter af sproget det drejer sig om.   Digtet rammer sin susende bane præcist mod målet, som visheden bueskytten sender sin udvalgte pil eller Zeus' jærtegns ørn slår ned. Ikke som en sværm ravnes flaksen hid og did eller som et kogger pile afskudt på må og få uden mål. Jærtegnet tilbyder os og rummer en særlig guddommelig aktualitet – det varsler hvad der kommer til at ske. Men Pindar taler ikke om det skæbnen eller guderne har bestemt., men om hvordan jærtegnet viser sig for de indsigtsfulde, som giver agt på virket, energeia, og ikke bare målet. ” Måske er det den slags agtpågivenhed Agamben sigter til når han henviser os til 'det punkt hvor sproget har deaktiveret sine anvendelige funktioner og overvejer sine muligheder inklusive  muligheden for ikke sige noget.”
I billedet er ravnene ikke bare en forvildet flok men også en sværm der er i stand til at holde ørne væk.  Og dermed fremhæves den levende uforudsigelige uro, som også den tyske digter Enzensberger fremhæver.

Den poetiske proces' produktive uro

Han understreger denne uro i sin beskrivelse af poesiens oprørske opgave i kontrast til den poesifjendske filosof Platon, som mere skarpt indsigtsfuldt end al hidtidig højre- og venstreorienteret litteraturvidenskab  har givet de herskende advarsler imod: nemlig de ”uoverskuelige virkninger, uberegnelige for alle, også for digteren, ligesom virkningen af et sporstof eller en spredning af bittesmå sporer...de [advarslerne3] går ikke  på manifest politisk mening og indhold , men på kernen i den poetiske proces, der truer med at unddrage sig vogternes kontrol: dens politiske følger er intetsteds farligere end der hvor disse slet ikke tjener den poetiske  virken som rettesnor.” Og Enzensberger bruger bevidst digtet Der Radewechsel , Hjulskiftet af Brecht til at illustrere dette:

Jeg sidder ved vejkanten.
Chaufføren skifter hjul.
Jeg er ikke gerne der, hvor jeg kommer fra.
Jeg er ikke gerne der, hvor jeg er på vej hen.
Hvorfor betragter jeg hjulskiftet
med utålmodighed?

Han bruger netop ikke det mere kendte anekdotiske Brecht digt, der reagerer på 1953 opstanden i Østtyskland:
Die Lösung / Løsningen

Nach dem Aufstand des 17. Juni
Ließ der Sekretär des Schriftstellerverbands
In der Stalinallee Flugblätter verteilen
Auf denen zu lesen war, daß das Volk
Das Vertrauen der Regierung verscherzt habe
Und es nur durch verdoppelte Arbeit
zurückerobern könne. Wäre es da
Nicht doch einfacher, die Regierung
Löste das Volk auf und
Wählte ein anderes?

Efter oprøret den 17. juni
lod sekretæren for forfatterforeningen
distribuere foldere i Stalinallée
I dem læser vi, at folket
har mistet regeringens tillid,
og det kun er ved at fordoble deres indsats,
de kan genvinde den.
Ville det ikke være
enklere for regeringen
at opløse folket
og vælge et andet?

”Betyder politik at have andel i den samfundsmæssige forfatning menneskene giver sig selv i historien så har Hjulskiftet politisk karakter. Men det undsiger samtidig mønstergyldigt at politik kan bestemme over digtet. Det er dets politiske gehalt.”

For at komme længere ind til det, ”der forbinder poesi med politik og som skiller poesi fra politik” slutter Enzensberger sit essay[2] med at slå tre teser op, fordi denne indsigt ikke kan bevises kun kan opnås med risikable formodninger og postulater:

1.                                     

Poesi må mere ubestikkelig end nogensinde stå fast på sin førstefødselsret overfor ethvert herredømme. I de sidste hundrede år er det kommet mere og mere tydeligt frem i den poetiske proces, hvad det er der skiller den fra den politiske. Jo større tryk digtet ser sig udsat for, desto skarpere udtrykker det denne differens. Dets politiske opgave er at modsætte sig enhver politisk opgave og at tale for alle også der hvor det taler om ingen, om et træ, om en sten, om det der ikke er. Denne opgave er den sværeste. Ingen er lettere at glemme. Der er ingen til at kræve én til regnskab; den der forråder den til de herskende interesser bliver tværtimod belønnet. Men i poesien gælder der ingen formildende omstændigheder. Digtet der sælger sig selv, det være sig ved en fejltagelse eller af gemenhed, er dødsdømt. Der bliver ikke givet pardon.

2.                                       

Herredømme berøvet sin mystiske kappe, kan ikke mere forliges med poesi. Fra da af er hvad der før hed inspiration døbt i kritikkens navn: kritik bliver til den poetiske proces' produktive uro. I magtens øjne, der udover sig selv ikke kan anerkende noget αρχη er digtet anarkisk, utåleligt, fordi magten ikke kan bestemme over det subversivt ved sin blotte eksistens. Så Længe det bare er tilstede, fører det bevis for at regeringserklæring og reklameskrig, manifest og transparent lyver. Dets kritiske arbejde er ikke andet end barnets i eventyret. At kejseren ikke har noget på, denne indsigt kræver intet 'engagement'. Det er nok at et eneste vers bryder bifaldets uartikulerede hyl.

3.                                      

Poesi traderer fremtid. Overfor det for tiden gældende, erindrer den om det selvfølgelige, der ikke er virkeliggjort. Francis Ponge har bemærket: hans digte er skrevet som på dagen efter den vellykkede revolution. Det gælder for al poesi. Den er anticipation, om det så er i tvivlens modus, i undsigelsens, i negeringens . Ikke sådan at forstå at den taler om fremtiden; men sådan at den taler som om fremtid var mulig, som lod det sig gøre at tale frit mellem ufri, som var der ikke noget der hed fremmedgørelse og sprogløshed (da jo sprogløshed ikke kan udtale sig, fremmedgørelse ikke  meddele sig). En sådan foregribelse ville være en løgn, hvis den ikke samtidig var kritik: og en sådan kritik føre til afmagt hvis den ikke i samme åndedrag var anticipation. Så truet, så trang er poesiens vej, og så ringe, ikke større end vores, dog tydeligere, dens lykke.

I min ungdom syntes jeg at dette var en alt for upræcis angivelse, der netop ikke bidrog til den rette handlings vejledning i den poetiske proces, indtil jeg indså at at en urolig sværm kan være det mest præcise  kritiske svar på den herskende mening og dens undertrykkende sprog.

Den kritik der ligger i  den poetiske proces' produktive uro er netop udpræget tydeligt synliggjort i Marianne Larsens særlige lyriske modsprog.

SKÆR ALLE UVIRKELIGE ORD MIDT OVER TIL DE BLIVER VIRKELIGE

Lige fra hendes debutsamling Koncentrationer fra 1971 og frem til i dag har hun i sine digte gjort modstand mod magtens konventioner og sproglige eviggørelse af de herskende tilstande ved at bryde ordene op og sætte dem sammen på ny. En proces hun lidt senere beskriver sådan her i Aforismer fra 1976:
EN DELER SIG I TO: SKÅN IKKE DØDSLIVET
SKÆR DET MIDT OVER SKÆR ALLE UVIRKELIGE
   ORD MIDT OVER
IND TIL DE BLIVER VIRKELIGE SOM SANDHED
Og ordene skæres op og sættes sammen  på en måde, så de nye ord virker forræderisk normale og genkendelige. Man må studse og standse op før det går op for én, at det ord vist ikke er set på dansk før i hendes digt.
Tag f.eks. øjenskin, kælighedssplinten, stemmetilstedevær i følgende digt fra Koncentrationer:

spændt med søvnen i sig
øjenskin støder mod svævende flor
måske de klareste skyer var dalet
og havde spist et stykke beboeligt jord
netop her

og dog vist haft sin yderste retning
mod jorden i kælighedssplinten
se stedet det øjnene rettes imod
og drager ind som lys
vokser ladet med grænseløsheden
og vingede dybeste farver

og til at se i selvvalgte tegn
så fyldte som mindste og største dele
i stedet
det lyser at føre sig der iklædt afsnit
og afsnit og vejret

synger mærkelig stemmestilstedevær
ejer søvnen
spændt som en bue mod natten

Og samtidig viser hun også allerede her at hun i sit modsprog allerede mestre den uventede flerledede ordkonstruktion der uden at spille på kontraster eller paradoksale sammensætninger på en snigende skæv måde fornyer rummet i digtet: lys/vokser ladet med grænseløsheden/og vingede dybeste farver.

Ordrummets ekspansion indad og udad

Rummet ordene skaber er samtidig også et sted hvor det indre, nære og ydre, omverdenen mødes, som i slutningen af digtet Lige her omkring om  køer og andre steder der indskrænker sproget til talord. De skæve forskydninger, forhærdede undskyldende smil, er der stadig, men rummets ekspansion indad og udad er beskrevet abstrakt:

Livet her
vi er nødt til at være ved det
og alle de forhærdede undskyldende smil
fordi det ikke er anderledes
det kan blive anderledes
navnene på vores evner kan blive anderledes
og navnene på vores følelser kan komme til at gælde
og ordene så langt som de rækker
vi har livet her
det er enormt
nært
og verdensomspændende
(Opgørelse følger, 1978)

Rummet skyder senere ud i alle mulige og umulige retninger og bliver undervejs et håbefuldt fællesrum. Det breder sig svimlende fuldt ud i over- og underjordiske forgreninger og rødder, både hvad proces og rumfylde angår. Beskrivelsen bliver mere konkret men også indirekte ved at lægge vægten på det uudsagte og fraværet af noget. Ved samme lejlighed rulles døden trodsigt tilbage som offer for en græsplæne:

Gik og kiggede ned i verden

og så en af dens spirer helt
gennemsigtig for fødderne af mig

registrerede kortvarigt døden
falde grøn om inden i den

kæresteparret der kom forbi
bemærkede det også

forstod jeg på deres indforståede nik
til mig og hinanden
(Sviml ud 2018)

Modsprogets proces – udfylde hullet i sproget hvor ordet eje før stod

Selvom debutsamlingen Koncentrationer udkommer midt i den af Hans-Jørgen Nielsen anførte kultur- og modernismegenerationsdebat om afskaffelse af metaforer, attituderelativisme og tomheden der også er åbenheden, så lægger Marianne Larsen fra starten en anden synsvinkel, der fokuserer på glædens og tidens dynamik:

metaforen bruges
endnu kun fordi den gør glad
som en vanding i ørkenen
sammenligningen bruges
fordi den beruser

langs billeder i billedforstand
skal jeg tømmes for indhold
placeret i fart

I bogen Modsprogets proces fra 1982 ser Erik Skyum-Nielsen ligefrem en ændring i Marianne Larsens forfatterskab i slutningen af 1970’erne i samlingerne Det kunne være nu (1979) og Hinandens kræfter (1980), hvor hun koncentrer sig  om en ny modstandsform, hvor billederne er udadrettede og også  både mere skrøbelig og mere bestandige, samtidig med at håbet ikke udskydes til fremtiden men vokser i nuet. ”Bøgerne gentager den karakteristiske treledede bevægelse fra tidligere: fra magt over afmagt til modstand, fra realitet over erkendelse og vage drømme til erkendelse af utopiens mulighed; men det er som om Marianne Larsen nu har indset at det ikke er derhenne, ude i fremtiden at oprøret begynder, men altid lige her og nu, i en livsvigtig revolterende følsomhed, der uset men sikkert gør store ømme erobringer:”[3]

vi ser på hinanden
holder om hinanden
for at komme på en stærk følelse
et nyt udbrud
af velvære
til at udfylde hullet i sproget
hvor ordet eje før stod
(Hinandens kræfter, s. 109)

I Modsprogets proces peger Skyum-Nielsen på, at der til stadighed er en afstand mellem vores faktiske sproglige kapacitet her og nu og vores selvforståelse som sprogbruger, og for at aktualisere og måske formindske afstanden nedbryder digterne ofte demonstrativt sproget ved at sabotere syntaks og stil, og gennembryde genrerne. Han definerer i forlængelse heraf modsprogets proces:

”Den sprogbevidste eksperimenterende litteratur får i kraft af denne bevidstgørende bestræbelse karakter af modstand og modsigelse. Af modsprog. Men siden det litterære kunstværk først og sidst betjener sig af det fælles: dagligsproget, og dermed forankres i vores ganske vist modsætningsfyldte, men dog fælles historie, kan kunsten ikke uden videre give sig til at tale et ’andet’ sprog, men er henvist til at artikulere sit menneskelige alternativ igennem sin specifikke formning af det fælles, altså igennem selve det kunstneriske arbejde. Kunsten bliver modsprog, ikke i kraft af digternes anderledeshed, men i kraft af den æstetiske proces.”

Savnsprogets stemmer

Det er også en helt speciel udgave af modsprog, som hun i digtene bruger til at kortslutte floskler snusfornuft og ideologiske meninger og gøre oprør mod den herskende almindelige mening og dens politiske landskab der hele tiden munder ud i den logisk nødvendige politik.

du forsvinder i en tilværelse af høje siv
jeg er et barn der ikke kan skimte en hånd for sig
i knitrende gylden uvejsomhed
sporene efter vores forsvindingsnummer
er en zigzaggende bølge i tiden
fyldt med stemmer
der taler om at rejse
på savnsprog
om at være
synlige der kan se
på arrene i forbipasserendes tindinger
at nogen har banket huden tynd der

den 30. juni

Fra MEMORABILIA, Borgen 2001.

Her er det savnsproget, som udgør modsproget og gør os og arrene synlige. Arene er mærkerne efter noget der ikke længere er der. Det fraværende som håndgribeligt sanseligt nærvær, manifesteret i en zigzaggende tidssbølges stemmer der taler savnsprog om at rejse. Modsproget er en kinesisk æske af det ene fravær efter det andet, som hele tiden tvinger læseren/tilhøreren forfra og videre Logikken selv kan i hendes digte svigagtigt punktere tilvante elitære hierarkiske tankegange som i

Åben terning

Drømmens længde holder
aldrig op skyd dens
fortrop ned
det vil altid kun betyde
tilsynekomsten
af dens enorme bagtrop
(Billedtekster, 1974)

ØJNENE KAN IKKE LEVE ISOLERET FRA ANDRES

Marianne Larsen har også skrevet poetiske aforismer (Aforismer,Edition After Hand, 1976) der for nogles vedkommende også er inspireret af 60er digternes opdagelse af haiku og anvendelse af deres usymbolske billeder og drejningen fra en associationskæde til en anden i digtet.

Samtidig er de dybt optaget af modsprogets muligheder i en nøddeskal. Aforismer indledes med:

I KULDEN
HJÆLPER DET AT KALDE PÅ VARMEN
ELLER SKRIVE DENS NAVN I ISEN
JA JA

Og samlingen slutter med denne kropslige revitalisering af drømme og sprog:

SKYER LAD MIG BRUGE JER SOM HUD
   ET SEKUND
MIT SKELET OG KØD DØJER
MED AT BÆRE FLERE INDUSTRIELLE
   KULDEGYSNINGER

 

Den har et gennemgående tema som i overensstemmelse med 70’ernes kapitalisme kritiske digtning bedst kan beskrives med 2 digte der står lige over for hinanden i starten af bogen:

KORREKT OPFØRSEL AT HADE IKKE SÅ FÅ AT ELSKE EN MASSE HADE UNDERTRYKKERNE ELSKE DE UNDERTRYKTE MØRKELIGE TIL DELS ULÆSELIGE SKILTE SES    MANGE STEDER HVOR KAPITALISMEN SPRÆKKER…………… ……………KÆRLIGHED IKKE TIL SALG…………… STÅR DER PÅ DEM

Men den virkelige styrke og indoptagelse, der samtidig er udbrud, kommer frem i den genoplevelse og –oplivning af sprogets kropslige side, som i:

HVAD GØR DINE LÆBER
HVER GANG DE FORMER ORDET ”EJE”:
DET DIAMETRALT MODSATTE AF ETHVERT
KYS

Her er bevægelsen i digtet fra den abstrakte, logisk objektive og samtidig distancerede fremmedgjorte konstatering af hvad læberne gør når de siger eje. Nemlig trækkes stramt ud til en streg, til den konkrete sammensmeltning af handling og ord til modstand i det afsluttende kys, der samtidig former læberne til en blød runding. Og det samtidig den drejning fra det abstrakt beskrivende til konkret sammensmeltning af ord og handling der forvandler digtet til aktivt modsprog. Her formuleret i det særlige særlige hans-jørgen nielsenske haiku formsprog, der bl.a. bygger på modernistiske lyriks sprængte syntaks og strofer på 2 linjer gange 2. Det samme drejningsgreb gør sig gældende i følgende digt fra samlingen, som tilsyneladende forbliver i det abstrakt logiske distancerede sprog hele vejen igennem:

EN DELER SIG I TO: SKÅN IKKE DØDSLIVET
SKÆR DET MIDT OVER SKÆR ALLE UVIRKELIGE
   ORD MIDT OVER
IND TIL DE BLIVER VIRKELIGE SOM SANDHED

Den konkrete sammensmeltning af ord og handling til modsprog bliver først implicit gennemført og drejet over i en adskillelse af død og liv, når man i fantasien gennemfører overskæringen af uvirkelige ord som her dødslivet. Det er denne sammensmeltning af ord og handling, bevidsthed og krop i digtets modsprog der samtidig udvider det til en fortælling om drømmens og bevidsthedens isolerede jegs udvidelse til at omfatte du og fællesskab:

SØVNENS FARVE
DET KOMMER AN PÅ
HVEM DER SER PÅ DIG

Og

MENNESKETS BEVIDSTHED ER MÅSKE IKKE
FUNDAMENTAL SOCIAL
MEN MENNESKEKROPPEN ER
HUDEN ER SOCIAL
ØJNENE KAN IKKE LEVE ISOLERET FRA
ANDRES
RET LÆNGE AD GANGEN

Ja huden sanses ikke rigtigt uden berøring og øjnenes kropslige funktion fuldbyrdes ikke før der er andres ikke bare at se på men også ind i.

At skrive digte – opfange forandringer og samtidig virke forandrende – sprogets virkelige utopi

Helt fra begyndelsen skriver hun sine digte ud fra et opgør med sprogets overfladiskhed og forfladigelse af virkeligheden og dets magt konserverende funktion, der modvirker forandringer. ”At skrive digte. En måde  at bevæge sig i nutiden på. Forsøg på at orientere sig i virkeligheden gennem sprogets drøm om klarhed og mangfoldighed. Forsøg på at opfange forandringer og samtidig virke forandrende. En slags sprogets utopi.”[4]

Hun er klart en del af bevidstgørelsen om den politiske undertrykkende ulighed og mandschauvinistiske undertrykkelse af kvinden som tager kraftigt til i 70erne. Hun bidrager til forandringen gennem konstant at undersøge omverdenen og sin egen tilbagevendende motivkreds ”ved at involvere dem i ætsende sproglige processer… Processen, arbejdet med udsagnets muligheder bliver uvilkårligt afgørende. Sådanne forfatterholdninger er sjældne. Det bliver så læserens arbejde at finde frem til at efterprøve og tilegne sig denne refleksion og benytte sig af de muligheder  det sproglige arbejde åbner for.”[5] ”Sprogets utopi vil sige at sprogliggøre (itale eller itankesætte) det utopiske eller altså give det utopiske navn. ’Tingene’ har så at sige først egentlig ’realitet’ for mennesket, når de er sat i sprog, altså be-tegnet, fordi det så i en eller anden forstand er be-grebet.
Det det gælder om er, at sprænge magtens sprog, der formaliserer, fikserer og reducerer, altså disciplinerer og forkrøbler.”[6]

Poetikken går på den ene side ud på at blotlægge magtens vidt forgrenede veje og på den anden side at vise de ligeså logisk nødvendige og forskellige muligheder for at ophæve den.

Karakteristisk nok fanges denne dynamik i Marianne Larsens spørgende anskueliggørelse af den i sproglig omdannelse af velkendte tillægsord som uforudsigelig til udsagnsord, der ændrer den begrænsende betydning til en voksende organisk livudfoldelse ud fra vort indre kompas:

øjeblikke

og det der uforudsiger
dem

vores bløde
indre
solure
(Direkte, 1984)

Denne modbevægelse er liv der også udspringer af at sproget udgår fra kroppen og at ordene er en del af nedbryder det dig. De slipper ikke op men ”fortsætter ud over de grænser din frygt sætter; men også ud over grænsen for dine drømme… ordene giver ikke op; der er i dig, du kan ikke standse dem, ingen kan standse dem; de kæmper videre.”[7]

Selve den sproglige fornyelse kan også bare være udskiftningen af et ord vi er så indgroet vant til at forvente i en given sammenhæng med et andet måske dets modsætning som her hvor hun erstatter ud med ind med det resultat at digtets rum bliver levende og spændstigt vibrerende af en helt ny stilhed:

forseglede engle
kaldes
unge der ser ind i luften

den 27. februar
(Memorabilia, 2001)

Disse overrumplende småændringer af forventede fraser gør digtenes sprog til et levende modsprog, der ikke bare nedbryder herskende og undertrykkende konventioner og forestillinger men også åbner sproget i nye indre og ydre menneskelige rum. I digtsamlingen Bag maskerne skriver hun at digtet er som liv og alt, enhed og helhed, det er et åndedrag, der er en del af naturen og universet. Denne tilspidsning af virkeligheden gennem digtets syrebad for ordene, der genforener dem med liv og kærlighed, er bevæggrunden for at de og vi kan vinde i kampen om eksistensen.

Digtet er fyldt med modsætninger og deres dynamik i forhold til hinanden. Men det er samtidig selv et modsprog en kontrast til de dominerende forfladigede meninger og deres undertrykkende sprog, en kontrast  der skærper sansen for virkeligheden og for dens iboende alternative muligheder.[8]

Netværk, jeg undgik at blive fanget i. Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september.

Gennem hele sit digteriske virke har hun fortsat eksperimenteret og i samling efter samling fornyet formvariationerne. Ikke i en glidende fremadrettet udvikling – men i spring og med svinkeærinder. Hele tiden dog med deres demonstrative tilsyneladende legende og ubesværede væren i verden, som vidner om at digte er noget hun gør midt i tiden. Det er ikke nogen enkel sag. Det kræver evne for det overvirkelige, surreelle og for fornyelse. Den har hun til overmål. Hun er stadig i en rivende udvikling fra abstraktioner over konkrete håndgribelige barndoms- og naturoplevelsers udvidelse af sproget, os og verden. Og især vores forhold til hinanden gennem stadig større ordsammenhænges opbrud og ny sammensætning i hendes frem for alt nærværende tekster, hvor ikke blot vi ser men også det sete ser os og indvikler os i verden på ny:

En salamander glimter ud af øjnene
ud af hud og øglefortid
og et tyndt lag væde på rygkammen.
Glimter mig til sig fra et vandhuls bred.

Inden jeg med et svirp i græsset
er ude af syne igen.
(VIDNE, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september,2022)

En verden vi netop ikke kun er et vidne til men en aktiv og ændrende del af lige som alt andet der skabes:

Dugdråberne der optrådte på line i skoven af spindelvæv.
En af dem var mere gennemsigtig end de andre.

Ved mit mindste pust svajede de alle i hver deres netværk,
jeg tilfældigvis selv undgik at blive fanget i.

Den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september.
(NETWORKING, den morgen jeg tilfældigvis ikke var et insekt i september,2022)

 

---

[1]Pindars olympiske Oder, Overs. M. Roising, Herlufsholms Årsskrift for skoleåret 1861-62, s. 13-14

[2]Hans magnus enzensberger: poesi og politik, Babette, 1986.

[3]Erik Skyum-Nielsen: Modsprogets proces, Arena, 1982, s. 311

[4]Marianne Larsen, I skal ikke være bange for ordene i  Når kvinder skriver, Tiderne skifter 1985

[5]Per Højholt i Chancen nr. 5, Gyldendal 1980, s. 68

[6]Finn Barlby, På sporet af…skrøbeligheden i Plys 5, 1991.

[7]Marianne Larsen, Fællessprog, Swing 1975.

[8]Se Finn Barlby, På sporet af…skrøbeligheden i Plys 5, 1991, s.112.