Carl Nielsen og det tilbageholdte åndedræt

Carl Nielsen: Symphonies
Fabio Luisi-DRSO (DG)

Carl Nielsen: Violin Concerto, Symphony No. 4
Edvard Gardner, Bergen Filharmonikerne, James Ehnes (Violin) (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Radiosymfoniorkestret nye indspilning af Carl Nielsens samlede symfonier må være den vigtigste klassiske udgivelse på det danske marked i år.

Carl Nielsen er den største symfoniker i Danmark og en af Nordens allerstørste symfonikere. Man kan læse betydelige træk af den danske nationalkarakter ud af hans seks tætpakkede symfoniske værker, fulde af både avancerede kreative indfald, forbløffende nyskabende klangbilleder og overraskende enkle motiver og melodier.

For denne lytter har Carl Nielsen været et enigma i hvert fald i 35 år, hvor jeg pendler i opfattelsen af værkerne mellem det banale og det geniale. Flere, for ikke at sige adskillige andre danske komponister har leveret et stort samlet symfonisk værk, Vagn Holmboe, Gade, Rued Langgaard og i nyere tid desuden Per Nørgård og bl.a. Ib Nørholm, samt atter andre. Ingen af disse komponister opføres i de store internationale koncertsale med den frekvens, som Carl Nielsen trods alt gør, selvom han i nordisk sammenhæng står klart i skyggen af Sibelius.

De samlede indspilninger af symfonierne er imidlertid ikke tidligere er udkommet på pladeselskabet med det berømte gule mærke, Deutsche Grammophon, og udgivelsen er præget af den ypperste kvalitet, med en fantastisk rig og velafbalanceret klang i orkestret og en nerve i lydbilledet, der modsvarer kompositionernes frenetiske karakter. Det er sjældent, men fornemmer at lyden på en indspilning er bedre end i koncertsalen, men sådan er det her.

Det er Radiosymfonikernes chefdirigent Fabio Luisi, der leder orkestret i, hvad man må konstatere er en mesterlig læsning og udfoldelse af den desperate energi, værkerne er præget af. Min yndlingssymfoni, den lille Symfoni nr. 1 (1894), som rummer en optimisme, man ikke finder så uhildet i de andre, bæres i fortolkningen samtidig af den nøgterne alvor, som alle værkerne har. Den underfuldt opstigende bevægelse, der dominerer 1. sats, får ikke lov at slippe løs som frihed, som man kan høre det i f. eks. Paavo Berglunds fortolkning med orkestret på RCA fra 1988, den formidles som inderlig stræben. 

Man slapper ikke af på noget tidspunkt i Carl Nielsens symfonier. Man sidder som på nåle, og skulle der være roligt et øjeblik, venter man på næste bidende udbrud. Det, Fabio Luisi formidler gennem fortolkningens stramt formede arkitektur, er at dette ikke er ensbetydende med uro. 

Den elegiske og smukke strygerstemme på baggrund af ildevarslende pauker, der indleder 3. sats af den 4. Symfoni (1916) er et godt eksempel. Det går gennem marv og ben i Luisis strenge, tilbageholdte gestik. Den, som har hørt de næste små 20 minutters, overvejende faldende og på mystisk vis samtidig gryende bevægelse, glemmer det aldrig igen. Prøv en dag at sammenligne Luisis nye og Karajans berømte tolkning. Jeg finder Luisis mere levende og spændstig, både klangligt og i musikkens formsprog, selvom jeg i en halv menneskealder har været imponeret af Karajans måde at få det hele til at være én lang bevægelse.

Man kan have det med Nielsens 5. og 6. Symfoni, som med Beethovens sene strygekvartetter: De rummer formeksperimenter og klangverdener, der endnu ikke er overgået. Den aldrende Blomstedt, der har indspillet de samlede symfonier hele to gange - med radiosymfonikerne på EMI og San Francisco SO på Decca - har flere gange i år, og mange gange tidligere, genopført 5'eren, som åbenbart står ham særlig nær. Når sommeren bliver endnu dybere, skal jeg sidde og sammenligne dem med Luisis i de lange, lyse aftener.

Nielsen i Bergen

Det er næsten ikke til at undgå at sammenligne med en anden ny indspilning af Carl Nielsens værker, en cd med den fjerde symfoni og violinkoncerten. Det er Bergen Filharmonikerne og Edvard Gardner, med violinisten James Ehnes. Her er der en helt anden tilgang.

Går man til bemeldte tredje sats i 4. symfoni, hører man med det samme forskellen Luisis og Gardners læsning. Det åndeløst tilbageholdte hos Radiosymfonikerne er afløst af noget nysgerrigt og prøvende hos Bergenfilharmonikerne. Fortolkningen har et lys over sig, som vil tiltale en del lyttere.

Hvor Fabio Luisi vitterlig formår at favne både Carl Nielsens Mozartdyrkelse og hans fascination af den moderne naturvidenskabs energibegreb (Den 4. symfoni har undertitlen ”Det uudslukkelige”), læner Edvard Gardners tolkning sig op ad en mere generel nordisk naturromantik.

Et benovet og forvirret sjæleliv

Carl Nielsens violinkoncert har ikke været opført så ofte de allerseneste år, men musikhistorisk hører den til de helliges forsamling: De store komponisters enlige, meget stort anlagte violinkoncert, startende med Beethovens, efterfulgt af Brahms, Tjajkovskij, Dvorak, Elgar, Sibelius og Glazunov og eventuelt Walton.

James Ehnes udforskning af værkets mange små finurlige motiver er sprudlende og legende. Hans fraseringer er personlige, men ikke prangende. Han er nemlig tydeligvis ligeså nysgerrig som vi andre overfor at trænge ind i den opdæmmede udladning af et benovet og forvirret sjæleliv, som værket synes at rumme, og han mestrer med charmerende lethed de mange spring i tone og genremæssigt udtryk, som værket er sat sammen af.

Carl Nielsens Violinkoncert har en mærkværdig "fejl" i slutningen af 1. sats. Den ender så storladent, at publikum næsten altid klapper i utide, fordi de tror, hele koncerten er slut, hvad de ikke gør i nogen af de øvrige, ovennævnte kanoniske violinkoncerter. Det er enormt irriterende, da næste sats begynder meget indadvendt, altså i en helt anden stemning. Det imponerende, kunstnerisk elegante vakuum mellem de to satsers stemningsfylde bliver sjældent aftegnet korrekt i  liveoptagelser af denne årsag: Publikum larmer, hvor der burde være stilhed.

Her er det gribende smukt. Det intense i 1. sats - et stort crescendo, afslutningsvis med en meget flot harmonik, der begynder i en akkordfølge, der minder om hovedtemaet i Mozarts Prager Symfoni og udvikler sig i en splintrende moderne tonalitet - står i 2. sats frem med samme styrke, men et fuldstændigt modsat udtryk, en sky, bortvendt emotionalitet. Det er sådan, det er. Nielsen er et enigma.

Menneskets søgen efter det universelle

Claus Grymer:
Havet og ingenting
Noveller, 146 sider
Illustreret af Lene Højberg Hygum
Forlaget Læselyst

Claus Grymer er en helt speciel forfatter. Jeg tror det første jeg læste af ham, var en roman om to mennesker med det der i dag hedder funktionsvariation. Det var helt usædvanligt på det tidspunkt hvor man rask væk skrev romaner om mænd der var vanvittige, perverse eller grænsende til psykopater, men ikke om den gruppe af mennesker iblandt os som altid træder lidt i baggrunden.

Også nogle af fortællingerne i Claus Grymers seneste novellesamling Havet og ingenting handler om mennesker som ikke bevæger sig frit rundt på grund af den ene eller den anden funktionsnedsættelse.

I den store indledningsfortælling, som også er titelfortællingen, kæmper en voksen søn med at gøre sin mor tilfreds. Det er en typisk middelklasseproblemstilling, som en del af os kender igen fra vores eget eller naboens liv.

Den litterære gevinst i fortællingen består i efterdønningen af at sønnen arbejder for at hjælpe moren til at komme ud og se havet som hun så gerne vil, men ikke kan, for hun går meget dårligt og er afhængig af rollator. Det lykkedes så til sidst, men uanset hvad, kan han aldrig gøre hende rigtig tilfreds. For hun skammer sig over ham fordi han stammer.

I samlingen tager Claus Grymer tematikken om det ufuldstændige menneske videre. Fortælleren i novellen Et menneske bliver besøgsven hos byens kendte digter, der er ramt af demens. Der bliver et lille indre trekantsdrama, når fortælleren husker tilbage på nogle scener i skolen, hvor digteren underviste i gymnasiet og hvor klassens kønneste pige turde spørge ham om forhold i forfatterskabet, som besøgsvennen dengang ikke vovede.

Også i denne novelle er det at komme ud og se havet er et motiv. Fortællingerne er spændt op mellem begrænsninger og drømmen om frihed. Begrænsningerne kan synes små og ligegyldige, men det er hæmninger vi alle har og alle kender, hvad enten de er fysiske eller mentale. Og det store billede havet, som flere personer kæmper for at komme ud og se, bliver så en mental metafor for alt det personerne ikke selv rummer: Åbenhed, grænseløshed og forankring i sind og selvforståelse, storhed, vindens frihed i betydningen sjælens frie bevægelse.

I den sidste novelle bruger Grymer igen det samme motiv, men havet er skiftet ud med huset. Huset som forankring, værested, drømmenes arne. Den handler om en kvinde der har mistet sin mand, og samtidig også et fritidshus som hun nu ikke længere har mulighed for at sætte i stand. Men gennem at hun griber livet som møder hende, får hun også mulighed for at få sit hus tilbage.

Grymer

Mange, hvis ikke alle fortællingerne trækker på Claus Grymer egen livsverden. Han er jo selv både forfatter og kritiker - figurer som optræder i fortællingerne - og tab og andre udfordringer, som han har fortalt offentligt om, spejler sig i fortællingerne. Han drives mod en karakteristik af noget universelt menneskeligt i alle fortællingerne, men det er ikke alle fortællingerne som alle læsere vil opleve når frem til dette universelle. Nogle af fortællingerne forbliver i det lille. Det begrænsede.

Det er derfor også svært at give en karakteristik eller anmelde fortællingerne. For læseren ønsker at det universelle, det der har kontakt med den alment menneskelige, er indlejret i fortællingerne på en befriende måde. Men det er det ikke og det kan det ikke være i fortællinger, der i sit udgangspunkt er solidarisk med mennesker, som ganske enkelt ikke er velsignet med den frie bevægelighed på alle niveauer.

                     

Lavmælte noveller om kvinder i Iran

Zoyâ Pirzâd: ”Som alle andre eftermiddage”, 2022, oversat fra persisk af Shahin Aakjær, Rebel With a Cause, 107 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Den iransk-amenske Zoyâ Pirzâd er en populær forfatter i Iran. Forlaget ”Rebel With a Cause” har udgivet hendes første novellesamling fra 1991 på dansk, og det er et interessant møde med en lavmælt fortællestil, der beskriver en på samme tid genkendelig og fremmedartet verden. Der er fokus på kvinderne i novellerne. Kvinder, der lever deres liv indenfor nogle rammer, som de færreste danske kvinder i dag ville finde acceptable.

Det er nok den lavmælte stil, der har været medvirkende til at gøre Pirzâd så populær. Teksterne rummer ingen direkte kritik af nogen. Alligevel får man en fornemmelse af en grundlæggende ufrihed med deraf følgende utilfredshed, men det er en så forsigtig beskrivelse af samfundsstrukturens bagside, at den går under radaren for en nok så skrap censur.

Der er noget klaustrofobisk over mange af kvindernes tilværelse. Selvom de kan bevæge sig udenfor hjemmet, synes de at være bundet til de konventioner, der præger den beskrevne hverdag. Tag bare fru F. i ”Fru F. er en lykkelig kvinde”. Hun er ikke alene en lykkelig, men også en stolt kvinde, fordi hun er gift med en statsansat mand, der tjener lidt mere end de ansatte, han på statens vegne udbetaler løn til. Fru F. er fattigfin, idet hun gør en dyd ud af nødvendigheden, når hun sparer på husholdningspengene, samtidig med at hun forarges over andres forbrug; særligt hos dem om hvem hun ved, at de ikke har fået lønforhøjelse for nylig. Det, der gør fru F. lykkelig, er, at hun kan opretholde en tilværelse, der er blot lidt finere end så mange andres.

Alle hr. F.’erne

En enkelt af novellerne handler om en mand. Han hedder hr. F., men er ikke den samme som fru F.’s mand i den førnævnte novelle. I ”Hr. F.’s ønskeliv” fortæller Pirzâd om den første tid, efter at hr. F. er gået på pension. Han har været embedsmand i årtier og har glædet sig til at stoppe, men systemet sidder i kroppen på ham, så han kan slet ikke falde til ro. Heller ikke, selvom han bliver mindet om, hvor trøstesløst et arbejde, han havde. Det er, som om meningen med livet har været at tjene staten, og nu, hvor han ikke længere gør det, er det svært at finde en mening med noget. Ham, der har overtaget hr. F.’s kontor, hedder også hr. F., som om embedsmænd er noget, man kan anskaffe i metervare. Alle hr. F.'erne bliver anonyme i en sådan grad, at anonymiteten også bemægtiger sig hr. F. selv.

At mennesker gemmer på meget mere, end hr. F. tillader sig selv at erkende og vise, fortælles i den fine novelle med titlen ”Blomsterne midt på sengetæppet”. Det er ganske vist en forfaldshistorie, men den beskriver ikke desto mindre, hvordan et menneske kan inspirere et andet til at udfolde sig. I fortællingen tager udfoldelsen form af et hæklet patchworktæppe, der til sidst fylder et helt kældergulv.

I ”Historien om kaninen og tomaterne” forstår man, hvor svært det kan være at udfolde sig, når det, man vil, ikke er noget, andre tillægger værdi, fordi ens primære opgave nu engang er at passe mand, børn og hjem. Fortælleren indleder med at konstatere, at ”Hver dag siger jeg til mig selv: ’I dag får jeg skrevet en historie.’ Men om aftenen, når jeg har vasket op efter aftensmaden, gaber jeg og siger: ’I morgen, i morgen får jeg skrevet.’” (s. 17). End ikke den mindste fortælling bliver nedfældet, måske fordi hverdagens ensartethed lægger sig kvælende over fortællerens inspiration.

Kvinden, der elsker ro

Selvom nogle af novellerne har en tung stemning, beskriver andre en stille kærlighed mellem ægtefællerne. Vel er der et tydeligt kønsrollemønster, men ingen af parterne stiller spørgsmål til det rimelige deri. Det er bare sådan, det er, og det kan man godt finde ro i. I ”Pletten” er kvinden, der fortælles om, for eksempel ikke rolig, før hendes mand er kommet hjem fra arbejde. Først da er alt, som det skal være, for kvinden har et behov for forudsigelighed og ro:

”De havde aldrig selv fået børn, og det gik ikke kvinden på. Måske var hun endda tilfreds med det. Det var svært for hende at forestille sig noget nyt og levende i hjemmet. Hun ville skulle bekymre sig om et barn, hun ville skulle glæde sig over et barn. Hun havde ikke lyst til hverken at bekymre eller glæde sig. Et barn ville sætte livets ro over styr, og kvinden elskede ro mere end noget andet.” (s. 38).

Man kan synes, at kvindens liv er gået i stå, men det er sådan, hun vil have det. Måske fordi hun har vænnet sig til et liv, hvor alt er fastlagt på forhånd, og hvor det kan udfordre konventionerne og myndighederne, hvis man foretager sig noget uventet. Der kan være tale om en dyb satire over, hvad undertrykkelse gør ved mennesker, men der kan også være tale om en beskrivelse af en særlig personlighedstype. Således er Zoyâ Prizâds noveller lette og hurtige at læse, men ikke så nemme at sætte på formel.

Det er svært at være alene/ måske er det her friheden indfinder sig

Alexander Carnera:
Lysningen
Forlaget Spring

https://www.forlagetspring.dk/products/lysningen

Af Jakob Kvist
Når man læser Alexander Carneras dagbog Lysningen, er det som om, at man bliver fragtet et andet sted hen. Jeg havde det flere gange som om, at jeg var suget ind i verden. Ikke en anden verden, men verden. Bogen havde et særligt greb om mig. Det var ikke et fast greb, men alligevel som en hånd, der sikkert førte mig gennem de mange dagbogsnotater. 

Dagbogen har sin helt egen melodiske rytme, hvor man rammes af ordenes klang. Det er ikke en dagbog fyldt med bekendelser. Det er en dagbog med en ivrig observant som hovedperson. En hovedperson, som noterer sig mange detaljer i sine omgivelser. Med et særligt blik for tilværelsens mellemrum åbner dagbogen op for sider af livet, som sjældent rammer vores søgelys. Man mærker en hovedperson, som ikke stiller sig tilfreds med stivnede overleveringer uden at disse konfronteres med kritik. Ikke hvilken som helst kritik, men den velfunderede kritik, som bedriver kritik for at påpege nogets begrænsninger med et ønske om at forbedre. Det er fx tilfældet i hvad kan man kalde for første kapitel Billederne vil forsvinde. 

Her følger vi hovedpersonens tanker under corona-nedlukningen. Her er vores dødsangst i fokus: ”Engang var døden med til at skabe en forandring i den kollektive bevidsthed. De døde fandt en plads i det levede liv. Men nu står den tilbage som noget blot skræmmende, noget vi kun kan være bange for.”. Vores adfærd under corona holdes op mod ægyptiske faraoer, Illiaden og Hamlet. Og en kritik sætter ind: ”Nu er det som om vi står alene tilbage med frygten. Vi reagerer med døden som en undtagelse, en katastrofe, vi nøjes med at gøre opmærksom på hvor bange vi er. Lad os udsætte det hele lidt endnu. Selvom det nok er det modsatte vi har brug for. Opdage hvor lidt vi faktisk kontrollerer.” Der er også plads til håb og det gådefulde. Det som ikke lader sig beskrive, men som må kredses om for at få det i tale: ”Fordi livet må findes et andet sted, end der hvor jeg hele tiden kan nås?”. Maleriske beskrivelser som: ”Mine sæbebobler af ord, som allerede er ophørt med at eksistere. Gårsdagens historier forbliver stumme. Ordene har allerede mistet deres magt, afblomstret sig selv som falmet blæk.”. 

Ensomhedens muligheder 

I andet kapitel med titlen Ensomme steder er fælles steder bevæges vi ind i meget interessante tanker om ensomhedens væsen og betydning. Vi følger hovedpersonen som observerer en dreng læse i en bog i en park, som pludseligt bringer hovedpersonen tilbage til engang, han som barn var syg, hvilket frembringer følgende: ”Er det mon derfor, samfundet ikke længere tillader os at være syge? Fordi vi her i en kortere eller længere periode er konfronteret med vores lidelse, som er vanskelig at bære, øjeblikket hvor vi tvivler på alt, inklusiv os selv, men samtidigt på funderlig vis kommer i kontakt med en virkelighed, der virker opløftende på os?” 

Carnera

Det er svært at være alene, men måske det er her friheden befinder sig: ”Tror, det kan beskrives som en følelse af at være fortabt i ingenting, hvor man for første gang lærer friheden at kende. For første gang bruger sin frihed. Overgiver sig til denne fortabthed for en dag at opleve en lethed.”. Vi bevæger os frem i dagbogen og bevidner besøg hos en iransk frisør og hører om flotte beskrivelser om hvordan ensomme steder faktisk er steder, som ophæver ensomheden. At de virkelige sandheder, som gør ondt er blevet udskiftet med mere konforme sociale ”sandheder”. Man mærker gennemtænkte tanker, som synes at have fat om ensomhedens væsen uden at forfalde til det herskende sociale direktiv om at ensomheden udelukkende er noget farligt. Ensomheden er meget mere end blot at være fysisk alene: ”Ensomheden er en tavs orden, der ikke føjer sig efter nogen genstand.”, som det så flot og rammende formuleres. 

Intens læsning 

Jeg tog bogen med mig på en vandretur i Søhøjlandet. Her fandt jeg en lille afsides havn, som viste sig at være det helt rette sted at læse i bogen. På en gang følte jeg mig suget helt ind i omgivelserne mens jeg følte at have overblik over mig selv og omgivelserne. Jeg havde glemt min blyant, så jeg tog ingen noter mens jeg læste. Men noterne blev erstattet af et særligt nærvær under læsningen af Håber vi på at blive set? Hvor vi følger meget sanselige beskrivelser af rejser i blandt andet Grækenland, hvor vi møder Walter Benjamin. Ligesom vi kommer en tur til Canada, hvor der med stor præcision gives indblik i munken Thomas Mertons liv.

Ydermere sættes der ord på, at hullerne i dagbogen viser sig at tjene den funktion at lade noget nyt opstå, som forfatteren ikke havde set komme. Dagbogen er måske en måde at forsøge at bringe ny mening til verden. 

Næste kapitel At skrive er at samle det adskilte skruer op for det mere gådefulde og metafysiske. Her viser forfatteren sig som en selvstændig tænker, der centrerer omkring den mening som opstår i forbindelse med at skrive. Vi er med hovedpersonen i en mellemlanding i Tyrkiet i forbindelse med en tur til Albanien for at holde et foredrag. Her er mange seværdige beskrivelser af at opholde sig i en lufthavn. Forfatteren tænker over, hvad man skal stille op med den afstand, som er mellem én og verden og her trækkes paralleller til malerkunsten: ”Maleriet er egentligt ikke noget, vi ser på, men noget vi træder ind i.” og ”Netop fordi det vi ser, træder frem for øjnene af os, må der være noget der kommer andetsteds fra, end der hvor vi befinder os.”. 

En selvstændig tænker 

En af bogens stærkeste sætninger lyder: ”Jeg kigger på hende og forestiller mig de blinde kræfter der arbejder i vores liv, den anonyme kraft, det upersonlige lys, som ikke kan nævnes med navn, der ikke lader sig fastholde, men kun indkredses ved af billeder der kommer udefra…”. Her er vi i sandhed vidne til en forfatter, som både kan skrive og tænke. 

Derudover hører vi om en smertefuld tur hos fysioterapeuten og forfatterens meget flotte og relevante fremhævninger af Sebalds roman De udvandrede, der centrerer sig omkring: ”hvad der sker når en lærer bidrager med en undervisning og omsorg der rækker langt ud over det man kan forvente…”. Disse sider burde være pensum for alle, som beskæftiger sig med lærergerningen. 

Bogens sidste kapitel hedder Min frihed fra gud og her er vi ikke vidne til ateisme, men snarere et forsøg på at gå længere end kristendommen selv. 

Som om at forestillingen om gud blokerer, for det som er væsentligt. Måske det er herfra friheden fra gud skal forstås. At tage kristendommen på ordet for ikke at stille sig tilfreds med at ordet gud blot er stedfortræder for en mystisk kræft og så behøver vi ikke tænke på det. Nej hovedpersonen synes snarere at følge det mystiske ved kristendommen og religion og spørger blandet andet: ”Hvad er det for et blik der holder verden sammen?”. Hovedpersonen reflekterer over om han venter på noget i livet uden at han er bevidst herom og beskriver det hellige som: ”Det der er helligt, er helligt fordi det ikke gør krav på det.” Tidsånden udstilles med skarp præcision: ”Det er som om det moderne menneske her i begyndelsen af det nye årtusind har opnået hvad det kom for. Et bekvemt liv. Et teknologisk indrammet liv. Et liv hvor alt er tilgængeligt, her og nu. I dette liv er mennesket kommet i mål.” Vi lever i travlhed, hvor alle ligner hinanden. Ikke tid til at stoppe og mærke efter og faktisk se i hvilken retning skuden er på vej hen. Vi skal konstant være på og: ”Vise sin aktivitet, med terapeutisk bevidsthed”. Selvomsorg er blevet til selvrealisering, så man udgør så lille omkostning som muligt for samfundet. Forfatteren udklækker nogle stærke og yderst læseværdige tanker med afsæt i den norske forfatter Peter Wessel Zapffe. 

Hele tiden kredses der om, hvordan vi muliggør erfaringer, som bekræfter livet i en tid, hvor vi synes at styre mod afgrunden: ”At finde en anden måde at bekræfte livet på. Føle afgrunden. Støde mod en væg. Det som de gamle digtere og religioner kaldte for livets hellighed. Hellighed er en grænse som kun kan bestemmes fra én side. Du kan ikke passere grænsen og bestemme livet fra begge sider, for den anden side har ikke engang et kriseramt menneske adgang til.”. Resten af kapitlet fortsætter de sproglige udfoldelser på en måde, som kun kan kalde på respekt. 

En bog, som gør én klog

Med Lysningen er verden blevet beriget med en bog fyldt med tænkning og flotte sproglige sammensætninger. Forfatteren tænker i dialog med andre forfattere, som synes mere eller mindre overset for det brede publikum. Det er en fornøjelse at mærke, hvordan netop disse forfattere er valgt for at sige noget om livet og hvordan de måske kan få os til at opleve mening i en udhulet tid. 

Forfatteren mestrer dagbogsformen, hvilket gør læseoplevelsen stærk. Man får lyst til lige at læse en side mere. Ikke fordi der er tale om underholdning, men fordi man føler man bliver klogere.

Provinsfruens afsløringer

E.M. Delafield: ”En provinsfrues dagbog”, 2023, oversat af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste, 174 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Selvom det på mange måder er et andet samfund end vores, E.M. Delafield beskriver, er der mange genkendelige træk i hendes ironisk distancerede dagbog, der udkom i 1930. Grunden er nok, at visse sociale strukturer har det med at sygne hen, men opstå i nye sammenhænge. Således vil snobberi nok altid være et affaldsprodukt blandt de befolkningslag, der i fællesskab opbygger en opfattelse af, at de er mere værd end andre.

Delafields dagbog strækker sig over et år og skildrer fruens oplevelser på sin mands mindre gods i en landsby udenfor London. Robert, som han hedder, er karakteriseret ved at sige mindst muligt, men til tider er hans tavshed ganske talende. Sammen har de to børn, hvoraf den ældste er på kostskole, og den yngste passes af ”Mademoiselle”, der måske nok er lidt teatralsk i sine udbrud på fransk, men ikke desto mindre tager sig mere af pigen, end forældrene gør. Mrs. Delafield har travlt med at sætte kokkepigen og stuepigen i gang med diverse opgaver, når hun ikke deltager i det ene kulturelle arrangement efter det andet, eller udtænker nye måder at skaffe penge på, så hun kan indkøbe de rober, der kræves, hvis man vil være en high society-kvinde. Af og til går turen til pantelåneren, og andre gange skrives der under på gældsbeviser, som Mrs. Delafield godt ved, at hun får svært ved at indfri. Samtidig nærer hun den største afsky for det sociale lag, hun forsøger at være en naturlig del af. Dette skyldes nok dels misundelse, men også at hun faktisk synes, at de personer, der dyrkes, ofte er ret latterlige. Derfor beskrives alt og alle (også Delafield selv) med ironi:

”Meget meget fremtrædende romanforfatter nærmer sig (med alle tegn på at tro, jeg er en anden) og giver til at tale venskabeligt med mig. Hun fortæller, at hun kun kan skrive mellem tolv midnat og fire om morgenen, og ikke engang altid da. Når hun ikke kan skrive, spiller hun orgel. Har stor lyst til at spørge hende, om hun er gift – men får ingen lejlighed til at spørge om hverken om det ene eller det andet. Hun fortæller mig om sine salgstal. Hun fortæller mig om sin forrige bog. Hun fortæller mig om den nyeste. Hun siger, at der er adskillige folk til stede, som hun skal tale med, og kaster sig derpå ud i forfølgelsen af en kendt digter – som dog ikke lader sig fange. Forstår ham godt.” (s. 38).

Det fordækte hundeslagsmål

Der er noget forkrampet over denne dagbogsskrivende provinsfrue, som ikke har økonomiske midler til at opretholde den status, som det forventes af andre, der er lidt eller meget mere velhavende end Delafield-familien. Dagbogens forfatter vil så gerne være en del af det gode selskab og kaster sig ud i en række arrangementer, som hun ikke desto mindre holder følelsesmæssigt ud i strakt arm, fordi hun inderst inde fornemmer det forlorne ved det hele. Hun føler sig talt ned til af dem, der mangler forståelse for, at penge kan være en begrænset ressource, men hun forsøger ikke desto mindre at skjule sin og mandens økonomiske situation – sandsynligvis fordi det vil blive et sladderemne, hvis det kom frem.

Netop fordi Delafield skriver dagbog, kan hun ironisere over hele den struktur, hun er underlagt som overklassekvinde i pengenød, men også over sig selv. Derfor dyrker ”En provinsfrues dagbog” også det pinlige f.eks. i form af replikker, som E.M. Delafield ikke skulle have sagt. Dog er det godt, at hun fortaler sig, for det er jo netop disse små ærlige udbrud, der sætter ord på, at der er noget ruskende galt i den samfundsstruktur, hun er en del af.

Således er dagbogen en morsom læseoplevelse, der bag sin lidt trivielle overflade afslører et bestemt samfundslags usunde hundeslagsmål om at fremstå mest pæn og ærefuld; et hundeslagsmål, som vi også kender til i dagens Danmark i alle de sammenhænge, hvor snobberi af enhver art dyrkes.

Fælles forståelse på tværs af tid

Agnes von Krusenstjerna: ”Gitterporten”, 2023, oversat af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste, 172 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Den svenske forfatter Agnes von Krusenstjerna, der levede fra 1894 til 1940, formåede at skrive skarpe og præcise noveller, der, selvom de beskrevne omgivelser tilhører en svunden epoke, stadig omhandler almenmenneskelige vilkår og erfaringer, og skaber en fælles forståelse på tværs af tid.

Ofte efterlades man ved læsning af noveller med en nysgerrighed efter, hvad der siden skete, fordi genren ofte dyrker det uafsluttede, der lader læseren tænke videre. Det kan være både frugtbart og frustrerende. Noget lignende gør sig også gældende i nogle af de 12 noveller, som Forlaget Ti Vilde Heste har udvalgt fra von Krusensternas fem novellesamlinger, og dog synes de fleste af novellerne at slutte mindre åbent end så mange andre, og det er faktisk imponerende, når man betænker, hvor korte von Krusenstjernas tekster er. Hun formår at komprimere en dramatisk fortælling på en måde, så den hverken mister intensitet eller dybde.

Omsorgen i den tunge bygning

Titelnovellen ”Gitterporten” beskriver den ung Signe Holms udfordringer med at finde tilbage til en normal tilværelse efter at have været indlagt i forbindelse med en psykisk lidelse. Agnes von Krusenstjerna har kunnet trække på personlige erfaringer, idet hun selv var indlagt flere gange på sindssygehospitaler.

Selvom hospitalsbygningen ser ”tung og vældig” ud, forbinder frøken Holm ikke kun sit ophold med noget negativt: ”Der fandtes jo også minder, som hun gerne ville beholde, de var ikke alle sammen fulde af rædsel. Nogen havde strøget hende over håret, da hun var allermest fortvivlet. En hånd, som gulvklude og grove skurebørster ikke havde kunnet gøre mindre blød, var gledet henover hendes kind. I nattens lange timer havde nogen indimellem bøjet sig over hende, og hun huskede ansigtet i natlampens skær. Den blå dragt med et hvide brystforklæde var i de dage blevet hende så kær. Når hun fik øje på den i korridorernes dyb, var stemmen – den glade opmuntrende stemme – aldrig langt borte.” (s. 52f.).

Det bemærkelsesværdige ved novellen er, at den sætter ord på det, der – al kritik af det psykiatriske system til trods – sandsynligvis vil være genkendeligt for mange psykiatriske patienter, nemlig at de modtages af et personale, der forstår alvoren i deres situation, hvilket de færreste i den ”normale” verden udenfor hospitalet har forudsætninger for.

Underklassens talsmand

I flere af novellerne spiller klasseforskellen en vigtig rolle, og von Krusenstjernas sympati ligger klart hos underklassen, selvom hun tilhørte en adelig slægt.

Klassemodsætningerne trækkes meget skarpt op i ”Værsågod! – Tak!”, hvor tjener Rundström suser rundt en nytårsaften for at servicere overklassen, mens hans datter ligger for døden. Den eneste forståelse, han får, kommer fra portieren, der kan se, at han ikke er på toppen og byder ham på et glas cognac. Alligevel formår portieren ikke for alvor at bringe tjeneren trøst, for stillet overfor døden, griber han – som langt de fleste andre - til floskler: 

”- Hun skal nok få det bedre, skal du se, blinkede den anden velvilligt. Unge træer knækker ikke så let. De er fulde af saft, ligesom træer om foråret.” (s. 103).

Selvom portierens svar mest af alt afslører hans afmagt, finder Rundström ordene smukke og lader dem danne et lille, midlertidigt håb, så han igen kan rejse sig og kaste sig over sine opgaver.

Agnes von Krusenstjernas sans for det groteske viser sig, da tjeneren redder en lille piges liv; en pige, hvis mor prioriterer fest og dans fremfor datterens velbefindende og sikkerhed. Rundströms hurtige redningsaktion er der ingen vidner til, og selv siger han ikke noget, for han har blot udført sit job. Han er lettet over, at han kom tids nok til at gribe pigen i det åbne vindue, men fortvivlet over at han ikke kan gøre noget for sin egen datter.

Krusenstjernafejden

Sådan fortsætter novellesamlingen med sine hurtigt læste skæbnefortællinger, der insisterer på at tage livet alvorligt og derfor fæstner sig i erindringen.

At Agnes von Krusenstjerna i sin tid blev hovedperson i en sædelighedsfejde, fordi man fandt hendes bøger for vovede, når det gjaldt beskrivelsen af seksualitet, er ikke til at forstå på baggrund af ”Gitterporten”. En del af novellerne kredser ganske vist om seksualitet og drifter, men ikke på en måde, der kan forarge en læser i vore dage. Måske er det særligt på dette punkt, at Krusenstjernas og vores tid afskiller sig fra hinanden.