Provinsfruens afsløringer

E.M. Delafield: ”En provinsfrues dagbog”, 2023, oversat af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste, 174 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Selvom det på mange måder er et andet samfund end vores, E.M. Delafield beskriver, er der mange genkendelige træk i hendes ironisk distancerede dagbog, der udkom i 1930. Grunden er nok, at visse sociale strukturer har det med at sygne hen, men opstå i nye sammenhænge. Således vil snobberi nok altid være et affaldsprodukt blandt de befolkningslag, der i fællesskab opbygger en opfattelse af, at de er mere værd end andre.

Delafields dagbog strækker sig over et år og skildrer fruens oplevelser på sin mands mindre gods i en landsby udenfor London. Robert, som han hedder, er karakteriseret ved at sige mindst muligt, men til tider er hans tavshed ganske talende. Sammen har de to børn, hvoraf den ældste er på kostskole, og den yngste passes af ”Mademoiselle”, der måske nok er lidt teatralsk i sine udbrud på fransk, men ikke desto mindre tager sig mere af pigen, end forældrene gør. Mrs. Delafield har travlt med at sætte kokkepigen og stuepigen i gang med diverse opgaver, når hun ikke deltager i det ene kulturelle arrangement efter det andet, eller udtænker nye måder at skaffe penge på, så hun kan indkøbe de rober, der kræves, hvis man vil være en high society-kvinde. Af og til går turen til pantelåneren, og andre gange skrives der under på gældsbeviser, som Mrs. Delafield godt ved, at hun får svært ved at indfri. Samtidig nærer hun den største afsky for det sociale lag, hun forsøger at være en naturlig del af. Dette skyldes nok dels misundelse, men også at hun faktisk synes, at de personer, der dyrkes, ofte er ret latterlige. Derfor beskrives alt og alle (også Delafield selv) med ironi:

”Meget meget fremtrædende romanforfatter nærmer sig (med alle tegn på at tro, jeg er en anden) og giver til at tale venskabeligt med mig. Hun fortæller, at hun kun kan skrive mellem tolv midnat og fire om morgenen, og ikke engang altid da. Når hun ikke kan skrive, spiller hun orgel. Har stor lyst til at spørge hende, om hun er gift – men får ingen lejlighed til at spørge om hverken om det ene eller det andet. Hun fortæller mig om sine salgstal. Hun fortæller mig om sin forrige bog. Hun fortæller mig om den nyeste. Hun siger, at der er adskillige folk til stede, som hun skal tale med, og kaster sig derpå ud i forfølgelsen af en kendt digter – som dog ikke lader sig fange. Forstår ham godt.” (s. 38).

Det fordækte hundeslagsmål

Der er noget forkrampet over denne dagbogsskrivende provinsfrue, som ikke har økonomiske midler til at opretholde den status, som det forventes af andre, der er lidt eller meget mere velhavende end Delafield-familien. Dagbogens forfatter vil så gerne være en del af det gode selskab og kaster sig ud i en række arrangementer, som hun ikke desto mindre holder følelsesmæssigt ud i strakt arm, fordi hun inderst inde fornemmer det forlorne ved det hele. Hun føler sig talt ned til af dem, der mangler forståelse for, at penge kan være en begrænset ressource, men hun forsøger ikke desto mindre at skjule sin og mandens økonomiske situation – sandsynligvis fordi det vil blive et sladderemne, hvis det kom frem.

Netop fordi Delafield skriver dagbog, kan hun ironisere over hele den struktur, hun er underlagt som overklassekvinde i pengenød, men også over sig selv. Derfor dyrker ”En provinsfrues dagbog” også det pinlige f.eks. i form af replikker, som E.M. Delafield ikke skulle have sagt. Dog er det godt, at hun fortaler sig, for det er jo netop disse små ærlige udbrud, der sætter ord på, at der er noget ruskende galt i den samfundsstruktur, hun er en del af.

Således er dagbogen en morsom læseoplevelse, der bag sin lidt trivielle overflade afslører et bestemt samfundslags usunde hundeslagsmål om at fremstå mest pæn og ærefuld; et hundeslagsmål, som vi også kender til i dagens Danmark i alle de sammenhænge, hvor snobberi af enhver art dyrkes.

Fælles forståelse på tværs af tid

Agnes von Krusenstjerna: ”Gitterporten”, 2023, oversat af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste, 172 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Den svenske forfatter Agnes von Krusenstjerna, der levede fra 1894 til 1940, formåede at skrive skarpe og præcise noveller, der, selvom de beskrevne omgivelser tilhører en svunden epoke, stadig omhandler almenmenneskelige vilkår og erfaringer, og skaber en fælles forståelse på tværs af tid.

Ofte efterlades man ved læsning af noveller med en nysgerrighed efter, hvad der siden skete, fordi genren ofte dyrker det uafsluttede, der lader læseren tænke videre. Det kan være både frugtbart og frustrerende. Noget lignende gør sig også gældende i nogle af de 12 noveller, som Forlaget Ti Vilde Heste har udvalgt fra von Krusensternas fem novellesamlinger, og dog synes de fleste af novellerne at slutte mindre åbent end så mange andre, og det er faktisk imponerende, når man betænker, hvor korte von Krusenstjernas tekster er. Hun formår at komprimere en dramatisk fortælling på en måde, så den hverken mister intensitet eller dybde.

Omsorgen i den tunge bygning

Titelnovellen ”Gitterporten” beskriver den ung Signe Holms udfordringer med at finde tilbage til en normal tilværelse efter at have været indlagt i forbindelse med en psykisk lidelse. Agnes von Krusenstjerna har kunnet trække på personlige erfaringer, idet hun selv var indlagt flere gange på sindssygehospitaler.

Selvom hospitalsbygningen ser ”tung og vældig” ud, forbinder frøken Holm ikke kun sit ophold med noget negativt: ”Der fandtes jo også minder, som hun gerne ville beholde, de var ikke alle sammen fulde af rædsel. Nogen havde strøget hende over håret, da hun var allermest fortvivlet. En hånd, som gulvklude og grove skurebørster ikke havde kunnet gøre mindre blød, var gledet henover hendes kind. I nattens lange timer havde nogen indimellem bøjet sig over hende, og hun huskede ansigtet i natlampens skær. Den blå dragt med et hvide brystforklæde var i de dage blevet hende så kær. Når hun fik øje på den i korridorernes dyb, var stemmen – den glade opmuntrende stemme – aldrig langt borte.” (s. 52f.).

Det bemærkelsesværdige ved novellen er, at den sætter ord på det, der – al kritik af det psykiatriske system til trods – sandsynligvis vil være genkendeligt for mange psykiatriske patienter, nemlig at de modtages af et personale, der forstår alvoren i deres situation, hvilket de færreste i den ”normale” verden udenfor hospitalet har forudsætninger for.

Underklassens talsmand

I flere af novellerne spiller klasseforskellen en vigtig rolle, og von Krusenstjernas sympati ligger klart hos underklassen, selvom hun tilhørte en adelig slægt.

Klassemodsætningerne trækkes meget skarpt op i ”Værsågod! – Tak!”, hvor tjener Rundström suser rundt en nytårsaften for at servicere overklassen, mens hans datter ligger for døden. Den eneste forståelse, han får, kommer fra portieren, der kan se, at han ikke er på toppen og byder ham på et glas cognac. Alligevel formår portieren ikke for alvor at bringe tjeneren trøst, for stillet overfor døden, griber han – som langt de fleste andre - til floskler: 

”- Hun skal nok få det bedre, skal du se, blinkede den anden velvilligt. Unge træer knækker ikke så let. De er fulde af saft, ligesom træer om foråret.” (s. 103).

Selvom portierens svar mest af alt afslører hans afmagt, finder Rundström ordene smukke og lader dem danne et lille, midlertidigt håb, så han igen kan rejse sig og kaste sig over sine opgaver.

Agnes von Krusenstjernas sans for det groteske viser sig, da tjeneren redder en lille piges liv; en pige, hvis mor prioriterer fest og dans fremfor datterens velbefindende og sikkerhed. Rundströms hurtige redningsaktion er der ingen vidner til, og selv siger han ikke noget, for han har blot udført sit job. Han er lettet over, at han kom tids nok til at gribe pigen i det åbne vindue, men fortvivlet over at han ikke kan gøre noget for sin egen datter.

Krusenstjernafejden

Sådan fortsætter novellesamlingen med sine hurtigt læste skæbnefortællinger, der insisterer på at tage livet alvorligt og derfor fæstner sig i erindringen.

At Agnes von Krusenstjerna i sin tid blev hovedperson i en sædelighedsfejde, fordi man fandt hendes bøger for vovede, når det gjaldt beskrivelsen af seksualitet, er ikke til at forstå på baggrund af ”Gitterporten”. En del af novellerne kredser ganske vist om seksualitet og drifter, men ikke på en måde, der kan forarge en læser i vore dage. Måske er det særligt på dette punkt, at Krusenstjernas og vores tid afskiller sig fra hinanden.

Tilværelsens kedsommelige lethed

A.C. Hansen: ”På behørig afstand”, 2022, Forlaget Kraka, 229 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Året er 1997. Thomas er 29 år og bosat i en klublejlighed i Bruxelles, hvor han arbejder med at oversætte mødereferater, artikler m.m. i EU. Han lever et så kedeligt liv, at duerne på hans altan bogstaveligt talt dejser døde om. Det giver Thomas en udfordring mere, for han skal virkelig tage sig sammen til at bære de døde kræ ned i affaldscontaineren.

Det er noget af en satsning at skrive en roman om en gennemført kedelig person. ”På behørig afstand” er tilmed A.C. Hansens debutroman. Men selvom Thomas vitterlig ikke er et menneskeligt festfyrværkeri, er bogen ikke kedelig. Den har en satirisk tone, men kræver også at blive taget alvorligt. Begge dele skyldes nok, at der tilbage i 90’erne – og sikkert både før og siden – fandtes masser af Thomasser. Jeg, der havde nogenlunde samme alder som Thomas i ’97, kan komme i tanke om en del jævnaldrende mænd, der dengang gerne ville feste og skeje ud, men ikke turde gribe de store chancer i livet, når de bød sig. Man ville ikke forpligte sig, ville ikke gå glip af sin ungdom osv. På den måde fortsatte ungdommen for en del op i midten af trediverne – og det gør den stadig for mange, mænd såvel som kvinder. Men blev livet mindre kedeligt for dem? Næppe. For livet har det med at være mest meningsfuldt, når det ikke alene leves med, men også for andre. Det har Thomas ikke sans for. Han må lære det på den hårde måde.

Det betyder ikke, at ”På behørig afstand” handler om en mand, der endelig overgiver sig til villa, vovse og Volvo. Nej, Thomas finder noget andet, der kan bryde hverdagens monotoni og give ham en mening. Han holder sig ikke længere på behørig afstand, men kaster sig ud i livet, med livet som indsats.

Sørgmuntert mandeportræt

Først skal Thomas dog gruelig meget igennem.

Han skal jævnligt konfronteres med sin mor, som kalder ham ”skat” i så godt som hver eneste sætning, og som sørger for at arrangere en masse aktiviteter, når han er på weekendbesøg, så de ikke risikerer at skulle være tavse sammen.

Han skal tackle sin italienske veninde Giulia, som ”minder om Sandra Bullock, bare i en lidt mere kortbenet og rodet italiensk udgave” og som forelsker sig i ham.

Han skal finde sig i sin ven Alex’ afsløringer af Thomas’ følelsesliv; afsløringer, som Thomas ikke har selvindsigt nok til at erkende, inden de italesættes af Alex.

Og så skal han tackle en ualmindelig kedelig hverdag, hvor han dels skal møde på arbejde for at oversætte tekster, der ikke interesserer ham, dels skal kæmpe for at holde sig væk fra sovesofaen, der om aftenen lokker med genudsendelser af komedieserier.

Thomas vil meget hellere oversætte en lille belgisk klassiker end se ”Friends” for 117. gang, men alligevel lokker TV-serien, så oversættelsesarbejdet trækker ud … og duerne falder omkuld udenfor lejligheden.

Således er ”På behørig afstand” et sørgmuntert mandeportræt skrevet af en kvindelig debutant, der ikke holder sig på behørig afstand af sin karakter, men afslører hans besynderlige, men ikke enestående uvilje mod at kaste sig ud i livet. Det er ikke hylende morsomt, men velfungerende på den stilfærdige, lidt eftertænksomme måde.

Det altomfavnende og det flygtige i livet

Thorvald Berthelsen
Sensommer remix
Forlaget Ravnerock  2022, 101 sider

Af Jakob Brønnum

Der er en særlig og ofte beundringsværdige intensitet i Thorvald Berthelsens digtsamlinger. Han har gjort kortformen til sit speciale. I den nye bog Sensommer remix forenes digtene tematisk af to passiviserende hændelser af eksistentiel art.

Dels oplevede Bertelsen at have mistet sin livsledsager efter en tids svær sygdom. Dels sad han under coronaen og var alene med præcis disse indtryk.

Han havde ikke den samme mulighed for at finde et udløb for sin sorgproces som man ville have haft hvis han kunne gå omkring frit i verden. Det giver digtene en særlig spændt kerne. Her digtet Frostånde:

Frostsprængt fundament
sangenes hårde kerne
åndedrags skyer

Når man læser digte og tekster i det hele taget, må man vælge mellem to fundamentalt modstridende måder at opfatte dem på. Den ene er at forsøge at forstå dem, sådan som forfatteren har villet udtrykke dem, og se den situation, der har skabt dem. Den anden er at læse, hvad der rent faktisk står, uafhængigt af hvad forfatteren måtte have ment eller følt ellert tænkt.

Som læser kan jeg udmærket se, at digteren har betragtet sin egen ånde en vintermorgen, og hvilke sange, han tænker på, kommer jeg aldrig til at finde ud af. Og det frostsprængte fundament kan være et blik på noget fysisk og konkret, ude på en mur, som han med sin poetiske sensitivitet har fanget op. Når jeg trækker den forforståelse ind, at digtsamlingen handler om det forbigangne og om den tilværelse, der var, set ensomt og i bakspejlet, står der endog rigtig meget i de tre små metaforiske udsagn.

Frostens karakter

Så ser jeg en tidløs og meget stærk måde at fange et stort eksistentielt kosmos: En erkendelse af, det fundament, der har været under hans tilværelse nu har frostens karakter, det er fuldstændig stivnet. Men det har været stivnet så længe, at det også er begyndt at gå i stykker, fordi alting jo bevæger sig i tiden og med tiden. Om lidt vil hans fundament være smuldret eller opdelt i flader, der er spredt ud, der hvor han bevæger sig.

Når han tænker tilbage på tiden, så er de klange og lyde og stemmer, der var mellem de to mennesker, hvoraf han var den ene, de er også stivnet. Sangen som metafor for samklangen mellem to mennesker er meget stærk.

Og til sidst bliver åndedragets skyer, så fundamentalt dybdegående sproglig sansning af det samtidig altomfattende og flygtige i livet.

Thorvald Berthelsen

Åndedraget er det enkelte menneskes livstegn og skyerne har samme karakter som åndedrættet om vinteren, men de forbinder livet i det store perspektiv, de er alle menneskers, ikke blot den enkeltes som åndedrættet. Og som åndedrættet er de der altid, selvom de snart er væk igen.

Så meget kan der stå i et digt af Thorvald Berthelsen. Og det gør der i rigtig mange af bogens digte. Her fortæller han tabets historie med andre farver og billeder:

Snoreværk

Mellem støv og kys
bindes de røde bånd
helt uudholdeligt løst

En og anden ville sige, at billederne kan være lidt vel poppede ("kys" og "røde bånd"), men jeg er ikke enig. Det er sådan det var: Kyssene er blevet til støv. Tidligere talte man om ”støvets år”. Støvet er en udmærket metafor for kroppens optagelse i altet efter døden. Digterjeget mærker kyssene fordi erindringen er så stærk, men de er der ikke længere, og båndene mellem de to mennesker er uudholdelige – og uigenkaldeligt – brudt. Eller også er de ikke, fordi disse digteriske fastholdelser i en tid af emotionelt og fysisk fangenskab hjælper til at fæstne, ikke blot dem i erindringen, men også de øjeblikke, da de blev erindring. Og så kan de siden genbesøges.

Ligesom læseren uvægerligt vil gøre med Thorvald Berthelsens digtsamling med den prægnante titel, man langsomt forstår. 

Thorvald Berthelsen er tidligere anmeldt i Den smalle bog, bl.a. her

Ny verdenslitteratur på dansk: 49 kurdiske digtere

"Ny kurdisk lyrik" udkommer og fejres den 28. maj kl. 14 – 18 i Medborgerhuset, Taastrup Hovedgade 71 i Taastrup. Redaktørerne og digterne Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Berthelsen præsenterer sammen med digterne Farhad Shakely og Fatma Savcî bogen. Der vil være kurdisk buffet og kurdisk musik på saz til lejligheden. Bogen præsenteres her af antologiens redaktør Thorvald Berthelsen

Der er ikke nogen der er mere tålmodig

og står mig nærmere end min lidelse.

Ciwan Qado

Thorvald Berthelsen (red.):
Ny kurdisk lyrik
Det poetiske bureaus forlag

"Ny kurdisk lyrik" er den anden antologi i den serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver under redaktion af Thorvald Berthelsen. Det begyndte med Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina i 2018. Serien giver indblik i den nutidige kultur i områder, som vi kun kender fra mediernes krisereportager og har en tendens til at betragte som barbariske, selvom deres kultur er langt ældre end vores egen.

Antologien omfatter 49 af de væsentligste moderne digtere fra alle områder af Kurdistan i perioden 1970’erne og frem,, hvor selvstændighedsbevægelsen igen er vokset. Uanset om de har udgivet på centralkurdisk(sorani), nordkurdisk(kurmanji).en anden kurdisk dialekt, arabisk, tyrkisk, farsi eller et helt sjette sprog, idet kurdisk jo har været forbudt i adskillige kurdiske områder, og uanset deres baggrund i forskellige religioner som muhamedanisme, kristendom og Yazidisme. Antologien er flersproget – dels dansk og dels digtenes originalsprog. 

Den nyere historie har ændret de kurdiske samfund dybt. I Tyrkiet resulterede guerillakrigen mellem regeringen og Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i, at landsbyer blev ryddede og store slumbyer voksede op. PKK opererede efter Tyrkiets mening mest ud fra Syrien og det fik det til at lukke grænsen og afskære Syriens kurdere fra slægt og venner i Tyrkiet. Landsbysamfund er også blevet ændret og i opløst af "Det Store Anatolske Projekt" – et system af hydroelektriske dæmninger. I Irak blev landsbyer ryddet under Iran-Irak-krigen og senere i "Anfal" kampagnen mod kurderne, Golfkrigen i 1991, den mislykkede kurdiske opstand, udvandringen til bjergene, og borgerkrigskampe mellem de irakiske kurdiske partier. Iranske kurdere led under omvæltningerne i den islamiske revolution og at de blev slagmark i krigen mellem Iran og Irak. 

Forbindelserne til slægt og venner på tværs af dale og landegrænser var og er stadig centrale for den kurdiske selvfølelse og kultur, og katastrofer som disse påvirker alle aspekter af kurdisk liv, og har også store konsekvenser for både mundtlig og skriftlig litteratur og den kurdiske nationalitetsfølelse. Det har taget sin tid at få etableret en anderkendt kurdisk litteraturhistorie, der inddrog alle dele af den kurdiske litterære tradition. Her har digteren og litteraturhistorikeren Selim Temo spillet en stor rolle. Hans forankring i traditionen kan fornemmes i digtet Om natten:

Om natten lagde han sit sværd, sænkede skjoldet
folk vendte tilbage til byen for at sprede budskabet
en fugl fór op og hvæssede og sleb sit næb
steg mod stjernerne som en ny sol. 

… 

Der lyder et skrig fra fjendens hus
alle døre åbnes indefra
alle farer forvirrede rundt
alle glemmer sit navn, det gør jeg selv
Som om jeg lever i en andens drøm

Digtene bærer præg af de sidste 100 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter den elskede, Kurdistan, dets natur og mennesker og frihedskampen, på grund af de drastiske straffe for at nævne Kurdistan og kurder. Gerne i et enkelt sprog som i moderne vestlig kultur kan opfattes som sentimentalt, men som i stedet i sin faktiske sammenhæng trækker på den bedste mundtlige tradition og populærkultur. 

Som det for eksempel ses i en af den unge kvindelige lyrikere Hero Kurda’s digt:

Du i mig
På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op i mig
ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre

Eller som det tydeligt understreges i den iransk kurdiske digter Jalal Malekshahs digt Min elskede, men på den mundtlige traditions klangbund og til frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have:

Du er i byen, og jeg er ude på bjerget,
og hver aften bliver du
skrækslagen ved lyden af geværskud.
Det er mig der på bjerget
i Kurdistans have
plukker stolthedens blomster;
kærlighedens og frihedens sang
synger jeg for Kurdistan,
for dig min kæreste kære!

Antologien bærer også præg af kvindelige kurdiske lyrikeres tilkæmpede større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab efter dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak i 1992. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:

Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.
Hjemland! Du er stadig
vædet I blod I mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fixe dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg takle?
Hviket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?

Spørger hun i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun må selv siges at være en del af svaret.

Som tidligere sagt er den nyere digtning også præget af 100 års undertrykkelse af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Lige siden Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig under Osmannerimperiets sammenbrud lovede dem en selvstændig kurdisk stat for umiddelbart efter at svigte dem totalt og erstatte den med Lausanne-traktaten, der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder men ikke til kurderne der tværtimod knyttes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet. I deres kamp er de gang på gang er blevet svigtet af alle alliancepartnere og magter i Mellemøsten. ” Kun bjergene er Kurdernes venner”.

Bogens forside er et udsnit af et maleri af Ali Jola

Lige indtil i dag, hvor kurderne, efter USA's tilbagetrækning og Tyrkiets, Ruslands og Assad Syriens forskellige nye alliancer og invasion i Nordøst Syriens selvstyrende kurdiske Rojava, igen er ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien. For ikke at tale om Danmarks enestående skammelige hjemsendelse af syriske flygtninge med den soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien med tyrkisk invasion, diverse militser og nyopfostrede terrorister. Den syrisk kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger ord til den kurdiske reaktion: 

Jeg stoler ikke på nogen
stoler ikke på mig selv
Ved ikke hvordan det ender
og ved ikke hvordan man får tillid
Begge dele betyder ikke noget for mig
Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.

Gymnasieskolens frie fald i floskelsamfundet

Palle Reimann: ”Ned på fuld tid”, 2022, Forlaget Kraka, 226 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er en kunst at skrive satiriske romaner, for ofte har man fokus rettet mod et bestemt problem, som man mener bør hudflettes, men netop fordi målet er så begrænset, bliver satiren ofte ensformig, så læseren ler sig gennem den første halvdel og gaber sige gennem den sidste. Sådan er det ikke med Palle Reimanns satiriske roman ”Ned på fuld tid”. Her er det ganske vist gymnasieskolen, der er i fokus, men satiren rammer endnu dybere, fordi den afslører et samfund, der er blevet så fuld af floskler, at dets indre nødvendighed ikke længere kan italesættes og udpege en fælles retning. Man er efterladt i en virkelighed, hvor folk, der uden at have noget særligt at tilbyde, tager sig selv meget alvorligt, mens de siger, at ”i dag kan vise sig at være en af de dage, der for evigt ændrer jeres liv”, og at ”hvor der er vilje, er der vej” (s. 168, 169).

Den pressede gymnasielærer

Albert har været lærer på det samme gymnasium i 25 år. Han kan lide at undervise, fordi han brænder for sine fag, men i løbet af de seneste år er han blevet pålagt at undervise flere klasser end tidligere, og at forholde sig til over 200 elever er for meget. Navnene flyder sammen, og hver gang han taler til en elev, er han knap nok klart over, om han har set ham eller hende før. At Albert og hans kolleger er pressede, har ledelsen ingen forståelse for. Rektoren Ida og vicerektoren Marie arbejder så tæt sammen, at de går under samlebetegnelsen Idamarie. Denne ledelsesduo er mestre i at afvise relevant kritik med konstateringen af, at sådan kan man ikke sige! De er eksperter i buzzwords – og så alligevel ikke.

Taxameterordningens tyranni

Til et visionsseminar med lærerkollegiet præsenterer Idamarie et slide med teksten:

”COMPUTATIONAL THINKING

• Dekomposition

• Mønstergenkendelse

• Abstraktion

• Algoritmer” (s. 56).

Lærerne spørger lidt ind til betydningen af de enkelte begreber, og en af dem ender med at konstatere, at hun ikke kan se, hvad det har med skolens værdier at gøre. Idamarie har ikke svar på rede hånd, men Marie-delen af duoen gør et slags forsøg:

”- Vi ved godt, at det er nogle svære ord, men de gav faktisk rigtig god mening, da vi fik dem præsenteret på et ledelseskursus i Fredericia for en måned siden. Men jeg kan i hvert fald sig så meget, at computati…computita…at det handler om, at vi skal være gode til at tænke computeren ind i undervisningen.” (s. 57).

Efterhånden afdækkes en virkelighed, hvor ledelsen er bedøvende ligeglad med det faglige niveau, når blot eleverne kan hjælpes gennem systemet, der konstant er truet af taxameterordningen. Idamarie går meget langt for at undgå, at eleverne ender med at måtte opgive huen. Jura har ikke den store betydning for dem. Heller ikke selvom nogle af eleverne har udvist en så konsekvent dovenskab, at den kan forveksles med livløshed. Jo flere elever, der får studenterhue på, desto flere penge fastholder skolen, og på længere sigt kan det betyde, at man etablerer et nyt ledelseslag, som Idamarie er mere end parate til at stige op til.

Skolens bestyrelse tænker ligeledes i penge, så de kan udvide skolen med tilbygninger til formål, som ikke er relevante på et gymnasium, men som får dem til at se handlekraftige og innovative ud.

Alt imens ledelsen trækker mere og mere arbejdskraft ud af lærerne uden at ville dokumentere rimeligheden heri, lader de sig føre med af eleverne og deres forældre, når disse klager. For tænk, hvis en elev skiftede skole! Så er det meget bedre bare at føje sig efter deres ønsker. Dette tager studievejlederen til sig og bryder alle aftaler med kollegerne for at imødekomme eleverne. Man forstår, at studievejlederen mener alt godt, for hun slutter sine mails med hilsenen: 

”Knuzzer

Solvej

Studievejleder” (s. 66).

Autentiske mails

Palle Reimann giver adskillige eksempler på mailkorrespondancer, hvoraf langt størstedelen – ifølge bogens korte efterord - er autentiske, hvilket gør, at det bliver lidt sværere at le under læsningen, for det er fuldstændig uhyrligt, hvad elever og forældre kan finde på at skrive til lærerne. Et eksempel:

”Hej Albert.

Med hensyn til den novelle 2.y. skulle analysere i sidste uge, så synes jeg, den var for svær, og det har flere andre forældre givet mig ret i. Jeg synes, personerne i novellen opfører sig meget mærkeligt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal arbejde med noget, der er så gammelt. Eleverne kan ikke forholde sig til noget, der ligger så langt fra deres egen dagligdag […] Michelle vil være revisor. Hun havde i øvrigt en rigtig god lærer i folkeskolen, hvor de læste noveller, de selv havde skrevet. Måske kunne du bruge nogle af dem. Skal jeg sende dem til dig?

Mvh. Michelles mor.” (s. 18).

Og lige et til…

”Til Albert

7 i skriftlig og 7 i mundtlig – du må jo være stiv? Er du stiv Albert? Det er virkelig langt ude, at du overhovedet får lov til at give karakterer. Det er fandme gay. Du giver åbenbart karakterer ud fra hvor godt du kan lide elever. Kamilla 10/10, er hun bedre end mig? I fucking doubt it mate.

Stik dine 7-taller op i røven.

Kenneth” (s. 132).

Den totale mangel på forståelse for dannelse og lærdom, der kommer til orde i disse mails og i resten af ”Ned på fuld tid” afslører en tendens, som udfordrer det danske undervisningssystem. Naturligvis sætter Reimann sagen på spidsen. Sådan er satire. Men han sætter også fingeren på et ømt punkt.

Floskelflom

Med et fornemt fortællemæssigt kunstgreb får han desuden gjort det klart, at den manglende forståelse for lærdom og viden bliver normgivende for de af samfundets institutioner, hvis formål det er at hjælpe borgerne. Det formår disse institutioner ikke længere. Dermed svigtes borgerne i en flom af floskler fra ansatte, der kan skrive en masse titler på deres CV, men som i bund og grund er himmelråbende uvidende og ikke har noget begreb om almen dannelse.

”Ned på fuld tid” bør derfor ikke alene være udbredt morskabslæsning blandt gymnasielærere, men også pligtlæsning i gymnasieskolernes ledelseslag. Og så er den læseværdig for enhver, der på en morsom måde vil lære, hvor galt det går, når et samfund lader sig styre af strikt økonomitænkning, der sætter faglighed over styr og klynger sig til en indholdstom konsulentlingo.

Alle har en drøm at befri

Henrik Bodholdt
Tropetanker
Forlaget Brændpunkt

Af Søren Kristoffersen

Tropetanker er en digtsamling, men også en rejse. En eksotisk rejse, det må siges, men på trods af det farverige bagtæppe også meget genkendelig. 

Henrik Bodholdt er digter, forfatter og foredragsholder, men han er også noget så eksotisk som kakaobonde i Costa Rica. Hér har han en farm, og hér har han boet med sin familie i godt 23 år. Det smukke mellemamerikanske land er da også vigtigt for bogen, idet man som læser fornemmer det som en varm vind hen over siderne.

Ét af de vigtigste digte i bogen er at finde på side syv (digtene har ikke titler). Selv ser jeg det som et slags titeldigt for bogen, men også mere end det, det virker samtidig som en beskrivelse af den livsrejse, Bodholdt har været på. Lad mig citere fra digtet:

”min elskede
hvad siger du til
at vi gør det

er vi ikke selv herrer
nu og her

vi er blevet skubbet af vognen
skrabet af bladet
kastet ud
sendt til en ussel udkant

denne ørken er ikke vores
sumpen er bundløs
uden næring
for andre end krybdyr og igler”

I disse første strofer kan man tydeligt mærke digteren, kan man mærke Bodholdts fine fornemmelse for sprog og nyde den måde, han strukturerer sine sætninger på. Digtene virker alt i alt lette, korte sætninger med forholdsvis korte ord, men man skal ikke lade sig snyde – efter endt læsning står du tilbage med en oplevelse af noget, der ikke lige sådan lader sig forklare. Ikke fordi, de er abstrakte eller mystifistiske på nogen måde, men som med alle gode digte er læsningen lagdelt.

Det omtalte digts sidste strofe er i særdeleshed grunden til, jeg læser det som beskrivelse af en ’livsrejse’:

”gennem storm og sol
regn og rusk
til vi omsider strander
på glohedt sand
en jord vi ikke kender
hvor vi ikke ender

vi begynder forfra”

Digtene er ofte korte, en til to sider, det nævnte er dog noget længere, det strækker sig over tre. Den subtile brug af indskudte rim i dette digt samt mange andre virker overraskende befriende, normalt ville det irritere mig. Det er ikke særlig stilrent, da vi taler om frivers, men Bodholdts intuitive tilgang får det til at fungere. Bogen er også uden tegnsætning, hvilket virker helt logisk, i kraft af at den i overvældende grad handler om befrielse eller forandring, om flugt og forsagelse. Den handler dog også om at finde hjem, enten gennem kærligheden eller dét at tage chancer her i livet.

Der er samtidig en underfundig civilisationskritik i værket:

”håb om hvad
hovedstole og halshug
krummer fra kreditter
belånte paladser og skurvogne” (s. 8)

Den fletter sig løbende sammen med bogens andre tematikker: først og fremmest kærlighed og begær, den tropiske livsstil, men især livets eksistentielle prøvelser har en fremtrædende plads. Man fornemmer en vis desperation i mange af digtene. Den er ikke altid tydelig, men den er der som en understrøm, kredser om mørke, om misbrug og selvmord:

”mens du drømmer om mio min mio
kæmper jeg mod malstrøm og misbrug

……………

jeg klynger mig til den kolde skulder
kynisme og kanyler
red mig
min søn
red mig” (s. 65) 

Håb og desperation kunne være en undertitel på bogen, de to tilstande har det med at komplementere hinanden. Dog er håbet det stærkeste i sidste ende, - livet, ungdommen, begæret, kærligheden, alle er de med til at holde desperationen på afstand. Bodholdt maler med en farverig palet, og værket, der står tilbage, skinner som en sol en skyfri morgen.   

De fleste digte er henvendt til en navnløs elsker, en kvinde, der synes at flyde ud og blive en arketype, Kvinden med stort k. Der er kærlighed og begær, et overflødighedshorn, men det går ikke altid så nemt selv i de sensuelle troper: 

”hun sagde
dine øjne er fulde af løgn
de lover for meget

hun sagde
dine fingre er tykke
af al den lykke
du har lokket ud af livet

……………………

så hvorfor stod hun så tæt
hvorfor klemte hun mig om livet
hvorfor kyssede hun min hals
trykkede sig hårdt mod min hofte

hvorfor er hun her endnu”

På en måde er bogen lidt ligesom kakao – i sin rå form bitter, men omformet til chokolade er den sød og forførende. Jeg vil anbefale værket til elskere af lyrik – alle aldre, alle tilbøjeligheder -  for alle kan i sidste ende få noget ud af det. Om ikke andet så en eksotisk indre rejse til troperne.  

Maleri og keramik i naturligt samspil

Galleri SAM: Kirsten Holm og Svend Aage Madsen, www.galleri-sam.dk, 15. april – 14. maj 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Opstilling af Svend Aage Madsens
og Kirsten Holms værker

I år kunne kunstmaler Svend Aage Madsen være fyldt 95 år. Dette fejres i Galleri SAM, der har til huse i Madsens gamle atelier ved Billund. Det er dog ikke kun Svend Aage Madsens malerier, akvareller, tryk og grafik, der vises, men også en rækker keramiske værker af Kirsten Holm.

Da jeg kommer ind ad døren i det midterste af de tre små rum, der tilsammen udgjorde Svend Aage Madsens atelier, er der masser af mennesker derinde. Der er inviteret til fernisering, og selvom jeg ankommer kun et kvarter efter at udstillingen er åbnet, er der allerede blevet solgt en del værker, der vil blive udskiftet af nogle andre, så nye gæster ikke går forgæves.

Det er dog ikke det hurtige salg, der slår mig, for når man ser værkerne, er det ganske forståeligt. Det, der slår mig, er i hvor høj grad Kirsten Holms keramik passer til Svend Aage Madsens malerier. Selvom farverne ikke er de samme, er der dog et slægtskab mellem dem, der gør, at opstillingerne næsten udgør kunstværker i sig selv.

Inspiration i naturen

Kirsten Holm: Østersspor.

Den forbundethed, der synes at være mellem keramik og maleri, skyldes ikke mindst, at begge kunstnere har fundet inspiration i naturen. Kirsten Holm mestrer en række teknikker indenfor raku- og muffelbrænding. Udgangspunktet for værkerne er oftest en genstand, som Holm har fundet ved havet. Den udgør et slags låg på den krukke, som keramikeren former. Østersskallen, muslingeskallen, det forstenede søpindsvin, eller hvad det nu er for en genstand, der er udgangspunktet, spejles i de strukturer, Holm ridser ind i krukken, så genstanden og krukken bliver til en helhed, et værk.

Der er en særlig nordatlantisk stemning over Holms værker, hvilket i høj grad også gør sig gældende for Svend Aage Madsens. Han er bl.a. kendt for sine færøske motiver, der også er repræsenteret på udstillingen. Et særlig smukt maleri gengiver en lille bygdekirke, der synes at trykke sig tæt ind mod fjeldsiden for ikke at glide ned mod afgrunden.

Svend Aage Madsen:
Bygdekirke i gyldent fjældlys

Et lille, forsigtigt klokketårn i den fjerneste gavl afslører bygningens formål. Som i mange andre af Madsens malerier er det centrale motiv omgivet af en let tåge, der delvis skjuler det bagvedliggende fjeld. Man kan næsten fornemme den fugtige kulde. Den fornemmelse savner jeg, da jeg går ud i det lune forårsvejr, som ellers har ladet vente på sig. Så stærk en sanseoplevelse kan det være at se et maleri af Svend Aage Madsen.

Artiklen har tidligere været bragt i Kunstavisen.

Den grimme (fort)ælling

Anders Vægter Nielsen har skrevet en samling fortællinger, hvor bevægelsen basker i fremmedgørelsens element

Anders Vægter Nielsen
Hvid dromedar – Fortællinger og bevægelser
158 sider, 248 kr.
Jensen & Dalgaard

Af Jens Carl Sanderhoff

Regn

Min onkel, der var værkfører, ejede en ældgammel Ford som han havde stående bag laden ved den nedlagte mødding. (s. 11)

I Anders Vægter Nielsens (AVN) seneste bog, Hvid dromedar, åbnes ballet med de ovenstående ord fra en kort skitse, et rids til noget, der langsomt over de følgende sider foldes ud. Det er ikke spor behageligt og samtidig nødvendigt, men hvorfor det er det, kommer jeg tilbage til.

Der findes vel en slags hierarki i de korte, prosaiske teksters land. Novellen, som den udfoldes moderne, har nok den gule trøje, men følges skarpt i sit hjul af kortprosaens lille, rebelske bjergged. Nede i hovedfeltet hænger de mere klassiske ’fortællingen’ sammen med ’historien’ og alle de andre kortformsvarianter og ser de moderne opkomlinge løbe med al opmærksomheden og priserne. AVN har i denne samling af forskellige årsager valgt at slå følge med især fortællingen, og det er der gode grunde til, for flere af disse korte tekster bærer præg af noget eventyrligt og mytologisk, og det er jo dét, vi i udtalt grad husker fra litteraturens klasseværelse; H.C. Andersens fortællinger især som i dansk sammenhæng fornemste og ofte af moraler og læringstunge pointer overlæssede, korte glimt af en sammenhæng, for det er jo dét, den korte form er og kan; vise noget frem som pars pro toto. Men samtidig med at bogen trækker på fortællingens lidt støvede perspektiver, eksperimenterer AVN med alle kortformer under dække af fortællingens formelle og historiske autoritet. Det er både og, det her.

Bogen er delt i to omtrent lige store dele. Første del består af 12 og anden del af 13 fortællinger og bevægelser. Fra begyndelsen slår AVN det mytologisk og infantilt hermetiske an (og i stykker) i sine raids ned i noget, der kunne være alment, men som snarere er mystiske anelser om eller af en specifik fortælling. Man fornemmer i begyndelsen af bogen en sammenhæng mellem de lettere kryptiske optegnelser, men den pindes ikke ud, forbliver et mysterium, som rugende slæbes med mod anden dels mere formative mytologier og afsluttende, i de eksplicit bagudskuende voksenfortællinger, vokser følelsen af en sammenhæng, som man ikke umiddelbart inviteres ind i eller gives en forklaring på.

Ved siden af disse forholdsvis logiske (dog ikke udfoldede) snit og sammenhænge er fortællingerne også svangre med en virkelighed helt forvreden af meta- og teorikomplekser, så man snart aner, at ikke kun de specifikke fortællingers del for helhed også gælder bogen som sådan. Måske er omslaget nøglen til dette; bogen er hvid, titlen jonglerer med ordet hvid og centralt er et turkis æg placeret. Vi skal ruge noget ud af det hvide, den (h)vide verden, det sted, som skriften ejer. Og det forholder sig da også sådan, at æggetemaet allerede i anden fortælling slås an og samles op i den afsluttende tekst, Å.

Et andet tema, der på lignende måde flettes ind i den skjulte sammenhæng, er fortællinger om hunde. Også her løber der en tråd gennem det hele, der måske/måske ikke samler noget, binder de tilsyneladende statiske, ubevægelige situationer under læsningen sammen i en helhed. Det er lagt over til læseren at få øje på, og derfor opfatter jeg denne fortælleteknik som det måske mest afslørende lag.

Hvid dromedar er slet ikke Fortællinger og bevægelser, nej, det er simpelthen en slags genopfundet romanform, der som en gådefabrik fremstiller delelementer, halvfabrikata, der kan sættes sammen til noget, der ligner skitsen til en enorm og omfangsrig roman, måske lidt a là Jorge Luis Borges’ idé; korte tekster i stedet for lange romaner. Der er vel ingen grund til at skrive en roman, hvis selve idéen kan udfoldes inden for en kortere form. Det er dét, der spøger i AVNs lille bog, hvis nogen spørger mig.

Når helhedsfragmenterne er bedst, er det en knitrende fornøjelse at læse dem, men der er også dele, hvor gåden er for hård, for utilnærmelig, og det har to effekter på denne læser: Jeg bliver ukoncentreret og i vildrede, nogle gange på den fede måde, hvor pilen peger på min uformåen, men nogle gange peger pilen på AVN, som indimellem er forelsket, især i noget der for mig bliver for privat eller slapt. 

Eksperimenterne med fortællingen som udtryk er dog mest en fornøjelse at læse, for AVN skriver skarpt, smukt og på sin helt egen måde om livet, både i det store og i detaljen.

Anders Vægter Nielsen

Det, jeg savner allermest ved bogen, nu vi har med prosa at gøre, er dog en form for stillads, en rød tråd, et argument for disse sprængte helheder, og jeg var under læsningen ikke helt tilfreds med selv at skulle asfaltere, mens jeg kørte afsted. Det er, som om bogen hellere vil være noget andet, og det forstår jeg godt, for AVN har en evne til at skrive billeder frem, der på en sær måde er omfavnende og frastødende i samme hug. Hvis det fx havde været kortprosa, tror jeg, bogen ville blomstre mere vildt, og hvis det havde været noveller, kunne man måske bedre forlade teksterne, når de var læst. I stedet ledte jeg med lys og lygte efter tegn, der kunne hjælpe mig i afkodningen – det kan såmænd være godt nok, men det kræver et særligt humør, og jeg kunne således mærke stor forskel fra gang til gang på min læsning. Det er selvfølgelig også en kvalitet.

Som jeg skrev indledningsvist, fornemmer man en dobbelthed bogen igennem. Fortællingerne (og bevægelserne (og måske burde genrebetegnelsen for andet led være besværgelserne i stedet) har det med at skildre (især i de første barndoms-bevægelser) noget ubehageligt og almindeligt, som var det det samme, og dette hyggelige ubehag lægger lag på lag til fortællestemmen, så man i de sidste fortællinger slet ikke er overrasket over, hvor mærkeligt livet kan foldes ud. Det er Hvid dromedars mest vellykkede greb. Disse stemningsmættede og drømmeagtigt upræcise manifestationer, som langsomt gennem bogen bliver et voksent menneskes stemme, er efter min opfattelse den mest vellykkede del af bogen, for her boltrer AVN sig sprogligt, og disse unøjagtige rids af noget står knivskarpt indfanget. En ydmyg opfordring herfra er; skriv en hel samling et-eller-andet-tekster, som ikke partout skal føres fremad. Bliv i mosen!

Min overskrift til denne anmeldelse (l)ægger op til en fortolkning af bogen – det er klart – og jeg lyder måske, som om jeg ikke bryder mig om bogen, men det passer ikke! Det er en original bog med sprogligt overskud, og den evner at skabe de vildeste skred fra side til side. På mange måder forvandler samlingen sig under læsningen til en svane (måske en sort af slagsen), men det ubehagelige (i  fortællingerne) kan også tage sig smukt ud. Jeg vil uden tøven opfordre alle til at læse den, for måske er det bare mig, der forlanger noget af et værk, det aldrig har haft en ambition om at indfri. Så læs! 

Afgør selv, om du føler det turkisblå æg klækkes!

Den ligefremme skønhed

Mendelssohn
Songs Without Words, Volume 2
Peter Donohue (Chandos)

Af Jakob Brønnum

Det er både udfordrende og interessant at anmelde Mendelssohn klavermusik. Det udfordrende består ikke mindst i, at musikken er enklere end næsten noget andet klavermusik fra romantikken, der almindeligvis høres, og det er interessante er, at man alligevel oplever det som kunstmusik på højeste niveau.

Det er jo sådan, at musikhistorien, som så mange andre kunstneriske felter, består af en lille kanonisk gruppe af de kunstnere, som stadig høres, og en meget stor gruppe af mere eller mindre ukendte komponister som kun specialister eller tilfældigt forbipasserende beskæftiger sig med.

Felix Mendelssohn-Bartholdy levede i midten af 1800 tallet, det vil sige lige mellem wienerklassikken, hvor Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert grundlægger det, vi forstår som klassisk musik, og så slutningen af århundredet, hvor Tjajkovskij, Brahms, Cesar Franck, Dvorak og Mahler i større eller mindre udstrækning bærer musikken frem mod et mere indholdstungt følelses- og stemningsregister, i lyset af de demokratiske bevægelser og en ny tids individuelle selvforståelse.

Og midt i det hele står så en komponist som Mendelssohn. I slægten indgår en af de største jødiske filosoffer overhovedet, Moses Mendelssohn, men ligesom Mahler optræder Felix som protestant, og hvad end begrundelsen så er, er karrierevejene dog enklere i det tilfælde i det tysk-østrigske kulturliv.

Mendelssohn hører altså til den gruppe, der overlevede tidens udvælgelse. Han har skrevet et stykke musik, som alle mennesker i den vestlige verden kender, nemlig Bryllupsmarchen, der indgår i en komposition med brugsmusik til et skuespil af Shakespeare. På den anden side bliver han ikke opfattet som et gudsbenådet geni på samme måde som nogle af de komponister, der opererede i samtiden og som han er kollega med, for eksempel Robert Schumann. Men alle forstår, at han er mere talentfuld og succesfuld, end for eksempel hans gode bekendt og kollega Niels W. Gade, der efterfulgte ham som chefdirigent i Leipzig (men måtte tage hjem, da Tyskland og Danmark kom i krig).

Alle disse indledende bemærkninger har naturligvis til formål at gengive min ambivalens over for Mendelssohn. I mange år har jeg følt at hans musik i det store og hele var for tynd. Det skyldes muligvis en form for umodenhed, at jeg har lyttet til hans værker inden for de genrer hvor de største genier opererer, symfonierne, kompositionerne for soloinstrumenter og orkester og kammermusikken i de forskellige genrer som for eksempel strygekvartet. Og der sammenlignet.

Men hvorfor ikke sammenligne med de værker, hvor Mendelssohn er dybt original. Dels har han en gruppe korte symfonier, såkaldte strygersymfonier, hvor han arbejder på en helt anden måde end samtidens symfonikere. Dels har han nogle kompositioner som han kalder "Lieder ohne Worte", Sange uden ord. Og det er dem, denne anmeldelse skal forsøge at indkredse 

Den ligefremme skønhed

Peter Donohues fortolkninger i den helt nyudkomne indspilning, er friske og levende, spændstige og fulde af humor og undren, måske kan man endda spore egentlig livsglæde nogle steder. Og det er jo ikke så galt i vor tid. Det er en CD, man vender tilbage til mange gange. De små "sange uden ord" har det med at lukke sig op på nye måder ved genhør.

Jeg tror, Donohue har lige netop de pianistiske egenskaber, der yder Mendelssohn størst retfærdighed, temperament uden voldsomhed, følsomhed uden veghed.

Donohue

Kun enkelte steder bliver man kompositorisk mindet om, at der samtidig med Mendelssohns karriere, netop i århundredets midterste årtier var en bevægelse i retning af en tom virtuositet, som særlig pianister excellerede i, og som får klaverkomponister som Chopin og Liszt til at dele vandene den dag i dag.

På CD'en opfører Donohue ikke klaverstykkerne i den rækkefølge, komponisten har valgt dem, men sætter selv et sæt sammen. De omkranses af to større klaverstykker. 

Det første er ”17 Variations sérieuses, Op. 54” (1841), et af de længste klaverstykker Mendelssohn har skrevet, selv om det kun lige sniger sig over de 10 minutter. Her viser Mendelssohns sig som en dybt reflekterende komponist, subtilt og elegant skriver han sig ind den næsten filosofiske genre, hvor komponisterne varierer en melodi og derigennem udforsker en række menneskelige og musikalske problemstillinger.

Vil man videre herfra, må jeg anbefale den egentligt relativt sjældent hørte Mendelssohns Symfoni Nr. 5, som jeg anser for et af de allerbedste symfoniske værker overhovedet, og de seks strygekvartetter, særligt indspilningen med Cherubini Quartet. Og så naturligvis Mendelssohns mesterlige Strygeroktet. I mange år var et af de mest hørte Mendelssohnværker, ved siden af den 4. symfoni (det er den, hvis indledningen lyder som en gammeldags ambulance) Mendelssohns Violinkoncert i d-mol, som på pladeudgivelser blev parret sammen med Bruchs Violinkoncert nr. 1. Det er aldrig lykkedes mig at falde til ro i Mendelssohns violinkoncert, men derimod må jeg skarpt advare mod Bruchs, den er decideret vanedannende.

Fra stjernestøv til almindeligt støv

"Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand." Carina Wøhlk har læst Mishima

Yukio Mishima
Star
Forlaget Korridor 2022
Oversat af David M. Larsson  

Af Carina Wøhlk
Japansk litteratur er mere end Kenzaburo Oe, Yasunari Kawabata og Haruki Murakami. Det har det lille forlag Korridor sat sig for at åbne danske læseres øjne for. Med udgivelsen af Yukio Mishimas kortroman Star, som oprindeligt udkom i 1960, bringer forlaget en af Japans største forfattere til ære og værdighed. 

I David M. Larssons flydende oversættelse og novella-seriens indbydende layout sætter Star spotlight på berømmelsens omkostninger. Læseren følger den unge mandlige skuespiller Mizuno Yutaka, der under indspilningerne til endnu en spillefilm, mister mere og mere føling med sig selv, sin virkelighed og sin lyst til at leve.  

En stjerne i opløsning

Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand. Men det er, som om berømmelsen udhuler ham, som om hans empati og sans for det egentlige liv eroderer. Han er fuld af hånlige tanker om de ”fugleskræmsler” (se side 7), der tilbeder ham. Og han har hede fantasier om at ”binde alle disse kvinder sammen til en bedekrans og slynge dem ind i et krematorium” (se side 23).  

Som sin trofaste oppasser har Yutaka den – ifølge ham – grimme kvinde Kayo, der også er hans elskerinde og fortrolige. Deres indbyrdes forhold er på mange måder omdrejningspunktet for fortællingen. Beskrivelsen af hendes sølvtænder (sic!) og foragtende attitude overfor alt og alle er ætsende. Efterhånden som Yutakas verden går i opløsning, bliver spørgsmålet om, hvorvidt Kayo egentlig er til, en trussel imod hans forstand.   

Kampen imod hverdagskronologien

Undervejs fortaber Yutaka sig i filmens univers. Måske for at glemme sit eget tomme liv. Måske for at gøre oprør imod den kedelige form for kronologi, som vi kalder for hverdag. På et filmset suspenderes den ordinære tid, og de medvirkende kan spole frem og tilbage i handlingen efter forgodtbefindende.  Sådan er det bare ikke i et almindeligt menneskeliv. Vi kan ikke springe fra scene til scene, som vi lyster.

Yutaka rendyrker nuet og kropsligheden for at undfly den fremadskridende tids banalitet. Men tidens tand kan ingen flygte fra. Den bliver ved med at gnave. Det går i al sin gru op for Yutaka, da han på filmsettets barbersalon støder ind i den bedagede stumfilmstjerne og førsteelsker Aijiro Kokura, som er tydeligt ældet: ”Den eneste maske, han havde, som lige nøjagtig passede, var det smukke ansigt, han havde mistet” (se side 85). Forfald er uundgåeligt. Skønhed vil falme med tiden. Når instruktørens allersidste ”CUT!” lyder, har Yutaka kun Kayo og hendes tilbagevendende forsikring at læne sig op ad: ”Selv når du fylder tres, vil jeg stadig kalde dig min smukke, lille prins” (se side 86).  

Den fascinerende kortroman er givetvis inspireret af forfatterens egen skuespilkarriere. Skildringen af hovedpersonens momentant svigtende livsmod er interessant, især når man som læser ved, at Yukio Mishima selv begik ritualiseret selvmord efter japansk tradition i 1970 – på den mest dramatiske og selviscenesættende facon. 

Bogen afspejler forfatterens talent for at provokere. Mest tankevækkende er nok det psykologiske indblik i en usympatisk og afstumpet hovedperson, der, som handlingen skrider frem, forstår, at hans eksistens ikke hvirvler af stjernestøv, men af det støv, som vi alle er rundet af - og som vi alle vender tilbage til.        

  

Papirets og livets skrøbelighed

Peter Callesen: "På dybt vand", Ribe Kunstmuseum til og med d. 29. maj 2023. Derefter vises udstillingen på Sophienholm og Skive Museum.

Af Egil Hvid-Olsen.

Peter Callesen: Ark, 2023

En mere end mandshøj tømmerflåde fylder det meste af Ribe Kunstmuseums første rum i soloudstillingen ”På dybt vand”, der præsenterer mange nye og nogle få lidt ældre værker af Peter Callesen. Tømmerflåden er lavet af printede ark fra FN’s seneste klimarapport, så selvom den umiddelbart ser solid ud, er det bestemt ikke tilfældet. Flåden vil opløse sig og synke, hvis den kommer i vand. Som redningsfartøj er den aldeles uegnet. 

Inspirationskilden til ”Ark”, som tømmerflådeværket hedder, er maleriet ”Medusas flåde” (1818-19) af Théodore Géricault, der blev malet på baggrund af en grufuld hændelse: Fregatten Medusa forliste i 1816. 147 besætningsmedlemmer reddede sig op på en 20 meter lang tømmerflåde med en begrænset mængde proviant. 12 dage senere var kun 15 i live, og af dem døde yderligere fem ombord på skibet Argos, der kom de nødstedte til hjælp.

Peter Callesen: Bølge (detalje), 2023

De 147 besætningsmedlemmer må have været lettede, da de trak sig selv og hinanden op på
tømmerflåden, men da vidste de heller ikke, at kun 10 ville overleve. Med denne historie som bagtæppe trækker Callesen en barsk parallel til klimakrisen og dens mulige konsekvenser. Vi ved endnu ikke, hvor galt det går – om kun hvert 15. menneske vil overleve klodens forlis, sådan som det var tilfældet med tømmerflådens passagerer.

Global opvarmning i papir

Klimatemaet er gennemgående i udstillingen i både store og små værker. Endnu et af de store – Bølge fra 2023 - viser en kæmpebølge, der opstår af smeltende iskrystaller. Når man ser nærmere efter, opdager man, at skummet på bølgetoppen, der er stivnet, lige idet den knækker over, består af mennesker, der viljeløst skubbes frem af vandets kolossale kræfter. Man mindes tsunamien i 2004, der tog livet af mellem 230.000 og 280.000 mennesker. Dog indikerer de smeltende iskrystaller, at værket først og fremmest er en påmindelse om den globale opvarmning, der vil føre en øget vandstand med sig.

Peter Callesen: Alle i samme båd? 2023

Den globale opvarmning spiller også en rolle i udstillingens tredje store værk, der har titlen ”Alle i samme båd?” Hvis udledning af CO2 fortsætter som hidtil, vil havniveauet indenfor de kommende 80 år stige mellem 0,76 og 2 meter. Lavtliggende egne og øriger vil blive oversvømmet, hvorved en række mennesker vil blive hjemløse og tvinges på flugt. ”Alle i samme båd?” består af et kæmpe stykke papir. En række silhuetter af mennesker er skåret ud af papiret. Peter Callesen har benyttet alle de udskårne stykker til at bygge en papirbåd, der vugger på overfladen af det store papir. Enkelte silhuetter sidder stadig fast i papirhavet. De nåede måske ikke med, mens tid var? Er man lidt pessimistisk, kan man sige, at de var de heldige, for papirmenneskebåden er præcis lige så skrøbelig som tømmerflåden i ”Ark”, og snart vil båden være opløst i vandet. Og dog! Hvis man lader fantasien spille med, så båden faktisk udgør et sikkert fartøj, er der nogle, der overlever, mens andre går under. I den sammenhæng er det værd at bemærke spørgsmålstegnet i værkets titel. Er vi vitterlig i samme båd? Svaret er nej. Nogle bor mere sikre steder end andre. Uafhængigt af klimakrisen har man kunnet konstatere dette i kraft af de mange flygtninge, der krydser Middelhavet i synkefærdige både. Vi er ikke i samme båd som dem!

Den sorte humor

Peter Callesen: Alle mine ejendele, 2023

I ”På dybt vand” viser Callesen også en række værker med langt mere begrænsede mål. Tømmerflåden spiller igen en rolle i ”Alle mine ejendele” fra 2023. Her har Callesen skåret en række genstande ud af det papir, der danner værkets baggrund. Det er helt almindelige ting som en guitar, et par bukser og en paraply. Af det udskårne har Callesen formet en lille tømmerflåde. Med sin til tider meget sorte humor markerer Callesen, at materiel rigdom mister sin værdi, når selve livet er på spil.

Den sorte humor dukker også op i en af udstillingens flotte akvareller: ”Flydende flyttekasse” fra 2020. Værket viser præcis det, titlen beskriver. Sagen er da også, at det er på høje tid at flytte, når ens hus står under vand. Problemet er bare, at det er meget begrænset, hvor lang tid en papflyttekasse kan flyde på vandet, i særdeleshed hvis den er fuld af flyttegods.

Peter Callesen: Flydende flyttekasse, 2020

I en lang række værker kombinerer Peter Callesen bekymringen over klimakrisen med det barske grin, der nogle gange skal til for at se nøgternt på udfordringerne og derfra træffe de nødvendige beslutninger. Så selvom mange af værkerne i ”På dybt vand” er tankevækkende på en skræmmende måde, er de også opbyggelige, fordi de gør det klart for beskueren, at der skal handles - hellere i går end i dag. Samtidig er det en stor æstetisk oplevelse af se de skulpturelle papirscenarier, der i deres uskyldsrene hvidhed fortæller om de mørkeste afgrunde.

En særlig lokal påmindelse findes i et lille scenarie, hvor en båd er fortøjet til toppen af et af Ribe Domkirkes tårne. Det er naturligvis en overdrivelse, for så højt vil vandet aldrig nå, selvom Ribe ligger tæt på Vadehavet. Og dog viser de allerede eksisterende diger få kilometer fra Danmarks ældste by, at havet hurtigt kan komme til at udgøre en alvorlig trussel.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Kunstavisen.

Af ord er du kommet

Knud Steffen Nielsen har længe indfanget tankens natur i sine digte. Det seneste skud på stammen er suverænt.

Knud Steffen Nielsen
Min tidebog
68 sider, 200 kr. (nummereret og signeret førsteoplag)
Forlaget Herman & Frudit

Af Jens Carl Sanderhoff

Jeg kom til at sparke til kassen med glaskugler,

        både de røde og de blå sprøjtede ud over gulvet.

I et hug dannede der sig

              et billede af en Browning (7.65).

Eller måske var det alligevel

        En sommerfugl, den takvingede. Nej, det var

en sprængt milt, en baldret

rød ballon.

Ja, det var det vist.

Skæbnen er totalt

uberegnelig

og ubrugelig.

(Henne ved trappen ligger

en sammenkrøllet kludedukke,

umotiveret bare smidt.)

(p. 5)

Sådan møder vi Knud Steffen Nielsens stemme i det seneste viltre og vildt suveræne skud på stammen, eller skulle jeg skrive skred i rammen eller vrid på vrangen, for billedet vil ikke hænge lige, og mennesket bag ordene vil ikke være slave af sin egen fylde. Der rives i tømmeret, og banaliteter tømmes for deres pladrende selvtilfredshed, så eksistensens sande natur kan træde frem og generobre det upræcise sted, det udspringer af, og som det mest af alt er, når vi læser det, der er skrevet med småt nederst på kontrakten.

Vi har i disse nye digte med en af de sejeste og mest enestående stemmer i dansk lyrik at gøre, for når man betænker ruten gennem de efterhånden talrige digtsamlinger (tretten, vist nok med den nærværende nye, og dertil en mindst lige så poetisk skæv og skrævende brev og notesamling), så træder en finurligt flosset og over al måde konsistent og fænomenal søgen efter mening i og udenfor sproget frem, men samtidig og helt ubesværet tillige en kålhøgen og lattermild kaglende super humorist, der ikke er ræd for hverken at underminere eller overbyde virkeligheden med sin spraglede diskrepans.

Og denne digteriske dobbeltposition bliver stærkere i den nye samling, fordi der underneden løber en strøm af kærlighed til det kaos, livet er, og især når det rammes af sygdom (alvorlig sygdom), for selvom det især var et tema i den forrige digtsamling (og tvilling) Min kontrabog, og også i denne indlysende spiller en slags førsteviolin, så er der sket noget med tonen i de nye digte, der på en forunderlig måde gør flere passager nærmest vægtløse i deres tunge alvor. Jeg er vild med disse lakoniske og under¬spillede snit, som Knud Steffen Nielsen på ganske lidt plads kan vende i luften og lande på benene uden besvær – se blot her:

*

Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens.

Og derfor anklager jeg

en virkelighed,

der ikke kan realiseres.

Selvom jeg står med sekunder til alle

sider og langt ned ad ryggen.

Nu tænker jeg kun på at gøre kroppen smuk.

Glemmer, at tiden ikke er der.

Af savnet formes labyrinter

af ler i halv størrelse.

Hold dog op. Det

kan ikke gå galt, tilføjede jeg.

Jeg får tildelt en stor labyrint hver dag.

Men labyrinten genkender mig aldrig.

Leret gør mig blind, endnu mere blind.

Krøller sig sammen.

(p. 10)

Vi møder stort set alle slags patos i dette digt: Skaberen, tvivlen, den menneskelige stræben, tiden, døden, skønheden og hvad har vi, men samtidig føler man sig hensat til en scene; et lettere mislykket guddommeligt aftenskolekursus i keramik (bogstavrimer på kemo), hvor jeget leger med mennesket i sin vorden. Leg med Ler, kunne kurset hedde. Vi skal alle passes ned i hver vores labyrint, som vi selv konstruerer. Vi ved derfor, der findes et centrum, og vi ved, at dette er singulært – ikke to labyrinter er ens. Det kan ikke gå galt, skriver Knud Steffen Nielsen. Han vrænger, og jeg ler. En omfavnende latter, for det er fra en hård position, denne glasklare pointe peges ud. Men hold nu kæft, hvor er det godt!

Min tidebog træder ind i sin egen familie med den allerfineste tyngde, for Knud Steffen Nielsen har temaer, der har fulgt ham fra debuten for snart en menneskealder siden. Vi arbejder alle med virkelighedsstrategier (mere eller mindre bevidste om det, er vi), men uanset hvilken strategi, man vælger, så indhentes alle af meningsløshedens overvældende og grusomme skønhed – det ved jeg, om nogen – og det er derfor, Knud Steffen Nielsen i sine nye digte taler så direkte til mig, og, vil jeg påstå, til alle, hvis de et øjeblik vil hæve sig op over forskelle og uenigheder. Min tidebog træder derfor også ind i menneskehedens familie, for uanset om vi vælger at tage ansvaret for tilværelsens fortumlede meningsløshed på os, eller kaster det over på en guddommelig orden, så har vi alle brug for sproget til at bygge vores labyrinter, og om vi har mange eller få gange (og blindgyder) i disse planløsninger, så kan vi være sikre på, at vi alle skal ind og ud af labyrinten på samme måde. Fødsel og Død, står der over indgangen og udgangen henholdsvis.

Nu kan det lyde, som om digtene virkelig basker med alvor (og det gør de!), men det er mangestemmig-heden og humoren især, der gør dem til så elegante rum at være i. Fra strofe til strofe, ja, indimellem fra vers til vers skifter Knud Steffen Nielsen fra død og mørke til lys og latter, fra krig og nyhedsstrømmens vilkårlige fokus til udstoppede dyr og beklædningsgenstande en bloc. Her fra side 28 i Min tidebog leger Knud Steffen Nielsen igen med bibelreferencer - og lidt med den nye miljø- og klimabevidsthed i moderne digtning. Naturen bliver med ét noget, vi kan trække i, som var det et par overalls eller en kedeldragt fra Kansas:

*

Æbletræerne er udviskede

uden for os.

Jeg er trukket i fjord og sand.

Ingen distance mellem

os…

(p. 28)

Det er jo morsomt, men dybt alvorligt på samme tid, og vidner om en horisontfuld digterstemme med indsigt, og sådan har det været siden de første ord for mere end fyrre år siden. Knud Steffen Nielsen har læst sig ind på mangt og meget, men har formået at bevare sin egenstemme, og han er også svær at sammenligne med andre gode digtere, men tilhører en særlig slægt, som også Ørnsbo og Højholt gjorde, og det er lidt (meget) uretfærdigt, at Knud Steffen Nielsen ikke altid nævnes som en af de store, for det er han!

Især også for den omsorg og nænsomhed, han udviser overfor andre skrivende folk, bør han anerkendes. Jeg har selv været heldig at blive skubbet kærligt af ham, og jeg ved, at mange har lange givende samtaler med ham om ordenes og tankernes, tingenes orden. På side 51 i Min tidebog skriver han en gravskrift til én af dem, han var i særlig tæt kontakt med, og som vi urimeligt mistede i 2021.

*

Gravskrift til lars bo:

Det var ikke Lasse, der tog livet af sig, men det Andet,

der tog ham.

Døden, som kørte på.

Døden  tilsiger det, hvis den vil. Den vil.

Hælder sand og grus på ham.

Det

er dødens ejendom,

for den krævede et legeme.

Blyroserne står i vaserne.

Jeg har ikke

mit mod, denne nats søvn,

Kun når jeg skriver i fejlsikret tilstand, er der plads til

illusioner, åh, alle disse

taskenspillertricks, ingenting der, ingenting her

Fri vilje. Intet af den slags. Måske

en hvid tøj-

bjørn, der deler kager rundt.

Men kun 3

af hver.

Alting fandtes. Påfuglefjer i forklædning

Ord. Der

pegede på fortvivlelsen.

Det ku være en granitsten, som så hellere

ville være snurretop, en politibil. Jeg sagde igen,

du findes ikke.

Du er en pote, et næb, en enkelt

fjer. En model af et bur.

Et indlæg i bogen her.

Og ikke andet.

Og så er vi tilbage,

hvor netop intet findes. Måske

dansen om hjørner. Dér

Åh, som det da klistrer.

Mine øjne

Flydende

som æter, fløde, navnet er et andet...

Blandt myceliet er jeg ikke talt med.

Står her med to arme, plus to

sammenpakkede biceps og en blodprøve i lommen

tænker igen på landingen

asfalt mod klo

(dette indtil-videre hængende

i parenteser.)

(p. 51)

Sådan konkretiseret på den ulykkeligste baggrund tænkelig peger digtet på ordenes styrke og svaghed, ordenes skaberkraft og deres kropsløshed, og digtet til Lars Bo lægger sig ind mod et af de tunge emner, som Min tidebog behandler (som eksistensen i en scanner). Det er til tider barske digte, men fordi Knud Steffen Nielsens stemme altid dirrende veksler mellem det ene og det Andet (som altid tager os), og også giver plads til både smilet og latteren, tankens rastløshed (som ofte mimes eminent i digtene) og kroppens uundgåelige svigt, så er det nogle fine rum at træde ind i, og som rummer mildt og objektivt det kaos, livet pludselig kan forvandle sig til. Hvad danner et menneske? Hvordan bliver vi til dem, vi er? Kan man orientere sig i en virkelighed, hvor tilfældet råder? Associationerne løber undertiden amok i digtene, men på den fineste måde kredser disse skred noget ind, der for en sand digter er eksistensens motor: Af ord er du kommet. Vi giver ikke stjerner her på Den smalle bog, men efter endt læsning af Min tidebog er min nattehimmel bugnende fuld!

Krigens afstumpethed

Klassikerlæsning. Erich Maria Remarque: ”Intet nyt fra Vestfronten”, 1929, oversat til dansk af Tom Kristensen.

Af Egil Hvid-Olsen

20 millioner eksemplarer har ”Intet nyt fra Vestfronten” solgt, men hvor ville man have håbet, at den ikke havde været nødvendig at skrive. 1. verdenskrig gjorde det dog uundgåeligt for Erich Maria Remarque at skrive, hvad man med god ret kan kalde den ultimative krigsroman.

Selvom romanen omhandler livet, lidelsen og døden i og omkring skyttegravene i 1914-18, så handler den indirekte om livet, lidelsen og døden i enhver krig. Den dag i dag er der soldater i bl.a. Ukraine, der må stå igennem situationer, som minder om dem, Remarque beskriver. Det er meget begrænset, hvor meget vi har lært af et utal døde soldater.

Netflix har i 2022 produceret en ny filmatisering af den gamle klassiker, og bortset fra en overdrevet grim metallisk baggrundslyd, der erstatter musikken, er det en god film, som punktvis gengiver scener fra romanen, digter videre på dem og føjer nye til. Filmens særlige styrke er, at den rendyrker romanens stemning af opgivelse og bitterhed iblandet en trodsig humor, der forbliver afdæmpet, fordi der absolut intet er at grine af.

Remarque skriver nøgternt på baggrund af egne erfaringer. At han overlevede krigen var et rent tilfælde: ”Fronten er et bur, hvor man nervøst sidder og venter på, hvad der vil ske. Vi ligger under et gitter af susende granater og lever i spændt uvished. Over vort hoved svæver tilfældet. Når et projektil kommer, kan jeg dukke mig, det er alt; hvor det rammer, kan jeg hverken med bestemthed vide eller have nogen indflydelse på.” (s. 69).

Læseren spares ikke for dokumentariske oplysninger: ”Bajonetten har nu imidlertid tabt sin betydning. Under stormangreb er det nu ofte mode kun at rykke frem med håndgranater og spader. Den hvæssede spade er et meget lettere og mere mangesidigt våben, man kan ikke alene støde den ind under hagen, men man kan fremfor alt slå med den, og det har større vægt; især når man rammer skråt mellem skulder og hals, fører man let hugget igennem til brystet. Bajonetten bliver ofte hængende fast ved stikket, og man må så først træde den anden i maven for at hale den ud; og i mellemtiden kan man meget let selv have fået en op i sig. Desuden knækker den oven i købet ofte.” (s. 71).

Hjemløs i hjem og hjemstavn

Det er tydeligt, at den, der har været ved fronten, bærer den med sig. Således skildres hovedpersonen Paul under en orlov, hvor han slet ikke kan falde til ro. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke er blandt vennerne, og den tilværelse, han forlod som 18-årig, er så mentalt fjernt fra ham, at han føler sig som et andet menneske. Han er hjemløs i sit eget hjem og hjemstavn. Derfor er der mange betragtninger i bogen om den måde, hvorpå krigen fremmedgør soldaterne: ”I dag ville vi gå rundt i vor ungdoms landskab som turister. Vi er forbrændt af kendsgerninger, vi kender små nuancer, som om vi var handelsfolk, og nødvendigheder, som om vi var slagtere. Vi er ikke mere ubekymrede – men vi er frygtelig ligegyldige. Vi ville gerne være der; men ville vi leve?”

På lazaretterne lægges kulturen i graven

Soldaterne hører ingen steder hjemme, på nær det sted, det er farligst at være: ved fronten. Og bliver man såret, ender man et mindst lige så farligt sted: lazarettet. Remarque beskriver de beskidte og underbemandede felthospitaler, hvor der skaltes og valtes med de indlagtes liv og førlighed, dels fordi der ikke er medicin og forbindinger nok, dels fordi sundhedspersonalet er blevet afstumpet af at have set for megen død og elendighed. I frustration over egen afmagt, fristes de til at misbruge den smule magt, de trods alt stadig har overfor patienterne. Efter at have beskrevet forskellige patienter og den måde, de bliver behandlet, skriver Paul/Remarque: ”Og så er det kun et enkelt lazaret, kun et enkelt hospital – der gives hundred tusind i Tyskland, hundred tusind i Frankrig, hundred tusind i Rusland. Hvor meningsløst er ikke alt, hvad der nogensinde er skrevet, tænkt og virket, når sådan noget er muligt. Det må alt sammen være løgn og ligegyldighed, når årtusinders kultur ikke engang har kunnet forhindre, at disse strømme af blod blev udgydt, at disse torturkamre eksisterer i hundredtusinder. Først lazarettet viser, hvad krigen er.” (s. 174).

Bogen, enhver diktator må hade

”Intet nyt fra Vestfronten” er grusom læsning, kun blødt op af Remarques fantastiske evne til at beskrive det fæle i lyriske vendinger, hvilket gengives mesterligt i Tom Kristensens oversættelse. Det er på alle måde en bog, som Hitlers naziregime ikke kunne goutere. Derfor endte ”Intet nyt fra Vestfronten” også på Det Tredje Riges bogbål, hvilket er endnu et argument for at læse denne kompromisløse, skræmmende og sobre (anti-)krigsroman. 20 millioner solgte eksemplarer er slet ikke nok!