Noveller uden parfume

Ulrik Gräs: ”Uparfumeret”, 2015, Tiderne Skifter.

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen

På forsiden danner en række uens majuskler fra en gammel sættekasse ordet ”Uparfumeret”, og det er netop, hvad Ulrik Gräs’ noveller er. Samlingen rummer 10 af slagsen, og de skildrer alle menneskers skæbnestunder, der opstår på baggrund af egnes eller andres valg. Det er lige på og hårdt – uparfumeret - men samtidig formuleret med Gräs’ særlige lyriske prosa.

Enkelte af novellerne omhandler selvmord; et tema, som Gräs senere har taget op i novellesamlingen ”Galgenfugle” fra 2020. Den indledende novelle, ”Buksevand”, belyser en af de baggrunde, der kan være for selvmord, nemlig mobning. Her er det ikke kun klassekammeraterne, men også læreren, der mobber en elev, som ikke kan følge med i diktat. Selvom han kæmper mest muligt imod, ved han, hvordan det ender:

”De vil råbe efter ham i skolegården, lige så snart det ringer ud. De vil råbe: Rul og rens! Giv ham buksevand. Så I det. Han pissede i bukserne. Send ham til rensning over kummen!” (s. 14).

Sexlivet trænger til et boost

I ”Luder for en dag” træffer fortælleren en aftale med en prostitueret i Amsterdams Red Light District. Hun og hans kone skal bytte plads i nogle timer. Det er ikke planen, at fruen skal sælge sig selv. Hun skal bare byde sig til, mens han sidder på en beværtning overfor og følger scenariet, mens han nyder et glas øl eller to.

”Jeg ønsker blot at se hende udstillet i vinduet. Hun må gerne åbne det og tale med de mænd der defilerer forbi, standser op og spørger til varen og prisen, og som jeg kender hende, skal hun nok finde en passende anledning til at afvise besøget.” (s. 57).

Noget tyder på, at parrets sexliv trænger til et boost, men spørgsmålet er, om ægtemanden vælger den rigtige måde at gøre det på. Handler parforholdet kun om sex eller også om kærlighed?

Vrangforestillinger og psykiske lidelser

Efterhånden som læsningen skrider frem, bliver novellernes hovedpersoner i højere grad præget af vrangforestillinger og psykiske lidelser. I ”Musik for en tvivler” orienterer en mand sig alene efter sine fortolkninger af Bachs 2. Brandenburgkoncert, fordi han har mistet tilliden til samfund og ordensmagt.

Samlingens afsluttende novelle, ”Besøgsvenner”, er også dens absolutte perle. Her er fortælleren, der har en bipolar lidelse, blevet forsynet med en hjelm, der kan sende elektriske impulser ind i hans hjerne. Han kan ”medicinere” sig selv med disse impulser, og på den måde opretholde en tilværelse, som han finder sig tilpas i. Dog sikrer hjelmen ikke mod en række vrangforestillinger, der ofte er af paranoid art. Gräs sætter mesterligt ord på fortællerens oplevelse af hjelmens funktioner:

”Strømmen strømmer.

Strøm er et dovent element der finder den hurtigste vej til nervebanerne gennem mit kraniums rillede bark, strømmen spiller ud, og mine hjernefelter reagerer impulsivt, trækker sig sammen membranøst og udfolder sig som en blomst på kraniebarken. De elektriske åndedrag via pulsgeneratoren sender deres brise gennem mit sinds opladede intellekt med forestillinger på synsnerven som avlende fraktaler; strålen retter operativt sit lys på et indre lærred, hvor mønstrene møder hinanden i en boogie-woogie.” (s. 115).

Det er ikke nogen munter oplevelse at læse Ulrik Gräs’ uparfumerede noveller, og dog er en del af dem præget af en skæv humor, der ikke opbløder alvoren, men forsyner den med en ny forståelseshorisont.