onsdag den 24. februar 2016

At opdage sig selv som seksuelt væsen

"Bogens temaer har en særlig tyngde: Familiedrama, identitet og kultursammenstød. Men dens styrke er også forfatterens evne til at formidle enkelt, billeddannende og smukt." 

Abdellah Taïa
Englene fra Frelsens Hær
Forlaget Arvids 2015, 124 sider, 188 kr.

Af Carina Wøhlk

”Englene fra Frelsens Hær” er en lille bog – og dog så stor. Forfatteren bag er marokkaneren Abdellah Taïa, der skriver på fransk. ”Englene fra Frelsens Hær” er den første af hans bøger, der er oversat til dansk - forlaget har en mere på vej.  
Bogen emmer af sensualitet. De mættede skildringer står mejslet i marokkansk sanselighed. Læseren hyller sig i eksotiske dufte og flimrende sol. Det kan varmt anbefales at åbne for bogen i den kolde danske vinter,  
Hovedpersonen er unge Abdellah. Han er ikke bare forfatterens navnebror, men identisk med samme. I hvert fald kaldes han ved efternavnet Taïa et enkelt sted i bogen (s. 95). Der må være tale om en selvbiografisk udviklingshistorie.   
Bogen tager sin begyndelse i Abdellahs fødeby Salé i Marokko. Vi møder et farverigt persongalleri i det lille hjem – bogstaveligt talt i familiens skød.  Lidenskaben imellem forældrene har sin kilde i et urgammelt jalousidrama, som blusser op efter behov.

Kønsrollemønsteret er traditionelt, men moderen M´Barka styrer alligevel for vildt – med sit underliv, med sin alt andet end underspillede fornærmelse over faderens anklage om utroskab.  
Abdellah er meget betaget af sin storebror Abdelkébir, der som den førstefødte dreng nyder en særlig status i familien. Som den eneste af de i alt 9 børn har han eget værelse. 
Den ublu fascination af broderens krop får Abdellahs øjne op for, at han også selv er et seksuelt væsen. Under en rejse med storebroren og en mindre bror til Tanger vækkes Abdellahs sanser for alvor. I et rystende erkendelsesskred forstår han, at han er til mænd. 
Han drømmer om det forjættede kontinent Europa, om en karriere i litteraturens verden og om den universelle frihed til at være den, han er. Da den velbeslåede litteraturforsker Jean fra Genève dukker op i horisonten, ser drømmene ud til at blive virkelighed. Det springende punkt er, om Abdellah i Jean møder kærligheden eller en skæbne som boy toy.

Abdellah får et stipendiat på universitetet i Genève. Han flyver til Schweiz, men lander med et klask. I det rige land venter en følelsesmæssig fattigdom. Svigt og skuffelser står i kø. Og her kommer englene fra Frelsens Hær ind i billedet. En taxachauffør lurer hans situation og sender ham hen til Frelsens Hærs herberg, hvor han bliver modtaget med åbne arme. 
Bag skranken på herberget sidder en læsende og lysende ærkeengel. Han ligner den franske filosof Michel Foucault på en prik, og den slående lighed skaber tryghed i Abdellahs sind. Hvad der videre hænder, skal ikke røbes. 
Bogens temaer har en særlig tyngde: Familiedrama, identitet og kultursammenstød. Men dens styrke er også forfatterens evne til at formidle enkelt, billeddannende og smukt. For eksempel skriver han om forholdet til elskeren Jean: ”I ti dage i træk var Quarzazate vores lykkelige kærlighedsroman” (s. 108).  
Alt i alt er ”Englenes fra Frelsens Hær” en intens og velskrevet bog, der kalder på mere fra samme forfatter. Anmelderens eneste anke er, at bogen er FOR kort. Læseren sidder en anelse uforløst tilbage. Mere vil have mere!     

torsdag den 18. februar 2016

At tælle til én er knapt nok nok

Knud Steffen Nielsen
Derfor står jeg frem nu
(Werkstatt 2015, 78 sider)

Af Jakob Brønnum
Knud Steffen Nielsen har udgivet adskillige digtsamlinger. Det meste af hans udtryk ligger et sted mellem den form for sproglighed, der bearbejder faste vendinger, som man kender fra især Ursula Ankjær Olsen og en mere billedrig digtning – ind i mellem kan det være i retning af det surrealistiske. Humoren er der altid et sted som et element
                      Hvor rationalet hos f. eks Viggo Madsen i almindelighed er, at der netop ikke er noget rationale, altså ikke ligger noget semantisk tegnsystem bagved, som de sproglige koncentrationer kan referere til, men betydningsdannelsen netop sættes i gang af dette faktum, er det ikke sådan hos Knud Steffen Nielsen. Der kan findes metaforiske sammenhænge, der gør digtene yderst almenmenneskelige:

"Løbende under himle af stuk og
vildelse. Det hører os til, der lever
under drejelofter famlende
efter blødende hænder …"
(Digtet Bevise, Farven Godot s. 23, After Hand 1993)

Måske sådan: Himle, som billedet på noget overordnet i tilværelsen, forsynet med prædikaterne stuk (noget kunstigt forsiret, om end til tider smukt), vildelse (noget indefrakommende utilregneligt) og drejelofter (noget i omverdenen, der bestandigt bevæger sig, dog fortrinsvis efter faste mønstre). Og det hele flytter sig i høj fart. Sådan en indledning til et digt kan man være længe i. Det er jo sådan man har det.

Fremtrædelsen
Uden at jeg kan hele forfatterskabet udenad, vil jeg sige, at det forekommer mig, at de to seneste bøger bruger alt det bedste, der er i det til at skabe endnu dybere metaforiske konstellationer, som man kan være endnu længere i. Den forrige bog var den første prosabog, ”Kaptajn Kugeln og min brev og notesamling I – Om håndtering af og Lærestykker i det enkle liv (Forlaget Armé 2014), et mærkværdigt værk (et mesterværk, if you ask me), hvor Knud Steffen Nielsen tegner et mageløst detaljeret og morsomt, satirisk portræt af samtiden, særligt den i provinsen. Jeg har skrevet en læsning af den på bibliotek.dk.
                      I den seneste bog, ”Derfor står jeg frem nu”, møder vi gang på gang nogle af de eksistentielle grundbilleder, ”Det ukendte", ”støv” – oven i købet sammen med, hvad der må være støvets absolutte eksistentielle og metaforiske modsætning, "linealen" – ”Skæbnens tal”, ”tiden”, ”rationelle tanker”.
                      Knud Steffen Nielsen undersøger virkelighedens beskaffenhed med begreber, der har været kendt tilbage fra antikken, billeder på skæbne og uvished:

”Kunne skrive op og ned ad dørstolper
om enhver form for hasard
ikke så meget alt det med pengene, hvis det er det du tænker på.
Algoritmen baserede sig på: Det er ikke kun spil.
De giver for lidt tilbage på en halvtredser DERUDE
Og i den anden ende er der altid én der hænger fast i

den rette fortælling om det religiøse
Det er et andet spil.” (s. 42)

Der er den igen, bare større end den med himlen, som ellers var stor nok: Algoritmen overfor hasard, op og ned ad dørstolper som det kedsommelige, (måske også med et anstrøg af en gammeltestamentlig dørstolpe, og den er ikke sjov), den anden ende som tilværelsesbillede og det religiøse. Altså billeder på det beregnelige, det ukendte, på det kendte (det kedsommelige) og på at tage en hasarderet chance. Jeg vil ikke forsøge at vride en mening ud af disse billeder, men blot gøre opmærksom på, at de er mulige hegnspæle i en digterisk tilværelsestydning, som man kan være længe i. Mærkater, der drejer sig om at afkræve tilværelsen en måske flygtig mening eller være i dens utydelighed.
                       Problemet er, at bogen består af 71 sådanne sammenstillinger af nøje udvalgte (intuitivt udvalgt, helt sikkert) metaforer. Hvordan i alverden skal man kunne blive færdig med den? Det er det, poesi er. Jeg har interesseret mig for digte, siden jeg læste Knud Vad og Vagn Steen som knapt teenager og Synets flod af Robert Corydon, for at have sådanne bøger i hånden:

"Jeg har glemt det hele, og
det hele er rigtigt, og det hele er
vanvittigt.
Vanviddet er reglerne. Dér
Og alle de pæne lister indeholder regler for begge hænder.
Af de nok hundrede træer kan jeg højst nå at tælle
de fjorten. Skovene tager altid munden for fuld.

Om jeg har læst alle træerne ….?
”Så referer noget af handlingen
for forsamlingen”, siger du.

Jeg kan ikke styre
det.
At tælle til én er knapt nok nok" (s. 30-31)





tirsdag den 16. februar 2016

Indridsninger i Europakort

Sixten Austerlitz: Remise. Revir. – Totenkopf Express.
77 sider (upagineret). 150 kr.
Den Brændende Hund

Af Erik Kock
Denne bog gemmer sig. Med sine 150x100x5 mm kan den overses. Men den er også gul, så på et tidspunkt vil den nå frem til øjenkrogen. Der skal ikke være nogen weit hergeholt farvesymbolik her; derimod: Man kunne for år tilbage i teoribøger på køreskolerne finde dette udtryk om signalet fra den gule farve i en lyskurv: ”Krydset rømmes.” Bogens kryds ligger et sted i et skamskudt Europa, og det er så godt som rømmet. Vi er i den tyske sprogremise i det tyske revir. Bogen udsondrer atmosfæren, lugten og lyden fra en belastet, men evig lokalitet.

Remise/Revir 
Bogen er delt to blokke – for nu at bruge en passende bastant betegnelse. Den første blok er ”Remise. Revir.”
Anslaget: ”Rotterne overlever muserne.” Så er vi i gang. Det er dét der er på spil. Forfaldets og det anløbnes sejrsmarch hen over det som kunne føde kunst. Sætningen står alene på siden, ligesom udsagnene og enkeltordene gør det stort set hele blokken igennem. Mod slutningen føjer andre udsagn sig til i op til tre linier pr. side, men siderne er gabende tomme under dem. De er bygget oven på et fravær. Sprogets fravær. Og dermed oven på en tavshed.
En metode kommer hurtigt til syne undervejs i læsningen. Ordspillets og konnotationens metode: Gasmaskerade/afdansningsbål og blindgyde æg eller skalpelsalmer. Den ovenfor nævnte udsondring af atmosfære forhindrer at der bliver tale om blot en ordleg. Dette er alvor.
Gennem begge bogens blokke strammer de korte udtryk på de korte linier udsigelsen til bristepunktet. Man aner en kvælning.

Et andet sted står: 

Kemisk susen
hybenhals
sitrende hudråbstegn.

Er det skriften der siver ud af det hallucinerede intet henover forvreden menneskelig unatur for at ende som tatoveringsblæk i nålen mod den bævende hud? Skriftens, og således sprogets, lavmælte attentat på den evige europæer og dennes martring af sit eget kontinent og sin egen krop, samfundskroppen. I så fald er disse tre linier emblematiske for bogens første blok. Da linierne står på dens sidste side, kan de uden besvær læses som efterskrift.

Totenkopf Express 
Den anden blok er ”Totenkopf Express.” Læserens øjne føres hen over sorte liniers jernbanesveller med opremsninger som 

blanketindsamling
kriterier for valg af diagramtype
selvregistreringsanalysens princip
stopursteknikken
frekvensstudiets princip.

Symptomatisk står et sted: Lokomotivets Europa/collagen i bevægelse. Og der er ingen vej ud og ingen vej tilbage. Konnotationens metode er den samme som i bogens første blok, men tonen synes skærpet: 

kronragning
hudfrielse
kraniekorrektur.

Dette, in casu tysksprogede, Europa undslipper ikke sin selvpåførte og sprogliggjorte skæbne.
Op mod bogens udsagn kan man reelt set kun spørge, men må dog alligevel forsøge at gribe om nældens rod, selv om man hurtigt opdager at det er ondets rod, og endnu senere opdager at det blot er ondet selv; roden fortaber sig dernede i det kontinentale mørke, man fornemmer at den vil komme stærkt tilbage. Når som helst.
Ondet selv ligger i transporten fra teksten til læserens blik og retur. Det er her bevidstheden kommer i øjenhøjde med udsagnene og deres ensomme rester af civilisation: et skilt hér, et krater dér, et skrog, en blindgyde, en losseplads, en wire og rotter, rotter…
Vi kan i og for sig kun tale om det umistelige Europa – for var det mistet, ville smerten ikke kunne fortsætte inden i kontinentet. Og det gør den. Ewig.
Vi kommer ikke af med selve ondet som det er beskrevet ovenfor. Sproget ligger altid tilbage med endnu et udsagn gemt i pistolhylsteret. Af ord er du kommet, til ord skal du blive, af ordet skal du igen opstå.
Selvfølgelig er der patos, en del, det bliver der uvægerlig i en håndtering af Europa i frit fald i slowmotion; og over for den villethed der huserer i nogle af ordkonstellationerne, er denne anmelder villig til at trække følehornene til sig. Det ligner en rimelig omkostning ved bogens metode. Og man skal ikke overse pletskud som dette:

i rygsøjlens haller ruger
stablede æg/natten ud.

Man kommer uvægerligt til at udnævne de og de sider til at være første side, sidste side, etc. Men det upaginerede kan indebære en undsigelse af en prioriteret rækkefølge, så enten må læseren opgive sin vanetænkning mht. rækkefølger, eller også må han/hun vove at bladre tilbage i blinde og tage stikprøver på en ny læsning. Tro mig, det giver pote.

Det er stærke sager, og der er ingen pardon. Jeg vil lade bogen få de sidste ord:

blodbøg er
mørket mellem bogstaverne
Sonnenuntergang.