Eventyr med vinterens åbne slutninger

Klassikerlæsning. Karen Blixen: ”Vinter-Eventyr”, 1942.

Af Egil Hvid-Olsen.

Karen Blixens vintereventyr blev skrevet i årene, hvor Hitler fik stadig mere magt og til sidst indledte 2. verdenskrig. Med en i denne sammenhæng anakronistisk vending kan man blive mindet om ”Game of Thrones”-varslet: ”Winter is coming”, for i sluttrediverne var den lange vinter på vej. Ikke i en fantasiverden, men i virkeligheden. Selv voksne kunne føle sig utrygge som børn, og måske er det grunden til, at der er mange børn blandt hovedpersonerne i denne samling eventyr fra Blixens hånd – og ånd.

Man kan givetvis også foretage en række sammenligninger mellem ”Vinter-Eventyr” og Shakespeares ”Vintereventyret”, men det projekt vil jeg overlade til fagpersoner med særlig indsigt heri. Der er nemlig også en lang række andre litterære henvisninger til verdenslitteraturen i eventyrsamlingen, og undervejs i læsningen forstår man, at H.C. Andersen ikke har levet forgæves, selvom han og Blixen skrev vidt forskelligt.

Om kunstens vilkår og ubrydelige konventioner

”Vinter-Eventyr” indledes af ”Skibsdrengens Fortælling”, der nok er det mest traditionelle af de 11 eventyr i samlingen. Fortællingen er inspireret af en oplevelse, som Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, havde haft på en sørejse. Dinesens fortælling var dog langt mindre fantasifuld end hans datters udgave. Hun lader den falk, hvis død, Dinesen bevidnede, overleve. Det kommer til at gavne skibsdrengen Simon, at han skar den fri af taklegarnet, for da han senere kommer i en slem knibe, får han hjælp af falken eller dens alter ego.

”Den unge Mand med Nelliken” kunne have passet fint ind i ”Skæbneanekdoter” med sin beskrivelse af kunstens vilkår (jf. min klassikerlæsning af denne samling: https://densmallebog.blogspot.com/2021/07/forsvar-for-den-elitre-kunst.html). Martin A. Hansens ”Løgneren” dukker op i erindringen med sin tematisering af digteren som en parasit, der lever af andres ulykke. Uforvarende udfordrer den unge succesforfatter Charlie Despard et mindst lige så ungt pars indbyrdes kærlighed. Ja, sandsynligvis ødelægger han deres forhold. Men det er netop det, der skal til, for at han finder inspiration til kommende værker.

Måske er det også kunstens vilkår, der tages under behandling i ”Det drømmende Barn”. Her griber drengen Jens selv de mindste brokker af fortælling og fletter dem ind i virkeligheden. Således lever han blandt andre mennesker i sin egen verden – måske lidt ligesom Blixen selv, der i ”Den afrikanske Farm” omskabte de dele af virkeligheden, som med enkelte ændringer kunne blive endnu bedre fortællinger. Men mens Blixen havde et publikum, må Jens vansmægte blandt voksne, der ikke for alvor kan værdsætte hans virkelighed.

”De standhaftige Slaveejere” er et slags tragikomisk kammerspil om, hvor svært det er at ændre konventioner; et tema, der går igen i ”Sorg-Agre”, der til gengæld er ren tragik. Her er herremandens nevø, Adam, ved at omvælte hele standssystemet, da han pludselig vender på en tallerken. Det antydes, at dette skyldes en blanding af glæde ved hans barndomsegn og seksuelt begær, hvoraf han er blevet sig det sidste bevidst ved mødet med den gamle onkels unge hustru. Der er altså noget, der betyder mere for ham, end bondekonen Ane Maries liv. Onklen har givet hende en chance for at redde hendes søn fra en dødsdom, som herremanden har fældet ved omvendt bevisbyrde. Historien om Ane Marie havde Blixen fra et sønderjysk sagn, som hun med vanlig kunstnerisk styrke formåede at gøre endnu bedre.

Ydmyg og krukket på samme tid

For mange af vintereventyrene gælder det, at de er svære at forstå til bunds. Nogle har åbne slutninger. Grunden hertil kan være, at Blixen, da hun skrev eventyrene, levede i en tid, hvor der kun fandtes åbne slutninger. Ingen anede, hvordan den politiske krise ville udvikle sig. Man famlede efter mening i den grusomhed, som nazismen afslørede allerede inden krigens udbrud. Og dog havde Blixen overskud til at inddrage humor i nogle af fortællingerne. I samlingens sidste eventyr, ”En opbyggelig Historie”, har forfatteren fra ”Den unge Mand med Nelliken”, Charlie Despard, hørt et fabelagtigt eventyr. Bagefter siger han: ”Det var en meget god historie” – og så fortsætter Blixen:

”Men da han havde røget sin Cigaret til Ende, rejste han sig ikke, men blev siddende tilbagelænet i Stolen, i dybe Tanker. ’Nej,’ sagde han lidt efter, ’ikke nogen virkelig god Historie. Men der var noget i den, som man kunde arbejde med. Man kunde faa en god Historie ud af den.’”

Heri ligger der en på samme tid ydmyg og krukket overvejelse fra Blixens side. Hun ved, at hendes eventyr kunne have været bedre, men hun er krukket nok til at lade en af sine egne figurer udtrykke det. Det skal der en eminent eventyrfortæller til at gøre. Og det vidste Karen Blixen nok godt, at hun var.

Etuder i sne

Yoko Tawada: ”En isbjørns erindringer”, oversat af René Jean Jensen, Grif 2018, 272 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Der går en melankolsk grundtone gennem alle de tre fortællinger, som ”En isbjørns erindringer” består af. Blandt de mange temaer er adskillelse et af dem, der vejer tungest gennem bogen, som omhandler tre generationer isbjørne.

Hvad man som læser må acceptere er, at isbjørne ligner mennesker meget mere, end man normalt går rundt og bilder sig ind. Det hænder tilmed, at de taler samme sprog som menneskene i det land, de befinder sig. Dette muliggør, at bogens bedstemor efter at havde emigreret tilbage til østblokken kan skrive sine erindringer i DDRs trygge rammer, mens hendes datter ender med at skrive om sin gode veninde med hvem hun i en årrække udfører ”Dødskysset”, hvis vigtigste ingrediens er en sukkerknald. Dette værk prioriterer hun så højt, at hun afviser sine to nyfødte unger, hvoraf den ene dør og den anden viser sig at være den navnkundige Knut fra Berlin Zoo, der døde i 2011, og i tiden op mod sin død får adskillige natlige besøg af en anden kendis, nemlig Michael Jackson. Hvis det lyder som det rene volapyk, har jeg haft held med at beskrive det indtryk, ”En isbjørns erindringer” efterlader.

Men bogen efterlader langt mere. Dels er den smukt skrevet, dels pirrer den læseren med sine uforudsigelige og dog på en besynderlig måde i sammenhængen pludselig relevante oplysninger. Den driller med sine forskydninger i fortællingen, klarest dér, hvor Knut opdager, at han ikke skal omtale sig selv som ”Knut”, men som ”jeg”, hvorefter dette jeg overtager fortællerens rolle. Yoko Tawada driller læseren ved i stigende grad at blande virkelighed og fiktion. I historien om Knut er der nærmest dokumentariske elementer i, som i høj grad udfordres af den unge isbjørns modne og meget menneskelige tanker. Det er flippet og underholdende, men altså også melankolsk, fordi alle hovedisbjørnene oplever tab og adskillelse.

Sært, men tankevækkende

Gennem bogens første tredjedel tænkte jeg, at konceptet simpelthen var for langt ude til, at illusionen for alvor kunne etableres, men efterhånden fik jeg læst mig så meget ind i tankegangen, at det måske ikke gav mening, men dog skabte en interesse for bogen personer; mennesker såvel som bjørne.

Bogens bagside oplyser, at ”En isbjørns erindringer” er ”…en skarpsindig refleksion over det at være anderledes, over kunst og kærlighed”, og det er fuldkommen rigtigt. Men vinklen er ny. Et citat af forfatteren er gengivet på omslaget. Det er næppe tilfældigt, for det giver en nøgle til forståelse af romanen: ”Jeg har læst at ingen tysk politiker har været nævnt så mange gange i New York Times som Knut. Han var Tysklands mest internationale person. Han var ikke et cirkusdyr, og alligevel kunne man mærke at han reagerede på publikum og gjorde bestemte ting. Og det oplever jeg også mig selv gøre. Jeg skriver bøger, men laver også stadigt flere performances på scenen, for selv en kort oplæsning er jo en performance, man kommunikerer med publikum, man reagerer på scenen, og så udviskes forskellen mellem cirkus og den frit udøvende kunstscene, mellem den frie vilje og den tvungne handling. Dette spørgsmål har jeg været meget optaget af.”

Man fornemmer, at spontaniteten fra Tawadas performances er ført ned på papiret, for her opstår der uforudsete drejninger i handlingen, der synes at komme af en pludselig indskydelse fra forfatterens side. Resultatet bliver uforudsigeligt, men underholdende. Samtidig følger Tawada den gennemgående streng af melankoli, så det hele ikke ender i pjat. Resultatet er sært, men tankevækkende.

En poetisk, underlig og lokkende isbjørneslægtsroman

Yoko Tawada er en anerkendt japansk og tysk forfatter, der ofte udgiver sine bøger på begge sprog. Som ung flyttede hun til Tyskland, hvor hun fik en så stor fortrolighed med sproget, at hun har skrevet både lyrik, prosa og andre litterære tekster på tysk. Bogen kan nok til en vis grad læses som en henvisning til hendes egen placering mellem to lande og kulturer; men nok engang: Den rummer meget mere end det.

Undervejs i læsningen er der meget, der kan irritere, for Tawada tager sig så mange fortællemæssige friheder, at man ind imellem må stoppe op, erkende at det nu engang er hendes måde at gøre det på, og dernæst føre sig selv ind på sporet igen. Men den største irritation er dog titlen. ”En isbjørns erindringer” er alt for plat til den poetiske, underlige og lokkende isbjørneslægtsroman. Den tyske originaltitel ”Etüden im Schnee” hentyder i højere grad til, hvad der venter læseren: En uforudsigelig, forunderlig, melankolsk og dog velklingende komposition.

Orakelfortællinger

Epaminondas Gonatas: ”Den gæstfri kardinal og andre fortællinger”, oversat af Anders Olesen, Forlaget Silkefyret 2021, 102 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvorfor jeg nød at læse Epaminondas Gonatas otte små fortællinger. Jo, den første, ”Køerne”, nød jeg, fordi det var en spiddende latterliggørelse af pekuniær grådighed, men derefter opnåede jeg ikke nogen indsigt i, hvad Gonatas egentlig vil med sine fortællinger.

Alligevel var de en nydelse at læse. Måske fordi det antydningsvise og mystiske har sin egen værdi, også selvom det ikke samler sig i en klar forståelse.

Overfladisk høflighed

Bogen befolkes af en række mennesker, hvoraf næsten alle taler temmelig omstændeligt i et forsøg på at holde på høflighedsformerne. Det medfører dog ikke nødvendigvis, at de også opfører sig høfligt. En lille hensynsløshed titter frem i ny og næ.

Måske er det ikke så sært, at personerne i Gonatas’ univers ikke helt ved, hvordan de skal opføre sig. I en tilstand, der litterært befinder sig et sted mellem magisk realisme og surrealisme, viger de udenom at tage ansvar. Dette er nok tydeligst i den spøjse ”Besøget”, hvor to mænd på skift er herre og tjener. Den ene har lige påbegyndt sin vagt som tjener, da der pludselig komme ubudne gæster, som tilmed har planer om at bosætte sig i huset. Herren, der burde træde i karakter, overgiver ansvaret til tjeneren og rejser bort, indtil han igen må træde ind i rollen som tjener. Men på det tidspunkt satser han på, at tjeneren har smidt de indtrængende på porten.

Det unge skib

Virkelig mærkelig er en-sides-novellen ”Hemmeligheden”, hvor en ung kvinde opdager, at hun kan få sine bryster til at lyse henholdsvis grønt og rødt.

”’Jeg er altså et skib!’ hviskede jeg stille og lykkelig.” (s. 23).

Er dette en finurlig måde at skildre en kvindes modning på?

Og hvad med personen, der sidder på kanten af cisternen og vogter over, at ingen frø slipper ud? Hvad skal den fortælling til for? Svaret er ukendt, men spørgsmålet pirrende.

Titelfortællingen, ”Den gæstfri kardinal”, er ikke mindre mystisk, men noget mere opløftende.

På bogens omslag oplyses det, at den græske Epaminondas Gonatas (1924-2006) ”med sine skæve historier, der konsekvent er ubestemmelige i tid og sted, skilte sig ud fra samtidens overvejende socialrealistiske skribenter.” Megen realisme er der da heller ikke over fortællingerne, men social indignation og oprør mod fastlagte konventioner og magtmisbrug synes dog at fylde en del, og måske er det netop dette, der gør, at jeg om ikke nød, så i hvert fald fandt fortællingerne i ”Den gæstfri kardinal” nærværende og - på deres egen mærkelige måde - gribende. Jeg kommer til at tænke på Gonatas’ landskvinde Pythia, der tilbage i sagntiden var præstinde ved oraklet i Delfi. Hendes meddelelser var heller ikke lige til at forstå, og dog var der en mening med dem.

Det er – ikke overraskende – forlaget Silkefyret, der har ladet den lille samling oversætte og udgive. Forlaget har en svaghed for udenlandsk litteratur af forfattere, som de færreste danskere har hørt om. Således skabes der litterært udsyn til lande, mange danskere aldrig har læst noget fra.

Humor under åg

Bohumil Hrabal: ”Et Festmåltid – fortælling” Oversat af Mogens Bjerring-Hansen. Illustreret med pennetegninger af Erik Hagens. Efterskrift af Andrea Fehlauer. New Graphic Society 2020, 48 sider, 600 kr., udgivet som privatbind i et oplag på 90 eksemplarer, sælges bla. i Clausens Kunsthandel.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jeg havde ikke hørt om Bohumil Hrabal (1914-97), før jeg fik ”Et Festmåltid – fortælling” i hænderne, men allerede da jeg havde læst en halv side i bogen, genkendte jeg en fjollet stemning, der dækker over en langt dybere alvor. Stemningen er jeg tidligere stødt på i bøger og film fra Østeuropa. Fjollerierne er tæt på at kamme over, men holdes tilbage af den alvor, der trækker dem i den modsatte retning. Der er noget folkekomedie over Hrabals fortælling, men samtidig siger den noget alvorligt om, hvor let man ser en fjende i selv dem, der blot er en lille smule anderledes end én selv, måske fordi de ikke ønsker at være sådan, som man er. Til tider fokuserer man så blindt på denne indbildte fjende, at man overser den, der i sandhed er ens fjende.

I fortællingen går Jagten efter et vildsvin over stok og sten og helt ind i nabolandsbyens skole, hvor dyret nedlægges, men her er jægerne pludselig i fjendeland, hvilket hurtigt bliver tydeligt. Konflikten er tæt på at føre til blodsudgydelse, men man enes om at holde et fælles festmåltid over det nedlagte dyr. Det tegner godt, men under festen lurer det ubegrundede had, parat til at springe ud i lys lue.

Den ufejlbarlige dummer sig aldrig

I sit veloplagte efterskrift skriver Andrea Fehlauer om Hrabal, at ”magthaverne frygtede og forbød ham ikke for det han skrev, men fordi de ikke kunne sætte fingeren på, hvad det var han skrev.” Den beskrivelse vækker genklang efter læsningen af ”Et Festmåltid – fortælling”, for man forstår, at forfatteren gør grin med noget, nogen eller nogle, men præcis hvad eller hvem er det ikke så let at bestemme. Måske er det blot alment udbredte dumheder, fortællingen latterliggør, men selv det kan fornærme repræsentanter for et regime, der anser sig selv såvel som deres styreform for at være ufejlbarlig, hvorfor de naturligvis aldrig begår dumheder.

Svinemennesket eller menneskesvinet

Erik Hagens’ knivskarpt gengivne pennetegninger er ikke egentlige illustrationer til teksten, men sort/hvide motiver, der er inspireret af læsningen. I den indledende tegning er landsbyen, som historien foregår i, blevet en integreret del af vildsvinet. Måske er menneskene i fortællingen i virkeligheden nogle større svin end den nedlagte orne. Sammenligningen mellem menneske og svin findes også i et dobbeltopslag, hvor et portræt af et menneske står side om side med et portræt af vildsvinet. I den sidste illustration har mennesker og svin konsekvent byttet side, idet en flok festklædte svin er samlet til et festmåltid, hvor menuen står på tilberedte mennesker. Tegningen er mere morsom end uhyggelig, men dog ganske tankevækkende.

Bogen er trykt på tykt papir og forsynet med et kraftigt omslag. Der er i høj grad tale om en luksusudgivelse, som man får lyst til at sætte sig og læse. Indholdet skuffer ikke. 

Flippede fabler på dyster baggrund

Slawomir Mrozek:

”Elefanten” 1957.

Af Egil Hvid-Olsen

Polakken Slawomir Mrozek (1930-2013) er mest kendt som dramatiker. Han var påvirket af Beckett og Ioneso, der dyrkede absurditeten i deres skuespil. I Mrozeks bog ”Elefanten” fra 1957 spiller absurditeten også ind. Bogen består af 42 små, satiriske fortællinger eller fabler.

I en selvbiografi fra 2006 skriver Mrozek om tiden, inden han begyndte af skrive fablerne i ”Elefanten”: ”Som 20-årig var jeg parat til at acceptere enhver ideologisk sag uden at tjekke den grundigt – det eneste, der betød noget, var, at den var revolutionær. Det var personer som mig, de engang rekrutterede til Hitler Jugend eller Komsomol. Frustreret, vildfaren og rebelsk ungdom er til stede i enhver generation, men hvad de bruger deres rebelskhed til afhænger alene af omstændighederne.”

Den unge Mrozeks rebelskhed gjorde ham i samspil med omstændighederne til politisk agitator og journalist. Fra 1950-54 skrev han artikler, der formede sig efter de officielle socialistiske retningslinjer. Selvom han opdagede, at han propaganderede for et undertrykkende system, og derfor brød med det, var hans erfaringer ikke spildt. I ”Elefanten” gør han tykt og modigt grin med ethvert totalitært samfund. Det er nok kun, fordi fablerne ikke entydigt ramte den tids polske styre, at bogen undgik at give Mrozek alvorlige problemer. Ikke desto mindre udgør langt de fleste af bogens fortællinger satirer over livet under et totalitært regime.

Ved en parade beskrives det, hvordan der først marcherer sportsudøvere forbi publikum. Derefter følger en blanding af børn og gamle. Da en af pensionisterne taber sin kunstige arm, samler en soldat den straks op og afleverer den til ejermanden, som takker. Takken bliver besvaret af soldatens militære hilsen. Pensionisten er imidlertid ikke den eneste med et handicap, for nu følger en gruppe krigsinvalide. Blinde ledes af folk, der mangler ben, men marchere ved hjælp af krykker. To enarmede går side om side og klapper i hinandens hænder. At der herefter følger en flok i kørestole, hvis hjul er nikkelbelagte, giver anledning til at glæde sig over landets produktion af netop dette metal.

Nu er paraden slut – tror man. Men det er ikke tilfældet. Selvom det ikke ses, følger en stor gruppe afdøde landsmænd. Hver især bærer de på deres egetræskister, hvilket endnu engang giver anledning til glæde, da egetømmer er en af landets store eksportvarer.

Ikke helt så grotesk, men stadig morsom er fortællingen om krigsveteranen, der var fanebærer ved det glemte femte regiment. Han er den eneste af regimentets medlemmer, der stadig lever, og insisterer på, at fortælleren følger ham over til byens centrale torv, hvor han ene mand gennemfører den traditionelle årsparade, alt imens han hilser fortælleren, der er blevet bedt om at stille sig op på en skraldecontainer. Lige så forblændet af gamle, ideologiske ideer er den halvblinde gamling i bogens sidste historie. Som tidligere skarpskytte vil han forsvare sin belejrede hjemby, og selvom hans heltemod bliver belønnet med en medalje, koster oldingens iver byens indbyggere større ofre end fjenderne.

Mindre farlig er den sidste husar, der lister sig ud om natten for at skrive slagord som ”Ned med kommunismen” eller ”Katolikker giver aldrig op” på offentlige toiletter. Hans indsats er nogenlunde lige så frugtesløs som den unge bondemand, der kommer for skade at råbe op om manglende fliser og søm i hans hjemby. Man finder denne jævne arbejder så autentisk, at han bliver bedt om at holde den samme tale ved adskillige lejligheder, men uden at der af den grund kommer flere fliser og søm til byen.

Mrozek

Ind imellem dukker der overnaturlige elementer op, som da fortælleren finder nogle små mennesker i sin kommodeskuffe. De beder om hans hjælp, hvilket han i første omgang beslutter sig for. Men inden hjælpen effektueres, gribes han af glæden over at have magt, og skubber de små mennesker til siden med en håndbevægelse.

I en anden, endnu mere grotesk fabel dukker der en alf op på et værtshus. Fortælleren mener, at dette væsen må kunne hjælpe ham med at komme nærmere en forståelse af meningen med livet, men alfen anbefaler ham at holde sig til fornuften. Selv har alfen ingen som helst indsigt i eksistentielle emner. Den slags har han alt for travlt til at beskæftige sig med.

 Statsembedsmændene, der i en anden fortælling slet ikke kan lade være med at forlade kontorerne for at flyve ud i bjergene, hænger sig ikke i fornuft. Man prøver at binde dem til kontorinventaret, men hele sommeren igennem forlader de flyvende deres kontorer.

I titelfortællingen beslutter direktøren for Zoologisk Have sig for at anskaffe en kunstig elefant. På den måde kan han slå to fluer med ét smæk: Glæde publikum og spare statslige midler. Problemet er bare, at ballonelefanten blæser væk ved det første vindstød.

Fortællingerne i ”Elefanten” latterliggør enhver repræsentant for totalitære systemer, men man er ikke i tvivl om, at de er skrevet på en dyster baggrund. Mrozek levede i et østblokland med de begrænsninger, det medførte. Der er derfor ikke noget at sige til, at han greb til humoren for at holde tilværelsen ud (og i en årrække flyttede til Mexico og Frankrig). Morsom er da også historien om den katolske præst, der bliver ansat af systemet for at holde gudstjeneste for de statsrepræsentanter, der er begyndt at gå i kirke. Den slags kan ikke accepteres! Derfor må de have deres egen præst og egen kirke, så offentligheden ikke ser, at de rent faktisk har et religiøst tilhørsforhold. At præsten selv bliver overbevist om marxismens sandhed er systemet ovenud tilfreds med, ligesom han selv finder det fornuftigt at prædike Marx’ lære under dække af, at det er kristendom.

Det grotesk morsomme og bizart absurde i Slawomir Mrozeks fortællinger minder sjovt nok om fortællingerne i en anden bog, jeg har anmeldt her i ”Den Smalle Bog”, nemlig Jakob Brønnums ”Fortællinger fra undergrunden”. Mrozek har også visse ligheder med Kafka – men han er en hel del sjovere!