Først Herløv, så Brostrøm

Arne Herløv Petersen
Vild
Roman 190 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Vild” er den tredje roman, hvor Arne Herløv Petersen levende og sproglig veloplagt fører os ind i diverse danske kunstnermiljøer fra forskellige årtier. I 2019 udkom “Hvede”, hvor fokus var på tiden under krigen med Morten Nielsen som hovedperson. I 2020 udkom “Klinte”, hvor vi var rykket tilbage i 20’erne. Og i denne nye “Vild” er vi så passende kommet til 30’erne med Gustaf Munch-Petersen som omdrejningspunkt. 

Der er givetvis lige så mange forskellige meninger om denne exofiktion genre, som Arne Herløv benytter sig af i disse romaner, som der er om autofiktion. Det at lægge navngivne “rigtige” personer ind i en fiktiv fortælleramme er efterhånden blevet en populær genre. 

To af de i mine øjne mest vellykkede inden for de seneste år er: Jesper Wung-Sung “Kvinden set fra ryggen” og Rakel Haslund-Gjerrild “Adam i Paradis”. 

Arne Herløv bruger denne genre på sin helt egen ubekymrede måde. Man kan kun beundre det sikkert store research arbejde, der ligger bag, men det tynger ikke romanen. Fortællingen er sprudlende og fængende.  Godt nok er Gustaf Munch-Petersen omdrejningspunkt, men netop omdrejningspunkt. Romanen er et tidsbillede fyldt med uforløste drømme, krukkede kunstner egoer, men også ægte engagement. Skrevet frem med let hånd.

Der var uro og udlængsel

Gustav kom fra en veletableret familie. Men der var uro og udlængsel i ham. Men det gik hurtigt fra det ene til det andet.  Sømand, minearbejder i Grønland, studerende. Intet blivende. For han ville være Kunstner med stort K. Digter ? Maler ? Hvorfor ikke begge dele ? Ja, begge steder ville han udfolde sig. Og han tog fat og fik virkelig noget fra hånden. Han var ganske produktiv, både som digter og som maler.

Men fokus var og blev hans digtning, hvor han for alvor fik den surrealistiske digtning aktiveret på dansk grund. Med tilhørende politisk engagement. Og med tilhørende larmende kritik. Det er morsomt her i bogen at få repeteret de spydige, patroniserende og overgearede kommentarer fra diverse prominente forfattere og kritikere. 

Men Gustaf arbejdede ufortrødent videre. I perioder var han i Sverige, hvor der var lidt mere lydhørhed. Vi får bidder af nogle af hans digte, og jeg ved ikke om det virker som appetitvækkere. For - hvor står han egentlig i dag som kunstner?

Som menneske har han ikke været nem at omgås. Han tager forældrenes konstante økonomiske støtte som en selvfølge. På Bornholm har forældrene et sommerhus, hvor han for en tid bosætter sig, møder keramikeren Lisbet, får et barn med hende, og da hun er gravid med nummer to, tager han til Spanien. Han dør i kamp i 1938. 26 år gammel. 

Ja, hvordan med hans eftermæle? De fleste har vel på et tidspunkt i deres skoleliv stødt på digtet “til mine forældre”. Men ellers? Ja, det blev jo selveste Torben Brostrøm, der i 1979 udgav og kommenterede hans “Samlede Værker”. Her fik Gustaf for alvor det blå stempel. Jeg har selv haft fornøjelsen at høre Brostrøm herom. Det glemmer man ikke så let. 

Så min anbefaling er: læs dette underholdende tidsbillede. Som genfremkalder en interessant litterær skikkelse, og gå så ombord i Brostrøms samling.