Fascinerende, voldsom og troværdig roman

Anne Rye Andersson:
Vanvidsmor. Roman.
114 s. Forlaget Læselyst, 2026.

Af Bente Høegh 

Noget af en mavepuster, denne roman om at være psykisk syg. Den er en omskrevet version af forfatterens autofiktive debutroman Er du sindssyg, Mor?

Allerede prologen er foruroligende: Jeg-fortælleren Alma er i gang med en indviklet udregning af hemmelige koder og tegn og kommunikation med robotter og engle. I kapitel 1 er Alma tilbage i tilsyneladende normalitet og lykkeligt samvær med sin 3-årige søn, Ask (som han hedder i bogen, i modsætning til bagsidetekst og pressemeddelelse hvor han af en eller anden grund hedder Alf?), som er hos hende hver anden uge. Fortællingen er henvendt til et du, Ask.

Læseren foruroliges endnu mere. Hvordan skal det dog gå med den lille dreng? Alma må opgive at tage sig af sit elskede barn og lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Galskaben slår ud i lys lue i de mest barokke situationer: en klæbeånd på skulderen, stemmer, straf, ansvar, skyld, og dertil en udtalt sexlyst som hun til hver en tid forfølger. ”Har du haft sex med to mænd? Hvor var personalet?” Lægen kigger overrasket på mig, men uden fordømmende mine. Han virker nærmere nedslået, trist.

Hun svarer lægerne ærligt – ligesom hele bogen virker ærlig og uforstilt, helt i tråd med det indledende motto: She’s mad but she’s magic. There’s no lie in her fire.

”Jeg må ikke slå fluer ihjel, for så dør børn i Afrika. Jeg skal hjælpe verdens ledere med at udtænke en strategi, der kan redde verdens børn. Sulten og fattigdommen verden over. Jeg forårsagede Tjernobyls nedsmeltning, der skete noget med mig, da jeg var to år gammel, det var i 1986, samme år. Alt, hvad jeg gør, har konsekvenser af enten negativ eller positiv art.” Lægen noterer det hele.

”Så du bærer på enormt meget skyld, kan jeg næsten forstå."

”Ja, med meget ansvar kommer der naturligt meget skyldfølelse, hvis man ikke handler korrekt.”

Den ældre læge nikker og skriver ned.

En kostelig scene med Alma, der sætter sig til rette i en ambulance for at køre ud og redde, er både til at grine og græde over.

Og det gælder egentlig hele bogen. I galskaben løber et religiøst spor som slås an i prologen, hvor Gud kommer i en drøm: Han fortalte mig, at han regnede med mig. Alt jeg ikke skule være bange. Englene er med mig. Gabriel, Uriel, Michael og Rafael. Metatron.  I haven slår lynet ned i en tjørnebusk, så den står i lys lue, og som da Gud i Det Gamle Testamente åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk, åbenbarer han sig her for Alma - på en lidt anderledes måde.

Alma fører også samtaler med solguden Amon-Ra. Og med en stjerne:

”Jeg er din hjem-planet. Du er fostret i mit skød. Du er sendt til Jorden med det formål at udbrede den kærlighed, jeg står for […].”

Sproget er befriende konkret, modigt, afmålt og sine steder poetisk:

Lige bagved ligger den opadgående sol som en slags skjult lykke.

Trætheden er en strækning i mit ansigt, der kan minde om langrend.

Jeg er skræmt over al den tid. Den strækker sig ud over de åbne marker. Fuglene hakker i roerne. Jeg punkterer tiden med cigaretter.

Dertil kommer, at fortællingen ikke alene er gribende, men også yderst velskrevet og stramt komponeret. Den røde tråd følges uden overflødig snik-snak. Vanvidsmor er en stærk roman. Fascinerende, voldsom og troværdig i sin balancegang mellem ”skizoaffektiv diagnose med manisk blandet psykose” og et normalt liv som kvinde og mor.  Skræmmende – og morsom.