Den subjektive isme om det hele menneske

Symbolismen
Det poetiske bureau nr. 34
Ca. 500 sider, illustreret

Af Jakob Brønnum
Det poetiske bureaus tidsskrift har gennem årene leveret mange spektakulære numre, men nummer 34 om Symbolismen, der udkom i slutningen af i fjor, tager nok prisen. Det er et gigantisk nummer af tidsskriftet, hundredvis af sider af tekster, som har konkret eller overført udgangspunkt i slutningen af forrige århundrede i en kunstnerisk retning indenfor litteratur (og billedkunst), som er lige så svær at gribe om som dens navn antyder.

Man kan glæde sig til tekster af Stefan Mallarmé og Paul Verlaine, som i hvert fald for undertegnede er centret af den poetiske tanke symbolismen udtrykker.

Når man interesserer sig intenst for litteraturhistorie, kan man nogle gange få ismerne galt i halsen. De blev præsenteret for en som afgrænsede størrelser i skolen, selv om senere beskæftigelse med det netop viser sig at det er de ikke, de glider ind i og over hinanden og optræder ofte samtidig i en enkelt tekst.

I det fyldige forord skrevet af Freddy Hagen kan man læse en subjektiv indføring og introduktion til antologien, der opfatter symbolismen bl.a. som en reaktion mod den franske poesis noget stive retorisk tradition. På den måde kan man iagttage et åndsfællesskab med den såkaldt Prærafaelitiske malerskole, hvor man vil gøre op med en stivnet akademisk tradition i maleriet, der har opfattet Rafaels stilsikre perfektion alt for bogstaveligt.

Bogen er opbygget med de nævnte digtere i fyldigt udvalg, men peger både frem og tilbage og finder beslægtede værker hos Victor Hugo, Nerval, Baudelaire, Poe og Rimbaud, Hyusmans og rigtig mange andre. Danske symbollister som Johannes Jørgensen og Sofus Clausen er også repræsenteret, ligesom den belgiske dramatiker Maeterlinck og stemmer fra den spansk-portugisiske verden, hvor Ruben Dario repræsenterer den sydamerikanske symbolisme.

Det er her, det bliver meget subjektivt, det med ismerne, for selvom f.eks. Ruben Dario jo af Pablo Neruda blev kaldt kontinentets dybeste stemme og selvom han er en helt fantastisk digter fra årtierne omkring det forrige århundredes begyndelse, kunne man være gået i mange andre retninger og stadig fanget op, præcis hvad det er symbolismen gør. Dens forfattere skriver moderne digte. Den kaster sig ud i en modernisme, hvor man under ansvar for sig selv og kunstens eviggyldige øjeblik, selv bestemmer form og indhold.

Man kan fæstne modernismens lyriske oprindelse hos Baudelaire, der jo også er repræsenteret i udgivelsen, ikke på grund af formen, men på grund af indholdet, hvor jeget agerer fuldstændig frit som et storbymenneske, eller man kan fæstne det hos den delvis samtidige Rimbaud på grund af hans fuldstændigt frie formsprog.

Men det er svært at overse at det netop var de digtere, jeg først nævnte, særligt Mallarmé, som når dette tidløse moderne øjeblik, hvor verden står helt stille, i sin egen ret og alligevel formet af den menneskelige evne til at lade sprog, symbol, verden, krop, tanke og omverdenen smelte sammen i en stadig bevægelse, vi kalder liv, tilværelse. Det der bliver sat fri af symbollisterne, er samtidig modernismens motorrum. (Og jeg minder her om den banalitet, at modernisme og modernitet er to vidt forskellige begreber). 

Bogen rummer enkelte digte af symbolismens fjerne arvtagere blandt Det poetiske bureaus forfattere nemlig bl.a. Henrik S. Holck, Alexandra Carnera og Søren Kristoffersen.

Tidsskriftsantologien Symbolismen er propfuld af tekster, man ikke kan gøre sig færdig med, der er 500 sider af en salig blanding mellem lyrik og faktatekster. På samme måde som symbolismen introducerer den fordomsfrie subjektivisme i kunsten, hvor jo først de efterfølgende ismer som futurismen for alvor ser moderne ud, er det også en forlagsmæssigt subjektiv antologi. Foruden at give et dybdegående rids af symbolismens kunstneriske opkomst og udtryk, viser den tydeligt forlagets egen udgivelsesmæssige samklang med symbolismen. Mange af de repræsenterede forfatterne er udkommet på Det poetiske bureau i endnu fyldigere udgaver.

En mageløst fin indspilning af Mozarts Hornkoncerter

Mozarts Hornkoncerter
Manchester Camerata, Gábor Takács-Nagy
Michaek Owen (horn)
Chandos

Af Jakob Brønnum
Manchester Camerata, dirigeret af Gábor Takács-Nagy og med Michael Owen, BBC Symphony Orchestras solohornist har indspillet samtlige Mozarts fire hornkoncerter i en indspilning på Chandos, der fylder mig med begejstring, en uforklarlig fryd, der synes at blive hængende. Det er sådan noget musik gør indimellem, selvom det ikke sker særlig ofte.

Faktisk skete det, mens jeg kørte på cykel, hvor jeg hørte en omtale af den nye udgivelse i BBC radio 3’s must-hear, sene eftermiddagsprogram In Tune. Alle ordbilleder, man kan sætte på det, vil formindske oplevelsen.

Når jeg lytter til den under kontrollerede omstændigheder, må jeg konstatere, at den vil afløse Karl Böhm og Wiener Philharmonikernes indspilning med Gert Seifert (DG 1978), som den primære indspilning i mit personlige musikbibliotek. Det er en mageløst fin indspilning, hvor Mozarts får lov at træde frem, helt fri for historiens til tider lidt vel omklamrende æstetiske excesser og præsenteres for et andet publikum i en ny tid.

Nu kan det måske være nødvendigt med en parentetisk indskydelse, men der er nogle værker, som på grund af deres uforklarlige kunstneriske og menneskelige dybder og musikalske kraft, har en særlig plads i ens musikliv. Det er f.eks. Mozarts Strygekvintetter, Beethovens Symfonier, klaversonater og strygekvartetter, Mozarts sidste seks symfonier, Händels Messias, Brahms, Tjajkovskijs, Mahlers og Shostakovich symfonier, Bachs passioner og vitterlig en en stor mængde andre kompositioner, som bliver en slags følgesvende for en. Til disse hører også Mozarts Hornkoncerter, og når man ellers en sjælden gang kan nå ind til sig selv og mærke efter, forstår man at det er en gave, at man kender disse værker og kan udforske dem i årtier, for de har altid mere at give.

Så må man undersøge, hvad det er, der gør sådan et indtryk ved Manchester Cameratas nye indspilning. Den første iagttagelse, man gør, er letheden og gennemsigtigheden i ensemblespillet, der på en særlig måde gør plads til solisten, og hele tiden, gennem dynamiske variationer med næsten umærkelig gestik, bygger op til ham.

Strygerpassagerne på vej ind i udviklingsdelen af 1. sats i den første koncert er nedtonede med den mest imponerende indføling og med en frasering så præcis, at de får tildelt og indtager en selvstændig plads i værkets kunstneriske udsigelse, der på en måde overgår den plads, de var tiltænkt i klassikkens formsprog. Men som kan være nødvendigt for en moderne lytter, der har mistet indsigten i dette formsprogs funktion og opfatter det som lidt stift og konventionelt.

Ind i alt dette lægger sig så Michael Owens lige så skarpe og tilbageholdt undersøgende fraseringer, der resulterer i satser, fulde af overraskende momenter, ikke mindst en piblende humor.

Andanten i den 2. hornkoncert er åndeløst spændende udført. Tempoet sænkes mod slutningen at satsen, hvad der sjældent er vellykket fordi det romantiserer unødigt, men her åbner det for en verden af ren musik og tonernes frie vandring rundt i et moderne musikalske kosmos, og satsen rinder ud på en måde, der virker som om det ikke er en komposition, der holder op, fordi planen er udført, men fordi der kunstnerisk set ikke er mere at sige. Det er et eksempel på, hvordan musikerne når ind til Mozarts perfektion uden omsvøb.

Finalen er en af de mest genkendelige satser i de fire hornkoncerter, og her bliver den opført uden den bravour-fornemmelse, der næsten altid var med de store historiske indspilninger som Böhm og Karajan/Dennis Brian eller Tuckwell/English Chamber Orchestra. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Ingen af de store indspilninger når Mozarts fundamentale kvaliteter som denne gør, skønt vi i mellemtiden har fået Harnoncourt/Hermann Bauman, der gør et bevidst og godt forsøg.

Hvad kan forskellen være på de klassiske indspilninger og denne nye med Manchester Camerata, Gábor Takács-Nagy og Michael Owen? En slags lydhørhed. En ny tidsalder, hvor Mozart ikke er kronjuvelen i den musikalske kultur, men den uopdagede diamant langt nede i kulminen. Hør her, siger fortolkningen med stort musikalsk autoritet: ”Nu skal I få en musikoplevelse, I aldrig glemmer. I vidste ikke at den centrale wienerklassik kunne være så naturligt charmerende, vel? Uden forstillelse, uden pral, uden forfængelighed.”

Og så indrømmer jeg, at fordi Mozart er ufatteligt geni, hvis musik er perfekt, ikke ”simpelthen fuldstændig perfekt” eller ”totalt perfekt,” bare perfekt, og fordi fortolkningen er så tilbageholdt indfølende, er jeg kun kommet dertil, hvor man har skrabet lidt i overfladen. Men det bliver bedre efterhånden, for den afløser som sagt min hidtidige foretrukne indspilning.

Dette er ikke en bog – der er mere på spil

"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" kan læses som en poetisk undersøgelse af kærlighed, identitet og menneskelig erfaring. Gennem et samspil mellem tekst og tegning skaber Maya Peitersen et værk, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi, krop og tanke, jeg og den anden konstant forskydes. Og værket er ikke en fortælling med én bestemt mening, men den er en flot invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik

Maya Peitersen:
Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud
96 sider, med tegninger og originalgrafik, 230 kr.
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" er ikke en bog, der lægger sig op ad den traditionelle roman. Der er ikke et tydeligt handlingsforløb, en hovedperson eller en klassisk konflikt. I stedet møder læseren et poetisk og kunstnerisk univers, hvor tekst og tegning arbejder sammen om at undersøge menneskelige erfaringer.

Bogen kan læses som en refleksion over kærlighed, begær, identitet og den måde, vi skaber billeder af os selv og hinanden på.

Allerede titlen peger i retning af en kærlighedserklæring. At sammenligne et menneske med "et ungt slankt skud" fremkalder forestillinger om vækst, skønhed, skrøbelighed og livskraft. Her knyttes mennesket og dets krop til naturen og antyder, at kærlighedens blik ikke blot beskriver den elskede, men også forvandler vedkommende til et poetisk billede.

Titlen kan samtidig ses som en henvisning til den antikke digter Sappho, (630–570 f.Kr. boede på den græske ø Lesbos). hvis kærlighedsdigte ofte bruger naturmetaforer til at beskrive begær og forelskelse, og det særlige ved Sappho er, at hendes digte ofte er skrevet i første person og beskriver intense følelser meget direkte.

Hvor mange andre antikke værker handler om helte, krige og guder, handler Sapphos poesi om menneskelige relationer og følelsesliv. Et af hendes mest berømte digte beskriver, hvordan forelskelse påvirker kroppen:

Han forekommer mig at være guderne lig,

den mand, der sidder overfor dig

og lytter til din blide stemme

og dit fortryllende grin.

 

Det får mit hjerte til at slå vildt i brystet.

For når jeg et øjeblik ser på dig,

kan jeg ikke længere sige et ord,

men min tunge brydes sammen.

 

En fin ild løber straks under huden,

med mine øjne ser jeg intet,

mine ører summer,

 

sveden bryder frem over mig,

jeg bæver,

jeg bliver grønnere end græs,

og jeg synes næsten, jeg er ved at dø.

(fra Fragment 31)

Her beskrives kærlighed ikke som en tanke, men som en fysisk erfaring, der mærkes i hele kroppen. Netop denne forbindelse mellem begær, sansning og kropslig erfaring har inspireret mange moderne kunstnere og forfattere.

Sapphos digte er også kendt for deres naturbilleder. Hun sammenligner ofte mennesker med blomster, frugter eller unge planter. Ligesom i Maya Peitersens titel Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud og således at beskrive den elskede gennem billeder fra naturen.

Begge kunstnere arbejder med poetiske billeder, kropslig erfaring, begær og kærlighed som noget, der både er smukt, foranderligt og svært at fastholde i almindeligt sprog.

”Jeg giver mig god tid nyder din utålmodige

Bedende venten jeg holder dig nede med

Min vilje alene i hvad du klagende

Betegner for mig som evigheder”.

Et centralt træk ved bogen er, at grænsen mellem virkelighed og fantasi hele tiden opløses. Teksterne bevæger sig mellem konkrete situationer, drømmeagtige billeder og indre forestillinger. Som læser bliver man derfor usikker på, hvad der faktisk sker, og hvad der foregår i bevidstheden hos det talende jeg. Denne usikkerhed er et billede på den menneskelige erfaring. Når vi elsker, drømmer eller længes, oplever vi verden gennem vores følelser. Virkeligheden bliver farvet af fantasier, håb og minder. Bogen viser dermed, hvordan mennesket aldrig møder verden helt objektivt, men altid gennem et subjektivt filter.

Kroppen spiller en vigtig rolle i værket. Følelser, tanker og begær beskrives ofte gennem kropslige billeder. Kroppen bliver ikke blot et fysisk objekt, men et sted hvor erfaringer opstår og lagres.

"Vild færd gennem rygsøjlen

Hjernen opløses og strømmer amorf

Dyb violet bag min pande jeg brydes i

 farveorgiet og svøbes i lag af blødtmørke”

 

Her kan kroppen forstås som en vej til erkendelse. Hvor traditionelle fortællinger ofte fokuserer på tanker og handlinger, viser Peitersen, hvordan kroppen også "tænker". Sanser, stemninger og fysiske reaktioner bliver måder at forstå verden på. Dermed udfordrer bogen forestillingen om, at rationalitet alene kan forklare menneskelivet. Et andet vigtigt tema er identitet. I bogen fremstår identiteten ikke som fast og stabil. Stemmer, perspektiver og roller glider ind i hinanden, og læseren får indtryk af, at mennesket hele tiden er under forandring.

Dette kan ses som en kritik af moderne samfunds forventning om, at mennesker skal definere sig selv klart og entydigt. Peitersen viser i stedet identiteten som noget åbent og bevægeligt. Mennesket består af mange lag, modsætninger og muligheder, som ikke nødvendigvis kan samles til én enkel fortælling.

Kunstværker i bogen

Bogens tegninger er ikke blot illustrationer af teksten. De fungerer som selvstændige kunstneriske udsagn. Hvor sproget nogle gange bliver abstrakt eller drømmeagtigt, tilbyder billederne nye måder at forstå værket på.

Samarbejdet mellem tekst og billede understreger, at ikke alle erfaringer kan udtrykkes med ord alene. Nogle følelser og stemninger må sanses eller opleves visuelt.

Derfor bliver læsningen af bogen også en fin sanselig og æstetisk oplevelse, hvor betydningen opstår i mødet mellem forskellige kunstformer.

Og bogen undersøger på den led, hvordan vi gennem kærligheden forsøger at forstå andre mennesker, samtidig med at vi uundgåeligt projicerer vores egne ønsker og fantasier over på dem. Bogens vigtigste budskab er, at mennesket ikke kan forstås gennem faste kategorier eller enkle forklaringer.

Vi lever i et felt af følelser, billeder, drømme og relationer, hvor betydningen hele tiden er under forandring. Netop derfor bliver værket ikke en fortælling med én bestemt mening, men en invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik.

 

Faktaboks:

Maya Peitersen er en kunstner og arkitekt bosiddende i København.

Hun arbejder i mange medier, og hendes kunstværker bevæger sig i en surrealistisk sfære.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Akademi i 2004.

 

En af hendes performancer kan ses her:

https://www.youtube.com/watch?v=BdbaS4kz2io

Vanviddets vægt

Min hud er tung af krop
Anne Rye Andersson

88 sider
Alias Forlag 2026

Af Carina Wøhlk. 

Min hud er tung af krop. Det er titlen på Anne Rye Anderssons nyudgivne digtsamling. Og tyngden rammer læseren som en lægtehammer allerede i første digt: ”Jeg læner mig ind i min træthed/ og vågner med røde rande under øjnene” (se s. 6). Så er hovedtemaet slået an. Digterjegets længsel efter restitution er slående – og læseren mærker den helt ind i knoglerne.  

Digtsamlingen præsenteres af forlaget som en hybrid mellem prosa og lyrik. Prosastykkerne har en vis musikalitet, så læseren støder sig ikke på overgangen mellem poesi og prosa. 

I de hvidkitledes vold

Som titlen angiver, er der megen krop i teksterne. Og kroppen er stærkt udfordret. Intet censureres bort. Prut, hikke, dårlig ånde. Alle de kropslige uddunstninger og lyde er dybt forbundet med sindet. Det digteriske jeg kæmper med psykisk sygdom og lider, ”nu hvor vanviddet har mig” (se s. 76).

Bogen tegner et forstemmende billede af sygdommen og de medicinske bivirkninger. Digteren formår at vise, hvad det vil sige at være i de hvidkitledes vold: ”Lægerne siger/ du fejler ikke noget alvorligt/ lægerne siger/ du er et spændende tilfælde/ lægerne siger/ du må acceptere din træthed/ lægerne siger/ det har vi aldrig set før…” (se s. 34),  Det repetitive ”lægerne siger” betoner de mange tomme ord, som sundhedsvæsenet kan være leveringsdygtigt i – i mødet med patienter, som ønsker handling, lindring, bedring af livskvalitet.     

Træghed og træthed

Digteren skriver med en træghed, der tjener til at illustrere en lammende træthed. Det digteriske greb er at beskrive dagligdags gøremål ned til mindste detalje.  Alt går pinefuldt langsomt – i en sådan grad, at digterjeget ”trækker sneglespor efter mig” (se s. 12). Selv små ting virker nærmest uoverstigelige: ”En dag er et marathon opdelt i/ lur/ tøjvask/ opvask/ lur/ gåtur/ støvsugning/lur…” (se s. 22).

Mor og kæreste som psykisk syg

Midt i medicindøsen får digteren øje på sin søn, der med ét er blevet ”en tænksom ung mand med en størrelse 46 i sko" ( se s. 26). Hvordan skete det lige? Et blink med øjnene, og så er et barn ved at blive en voksen. Den erkendelse kan ramme alle forældre. Men hvordan er man mor som psykisk syg? Hvordan kan man løfte ansvar og pligter, når man dårligt kan løfte en lillefinger? 

Og hvordan er man kæreste? Den sygdomsrelaterede inerti må uvægerligt påvirke intimsfæren og seksualiteten: ”Min liderlighed hvor er den…/ jeg føler mig som et halvt menneske…/er det sådan her det føles at være aseksuel” (se s. 41).  

Lys i mørket

Den psykisk syges virkelighed fremstår tung og sort. Og så trænger der alligevel en kile af lys ind i mørket. Pludselig er noget ”tændt i mig/ et slags håb…” (se s. 55). Hvorfor? Jo, fordi ”pillerne er begyndt at virke…/M kigger på mig fra et andet sted/ Velkommen tilbage/ vi tager turen igen om et par år” (se s. 85). For en stund lettes det digteriske jeg for vanviddets vægt.   

Anne Rye Andersson, som også er billedkunstner, har selv illustreret sin dybt personlige bog. Billederne er dystre og afspejler den tyngde, som læseoplevelsen er ved at segne under.   

Al den skønhed er en straf

Ersi Sotiroupolos
Tiltrækning andetstedsfra
156 sider
Oversat Anders Olesen
Jensen & Dalgaard

Af Jes Nysten
Denne lille umiddelbart beskedne udgivelse består af 15 kortprosatekster af den græske forfatter Ersi Sotiropoulos. Det er den første udgivelse af hende på dansk, og jeg havde aldrig hørt om hende, før jeg fik denne bog i hånden. 

Det er som nævnt en beskeden lille bog, man sidder med i hånden - ca 150 sider. Men allerede fra den første teksts åbningsætninger er man totalt fanget og kommer ikke ud af stedet, før man lettere fortumlet lukker bogen. Sunder sig og siger højt “hvad var lige dette her?”

Nu har jeg så sundet mig. Den første tekst “Sommer med Anna” åbner på denne måde “Al den skønhed er en straf, tænkte hun, mens hun gik videre. Fuglene sang. Skyerne sejlede af sted mod syd. Længere henne skinnede en majsmark gyldent, og bag den tegne bjergryggen sig dovent mod den blå himmel. Hun lagde mærke til en sky, der hvilede på skråningen, dens hvide kontur formede sig som en liggende kvindekrop på en divan. Den sky irriterer mig grænseløst, sagde hun til sig selv. Hun fik et hosteanfald og stoppede op” (s 11)

Hvor i alverden fører dette os hen? Det er Roi, vi møder, og hun fortæller om, hvordan hun skifter navn og personlighed om aftenen, når hun har sine intime telefonsamtaler med en anonym mand. I disse samtaler er hun Anna. Men samtalerne fører ingen steder hen. 

Hun tager alene på ferie, en dreng hjælper hende hen til en café for at få en forfriskning. Han forsvinder, og hun opdager, at han har taget hendes pung. Men det anfægter hende ikke. Og det slutter “hun tænkte på barnet, pungen og derefter så hun Anna og ham. Fjernt og udvisket, som på bunden af et svømmebassin. De talte i telefon, en tynd, blodrød tråd forbandt dem som en navlestreng. Deres ansigter bølgede under det klare vand, deres munde åbnede og lukkede sig. Hun forstod ikke, hvad de sagde, men det var et smukt syn at se dem tale sammen,  som om intet var hændt” (s 22)

Dette er blot den første af 15 prosatekster, der selv i en dansk udgave har en sproglig virtuositet som gør, at man simpelthen ikke kan lade være med at nyde at blive ført gennem disse tekster fyldt med overskud og vid af en usvigelig sikker forfatterhånd.

Umiddelbart hverdagsagtige små fortællinger om ensomhed, fremmedhed, sorg, usikkerhed med hensyn til fremtiden. Men gennem alle teksterne løber der en mild og varm forundring over den “menneskelige komedie”. 

Dette kommer netop til udtryk i skrivestilen, der er alt andet end regelret og overskuelig. 

Tiden under juntaen

Forfatteren fortæller om tiden under militærjuntaen - om bl.a. bog censuren. Hvor netop en af hendes “helte”, den polske forfatter Witold. Gombrowicz’ bøger kommer til at stå som et totalt opgør med al form for kontrol og censur. Netop i hans skrivestil: “hos G har kunsten en funktion, der må betegnes som antifunktionel - den virker ikke ude i samfundet, men i den menneskelige psyke. Der eksisterer ingen planlægning uden for værket selv … De (romanerne) sammenstykkes ikke på et narrativt lærred med organiseret og beregnet struktur, fortællingen synes somme tider at stoppe op og spørge sig selv “hvor skal jeg hen”. (S 30) 

Dette er et fint spejl, forfatteren holder op for sig. For det er netop dette, der også lyser gennem hendes tekster. Denne uforudsigelighed og ikke mindst den fuldstændige faste tro på kunstens potente kraft, som kan være et “våben” mod enhver form for styring eller forloren “orden”. 

Tyranium

Den sidste tekst i samlingen “Tyranium” begynder også fuldstændig syret og dragende “Den dag, da Eliser kom farende op ad trappen til fjerde sal og jeg blev rædselsslagen ved tanken om, at Brenda kunne fare ud og begynde at trække ham ind i sin hule, og hvor han, straks han kom ind i lejligheden, slog en høj latter op og sagde, hvad er nu det med asken, kom med et søm, kom med noget is, den dag opførte jeg mig naturligvis som en god elev, uden at protestere, den slags går ikke i New York, jeg prøvede virkelig at finde et søm og noget is. Sømmet viste sig at være rillet, isbakken var tom” (s 143). 

Man er uhjælpelig fanget og må bare følge med hele vejen! Jeg har læst mig til at Sotiroupolos har et langt forfatterskab bag sig, og at hun er fast med på listen over mulige Nobelpris modtagere. 

Forlaget Jensen & Dalgaard og oversætteren Anders Olesen kan ikke roses nok for at have sat fokus på dette virkelig interessante forfatterskab. Og heldigvis har de annonceret, at der næste år kommer en af hendes romaner på dansk. 

Mellem Beowulf og Black Sabbath

Nyudsprunget fantasyforfatter med vidtspændende interesser udvider genren

Peter Béliath
Ved dette spyd skal jeg herske
Det Poetiske Bureau 2025
270 sider, 200 kr.

Af Søren Holst
Den ikke så vældigt omfattende dansksprogede fantasylitteratur er blevet udvidet med et originalt bidrag: Peter Béliath har skrevet en kvindelig krigers og høvdings hæsblæsende livshistorie i et sagalignende univers, der udspringer fra de fortællinger, forfatteren i sin skoletid hørte om kimbrernes togter sydpå. 

Men kimbrerne er kun den første af de mangfoldige inspirationskilder. Stoffet er kogt sammen med nordiske, græske og bibelske myter og gennemtrængt af motiver fra en anden af forfatterens kærligheder: Heavy metal.

De store forbilleder

Det samlede indtryk kan man godt beskrive som ’tegneserieagtigt’, hvis man vel at mærke forstår dette positivt: Der er drama og smæk for skillingen i en storladen og talentfuld opsætning. Handling og effekter går forud for beskrivelser og psykologisk baggrund. Men personerne er ikke af den grund flade eller hurtigt udtømte. Deres personligheder og indre konflikter bliver skildret igennem deres handlinger. Ganske som det er tilfældet i den klassiske litteratur, Béliath er inspireret af.

Foruden oldtidens og middelalderens værker, nævner han som forbilleder selv sværd-og-trolddom-forfatteren Michael Moorcock (som jeg må tilstå, jeg ikke har læst) og den polske Andrzej Sapkowski, hvis ”Witcher”-bøger for længst er kommet på dansk, mens hans fantastiske 1800-sider lange ’hussitiske trilogi’ om de teologisk inspirerede böhmiske oprørskrige i 1400-tallet først for nylig er oversat til engelsk (man har længe kunnet få den på tysk).

Med spænding og symbolik

Historien om, hvordan kongedatteren Heldíz af Kimbersýsla som spæd må flygte fra sit hjemland i sin oldemors varetægt, men til sidst (naturligvis) kan sætte sig på tronen, er elementært spændende og medrivende, og samtidig går der en understrøm af mytologisk præget symbolik gennem bogens skildring af, hvordan Heldiz modnes af den kæde af prøvelser, hun gennemgår. Den kombination kommer ikke som en overraskelse.

Béliath debuterer som forfatter med denne bog (og, efter at romanen udkom, også som lyriker i tidsskriftet ”Det Poetiske Bureau” nr. 35). Men man er med stor sandsynlighed stødt på ham i anden sammenhæng over de seneste 30 år eller mere, hvis man er enten musikbegejstret eller interesseret i mytologiske og religionsfaglige emner: Han har haft en lang og indflydelsesrig karriere som rockkritiker med så godt som eksklusivt fokus på heavy metal-genren. Og hans navn er i tidens løb dukket op en række steder, hvor der blev tænkt over mytologi og religiøse symboler som noget, der kan have mere end blot akademisk interesse for et menneske.

Blodige detaljer en masse

En del læsere (denne anmelder inklusive) ville formodentlig fint have kunnet nøjes med væsentlig færre detaljerede skildringer af drab, voldtægt, tortur og afhuggede lemmer end der diskes op med på romanens 270 sider – men forfatteren vil nok svare, for det første at han er ret ligeglad med konventionel god smag, og for det andet at han blot benytter en i forvejen foreliggende æstetik, som er mytens. Og i hvert fald det sidste har han ubetvivleligt ret i. At vi genremæssigt og stilistisk befinder os et sted mellem Beowulf og Black Sabbath – altså mellem myte-, saga- og eposlitteraturen på den ene side og metalmusikkens sans for nymytologisering på den anden – er forfatterens egen formulering, og den er rammende: I fx Iliaden bliver der ikke sparet på udpenslede redegørelser for, hvor spydspidsen trænger ind, og hvor på fjendens krop den kommer ud igen, når en krigers fald beskrives. Og når Snorres Edda fortæller om dværgene afstraffelse af Loke, da han bogstaveligt har tabt sit hoved i væddemålet med dem, er det heller ikke for sarte sjæle. De udpræget voldelige detaljer er gloser i et sprog eller tegn i et symbolsystem for Béliath. Og det virker.

Verdensbygningens kunst

Trods bogens overkommelige omfang har Béliath lagt et ærefrygtindgydende arbejde i at skabe en historisk, sproglig og geografisk ramme omkring det dramatiske handlingsforløb. Det er et stykke ’verdensbygning’, der kan minde om (og som sikkert er inspireret af) Tolkien. Steder, personer, guddomme, dæmoner og monstre er omhyggeligt opført i et tillæg bag i bogen, og den oversigt er til stor hjælp for læseren, hvis man ikke får lov at sidde uforstyrret og læse bogen mere eller mindre i ét hug. Hvis der bliver brug for et genoptryk – eller hvis der ligefrem skulle vise sig at være tale om første bind i en serie – ville jeg være vældig glad for et kort over bogens verden, for også geografien er udpræget symboltung. Forarbejdet er allerede gjort i den fire sider lange liste over bogens lokaliteter. Det er bare at sætte en kvik tegner på opgaven.

Den guddommelige komedie fortolket, udvidet, dekoreret

Den guddommelige komedie
Fortalt af Ditlev Tamm
Illustreret af Alexander Tovborg
248 sider, rigt ill. 400,- kr.
Strandberg Publishing

Af Troels Laursen
Den Guddommelige Komedie er ikke det vi kalder en smal bogudgivelse, den er verdensberømt og en nu er den jo heller ikke, eftersom den blev skrevet for mere end 700 år siden. 

Det er en fortælling om en ugelang vandring gennem de tre dødsriger: helvede, skærsilden og paradiset.

Og her skal det ikke handle om teksten, men illustrationer, eller måske rettere knap hundrede farvesarte kobbertryk til den, som Alexander Tovborg har givet sig i kast med. Alexander Tovborg er en af sin generations mest særegne kunstnere og er bedst kendt for sine malerier, hvis motiver på én gang er romantiske og ultramoderne.

At noget er illustreret, er jo, at en tekst er suppleret med billeder, der enten forklarer, tydeliggør eller forskønner et emne. Og disse illustrationer kan have forskellige funktioner, som forklarende, som i en brugsanvisning, der viser, hvordan et produkt samles. Eller de kan være fortolkende, som i en illustration i en skønlitterær bog, der fortolker teksten visuelt.  Eller der er tale om en dekoration, der pynter eller forskønner et layout. 

I denne udgivelse med en genfortælling af Ditlev Tamm, er Alexander Tovborgs værker lidt af det hele. De fortolker, udvider og dekorerer og forskønne bogens i øvrigt meget fine layout.

Mange tidligere illustrationer

Her er tale om en klassiker, som mange kunstnere gennem tiden har spillet op imod og med.

Sandro Botticelli (ca. 1480–1495), der lavede omkring 100 tegninger til den med pen, blæk og sølvstift på pergament, bestilt af Lorenzo di Pierfrancesco de’ Medici. Disse værker er detaljerede, elegante og tro mod renæssancens åndelige symbolik. En del opbevares i dag i Vatikanet og Berlin.

Fra bogen

Noget senere er det franske Gustave Doré (1857–1867), der nok er den mest berømte illustrator af Komedien. Hans 136 træsnit blev trykt i utallige udgaver og præger stadig, hvordan mange forestiller sig Dantes rejse, hvor stilen er med meget dramatisk lys og skygge, og nærmest filmisk. Og er meget følelsesladet, så rædslen i Inferno og det ophøjede i Paradiso er mærkbare. Dorés illustrationer følger handlingen tæt og kan næsten læses som et visuelt manuskript. Og de har inspireret film, tegneserier, spil og fantasy-kunst — fra Metropolis til Hellboy og Diablo.

Og moderne kunstnere som Tovborg og Miquel Barceló forholder sig indirekte til Dorés ikoniske billedverden. Den engelske visionære digter og maler William Blake (1824–1827), skabte en serie akvareller og graveringer, men døde inden serien blev færdig. Hans tolkning er meget mere personlig og mystisk og fuld af symbolik og energi.

Den franske billedhugger Auguste Rodin (1840–1917) arbejdede også meget intenst med Den Guddommelige Komedie. Selvom han ikke illustrerede bogen som sådan, er hele hans mest berømte værk, Helvedes port (La Porte de l’Enfer), direkte inspireret af Dantes Inferno, er det er en stor port med over 200 figurer modelleret i voks og gips, senere støbt i bronze. Og skildrer menneskehedens fortvivlelse, begær, og håbløshed – præcis som Dantes Helvede.

Den italienske kunstner Amos Nattini (1919–1941), udgav en monumental udgave i tre bind med sine egne farverige art deco-inspirerede illustrationer.

Et arbejde, der tog over 20 år. Og kan betragtes som en meget dekorativ og heroisk fortolkning af Dante.

Salvador Dalí (1950–1960), fik en bestilling af den italienske regering til at fejre Dantes 700-årsdag. Og han skabte 100 akvareller, én for hver sang (canto). Værkerne blander surrealistiske elementer med religiøs og psykologisk symbolik.

Fra bogen

Den spanske maler Miquel Barceló (2000’erne), der kendt for sine ekspressive, materielle værker. lavede en illustreret udgave af Inferno (på fransk, 2003). Hans fortolkning er organisk og kropslig, ofte med jordtoner og tekstur.

Også herhjemme har kunstnere taget kampen op, som Ebbe Sadolin (1900–1982), der var tegner og illustrator, og især kendt for sine linjetegninger i Politiken og bogillustrationer. Han lavede illustrationerne til den danske udgave af Dantes Inferno i 1940’erne (dog ikke hele værket). Sadolins stil er grafisk og enkel og han brugte sort/hvid kontraster og symbolsk figurfremstilling.

En af Danmarks mest markante bogillustratorer i midten af 1900-tallet Povl Christensen (1909–1977) lavede illustrationer til klassikere som Faust og Paradise Lost, og der findes også en række litografier og tegninger inspireret af Dante, selv om de ikke blev udgivet som komplet værk. Hans stil var ekspressiv og dramatisk, beslægtet med Gustave Doré.

Den symbolistiske maler Harald Slott-Møller (1864–1937) lavede i begyndelsen af 1900-tallet lavede enkelte værker inspireret af Dante og Beatrice-motivet, men ikke en fuld illustration af Komedien. Han hentede sin inspiration fra Dante som åndelig figur, ligesom mange symbolister i Europa.

Julius Paulsen (1860–1940) lavede malerier inspireret af Dante og Vergil i Helvede (omkring 1890–1900). Disse var enkeltværker, ikke bogillustrationer, men de viser, at Dante havde gennemslag i dansk billedkunst allerede i 1800-tallet.

Maleren Jesper Christiansen (f. 1955) har ikke lavet traditionelle illustrationer til Den Guddommelige Komedie i form af bogillustrationer eller egentlige serieillustrationer til teksten, som man ser det i klassiske udgaver. Men hans værkerindeholder referencer til Dante og især Paradiso. 

Hans malerier trækker inspiration fra litteraturens store værker, herunder Dante Alighieris Den Guddommelige Komedie, og i hans såkaldte Paradismalerier omsætter han idéer og stemningen fra Paradiso-delen til sit eget billedsprog i landskabsmotiver, der er herhjemmefra.

Og nu Tovborg

Og nu den unge Alexander Tovborg, der i sine værker ser kærlighed som en hellig kraft, ikke blot en romantisk kraft, men kosmisk. Han trækker på mytologier, bibelske fortællinger og mystik, hvor kærligheden bliver en bro mellem menneske og guddom.

I serien The Sexuality of Christ (2013) undersøger han, hvordan kærlighed og krop hænger sammen i kristendommen. Han bruger figurer som Maria, Kristus, Venus, og Eva for at vise, at kærlighed er både kød og ånd.

I hans Den Guddommelige Komedie-illustrationer ses denne energi også — de tre riger (Helvede, Skærsilden, Paradis) kan læses som en rejse fra begær til kærlighedens fuldbyrdelse. Tovborg arbejder ofte med både maskuline og feminine principper i ét og samme billede. Han ser køn ikke som modsætninger, men som to sider af samme skabende energi.

Hans farvevalg er ofte lyserød, rød, blå og guld — farver, der balancerer mellem kønnede symboler. Han bruger rundinger, spiraler og former som symbol på frugtbarhed, liv og forvandling. Værkerne kredser om moderfiguren, men også om mandlig sårbarhed og følsomhed 

Han trækker motiver fra kristendom, hinduistisk og græsk mytologi, men genfortolker dem frit. Mange figurer repræsenterer indre tilstande snarere end personer — fx kan Maria være den skabende energi, Kristus det lidende jeg, Beatrice den guddommelige inspiration. Det gør hans kunst universel og mangetydig. Det handler om køn, tro, identitet eller kærlighed, alt efter beskueren.

“Jeg arbejder med kærlighed som en religiøs og menneskelig drivkraft – noget, der binder alt sammen. Kærlighed er det sted, hvor mytologi, tro og biologi mødes.” sagde Tovborg i et interview i Weekendavisen, (2021)

Og den energi møder man i bogen. Det er ikke illustrationer som Dore, men de er meget mere åbne og de lukker op for flere oplevelser og sanselige fornemmelser midt i alle ordene. 

Der er tale om sand kunst og meget mindre illustration, der kan være som brugsanvisninger, for her er noget dejlig legende og inviterende i værkerne, så man ser mere end man læser.

En bog der bør læses og ses.

Alexander Tovborg (f. 1983) er billedkunstner, uddannet ved Kunstakademiet i København og Staatliche Akademie der Bildenden Künste Karlsruhe. Religiøse og mytiske symboler, fremstillet i naivistiske, forenklede former og indlejret i komplekse og farvestærke kompositioner optræder i hans værker som motiver på tværs af maleri, installation, skulptur, tegning, grafik og performance.

Ditlev Tamm (f. 1946) er forfatter, cand.mag., dr.jur. og dr.phil. og tidligere professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Forfatter, kommentator og samfundskritiker. Har udgivet talrige værker om dansk og europæisk historie og retshistorie, biografier, bøger om litteratur og teater og om Dante.

 

 

 

Pärt som symfoniker

Arvo Pärt: Complete Symphonies
Eva Ollikainen, Iceland Symphony Orchestra
Chandos
(Udkommer 17. april)

Glazunov: Complete String Quartets, Vol. 1
String Quartets Nos. 1, 2 and 3 ‘Slavyanskiy’
Tippett Quartet
(Udkommer 24. april)

Bach: Johannes-Passion
Raphaël Pinchon, Ensemble Pygmalion
HMM

Af Jakob Brønnum
Arvo Pärt blev for nylig fejret i anledning af sin 90 årsdag som en de store komponister i vor tid. Denne måneds mest opsigtsvækkende CD-udgivelse må være den første samlede udgivelse af Pärts fire symfonier, den første fra 1976, den seneste fra 2008. Arvo Pärt er ikke primært symfoniker, men udgivelsen spejler hans udvikling som kunstner: Efter en tidlige stil i pagt med den herskende modernisme fra Penderecki til noget nær en glimtvis ligetisk minimalisme, fandt han en mere personlig spiritualistisk udtryksform, stadig i det minimalistiske spektrum.

De fire symfonier som betegnende nok kan være på en enkelt CD, viser Pärts udvikling som komponist og kunstner meget tydeligt. Jeg bekender at jeg har været en lille smule træt af en vis ensformighed i Pärts værk, men det ændrede sig fuldstændig i påsken, hvor jeg havde lejlighed til at høre flere hollandske radioindspilninger af hans forbløffende Johannespassion, kaldet Passio, et mere end en time langt korværk for kammerensemble og vokalsolister. Når man hører symfonierne samlet i det islandske symfoniorkesters fremragende indspilning, dirigeret af Eva Ollikainen, oplever man for alvor spændvidden i Pärts arbejde, en spændvidde som sammenfattes i de senere værker med stor kunstnerisk dybde og menneskelig og eksistentiel indsigt. CD’en er meget velproduceret og orkesteret har en overbevisende klanglig fylde.

De tre første symfonier er dybt originale i deres korte, men på hver sin vis meget fyldige symfoniske kroppe. Den fjerde symfoni fylder næsten lige så meget som de tre andre tilsammen og har den flydende æteriske klang, vi forbinder med Arvo Pärt. Jeg kan ikke anbefale indspilningerne stærkt nok.

En af de store, mere eller mindre ukendte

Glazunov har i mange, mange år været en af mine yndlingskomponister. Han er en af store klassiske komponister, men han er ikke tilstrækkelig anerkendt i vesten, og det går ikke den rigtige vej for tiden. Hans lige knap ni symfonier opføres yderst sjældent. Jeg kan kun komme i tanker om én symfoniopførelse af DR-symfoniorkestret og ingen af de øvrige danske orkestre

Symfonierne findes i en god håndfuld samlede udgaver, men den største vestlige dirigent der har indspillet dem, er Neeme Järvi, som netop er kendt for at have bragt flere miskendte komponister frem i lyset. 

Glazunov har skrevet en violinkoncert, som tidligere lå i udkanten eller lige inde i det gode selskab af den temmelig faste kanon af de violinkoncerter, der opføres i de store koncerthuse, en kanon, hvor også Nielsens violinkoncert lejlighedsvis tælles med. Men det synes at være længe siden. Glazunov har derudover skrevet en dybt original og meget meget smuk saxofonkoncert. Blandt det omfattende værk er også meget høreværdig musik til skuespil.

Hans strygekvartetter er næsten endnu sjældnere opførte end symfonierne, men de blev indspillet for nogle få år siden af Utrechtkvartetten i en fortolkning, der ikke rigtig fangede mig, må jeg indrømme. Jeg tror det har noget at gøre med teksturen i musikken som jeg skal komme tilbage til. Sådan er det ikke med Tippetkvartettens indspilninger af de tre første strygekvartetter. Det er klart de bedste fortolkninger, jeg har hørt, eftersom de kendte russiske indspilninger af lidt ældre art forlener strygekvartetterne med en dunkelhed og en upassende djærvhed, som det kan være svært at forstå begrundelsen for, men som kan have noget at gøre med Glazunovs specielle position i det russiske og sovjetiske musikliv, så at sige mellem den gruppe fra slutningen af 1800 tallet der gik under navnet de 5 med bl.a. Balakirev og Rimsky-Korsakov  og de nye sovjetiske genier som Prokofiev, Mjaskovskij og Shostakovich - eller det kan være et led i en lokal opførelsespraksis.

Tippettkvartettens indspilninger har nogle af de kvaliteter, vi kender fra den komponist, kvartetten har taget sit navn fra og den samtidige Benjamin Britten, nemlig et aldrig forsvindende lyssvæld, selv i de dunkleste øjeblikke, en form for eksistentiel transparens, som er uforglemmelig. 

Det der efter min opfattelse gør Glazunov til en af de store klassiske komponister, er ikke kun at han elegant og fermt opfylder de romantiske formkrav og at han har et stort og samlet værk bag sig, men desuden at han lægger nogle dybt originale, dybt poetiske indre linjer ned i sine værker, nogle næsten labyrintiske spor, men lejlighedsvis opdager, og at han disker op med bestandigt uforudsigelige musikalske figurer, der lever deres eget liv, sammen med og næsten inde under de tematiske forløb og motiviske udviklinger. Det gælder alle hans værker. De mindre gode indspilninger er ligegyldige og virker af netop denne grund rodede, og de gode indspilninger er lysende udsigelser af stor og fantasifuld musik. Tipettkvarrtettens bud på Glazunovs strygekvartetter er helt ekstraordinært gode.

Skal man anbefale indspilninger af symfonierne, vil  springe anekdote over, at Glazunov var rektor for konservatoriet i Sankt Petersborg da Shostakovitj begyndte sin uddannelse og der går rygter (i den miskrediterede biografi af Solomon Volkov) om at Shostakovich aldrig nogensinde havde set et menneske stå på benene, som var så beruset som Glazunov ved en bestemt lejlighed var. 

Hvis det er rigtigt, og det er det nok, så mener jeg at et af de tematiske underspor i 8. symfonis 1. sats gengiver denne tilstand. Det træder klart frem i Järvis indspilning, hvor det virker som om musikken agerer på en måde hvor man føler det som om alting drejer rundt omkring en, uden at man kan finde fodfæste. 

Blandt de kendteste og mest hørte symfonier er den meget lyriske og romantiske 4. symfoni som har så smukke passager, de fleste skrevet på russiske folkemelodier, at man aldrig glemmer den igen, og den mere dramatiske hårdtpumpede 5. symfoni, som var mest populær blandt de store sovjettiske dirigenter. Min favorit er 7. symfoni, hvor Glazunov får nogle musikalske figurer til at hænge sammen på en måde så det pibler af glæde, forbløffelse og frihed, samtidig med at man føler sig som i et billede af den samtidige sovjetiske futurist Kazemir Malevitj. Jeg kan særligt anbefale indspilningen med Fedosejev, selvom Roshdestvenskij naturligvis også er suværen. Men han har ikke helt humor nok.

Letflydende Bach

Afslutningsvis skal opmærksomheden  kort henledes på en ung fortolker af de store kirkelige korværker, Raphaël Pichon og Ensemble Pygmalion. På Berlinerfilharmonikerne streamingstjeneste, Digital Concerthall, kunne man i efteråret høre en usædvanlig letflydende og æterisk svævende, men samtidig præcis og distinkt fortolkning af Bach H-moll Messe. Hvis man har hørt den nogle gange, vil man sikkert indrømme (hvis man bliver presset hårdt nok), at det er meget svært at høre hele værket på en gang. Det er de færreste opførelser, hvor man har haft en følelse af at tiden går på en anden måde, men lige præcis sådan var det i Pichons opførelse. På HMM har han og ensemblet allerede udgivet flere af de store værker herunder Mozarts Requiem, men for nylig kom Johannespassionen som har helt de samme kvaliteter som H-moll Messen (der også er indspillet): den distinkte, ukrukkede vokale fremførelse, samtidig med at den musikalske grundholdning vover at lade følelserne tale. Det er et kunstnerskab man glæder sig til at se udfolde sig

Fotografiet, der kiggede på beskueren

Katja Petrowskaja
Fotografiet så på mig
Oversat af Jacob Jonia
Forlaget Palomar, 250 sider

Af Jes Nysten

En lille forbemærkning

Det siges, at der lægges ca 1000 billeder op på Instagram hvert sekund. Sikkert det samme antal på Facebook. Man sidder i toget og keder sig, og nærmest pr refleks begynder man at rulle ned gennem dette totale virvar af forskelligartede billeder på iPhonen. Og når man stiger ud, har man vel set ca 100 billeder og glemt dem alle - undtagen måske det med papegøjen, der står og rokker fra side til side og synger “opera” foran spejlet! Også selvom der sikkert har været flere absolut vigtige og seværdige værker imellem. Men klik og vi er videre!

Den overfladiskhed, hvormed vi ser på billeder, er vitterlig frapperende. Der blev for nogle år siden lavet en undersøgelse, der siges at dokumentere, at den tid en person bruger foran et værk på en udstilling er 18 sekunder. Den er måske ikke helt vandtæt, men det går stærkt for rigtig mange. Hvis også lige den lille beskrivelse ved siden af værket skal studeres (er dette mon af en berømt kunstner?) og der også lige skal tages et billede, bliver det kun til et glimt!

Information satte derfor avisens kulturmedarbejdere til på skift at gå på en udstilling, udvælge sig et værk - en skulptur, et maleri, et fotografi - og så pålægge sig selv at sidde foran værket i 20 minutter og betragte det. Det kom der mange interessante overvejelser ud af! Det de alle konstaterede var, at efter den første uro og flytten rundt på bænken, opstod der en interessant form for kontakt - værket ville gerne “i dialog”.

Måske skulle jeg næste gang jeg taget toget til København, det tager ca 20 minutter, udvælge mig et særligt foto og så hengive mig fuldstændigt til det?! Naturligvis kun et sjovt tankeeksperiment.

57 korte essays

“Fotografiet så på mig” - sådan lyder den første sætning i denne bog af ukrainsk-tyske Katja Petrowskaja. Det er også bogens titel. Den består af 57 korte essays, som forfatteren begyndte at skrive i 2015; kort tid efter russerne annekterede Krim og begyndte krigen i det østlige Ukraine. De blev bragt løbende i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Petrowskaja

Hvert essay består af et foto og en efterfølgende refleksion over dette foto. Det er blevet en intens og spillevende kompleks tekstform: Tidshistorie, autobiografi, skarpsindig billedlæsning.

Der er ikke noget overfladisk eller pædagogisk påpegende over Petrowskaja’s læsninger. Hun ser ikke disse foto som udgangspunkt for en intellektuel afkodning.

Hun giver sig tid, trækker vejret og venter til billedet åbner sig til en samtale. Nogle gange er det billedet selv, der skaber samtalen. Nogle gange åbner det for associationer og tankeflugt.

Ikke sjældent er det personlige erindringer - varme og muntre men også skræmmende - der dukker frem (hun er jo født og opvokset i Ukraine). Andre gange er det et landskab, der åbner sig eller et særligt lys, der lukker tankerne op. Ikke sjældent urovækkende billeder fra krigszoner.

Fængslet, skræmt 

Som nævnt lyder den første sætning i bogen “Fotografiet så på mig”. Det er et billede af en minearbejder fra Donbass. Hun fortsætter “Jeg blev fængslet, ja ligefrem skræmt af, at det var så tæt på. Jeg vidste ikke engang hvor Krasnoarmijsk lå, men manden stod foran mig, alt for tæt på, og pustede røg ud i ansigtet på mig. Jeg ventede på, at røgen blev opløst, så jeg kunne se, om han smilede eller grinede. Men nej, han kiggede ind i røgen fra sin cigaret og blev ligesom ved at være indhyllet i et røgslør” (s 5).

Ikke bare her men i alle sine betragtninger forstår Petrowskaja at holde dialogen i gang med fotoet. En dialog der aldrig afsluttes, for der er hele tiden dette “bagved”, bagved det afbillede. Det “noget”, der hvis man giver sig tid, som hun gør, åbner sig mere og mere. Og vi som læsere kan følge med i. Eller prøve at følge med.

For man skal være opmærksom. Der er mange henvisninger til forfattere, til kunstnere, til film. Ofte er det blot i en sidebemærkning, så det er ikke altid klart, hvad sammenhængen er. Men fascinerende og øjenåbnende er det.

I et efterskrift pointeres det “Bogen her handler ikke om krigen, men den er omklamret af krig. …… Krig slår ihjel, ophæver mening, normalitet og mangfoldighed, alt dét, vi holder af. Krigen vil dæmpe vores lavmælte ord. Jeg vil sætte miniaturer, små fragmenter op imod krigen, mens jeg leder efter en stemme” (s 245)

 Hun henviser et par steder til Walter Benjamin, der jo med sin berømte analyse af “aura-begrebet” mente at netop den moderne reproduktionsteknik, altså bl.a. også fotografiet, havde ødelagt kunstens oprindelig aura.

Man kan jo sige, at denne forfatter virkelig arbejder på at give fotografiet noget af den tabte aura tilbage. Et fornemt oprør imod vores daglige overfladiske og usorterede omgang med billedmediet.

Fascinerende, voldsom og troværdig roman

Anne Rye Andersson:
Vanvidsmor. Roman.
114 s. Forlaget Læselyst, 2026.

Af Bente Høegh 

Noget af en mavepuster, denne roman om at være psykisk syg. Den er en omskrevet version af forfatterens autofiktive debutroman Er du sindssyg, Mor?

Allerede prologen er foruroligende: Jeg-fortælleren Alma er i gang med en indviklet udregning af hemmelige koder og tegn og kommunikation med robotter og engle. I kapitel 1 er Alma tilbage i tilsyneladende normalitet og lykkeligt samvær med sin 3-årige søn, Ask (som han hedder i bogen, i modsætning til bagsidetekst og pressemeddelelse hvor han af en eller anden grund hedder Alf?), som er hos hende hver anden uge. Fortællingen er henvendt til et du, Ask.

Læseren foruroliges endnu mere. Hvordan skal det dog gå med den lille dreng? Alma må opgive at tage sig af sit elskede barn og lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Galskaben slår ud i lys lue i de mest barokke situationer: en klæbeånd på skulderen, stemmer, straf, ansvar, skyld, og dertil en udtalt sexlyst som hun til hver en tid forfølger. ”Har du haft sex med to mænd? Hvor var personalet?” Lægen kigger overrasket på mig, men uden fordømmende mine. Han virker nærmere nedslået, trist.

Hun svarer lægerne ærligt – ligesom hele bogen virker ærlig og uforstilt, helt i tråd med det indledende motto: She’s mad but she’s magic. There’s no lie in her fire.

”Jeg må ikke slå fluer ihjel, for så dør børn i Afrika. Jeg skal hjælpe verdens ledere med at udtænke en strategi, der kan redde verdens børn. Sulten og fattigdommen verden over. Jeg forårsagede Tjernobyls nedsmeltning, der skete noget med mig, da jeg var to år gammel, det var i 1986, samme år. Alt, hvad jeg gør, har konsekvenser af enten negativ eller positiv art.” Lægen noterer det hele.

”Så du bærer på enormt meget skyld, kan jeg næsten forstå."

”Ja, med meget ansvar kommer der naturligt meget skyldfølelse, hvis man ikke handler korrekt.”

Den ældre læge nikker og skriver ned.

En kostelig scene med Alma, der sætter sig til rette i en ambulance for at køre ud og redde, er både til at grine og græde over.

Og det gælder egentlig hele bogen. I galskaben løber et religiøst spor som slås an i prologen, hvor Gud kommer i en drøm: Han fortalte mig, at han regnede med mig. Alt jeg ikke skule være bange. Englene er med mig. Gabriel, Uriel, Michael og Rafael. Metatron.  I haven slår lynet ned i en tjørnebusk, så den står i lys lue, og som da Gud i Det Gamle Testamente åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk, åbenbarer han sig her for Alma - på en lidt anderledes måde.

Alma fører også samtaler med solguden Amon-Ra. Og med en stjerne:

”Jeg er din hjem-planet. Du er fostret i mit skød. Du er sendt til Jorden med det formål at udbrede den kærlighed, jeg står for […].”

Sproget er befriende konkret, modigt, afmålt og sine steder poetisk:

Lige bagved ligger den opadgående sol som en slags skjult lykke.

Trætheden er en strækning i mit ansigt, der kan minde om langrend.

Jeg er skræmt over al den tid. Den strækker sig ud over de åbne marker. Fuglene hakker i roerne. Jeg punkterer tiden med cigaretter.

Dertil kommer, at fortællingen ikke alene er gribende, men også yderst velskrevet og stramt komponeret. Den røde tråd følges uden overflødig snik-snak. Vanvidsmor er en stærk roman. Fascinerende, voldsom og troværdig i sin balancegang mellem ”skizoaffektiv diagnose med manisk blandet psykose” og et normalt liv som kvinde og mor.  Skræmmende – og morsom.

 

 

 

Livet i lilla

At tælle til lilla. Om løgn, ensomhed og absolut gehør
Louise Juhl Dalsgaard
Forlaget Alhambra 2025

Af Carina Wøhlk
At tælle til lilla. Det er da umuligt. Man kan ikke tælle til en farve. Eller kan man? Måske bærer titlen på et håb. At det umulige alligevel kan lade sig gøre. At de lilla farvestrejf kan gøres op for den, der vover at slå øjnene op og lægge blå og rød sammen.

Ordene skaber forventning om noget poetisk. Og poesi skal ikke nødvendigvis forstås, men fattes på et dybere plan. Sådan er det – ”der er forskel på at forstå og på at fatte, sådan som der også er forskel på at tælle til ti og at tælle til lilla” (se s. 30).

Bogen med den kryptiske titel er skrevet af  Louise Juhl Dalsgaard, som har flere bøger bag sig med stadig større opmærksomhed omkring dem. Hun underviser til daglig i skrivekunst – og det kan læseren mærke. Hendes sætninger bærer præg af stærk sproglig bevidsthed.   

At tælle til lilla præsenteres som en essaysamling. Otte forskellige og alligevel forbundne essays fører ind i forfatterens univers, ind i funderinger og erindringer fra et broget liv.  

Ufrivillig barnløshed

Læseren bringes vidt omkring – videre end løgn, ensomhed og absolut gehør, som undertitlen angiver. Også spiseforstyrrelse, barnløshed og mere overordnede emner som natur og sprog udfoldes livsklogt. 

Der er mange temaer at spejle sig i. Louise Juhl Dalsgaard er generøs. Hun giver ud af både viden og livsdetaljer og lader læseren komme tæt på. Helt derind, hvor det gør rigtigt ondt. Derinde åbner det bærende tema sig som et væskende sår: At forfatteren ”aldrig lykkedes med at få et barn” (se s. 27). Sådan skriver hun det flere gange – at hun ikke lykkedes. 

Det prikker i hjertet at læse. For underteksten er jo, at hun mislykkedes. At hun udpinte sin krop så meget, at den ikke var i stand til at undfange et barn. At hun ikke kunne, hvad hun gerne ville. Og det er vel ret beset grunddefinitionen på lidelse.   

Louise Juhl Dalsgaard er belæst. Hun sender litterære hilsner og strør om sig med citater fra både skøn- og faglitteratur. Hun er indsigtsfuld – og bag den intellektuelle styrke bølger et skrøbeligt stof, der er lige ved at falde fra hinanden. Det er det stof, hun er gjort af.  

I skrøbeligheden er trukket tråde af ensomhed. ”Den ensomhed, der kommer af at være hverken-eller-både-og, det er derfra, jeg skriver” (se s. 114.). Bliv dér, fristes læseren til at udbryde. For hun skriver fantastisk. Måske fordi hun kan ”tælle til lilla, til hestenes ånde på marken i frostvejr. Til vingummiflæsk og akilleshæl og klithedegræs (se s. 141). 

Men forfatteren vil tydeligvis gerne hæve sig over ensomheden. Som hun formulerer det: ”sprogets primære formål er at danne relationer” (se s. 162). I sin ensomhed leger hun sublimt med sproget. Hun leger, men i legen er hun drevet af alvorlig længsel efter tilhørsforhold – og her kommer drømmen om moderskab så ind i billedet igen. 

Rent æstetisk er At tælle til lilla en fryd for øjet. Omslaget er naturligvis lilla. Og det grafiske udtryk er enkelt og klart. Lige så lysende som bogens indhold. Det er sådan en bog, der bliver siddende i læseren længe. Som en smuk påmindelse om, at livet ikke bare er sort eller hvidt. Det er også lilla – og kan tælles på lige så mange hænder, som du har kærlighed til.     

Den skæbnesvangre linedans

Synne Garff: Dødens linedansere, roman, Forlaget Natblomst 2026, 294 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

På Anne Mette Hartelius’ forsideillustration ses en person, der balancerer på en streg fra et hjertekardiogram. Hjertes puls er aftagende fra venstre mod højre. Linjen er helt lige i forsidens højre side, hvorved det afsløres, at personen, hvis hjerterytme måles, er død…

Illustrationen passer vældig godt til bogens titel: Dødens linedansere. 

Den linedans, romanen handler om, er spørgsmålet om aktiv dødshjælp, der endnu engang er blevet drøftet intenst hen over de seneste par år.

Kombinationen af et alvorligt dilemma og spænding

Det er noget af en opgave at skrive en roman om aktiv dødshjælp, der giver forståelse for både tilhængernes og modstandernes argumenter, men Synne Garff, der har skrevet Dødens linedansere, kommer faktisk godt i mål. Ganske vist sættes nogle af positionerne i debatten på spidsen, for selvom genren angives som roman på bogens forside, er der mere specifikt tale om en spændingsroman. Der er således nogle regulære skurke i bogen. Det særligt uhyggelige ved dem er, at de afspejler virkelige, men oftest ukendte personer, der heller ikke blot bryder loven, men også tænker skurkagtigt. Vi ser jo gang på gang, at nogle mennesker anser akkumulering af profit for at være selve målet med livet, koste hvad det vil, så længe det ikke går ud over dem selv. Dermed tingsliggøres andre mennesker. De bliver undværlige, fordi de tjener et formål, der dog let viser sig ikke at være højere, men derimod forbløffende lavt. Et sådant menneskesyn følges med ønsket om indførelse af aktiv dødshjælp.

Det betyder dog ikke, at alle tilhængere af aktiv dødshjælp er skurke. Slet ikke! Der er jo situationer, hvor det er forståeligt for alle, at den ramte ikke længere har lyst til og mod på at leve; situationer, der er så barske, at mange andre ville nære det samme ønske om at blive hjulpet af med livet, hvis de var i den ramtes sted. Så hvorfor ikke bare indføre aktiv dødshjælp i disse forholdsvis få tilfælde? Svaret har lydt så mange gange i debatten, at det kan virke slidt, men blot fordi det gentages, er det ikke ensbetydende med, at det er usandt: En indførsel kan medføre en glidebane, sådan som man har set det i andre lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp.

Synne Garff

I Dødens linedansere oplyser lægen Frederik, hvordan det står til i Holland: ”Unge under 18 år får dødsmedicin, og der presses på for at få indført dødsmedicin for børn.” (s. 63). Han fortsætter lidt senere: ”Mange patienter med dødelige sygdomme og handicappede føler, at de er til besvær for deres pårørende. Jeg går derimod ind for retten til at være til besvær.” (s. 64). Matsson, der er romanens kvindelige kampsoldat, svarer: ”Det er en væsentlig pointe. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil det gå ud over alle, der er lidt skæve, utilpassede og anderledes, end normen tillader.” (s. 64). Anna, der er Frederiks søster, oplyser, at aktiv dødshjælp ”er et vestligt fænomen […] Aktiv dødshjælp er ikke et issue i lande med akutte problemer som dårlig sundhedspleje, udbredt sygdom og fattigdom. Aktiv dødshjælp er aktuelt i samfund, hvor man har ressourcer til at sikre sig et langt liv.” (s. 64). Det er da paradoksalt! Og paradoksalt er det også, at Anna selv nærmer sig ønsket om at blive hjulpet af med livet, da hun kommer alvorligt til skade i et trafikuheld. Men er det uforståeligt, at hun har det sådan? Det er denne flettede line af argumenter for og imod, Synne Garff balancerer på i sin roman, mens hun gør det klart for læseren, hvorfor de fleste holdninger til sagen er valide.

Pageturner med et vigtigt ærinde

Selvom emnet er tungt, skriver Synne Garff på en let og ukompliceret måde. Dødens linedansere er en pageturner med et vigtigt ærinde: At kvalificere debatten om aktiv dødshjælp og den dertil hørende debat om aktiv livshjælp i form af et større fokus på den palliative indsats, der kan hjælpe den døende med så god en afslutning på livet som muligt. Med Dødens linedansere er der mulighed for, at Garff når en læsergruppe, der normalt ikke vil beskæftige sig med så tungt et emne.

Hvad enten man er for eller imod aktiv dødshjælp, er romanen værd at læse. Måske ændrer man holdning undervejs? Men om man går fra at være tilhænger af aktiv dødshjælp til modstander eller omvendt er ikke til at sige. Man fornemmer, at Garff selv står mest på Frederiks side, men hun fastholder dilemmaet, idet en række andre betydelige karakterer også kommer til orde, alt imens handlingen udfolder sig i en stadig stigende spændingskurve.

Fiaskoens fænomenologi

Janus Kodal
Fiasko
Alhambra, 80 sider

Af Jakob Brønnum
Janus Kodals nye bog med prosadigte om hvordan man kan få det meget dårligt, når man oplever at man ikke fungerer som far, er meget vellykket. Det er en bog der ligger mellem kortromanen og prosadigtene, nærmere på det sidste.

En bog hvori man kan læse følgende er en bog man ikke glemmer igen: ”Hvorfor skal jeg undskylde den måde vinden jonglerer med fuglene? Eller bølgernes rå maskineri når de humper mod stranden og knækker i præget hvide grin. Hvad er der tilbage at undskylde? En stank af mønter, deres brune kobber smeltet sammen med huden i min hånd. Solen er en projektor der kalder barndommen tilbage…”

Fiasko begynder og slutter på McDonalds, og jeg tror at et af jeg-personens problemer er, at han er så fremmedgjort i sin rolle som far i det moderne ansigtsløse samfund, at han smelter sammen med Ronald McDonald, klovnefiguren der skal skjule at McDonalds er et stort kapitalistisk møgforetagende, hvis eneste mission her i livet er at skabe afhængighed af tilsætningsstoffer hos kunderne og udnytte Henry Fords samlebåndsteknik til at drive sine medarbejdere til vanvid.

Blandt de omkring 30-40 tekster er der stykker af stor skønhed, dyb surrealistisk eksistenstolkning og melankolsk nærvær i et spejlbillede i skumringen. Det er rigtig flot. Det er som om teksterne hver går ind og destillerer et lag af den fremmedgørelse, man kan møde som far, hvor alle ens roller er defineret i forvejen, og hvor man ikke har et øjeblik som menneske. Og hvor ingen forventer noget af en i den retning heller.

Det er ikke kun de psykosociale lag, Janus Kodal får fat i, det er også kulturelle farbilleder, Fra den mest kiksede mandighed til teologiske brudstykker.

Bogen er som én stor iagttagelse i ét stort øjeblik der ikke vil holde op. Den er fuld af smerte og følelsen af utilstrækkelighed. Det er et dybt poetisk iagttagelsesfelt som noteres ned med stor rutine og menneskelig modenhed.

Bogen rejser også spørgsmål. Den poetik Janus Kodal betjener sig af, har ikke begreb for at gestalte sammenhængen mellem McDonalds som kapitalistisk fænomen og at det er umuligt at lykkes som far. 

Et andet spørgsmål er at fækalier nævnes eksplicit, som man jævnligt oplever i en bestemt form for realistisk kunstprosa. Jeg kan ikke forstå, hvordan der er plads til dem i den poetik, jeg netop nævnte, fordi den er semiotisk-symbolsk og fækalierne optræder som et realistisk element udenfor symboluniverset.

Jeg vil have Janus Kodals bog hos mig længe og jeg vil tage den frem og lære af den,  for også jeg har været på McDonalds med mine børn og gennemlevet jegpersonen i bogen. Hvis jeg skal foreslå Janus Kodal en bog, han kunne bære med sig, var det Heinrich Bölls Gruppebillede med dame, hvor han løser problemet at tale om den såre menneskeligt naturlige afføring uden at gøre det frastødende

Skønheden i den oversete flygtighed

"Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi”, kunstudstilling i Janus – Museum for Samtidskunst, Lærkevej 25 6862 Tistrup. Frem til 6. april 2026.

Af Egil Hvid-Olsen

Bjarke Regn Svendsen: Selvportræt u.å.

Hverdagen kan så let blive opfattet i farver, der minder om et badeværelse fra 1970’erne - lysebrunt eller gråblåt. Alt er velkendt, kedeligt, uinspirerende, ens og først og fremmest grimt. Dette hverdagsblik på en verden, der synes at have vendt vrangen ud, fører let til fortørnethed. Man ser på tilværelsen, som en teenager til tider ser på sine forældre: Farveløs, fantasiløs og håbløs. Her er der intet godt at hente. Man er fængslet i en grå tilværelse og kan blot håbe på, at man går bedre tider i møde.

Men hverdagen og det, der hører den til, er faktisk smuk og værd at holde af. Det er ikke kun Dan Turéll, der syntes det. Også kunstmaler Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) kan se det smukke og værdifulde i det banale, selvfølgelige og velkendte. Det slår den store soloudstilling ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” fast med en styrke, der sender beskueren ud i den grå vintereftermiddag med skærpede sanser på jagt efter det smukke i det grimme.

Inspirationskilder og visuelle drillerier

Alfred Madsen: Billede fra et mørtelværk, 1975

I et rum præsenteres værker af nogle af de billedkunstnere, der i sin tid inspirerede den unge Bjarke Regn Svendsen til selv at forsøge sig som kunstner. Lige inden man går derind, præsenteres man for et selvportræt uden år, men det er tydeligt, at Regn Svendsen her er en ung mand, nok i den alder, hvor han begyndte at udvikle sin kunstneriske bevidsthed. ”Billede fra et mørtelværk”, som Alfred Madsen malede i 1975 har ligheder med de af Regn Svendsens værker, der går ned i detaljen og gengiver den med nærmest fotografisk præcision. Andre af inspirationskilderne ligger stilistisk milevidt fra Regn Svendsen, men har ikke desto mindre tændt en lidenskab i den ellers så stilfærdige kunstner.

Bjarke Regn Svendsen: Splintret verden, 1984

Et andet rum indeholder større værker, bl.a. forskelligt formede malerier, der med Regn Svendsens velkendte pointillisme gengiver små dele af et oliekraftværk. Hver del fungerer som en slags puslespilsbrikker, og selvom puslespillet er ufuldendt, kan man sagtens danne sig et helhedsindtryk af det samlede motiv – også selvom det lader til, at de brikker, hvis former synes at passe sammen, har motiver, der er forskudt eller drejet i forhold til hinanden. De færreste vil finde et oliekraftværk smukt, men fordi Regn Svendsen slår ned på detaljen og beskærer motivet på overraskende måder, får man blik for et særligt farvespil og de tilfældige formers leg med hinanden. Således trækker ”Splintret verden” fra 1984 ikke blot det seværdige ud af den grimme helhed, men driller også beskuerens sanser og virkelighedsforståelse.

Tidens gang

Bjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973

Det pragtfulde lille maleri ”Rød Volvo” fra 1973 viser, hvad titlen afslører. Dog er det ikke hele bilen, der er med. Også her er motivet beskåret på en måde, man ikke umiddelbart havde forventet. Volvoen er parkeret i et tykt lag grus foran en rødstensvilla, der næppe er mange år gammel, byggestilen taget i betragtning. En flisegang fører beskueren ind mod hoveddøren. Da værket blev malet, var motivet topmoderne, men det lille maleri er indsat i en gammeldags, forgyldt ramme, der dels fylder lige så meget som selve værket, dels udgør et drilsk stilbrud. Dog viser rammen tilbage til tidligere tiders naturalisme; en retning som Regn Svendsen har revitaliseret i sit lille billede.

Bjarke Regn Svendsen: Træerne (Berlin), 2010-2011

Helt anderledes og dog stadig med mere end en snert naturalisme er ”Træerne (Berlin)” fra 2010-2011. Her har Bjarke Regn Svendsen taget et fotografi, sandsynligvis fra en kørende bil. Billedet er i hvert fald rystet. Løvet i forgrunden er mere uskarpt end trætoppene, sådan som det genkendeligt, når man passerer noget i fart. Ved at male motivet fra fotografiet fastholder kunstneren en fastfrysning af øjeblikket. Han gør os opmærksom på det, vi ved, men ikke altid spekulerer over: at livet består af en lang række øjeblikke, der er omme, næsten inden de er begyndt. Når øjeblikkene rinder ud, er livet slut. Således er er noget memento mori over de mange af Regn Svendsens malerier, der gengiver et uskarpt blik på verden, fordi vi altid er i bevægelse, også når vi står stille.

Bjarke Regn Svendsen: Benmøllen (ca. 1915),
2024-2025

I de seneste år har Bjarke Regn Svendsen kastet sig over en ny type malerier. Han har fundet gamle fotografier frem og farvelagt dem. Nogle fotografier er sort-hvide, men får nyt liv med farvelægningen på lærredet. Dog fastholder Regn Svendsen personerne på billedet i sort-hvid. På ”Benmøllen (ca. 1915)” fra 2024-2025 har kunstmaleren malet en gammel mølle med stillestående vinger. Ude på rundgangen, med den lukkede dør bag sig, står en mand, der meget vel kan være mølleren. Han ser ud til at smile til fotografen, men virker også lidt uvant ved situationen. Han skulle bare vide, at han 110 år senere ville blive malet ind i et billede, der tematiserer tidens gang.

Udstillingen ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” peger på den verden, der – hvis man har blik for det – bærer på noget smukt, hvor end man lader øjet hvile. Med sine nye malerier, der tager udgangspunkt i gamle fotografier, viser Regn Svendsen, at det altid har været sådan.