De skal bare have en chance

Per Gammelgaard
Djævelens legeplads og andre kulørte historier
Forlaget Læselyst 2026.

Af Anne Rye Andersson
DET KORTE AF DET LANGE - Per Gammelgaard skriver med en indlevelse og en empati, som er lige så velgørende som et knus. Jeg har tidligere anmeldt hans bøger positivt, og det kommer jeg til at gøre igen. Gammelgaard har en særlig evne til at se ind i de mellemmenneskelige relationer og bryde dem ned til små punkter, der bliver overskuelige og kærlige brudstykker.

Fælles for Djævelens legeplads' noveller er, at der på en eller anden vis altid er et vist rørende element i historierne. Man fornemmer, at Gammelgaard elsker mennesker, de skal bare have en chance for at vise, hvad deres kvaliteter er. Det er sådan, jeg læser ham. 

Da jeg havde læst samlingen, var jeg efterladt med en følelse af håb og fik faktisk, når sandheden skal frem, også gåsehud flere gange under læsningen. Det er det, Gammelgaard kan.

I sit sprog excellerer han i det tydelige, maleriske og udtryksfulde, om end der ikke er et ord for meget. Man fornemmer helt klart, at alt er tænkt over, så det er ikke en ordflom men en form for salvende digression, når han, ikke sjældent, får øje på det atypisk smukke, dvæler ved en detalje eller en menneskelig egenskab. 

Gammelgaard residerer i Frederikshavn, og der er klart noget lokalt islæt over novellerne, som ofte er i de små samfund, men samlingen kan alle få glæde af uanset, om man er fra storbyen eller fra landet. 

Det korte af det lange: Læs Gammelgaard på en god dag, og din dag bliver bedre. Læs Gammelgaard på en dårlig, og den bliver således god, ikke desto mere lidt mere håbefuld.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb

Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde

Gitte Broeng og Lasse Krog Møller
Roma – en tragikomedie i to akter
Asterisk Forlag, 32 sider, rigt illustreret
Pris: 175 kr.

Af Troels Laursen
Blikket ændres og flyttes i dette lille drama på den store scene – Roms centrum. Det blik, som turisterne normalt retter mod byens seværdigheder, vendes om, så vi i stedet ser verden fra seværdighedernes synspunkt.

Lasse Krog Møller og Gitte Broeng har arbejdet sammen før, blandt andet på Puzzle (2016), hvor Møllers installation og Broengs litterære arbejde blev flettet sammen. Projektet bestod blandt andet af en række hverdagsobjekter, som blev gjort til figurer i et slags enakter-drama. Den samme idé om at give ting og steder en stemme og personlighed går igen i bogen.

Og det er virkelig en orker at være så gammel som Trevifontænen, Colosseum, Peterskirken, Pantheon og alle de andre seværdigheder, som bliver begloet dagen lang – ja, endda gået på, som Den Spanske Trappe, 24/7.

Bogen er rigt illustreret med turistfotos. Her er fotografierne imidlertid pixelerede, så det ikke altid er muligt at se, hvad der er hvad. De får næsten karakter af malerier, og man kan komme til at tænke på den tyske kunstner Gerhard Richter (f. 1932) og hans store værk 4096 Farben fra 1974. Værket er opbygget efter et matematisk system, hvor farvefelterne tilsammen danner en kompleks helhed. På afstand fremstår farverne som en samlet, vibrerende flade, mens de enkelte felter træder frem på tæt hold.

Farverne forestiller ikke noget bestemt. Hos Richter undersøges blandt andet kunstnerens rolle i skabelsen af et maleri, og hvordan simple regler kan skabe en kompleks helhed. Noget lignende sker i Hver dag er en orker: De mange fragmenter af noget velkendt – de enorme turistattraktioner, menneskemængderne og fotografierne – sættes sammen med den enkle idé, at det ikke længere er mennesket, der ser på stedet, men stedet, der ser tilbage på mennesket.

Det er også derfor, at fotografierne i bogen er interessante i sammenhæng med udstillingen Photography Now! Dansk samtidsfotografi netop nu på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant. Her undersøges, hvad et fotografi kan være i dag, og hvordan moderne kunstnere bruger fotografiet til at fortælle, fortolke og udfordre vores måde at se verden på.

Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde, det almindelige med det groteske. Peterskirken taler alfaderligt, mens Trevifontænen soler sig i aftenbelysningen og gerne vil vise sig frem. Pantheon praler af sit ni meter brede oculus. Colosseum savner sine kampe med dyr og gladiatorer. Nu er der kun publikum tilbage, men intet cirkus og ingen dramatik.

Når genstande og steder bliver behandlet, som om de har personlighed, historie eller relationer, bliver de ikke længere bare rekvisitter i fortællingen. De bliver medspillere – ja, næsten karakterer.

Og her opstår en interessant tanke: Hvad sker der med vores forståelse af mennesket, når tingene får menneskelige egenskaber? Perspektivet vendes om. Man spørger ikke længere kun: Hvad gør mennesket ved tingene? Men også: Hvordan former tingene menneskets liv og fortællinger?

Når seværdighederne pludselig kan se på turisterne, bliver rollerne vendt om. Turisten går fra at være den, der betragter, til selv at blive betragtet. Seværdigheden får en menneskelig personlighed, og vi bliver mindet om, hvordan vi som turister ser på og bruger stederne.

Har disse steder deres eget liv? Eller tror mennesket, at de kun eksisterer, fordi vi har skabt dem, navngivet dem og gjort dem til seværdigheder?

Hvad er det egentlig, turisten overser, når blikket rettes mod disse monumenter? Måske det liv og den historie, der findes bag det, der er værd at fotografere. Turisten tager billedet for at kunne bevise, at man var der – og for at vise omverdenen, at man findes. Men seværdighederne står tilbage. De har stået der længe før turisten kom, og de vil sandsynligvis stå der længe efter, at turisten er væk.

Mennesket kommer med skitseblokken, kameraet og den nyeste iPhone. Monumenterne bliver stående.

Og måske er det netop dér, dette lille absurde skuespil, med de blurede fotos, rammer noget både morsomt og tankevækkende i vores tid: Hvem er det egentlig, der ser på hvem?

Photography Now! Dansk samtidsfotografi kan ses på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant indtil den 24. januar 2027 

Afvist med et nådesløst klik

Tindermonologerne
Lene Bang
Forlaget Læselyst 2026

Af Carina Wøhlk
Hvordan navigerer man i et digitalt datingliv? Hvordan finder man en kæreste i en flygtig og overfladisk skærmkultur, hvor man swiper sig igennem mulige partnere - og selv kan blive afvist med et nådesløst klik?

Disse væsentlige spørgsmål kredser Lene Bang om i sin nyeste digtsamling Tindermonologerne. Og hold nu op, hvor får læseren poetisk smæk for skillingen.

Hilsen til Vaginamonologerne

Digtsamlingens titel sender en hilsen til Vaginamonologerne, som tilbage i halvfemserne både i teater- og bogform forsøgte at gøre op med tabuiseringen af kvinders underliv. Tindermonologerne er skrevet med samme humor, alvor og sårbarhed - og med samme indsigt i kvinders udsathed. 

For på mange måder er Tinder og andre lignende platforme et udstillingsvindue, hvor både kvinder og mænds kroppe stilles til skue. Mænd bidrager gerne til kødmarkedet med “dickpics”, der får digterjeget til at svømme “rundt/ i fallosfyldt farvand”. Midt i det fallocentriske univers vejes og måles kvinders udseende med smalle blikke - a la prinsessen i Klodshans: Dur ikke, væk!

Kropslighed kommer til at fylde ekstremt meget. Og kropsvægt. Det gælder om at leve op til særlige idealer. Og det er smertefuldt, når det ikke lykkes. Det vidner det stærke digt “Jeg er aldrig ikke min krop” om: 

“...hvis de holder den (kroppen) i hånden/ udenfor/hvor andre ser den/smitter den af på dem/pludselig er de også dovne/uintelligente og uværdige”. 

En internaliseret tykfobi præger digterjegets selvbillede: “...for hun er fed/ og grim/ og hun kan ingenting”. Øh jo, det kan hun. Hun kan digte, så læseren græder, griner, grubler - og genkender scener og følelser fra sit eget kærlighedsliv.

Tindermonologerne er skrevet i et bramfrit sprog. Tonen er ærlig og rå. Vær forberedt på at få kaffen galt i halsen flere gange under læsningen. Boller er ikke kun noget, man bager. Og digterjeget er “dronningen af pik”. Bogens visuelle udtryk er skabt af forfatterens søster, Anne Bang. som også illustrerede Lene Bangs debut Fede mor. Det fine og farvestrålende omslag fungerer som triggeradvarsel. Det indstiller læseren på, at digtene jonglerer med flere kropsdele - også dem, der ikke almindeligvis klaskes op på en forside.

Lene Bang (Foto: Frederik Kronmann)

Frisproget kobles med digterens særlige lyst og evne til at lege med ord. For eksempel er digterjeget udfordret på “troen/ på det gode i mændesket”. Læseren forstår, at længslen efter nærhed og kærlighed også er en higen efter mødet med ordentlige mænd - og en romantisk drøm om en sommernat at liste

"med sandalerne i hånden/ og forbudte kys i lommen”.

Tindermonologerne er en vigtig bog. Ikke kun for dem, der aktivt bruger datingapps, nej, for alle, der er optagede af køn, kropsidealer. kærlighed og ligestilling. Digtene er formet som monologer, men de går netop i kritisk dialog med den moderne datingkultur. De sætter ord på dating fatigue, seksuel objektificering og frygten for ghosting. Og de afspejler den fremmedgørelse, som hele konceptet indebærer - at det ikke er det analoge flirteri, der sender mennesker i armene på hinanden, men en fingerbevægelse på en mobiltelefon. Tindermonologerne er ikke bare et hudløst vidnesbyrd om jagten på den eneste ene, men også et stykke samfundskritik. Og så er digtsamlingen tindrende velskrevet.

Barnets uhensigtsmæssige loyalitet

Allan Lillelund: På fars side, roman, Jensen & Dalgaard 2026, 194 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er engang i midthalvfemserne. Anders er teenager og har lige mistet sin mor. Nu bor han alene med sin far, der ikke blot kigger lidt for dybt i flasken, men ofte drikker sig så fuld, at udtrykket ”sanseløst beruset” fremstår i sin mest triste betydning. Anders er ladt alene med et ansvar, som ingen børn skal have. Men ingen griber ind.

Drengen med styr på det meste

Umiddelbart går det ganske godt. Anders har faktisk styr på en hel del. Han passer sin skole, laver tjeklister over alt det, han skal, og får også gjort det meste. Selv da hans far brækker sig i et prøverum i den lokale tøjbutik og lige nøjagtig kan sanse tilstrækkeligt til at få ringet efter Anders, er sønnen den, der bakser ham ud og hjem.

Da Anders kommer over til butikken, lukker han af for hjælp. Han er vant til at tackle sin far selv, og ved, at det kan have uoverskuelige konsekvenser, hvis for mange bliver indblandet:

Fars dynejakke hænger over styret på en cykel foran tøjbutikkens udstillingsvindue. Inde i butikken står hans træsko foran et par grå plastikkurve. Men hvor er han?

En lille, buttet mand kommer hen til mig.

”Anders?”

”Ja.”

”Jeg hedder Klavs, og jeg arbejder i butikken her. Din far er desværre faldet om inde i prøverummet.”

”Ja?”

”Det er nok bedst, hvis vi lige får en snak, os to. Er det ok?”

”Jeg skal nok følge min far hjem. Må jeg ikke få ham med hjem? Sidder han derinde?”

”Jeg tror lige, din far skal have det lidt bedre...”

”Må jeg ikke nok få ham med mig hjem nu?” Jeg peger ud på min bagagebærer, på Tupperwaren. ”Jeg har en bøtte med til ham. Må jeg ikke tage den med ind til ham?” (s. 82).

Anders ved, hvad det kræver at tackle sin fulde far: Overtalelse, et solidt greb om faderen og en Tupperware, han kan kaste op i. Det er selve tilværelsen med en far, der ikke kan tage ansvar, han ikke har styr på. Og her svigter alle andre voksne gang på gang. Klavs i tøjbutikken har de bedste intentioner, men insisterer ikke på at gøre mere, da først Anders og hans far er ude af butikken.

I Anders’ situation er der ikke så mange lyspunkter, men han fokuserer på dem, der er. Når han har brug for at udtrykke sine følelser, skriver han digte. Da faderen og Anders anskaffer sig hunden Knulp, hjælper det også på humøret, selvom Anders finder det afskyvækkende, når hunden slikker faderens opkast i sig. Endelig har Anders en ven, Bo, der ikke er bange for at give en hånd med, når det er nødvendigt. En dag, hvor Bo er med Anders hjemme, har faderen ikke haft åndsnærværelse nok til at gå på toilettet. Anders beder Bo om at gå hjem, men det vil han ikke.

”Skal jeg ikke hjælpe dig, Anders? Du skal ikke stå alene med det her. Jeg hjælper dig altså!”

”Med hvad?”

”Med din far.”

Min bedste ven står og spuler min far i bagen med bruseren, en brun stribe løber ned i afløbet. Far læner sig op ad de lyseblå klinker inde i brusekabinen, hans tommeltot er kroget om sæbebeholderen. (s. 111-112).

Der er noget ekstremt smerteligt over Anders’ situation: Han har allerede mistet sin mor, og klynger sig derfor til sin håbløse far. Ham vil han ikke også miste.

Et spørgsmål om ansvar

Selvom romanens handling udspiller sig for godt 30 år siden, afspejler den desværre en virkelighed, der stadig udfolder sig her til lands. 

Med ”På fars side” sætter Allan Lillelund fokus på den kendsgerning, at børn er ekstremt loyale overfor deres forældre. Selvom mange børn sukker over, hvor åndsvage deres forældre er, har kritikken en kant, der bliver skarpere, jo mere kritik forældrene rent faktisk fortjener. En far som Anders’ bør jo vitterlig både kritiseres og have hjælp, men Anders lukker af for kritikken - ja, han beskytter sin far imod den, for han kan ikke overskue konsekvenserne, hvis der gribes ind. Han gør alt, hvad der står i hans magt for, at ingen opdager, at faderen faktisk handler under al kritik ved slet ikke at handle. Anders påtager sig det fulde ansvar for at hverdagen fungerer, men på længere sigt kan det ikke lade sig gøre. Han er trods alt bare et barn. Tilmed et barn i sorg.

”På fars side” minder voksne om, at det kan være en idé at følge op på en mistanke. Hvis man fornemmer, at et barn mistrives, kan man godt tage en snak med det eller forældrene for at fornemme, om der er hold i fornemmelsen. Er der det, vil en kontakt til kommunen ikke være et bagholdsangreb, men en hjælpende hånd til både barn og forældre. Mange voksne har brug for støtte, når de er kommet ud i et misbrug, og kommunens første løsning er ikke at tvangsfjerne barnet, men at undersøge, hvor grelt det står til, og hvad familien kan tilbydes. Desværre findes der mange eksempler på, at kommuners socialforvaltninger løber fra deres ansvar, men det er ingen grund til at tie; snarere en grund til at holde kommunen op på sit ansvar. Ellers ender ansvaret i sidste ende igen hos barnet.

Hverdagsdramaet

Allan Lillelund fortæller i ”På fars side” om en dramatisk hverdag på en stilfærdig måde, fordi det for Anders netop er hverdagshændelser, han skildrer. Derfor er der også helt ufarlige beskrivelser af samværet mellem far og søn, f.eks. deres jævnligt tilbagevendende fælles jargon, der er så plat, som den slags nu engang bare er. 

Allan Lillelund er forfatter, oversætter og stifter af forlaget Silkefyret. Han har tidligere udgivet noveller og digte. ”På fars side” er hans romandebut. 

Vi kredser om dens tavshed

Linda Heide Ottosen
Fra støv til lys
Alias Forlag ApS

Af Jakob Brønnum
DET KORTE AF DET LANGE - Hvor meget skal man stole på sine fordomme, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man gå ud fra litterære konventioner, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man betvivle sig selv overfor en menneskelig sansning, som måske ikke er fremstillet med den poetiske faglighed man forventer af en bog der kalder sig en digtsamling?

Jeg er gået igennem forskellige faser af de her spørgsmål. Linda Heide Ottosens debutdigtsamling er ikke et litterært arbejde med mine begreber. Men det er et menneskeligt vidnesbyrd, som man ikke bør afvise i lyset af sine litterære begreber. Det er en kosmisk inspireret gravsten for en søn der ikke er her mere, det er et forsøg på at skrive sin sorg ud igennem det som ikke kan tabes, nemlig livets egen basale, evige væren.

Bogen veksler mellem iagttagelser, erindringer og definitioner på liv, bla. fra den buddhistiske sammenhæng hvor den savnede rettede sin tilværelse. Et digt lyder sådan (bogens digte er centrerede):

Et dyb af lys brydes,
gnistrende tråde, der taber sig i intet.
Vi driver gennem rummet,
som tanker
lettere end støv
fanget i tyngdekraftens lette hvisken.

En planet vokser langsomt i mørket
et øje, rødt og vågent
uden blik, men fyldt med viden.
Vi kredser om dens tavshed,
ser dens hud, ru som glemt sten,
ser dens farver -
en blanding af blod og kanel,
sukker og ild.

Vi mærker kulden i dens åndedrag,
ser polernes is,
glitrende og fremme som knust glas
på et bord ingen har dækket.

Det er et (uddrag af et) digt, der har flere fine kvaliteter, især hvis man accepterer dets åndelige landskab, hvor naturvidenskabens sprog, en indisk inspireret maya-lignende tankegang og en hverdagsrealisme med dufte af krydderier, væves sammen. I et digt kort efter tager følelserne over og skaber en profetisk figur af den savnede:

Det var ikke tilfældigt,
men et møde skabt af kræfter,
der rækker over tid og rum.
Du valgte os,
du har selv fortalt mig det.

Du kom for at elske,
at kæmpe, at forstå
at opbygge en flod af karma,
som kunne bære dig videre.

Da man som anmelder alligevel er stærkest forpligtet på det medie hvor anmeldelsen er skrevet, vil jeg sige at digtsamlingen havde været stærkere, hvis den i stedet havde sprængt sine former og brugt det selvsamme stof som aforismer, små afklarede sætninger og blot korte poetiske udsagn, frem for at spænde det for en bestemt genre, ovenikøbet én genre med meget stærke krav til formbevidsthed og en metaforisk konsistens, som det først citerede digt mangler. 

Bogen er overvældende smukt illustreret med den store århusianske kunstner Hans Krulls arbejder, som jeg imidlertid ikke kan se kommer i symbiose med teksten. Det ville de have gjort, hvis forlaget havde hjulpet forfatteren til at forløse sin tekst i de genrer den kalder på.

Men det korte af det lange er, at hvis man modtager denne bog som et genuint og dybsindigt vidnesbyrd om den menneskelige tilværelse og dens ophør og de følelser og refleksioner, det udløser i et følsomt sansende medmenneske, gør den et stærkt indtryk.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb

Fordi han ser

Anne Gregersen (red):
På hvis skuldre : Lars von Trier og billedkunsten

Af Troels Laursen
Allerede efter få opslag opgav jeg tanken om at læse fra ende til anden. I stedet begyndte jeg at bladre frem og tilbage mellem billeder, essays og kunstværker, som om bogen selv insisterede på, at inspiration aldrig bevæger sig i en lige linje. Det er en befriende oplevelse.

Ofte har filmmennesket Lars von Trier været i offentligheden som provokatør og med underlige taler om at forstå Hitler. Sjældnere tales der om ham som et menneske, der gennem et helt liv har set på kunst. Ikke bare set, men levet med billeder. Ladet dem synke ind. Ladet dem arbejde videre i hans eget billedsprog. Det er netop denne erkendelse, bogen åbner for.

Titlen ”På hvis skuldre” er fin, fordi den samtidig er ydmyg. Den minder os om, at ingen kunstner opfinder verden på ny. Alle står på skuldrene af nogen og alle stjæler med arme og ben fra alle. Også Lars von Trier, der selv siger at han ”har planket det hele” – Men som David Bowie, sagde da en eller anden at have hugget noget ham: You can’t steal fra a thief!”.

Friedrich og naturens uendelighed

Vi møder Caspar David Friedrichs ensomme skikkelser foran naturens uendelighed. Edvard Munchs sitrende eksistentielle uro. Vilhelm Hammershøis skildring af vennerne om et bord, hvor lyset synes at tænke lige så meget som menneskene gør. Per Kirkebys geologiske landskaber, hvor naturen næsten bliver en psykologisk tilstand.

Og pludselig begynder man at forstå, hvorfor von Triers billeder ser ud, som de gør. Ikke fordi han kopierer. Men fordi han ser. Det er en vigtig forskel. 

Mange kunstbøger forsøger at bevise direkte forbindelser mellem kunstnere. Denne bog virker mindre interesseret i beviser end i stemninger. Den peger ikke med en løftet pegefinger og siger: "Her er forlægget."

Den inviterer snarere læseren til selv at opdage slægtskaberne. Ikke fordi scenen fra en film var identisk, men fordi følelsen var det. Det langsomme. Det melankolske. Det foruroligende.

Den særlige stilhed, som kun findes i billeder, hvor der tilsyneladende ikke sker noget, men hvor det meste alligevel er på spil.

Måske er det netop stilheden, der overrasker mest. For Lars von Trier forbindes ofte med drama, konflikt og følelsesmæssige eksplosioner. Men bogen viser, at hans univers i lige så høj grad er skabt af eftertænksomhed. Af lange blikke. Af tomme rum. Af lys, der falder ind gennem et vindue.

Det er billedkunstens tempo. Og måske er det derfor, bogen føles så anderledes end de fleste udgivelser om film. Den forsøger ikke at forklare Lars von Trier. Den viser, hvad han selv har set. Det er en langt mere generøs gestus. Der er flere gode artikler knyttet til bogen, som kredser om både film, billedkunst og Von Trier i særdeleshed.

Knausgaards bidrag

Karl Ove Knausgårds bidrag til bogen, som jeg gerne vil fremhæve her, har titlen "Ophævelse af afstand", og det er et personligt essay snarere end en traditionel kunsthistorisk analyse.

Kernen i essayet er spørgsmålet om nærvær – hvordan stor kunst kan ophæve afstanden mellem værket og beskueren. Knausgård argumenterer for, at Lars von Triers film har en særlig evne til at skabe en oplevelse af umiddelbarhed, hvor publikum ikke blot ser karaktererne, men næsten er til stede i deres følelsesliv.

Han kobler denne kvalitet til von Triers arbejdsmetode. Ifølge Knausgård handler det om en form for "aflæring" af det akademiske og kontrollerede til fordel for en mere intuitiv og risikovillig kunstnerisk proces. Det er ikke perfektion eller teknisk virtuositet, der er målet, men en intens tilstedeværelse, hvor billeder og følelser opleves som autentiske.

Essayet trækker også tråde til den norske maler Edvard Munch, som både Knausgård og von Trier har et nært kunstnerisk forhold til. Hos Munch finder Knausgård den samme kompromisløse vilje til at omsætte personlige erfaringer og eksistentielle kriser til kunst – en kvalitet, han genkender i von Triers film. Det er derfor mindre et essay om Lars von Trier end en refleksion over, hvad der sker, når kunst overskrider den normale afstand mellem værk og beskuer. Knausgård undersøger, hvordan film og billedkunst kan skabe en oplevelse af intens nærhed, hvor man som beskuer, ikke blot fortolker et værk, men mærker det fysisk og følelsesmæssigt. Det gør hans tekst til en filosofisk indgang til hele bogens tema: at kunstnerisk inspiration ikke kun handler om motiver og referencer, men om måder at se og erfare verden på.

Kompositioner, lys og symbolik

Anne Gregersens artikel undersøger, hvordan billedkunst har inspireret Lars von Triers filmsprog. Hun viser, at Trier ikke kopierer bestemte kunstværker, men lader sig inspirere af deres stemninger, kompositioner, lys og symbolik. Artiklen fremhæver, at billedkunsten fungerer som et visuelt arkiv, som instruktøren trækker på i sit arbejde. Gregersen peger på forbindelser mellem Triers film og kunstnere som Vilhelm Hammershøi, Edvard Munch, J.F. Willumsen og Per Kirkeby. Hun analyserer, hvordan maleriske virkemidler bliver omsat til filmiske billeder og skaber særlige stemninger og fortællinger. Et centralt budskab er, at von Trier bygger videre på tidligere kunstneres idéer og dermed står "på deres skuldre". Artiklen giver et kunsthistorisk perspektiv på hans film og viser, hvordan film og billedkunst kan berige og påvirke hinanden.

Annette Rosenvold Hvidts artikel Kisten handler om kisten som et centralt motiv i billedkunsten og om dens betydning som symbol på død, sorg og overgang. Hvidt forklarer, at von Trier bruger billedkunstens symboler til at skabe stærke visuelle og følelsesmæssige oplevelser, som giver filmene en dybere eksistentiel betydning.

I artiklen Levende billeder undersøger Lilian Munk Rösing, hvordan von Trier lader sig inspirere af billedkunsten og omsætter dens motiver til film. Hun forklarer, at filmen gør de stille billeder levende ved at tilføre bevægelse, lyd og tid. Von Trier kopierer ikke kunstværkerne, men fortolker deres stemninger og symbolik på en ny måde. 

I artiklen År 1984, hvor Von Trier debuterer med ”Forbrydelsens Element”, (Han arbejdede også i samme år på kortfilmen Sidste udkald, hvor han medvirker som skuespiller), som prisme beskriver Erik Steffensen, hvordan året 1984 blev et vigtigt vendepunkt i Lars von Triers kunstneriske udvikling. Steffensen viser, at von Trier blev inspireret af samtidens billedkunst og udviklede et særligt visuelt filmsprog med fokus på komposition, symbolik og stemning. På den måde bliver 1984 som et udgangspunkt i Von Trier filmiske univers et "prisme", som giver en dybere forståelse af hans senere værker. Værkerne er en kæde, der hænger sammen.

Bogens mange illustrationer gør oplevelsen meget fysisk og sanselig. Man læser ikke kun teksterne; man ser dem. Øjnene vandrer mellem reproduktioner af malerier, skulpturer og fotografier, og langsomt opstår en samtale på tværs af århundreder. Friedrich taler med von Trier. Hammershøi svarer igen. Munch lægger endnu et lag til fortællingen.

Det er en bog, der kræver tid. Ikke fordi den er vanskelig, men fordi den inviterer til langsomhed og det skal læses som en kvalitet, der næsten føles radikal i en tid, hvor billeder normalt passerer os på få sekunder.

Det mest interessante ved På hvis skuldre er måske, at den ikke alene handler om Lars von Trier. Den handler også om os som beskuere, især fremkaldt af Knausgaards essay. Om hvordan vi lærer at se. Om hvordan ét billede kan leve videre i et andet. Om hvordan kunst aldrig opstår isoleret, men vokser frem gennem generationers blik på verden. Og måske den største kompliment, man kan give en kunstbog: Den får én til at gå tilbage til kunsten.

Når kroppen nægter

Hvor punken ofte bliver reduceret til guitarstøj, pærepunk, sikkerhedsnåle og postkort fra 1970’ernes London, insisterer både udstillingen og bogen, der bærer samme titel, Ulydig – kroppen i punk, på noget mere interessant: nemlig at punk i lige så høj grad udspillede sig på kroppen som i højttalerne. I det iturevne tøj, det aggressivt stivede hår, den udsmattede makeup, læderet, kæderne, poseringen, blikket. I viljen til at se forkert ud. For grim, for højlydt, for seksuel, for meget.

Ulydig – kroppen i punk
Redaktør: Marie Arleth Skov
272 sider, rigt illustreret
Dansk og engelsk version
Pris: 300 kroner
Forlag: Marrow Press
Udgivet som bog/katalog til udstillingen Ulydig – kroppen i punk på ARoS Museum of Modern Art, Aarhus, 27.06–13.12.
Af Troels Laursen

Punk var aldrig bare en lyd. Den var en måde at stå, se ud og tage plads på. En måde at gøre kroppen til et oprør i sig selv. Det er den tanke, ARoS tager fat i med Ulydig – kroppen i punk, der ser punken som mere end en musikgenre: som en æstetik, en kropspolitik og en kunstnerisk strategi. Til den udstilling er bogen Ulydig – kroppen i punk udgivet, og det er den, det drejer sig om her, for den er langt mere end et udstillingskatalog. Den er et selvstændigt værk, et fysisk og billedrigt arkiv over punkens kropslige oprør og resultatet af et flerårigt forskningsprojekt.

Bogen samler bidrag fra førende internationale forskere, kunstnere og tænkere og bevæger sig fra punkens grafiske sprog og tatoveringer til feminismer, maskuliniteter, queer-erfaringer, punk i DDR samt forbindelserne mellem punk, surrealisme, seksualitet og vold. Dermed udvider publikationen fortællingen om punk fra en musikalsk ungdomskultur til en kunstnerisk, social og kropslig revolution.

Punken var en måde at tage plads på. En måde at gøre kroppen til en fornærmelse mod det pæne, det velopdragne og det socialt acceptable. Sort makeup, hundehalsbånd, plastfrakker, bondagebukser, piercinger, smadret hår og et blik, der helst skulle få omgivelserne til at trække sig en smule tilbage. I bogen bliver kroppen selve punkens vigtigste materiale: det sted, hvor smerte, vildskab, begær, aggression og sårbarhed kunne tage form. I stedet for endnu en nostalgisk fortælling om 1970’ernes London og punk som rockmyte insisterer Ulydig på at læse punken som en kropslig og kunstnerisk praksis.

Samtidig placeres punken i en kunsthistorisk linje fra dadaisme og surrealisme til performancekunst. Det kan lyde som den slags museale ophøjelse, der i værste fald steriliserer det, den vil hylde. Men her giver det faktisk mening. Punkens chokæstetik, dens hang til det groteske, det teatralske og det seksuelt tvetydige, dens dyrkelse af grimhed og overskridelse peger netop ud over rockhistorien og ind i en længere tradition for kunstneriske angreb på smag, orden og autoritet. Når punkere gjorde sig selv til levende kollager af læder, mascara, affald, fetich og vrede, var det ikke kun stil. Det var en måde at gøre sig ulæselig på i en verden, der hele tiden kræver, at kroppen skal være pæn, produktiv og entydig.

Knorr og Richon: Vortex 6 (1976)

To fotos af Cornelia Schleime, der begge bærer titlen Selbstinszenierung, Bondage fra 1982, viser også, at punken trak på kunsthistoriske traditioner som dadaisme og surrealisme. Fra Frida Kahlos brug af tornegrene om halsen i sine selvportrætter til René Magrittes The Lovers, hvor de elskende midt i kysset er dækket af et stykke stof, så de synes at lide af luftmangel, handler selviscenesættelsen om at vise det indre i det ydre, så både den eksistentielle og fysiske smerte kan ses og føles. Noget lignende findes hos den samtidige Hans Henrik Lerfeldt, hvis kvindeskildringer ofte er dækket af reb eller et stort insekt.

Artiklen “Maskulin? Feminin? Det kommer an på situationen” af Camilla Skovbjerg Paldam fremhæver også forbindelser til queerkultur, feminisme og alternative fællesskaber, og det er afgørende. For hvis punk kun reduceres til vrede unge mænd med guitarer – som i Pennie Smiths foto af guitaristen Paul Simonon på coveret til The Clashs London Calling, mister man det måske mest radikale: at punken også var et rum for kroppe, der nægtede at være kønnede, seksuelle eller sociale på den rigtige måde.

Punkens krop var et opgør med alt det, der skulle være pænt, disciplineret og socialt acceptabelt. Den gjorde sig selv til fejl i systemet. Ikke bare som provokation, men som en måde at nægte at passe ind på. Kroppen blev et lærred for vrede, begær, sårbarhed og selviscenesættelse – et sted, hvor identitet ikke var noget givet, men noget, man kunne flå fra hinanden og samle igen. Der var også kroppe, der var mere ”crip”, så den skæve og handicappede krop fik sit rum og sted. Det var mere end bare et symbol på oprør, men et sted, hvor køn, seksualitet og identitet kunne forhandles, udfordres og opfindes på ny.

Og sjovt nok ser det ud, som om det mest gjaldt mændene dengang. I hvert fald når man ser fotomaterialet i bogen. Her er det faktisk kun mænd, der skildres androgynt og som seksualiserede kroppe.

Hagen

En fin artikel af Alexander Pehlemann handler om punken i DDR og om Nina Hagen fra Vesttyskland, der pludselig fremstod meget anderledes i den grå, standardiserede DDR-offentlighed. Et foto af York der Knoefel, In der U-Bahn – med Sven Marquardt (der også var modefotograf og dørmand ved berlinerklubben Berghain) og en VoPo-statspolitibetjent i metroen – er et af de billeder, hvor de to kigger hver sin vej, så man nærmest fornemmer, tre år før Murens fald, at det må ske lige om lidt.

Det mest interessante ved Ulydig er derfor, at den tager punkens krop alvorligt som politisk form. Ikke bare som provokation, som den ældre generation dengang ikke forstod og enten omtalte som sindssygt eller bare rystede på hovedet ad, men som et sted, hvor identitet kunne skilles ad og samles på ny.

Set i det lys handler Ulydig – kroppen i punk ikke kun om en subkultur fra fortiden. Den handler om kroppen som kampplads. Om stil som modstand. Og om den særlige kraft, der opstår, når mennesker nægter at være læselige, velopdragne og nemme at placere.

Både bogen, der i øvrigt er i et fedt udstyr og med såkaldt: udenryg, så dens råhed, passer så fint med emnet og resten af layoutet.  

Også udstillingen i øvrigt anbefales naturligvis også. 

Lidt om udstillingen:
Udstillingen samler omkring 130 værker fra Storbritannien og Øst- og Vesteuropa og følger punkens vej fra London til især Berlins subkulturer. Film, fotografi, fanzines, smykker, plakater, polaroider og performanceprægede værker viser, hvordan kroppen blev brugt til at undergrave magtstrukturer, udfordre kønsroller og sabotere forestillingen om, hvordan et menneske burde se ud.

Da spejlet blev forvandlet

Hanne Sylvest Lassen
Forvandlet spejl
Forlaget Læselyst 2026

Af Carina Wøhlk
Lille spejl på væggen dér. Mon ikke mange kender til at kigge i spejlet og forundres over det forvandlede spejlbillede: Hvor kom den dybe fure, den løse hud, det grå hår fra? 

I bogen Forvandlet spejl, som er Hanne Sylvest Lassens debutroman, ser hovedpersonen Hervør tilbage på et pige- og kvindeliv fra 1950’ernes barndom og frem til nutidens seniortilværelse. Hun møder med åbent blik den rynkede pige i spejlet og insisterer på at favne alle livsfaser ved at “vralte oprejst/ skubbe rollatoren foran mig/ som var den en barnevogn”. 

Hervør vokser op i en kernefamilie med forældre og to søstre. Alt virker umiddelbart harmonisk. Men efterhånden som læseren bevæger sig frem i fortællingen, står det klart: Overfladen er ved at krakelere.

Forældrene har ikke et lykkeligt samliv. Faderens “uophørlige utroskab” udløser det, som gentagne gange betegnes som “balladen”; en ballade, der påvirker Hervør i sådan en grad, at familielægen på et tidspunkt vælger at indlægge hende for at give hende et mentalt pusterum. 

Pludselig giver Leonard Cohen citatet i bogens begyndelse mening for læseren: “It’s Father’s Day and everybody’s wounded”. Der er ingen tvivl om, hvem der har påført Hervør det største grundsår.   

Det genkendelige drama

Det ender, som det må ende - med et endegyldigt brud mellem forældrene. Faderen får en ny kone og et nyt kuld børn - mens forholdet mellem ham og Hervørs mor er ved det gamle. 

Efter skilsmissen bliver børnene taget som gidsler i forældrenes videre stridigheder. Som når moderen skriver til sine døtre en sommer: “Jeg har ikke faaet penge fra jeres far endnu…I maatte gerne få hver 10 kr.…men jeg har kun lige til billetten…Kan I ikke faa af far…?”.

Hele dette betændte skilsmissedrama er genkendeligt. Det kan både forældre og børn - ja, spejle sig i. Også anno 2026.  Læseren forstår udmærket Hervørs frygt for “at komme til at skubbe sin mors bitre godstog ind foran verden”. 

Ud over skilsmissen og dens følger skildrer bogen helt stilfærdigt de øvrige tab, som Hervør må gennemleve - og som hører menneskelivet til fra vugge til grav. Heriblandt den ubønhørlige aldring, som ethvert menneske, der lever længe nok, må lægge krop og sind til.

Med en vis selvironi deler den ældre Hervør det spejl, som hendes børnebørn holder op foran hende: "Min datter siger at mit barnebarn siger/ at hvor er mormor begyndt at gå langsomt/ vel er jeg ej!/ jo jeg er/ fuck” (se s. 156). Det erkendelsesskred rammer lige i solar plexus.   

En særlig form

Forvandlet spejl har en særlig form. Bogen veksler mellem erindringsglimt, breve og digte. Nogle af digtene har karakter af jordnære dagbogsnotater. Andre har poetisk kraft og kvalitet.

Især brevene, hvoraf de fleste er skrevet af Hervørs far, er tankevækkende. De minder - som bogen i sig selv - om tidens gnavende tand;  om en kunstart, som er uddød og erstattet af mails og sms-er. Og så giver de et indblik i en skilsmisseramt forælders frustration over et følelsesmæssigt felt, som er vanskeligt at navigere i.        

Trods temaer som brud og aldring er tonen i bogen nærmest distanceret. Det er, som om forfatteren sætter en ære i en fjerlet berøring af de eksistentielle smertepunkter. Tekststykkerne er korte - både de prosaiske og de poetiske. Skriftstørrelsen er behageligt stor. Alt i alt tilbyder bogen en fin læseoplevelse med mulighed for spejling.    

Forvandlet spejl prydes af en sigende forsideillustration, skabt af Marie Hvid-Olsen. Illustrationen stemmer læserens sind og sporer ind på bogens bærende emner.   

Den subjektive isme om det hele menneske

Symbolismen
Det poetiske bureau nr. 34
Ca. 500 sider, illustreret

Af Jakob Brønnum
Det poetiske bureaus tidsskrift har gennem årene leveret mange spektakulære numre, men nummer 34 om Symbolismen, der udkom i slutningen af i fjor, tager nok prisen. Det er et gigantisk nummer af tidsskriftet, hundredvis af sider af tekster, som har konkret eller overført udgangspunkt i slutningen af forrige århundrede i en kunstnerisk retning indenfor litteratur (og billedkunst), som er lige så svær at gribe om som dens navn antyder.

Man kan glæde sig til tekster af Stefan Mallarmé og Paul Verlaine, som i hvert fald for undertegnede er centret af den poetiske tanke symbolismen udtrykker.

Når man interesserer sig intenst for litteraturhistorie, kan man nogle gange få ismerne galt i halsen. De blev præsenteret for en som afgrænsede størrelser i skolen, selv om senere beskæftigelse med det netop viser sig at det er de ikke, de glider ind i og over hinanden og optræder ofte samtidig i en enkelt tekst.

I det fyldige forord skrevet af Freddy Hagen kan man læse en subjektiv indføring og introduktion til antologien, der opfatter symbolismen bl.a. som en reaktion mod den franske poesis noget stive retorisk tradition. På den måde kan man iagttage et åndsfællesskab med den såkaldt Prærafaelitiske malerskole, hvor man vil gøre op med en stivnet akademisk tradition i maleriet, der har opfattet Rafaels stilsikre perfektion alt for bogstaveligt.

Bogen er opbygget med de nævnte digtere i fyldigt udvalg, men peger både frem og tilbage og finder beslægtede værker hos Victor Hugo, Nerval, Baudelaire, Poe og Rimbaud, Hyusmans og rigtig mange andre. Danske symbollister som Johannes Jørgensen og Sofus Clausen er også repræsenteret, ligesom den belgiske dramatiker Maeterlinck og stemmer fra den spansk-portugisiske verden, hvor Ruben Dario repræsenterer den sydamerikanske symbolisme.

Det er her, det bliver meget subjektivt, det med ismerne, for selvom f.eks. Ruben Dario jo af Pablo Neruda blev kaldt kontinentets dybeste stemme og selvom han er en helt fantastisk digter fra årtierne omkring det forrige århundredes begyndelse, kunne man være gået i mange andre retninger og stadig fanget op, præcis hvad det er symbolismen gør. Dens forfattere skriver moderne digte. Den kaster sig ud i en modernisme, hvor man under ansvar for sig selv og kunstens eviggyldige øjeblik, selv bestemmer form og indhold.

Man kan fæstne modernismens lyriske oprindelse hos Baudelaire, der jo også er repræsenteret i udgivelsen, ikke på grund af formen, men på grund af indholdet, hvor jeget agerer fuldstændig frit som et storbymenneske, eller man kan fæstne det hos den delvis samtidige Rimbaud på grund af hans fuldstændigt frie formsprog.

Men det er svært at overse at det netop var de digtere, jeg først nævnte, særligt Mallarmé, som når dette tidløse moderne øjeblik, hvor verden står helt stille, i sin egen ret og alligevel formet af den menneskelige evne til at lade sprog, symbol, verden, krop, tanke og omverdenen smelte sammen i en stadig bevægelse, vi kalder liv, tilværelse. Det der bliver sat fri af symbollisterne, er samtidig modernismens motorrum. (Og jeg minder her om den banalitet, at modernisme og modernitet er to vidt forskellige begreber). 

Bogen rummer enkelte digte af symbolismens fjerne arvtagere blandt Det poetiske bureaus forfattere nemlig bl.a. Henrik S. Holck, Alexandra Carnera og Søren Kristoffersen.

Tidsskriftsantologien Symbolismen er propfuld af tekster, man ikke kan gøre sig færdig med, der er 500 sider af en salig blanding mellem lyrik og faktatekster. På samme måde som symbolismen introducerer den fordomsfrie subjektivisme i kunsten, hvor jo først de efterfølgende ismer som futurismen for alvor ser moderne ud, er det også en forlagsmæssigt subjektiv antologi. Foruden at give et dybdegående rids af symbolismens kunstneriske opkomst og udtryk, viser den tydeligt forlagets egen udgivelsesmæssige samklang med symbolismen. Mange af de repræsenterede forfatterne er udkommet på Det poetiske bureau i endnu fyldigere udgaver.

En mageløst fin indspilning af Mozarts Hornkoncerter

Mozarts Hornkoncerter
Manchester Camerata, Gábor Takács-Nagy
Michaek Owen (horn)
Chandos

Af Jakob Brønnum
Manchester Camerata, dirigeret af Gábor Takács-Nagy og med Michael Owen, BBC Symphony Orchestras solohornist har indspillet samtlige Mozarts fire hornkoncerter i en indspilning på Chandos, der fylder mig med begejstring, en uforklarlig fryd, der synes at blive hængende. Det er sådan noget musik gør indimellem, selvom det ikke sker særlig ofte.

Faktisk skete det, mens jeg kørte på cykel, hvor jeg hørte en omtale af den nye udgivelse i BBC radio 3’s must-hear, sene eftermiddagsprogram In Tune. Alle ordbilleder, man kan sætte på det, vil formindske oplevelsen.

Når jeg lytter til den under kontrollerede omstændigheder, må jeg konstatere, at den vil afløse Karl Böhm og Wiener Philharmonikernes indspilning med Gert Seifert (DG 1978), som den primære indspilning i mit personlige musikbibliotek. Det er en mageløst fin indspilning, hvor Mozarts får lov at træde frem, helt fri for historiens til tider lidt vel omklamrende æstetiske excesser og præsenteres for et andet publikum i en ny tid.

Nu kan det måske være nødvendigt med en parentetisk indskydelse, men der er nogle værker, som på grund af deres uforklarlige kunstneriske og menneskelige dybder og musikalske kraft, har en særlig plads i ens musikliv. Det er f.eks. Mozarts Strygekvintetter, Beethovens Symfonier, klaversonater og strygekvartetter, Mozarts sidste seks symfonier, Händels Messias, Brahms, Tjajkovskijs, Mahlers og Shostakovich symfonier, Bachs passioner og vitterlig en en stor mængde andre kompositioner, som bliver en slags følgesvende for en. Til disse hører også Mozarts Hornkoncerter, og når man ellers en sjælden gang kan nå ind til sig selv og mærke efter, forstår man at det er en gave, at man kender disse værker og kan udforske dem i årtier, for de har altid mere at give.

Så må man undersøge, hvad det er, der gør sådan et indtryk ved Manchester Cameratas nye indspilning. Den første iagttagelse, man gør, er letheden og gennemsigtigheden i ensemblespillet, der på en særlig måde gør plads til solisten, og hele tiden, gennem dynamiske variationer med næsten umærkelig gestik, bygger op til ham.

Strygerpassagerne på vej ind i udviklingsdelen af 1. sats i den første koncert er nedtonede med den mest imponerende indføling og med en frasering så præcis, at de får tildelt og indtager en selvstændig plads i værkets kunstneriske udsigelse, der på en måde overgår den plads, de var tiltænkt i klassikkens formsprog. Men som kan være nødvendigt for en moderne lytter, der har mistet indsigten i dette formsprogs funktion og opfatter det som lidt stift og konventionelt.

Ind i alt dette lægger sig så Michael Owens lige så skarpe og tilbageholdt undersøgende fraseringer, der resulterer i satser, fulde af overraskende momenter, ikke mindst en piblende humor.

Andanten i den 2. hornkoncert er åndeløst spændende udført. Tempoet sænkes mod slutningen at satsen, hvad der sjældent er vellykket fordi det romantiserer unødigt, men her åbner det for en verden af ren musik og tonernes frie vandring rundt i et moderne musikalske kosmos, og satsen rinder ud på en måde, der virker som om det ikke er en komposition, der holder op, fordi planen er udført, men fordi der kunstnerisk set ikke er mere at sige. Det er et eksempel på, hvordan musikerne når ind til Mozarts perfektion uden omsvøb.

Finalen er en af de mest genkendelige satser i de fire hornkoncerter, og her bliver den opført uden den bravour-fornemmelse, der næsten altid var med de store historiske indspilninger som Böhm og Karajan/Dennis Brian eller Tuckwell/English Chamber Orchestra. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Ingen af de store indspilninger når Mozarts fundamentale kvaliteter som denne gør, skønt vi i mellemtiden har fået Harnoncourt/Hermann Bauman, der gør et bevidst og godt forsøg.

Hvad kan forskellen være på de klassiske indspilninger og denne nye med Manchester Camerata, Gábor Takács-Nagy og Michael Owen? En slags lydhørhed. En ny tidsalder, hvor Mozart ikke er kronjuvelen i den musikalske kultur, men den uopdagede diamant langt nede i kulminen. Hør her, siger fortolkningen med stort musikalsk autoritet: ”Nu skal I få en musikoplevelse, I aldrig glemmer. I vidste ikke at den centrale wienerklassik kunne være så naturligt charmerende, vel? Uden forstillelse, uden pral, uden forfængelighed.”

Og så indrømmer jeg, at fordi Mozart er ufatteligt geni, hvis musik er perfekt, ikke ”simpelthen fuldstændig perfekt” eller ”totalt perfekt,” bare perfekt, og fordi fortolkningen er så tilbageholdt indfølende, er jeg kun kommet dertil, hvor man har skrabet lidt i overfladen. Men det bliver bedre efterhånden, for den afløser som sagt min hidtidige foretrukne indspilning.

Dette er ikke en bog – der er mere på spil

"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" kan læses som en poetisk undersøgelse af kærlighed, identitet og menneskelig erfaring. Gennem et samspil mellem tekst og tegning skaber Maya Peitersen et værk, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi, krop og tanke, jeg og den anden konstant forskydes. Og værket er ikke en fortælling med én bestemt mening, men den er en flot invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik

Maya Peitersen:
Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud
96 sider, med tegninger og originalgrafik, 230 kr.
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" er ikke en bog, der lægger sig op ad den traditionelle roman. Der er ikke et tydeligt handlingsforløb, en hovedperson eller en klassisk konflikt. I stedet møder læseren et poetisk og kunstnerisk univers, hvor tekst og tegning arbejder sammen om at undersøge menneskelige erfaringer.

Bogen kan læses som en refleksion over kærlighed, begær, identitet og den måde, vi skaber billeder af os selv og hinanden på.

Allerede titlen peger i retning af en kærlighedserklæring. At sammenligne et menneske med "et ungt slankt skud" fremkalder forestillinger om vækst, skønhed, skrøbelighed og livskraft. Her knyttes mennesket og dets krop til naturen og antyder, at kærlighedens blik ikke blot beskriver den elskede, men også forvandler vedkommende til et poetisk billede.

Titlen kan samtidig ses som en henvisning til den antikke digter Sappho, (630–570 f.Kr. boede på den græske ø Lesbos). hvis kærlighedsdigte ofte bruger naturmetaforer til at beskrive begær og forelskelse, og det særlige ved Sappho er, at hendes digte ofte er skrevet i første person og beskriver intense følelser meget direkte.

Hvor mange andre antikke værker handler om helte, krige og guder, handler Sapphos poesi om menneskelige relationer og følelsesliv. Et af hendes mest berømte digte beskriver, hvordan forelskelse påvirker kroppen:

Han forekommer mig at være guderne lig,

den mand, der sidder overfor dig

og lytter til din blide stemme

og dit fortryllende grin.

 

Det får mit hjerte til at slå vildt i brystet.

For når jeg et øjeblik ser på dig,

kan jeg ikke længere sige et ord,

men min tunge brydes sammen.

 

En fin ild løber straks under huden,

med mine øjne ser jeg intet,

mine ører summer,

 

sveden bryder frem over mig,

jeg bæver,

jeg bliver grønnere end græs,

og jeg synes næsten, jeg er ved at dø.

(fra Fragment 31)

Her beskrives kærlighed ikke som en tanke, men som en fysisk erfaring, der mærkes i hele kroppen. Netop denne forbindelse mellem begær, sansning og kropslig erfaring har inspireret mange moderne kunstnere og forfattere.

Sapphos digte er også kendt for deres naturbilleder. Hun sammenligner ofte mennesker med blomster, frugter eller unge planter. Ligesom i Maya Peitersens titel Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud og således at beskrive den elskede gennem billeder fra naturen.

Begge kunstnere arbejder med poetiske billeder, kropslig erfaring, begær og kærlighed som noget, der både er smukt, foranderligt og svært at fastholde i almindeligt sprog.

”Jeg giver mig god tid nyder din utålmodige

Bedende venten jeg holder dig nede med

Min vilje alene i hvad du klagende

Betegner for mig som evigheder”.

Et centralt træk ved bogen er, at grænsen mellem virkelighed og fantasi hele tiden opløses. Teksterne bevæger sig mellem konkrete situationer, drømmeagtige billeder og indre forestillinger. Som læser bliver man derfor usikker på, hvad der faktisk sker, og hvad der foregår i bevidstheden hos det talende jeg. Denne usikkerhed er et billede på den menneskelige erfaring. Når vi elsker, drømmer eller længes, oplever vi verden gennem vores følelser. Virkeligheden bliver farvet af fantasier, håb og minder. Bogen viser dermed, hvordan mennesket aldrig møder verden helt objektivt, men altid gennem et subjektivt filter.

Kroppen spiller en vigtig rolle i værket. Følelser, tanker og begær beskrives ofte gennem kropslige billeder. Kroppen bliver ikke blot et fysisk objekt, men et sted hvor erfaringer opstår og lagres.

"Vild færd gennem rygsøjlen

Hjernen opløses og strømmer amorf

Dyb violet bag min pande jeg brydes i

 farveorgiet og svøbes i lag af blødtmørke”

 

Her kan kroppen forstås som en vej til erkendelse. Hvor traditionelle fortællinger ofte fokuserer på tanker og handlinger, viser Peitersen, hvordan kroppen også "tænker". Sanser, stemninger og fysiske reaktioner bliver måder at forstå verden på. Dermed udfordrer bogen forestillingen om, at rationalitet alene kan forklare menneskelivet. Et andet vigtigt tema er identitet. I bogen fremstår identiteten ikke som fast og stabil. Stemmer, perspektiver og roller glider ind i hinanden, og læseren får indtryk af, at mennesket hele tiden er under forandring.

Dette kan ses som en kritik af moderne samfunds forventning om, at mennesker skal definere sig selv klart og entydigt. Peitersen viser i stedet identiteten som noget åbent og bevægeligt. Mennesket består af mange lag, modsætninger og muligheder, som ikke nødvendigvis kan samles til én enkel fortælling.

Kunstværker i bogen

Bogens tegninger er ikke blot illustrationer af teksten. De fungerer som selvstændige kunstneriske udsagn. Hvor sproget nogle gange bliver abstrakt eller drømmeagtigt, tilbyder billederne nye måder at forstå værket på.

Samarbejdet mellem tekst og billede understreger, at ikke alle erfaringer kan udtrykkes med ord alene. Nogle følelser og stemninger må sanses eller opleves visuelt.

Derfor bliver læsningen af bogen også en fin sanselig og æstetisk oplevelse, hvor betydningen opstår i mødet mellem forskellige kunstformer.

Og bogen undersøger på den led, hvordan vi gennem kærligheden forsøger at forstå andre mennesker, samtidig med at vi uundgåeligt projicerer vores egne ønsker og fantasier over på dem. Bogens vigtigste budskab er, at mennesket ikke kan forstås gennem faste kategorier eller enkle forklaringer.

Vi lever i et felt af følelser, billeder, drømme og relationer, hvor betydningen hele tiden er under forandring. Netop derfor bliver værket ikke en fortælling med én bestemt mening, men en invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik.

 

Faktaboks:

Maya Peitersen er en kunstner og arkitekt bosiddende i København.

Hun arbejder i mange medier, og hendes kunstværker bevæger sig i en surrealistisk sfære.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Akademi i 2004.

 

En af hendes performancer kan ses her:

https://www.youtube.com/watch?v=BdbaS4kz2io

Vanviddets vægt

Min hud er tung af krop
Anne Rye Andersson

88 sider
Alias Forlag 2026

Af Carina Wøhlk. 

Min hud er tung af krop. Det er titlen på Anne Rye Anderssons nyudgivne digtsamling. Og tyngden rammer læseren som en lægtehammer allerede i første digt: ”Jeg læner mig ind i min træthed/ og vågner med røde rande under øjnene” (se s. 6). Så er hovedtemaet slået an. Digterjegets længsel efter restitution er slående – og læseren mærker den helt ind i knoglerne.  

Digtsamlingen præsenteres af forlaget som en hybrid mellem prosa og lyrik. Prosastykkerne har en vis musikalitet, så læseren støder sig ikke på overgangen mellem poesi og prosa. 

I de hvidkitledes vold

Som titlen angiver, er der megen krop i teksterne. Og kroppen er stærkt udfordret. Intet censureres bort. Prut, hikke, dårlig ånde. Alle de kropslige uddunstninger og lyde er dybt forbundet med sindet. Det digteriske jeg kæmper med psykisk sygdom og lider, ”nu hvor vanviddet har mig” (se s. 76).

Bogen tegner et forstemmende billede af sygdommen og de medicinske bivirkninger. Digteren formår at vise, hvad det vil sige at være i de hvidkitledes vold: ”Lægerne siger/ du fejler ikke noget alvorligt/ lægerne siger/ du er et spændende tilfælde/ lægerne siger/ du må acceptere din træthed/ lægerne siger/ det har vi aldrig set før…” (se s. 34),  Det repetitive ”lægerne siger” betoner de mange tomme ord, som sundhedsvæsenet kan være leveringsdygtigt i – i mødet med patienter, som ønsker handling, lindring, bedring af livskvalitet.     

Træghed og træthed

Digteren skriver med en træghed, der tjener til at illustrere en lammende træthed. Det digteriske greb er at beskrive dagligdags gøremål ned til mindste detalje.  Alt går pinefuldt langsomt – i en sådan grad, at digterjeget ”trækker sneglespor efter mig” (se s. 12). Selv små ting virker nærmest uoverstigelige: ”En dag er et marathon opdelt i/ lur/ tøjvask/ opvask/ lur/ gåtur/ støvsugning/lur…” (se s. 22).

Mor og kæreste som psykisk syg

Midt i medicindøsen får digteren øje på sin søn, der med ét er blevet ”en tænksom ung mand med en størrelse 46 i sko" ( se s. 26). Hvordan skete det lige? Et blink med øjnene, og så er et barn ved at blive en voksen. Den erkendelse kan ramme alle forældre. Men hvordan er man mor som psykisk syg? Hvordan kan man løfte ansvar og pligter, når man dårligt kan løfte en lillefinger? 

Og hvordan er man kæreste? Den sygdomsrelaterede inerti må uvægerligt påvirke intimsfæren og seksualiteten: ”Min liderlighed hvor er den…/ jeg føler mig som et halvt menneske…/er det sådan her det føles at være aseksuel” (se s. 41).  

Lys i mørket

Den psykisk syges virkelighed fremstår tung og sort. Og så trænger der alligevel en kile af lys ind i mørket. Pludselig er noget ”tændt i mig/ et slags håb…” (se s. 55). Hvorfor? Jo, fordi ”pillerne er begyndt at virke…/M kigger på mig fra et andet sted/ Velkommen tilbage/ vi tager turen igen om et par år” (se s. 85). For en stund lettes det digteriske jeg for vanviddets vægt.   

Anne Rye Andersson, som også er billedkunstner, har selv illustreret sin dybt personlige bog. Billederne er dystre og afspejler den tyngde, som læseoplevelsen er ved at segne under.   

Al den skønhed er en straf

Ersi Sotiroupolos
Tiltrækning andetstedsfra
156 sider
Oversat Anders Olesen
Jensen & Dalgaard

Af Jes Nysten
Denne lille umiddelbart beskedne udgivelse består af 15 kortprosatekster af den græske forfatter Ersi Sotiropoulos. Det er den første udgivelse af hende på dansk, og jeg havde aldrig hørt om hende, før jeg fik denne bog i hånden. 

Det er som nævnt en beskeden lille bog, man sidder med i hånden - ca 150 sider. Men allerede fra den første teksts åbningsætninger er man totalt fanget og kommer ikke ud af stedet, før man lettere fortumlet lukker bogen. Sunder sig og siger højt “hvad var lige dette her?”

Nu har jeg så sundet mig. Den første tekst “Sommer med Anna” åbner på denne måde “Al den skønhed er en straf, tænkte hun, mens hun gik videre. Fuglene sang. Skyerne sejlede af sted mod syd. Længere henne skinnede en majsmark gyldent, og bag den tegne bjergryggen sig dovent mod den blå himmel. Hun lagde mærke til en sky, der hvilede på skråningen, dens hvide kontur formede sig som en liggende kvindekrop på en divan. Den sky irriterer mig grænseløst, sagde hun til sig selv. Hun fik et hosteanfald og stoppede op” (s 11)

Hvor i alverden fører dette os hen? Det er Roi, vi møder, og hun fortæller om, hvordan hun skifter navn og personlighed om aftenen, når hun har sine intime telefonsamtaler med en anonym mand. I disse samtaler er hun Anna. Men samtalerne fører ingen steder hen. 

Hun tager alene på ferie, en dreng hjælper hende hen til en café for at få en forfriskning. Han forsvinder, og hun opdager, at han har taget hendes pung. Men det anfægter hende ikke. Og det slutter “hun tænkte på barnet, pungen og derefter så hun Anna og ham. Fjernt og udvisket, som på bunden af et svømmebassin. De talte i telefon, en tynd, blodrød tråd forbandt dem som en navlestreng. Deres ansigter bølgede under det klare vand, deres munde åbnede og lukkede sig. Hun forstod ikke, hvad de sagde, men det var et smukt syn at se dem tale sammen,  som om intet var hændt” (s 22)

Dette er blot den første af 15 prosatekster, der selv i en dansk udgave har en sproglig virtuositet som gør, at man simpelthen ikke kan lade være med at nyde at blive ført gennem disse tekster fyldt med overskud og vid af en usvigelig sikker forfatterhånd.

Umiddelbart hverdagsagtige små fortællinger om ensomhed, fremmedhed, sorg, usikkerhed med hensyn til fremtiden. Men gennem alle teksterne løber der en mild og varm forundring over den “menneskelige komedie”. 

Dette kommer netop til udtryk i skrivestilen, der er alt andet end regelret og overskuelig. 

Tiden under juntaen

Forfatteren fortæller om tiden under militærjuntaen - om bl.a. bog censuren. Hvor netop en af hendes “helte”, den polske forfatter Witold. Gombrowicz’ bøger kommer til at stå som et totalt opgør med al form for kontrol og censur. Netop i hans skrivestil: “hos G har kunsten en funktion, der må betegnes som antifunktionel - den virker ikke ude i samfundet, men i den menneskelige psyke. Der eksisterer ingen planlægning uden for værket selv … De (romanerne) sammenstykkes ikke på et narrativt lærred med organiseret og beregnet struktur, fortællingen synes somme tider at stoppe op og spørge sig selv “hvor skal jeg hen”. (S 30) 

Dette er et fint spejl, forfatteren holder op for sig. For det er netop dette, der også lyser gennem hendes tekster. Denne uforudsigelighed og ikke mindst den fuldstændige faste tro på kunstens potente kraft, som kan være et “våben” mod enhver form for styring eller forloren “orden”. 

Tyranium

Den sidste tekst i samlingen “Tyranium” begynder også fuldstændig syret og dragende “Den dag, da Eliser kom farende op ad trappen til fjerde sal og jeg blev rædselsslagen ved tanken om, at Brenda kunne fare ud og begynde at trække ham ind i sin hule, og hvor han, straks han kom ind i lejligheden, slog en høj latter op og sagde, hvad er nu det med asken, kom med et søm, kom med noget is, den dag opførte jeg mig naturligvis som en god elev, uden at protestere, den slags går ikke i New York, jeg prøvede virkelig at finde et søm og noget is. Sømmet viste sig at være rillet, isbakken var tom” (s 143). 

Man er uhjælpelig fanget og må bare følge med hele vejen! Jeg har læst mig til at Sotiroupolos har et langt forfatterskab bag sig, og at hun er fast med på listen over mulige Nobelpris modtagere. 

Forlaget Jensen & Dalgaard og oversætteren Anders Olesen kan ikke roses nok for at have sat fokus på dette virkelig interessante forfatterskab. Og heldigvis har de annonceret, at der næste år kommer en af hendes romaner på dansk. 

Mellem Beowulf og Black Sabbath

Nyudsprunget fantasyforfatter med vidtspændende interesser udvider genren

Peter Béliath
Ved dette spyd skal jeg herske
Det Poetiske Bureau 2025
270 sider, 200 kr.

Af Søren Holst
Den ikke så vældigt omfattende dansksprogede fantasylitteratur er blevet udvidet med et originalt bidrag: Peter Béliath har skrevet en kvindelig krigers og høvdings hæsblæsende livshistorie i et sagalignende univers, der udspringer fra de fortællinger, forfatteren i sin skoletid hørte om kimbrernes togter sydpå. 

Men kimbrerne er kun den første af de mangfoldige inspirationskilder. Stoffet er kogt sammen med nordiske, græske og bibelske myter og gennemtrængt af motiver fra en anden af forfatterens kærligheder: Heavy metal.

De store forbilleder

Det samlede indtryk kan man godt beskrive som ’tegneserieagtigt’, hvis man vel at mærke forstår dette positivt: Der er drama og smæk for skillingen i en storladen og talentfuld opsætning. Handling og effekter går forud for beskrivelser og psykologisk baggrund. Men personerne er ikke af den grund flade eller hurtigt udtømte. Deres personligheder og indre konflikter bliver skildret igennem deres handlinger. Ganske som det er tilfældet i den klassiske litteratur, Béliath er inspireret af.

Foruden oldtidens og middelalderens værker, nævner han som forbilleder selv sværd-og-trolddom-forfatteren Michael Moorcock (som jeg må tilstå, jeg ikke har læst) og den polske Andrzej Sapkowski, hvis ”Witcher”-bøger for længst er kommet på dansk, mens hans fantastiske 1800-sider lange ’hussitiske trilogi’ om de teologisk inspirerede böhmiske oprørskrige i 1400-tallet først for nylig er oversat til engelsk (man har længe kunnet få den på tysk).

Med spænding og symbolik

Historien om, hvordan kongedatteren Heldíz af Kimbersýsla som spæd må flygte fra sit hjemland i sin oldemors varetægt, men til sidst (naturligvis) kan sætte sig på tronen, er elementært spændende og medrivende, og samtidig går der en understrøm af mytologisk præget symbolik gennem bogens skildring af, hvordan Heldiz modnes af den kæde af prøvelser, hun gennemgår. Den kombination kommer ikke som en overraskelse.

Béliath debuterer som forfatter med denne bog (og, efter at romanen udkom, også som lyriker i tidsskriftet ”Det Poetiske Bureau” nr. 35). Men man er med stor sandsynlighed stødt på ham i anden sammenhæng over de seneste 30 år eller mere, hvis man er enten musikbegejstret eller interesseret i mytologiske og religionsfaglige emner: Han har haft en lang og indflydelsesrig karriere som rockkritiker med så godt som eksklusivt fokus på heavy metal-genren. Og hans navn er i tidens løb dukket op en række steder, hvor der blev tænkt over mytologi og religiøse symboler som noget, der kan have mere end blot akademisk interesse for et menneske.

Blodige detaljer en masse

En del læsere (denne anmelder inklusive) ville formodentlig fint have kunnet nøjes med væsentlig færre detaljerede skildringer af drab, voldtægt, tortur og afhuggede lemmer end der diskes op med på romanens 270 sider – men forfatteren vil nok svare, for det første at han er ret ligeglad med konventionel god smag, og for det andet at han blot benytter en i forvejen foreliggende æstetik, som er mytens. Og i hvert fald det sidste har han ubetvivleligt ret i. At vi genremæssigt og stilistisk befinder os et sted mellem Beowulf og Black Sabbath – altså mellem myte-, saga- og eposlitteraturen på den ene side og metalmusikkens sans for nymytologisering på den anden – er forfatterens egen formulering, og den er rammende: I fx Iliaden bliver der ikke sparet på udpenslede redegørelser for, hvor spydspidsen trænger ind, og hvor på fjendens krop den kommer ud igen, når en krigers fald beskrives. Og når Snorres Edda fortæller om dværgene afstraffelse af Loke, da han bogstaveligt har tabt sit hoved i væddemålet med dem, er det heller ikke for sarte sjæle. De udpræget voldelige detaljer er gloser i et sprog eller tegn i et symbolsystem for Béliath. Og det virker.

Verdensbygningens kunst

Trods bogens overkommelige omfang har Béliath lagt et ærefrygtindgydende arbejde i at skabe en historisk, sproglig og geografisk ramme omkring det dramatiske handlingsforløb. Det er et stykke ’verdensbygning’, der kan minde om (og som sikkert er inspireret af) Tolkien. Steder, personer, guddomme, dæmoner og monstre er omhyggeligt opført i et tillæg bag i bogen, og den oversigt er til stor hjælp for læseren, hvis man ikke får lov at sidde uforstyrret og læse bogen mere eller mindre i ét hug. Hvis der bliver brug for et genoptryk – eller hvis der ligefrem skulle vise sig at være tale om første bind i en serie – ville jeg være vældig glad for et kort over bogens verden, for også geografien er udpræget symboltung. Forarbejdet er allerede gjort i den fire sider lange liste over bogens lokaliteter. Det er bare at sætte en kvik tegner på opgaven.

Den guddommelige komedie fortolket, udvidet, dekoreret

Den guddommelige komedie
Fortalt af Ditlev Tamm
Illustreret af Alexander Tovborg
248 sider, rigt ill. 400,- kr.
Strandberg Publishing

Af Troels Laursen
Den Guddommelige Komedie er ikke det vi kalder en smal bogudgivelse, den er verdensberømt og en nu er den jo heller ikke, eftersom den blev skrevet for mere end 700 år siden. 

Det er en fortælling om en ugelang vandring gennem de tre dødsriger: helvede, skærsilden og paradiset.

Og her skal det ikke handle om teksten, men illustrationer, eller måske rettere knap hundrede farvesarte kobbertryk til den, som Alexander Tovborg har givet sig i kast med. Alexander Tovborg er en af sin generations mest særegne kunstnere og er bedst kendt for sine malerier, hvis motiver på én gang er romantiske og ultramoderne.

At noget er illustreret, er jo, at en tekst er suppleret med billeder, der enten forklarer, tydeliggør eller forskønner et emne. Og disse illustrationer kan have forskellige funktioner, som forklarende, som i en brugsanvisning, der viser, hvordan et produkt samles. Eller de kan være fortolkende, som i en illustration i en skønlitterær bog, der fortolker teksten visuelt.  Eller der er tale om en dekoration, der pynter eller forskønner et layout. 

I denne udgivelse med en genfortælling af Ditlev Tamm, er Alexander Tovborgs værker lidt af det hele. De fortolker, udvider og dekorerer og forskønne bogens i øvrigt meget fine layout.

Mange tidligere illustrationer

Her er tale om en klassiker, som mange kunstnere gennem tiden har spillet op imod og med.

Sandro Botticelli (ca. 1480–1495), der lavede omkring 100 tegninger til den med pen, blæk og sølvstift på pergament, bestilt af Lorenzo di Pierfrancesco de’ Medici. Disse værker er detaljerede, elegante og tro mod renæssancens åndelige symbolik. En del opbevares i dag i Vatikanet og Berlin.

Fra bogen

Noget senere er det franske Gustave Doré (1857–1867), der nok er den mest berømte illustrator af Komedien. Hans 136 træsnit blev trykt i utallige udgaver og præger stadig, hvordan mange forestiller sig Dantes rejse, hvor stilen er med meget dramatisk lys og skygge, og nærmest filmisk. Og er meget følelsesladet, så rædslen i Inferno og det ophøjede i Paradiso er mærkbare. Dorés illustrationer følger handlingen tæt og kan næsten læses som et visuelt manuskript. Og de har inspireret film, tegneserier, spil og fantasy-kunst — fra Metropolis til Hellboy og Diablo.

Og moderne kunstnere som Tovborg og Miquel Barceló forholder sig indirekte til Dorés ikoniske billedverden. Den engelske visionære digter og maler William Blake (1824–1827), skabte en serie akvareller og graveringer, men døde inden serien blev færdig. Hans tolkning er meget mere personlig og mystisk og fuld af symbolik og energi.

Den franske billedhugger Auguste Rodin (1840–1917) arbejdede også meget intenst med Den Guddommelige Komedie. Selvom han ikke illustrerede bogen som sådan, er hele hans mest berømte værk, Helvedes port (La Porte de l’Enfer), direkte inspireret af Dantes Inferno, er det er en stor port med over 200 figurer modelleret i voks og gips, senere støbt i bronze. Og skildrer menneskehedens fortvivlelse, begær, og håbløshed – præcis som Dantes Helvede.

Den italienske kunstner Amos Nattini (1919–1941), udgav en monumental udgave i tre bind med sine egne farverige art deco-inspirerede illustrationer.

Et arbejde, der tog over 20 år. Og kan betragtes som en meget dekorativ og heroisk fortolkning af Dante.

Salvador Dalí (1950–1960), fik en bestilling af den italienske regering til at fejre Dantes 700-årsdag. Og han skabte 100 akvareller, én for hver sang (canto). Værkerne blander surrealistiske elementer med religiøs og psykologisk symbolik.

Fra bogen

Den spanske maler Miquel Barceló (2000’erne), der kendt for sine ekspressive, materielle værker. lavede en illustreret udgave af Inferno (på fransk, 2003). Hans fortolkning er organisk og kropslig, ofte med jordtoner og tekstur.

Også herhjemme har kunstnere taget kampen op, som Ebbe Sadolin (1900–1982), der var tegner og illustrator, og især kendt for sine linjetegninger i Politiken og bogillustrationer. Han lavede illustrationerne til den danske udgave af Dantes Inferno i 1940’erne (dog ikke hele værket). Sadolins stil er grafisk og enkel og han brugte sort/hvid kontraster og symbolsk figurfremstilling.

En af Danmarks mest markante bogillustratorer i midten af 1900-tallet Povl Christensen (1909–1977) lavede illustrationer til klassikere som Faust og Paradise Lost, og der findes også en række litografier og tegninger inspireret af Dante, selv om de ikke blev udgivet som komplet værk. Hans stil var ekspressiv og dramatisk, beslægtet med Gustave Doré.

Den symbolistiske maler Harald Slott-Møller (1864–1937) lavede i begyndelsen af 1900-tallet lavede enkelte værker inspireret af Dante og Beatrice-motivet, men ikke en fuld illustration af Komedien. Han hentede sin inspiration fra Dante som åndelig figur, ligesom mange symbolister i Europa.

Julius Paulsen (1860–1940) lavede malerier inspireret af Dante og Vergil i Helvede (omkring 1890–1900). Disse var enkeltværker, ikke bogillustrationer, men de viser, at Dante havde gennemslag i dansk billedkunst allerede i 1800-tallet.

Maleren Jesper Christiansen (f. 1955) har ikke lavet traditionelle illustrationer til Den Guddommelige Komedie i form af bogillustrationer eller egentlige serieillustrationer til teksten, som man ser det i klassiske udgaver. Men hans værkerindeholder referencer til Dante og især Paradiso. 

Hans malerier trækker inspiration fra litteraturens store værker, herunder Dante Alighieris Den Guddommelige Komedie, og i hans såkaldte Paradismalerier omsætter han idéer og stemningen fra Paradiso-delen til sit eget billedsprog i landskabsmotiver, der er herhjemmefra.

Og nu Tovborg

Og nu den unge Alexander Tovborg, der i sine værker ser kærlighed som en hellig kraft, ikke blot en romantisk kraft, men kosmisk. Han trækker på mytologier, bibelske fortællinger og mystik, hvor kærligheden bliver en bro mellem menneske og guddom.

I serien The Sexuality of Christ (2013) undersøger han, hvordan kærlighed og krop hænger sammen i kristendommen. Han bruger figurer som Maria, Kristus, Venus, og Eva for at vise, at kærlighed er både kød og ånd.

I hans Den Guddommelige Komedie-illustrationer ses denne energi også — de tre riger (Helvede, Skærsilden, Paradis) kan læses som en rejse fra begær til kærlighedens fuldbyrdelse. Tovborg arbejder ofte med både maskuline og feminine principper i ét og samme billede. Han ser køn ikke som modsætninger, men som to sider af samme skabende energi.

Hans farvevalg er ofte lyserød, rød, blå og guld — farver, der balancerer mellem kønnede symboler. Han bruger rundinger, spiraler og former som symbol på frugtbarhed, liv og forvandling. Værkerne kredser om moderfiguren, men også om mandlig sårbarhed og følsomhed 

Han trækker motiver fra kristendom, hinduistisk og græsk mytologi, men genfortolker dem frit. Mange figurer repræsenterer indre tilstande snarere end personer — fx kan Maria være den skabende energi, Kristus det lidende jeg, Beatrice den guddommelige inspiration. Det gør hans kunst universel og mangetydig. Det handler om køn, tro, identitet eller kærlighed, alt efter beskueren.

“Jeg arbejder med kærlighed som en religiøs og menneskelig drivkraft – noget, der binder alt sammen. Kærlighed er det sted, hvor mytologi, tro og biologi mødes.” sagde Tovborg i et interview i Weekendavisen, (2021)

Og den energi møder man i bogen. Det er ikke illustrationer som Dore, men de er meget mere åbne og de lukker op for flere oplevelser og sanselige fornemmelser midt i alle ordene. 

Der er tale om sand kunst og meget mindre illustration, der kan være som brugsanvisninger, for her er noget dejlig legende og inviterende i værkerne, så man ser mere end man læser.

En bog der bør læses og ses.

Alexander Tovborg (f. 1983) er billedkunstner, uddannet ved Kunstakademiet i København og Staatliche Akademie der Bildenden Künste Karlsruhe. Religiøse og mytiske symboler, fremstillet i naivistiske, forenklede former og indlejret i komplekse og farvestærke kompositioner optræder i hans værker som motiver på tværs af maleri, installation, skulptur, tegning, grafik og performance.

Ditlev Tamm (f. 1946) er forfatter, cand.mag., dr.jur. og dr.phil. og tidligere professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Forfatter, kommentator og samfundskritiker. Har udgivet talrige værker om dansk og europæisk historie og retshistorie, biografier, bøger om litteratur og teater og om Dante.