torsdag den 21. april 2016

Hvor der er vilje, er der liv. En filosofisk tænkepause

Søren R. Fauth: Vilje. 60 sider. 39,95 kr. Tænkepauser, marts 2016. Aarhus Universitetsforlag. Også som e-bog i PDF, EPUB, samt lydbog på da.unipress.dk

Af Erik Kock 
”Det var ikke med vilje, det var med hånden!” Et begejstret grinende ekko fra barndommen lister sig ind i skriveprocessen netop nu. Pigen skubbede til drengen så han faldt, men forsøger med ironi og humor at afværge den værste ballade. Af og til hævdes det at børn siger sandheder uden blusel, uden pli og uden tanke for konsekvenser. Det nævnte er et ganske overset eksempel. Citatet er ikke bare en leg med ord, det er en leg med ild.

Det skulle ikke undre om en af Søren Fauths i bogen omtalte sønner også engang har ytret disse ord, og at faderstoltheden straks har opfyldt forskeren. Knægten har i sin uskyldige visdom netop demonstreret at han kan håndtere både erkendelse, bortforklaring og humor i ét hug. Han ved godt at det var med vilje, og det gør de omkringstående også. Han havde først til hensigt at skubbe og løftede derefter hånden for at udføre handlingen. Men nej, ikke ifølge den tyske filosof Schopenhauer, og så skal man vogte sig; for denne mastodont i tysk tænkning har gennem mange år været Fauths helt, bl.a. taler adskillige oversættelser og indføringer i Schopenhauers tænkning deres tydelige sprog. Og forfatteren erkender da også at han ikke kan skrive en bog om vilje uden at denne filosof bliver en hovedperson.

At Fauth Jr. i den ovenfor skitserede situation er faren til behag, skyldes at han demonstrerer dybde i sin tanke. Det var med vilje, men viljen var der allerede, den kom før hensigten. Så knægten har på et helt andet plan ret alligevel. Før Schopenhauer, siger Fauth, var den gængse filosofiske position

”(…) at mennesket først og fremmest er et fornuftigt og forstandigt individ, og at viljen så at sige er et resultat heraf. Vi er med andre ord først tænkende, derefter villende.
Men ifølge Schopenhauer forholder det sig omvendt: Vi vil først og fremmest, og fordi vores vilje har brug for noget at stræbe mod, har brug for en retning, et mål, tænker vi. Vores erkendelse er et instrument i hænderne på vores vilje.” (s. 24)

Gennem bogen formidles der for fuldt tryk med allehånde indgangsvinkler og hverdagsscenarier med filosofisk perspektivering på en sådan måde, at denne nr. 37 i rækken af pocketbøgerne ”Tænkepauser”, uden besvær lever op til seriens slogan: ”Viden til hverdagen af topforskere.”
Med Schopenhauer som omdrejningspunkt og guide gennemgås menneskets vilje som det absolutte grundvilkår og som oppositionel position over for bl.a. Kant. Denne oplysningens og fornuftens ridder belyses i forhold til tanken om den fri vilje, og der inddrages pointer helt frem til moderne hjerneforskning. 

Schopenhauer
Men igen og igen lader Fauth Schopenhauer lave benspænd ved enten at vende tingene på hovedet eller ved slet og ret at udnævne mennesket som én gang for alle prisgivet sin vilje, sin egoisme og sin kannibalisme. Det er ikke kønt, men realistisk, i følge tyskeren og, må man tro, germanisten selv. Der er ikke tale om kolportering af en tænkningens darwinisme, men en udfordring til at bevæge sig så langt hen imod disse bud på indsigter som man, nå ja, har vilje til.
Det er nu ikke Schopenhauer det hele. Ud over Kant er man glimtvis på besøg i tysk litteratur- og filosofihistorie, og der garneres med franske observatører og tænkere. Det er således filosoffen René Descartes der allerede i bogens indledende sætninger modtager det første germanistiske hug ved at lide den tort at se sit hæderkronede dictum ”Jeg tænker, derfor er jeg” sparket til hjørne af omskrivningen ”Jeg vil, derfor er jeg.”
Der er dog ikke tale om nådesløse slagterier, men om en venden og drejen af vores vante forestillinger og trygge forvisninger.

Som passioneret cykelrytter konfronterer forfatteren rent privat ofte sig selv med mange udgaver af de viljeshandlinger og -ytringer som bogen behandler. Som led i en formidlingsstrategi fungerer trængslerne på den store klinge ganske udmærket. Selvironien og humoren er heller ikke af vejen, når læseren giver sig i kast med de i bund og grund uudtømmelige spørgsmål om vilje, krop og handling. Det er i bundetheden til samspillet, man kan vel lige så godt sige ’kampen’, mellem disse tre, at mennesket kommer til at stå frem. Det ultimative udtryk er viljens vilje til sig selv og viljens vilje til liv.

I bogen rejses der langt flere spørgsmål end der gives svar, og det er på sin plads, for det er som bekendt svarene der får os til at standse; spørgsmålene driver os videre.

Hvem ved, kære læser, måske sidder Fauths ”Vilje” i din lomme en dag. Men det er selvfølgelig helt op til dig selv – hvis du da ellers mener at du er i besiddelse af din egen fri vilje.

fredag den 15. april 2016

Digterens arbejde med at lytte

Poul Lynggaard Damgaard
Stedets omvendte beklædning
Forlaget PrintXpress, 2015, 113 sider

Af Jakob Brønnum
Det er en ret stor digtsamling. Den består af sansninger, poetiske iagttagelser, sammenhænge, der tydes ud af almindelige iagttagelsesfelter i dagligdagen. Det er modernistisk lyrik og det er ikke dårligt, det er et værested, sådan som al modernistisk lyrik erkender, at dens grund er væren. Digtet Storebæltsbroen (s. 30) lyder sådan her:

Grædekonen lader sine sprog sive
gennem vismandens broderede kloakker.
Fuglenes alfabet når det ikke er nok at svæve.

Det er tydeligvis i familie med Robert Corydons første fem-seks digtsamlinger, der har titler som ”Fuglespor” og ”Krybet og sommerfuglen”. Digtet Ekkodalen (s. 27) fortæller om hende, der er afbildet uden på bygningerne, og om hendes format som symbol og ikon og hendes fjernhed og samtidige nærhed, og der er det i familie med Mallarmé og den digteriske modernismens ur-idé. Vi ved ikke, hvem hun er, det er sikkert ikke en levende kvinde, eller måske er det digterens altomfavnende oplevelse af sin elskede, en kvindelighed i firmamentet.

Og når digtet Tydelig natur (s. 44) taler om ”En genvej mellem farverne,” er slægtskabet med Paul la Cours ide om sprogbilledet som opfatter det, tanken ikke kan fange i logiske formuleringer tydeligt (Fragmenter af en dagbog, s. 31).

Poul Lynggard Damgaards bestræbelse i naturen, i byen, i verden, i landskabet, i porten, i pupillerne, i morgenen, i porten, i duggen er at skrive, det La Cour kalder ”Det lyttende digt”(ibid. s. 30). Her lytter Poul Lynggaard Damgaard til ”Jagthyttens bedrag”:

Knirkende blåt
folder gangen i hytten
sig ud med snørede og
løftede skuldre, der bærer
lyset fra vinduerne med en sti
lagt i hjørnet, hvor skikkelser
sidder vendt bort på en græsmark (s. 80)

Det skulle ligge mig fjernt at nedgøre disse fine tekster, fordi de ikke indeholder fremmedgørelse, psykisk afmagt og vold, opbrudte sansninger, omverdenens splintrede, blodige spejl. Vurderer man lyrikken på, om den spejler en bestemt fragmenteret tydning af en bestemt fragmenteret livsstil i en bestemt fragmenteret sen-kapitalisme med en bestemt fragmenteret fremmedgørelse, man postulerer som nærvær, falder man i samme grøft og gør litteraturen til et modespørgsmål som alt andet, dikteret som alt andet af reklamebranchen og de globale butikskæder og den jargon, de genererer i ungdomskulturen og dens afsmitning på den samtidige digteriske sansning. Poul Lynggard Damgaards sansning ligger et andet sted.

Personligt hælder jeg i en vis forstand til denne type bestræbelser, at se forvandlinger, fremtrædelser og tydninger i naturen og i verden, fordi jeg synes, at den idealisme (den filosofiske idealisme, altså), der ligger i Paul la Cours på (alt for) mange punkter patetiske poetik, åbner for muligheden for et møde og en bevægelse i den menneskelige bevidsthed, der er sandt og tidløst, men jeg synes digteren her burde udfordre sig selv til at skabe større helheder, kaste endnu en metafor efter den der bro og se, hvad der sker.

Eller som Paul la Cour siger det (s. 30): ”Hvor underligt, at Digtet, som udsiger, ogsaa maa forholde sig lyttende. Dets storhed var det, hvortil det lyttede.”

mandag den 4. april 2016

Verdens stilhed efter Lars Gustafsson

Verdens stilhed før Bach

• Fra digtsamlingen af samme navn (1982), her oversat af Jakob Brønnum efter 2. bind af de samlede digte, ”Där alfabetet har tvåhundra bogstäver”, Natur och kultur 1992, paperback 1994, e-bog april 2016. Ved Lars Gustafssons død april 2016

Der må have været en verden før
Triosonaten i D, en verden før a-mol-partitaen,
men hvordan var den verden?
Et Europa af store tomme rum uden genklang
overalt uvidende instrumenter
hvor Musikalisches Opfer og Wohltemperiertes Klavier
aldrig var gået over et klaviatur.
Ødselt udsmykkede kirker
hvor Påskepassionens sopranstemme aldrig
i hjælpeløs kærlighed havde svunget sig omkring fløjtens
mildere bevægelser,
store milde landskaber
hvor man kun hører gamle skovhuggere og deres økser
den friske lyd af stærke hunde om vinteren
og – som en klokke – skøjter som bider i den spejlblanke is;
svalerne som svirrer i sommerluften
konkylien som barnet lytter til
og ingen Bach nogen steder, ingen steder Bach
verdens skøjtende stilhed før Bach



fredag den 1. april 2016

Den usammenhængende sammenhæng

Forfatter: Maiken Abildgaard
De Overvågede (2.udgave 2015 - 1. udg 2013)
ISBN 978-87-93334-02-1
74 sider, Pris: 175,00 kr.
Fotos af Lars Engelgaard


Af: Morten Ranum

Kronologi
DE OVERVÅGEDE er udformet som en sagsmappe med retsakter. Hvert aktstykke er nummereret, og de er sat i næsten kronologisk orden – men ikke helt. De kun to brud på den kronologiske orden er omgærdet med mystik. Der synes ingen hverken indholdsmæssig eller æstetisk begrundelse at være for dette valg.

 

Typografi
Som skrifttype er brugt den grimme courier. Det finder ingen jo på at gøre. Langt de fleste vil end ikke vove at bruge courier som kladde. Her har netop denne skrifttype imidlertid en klar pointe. Den understreger den tørre og monotone tone og stil i bogen.

Indbinding og omslag
Bogen er indbundet i tyndt og anonymt olivengrønt pap, hvis det da ikke havde været for det mærke efter et vådt vinglas. Ringen fra glasset synes så ægte, at jeg i lang tid tror, at det er fejl på kun mit eksemplar af bogen. Jeg måtte ind på forlagets hjemmeside for at forvisse mig om, at det rent faktisk er sådan bogen ser ud og skal være.

Indhold
Aktstykkerne er usammenhængende og utydelige i deres indhold, men de handler om menneskers hverdagsliv. Om de bliver overvåget er et spørgsmål om definition. De overvåger nærmere sig selv og hinanden. Der er en slags pointe i det fragmentariske og diffuse, fordi det handler om angst og forvirring. Det er beskrivelse af liv, som bærer præg af tilfældighed og slørede identiteter.

På bogens bagside får forlagets måske smurt for tykt på, når de skriver, at bogen ”handler om skyggesiderne ved det senmoderne menneskes tilværelse” … og de slutter med at konstaterer, at den sproglige form i bogen ”skærer maskerne af, så alt det sårbare og grimme træder frem...”.

Derimod synes jeg, at bogen hele vejen skjuler, hvad der foregår. Der er ikke rigtig noget, som træder frem og bliver afsløret. Men det er faktisk også det elegante ved bogen. Den efterlader ikke læserne med nogen klarhed, men man får overført en følelse af ingenting og tomhed. Jeg føler mig fortabt i en verden, hvor intet hænger samme. Det giver ubehag, stress og uro.