tirsdag den 25. januar 2022

Ingen spørgsmål kan afklares endeligt - eller ondskaben er (måske) stærkere end kærligheden

Jakob Brønnum: ”En lille bog om ondskab og lidelse”, Eksistensen 2021, 130 sider, 150 kr. 

Af Annemette Aracama.

Søger man en filosofihistorisk gennemgang af begrebet ondskab, så er dette ikke bogen. Ikke at Brønnum undlader at tage læseren med til en række nedslagspunkter i ondskabens og lidelsens historiske og filosofiske peak performances, fra antikken og frem til det 20. århundreds store tænker Hannah Arendts dækning af retssagen mod Adolf Eichmann, men Jakob Brønnums ”En lille bog om ondskab og lidelse” tager en helt anden vej ind i begreberne, en rejse ind i hverdagslivets ondskab. 

Lad det være sagt med det samme, der er tale om en fodrejse, ind i det hverdagslandskab som du kun kender alt for godt, og den foretages ikke sjældent på glødende kul. Bogen indledes da også med følgende selvreflektion:

“Denne bog handler ikke om det, der får det hele til at hænge sammen, men om det, der får det hele til at gå i stykker.”

Gennem 35 små stationer på livets vej arbejder Brønnum sig igennem tilstande og emotioner, som vi alle kender; skam, kærlighed, frygt, forulempelsen, løgn etc. Det sker i modbilleder, altid med ondskaben, lidelsen – og ligegyldigheden som trofaste følgesvende. Eller som Brønnum selv siger det, “...at pakke råddenskaben ind i glittet papir.” Taget i betragtning at teksten, eller projektet om du vil, er vævet sammen af almene livs- og krisedefinerende øjeblikke og samtidigt udfolder de flestes konventionelle tilgang til hverdagslivet, så skal man være en hardcore selvfornægter, hvis man ikke møder sig selv på vejen. 

Det er naturligvis en vanskelig balancegang, at arbejde med billeder, der stadigt står i kontrast til hinanden, det gode og det onde, det du så gerne vil gøre, men som du ikke får gjort, fordi ondskaben og lidelsen kommer ind imellem. Det er en skrivende arbejdsform, der ikke tilbyder megen håb i form af forsonende løsninger, ingen smarte og hurtige genveje til smertelindring.  Brønnums tekst konfronterer “medløberen”, det moderne menneske der lukker sig sammen om sig selv, kældermennesket der har nok i sin egen lidelse og ikke har øje for sin lidende næste, den undertrykte kvinde, flygtningen, det glemte barn, kollegaen der opgivende bøjer nakken.  

Brønnum arbejder i dilemmaer, og det er op til læseren at komme overens med det tilsyneladende uafrystelige, ondskabens og lidelsens tilstedekomst. Når man så alligevel, ved endt læsning, ikke blot sidder tilbage med røde ører og koldsveden drivende ned af panden, så er det ikke mindst, fordi teksten selv transcenderer sine erfaringer.

Sproget har fået sin egen station på rejsen ind i ondskabens klaustrofobiske labyrinter: 

“Sproget er ligesom tilværelsen selv konstant i bevægelse. Sprog leder til bevidsthed, hvis man bruger det bevidst. Sprog leder til bevidstløshed, hvis man ikke indser dets alvor, der altid ligger i det, uanset sammenhængen//Sproget er bærer af følelser. Sproget kaster selve det usynlige livet udspiller sig i rundt mellem mennesker som tilstande...”.

Der hvor selv vores opfattelse af kærligheden må give tabt, stillet overfor destruktive kræfter, fremskriver Brønnum en ramme, hvori vi kan italesætte det universelle og evigt uafsluttede opgør mellem livets iboende lys og ondskabens bestandige tilstedeværelse. Den svenske forfatter Sara Stridsberg har et sted sagt: “Litteraturen ved, at verden er bedragerisk og umulig, og den rummer det. Den rummer os, de håbløse mennesker, og heri findes håbet.”. Brønnum synes at have samme pointe, for overalt i bogen henter han erfaringsgods fra litteraturen; Dante, Kierkegaard, Montaigne, Dylan, Moravia, Dostojevskij – og ikke mindst i W. G. Sebalds pragtværk ”Austerlitz”. Kunstens kvintessens er at lede blikket mod sandheden, ikke at afdække den. Ikke overraskende har digteren Jakob Brønnum blik for netop det. Det er i verdenslitteraturens fixpunkter ”En lille bog om ondskab og lidelse” finder en platform i formidlingen af det, som ingen løsning har. 

Jakob Brønnum

Fra mainstreamlitteraturens obskure mordere til Shakespeares Macbeth ved vi, at intet er så, på én og samme tid, nemt og attråværdigt, som at skildre den onde karakter. Kunsten er, troværdigt og bogstaveligt talt usammensat, at skildre det gode menneske. Kun få er lykkedes med det projekt. En, eller flere mere eller mindre ukendte skribenter, har givet os Jesus i Det Nye Testamente, en også litterær skikkelse, der har givet anledning til en linje af intertekstualitet kendt under begrebet kristuskonfigurationer. Det er f.eks. Tolkiens Frodo Baggins, Triers Bess McNeill og som Brønnum peger på, Dostojevskijs Aljosja fra romanen Brødrene Karamazov; 

“I Dostojevskijs roman Brødrene Karamazov rejser forfatteren en modbevægelse til den fortsatte udbredelse af lidelse og ondskab, uden dog at kunne forhindre eller standse den. Det er den yngste af brødrene, Aljosja, som hele tiden forsøger at gå ind i disse strømme af destruktive begivenheder og bremse den gennem næstekærlighed eller rettere det, man må forstå som “Kristi efterfølgelse...”//Kristusskikkelsen er så stærk, at den kan skabe mening, hvor der ingen er.”

Ingen har vel større kærlighed - og evne til at samle tilværelsens splintrede stumper sammen - end den, der villigt risikerer livet, sine endnu ubrugte muligheder, for sine venner.

Nu er anmelderi jo intet andet end en subjektiv anbefaling, eller advarsel, til en eventuel læser, der i værste fald ofrer penge og tid på det rene tidsspilde, men med ”En lille bog om ondskab og lidelse” er der efter anmelderens ydmyge mening endog meget gode grunde til at stifte et nærmere bekendtskab med en tekst om det frygteligste af alt.

onsdag den 19. januar 2022

Det centrale repertoire

Haydn – Mozart – Beethoven – Brahms
Chamber Orchestra of Europe – Nikolaus Harnoncourt
ica classics 2021, 4 CD

Anton Bruckner: Synfonie Nr. 8
Bruckner Orchester Linz, Markus Poschner
i serien #bruckner2024; Capriccio Records

Begge distribueret af Naxos Records

Hvis man er ude efter et lille sæt med centrale wienerklassiske værker og komponister, kan jeg ikke forestille mig noget bedre lige nu end CD-boksen med Nikolaus Harnoncourt (1929-2016) og Chamber Orchestra of Europe, der netop er udkommet på ica classics.

De fire CD’er rummer to Haydn-symfonier, en mellemperiode-symfoni af Mozart og den store Posthorn-serenade, Beethovens 5. og 7. symfoni, samt Brahms elegiske 4. Symfoni og nogle mindre orkesterværker af Mozart og Brahms.

Indspilningerne er fra den østrigske radios transmissioner fra en lokal musikfestival og har ikke tidligere været udsendt på CD.

Den sene(re) Harnoncourt, der vendte sig henimod det centrale wienerklassiske repertoire med de erfaringer, han havde høstet som dirigent i den ”tilbage-til-rødderne-bevægelse”, der herskede i den klassiske musik i 1980’erne, hvor man skrællede efterkrigstidens indsovsede romantiske klange bort fra værkerne og spillede dem i et højere, originalt tempo og søgte at bruge instrumenter fra den tid, musikken stammer fra.

For mig står Harnoncourts indspilninger af de nævnte komponister og Schuberts orkesterværker ved siden af hans mageløst gode indspilninger af de store kirkemusikværker, som noget af det bedste, der er lavet i flere generationer. Det virker som om de bliver bedre og bedre. Det er ikke forjaget, men tilbage i en mere kontemplativ ånd, samtidig med at det ikke er romantiseret, men har bevaret friskheden, som 80’ernes eksperimenter vakte. Fyldigt, solidt og intenst. Mere kan man næsten ikke forlange.

Haydns Symfoni nr. 100, med tilnavnet ”Militærsymfonien”, pga. noget voldsomt slagtøj midt i det hele, er blandt de stærkeste og mest hudløst nærværende fortolkninger af værket, jeg har hørt.

Med CD-boksen får man som bekendt et hæfte og i dette tilfælde et meget informativt, læsværdigt og sågar stemningsfuldt hæfte med flere dusin citater fra musikerne fra ensemblet, der havde gjort Harnoncourt til æresdirigent i 2007, om samarbejdet med ham.

Mod Bruckners 200 års dag

Bruckners 8. Symfoni er et af de mægtigste og største (og mest spirituelle) orkesterværker, der er skrevet. Ligesom hans 5. Symfoni, Brahms 1. Symfoni, Mendelssohn 2. Symfoni og mange andre er den inspireret af omfanget og anlægget i Beethovens 9. Symfoni, der 60 år tidligere sprængte alle tænkte rammer for den symfoniske komposition, som Beethoven selv havde givet sin endelig, ”modne” form med Symfoni nr. 3 tyve år før.

Bruckners 8. symfoni tager i almindelighed en time og tyve at opføre og hver af de fire store satser har noget, der gør at man for enhver pris ikke ville undvære netop den i sit musikliv. Den galopperende indledning i finalesatsen, som dirigenterne fortolker vidt forskelligt - fra det klodsede til det nærmest metafysisk elegante - de store bølger i den halve time lange adagiosats, der kulminerer i en oceanisk stilhed. Og så videre.

Frem mod Anton Bruckners 200 års dag i 2024 indspiller Bruckner Orchester Linz og Markus Poshner ikke alene alle de ni store symfonier, men alle de versioner af dem, som Bruckner (og desværre også i visse tilfælde hans elever) efterlod. Det er meget nørdet: Af den 8. symfoni er der i hvert fald fire versioner i omløb: 1887 (anvendt af Simone Young og Georg Tintner), 1890 (som bl.a. Ivor Bolton og denne indspilning med Poschner bruger), 1892-versionen, som tidligere var meget brugt, indspillet af bl.a. Furtwängler og Bruno Walter, samt Haas-versionen, den måske mest anvendte, indspillet af Karajan, Barenboim og mange andre.

Poschner
I forhold til versionerne af Bruckners 3. og 5.- symfoni er forskellene mellem versionerne af den 8. mindre og har ret beset ikke så stor betydning for den almindelige lytter. Poschsners netop udgivne fortolkning nærmer sig den letteste, mest gennemsigtigt yndefylde, jeg kan mindes at have hørt.

Hvis man skal anbefale en indspilning af Bruckners 8. til en nyligt interesseret lytter, plejer jeg af fremhæve Sergio Celibidaches fra 1990’erne med München Philharmonikerne på EMI, fordi den i sin sine steder næsten umanerlige zenbuddhistiske langsomhed nærmest blæser værkets detaljer op på storskærm så man rigtigt kan trænge ind i dets univers, fuld af mystisk og katolsk inderlighed. Jeg vil også anbefale Poschners indspilning pga. den måde den slanke orkesterklang og dirigentens åbenlyse mod til at favne hele værket i én udholdt bevægelse, gør lytningen anskuelig og opløftende for enhver. Gennem alle de 80 minutter.

fredag den 14. januar 2022

Forførende, grum og meget anbefalelsesværdig russisk samtidsroman

Romanen Familien Petrov i og omkring influenzaen (2016, da. 2021) i Lotte Jansens gode oversættelse er første roman, der er tilgængelig på dansk af Aleksej Salnikov (f. 1978). Det er et medrivende kig ind i et moderne og splittet Rusland. Ind i urgamle og tragiske darwinistiske kræfter af Dostojevskij-lignende tilsnit, som der står, hvor hverdag vikles ind i febervildelse, uvirkelighed og galskab. Det er forførende, grumt og mindst lige så anbefalelsesværdigt.


Aleksej Salnikov:
Familien Petrov i og omkring influenzaen
Forlaget Silkefyret (2021)

"Familien Petrov i og omkring influenzaen" blev i 2021 filmatiseret og udtaget til Cannes Film Festival. 

Af Rasmus Lund Nielsen
Du kender måske historien om den Russiske general, der engang i det attende århundrede truede med at begrave alle soldater levende, der blev ramt af uhelbredelig længsel tilbage til moderlandet – af den nostalgi, der dengang var et medicinsk begreb. Historien fortæller, at to-tre soldater blev offer for den grumme skæbne, før lidelsen pludselig forsvandt.

Det er også 30 år siden, USSR officielt faldt sammen, men Sovjetunionen forsvandt selvfølgelig ikke af den grund, og det er én af grundene til, at fremtidens Rusland er konservativt og nostalgisk. Det beskriver forfatteren Sergej Lebedev så godt i artiklen Fremtiden er nostalgisk.

Begge dele tænkte jeg på, mens jeg læste Aleksej Salnikovs fremragende roman Familien Petrov i og omkring influenzaen, der i 2016 udkom som føljetonroman i tidsskriftet Volga og året efter som samlet roman. Måske tænkte jeg på det, fordi Rusland klør på – på alle mulige og umulige måder – selvom fortiden hænger som en feber, der i overført forstand begraver mennesker mentalt. Følelsen er ingenlunde enestående for landet mod øst, men måske mere udtalt på grund af nationens historie. 

Det er ét spor af mange i romanen. Med alle de forbehold, der gælder, når man taler om så stort og sammensat et land.

Den forførende Artjukhin Igor Dmetrijevitj og influenzaen

Romanen følger familien Petrov i og omkring influenzaen, der hærger i Jekaterinburg på kanten af nytåret et sted i nullerne. Jekaterinburg er et industrielt og kulturelt centrum i Uran-regionen, hvor romanens forfatter også bor. Her stiger bogens hovedpersonen Petrov på en bus og bliver straks plaget af galninge. Derfra er romanens grumme tone sat. 

Der er kun en, der ikke plager ham, men ham kan Petrov så til gengæld selv ikke udstå, slet ikke. Derfor får han en trang til at plage ham desto grovere. Han bliver besat af en følelse, han ikke kan kontrollere: ”Han blev i den grad overvældet af en vanvittig, fuldstændig uforklarlig følelse, et tætpakket kompleks af urgamle darwinistiske kræfter af Dostojevskij-lignende tilsnit” (ibid.: 7). 

Salnikov
Petrov er mekaniker, tæt på de tredive, tegner sci-fi-tegneserier i smug og ligger i skilsmisse med sin kone, selvom de stadigvæk ses og i perioder bor sammen. Nu står han med influenza og feber i bussen, med en let uorden i bevidstheden. En pæn ældre mand stiger for eksempel på bussen og taler seksuelt til en niårig pige. Petrov kan ikke afgøre, om det faktisk sker, eller om feberen får det til at rable for ham (ibid.: 9). 

Eller som der står langt senere: ”Det forekom nogle gange Petrov at hans hjerne det meste af tiden var indhyllet i noget, der mindede om en influenzalignende tåge med et utal af vrangforestillinger … og forhindrede ham i at forstå noget større som han alligevel ikke kunne sætte ord på” (ibid.: 298). Petrovs krop og bevidsthed arbejder ikke rigtig sammen, men er besat af de urgamle darwinistiske kræfter. Det er usikkert, hvad og hvem man kan stole på, ikke mindst når feberen har tag i materien. Som svindleren og filosoffen Mikajlovitj senere formulerer, så er vi nemlig alle sammen bundet til den, til materien (ibid.: 35). 

Måske derfor, fordi han er lænket til kroppen, ser Petrovs øjne ud ad bagvinduet en mand på en rustvogns passagersæde, der forsøger at få ham derover. En af hans gamle bekendte. Den forførende og farlige Igor, der altid får sin vilje. Bare ét stop senere, sidder Petrov i hvert fald og drikker vodka af plastikkrus med Igor, selvom han ikke vil. De spilder vodka ud over kisten, når vognen bremser eller gasser op (ibid.:12). Det udvikler sig videre til en helt igennem vanvittig druktur, der fører dem til den førnævnte filosof, før Petrov vågner af sin rus, alene i rustvognen med kisten. Sammen med den døde. Måske. 

Mellem galskab og vanvid

Petrov galskab og febervildelse i bussen er bundet til feberen, men ikke altid til den. Der er også noget med en gammel skolekammerat, der bliver besat af, at han først kan blive dén store forfatter, han selv mener, han er berettiget til at blive, når han er død. Det skal Petrov hjælpe ham med, altså hjælpe med at tage ham af dage. Hvis han vel at mærke kan få sig selv til det. Det spørgsmål er ikke så simpelt, som det burde være. 

Det står endnu værre til med Petrova, Petrovs kone. Hendes vanvid er udtalt: ”Grundlæggende min-dede Petrovas vanvid om en koldblodig spiral der bevægede sig inde i hende, et sted i området omkring solar plexus” (ibid.: 128). Spiralen er en tørst efter blod, hun ikke kan kontrollere, og som hun forløser i mellemværender med mænd. 

Derfor bor Petrova heller ikke sammen med Petrov mere. Fordi hun er bange for at gøre ham ondt. Ligesom hun er bange for at gøre sønnen ondt. Hun er følelsesløs, men samtidig underligt kærlig. Splittet i to, som der står (ibid.: 140) og kan snildt se sig selv i rollen som et af sovjettidens børn i de bøger, hun læser, mens hun arbejder som bibliotekar (ibid.: 132). Spiralen er noget ægte, Petrova ikke kan kontrollere. Den er en ild, præcis som, men samtidig forskellig fra, Snepigen, der er en til-bagevendende figur. 

Snepigen 

Snepigen kræver en introduktion. Hun er tæt forbundet med USSR. Sovjetunionen afskaffede julen og erstattede den med nytårsfesten. Her er det Bedstefar Frost, som den 31. december kommer med julegaver til børnene sammen med netop Snepigen. Der findes også en fortælling fra Rusland, der hedder Den lille snepige, hvor Pavel former en pige i sne, der bliver levende, når solen står op om morgenen. Det gælder altså for Snepigen, at hun er forbundet med en tid, der er forbi, men samtidig med morgenstund.

Man hører om, at Petrov som barn er med til nytårsfesten med sin mor, og han tager siden sin egen søn med til den gamle Sovjet-tradition, selvom tiden er en anden. Der er noget med snepigen, der binder far og søn sammen. Der står for eksempel senere: ”pludselig var Petrov begyndt at fortælle om hvordan han engang havde været til en nytårsforestilling, at Snepigen havde taget ham i hånden, og at hendes hånd havde været ualmindelig kold, som havde hun været ægte. Sønnen havde siddet ved siden af ham og pludselig puttet sig ind til ham uden nogen særlig grund” (ibid.:149).

Det er en afgørende oplevelse, ikke mindst fordi Petrov langt senere konkluderer om sin egen person: ”Hverken mekaniker eller kunstner eller far eller mand, det vil sige nok det hele på en gang og samtidig ingen af delene fuldt ud. Han kom endda i tanke om et vers fra Det Nye Testamente som fik det til at krympe sig i ham hver gang nogen nævnte det, om mennesker der hverken er kolde eller varme, men lunkne” (ibid.: 292). Snepigen er et billede på noget ægte, på én gang forbundet med en tabt tid og morgenstund. For Petrov er det det første, og derfor bevæger han sig rundt i det lunkne.   

Oprindelig en føljetonroman

Romanens forfatter Aleksej Salnikov er født i Tartu i Estland. Som seksårig kom han til Ural og har siden 2005 boet i Jekaterinburg i Uran-regionen. Her debuterede han som digter og har siden udgivet en række digtsamlinger. 

Romanen bærer præg af, at den er udgivet som en føljetonroman, hvor ni kapitler følger et fælles spor, som er mere afrundede end i en traditionel roman. Det er kun et plus. Det er nemlig med til at give romanen en bestemt tone, der virkelig klæder det vanvittige, men samtidig realistiske hver-dagsunivers, romanen foregår i. Det er gennemført godt, lige så rablende, som det er en almindelig familie med gøremål som at lave mad, handle ind og se efter deres søn, der har feber. 

Romanen er et overbevisende og sammensat portræt af det moderne Rusland. Petrov siger for eksempel et sted omkring midten: ”Umiddelbart var alle både bedre klædt og deres ansigter mere mætte at se på end i halvfemserne, men folk savnede et eller andet. Det var som om de savnede en målrettet travlhed. … Nu gik alle rundt … som katte lukket inde i en lejlighed” (ibid.: 176). 

Samtidig siger han senere om den lidt ældre generation, altså om forældrene: ”Men herudover mente Petrov ikke at have noget som helst til fælles med forældrene. Han anså forældrenes generation for at være mennesker uden nogen fremtid med nogle vanvittige forestillinger om livet, om at alt før i tiden havde været uendeligt meget bedre” (ibid.: 269). Han har ikke noget godt at sige om fortiden – og det samme om fremtiden. 

Feberen er måske et godt billede på det – og ikke et mindre godt billede på generationsforskelle og på menneskesindet som sådan. Feberen er også forbundet med en mentalitet og bevidsthed, der balancerer mellem det normale og gale, fanget i urgamle darwinistise kræfter, man er kommet så langt væk fra, at de er svære at forstå. Lænket til materien, mens hverdagen ufortrødent tromler derudad. Den lunkne hverdag holder man fast i – for alternativet er muligvis ikke så ulig at blive begravet mentalt, før man er død.

Der er mange gode grunde til at læse med – og ikke mindst til at holde øje med Forlaget Silkefyret. Det er gode bøger, de udgiver.

onsdag den 12. januar 2022

Gribende roman om en gennemsnitlig kvinde

Karen Borg-Hansen: ”Undervejs i vinden – En kvindes liv”, Hovedland 2021, 382 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er Karen Borg-Hansens debut, og en imponerende en af slagsen.

Undertitlen, ”En kvindes liv”, skal ikke få mandlige læsere til at opgive den, inden de får begyndt, for selvom hovedpersonen er kvinden Kajsa, er ”Undervejs i vinden” en roman, der skildrer dansk middelklasseliv gennem 50 år, og det kan alle voksne læsere, mænd såvel som kvinder, have udbytte af at læse. Særligt, når det skildres så fornemt som hos Borg-Hansen.

Roman om kvinden, vi alle kender

Romanen følger kvinden Kajsa, som læseren møder første gang i 1974 og tager afsked med engang i slutningen af 2020’erne. Undervejs præsenteres man for erindringsglimt tilbage fra Kajsas barndom og ungdom, så alle stadier i hendes liv bliver berørt. Og de grundige beskrivelser, man snydes for fra Kajsas unge år, bliver tifold erstattet i skildringen af hendes børns barndom og særligt ungdom.

Kajsa følger et udbredt skema for den danske middelklasse: Hun bliver gift, får børn og børnebørn. Hvis jeg skrev et kort resumé af handlingen, ville det give indtryk af, at ”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er en kedelig og nærmest banal roman om en gennemsnitlig kvinde. Men det er netop det imponerende ved Karen Borg-Hansen, at hun kan skrive så gribende om en kvinde, alle kender til. Tilmed skriver forfatteren i en ganske afdæmpet stil, der kunne understrege det kedsommelige, men har den modsatte effekt, når der sker noget dramatisk. Dette skildres også afdæmpet og nøgternt, men netop af den grund bliver skildringen så meget desto mere intens – og den intensitet holdes gennem de fleste af romanens 382 sider. Det er imponerende, at en roman, der primært handler om hverdagen, kan opretholde en sådan styrke og fremdrift.

Ingen pladderromantisk

Kajsa oplever mange tragedier i løbet af sit liv, men ikke flere end mange andre. Selvom romanen kredser en del omkring de svære perioder, oplever Kajsa også dybe glæder af den art, som langt de fleste danskere kan glæde sig over, hvis man blot har øje for dem.

Både glæden og sorgen spiller ind i Kajsas forhold til sin mand, Kristian, der dør som 67-årig. Romanen indledes med hans begravelse, hvor man forstår, at han døde som følge af en demenslidelse. Derefter føres læseren tilbage til deres forelskelse og familieliv. Der er ingen pladderromantik i skildringen, men en smuk beskrivelse af, hvordan to mennesker, der elsker hinanden, kan udvikle sig til hinandens livsvidner og bolværk, også selvom deres ægteskab udfordres undervejs. Netop fordi man som læser får indsigt i, hvordan de to mennesker er sammenflettet gennem mange års samliv, kan man ikke undgå at blive berørt under skildringen af Kristians sygdom og død.

Erfaringsnær livsskildring

Med de tragedier, Kajsa udsættes for, ville ingen fortænke hende i at knække for en tid, men som så mange andre har hun en evne til at kæmpe sig gennem sorg og fokusere på det, der gør livet værd at leve. Igen er det Borg-Hansens nøgterne skrivestil, der sikrer historien mod at blive sentimental. Romanen er skrevet så erfaringsnært, at det er helt umuligt ikke at følge og føle med Kajsa.

Et eksempel på det erfaringsnære dukker allerede op på romanens indledende side: ”Begravelsesgæsterne bliver ved med at komme, lidt forsigtigt, gennem den tunge, gamle trædør med jernbeslag. I nogle ansigter læser hun overraskelsen over at møde hende og børnene dér, lige indenfor. Ét er folks egne grunde til at møde frem; noget andet er at blive konfronteret med de nærmeste pårørende, inden man når ind i kirken.” (s. 5)

Undervejs udkæmper Kajsa en kamp mod den del af svigerfamilien, der er præget af Indre Mission, og som altid er parat med den samme forklaring på de tragedier, der rammer: Det er Guds vilje. Den forklaring kan Kajsa ikke bruge til noget, for i hendes øjne er Gud kærlig og nådig, og derfor kæmper han på de ramtes side mod tragedien. Denne overbevisning giver hende lige så stor styrke og måske endda større trøst, end de indremissionske familiemedlemmer får ud af deres forståelse af tragediernes mareridt.

”Undervejs i vinden – En kvindes liv” er en roman, som de fleste danskere vil kunne spejle sig selv og deres liv i. En vedholdende og generøs roman, der tager livets sorger og glæder alvorligt. Det eneste, jeg gerne havde været foruden, er underoverskriften, for det er ikke vigtigt, at romanens hovedperson er en kvinde. Romanen handler om et menneske. I den sammenhæng er kønnet underordnet - og mænd kan sagtens læse med.

fredag den 7. januar 2022

Kærlighedens redningskrans: At skrive håbet ind i verden

Naomi Fontaine, der tilhører First Nation-befolkningen i Canada, skriver med udgangspunkt i sin egen livshistorie bevægende om længsel efter identitet og modstand imod en os-og-dem-tankegang. Carina Wøhlk har læst hendes roman

Naomi Fontaine:
Manikanetish - Lille Marguerite
Forlaget Republik 2021

Af Carina Wøhlk
I forsommeren 2021 ramte nyheden om fundet af børnegrave i Canada mediestrømmen som en chokbølge. De umarkerede grave var blevet afdækket i områder omkring flere af landets gamle kostskoler. De viste sig at indeholde de jordiske rester af innu-børn. 

Fundet førte krav om en kulegravning af sagen med sig. Behovet for et opgør med et sort kapitel i Canadas historie trængte sig på. På de sociale medier dukkede hashtags som #BringThemHome og #IndigenousLivesMatter op som udtryk for nødvendigheden af forsoning, afklaring og respekt for Canadas oprindelige befolkning.

Det er vanskeligt at læse bogen Manikanetish uden bevidstheden om overgrebene på Canadas indfødte – børn såvel som voksne.  Bogen er skrevet af Naomi Fontaine, der debuterede i 2011 med romanen Kuessipan, som siden er blevet filmatiseret.

Manikanetish er oversat fra fransk til dansk af Francois-Eric Grodin. Hans oversættelse understreger den afdæmpede og alligevel så fortættede sprogtone, der kendetegner forfatterens skrivestil. Naomi Fontaine, der selv tilhører First Nation-befolkningen i Canada, skriver med udgangspunkt i sin egen livshistorie bevægende om længsel efter identitet og modstand imod en os-og-dem-tankegang.

Hovedpersonens fremmedgjorthed

I Manikanetish møder læseren den nyuddannede lærer Yammie, der efter flere år i Quebec vender tilbage til barndommens reservat Uashat for at undervise på den stedlige skole, der lægger navn til bogens titel. Manikanetish er opdelt i tre dele, hvis overskrifter, Det ukendte, Livet er en kamp og De ting, jeg ikke kan ændre, vidner om hovedpersonens usikkerhed, udholdenhed og afmagt.

Yammie går til lærergerningen med stor motivation, men uddannelsen har ikke forberedt hende på de barske realiteter, som møder hende i reservatet. Eleverne er enten resignerede eller rebelske. Flere af teenagepigerne bliver gravide i utide og må udover skolegang forholde sig til husholdning og børneopdragelse. Samtidigt påvirkes skolen af dødsfald – ikke mindst på grund af en selvmordsepidemi, der leder en dansk læsers tanker hen på Grønland.    

Langsomt indføres Yammie i de unges virkelighed, som præges af social udsathed, sygdom og misbrug. Midt i det hele kæmper hun med en følelse af fremmedgjorthed. For hvem er hun efter alle disse år uden for reservatet? Hun har vanskeligt ved at identificere sig med sit folk. ”Med dette dem, som burde have været dette os” (se side 26). Og det vækker en skam i hende. Hun kan ikke engang tale sit modersmål innu mere ” grund af min dårlige syntaks, min hvide accent” (se side 14).

Kærligheden som redningskrans

Som skoleåret skrider frem, sænker Yammie paraderne og møder de unge i øjenhøjde. Og inden længe kommer lærer og elever tættere på hinanden. Der opstår en fortrolighed og en fælles forståelse.  

Fontaine (Wikimedia Commons)
Sideløbende får læseren et indblik i Yammies kærlighedsliv, der synes at føre hende fra en kærestesorg til en anden – den sidste med vidtrækkende konsekvenser. Alligevel kan hun sige til en elev: ”Det er kærligheden, søde ven, det er kærligheden, der redder os” (se side 87) – i bevidstheden om, at kærligheden netop ikke begrænser sig til den romantiske af slagsen.    

Selv om Manikanetish er en lavmælt og ordknap bog, gør den alligevel stort indtryk. Naomi Fontaine formår at vise, at fællesskabsfølelse og forandringsvilje kan sprænge ”den forældede og ubevægelige indhegning, som reservatet er” (se side 14). Med sin fortælling skriver hun håbet ind i verden.