onsdag den 30. december 2020

Dostojevskij nyoversat

Fjodor Dostojevskij: ”Stakkels mennesker”, Gyldendal 2019, 121 sider, 249,95 kr. (e-bog: 85 kr.)

&

Fjodor Dostojevskij: ”Det døde hus”, Forlaget Sisyfos 2016. 473 sider, 329 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Fjodor Dostojevskijs litterære produktion var imponerende, og flere af hans store romaner står stadig som absolutte klassikere i verdenslitteraturen. Af den grund udkommer der løbende nyoversættelser af hans bøger. Her på tærsklen til 2021, der er 200-året for Dostojevskijs fødsel, bringes to anmeldelser af nyoversatte Dostojevskij-værker: Hans debutroman og en autofiktiv beskrivelse af hans tugthusophold i Sibirien.



To staklers korrespondance

Dostojevskij var 24 år, da han debuterede. Debutromanen er med tiden oversat to gange til dansk med titlerne ”Fattige folk” (1884) og ”Arme mennesker” (1941), og nu foreligger den så i en tredje dansk oversættelse: ”Stakkels mennesker” fra 2019. Oversætter Tine Roesen, der er lektor i russisk litteratur, redegør i et kortfattet, men meget informativt efterord blandt andet om sit valg af titeloversættelsen ”Stakkels mennesker”.

Jeg skriver, altså er jeg

Selvom brevromanen ”Stakkels mennesker” slet ikke opnår samme kompleksitet som Dostojevskijs senere store værker, er der tale om en velkomponeret og stilmæssigt imponerende roman, og allerede her oplever man miljø- og personbeskrivelser, der i endnu højere grad udfoldes i det senere forfatterskab. Jeg savnede Dostojevskijs fabelagtige dialoger, men som Roesen gør opmærksom på i sit efterord, er hele romanen én lang dialog mellem de to brevskrivere. Det har hun ret i, men tempoet bliver ikke desto mindre mere roligt. Det gør dog ikke ”Stakkels mennesker” træg at læse. Hvad de to skribenter betror hinanden og læseren er ofte særdeles dramatisk – uden at kamme over.

Mens mange forfattere lader alle karakterer udtrykke sig på samme måde, nemlig som forfatteren selv, formår Dostojevskij at lade særligt den ene af brevskriverne, Devusjkin, udvikle sit sprog. Han har nemlig et ønske om at udvikle en litterær stil. Ganske vist er han ansat i det russiske embedsmandssystem som kopist, og selvom han er stolt af kvaliteten af sit arbejde, ønsker han også at skrive tekster med en personlig stil. Han ønsker at blive mere end en fattig titulærråd. Devusjkin udtrykker en ”jeg skriver, altså er jeg”-tankegang, som afslører hans kamp mod anonymitet; en kamp, der er drevet af et behov hos ham for at blive set - om ikke andet, så blot som et menneske - i det store system, hvor den enkelte fungerer som en erstattelig del i det store maskineri. Devusjkins forhold til samtidslitteraturen er dog præget af blandede følelser, og han lader sig forføre af triviallitterære tekster, der lægges frem for romanens læser til dennes fornøjelse. Alligevel bliver han i stand til at kunne skrive en stemningsfuld passage som denne:

”Aftenen var så mørk og fugtig. Det begynder allerede at blive mørkt ved sekstiden – der er vi altså nu! Det regnede ikke, men det var så tåget, at det næsten var som regn. Lange, brede striber af skyer gik hen over himlen. […] På broerne sad koner med deres våde peberkager og halvrådne æbler, og de var alle sammen selv snavsede og våde. Det er trist at spadsere langs Fontanka! Under fødderne har man våd granit, ved siden af sig høje, sorte, tilsodede huse; tåge forneden og tåge foroven. Sådan en sørgelig, mørk aften var det i dag.” (s. 84-85).

Platonisk kærlighed pr. brev

Dog fylder det litterære tema ikke størstedelen af bogen. Det ligger snarere som en understrøm, der ind imellem danner små hvirvler oppe i tekstens overflade, når Devusjkin redegør for litterære debatter, eller når den anden brevskriver, den unge Varvara Dobrosjolova, kommenterer hans skrivestil eller giver sin mening til kende om bøger.

Varvara er endt i fattigdom som følge af en familietragedie, og fordi Devusjkin er fjernt beslægtet med hende, gør han, hvad han kan for at hjælpe hende - eller også benytter han det fjerne slægtskab som en undskyldning for at hjælpe hende. Den i forhold til hende noget ældre herre er forelsket, men forelskelsen antager platoniske former, da Devusjkin næppe tør gøre sig nogen forhåbning om, at Varvara vil anse ham for at være et passende parti. Inderst inde ved han også godt, at et ægteskab vil være ødelæggende for dem begge, fordi han ikke vil kunne brødføde dem, og slet ikke eventuelle børn. Desuden spiller æren en stor rolle, for æren er den eneste værdi, den fattige ejer. Hvis Devusjkin får sin daglige gang hos Varvaja, vil folk begynde at sladre, og så vil han pludselig også have mistet sin ære. Derfor foregår størstedelen af deres kommunikation pr. brev, også selvom de bor lige over for hinanden.

Devusjkin påtager sig rollen som Varvaras modne protegé, selvom han ikke har de økonomiske midler til det. Alligevel er det pengene værd, fordi han derved vinder en fortrolig. De to stakkels mennesker støtter hinanden. Måske gør de det ikke altid lige godt, men alene det, at de gør forsøget, giver dem grund til at kæmpe videre trods deres trøstesløse situation.

Samfundskritik

”Stakkels mennesker” er fuld af samfundskritik. ”Et fattigt menneske er mindre værd end en dørmåtte” (s. 66), konstaterer Devusjkin. Og når det kommer til næstekærlighed, er han sig bevidst, at den ofte skyldes noget helt andet end omsorg. Der er derimod tale om betaling for et freakshow: ”Lige her forleden dag fortalte Jemeljan mig, at da nogen engang lavede en indsamling til gavn for ham, så foretog de for hvert eneste tikopekstykke, de gav ham, nærmest en slags inspektion. De mente selv, at de forærede ham deres tikopekstykker, men sådan var det ikke: De betalte for at få et fattigt menneske at se.” (s. 66).

Det var den sociale indignation, der drev Dostojevskij til at skrive, både før og efter hans tid i fangelejr. Han var inspireret og vel også provokeret af de bibelske tekster, hvilket blandt andet ses i den jesuslignende fyrst Mysjkin i ”Idioten”. Devusjkin har en rem af samme hud, fordi han ganske tankeløst giver Vavara af det, han selv skal bruge. Gennem Devusjkin vover Dostojevskij at anklage den på det tidspunkt gældende kristendomsforståelse, der blev brugt til at understøtte og retfærdiggøre samfundets iboende sociale uretfærdighed: ”Hvorfor er det sådan, at et godt menneske skal lide nød og afsavn, mens en anden får lykken forærende? Jeg ved det, jeg ved det, min pige, det er ikke godt at tænke sådan, det er fritænkeri; men oprigtigt talt, i sandhedens navn, hvorfor får den ene lykken i vuggegave, mens den anden møder verden på et børnehjem?” (S. 86).

Med ”Stakkels mennesker” stillede Dostojevskij spørgsmålstegn ved, om fritænkeri nødvendigvis går imod Guds vilje, og om samfundsstrukturen var mere menneske- end gudsskab. Med større eller mindre fokus blev dette tema taget op gennem hans øvrige forfatterskab.


Blandt tugthusfanger i 1800-tallets Rusland


Fjodor Dostojevskij stammede fra en adelig familie, men det hjalp ham ikke, da han og 20 andre i 1849 blev arresteret for deltagelse i en studiekreds, der flirtede med revolutionære ideer.
Dostojevskij var 28 år gammel, uddannet på Ingeniørakademiet i Skt. Petersborg og havde udgivet sine første tre bøger. Godt et halvt år efter arrestationen blev han og de øvrige anklagede ført ud af fængslet. De fik at vide, at de var dømt til døden. De første tre af fangerne fik hætter over hovedet og blev ført over til henrettelsespælene, hvorfra de kunne høre soldaterne klargøre geværerne. I sidste øjeblik blev eksekveringen afblæst og fangerne fik oplyst deres ændrede domme. De var blevet udsat for et usmageligt skuespil, for den rigtige straf var allerede blevet besluttet en måned forinden. Dostojevskij blev idømt fire års fængsel i et tugthus i Sibirien, hvilket medførte tab af hans borgerlige rettigheder. Siden fulgte næsten fem år som tvungen menig soldat. Først derefter kunne Dostojevskij vende tilbage til sit tidligere liv. Tre år senere, i 1862, udkom hans bog om livet i tugthuset.
Ovenstående er grundigere beskrevet i Lars P. Poulsen-Hansens fine forord i Forlaget Sisyfos’ nyoversatte udgave af Dostojevskijs bog. Udgaven er grundigt indbundet i gråt lærredsbind med et simpelt motiv på forsiden: Syv lodrette streger, men med en skråstreg over de første fire. Dette leder dels tankerne hen mod tremmer og indespærring, dels mod de streger, som indsatte i gamle dage kunne kradse ind i cellevæggene for at holde styr på, hvor mange dage de havde siddet der. Selvom Dostojevskij ikke var fængslet i en celle, er det et fint og enkelt motiv til en bog som ”Det døde hus”, for den handler i høj grad om ufrihed og indespærring. Det grå og trøstesløse spejles i handlingen såvel som i Trine Søndergaards oversættelse, der i et nøgternt sprog præsenterer læserne for en mængde indsatte og vogtere.

Påført og lindret smerte

”Det døde hus” giver sig ud for at være en roman, idet Dostojevskij beretter om en tidligere tugthusfange, der har efterladt sig en beskrivelse af tugthuslivet. Denne fange har visse ligheder med Dostojevskij selv, og undervejs i teksten dukker der ikke så få beskrivelser frem, der ville have været udformet anderledes, hvis Dostojevskij havde haft et ønske om at skrive en traditionel roman. Bogen lægger sig snarere op af autofiktionen. Det er ikke så lidt modigt af Dostojevskij at beskrive sin tugthustid så erfaringsnært. Der ligger en markant samfundskritik i beskrivelserne, og det kunne sikkert let have skabt problemer for ham igen. Det gik dog stik modsat. Bogen medførte krav om reformer indenfor retsvæsnet.
Det er da også voldsomme forhold, Dostojevskij beskriver. Ikke-adelige civile straffefanger blev ved domfældelse brændemærket i ansigtet, så de resten af livet ikke kunne løbe fra, at de havde begået noget kriminelt. Alle tugthusfanger blev desuden barberet på halvdelen af hovedet, så enhver kunne se, at de var flygtet, hvis de da gjorde forsøget. Dertil kom, at fangerne konstant var i lænker, så kæder mellem ben og hænder førtes klirrende under tøjet. Selve strafarbejdet beskriver Dostojevskij som overkommeligt, men tugthusmaden og livet i barakkerne var ofte uhumsk. Dog stod det ikke mål med forholdene på hospitalet. Ikke desto mindre løj mange fanger sig syge for at blive indlagt på hospitalet en tid, så den daglige trommerum kunne ændre sig lidt. En anden grund var den, at lægerne faktisk behandlede tugthusfangerne som mennesker:
”En læge bebrejder aldrig en fange hans forbrydelse hvor forfærdelig den end er, og undskylder ham alt til gengæld for den udståede straf og for hans ulykke i det hele taget. Det er ikke tilfældigt at alle mennesker i hele Rusland kalder en forbrydelse for en ulykke og forbrydere for ulykkelige. Dette er en dybt betydningsfuld betegnelse. Den er særlig vigtig fordi den bruges ubevidst og instinktivt.” (s. 93). En sådan erkendelse kunne trænge til at blive støvet af – også i vore dages Danmark, hvor der ofte råbes på strengere straffe, mens resocialiseringen nedprioriteres.
Dostojevskij uddyber temaet om den enkeltes værdighed senere i bogen, hvor han skriver: ”Ethvert menneske, ligegyldigt hvem han er, og ligegyldigt hvor fornedret han er, kræver, om det så er instinktivt eller ubevidst, at der bliver udvist respekt for hans menneskelige værdighed. En fange ved godt selv at han er fange og forstødt, og han kender sin plads i forhold til kommandanten; men ingen brændemærker eller lænker kan få ham til at glemme at han er et menneske. Og fordi han faktisk er et menneske, skal man selvfølgelig behandle ham menneskeligt. For Gud skal vide at menneskelig behandling kan menneskeliggøre selv dem på hvem Guds aftryk for længst er blegnet.” (s. 183).
Skønt tugthusfangerne indbyrdes kan skændes og slås, er de dog også klar over den dybe sandhed, der ligger i ovenstående citat. Det kommer for en dag i beskrivelsen af den behandling, fangerne udfører, når en ny fange, som indledning til sin tugthustilværelse, har løbet spidsrod mellem soldater, der har slået ham med kæppe, eller – endnu værre - er blevet pisket: ”Man hjalp tavst staklen og sørgede for ham, især hvis han ikke kunne klare sig uden hjælp. Feltskærerne vidste godt selv at de overlod den straffede i erfarne og dygtige hænder. Hjælpen gik som regel ud på at et lagen eller en skjorte der var gennemvædet med koldt vand blev lagt over den martrede ryg og skiftet ofte når det var nødvendigt, især hvis den straffede ikke længere var i stand til at se efter sig selv, og desuden blev de splinter der tit sad tilbage i sårene fra de kæppe der var blevet knækket på ryggen, pillet ud med stor behændighed. Denne sidste operation var som regel meget ubehagelig for patienten. Men i det hele taget var jeg altid overrasket over hvor usædvanlig standhaftigt de straffede udholdt smerte.” (s. 274f.).
Heldigvis er der nogle til at lindre smerterne, men der må jo også være nogle til at påføre dem. Om de mennesker, der er i stand til at udsætte andre for tortur, skriver Dostojevskij: ”Den som én gang har følt magten og det ubegrænsede herredømme over krop, blod og ånd hos et andet menneske der er ligesom en selv og skabt som en selv, en bror ifølge Kristi lov; den som har haft magt og uhindret mulighed for at påføre et andet væsen som er skabt i Guds billede, den værste ydmygelse, dette menneske er på en eller anden måde ikke længere herre over sine egne følelser.” (s. 310). Dette skrev Dostojevskij i begyndelsen af 1860’erne. Beklageligvis kan man ikke kun få hans udsagn bekræftet i kilder fra før den tid. De findes også i rigt mål senere hen og suppleres stadig løbende.

I teatret og badstue med 200 tugthusfanger

For Dostojevskijs alter ego, Aleksandr Petrovitj, er det hårdt at konstatere, at han har sværere ved at falde til i fangelejren, fordi han er adelig. Ganske vist giver det også visse fordele, fordi nogle af de andre fanger insisterer på at agere tjener for ham. Giver han dem en smule løn for det, er de glade, men giver han dem intet, gør det dem hverken vrede eller skuffede. De tjener ham mest af alt, fordi det hører sig til i det lagdelte samfund, de er vant til at leve i. Men nogen oprigtig fortrolighed med dybe venskaber til følge skal han ikke forvente fra dem. Således bliver ”Det døde hus” også en beskrivelse af samfundsforholdene i 1800-tallets Rusland. Dette gør særligt Petrovitjs/Dostojevskijs første år i tugthuset så ensomt, at den bedste ven, han får, er lejrens forhadte køter. Vejen frem er en nøgtern erkendelse af forholdene: ”At forlige sig med dette liv var umuligt, men det var på tide at erkende at det var en uomgængelig kendsgerning.” (s. 157).
Det er først, da fangen er nået til denne erkendelse, at han kan observere de andre fangers positive karaktertræk, der dukker op blandt alt det negative og skræmmende. Derfor indeholder ”Det døde hus” også særdeles morsomme scener. For eksempel opfører nogle af tugthusfangerne tre små teaterstykker i rap, så den dannede Petrovitj, der agerer anmelder for læseren, begejstret skriver side op og side ned om de enkeltes talenter, der langt overgår dem, de professionelle skuespillere i Skt. Petersborg udfolder for aristokratiet. Lige så morsom, men også temmelig ulækker, er beskrivelsen af, hvordan det går for sig, når alle 200 fanger fra tugthuset skal i badstue. Bagefter overvejer man, om de er kommet renere eller endnu mere beskidte ud derfra.

Inspiration til senere værker

Dostojevskijs bøger hælder til det tunge og mørke. ”Det døde hus” er ingen undtagelse. Men den er anderledes end hans romaner, fordi den har autofiktionens karakter og derfor ofte er direkte dokumentarisk. Enkelte af de personer, han beskriver i ”Det døde hus”, har siden stået model for nogle af hans romankarakterer. Andre fanger har han sikkert lånt træk fra til sit øvrige persongalleri. Selvom han garanteret helst havde været fri for årene i tugthuset, forsynede de ham med indsigter og historier, han senere kunne gøre brug af i sit forfatterskab. Årene i ufrihed havde givet ham en skarp forståelse for forskellige typers personligheder. Dette benyttede han til at lade personerne udfolde sig på papiret. Uden tugthusopholdet havde Dostojevskij nok stadig været en stor forfatter, men sikkert ikke så stor, som han endte med at blive. Hans erfaringer var dyrekøbte og for manges vedkommende ikke bundet til hans samtid. Derfor bør han også læses i dag.

tirsdag den 15. december 2020

Tiårig globetrotter i krigens skygge

Irmgard Keun: ”Barn af verden”, Forlaget Silkefyret 2019. 171 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Der er selvbiografiske træk i Irmgard Keuns ”Barn af verden”, dog fordelt på to personer; den tiårige Kully og hendes forfatterfar. I 1936 emigrerede Keun til Holland, fordi hendes bog ”Kunstsilkepigen” fra 1933 (dansk 1933/1981) var blevet erklæret ”entartet” af nazisterne. Keun kendte altså til livet som uønsket kunstner, og i 1938 skrev hun ”Barn af verden”, der foregår samme år og har annekteringen af Østrig med i sit handlingsforløb. Som læser ved man, hvad der siden hændte, men det vidste Keun tydeligvis ikke, da hun skrev romanen. Således bliver den en stærk samtidsskildring, der på troværdig vis skildrer den uvished, man dengang levede i, og som bekymrede nogle mere end andre.

En dysfunktionel bohemefamilie

Skønt Keun var en uønsket forfatter og samfundskritiker, ligesom faderen i romanen, er der markante forskelle på hende og ham. Kullys far er en alkoholiseret og feteret forfatter, der lever et bohemeliv for penge, han endnu ikke har tjent. Fordi det er farligt for ham at befinde sig i sit hjemland, rejser han med sin kone og sin datter rundt til forskellige europæiske storbyer, hvor de indlogerer sig på hoteller og enten lever på nas eller på nåde.

Selvom Kully bliver påvirket af sin mors frustrationer, er denne levemåde det normale for hende, fordi hun ikke erindrer at have prøvet noget andet. Hun undervises mangelfuldt af sin mor, men lærer at tale en masse forskellige sprog, fordi hun søger nye venskaber i alle de byer og lande, de besøger. Kullys trofasthed mod forældrene er markant, men ikke usædvanlig. Børn i dysfunktionelle familier er oftest meget loyale over for deres forældre. Kully er godt klar over, at hun har et anderledes liv end de fleste andre børn, men hun understreger fordelene i at have større viden om verden end andre. Imidlertid er der situationer, hun ikke forstår, hvilket for eksempel fremstår af disse få sætninger:

”Min mor kan ikke lide Manja. Min far kan godt lide hende. Da vi var i Polen for et år siden, trøstede han hende også hele tiden” (s. 57).

Kully har en vis fornemmelse for, hvad hendes far og Manja foretager sig i hinandens selskab, men hun har ikke forståelse for, hvorfor det sårer hendes mor.

Det er ellers ikke, fordi Kully bedre kan lide sin far end sin mor. Moderen er det eneste faste holdepunkt for pigen, men selv dette holdepunkt vakler også ind imellem, når faderens livsførelse får særligt uheldige konsekvenser. Som læser irriteres man over, at moderen tilgiver faderen selv de største svigt, fordi han i løbet af få minutter er i stand til at charmere hende på ny. Men urealistisk er det næppe.

Barnets perspektiv

Skønt Keun lader Kully fortælle i et sprog, der både er for modent og for sammenhængende til en pige i hendes alder, er det klart den tiåriges perspektiv, der fortælles ud fra. Det kan der komme både triste, søde og glade eksempler ud af – eller en blanding som her:

”Jeg kan ikke lide aviser, fordi der næsten altid kun står noget grimt i dem: Om små børn uden opsyn, der falder ned i varmt vand, eller om syttenårige mænd, som bliver påkørt af lastbiler og vilde damer, der hugger hele deres familie ihjel med en økse.

Far har sagt, at udryddelse af en hel familie er blevet et vanvittigt modelune ligesom rødlakerede fingernegle.

Han kan ikke lide helt ildrøde negle på damer, fordi det ligner små blodige kødklumper, som ødelægger hans appetit. Engang sagde han til en dame, at han kun kunne tåle hendes røde negle, hvis hun som supplement ville bære en rød rubin i navlen. Det ville damen ikke, og jeg vidste heller ikke, hvordan hun skulle få rubinen til at sidde fast.” (s. 97).

Kully selv kunne være et af de børn uden opsyn, hun læser om i avisen, for hun bliver efterladt de mærkeligste steder. Ind imellem tvinges hendes mor til at lade pigen være alene på et hotelværelse, men faderen tøver ikke med at lade hende sidde alene i timevis på eksempelvis en restaurant, mens han undersøger mulighederne for at låne penge eller en forårsdag pantsætter familiens overtøj. Men som han siger i en anden sammenhæng til sin hustru: ”[…] du ved jo, at jeg ikke har nogen ansvarsfølelse” (s. 89). På et tidspunkt er det oven i købet Kullys mor, der bliver efterladt, mens faderen tager sin datter med på langfart.

Læseren ved mere end forfatteren

Keun beskriver en verden, der er ved at blive flået fra hinanden af forfølgelser og truende krig. Hun vidste som nævnt ikke, hvordan det hele endte, og det ved Kully heller ikke. Alt, hvad hun kan, er at holde sig til sine forældre, selvom særligt hendes far er dårlig til at tage vare på hende.

I virkeligheden var voksne som Kullys forældre mindst lige så magtesløse som børnene, da krigen brød ud. Da var der ikke andre muligheder end at emigrere eller gå under jorden. Irmgaard Keun valgte den sidstnævnte mulighed og overlevede krigen inden for Tysklands grænser. Hvordan det ville være gået Kully og hendes forældre, kan man som læser kun gætte på, men deres udfordringer var i hvert fald ikke blevet færre end dem, der beskrives i romanen.

”Barn af verden” bliver således en hjerteskærende læseoplevelse, der dels udfolder en lille piges svære liv, dels giver læseren mulighed for at spekulere videre, fordi man ved, hvad der fulgte oven på Anschluss. De spekulationer er ikke mindre hjerteskærende end lille Kullys beretninger.


onsdag den 9. december 2020

To bøger om islamistisk terrorisme

Olivier Roy: ”Jihad og døden”, Vandkunsten 2017, 174 sider, 250 kr.

Tabish Khair: ”Jihad Jane”, EC Edition 2018, 260 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Også under coronapandemien har islamistiske terrorister trukket uskyldige med sig i døden. En fagbog redegør for, hvad der kan få unge mennesker til at vælge at dø i kampen for Islamisk Stat, og en roman fortæller historien fra en af de unges synsvinkel.

Lad mig begynde med det eneste dårlige, der er at sige om den danske udgave af franskmanden Oliver Roys lille bog eller lange essay om den dødsdrift, der tilsyneladende er drivmidlet i Islamisk Stats eller Daeshs virke: Det ville have været gavnligt med en grundig korrekturlæsning inden udgivelse. Det er så grelt, at nogle få sætninger er uforståelige. Grunden er sikkert, at en debatbog som denne hurtigt mister en del af sin aktualitet, fordi der konstant finder ændringer sted indenfor det felt, bogen behandler. Således har forlaget en interesse i at få bogen på markedet hurtigst muligt, men her er det altså gået lidt for hurtigt, hvilket er synd, fordi Roy har så meget, og så meget vigtigt på hjerte.

Dermed har jeg også tilkendegivet, at ”Jihad og døden” er en glimrende bog, god at blive klog af - også om tre, fire og fem år.

Dødsdyrkelsen

Islamisk Stat, IS, ISIS eller Daesh … kært barn har som bekendt mange navne, men i dette tilfælde er barnet alt andet end kært. Med medlemmer, der spekulerer i fantasifulde henrettelser og som tilmed lægger film med dem ud på nettet, fordufter ethvert forsonende træk ved bevægelsen.

”Efter min mening”, skriver sociologen Olivier Roy, der er professor ved det europæiske universitet i Firenze, ”er det den systematiske forbindelse til døden, som er en af nøglerne til forståelsen af den nuværende radikalisering: Den nihilistiske dimension er central. Det, der fascinerer, er det rene oprør og ikke konstruktionen af en utopi. Volden er ikke et middel, den er selve målet. Det er en no future-vold.” (s. 24f.). Den fremtid, medlemmerne af Daesh forestiller sig at have, findes efter døden. Derfor gør dens medlemmer sig sjældent umage med at overleve deres terrorangreb eller at flygte fra gerningsstedet, hvis de overlever.

Både blandt jihadister, der kæmper for Daeshs sag mod andre militser eller nationale hære, og blandt terrorister findes der en fascination af døden. Det virker mærkeligt modsigelsesfyldt, fordi flertallet af Daeshs vestlige repræsentanter er ”born again”, hvilket vil sige, at de ”[…] efter et meget verdsligt liv (diskoteker, alkohol og småkriminalitet) pludselig begynder at dyrke deres religion igen, enten individuelt eller inden for en lille gruppe (aldrig inden for rammerne af en religiøs organisation).” (s. 49). Imidlertid – og det er det, der gør det så modsigelsesfuldt - er denne periode som ”genfødt” ganske kort for manges vedkommende, fordi dem, der vælger at bliver terrorister, få måneder senere dræber sig selv og en række andre i et selvmordsangreb. De, der bliver jihadister, får ofte problemer med at indordne sig under de særlige, religiøse eller rituelle krav, der stilles til dem, og en del af dem dør også efter en kort tid ved fronten.

Konstruerede argumenter for kalifatet

Olivier Roy argumenterer for, at Daeshs drøm om oprettelsen af et verdensomspændende kalifat ikke er udtryk for en egentlig politik, men for simpel galskab; en ideologi, der er gået amok fra begyndelsen af.

”Lige fra den jihadistiske bevægelses begyndelse finder man viljen til at skabe en slags homo islamicus, fri af alle nationale, stammemæssige, racemæssige eller etniske tilhørsforhold, ja, selv familie- og følelsesmæssige bånd, et menneske, der virkelig er rykket op med rode for at kunne skabet et nyt samfund efter at have visket tavlen ren.” (s. 55f.). Det er på denne baggrund, at Daesh ødelægger ældgamle kulturværdier, fordi værdien ikke er til stede i jihadisternes øjne. Daesh benægter nytten af en historisk bevidsthed, fordi oprettelsen af kalifatet markerer en helt ny begyndelse. Det er immervæk noget af en påstand, men netop påståeligheden medfører, at Daeshs ideologer griber til en særlig argumentationsform, hvor de trækker skriftsteder ud af deres sammenhænge og gentager dem – som det også sker med deres yndlingsfrase: ”Vi elsker døden, som I elsker livet” - igen og igen med den vinkel, de nu engang tillægger de løsrevne sætninger. ”Hvordan forener Daesh disse modsætninger? Ved at anvende en meget tung kasuistik, en juridisk munddiarré: Man citerer en lang række juridiske doktorer, som rådgiver (naturligvis altid i Daesh’s fortolkning) om alt muligt (slaveri, massedrab på fanger, behandling af kristne, frafaldnes skæbne, attentater, adgangen til paradis osv.). Men endnu en gang sættes forfatterne aldrig ind i en sammenhæng – ingen angivelse af, hvor de kommer fra, ingen oplysninger om deres status og som regel heller ikke en dato. Alt foregår, som om de lærde til alle tider har diskuteret de spørgsmål, som Daesh stiller. Ophobningen af de uimodsigelige citater har til formål at skabe et sandhedsindtryk, og det virker så afgjort imponerende på den nyomvendte.” (s. 102f.). Faren ved disse tilsyneladende velbegrundede, men i virkeligheden nærmest opdigtede argumenter beskriver Roy også på denne måde: ”Selvom det er formålsløst at undersøge terroristernes ’galskab’, er det klart, at den fortælling, Daesh har bygget op, kan fascinere svage folk med svære psykiske lidelser.” (s. 50). På den måde spekulerer Daesh i at skaffe svage soldater til deres dødshær. Samtidig understreger han flere gange, at der ikke er tale om hjernevask. De, der lader sig gribe af den besynderlige ideologi, gør det af egen fri vilje; men nogle har flere forudsætninger for at gøre det, end andre. Selvom der er tale om en form for galskab, er de ikke utilregnelige i gerningsøjeblikket, men fuldt bevidste om, hvad de gør. Lever man et liv, hvor man har svært ved at finde mening med noget som helst, og hvor døden måske ligefrem lokker som en forløsning, kan Daeshs dødsdrift virke tillokkende. Derfor er det da også en af Roys hovedpointer, at Daesh imødekommer en særlig ungdomskultur, der dyrker døden, f.eks. i computerspil og film.

Forskellen på Daesh og islam

Læseren af denne anmeldelse sidder måske med en fornemmelse af, at det ikke er nødvendigt at læse bogen, fordi jeg allerede har givet et grundigt referat af den, men det er ikke tilfældet. ”Jihad og døden” rummer en lang række andre indsigter, som Roy argumenterer overbevisende for.

Afslutningsvist vil jeg forhindre en eventuel misforståelse, som min gengivelse af Roys heftige kritik af Daesh måske kan afstedkomme: Roy kritiserer ikke islam og muslimer. Det er kun repræsentanter for Daesh, han ikke har respekt for. Derfor understreger han, at Daesh ikke repræsenterer islam. End ikke salafister er så rabiate som Daesh. Når der sættes lighedstegn mellem Daesh og islam, skader det sidstnævnte, hvilket er både urimeligt og unødvendigt. At det er unødvendigt skyldes, at islam, ifølge Roy, ikke udgør en stor trussel i Vesten. Den store kamp indenfor islam føres i de muslimske lande mellem sunni- og shiamuslimer. Derfor er langt de fleste ofre for terrorangreb udført af muslimer også muslimer. ”At forestille sig, at Daesh skulle kunne forene den globale islam imod et Vesten, der undermineres af de derboende muslimers femte kolonne, er simpelthen at forfalde til Daesh’s hjernespind.” (s. 147).

Roy er ikke tilhænger af den omsiggribende og i Frankrig særligt udbredte fjernelse af religion i det offentlige rum: ”Verdsligheden à la francaise løser ikke problemerne. Når man fordriver religionen fra det offentlige rum, overlades den til de marginaliserede og radikaliserede. Salafismen er velegnet til en marginalposition, for det ønsker den selv. Overklassens og middelklassens islam ønsker tværtimod anerkendelse, institutionalisering og tilstedeværelse. Og hvordan reagerer man? Med at forbyde tørklæder på universiteterne! Ved at gøre det rammer man netop fremtidens eliter, lige præcis dem, der som integrerede og universitetsuddannede skulle opfinde en ’praktisk’ og forsonende islam.” (s. 154f.).

Selvom denne udvikling nok stadig er mest markant i Frankrig, følger Danmark godt med. Derfor kan det være fornuftigt at lægge sig disse ord på sinde: ”Religionen, og det gælder alle religioner, er ikke et redskab for radikalisering eller afradikalisering. Den har sin egen værdighed, den udfolder sit eget rum, som hverken er socialt eller territorialt, men åndeligt.” (s. 155).

Med ”Jihad og døden” har Olivier Roy skrevet et vigtigt, velargumenteret og sympatisk indlæg i en samfundsdebat, der i alt for høj grad lader sig skræmme og styre af en flok dødsfikserede frustrerede unge.

 


Den rene godhed er virkelig ondskab

I Tabish Khairs roman ”Jihad Jane” er  fortælleformen afdæmpet, selvom noget af det, der refereres, er grufuldt. Jamilla, der fortæller i , er kun med nød og næppe sluppet ud af den situation, hun i ungdommelige frustration havde bragt sig selv i. Den nærmest refererende fortælleform virker i denne sammenhæng meget troværdig, for det er en chokeret kvinde med samvittighedsnag og manglende forståelse for egne valg, der beretter om det skete. Kun få gange bevæger Jamilla sig bort fra den faktuelle fortælling og løfter sløret for de tanker, hendes oplevelser blandt Islamisk Stat i Syrien har vækket i hende; for eksempel denne overvejelse om forholdet mellem godt og ondt:

”Ondskab er en forudsætning for godhed. Godhed åbenbarer sig kun gennem dets evne til at tolerere ondskabens smålighed og dumhed. Godhed må leve med risikoen for ondskaben, ikke udrydde den. Så længe den gør det, vil ondskaben, der konfronterer godheden, forblive smålig, dum, begrænset og i det væsentlige ubetydelig. Men når godheden ønsker at stå alene og i ren form, så bliver den til ondskab, virkelig ondskab.” (s. 145).

Således beskrives den fanatisme – religiøs såvel som politisk – der først griber til propaganda og siden vold for at få ret. Den slags skal have plads i det offentlige rum, for hvis man først griber til censur, bliver det utydeligt, hvor tåbeligt – og ondt - det er.

Ondskab i forskellige størrelser

Det er netop ondskab, der er på spil i ”Jihad Jane”; både i det små og i det store.

Det små kan ellers virke stort nok, hvilket Jamilla afslører med dette tilbageblik på sin opvækst i Storbritannien:

”Hvordan havde jeg kunnet undgå at bemærke de mange mennesker, der havde accepteret mig, som jeg var, tilsløret og fremmed i deres verden, blot fordi nogle få nidstirrede mig, var truende eller opførte sig som hende den skøre kvinde i bussen, der råbte efter mig? Hvordan havde jeg kunnet undgå at se det gode i parkerne, der var fyldt med legende børn, hvordan der blev taget hånd om de svage og folk uden job.” (s. 170).

Jamilla var forblændet, så hun undgik at se alt det gode ved det samfund, hun levede i som barn og ung. Det negative tog fokus og lokkede hende og veninden til Syrien, hvor de som ekstremistiske muslimer ønskede at leve under de regler, som Islamisk Stat indførte. På den måde minder Tabish Khairs roman os om, at en klar afstandtagen til mennesker, der ser anderledes ud eller klæder sig på en anden måde end flertallet, kan marginalisere dem yderligere. Denne påmindelse er på sin plads, men ville fungere som en alt for stor moralsk pegefinger, hvis den stod alene i bogen. Det gør den heldigvis ikke. ”Jihad Jane” er i endnu højere grad en advarsel til unge muslimer mod at lade sig gribe af religiøs fanatisme. Khair er alt andet end islamfjendsk i sin bog. Ofte lader han Jamilla fastholde, at hun stadig er troende, men på en anden måde en tidligere. Han udpeger altså en anden, men stadig religiøs vej end den, der kan virke så fristende for unge, rodløse og frustrerede muslimer. Samtidig udfolder han en mulig konsekvens, hvis de alligevel vælger at melde sig under Islamisk Stats sorte faner som hellige krigere.

Underkastelse for hvis skyld?

Livet som mand, der har underlagt sig Islamisk Stats regler, er livsfarligt, fordi det føres ved fronten og med en forventning om, at man ikke regner sit eget liv for noget. Den martyrdød og efterfølgende paradistilværelse, som man går i møde, er langt bedre end det liv, man kan få her på jorden. Livet som kvinde er imidlertid ikke meget bedre. En del presses til at melde sig som selvmordsbombere, mens de øvrige hurtigst muligt skal giftes med en kriger og føje ham i et og alt. En hustru, der ikke er føjelig, anses for at forbryde sig mod Allahs vilje, og skal derfor straffes hårdt. Indtil en af disse muligheder – selvmord eller giftermål - kan virkeliggøres, oplæres kvinderne i Islamisk Stats officielle lære, der hele tiden ændrer sig i takt med, at forskellige imamer og skriftlærde vurderes som for slappe i deres udlægning af Koranen. Som Olivier Roy argumenterer for i sin bog, dyrker Islamisk Stat en dødskult, hvor det ikke kun er fjendernes, men også tilhængernes død, der er attråværdig. Af denne grund mener han, at mange af dem, der melder sig til kamp for kalifatet, ikke er synderligt religiøse. Jabish Khair lader Jamilla og hendes veninde repræsentere en anden gruppe. De er nemlig meget religiøse, idet de konstant læser koranen og diverse rabiate udlægninger af den, ligesom de dag ud og dag ind fuldfører de vedtagne religiøse ritualer. De ønsker at leve hundrede procent op til det, ordet ”islam” betyder, nemlig ”underkastelse”. Men lidt efter lidt må Jamilla stille sig selv spørgsmålet om, hvem det er, hun underkaster sig. Er det Allah eller Islamisk Stat? En sådan tvivl gør blot hendes i forvejen livsfarlige tilværelse endnu mere usikker.

En indisk forfatter i Aarhus

Tabish Khair stammer fra Indien, men bor i Aarhus, hvor han arbejder som lektor i engelsk ved Aarhus Universitet. Khair har skrevet en række romaner, hvoraf ”Jihad Jane” er hans seneste. Det er rosværdigt, at det aarhusianske forlag EC Edition har ladet Ole Alkærsig oversætte bogen, så den også kan læses på dansk. Romanen er topaktuel og vedkommende, for selvom Islamist Stat er presset, kan der hurtigt opstå nye retninger med nogenlunde samme mål. Bogen vil sikkert have flest voksne læsere, men dens opbygning som en slags thriller kan måske også være med til at fange unge læseres interesse. Det har man da lov at håbe, for det er i høj grad unge, frustrerede muslimer, der kan have gavn af at læse en roman som ”Jihad Jane”.


søndag den 6. december 2020

Tilværelsens egentlige og substantielle drama

Lars Thur:
Meningen Med Livet - og andre vidtløftigheder
Illustreret af Maj Olika
Det poetiske bureaus forlag
70 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum
"Problemet" med Lars Thurs digtsamling Meningen med livet, er at der står for meget i hvert afsnit på en måde, så man tror der står meget mindre, end der gør. Tag for eksempel det her, indledende afsnit i bogen:

Jeg er blevet i tvivl
om meningen med livet
- utilfreds ville nogle måske sige

Kan det være meningen med livet
at det ikke har undertekster?
At det aldrig bliver genudsendt?
At overlade meningen med livet
til folks forgodtbefindende?
Det kan ikke være meningen

Det er virkelig glimrende. På ni verselinjer opruller den evige antikvarboghandler fra Badstuestræde og Vestergade i Århus på yderst århusiansk og underspillet vis i det store og hele tilværelsens egentlige og substantielle drama, filosofihistorisk stilsikkert.


De første to linjer lyder som et tilfældigt udsagn, sagt i og af øjeblikket, men det er langt mere end det: Det skitserer menneskets grundproblem. At vi går og regner med at vi kan få tingene til at gå op, men straks vi begynder at tænke over dem, opdager, at det kan vi ikke og det gør de ikke. Vi lader den eksistentielle tvivl komme ind over os.

Men det er egentlig ikke den, der bærer den største vægt. Det er det, der sker i tredje verselinje: Vi er i virkeligheden i tvivl, men vores utilfredshed med den de facto tomhed, der omgiver os, eksistentielt set, overstråler tvivlen og den så at sige objektive utilfredshed overstråles igen af forskellige former for vrede, ubehag, følelser af overgreb og uretfærdighed, som vi alle bærer rundt på.

Hvad skal vi stille op med det? I fjerde og femte verselinje, ”Kan det være meningen med livet/ at det ikke har undertekster?”, kaster Lars Thur endnu et udsagn ud, som ser ud til at være tilfældigt eller morsomt ment. Det er det ikke, ingen af delene. Det er en substantiel filosofisk iagttagelse, der med de moderne medier som metaforisk materiale gør opmærksom på, at der faktisk ikke findes nogen forklaring eller udlægning, som kan løse problemerne.

Teksten fortsætter i metaforen: ”… At det aldrig bliver genudsendt?”. Den gør derved opmærksom på, at livet er det, der her her nu, det leves ikke om, der er ikke andre muligheder for at se det mere grundigt an. Verset slutter strålende med en modsigelse af den uafvendelige konklusion, at det er op til den enkelte at udgrunde tilværelsens mening.

Det er ikke op til den enkelte, siger digtet. Hvad er det så? Ja, meningen er der et eller andet sted og måske er det det, at vi hele arbejder med den, der er meningen.

Der er omkring yderligere ca. 2000 verslinjer af lignende tyngde og perspektiv. Jeg skal ikke fortabe mig i dem her, men opfordre læseren til selv at dykke ned i dem. Det er som sagt virkelig glimrende, selvfølgelig er der humor og løs snak undervejs, men der er ikke én af teksterne, der ikke kan ses som værende i dialog med tilværelsen mysterium, undergrund og daglige, slidsomme praksis

Nogle siger, at Lars Thur, efter et kortere ophold i Schweiz, dog ikke så kort som Kim Larsens i New York, har trukket sig tilbage til endnu mere jyske omgivelser. Han var 18 år om at skrive den anden bog og jeg har set kunst fra hans hånd, der ikke i nævneværdig grad adskiller sig digtene her. Nu burde han have tiden for sig. Måske kan vi vente en tredje bog inden 2030.


onsdag den 2. december 2020

Hjemkomst

 Anna Degnbol: ”Grus”, Fahrenheit 2017, 184 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


I Anna Degnbols grafic novel, ”Grus”, vender den unge kvinde, Mathilda, hjem til sin barndomsby, fordi hendes mor er blevet fundet bevidstløs i den lokale skov. Hjemkomsten konfronterer Mathilda med en lang række større og mindre svigt begået af hende selv såvel som andre. Mødet med barndomsbyen og dens indbyggere bringer Mathilda tilbage i tiden. Pædagogisk, men diskret er erindringsglimtene fremstillet i røde nuancer, mens resten af bogen er holdt i blåt.


Følsomme unge

I folkeskolen har Mathilda gode veninder og en enkelt ven, som hun hjælper med lektierne, fordi han er ordblind. Imidlertid medfører enkelte ondsindede bemærkninger, at Mathilda dropper lektiehjælpen og vender vennen ryggen. Mathilda er præcis lige så følsom overfor sine jævnaldrendes hån som enhver gennemsnitlig teenager. Følsomheden bliver ikke mindre af, at hendes mor lider af depression. Mathildas situation forværres yderligere, da hun gør et uhyggeligt fund ved den lokale grusgrav. Der er derfor ikke noget at sige til, at hun forlader barndomshjemmet, så snart der viser sig en mulighed.

Problemet er bare, at hun dermed også lægger afstand til sin mor og andre, hun holder af, og som holder af hende. Med virkemidler fra den magiske realisme, hjælper hendes ungdoms uhyggelige fund Mathilda med at fjerne afstanden, så hun for alvor kan vende hjem.


Den kedsommelige barndomsby

For mange danske unge vil hver deres barndomsby i en periode fremstå som det kedeligste sted i verden. Det er klart, at man ikke vil blive boende sådan et sted, når man har hele livet foran sig. Som Mathilda kan man ikke komme hurtigt nok væk. Imidlertid konfronteres hun med den kendsgerning, at dem, der blev, faktisk trives ganske godt. Det panser, hun har opbygget, falder fra hinanden, så hun lidt efter lidt indser, at hendes barndomsby hverken er værre eller bedre end så mange andre. Midt i bogen råber hun: ”Fuck dig, din lorteby”, men det vil hun næppe gøre hen i mod slutningen. I alle byer bor der mennesker, og ingen af dem er fejlfrie. Det er Mathilda heller ikke. Både hun og de øvrige indbyggere i byen svigtede i større eller mindre grad, fordi det er sådan, mennesker gør. Den eneste, der ikke svigter, er individet fra grusgaven; bogens magiske islæt.


Det genkendelige og forandrede

”Grus” er en fin fortælling om at komme hjem til det, der på samme tid er fuldt ud genkendeligt og dog totalt forandret; en fortælling om at erkende, at man selv har det på samme måde: at man er fuldt ud genkendelig og dog totalt forandret – og at forandringen sker, idet man genkendes og ses, som den man er; ikke som den, man troede, man var.

søndag den 22. november 2020

Den uafrystelige Lorca

Federico Garcia Lorca
Sigøjnerballader
Digter i New York
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020 - Burauets lommebibliotek


Af Carina Wøhlk.

Kender I det? At læseoplevelser pludselig væver sig ind i hinanden? Den spanske digter Federico Garcia Lorcas digtsamlinger Sigøjnerballader og Digter i New York ligger på skrivebordet som en lille vifte, en flamencodanser koket kan tage op foran næse og mund, lige inden fødderne kraftfuldt stødes mod jorden. Lorca. Der er også kraft og jordforbindelse i navnet. Lorca. I det samme toner hans navn frem i den bog af John Irving, som anmelderen åndsfraværende bladrer i. Øjnene klæber ved sætningen: ”Det var en højst litterær bogsamling. Der var to skuespil af Garcia Lorca…”. 


Højst litterær. Jovist. Men Lorca er meget mere end det. For én, der aldrig har læst ham før, åbenbarer han sig som en sand tusindkunstner – dramatiker, jovist, men også digter, tegner, musiker, skuespiller, entertainer og meget mere. Og som førnævnte oplevelse antyder: Uafrystelig, når man først har fået blik for ham.  

Symbolladet digtning

Dette efterår udkommer to af Lorcas hovedværker på Det Poetiske Bureaus Forlag. Sigøjnerballader og Digter i New York er i handlen i handy udgaver – som en del af forlagets lommebiblioteksserie. Og det giver god mening at læse digtsamlingerne i sammenhæng. I Juancio d´Hérovilles rytmiske oversættelse tilbyder de på hver deres måde en åbning ind i Lorcas symbolladede og subtile digtning  

Bøgerne indledes med samme biografiske introduktion, der har den for forlaget så bekendte signatur S.O. Stanley Opmann skriver med stor viden og varme om digterens opvækst, udvikling og tragiske endeligt. Læseren forstår allerede inden selve mødet med digtene, hvad Lorca dybest set handler om: Destilleret liv og lidenskab. 

Lorcas biografi er uløseligt forbundet med hans kunst. Federico Garcia Lorca blev født ind i en musikalsk familie med sigøjnerblod i årerne. Han fik både toner og ord ind med modermælken. I arv fra sine forældre fik han også en social indignation, som kom til at farve hele hans kunstneriske udfoldelse. 


Lorca fik sit gennembrud med Sigøjnerballader i 1928. De jordnære, folkelige og alligevel så intense digte gav ham umiddelbar succes. Det andet hovedværk Digter i New York, som blev til i forbindelse med kunstnerens oversøiske rejse i 1929-30, blev først udgivet efter hans alt for tidlige død. Den avantgardistiske digtsamling rettede en sønderlemmende kulturkritik imod det moderne massesamfund. Som han så prægnant formulerer det: Det er ikke helvede, det er gaden (se Digter i New York, s. 110).   

Identitet og kamp

Livet igennem kæmpede Lorca med en identitet som homoseksuel mand i det katolske Spanien. Spændingerne imellem seksualitet og religiøsitet blev forsøgt bearbejdet i kunsten. Blandt andet skriver han: Derfor hæver jeg ikke min stemme…/imod de mænd der har grønt i deres blik (farven grøn har en særlig betydning for Lorca – se nedenfor)/som elsker andre mænd/og brænder deres læber i tavshed (se Digter i New York, s. 125).

Han længtes efter ”min frihed, min menneskelige kærlighed” (se Digter i New York, s. 76), efter at være den, han var og elske den, han ville. Men han måtte fælde tårer, ”fordi jeg hverken er en mand, en digter eller et blad, men en såret puls” (se Digter i New York, s. 76).    

Omgangskreds og skæbne

Digter var han nu. Og en stor en af slagsen. Lorca tilhørte det kunstneriske og intellektuelle miljø, der talte så fremtrædende personligheder som maleren Salvador Dali, multikunstneren Pablo Picasso, komponisten Manuel de Falla og filminstruktøren Luis Bunuel. Omgangskredsen tjente til stor inspiration for Lorca, men også til frustration, fordi han ikke altid fandt det samme kunstneriske frirum som sine åndsfæller.            

Efter hjemkomsten fra USA og Cuba i begyndelsen af 1930´erne bragte Lorcas eksperimenterende livsstil og politiske orientering ham i højrefløjens søgelys. I 1936 blev han brutalt likvideret af Francos håndlangere. Han blev 38 år gammel. Hans lig blev smidt i en anonym grav, men hans navn lever videre.  

Og hvorfor så det? Det handler vel ikke kun om, at han levede stærkt og døde ung? Hvad er det, hans digte kan? At læse Lorca er at udsætte sig selv for et sansebombardement uden sidestykke. Hans billedsprog er overvældende, nærmest voldsomt.

Læseren sejler søsyg rundt i en syret verden under en måne, der svæver fed og symbolmættet over det hele. I det rundtossede billede hvirvler dyr, planter, metaller og farver rundt. 

Især farven grøn lyser op. Og Lorca har føling med nuancerne. Han ser det saftspændte og vækstgrønne: Grøn, hvor jeg elsker dig grøn./Grøn vind. Grønne kviste./ Skibet der vugger på havet/og hesten der står på bjerget (se Sigøjnerballader, s. 36). Men også det, der er grønt som galde, fanger hans opmærksomhed: Tre kugler af grøn mandel/skælver i hans lille stemme (se Sigøjnerballader, s. 58). Den lille er Jesus-barnet – og læseren tænker uvilkårligt, at bittermandlerne i den spædes mund peger frem imod korsfæstelsen.     

Det filterløse digtersind

Fra de frodige andalusiske landskaber til de golde gader i New York, fra de klagende klange af sigøjnerleben til lyden af den by, der aldrig sover – Lorca er autentisk til stede med sit filterløse digtersind. Hans åbne sjæl suger alt ind og spytter det lige i hovedet på læseren igen, og spytklatten driver som livsessens ned over siderne.  

Der er noget suggererende over Lorcas måde at skrive på, en nærmest hypnotisk kraft, som på en og samme tid bringer læseren i en form for trance - og rusker vedkommende ud af den. De surrealistiske digtes vildskab sætter jord og himmel i bevægelse – og netop i bevægelsen synes livet at være allerstærkest til stede. Så fold bogviften ud, stamp i jorden og slyng hjertet ind i Lorcas unikke univers.      


 

  


onsdag den 18. november 2020

Uafsluttede regnskaber

Mette Grymer: ”Mellemværende”, Eksistensen 2019, 140 sider, 185 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

At have et mellemværende betyder, at man har et uafsluttet regnskab af en eller anden art. Mellemværendet holder én fast, indtil man er nået til en overenskomst med modparten. Så længe man har et mellemværende, befinder man sig mellem to værender; det nuværende og det kommende.

Flere af personerne i Mette Grymers kortroman ”Mellemværende” befinder sig mellem det, de vil forlade og det, de ønsker skal komme. Det gælder for eksempel præsten Lauge, der – selvom der er mange andre personer, der fortælles næsten lige så meget om – må betegnes som romanens hovedperson.

Den klodsede præst

Lauge er en usikker og socialt klodset type, der dog viser sig langt mere kompetent, når det er alvorlige emner, der drøftes. Hans tre børn kan egentlig godt lide ham, men synes også at han er pinlig. Dette forstærkes af, at deres venners forældre anser ham for at være anstrengende selskab. Lauge ved godt, at folk taler om ham, og det gavner ikke ligefrem hans selvtillid. Han opfører sig som en undskyldning for sig selv, mens har gør, hvad han kan for at være så god en præst som muligt for indbyggerne i sit sogn. Nogen succes med sit forehavende har han dog ikke. Dertil er han alt for kejtet og usikker.

Med et slangudtryk siger man om en person med mod og viljestyrke, at vedkommende har nosser. Mod og viljestyrke præger bestemt ikke Lauge, der både ude og hjemme er en undskyldning for sig selv. Derfor er det ikke kun bekymrende, men også lidt morsomt, at Lauge i begyndelsen konstaterer, at han har fået sig en tredje testikel, og tilmed synes at finde opmuntring i dens eksistens, selvom den også skræmmer ham. En udposning, der minder om en testikel, er i hvert fald vokset ud i nærheden af de to, han har i forvejen. Derfor forventer man som læser, at han viser sig som en mand og skaber respekt om sig selv. Det sker da også … mere eller mindre. 

Enken, der savner sin voldelige mand

Også Lauges søn, Adam, befinder sig i et mellemværende med sin kæreste. Til gengæld er en enke, hvis mand Lauge begraver i begyndelsen af bogen, ikke længere i sit mellemværende med manden. Hun har bevæget sig videre til en ny tilværelse uden sin voldelige og fordrukne ægtefælle – og hun kan næsten ikke holde det ud. Hun savner ham, og ved samtidig, at de, der har indsigt i deres ægteskab, må anse hende for vanvittig, når hun kan savne sådan en hustyran. Hun ved, at de allerfærreste vil kunne sætte sig ind i hendes sorg. Derfor bliver folks velmente omsorg blot til besvær for hende, fordi det forventes, at hun tackler det på en anden måde, end det falder hende naturligt: ”Spillet er, at hun med en lille tåre i øjenkrogen skal vise storsind, give den klistrede og nysgerrige omsorg adgang til hvordan-hun-i-virkeligheden-har-det, i taknemmelighed, mens de giver hende et klem på armen for at udtrykke deres kondolence og empati. Når de kommer hjem, vil de gladeligt fortælle alle og enhver, at de mødte hende, at de spurgte til hende efter den nye sorgbogs gode råd, og at hun lod til at være glad for deres omsorg, deres ord, deres medfølelse. De har jo hørt og læst, hvad man skal gøre. De er de rigtige. De er selvgode helt ud i det vulgære. Over at de spørger og interesserer sig, med hovedet på skrå og blanke hundeøjne. Ægte empati, vær så god!” (s. 14).

Her sætter Mette Grymer, der - ud over at være forfatter - er sognepræst, fokus på, at sorgen er individuel og nok kan lade sig kategorisere i nogle tilfælde, men bestemt ikke i alle. Denne enkes sorg er udfordret, fordi hun ikke havde nogen som helst grund til at elske sin mand, men ikke desto mindre gjorde det. Den komplicerede kærlighed mellem hende og ægtemanden er der ikke nødvendigvis særlig mange, der kender til, men det gør det kun endnu sværere for enken at føle sig forstået. Mandens død har revet hende ud af deres indbyrdes mellemværende, og selvom det bestemt ikke var lykkeligt, vil hun hellere have ham tilbage end stå alene i den radikalt nye situation, hvor ingen forstår hende, og hendes voksne døtre ikke engang gør et forsøg på at komme til det. Det er faktisk kun den kejtede sognepræst, der viser interesse i at høre hendes usminkede historie.

”Den kæbekødfulde”

De fleste af romanens personer er modne mennesker, og flere af dem udfordres af et kærlighedsløst ægteskab. Det gælder for eksempel Lauges ungdomskæreste, Karen, der er gift med en mand, der konsekvent betegnes som ”den kæbekødfulde”. Det er den titel, Karen i sin udmattelse over ægtemanden har givet ham. Hun gribes af let eufori, da det viser sig, at der faktisk er andet end hendes lede ved samlivet med ham, der gør en skilsmisse oplagt. Nu kan hun endelig slippe bort fra ham, men hurtigt dukker spørgsmålet op om, hvad hun så skal stille op med sit liv.

Illusioner brydes ned

”Mellemværende” er morsom og barsk på samme tid. Illusioner bliver brudt ned, følelser afsløres som blændværk. Og dog indeholder romanen også håb, fordi den handler om helt almindelige mennesker, om had, kærlighed og ønsket om at komme ud af sit mellemværende på en god måde, der kan åbne døre til en bedre fremtid.

Som læser får man meget og næsten intet at vide om personerne. Man får indsigt i deres inderste tanker, men ikke særlig meget om, hvad de ellers beskæftiger sig med. Grymer skærer så at sige ind til benet, hvilket nok er grunden til, at forlaget beskriver bogen som en kortroman. Den har novellens præg, fordi man synes, at man først lige har lært personerne at kende, når man har læst sidste side. Men faktisk har man lært dem langt bedre at kende, end det kan være tilfældet med en hovedperson i en meget længere roman.

Selvom dialogen visse steder synes lidt kunstig, og Mette Grymer andre steder skruer lige vel højt op for en sorthumoristisk metaforik, ændrer det ikke ved, at ”Mellemværende” er værd at læse og blive klog af.


søndag den 15. november 2020

En due er død og mit digt sendte én til vejrs

Alan Pary: Hvad er afstand uden gengivelse af din hvisken
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2020

Af Thorvald Berthelsen

Den kurdiske digter Alan Pary har tilbragt næsten hele sit voksne liv som flygtning. Han er født i Sulaymaniyah, der er opført i det nordvestlige Irak nær grænsen til Iran af den kurdiske prins af Baban Ibrahim Pasha fra 1784 og frem som virkeliggørelsen af hans drøm om en kosmopolitisk kurdisk ’hovedstad’. 


Og det bliver den virkelig idet den ikke bare tiltrak kurdere men også kristne, jøder og armenere. Det derfor blodig ironi at Alan Pary blev tvunget til at flygte derfra i 1999 efter at være udsat for dødstrusler på grund af sin første udgivne digtsamling Kærlighedens rige.

Varme hjerter forvandler byens havfruer

Alan Pary ankommer til Sandholmlejren i Danmark i 1999 og har først tilbragt 10 år i asylcentre før han fik asyl og egen bopæl i København. Han indtager efterhånden København og forsøger at gøre den til sin i flere af sine digte. Det er helt klart den eksilerede digters håb om frihed til egne valg og virkeligt gensidige relationer til andre, der personificeres i digterens by, som fra en anden kulturbaggrund gives denne rolle i et veritabelt mysteriespil, der omfatter byens historie og H.C. Andersens lille havfrue:

Himmelske engle lægger sig på svævende broer
Københavns nat er fuld af skyer og tåge

Byens små øer er fyldt med forbipasserendes ånde
Københavns nat er en drøm
med plads til hjerters forskellige slag

De åbner favnen og vender sig mod regnen
afhængige af hinanden
mens lynets skrig rammer med sit kys

Københavns nat er et mysteriespil
Længsler rumler fra de ældste steder
varme hjerter forvandler byens havfruer
(Fra digtet Københavns Nat)

Han er stadig en flygtning der søger og endnu ikke har fået dansk statsborgerskab. Som han selv siger det i et interview med Michael Svennevig, der har dramatiseret hans liv i forestillingen Hegn :
”Efter et par år fandt jeg ud af, at jeg var på flugt… at jeg var flygtning. Der er forskel på at være flygtning og så komme her for at læse og studere eller arbejde. Der er meget stor forskel. Når man er flygtning, er der mange ting man ikke må… Det er svært at beskrive, men det er let at mærke og føle, for det er der hele tiden. Du kan gøre alt, men må alligevel ikke.”

Det er derfor et fantastisk flammende og altfortærende håb han møjsommeligt har tilkæmpet sig, som hans digtsamling kredser om og uløseligt forbinder med kærligheden, lyset og en rummeligere historie:

jeg har rørt et håb, der breder sig
så mit hjerte svulmer
ingen kan stoppe mig
ikke de kolde hegn
ikke de triste omgivelser

ikke lyden af porten der smækker i
jeg håber stadig
selv om mit ur blev stillet 10 år tilbage

i rødvin skåler jeg for håbet
skåler for lyset
og skåler for kys der viser vej
(Fra digtet Endelig rammer lyset mørket)

Så man igen kan se os gennem de nøgne træer

For Alan Pary er det eksistentielle valg centralt og det underlag håbet tager afsæt i. Hvert menneske er et jeg, der først bliver rigtigt menneskeligt, når det påtager sig opgaven med at blive sig selv og gør op med, ikke blot sin angst for det onde, men også  angsten for det gode. Angsten fører én bort fra valget. Det egentlige ’syndefald’: er  hvis mennesket frasiger sig muligheden for at vælge det gode og lader sig synke ind i en smertelig indesluttethed.

Kærligheden og det religiøse forhold til altet er integreret i dette valg. Og det bliver kun en endnu større nødvendighed af krigen og landflygtigheden:

Vi har puttet vores hjerter i lommen
Og bliver ekstatiske af vort eksil

Tillykke...
Lidt gåsehud er nok til at aftenens stjerner
formerer sig af lykke

Ved en fejltagelse ramler vi ind i en sky
Gud er som vinden
hvivler de blade op
der dækker vores faldne
Så man igen kan se os gennem de nøgne træer
(Fra digtet Begår vi fejl?)

Friheden, valget, kærligheden

Friheden, valget og kærligheden  bliver endelig løftet til en ekstase af mørke og lys gennem ordenes tilsyneladende legende lette udtryk i livgivende virkelige digtning:

Poesien er stadig en sky
Og drømmen er spæd og forladt.
Lad Gud tage mit hjertes hånd
Alene kan jeg ikke nå op ad universets trin
Hele jorden vender sig mod min vandring
den udstrakte himmel ødelægger min vinger

7
En due er død
Og mit digt sendte én til vejrs
på gyngen med et smil

8
Du jubler så højt du kan
for dit ønske om mit livs endeligt er opfyldt
(Fra digtet En dues død)

Her er digtet en gyngetur, der sender drømmen og håbet til vejrs op af verdens tyngende morads. Og selvfølgelig er den legemliggjort i den elskede. Der jubler højt over afslutningen på et liv, der hidtil har været en ørkenvandring under en himmel, der ødelagde tilliden til egne evner til at opnå en fremtid. Poesiens eksistentielt frigørende og opløftende rolle forbindes hele tiden med den alvorlige leg der også tager afsked med en meget stor del af det liv man hidtil har troet på:

Hvad er afstand
uden gengivelse af din hvisken
når du siger farvel
Hvad er røgen
uden sjælens forgængelighed
Hvad er det at flyve
uden ordene svæver
omkring mindet om dine hænders berøring?
(Fra digtet  Ulven i mit rum)

Under sin landflygtighed har Alan Pary udgivet tre digtsamlinger på kurdisk og arabisk. Han er også medlem af dansk PEN og en særdeles aktiv kulturformidler, der har afholdt mange arrangementer for kurdiske digtere og sangere og p.t. sammen med andre redigerer an stor flersproget antologi, der præsenterer Ny kurdisk lyrik, i Danmark og udkommer her på forlaget. Ligesom han har oversat og fået udgivet adskillige danske forfattere og digtere i Kurdistan. Bl.a. H.C. Andersen, Søren Kirkegaard, Inger Christensen, Niels Hav og Pejk Malinowski.

Dette er hans første danske digtsamling. Den spejler os i en helt anden kulturbaggrund, men giver også udtryk for en hjemløshed grænsende til rodløshed som vi kender alt for godt – og gør det med et villet og valgt håb for fremtiden vi må lytte til og har brug for. Og den udforsker poesiens rolle i formidlingen af dette med et fokus på ordenes leg med afsæt i afskeden med liv der har været og deres magiske fremkaldelse af livets, kærlighedens og frihedens genopstandelse i valgets mysterium.


onsdag den 11. november 2020

Foruroligende noveller

Anna Møller: ”Se, hunden er løs”, EC Edition 2020, 138 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Der ligger en foruroligende stemning over Anna Møllers novellesamling ”Se, hunden er løs”. Efter et par tekster, der ikke greb mig synderligt, blev jeg trukket ind i novellen ”Foto af Tilly Millford”, der handler om en ung rigmandsdatter, som er blevet træt af livet. Man følger hendes langsomme, men konsekvent gennemførte nedbrydning på det luksushotel, hendes forældre har sendt hende til i håbet om, at opholdet kan muntre hende op.

Anna Møller beskriver nedbrud og forfald på en nøgtern og præcis måde: ”Gennem sit orangefarvede glas dvælede Tilly Millford ved Italiens skønhed. De stejle klippeskråninger, lyden af de tusinder af cikader, der holdt til i lundene omkring hotellet. Limones riviera, velstanden, kapsejlads i hvidt hver søndag. Hvordan aftensolen lyste bjergtinderne op, så de gråbrune sten løb som sand gennem skrå striber af nåletræer. Intet af det betød noget for hende. Selvom hun kunne se, at alt omkring hende var indbegrebet af skønhed, kunne intet af det nå hende, og skammen over ikke at kunne værdsætte omgivelserne kastede uoverskuelige skygger.” (s. 43-44).

Det trodsige smil midt i det foruroligende

I ”Hunden” tilføjes den foruroligende stemning en god portion uhyggelig mystik og i ”Billhook” er der lagt op til et drama som i en amerikansk krimi.

I ”Alle mod alle” tematiseres store skoleelevers indbyrdes magtkampe. Årelange venskaber kan ødelægges på et splitsekund, når de har haft deres tid, og den ene part ser en fordel i at indgå nye alliancer.

”Sidste afgang” og ”På vej til skoven” hænger sammen og skildrer en ung piges sorg og forvirring efter faderens død.

Man bliver med andre ord ikke i opstemt humør af at læse ”Se, hunden er løs”, men samtidig bliver man heller ikke så nedtrykt, som man kunne forvente. Dette skyldes ikke, at historierne slet ikke er så slemme, som man skulle tro, for det er de. At man ikke lægger bogen fra sig med væmmelse skyldes, at novellerne er godt fortalt, og fordi en særlig overraskende udvikling hist og her fremtvinger et trodsigt smil.

Stærkt, men godt

”Se, hunden er løs” er Anna Møllers debut. Selvom nogle af novellerne nok hurtigt er glemt, viser samlingen, at hun har sans for at opbygge en stemning, der formes af et uprætentiøst sprog og nogle skarpe indsigter i den menneskelige psyke. Det er stærke, men også gode sager!

søndag den 8. november 2020

Simone Weils diagnose af moderniteten

SIMONE WEIL
“ILIADEN ELLER STYRKENS DIGT”
41 sider
Forlaget Virkelig

Af Jes Nysten

Simone Weil er på mange måder en enlig svale i 1900-tallets europæiske filosofihistorie. Måske er hun ikke fuldstændig glemt, men herhjemme har der ikke været særlig opmærksomhed på hende og hendes originale forfatterskab. Derfor er denne udgivelse en gave til os alle. 

Denne franske filosof og kristne mystiker, der gennem sit korte liv (1909-43) ikke blot diagnosticerede samtidens kaotiske situation, men også levede helt i overensstemmelse med sine synspunkter, er og bliver et særsyn. Her er ikke tale om en skrivebords-filosof eller en café-filosof!

Så selvom hun har været død i 77 år, er hendes særlige diagnose af moderniteten bestemt værd at stifte bekendtskab med. 

Hun er født i en verdslig jødisk familie i Paris, og hun viste hurtig sin overordentlige begavelse: som 12 årig talte hun flydende gammel-græsk, hun lærte sig selv Sanskrit og fordybede sig i hinduisme og buddhisme. Hun brillerede ved den fornemme École normale supérieure, hvor hun studerede filosofi. Både Platon og Marx fik afgørende indflydelse på hendes tænkning. 

Efter nogle mystiske oplevelser og syner konverterede hun til kristendommen. 

Men som omvendt kristen rettede hun en stærk kritik af den katolske kirke, og som en sympatisør af kommunismen kritiserede hun stalinismen i stærke vendinger og havde voldsomme debatter med Trotsky, som hun mødte ved flere lejligheder. 

Dette engagement udmøntede sig som nævnt ikke kun i skriverier, men også i levevis. Der fortælles at hun som barn under 1 verdenskrig nægtede at spise sukker, fordi soldaterne ved fronten ikke fik noget. 

Hun tog arbejde på en fabrik for at få et førstehåndsindtryk af arbejdernes vilkår. Hun tog til Spanien for at kæmpe mod fascisterne. Hun flygtede til England og arbejdede for den franske modstandsbevægelse. Hun havde på dette tidspunkt fået konstateret tuberkulose, men på trods af dette nægtede hun at spise mere end de små rationer, som blev uddelt til hendes landsmænd i det besatte Frankrig. Hun døde i London som 34 årig. 

Skriftet her til anmeldelse “Iliaden eller styrkens digt” skrev Weil kort tid efter nazisternes besættelse af Paris i juni 1940. Sammen med sin familie havde hun et par dage før nået at flygte til Marseilles. Hun havde flere gange beskæftiget sig med Iliaden (hun læste jo græsk) og før krigen, hvor hun var erklæret pacifist, havde hun skrevet en artikel “Lad os ikke igen begynde den trojanske krig”!

Men nu  var “den trojanske krig” indledt, og det ændrede fuldstændigt Weils indstilling. Hendes tilgang til digtet er ikke en detaljeret, filologisk korrekt analyse (mange velmenende klassiske filologer har spildt megen tid og papir på at tage hende i skole), men som hun tydeligt skriver: digtet bruger hun som et spejl! For hvis man troede, at det såkaldte fremskridt havde elimineret “styrken”, der for hende er kernen i Iliaden, så er man ganske naiv, for samtidens altødelæggende krig viser det modsatte. Intet har afgørende ændret sig: styrken står i centrum af menneskets historie. Så dette skrift indeholder intet om vrede, heltemod, gudernes indgriben, kløgt!

Som hun præciserer allerede til indledning “Menneskets sjæl bliver uundgåeligt påvirket af sit forhold til denne styrke, revet med, blændet af de kræfter den mener at råde over, tvunget til selv at bøje sig for styrken” (s 5). Afgørende er, at styrken gør enhver til en ting, et objekt. Både den der udøver den, og den styrken bruges imod. 

(Der er ikke megen Star Wars over hendes tilgang, ikke nogen “may the force be with you”)

Med henvisning til den ædle Hektors frygtelige død taler hun netop ikke om helte og kampmod, men om at Hektor bliver til en ynkelig ting på en måde, som der ikke er noget glorværdigt over. Det er råt, usentimentalt, simpelt. 

Men afgørende er også, at personer der stadig er i live, bliver til ting i omgangen med styrken. Det er den mest raffinerede måde at “dræbe” et menneske på, at tingsliggøre det mens det stadig lever (altså trækker vejret og går rundt iblandt andre - men lever??). 

Weil nuancerer fint denne problematik (som bestemt ikke altid lyser igennem i mange nutidige analyser af magt): hun erkender, at vi allesammen udøver magt over hinanden. Naturligvis - og vi bruger den dagligt produktivt, men netop derfor er den farlig, når den kammer over og bliver til STYRKE, der fornedrer og destruerer. 

Men det er også vigtigt “Ligeså ubarmhjertigt som styrken knuser, ligeså ubarmhjertigt beruser den også enhver, der besidder den eller som bilder sig ind at besidde den” (s 14). 

Ja, det er netop det paradoksale ved styrken, den er ikke total. Selv den stærkeste har et svagt punkt og bliver på et tidspunkt “ramt” der, så styrken bliver selvdestruktiv. 

Så en umiddelbar “sejr” er kun noget forbigående. 

I de græske tragedier var Nemesis “dommen” over den misbrugte magt. Afgørende i omgangen med styrken var mådehold, ligevægt. 

Men den er fuldstændig glemt for Weils samtid, mener hun. Nu er det materialisme og teknik, der stræbes efter og ikke den græske dyds-forståelse. 

Som et spejl viser Iliaden at “styrken er den eneste helt. Og det ville ende i en dyster monotoni, hvis det ikke blev afbrudt af små lysende øjeblikke, hvor menneskene har en sjæl. En sjæl, der vågner sådan, i et kort sekund, blot for straks igen at bukke under for styrkens imperium, vågner ren og hel” (s 30). 

Men noget afgørende må tilføjes “ingen af dem, der bryder sammen (pga styrken), anses af den grund for foragtelige. Alt det, der undslipper styrkens dominans, i sjælens indre og mellem mennesker, bliver værnet om og elsket, men på smertefuld vis, fordi der til stadighed er en overhængende fare for, at det vil gå til grunde. Dette er ånden i det eneste sande epos, der findes i Vesten” (s 37). 

Weil trækker derefter en - for hende - afgørende linje “Evangeliet er det sidste og vidunderlige udtryk for det græske geni, ligesom Iliaden er det første ... Den tænkning, der i sin tid inspirerede evangeliet var erkendelsen af at menneskets elendighed er en betingelse for retfærdighed og kærlighed” (s 38). Men for Weil er både Iliadens etos og kristendommens nådes-begreb fuldstændigt mistet i samtiden! 

Weils stil er springende, fabulerende, overraskende. Men hele tiden mærker man “ilden der brænder” i kroppen og i pennen! Dette lille skrift er en fin invitation til at stifte bekendtskab med et mærkeligt, originalt og fascinerende forfatterskab.  


onsdag den 4. november 2020

Digte om livet fra vugge til grav

Niels Ole Frederiksen: ”Glimt før glemsel”, Forlaget NOF 2020, 64 sider, 150 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Den tidligere højskolelærer og -forstander Niels Ole Frederiksen har udgivet knækprosasamlingen ”Glimt før glemsel”. Bortset fra at enkelte tekster havde stået stærkere uden digtets mange linjeskift, er det en fin samling, der tager udgangspunkt i pensionistens ståsted i livet. Her er erindringsglimt, humoristisk formulerede erfaringer, erkendelse af alderstrykket og taknemmelighed over, hvad livet har budt forfatteren. Samlingen er fuld af sproglige finurligheder, som i digtet ”Syn for sagn”:


”hvis du er nærsynet

så kan alderen

med sit gammelmandssyn udligne dit nærsyn

så du igen får et normalt syn


men hvis det udvikler sig til snæversyn

så er vi lige vidt

for snæversyn er kun noget visse politikere

udviser i deres syn på de fremmede

uden at vise nogen form for hensyn” (s. 54).



Fra det nostalgiske til det flippede

Nogle af Frederiksens digte er nostalgiske, mens andre er flippede. Til de førstnævnte hører ”Årgang 1946”, som dels handler om den unge lærer Tønnesen, der som den eneste ikke tugtede sine elever, dels om et forbudt, men dragende ord. Hele digtet bygges op som en varm tak til lærer Tønnesen, der satte sig et langt større – og positivt – indtryk end alle de andre lærere tilsammen. Om disse skriver Frederiksen:


”jeg tror, at Ryesgade Skole i Horsens

havde formået at samle de mest bestialske lærere af hankøn

der fandtes på markedet

ved den mindste overtrædelse af skolens reglement

eller det de fandt var en forseelse

faldt der brænde ned over vores syndige hoveder” (s. 9).


Til de mere flippede digte hører ”Hvis Rembrandt var født i Middelfart”; et tankeeksperiment om en lille provinsbys groteske storhedsdrømme. Hvis Rembrandt var født i Middelfart …


”… ville der også gå bud til enkedronning Margrethe 2.

efter indstilling

fra ældrerådet i Middelfart Kommune

at de frivillige i den store attraktion og seværdighed

”Art Museum Rembrandt” AMR

burde benådes med et Ridderkors

af tredjegrad – dog uden egeløv” (s. 49).


Morskab og alvor

Der er ikke så lidt ironi i ”Glimt før glemsel”, men det morsomme suppleres af den alvor, der mere end antydes i samlingens titel. I digtet ”Væk” reflekterer Niels Ole Frederiksen således over sin egen (og alles) endelighed. Sanserne svækkes med alderen, og til sidst er selve livet så afsvækket, at det ikke længere kan opretholdes.


”På visse dage holder solen sig væk

det er

når jeg står i lort til halsen

mine fingre, knæ og hofter værker af gigt

smerten kan ikke trylles væk

jeg kan ikke løbe væk


vi er alle en del af brug- og smid-væk-kulturen


pludselig en dag

bliver jeg revet væk


så det” (s. 56).


Således rummer digtene i ”Glimt før glemsel” på trods af sin begrænsede tekstmængde en række refleksioner om livet fra vugge til grav. Der er lune, skæve vinkler, alvor og til tider også forargelse i Niels Ole Frederiksens digte, som taler til enhver, der gerne vil læse digte, som er umiddelbart forståelige.

søndag den 1. november 2020

Lys og vækst bag tremmer

Fængselsdigte
Mahvash Sabet
Det Poetiske Bureaus Forlag 2020

Af Carina Wøhlk

Kan en digtsamling ruske? Ikke bare op i den, der læser, men også tremmer? Ja, det kan den. For poesien har i sig en frisættende kraft, der kan rykke ved alle de gitre, vi mennesker omgiver os selv og hinanden med. 

Digtsamlingen Fængselsdigte handler ikke om imaginære fængsler. Den er blevet til bag virkelige fængselsmure i en virkelig celle og bærer både rystende og rørende vidnesbyrd om et liv i fangenskab og fornedrelse.

Arrestation og dom

Digtene er skrevet af lærer, psykolog og digter Mahvesh Sabet, et højtstående medlem af Bahá´í-samfundet i Iran. I mange år arbejdede hun som leder af ”The Bahá´i Institute for Higher Education”; en institution, som tilbød alternative uddannelsesmuligheder for unge Bahá´i-medlemmer.

Bahá´íerne udgør den største religiøse minoritet i Iran. Siden den iranske revolution i 1979 har Bahá´í-samfundet været udsat for systematisk forfølgelse. Den forfølgelse kom Sabet til at mærke på egen krop og sjæl. Den 5. marts 2008 blev hun anholdt og fængslet. Den 14. maj samme år blev den øvrige Bahá´í-ledelse, det såkaldte Yaran-råd, også arresteret. Først den 12. juni 2010 fik hun og de seks andre anklagede en dom på 20 års fængsel efter noget, der mindede om en parodi på en juridisk proces. 

Anklagepunkterne imod Yaran-rådet lød på spionage for Israel og blasfemisk virksomhed rettet imod Den islamiske Republik. Sabet blev løsladt i 2017 efter at have udstået næsten halvdelen af den tildelte straf. I løbet af sin indsættelse i et af Irans hårdeste fængsler skrev hun de digte, der nu er samlet under titlen Fængselsdigte. Digtene blev nedfældet på forhåndenværende papirstumper – servietter og toiletpapir.

Mod og integritet

Digtsamlingen indledes med et forord, der ganske utraditionelt er skrevet af Sabets advokat under retssagen, Mahnaz Parakand, der sammen med tre kolleger forsvarede Sabet og resten af Yaran-rådet. Forordet giver indblik i de juridiske og menneskerettighedsmæssige krænkelser, Sabet og hendes skæbnefæller var udsat for op til selve domsfældelsen. Læseren mærker da også tydeligt advokatens store respekt for Sabets mod, værdighed og integritet.   

Efter forordet følger en note fra Andros Frei, som har stået for oversættelsen til dansk. Læsningen af Fængselsdigte kræver nemlig ikke bare forståelse for den historiske og georeligiøse kontekst, digtene er blevet til i, men også en viden om den sproglige proces frem imod tilblivelsen af den danske udgave.

Fængselsdigte er oprindeligt skrevet på farsi. I 2011 blev femogtyve af digtene smuglet ud til en lille familie, der levede i eksil på grund af deres Bahá´í-tro. Datteren, Bahiyyih Nakhjavani, som er en internationalt anerkendt litteraturforsker, påtog sig at oversætte digtene til engelsk ud fra sin mors løselige gengivelser. Siden fulgte yderligere halvtreds digte og Sabets tilladelse til at redigere og udgive digtene i samlet bogform. Digtsamlingens sidste digt er i øvrigt tilegnet den nu afdøde moder i den dedikerede oversætterfamilie. Den engelske version af Fængselsdigte – Prison Poems - udkom i foråret 2013.

Rimtvang

Andros Frei, som har stået for fordanskningen, har kun haft adgang til Prison Poems – ikke til den oprindelige digtsamling på farsi. I gendigningsprocessen har han sat en ære i at bevare musikaliteten og metrikken fra det engelske forlæg, der efter sigende spejler originalsamlingen. 

Desværre har denne ærbødighed for digtenes musikalitet og metrik affødt en intermitterende (- og irriterende) rimtvang, som distraherer læseren. De rimede vers springer ofte i øjnene på grund af klumpedumpet omvendt ordstilling eller oversætterens valg af pudsige rim – f.eks. ”reflektere…./pertubere” (se side 21). Sabets rytmiske sans og forkærlighed for omkvæd sikrer i sig selv læseren en unik musisk oplevelse. Rimene tjener ikke et højere formål. Tværtimod.    

Stærke motiver

De skønhedspletter, som rimtvangen medfører, ændrer nu ikke ved det poetiske helhedsindtryk. Fængselsdigte flyder over af menneskeligt og digterisk overskud. Samlingen er præget af flere stærke motiver. Længslen efter frihed fylder naturligvis. Og Sabet forstår til fulde poesiens frigørende kraft. Som det hedder i et af digtene: ” Jeg skriver om så kun for at minde/ de vingebundne fugle om flugt,/ for et øjeblik åbne hjerternes bur/ og lede de fangne sætninger ud” (se s. 48).

Derudover vrimler digtene med tusinde sole og blomster, der skyder frem de mest udpinte steder – i fængslet og i menneskesindet. I et mørkt og goldt miljø har Sabet formået at skrive lyset og væksthåbet frem. Selv en lillebitte tidsel i fængselsgården har hun haft blik for som kilde til overstrømmende inspiration: ”Og jeg sagde til mig selv:/ Er du ikke også ukrudt?/ Hvor er livet i dine rødder blevet af?/ Hvor er væksten i dine blade, i din stilk?/ Intet liv overhovedet? Sikke da en skam!/ Og i det samme følte jeg åndens saft/ stige i mig indefra”  (se s. 43). Der er netop noget sprællevende og saftspændt over Sabets måde at skrive på.  

Længslen efter frihed, lys og vækst og bevidstheden om poesiens kraft smelter sammen hos digteren: ”Du har kun brug for en enkelt blomst - / mere skal der ikke til - / for at åbne klarsynets vindue./ Et enkelt vers/ er mere end nok/ til at fylde dine øjne med lys”  (se s. 101). 

Frihedsberøvelsen og frustrationen over den får aldrig Sabet til at kredse om sig selv. Hendes digtsamling vidner om en kvinde, der hele tiden rækker ud imod andre indsatte. Læseren drages ind i hendes møder med kranke menneskeskæbner og forstår, hvilken kærlighedsdynamo Sabet må have været i de ellers så hadske og håbløse omgivelser.

Som hun skriver i et af digtene: ”Hvis du rækker ud for at kærtegne et hoved her,/ stråler hundrede stjerner i øjnene;/ hvis du ytrer en enkelt kærlig sætning her/ er det som vand der slukker en rasende ild .(se s. 57). Sabet har mange kærlige sætninger til overs – også for medfanger, der er stofmisbrugere og kriminelle. Det forhold, at flere af digtene desuden er dedikeret til mennesker, der står hende nær, deriblandt bahá`ien Fariba Kamalabadi, som i en årrække var indsat sammen med hende, cementerer kun hendes relationelle tilgang til livet og de levende. 

Anbefaling

Fængselsdigte er en eng af poetiske blomster, der strækker hals mod solen og lyser af alt det, der gør livet værd at leve. Gå ud i den eng og stryg fingerspidserne hen over kærlighedens kronblade. Mærk kraften, der får både celler og hjerter til at åbne sig.