søndag den 29. december 2019

De voldtagne og de døde

Tore Rørbæk og Mikkel Sommer
”Shingal”,
Grafic Novel, Forlæns 2019, 108 sider, 199,95 kr.

Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen:
”3 piger”
Basilisk Tegneserie 2018, 138 sider, 200 kr.

Franz Kafka og Søren Jessen:
”Forvandlingen”
Fahrenheit 2017, 128 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Det fireoghalvfjerdsindstyvende folkemord

En minoritet er særligt udsat i krig. Det ved ezidierne i det nordlige Irak, der ifølge deres egne beregninger, oplevede det 74. folkemord i 2014. Ezidiernes område blev beskyttet af den irakisk-kurdiske Peshmerga-hær, hvori også mange ezidier kæmpede, men d. 3. august forlod hæren området uden forudgående varsel, så ezidierne, der kun havde ganske få våben, var alene om at forsvare sig mod de fremrykkende krigere fra ISIS. Nogle få frivillige holdt stand ved strategiske forsvarsposter. Resten flygtede i retning af Shingal-bjerget, men mange nåede ikke derop. De blev taget til fange af ISIS, der henrettede mændene med det samme, og brugte kvinderne som slaver.

Den 9. august lykkedes det den kurdiske milits fra Syrien i samarbejde med PKK at etablerer en korridor mellem Syrien og bjerget, så ca. 50.000 overlevende ezidier kunne komme i sikkerhed. Korridoren blev holdt åben i cirka 20 dage, men Isis var hele tiden tæt på og beskød ind imellem flygtningene og de kurdiske soldater.

Dette er baggrunden for Rørbæk og Sommers Grafic Novel ”Shingal”. Tore Rørbæk har skrevet historien på baggrund af grundig research. Desuden har han også sammen med Mikkel Sommer besøgt egnen omkring Shingal, så tegneren kunne danne sig et indtryk af naturen, landskabet og menneskene på stedet. Det er der kommet en helt særlig bog ud af.

Forsiden viser en smuk solnedgang bag Shingal-bjerget, men selvom bogen fortælles stilfærdigt og sobert, er den alt andet end smuk. Skønt der ikke gås i detaljer med død og ødelæggelse, er det gennem alle siderne tydeligt, at bogen skildrer en meget alvorlig situation. Alene oplysningerne om, at 6000 ezidi-kvinder blev kidnappet af ISIS, og at man den dag i dag ved, hvor i området der er massegrave, men ikke har ressourcer til at undersøge de dødes identitet, giver en forståelse af de alvorlige hændelser, bogen beskriver.

Læseren følger to familier. I den ene griber faderen til våben, i den anden flygter familien sammen. Historien om de to familier fortælles på en rolig måde, der alligevel synes hektisk, fordi det, de oplever, er så tragisk. Tegne- og fortællestilen ændres alt efter, om man følger personerne, om der gives baggrundsoplysninger om ezidiernes særlige kultur og tro, eller om der gengives en fortælling fra tidligere tider. Det virker forbløffende godt i sammenhængen.

Skønt handlingen er kompliceret, føres læseren godt igennem af nogle kortfattede, men præcise tekster. Efter endt læsning kan man i et fire sider langt efterord af Tore Rørbæk få flere oplysninger om ezidiernes blodige skæbne de frygtelige augustdage i 2014.
Selvom konflikten er en anden, og lokaliteten ligeså, minder ”Shingal” i sin dokumentariske form om Ari Folmans og David Polonskys ”Vals med Bashir” (dansk 2010). Rørbæk og Sommer vil fortælle en historie, der ellers risikerer at blive glemt – og det er den for vigtig til.

Piger i dunkle streger

Rikke Villadsen har tegnet billederne i den grafic novel, hun har udtænkt sammen med Bjørn Rasmussen. Efter endt læsning har jeg surfet lidt på nettet for at finde ud af, hvad meningen er med bogen. Jeg er ikke blevet meget klogere, men har dog forstået, at de tre noveller i ”3 piger” udgør en tredjedel af i alt ni planlagte noveller. Måske vil læsning af de kommende seks noveller samle trådene. Måske ikke…

De tre noveller, ”Familien”, ”Liftet” og ”Hesten”, synes ikke at være indbyrdes forbundne, bortset fra at de alle handler om små piger, og at ingen af disse har det godt. Det lader ikke til, at pigerne rigtig forstår, hvad der foregår omkring dem, og det gør læseren heller ikke altid. Men i nogle tilfælde er det dog klart, at pigerne har grund til at føle sig utrygge. En af dem kører på stop med en chauffør, der bliver ved med at insisterer på, at hun skal tisse i en kop. En anden skal levere døde dyr til en ung dekadent rigmand, der tilsyneladende blot piner hende for sin fornøjelses skyld. Således former der sig et helhedsindtryk af en tegneserie, der har vendt sin egen genre på hovedet. Det er i hvert fald tit, at tegneserier udstråler sjov og ballade, hygge og hurtige grin. Sådan er det ikke med historierne i ”3 piger”.

Det er grundlæggende utryghedsskabende stemninger, de folder ud for læseren. Uhyggen bliver ikke mindre af, at i hvert fald de to første noveller synes at stoppe, inden historierne er slut. Den pludselige afbrydelse er med til at forstærke utrygheden. ”Hvad sker der med pigerne?”, tænker man, da den ene forsvinder op i loftet, mens den anden kører videre med den venlige, men temmelig skumle chauffør. Det er som at læse gamle folkeeventyr, hvor siderne med de lykkelige slutninger er revet ud. Derved skabes der en mareridtsagtig stemning, og måske er det netop bogens hensigt at levere tre tegnede mareridt. Det er i hvert fald ikke for børn!

Mens størstedelen af det hvide papir er uberørt af blyanten i ”Familien”, således at karakterer og interiør fremstår i blyantens grå nuancer, er ”Liftet” og ”Hesten” præget af langt flere blyantstreger. Det hvide bruges kun som en farve, ikke som baggrund. Rigmanden i ”Hesten” har hvide bukser på, men hans omgivelser er konsekvent grå og sorte. Der er da også den forskel, at ”Familien” foregår om morgenen, mens de to andre noveller finder sted om aftenen eller natten. Noget af det mest hvide i ”Hesten” er – ud over de nævnte bukser - pigens store, tryglende og troskyldige øjne.
Med de fortrinsvis mørke billeder, de utryghedsskabende fortællinger og de udsatte små hovedpersoner har Villadsen og Rasmussen skabt en grafic novel, der er lige så medrivende, som den er svær at holde af.

Dunkel Kafka i sorte streger

Kafka er altid dunkel. Det er han, hvad enten man lader sig gribe af hans mareridtsagtige skildringer af mennesker, der synes underlagt andre magters uigennemskuelige vilje, eller af hans kulsorte humor, der får læseren til at udstøde små, hysteriske hyl mellem gispene. Novellen ”Forvandlingen”, som Kafka skrev i 1915, har begge dele i sig: Dels fremmedgørelsen af hovedpersonen Gregor Samsa, der en morgen vågner og opdager, at han i nattens løb er blevet forvandlet til en bille, dels de grotesk morsomme scener. Uden at afsløre for meget får et æble, som Gregors far benytter som kasteskyts, en skæbnesvanger rolle, der på trods af novellens tragiske stemning gør det svært at holde latteren tilbage.

Kafka er nok allermest kendt for romanen ”Processen”, men faktisk ønskede han ingen af sine romaner, der alle tre var ufuldendte ved hans død i 1924, udgivet. En lang række noveller havde han imidlertid selv haft succes med at få udgivet, heriblandt ”Forvandlingen”.
Novellen er præcis lige så dunkel, som man må forvente det, når den er forfattet af Kafka. Men nu har forlaget Fahrenheit udgivet en udgave af novellen, der lægger nye vinkler på tekstens dunkelhed. Her bliver den dystre tekst udfoldet visuelt i Søren Jessen mørke streger. Den oprindelige tekst er kraftigt, men samvittighedsfuldt forkortet og spredt ud over de fleste af illustrationerne. Det sidste skærper læserens opmærksomhed på, hvad Jessen har tegnet. Samtidig får det visuelle indtryk en ekstra dimension, når det følges med læsningen af teksten, fordi tekst og billede supplerer hinanden.

I Kafkas tekst er der kun få beskrivelser af billen Gregor, hvilket får læseren til at føle sig lige så fremmedgjort overfor dyret, som Gregor selv. Selvom han lige så stille affinder sig med sin skæbne og lever stadig mere på billevis, forbliver han dog opmærksom på, at han ikke er i sit rette element. Han forbliver fremmed for sig selv. Denne fremmedgjorthed og mangel på detaljer om Gregors nye krop fastholder Søren Jessen ved ikke at tegne den menneskestore bille i fuld figur. Tynde behårede ben, en del af billens hoved, noget af rygpanseret vises, men helheden må man samle for sit indre øje - hvis man har lyst.

Små tegnede kunstværker af eksempelvis et trøstesløst landskab, udsigten fra Gregors værelse, en kniplingsdug eller skyggen af en gargoil blander sig med mere traditionelle, men stadig kunstnerisk udførte tegneserieillustrationer i Jessens Grafic Novel. Tegneren er tro mod sit oplæg, men har svært ved at formidle den humoristiske side af novellen. Til gengæld kan den tegnede udgave noget andet. Søren Jessen har illustreret teksten på måder, der nogle gange er overraskende, men kun fordi man kommer til at tænke over det. Umiddelbart synes de nemlig oplagte, men det er altså bestemt ikke altid tilfældet. Der ligger så mange overvejelser bag de næsten talende illustrationer, at man ikke i første omgang opdager, hvor godt Jessen har gjort det, men det er jo netop et kvalitetsstempel. I første omgang udgør illustrationerne illustrationer, i anden omgang kunstværker. Alt sammen i forskellige dunkle nuancer af sort. Det er svært at tro andet, end at Kafka selv ville have været tilfreds med denne nye udgave af hans gamle, dunkle novelle.

søndag den 22. december 2019

Fotobog. Klimaforandringer. Naturvidenskab. Kultur. Taleban. Malawi. Syrien

Daniel Rye: ”Mens vi venter”, 
Book Lab 2019, 119 sider, 345 kr.


Anders Holst Bodin: ”Klimakrisens rødder. Et spadestik dybere i kampen for klimaet”, 
Multivers 2019, 284 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

Når vejret går amok i Malawi
”Men vi venter” er en fotobog om det, der efterhånden vækker de flestes bekymring. Klimaforandringerne ændrer vejrforholdene. Vi mærker det her til lands, men det er meget værre andre steder, for eksempel i Malawi, hvor befolkningen de seneste år har oplevet vejret gå amok. Fra 1970 til 1990 ramtes landet at syv naturkatastrofer. De efterfølgende tyve år steg tallet til 33, og der bliver stadig kortere mellem katastroferne.
Fra sommeren 2016 til marts 2019 opholdt fotograf Daniel Rye sig 120 dage i landsbyen Kakoma, hvor hver dag er en kamp for overlevelse. Ekstremt vejr har gjort landbruget usikkert, men som den lokale præst og landmand, Mr. Mkundiza, siger: ”Hvor skulle jeg tage hen, hvis jeg ikke kan bo her? Jeg kan ikke forlade mine børn, min kone … Nej, jeg vil til enhver tid vælge at dø sammen med dem frem for alt andet.” (indstik s. 112).

Det er muligt, at Mr. Mkundiza aldrig vil forlade sin landsby, men Daniel Rye finder sandsynligheden for, at andre vil tage af sted, overhængende. Klimaforandringerne er nemlig næppe være de eneste prøvelser, der risikerer at ramme Malawi. Rye er overbevist om, at klimakrise, konflikter og flygtningestrømme hænger sammen: ”Jeg begyndte at researche på flygtningenes bevæggrunde og gjorde en opdagelse. En artikel, The New York Times havde bragt i 2015, skitserede en forbindelse mellem tørkeperioderne i Syrien fra 2006 til 2009 og konfliktens udbrud i 2011. Også i Afghanistan blev der skabt en sammenhæng mellem konflikten og klimaforandringerne. I en analyse lød det blandt andet, at Taleban havde kunnet ruste sig til kamp, fordi tørken pressede landmænd til at sende deres sønner i armene på oprørsgruppen. En af grundene var, at landmændene måtte bestikke Taleban for at opnå beskyttelse af deres marker, hvor de dyrkede den ulovlige, men tørkeresistente plante opiumvalmue. Den eneste valuta, de havde, var deres sønner.” (s. 5).

Bogens titel – ”Mens vi venter” – er således en advarsel om, at der er noget voldsomt på vej, som ikke blot kommer til grundlæggende at påvirke de steder, der bliver hårdest ramt af klimaforandringerne. Daniel Rye dokumenterer den nervepirrende ventetid i sin bog. Ganske korte, men præcise tekster supplerer fotografierne, der viser familien Mkundizas trodsige tiltro til, at Gud nok skal hjælpe dem med at overleve i landsbyen. Stilen minder lidt om Jakob Holdts ”Amerikanske billeder”. Det er kras dokumentation, men også æstetik. Og mon ikke det er nødvendigt at servere så dystert et budskab på en måde, som læseren kan holde ud? Det er i hvert fald ikke kun Daniel Rye, men også layouteren, der har gjort ”Mens vi venter” spiselig. Bogen er stor og smuk uden at være prangende. Nogle af enkelthederne på omslagsbilledet er mærkbare, fordi de er trykket lidt ud i forhold til resten af billedet. Således kan man med sin finger mærke Mr. Mkundizas søn Samuel, da han står på hænder i et længe ventet regnvejr, der desværre viste sig at blive alt for voldsomt og dermed lige så ødelæggende som den forudgående tørke.

Taget i betragtning at bogen advarer om klimakrisens konsekvenser, er det en relevant oplysning, der gives på en vedlagt etiket, nemlig at bogen er produceret CO2-neutralt, ”og at både papir og trykfarver er biologisk nedbrydelige.”
”Mens vi venter” er en skræmmende, men nødvendig udgivelse.

Naturvidenskab og kultur i fælles klimakamp
Anders Holst Bodin: ”Klimakrisens rødder.

Anders Holst Bodin er ph.d. i fysik, men har også læst på musikkonservatoriet, hvilket giver ham et dobbelt fokus på to områder, han mener skal inddrages, hvis klimakrisen skal imødegås effektivt. De to fokusområder er naturvidenskab og kultur.
Med kultur tænkes der bredt. Eksempelvis den vækstkultur, der gør sig gældende i konkurrencestaten, og som på længere sigt skader mere, end den gavner, indgår i Bodins kulturbeskrivelse. Selvom vi danskere bliver rigere og rigere, bliver vi ikke lykkeligere. I hvert fald kæmper mange med forskellige diagnoser, stress, rodløshed og eksistentiel forvirring. Dette er følgerne af en forfejlet kultur, hvis omdrejningspunkt Bodin kalder for autenticitet.

Vi er blevet besat af tanken om at være autentiske, unikke og perfekte, men når det kommer til stykket, er vi alle mennesker på godt og ondt. Derfor kommer mange af os til kort overfor vores og kulturens krav om det exceptionelle og fejlfrie. Men netop fordi det er kulturelle krav, der altså synes almengyldige, er det svært at vende vreden over kravene udad. ”Der er kun én vej at vende vreden, hvis man ikke evner at udleve sin indre mavefornemmelse: indad. Der er kun én at skyde skylden på, hvis du er ulykkelig: dig selv. Det, som engang var ’samfundets skyld’, er nu et personligt problem.” (s. 153).

Bodins påstand er, at denne autenticitetens kultur skal ændres, hvis der skal opstå forståelse for klimakrisens alvor. Vi skal simpelthen have åbnet øjnene for, at det ikke er os selv, der er tilværelsens centrum. Det er ikke vores luksusbehov, tilværelsen står og falder med at få dækket. Kloden er ved at blive ødelagt, og derfor er det den og alt det fantastiske, livet på en sund klode giver mulighed for, vi skal have fokus på. Vi skal med andre ord have udvidet perspektivet og ændre den kultur, vi lader os forme af.

Naturvidenskab og ånd
At vi netop ikke har øje for, hvor fantastisk tilværelsen er, udgør en af de helt store forhindringer for en fælles indsats mod klimaets ødelæggelse. Vi er selv en del af et kæmpemæssigt og totalt uoverskueligt mirakel. Bodin forklarer fænomenet ”emergens” i et forsøg på at beskrive tilværelsens kompleksitet.

”Et skrevet ord består af bogstaver. Hvert bogstav har ingen mening i sig selv, men når de sættes sammen, så opstår ordet. Det er egentlig mystisk! Ordet ’træ’ består af tre bogstaver, men det er jo ikke sådan, at ’træ’ er en tredjedel ’t’, en tredjedel ’r’ og en tredjedel ’æ’. Ordet som helhed er noget helt andet og mere end summen af de enkelte bestanddele. Vi sætter tre meningsløse tegn sammen, og pludselig ser vi en vajende trækrone med grønne blade.
Det fænomen hedder emergens.” (s. 111).

Herefter uddyber Bodin, hvordan emergens så at sige er hele baggrunden for, at man overhovedet kan beskrive noget naturvidenskabeligt: ”Atomer kan sætte sig sammen i molekyler. To brintatomer og et iltatom kan fx danne et vandmolekyle. Pludselig opstår der nye egenskaber – atomerne kan vibrere i forhold til hinanden, og der opstår elektriske ladningsforskelle internt i molekylet. Den slags fænomener fandtes ikke i forvejen i de enkelte atomer, men kun i den nye helhed ’molekylet’. Vi har altså lige set et eksempel på emergens.” (s. 112). Men tilværelsen er endnu mere kompliceret.

Naturvidenskaben kan analysere, måle og veje. Anderledes er det med ånd. Ånd kan eksempelvis opleves i musik, litteratur, i mødet med andre mennesker, og – selvom Bodin ikke er meget for at komme ind på det – i tro. Ånden beskrives ved hjælp af fænomenologien: ”Mens videnskaben søger at systematisere vores sanseindtryk med logiske principper, så tager fænomenologien udgangspunkt i vores direkte erfaring af virkeligheden.” (s. 117). Naturvidenskab og fænomenologi udgør således to forskellige måder at beskrive virkeligheden på. Det er to forskellige sprog, der taler vidt forskelligt og fra forskellige synsvinkler om det samme – nemlig livet i dets rigdom - men det betyder ikke, at de modsiger hinanden. Bodin insisterer på, at vi har behov for begge sprog og synsvinkler, for vi har brug for fuldt ud at erkende, hvad det er, vi er ved at miste, og hvad vi kan gøre for at undgå, at det sker.

Klodens triste tilstand
Vi har allerede mistet en masse: ”Verdensnaturfonden anslår, at 60 % af verdens pattedyr, fugle, fisk, krybdyr og padder er forsvundet mellem 1970 og 2014. Det er over halvdelen af verdens hvirveldyr, der er forsvundet på under 50 år! Nogle typer af dyr er endda særlig slemt ramt, som fx dem, der lever i ferskvand, hvor hele 83 % af dyrebestandene er forsvundet i samme periode. Heldigvis dækker dette tal ikke over antallet af dyrearter, men det faktiske antal af dyr i verdens økosystemer.” (s. 18).
Der gives flere eksempler på klodens kritiske tilstand, og sidder man som læser og tænker, at Danmark i det mindste yder sit i kampen mod øget ødelæggelse, bliver man skuffet: ”Det er en udbredt misforståelse, at Danmark er et bæredygtigt foregangsland. For vores enorme økonomiske velstand, og deraf følgende forbrug, medvirker til drivhusgasudledninger i international særklasse, når befolkningens størrelse tages i betragtning.” (s. 30). Det kan altså godt være, at Danmark leverer en del klimavenlige løsninger, men vores forbrug er så enormt, at vi stadig udleder alt for meget CO2.
Netop forbruget og dermed væksten er den store skurk – og så alligevel ikke. Vækst i sig selv er der ikke noget galt med. Tværtimod sikrer den bedre levevilkår for endnu flere. Men væksten må og skal være bæredygtig. Ellers vil de forbedrede levevilkår ikke være meget værd, når konsekvenserne af klimakrisen slår igennem. At gøre væksten bæredygtig anser Bodin for at være muligt, men det kræver en besindelse på hele vores kulturelle tankegang: ”Der er akut brug for at vende skuden og sætte kursen mod kulturel vækst som samfundets førsteprioritet. Dels fordi kulturel vækst er en kongevej til menneskelig blomstring – især i postmaterielle samfund som vores, hvor de materielle grundbehov er dækket. Dels fordi kulturel vækst i sin grundessens er langt mere bæredygtig end materiel vækst.” (s. 185).

Beskeden optimisme
Bodin er hverken jubeloptimist eller pessimist på klodens vegne, men placerer sig et sted imellem, som her hvor han lægger afstand til dem, der giver civilisationen hele skylden for kloden kritiske tilstand. Det er tværtimod fortsat civilisation og den dertil hørende kultur, der skal være med til at redde klimaet: ”Civilisationspessimismen er en forfejlet ideologi. Civilisatoriske fremskridt er ikke blot en mulighed. De forekommer hele tiden, selvom de ofte er skjulte. Det bør skabe håb for alle mennesker, der drømmer om at skabe en bedre verden. Det er forkert, at det ’alligevel ikke nytter noget’ at kæmpe for forandringer. For det er netop disse kampe, der hele tiden driver verden fremad. Det er ikke naivt at tro på fremskridt. Tværtimod er det uoplyst at lade være.” (s. 260). I løbet af godt 200 år har fremskridtet og væksten medført, at man på verdensplan er gået fra, at næsten 100 % af befolkningen levede i ekstrem fattigdom, til at det i dag drejer sig om mindre end 10 %. Mængden af lande, der har en demokratisk styreform er i vækst. Det samme gælder den gennemsnitlige levealder og fald i børnedødeligheden. Derfor er det ikke opgivelse og en søgen tilbage til ”de gode gamle dage”, der er brug for, men derimod en kulturel og naturvidenskabelig besindelse på, hvorfor vi skal dæmme op for klimakrisens følger, og hvordan det gøres bedst. Bodin har en tiltro til, at dette kan lade sig gøre, men det kræver, at vi italesætter udfordringen, sådan som han selv har gjort det i ”Klimakrisens rødder”. Netop som udgangspunkt for en debat, der kan forme en folkelig besindelse på de aktuelle udfordringer, er Anders Holst Bodins bog fortræffelig. Med sin sammenblanding af naturvidenskab, filosofi, samfundsanalyse, samtidskritik og et bud på, hvilken vej vi i fællesskab bør bevæge os, kan ”Klimakrisens rødder” favne en bred læserskare, hvorved den offentlige debat om klimaet kan kvalificeres. Med andre ord er bogen varmt anbefalet herfra.



søndag den 15. december 2019

Rasende, næsten helt ubevidste følelser

Alain Bosquet
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag 2019, 
Bureauets Lommebibliotek, 104 sider, 150 kr.

Af Jakob Brønnum

Begrebet surrealisme har – ligesom f. eks. populisme – sit eget liv og tiltrækker sig alle mulige betydninger, der for de fleste får det til at betyde noget, der ligger midt i mellem syret og uvirkeligt. Hvis man vil se, hvad det egentlig betyder, bør man læse Alan Bosquets Udvalgte digte, oversat af Bert Blom.

Surrealismen var en kunstnerisk retning, der opstod i 1920’erne i et kunstnerisk miljø, hvor der poppede alle mulige retninger op hele tiden, inkl. flere som eksperimenterer med virkeligheden og gengivelsen af den. André Breton skrev et surrerealistisk manifest, der udkommer i flere versioner og som står som bevægelsens udgangspunkt.

Blandt de træk, der er dominerende i surrealismen, er en vis sex-fiksering, som har sin ”naturlige” begrundelse i en inspiration fra Freuds psykoanalyse, der fremgår tydeligt af manifestet. Hvis libido’et er det underste og hvis surrealismens bestræbelser er at komme i kontakt med dybere lag af bevidstheden gennem en automatskrift, må kønnet jo ”automatisk” komme til at stå i centrum i en del tilfælde

Den surrealistiske billedkunst er historisk set mere udbredt end litteraturen, som den nok indledtes i, inspirereret af Apollinarie. Det er formentlig mindre kræve at se på surrealisme end at læse den.
I billedkunsten kan man, hos f. eks. Salvador Dali se, hvordan det seksuelle motiv jævnligt spiller ind, mens man hos en maler som danske Wilhelm Freddie kan se, hvordan det som regel bliver det, der kommer til at handle om.

Hos Bert Bloms angivelige yndlingsdigter, Saint-John Perse, der fik nobelprisen i 1960, bliver det smukt sublimeret til en kærlighed til livets store sammenhæng og sansningen af det. Hos Paul Eluard, der mærkelig nok ikke fik nobelprisen, bliver det ofte sublimeret til en hvisken. Hos Alan Busquet sidder det lige, hvor det skal - lige midt i det hele, som her i digtet Luftbåren:

”i intethedens kolde provinser
strækker skyskraberne hals
for at opsluge dig
du vingeløse fugl
horisonten iklæder sig galger
nogle flyvere
tanker fuldt op med siderisk afsky
den højeste statue
slynger en vrinskende hoppe ud af kæften
nøgne planet nøgne planet
endelig er du så perpendikulær
til vor vellyst
hvis vinduesglas skar armene af os
jeg vil give ordre om at slippe de
violette bulbidere løs i byen (s. 20)”

Der er alle elementerne vi kender fra de surrealistiske malere, nøgenhed, vellyst, den ”vrinskende hoppe”, en tydelig seksuel metafor. Men der er også en civilisationsbeskrivelse, og det hele er centreret om et forsøg på at indfange rasende, næsten helt ubevidste følelser, der rører sig i digterens jeg og som han forsøger at få til at omfatte den anden.
I et andet digt, Den følgende dag, smelter civilisationen på næsten postmodernistisk vis sammen med den enkelte:

”Jeg har aftalt møde
med en rovgrisk horisont
for at tale om dig for at lyve om dig
for at bukke under
jeg har læst dit brev med høj røst
foran planetens
ethundredefjorten hovedstæder
som øjeblikkelig styrtede sammen”

Digtet handler om den uigengældte kærlighed og beskriver, hvordan digterjeget overmandes sådan længslen og det uforløste, at han prøver at forandre virkeligheden ved at lyve om de rette forhold. Men øjeblikket efter bryder hans verden sammen.
En del af digtene i udvalget viser Busquets søgen efter de mest grundlæggende sammenhænge i tilværelsen med en del digte om en forestillet Gud, og mere end civilisationsbillederne, er det efterhånden naturbillederne, der træder stærkest frem.

Blandt bogen mange inspirerende greb, er denne metaforiske indkredsning af jeg’et ikke helt ueffen:

”Atomet siger: “Jeg giver til den
der vender sig til mig og vender sig bort.”
Neutronet siger: “Hvis en ting ikke er neutrum
fra mit hjerte, gør den god nytte.”
Antistoffet siger: “Jeg vil være generøs:
tag mine ti tons fravær.”
Eksistensen: “Godt, jeg ofrer
min fornuft, min kærlighed, min ufornuft.”
Intetheden: “Ønsker man vrangsiden af min sjæl
eller min enhedsbeklædning?”” (Digtet Det første menneske, s. 76)

Alt i alt en uhyre anbefalelsesværdig tilføjelse til den surrealistiske litteratur på dansk

søndag den 8. december 2019

Forargelig usynliggørelse

Den danske anmelder er Per Degn i nutidsklæder. Debatindlæg af Egon Clausen


Om: Arne Herløv Petersen
Hvede
282 sider, 200 kr.
Det poetiske bureaus forlag 2019


Af Egon Clausen

Det minder om en gyser, men det er en skandale. Det handler om at gøre en nulevende dansker usynlig, og den mand det rammer er forfatteren Arne Herløv Petersen der gennem årene har udgivet en lang række gode romaner og digtsamlinger, men ingen af dem er blevet anmeldt i dagbladene, og det er både en gyser og en skandale. Det er som om den samlede danske anmelderstand forsøger at gøre Arne Herløv Petersen usynlig, men heldigvis er han er ikke sådan at stoppe.

Hans seneste bog er en roman med titlen Hvede. Den skildrer Morten Nielsen, Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Sonja Hauberg, der skrev lysende digte i mørket under den tyske besættelse og som samledes i miljøet omkring tidsskriftet Vild Hvede. Vi følger dem mens de mødes i kælderlokaler, på loftsværelser og i dagligstuer og skriver uforglemmelige digte, der i dag har klassikerstatus. Det er en pragtfuld bog.

Den er baseret på en meget grundig research, og man kan med en vis ret sige, at den ikke tilføjer noget nyt, men den er skrevet i et sprog der er så veloplagt, at hver side føles som ny. Dertil kommer, at Arne Herløv Petersen er en forrygende god læser. Med fryd citerer han fra centrale tekster og genfortæller digte, så sansninger af liv og lys står for læseren som var det netop nu, det fandt sted. At læse den bog er som at blive ung igen. Her er der virkelig tale om dansk kultur af allerhøjeste klasse, men bogen er ikke blevet anmeldt i nogen af de danske dagblade.

Det synlige i usynliggørelsen
Gennem usynliggørelsen af denne store danske forfatter, er der til gengæld noget andet der bliver synligt, og det er det regimente som den danske anmelderstand udøver i den litterære verden. Her er der tale om udøvelse af en autoritet der minder om degnens magt i den sorte skoles allersorteste tid, da man straffede elever med hån, spot og offentlig udskamning. Den danske anmelder er kort sagt Per Degn i nutidsforklædning. Han dømmer og fordømmer, og ingen tør sige ham imod. Med stjerner og hjerter uddeler han karakterer efter skalaer som ingen kender. Seks hjerter er topkarakter for et eller andet, måske indholdet, måske skrivestilen, måske meningerne.'

Et enkelt hjerte svarer til at blive sat i skammekrogen til spot og spe for alverden, og som det er sket i Arne Herløv Petersens tilfælde, kan man også blive sat udenfor døren, hvor der hersker gråd og evig glemsel. Systemet fungerer også med uskrevne regler som siger, at den stakkels forhånede forfatter ikke må protestere, for man siger ikke Per Degn imod.

I en tidslomme
Kritik af denne anmelderpraksis er derfor sjælden. Det litterære establishment opfører sig kort sagt som om man befinder sig i en tidslomme fra før opgøret med den autoritære tænkning i skole og samfund, men tænk engang, hvor forfriskende det kunne være, hvis anmelderen indså, at de forrige tider ere forgangne og lagde krabasken fra sig for i stedet at benyttede sig af den elektroniske tidsalders rige muligheder for at gå i dialog med læsere og forfattere. 

Vi kan ikke undvære anmelderens faglige kompetence, men tænk hvis anmeIderen steg ned fra sit kateder og opfordrede forfatterne til at kommentere hans anmeldelse. Tænk, hvis anmelderen stoppede med at være dommer og gav sig til at være ordstyrer for læserne i stedet for, så ville vi få en helt anden og langt mere åben litterær offentlighed.

lørdag den 7. december 2019

Skønheden er en sol, der brænder ud

Hverdagen er grusom. Universet er grumt. Livet er et mellemspil - Nye digte af Søren R. Fauth insisterer på at kombinere disse vilkår med skønheden


Søren R. Fauth
På Jupiter findes fortiden ikke, digtsamling (m.m.)
56 sider, 199,95 kr.
Fotografier Frej Rosenstjerne
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

jeg vil glimte i mit næste liv
blive seks milliarder år gammel
se solen brænde ud
i stedet for at sidde her
kortvarigt
vente på en form
et indhold
passende til det mellemspil
vi i mangel af bedre kalder liv

Sådan begynder Søren R. Fauth (f. 1971) sin nye og tredje digtsamling, På Jupiter findes fortiden ikke. Uden stort begyndelsesbogstav, som faldt vi ned midt inde i noget eller måske som kontrast til den patos, han opererer med. Han betegner selv stilen som ’ny pathos’, og den vil jeg vende tilbage til, for først og fremmest har denne digtsamling fået mig til at tænke over, hvad det vil sige at anmelde en bog, og derfor begynder jeg et helt andet sted end i Fauths univers.

NOGET OM AT ANMELDE: At anmelde en bog er en disciplin på lige fod med andre former for vidnesbyrd. Anmeldelsens troværdighed hænger tæt sammen med anmelderens, og derfor er det altid interessant at vide noget om anmelderen, for det kan kaste lys over de holdninger, der uundgåeligt vil snige sig ind mellem linjerne, eller måske (som fx Lars Bukdahl bedriver anmelderi) direkte er en forlængelse af hans eget liv og værk. Jeg er digter, forfatter til flere romaner og altså også anmelder, og det betyder jo indlysende, at jeg ser på håndværket med farvede briller; ville jeg bruge sådan en formulering, ville jeg bryde teksten på den måde etc. Jeg prøver at gøre mig umage med at lade være, for det øjeblik min egen praksis bliver anvendt på andres værker, da bliver anmeldelsen noget andet end anmeldende. Ethvert værk er gjort på (mindst) en præmis, og hvis man ikke anmelder netop værket og præmissen/præmisserne for værket, så bliver det noget andet, man skriver om; en bog, som ikke er skrevet, men som anmelderen ville foretrække fremfor det, der skal vurderes.

Man kan så også vælge at være den gode eller den onde anmelder. Mange synes det er sjovt at læse den onde anmeldelse frem for den gode. Der er mere svirp i formuleringerne, og værdierne kommer tydeligere i spil – eller gør de nu også det? Her i senåret 2019 har Bukdahl kørt en serie samtaler med andre anmeldere om det onde, om fryden ved at læse en svidende eller morderisk gennemhegling af et værk, og det er i mine øjne et tydeligt krisetegn; når nu litteraturen alligevel er kørt ud på et stejlt nedadgående sidespor, skal vi så ikke bare gi’ den gas og svælge i nederdrægtigheder på værkets og præmissens bekostning, synes mottoet at være. Jeg er ikke vild med den holdning. Jeg er ikke vild med, at vi går baglæns ind i fortidens mere uciviliserede attituder, faktisk mener jeg, at litteraturens tilbagegang burde være anledningen til det modsatte; at værdsætte det hele, og se nysgerrigt på de forskelle som hersker. Selvfølgelig er bøger forskellige. Som mennesker i øvrigt.

Det var første del af mit sidespring. Lige om lidt kommer vi til Søren R. Fauths digte, men først skal vi se på bogen som genstand.

NOGET OM LIGEVÆRDIGHED: Og så er jeg alligevel lidt i gang med anmeldelsen, for her skal det handle om det kunstneriske møde, der også finder sted i denne bog, for det er en gudesmuk genstand, og det er Forlaget Ekbátana, omslagsdesigner Rakel Thorning-Vater (ganske vidunderligt navn for øvrigt), satstilrettelægger Simon D. Kristensen og fotograf Frej Rosenstjernes skyld. Selve omslaget har en vis 80’er-æstetik over sig, med halvblank og blank prægning af nogle af Rosenstjernes meget vellykkede fotografier bl.a. fra serien ’One cm above the emptiness’, som også er gennemgående for resten af bogværket, for hele vejen gennem samlingen møder vi forskellen mellem håndværk og masseproduktion, i kraft af helsider med farvetryk fra trykkeriet og fotografier indsat i små fotohjørner, originale prints fra Rosenstjernes værksted (formoder jeg), og det hele er sammenflettet med Fauths digte, der hænger mildt og luftigt på siderne som en samtale en sommernat. Ja, det er næsten så tæt på et kunstobjekt, en bog kan komme, og jeg er meget begejstret for helhedsindtrykket!

NOGET OM FOTOGRAFIERNE: Selvom det her er en anmeldelse af Fauths digtsamling, kan jeg ikke undlade at kommentere fotografierne især, for bogen ville være noget helt andet end den smukke kreation, den er blevet til, hvis de var fraværende. Jeg kendte ikke Frej Rosenstjerne (f. 1981) og hans værker før denne udgivelse, men allerede da jeg så opslag fra forlaget om den kommende bog, blev jeg fascineret af de indbyggede tidsforskydninger i serien ’One cm above the emptiness’. Det er lidt svært at afgøre, om det kun er billeder fra denne serie, der er anvendt til bogen, for når man besøger Frejs hjemmeside og ser serien igennem, er der flere fra serien, der ikke er med i bogen, og flere billeder i bogen, som ikke er vist på hjemmesiden. Men det er en mindre detalje, for alle fotografierne er gode, stemningsmættede og sanselige. En virkelighed, der lider under små forskydninger af den ene eller anden art. Tjek selv efter på www.rosenstjerne.com, det er et vildt besnærende billedunivers.

NOGET OM DIGTENE: Ja, det her er en anmeldelse af Søren R. Fauths nye digtsamling ’På Jupiter findes fortiden ikke’, og for lige at markere det kommer her et digt (s.35):

det begyndte for tretten komma syv milliarder år siden
i et inferno af lys og partikler
og er nu et enormt univers med nogle indbyggere
der studerer himmellegemer
sorte huller
mørkt stof
og undrer sig

Dette er som sagt Fauths tredje digtsamling siden debuten, Universet er slidt, der udkom på Forlaget Wunderbuch i 2013. Denne første digtsamling var også enestående i sin form, da det var et langdigt trykt på ét stykke papir, en leporellobog for viderekommende, og den havde på samme måde som den nye udgivelse noget meget konkret over sig, som vidner om en æstetisk vinkel på selve udgivelsen. Det er ikke det eneste, der giver debuten og den nye samling et slægtskab, og jeg kunne sagtens fristes til at kalde de nye digte et appendiks til begyndelsen.

Som jeg skrev i indledningen, dumper vi lige ned i en åben tekst, et motto nærmest, der lægger fra land uden stort begyndelsesbogstav, eller i det mindste med en insisteren på ydmyghed. Samtidig folder Fauth sig ud i ’ny pathos’, som han kalder det, for sjældent har man set en så tydelig ansøgning om adgang til uendeligheden, og det er et spor, der zigzagger gennem hele værket. Fauth vil være udødelig eller gud eller bare være udstyret med en eller anden form for mening i al den meningsløshed, han med sin ene side af bevidstheden registrerer, mens den anden ’nøjes’ med livet, som det brutalt udspiller sig for ham. Disse to sider kæmper om siderne og er strøet løst over de hvide ark, som om der var en ligeværdighed mellem dem, men det er der ikke, for ellers havde han aldrig skrevet bogen, og det er lidt et problem for teksterne, digtene, at de to sider af samlingen aldrig rigtigt kan mødes, for der er noget skurrende over den profane del, som mangler poesi i sit udtryk. Det er en digtsamling. Det står på omslaget, men det burde måske snarere have været en tekstsamling.

Når man indstifter en ’ny pathos’ i et poetisk univers, som Fauth forsøger, så bør den vel som det mindste været udstyret med en sproglig overvejelse, der kan spores i formuleringerne, men jeg savner i langt højere grad en tydelig hånd i projektet. For mig er der en diskrepans her, men jeg lever fint med den, for digtene er så løse, at også det virker bevidst. Måske tolker jeg for meget ind i teksterne, men det slægtskab med debutdigtsamlingen, Universet er slidt, som jeg omtalte før, har en fantastisk effekt, som at høre hvad der skete med Tornerose efter eventyret var slut, og hvis man ikke har læst Fauths debut, så kan jeg kun anbefale, at man får det gjort – hellere nu end i morgen – for det giver altså den nye digtsamling en helt anden valør og pondus.

jeg husker stadig det første kys i den vinterklare nat
dine røde læber mod mine
hænderne i dit hår

duften af dine glemte luffer

»kærligheden findes ikke«
sagde jeg
»kærligheden findes«
sagde du

Dette digt står på side 9 i den nye samling. Fauth blander sine digte kraftigt op med noget, der kan forekomme banalt eller direkte ungdommeligt uspoleret, og det ville slet ikke virke for mig, hvis ikke jeg allerede kendte debuten Universet er slidt, for det fjerner den umiddelbare kvalme ved digtet om kærligheden eksistens (s. 9), og når Fauth fx benytter sig af videnskabelige brokker og lette omskrivninger i et til tider floromvundet sprog, så risikerer man poesien. Indimellem slipper han godt fra det, andre gange not so much, men det er måske det, han mener, når han taler om at arbejde med en ’ny pathos’? Det bliver aldrig tydeligt, men sårbarheden er tydelig, og af og til for tydelig, for når man er inde i det private stof, så skal man huske det væsentligste, ellers skal man lade det ligge, og i de mere private digte sidder jeg hele tiden med en følelse af, at jeg læser en løgn. Fakta er hardcore, men det er en svær størrelse i digte og måske især i patetiske digte. For at man som læser skal føle, skal man forstå, og forståelsen er bundet hårdt sammen med forklaringen. Hvis man vælger at være trist i en tekst, er det godt, hvis også det teksten siger er trist; det er ikke let at være menneske, hvis man beslutter sig for, at det ikke er let at være menneske.

Nu kan det lyde, som om jeg ikke bryder mig om Fauths nye digtsamling, men så har man ikke læst anmeldelsen, og især ikke det, der står mellem linjerne. Faktisk er jeg ret begejstret for Fauths bidrag til den danske poesi, for han virker pænt uspoleret, og jeg håber da heller ikke, at han misforstår mig, for dette skal være en uforbeholden opfordring til at klø på, så lige præcis denne art eller afart af poesien findes; et sted hvor det grumme er parret med skønheden. Her et sidste digt (s. 21) som eksempel:

en komet strejfede jorden i dag
de sagde det selv i nyhederne
det har stået på facebook på twitter
har været vist på snapchat på instagram

jeg så den med egne øjne
den trak sin hale gennem skoven på skråningen ved Røjle Klint
rødt sprang op og satte sig fast på himlen
så forsvandt den igen

gled langs bunden ved badebroen
hænderne gennem det slanke grønt flimrende tavst svajende tang

Som jeg skrev indledningsvist, har denne digtsamling fået mig til at tænke over det at anmelde en bog, og hvad man som anmelder har pligt til, for det er en pligt at anmelde. Alle, der siger noget andet, har en dagsorden og er udstyret med en vilje til magt. Jeg er ikke et magtmenneske. Hvis jeg anmelder en bog, vil jeg lede efter begejstringen og fremhæve det, der giver mening. Alt, hvad jeg har sagt her, som kan misforstås, er uværdigt. Det er ikke det, jeg vil. De ord, som jeg har skrevet, skal ikke fortrydes, men bruges som argument for det modsatte. Fauth har ikke skrevet ’På Jupiter findes fortiden ikke’, for at gøre mig eller andre tilfredse. Han har forsøgt at sige noget til mig. Han har forsøgt at sige noget til alle. Og det gør han. Hvad jeg kunne mene om hans metode, kan jeg stikke op, hvor solen ikke skinner, for det er mit eget ansvar som læser at modtage gaven. Fauth hægter mig ikke af, selvom jeg ikke forstår hans valg, og jeg lytter nysgerrigt til det, han vil fortælle mig. Det er det mindste, man kan bidrage med som læser. Det er svært at være menneske, hvis man vælger, at det er svært at være menneske. Det vælger jeg så ikke. Jeg takker for bogen. Den er gudesmuk. Den er intim og til tider uforståelig i al sin private smerte, men den er først og fremmest en gave, og den er jeg glad for.