Mellem Beowulf og Black Sabbath

Nyudsprunget fantasyforfatter med vidtspændende interesser udvider genren

Peter Béliath
Ved dette spyd skal jeg herske
Det Poetiske Bureau 2025
270 sider, 200 kr.

Af Søren Holst
Den ikke så vældigt omfattende dansksprogede fantasylitteratur er blevet udvidet med et originalt bidrag: Peter Béliath har skrevet en kvindelig krigers og høvdings hæsblæsende livshistorie i et sagalignende univers, der udspringer fra de fortællinger, forfatteren i sin skoletid hørte om kimbrernes togter sydpå. 

Men kimbrerne er kun den første af de mangfoldige inspirationskilder. Stoffet er kogt sammen med nordiske, græske og bibelske myter og gennemtrængt af motiver fra en anden af forfatterens kærligheder: Heavy metal.

De store forbilleder

Det samlede indtryk kan man godt beskrive som ’tegneserieagtigt’, hvis man vel at mærke forstår dette positivt: Der er drama og smæk for skillingen i en storladen og talentfuld opsætning. Handling og effekter går forud for beskrivelser og psykologisk baggrund. Men personerne er ikke af den grund flade eller hurtigt udtømte. Deres personligheder og indre konflikter bliver skildret igennem deres handlinger. Ganske som det er tilfældet i den klassiske litteratur, Béliath er inspireret af.

Foruden oldtidens og middelalderens værker, nævner han som forbilleder selv sværd-og-trolddom-forfatteren Michael Moorcock (som jeg må tilstå, jeg ikke har læst) og den polske Andrzej Sapkowski, hvis ”Witcher”-bøger for længst er kommet på dansk, mens hans fantastiske 1800-sider lange ’hussitiske trilogi’ om de teologisk inspirerede böhmiske oprørskrige i 1400-tallet først for nylig er oversat til engelsk (man har længe kunnet få den på tysk).

Med spænding og symbolik

Historien om, hvordan kongedatteren Heldíz af Kimbersýsla som spæd må flygte fra sit hjemland i sin oldemors varetægt, men til sidst (naturligvis) kan sætte sig på tronen, er elementært spændende og medrivende, og samtidig går der en understrøm af mytologisk præget symbolik gennem bogens skildring af, hvordan Heldiz modnes af den kæde af prøvelser, hun gennemgår. Den kombination kommer ikke som en overraskelse.

Béliath debuterer som forfatter med denne bog (og, efter at romanen udkom, også som lyriker i tidsskriftet ”Det Poetiske Bureau” nr. 35). Men man er med stor sandsynlighed stødt på ham i anden sammenhæng over de seneste 30 år eller mere, hvis man er enten musikbegejstret eller interesseret i mytologiske og religionsfaglige emner: Han har haft en lang og indflydelsesrig karriere som rockkritiker med så godt som eksklusivt fokus på heavy metal-genren. Og hans navn er i tidens løb dukket op en række steder, hvor der blev tænkt over mytologi og religiøse symboler som noget, der kan have mere end blot akademisk interesse for et menneske.

Blodige detaljer en masse

En del læsere (denne anmelder inklusive) ville formodentlig fint have kunnet nøjes med væsentlig færre detaljerede skildringer af drab, voldtægt, tortur og afhuggede lemmer end der diskes op med på romanens 270 sider – men forfatteren vil nok svare, for det første at han er ret ligeglad med konventionel god smag, og for det andet at han blot benytter en i forvejen foreliggende æstetik, som er mytens. Og i hvert fald det sidste har han ubetvivleligt ret i. At vi genremæssigt og stilistisk befinder os et sted mellem Beowulf og Black Sabbath – altså mellem myte-, saga- og eposlitteraturen på den ene side og metalmusikkens sans for nymytologisering på den anden – er forfatterens egen formulering, og den er rammende: I fx Iliaden bliver der ikke sparet på udpenslede redegørelser for, hvor spydspidsen trænger ind, og hvor på fjendens krop den kommer ud igen, når en krigers fald beskrives. Og når Snorres Edda fortæller om dværgene afstraffelse af Loke, da han bogstaveligt har tabt sit hoved i væddemålet med dem, er det heller ikke for sarte sjæle. De udpræget voldelige detaljer er gloser i et sprog eller tegn i et symbolsystem for Béliath. Og det virker.

Verdensbygningens kunst

Trods bogens overkommelige omfang har Béliath lagt et ærefrygtindgydende arbejde i at skabe en historisk, sproglig og geografisk ramme omkring det dramatiske handlingsforløb. Det er et stykke ’verdensbygning’, der kan minde om (og som sikkert er inspireret af) Tolkien. Steder, personer, guddomme, dæmoner og monstre er omhyggeligt opført i et tillæg bag i bogen, og den oversigt er til stor hjælp for læseren, hvis man ikke får lov at sidde uforstyrret og læse bogen mere eller mindre i ét hug. Hvis der bliver brug for et genoptryk – eller hvis der ligefrem skulle vise sig at være tale om første bind i en serie – ville jeg være vældig glad for et kort over bogens verden, for også geografien er udpræget symboltung. Forarbejdet er allerede gjort i den fire sider lange liste over bogens lokaliteter. Det er bare at sætte en kvik tegner på opgaven.

Den guddommelige komedie fortolket, udvidet, dekoreret

Den guddommelige komedie
Fortalt af Ditlev Tamm
Illustreret af Alexander Tovborg
248 sider, rigt ill. 400,- kr.
Strandberg Publishing

Af Troels Laursen
Den Guddommelige Komedie er ikke det vi kalder en smal bogudgivelse, den er verdensberømt og en nu er den jo heller ikke, eftersom den blev skrevet for mere end 700 år siden. 

Det er en fortælling om en ugelang vandring gennem de tre dødsriger: helvede, skærsilden og paradiset.

Og her skal det ikke handle om teksten, men illustrationer, eller måske rettere knap hundrede farvesarte kobbertryk til den, som Alexander Tovborg har givet sig i kast med. Alexander Tovborg er en af sin generations mest særegne kunstnere og er bedst kendt for sine malerier, hvis motiver på én gang er romantiske og ultramoderne.

At noget er illustreret, er jo, at en tekst er suppleret med billeder, der enten forklarer, tydeliggør eller forskønner et emne. Og disse illustrationer kan have forskellige funktioner, som forklarende, som i en brugsanvisning, der viser, hvordan et produkt samles. Eller de kan være fortolkende, som i en illustration i en skønlitterær bog, der fortolker teksten visuelt.  Eller der er tale om en dekoration, der pynter eller forskønner et layout. 

I denne udgivelse med en genfortælling af Ditlev Tamm, er Alexander Tovborgs værker lidt af det hele. De fortolker, udvider og dekorerer og forskønne bogens i øvrigt meget fine layout.

Mange tidligere illustrationer

Her er tale om en klassiker, som mange kunstnere gennem tiden har spillet op imod og med.

Sandro Botticelli (ca. 1480–1495), der lavede omkring 100 tegninger til den med pen, blæk og sølvstift på pergament, bestilt af Lorenzo di Pierfrancesco de’ Medici. Disse værker er detaljerede, elegante og tro mod renæssancens åndelige symbolik. En del opbevares i dag i Vatikanet og Berlin.

Fra bogen

Noget senere er det franske Gustave Doré (1857–1867), der nok er den mest berømte illustrator af Komedien. Hans 136 træsnit blev trykt i utallige udgaver og præger stadig, hvordan mange forestiller sig Dantes rejse, hvor stilen er med meget dramatisk lys og skygge, og nærmest filmisk. Og er meget følelsesladet, så rædslen i Inferno og det ophøjede i Paradiso er mærkbare. Dorés illustrationer følger handlingen tæt og kan næsten læses som et visuelt manuskript. Og de har inspireret film, tegneserier, spil og fantasy-kunst — fra Metropolis til Hellboy og Diablo.

Og moderne kunstnere som Tovborg og Miquel Barceló forholder sig indirekte til Dorés ikoniske billedverden. Den engelske visionære digter og maler William Blake (1824–1827), skabte en serie akvareller og graveringer, men døde inden serien blev færdig. Hans tolkning er meget mere personlig og mystisk og fuld af symbolik og energi.

Den franske billedhugger Auguste Rodin (1840–1917) arbejdede også meget intenst med Den Guddommelige Komedie. Selvom han ikke illustrerede bogen som sådan, er hele hans mest berømte værk, Helvedes port (La Porte de l’Enfer), direkte inspireret af Dantes Inferno, er det er en stor port med over 200 figurer modelleret i voks og gips, senere støbt i bronze. Og skildrer menneskehedens fortvivlelse, begær, og håbløshed – præcis som Dantes Helvede.

Den italienske kunstner Amos Nattini (1919–1941), udgav en monumental udgave i tre bind med sine egne farverige art deco-inspirerede illustrationer.

Et arbejde, der tog over 20 år. Og kan betragtes som en meget dekorativ og heroisk fortolkning af Dante.

Salvador Dalí (1950–1960), fik en bestilling af den italienske regering til at fejre Dantes 700-årsdag. Og han skabte 100 akvareller, én for hver sang (canto). Værkerne blander surrealistiske elementer med religiøs og psykologisk symbolik.

Fra bogen

Den spanske maler Miquel Barceló (2000’erne), der kendt for sine ekspressive, materielle værker. lavede en illustreret udgave af Inferno (på fransk, 2003). Hans fortolkning er organisk og kropslig, ofte med jordtoner og tekstur.

Også herhjemme har kunstnere taget kampen op, som Ebbe Sadolin (1900–1982), der var tegner og illustrator, og især kendt for sine linjetegninger i Politiken og bogillustrationer. Han lavede illustrationerne til den danske udgave af Dantes Inferno i 1940’erne (dog ikke hele værket). Sadolins stil er grafisk og enkel og han brugte sort/hvid kontraster og symbolsk figurfremstilling.

En af Danmarks mest markante bogillustratorer i midten af 1900-tallet Povl Christensen (1909–1977) lavede illustrationer til klassikere som Faust og Paradise Lost, og der findes også en række litografier og tegninger inspireret af Dante, selv om de ikke blev udgivet som komplet værk. Hans stil var ekspressiv og dramatisk, beslægtet med Gustave Doré.

Den symbolistiske maler Harald Slott-Møller (1864–1937) lavede i begyndelsen af 1900-tallet lavede enkelte værker inspireret af Dante og Beatrice-motivet, men ikke en fuld illustration af Komedien. Han hentede sin inspiration fra Dante som åndelig figur, ligesom mange symbolister i Europa.

Julius Paulsen (1860–1940) lavede malerier inspireret af Dante og Vergil i Helvede (omkring 1890–1900). Disse var enkeltværker, ikke bogillustrationer, men de viser, at Dante havde gennemslag i dansk billedkunst allerede i 1800-tallet.

Maleren Jesper Christiansen (f. 1955) har ikke lavet traditionelle illustrationer til Den Guddommelige Komedie i form af bogillustrationer eller egentlige serieillustrationer til teksten, som man ser det i klassiske udgaver. Men hans værkerindeholder referencer til Dante og især Paradiso. 

Hans malerier trækker inspiration fra litteraturens store værker, herunder Dante Alighieris Den Guddommelige Komedie, og i hans såkaldte Paradismalerier omsætter han idéer og stemningen fra Paradiso-delen til sit eget billedsprog i landskabsmotiver, der er herhjemmefra.

Og nu Tovborg

Og nu den unge Alexander Tovborg, der i sine værker ser kærlighed som en hellig kraft, ikke blot en romantisk kraft, men kosmisk. Han trækker på mytologier, bibelske fortællinger og mystik, hvor kærligheden bliver en bro mellem menneske og guddom.

I serien The Sexuality of Christ (2013) undersøger han, hvordan kærlighed og krop hænger sammen i kristendommen. Han bruger figurer som Maria, Kristus, Venus, og Eva for at vise, at kærlighed er både kød og ånd.

I hans Den Guddommelige Komedie-illustrationer ses denne energi også — de tre riger (Helvede, Skærsilden, Paradis) kan læses som en rejse fra begær til kærlighedens fuldbyrdelse. Tovborg arbejder ofte med både maskuline og feminine principper i ét og samme billede. Han ser køn ikke som modsætninger, men som to sider af samme skabende energi.

Hans farvevalg er ofte lyserød, rød, blå og guld — farver, der balancerer mellem kønnede symboler. Han bruger rundinger, spiraler og former som symbol på frugtbarhed, liv og forvandling. Værkerne kredser om moderfiguren, men også om mandlig sårbarhed og følsomhed 

Han trækker motiver fra kristendom, hinduistisk og græsk mytologi, men genfortolker dem frit. Mange figurer repræsenterer indre tilstande snarere end personer — fx kan Maria være den skabende energi, Kristus det lidende jeg, Beatrice den guddommelige inspiration. Det gør hans kunst universel og mangetydig. Det handler om køn, tro, identitet eller kærlighed, alt efter beskueren.

“Jeg arbejder med kærlighed som en religiøs og menneskelig drivkraft – noget, der binder alt sammen. Kærlighed er det sted, hvor mytologi, tro og biologi mødes.” sagde Tovborg i et interview i Weekendavisen, (2021)

Og den energi møder man i bogen. Det er ikke illustrationer som Dore, men de er meget mere åbne og de lukker op for flere oplevelser og sanselige fornemmelser midt i alle ordene. 

Der er tale om sand kunst og meget mindre illustration, der kan være som brugsanvisninger, for her er noget dejlig legende og inviterende i værkerne, så man ser mere end man læser.

En bog der bør læses og ses.

Alexander Tovborg (f. 1983) er billedkunstner, uddannet ved Kunstakademiet i København og Staatliche Akademie der Bildenden Künste Karlsruhe. Religiøse og mytiske symboler, fremstillet i naivistiske, forenklede former og indlejret i komplekse og farvestærke kompositioner optræder i hans værker som motiver på tværs af maleri, installation, skulptur, tegning, grafik og performance.

Ditlev Tamm (f. 1946) er forfatter, cand.mag., dr.jur. og dr.phil. og tidligere professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Forfatter, kommentator og samfundskritiker. Har udgivet talrige værker om dansk og europæisk historie og retshistorie, biografier, bøger om litteratur og teater og om Dante.

 

 

 

Pärt som symfoniker

Arvo Pärt: Complete Symphonies
Eva Ollikainen, Iceland Symphony Orchestra
Chandos
(Udkommer 17. april)

Glazunov: Complete String Quartets, Vol. 1
String Quartets Nos. 1, 2 and 3 ‘Slavyanskiy’
Tippett Quartet
(Udkommer 24. april)

Bach: Johannes-Passion
Raphaël Pinchon, Ensemble Pygmalion
HMM

Af Jakob Brønnum
Arvo Pärt blev for nylig fejret i anledning af sin 90 årsdag som en de store komponister i vor tid. Denne måneds mest opsigtsvækkende CD-udgivelse må være den første samlede udgivelse af Pärts fire symfonier, den første fra 1976, den seneste fra 2008. Arvo Pärt er ikke primært symfoniker, men udgivelsen spejler hans udvikling som kunstner: Efter en tidlige stil i pagt med den herskende modernisme fra Penderecki til noget nær en glimtvis ligetisk minimalisme, fandt han en mere personlig spiritualistisk udtryksform, stadig i det minimalistiske spektrum.

De fire symfonier som betegnende nok kan være på en enkelt CD, viser Pärts udvikling som komponist og kunstner meget tydeligt. Jeg bekender at jeg har været en lille smule træt af en vis ensformighed i Pärts værk, men det ændrede sig fuldstændig i påsken, hvor jeg havde lejlighed til at høre flere hollandske radioindspilninger af hans forbløffende Johannespassion, kaldet Passio, et mere end en time langt korværk for kammerensemble og vokalsolister. Når man hører symfonierne samlet i det islandske symfoniorkesters fremragende indspilning, dirigeret af Eva Ollikainen, oplever man for alvor spændvidden i Pärts arbejde, en spændvidde som sammenfattes i de senere værker med stor kunstnerisk dybde og menneskelig og eksistentiel indsigt. CD’en er meget velproduceret og orkesteret har en overbevisende klanglig fylde.

De tre første symfonier er dybt originale i deres korte, men på hver sin vis meget fyldige symfoniske kroppe. Den fjerde symfoni fylder næsten lige så meget som de tre andre tilsammen og har den flydende æteriske klang, vi forbinder med Arvo Pärt. Jeg kan ikke anbefale indspilningerne stærkt nok.

En af de store, mere eller mindre ukendte

Glazunov har i mange, mange år været en af mine yndlingskomponister. Han er en af store klassiske komponister, men han er ikke tilstrækkelig anerkendt i vesten, og det går ikke den rigtige vej for tiden. Hans lige knap ni symfonier opføres yderst sjældent. Jeg kan kun komme i tanker om én symfoniopførelse af DR-symfoniorkestret og ingen af de øvrige danske orkestre

Symfonierne findes i en god håndfuld samlede udgaver, men den største vestlige dirigent der har indspillet dem, er Neeme Järvi, som netop er kendt for at have bragt flere miskendte komponister frem i lyset. 

Glazunov har skrevet en violinkoncert, som tidligere lå i udkanten eller lige inde i det gode selskab af den temmelig faste kanon af de violinkoncerter, der opføres i de store koncerthuse, en kanon, hvor også Nielsens violinkoncert lejlighedsvis tælles med. Men det synes at være længe siden. Glazunov har derudover skrevet en dybt original og meget meget smuk saxofonkoncert. Blandt det omfattende værk er også meget høreværdig musik til skuespil.

Hans strygekvartetter er næsten endnu sjældnere opførte end symfonierne, men de blev indspillet for nogle få år siden af Utrechtkvartetten i en fortolkning, der ikke rigtig fangede mig, må jeg indrømme. Jeg tror det har noget at gøre med teksturen i musikken som jeg skal komme tilbage til. Sådan er det ikke med Tippetkvartettens indspilninger af de tre første strygekvartetter. Det er klart de bedste fortolkninger, jeg har hørt, eftersom de kendte russiske indspilninger af lidt ældre art forlener strygekvartetterne med en dunkelhed og en upassende djærvhed, som det kan være svært at forstå begrundelsen for, men som kan have noget at gøre med Glazunovs specielle position i det russiske og sovjetiske musikliv, så at sige mellem den gruppe fra slutningen af 1800 tallet der gik under navnet de 5 med bl.a. Balakirev og Rimsky-Korsakov  og de nye sovjetiske genier som Prokofiev, Mjaskovskij og Shostakovich - eller det kan være et led i en lokal opførelsespraksis.

Tippettkvartettens indspilninger har nogle af de kvaliteter, vi kender fra den komponist, kvartetten har taget sit navn fra og den samtidige Benjamin Britten, nemlig et aldrig forsvindende lyssvæld, selv i de dunkleste øjeblikke, en form for eksistentiel transparens, som er uforglemmelig. 

Det der efter min opfattelse gør Glazunov til en af de store klassiske komponister, er ikke kun at han elegant og fermt opfylder de romantiske formkrav og at han har et stort og samlet værk bag sig, men desuden at han lægger nogle dybt originale, dybt poetiske indre linjer ned i sine værker, nogle næsten labyrintiske spor, men lejlighedsvis opdager, og at han disker op med bestandigt uforudsigelige musikalske figurer, der lever deres eget liv, sammen med og næsten inde under de tematiske forløb og motiviske udviklinger. Det gælder alle hans værker. De mindre gode indspilninger er ligegyldige og virker af netop denne grund rodede, og de gode indspilninger er lysende udsigelser af stor og fantasifuld musik. Tipettkvarrtettens bud på Glazunovs strygekvartetter er helt ekstraordinært gode.

Skal man anbefale indspilninger af symfonierne, vil  springe anekdote over, at Glazunov var rektor for konservatoriet i Sankt Petersborg da Shostakovitj begyndte sin uddannelse og der går rygter (i den miskrediterede biografi af Solomon Volkov) om at Shostakovich aldrig nogensinde havde set et menneske stå på benene, som var så beruset som Glazunov ved en bestemt lejlighed var. 

Hvis det er rigtigt, og det er det nok, så mener jeg at et af de tematiske underspor i 8. symfonis 1. sats gengiver denne tilstand. Det træder klart frem i Järvis indspilning, hvor det virker som om musikken agerer på en måde hvor man føler det som om alting drejer rundt omkring en, uden at man kan finde fodfæste. 

Blandt de kendteste og mest hørte symfonier er den meget lyriske og romantiske 4. symfoni som har så smukke passager, de fleste skrevet på russiske folkemelodier, at man aldrig glemmer den igen, og den mere dramatiske hårdtpumpede 5. symfoni, som var mest populær blandt de store sovjettiske dirigenter. Min favorit er 7. symfoni, hvor Glazunov får nogle musikalske figurer til at hænge sammen på en måde så det pibler af glæde, forbløffelse og frihed, samtidig med at man føler sig som i et billede af den samtidige sovjetiske futurist Kazemir Malevitj. Jeg kan særligt anbefale indspilningen med Fedosejev, selvom Roshdestvenskij naturligvis også er suværen. Men han har ikke helt humor nok.

Letflydende Bach

Afslutningsvis skal opmærksomheden  kort henledes på en ung fortolker af de store kirkelige korværker, Raphaël Pichon og Ensemble Pygmalion. På Berlinerfilharmonikerne streamingstjeneste, Digital Concerthall, kunne man i efteråret høre en usædvanlig letflydende og æterisk svævende, men samtidig præcis og distinkt fortolkning af Bach H-moll Messe. Hvis man har hørt den nogle gange, vil man sikkert indrømme (hvis man bliver presset hårdt nok), at det er meget svært at høre hele værket på en gang. Det er de færreste opførelser, hvor man har haft en følelse af at tiden går på en anden måde, men lige præcis sådan var det i Pichons opførelse. På HMM har han og ensemblet allerede udgivet flere af de store værker herunder Mozarts Requiem, men for nylig kom Johannespassionen som har helt de samme kvaliteter som H-moll Messen (der også er indspillet): den distinkte, ukrukkede vokale fremførelse, samtidig med at den musikalske grundholdning vover at lade følelserne tale. Det er et kunstnerskab man glæder sig til at se udfolde sig

Fotografiet, der kiggede på beskueren

Katja Petrowskaja
Fotografiet så på mig
Oversat af Jacob Jonia
Forlaget Palomar, 250 sider

Af Jes Nysten

En lille forbemærkning

Det siges, at der lægges ca 1000 billeder op på Instagram hvert sekund. Sikkert det samme antal på Facebook. Man sidder i toget og keder sig, og nærmest pr refleks begynder man at rulle ned gennem dette totale virvar af forskelligartede billeder på iPhonen. Og når man stiger ud, har man vel set ca 100 billeder og glemt dem alle - undtagen måske det med papegøjen, der står og rokker fra side til side og synger “opera” foran spejlet! Også selvom der sikkert har været flere absolut vigtige og seværdige værker imellem. Men klik og vi er videre!

Den overfladiskhed, hvormed vi ser på billeder, er vitterlig frapperende. Der blev for nogle år siden lavet en undersøgelse, der siges at dokumentere, at den tid en person bruger foran et værk på en udstilling er 18 sekunder. Den er måske ikke helt vandtæt, men det går stærkt for rigtig mange. Hvis også lige den lille beskrivelse ved siden af værket skal studeres (er dette mon af en berømt kunstner?) og der også lige skal tages et billede, bliver det kun til et glimt!

Information satte derfor avisens kulturmedarbejdere til på skift at gå på en udstilling, udvælge sig et værk - en skulptur, et maleri, et fotografi - og så pålægge sig selv at sidde foran værket i 20 minutter og betragte det. Det kom der mange interessante overvejelser ud af! Det de alle konstaterede var, at efter den første uro og flytten rundt på bænken, opstod der en interessant form for kontakt - værket ville gerne “i dialog”.

Måske skulle jeg næste gang jeg taget toget til København, det tager ca 20 minutter, udvælge mig et særligt foto og så hengive mig fuldstændigt til det?! Naturligvis kun et sjovt tankeeksperiment.

57 korte essays

“Fotografiet så på mig” - sådan lyder den første sætning i denne bog af ukrainsk-tyske Katja Petrowskaja. Det er også bogens titel. Den består af 57 korte essays, som forfatteren begyndte at skrive i 2015; kort tid efter russerne annekterede Krim og begyndte krigen i det østlige Ukraine. De blev bragt løbende i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Petrowskaja

Hvert essay består af et foto og en efterfølgende refleksion over dette foto. Det er blevet en intens og spillevende kompleks tekstform: Tidshistorie, autobiografi, skarpsindig billedlæsning.

Der er ikke noget overfladisk eller pædagogisk påpegende over Petrowskaja’s læsninger. Hun ser ikke disse foto som udgangspunkt for en intellektuel afkodning.

Hun giver sig tid, trækker vejret og venter til billedet åbner sig til en samtale. Nogle gange er det billedet selv, der skaber samtalen. Nogle gange åbner det for associationer og tankeflugt.

Ikke sjældent er det personlige erindringer - varme og muntre men også skræmmende - der dukker frem (hun er jo født og opvokset i Ukraine). Andre gange er det et landskab, der åbner sig eller et særligt lys, der lukker tankerne op. Ikke sjældent urovækkende billeder fra krigszoner.

Fængslet, skræmt 

Som nævnt lyder den første sætning i bogen “Fotografiet så på mig”. Det er et billede af en minearbejder fra Donbass. Hun fortsætter “Jeg blev fængslet, ja ligefrem skræmt af, at det var så tæt på. Jeg vidste ikke engang hvor Krasnoarmijsk lå, men manden stod foran mig, alt for tæt på, og pustede røg ud i ansigtet på mig. Jeg ventede på, at røgen blev opløst, så jeg kunne se, om han smilede eller grinede. Men nej, han kiggede ind i røgen fra sin cigaret og blev ligesom ved at være indhyllet i et røgslør” (s 5).

Ikke bare her men i alle sine betragtninger forstår Petrowskaja at holde dialogen i gang med fotoet. En dialog der aldrig afsluttes, for der er hele tiden dette “bagved”, bagved det afbillede. Det “noget”, der hvis man giver sig tid, som hun gør, åbner sig mere og mere. Og vi som læsere kan følge med i. Eller prøve at følge med.

For man skal være opmærksom. Der er mange henvisninger til forfattere, til kunstnere, til film. Ofte er det blot i en sidebemærkning, så det er ikke altid klart, hvad sammenhængen er. Men fascinerende og øjenåbnende er det.

I et efterskrift pointeres det “Bogen her handler ikke om krigen, men den er omklamret af krig. …… Krig slår ihjel, ophæver mening, normalitet og mangfoldighed, alt dét, vi holder af. Krigen vil dæmpe vores lavmælte ord. Jeg vil sætte miniaturer, små fragmenter op imod krigen, mens jeg leder efter en stemme” (s 245)

 Hun henviser et par steder til Walter Benjamin, der jo med sin berømte analyse af “aura-begrebet” mente at netop den moderne reproduktionsteknik, altså bl.a. også fotografiet, havde ødelagt kunstens oprindelig aura.

Man kan jo sige, at denne forfatter virkelig arbejder på at give fotografiet noget af den tabte aura tilbage. Et fornemt oprør imod vores daglige overfladiske og usorterede omgang med billedmediet.

Fascinerende, voldsom og troværdig roman

Anne Rye Andersson:
Vanvidsmor. Roman.
114 s. Forlaget Læselyst, 2026.

Af Bente Høegh 

Noget af en mavepuster, denne roman om at være psykisk syg. Den er en omskrevet version af forfatterens autofiktive debutroman Er du sindssyg, Mor?

Allerede prologen er foruroligende: Jeg-fortælleren Alma er i gang med en indviklet udregning af hemmelige koder og tegn og kommunikation med robotter og engle. I kapitel 1 er Alma tilbage i tilsyneladende normalitet og lykkeligt samvær med sin 3-årige søn, Ask (som han hedder i bogen, i modsætning til bagsidetekst og pressemeddelelse hvor han af en eller anden grund hedder Alf?), som er hos hende hver anden uge. Fortællingen er henvendt til et du, Ask.

Læseren foruroliges endnu mere. Hvordan skal det dog gå med den lille dreng? Alma må opgive at tage sig af sit elskede barn og lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Galskaben slår ud i lys lue i de mest barokke situationer: en klæbeånd på skulderen, stemmer, straf, ansvar, skyld, og dertil en udtalt sexlyst som hun til hver en tid forfølger. ”Har du haft sex med to mænd? Hvor var personalet?” Lægen kigger overrasket på mig, men uden fordømmende mine. Han virker nærmere nedslået, trist.

Hun svarer lægerne ærligt – ligesom hele bogen virker ærlig og uforstilt, helt i tråd med det indledende motto: She’s mad but she’s magic. There’s no lie in her fire.

”Jeg må ikke slå fluer ihjel, for så dør børn i Afrika. Jeg skal hjælpe verdens ledere med at udtænke en strategi, der kan redde verdens børn. Sulten og fattigdommen verden over. Jeg forårsagede Tjernobyls nedsmeltning, der skete noget med mig, da jeg var to år gammel, det var i 1986, samme år. Alt, hvad jeg gør, har konsekvenser af enten negativ eller positiv art.” Lægen noterer det hele.

”Så du bærer på enormt meget skyld, kan jeg næsten forstå."

”Ja, med meget ansvar kommer der naturligt meget skyldfølelse, hvis man ikke handler korrekt.”

Den ældre læge nikker og skriver ned.

En kostelig scene med Alma, der sætter sig til rette i en ambulance for at køre ud og redde, er både til at grine og græde over.

Og det gælder egentlig hele bogen. I galskaben løber et religiøst spor som slås an i prologen, hvor Gud kommer i en drøm: Han fortalte mig, at han regnede med mig. Alt jeg ikke skule være bange. Englene er med mig. Gabriel, Uriel, Michael og Rafael. Metatron.  I haven slår lynet ned i en tjørnebusk, så den står i lys lue, og som da Gud i Det Gamle Testamente åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk, åbenbarer han sig her for Alma - på en lidt anderledes måde.

Alma fører også samtaler med solguden Amon-Ra. Og med en stjerne:

”Jeg er din hjem-planet. Du er fostret i mit skød. Du er sendt til Jorden med det formål at udbrede den kærlighed, jeg står for […].”

Sproget er befriende konkret, modigt, afmålt og sine steder poetisk:

Lige bagved ligger den opadgående sol som en slags skjult lykke.

Trætheden er en strækning i mit ansigt, der kan minde om langrend.

Jeg er skræmt over al den tid. Den strækker sig ud over de åbne marker. Fuglene hakker i roerne. Jeg punkterer tiden med cigaretter.

Dertil kommer, at fortællingen ikke alene er gribende, men også yderst velskrevet og stramt komponeret. Den røde tråd følges uden overflødig snik-snak. Vanvidsmor er en stærk roman. Fascinerende, voldsom og troværdig i sin balancegang mellem ”skizoaffektiv diagnose med manisk blandet psykose” og et normalt liv som kvinde og mor.  Skræmmende – og morsom.

 

 

 

Livet i lilla

At tælle til lilla. Om løgn, ensomhed og absolut gehør
Louise Juhl Dalsgaard
Forlaget Alhambra 2025

Af Carina Wøhlk
At tælle til lilla. Det er da umuligt. Man kan ikke tælle til en farve. Eller kan man? Måske bærer titlen på et håb. At det umulige alligevel kan lade sig gøre. At de lilla farvestrejf kan gøres op for den, der vover at slå øjnene op og lægge blå og rød sammen.

Ordene skaber forventning om noget poetisk. Og poesi skal ikke nødvendigvis forstås, men fattes på et dybere plan. Sådan er det – ”der er forskel på at forstå og på at fatte, sådan som der også er forskel på at tælle til ti og at tælle til lilla” (se s. 30).

Bogen med den kryptiske titel er skrevet af  Louise Juhl Dalsgaard, som har flere bøger bag sig med stadig større opmærksomhed omkring dem. Hun underviser til daglig i skrivekunst – og det kan læseren mærke. Hendes sætninger bærer præg af stærk sproglig bevidsthed.   

At tælle til lilla præsenteres som en essaysamling. Otte forskellige og alligevel forbundne essays fører ind i forfatterens univers, ind i funderinger og erindringer fra et broget liv.  

Ufrivillig barnløshed

Læseren bringes vidt omkring – videre end løgn, ensomhed og absolut gehør, som undertitlen angiver. Også spiseforstyrrelse, barnløshed og mere overordnede emner som natur og sprog udfoldes livsklogt. 

Der er mange temaer at spejle sig i. Louise Juhl Dalsgaard er generøs. Hun giver ud af både viden og livsdetaljer og lader læseren komme tæt på. Helt derind, hvor det gør rigtigt ondt. Derinde åbner det bærende tema sig som et væskende sår: At forfatteren ”aldrig lykkedes med at få et barn” (se s. 27). Sådan skriver hun det flere gange – at hun ikke lykkedes. 

Det prikker i hjertet at læse. For underteksten er jo, at hun mislykkedes. At hun udpinte sin krop så meget, at den ikke var i stand til at undfange et barn. At hun ikke kunne, hvad hun gerne ville. Og det er vel ret beset grunddefinitionen på lidelse.   

Louise Juhl Dalsgaard er belæst. Hun sender litterære hilsner og strør om sig med citater fra både skøn- og faglitteratur. Hun er indsigtsfuld – og bag den intellektuelle styrke bølger et skrøbeligt stof, der er lige ved at falde fra hinanden. Det er det stof, hun er gjort af.  

I skrøbeligheden er trukket tråde af ensomhed. ”Den ensomhed, der kommer af at være hverken-eller-både-og, det er derfra, jeg skriver” (se s. 114.). Bliv dér, fristes læseren til at udbryde. For hun skriver fantastisk. Måske fordi hun kan ”tælle til lilla, til hestenes ånde på marken i frostvejr. Til vingummiflæsk og akilleshæl og klithedegræs (se s. 141). 

Men forfatteren vil tydeligvis gerne hæve sig over ensomheden. Som hun formulerer det: ”sprogets primære formål er at danne relationer” (se s. 162). I sin ensomhed leger hun sublimt med sproget. Hun leger, men i legen er hun drevet af alvorlig længsel efter tilhørsforhold – og her kommer drømmen om moderskab så ind i billedet igen. 

Rent æstetisk er At tælle til lilla en fryd for øjet. Omslaget er naturligvis lilla. Og det grafiske udtryk er enkelt og klart. Lige så lysende som bogens indhold. Det er sådan en bog, der bliver siddende i læseren længe. Som en smuk påmindelse om, at livet ikke bare er sort eller hvidt. Det er også lilla – og kan tælles på lige så mange hænder, som du har kærlighed til.     

Den skæbnesvangre linedans

Synne Garff: Dødens linedansere, roman, Forlaget Natblomst 2026, 294 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

På Anne Mette Hartelius’ forsideillustration ses en person, der balancerer på en streg fra et hjertekardiogram. Hjertes puls er aftagende fra venstre mod højre. Linjen er helt lige i forsidens højre side, hvorved det afsløres, at personen, hvis hjerterytme måles, er død…

Illustrationen passer vældig godt til bogens titel: Dødens linedansere. 

Den linedans, romanen handler om, er spørgsmålet om aktiv dødshjælp, der endnu engang er blevet drøftet intenst hen over de seneste par år.

Kombinationen af et alvorligt dilemma og spænding

Det er noget af en opgave at skrive en roman om aktiv dødshjælp, der giver forståelse for både tilhængernes og modstandernes argumenter, men Synne Garff, der har skrevet Dødens linedansere, kommer faktisk godt i mål. Ganske vist sættes nogle af positionerne i debatten på spidsen, for selvom genren angives som roman på bogens forside, er der mere specifikt tale om en spændingsroman. Der er således nogle regulære skurke i bogen. Det særligt uhyggelige ved dem er, at de afspejler virkelige, men oftest ukendte personer, der heller ikke blot bryder loven, men også tænker skurkagtigt. Vi ser jo gang på gang, at nogle mennesker anser akkumulering af profit for at være selve målet med livet, koste hvad det vil, så længe det ikke går ud over dem selv. Dermed tingsliggøres andre mennesker. De bliver undværlige, fordi de tjener et formål, der dog let viser sig ikke at være højere, men derimod forbløffende lavt. Et sådant menneskesyn følges med ønsket om indførelse af aktiv dødshjælp.

Det betyder dog ikke, at alle tilhængere af aktiv dødshjælp er skurke. Slet ikke! Der er jo situationer, hvor det er forståeligt for alle, at den ramte ikke længere har lyst til og mod på at leve; situationer, der er så barske, at mange andre ville nære det samme ønske om at blive hjulpet af med livet, hvis de var i den ramtes sted. Så hvorfor ikke bare indføre aktiv dødshjælp i disse forholdsvis få tilfælde? Svaret har lydt så mange gange i debatten, at det kan virke slidt, men blot fordi det gentages, er det ikke ensbetydende med, at det er usandt: En indførsel kan medføre en glidebane, sådan som man har set det i andre lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp.

Synne Garff

I Dødens linedansere oplyser lægen Frederik, hvordan det står til i Holland: ”Unge under 18 år får dødsmedicin, og der presses på for at få indført dødsmedicin for børn.” (s. 63). Han fortsætter lidt senere: ”Mange patienter med dødelige sygdomme og handicappede føler, at de er til besvær for deres pårørende. Jeg går derimod ind for retten til at være til besvær.” (s. 64). Matsson, der er romanens kvindelige kampsoldat, svarer: ”Det er en væsentlig pointe. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil det gå ud over alle, der er lidt skæve, utilpassede og anderledes, end normen tillader.” (s. 64). Anna, der er Frederiks søster, oplyser, at aktiv dødshjælp ”er et vestligt fænomen […] Aktiv dødshjælp er ikke et issue i lande med akutte problemer som dårlig sundhedspleje, udbredt sygdom og fattigdom. Aktiv dødshjælp er aktuelt i samfund, hvor man har ressourcer til at sikre sig et langt liv.” (s. 64). Det er da paradoksalt! Og paradoksalt er det også, at Anna selv nærmer sig ønsket om at blive hjulpet af med livet, da hun kommer alvorligt til skade i et trafikuheld. Men er det uforståeligt, at hun har det sådan? Det er denne flettede line af argumenter for og imod, Synne Garff balancerer på i sin roman, mens hun gør det klart for læseren, hvorfor de fleste holdninger til sagen er valide.

Pageturner med et vigtigt ærinde

Selvom emnet er tungt, skriver Synne Garff på en let og ukompliceret måde. Dødens linedansere er en pageturner med et vigtigt ærinde: At kvalificere debatten om aktiv dødshjælp og den dertil hørende debat om aktiv livshjælp i form af et større fokus på den palliative indsats, der kan hjælpe den døende med så god en afslutning på livet som muligt. Med Dødens linedansere er der mulighed for, at Garff når en læsergruppe, der normalt ikke vil beskæftige sig med så tungt et emne.

Hvad enten man er for eller imod aktiv dødshjælp, er romanen værd at læse. Måske ændrer man holdning undervejs? Men om man går fra at være tilhænger af aktiv dødshjælp til modstander eller omvendt er ikke til at sige. Man fornemmer, at Garff selv står mest på Frederiks side, men hun fastholder dilemmaet, idet en række andre betydelige karakterer også kommer til orde, alt imens handlingen udfolder sig i en stadig stigende spændingskurve.