fredag den 3. februar 2023

Et uafrysteligt møde i ørkenen

Jakob Brønnum: Fristelsen, 123 sider, 169.95,- kr.
Forlaget Læselyst

Af Annemette Aracama

Man fristes til at sige, Brønnum har gjort det igen! Jakob Brønnum har begået en kort, letfattelig og lettilgængelig bog om et alt andet end simpelt stykke vesterlandsk og skæbnetungt tankegods. Fristelsen er det første bind i Forlaget Læselysts serie Bibel & Kultur og kan, som det er ambitionen, tilgås uden faglige forudsætninger, det være sig både teologiske, litterære og kulturhistoriske. I tre akter gennemgår Brønnum de i alt 11 bibelvers og de tre fristelser, som de fleste af os genkender som “fristelsen i ørkenen”. 

Det er plottet, hvor Satan kort fortalt mesterligt forsøger at forføre Jesus til at opgive sit forehavende som menneskenes frelser i bytte for magt og ubegrænset materialisme. Undervejs i Fristelsen behandler Brønnum bibeltekstens kulturhistoriske, psykologiske og litterærer implikationer, og lige så tekst- og videnstungt det nu end måtte lyde, så gennemføres projektet i Fristelsen både nænsomt og yderst læsevenligt. 

Fristelsen indledes med Dantes billede af Satan:

“Forlang nu ikke, læser, at jeg skildrer den isnen og afmagt, som da greb mig, for alle sprogets ord kommer til kort her.” -  (ved synet af Satan).

Brønnums litterære metafor for den ultimative onde livsmagt er da også superskurkens, præcis som vi kender den fra alle tiders populære fremstillinger, for hvorom alt er, så er Satans forsøg på at friste tekstens helteskikkelse jo intet andet end det ondes forsøg på at knægte livets magt i bytte for verdensherredømmet. Vi kender alle miseren, det tilnærmelsesvis ultimative ondes kamp mod det uendeligt gode. Fremstillingerne af superskurken i kunsten og populærkulturen er noget ved uendelige - det gode synes historisk derimod noget vanskeligere at gengive troværdigt. Det lykkedes dog Brønnum at indfange livs- og kærlighedssejrens sublime og billedefattige substans i en knivskarp sentens ved bogens afslutning: 

“Glimtet er overstået, Djævelen er forsvundet. Der er kun lidt støv, som en varm og doven vind flytter rundt på … At Satan forsvinder skyldes, at Jesus helt har overvundet den modstand, han har stået overfor, og dermed bemægtiget sig den kraft, der som den eneste kan kommandere rundt med Satan, nemlig den eksistentielle sandheds kraft.” Brønnum fremstiller da også vedholdende Jesus i Fristelsen i tråd med Eric Fromm og Frankfurterskolens syn på den kulturhistoriske Kristus, som den universelle repræsentant for væren i en ikke materiel forstand, en eksistens der realiserer sine muligheder i uselviske kærlighedsytringer eller i et genuint kærlighedsfællesskab med medmennesket. Satan er modstykket, modstillingen, den universelle “ikke-væren”, den udnyttende, den evigt markedsorienterede figur, der udelukkende arbejder for egen interesse, egen velfærd. Den første er “den sande” eller “den gode”, den sidste er “den usunde” eller “den onde”. 

Forledelsen

Brønnum samler perspektivet på den bibelske scene i ørkenen under overskriften “Forledelsen” i Fristelsen:

“Vi har en tendens til at leve fra trædesten til trædesten i et liv, hvor vi sjældent beskæftiger os med det fundament, som bærer os ud over øjeblikket, dagen og vejen og den næste runde fødselsdag.”

Dog, et finalt - og litteraturhistorisk - stille hjertesuk. Fristelsen er en bog, der eksponerer et litterært og eksistentielt universelt problem om den ondes forførelse af den gode, men samtidig skaber den måske selv et rum for en, om ikke andet, litterær forførelse. Kun få digtere har skildret personen bag det ondes personificering og peget på den skikkelse som kommer til Jesus i ørkenen som en broder. Brønnum er belæst langt ud over sit fags grænser og bekendt med udlægningen, men afviser den tilsyneladende som “spekulativ”. Brønnum er teolog, først og fremmest, dernæst litterat. En af de få der har forsøgt at se personen inde i djævelen er John Milton, som i sit tidsafstødende renæssancedigt Paradise Lost fremskriver en hjertegribende oplevelse af Satan som en fortvivlet og sårbar eksistens, som “en væren” i afvisningen af kærligheden, en Jesu broder der befinder sig i et ubeskriveligt ordløst mørke. I en teologisk sammenhæng sejrer Jesus, i en litterærhistorisk kontekst, også hos Milton, kræves det af Jesus, at han ser ind bag forførelsens og dæmoniens maske og selv i et uigennemskueligt mørke genkender et andet barn af Gud. Her fejler Jesus og det er en forståelse og litterær erfaring værd at tage med sig ind i en læsning af et absolut læseværdigt bud på en forløsning af forførelsen, som den kommer til udtryk i Fristelsen. Det er vanskeligt at være uenig med Brønnum, dertil er Fristelsen alt for empatisk og velskrevet, men ingen forfatter er ansvarsfri og det skal hermed være op til den enkelte læser at  indskrive diskrepansen mellem litteraturens og teologiens erfaringer i Fristelsen. 

Fristelsen i ørkenen er blot én af Bibelens mange tableaustive scener og har da også inspireret både verdenslitteraturen og en hel stribe afbillendende kunstnere gennem tiderne. Fristelsen suppleres da også med en række suveræne nedslag i tekster af blandt andre Goethe, Kazantzakis, Shakespeare, Joplin og Dostojevski, og afsluttes med en særdeles righoldig litteraturliste, for den der måtte ønske at fordybe sig yderligere i “fristelsens” kunstneriske og kulturelle følgevirkninger, ligesom udgivelsens ydre og indre omslag er beriget med fine gengivelser af nogle af verdenskunstens fremstillinger af hændelsen i ørkenen. 

Fristelsen er en solid og velfunderet begyndelse på en forhåbentlig givende serie fra Forlaget Læselyst om Bibelen og kulturen.








mandag den 23. januar 2023

Skildringen af en ungdom, der tvinges i knæ

En kortroman om ungdomskultur, fandyrkelse og kampen for at finde sig selv

Rin Usami
Idol, brænder
Korridor 2022
Oversat af Hanne Arnold

Af Carina Wøhlk.

Der tales i disse tider meget om unge menneskers mistrivsel. Og emnet fylder ikke kun på vores breddegrader. I den japanske kortroman Idol, brænder zoomes ind på en ung kvindes udfordringer med at finde sig selv og et ståsted i tilværelsen.

Bogen er skrevet af purunge Rin Usami, der er en af de stigende stjerner på den litterære himmel i Japan. Læseren forstår hurtigt hvorfor. Idol, brænder er ualmindeligt velskrevet og tankevækkende. Og Hanne Arnolds flydende oversættelse er en fornøjelse at læse.

Japansk fankultur

Historien handler om unge Akari, der har dedikeret hele sit liv til popstjernen og skuespilleren Masaki Ueno. Han er hendes oshi, som det hedder på japansk – hendes idol. Og fra side ét står det klart for læseren, at japansk fankultur er et ganske særligt fænomen.

Akari har fulgt Masaki det meste af sit korte liv. Alt hvad hun tjener, bruger hun på hans CD´er, film, koncerter og merchandise. Hele hendes tilværelse kredser om idoliseringen af Masaki. Og som det formuleres i bogen: ”Ved virkelig at mærke hans eksistens forsøgte jeg at mærke min egen” (se side 106). Idoldyrkelsen tjener til at give Akari en fornemmelse af, hvem hun selv er.   

Akari blogger om Masaki og føler sig dybt fortrolig med kunstneren og manden bag. Derfor kommer det også som et kæmpe chok, da hun en morgen vågner til den sensationelle nyhed om, at Masaki har slået en kvindelig fan. Episoden får Masakis stjernestatus til at gå op i røg, men den efterlader også Akari på en askehob af skuffelse og skam. For hvorfor havde hun ikke set det komme? 

Livet på knæ

Nyheden er som en bombe, som detonerer i et liv, der i forvejen ikke rigtigt hænger sammen. Den unge kvinde kæmper med indlæringsvanskeligheder, spiseforstyrrelse og koncentrationsbesvær. Hun klarer sig elendigt på gymnasiet. Måske også fordi hun har diagnoser at slås med – ”jeg havde fået to diagnoser. Men jeg fik det dårligt, når jeg tog medicinen” (se side 10). 

Usami
Til sidst bliver Akari nødt til at droppe helt ud. Og det er ikke enden på det, der virker som en deroute for den unge kvinde. I slutningen af bogen lever Akari bogstaveligt talt på knæ. 

Idol, brænder er ikke kun historien om en syg fankultur og en usund besættelse. Den er også  af umenneskeligt pres, forventninger og indre usikkerhed. 


  





  


 


     

  

 


tirsdag den 17. januar 2023

En lille strithåret dreng med et drømmende udtryk

Anne Sofie Allermann og Gitte Gade: Ophav. 46 s. Jensen & Dalgaard, 2022

Af Bente Høegh

Ophav er en usædvanlig smuk billedbog for børn. Allerede første opslag er et chok lige i synet: et viltert, kraftfuldt motiv på forsatspapiret. 

Andet opslag viser en lille strithåret dreng med et drømmende udtryk og svømmebriller i hånden samt svømmende fisk og sædceller i bevægelse mod en stor cirkel.

På tredje opslag står drengen på en strand og ser ud over havet.

Så er rammen sat, og historien om Morgan, der leder efter livets ophav i form af sin far, begynder. Det hjælper ikke at spørge mor: -Ham kender vi jo ikke, skat. Det ved du godt.

Ophavs omslag

I vores moderne verden kan der være mange grunde til at børn ikke kender deres far, og især til dem er denne bog oplagt. Det er ikke én man bare lige snupper i farten og læser, og så godnat, skat. Der skal tænkes og tales, være et engagement og en motivation hos både barn og oplæser. Jeg var afmægtig da mit 5-årige barnebarn spurgte: hvor er hans far? -Det kommer nok senere, svarede jeg. Det gjorde det ikke. 

Morgan stiller flere spørgsmål: Hvor kommer vandet i havet fra? Hvordan tænder stjernerne? Og: hænger mennesker sammen? Det svarer bogens mor ikke på, og det gjorde jeg heller ikke:

"-Når alt vand hænger sammen, hænger alt luft så også sammen? spørger Morgan.
-Ja. Det gør det.
-Måske hænger alting sammen?
-Ja, måske.
-Også mennesker? spørger Morgan.
Mor smiler og giver Morgan et kys.
Sammen falder de i søvn til lyden af bølgernes slag mod stranden."

Drengens og pigens navne er usædvanlige. Hurtige opslag på nettet viser at Morgan både kan være et drenge- og et pigenavn og betyder Manden ved havet. Aviaja er grønlandsk for kusine og dermed i sig selv en kommentar til spørgsmålet om menneskers sammenhæng. Navnevalget er med til at give bogen et drømmende udtryk.

Bogen har et dejligt stort format, perfekt til en billedbog hvor vi er mindst to, der skal kunne se sammen. Illustrationerne medskaber en stemning så sørgmodig, smuk og livsbekræftende på én gang. Den minder mig om Annas himmel af Stian Hole. 

Anne Sofie Allermanns andre billedbøger: Tid (som er min personlige favorit) og En fin sten er lige så smukke og er skabt i samarbejde med forskellige billedkunstnere. 

Gitte Gade er kendt for den prisbelønnede Claras bog der ligesom ovennævnte er udkommet på Jensen & Dalgaard.

 


fredag den 30. december 2022

Digterens død

Sidsel Mørch: ”Rids. En fortælling om Gustaf Munch-Petersen”, Cobolt 2022, 88 sider, Graphic Novel.

Af Egil Hvid-Olsen.

Da russiske tropper for snart et år siden angreb Ukraine, meldte nogle danskere sig som frivillige i den ukrainske hær. Nogle havde en militær baggrund, andre ikke. Blandt de sidstnævnte vendte nogle hurtigt tilbage, hvilket også var det eneste fornuftige. En enkelt lod sig interviewe og sagde noget i retning af, at han var kommet tilbage, fordi den ukrainske hær ikke havde kunnet garantere hans sikkerhed. Med andre ord havde han ikke vidst, hvad krig er for noget.

Man kan spørge, om Gustaf Munck-Petersen vidste, hvad krig var, da han i 1937 meldte sig som frivillig i den spanske borgerkrig. Nej, naturligvis vidste han ikke det, for det ved ingen for alvor, der ikke har prøvet det. Han meldte sig, fordi han ikke kunne lade være. Fordi han frygtede fascismens sejr. Det var en frygt, som bestemt var velbegrundet, for det var ikke kun Franco, men også Hitler og Mussolini, der på det tidspunkt rystede med sablen.

Gustaf Munck-Petersen blev 26 år, for han overlevede kun få måneders krig. Bag sig havde han en række digtsamlinger, som efter hans død gjorde ham berømt. Sidsel Mørch har skrevet og tegnet en Graphic Novel, der handler om den politisk bevidste digter, der endte som martyr i kampen mod fascismen.


Den revolutionære overklassedreng

Gustaf Munch-Petersen stammede fra et akademisk overklassehjem i København. Han var elsket af sine forældre, der både bekymrede sig for og forkælede ham. På deres regning skrev han digte, malede og tænkte revolutionære tanker. Han var grebet af surrealismen og pegede på en alternativ virkelighed til den, han dog godt vidste, at han selv var en del af og levede i. Sidsel Mørch formår at skildre sammensmeltningen af ungdommelig naivitet og skæbnesvanger alvor i den samtale, Gustaf har med sine venner på en beværtning, hvor fronterne trækkes op på både mikro- og makroplan mellem reaktionære dyder og ønsket om frisind såvel som mellem fascisme og kommunisme. Hvad Gustaf og hans venner af gode grunde ikke ved er, at ikke kun fascismen, men også kommunismen bar diktaturet i sig.

Mellem kærlighed og kamp

Da Gustaf under et ophold på Bornholm forelsker sig i den unge keramiker Lisbeth, stilles han i et nyt dilemma mellem kærligheden og kampen. I første omgang vælger han kærligheden og gifter sig med Lisbeth. Sammen får de datteren Mette, og da Lisbeth venter deres anden datter, Ursula, træffer Gustaf det valg, der skulle blive skæbnesvangert for ikke blot ham selv, men også for hans kone og to døtre. I et brev tager han afsked, fordi han nu vægter kampen frem for kærligheden. Da Lisbeth næste morgen finder brevet, er Gustaf borte. Han tager til Spanien, hvor han dør d. 2. april 1938.

Kunst og død

Gustaf Munch-Petersen

Det er svært at bedømme, om Gustaf Munch-Petersen traf det rigtige valg. Ganske vist er det klart, at han som en overklassedreng, der ikke havde de store praktiske erfaringer, som udgangspunkt var ret uegnet som soldat. Men nogle vokser jo med opgaven. Samtidig kendte han til krigens gru. Han vidste, at der var en risiko for, at hans kone blev enke og hans to små døtre blev faderløse, men samtidig anså han det som sin opgave - ja, sit kald - at være med til at kæmpe for en bedre verden end den, fascisme og nazisme kunne tilbyde. Det ville også gavne hans lille familie. At han døde for tidligt til, at han nok for alvor gjorde en forskel, gør hans fortælling endnu mere tragisk, for intensionerne fejlede ikke noget.

Sidsel Mørch er nøgtern i sin gengivelse af Gustaf Munch-Petersens sidste fem leveår. Her er ingen anden løftet pegefinger end den, som den unge Gustafs forældre hæver, fordi de så gerne vil have ham til at tage en uddannelse. Men som i så mange andre tilfælde, når unge voksne og deres forældre drøfter førstnævntes fremtid, har forældrenes ønsker den stikmodsatte effekt. Således fremstår Gustaf Munch-Petersen som en ganske almindelig ung mand, der dog var lidt mere kompromisløs end de fleste. Måske skyldtes det sidste den tid, han levede i. En tid, der gjorde krav på eftertanke og stillingtagen. Begge dele kom til udtryk i hans digte og malerier. Her udfoldede han surrealismen, men også sin glæde over naturen og samværet med andre mennesker. Selvom Munch-Petersens digte hører en bestemt tid til, har de stadig noget aktuelt over sig, der gør dem værd at læse. Derfor er det også en lille genistreg, når Sidsel Mørch fletter et lille udvalg af Munch-Petersens digte ind i sin Graphic Novel. Hun gør det velvalgte steder, så digtene fungerer som kommentarer til hændelser i digterens liv – også selvom han ikke nødvendigvis skrev dem på det tidspunkt, hvor hændelserne fandt sted.

Gavn og svigt

”Rids” – der for øvrigt også er titlen på et af Munch-Petersens digte – består af tre kapitler, der hver især indledes af et farvelagt dobbeltopslag. De øvrige sider er næsten konsekvent holdt i sort/hvid, hvilket dog ikke gør læsningen farveløs. Tværtimod er det imponerende, som Sidsel Mørch kan gøre forelskelsen mellem Gustaf og Lisbeth levende og troværdig. Alle kampscener fra Spanien er fraværende, hvilket er et godt valg, for bogen handler ikke om en helt, men om en ung mand, der tog konsekvensen af sin overbevisning. Derved gavnede han nogle, mens han svigtede andre.

tirsdag den 20. december 2022

Shakespeare og Sibelius: A perfect match

Jean Sibelius:
The Tempest
The Royal Danish Orchestra, Okku Kamu (Naxos)
Udkom 18. november

English Music for Strings (Vaughan Williams, Howells, Delius, Elgar)
Sinfonia of London, John Wilson (Chandos)
Udkommer 3. februar, men kan streames inden

Af Jakob Brønnum

Blandt de elementer i den almene dannelse, der næsten helt er forsvundet, er skuespilmusikken. Når vi går i teatret, forventer vi uden videre at musikken, der indimellem indrammer spillet. Der er som om vi forventer en slags underlæsningsmusik, ligesom på film.

For 100 år siden og tidligere, ville man have fo4rventet et orkester, der sad og spillede en komposition, specielt til forestillingen

I mange tilfælde kunne der også forekomme balletsekvenser, næsten som en slags pause. De fleste af de store klassiske komponister har skrevet skuespilmusik, og selvom traditionen gradvist forsvandt med billedmediets opkomst, kan man stadig findes ouverturer i nogle af de amerikanske storfilm, som f. eks Borte med blæsten.

Den store finske symfoniker Jean Sibelius skrev også skuespilmusik og for 100 år siden bestilte Det kgl. Kapel musik til Shakespeares metafysiske sen-værk Stormen, et skuespil der står sammen med to andre arbejder, Cymbeline og Et vintereventyr som noget, der pegede i en helt ny retning, væk fra tragedier, komedier og historiske skuespil.

Nu har Det kgl. Kapel indspillet Stormen i en koncertoptagelse, der udkom for nylig på Naxos.

Værket består af hele 34 korte sekvenser og trækker må alle, eller i hvert fald rigtig mange forskellige genrer på Sibelius palet. Der er rene orkestrale stykker, stykker, der minder om orkestersange og korafsnit. Det er meget anbefalelsesværdigt. Orkesterklangen er stærk og klar.

Efter ganske få af de korte afsnit, er stemning slået an, nøjagtig som den skal være: De enkelte genrer flyder sammen og det opstår en sådan meditativ, metafysisk stemning, som der netop ligger i Shakespeares magiske skuespil. Det kølige, uforudsigelige og alligevel lavmælte og inderlige.

Engelsk orkestermusik

For tiden udkommer ikke så få CD’er med engelsk orkestermusik. Associationen til Sibelius er klar: Mange af de engelske komponister trækker på en slags folketone, der ligger i bunden og afgørende bryder med tonesproget, som vi kender fra den centrale klassiske musik hos Beethoven og Mozart.

Chandos har udsendt (endnu) en cd med det ret nyligt reetablerede engelske eliteensemble Sinfonia of London og ensemblets dirigent John Wilson, hvor man bruger den berømte og ofte indspillede, simrende stemningsfulde Tallis-fantasi af Vaughan Williams som trækplaster, men den langt mindre kendte, 30 minuter lange Howells Concerto for String Orchestra må alligevel – for denne lytter - være hovedværket – en pragtfuld, tre satset komposition som har symfonisk fylde. 

Howells er mest kendt for sin kirkemusik til den anglikanske kirke og hans orkesterkoncert er en sjælden gæst i koncertsalene CD’en rummer musik udelukkende for strygeorkester og cd’en indeholder også orkesterværker af Delius og Elgar, hans skelsættende Introduction and allegro (1905). Udgivelsen følger efter bl.a. en anden Chandos-CD med samme ensemble, English Music for Strings, med kortere værker af Britten, Bliss, Bridge og Berkeley, de tre sidste endnu mindre kendte på vores germanistisk inspirerede breddegrader, men meget lytteværdige og altid med en åre dybt ned i den charmerende og varmblodige engelske musiktradition.

I den nye CD er der dyb substans: Musikken får krop på den helt rigtige måde. Sinfonia of London og John Wilson, som man også kunne høre ved årets The Proms-festival, er et velkommen tilskud til de londonske kammerensembler. Man spidser øren, når ensemblet spiller – det er altid stramt og klart udført og aldrig underholdning.




mandag den 19. december 2022

Værket er det, der ikke findes

Søren R. Fauth nye digtsamling handler om tid og kærlighed, og det er foruroligende, hvor meget begge dele kan ligne fortvivlelsen

Søren R. Fauth
Det R bladenes måde at falde på
116 sider, 200 kr.
Det aarhusianske forlag Herman & Frudit 

Inklusive anmeldelse af et appendiks af Rebekka Boyding


Af Jens Carl Sanderhoff

»det R bladenes måde at falde på

at de bare ligger i deres gultglødende afsondrethed

den grå baggrund

alt er mørkt
støvregn (s. 9)

Så stille, så efterårsnedlukkende sniger Søren R. Fauth sig ind i sin nye digtsamling, Det R bladenes måde at falde på, og det kun godt et halvt år efter seneste udgivelse fra digterens hånd, den fabelagtige En rejse til mørkets begyndelse, og man forstår hurtigt, hvorfor digteren allerede nu i en raptus er fremme ved en ny samling, for han har forelsket sig, eller hvad man nu skal kalde det, for det er noget af en udfordring at gå med på disse digtes mærkelige, nærmest lunkne og samtidig skæbnesvangert diskante digressioner, den evigt ugjorte digters alter ego maler sig op i. Og som sædvanlig, fristes jeg til at skrive, er det med vilje, at læseren gøres usikker på indholdet, for det er nu en gang sådan, Søren skriver og skriver bedst!

Bogen er delikat og træder ud af rækken af de i formgivning ensartede langdigte-bøger (som også den gudesmukke På Jupiter findes fortiden ikke gjorde), mørk karrygul og prydet af en tegning, som Søren R. Fauths nevø, Anton Fauth, søn af digterens alt for tidligt afdøde søster, talentfuldt har kreeret; en underlig, urovækkende figur, der har mindelser om køn og monstre (måske er det bare mig?) indbygget i sin eksplosion af streger, og det er en ganske glimrende illustration af noget af det, vi inde i bogen bliver konfronteret med.

Bogen er opdelt i fire episoder: Præludier, Intermezzo, Forfra og Endspiel, hvoraf kun første og tredje episode er udfoldede afsnit. De to andre episoders udstrækning udgør én side, ja, sidste sågar kun én sætning, og begge skal vel nærmest illustrere et metaplan, der trækker læseren ud af idéen om at læse virkeligheden, at dette korte (kortere end sædvanligt hos Fauth) langdigt selvfølgelig ikke er dagbogsblade, men selvfølgelig er digterjegets desperate flaks i firspring.

Digtene i første episode lægger fra kaj i den sædvanligt tumultarisk hverdag, og man kunne fristes til at citere SUT: Alt er som det plejer, og så ved vi jo godt, at noget er galt. Digterjeget har mødt et du, og hurtigt (s. 14) kneppes der efter alle kunstens regler, men først efter en påberåbelse af tid, meningsløshed og Kafka. Det er dét, der er så foruroligende.

(…) dig der sidder overskrævs på mig i lænestolen

du siger: jeg knepper dig
du skal kneppe mig         siger du

jeg har ventet på dig
så længe (s. 14)

Allerede her er således kærlighed, tid, meningsløshed og Kafka kommet i spil, og digterjeget famler hypnotiseret gennem sin nyvundne lidenskab. Vi får glimt af det, man efterhånden vel let kunne kalde Fauth-classics; glimt af familieliv, cykelture, ulyst ved andre menneskers gøren og laden, små, flimrende lysninger af poesi og brokker fra europæisk åndsliv, men denne gang følges de af en nådesløs tidsmaskine. Løbende kommer sætninger, der snildt kunne rives ud af helheden og sættes sammen i deres egen ret, logos, og her danne et anderledes (for Fauths vedkommende) betydningsspor; jeg aner en nærmest religiøs optagethed af betydning, som både fascinerer ham, men samtidig også opfattes som grænseoverskridende, forstået på den måde at hvis livet er meningsløst, hvorfor bliver det så ved at provokere ham med noget, der føles som mening. Sætninger som; min sædvanlige måde at falde på / og jeg som troede det var slut /uophørlige fald gennem verdens trinvise nedbrydning af lys / at du hele tiden har været her (?) / hele tiden forfra / jeg vil altid elske dig / med tilbagevirkende kraft! / svævende over et gråsort intet. Denne linje gennem langdigtet løber over de første 75 sider, og viser tydeligt, at noget udfordrer den sædvanlige weltschmerz, noget insisterer henover normalitetens felt.

Det det, der svæver henover et gråsort intet, er R. Ny kærlighed. Eller rettere Kærligheden, begrebet, som hverken har et nu og altid er et nu. Og frygten for at miste dette nu, at R’et skal falde, som alt falder, igen. Det gør både digtsamlingen rørende og grusom.

Og R’et, kærlighedens bogstav, skriver til ham forklædt som en del af virkelighedens meningsløshed, forklædt i en kvindekrop (digtet s. 61), der bærer navnet Rebekka. Digterjeget har mødt en ung kvinde (som om alder har nogen betydning, når nu tiden flipper så vertikalt!), og kvinden skriver en tekst, der er vedlagt digtsamlingen som et løsblad; det R bladenes måde at falde på… Til anmeldelsen her kommer også en anmeldelse af dette appendiks, for dette blad er noget, der helt exceptionelt konkretiserer digtsamlingens natur – et ret genialt påfund!

Anden reelle episode, Forfra, griber tilbage mod dét, digterjeget synes at have tabt; mismodet, men det kan ikke rigtig fungere nu, hvor nuet har ladet sig fylde af noget, der er nogen. I glimt ser vi ned gennem tiden, set gennem familiens vilkår; den mere og mere fraværende far, den ulykkelige mor og digterjeget, der har opnået fornyet frygt for tab; har man nogen, er der noget at tabe.


Jeg vil hellere dø


i gløderne
sammen sammen alene
end i udkanten
af mig selv (s. 84)

Og

jeg vil bøje universet tilbage i sig selv
halvdelen af mig vil dø
          halvdelen (s. 108)


Der bindes pludselig en tydelig sløjfe tilbage til debutdigtsamlingen, Universet er slidt, fra 2013, som i al sin pragt nu står som et manifest, ja, som vidnesbyrd på tab. Alt, hvad den første digtsamling var optaget af, er i en vis forstand eroderet og bliver et billede på værdierne skrøbelighed.

Den sidste episode, Endspiel, som altså kun er én sætning, fræser gennem digtsamlingens planer; tiden, kærligheden, meningsløshed og faldet (som pludselig får en Kafkask kvalitet over sig), som enten en forbøn fra håbets overdrev eller hånlatter fra en misantrop. Måske er sætningen positiv, måske negativ, måske begge dele. Det lægger Fauth over til læseren med sig selv at afgøre, og jeg sender hermed opfordringen videre til alle. Således ender denne kortere langdigtsform med en art filosofisk åben slutning, og det er meget passende i forhold til langdigtets indhold.

Appendiks

Rebekka Boyding

MINDER OG ANDRE TING DER IKKE ER SKET ENDNU

Til Søren R. Fauth

Løsark indlagt i ’Det R bladenes måde at falde på’

Det aarhusianske forlag Herman & Frudit


Af Jens Carl Sanderhoff

Et soveværelse på en mørk vintermorgen er i forvejen tom for tid. Det sidste af tiden mellem to dage, i det rum i huset, hvor livet er længst væk og tættest på. Hvor liv slutter, liv bliver glemt, forsøgt fortrængt, hvor liv bliver skabt. Og det er der, i dit soveværelse jeg ligger og smager på tiden og Jordens halve liv, med en sætning, der gør det så klart, at tiden simpelthen ikke kan findes. Jorden er i dag ca. halvvejs i sit liv.

Sådan begynder en smuk kærlighedserklæring, et smukt lettre d'amour (for nu at binde den anden lille, mærkelige episode af Fauths langdigt; Intermezzo, sammen med brevet her, da dette intermezzo er skrevet på fransk, indtil en tysk sætning forstærker blødningen), og hvis man ikke vidste bedre, kunne man sagtens som linjedommer i dette spil, pludselig få den uforskammede tanke, at værket slet ikke eksisterer; hverken Fauths eller Boydings, men simpelthen er livet. Altså – LIVET!

Måske er denne anmeldelse tilmed en del af fiktionens overfræsende, vildt frådende kobbel, og der er slet ingen nåde for de i livets skønhed fortabte sjæle, nej vel!

Det korte af det lange – dette værk er det, der ikke findes, og værket er det, der vokser ud af dette fravær. Lyder det kryptisk? Det er det slet ikke; det er definitionen på al god kunst, og det kan man ved selvsyn få øje på, hvis man læser dette forunderligt korte langdigt med indlagt blad; det R nemlig sådan, et blad skal falde ud af en bog på, en bog, der har den gultglødende afsondrethed som omslagsfarve, og som sådan er et festskrift til alle, der har fået øje på tilværelsens indbyggede katastrofe. Som SUT skrev way back then: døden er / ikke at elske og alt er som det plejer. Tiden, siger jeg; brug den på at læse denne digtsamling – også i går.


fredag den 16. december 2022

Vejen og kraften - den ultimative

Lao Zi
Vejen og kraften
Oversat og kommenteret af Lars Rasmussen
Det poetiske bureaus forlag, Bureauets lommebibliotek, 650 sider, 200 kr.

 
Af Jakob Brønnum

Jeg mangler faktisk superlativer til at beskrive den seneste udgave af en af verdens vigtigste bøger, Tao te king (Dao de jing) af den mytiske vismand Lao Tse (Lao Zi), skrevet mindst 250 år før vor tidsregnings begyndelse. Tidligere har man dateret ham helt tilbage til Homers tid, omkring 600 år fvt.

Lars Rasmussen har oversat, introduceret og kommenteret de 81 digt-lignende visdomstanker omkring den taoistiske grundtanke om Tao, livets vej og livets kraft. Bogen, der sjældent har fyldt mere end 100 sider i det dusin tidligere oversættelser på dansk, vi har set, er blevet en moppedreng (i et meget handy format) på 650 sider.

Der er ikke enighed om, hvordan bogen er opstået, men det er tydeligt, som Lars Rasmussen redegør for med stor grundighed, at den også rummer ældre traditionsstof. Ligesom folkemusikerne i 1960’erne, lånte de kinesiske hoffilosoffer fra før kejserrigets samling med arme og ben. Det svækkede ikke en tekst, at den trak på ældre forlæg, tværtimod.

Da jeg for år tilbage ville genlæse Tao te king inden en kinarejse, indså jeg at den dunkelhed, jeg havde oplevet som 20-25 årig, da jeg stiftede bekendtskab med værket første gang, ikke (udelukkende) skyldtes min ukyndighed, men vanskeligheden ved at bringe det luftige begreb Tao på ord i en europæisk sprogdragt. Jeg læste tre forskellige oversættelser på flere sprog og skabte en sammenhæng og en fornemmelse. Havde jeg haft Lars Rasmussen havde det været tilstrækkeligt.

Naturfilosofien

Om Tao (Dao), her oversat Vejen, skriver han: ”Daoismen er en naturfilosofi. Naturen er Vejens frembringelse, og Vejen kommer til udtryk i alle naturens foreteelser. Vil man nå til forståelse af eller opnå kontakt med Vejen, kan man altså betragte naturen. Ordet naturen har endda fra flere sider været nævnt som et oversættelsesforslag, men det er forkert; naturen hører til i dualiteternes verden (med himmel og jord som sagt som den primære dualitet), mens Vejen selv er hævet over enhver spaltning. Vejen selv er en usynlig, men virksom realitet, og udgør, som den synliggøres i naturen, et forbillede for menneskelig moral og adfærd. Vær som dalen, vær som vandløbet, hedder det, og vær som en sten, vær som et stykke råt træ.” (s. 44)

Senere læsninger har vist mig, at begrebet med andre ord ligger og dirrer et sted mellem Platons Logos og Aristoteles Anima (som traditionen kalder det, egentlig Psyché), selvom sinologen muligvis ville mene, at det her er Qi (Ki), livskraften, vi taler om, og at Dao er dens næsten uforudsigelige bevægelsesmønster. Begge begreber behandles grundigt af Lars Rasmussen.

Vi er under alle omstændigheder et sted i eksistensfilosofien, hvor kun bøger som Bhaghavad Gita (egentlig et afsnit i Mahaharata) og Johannesevangeliet og måske, men alligevel nok ikke, Marcus Aurelius Mediationer og Boethius Filosofiens trøst kan sige at have tilsvarende udbredelse og gennemslagskraft indenfor livsfilosofien, litteraturhistorisk set fra et vestligt perspektiv.

Livsfilosofiens status og det redaktionelle redaktionelle parameter for, hvad den enkelte mainstream-dansker bør udsættes for, gør, at bogen ikke er anmeldt andetsteds. Det er mærkeligt, for Lars Rasmussens introduktioner er, omend velgørende nørdede til tider, vitterligt uhyre enkelt og klart skrevet. Bibliotekerne har efter en indsigtsfuld lektørudtalelse, der kalder oversættelsen ”den autoritative udgave på dansk", dog købt relativt pænt ind viser et opslag på bibliotek.dk. Det er meget opmuntrende, og endnu mere opmuntrende, at Det poetiske bureaus forlag har villet binde an med projektet i forlagets fornemme ”lommebibliotek” af klassikere.

Er der en tekst, der nærmer sig en form for almenkendthed, er det åbningsteksten:

En vej, man kan gå på,
er ikke den evige Vej.
De navne, man kan give den,
er ikke dens sande navn.
Der er slet ikke noget navn
for himmelens og jordens oprindelse,
så skulle man da kalde den
altings moder.

Kun den, der er absolut blottet for begær,
kan se dens dybder.
Den, der hele tiden nærer begær,
får kun øje på dens ydre
Det er to sider af samme sag,
blot med hver sit navn,
tilsammen kaldet mysteriet.
Det er mysteriet over alle mysterier,
porten til livets vidunder.

Klokkeren eksegese

Det mageløse ved Lars Rasmussens oversættelse er ikke blot, at teksten faktisk står smukt og læsværdigt på dansk, men at teksten efterfølges af 6-8 sider (!) klokkeren eksegese, altså ordforklaring og samlet kommentar, foruden en oversigt over, hvor de samme begreber, der udgør denne teksts tyngdepunkt kan genfindes i de andre 80.

Her er et lille-bitte udsnit af kommentaren, der forholder sig til de centrale oversættelser gengivelse af de berømte åbningsord: ”Som verbum kan dao også betyde tale. Den klassiske oversættelse af bogens berømte åbningslinie lyder: Den vej, man kan tale om, er ikke den evige Vej. Den anvendes af såvel Waley, Lau, Guying, Pepper og Wang som Henricks; Andersen har sin egen omskrivning: Vejen er det der kan følges, det er ikke nogen fastlagt vej; en efter min mening valen og ikke let forståelig formulering.”

For teologen og filosoffen klinger Platons Logos tydeligt med. Logos, der også betyder tale og på latin oversættes med ratio (der er blevet til det, der angiveligt styrer vor verdensopfattelse, nemlig fornuft). For filosoffen kan man yderligere høre forbindelse til Tractatus 7, Wittgensteins berømte slutord, ”det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”

”Vejen og kraften” er et livsværk, på flere måde: Et mesterstykke af Lars Rasmussen, der leverer en bog, der har den fornemste af alle egenskaber, nemlig at det er kropumuligt nogensinde at blive færdig med den, og et livsværk, derved at bogen går så tæt på de kræfter og strømme, der inderst styrer alle menneskers tilværelse hvert øjeblik og i det store perspektiv, som det er muligt.