onsdag den 16. juni 2021

Illustreret voksenbog om verdensmål

Puk Qvortrup m.fl.: ”Det hul af lys”, Aarhus Litteraturcenter, Godsbanen og Forlaget Silkefyret 2020, 190 sider, 153 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Et hul i den mørkeblå forside afslører en orange cirkel, hvori der med hvid skrift står ”Det hul af lys”. Et simpelt, men effektivt virkemiddel, der vækker nysgerrigheden. For hvad får man mere at se, når man åbner bogen? Tja, på første opslag er der intet andet end orange og titlen, men derefter følger der en illustreret antologi, som tekstmæssigt strækker sig over journalistiske optegnelser, noveller, digte og noget, man kan kalde bogstavsillustrationer. Teksterne følges af illustrationer, der spreder sig over tuschtegning, collage, linoleumstryk og akvarel. Oven i dette føjer sig en tegneserienovelle. Til sammen udgør tekster, illustrationer og layout en indbydende bog, og man ser tydeligt, at Forlaget Silkefyret, der satser på den enkle æstetik, har haft mere end én finger med i udgivelsen af ”Det hul af lys”.

Fra analfabeter i Bhutan til menneskegopler i Aarhus Bugten.

”Det hul af lys” er et citat fra et af Peter Laugesens digte i bogens sidste kapitel. Kapitlet er skrevet med udgangspunkt i det 15. af FN’s 17 verdensmål. Af samme grund indeholder bogen 17 kapitler. Derved kan hvert verdensmål blive behandlet i sit separate kapitel af hver sin forfatter, og illustreret af hver sin illustrator. Dog har verdensmålene primært været brugt som afsæt for forfatterne, der på hver deres facon udfolder historier af vidt forskellig art. Kun Mette Østgaard Henriksen går journalistisk/faktuelt til sagen i sin tekst om ”Ligestilling mellem kønnene” og opremser en lang række oplysninger om kvinders vilkår i forskellige lande verden over, f.eks.: ”Mere end 90 procent af alle kvinder i Bhutan er analfabeter” (s. 27). Disse mange nedslående oplysninger har Hans Krull illustreret med to snit, der henholdsvis forestiller en kvinde, der bærer et kranie på hovedet og en kvinde ud for hvis ansigt, der flyver svaler.

Mads Mygind har skrevet en digtnovelle om morfinmisbrug i forbindelse med verdensmålet ”Sundhed og trivsel”. Man fornemmer den søvnløses desperation i en lille sætning som ”nætterne stirrer morgenen i øjnene” (s. 114), og når søvnen endelig indtræffer, beskrives det som ”sover tyndt / først på morgenen” (s. 115).

Allan Lillelunds korte novelle om Preben, der bare ikke kan lade være med at tage det, andre har smidt til storskrald, med op i lejligheden, er en kommentar til FNs 12. verdensmål ”Ansvarligt forbrug og produktion”. Preben kan se det værdifulde i det, andre kun ser noget værdiløst i. Han kone, Lise, har svært ved at se det brugbare i alt det, han slæber med hjem, men hun kan se det værdifulde i ham. Om det også er Lise, Preben anser for at være allermest værdifuld, efterlader novellen læseren i tvivl om.

Der er bittersød fremtidsbekymring i Jens Blendstrups ”Dialog for to uden sko”, der tager afsæt i det 14. verdensmål ”Livet i havet”. Jan og Dorte er på stranden, hvor de drøfter klimakrisen, mens de bader. Evolutionen synes at have lavet en fejl, da beskrivelsen af de to hovedpersoner trækker tråde tilbage til den fjerne urtid: ”Nu står goplerne op af dybet. Et styk Jan. Og et styk Dorte. Et styk mand og et styk kvinde. Mellem hundredevis af andre prækambrium babsedutter, og fedemands trilobitter som engang stod op ad Aarhus Bugten for at gå på land for at blive Homo forstadsmenneske.” (s. 152).

Kig og læs!

En kritisk læser vil muligvis synes, at nogle af forfatterne er svævet lige lovlig langt væk fra verdensmålene, men til gengæld er det de færreste af dem, der nærmer sig det moraliserende, hvilket ellers let kunne være tilfældet i en antologi om mål, der er svære at nå, og som det virkelig kræver omtanke og indsats at indfri. Som hjælp til at opfylde verdensmålene hjælper en århusiansk antologi næppe det store. Men den lægger sig som et led i den kæde, der peger på, at verden kan blive et endnu bedre sted at leve, og at den lynhurtigt kan blive et værre sted, hvis man ikke løfter i flok for både klima og medmennesker.

”Det hul af lys” (eller personerne bag den) gør da også selv noget for at forbedre verden bare en smule, for indtægterne for salget går til ”De uledsagedes rejsehold”, der hjælper uledsagede flygtningebørn med at blive forenet med deres familier.

Det er ikke længere så tit, at bøger for voksne er illustrerede. Men det er ”Det hul af lys”. Illustrationerne er med til at gøre udgivelsen mere indbydende end de fleste andre bøger. Den kan kigges i eller læses. Men det bedste udbytte får man ved både at læse og kigge i den.

søndag den 13. juni 2021

Brønnums virkelige virkelighed eller cyberworld og søgen i tågen

Jakob Brønnums Virkeligheden 2.0 er som titlen siger en nyudmøntning af virkeligheden bag ved virkeligheden. Kort sagt et forsøg på helhed, mening og ståsted i en verden, der bevæger sig flygtigt forbi og igennem os. Thorvald Berthelsen skriver et essay om bogen, der tidligere er anmeldt af Anne Rye Andersson her

Jakob Brønnum:
Virkeligheden 2.0
Det poetiske bureaus forlag
digte 2019, 267 sider, 200 kr.

Jakob Brønnums Virkeligheden 2.0 er som titlen siger en nyudmøntning af virkeligheden bag ved virkeligheden. Kort sagt et forsøg på helhed, mening og ståsted i en verden, der bevæger sig flygtigt forbi og igennem os. Den lille versionsbetegning dementerer dog samtidig denne progression, da den i vor digitale cyberverden lægger op til et uendeligt antal nyversioneringer, der retter den senestes fejl samtidig med at de laver nye fejl, så man igen kan blive i tvivl om hvad der er den virkelige virkelighed. Det er ikke så meget et struktureret epos med eksistenslyrik og en kosmogoni, som Øjeblikkets tilstand, der udkom 2016-2018 på Det Poetiske Bureaus Forlag: ” Et digterværk, der simpelthen må læses, fordi det i et opgør med postmodernismen kaster sig ud i en moderne eksistenslyrik der nyudmønter vor søgen efter helhed, mening og ståsted i verden”, som jeg skrev om trilogien. VIRKELIGHEDEN 2.0 er mere en samling digtessay, der gennemfører denne søgen efter en sandere virkelighed bag den forandringsparate postmoderne pseudovirkelighed i udsnit af denne virkelighed, f.eks. forladte steder og forladte tanker, algoritmer, hjemløshed, stilladsarbejdere bestyrelseslokaler, skyformationer, stille dage og larmende dage. Dåselatter, drømme, smerte, Tjernobyl, overgreb, bivirkninger, Stalin, neoliberalismen, økonomi, raserianfald, molekyler, musikaliteter, politik og måger i luften. Det er også denne søgen der er det nærmeste bogen og vi kommer til virkeligheden. Som det hedder i afslutningsdigtet BAG TÅGEN:

Verlaine drømmer om en kvinde
der ser på ham som en statue
jeg drømmer om at komme for sent til bussen


Nogle mennesker drømmer sig bag om tågen
for at finde hjem
nogle mennesker husker ingen drømme
de husker tågen

Tågen bevæger sig henover landskabet
på en smuk
men helt ligegyldig måde
bag tågen ligger virkeligheden

Her er det udtrykt med den særlige blanding af litterær tradition, abstraktioner og hverdag, som er typisk for Jakob Brønnum, og som fører til at drømmene og virkeligheden glider sammen. Denne opsummering finder sted i kontrast til den konstruerede liberale markedsførte virkelighed, med dens utrættelig krav om positive tal på BUNDLINJEN:

Vi ser mod bundlinjen, de forskræmte skæver til den
de modige dækker den til med et smil

bundlinjen er blevet skæv, den er forvredet
lad ingen se det, bundlinjen er trods alt
det det hele handler om
nedenunder er mørke
og ren fysik

Her er vi også faretruende tæt på en ren prosatekst. Digtsuiterne er straks fra starten en blanding af den sansede virkelighed, associationer til alle sider og tankerne om den. Mange af digtsuiterne slutter med et afsnit om græsset, den organiske, naturlige virkelighed med nærvær og medmenneskelighed, den levede og levende virkelighed. Dermed bliver det gennemgående tema også en kritisk modstilling af denne ’natur’ virkelighed og den konstruerede markedsførte virkelighed. Digtsamlingen får sin økokritiske karakter f.eks. i digtsuiterne FORLADTE STEDER, I BAGGRUNDEN, USIKKERHEDEN VED DEN OFFENTLIGE TRANSPORT;VIRKELIGHEDENS SPEJL, POLITIK og FORTEGNELSE OVER KENDTE LABYRINTER, alfabetets stedernes, bevægelsernes og bogstavernes labyrinter, der forsøger at komme til fornuft og samtidig formerer sig:

Som hos Strindberg i Drömspelet
Hvordan vi end bevæger os
kommer vi altid tilbage til det samme sted

I det tomme rum hvor ordenes labyrinter
er en rent åndelig beskæftigelse
må man bruge sin fornuft

4 – Græsset

Græssets labyrint er ikke den man bliver vanvittig af
vanviddet har man med i forvejen
man opgiver sine fortegnelser over højre og venstre
græsset har sine egne retningsangivelser
der er mange flere end de mest almindelige, de banale
dem, der viser den vej og den vej

Digtsamlingen afsøger disse udsnit af virkeligheden  med sprogets forvandlinger til poetisk logiske sandheder og virkelighed. ”Sproget fanger de forvandlinger der sker/mens man sover/først har man ikke ord for det/men lidt efter lidt/kommer ord flydende/ned ad floden”. Ord man fanger ind med den ordkrog alle er født med. Men ”alle mennesker har glemt sin ordkrog/på et eller andet tidspunkt”. Trods de forskellige virkelighedsudsnit dementerer digtsamlingen en forfladiget postmodernistisk begrænsning af erkendelsen og virkeligheden til den enkeltes subjektive oplevelse af virkeligheden i et øjeblik. Som det rammende beskrives i SELFIE:

Verden er vokset ind i billedet af sig selv
nogen tog engang mens den var ved at blive til
den er stadig ved at blive til

verden er vokset ind i glemsel, øjeblikkets glemsel
flygtighedens digitale fortrængning

hun er blevet billedet af sig selv
livet har foldet sig ud mens hun har taget selfies
nøjagtig som hun håbede og hun er krøbet ind i dem

I den her sang gør hun det i ni minutter
højlydt svedende, med rytmer som en guitarsolo
i ni minutter lader hun som om

Så ved man hvad klokken er slået og hvor det bærer hen
til sidst har det varet så længe at grænsen
mellem at lade som om og gøre helt er opløst

Overfor det stilles så Græssets organiske naturnære medmenneskelige virkelighed:

Græsset lader aldrig som om, og pelikanerne
og morgenerne, de ved bedre
de lever et sted hvor løfter altid indfries…

Flagene i haven lader aldrig som om
kun tankerne om flagene
og skadernes reder, og alle mælkebøtternes frø
der lader som om de kommer fra himlen

Og denne virkelighed kan så kun foldes ud i den poetiske logiks sandhed. Græsset er ikke helt heldigt integreret i alle de digtsuiter eller spor, hvor det i kontrast til pseudovirkeligheden udgør det civilisationskritiske levende fællesskab også med naturen. Nogle steder bliver det en for udvendig kontrast, og den kontinuerlige baksen med virkeligheden i et sprog med få variationer kommer faretruende tæt på det ligegyldigt banale. F.eks. i MORGENDIGT, hvor kontrasten bliver så fersk og uproblematisk, at den også p.g.a. den gentagne påkaldelse kammer over og bliver et for demonstrativt postulat og dermed uvedkommende: 

Jeg forlanger morgener
det er det mindste forlangende
mit eneste krav
jeg har krav på på morgener
jeg stiller krav om morgener
med gule blomster og frisk vind
vrisne solsorte, og nogen der trækker orme
op af græsplænen eller for den sags skyld bare
en lille græstue
ved siden af stoppestedet

Selvfølgelig er gennemspilningen af græstemaet i stor udstrækning en lyrisk understregning af at det virkelige liv er banalt. Det fordrer imidlertid at det banale ikke bliver så påklistret eller demonstrativt at man ikke tror på det, som det sker her for denne læser. Men i det store hele er dette græstema imidlertid et forfriskende økopoetisk islæt, der lever op til sit formål. 

Jakob Brønnum behandler selvfølgelig også som i tidligere samlinger filosofiens tilgang til virkeligheden i denne digtsamling. I SPØRGSMÅLET OM LOGIKKENS OPHØR behandler netop logikken på den eneste måde det kan gøres i et digt, med poetisk logik:

der hvor sporvognene vendte og kørte den anden vej igen
det er logikkens endestation
det fører ikke videre
ligesom når vi drøfter politik
politik burde være det mest logiske vi har
men det er der ingen der regner med…

Logikken forsvinder hver gang nogen
begynder at tale om penge…

Moralfilosofferne bygger logikken op af brudstykker
men den braser sammen igen som sten i vinden
den mangler virkeligheden, omgivelsernes
uforudsigelighed

Og herfra er der ingen vej udenom. Jakob Brønnum må igen beskæftig med det absolutte og relative i bevægelsen. Denne gang ikke med Wittgenstein men med Leibniz som vejviser i stedet for Dantes Vergil. Om end på meget lang afstand som det fremgår med typisk selvmodsigende pleonasmer:

Hvad end ikke Leibniz aldrig fik endegyldigt på plads
er bevægelsens mysterium
et transcendent vidunder som beror på mødet
med essensen i tingene
under tåleligere forhold end disse…

findes der frisat bevægelse, ren bevægelse
bevægelse som er helt løsrevet
fra enhver indflydelse og blot giver sig tilkende
med et let dansende minespil
som bevægelse
slet og ret bevægelse…

eller findes der kun bevægelse
som står i forhold til noget andet…

Og som mange andre steder i digtsamlingen vender Jakob Brønnum sig mod det musikalske når poesiens logiske svar skal udformes:

Overalt i universet disse stigende og faldende toner
man kender dem, man ved det
men de kan ikke høres, og man kan ikke høre dem
som de andre der måske kan høre dem
kun i forhold til en selv giver de sig til kende
det er transcendens der står og hopper på stedet
det er visheden om fællesskabets indre forudsætninger
det er helt enkelt og ligetil

Efter logikken og absolut og relativ bevægelse behandler Brønnum med de klassiske filosoffer Pythagoras, Aristoteles og Pascal ved hånden logisk nok BEGREBET NUL (Hvis begrebet nul findes er der overhængende/fare for at gud også findes):

Det er et matematisk-filosofisk problem
at nul rummer uendeligheden
og at denne uendelighed er allstedsnærværende
og at allestedsnærværende uendelighed
rummer både alt og intet på én gang…

Pascal kigger ned i begrebet nuls
endeløse tomhed
og undrede sig over om denne tomhed
også rummer et vacuum

Noget der på en gang er åbent til alle sider
og samtidig holder os fast…

han opdagede mulighedens teori:
der sker muligvis noget
når jeg bevæger mig i dette vacuum…

der findes muligvis kærtegn
og kroppe der nærmer sig hinanden med hovedet fuld af uendelighed

Man kunne også kalde det kærlighed. Men moderne mennesker forstår ikke begrebet nul på den måde. For aktieanalytikere er det en vittighed og ”politikerne fortrænger det/ som en unødig centrifugalkraft”, der skal tales henover ”som sus og knitren i en dårlig mikrofon” . Men Græsset elsker begrebet nul. Det dufter af evig ungdom, lange somre:

sene aftener hvor lyset og skyggerne
antager hver sin blå
mens ansigterne vender sig indad
mod det faldende mørke
og opdager at det er det samme sted
lyset kommer fra om lidt

Græsset går ikke til, det opstår og strømmer gennem alting som et løfte. Det ved midt i tabuer, hittegods, overgreb, virksomhedsoverdragelser, bestyrelsesreferater, begravelser og dåselatter af forskellig slags, så meget regulær udryddelseskrig, at VIRKELIGHEDEN FINDES i digtet af samme navn:

Alligevel mister det ingen af sine egenskaber
græsset optræder i menneskets bevidsthed
som et uventet smil, et håndtryk
fra en fremmed på gaden, en tilfældig trækning
der fik en til at tænke på lænst glemte fællesskaber

Afslutningsvis kommer musikken igen ind i digtet, som den for det meste gør når Brønnum skal formulere det uudsigelige, håbet  og visheden om forandring:

Der er et sted i Beethovens 8. Symfoni
hvor spændingen er så stor at alting er ved at briste…

Man spørger ikke, hvad det er der vil briste
man tror på påstanden om at det er alting
alting er på bristepunktet
man tror på musikkens påstand

Nogle vil mene at Brønnums digtsamlinger er alt for ordrige og bør strammes op. Men det er ikke hans ærinde med sproget. Det er sprogets kontinuerlige baksen med at få greb om alle aspekter af den nye virkelighed der skyder op, som fascinerer. Virkeligheden 2.0 er ikke som trilogien Øjeblikkets tilstand en vældig episk mytisk kraftanstrengelse for at få greb om en ny helhed, mening og et ståsted i verden. Sproget er heller ikke med ligeså mange variationer. Bogen er en samling digteriske essay eller essay-digte, der rækker ud mod forskellige kerneområder og udkanter af et nyt univers. Det nye er forsøget på at integrere den økokritiske og –poetiske dimension. Personligt trækker mit temperament og min grådighed mere i retning af at anbefale læsere at gå lige til den mere omfattende digteriske indsats, trilogien Øjeblikkets tilstand, med det samme. Men mindre kan også gøre det, man kan jo også blive mæt på en grillbar. Det er ikke altid man kan overkomme en tre retters menu. Det her er hverken en grillbar eller en tre retters menu. Men mæt bliver man af Virkeligheden, også i version 2.0.

onsdag den 2. juni 2021

På vej mod bunden

Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”Spilleren (Af en ung mands optegnelser)”, Gyldendal 2000, 216 sider, oversat af Ole Husted Jensen.

Af Egil Hvid-Olsen

”Endelig er jeg tilbage efter at have været bortrejst i to uger. Vores selskab har allerede været i Roulettenburg i tre dage.” (s. 5). Mon der findes andre romaner om ludomani, der slår temaet mere præcist an? Når man søger ”Roulettenburg” på Google Maps, dukker der en bygning i Baden-Baden op; vel sagtens et kasino, selvom det i så fald ikke er det eneste i byen. Romanens handling udspilles da også i en kur- og spilleby, der ligesom Baden-Baden ligger i nogenlunde nærhed af Frankfurt am Main. Med byens navn, Roulettenburg, afslører Dostojevskij (1821-1881), at det er dens egenskab af spilleby, der betyder mest i romanen. Som en lort tiltrækker fluer, tiltrækker Roulettenburg både de stenrige og de noget mindre velhavende lykkeriddere, men begge parter søger de lette penge ved spillebordet. Inderst inde ved langt de fleste, at kasinoerne ikke ville eksistere, med mindre indehaverne var sikre på en gevinst, der kunne lønne de ansatte og sikre et klækkeligt overskud. Alligevel kan gæsterne ikke stå for fristelsen. Roulettens kredsen om sit eget centrum vikler dem ind i en spiral, der ofte kaster dem fra sig med tomme lommer og bristede forhåbninger. Sådan var det dengang, og sådan er det, når man spiller den dag i dag; om det så er på kasino eller på nettet.

En kamp mellem kærlighed og ærgerrighed

”Spilleren”s fortæller, huslæreren Aleksej Ivanovitj, er tilknyttet en familie, der, som mange andre familier i Dostojevskijs romaner, lever på kanten af fallit. Generalen, som er denne families overhoved, er totalt forgabt i mademoiselle Blanche, der til gengæld kun har øje for penge, og helst i så store summer som muligt. Selvom han, der er enkemand, har to mindre børn og steddatteren Polina Aleksandrovna at brødføde, kaster han sig glad og gerne over rouletten for at kunne forkæle mademoiselle Blanche i håb om, at det vil få hende til at gifte sig med ham. Dette er Aleksej Ivanovitj vidne til, og selvom han har en ironisk distance til generalens ansvarsløse levevis og væremåde, er han også berørt af det, fordi han er forelsket i Polina. Hun derimod viser huslæreren en meget tvetydig interesse, som forvirrer både Ivanovitj og læseren, der ikke ved mere end fortælleren. Således er der lagt op til et klassisk dostojevskijsk drama, hvor kærlighed og ærgerrighed kæmper om magten over menneskene.

Et mangfoldigt persongalleri udfolder sig på romanens 207 sider, og dog er det nogenlunde let at holde styr på de enkelte karakterer, hvoraf 6-7 af dem udgør handlingens inderkreds.

Alvorlig latterliggørelse

”Spilleren” er lang tid om for alvor at komme i gang. I hvert fald fandt jeg de først 90 sider temmelig kedelige. Dog blev min erfaring af, at det er værd at fortsætte, når det drejer sig om Dostojevskij, bekræftet kort efter, for den anden halvdel af romanen er en regulær pageturner. Her udfoldes en række eksempler på, hvordan spillelidenskab kan tage føringen fra selv bundsolide og fornuftige mennesker, og selvom det er dybt tragisk, formår Dostojevskij at beskrive forfaldet med en sådan ironisk distance, at man sidder og klukker lidt undervejs i læsningen: ”På zeró, på zéro! Igen på zéro! Sæt så meget som muligt! Hvor meget har vi? Halvfjerds friedrichsd’or? Der er ingen grund til at være nærig med dem, sæt tyve friedrichsd’or ad gangen.” (s. 109).

At Dostojevskij på den måde kan latterliggøre spillefuglene er noget af en bedrift al den stund, at han selv led af ludomani. Men dette faktum gør blot romanen endnu mere alvorlig, og bag ironien og (selv)udleveringen fornemmes en fortvivlelse på egne og andres vegne. Forfatteren afslører tydeligt, at han er sig hasardspillets risici bevidst, og alligevel har han ikke kunnet holde sig fra spillebordene selv. Han skrev ”Spilleren” i 1866 og inddrog også ludomanitemaet i ”En grønskolling” fra 1875.

Selvom ”Spilleren” handler om, hvordan mere eller mindre velhavende mennesker sætter deres formue over styr, adskiller romanen sig fra en del af Dostojevskijs øvrige romaner, der er karakteriseret ved også at beskæftige sig med samfundets fattigste. Det gør ”Spilleren” kun indirekte, idet man fornemmer, at en del af persongalleriet snart vil befinde sig adskillige trin længere nede ad samfundsstigen; ja, måske endda i den dybeste armod.

Kærligheden som hasardspil

Udover det fascinerende ved rouletten beskrives også kærligheden som et hasardspil, hvor intet er sikkert. Det ene øjeblik knytter Polina sig til Aleksej. Det næste afviser hun ham. I sidste ende gennemskuer hun, hvad han vægter højst, spillet eller hende, men man bliver aldrig helt sikker på, om han gør ret i at satse på hendes kærlighed. Efter sigende er Polina inspireret af Dostojevskijs elskerinde Apolinaria Suslova med hvem han levede et stormfuld liv, der blandt andet førte dem til Europas spilleborde. Suslova var en krævende kvinde, hvis kærlighed Dosjovskij havde svært ved at fastholde. Hvis deres forhold var lige så svært gennemskueligt som Polinas og Aleksejs, er det ikke så sært, at det måtte ophøre på et tidspunkt.

søndag den 30. maj 2021

Thorvaldsen som rockstjerne og brugskunstner

Marianne Floryan
KRISTUS
Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke
544 sider, rigt ill. Pris: 500 kr inkl. e-bog
Aarhus Universitetsforlag

Af Troels Laursen

Corona har udskudt meget og meget kan ikke rigtig indhentes igen. Som nu et jubilæum og fejring af Bertel Thorvaldsen, som vi sidste år kunnet have fejret 250 år for. Bertel Thorvaldsen (1770-1844), havde i sin samtid rockstjernestatus. Og han levede i en periode, der skabte det Europa, vi kender i dag. Kunstretningen nyklassicisme, som Thorvaldsen blev skolet i, var flettet ind i de politiske omvæltninger. Den gik ud på at kopiere, imitere og genoplive antikken i nutiden. Behovet for ny kunst, der afløste barokkens hoflige pomp og pragt, var opstået med ønsket om en ny-indretning af verden, hvor det ikke længere var den enevældige konge, der var i centrum, men i stedet menneske, det enkelte menneskes ukrænkelighed og frihed.

Thorvaldsens insisteren på frihed kom til udtryk på mange mere eller mindre subtile måder. Det gjaldt både hans kunstværker og gennem hans ageren over for kongefamilien, der langtfra levede op til tidens normer for undersåtters lydige opførsel. Thorvaldsen måtte dog også være taktisk, når han kritiserede den enevældige konge. Men der er flere eksempler på, hvordan den fattige arbejderdreng vendte op og ned på datidens magthierarki mellem kongemagten og undersåtten. Alt det skulle vi have fejret, men det blev ikke. 

Men heldigvis kan denne udgivelse give os noget at glæde os over i den anledning. Det er ganske vist ikke en biografi eller roman om den store billedhugger, men en overbevisende gennemgang af en af hans mest kendte værker, nemlig Kristus-figuren i Vor Frue Kirke, Domkirken i København, og de i øvrige knap 30 andre af hans skulpturer i kirken. Den mægtige skulptur er næsten 3,5 meter høj og markant på mange måder. Men, det er ikke kun skulpturens historie og dens udformning og plads i kunsthistorien og samspillet til de mange øvrige hvide skulpturer i kirkerummet, bogen forholder sig til, kunsthistorikeren Margrethe Floryan, belyser også, hvorledes den har en hovedrolle i menighedens fejring af gudstjenesten med afsæt i Grundtvigs teologi og nugældende ritualpraksis, hvor menighedens deltagelse og interaktion med Kristus-statuen og apostel-statuerne ind i en sammenhæng, som nok mærkes til hverdag, og puster derved liv i den store og for mange sikkert også forældet Krístus-fremstilling. 

Margrethe Floryan er kunsthistoriker og overinspektør ved Thorvaldsens Museum. Hun er mag.art. og ph.d. fra Aarhus Universitet og har diplom i museologi fra École du Louvre. Forfatter til artikler og bøger om arkitektur, skulptur og historiske haver.

Vi ser, at Thorvaldsen på sin vis var ”brugskunstner”, hans skulptur var til brug og ikke kun til pynt. Forfatteren læser for os, gennem breve og giver os nye tolkninger, og vi føres veloplagt ind i kunstnerens venskaber og gamle anekdoter og myter gennemgås. Og selvom Thorvaldsens Kristus er kendt over hele verden og kopieret i tusindvis, er statuen aldrig gennemgået så tilbundsgående og vi kommer vidt omkring: i Thorvaldsens atelier i Rom, hvor den bliver til, vi er med ved møderne med bygningskommissionen og vi følger med, når Floryan afdækker, hvorfra inspirationen til denne banebrydende nytolkning af Kristus kom fra. Thorvaldsen er ikke som sådan kendt, som kirkekunstner selvom hans statuer er findes i mange danske kirker, hvortil især Kristus-statuen fra Vor Frue Kirke er kopieret i mindre gipsudgaver. Han modtog også i sin levetid bestillingsopgaver fra blandt andet Jungshoved Kirke ved Præstø og Brahetrolleborg Kirke på Sydfyn. Og hans forhold til kristendommen, kan være svær at få øje på, ja, den ville næppe komme ham ved. Det handlede ikke om hans egne præferencer.

Bogen, som er en fornøjelse at læse, er fyldt med lækre fotos i farver og s/h af detaljer og fyldt med skitser af Vor Frue, relieffer, tegninger af Jesu Liv og en masse bibelske temaer. Og ikke mindst et syn for, at hans kunst har været med til at udvikle historien i Europa og hele verden, for som en af sin tids mest populære billedhuggere portrætterede han omkring 180 forskellige mennesker med vidt forskellige politiske holdninger. Dette har fået mange til at konkludere, at Thorvaldsen ikke interesserede sig for eller måske endda ikke forstod sig på politik, mens andre, f.eks. Johannes V. Jensen i sin bog ’Thorvaldsens Portrætbuster’ (1926), har argumenteret for, at hans sympati lå hos tidens liberale revolutionære tanker. En bog, der samler hel op på det vi tabte da vi ikke fejret Thorvaldsen sidste år, og en bog, der vil stå som et vigtigt vidnesbyrd om denne store billedkunstner, der var en rockstjerne i sin egen samtid.

Faktaboks:

Bertel Thorvaldsen: Født den 19. november 1770 i København, død samme sted den 24. marts 1844. Begyndte på Det Kongelige Danske Kunstakademi som 11-årig. I 1796 modtog han kunstakademiets rejsestipendium og tilbragte derefter 40 år i Rom. Hans gennembrudsværk er statuen ”Jason med det gyldne skind”, der står på Thorvaldsens Museum i København.




onsdag den 26. maj 2021

Poetisk dystopi

Rakel Haslund-Gjerrild: ”Alle himlens fugle”, Lindhardt og Ringhof 2020, 199 sider, 249,50 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Da jeg i sin tid læste Cormac McCarthys ”The Road” (2006, dansk ”Vejen” 2008), blev jeg præsenteret for en vildt skræmmende postapokalyptisk dystopi. Da bogen blev filmatiseret, bekræftedes romanens indtryk, hvilket hverken gjorde bog eller film dårlig, men blot slog fast, at McCarthys historie er ualmindelig barsk – selvom den slutter med en smule håb.

Med Rakel Haslund-Gjerrilds ”Alle himlens fugle” er der ikke udkommet et egentligt modspil til ”The Road”, for i bund og grund er Haslund-Gjerrilds roman mindst lige så barsk som McCarthys, men den bevæger sig på et helt andet fortælleplan fuld af poetiske beskrivelser, der løfter blikket fra menneskets uddøen til livets trodsige beståen. Således bliver ”Alle himlens fugle” et profetisk advarende gravskrift over menneskeheden, hvis vi ikke tager blandt andet klimaproblemerne alvorligt. Men samtidig udgør romanen en lovprisning af det liv, der får bedre levevilkår, hvis mennesket ikke længere er tilstede til at overforbruge klodens ressourcer.

Fortrolighed med naturen

En teenagepige påbegynder en vandring gennem en destrueret verden. Stigende vandstand markerer, at der ikke er blevet taget hånd om CO2-udledningen, men samtidig antydes det, at der også har været en pandemi og en krig på spil.

Selvom pigen lever i forladte og forfaldne menneskeboliger, er hun blevet knyttet helt nær til naturen, fordi det er den eneste måde, hun kan skaffe føde på. Hun observerer særligt fuglene, som hun misunder for det overblik, hun ikke har fra landjord og vandoverflade. Beskrivelserne er smukke, som denne om hejren:

”Den er så ubevægelig at den har standset tiden, ikke én fjer dirrer, kun regndråbernes ringe i vandet viser at tiden løber som den plejer, men så, et hårdt plask, og i ét nu har den fisken i næbet, sluger fangsten hel og stiller sig til at vente igen. Når den endelig siger noget, har det samme præcision som dens venten, et par hæse kald der runger mellem husene før den bliver tavs igen.” (s. 30).

Pigen opnår en fortrolighed med naturens elementer, og dog må hun revidere sit syn på vand, da hun med nød og næppe har forceret en flod:

”Vandet praler ikke, det kan se stille ud, men under overfladen er der kraftige strømme, og der er ingen hjørner at gemme sig i, vand fylder alt, og det fylder kroppen op, vandet vil kun sig selv indtil alt andet er presset ud.” (s.126-127).

Fra menneske til dyr

Et gennemgående tema i ”Alle himlens fugle” er pigens forhold til sproget. Tidligere fulgtes hun med en kvinde, der sandsynligvis var hendes mor, selvom pigen har droppet m’et og betegner hende med navnet Or. Den amputerede titel viser, hvor mangelfuldt sproget bliver, når man ikke har nogen at tale med. Samtidig er der ikke langt fra ”Or” til ”Ord”, og det er jo netop evnen til at formulere ord og sætninger, der konstituerer det at være menneske. Således er Or en repræsentant for menneskene. Hun udfører en fortvivlet, selvpålagt bod ved at bryde asfalt op, så græs i den blotlagte jord, og samle asfaltstykkerne i skamstøtter over sin egen art. Pigen derimod bevæger sig langsomt bort fra sit ophav i takt med, at hun lige så stille glemmer flere og flere ord. Dermed mister hun en vigtig del af det, der gør hende til et menneske. Mennesket er et socialt væsen, men man kan ikke være social, når man konstant er alene og sproget forvitrer. Derfor nærmer pigen sig i stadig større grad det dyriske, hvilket dog ikke beskrives som noget negativt, men som en uafvendelig skæbne, hun villigt og længselsfuldt tager på sig.

Sprogets forvitring skildres som sandkorn på bunden af havet: ”Der ligger ordene og blander sig med hinanden som havbund, som et stort ord af de mange ord hun ikke længere husker, som ikke længere kan skilles fra hinanden. Nogle gange hvirvler ordene op i hende fordi hun ikke kan huske de rette ord, det er som at vade langs stranden og sparke til sandbund, så vandet bliver mudret og uroligt.” (s. 180).

En vagtsom påmindelse

Den ramme, Rakel Haslund-Gjerrild bygger op i ”Alle himlens fugle”, er forfærdelig skræmmende, men i modsætning til McCarthys ”Vejen” er romanen en poetisk nydelse af læse, fordi den fortælles på naturens præmisser. Der er noget selvmodsigende i denne nydelse, for baggrunden for de smukke naturbeskrivelser er udryddelsen af så godt som alt menneskeliv. Med sin roman minder Haslund-Gjerrild læseren om, at selvom kloden er 4,6 milliarder år gammel, har den ikke ubegrænsede ressourcer. Samtidig bliver det klart, at det ikke er kloden, der er truet på livet. Det er menneskeheden. Hvis først klodens ressourcer overforbruges på en måde, der ødelægger betingelserne for menneskeliv, vil kloden lige så stille – over flere millioner år - genopbygge det ødelagte. Nogle dyrearter vil være gået til, men nye vil opstå. At der blandt disse vil være menneskelignende arter er dog stærkt tvivlsomt. Med sine smukke, postapokalyptiske naturbeskrivelser bliver ”Alle himlens fugle” således en vagtsom påmindelse om, hvor meget vi har at drage omsorg for, hvis vi ønsker, at også kommende generationer skal kunne nyde naturen og hinanden.

søndag den 23. maj 2021

Roman fra Italien og New York: Et fortættet billede af drømme og fornedrelse

Vita
Melania G. Mazzucco
Oversat fra italiensk af Marie Andersen
Forlaget Palomar, 527 sider

Af Jes Nysten
Sammen med tusinde andre fattige italienere ankommer Vita på 9 år og Diamante på 12 år en dag i året 1903 til Battery Park. De er sendt afsted fra deres ludfattige hjemby med ønske om og vilje til at skabe sig et liv i det forjættede land - New York. Midt i det kaotiske menneskemylder er de to små på nippet til at komme væk fra hinanden, men det er livsvigtigt for dem at holde sammen - og det lykkes “Vitas hånd er fugtig og klistret af sukker. Diamante knuger den hårdt i sin. Det er alt hvad han senere husker om det øjeblik da færgen lægger til molen i Battery Park” (s 22). Vita har fået en seddel med, der skal hjælpe dem med at finde hendes far, Agnello, der allerede er i byen. Når de finder ham, vil han helt sikker hjælpe dem. De slipper gennem menneskemylderet og kontrollen, og de to tager på en (smukt beskrevet)  “opdagelsesrejse” gennem dette nye paradis, hvor der naturligvis altid er en slange, de i deres barnlige naivitet opdager for sent. 

De finder Agnello og hans nye familie i Prince Street i “Little Italy”, hvor mafialignende bander huserer og gør livet svært for de ludfattige og hårdtarbejdende beboere. Der er ingen venlig velkomst - de to børn bliver straks kastet ud i diverse gøremål og snuskede småjobs hjemme og ude. Angello er ikke just den faderfigur, Vita havde forestillet sig (i sit stille sind ønsker hun det var Caruso med den smukke stemme, der var hendes far!). Alt her er råt, primitivt, uden perspektiv. Det “paradisiske” er hurtigt forduftet fra deres nye hjemland. 

Jo mere de to vokser til, jo mere føler de, at de er forbundne og ikke kun skal kæmpe sammen, men leve hele livet sammen. Sådan drømmer Diamante (der har en digter i maven) “...vi tager væk, jeg tager dig med mig, jeg får mit eget hus, og jeg vil skrive tusind digte til dig, og jeg vil skrive til dig mens du sover, mens du danser, mens du vågner, mens du tænker på hvem ved hvad, jeg vil gifte mig med dig ….og vi skal have børn, og vores børn vil være lave som jeg, for diamanter er ikke store som mursten, og de vil have din særlige evne og din fantasi, og jeg vil være dig tro, og du vil være mig tro - Vita” (s 240)

En smuk drøm i al sin sentimentale naivitet, for omstændigheder vil, at de driver fra hinanden. Diamante må finde arbejde forskellige steder ved det store jernbaneprojekt vestpå. Et ubærligt og umenneskeligt arbejde. Indtil han nedbrudt og illusionsløst vender tilbage til sin italienske landsby. Vita bliver i New York og opbygger gennem årene en fashionabel restaurant. 

Denne gribende fortælling danner første tredjedel af romanen. Den er fortalt med fint blik for detaljer og situationer og skrevet med en puls og indignation, så man virkelig fornemmer forfatterens optagethed af denne misere. Og portrættet af Vita er ganske enkelt eminent - den pige glemmer man aldrig!

To andre spor

Hertil knytter forfatteren så to andre spor: det ene om en ung amerikansk soldat, der med invasion-tropperne landet i Syditalien i 1944. Det er Vitas søn, og han leder efter Diamante, for at få at vide, hvorfor han og Vita drev fra hinanden. 

Det tredje spor - som er lagt ind løbende gennem hele romanen - er selvbiografisk. Det omhandler forfatterens research til den fortalte historie. Det begynder med hendes vandring i New York, hvor hun en dag går rundt i det mondæne Soho kvarter og kommer til gaden “Prince Street”, som pludselig sætter tankerne i gang: hvor kender hun denne gade fra? Og så begynder hun et minutiøst arbejde med at finde trådene til denne familie-krønike. Hun får hjælp af sin far (Diamantes søn), andre fra dengang, annaler, politirapporter, passagerlister mm.

Denne opbygning - særligt det indbyggede selvbiografiske lag - gør hele bogens struktur noget kompliceret, og det kan være svært at balancere det strengt “biografiske” og det rent “fortællende” mod hinanden. Man læser jo biografisk stof med nogle helt andre øjne end man læser en roman. Man kan derfor også tage sig i ved læsningen at spørge til autenticiteten. Læsedynamikken risikerer at blive brudt for ofte. Men dette er en ganske lille indvending. 

For bogen er skrevet i en sproglig veloplagt og medrivende stil, der ubesværet veksler mellem det udpenslet nedrige og det smukt enfoldige. Man bliver holdt fast i et fortællemæssigt jerngreb. De 530 sider er et samlet og fortættet billede af menneskelig fornedrelse, af stærke men uopfyldelige drømme, men også om viljen til at kæmpe og forstå. Og så vil det smukke portræt af den viltre, enerådige, handlekraftige Vita blive stående i ens bevidsthed. 


onsdag den 19. maj 2021

Orakelfortællinger

Epaminondas Gonatas: ”Den gæstfri kardinal og andre fortællinger”, oversat af Anders Olesen, Forlaget Silkefyret 2021, 102 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.


Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, hvorfor jeg nød at læse Epaminondas Gonatas otte små fortællinger. Jo, den første, ”Køerne”, nød jeg, fordi det var en spiddende latterliggørelse af pekuniær grådighed, men derefter opnåede jeg ikke nogen indsigt i, hvad Gonatas egentlig vil med sine fortællinger.

Alligevel var de en nydelse at læse. Måske fordi det antydningsvise og mystiske har sin egen værdi, også selvom det ikke samler sig i en klar forståelse.

Overfladisk høflighed

Bogen befolkes af en række mennesker, hvoraf næsten alle taler temmelig omstændeligt i et forsøg på at holde på høflighedsformerne. Det medfører dog ikke nødvendigvis, at de også opfører sig høfligt. En lille hensynsløshed titter frem i ny og næ.

Måske er det ikke så sært, at personerne i Gonatas’ univers ikke helt ved, hvordan de skal opføre sig. I en tilstand, der litterært befinder sig et sted mellem magisk realisme og surrealisme, viger de udenom at tage ansvar. Dette er nok tydeligst i den spøjse ”Besøget”, hvor to mænd på skift er herre og tjener. Den ene har lige påbegyndt sin vagt som tjener, da der pludselig komme ubudne gæster, som tilmed har planer om at bosætte sig i huset. Herren, der burde træde i karakter, overgiver ansvaret til tjeneren og rejser bort, indtil han igen må træde ind i rollen som tjener. Men på det tidspunkt satser han på, at tjeneren har smidt de indtrængende på porten.

Det unge skib

Virkelig mærkelig er en-sides-novellen ”Hemmeligheden”, hvor en ung kvinde opdager, at hun kan få sine bryster til at lyse henholdsvis grønt og rødt.

”’Jeg er altså et skib!’ hviskede jeg stille og lykkelig.” (s. 23).

Er dette en finurlig måde at skildre en kvindes modning på?

Og hvad med personen, der sidder på kanten af cisternen og vogter over, at ingen frø slipper ud? Hvad skal den fortælling til for? Svaret er ukendt, men spørgsmålet pirrende.

Titelfortællingen, ”Den gæstfri kardinal”, er ikke mindre mystisk, men noget mere opløftende.

På bogens omslag oplyses det, at den græske Epaminondas Gonatas (1924-2006) ”med sine skæve historier, der konsekvent er ubestemmelige i tid og sted, skilte sig ud fra samtidens overvejende socialrealistiske skribenter.” Megen realisme er der da heller ikke over fortællingerne, men social indignation og oprør mod fastlagte konventioner og magtmisbrug synes dog at fylde en del, og måske er det netop dette, der gør, at jeg om ikke nød, så i hvert fald fandt fortællingerne i ”Den gæstfri kardinal” nærværende og - på deres egen mærkelige måde - gribende. Jeg kommer til at tænke på Gonatas’ landskvinde Pythia, der tilbage i sagntiden var præstinde ved oraklet i Delfi. Hendes meddelelser var heller ikke lige til at forstå, og dog var der en mening med dem.

Det er – ikke overraskende – forlaget Silkefyret, der har ladet den lille samling oversætte og udgive. Forlaget har en svaghed for udenlandsk litteratur af forfattere, som de færreste danskere har hørt om. Således skabes der litterært udsyn til lande, mange danskere aldrig har læst noget fra.