mandag den 26. september 2022

Brahms symfonier med Danmark Underholdningsorkester: Det er stort

Brahms: Complete Symphonies
Adam Fischer, Danish Chamber Orchestra
Naxos 2022

Den ungarske dirigent Adam Fischer har gjort noget imponerende med Danmarks Radios Underholdningsorkester, som i 2014 skammeligt blev nedlagt i de ansvarlige neoliberales jagt på tilværelsens (næsten) gratis glæder og nu optræder som Danmark Underholdningsorkester. Ansvaret var Marianne Jelveds.

Mod alle odds har orkestret overlevet, er nu musikerejet, med en lidt mere beskeden besætning på 42 mand, men stadig med det gamle varemærke som et symfoniorkester, der kan spille populært. Der er vitterlig ingen saglig grund til at DR ikke skulle have to professionelle instrumentalensembler, og man ser da også, at f.eks. BBC opretholder alle sine orkestre, herunder pendanten BBC Concert Orchestra med en tilsvarende profil.

På det klassiske område har chefdirigenten Fischer opdyrket de mest centrale symfonier i repertoiret, med indspilninger af Mozart, Beethoven, koncerter med Haydn og senest en indspilning af Brahms samlede symfonier, der står som fire milepæle i det senromantiske repertoire.

Jeg er vokset op med Brahms symfonier. Min gudmors mand levede op til det stedfortrædende opdrageransvar, de havde påtaget sig ved barnedåben og gav mig til konfirmationen to LP’er med henholdsvis Brahms 1. og 4. Symfoni, som jeg har endnu - i fineste stand. Böhm og Barbirolli, hvor nogen skulle være interesseret. Brahms fire, hårdt tilkæmpede, 35-45 minutter lange symfoniske monolitter fra samme tid som Dostojevskijs romaner, ligger således dybt i min identitet.

Symfoni nr. 1 står i skyggen af arven fra Beethovens genredefinerende symfonier 60 år tidligere og er en mastodont af dysterhed og villet elegance, mens med den 4. Symfoni er det Brahms' eget farvel, et forunderligt værk, fuldt af mystisk og modernitet. Senere har jeg, ikke mindst pga. min hengivenhed for den tyske dirigent Eugen Jochum, oftere sat den 2. Symfoni, med sit evige forår og sin fuldstændigt sublime blomstring i den tætpakkede finalesats, højere end de andre, men i dag står de nogenlunde lige alle sammen. Symfoni nr. 3 er den mindste i kvartetten, dog ikke desto mindre et værk med især mange melodiske perler.

Renere, enklere og underligt fri

Indspilningen af Brahms samlede symfonier er i min optik i særklasse det fornemste, Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester har skabt. Jeg har ikke været helt solgt til f. eks. de lidt tørre Beerthoven-fortolkninger, men her står vi overfor et regulært gennembrud. Udgivelsen kan måle sig med hvad som helst på internationalt niveau. 

Det har været orkestrets og dirigentens tilgang at udnytte den lidt mindre symfoniorkesterbesætning og skabe en friskhed i tolkningen og fremførelsen af værkerne, der hælder i retning af det kammermusikalske. Det er lykkedes til fulde. To af Brahmssymfonierne er faktisk oprindelig opført med mindre orkestre, og den australske mesterdirigent Charles Mackarras udførte for nogle år siden eksperimentet med det danske orkesters skotske pendant Scottish Chamber Orchestra, at give dem en mere oprindelig og slankere udførelse, befriet fra den velfortjente pompøse aura, Brahms symfonier ofte kan have. 

Jeg oplever Adam Fischers fortolkninger som mere vellykkede end Mackarras', som ellers er meget gode, og orkestrets klang som renere, enklere og underligt fri i udtrykket. Samtidig forstår jeg ikke, hvordan man kan skabe så rig en orkesterklang på denne baggrund, men det kan eventuelt have med optagelsesmåden og stedet at gøre. Værkerne er optaget på orkestrets hjemmebane, bittersødt for enhver kulturpolitiker, nemlig det gamle Radiohusets koncertsal på Frederiksberg, der i dag er musikkonservatoriets sal.

Som ingen anden

Igen og igen standser man op i bevidstheden og undrer sig over en detalje, den kammermusikalske fortolkning får frem på en særlig måde. Mellemsatserne i Symfoni nr. 2 kan ofte stå sådan lidt pænt og varme op til afslutningens rutsjebanetur, men i Fischers fortolkning bliver de fulde af nysgerrighed.

Der er et sted i indledningen til finalesatsen i 2. Symfoni, hvor jeg mere end en gang har hørt velmenende provinsorkestre falde ind på en måde, der lyder som om nogen har tabt en bakke med glas i en bowlinghal. Her står det knivskarpt, og når det gør det, så kan dirigenten opstemme energi i værkets kulmination, hvor strygerne og messingblæserne udfører en dans med paukerne, der er frisættende i sin melodik, næsten frivol, og hvor Brahms endelig viser, han er trådt ud af mesterens skygge og skriver som ingen anden.

Noget lignende oplever man i indledningen til 1. Symfoni, hvor man nok i begyndelsen kan savne det tykke klangtæppe i den vandrende, rugende musik, men pludselig opdager, at vi rytmisk befinder os et andet sted: At værket svæver på en måde, vi ikke havde forventet.

Den 4. symfoni, som er et af de værker i den klassiske musik, man kan blive ved at genopdage, indledes lidt hastigere i tempoet end normalt, men også det viser sig at være en gevinst, når vi kommer lidt længere ind i værket. Der bliver en håndfuld af mindeværdige øjeblikke, hvor Fischers tempo og orkestrets klanglige stramhed giver lytteren en oplevelse af, at der, mere end én stor, fremadskridende bevægelse, er tale om en masse små dialoger på tværs af det hele. Virkelig interessant. Tak for en ny standardindspilning. Det sker ikke så tit.




mandag den 19. september 2022

Den haltende hæderlighed

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Vort mismods vinter” 1961, Gyldendal 1967, oversat af Helga Vang Lauridsen, 328 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Vort mismods vinter” blev John Steinbecks sidste roman, kun efterfulgt at rejseskildringen ”På rejse med Charley”. Selvom Steinbeck har skrevet mange fremragende romaner, er denne bestemt ikke den ringeste. Skønt den omhandler et emne, hvis behandling meget let kunne blive kvalmt moraliserende, formår Steinbeck at bygge sin fortælling op på en måde, der ganske vist opstiller moralske dilemmaer, men ikke fælder entydige domme.

Ikke ulovligt, men amoralsk

Kommisen Ethan Allen Hawley tilhører en tidligere overklassefamilie, der for et par generationer siden mistede deres rigdom. Han er lykkeligt gift og har to teenagebørn, som han elsker, selvom han ikke lægger skjul på, at de også er en prøvelse. Skønt Ethan gør, hvad han kan for at gøre sin kone tilfreds, og skønt hun glad labber alle hans små, charmerende kærlighedserklæringer i sig, har hun ambitioner på hans vegne. Derfor lader hun ham gerne råde over sin lille arv i håbet om, at han kan få pengene til at give et afkast, så familien ikke skal være helt så fattig længere. Ethan er dog utryg ved at investere sin kones penge, fordi det er forbundet med en vis usikkerhed.

Imidlertid er Mary ikke den eneste, der opfordrer ham til at forbedre familiens økonomiske situation. Han begynder så småt at spekulere på, hvordan det kan lade sig gøre, men vægrer sig mod det, fordi det kan få ubehagelige konsekvenser for andre. Dog er det mennesker, der selv er korrupte, han risikerer at ramme – og så er det måske ikke så slemt?

Igennem størstedelen af bogen holder Ethan fast på sin hæderlighed. Det kan nok være, at hans slægt er blevet snydt, og at han må leve med følgerne heraf, men det betyder ikke, at han er i sin ret til at gøre livet surt for andre.

På den anden side får han indblik i en næsten sikker metode, hvormed han kan slippe godt fra et bankrøveri, og der viser sig også en måde, hvorpå han med et enkelt opkald kan være så heldig at kunne købe butikken, han arbejder i, til en lav pris. Hæderligheden vakler, og da Ethan forærer sin stærkt alkoholiserede barndomsven et stort beløb til et afvænningsophold, ligger der måske også en anden forventning bag.

Skønt Ethan går på kompromis med sin høje moralske standard, gør han intet ulovligt – og dog ender han med at skulle håndtere en gnavende dårlig samvittighed, som han holder skjult for alle andre end sig selv og byens femme fatale, der hellere end gerne vil udnytte sin viden til at presse penge af ham.

Ethan bruger sin humor og de hurtige bemærkninger, den afføder, til at dække over sin haltende hæderlighed, men da det viser sig, at han ikke er den eneste i familien, der har en hullet moral, bliver han for alvor trængt.

Drilsk roman

”Vort mismods vinter” er drilsk, fordi man som læser har svært ved at miste sympatien for Ethan, der til gengæld mister den for sig selv. Steinbeck formår at lade sin hovedperson charmere læseren, og hans lidet charmerende handlinger skal derfor have tid til at bundfælde sig. Således er Ethan som en ven i kød og blod, som man tror, man kender, men som rummer sider, man har svært ved at tro eksisterer. Det gør dog langt fra Ethan til en beregnende psykopat; nej, det særlige ved Steinbeck er, at han beskriver helt almindelige mennesker, og et sådant er Ethan. Hvad han gør, ville mange andre også gøre, hvis de fik chancen.

Således er der altså en morale i romanen. Men kvalmende bliver den aldrig. Snarere skræmmende.


mandag den 5. september 2022

De nordiske guder gæster Fanø

Kunstanmeldelse. "Valhalla" og "Blå" til og med d. 23. oktober 2022. Fanø Kunstmuseum, Nord Land 5, Sønderho, 6720 Fanø, www.fanoekunstmuseum.dk

Af Egil Hvid-Olsen.

Et besøg på Fanø Kunstmuseum byder på både et bredt udvalg fra arkivet, tegneseriekunst af international karat og oxyderede metalplader med motiver fra øens flora og fauna.

Fanø er et besøg værd i sig selv, særligt i denne tid, hvor lyngen blomstrer på øens store hedearealer og egekrattet lokker besøgende ind i den stilhed, der kun brydes af vindens leg i bladene, for slet ikke at tale om de to forskelligartede øst- og vestvendte strande, der tit giver udsyn til sæler. Øens natur har uundgåeligt inspireret en lang række kunstnere, hvis værker Fanø Kunstmuseum har en stor samling af. Der er tale om kunstnere, der har haft eller stadig har deres gang på øen. Nogle har boet der fast, andre har blot opholdt sig på Fanø i perioder. Særligt Julius Exners (1825-1910) eminente teknik i hans nationalromantiske gengivelser af dansk folkeliv springer i øjnene, selvom der nærmest er tale om propagandastykker, som ikke forholder sig til de barske vilkår på landet dengang.

Til og med d. 23. oktober lægger det hyggelige lille museum også rum til to særudstillinger med værker af henholdsvis Peter Madsen (1958-) og Eva Louise Buus (1979-).

Croquis, kladder og eventyrlige tegninger

Madsen bragede allerede som gymnasieelev igennem som tegneserietegner med det første album i Valhalla-serien, der udkom i 1979. Siden fulgte 14 andre. På udstillingen anskueliggøres den arbejdsproces, der fører fra skitse til færdige tegninger. Nørdet, men godt!

Peter Madsen står også bag en illustreret udgave af H.C. Andersens ”Historien om en moder”, hvor han benytter en mere ”voksen” udtryksform end i de af konturtegninger prægede Valhalla-albums. Dog får man en forsmag på det modne udtryk i albummernes prologer. Også i Madsens fortolkninger af bibelske fortællinger griber han til mere traditionelle teknikker indenfor billedkunsten som f.eks. akvarel. I den aktuelle udstilling fokuseres der dog mest på Peter Madsens tegninger til Troldeliv-bøgerne og ”Eventyrbogen”, hvori han med ord og illustrationer genfortæller gamle folkeeventyr. En lille genistreg i udstillingen er en samling croquistegninger, hvis mestring er absolut nødvendig for en figurativ kunstner som Madsen.

Flora og fauna på oxideret metal og keramik

Eva Louise Buus har ladet sig inspirere af Fanøs flora og fauna til udstillingen ”Blå”. Mest interessant er en række store metalplader, som Buus har ”bemalet” med forskellige slags syrer, der oxiderer hver deres særlige farver frem. Derved opstår der en bemærkelsesværdig forskel mellem den ubearbejdede baggrund og motivernes ætsninger. Lysets reflekser i baggrundsmetallet skaber en afvekslende oplevelse af det enkelte værk afhængigt af, hvorfra det ses.

Også en del af Buus’ keramiske arbejder er udstillet. Igen er der tale om inspiration fra naturen. Der er mange smukke krukker og beholdere, mens en hel væg med glaserede fugle på fade ikke synes helt så vellykkede som de øvrige værker.

Et besøg omkring ”Blå” er helt oplagt enten før eller efter en tur i Fanøs natur, fordi udstillingen med sine motiver af dyr og planter er så tæt sammenknyttet med øen, at den spejler den oplevelse, man vil få under en vandretur på hede, i egekrat og på strand.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en lidt kortere version i Kunstavisen.


fredag den 2. september 2022

Digt til en usynlig ven

Da digteren Søren R. Fauth slap raseriet løs i Moloch, vækkede det mørket i arkæologen Søren R. Fauth.


Søren R. Fauth
En rejse til mørkets begyndelse
241 sider, 299,95 kr.
Turbine Forlaget

Af Jens Carl Sanderhoff


»Jeg smadrer dig fanme,

din psykopat«

»du er ikke normal i hovedet«

det er min 15-årige søn der står i entréen og skriger

han råber det ind i mit ansigt

han er rød i hovedet af raseri

han hader mig


Sådan sparker Søren Fauth døren op til sin nye digtsamling, En rejse til mørkets begyndelse, og overgangen fra den fabelagtigt nedrige Moloch er elegant og voldsom, ja, det er, som om vi smides ind i noget, der umiddelbart ligner et peepshow til resterne af en dysfunktionel familie, fordi tonen, setuppet, strømmen af gentagelser og besværgelser til forveksling ligner grebet fra de to forløbere Digt om døden og Moloch, men denne gang er der en usynlig forbindelse til verden, som jeg (må jeg sige helt ærligt) blev overvældet af, da jeg fik øje på den.

Digterens drenge er i åbenlys konflikt med deres far, som forsøger at skabe en normalitet, en funktionel virkelighed, en ramme efter tabet af familiens sted, som Moloch førte os gennem, men det er mere end fast arbejde for det skrivende jeg, da nissen er flyttet med. Angsten og vreden er blevet belyst, undersøgt, javel, men den ligger i kim i alt, og allerede indledningsscenens voldsomme sammenstød får læseren her til at gætte, at det er et billede på, at stafetten er blevet givet videre – men så ryddes bordet på side 13:

vinden har lagt sig

verden er blevet lydløs


sne

hård frost

Ufortøvet springer teksten tilbage til en scene i jegets barndom. Et sansningshelle. Et fællesrum for alle, der er født ungefähr efter 1970; århundredets snestorm henover nytåret 1978-79. Her ligger digteren og stirrer op i det hvirvlende virvar af hvid stilhed og, fornemmer man, som udtryk for noget. Hvad det noget kunne være, kommer jeg ind på senere, for jeg fik først hen ad vejen under læsningen af Fauths nye samling øje på, hvad det var.

Der etableres et prosaspor, som handler om barndom og venskaber, og som lyser tilbage (eller frem) på det nu, som digteren forsøger at navigere i. Det bliver således en indbygget samtale bogen igennem, hvor arkæologen Fauth sætter en eftersøgning i værk for at finde den rygende revolver. Hvorfra sprang vreden og angsten, som gennem hele tilværelsen har været så styrende? Han bruger sin gamle mor som vidne, som autoritativ kilde, og han sammenligner barndomsoplevelser med sin bedste ven gennem opvæksten, Brian hedder han, for at forstå, hvordan sindet lyser på virkeligheden. Men det er forkert at sige, at eftersøgningen resulterer i en opklaring.


Det er tydningerne der er forskellige, sinde-

lagene: den måde hvorpå vi møder verden og

dens tildragelser. Det har været en anfægtelse

for mig, i perioder har det virkelig været en

anfægtelse, ja, der har været år hvor jeg har

slået mig på det, på dette gode liv, på Brians

perspektiv, men der har aldrig været et

øjeblik, ikke et eneste øjeblik i mit liv hvor

jeg ikke vidste at vi var venner for altid,

vokset sammen til døden os skiller.

(side 27)


Samlingen er mørk lilla og i format, sats og udstyr meget lig de førnævnte forudgående samlinger, som oprindeligt udkom på Vandkunsten i 2018 og 2020, med den lille, sublimt underspillede forskel, at skrifttypen ryster. Man ser det fx på side 20, hvor ordet bestormes ligesom ryster lidt i satsen. Jeg aner ikke, om det er en tilsigtet effekt, eller om tilfældet har foræret hele samlingen dette helt mærkelige verfremdungs-greb, denne lidt unheimliche forstyrrelse af læsningen, men jeg nød det hele vejen, da jeg først havde fået øje på det.

Men altså: Vi kastes ind i endnu et uvejr i digterens liv. Han står midt i ruinerne, navigerer gennem kærlighedsforliset, men forsøger samtidig at finde vej i ny kærlighed. En Mette optræder, og dermed er der to i Fauths univers. Den nye kæreste og den døde søster. Det er et af de greb, der binder de tre langdigte sammen, men som også udvider fortællingen, både fordi tilværelsen jo indlysende ikke er statisk (og derfor heller ikke synet på indholdet af tilværelsen), men måske særligt fordi erfaringerne har det med at farve erindringerne. Et sted bemærkes det tørt og defensivt, at han ikke længere dagligt tænker på sin døde søster. Det sættes så op mod, at han jævnligt konstaterer, at han vil være i fred, at han har brug for isolation og fravær, og at den nye Mette havde været bedst som mangel. Det er hård læsning og vel i sagens natur en vemodig kapitulation overfor livets gang.

Bogen har noget, jeg vil kalde samtalestruktur; som en samtale på en veranda en sommernat, hvor ting og emner, der ellers ofte bliver pakket væk, nu pludselig kommer i spil, og ærligheden er en betingelse for samtalens kvalitet. En samtale er dybt afhængig af oprigtigheden i dialogen, nærværet og evnen til at lytte. Indimellem oplever man, at det er bedst kun at være til stede, at lytte og lade den anden flyde over. Det tror jeg, vi alle kender. Fauth eksemplificerer dette på side 49:


Til sidst i samtalen spørger Mads mig

hvordan jeg har det


derpå tårer

der falder som


tågen fra


havet.

Midt i eftersøgningen går digtet amok i en desperat modstilling af det maskuline og det feminine, dualiteten synes så bastant i disse vilde (og synes jeg; forkerte) overvejelser, at de i langt højere grad peger tilbage på det desperat skrivende jeg. Her forstummer samtalen, så at sige, og bliver en dogmatisk monolog, hvor sandhedsvidner fremføres (forskellige litterater gennem tiderne) uden for alvor at stille skarpt på de omstændigheder, der førte til de fremkomne teser og konklusioner. Men det er selvfølgelig med vilje. Digtet gør ikke mange ophold, standsninger, undervejs, men disse af digteren fremførte overvejelser fører frem til et fuldt stop på side 61. Umiddelbart derefter kommer en scene, hvor den nye Mette vejes (og i virkeligheden allerede dér findes for let), og det er hjerteskærende at læse, for på intet tidspunkt tænker man; hun er ikke god, men snarere; hun er digterens flugt fra en kaotisk virkelighed. Det er hårdt!

Når Fauths skrivende jeg i samtaler og tekstmeddelelser udveksler spørgsmål og svar om fortiden og familiens forgodtbefindende med sin mor, bliver En rejse til mørkets begyndelse som at bladre i et fotoalbum, ledsaget af informationer og analyser af noget, der kunne være, og som derfor i en vis forstand er abstrakt. Vi får billeder af prægtige kvinder og kuldslåede mænd, og af det, der nok gør sig gældende i de fleste familier; ubalancer og tilfældigheder, der tolkes som skæbne og lod. Og så begynder hjernen i digterjeget ellers at freestyle over det uundgåelige; at læse sig selv ind i virkeligheden med et særligt blik, en skæbnetung fordring.

På et tidspunkt beklager Fauths digterjeg sig over forskellen på Søren og Mette. Men som jeg skrev før, fornemmes det klart, at han kun leder efter argumenter for at standse forholdet. Et af de mere groteske er nok, at Mette taler for meget, for det står langt inde i dette langdigt, ja, det kommer frem og for en dag, når man har gravet sig dybt ned i digterjegets ordstrøm og bliver således et urimeligt argument. Eller også er det en ætsende form for humor?! Men; der er noget galt lige fra begyndelsen af forholdet, for digteren har ikke gjort sig fri af sin egen skæbnelæsning og forventer derfor hele tiden, at verden vil straffe ham – igen. Og det bliver således en selvopfyldende profeti. Det, man ikke forstår i sig selv; det er verden bygget op af. Sådan findes det beskrevet over side 205 og 206:


(…)

Mette

som taler uafbrudt

så hviner hun af fryd

så er udsigten »fantastisk smuk«

så skal jeg igen se en bestemt blomst


mit tavse mismod


Ligger længe på terrassen

lyden af vinden        fuglene


på kanten af drømmen


et ansigt uden mund træder frem på himlen.


Og her, præcis her, gik det så op for mig, hvad det hele går ud på, hvad hele projektet siden Digt om døden udkom i 2018 (og som måske i virkeligheden allerede lå i kim i den fine debutsamling Universet er slidt) har handlet om: øjeblikkets poesi! Det poetiske er hverken godt eller ondt, det er slet ikke smukt eller hæsligt – det er alt! Det er patos, selvfølgelig er det patos, og det er det profane, det prunkløse inferno vi ruller rundt i, og som på et splitsekund kan æde enhver stringent tanke, ethvert vidunderligt nærvær – og at jeg, anmelderen, læseren, er Søren R. Fauths usynlige ven! Det er jo ikke for ingenting, at Fauth skriver sine digte.

Selv udtaler han i et interview på Turbine Forlagets hjemmeside: Og jeg gentager: Der findes undtagelsestilstande, hvor mennesket overskrider sig selv og i et ualmindeligt stærkt øjeblik bliver kærlighed – agape. Hvor skranken mellem jeget og verden falder bort, hvor tiden står stille, og (selv)bevidstheden er tavs. Disse øjeblikke er sublime og ligger uden for sproget. Det er dem, jeg hele tiden leder efter. Og så ser mønstret for digtsamlingen, ja, for digtsamlingerne, helt anderledes ud. Pludselig er scenen med den lille dreng i snestormen nøglen ind i et sind, der har kæmpet med en virkelighed, så længe det har haft en (selv)bevidsthed. Og det er derfor, jeg uden at blinke accepterer at være Fauths usynlige ven. Digteren Fauths monologer til mig (og alle, der gider være menneske) er noget er det fineste, mest udfordrende og i glimt tindrende poetiske, der er skabt og skrevet på dansk – ikke fordi han skriver bedre end andre gode digtere, men fordi han udfordrer mig på netop disse parametre. Jeg har gennem læsning af hele hans forfatterskab altid undret mig over den stringent, nærmest kølige dosering af poesi i poesien, men nu giver det god mening. 

Som slutreplik i føromtalte interview konstaterer Fauth: Hvis en læser af mine bøger møder sig selv, ja, hvis læseren i mødet med en af mine tekster overskrider sit eget jeg og bliver revet væk, hvis læseren ligefrem græder og bliver ramt dybt inde i sin egen sjæl og fortabthed og for et øjeblik ikke føler sig alene, så har jeg opnået mere, end jeg turde håbe på. Men der er faktisk flere muligheder end de nævnte, og jeg har lyst til at tilføje den vigtigste; hvis en læser føler et venskab med teksten, ja, hvis denne læser med ét opdager sin egen rolle i forhold til digtet, så bliver det ekstra vidunderligt at læse!


tirsdag den 30. august 2022

Et patetisk højdepunkt

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Livsflammen”, USA 1950, Danmark 1951. Originaltitel: ”Burning Bright”.

Mange af John Steinbecks romaner blev omdannet til teaterforestillinger og/eller film, og forfatteren var selv meget optaget af de to genrer. Han skrev for eksempel filmmanuskriptet ”Viva Zapata!” mellem 1948 og 1950. Det blev filmatiseret i 1952. I forordet til ”Livsflammen” nævner Steinbeck de to korte romaner ”Mus og mænd” (1937) og ”Månen er skjult” (1942) som tekster, der i deres opbygning nærmer sig intensionerne for ”Livsflammen”, nemlig at skrive et skuespil i novelleform, således at instruktøren får lidt flere oplysninger, end der normalt gives i et manuskript. ”Mus og mænd” blev da også en stor succes, ikke kun som bog, men også som teaterstykke. Det blev ”Livsflammen” ikke! Teaterstykket blev sablet ned af kritikerne, og det samme blev den lille bog. Det skete desværre ikke uden grund.

Trekantsdrama med drøn på

Der er noget patetisk over både ”Livsflammen”s handling og replikker. Den midaldrende Joe Saul har mistet sin kone og giftet sig med den betydeligt yngre Mordeen, men da det går op for Mordeen og Joe Sauls gamle ven, Friend Ed, at Joe Saul ikke kan få børn, lader Mordeen sig mere eller mindre voldtage af sin mands arbejdspartner, Victor. Det er nemlig Joe Sauls største ønske at blive far og dermed føre slægten videre. Beklageligvis forandrer Viktors driftsbestemte lyst til at være sammen med Mordeen sig til kærlighed. Det er en kærlighed, der er dømt til at være ulykkelig, fordi Mordeen elsker sin mand. Spørgsmålet er, om Joe Saul kan fortsætte med at elske sin hustru, hvis det kommer for en dag, at han ikke er far til det barn, der vokser i hendes mave. Da ”Livsflammen” slutter, ender man på toppen af det patetiske bjerg, Steinbeck møjsommeligt har bygget op. Bogen/skuespillet er simpelthen for verdensfjernt til, at man kan kvæle et lille, meget upassende fnis.

Steinbeck mister balancen

”Livsflammen” er delt i tre akter med de samme karakterer, men stedet, de befinder sig samt deres respektive professioner, ændrer sig fra akt til akt. Den første akt finder sted ved et cirkus, den anden på en bondegård og den tredje i et skib. Dette er sikkert Steinbecks måde at markere det universelle ved problemstillingen, der kan finde sted hvor som helst, men det fungerer bare ikke særlig godt. Bogen slutter med en ekstra scene, der er føjet til akt tre. Her fødes barnet, og det, der er tænkt som så smukt, at tilskuerne og læserne gerne må knibe en tåre, falder pladask til jorden. Det er en skam, for Steinbeck havde tidligere kunnet balancere på kanten af det patetiske. Slutningen af storværket ”Vredens druer” (1939) er mesterlig, fordi den er lige ved at kamme over, men netop ikke gør det. ”Mus og mænd” bevæger sig også i retning af det patetiske, men her følger tårerne helt naturligt, uden den opfordring der ligger mellem linjerne i slutningen af ”Livsflammen”. Så kort sagt: Vil man læse en bog af John Steinbeck, er det en god idé at vælge en anden end ”Livsflammen”. Han har skrevet massevis af fantastiske værker, men her er der altså en, der af naturlige grunde ikke har fået klassikerstatus. Det patetiske højdepunkt udgør et litterært lavpunkt i Steinbecks produktion.


fredag den 19. august 2022

Umiddelbar genkendelig hverdagsrealisme, blandet med tankevækkende symbolladet krisestemning

Verena Günther
POWER
Oversat af Karen Tortzen
Forlaget Silkefyret 2022, 268 sider, 250 kr.


Af Jes Nysten

“Flamme står på bare fødder ved indgangen til stormagasinet….Igen og igen vender Flammes spejlbillede tilbage som et fast holdepunkt i den svingende dør. Hun står helt stille. Det tynde, blonde hår hænger i sammenklistrede totter over hendes skuldre….Menneskene slår en bue uden om Flamme, undviger hende, det ses tydeligt i ruden. Tydeligt ses også duen….Flamme følger duen med blikket, den humper lidt, en plastiksnor har viklet sig om dens ene fod….Hun venter på, at duen finder et smuthul, at den færdiggør sin meningsløse slalom, og da ventetiden synes forgæves, griber hun bagud efter sin hale, vikler den tre gange rundt om højre hånd, indtil kvistene skærer sig dybt ind i kødet, og slår halen sidelæns med stor kraft mod jorden. De sammenbundne pilekviste knalder hårdt ned mod marmorgulvet, som fører hen til stormagasinets indgang. Duen hopper opskræmt frem og tilbage, mens den basker med vingerne, og Flamme bliver ved med at slå, indtil duen tumlende flyver op….Flamme følger den med blikket og giver netop slip på sin hale, da en mand med vrede øjne støder ind i hende i forbifarten” (s 9f)

Som en kort ouverture til romanen (og prøve på stilen) står dette besynderlige øjebliksbillede af bogens kraftcenter, pigen “Flamme”; ja ikke blot hende men hele romanens både fascinerende og urovækkende atmosfære er fanget ind her. Umiddelbar genkendelig hverdagsrealisme blandet med tankevækkende symbolladet krisestemning. For hvad er det med hendes navn, spejlbilledet, duen og hendes voldsomme slag med “halen” midt i en ordinær stormagasin-scene?

Jeg må straks bekende, at denne bog er en af de mest intelligente og sprogligt potente bøger, jeg har læst i længere tid. Forfatteren er tysk, Verena Güntner, og den foreligger her i en - for mig at se - glimrende oversættelse af Karen Tortzen. 

Power

I en lille anonym, trist og affolket landsby i det sydtyske forsvinder en dag hunden Power. Den tilhører en træt ældre og lettere dement kvinde, hvis mand for år tilbage også en dag pludselig forsvandt. Hun beder nu den 11 årige Flamme om at finde hunden. 

Flamme hævder, at enhver opgave hun sætter sig, løser hun. Hurtigt fornemmer vi, at der er noget urovækkende ved denne pige. En for en så ung pige påfaldende alvorsfuldhed, strenghed og målrettethed grænsende til det autistiske. Der er virkelig en “flamme” i hende. 

Hurtigt får Flamme samlet en gruppe af byens børn til at hjælpe i eftersøgningen i den nærliggende skov. Som ubestridt leder får hun efterhånden børnene til at opføre sig som hunde - de gør, kravler på alle fire, tilpasser sig skovens betingelser. Men gavner det eftersøgningen - eller viser det blot en farlig underkastelse under en streng leder?

Det er som om forældrene inde i byen er mere eller mindre ligeglade med børnene ude i skoven. De har nok i deres trælse hverdag. 

Perspektivet vender

Men i bogens anden del vender perspektivet. Hvor begivenhederne i første del primært var set fra Flammes perspektiv og tildels den ældre demente kvindes, så møder vi nu flere af landsbyens voksne, der er forblevet i byen. Vi får et blik ind i gensidige beskyldninger, stridigheder, dumhed, opgivenhed. 

Verena Günther (Foto: Martin Lengemann)
Man fornemmer en efterhånden tydelig grænse mellem byens “civiliserede” kaos og opgivenhed og skovens børns kraft og beslutsomhed. 

Hvordan romanen slutter skal naturligvis ikke afsløres her! Bliver hunden fundet? Vender børnene tilbage? Ja, finder vi egentlig ud af, hvad det er der er på færde i denne konstant fængende og forvirrende fortælling, når vi har afsluttet læsningen?

Bogen er holdt i et næsten klinisk “tørt” sprog. Her fortælles uden hang til det svulstige eller højstemte. Selvom historien er både hårrejsende direkte og på sæt og vis fyldt med symbolik. Men forfatteren holder sig helt fri for at pege eller tolke. 

Man kan så selv fx læse  “Fluernes Herre” med ind i teksten, eller man kan læse aktuelle tendenser til magtvilje og folkelig afmagt ind. Og sådan kan man jo selv hygge sig efterfølgende. 

Men afgørende er først og fremmest at give sig tid til at læse denne virkelig sprogligt og tankemæssigt potente bog. 


tirsdag den 16. august 2022

Et virvar af følelser og uforudsigelige handlinger

Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”En grønskolling”, 1875, oversat til dansk af Ole Husted Jensen, Vangsgaard 2004, her læst i 2. reviderede udgave fra 2014, 586 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”En grønskolling”, der tidligere har været udgivet under titlen ”Ynglingen” (i Ejnar Thomassens oversættelse), handler om den 20-årige Arkadij Andrejevitj Dolgorukij, der er uægte barn af Andrej Petrovitj Versilov. Hans blakkede familiære status og en opvækst på en kostskole og i forskellige plejefamilier har øget den frustration og usikkerhed, der i forvejen kan fylde rigeligt i unge menneskers sind. Selvom Arkadij er sig smerteligt bevidst, at han ikke tilhører det gode selskab, har han udtænkt en ”idé”, der skal gøre ham lykkelig. Ideen kan sikre ham et ubekymret liv, og han er fuldt ud overbevist om, at han er i stand til at virkeliggøre den, når han først har gjort op med sine forældre. Han vil brænde alle broer og begynde på en frisk, uafhængig af andre. Dog er der én ting, han har glemt at tage højde for, nemlig sin ungdommelige umodenhed, der, så snart han kommer til penge, lokker ham til spillebordet, hvor han hurtigt gribes af ludomani. Ideens realisering må derfor udskydes, hvilket har den primært positive konsekvens, at han lærer sin far, mor og sine søskende at kende. Imidlertid er deres indbyrdes forhold alt andet end uproblematisk. Versilov slås med et splittet sind, der ind imellem får ham til at handle ganske uforudsigeligt. Ét er, at den unge hovedperson ikke kan forstå, hvad der foregår omkring ham (og læseren derfor også ofte er på herrens mark), noget andet, at hans far bevæger sig i så alternative virkelighedsforståelser, at han – på linje med Arkadij - mangler fodfæste i hverdagen. Dette skyldes, at handlingen finder sted i en opbrudstid, hvor de gamle dyder står for fald, socialismen er begyndt at tage form, og ingen rigtig ved, hvordan fremtiden vil forme sig. Denne uvished får et konkret udtryk i Versilovs forvirring, der gør, at han gang på gang træffer beslutninger og udfører handlinger, der sårer både ham selv og hans nærmeste. Samtidig gør han rede for en særpræget ideologi, der skal samle Europa i en fælles åndelig identitet, hvilket kun kan gøres under lederskab af det selvopofrende russiske menneske.

Samtidig med disse skildringer af forvirring, dels på mikro-, dels på makroplan, udfolder der sig flere intriger, hvor den ene bunder i faderens og sønnens fælles fascination af den smukke generalenke Katerina Nikolajevna Akhmakova. Begge mænds kærlighed til denne kvinde er urealistisk, men presser dem ikke desto mindre ud i handlinger, de siden fortryder. Den intrige, der udfolder sig omkring denne problemstilling, får en afslutning af melodramatiske dimensioner.

En vidtforgrenet dannelsesroman

Romanen fortælles af den unge Arkadij, der modnes betragteligt undervejs af de ret voldsomme erfaringer, han gør sig. Således viser Dostojevsky også i ”En grønskolling” sin fabelagtige evne til at beskrive et menneskes sind og tanker. Ja, han nøjes (som så ofte før) ikke med ét menneske, men inddrager et stort persongalleri, hvoraf læseren kommer ind under huden på en hel del.

Dostojevskij behersker den dybtgående beskrivelse af sine karakterer. Han lader dem udfolde deres tanker, der til tider får et næsten essayistisk præg; han konstruerer dialoger, hvor det talte ord afslører de talendes forskelligartethed, deres mål, usikkerhed og forvirring. Han fremstiller skurke, der pludselig kan åbenbare en ædelmodighed, og ædle karakterer, der pludselig reagerer gement, og selvom det lyder konstrueret, er det det stik modsatte: overbevisende og virkelighedsnært.

Dostojevskij var midt i halvtredserne, da ”En grønskolling” udkom, og alligevel var han i stand til overbevisende at give stemme til et ungt menneskes frustrationer og umodne reaktioner. Vel er Arkadijs sprog meget modent hans alder taget i betragtning, men hans væremåde er spontan, ungdommelig og ofte ansvarsløs. Det kan være ganske frustrerende at følge hans færd fra den ene dumhed til den næste, men ”En grønskolling” er også en dannelsesroman, så Arkadij får større og større overblik over dels de intriger, han mere eller mindre bevidst deltager i, dels sit liv i al dets kompleksitet. Og dog er det nødvendigt for den unge mand hen mod slutningen at komme med denne indrømmelse til læseren: ”Jeg må nu igen foregribe begivenhederne og forklare læseren i hvert fald noget på forhånd, for denne histories logiske forløb er blevet blandet op med så mange tilfældigheder, at det ikke er til at finde rede i uden en forudgående forklaring.” (s. 514). Som læser kan man irriteres over denne indrømmelse fra Dostojevskijs side, idet han jo direkte erkender, at han har skrevet for usammenhængende. Irritationen varer dog kun, indtil man husker på, at det ikke er Dostojevskij, men Arkadij, der formulerer indrømmelsen. På den måde styrker Dostojevskij illusionen om romanens unge fiktive forfatter yderligere.

Måske ikke størst, men dog stor

Lad gå, at Arkadij uden hold i langt de fleste virkelige forløb pludselig ikke længere er indfanget i ludomaniens lænker. Dette træk kan eventuelt forklares med, at Dostojevskij, der selv var grebet af spillelidenskab, lå under for den udbredte indbildning blandt spillere, at han kunne stoppe fra den ene dag til den anden. Lad ligeledes gå, at Dostojevskij til tider lader Arkadijs selvmedlidenhed og deraf følgende bitterhed fylde rigeligt – et træk som bestemt ikke er urealistisk, men en smule trivielt. Lad tilmed gå, at Dostojevskij i ”Grønskollingen”, men eksempelvis også i ”Forbrydelse og straf”, tillader sig nogle fortælleteknisk lette løsninger som at lade personerne opsnappe vigtig information på ganske tilfældige måder, for eksempel ved at hovedpersonen befinder sig i et værelse, der støder op til et rum, hvori en vigtig samtale føres. Og lad gå, at man som læser må gennem flere hundrede sider uden at have den mindste anelse om, hvordan dette væld af følelser, fortællinger og skæbner hænger sammen. Lad gå med alt dette, for når læsningen er afsluttet, viser det sig, hvor bevidst Dostojevskij har været om bogens konstruktion og detaljer lige fra begyndelsen, og at den hænger langt bedre sammen, end man har haft fornemmelsen af.

At Dostojevskij vidste, hvad han lavede, bekræfter Eigil Steffensen i sin lille bog ”Dostojevskijs store romaner” fra 1971: ”Den brudte, disharmoniske form, Dostojevskij betjener sig af, er imidlertid ikke betinget af hverken tidsnød eller en midlertidig nedgang i Dostojevskijs kunstneriske formåen” (s. 66). Steffensen mener, at det uoverskuelige ved romanen skyldes, at dens forfatter er påvirket af sin samtid, der netop ”var en ustabil brydningstid, hvor alle værdier og normer blev taget op til revision” (s. 67). Således kunne romanen ikke blive andet end kaotisk.

Denne forklaring kan man være enig eller uenig med Steffensen i. Netop det kaotiske har medført, at mange ikke anser ”Grønskollingen” for at høre til blandt Dostojevskijs største romaner. Men en roman behøver ikke at være størst for at være stor. Det kan være ret ligegyldigt, hvor på ranglisten, ”En grønskolling” befinder sig, for den er under alle omstændigheder værd at læse.