Fotografiet, der kiggede på beskueren

Katja Petrowskaja
Fotografiet så på mig
Oversat af Jacob Jonia
Forlaget Palomar, 250 sider

Af Jes Nysten

En lille forbemærkning

Det siges, at der lægges ca 1000 billeder op på Instagram hvert sekund. Sikkert det samme antal på Facebook. Man sidder i toget og keder sig, og nærmest pr refleks begynder man at rulle ned gennem dette totale virvar af forskelligartede billeder på iPhonen. Og når man stiger ud, har man vel set ca 100 billeder og glemt dem alle - undtagen måske det med papegøjen, der står og rokker fra side til side og synger “opera” foran spejlet! Også selvom der sikkert har været flere absolut vigtige og seværdige værker imellem. Men klik og vi er videre!

Den overfladiskhed, hvormed vi ser på billeder, er vitterlig frapperende. Der blev for nogle år siden lavet en undersøgelse, der siges at dokumentere, at den tid en person bruger foran et værk på en udstilling er 18 sekunder. Den er måske ikke helt vandtæt, men det går stærkt for rigtig mange. Hvis også lige den lille beskrivelse ved siden af værket skal studeres (er dette mon af en berømt kunstner?) og der også lige skal tages et billede, bliver det kun til et glimt!

Information satte derfor avisens kulturmedarbejdere til på skift at gå på en udstilling, udvælge sig et værk - en skulptur, et maleri, et fotografi - og så pålægge sig selv at sidde foran værket i 20 minutter og betragte det. Det kom der mange interessante overvejelser ud af! Det de alle konstaterede var, at efter den første uro og flytten rundt på bænken, opstod der en interessant form for kontakt - værket ville gerne “i dialog”.

Måske skulle jeg næste gang jeg taget toget til København, det tager ca 20 minutter, udvælge mig et særligt foto og så hengive mig fuldstændigt til det?! Naturligvis kun et sjovt tankeeksperiment.

57 korte essays

“Fotografiet så på mig” - sådan lyder den første sætning i denne bog af ukrainsk-tyske Katja Petrowskaja. Det er også bogens titel. Den består af 57 korte essays, som forfatteren begyndte at skrive i 2015; kort tid efter russerne annekterede Krim og begyndte krigen i det østlige Ukraine. De blev bragt løbende i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Petrowskaja

Hvert essay består af et foto og en efterfølgende refleksion over dette foto. Det er blevet en intens og spillevende kompleks tekstform: Tidshistorie, autobiografi, skarpsindig billedlæsning.

Der er ikke noget overfladisk eller pædagogisk påpegende over Petrowskaja’s læsninger. Hun ser ikke disse foto som udgangspunkt for en intellektuel afkodning.

Hun giver sig tid, trækker vejret og venter til billedet åbner sig til en samtale. Nogle gange er det billedet selv, der skaber samtalen. Nogle gange åbner det for associationer og tankeflugt.

Ikke sjældent er det personlige erindringer - varme og muntre men også skræmmende - der dukker frem (hun er jo født og opvokset i Ukraine). Andre gange er det et landskab, der åbner sig eller et særligt lys, der lukker tankerne op. Ikke sjældent urovækkende billeder fra krigszoner.

Fængslet, skræmt 

Som nævnt lyder den første sætning i bogen “Fotografiet så på mig”. Det er et billede af en minearbejder fra Donbass. Hun fortsætter “Jeg blev fængslet, ja ligefrem skræmt af, at det var så tæt på. Jeg vidste ikke engang hvor Krasnoarmijsk lå, men manden stod foran mig, alt for tæt på, og pustede røg ud i ansigtet på mig. Jeg ventede på, at røgen blev opløst, så jeg kunne se, om han smilede eller grinede. Men nej, han kiggede ind i røgen fra sin cigaret og blev ligesom ved at være indhyllet i et røgslør” (s 5).

Ikke bare her men i alle sine betragtninger forstår Petrowskaja at holde dialogen i gang med fotoet. En dialog der aldrig afsluttes, for der er hele tiden dette “bagved”, bagved det afbillede. Det “noget”, der hvis man giver sig tid, som hun gør, åbner sig mere og mere. Og vi som læsere kan følge med i. Eller prøve at følge med.

For man skal være opmærksom. Der er mange henvisninger til forfattere, til kunstnere, til film. Ofte er det blot i en sidebemærkning, så det er ikke altid klart, hvad sammenhængen er. Men fascinerende og øjenåbnende er det.

I et efterskrift pointeres det “Bogen her handler ikke om krigen, men den er omklamret af krig. …… Krig slår ihjel, ophæver mening, normalitet og mangfoldighed, alt dét, vi holder af. Krigen vil dæmpe vores lavmælte ord. Jeg vil sætte miniaturer, små fragmenter op imod krigen, mens jeg leder efter en stemme” (s 245)

 Hun henviser et par steder til Walter Benjamin, der jo med sin berømte analyse af “aura-begrebet” mente at netop den moderne reproduktionsteknik, altså bl.a. også fotografiet, havde ødelagt kunstens oprindelig aura.

Man kan jo sige, at denne forfatter virkelig arbejder på at give fotografiet noget af den tabte aura tilbage. Et fornemt oprør imod vores daglige overfladiske og usorterede omgang med billedmediet.

Fascinerende, voldsom og troværdig roman

Anne Rye Andersson:
Vanvidsmor. Roman.
114 s. Forlaget Læselyst, 2026.

Af Bente Høegh 

Noget af en mavepuster, denne roman om at være psykisk syg. Den er en omskrevet version af forfatterens autofiktive debutroman Er du sindssyg, Mor?

Allerede prologen er foruroligende: Jeg-fortælleren Alma er i gang med en indviklet udregning af hemmelige koder og tegn og kommunikation med robotter og engle. I kapitel 1 er Alma tilbage i tilsyneladende normalitet og lykkeligt samvær med sin 3-årige søn, Ask (som han hedder i bogen, i modsætning til bagsidetekst og pressemeddelelse hvor han af en eller anden grund hedder Alf?), som er hos hende hver anden uge. Fortællingen er henvendt til et du, Ask.

Læseren foruroliges endnu mere. Hvordan skal det dog gå med den lille dreng? Alma må opgive at tage sig af sit elskede barn og lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Galskaben slår ud i lys lue i de mest barokke situationer: en klæbeånd på skulderen, stemmer, straf, ansvar, skyld, og dertil en udtalt sexlyst som hun til hver en tid forfølger. ”Har du haft sex med to mænd? Hvor var personalet?” Lægen kigger overrasket på mig, men uden fordømmende mine. Han virker nærmere nedslået, trist.

Hun svarer lægerne ærligt – ligesom hele bogen virker ærlig og uforstilt, helt i tråd med det indledende motto: She’s mad but she’s magic. There’s no lie in her fire.

”Jeg må ikke slå fluer ihjel, for så dør børn i Afrika. Jeg skal hjælpe verdens ledere med at udtænke en strategi, der kan redde verdens børn. Sulten og fattigdommen verden over. Jeg forårsagede Tjernobyls nedsmeltning, der skete noget med mig, da jeg var to år gammel, det var i 1986, samme år. Alt, hvad jeg gør, har konsekvenser af enten negativ eller positiv art.” Lægen noterer det hele.

”Så du bærer på enormt meget skyld, kan jeg næsten forstå."

”Ja, med meget ansvar kommer der naturligt meget skyldfølelse, hvis man ikke handler korrekt.”

Den ældre læge nikker og skriver ned.

En kostelig scene med Alma, der sætter sig til rette i en ambulance for at køre ud og redde, er både til at grine og græde over.

Og det gælder egentlig hele bogen. I galskaben løber et religiøst spor som slås an i prologen, hvor Gud kommer i en drøm: Han fortalte mig, at han regnede med mig. Alt jeg ikke skule være bange. Englene er med mig. Gabriel, Uriel, Michael og Rafael. Metatron.  I haven slår lynet ned i en tjørnebusk, så den står i lys lue, og som da Gud i Det Gamle Testamente åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk, åbenbarer han sig her for Alma - på en lidt anderledes måde.

Alma fører også samtaler med solguden Amon-Ra. Og med en stjerne:

”Jeg er din hjem-planet. Du er fostret i mit skød. Du er sendt til Jorden med det formål at udbrede den kærlighed, jeg står for […].”

Sproget er befriende konkret, modigt, afmålt og sine steder poetisk:

Lige bagved ligger den opadgående sol som en slags skjult lykke.

Trætheden er en strækning i mit ansigt, der kan minde om langrend.

Jeg er skræmt over al den tid. Den strækker sig ud over de åbne marker. Fuglene hakker i roerne. Jeg punkterer tiden med cigaretter.

Dertil kommer, at fortællingen ikke alene er gribende, men også yderst velskrevet og stramt komponeret. Den røde tråd følges uden overflødig snik-snak. Vanvidsmor er en stærk roman. Fascinerende, voldsom og troværdig i sin balancegang mellem ”skizoaffektiv diagnose med manisk blandet psykose” og et normalt liv som kvinde og mor.  Skræmmende – og morsom.

 

 

 

Livet i lilla

At tælle til lilla. Om løgn, ensomhed og absolut gehør
Louise Juhl Dalsgaard
Forlaget Alhambra 2025

Af Carina Wøhlk
At tælle til lilla. Det er da umuligt. Man kan ikke tælle til en farve. Eller kan man? Måske bærer titlen på et håb. At det umulige alligevel kan lade sig gøre. At de lilla farvestrejf kan gøres op for den, der vover at slå øjnene op og lægge blå og rød sammen.

Ordene skaber forventning om noget poetisk. Og poesi skal ikke nødvendigvis forstås, men fattes på et dybere plan. Sådan er det – ”der er forskel på at forstå og på at fatte, sådan som der også er forskel på at tælle til ti og at tælle til lilla” (se s. 30).

Bogen med den kryptiske titel er skrevet af  Louise Juhl Dalsgaard, som har flere bøger bag sig med stadig større opmærksomhed omkring dem. Hun underviser til daglig i skrivekunst – og det kan læseren mærke. Hendes sætninger bærer præg af stærk sproglig bevidsthed.   

At tælle til lilla præsenteres som en essaysamling. Otte forskellige og alligevel forbundne essays fører ind i forfatterens univers, ind i funderinger og erindringer fra et broget liv.  

Ufrivillig barnløshed

Læseren bringes vidt omkring – videre end løgn, ensomhed og absolut gehør, som undertitlen angiver. Også spiseforstyrrelse, barnløshed og mere overordnede emner som natur og sprog udfoldes livsklogt. 

Der er mange temaer at spejle sig i. Louise Juhl Dalsgaard er generøs. Hun giver ud af både viden og livsdetaljer og lader læseren komme tæt på. Helt derind, hvor det gør rigtigt ondt. Derinde åbner det bærende tema sig som et væskende sår: At forfatteren ”aldrig lykkedes med at få et barn” (se s. 27). Sådan skriver hun det flere gange – at hun ikke lykkedes. 

Det prikker i hjertet at læse. For underteksten er jo, at hun mislykkedes. At hun udpinte sin krop så meget, at den ikke var i stand til at undfange et barn. At hun ikke kunne, hvad hun gerne ville. Og det er vel ret beset grunddefinitionen på lidelse.   

Louise Juhl Dalsgaard er belæst. Hun sender litterære hilsner og strør om sig med citater fra både skøn- og faglitteratur. Hun er indsigtsfuld – og bag den intellektuelle styrke bølger et skrøbeligt stof, der er lige ved at falde fra hinanden. Det er det stof, hun er gjort af.  

I skrøbeligheden er trukket tråde af ensomhed. ”Den ensomhed, der kommer af at være hverken-eller-både-og, det er derfra, jeg skriver” (se s. 114.). Bliv dér, fristes læseren til at udbryde. For hun skriver fantastisk. Måske fordi hun kan ”tælle til lilla, til hestenes ånde på marken i frostvejr. Til vingummiflæsk og akilleshæl og klithedegræs (se s. 141). 

Men forfatteren vil tydeligvis gerne hæve sig over ensomheden. Som hun formulerer det: ”sprogets primære formål er at danne relationer” (se s. 162). I sin ensomhed leger hun sublimt med sproget. Hun leger, men i legen er hun drevet af alvorlig længsel efter tilhørsforhold – og her kommer drømmen om moderskab så ind i billedet igen. 

Rent æstetisk er At tælle til lilla en fryd for øjet. Omslaget er naturligvis lilla. Og det grafiske udtryk er enkelt og klart. Lige så lysende som bogens indhold. Det er sådan en bog, der bliver siddende i læseren længe. Som en smuk påmindelse om, at livet ikke bare er sort eller hvidt. Det er også lilla – og kan tælles på lige så mange hænder, som du har kærlighed til.     

Den skæbnesvangre linedans

Synne Garff: Dødens linedansere, roman, Forlaget Natblomst 2026, 294 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

På Anne Mette Hartelius’ forsideillustration ses en person, der balancerer på en streg fra et hjertekardiogram. Hjertes puls er aftagende fra venstre mod højre. Linjen er helt lige i forsidens højre side, hvorved det afsløres, at personen, hvis hjerterytme måles, er død…

Illustrationen passer vældig godt til bogens titel: Dødens linedansere. 

Den linedans, romanen handler om, er spørgsmålet om aktiv dødshjælp, der endnu engang er blevet drøftet intenst hen over de seneste par år.

Kombinationen af et alvorligt dilemma og spænding

Det er noget af en opgave at skrive en roman om aktiv dødshjælp, der giver forståelse for både tilhængernes og modstandernes argumenter, men Synne Garff, der har skrevet Dødens linedansere, kommer faktisk godt i mål. Ganske vist sættes nogle af positionerne i debatten på spidsen, for selvom genren angives som roman på bogens forside, er der mere specifikt tale om en spændingsroman. Der er således nogle regulære skurke i bogen. Det særligt uhyggelige ved dem er, at de afspejler virkelige, men oftest ukendte personer, der heller ikke blot bryder loven, men også tænker skurkagtigt. Vi ser jo gang på gang, at nogle mennesker anser akkumulering af profit for at være selve målet med livet, koste hvad det vil, så længe det ikke går ud over dem selv. Dermed tingsliggøres andre mennesker. De bliver undværlige, fordi de tjener et formål, der dog let viser sig ikke at være højere, men derimod forbløffende lavt. Et sådant menneskesyn følges med ønsket om indførelse af aktiv dødshjælp.

Det betyder dog ikke, at alle tilhængere af aktiv dødshjælp er skurke. Slet ikke! Der er jo situationer, hvor det er forståeligt for alle, at den ramte ikke længere har lyst til og mod på at leve; situationer, der er så barske, at mange andre ville nære det samme ønske om at blive hjulpet af med livet, hvis de var i den ramtes sted. Så hvorfor ikke bare indføre aktiv dødshjælp i disse forholdsvis få tilfælde? Svaret har lydt så mange gange i debatten, at det kan virke slidt, men blot fordi det gentages, er det ikke ensbetydende med, at det er usandt: En indførsel kan medføre en glidebane, sådan som man har set det i andre lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp.

Synne Garff

I Dødens linedansere oplyser lægen Frederik, hvordan det står til i Holland: ”Unge under 18 år får dødsmedicin, og der presses på for at få indført dødsmedicin for børn.” (s. 63). Han fortsætter lidt senere: ”Mange patienter med dødelige sygdomme og handicappede føler, at de er til besvær for deres pårørende. Jeg går derimod ind for retten til at være til besvær.” (s. 64). Matsson, der er romanens kvindelige kampsoldat, svarer: ”Det er en væsentlig pointe. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil det gå ud over alle, der er lidt skæve, utilpassede og anderledes, end normen tillader.” (s. 64). Anna, der er Frederiks søster, oplyser, at aktiv dødshjælp ”er et vestligt fænomen […] Aktiv dødshjælp er ikke et issue i lande med akutte problemer som dårlig sundhedspleje, udbredt sygdom og fattigdom. Aktiv dødshjælp er aktuelt i samfund, hvor man har ressourcer til at sikre sig et langt liv.” (s. 64). Det er da paradoksalt! Og paradoksalt er det også, at Anna selv nærmer sig ønsket om at blive hjulpet af med livet, da hun kommer alvorligt til skade i et trafikuheld. Men er det uforståeligt, at hun har det sådan? Det er denne flettede line af argumenter for og imod, Synne Garff balancerer på i sin roman, mens hun gør det klart for læseren, hvorfor de fleste holdninger til sagen er valide.

Pageturner med et vigtigt ærinde

Selvom emnet er tungt, skriver Synne Garff på en let og ukompliceret måde. Dødens linedansere er en pageturner med et vigtigt ærinde: At kvalificere debatten om aktiv dødshjælp og den dertil hørende debat om aktiv livshjælp i form af et større fokus på den palliative indsats, der kan hjælpe den døende med så god en afslutning på livet som muligt. Med Dødens linedansere er der mulighed for, at Garff når en læsergruppe, der normalt ikke vil beskæftige sig med så tungt et emne.

Hvad enten man er for eller imod aktiv dødshjælp, er romanen værd at læse. Måske ændrer man holdning undervejs? Men om man går fra at være tilhænger af aktiv dødshjælp til modstander eller omvendt er ikke til at sige. Man fornemmer, at Garff selv står mest på Frederiks side, men hun fastholder dilemmaet, idet en række andre betydelige karakterer også kommer til orde, alt imens handlingen udfolder sig i en stadig stigende spændingskurve.

Fiaskoens fænomenologi

Janus Kodal
Fiasko
Alhambra, 80 sider

Af Jakob Brønnum
Janus Kodals nye bog med prosadigte om hvordan man kan få det meget dårligt, når man oplever at man ikke fungerer som far, er meget vellykket. Det er en bog der ligger mellem kortromanen og prosadigtene, nærmere på det sidste.

En bog hvori man kan læse følgende er en bog man ikke glemmer igen: ”Hvorfor skal jeg undskylde den måde vinden jonglerer med fuglene? Eller bølgernes rå maskineri når de humper mod stranden og knækker i præget hvide grin. Hvad er der tilbage at undskylde? En stank af mønter, deres brune kobber smeltet sammen med huden i min hånd. Solen er en projektor der kalder barndommen tilbage…”

Fiasko begynder og slutter på McDonalds, og jeg tror at et af jeg-personens problemer er, at han er så fremmedgjort i sin rolle som far i det moderne ansigtsløse samfund, at han smelter sammen med Ronald McDonald, klovnefiguren der skal skjule at McDonalds er et stort kapitalistisk møgforetagende, hvis eneste mission her i livet er at skabe afhængighed af tilsætningsstoffer hos kunderne og udnytte Henry Fords samlebåndsteknik til at drive sine medarbejdere til vanvid.

Blandt de omkring 30-40 tekster er der stykker af stor skønhed, dyb surrealistisk eksistenstolkning og melankolsk nærvær i et spejlbillede i skumringen. Det er rigtig flot. Det er som om teksterne hver går ind og destillerer et lag af den fremmedgørelse, man kan møde som far, hvor alle ens roller er defineret i forvejen, og hvor man ikke har et øjeblik som menneske. Og hvor ingen forventer noget af en i den retning heller.

Det er ikke kun de psykosociale lag, Janus Kodal får fat i, det er også kulturelle farbilleder, Fra den mest kiksede mandighed til teologiske brudstykker.

Bogen er som én stor iagttagelse i ét stort øjeblik der ikke vil holde op. Den er fuld af smerte og følelsen af utilstrækkelighed. Det er et dybt poetisk iagttagelsesfelt som noteres ned med stor rutine og menneskelig modenhed.

Bogen rejser også spørgsmål. Den poetik Janus Kodal betjener sig af, har ikke begreb for at gestalte sammenhængen mellem McDonalds som kapitalistisk fænomen og at det er umuligt at lykkes som far. 

Et andet spørgsmål er at fækalier nævnes eksplicit, som man jævnligt oplever i en bestemt form for realistisk kunstprosa. Jeg kan ikke forstå, hvordan der er plads til dem i den poetik, jeg netop nævnte, fordi den er semiotisk-symbolsk og fækalierne optræder som et realistisk element udenfor symboluniverset.

Jeg vil have Janus Kodals bog hos mig længe og jeg vil tage den frem og lære af den,  for også jeg har været på McDonalds med mine børn og gennemlevet jegpersonen i bogen. Hvis jeg skal foreslå Janus Kodal en bog, han kunne bære med sig, var det Heinrich Bölls Gruppebillede med dame, hvor han løser problemet at tale om den såre menneskeligt naturlige afføring uden at gøre det frastødende

Skønheden i den oversete flygtighed

"Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi”, kunstudstilling i Janus – Museum for Samtidskunst, Lærkevej 25 6862 Tistrup. Frem til 6. april 2026.

Af Egil Hvid-Olsen

Bjarke Regn Svendsen: Selvportræt u.å.

Hverdagen kan så let blive opfattet i farver, der minder om et badeværelse fra 1970’erne - lysebrunt eller gråblåt. Alt er velkendt, kedeligt, uinspirerende, ens og først og fremmest grimt. Dette hverdagsblik på en verden, der synes at have vendt vrangen ud, fører let til fortørnethed. Man ser på tilværelsen, som en teenager til tider ser på sine forældre: Farveløs, fantasiløs og håbløs. Her er der intet godt at hente. Man er fængslet i en grå tilværelse og kan blot håbe på, at man går bedre tider i møde.

Men hverdagen og det, der hører den til, er faktisk smuk og værd at holde af. Det er ikke kun Dan Turéll, der syntes det. Også kunstmaler Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) kan se det smukke og værdifulde i det banale, selvfølgelige og velkendte. Det slår den store soloudstilling ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” fast med en styrke, der sender beskueren ud i den grå vintereftermiddag med skærpede sanser på jagt efter det smukke i det grimme.

Inspirationskilder og visuelle drillerier

Alfred Madsen: Billede fra et mørtelværk, 1975

I et rum præsenteres værker af nogle af de billedkunstnere, der i sin tid inspirerede den unge Bjarke Regn Svendsen til selv at forsøge sig som kunstner. Lige inden man går derind, præsenteres man for et selvportræt uden år, men det er tydeligt, at Regn Svendsen her er en ung mand, nok i den alder, hvor han begyndte at udvikle sin kunstneriske bevidsthed. ”Billede fra et mørtelværk”, som Alfred Madsen malede i 1975 har ligheder med de af Regn Svendsens værker, der går ned i detaljen og gengiver den med nærmest fotografisk præcision. Andre af inspirationskilderne ligger stilistisk milevidt fra Regn Svendsen, men har ikke desto mindre tændt en lidenskab i den ellers så stilfærdige kunstner.

Bjarke Regn Svendsen: Splintret verden, 1984

Et andet rum indeholder større værker, bl.a. forskelligt formede malerier, der med Regn Svendsens velkendte pointillisme gengiver små dele af et oliekraftværk. Hver del fungerer som en slags puslespilsbrikker, og selvom puslespillet er ufuldendt, kan man sagtens danne sig et helhedsindtryk af det samlede motiv – også selvom det lader til, at de brikker, hvis former synes at passe sammen, har motiver, der er forskudt eller drejet i forhold til hinanden. De færreste vil finde et oliekraftværk smukt, men fordi Regn Svendsen slår ned på detaljen og beskærer motivet på overraskende måder, får man blik for et særligt farvespil og de tilfældige formers leg med hinanden. Således trækker ”Splintret verden” fra 1984 ikke blot det seværdige ud af den grimme helhed, men driller også beskuerens sanser og virkelighedsforståelse.

Tidens gang

Bjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973

Det pragtfulde lille maleri ”Rød Volvo” fra 1973 viser, hvad titlen afslører. Dog er det ikke hele bilen, der er med. Også her er motivet beskåret på en måde, man ikke umiddelbart havde forventet. Volvoen er parkeret i et tykt lag grus foran en rødstensvilla, der næppe er mange år gammel, byggestilen taget i betragtning. En flisegang fører beskueren ind mod hoveddøren. Da værket blev malet, var motivet topmoderne, men det lille maleri er indsat i en gammeldags, forgyldt ramme, der dels fylder lige så meget som selve værket, dels udgør et drilsk stilbrud. Dog viser rammen tilbage til tidligere tiders naturalisme; en retning som Regn Svendsen har revitaliseret i sit lille billede.

Bjarke Regn Svendsen: Træerne (Berlin), 2010-2011

Helt anderledes og dog stadig med mere end en snert naturalisme er ”Træerne (Berlin)” fra 2010-2011. Her har Bjarke Regn Svendsen taget et fotografi, sandsynligvis fra en kørende bil. Billedet er i hvert fald rystet. Løvet i forgrunden er mere uskarpt end trætoppene, sådan som det genkendeligt, når man passerer noget i fart. Ved at male motivet fra fotografiet fastholder kunstneren en fastfrysning af øjeblikket. Han gør os opmærksom på det, vi ved, men ikke altid spekulerer over: at livet består af en lang række øjeblikke, der er omme, næsten inden de er begyndt. Når øjeblikkene rinder ud, er livet slut. Således er er noget memento mori over de mange af Regn Svendsens malerier, der gengiver et uskarpt blik på verden, fordi vi altid er i bevægelse, også når vi står stille.

Bjarke Regn Svendsen: Benmøllen (ca. 1915),
2024-2025

I de seneste år har Bjarke Regn Svendsen kastet sig over en ny type malerier. Han har fundet gamle fotografier frem og farvelagt dem. Nogle fotografier er sort-hvide, men får nyt liv med farvelægningen på lærredet. Dog fastholder Regn Svendsen personerne på billedet i sort-hvid. På ”Benmøllen (ca. 1915)” fra 2024-2025 har kunstmaleren malet en gammel mølle med stillestående vinger. Ude på rundgangen, med den lukkede dør bag sig, står en mand, der meget vel kan være mølleren. Han ser ud til at smile til fotografen, men virker også lidt uvant ved situationen. Han skulle bare vide, at han 110 år senere ville blive malet ind i et billede, der tematiserer tidens gang.

Udstillingen ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” peger på den verden, der – hvis man har blik for det – bærer på noget smukt, hvor end man lader øjet hvile. Med sine nye malerier, der tager udgangspunkt i gamle fotografier, viser Regn Svendsen, at det altid har været sådan. 

Gubaidulina og tidens mange figurer

Gubaidulina:

Figures of Time / Introitus / Chaconne / Revue Music

(Di Piazza, NDR Big Band, Basel Sinfonietta, Engel)

Naxos

Af Jakob Brønnum
"Sofia Gubaidulina (1931-2025) var en ikonoklastisk ukonventionel", skriver pladeselskabet. "Hvad enten det var støjlignende lyde, tilfældigheder, serielle teknikker, elektronik, klyngeformede tætheder eller jazz: Gubaidulinas værk er synonymt med hidtil uset åbenhed og autonomi. Komponisten, der blev født i 1931 i Tatarstan og boede nær Hamborg fra 1992 til sin død i marts 2025, betalte en høj pris for denne holdning. I Sovjetunionen var opførelsesforbud og økonomiske vanskeligheder en del af hendes hverdag.”

En biografi forsætter, i en anden sammenhæng: ”Gubaidulina så musik som en flugt fra den socio-politiske atmosfære i Sovjetunionen. Hun forbandt musik med menneskelig transcendens og mystisk spiritualisme, som manifesterer sig som en længsel i den menneskelige sjæl efter at finde sit sande væsen, en længsel, som hun konstant forsøgte at indfange i sine værker.”

Samlet tegner der et billede at en helt speciel kunstner, der sætter sig udover genrernes konventioner, for at nå ind i den menneskelige tilværelses dyb.

I vesten er hun blandt de meget opførte nyere komponister. Selvom hun må opfattes som en avant garde-kunstner, finder Gubaidulinas værker alligevel vej ind i de store koncertsale, hvor repertoiret som bekendt er centreret om de kendteste klassiske værker.

Blandt de hyppigste opførte værker er Offertorium (1980) for violin og orkester – hendes gennembrudsværk i Vesten. Seven Words (1982) for cello, bayan (eller accordion) og strygere står også blandt de meget opførte værker, ligesom In Tempus Praesens (2007) for violin og orkester, der er skrevet til Anne-Sophie Mutter.

Fire store værker

I september udkom en ualmindelig vellykket CD med fire store værker af Gubaidulina, som Naxos tidligere har udgivet et antal indspilninger med. Udgivelsen rummer det en halv time lange Figures of Time for orchestra (1994), Introitus, en koncert for klaver og kammerorkester fra 1978, reviceret i 2026, soloklaverstykket Chaconne for solo piano (1962) og Revue Music for Symphony Orchestra and Jazz Band (1976/1995/2002).

Figures of Time er et overbevisende, ja uforglemmeligt stort, universelt kunstværk, hvor de øvrige værker på CD'en er noget enklere. Men alle værkerne viser Gubaidulinas mesterlige frihed i anvendelsen af virkemidler på alle niveauer - fra lyde til genrer. Men hvordan skrive om en musik som umuligt kan ledsage noget andet, man foretager sig, men udelukkende fungerer som er genstand for ens  fulde fokus. Og når man lytter til Gubaidulina bliver man nødt til at inddrage alle de bevidsthedsområder og alle de sanser, man bruger når man går på kunstudstilling læser romaner og ser film. 

Man talte i sin tid om Wagners arbejde som gesamtkunstwerk fordi det brugte alle kunstarterne samtidig. Til at forstå Gubaidulina må vi opfinde en ny betydningen af begrebet. I løbet af et værk som orkesterværket om tidens former, går man fra lyd der minder om noget, man hører når man går på en strand om efteråret, til velformede senromantiske melodiske klange - via store lydflager, skabt af messing, hvor man er i tvivl om det er industrikomplekser man befinder sig, i blot et orkerstertutti med alvorlig mine. 

Og så overgår værket undervejs desuden til øjeblikke af en form for poleret ekspressionistisk jazz, der – måske fordi det er lavet i Tyskland – minder mig om den tidlige modernisme. Hele tiden, mens jeg har lyttet til det mægtige værk som tidens former, har jeg fået billedet af et besøg i Hamburgs kunstmuseum, hvor man havde en overbevisende grundig udstilling af bogomslag fra 1930’erne af forfattere som fik deres arbejder forbudt i den højreradikale politiske ånd, nøjagtig det som for tiden sker i de republikanske stater i USA.

Værket indledes med og har igen mod slutningen en enkel fløjtestemme, kompletteret af et slagtøjsinstrument og til slut af en soloviolin. Det er ikke zen, men det har elementer af shakuhachi-musikken, prøvende, spædt.

Figures of Time er på en måde så mangefacetteret i sine lydbilleder af tiden, at selve tiden ændrer karakter. Man tror ikke rigtig på at den er gået, når værket er forbi. 

Jeg har lyttet til Gubaidulina lejlighedsvis siden i hvert fald begyndelsen af 1990’erne og jeg er ikke i nærheden af at påstå at jeg kan overskue og anmelde et værk i bund. Dertil overskrider musikken for mange konventioner, og stiller for mange spørgsmål - en gennemgribende kritik skulle brede sig i mange retninger: Hvad betyder genresammenblandingerne? Hvad er lydcolleagerne udtryk for? Hvordan forholder hendes opfattelse af fysisk lyd sig til toner?

Opførelsen af de fire værker er uhyre fokuseret og uhyre nærværende. Det er ikke sådan at orkestret står på sidelinjen og siger: Her er der noget vi gerne vil vise jer. Man oplever på den intense udformning af musikkens arkitektur og den elektrisk nærværende frasering, at det her det er noget man gerne vil tale om, fordi det er vigtigt 

Jeg vil gerne understrege at der er ikke tale om en collageform som vi f.eks. kendte fra Poul Ruders symfoniske værker hvor der var et mål af ironi som i hvert fald får undertegnede til at tvivle på den musikalske oplevelse. Gubaidulina har ikke skyggen af ironi. Det her er med livet som indsats