onsdag den 13. oktober 2021

Eventyr med vinterens åbne slutninger

Klassikerlæsning. Karen Blixen: ”Vinter-Eventyr”, 1942.

Af Egil Hvid-Olsen.

Karen Blixens vintereventyr blev skrevet i årene, hvor Hitler fik stadig mere magt og til sidst indledte 2. verdenskrig. Med en i denne sammenhæng anakronistisk vending kan man blive mindet om ”Game of Thrones”-varslet: ”Winter is coming”, for i sluttrediverne var den lange vinter på vej. Ikke i en fantasiverden, men i virkeligheden. Selv voksne kunne føle sig utrygge som børn, og måske er det grunden til, at der er mange børn blandt hovedpersonerne i denne samling eventyr fra Blixens hånd – og ånd.

Man kan givetvis også foretage en række sammenligninger mellem ”Vinter-Eventyr” og Shakespeares ”Vintereventyret”, men det projekt vil jeg overlade til fagpersoner med særlig indsigt heri. Der er nemlig også en lang række andre litterære henvisninger til verdenslitteraturen i eventyrsamlingen, og undervejs i læsningen forstår man, at H.C. Andersen ikke har levet forgæves, selvom han og Blixen skrev vidt forskelligt.

Om kunstens vilkår og ubrydelige konventioner

”Vinter-Eventyr” indledes af ”Skibsdrengens Fortælling”, der nok er det mest traditionelle af de 11 eventyr i samlingen. Fortællingen er inspireret af en oplevelse, som Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, havde haft på en sørejse. Dinesens fortælling var dog langt mindre fantasifuld end hans datters udgave. Hun lader den falk, hvis død, Dinesen bevidnede, overleve. Det kommer til at gavne skibsdrengen Simon, at han skar den fri af taklegarnet, for da han senere kommer i en slem knibe, får han hjælp af falken eller dens alter ego.

”Den unge Mand med Nelliken” kunne have passet fint ind i ”Skæbneanekdoter” med sin beskrivelse af kunstens vilkår (jf. min klassikerlæsning af denne samling: https://densmallebog.blogspot.com/2021/07/forsvar-for-den-elitre-kunst.html). Martin A. Hansens ”Løgneren” dukker op i erindringen med sin tematisering af digteren som en parasit, der lever af andres ulykke. Uforvarende udfordrer den unge succesforfatter Charlie Despard et mindst lige så ungt pars indbyrdes kærlighed. Ja, sandsynligvis ødelægger han deres forhold. Men det er netop det, der skal til, for at han finder inspiration til kommende værker.

Måske er det også kunstens vilkår, der tages under behandling i ”Det drømmende Barn”. Her griber drengen Jens selv de mindste brokker af fortælling og fletter dem ind i virkeligheden. Således lever han blandt andre mennesker i sin egen verden – måske lidt ligesom Blixen selv, der i ”Den afrikanske Farm” omskabte de dele af virkeligheden, som med enkelte ændringer kunne blive endnu bedre fortællinger. Men mens Blixen havde et publikum, må Jens vansmægte blandt voksne, der ikke for alvor kan værdsætte hans virkelighed.

”De standhaftige Slaveejere” er et slags tragikomisk kammerspil om, hvor svært det er at ændre konventioner; et tema, der går igen i ”Sorg-Agre”, der til gengæld er ren tragik. Her er herremandens nevø, Adam, ved at omvælte hele standssystemet, da han pludselig vender på en tallerken. Det antydes, at dette skyldes en blanding af glæde ved hans barndomsegn og seksuelt begær, hvoraf han er blevet sig det sidste bevidst ved mødet med den gamle onkels unge hustru. Der er altså noget, der betyder mere for ham, end bondekonen Ane Maries liv. Onklen har givet hende en chance for at redde hendes søn fra en dødsdom, som herremanden har fældet ved omvendt bevisbyrde. Historien om Ane Marie havde Blixen fra et sønderjysk sagn, som hun med vanlig kunstnerisk styrke formåede at gøre endnu bedre.

Ydmyg og krukket på samme tid

For mange af vintereventyrene gælder det, at de er svære at forstå til bunds. Nogle har åbne slutninger. Grunden hertil kan være, at Blixen, da hun skrev eventyrene, levede i en tid, hvor der kun fandtes åbne slutninger. Ingen anede, hvordan den politiske krise ville udvikle sig. Man famlede efter mening i den grusomhed, som nazismen afslørede allerede inden krigens udbrud. Og dog havde Blixen overskud til at inddrage humor i nogle af fortællingerne. I samlingens sidste eventyr, ”En opbyggelig Historie”, har forfatteren fra ”Den unge Mand med Nelliken”, Charlie Despard, hørt et fabelagtigt eventyr. Bagefter siger han: ”Det var en meget god historie” – og så fortsætter Blixen:

”Men da han havde røget sin Cigaret til Ende, rejste han sig ikke, men blev siddende tilbagelænet i Stolen, i dybe Tanker. ’Nej,’ sagde han lidt efter, ’ikke nogen virkelig god Historie. Men der var noget i den, som man kunde arbejde med. Man kunde faa en god Historie ud af den.’”

Heri ligger der en på samme tid ydmyg og krukket overvejelse fra Blixens side. Hun ved, at hendes eventyr kunne have været bedre, men hun er krukket nok til at lade en af sine egne figurer udtrykke det. Det skal der en eminent eventyrfortæller til at gøre. Og det vidste Karen Blixen nok godt, at hun var.

fredag den 8. oktober 2021

Gudesmuk gendigtning

NORDENS GUDER
Erwin Neutzsky-Wulff
Det Poetiske Bureaus Forlag 2021
Bureauets Lommebibliotek

Af Carina Wøhlk.

Mon ikke de fleste kender det? Når man først får blik for noget, er det, som om det vokser og stjæler billedet helt. For tiden er det den nordiske mytologi, der løber af med opmærksomheden. Næsten uanset hvor man kigger hen i det litterære landskab i disse dage, falder Thors hammer og vølvens spådom hvælver sig over fremtidshorisonten.


I serien Bureauets Lommebibliotek på Det Poetiske Bureaus Forlag er der udkommet en lille perle af en bog med titlen NORDENS GUDER. På forsiden står Erwin Neutzsky-Wulffs navn, som var han forfatteren. Og det med rette, selv om der er tale om en gendigtning af de mest fremtrædende dele af den ældre Edda, hvis ophavsmænd fortaber sig i fortidens tåger. 

Mesterlig og musikalsk gendigtning

I det korte forord introducerer digter, oversætter og kender af nordisk mytologi Arash Sharifzadeh Abdi kyndigt til det lille værk. Læseren bliver klog på, hvad det er for en særlig genre, hun giver sig i kast med.

Den ældre Edda, også kendt som Den poetiske Edda, er en digtsamling med fortællinger og vers fra nordisk mytologi og nordiske heltesagn. Samlingen er blevet nedfældet på skrift i Island i det 13. og 14. århundrede. Meget tyder på, at stoffet er endnu ældre og har overlevet takket være en mundtlig overlevering.       

De fire vidnesbyrd Seerskens syn (Vølvens spådom), Væverens ord, Den lyses ord og Den nedstegnes ord gengives i bogen af forfatter og filosof Erwin Neutzsky-Wulff, som er en virtuos rimsmed. Hans musikalitet og sans for det danske sprog giver nærmest læseren lyst til at bryde ud i sang.    

Eviggyldige sandheder

Også indholdsmæssigt er der noget at komme efter – selv for en læser anno 2021. Især Den nedstegnes ord indeholder mange eviggyldige og almenmenneskelige sandheder, som holder i en nutidig sammenhæng: ”Husk, når i verden du fører dig frem,/ lyt til de støjende stemmer,/ tal ej for meget og husk at gå hjem,/så at dig selv du ej glemmer” (se side 77). Ak ja, det råd kan vi vist alle bruge.   

Eller hvad med disse stærke ord, der rammer lige ind i eksistensen - uanset tidsalder:

”Tabt er en krig i et eneste slag,/ tabt er hver bortløben time,/ tabt er et liv på en eneste dag,/ tid er en hest uden grime” (se side 90). Det er hjerteskærende smukt.

NORDENS GUDER er en æstetisk oplevelse for den kræsne læser, der kender lidt til nordisk mytologi – eller har mod på at finde ordbogen frem og lige få genopfrisket, hvad hørger, turser og sejdende møer betyder... 

 

 

 

 

  

 

 

 

 

 

onsdag den 29. september 2021

Letlæst tidsbillede af den moderne, modne mand

Mikael Strøm Eriksen: ”Skal vi elske, før vi dør?”, Forlaget Adi og Lama 2021, 215 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Titlen på Mikael Strøm Eriksens nye roman, ”Skal vi elske, før vi dør?”, antyder lidt større modenhed end dens forgænger, ”Skal vi knalde, mens vi venter?” (2019), og det er helt bevidst. Ditlev, der er hovedperson i begge romaner, er nået op i 50-årsalderen, og selvom hans libido stadig kræver sit, har han fået øjnene op for andre facetter af kærligheden. Mens han i den første bog scorede den ene unge kvinde efter den anden i jagten på den eneste ene, forsøger han i den selvstændige fortsættelse på at finde den kvinde, der vil dele sit liv med ham, efter at han er blevet skilt. Selvom han ikke går af vejen for et one-night-stand, har behovet for fortrolighed og gensidig ømhed fået større betydning. Således er ”Skal vi elske, før vi dør?” en bog om forholdet mellem begær og kærlighed.

Kærligheden bliver ikke kun tematiseret som den, der kan opstå mellem to mennesker, men også som den, der er karakteristisk mellem forældre og børn. Ditlev har nemlig fået sønnen Storm, som han sætter alt andet til side for – også den store, voksne kærlighed.

Den danske mand år 2021

Med bogens almenmenneskelige temaer kan den læses af hvem som helst. Selvom man måske ikke har stået i de samme situationer som Ditlev, vil de fleste kende mindst én, der har.

Sproget flyder letfatteligt – næsten for let. Romanens svageste scener er de erotiske, så de skal ikke være årsagen til, at man læser den. Det skal til gengæld beskrivelsen af den danske mand år 2021, for Ditlevs dilemmaer fremstår nærmest som arketyper på de problemer, mange modne mænd i disse år slås med.

Selvom det bliver lidt langstrakt, hører Ditlevs Tinder-jagt, og særligt hans egen skepsis over for mediet, til romanens plusser. Det er ligeledes værd at fremhæve den erkendelse, der vokser i hovedpersonen om, hvad der for alvor har værdi. ”Skal vi elske, før vi dør?” bliver ganske vist ikke egentlig dybsindig på noget tidspunkt, men med en meget bred læserskare for øje er det næppe heller hensigten.

Den modne læser

Som jeg i sin tid skrev i anmeldelsen af ”Skal vi knalde, mens vi venter?”, var der ikke tale om verdenslitteratur. Det er der heller ikke med ”Skal vi elske, før vi dør?” Men med sit forsøg på at tage temperaturen på den moderne, modne mand, kan den være helt okay at læse – nok mest for mænd og kvinder, der som Ditlev har rundet de 50.

søndag den 19. september 2021

Kampen mod kapitalismens grådige rovdrift, for socialisme og frihed - Victor Serges forfatterskab

Efter eksklusionen fra det sovjetiske kommunistparti og frem til sin død efter Anden Verdenskrig udvikler den russiske forfatter Victor Serge sit forfatterskab og revurderer marxismens analyse af kapitalisme og imperialisme så ikke kun arbejderklassens, men massernes kamp mod kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden og for klassesamfundets afskaffelse med socialisme og frihed bliver det centrale. Den revolutionære bevægelse for hele menneskehedens frigørelse kan stadig genopbygges med bl.a. skjaldenes vidnesbyrd, der ligger som indianske ”begravelsesmasker bevaret i jorden”, hvor der er så mange, at ”intet er tabt endnu”. Denne udvikling kan følges i den samling af hans noveller med titlen ”Jordskælv & andre fortællinger”, som Det Poetiske Bureaus Forlag netop har udgivet, oversat og forsynet med forord og noter af Thorvald Berthelsen.

Af Thorvald Berthelsen

Victor Lvovich Kibalchich (1890-1947), bedre kendt som Victor Serge, blev født i Belgien i af russiske forældre, der var flygtet for czartidens politiske forfølgelser. Han er i størstedelen af sit liv hovedsageligt professionel revolutionær og dernæst hovedsageligt romanforfatter fra 1929 til sin død i 1947. Først deltager han 1909 som anarkist og senere syndikalist i aktioner og opstande i Belgien, Frankrig og Spanien. Fra 1919 til 1947 deltager han som bolsjevik og senere venstreoppositionel (trotskist) i den russiske revolution, borgerkrigen, Kominterns internationale arbejde og kampen mod Stalins magtovertagelse; han ekskluderes af kommunistpartiet, fængsles og forvises til Orenburg. Han slipper ud af Sovjetunionen få uger før den første af de retssager, der fra 1936 udsletter den gamle, revolutionære garde. Tilbage i Belgien og Frankrig, arbejder han under den spanske borgerkrig for det venstresocialistiske POUM (Arbejdernes Marxistiske Enhedsparti); efter den tyske besættelse af Frankrig flygter han til Mexico, hvor han dør i 1947. Om dette kan man læse i En revolutionærs erindringer (politisk revy, 1976-77).

Efter flugten til Mexico indgår Serge i den oppositionelle marxistiske gruppe Socialismo y libertad (Socialisme og frihed), hvor også landflygtige fra den spanske borgerkrig som POUMs  generalsekretær, Julián Gorkin, og den franske surrealistiske digter Benjamin Péret ,lederen af POUMs radiostation i Madrid samt frafaldne tyske kommunister som Otto Rühle og Fritz Fränkel deltog. De satte sig for grundlæggende at omvurdere analysen af kapitalismen under indtryk af udartningen af proletariatets diktatur, de totalitære styreformers og de demokratiske staters udvikling ”Socialisme er umulig uden frihed, uden garanti for alles frihedsrettigheder og uden en omfattende og fuldstændig realisering af demokratiet." Arbejderklassen er ikke længere den eneste revolutionære klasse, et nyt samfund ”er i hele menneskehedens folkemassers presserende interesse.” Selvom den øjeblikkelige indflydelse var ringe har disse opfattelser i efterkrigstiden givet næring til en genopblussende og stadig mere levende diskussion.

Litteratur og revolution

Trods forfølgelse, sult, censur og udgivelsesblokade i Sovjetunionen færdiggør Serge efter eksklusionen fra kommunistpartiet L’An I de la révolution russe (Den russiske revolutions år I), sit hovedværk om litteraturen i den revolutionære epoke, Litterature et révolution (Litteratur og revolution), novellerne Mer Blanche (Hvidehavet) og L’Hopital de Léningrad (Hospitalet i Leningrad) og de tre første romaner i den romanserie, der bærer vidnesbyrd om den russiske revolution og verdensrevolutionens storhed og tragedie, sejr og nederlag: Les Hommes dans la prison (Menneskerne i fængslet), Naissance de notre force (Vor styrkes fødsel)og Ville conquise (Erobret by) fra 1929-32.

Serges tosprogethed og baggrund i både den russiske og vesteuropæiske kultur samt i de revolutionære brændpunkter efter Første Verdenskrig sætter ham i stand til at videreudvikle den episodiske, kollektive roman i sine ni romaner om verdensrevolutionens storhed, sejr og nederlag. 

Serge mener som Trotsky, at proletariatet, så snart det får magten, er nødt til at afskaffe klassesamfundet (og klassebestemt kultur) og udvikle en ny, humanistisk kultur. Men i modsætning til Trotsky mener han, at overgangsperioden, hvor proletariatet kæmper for endegyldigt at afskaffe borgerskabets magt og klassesamfundet, sandsynligvis bliver langvarig og strækker sig over flere generationer. I den periode har det ”som antikkens hære brug for sine egne intellektuelle: filosoffer, sangere, musikere, skjalde og historiefortællere.” Det er præcis den rolle Serge vil udfylde med sine vidnesbyrdromaner.

Pilnyak som forbillede og afsæt

Selv om han kritiserer Boris Pilnyak og andre nye sovjettiske forfatteres tvetydige holdning, tilslutter han sig også Bukharins synspunkt under Den Nye Økonomiske Politik (NEP) i starten af 20erne: At partikontrol i stedet for fri kappestrid var den hurtigste måde at kvæle den nye revolutionære litteratur, der var opstået efter revolutionen, på. Serge mente ikke, at partilitteraturen var den virkelige nyskabelse, men det var derimod den litteratur, der skrev sig ind i og ud fra den revolutionære proces. Boris Pilnyak var som mange andre af de nye romanforfattere ikke bolsjevik, men venstredrejet socialrevolutionær og havde været medlem af an anarkistisk landbrugskommune under revolutionen og borgerkrigen. Pilnyaks indflydelse viser sig også i den titel, Victor Serge giver sin forsvundne roman La Tourmente (Stormen); den er hentet direkte fra en historie af Pilnyak.

I sin positive anmeldelse af Boris Pilnyaks roman Nøgent år afslører Serge, hvor han gerne selv vil hen: “Der er ingen lineær fortælling … Men masser i bevægelse – hver enkelt er en verden og et mål i sig selv – begivenheder der smelter sammen, vikler sig ind i hinanden, kolliderer og overtrumfer hinanden, mangfoldige livsforløb, som dukker op og forsvinder, alle sjældne, enestående, centrale, fordi de er mennesker, alle ubetydelige i ‘Rusland, Tordenstormen, Revolutionen’. Han afslører også, hvordan han selv vil videreudvikle Pilnyaks fortællekunst i kritikken af dens svagheder: “Hvad ønsker denne Revolution? Den læser, der er uvant med revolutionær tankegang, må være helt besat af det spørgsmål … han ikke ignorere de ideer, som han udmærket ved har indflydelse på adfærden. En social klasses ideologi i kampen for magten, i sejrssituationen og som magthaver, bliver mellem linjerne en magtfuld faktor i omformningen af adfærden. Denne nye forfatter har ikke alle midlerne til at bidrage til dette” (Boris Pilnyak, Clarté, nr. 36, 20. maj 1923).

Serges æstetik

Som sagt er det præcist rollen som revolutionens skjald og historiefortæller, Serge vil udfylde med sin lyrik og især sine vidnesbyrdromaner. Han forstod dog fuldt ud, at kun en professionel forfatter med en lang læretid bag sig, som havde taget ”det væsentligste af den moderne kultur til sig” kunne påtage sig denne rolle.

Efter Serges mening er digtere og romanforfattere ikke rationelle politiske aktører, der underordner deres virkemidler under klart definerede politiske mål. ”Kunstneren derimod henter altid sit materiale fra underbevidstheden, fra det før-bevidste, fra intuitionen, fra et indre poetisk liv, som er ret svært at definere; han ved ikke med nogen sikkerhed, hvor han går hen eller hvad han skaber.” (En revolutionærs erindringer, s. 358-359) Fra sin tid som Komintern-udsendt i Wien havde Serge et indgående kendskab til Freud og Adler.

Som udøvende kunstner var det Serges ambition at udforske disse teorier i sit forfatterskab og bryde ny grund ud fra den klassiske, russiske og franske realistiske fortælling fra før Første Verdenskrig. Det var nødvendigt for at kunne skildre revolutionens og den moderne verdens opbrud. Og han ville gøre det ved at udfolde massernes både materielle og underbevidste liv gennem denne revolutionære epoke i sine digte, kollektivromaner og noveller. Resultatet blev en syntese af kollektivroman, realisme og stream-of-consciousness i hans vidnesbyrdromaner og noveller, inspireret af Freud og Adler, Joyce og Dos Passos, Gramsci og Lukacs, Pilnyak og de russsiske klassikere Dostojevskij og Tolstoy. I novellesamlingen Jordskælv & andre fortællinger kan man i koncentreret form følge disse bestræbelser, f.eks. i novellen Hvidehavet om en økonom- og en sundhedsembedsmands inspektionsrejse gennem Hvidehavskystens vinter i samojedeland, hvor vi både følger de to inspektørers, bondefiskernes og samojedernes tanker og barske livsvilkår efter starten på den første femårsplan og tvangskollektiviseringen af landbruget, fiskeriet, jagten og rensdyropdrættet. Og i den korte novelle Hospitalet i Leningrad, hvor inspirationen fra Freud måske slår tydeligst igennem. Den er skrevet i 1932 og omhandler det stalinistiske undertrykkelsesapparats udelukkelse af modstandere fra almindeligt arbejde og brug af psykiatriske tvangsindlæggelser. Den behandler de indlagtes neurotiske frygt eller angst, ”selvom de ikke har noget reelt at være bange for” med det ironiske twist, at de i høj grad har det stalinistiske terrorregime at være bange for, hvilket sætter både Freud og GPUs sindssygebegreb i relief.

Victor Serges forfatterskab og skrivestil er i høj grad præget af hans livssituation. Bestandig fængslet, interneret, deporteret eller på udviklede han en staccato telegramstil, hvor han uden rettelser skrev i afsluttede episoder, som kunne smugles ud til de små venstreorienterede forlag i Frankrig, Belgien og Spanien.

På grund af hans særlige situation og baggrund var han den eneste overlevende, der frit kunne fortsætte udviklingen af en revolutionær litteratur i 1920er og 30erne. Som den irske forsker i slavisk kultur og historie, Neil Cornwell, har udtrykt det: “Selvom de er skrevet på fransk, er Serges romaner måske det nærmeste, vi har, der viser hvad sovjetisk litteratur kunne være blevet i 30erne...”.

Forvisning

I 1933 blev Serge deporteret til Orenburg tæt på grænsen til Kazakstan fra 1933-36. Her skrev han de næste romaner i serien, de konfiskerede og forsvundne Les Hommes perdus (Fortabte mennesker) og La Tourmente (Stormen) sammen med L’An II de la révolution russe (Den russiske revolutions år II), der også blev konfiskeret og forsvandt og Destin d’une révolution (En revolutions skæbne). Han skrev også den eneste digtsamling, han udgav i sin levetid, La Résistance (Modstanden). Da Stalins styre blev tvunget til at lade ham rejse ud af Sovjetunionen i 1936, beslaglagde GPU dette og andre manuskripter. Serge nedskrev herefter digtsamlingen efter hukommelsen i Paris, hvor den udkom første gang i 1938 (den er oversat og udgivet som Så gløderne ulmer i ørkenen af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2016).

I Orenburg delte han deportation og “kampen for brød og brænde” med en række gammelbolsjevikker, der alle omkom under Stalins udslettelse af al opposition. Résistance er dedikeret til dem.

Serge som lyriker

Også i sine digte skriver Serge ud fra en dobbelt europæisk-‘asiatisk’ tradition. Fra ungdommen bliver han inspireret af belgiske Verhaeren og Maeterlinck og de franske digtere Valéry, Verlaine, Mallarmé, Jules Romains og Apollinaire. Under flugten fra nazismen til Mexico knytter han venskab med surrealisterne Breton, Péret og Octavio Paz.

Den ‘asiatiske’, dvs. russiske, lyriske tradition gør sig gældende lige så tidligt, idet han allerede i 1909 oversætter prosa og digte fra russisk til fransk. Senere i revolutionens Rusland bliver han venner med og skriver om Alexander Blok, Andrei Biely, Sergei Yesenin, Ossip Mandelstam og Vladimir Mayakovsky. Han betragtede dem som revolutionens egentlige nyskabende digtere, uanset deres politiske engagement, i modsætning til de kommunistiske Proletkult-digtere, som i forsøget på at skabe en proletarisk poesi hovedsageligt havde “produceret banale vers med konventionelle klichéer” og “indskrænket deres horisont alt for snævert”.

Han skrev i 1922, at revolutionens episke sjæl havde antændt nye kreative impulser blandt poeterne, hvad enten de var kristne, symbolister eller futurister. Og han citerer Andrei Biely: “‘For at forstå disse tider må hjerter og sind hæve sig op til det episke niveau.’ Faktum er, at der er en dybtgående lyrisk tone i revolutionen, at den er en ny tro på fremtiden … faktum er, at revolutionen, fordi den kun regner med masserne, undertiden vækker en uimodståelig sans og forståelse for det storslåede i den enkelte.” (Clarté, nr. 17, 11. juli 1922).

Modstand

De sidste romaner i serien med revolutionsvidnesbyrd omhandler modstanden mod kontrarevolutionære stalinistiske, fascistiske og nazistiske diktaturer. De blev skrevet under lige så vanskelige forhold som fattig, forvist, statsløs og på flugt fra både nazister, fascister og stalinister i Frankrig og Mexico efter at Stalins styre blev tvunget til at lade Serge rejse ud af Sovjetunionen i 1936: S’Il est minuit dans le siècle (Når det er midnat i århundredet) om den forfulgte venstreopposition. L’Affaire Toulaév (Affæren Tulajev) om skinretssagerne og udrensningerne og Les Derniers temps (De sidste tider) om Frankrigs nederlag til nazismen og den begyndende modstandskamp. 

I den sidste roman, Les Années sans pardon (De nådesløse år), og novellen Le Séisme (Jordskælv) fra 1944 skriver Serge om planetens destruktion ,, naturkatastrofer og formørkelsen af de undertryktes revolutionære bevidsthed på baggrund af Leningrads belejring, bombardementerne af Berlin, mexicanske vulkanudbrud og jordskælv under Anden Verdenskrig.

Her er modstanden næsten bukket under og den revolutionære bevidsthed hænger i neglene i menneskehedens reaktion på kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden: ”Det er ikke en vision om kosmisk kraft, om verdens fødsel, som den jeg havde her første gang. Det er en vision af monstrøs kvælning, af verdens ende. Paracutins dødskamp er begyndt, fortæller de mig, selvom dens kraft nogle dage stadig bryder ud i storslåede ildstorme. Dødskamp? Hvad ved vi? Jeg kan godt lide dette ord, der ansigt til ansigt med jordens undergang understreger vores samhørighed med planeten.” (Jordskælv fra Jordskælv & andre fortællinger). I de sidste værker bliver hans karakteristiske syntese af episodisk kollektivroman, realisme og stream of consciousness iblandet en god del dokumentarisme og essayistik. F.eks. optræder flere medlemmer af gruppen Socialismo y libertad i Jordskælv.

Intet er tabt endnu

Grundtonen i Serges prosa og digte er en atmosfære af identifikation og fællesskab med landet og dets folk (hvad enten det er Rusland eller Mexico). Kort sagt solidaritet med menneskeheden og dens vilkår under kampen mod kapitalismens grådige ødelæggelse af kloden og for socialisme og frihed. Forfatterskabets rolle er at være ”et middel, der kan skabe fællesskab, et vidnesbyrd om det liv, der strømmer igennem os, og hvis væsentlige sider vi må prøve at fastholde til gavn for dem, der følger efter os.” 

Romanernes og novellernes udgangspunkt er en fremstilling af mange enkeltpersoner i deres situations barske realiteter. Men Serges universelle og globale perspektiv sprænger teksten og udvider den i tid og rum. Sådan skriver Serge en retning frem af vidnesbyrdets samvittighedsfuldt sandfærdige skjaldehyldest og udvider tidens problematiske og modsætningsfyldte dynamik med aktuelle, men også universelt menneskelige svar på det brændende spørgsmål: Hvorhen?

”En følelse af at blive ubønhørligt begravet. Og hvilken stilhed i destruktionen! Hvis vi stoppede op et øjeblik for at se indgående på os selv herfra, ville vi måske forstå ordet intethed. Lad os ikke stoppe. Vi har ikke den slags tørst efter at forstå. Vores stædige fremmarch er en insekternes kamp mod universet. Vi har travlt med at nå frem.”(Jordskælv)

Eller som han formulerer det i sit allersidste digt Hænder, der blev fundet i en lomme efter hans død i en taxa i Mexico City i 1947:

Vores hænder er ubevidste, hårde, opstigende, samvittighedsfulde,

fulde af sang henrykte i lidelsen,

naglet til regnbuer.

Sammen, sammen, forenet,

Her har de grebet

det der er hinsides håbet.

En revolutionær bevægelse for hele menneskehedens frigørelse kan stadig genopbygges, fordi ideer og skjaldenes karakterdannende vidnesbyrd ligger som ”frø under sneen”, som indianske ”begravelsesmasker bevaret i jorden” eller under lava og askelag, hvor der er så mange af dem, at ”intet er tabt endnu” (Les Années sans pardon).


onsdag den 15. september 2021

Søvnforstyrrende drømme

 John Berryman: 77 Drømmesange. Gendigtet af Martin Knabe. Forord af Henri Cole. 101 sider. 150 kr. Forlaget Silkefyret.

Af Annemette Aracama

Man kan ikke synge Johns sange

Tværtimod. Glem det! John Berrymans digte lader hånt om inciterende, fuldtonende melodisk og bekvemmelig sangbarhed, og “drømme” forstået som forventningsguides vil hurtigt føre læseren på afveje. I Berrymans digte er der snarere tale om billeder afledt af parasomni:

Hvis vi sang i skoven (og døden er en tysk specialist)/mens sne fyger, afkølet, efter så hyppigt vide/så mange alle slags ingenting,/for bly & ild, er det ikke vi havde vidst/oplysninger, men dyr; kattes lyde,/hestes skrig, mennesket synger ting.

Nok er der tale om en fast form (omtrent hvert digt er lig med 18 verselinjer fordelt på 3 strofer), men igen og igen splintres alligevel den eventuelt naive læsers lyriske-romantiske og traditionelle forventninger om rim, metrik, sammenhængende syntaks og rytme. Hele digtkredsen er overalt uenstemmig, billederne er kaotiske – ofte ufuldendte – stemningen er kuldslået og tankerne bevæger sig uundgåeligt til James Joyces “ulæselige” værk “Finnegans Wake”. To figurer går igen, Henry og Mr. Bones. Det er en idiosynkratisk konstellation, men det er næppe helt i vejen, hvis man sammenligner med Jekyll og Mr. Hyde - et andet litterært og uheldssvangert makkerpar. 

Går læseren til “77 Drømmesange” med konsistente og dennesidige værktøjer, så går læseren forgæves. Om digtene udtalte Berryman selv; These Songs are not meant to be understood, you understand. They are only meant to terrify & comfort.

I sådan et morads er der ikke meget andet at gøre end at lade det flyde – og hænge på.

I Henri Coles fremragende forord – og introduktion – til John Berrymans digte, stiller Cole afslutningsvist spørgsmålet; Hvorfor skrive digte? Lad os blot vende det om og spørge; hvorfor læse (Berrymans) digte? 

Restauranten summer. Hun kunne ligeså godt være på Mars./Hvor gik det hele galt? Der burde være en lov imod Henry./- Hr. Bones: det er der.

Henry, Berrymans i digtene allestedsnærværende litterære alter ego, er på trods af en “alvorligt groft rystende” labyrintiske eksistens hele tiden på vej mod sig selv. Hvis litteraturen er et rum, hvor man kan komme i dialog med sig selv, bruge og genbruge troper, gentagelser og synergier efter eget forgodtbefindende, så er der plads til moden selvrefleksion i “restauranten”, også selv om atmosfæren der går til marv og ben.

For evigt alle de menneskelige sange

Venner, - han er kendt for at sørge, - jeg dør;/ lev I, i den største vildskab, venligt, grønt/delvist tilgivende skov,/en slags for evigt alle de menneskelige sange/luk ikke jeres bedre øre, mens de gode forårsvange/vender tilbage med en dans og et sørgeslør.

En af verdenslitteraturens største trusler kommer fra de skrivende og skabende selv. Det handler om en tendens til eftertidens uheldige trang til at lade skæbnen overstråle værket. (se blot Blixen og Hemingway). Berrymans liv var et sammensurium af litterære genius, selvdestruktion og alkoholisme. Værklighed og virkelighed, side om side. Til sidst døden for egen hånd. Har man ikke før stiftet bekendtskab med John Berrymans voldsomme billedlige frembringelser, så gør man sig selv en tjeneste ved at vente med forfatterbiografien. 

Poesi er muligvis verdens ældste litterære genre. Meget tyder på, at den sandsynligvis er opstået førend mennesket overhovedet kom på at nedfælde sproget på brændt ler, sten, papir, eller hvad der nu var for hånden. Bogstaveligt talt. Det er ord- og urkunst der har rødder langt hinsides litteraturkritik, videnskabelige læsninger og anmelderi. Det er litteratur der transcenderer tiden og afviser et konventionelt erkendelses- og fortolkningsmæssigt regelrytteri. Ikke mindst derfor kan selv en oversættelse - eller som her, en helt nødvendig gendigtning (forbilledligt gennemført af Martin Knabe), lægge et universelt håbets slør ud over eksistensen. 

Ordet poesi er afledt af det græske poeisis (“at bringe noget ind i væren som ikke var der før”). Det kan man roligt sige Berryman gør. Skriver som det næppe er gjort, hverken før eller siden. 

søndag den 12. september 2021

Genfortryllelse af poesien med glimt i øjet

Søren Kristoffersen udgiver i år sin fjerde digtsamling. I den anledning har Simon Hesselager Johansen læst forfatterens anden digtbog. En Ko På Indlandsisen er, mener han, en vigtig digtsamling for det 21. århundredes Danmark, fordi den genopliver et forsømt poetisk ideal for vores tidsalder med en unik sans for humor.

Søren E. Kristoffersen: En Ko På Indlandsisen
Digtsamling, Det Poetiske Bureaus Forlag 2011
52 sider, 100 kr.

Af Simon Hesselager Johansen

Søren E. Kristoffersens 2. digtsamling, En Ko På Indlandsisen der udkom på Det Poetiske Bureaus Forlag i 2011, er en bog som viser hvorfor DPB og andre mikroforlag er vigtige: Det er en bog, det er svært at forestille sig et større forlag overhovedet vise interesse for.

En Ko På Indlandsisen passer nemlig ikke ind i nogen af de modediller, som har hersket i dansk poesi fra 1980'erne og fremad. I de sidste 40 år har dansk poesi som bekendt delt sig i to modsatrettede lejre indenfor både filosofi og skrivestil. Den ene blev indstiftet i sen-70'erne/tidlig-80'erne af digtere som F. P. Jac, Bo Green Jensen, Henrik S. Holck, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen hvis retning i dag videreføres af fx K. M. Edelfeldt og Mikael Josephsen. Disse digteres stil er alvorlig, dyster, selvhøjtidelig, metafysisk og filosofisk med fokus på skarpt symbolsprog.

Den anden lejr blev dannet af Morti Vizki, Lars Bukdahl, Kenneth Krabat, Per Højholt osv i sen-80'erne/tidlig-90'erne som reaktion mod 80'er-digterne. Deres etos udgør i dag grundlaget for Forfatterskolens ortodoksi: Opgør med digterrollen, satire over helliggørelse af digtekunsten samt en skrivestil som er uhøjtidelig, humoristisk, minimalistisk og formalistisk.

På mange måder er Søren E. Kristoffersen i En Ko På Indlandsisen tættest på 80'er-digterne. I  ”Ingen skriver til digteren” på s. 32-33 nævner han faktisk F. P. Jac som forbillede! Kristoffersens overordnede mission i den digtsamling er netop en slags gen-helliggørelse af poesien og en rekonstruktion af et klassisk digterideal som sidst var på mode i 80'ernes første halvdel. Det første digt i samlingen, ”Kurator” på s. 6, fungerer som et rammende manifest:

”Uden kunst ville vi kun have krig,
selv kærlighed er syntetisk.
Uden evnen til abstraktion ville vi
blot være mennesker,
huler uden menneskeligt indhold
portrætter af jagede dyr.
Uden muserne ville vi kun have kulde,
kampen for at overleve.
Uden museerne ville vi straks have kaos,
sværme af selvgjorte kuratorer,
der fumler med den fine fingermaling.
Uden kunstnere ville vi kun have
kommandanter,
hjerteløse elskere af konspirationer.”

Kristoffersen begynder altså digtsamlingen med at erklære sig som arving til en tradition som går hele vejen tilbage til jægerstenalderens hulemalerier, der netop spillede centrale roller i stenalder-jægernes animistiske religion. Her er kunstnerne, uanset hvilket medie de arbejder i, ansvarlige for at opretholde et samlende princip i menneskenes verden og skabe en orden i den moderne verdens morads gennem deres inspiration. Kristoffersen gør det også klart, at han ikke er bange for at virke gammeldags: Andre digte navntjekker inspirationskilder som Lord Byron i ”Den, der skriver” på s. 19 eller Edvard Søderberg i ”Vintervej” på s. 48. Udover dem ærer han Giacomo Leopardi og Henry David Thoreau med hyldestdigte på henholdsvis s. 25 og s. 44.

Læg forresten mærke til hentydningen til kommandanter, der beskrives som ”hjerteløse elskere af konspirationer” sidst i ”Kurator”. Igennem En Ko På Indlandsisen løber der en skarp samfundskritisk streg, af en art der undgår nemme løsninger og forsøger at tænke udenfor partipolitisk skrue-og-møtrik kulturkrig.

Samtidig med den alvorlige filosofiske dybsindighed er En Ko På Indlandsisen fyldt med fjollet humor og eksempler fra lavkulturelle referencerammer. Selve titlen er et godt eksempel – den hentyder både til ordsproget ”ko på isen” og til den klimakrise, der hænger over os som et upersonligt Damoklessværd. Klimaforandrings-dommedagen hentydes faktisk til direkte i et af de mest galgenhumoristiske digte, ”Profeti” på s. 37:

”Når indlandsisen engang er smeltet,
og Danmark ligger under vand,
da ringer vi efter -

Holger Danske Flytteforretning A/S

Den tætteste åndelige slægtning til Kristoffersen, undertegnede kan komme i tanke om, er sandsynligvis Peter Laugesen som deler Kristoffersens talent for blanding af det høje og det lave. Gæt hvad, Laugesen æres også med et hyldestdigt på s. 45, nemlig ”Watson”:

”Peter Laugesen har skrevet i hober derom,

og egentlig er det ganske elementært,

næppe hævet over naturen -

det at skrive, altså.”

Centrum i En Ko På Indlandsisen er et langt digt med titlen ”Grønlænderfunktionær” på s. 28-30 der er et tydeligt forsvar for det traditionelle digterideal. Her opmuntrer Kristoffersen digtere til hverken at være bange for at virke selvhøjtidelige eller ende steder som virker problematiske for tidsånden. (politisk såvel som religiøst) Det første afsnit i ”Grønlænderfunktionær” erklærer:

”En digter må ikke være bange for at gå for langt.
En digter skal være bevidst om at gå for langt.
For langt ned i hundenes helvede,
for langt ned i syndernes sold,
for langt op i keruben Görings og Himmlers
himmels hvælvede forsiringer.”

Kristoffersens hentydning til Hitler håndlangere virker som en bevidst provokation overfor beundrere af den tyske filosof Theodor W. Adorno, der erklærede at ”efter Auschwitz er det barbarisk at skrive poesi”. Et standpunkt, som selv Adornos kollega Herbert Marcuse argumenterede imod for at forsvare den forpinte poesi. Senere i ”Grønlænderfunktionær” retter Kristoffersen sit sigtekorn imod autofiktionen og autobiografiernes dominans i nutidig dansk litteratur, samt kravet om at kunstneren autentisk repræsenterer egen kulturelle baggrund:

”En digter må gerne udnytte andres undergrund.
En digter må gerne være en anden.
Han må være fortrolig med smertens esse,
som nordboen, der smeder et sværd at palaver,
som en hjertelig tak, der bliver ramt af friendly fire,
som Grønland, der blev koloniseret af bjørnetjenester,
og nu om dage bliver demokratiseret af vennetjenester.”

Hentydningen til Grønland og Danmarks kolonihistorie er sandsynligvis bevidst. Grønland og dets kultur er jo blandt de tydeligste eksempler på alt det, som blev systematisk undertrykt hvis ikke forsøgt udryddet i det moderne fremskridts navn gennem historien. Alt det såkaldt antikverede og primitive som Danmark i dag forkaster både æstetisk, filosofisk og politisk er netop hvad Kristoffersen erklærer sig loyal overfor igennem denne digtsamling. ”Grønlænderfunktionær” ender selvfølgelig med et gnidningsløst gearskifte fra selvhøjtidelig filosoferen til fjollet humor:

”En digter må ikke være bange for mennesker,
en digter må ikke være bange for sig selv,
selvom det er det eneste han ser, så langt øjet rækker:
blå forrevne isfjelde skruet fast i et bittert frosthav,
en hel kæde af mindre tropeøer bundet ubehjælpeligt til hinanden af kulden.
Postkortet viser Erik den Røde i sneen på ryggen af
Rudolf med den røde tud.
En digter må ikke være bange for at more sig.
En digter må ikke være bange for et postkort.”

Netop her, i slutningen af ”Grønlænderfunktionær”, får Kristoffersen forklaret hans fusion af dybsindig filosofi med lavpandet humor og lavkulturelle referencer: De 2 sidstnævnte er nemlig også på den liste over ting, digtere ikke skal være bange for, hvis de udelukkende skal være loyale overfor at udtrykke de budskaber som brænder inde i dem for at komme ud.

Denne anmelder er nødt til at indrømme: Der er digte i En Ko På Inlandsisen, hvor Kristoffersens humor ikke helt virker for undertegnede eller synes en smule påklistret. (fx ”Babyblasert” på s. 12,”Ingen skriver til digteren” på s. 33, ”Lidt til en side” på s. 46) Skal jeg være ærlig, synes jeg at hvis digtsamlingen var blevet redigeret strammere kunne den være endnu bedre. En oplevelse, jeg tit har med udgivelser på mikroforlag. Jeg tænker samtidig, at mange redaktører på de små forlag nok tøver med at gå for hårdt til på bøger, der sandsynligvis ikke kunne udkomme nogle andre steder.

Alting taget i betragning, så er En Ko På Indlandsisen nøjagtig den slags digtsamling, jeg selv ønsker der blev udgivet flere af. Og en, jeg tænker ville kunne have en positiv påvirkning indenfor dansk poesi hvis flere mennesker læste den, netop fordi den er et kald efter poesi som tænker højere og længere ud af boksen.

torsdag den 9. september 2021

Elskelige domsprædikanter

Klassikerlæsning. Hans Kirk: ”Fiskerne”, 1928, Gyldendal. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 2017.

Af Egil Hvid-Olsen.


”Ejer de menneskelighed?

Æ gør, hvad æ kan for at blive den kvit, sagde fiskeren.

Hvad gør de? spurgte præsten.

Vi ser vist helt forskelligt på den ting, som på så mange andre. Æ mener, at det menneskelige er den onde natur, som vi har fået med arvesynden.

Ser De da slet ikke noget værdifuldt i mennesket?

Nej, æ ved for vist, at det gode, der er i os, skylder vi nåden. Og selv om der er noget godt i de uomvendte, hvad skal det så hjælpe? Det bliver borte i den syndige natur. Æ tror, Jesus selv har sagt sin mening, dengang han fortalte, at der var mere glæde i himlen over een synder, som omvendte sig, end over ti retfærdige, som ikke har omvendelse behov.”

Denne dialog mellem den grundtvigske præst og den indremissionske fisker er blandt højdepunkterne i Hans Kirks kollektivroman ”Fiskerne”. Det er svært ikke at dømme fiskeren Thomas Jensen som en menneskefjendsk nar, og det er han på sin vis også; men noget af det mest fantastiske ved ”Fiskerne” er dens personskildringer, der viser blandt andet Thomas Jensen fra flere sider.

Hans Kirk var overbevist marxist og havde alene af den grund en noget anden lisanskuelse end en typisk missionsmand, og dog formåede han at skildre flokken af missionske fiskerfamilier på en måde, så man som læser kommer til at holde af hver enkelt.

Skønt Kirk trækker de sympatiske træk frem hos sine karakterer, udleverer han også deres selvgodhed og hykleri. Den måde, hvorpå han lader Thomas Jensen benytte skriftstedet om den ene omvendte synder, er en lille genistreg. Jensen tænker tydeligvis på den grundtvigske præst som den, der vil skabe glæde i himlen ved sin omvendelse, men Jesu hensigt var snarere at afsløre sine modstanderes selvretfærdighed. De anså sig for at være retfærdige, og derfor fokuserede han på de fortabte. Dette fokus går Thomas Jensen glip af, fordi han føler sig lige så retfærdig som farisæerne på Jesu tid. Han anser sig selv for at være en af dem, "som ikke har omvendelse behov."

Blandt frelste og fortabte

Problemet med flokken af fiskere, der ved romanens begyndelse er flyttet fra Vestkysten og ind i Limfjorden, hvor udbyttet er godt og arbejdet mindre farligt, er, at de bærer deres dømmesyge uden på tøjet. De gør en dyd ud af at kommentere holdninger og adfærd, som de anser for at være ukristelige. Lynhurtigt kan de bedømme, om et andet menneske frelses efter døden eller går fortabt. Det er nemlig ikke op til Gud. Det afgøres af den enkeltes livsførelse. På den måde skaffer ”de hellige” sig hurtigt fjender, hvilket de blot tolker som om, at sandheden er ilde hørt.

Blandt dem, de lægger sig ud med, er stedets grundtvigske præst, der tager kampen op, men ikke kan skaffe tilpas solid opbakning for sin sag. Tværtimod udnyttes han af sognets unge, der mest af alt kommer til foredrag, fordi der bagefter er dans på kroen, og en sommerudflugt ender helt galt, da det for alvor viser sig, at præsten ikke nyder de unges respekt.

Den temmelig oppustede og diskussionslystne toldbetjent Kock har langt mindre på spil. Han vil bare gerne have nogen at belære om de nyeste videnskabelige fremskridt. Om de forskningsresultater, han gør sig til talsmand for, er velbegrundede eller ej, bekymrer ham ikke stort al den stund, at han ikke selv kan gennemskue det, men først og fremmest bare gerne vil fremstå som en mand med fingeren på pulsen. Han elsker modsigelse, fordi han er selvsikker nok til at mene, at alle andre har uret.

Den karakter blandt de ikke-missionske, som fremstår mest sympatisk, er fiskerkonen Mariane, som med sine kække replikker og umiddelbare livsglæde spidder andres selvretfærdighed. Hendes veninde, den missionske Tea, har til tider meget svært ved at holde af Mariane, fordi hun tager let på alt det, Tea tager så tungt.

Næsten lige så elskelig som Mariane er ungkarlen Anton Knopper, der virkelig er blevet omklamret af den missionske menigheds livs- og virkelighedssyn i en sådan grad, at han ikke fatter de mest oplagte sammenhænge, når det drejer sig om begær og sex. Ganske vist kender han begæret fra selvoplevede fristelser, men han bekæmper det så indædt og vender skylden for det mod sig selv i en sådan grad, at han slet ikke kan forestille sig, at andre også kan føle begær. Det er faktisk ret sødt!

Kirks debutroman

Hans Kirk fortæller i et roligt tempo. Årstidernes skiften beskriver tidens gang mellem de mange nedslag, der er værd at berette om. Her er både glædelige og sørgelige begivenheder. To drenges druknedød hører til blandt de sidstnævnte, og minder læseren om, at ”Fiskerne” ikke kun handler om forskellige kirkelige retninger, men også om det hårde liv i begyndelsen af 1900-tallet. Kirk er suveræn til at beskrive stemninger og følelser på en lavmælt og dog dramatisk måde. Dette gør ”Fiskerne” til en pageturner, der læses i et roligt tempo. Man må undre sig over, at Hans Kirk kunne skrive så godt allerede i sin debutroman. Den udkom i 1928, da forfatteren var 30 år gammel.

Som nævnt er det indledende citat noget af det bedste i romanen, men hen mod slutningen laver Kirk en tour-de-force i bibelhenvisninger, hvor han lader Tea og den nye, indremissionske præst kæmp mod hinandens standpunkter med skriftsteder som våben. Det er en kostelig verbal slåskamp, der er med til at understrege romanens ypperlige litterære kvalitet.

”Fiskerne” har mig bekendt ry for at være en tung sag, men faktisk er den langt hen ad vejen vældig morsom, for selvom Kirk ikke er så ætsende som f.eks. Henrik Pontoppidan, benytter han sig af en stille ironi i beskrivelsen af næsten alle sine karakterer. Særligt den selvretfærdige Tea må stå for skud, men selv hun udvikler sig i løbet af romanen, for selvom hun er en snæversynet fundamentalist, er hun også et menneske af kød og blod, der lader sig påvirke af andres skæbner.