Susanne Jorns kosmologiske poesi

Susanne Jorn

Hikari
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2026, 146 sider

Af Jakob Brønnum
Der er noget interessant over kosmologien i en del moderne kunstværker, lige fra Björk, den islandske singer-songwriter til for eksempel Susanne Jorns digtsamling Hikari som er udkommet på det poetiske bureau tidligere i år.

Det interessante er at de tager konsekvensen af at naturvidenskaberne i dag har definitionsretten på virkeligheden i tilværelsen og gør naturvidenskabelige betragtninger til elementer der har hjemstedsret i det kunstneriske udtryk.

Derfor kan Susanne Jorn begynde med udsagn om hvad lyset betyder for tilværelsen i fysisk forstand. En del af den type af kunstværker kommer ikke videre ind i en mere eksistentiel eller æstetisk tilfredsstillende betragtningsmåde. Men efter nogle naturvidenskabeligt inspireret digte står der pludselig sådan et som det her:

Hvide  

Kastanjen
står
i
lys
nu. 

På et kort øjeblik og seks ord, inklusive titlen går Susanne Jorn fra det universelle til det partikulære uden at slippe det universelle. Det er rigtig smukt. Og når man ser på hendes værkliste, eller i forvejen ved at hun har beskæftiget sig med blandt andet japansk poesi, så forstår man også noget af den enkelhed hun forløser den naturvidenskabelige indsigt i en poetisk form med.

Det er en stor digtsamling. Den er på næsten 150 sider, og den er ikke nær så æterisk som de omtalte indledende betragtninger kunne tyde på, eller som titlen antyder. Hikari er et ofte brugt ord eller begreb eller sågar navn på japansk og det betyder lys eller stråleglans. Der er ganske vist en del udsagn af denne art:

Mellem himmel og hav
kosmisk lys.    

Vandblå krusninger
på havoverfladen.  

Gennemgribende
sublimt lys.

Det kræver et bestemt temperament at hvile lige så længe ved disse linjer, som man gjorde ved det jeg citerede før, hvor man kigger på de få ord og forbinder det med titlen (Hvide) og husker hvordan det ser ud, når man kigger ud af vinduet og ser nøjagtigt det syn. Overfor det netop citerede kan man indvende at det kan ikke være nødvendigt at bruge ordet sublimt i 3. strofe af digtet, for de ting der er i svingninger i teksten må i sig selv vække det sublime i læseren.

Men så overgiver jeg mig alligevel uforbeholdent når Susanne Jorn afslutter digtsamlingen på en måde hvor hun faktisk har grebet hele sit emne, nemlig lyset og stråleglansen, og ladet den få en effekt i virkeligheden på et yderst prosaisk sted. Det er poesi, når digtet får læseren til at forestillet sig kastanjernes lys som i det først citerede og det er poesi, når hun går hele vejen rundt om lyset og viser os dets ekko, genskin:

Genskin   

Vi mødes på pladsen ved Amagerbro Metrostation i augustsolskin
(jeg med solbriller, stråhat og indsmurt i solcreme) 

Vi går ud til Prøvestenen i delvis skyet vejr og 30 °.
Holder drikkevandspauser undervejs i det underskønneste augustlys. 

Vi når frem til Prøvestenen ved Østersøen.
Og sætter os på hver vores sten på stenmolen, 

mens solstråler rammer Østersøens
blikstille havblå havoverflade
som spejle der genspejler knaldblå lysglæde.

På denne måde bliver det kosmiske eller det universelle en slags befrugtning af sproget fordi alt får hjemstedsret, når man har indset sig til naturvidenskabens overhøjhed i vores virkelighedsforståelse. Så kan Jorn skrive prosaisk, faktuelt næsten leksikalt og samtidig haikuagtigt, og få det hele til at befinde sig i et og samme æstetiske rum.

Døende dødsfjender i ørkenen

Maria Lazar: ”To soldater”, Forlaget Ti Vilde Heste, 2026, oversat af Eva Botofte. 

Af Egil Hvid-Olsen

En kortroman, en lang novelle, en dialog for døve øren? Det er ikke helt klart, hvilken genre ”To soldater” tilhører, men det er faktisk også fuldstændig ligegyldigt, for den har en styrke, der hæver sig langt over nødvendigheden af genrebestemmelse.

I ørkenen ligger to unge mænd. Briten Johnny og tyskeren Hans Schmidt. Johnny har mistet sine hænder og arme i et flystyrt. Hans’ ben er blevet kørt over af en kampvogn. De ligger med få meters mellemrum i ørkenens totale mørke, tørstige, med sand i munden, bevidste om, at de begge skal dø, og at de ikke dør forgæves. Også mange oplevelser fra barndom og ungdom har de tilfælles. De har begge forældre, begge søskende, begge kærester og begge jævnaldrende forbilleder, som de begge ser op til og er jaloux på. De har ovenikøbet begge mødt jøden Popper, der måtte flygte fra Hans’ by og endte i Johnnys by. Men på trods af alt det, de har til fælles, har forskellene større vægt. Ét er sproget. Johnny forstå ikke tysk, og Hans ikke engelsk. Noget andet er ideologien. Hans er overbevist om, at han dør en heltedød i førerens navn. Hans død er med til at sikre det tredje riges sejr og underlæggelse af alle de nationer, der har sat sig op imod Nazityskland.  Johnny derimod går i døden for den frie verdens fortsatte frihed. Han erkender, at det er et andet menneske, der ligger få meter fra ham og jamrer, råber og synger, ikke blot en fjende. Hans derimod insisterer på, at Johnny er en fjende, der enten skal tages til fange eller skydes.

De to unge mænd ”har ordet” på skift. De ”taler” i en stream-of-consciousness, der får lydlige udbrud i form af råb, sang eller gråd. Hver for sig forstår de ikke, hvad der rører sig i den anden. De forstår bare, at de begge skal dø. Men så længe de lever, er de hver for sig lidt nysgerrige efter at se den anden. Sådan ligger de natten igennem og venter på morgenlyset og døden.

Syng sangen!

Et eksempel på de i hinanden indflettede monologer stammer fra s. 44-45. Hans har lige forsøgt at synge Die Fahne hoch, hvilket fylder Johnny med undren. Der er noget bekendt over melodien, men han kan ikke huske, hvor han har hørt den.

Hans tænker:

Stønner du nu igen? Jamrer du? Alt det, bare fordi du ikke vil adlyde mig. Du nægter at synge min sang. Du spiller syg, du simulerer. Man kender typen. Du tror, at du ikke længere behøver at adlyde, fordi jeg allerede er i himlen. Min kære ven, den tyske himmel ser anderledes ud, end du forestiller dig. Der er pigtråd og krigsfanger. Klokken fem om morgenen: Træd an! Syng sangen, I skal alle sammen synge vores sang. For min stemme alene rækker ikke, den er kvalt, jeg brænder af tørst … I skal synge sangen, straks, med det samme: Die Fahne hoch, die Reihen fest geschlossen … åh, min stemme … min stemme … jeg har … ingen … stemme mere …

Johnny overtager:

Det lyder, som om han mister vejret, som om hans stemme svigter. Han raller. Han er ved at blive kvalt. Jeg må hen til ham. Man kan da ikke lade et menneske være alene i sådan en nød. Også selv hvis du ikke er en ven, ikke en bror, ikke en kammerat, jeg er ikke et fremmed dyr, der lurer på dig. Jeg vil ikke flænse dig, ikke overfalde dig, jeg vil bare være hos dig, når du dør. Og selv om jeg ikke kan forstå dit sprog, så værdsætter jeg dog et menneskes stemme, der taler i ørkenen. Jeg værdsætter den menneskestemme, der bliver kvalt lige ved siden af mig. Du skal bare vente lidt, måske kan jeg alligevel komme hen til dig. Det ene knæ bevæger sig, langsomt, langsomt …

Kamp for frihed eller illusion

”To soldater” er skræmmende, rå, smertefuld, men desværre også en nødvendig påmindelse om forskruet ideologi, der i værste fald foldes ud i krigens bestialitet. Den fortæller, hvordan mennesker med nogenlunde ens vilkår kan lade sig gribe af vidt forskellige tanker og derved blive hinandens dødsfjender. Som læser har man ondt af dem begge, måske mest af Hans, selvom han er usympatisk og skræmmende. Han er den af dem, der har fået mindst glæde i livet. Det er så trist.

Trist er det også, at Johnny skal dø, men han har i det mindste nydt livet i perioder. Han ved, hvad det er, han har kæmpet for, mens Hans er blevet ført bag lyset og har kæmpet for en trøstesløs illusion.

En forfatter på flugt

Maria Lazar skrev ”To soldater” i 1948, kort inden hun tog sig eget liv. Hun led af en uhelbredelig og smertefuld sygdom, og havde som østrigsk jøde (konverteret til katolicismen) en række traumer, der også har slidt. Den lille bog om Johnny og Hans udkom først i 2024, da stifteren bag forlaget Das vergessene Buch Albert C. Eibl havde fået en kasse efterladte manuskripter overdraget af Maria Lazars barnebarn.

Lazar havde skrevet nogle stærkt samfundskritiske romaner i 1920’erne, som medførte, at ingen forlag længere havde mod på at udgive hende. Derfor skrev hun under pseudonumet Esther Grenen, og fik på den måde igen udgivet en del bøger. I takt med, at nationalsocialismen fik mere magt, turde hun ikke blive i Østrig. Som en del andre tyske forfattere, hvoraf den mest kendte er Bertolt Brecht, fandt hun og datteren Judith husly hos den danske forfatter Karin Michaëlis på Thurø. I 1939 kunne de ikke blive der længere, og flygtede til Sverige.

En lille, tung bog

Sin kleine størrelse til trods er ”To soldater” en tung bog, der sætter sig spor hos læseren. Albert C. Eibls efterskrift er informativt, selvom det handler lige så meget om ham som om Lazar.

En opfordring til at rive siderne ud og give dem videre

Al Masson:
Clin d’Oeil
96 blade + 1 originaltegning
Pris: 300,- kr.
Asterisk Forlaget

Af Troels Laursen
Der er noget beskedent over Clin d’Oeil. En lille bog, udformet som en tegneblok, med 96 tuschtegninger. Ingen monumentalitet, ingen tung kunsthistorisk iscenesættelse. Tværtimod: Papir, sort blæk, en enkel streg og en opfordring til at rive siderne ud og give dem videre.

Men netop i denne beskedenhed ligger en stor del af Al Massons kunstneriske projekt. For Clin d’Oeil er ikke blot en bog med tegninger. Den er et kunstværk, der undersøger, hvad der sker, når kunsten holder op med at være et lukket og intakt objekt og i stedet bliver noget, der kan cirkulere mellem mennesker. 

Fra bogen

Masson har gennem flere årtier arbejdet på tværs af medier og formater. Hans praksis omfatter tegning, maleri, fotografi, installation, skulptur og performance, og hans udstillinger tæller blandt andet Play Time på Brandts, On Closing Up på Møstings Hus og Tâche sur papier hos Galleri Maria Friis. Det er derfor karakteristisk, at Clin d’Oeil ikke bare skal forstås som en publikation. Bogen viderefører en kunstnerisk undersøgelse, hvor grænserne mellem værk og handling, mellem privat erfaring og offentlig fortælling, hele tiden forskydes. 

De 96 tuschtegninger er ved første blik næsten kalligrafiske. Stregerne er flydende og tilsyneladende ubesværede, men samtidig præcist kontrollerede. De kan ligne tegn, der endnu ikke har fået et fast alfabet, eller små scener, der er opstået i samme bevægelse, som hånden tegner dem. Men langsomt træder figurer, kroppe og situationer frem. Humor og absurditet ligger tæt på noget mere sårbart: det personlige, det erotiske, det kønslige og det poetiske.

Det er netop denne dobbelthed, der gør Massons tegninger stærke. De vil ikke reduceres til illustrationer af et budskab. De fortæller, men de forklarer ikke. De kan være morsomme og samtidig rumme en uro eller en ømhed. Kroppen er hos Masson aldrig blot et anatomisk motiv; den er også et sted, hvor identitet, begær, erindring og sociale normer mødes. 

Omslaget

Det bliver tydeligt, når man ser Clin d’Oeil i forlængelse af Massons Tâche sur papier fra 2023. Her viste han næsten 200 akvareller og collager, hvor især unge mænds spirende homoseksuelle følelser blev skildret med en usædvanlig sarthed. Værkerne bar en blanding af erotik, ømhed og uskyld.

I Clin d’Oeil er udtrykket reduceret yderligere. Farven er sort/hvidog tilbage står stregen. Men den følelsesmæssige spændvidde er stadig til stede. Masson kan antyde en hel relation med ganske få bevægelser. En krop, der læner sig mod en anden. En gestus. Et blik. En erotisk situation, der næsten bliver til en vittighed. Det er kunst, der stoler på, at beskueren kan færdiggøre fortællingen.

Masson arbejder med alvorlige erfaringer, men insisterer på humorens og legens frihed. Det er også her, Clin d’Oeil får sin særlige karakter. Titlen betyder et blink eller et lille vink og bogen er netop fuld af den slags gestus: små tegn, små forskydninger, små hemmeligheder mellem kunstner og beskuer.

Måske er det også derfor, bogen er udformet som en tegneblok. For det er ikke en tilfældig praktisk løsning. At siderne kan rives ud, er selve bogens idé. Den enkelte tegning kan forlade sin sammenhæng og begynde et nyt liv hos en anden. Man kan give en Masson-tegning til en ven, hænge den på væggen, gemme den i en skuffe eller lade den vandre videre. Dermed bliver læseren ikke blot modtager, men deltager. Det er en enkel gestus, men den rummer en overraskende radikal tanke. Kunst har traditionelt en tendens til at blive gjort kostbar, unik og ukrænkelig. Den skal indrammes, beskyttes og bevares. Den skal ejes.

Masson foreslår det modsatte: Riv værket ud. Del det. Lad det miste sin helhed for at få et nyt liv et andet sted. Der ligger en næsten politisk handling i det. I en tid præget af ejerskab, ophobning og stadig stærkere fokus på kunstens markedsværdi insisterer dette bogværk på kunstens værdi som noget, der kan gives væk. Det er ikke en aggressiv politisk gestus, men en generøs. Og netop derfor virker den.

Hvert eksemplar indeholder desuden en lille originaltegning af Masson. Det skaber en interessant spænding mellem masseproduktion og unikhed. Bogen findes i flere eksemplarer, men hvert eksemplar har sit eget originale indslag. Den befinder sig dermed et sted mellem kunstbog, multiple og originalt kunstværk. Og når læseren river en side ud, forandrer også det enkelte eksemplar fysisk karakter.

Det er typisk Masson at lade værket opstå i dette mellemrum mellem kontrol og opløsning. Han tegner med en sikker hånd, men hans billeder synes hele tiden at kunne skride over i noget uforudsigeligt. Han fortæller historier, men lader dem stå åbne. Han arbejder med personlige og queer erfaringer, men gør dem ikke til bekendelseskunst. Og han fremsætter politiske pointer uden at opgive det absurde, det erotiske eller det humoristiske.

Derfor er Clin d’Oeil også mere end en samling tegninger fra de senere år. Den fungerer som et koncentrat af Massons kunstneriske metode. Her er kroppen, begæret, humoren, den poetiske fortælling og interessen for marginaliserede erfaringer. Men her er også hans vedvarende mistillid til faste kategorier: mellem original og reproduktion, mellem kunst og liv, mellem kunstner og publikum, mellem værk og handling. 

Og måske er det bogens egentlige pointe, at kunst ikke nødvendigvis behøver at være større for at være mere betydningsfuld. Masson arbejder i et lille format og med en tilsyneladende beskeden gestus. Men ved at lade sine billeder rive sig løs fra bogen og gå fra hånd til hånd gør han beskueren medansvarlig for værkets videre liv. 

Clin d’Oeil er sandt Masson-værk: flydende og kontrolleret, intimt og offentligt, humoristisk og alvorligt. Et værk om at se, men også om at blive set. Om kroppen, om begæret og om retten til at fortælle sin egen historie. Og ikke mindst om den enkle, men stadig forbløffende idé, at kunst måske først for alvor begynder at leve, når den bliver delt. Et blink med øjet. Men også et lille oprør.

Strålende ny musik fra udkanten af traditionen

Smetana: The Two Widows (Dvě vdovy, JB 1:108), Robert Jindra, Prague Radio Symphony Orchestra and Prague National Theatre Chorus (Naxos)

Herzogenberg, Brahms, Bruch: Cello Sonatas - Bartoncelj, Mesaglio (Da Vinci Classics)

Bantock: Orchestral Works, Gamba, BBC SSO (Chandos)

Af Jakob Brønnum

De allerfleste kender Smetana fra et hovedværk og det er ”Mit fædreland”, de 6 mægtige landskabsbilleder, og i symfonisk digtform noget af det vi allermest forbinder nationalromantikken med, nemlig den tjekkiske musik som også hans svigersøn Dvorak har bidraget til. Smetana har skrevet firhændig klavermusik, nogle symfoniske digte over skandinaviske temaer, men først og fremmest har han skrevet operaer – operaer, som vi ikke kender, fordi sproget er så fjernt. Den kendteste er Den solgte brud. Nu har Naxos tidligere på året udsendt De to enker (1874), en opera der i handling kan minde lidt om Cosi fan tutte.

Som der ganske rigtig står i pladeselskabets beskrivelse, er operaen tidlig udgave af den type operaer, der ikke forbinder scener med recitativer eller som i det tyske Singspiel sågar med tale. Operaen flyder musikalsk uophørligt og ”udleder en narrativ strøm fra den naturlige talerytme”.

Lidt primitivt kan man sige, at det altså ikke er nødvendigt for forståelsen eller opfattelsen at følge med i sprog og handling, eftersom den musikalske oplevelse er stærk og bærer rigelig i sig selv. Operaen er et overraskende bekendtskab, et værk, der viser Smetana fra sit mest melodiske og dynamisk veldisponerede, og desuden her opført med en fornemt ensemble af solister.

Herzogenberg?

Den næste omtale handler også om noget jeg ikke forstår helt til bunds, men det ligger på et andet plan. Når man læser om den østrigske komponist Herzogenberg (1843-1900) bliver det - med den klassiske musiks elitistiske sans for at dyrke sin egen historie - hurtigt tydeligt at det vigtigste synes at have været en brevveksling med Brahms. Han var gift med en af mesterens klaverelever. Det nævnes også at han har rådet Vaughan-Williams til at studere med Max Bruch, og så kan vi godt høre vi er ude i detaljen af, hvad man kan kalde en komponists indvirkning på musikhistorien.

Imidlertid er der er begyndt at komme indspilninger med hans musik. CPO, som man altid kan finde rigtig gode indspilninger af mindre kendte komponister hos, har fra slutningen af 1990’erne og til for 10 år siden, udsendt et repræsentativt udvalg af Herzogenberg. Hvis man hørte disse CPO-indspilninger i båndsløjfen i Bilka, mens man går og leder efter cowboybukser eller vaniljesukker, så ville man tænke, ”Nå, der er Brahms.” Herzogenberg lyder nemlig fuldstændig ligesom Brahms, bortset fra at der mangler en ting: Brahms.

Jeg skal ikke gå i detaljer med hele hans værk, som rummer en hel del kammermusik, et par symfonier og nogle fine korværker mod slutningen, men nu er der sket det, at også Da Vinci Classics har udsendt en indspilning af 3. Cellosonate (på en CD med musik af også Brahms og Bruch). Og så kan man jo pludselig begynde at lede efter en fortolkningstradition.

Da jeg lyttede til de to indspilninger første gang, måtte jeg konstatere at den nye forekom mig mere letbenet. Men senere gennemlytning har vist mig at, selv om Herzogenberg åbenlyst beundrer Brahms både i musikkens arkitektur og gestik, og ikke mindst i melodikkens forlængede linier, så lægger den lidt tungere fortolkningsmåde som CPO-indspilningen har et muligvis falsk eller forkert billede ind over komponisten, der som nævnt gør at jeg oplever at det lyder ligesom Brahms, men uden Brahms. Den ny indspilning med de to yngre musikere, den ene slovensk cellist, den anden en italiensk pianist, viser at komponisten ganske vist er mere letbenet, men at det formentlig ikke af en svaghed, der kommer et lys frem i den lettere fortolkning, som helt mangler i den anden når man hører ordentlig efter. 

Hvis jeg skal være frimodig, så vil jeg sige at Herzogenberg, fremfor at være et tyndbenet Brahmsepigoneri, snarere har en tyngde som den Gade ville have fundet, hvis ikke 1864-krigen havde gjort at han var rejst hjem igen fra Leipzig, hvor et godt samarbejde var i gang med Mendelssohn. Med andre ord er indspilningen virkelig et bekendtskab værd. Det er virkelig smukt. Omend jeg indrømmer, at jeg finder 3. sats hos CPO-kunstnerne Claudius Herrmann (cello) and Saiko Sasaki (piano), bedre forløst, mere sammenholdt og ikke med så store armbevægelser og en stakkato, der truer med at rive teksturen i stykker.

Bantocks Hebridesymfoni

Jeg har før nævnt, at der er god grund til at lade sig fascinere af engelske komponister, der med enkelte undtagelser i det store og hele står i skyggen af ikke alene de tysk-østrigske, men ret beset også østeuropæiske og måske sågar de største franske.

Når man således trænger ind til Elgar, Vaughan-Williams, Britten og måske går så vidt som til Holst, Birtwistle, Tippet og Walton, er der stadig Smythe, Gibbs, Bax, Arnold og Alwyn, før man kommer til en strålende kunstner som Bantock (1868-1946).

BBC Scottish og Rumon Gamba har udsendt en ualmindelig smuk og på flere måder bevægende indspilning af den første af fire symfonier, Hebridian Symphony (1913), der står i en senromantisk tradition med indslag af moderne tonalitet.

Der er et brucknersk-wagnersk fundament, en flydende og varm musik, der har indslag af solistiske elementer, der er klart genreoverskridende. Som altid er der hos de engelske komponister en understrøm af den engelske folketone, der præcis er det der karakteriserer den i forhold til den tysk-østrigske klassiske musik, gennem et mindre akademisk kunstnerisk udtryk. Det er ikke helt tilfældigt, at Sibelius blev den første formand for mindeselskabet, der blev dannet efter Bantocks død. 

 

De skal bare have en chance

Per Gammelgaard
Djævelens legeplads og andre kulørte historier
Forlaget Læselyst 2026.

Af Anne Rye Andersson
DET KORTE AF DET LANGE - Per Gammelgaard skriver med en indlevelse og en empati, som er lige så velgørende som et knus. Jeg har tidligere anmeldt hans bøger positivt, og det kommer jeg til at gøre igen. Gammelgaard har en særlig evne til at se ind i de mellemmenneskelige relationer og bryde dem ned til små punkter, der bliver overskuelige og kærlige brudstykker.

Fælles for Djævelens legeplads' noveller er, at der på en eller anden vis altid er et vist rørende element i historierne. Man fornemmer, at Gammelgaard elsker mennesker, de skal bare have en chance for at vise, hvad deres kvaliteter er. Det er sådan, jeg læser ham. 

Da jeg havde læst samlingen, var jeg efterladt med en følelse af håb og fik faktisk, når sandheden skal frem, også gåsehud flere gange under læsningen. Det er det, Gammelgaard kan.

I sit sprog excellerer han i det tydelige, maleriske og udtryksfulde, om end der ikke er et ord for meget. Man fornemmer helt klart, at alt er tænkt over, så det er ikke en ordflom men en form for salvende digression, når han, ikke sjældent, får øje på det atypisk smukke, dvæler ved en detalje eller en menneskelig egenskab. 

Gammelgaard residerer i Frederikshavn, og der er klart noget lokalt islæt over novellerne, som ofte er i de små samfund, men samlingen kan alle få glæde af uanset, om man er fra storbyen eller fra landet. 

Det korte af det lange: Læs Gammelgaard på en god dag, og din dag bliver bedre. Læs Gammelgaard på en dårlig, og den bliver således god, ikke desto mere lidt mere håbefuld.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb

Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde

Gitte Broeng og Lasse Krog Møller
Roma – en tragikomedie i to akter
Asterisk Forlag, 32 sider, rigt illustreret
Pris: 175 kr.

Af Troels Laursen
Blikket ændres og flyttes i dette lille drama på den store scene – Roms centrum. Det blik, som turisterne normalt retter mod byens seværdigheder, vendes om, så vi i stedet ser verden fra seværdighedernes synspunkt.

Lasse Krog Møller og Gitte Broeng har arbejdet sammen før, blandt andet på Puzzle (2016), hvor Møllers installation og Broengs litterære arbejde blev flettet sammen. Projektet bestod blandt andet af en række hverdagsobjekter, som blev gjort til figurer i et slags enakter-drama. Den samme idé om at give ting og steder en stemme og personlighed går igen i bogen.

Og det er virkelig en orker at være så gammel som Trevifontænen, Colosseum, Peterskirken, Pantheon og alle de andre seværdigheder, som bliver begloet dagen lang – ja, endda gået på, som Den Spanske Trappe, 24/7.

Bogen er rigt illustreret med turistfotos. Her er fotografierne imidlertid pixelerede, så det ikke altid er muligt at se, hvad der er hvad. De får næsten karakter af malerier, og man kan komme til at tænke på den tyske kunstner Gerhard Richter (f. 1932) og hans store værk 4096 Farben fra 1974. Værket er opbygget efter et matematisk system, hvor farvefelterne tilsammen danner en kompleks helhed. På afstand fremstår farverne som en samlet, vibrerende flade, mens de enkelte felter træder frem på tæt hold.

Farverne forestiller ikke noget bestemt. Hos Richter undersøges blandt andet kunstnerens rolle i skabelsen af et maleri, og hvordan simple regler kan skabe en kompleks helhed. Noget lignende sker i Hver dag er en orker: De mange fragmenter af noget velkendt – de enorme turistattraktioner, menneskemængderne og fotografierne – sættes sammen med den enkle idé, at det ikke længere er mennesket, der ser på stedet, men stedet, der ser tilbage på mennesket.

Det er også derfor, at fotografierne i bogen er interessante i sammenhæng med udstillingen Photography Now! Dansk samtidsfotografi netop nu på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant. Her undersøges, hvad et fotografi kan være i dag, og hvordan moderne kunstnere bruger fotografiet til at fortælle, fortolke og udfordre vores måde at se verden på.

Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde, det almindelige med det groteske. Peterskirken taler alfaderligt, mens Trevifontænen soler sig i aftenbelysningen og gerne vil vise sig frem. Pantheon praler af sit ni meter brede oculus. Colosseum savner sine kampe med dyr og gladiatorer. Nu er der kun publikum tilbage, men intet cirkus og ingen dramatik.

Når genstande og steder bliver behandlet, som om de har personlighed, historie eller relationer, bliver de ikke længere bare rekvisitter i fortællingen. De bliver medspillere – ja, næsten karakterer.

Og her opstår en interessant tanke: Hvad sker der med vores forståelse af mennesket, når tingene får menneskelige egenskaber? Perspektivet vendes om. Man spørger ikke længere kun: Hvad gør mennesket ved tingene? Men også: Hvordan former tingene menneskets liv og fortællinger?

Når seværdighederne pludselig kan se på turisterne, bliver rollerne vendt om. Turisten går fra at være den, der betragter, til selv at blive betragtet. Seværdigheden får en menneskelig personlighed, og vi bliver mindet om, hvordan vi som turister ser på og bruger stederne.

Har disse steder deres eget liv? Eller tror mennesket, at de kun eksisterer, fordi vi har skabt dem, navngivet dem og gjort dem til seværdigheder?

Hvad er det egentlig, turisten overser, når blikket rettes mod disse monumenter? Måske det liv og den historie, der findes bag det, der er værd at fotografere. Turisten tager billedet for at kunne bevise, at man var der – og for at vise omverdenen, at man findes. Men seværdighederne står tilbage. De har stået der længe før turisten kom, og de vil sandsynligvis stå der længe efter, at turisten er væk.

Mennesket kommer med skitseblokken, kameraet og den nyeste iPhone. Monumenterne bliver stående.

Og måske er det netop dér, dette lille absurde skuespil, med de blurede fotos, rammer noget både morsomt og tankevækkende i vores tid: Hvem er det egentlig, der ser på hvem?

Photography Now! Dansk samtidsfotografi kan ses på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant indtil den 24. januar 2027 

Afvist med et nådesløst klik

Tindermonologerne
Lene Bang
Forlaget Læselyst 2026

Af Carina Wøhlk
Hvordan navigerer man i et digitalt datingliv? Hvordan finder man en kæreste i en flygtig og overfladisk skærmkultur, hvor man swiper sig igennem mulige partnere - og selv kan blive afvist med et nådesløst klik?

Disse væsentlige spørgsmål kredser Lene Bang om i sin nyeste digtsamling Tindermonologerne. Og hold nu op, hvor får læseren poetisk smæk for skillingen.

Hilsen til Vaginamonologerne

Digtsamlingens titel sender en hilsen til Vaginamonologerne, som tilbage i halvfemserne både i teater- og bogform forsøgte at gøre op med tabuiseringen af kvinders underliv. Tindermonologerne er skrevet med samme humor, alvor og sårbarhed - og med samme indsigt i kvinders udsathed. 

For på mange måder er Tinder og andre lignende platforme et udstillingsvindue, hvor både kvinder og mænds kroppe stilles til skue. Mænd bidrager gerne til kødmarkedet med “dickpics”, der får digterjeget til at svømme “rundt/ i fallosfyldt farvand”. Midt i det fallocentriske univers vejes og måles kvinders udseende med smalle blikke - a la prinsessen i Klodshans: Dur ikke, væk!

Kropslighed kommer til at fylde ekstremt meget. Og kropsvægt. Det gælder om at leve op til særlige idealer. Og det er smertefuldt, når det ikke lykkes. Det vidner det stærke digt “Jeg er aldrig ikke min krop” om: 

“...hvis de holder den (kroppen) i hånden/ udenfor/hvor andre ser den/smitter den af på dem/pludselig er de også dovne/uintelligente og uværdige”. 

En internaliseret tykfobi præger digterjegets selvbillede: “...for hun er fed/ og grim/ og hun kan ingenting”. Øh jo, det kan hun. Hun kan digte, så læseren græder, griner, grubler - og genkender scener og følelser fra sit eget kærlighedsliv.

Tindermonologerne er skrevet i et bramfrit sprog. Tonen er ærlig og rå. Vær forberedt på at få kaffen galt i halsen flere gange under læsningen. Boller er ikke kun noget, man bager. Og digterjeget er “dronningen af pik”. Bogens visuelle udtryk er skabt af forfatterens søster, Anne Bang. som også illustrerede Lene Bangs debut Fede mor. Det fine og farvestrålende omslag fungerer som triggeradvarsel. Det indstiller læseren på, at digtene jonglerer med flere kropsdele - også dem, der ikke almindeligvis klaskes op på en forside.

Lene Bang (Foto: Frederik Kronmann)

Frisproget kobles med digterens særlige lyst og evne til at lege med ord. For eksempel er digterjeget udfordret på “troen/ på det gode i mændesket”. Læseren forstår, at længslen efter nærhed og kærlighed også er en higen efter mødet med ordentlige mænd - og en romantisk drøm om en sommernat at liste

"med sandalerne i hånden/ og forbudte kys i lommen”.

Tindermonologerne er en vigtig bog. Ikke kun for dem, der aktivt bruger datingapps, nej, for alle, der er optagede af køn, kropsidealer. kærlighed og ligestilling. Digtene er formet som monologer, men de går netop i kritisk dialog med den moderne datingkultur. De sætter ord på dating fatigue, seksuel objektificering og frygten for ghosting. Og de afspejler den fremmedgørelse, som hele konceptet indebærer - at det ikke er det analoge flirteri, der sender mennesker i armene på hinanden, men en fingerbevægelse på en mobiltelefon. Tindermonologerne er ikke bare et hudløst vidnesbyrd om jagten på den eneste ene, men også et stykke samfundskritik. Og så er digtsamlingen tindrende velskrevet.