Vævede plastic-søanemoner og vildfarelses-kunst

Hen over sommeren kan man på Fanø Kunstmuseum se to meget forskellige udstillinger med værker af henholdsvis Annemette Beck og René Holm. Herunder følger to anmeldelser i én.

Af Egil Hvid-Olsen.

Fra strandskrald til farverig kunst

Annemette Beck: Kunst – for havet, Fanø Kunstmuseum, til og med 20. oktober 2024.

Annemette Beck: Minicollage

At gå langs Vesterhavet er en naturoplevelse, der desværre ikke kan undgå at blive forstyrret mere eller mindre af den mængde strandskrald, der skyller ind og kun delvist dækkes af sandet. Plasticdunke, gummihandsker, tovværk, spraydåser og tønder. Det eneste, der falder nogenlunde i ét med omgivelserne, er drivtømmeret, mens det øvrige er formgivet og produceret af mennesker. Hvordan det ender på stranden, ved vi ikke. Måske er det skyllet overbord fra dækket på et skib, måske er det bevidst smidt ud over rælingen langt ude på Nordsøen.

Abstraktioner i store og små collager

Annemette Beck: Minicollage

Annemette Beck skaber smukke kunstværker af det
grimme strandskrald. Ideen ligger ikke lige for, for hvor er disse efterladenskaber dog hæslige, når de ligger på stranden! Men Beck trevler nylontovværket op, så den klare blå, røde, gule eller orange farve bag det afblegede ydre åbenbares. De balloner - som lykkelige småbørn holdt i hænderne, indtil de glemte at holde fast, og lykken vendte sig til dyb fortvivlelse i takt med, at ballonen steg til vejrs – laver Beck store changerende collager af. Langt mindre, men mindst lige så dekorative collager laver Beck af andet affald, der i passepartoutrammerne får et grafisk udtryk, indtil man kommer så tæt på, at man opdager, at collagerne er tredimensionelle.

Vævede søanemoner

Annemette Beck: Vævet søanemone

Beck har sans for farver og former i abstrakt udformning, men opererer også med genkendelige motiver. Således har hun – igen i optrevlet tovværk – formet en række meget flotte vævede skulpturer af søanemoner. De hører til i koralrev, hvoraf en del er truede grundet klimaforandringerne.

I det hele taget ligger klimakrisen som en dyster baggrund for Beck farverige udstilling, idet en stor mænge plastic, der udgør Becks mest brugte materiale, samles i store plasticøer, som det er svært at filtrere fra havvandet.

Man kan undre sig over, at kunstneren formår og ønsker at få så smukke resultater ud af problemaffald, men der er mindst en undtagelse, der understreger, at baggrunden for udstillingen virkelig ikke er køn. Blandt værkerne findes nemlig også nogle vævede tæpper, hvorfra der stritter uskønne fingre fra gummihandsker. Selvom de indgår i nye sammenhænge, skal der mere til for at gøre dem smukke.

At lade Annemette Beck udstille på Fanø Kunstmuseum er oplagt, for her konfronteres man dagligt med strandskrald.

At fare vild med vilje

René Holm: To get Lost Willingly, Fanø Kunstmuseum, til og med 20. oktober 2024.

René Holm har en lang række udstillinger bag sig i både ind- og udland og er repræsenteret i f.eks. Trapholt og Kunsten i Aalborgs faste samlinger. I disse måneder kan nogle af hans værker ses på det lille, hyggelige, men professionelt drevne Fanø Kunstmuseum. Man kan spørge, hvad der får en kunstner, der boltrer sig i dyre gallerier i verdens storbyer, til at vælge museet i Sønderho som udstillingssted. En del af grunden findes i hans opvækst. René Holm stammer fra Esbjerg og tilbragte mange af sine ferier på den nærliggende ø. Da han som voksen stiftede familie, var det naturligt at søge til øen igen og udforske dens natur på lange gåture med børnene.

René Holm:
I spend some time with nature

Fysisk og mental vildfarelse

I udstillingen på Fanø er der helt tydeligt en forbundethed med naturen. Der er vist ingen af de udstillede værker, der ikke har slanke træstammer som en del af baggrunden. Men der synes også et være en eksistentiel ensomhed i de mennesker, der på Holms lærreder færdes i naturen. De fleste er alene, og når der er flere, synes den enkelte at være optaget af andet end den anden. Udstillingens titel er ”To get lost willingly” – ”At fare vild med vilje”. Selvom ”Vild med vilje” har en positiv klang af biodiversitet og ansvarlighed for naturen, er det ikke entydigt positive situationer, Holms karakterer befinder sig i. Det kan godt være, at de er faret vild med vilje, men vildfarelsen synes ikke kun at være fysisk, den synes også at være mental. Måske er det netop den mentale rodløshed, der har fået dem til at søge ud i naturen for at få jordforbindelse. Mange af personerne har kun antydningsvist et ansigt. I nogle tilfælde er det antydningsvise tilmed blevet malet over af et tykt lag oliemaling. I ”I spend some time with nature” er den centrale skikkelse nærmest blevet ét med naturen, idet hendes ansigt minder om kraftig bark på træ.

René Holm:
Its like you dont know me nomore

I grænselandet mellem civilisation og natur

I ”Its like you dont know me nomore” synes natur og civilisation, dyr og menneske at være stillet op i et modsætningsforhold. En kvinde sidder på en træstub, der ser ud til at befinde sig på en forhøjning, som spejles af to andre forhøjninger i baggrunden. Stubben har ligheder med en skorsten, og forhøjningerne med hustage – også selvom der vokser træer på dem. Er naturen ved at opsluge civilisationen? Eller skal maleriet minde os om, hvad vi er rundet af?

René Holm stiller mange spørgsmål, men lader det være op til beskueren at besvare dem. Hvis man besøger Fanø Kunstmuseum skal man derfor være villig til at fare vild med vilje.

Vildtvoksende vestjysk sommerudstilling

Et lagdelt janushoved i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum … og meget mere

Kunstanmeldelse af Egil Hvid-Olsen

Jacob Alrø: Janus, 2023.

Hvad er mere oplagt at lave til Kunstnernes Sommerudstilling i Janus - Vestjyllands Kunstmuseum end et janushoved? Nå ja, det er måske så oplagt, at det ikke er videre originalt, men det problem kommer Jacob Alrø omkring ved at udforme hovedet på en særdeles original måde. Busten er ikke alene forsynet med to ansigter, sådan som det må forventes, når den romerske guddom skal portrætteres. De to ansigter, der umiddelbart ser ud til at være kopieret fra en traditionel romersk buste, er desuden flettet sammen, idet busten synes at være blevet skåret ud i lag, hvoraf hver anden er blevet drejet 180 grader. Man fornemmer, at det ene ansigt har skæg, mens det andet er glatbarberet. Og dog er det ikke helt tydeligt, om der kun er to ansigter. Der synes at være skæg forkerte steder, hvis man kunne dreje lagene tilbage til deres oprindelige plads. Tilbage står man med en tvivl om, hvor mange hele eller delvise ansigter denne udgave af Janus har. Har det noget at gøre med, at man ikke altid viser sit sande ansigt, men at ens troværdighed krakelerer, hvis man bliver for uærlig?

Den udstrakte hånd

Mette Lykke: Håndsrækning, 2024.

Mens dobbeltheden i Alrøs buste synes flerdobbelt, er det kun en enkelt, men påtrængende dobbelthed i Mette Lykkes maleri ”Håndsrækning”. Når man giver en håndsrækning, plejer det at være udtryk for overskud. Man rækker en anden hånden for at hjælpe vedkommende ud af en knibe. Men her synes det at være den, der trænger til en håndsrækning, der rækker sin hånd ud mod beskueren. Er hun besvimet eller har hun bare lagt sig ned i opgivelse? Der er noget foruroligende over motivet, der modsiges af det lyse farvespil. Hvad ville der ske, hvis man tog hendes hånd og trak i den. Ville den være kold og livløs, eller ville hun løfte hovedet og le af, at man lod sig narre?

Bigballeæstetik og ulækre hverdagsrum

Maj Manczak: Silent Symphony, 2023.

En dobbelthed er der også i Maj Manczaks foto af et grimt motiv. ”Silent Symphony” antyder bløde former og linjer i grå nuancer. Blikket falder til ro, indtil man ser, at fotografiet gengiver stablede og i hvid plastic indpakkede bigballer. Det er den slags, der står ude på de danske marker og ikke just pynter i naturen. Men i Manczaks fotografi er bigballernes hvide sammenspil med himles lysegrå skyer en ren æstetisk nydelse.

M.R. Kristiansson: Aftermath. Scenario no. 6 & 9, 2024.

Også i Michael René Kristianssons ”Aftermath.
Scenario no. 6” og ”Aftermath. Scenario no. 9” bliver man som beskuer snydt, men her går det den modsatte vej, fra det afskyvækkende til det normale. I no. 6 ser man ind i et spisekammer, hvor maden hænger i rådne gardiner fra gryder og hylder, og i no. 9 ses en badekabine, som er så uhumsk, at ingen ved sine fulde fem ville træde derind. Det velkendte og normale er blevet næsten uigenkendeligt og unormalt, enten ved at rummene er blevet sat i scene eller ved at Kristiansson har manipuleret sine fotografier, men samtidig er der skruet så meget op for det ækle, at man godt kan se bagom det, ind til de rum man genkender fra hverdagen.

Massevis af ører

Sidsel Juul Carlsen: Halv, 2024.

Mens der har været tale om (fler-)dobbelthed i de ovenfor nævnte værker, fremviser Sidsel Juul Carlsen en halvering i det værk, der logisk nok hedder ”Halv”. Men hvad det er, der er halvt, er langt mere kompliceret. Værket består af hæklet og håndsyet tekstil, men hvad forestiller det? Det kunne ligne et omvendt øre, men i så fald er det ikke en naturtro gengivelse. Snarere er der tale om en halvering af en ting, der ingen funktion har; altså en halvering af ingenting. Men kan man det? Man kan sagtens halvere en ting. Men kan man halvere ingenting? Og kan man udstille ingenting? Ja, det kunne Jens Haaning med værket ”Take the Money and Run” på Kunsten i Aalborg. Men med Carlsens værk er der alligevel et eller andet, der har form som et øre. Det er altså ikke det rene ingenting.

Hanne Skjold Knudsen: Altets kalden, 2024.

Apropos øre er der rigtig mange af dem i Hanne Skjold Knudsens ”Altets kalden”, der består af en mængde porcelænsører, der til sammen udgør en cirkel. Det er et lyttende værk, der stræber efter at høre den kalden fra altet, der indgår i titlen. Men porcelænsører kan jo ikke høre noget, kan man indvende. De mange ører udgør ikke desto mindre en opfordring til at lytte efter det, vi ikke ellers giver os tid til at lytte efter. Og mens man bruger sin høresans, kan man benytte synssansen til at suge indtrykket af det skinnende porcelæn til sig. 

KS Prisen 2024

Der er et væld af smukke, sjove, provokerende, alvorlige, tankevækkende og forvirrende værker i KS 24. Ikke alle kan nævnes her, men Amanda Bak Højlunds tre store tegninger skal ikke forbigås. Værkerne er alle fra 2023 og har titlerne: ”Okay, fuck det”, ”Mandagsmenageri”, og ”På sengekanten”. Amanda Bak Højlund blev tildelt KS Prisen 2024 i forbindelse med udstillingens åbning. Censurkomitéens begrundelse er så velbegrundet, at en del af den skal citeres i denne sammenhæng (citeret fra udstillingskataloget): ”Årets prismodtager er ikke blot en eminent dygtig tegner med en virkelig god teknik, der er også en stærk tanke bag værkerne. Fx tegnes der tegneredskaber, og motiverne handler i sig selv om at tegne. Højlund benytter sig i sine antagne værker af rød blyant, der giver et nyt og friskt udtryk til den klassiske tegning. Hun beskærer sine motiver, så de fremstår fra interessante vinkler og bygger sine værker kompositorisk op på en spændende måde.”

A.B. Højlund: Okay, fuck det, Mandagsmenageri og På sengekanten, 2023

Ligesom det lå ligefor at lave en janusbuste til Janus Bygningen, synes det også lige for, at en tegner tegner tegneredskaber. Men det er det bare ikke, og slet ikke på den måde, Højlund gør det, hvor hun også afslører de frustrationer, der følger af at ville tegne så nøjagtigt, som hun har sat sig for og formår i helt ekstrem grad.

Udstillingen kan ses frem til d. 11. august 2024. Se mere her: JANUS - Vestjyllands Kunstmuseum

Anmeldelsen har tidligere været bragt i kunstavisen.dk

Suveræne horntrioer: Brahms, Ligeti og Mozart (sic!)

Brahms Ligeti Mozart Schuman: Horn Trios
Martin Owen (horn), Francesca Dego (violin), Alessandro Taverna (klaver)
Chandos

Af Jakob Brønnum
Brahms Trioer er et kapitel for sig indenfor kammermusikken. Tre klavertrioer, en klarinettrio og en horntrio, altså hvor hornet står i stedet for celloen sammen med violin og klaver. De tilfører noget ny substans til en genre, som Haydn havde formet og Beethoven udfoldet.

Opførelsen i den nye indspilning på Chandos, der udkom forleden, er fantastisk god. Den har et åndedræt, som gør musikken nærværende på den mest sanselig måde. Helt uimodståelige er de mange, let tøvende indsatser (som det hedder), altså et instrument, der lige trækker tempoet en anelse, før det sætter ind.

Francesca Degos violinstemme har en rig palet af klangfarver. Den står mellem de to meget anderledes instrumenter, Martin Owens horn og klaveret (Alessandro Taverna) og synes at låne fra dem begge, hornet sfæriske svæven og tasteinstrumentets kontante pondus. Balancen mellem instrumenterne er perfekt. Hornet bærer smukt det kaldende, men ømme hovedtema i 1. sats, der altid har gjort værket uforglemmeligt.

The Three-Body Problem

Instrumenterne bytter plads i midten af lydbilledet tilsyneladende helt ubesværet. Titlen på en af vor tids mest ambitiøse sci-fi romaner Liu Cixins The Three-Body Problem illustrerer, hvad der sker her. Det er et fysisk problem, hvordan tre tyngdebærende legemer organiserer sig i forhold til hinanden i et system. I fysikken vil de altid have ét centrum (kompositionen), mens ser man deres baner fra ét punkt (lytteren), kan man se dem bevæge sig ind og ud mellem hinanden.

Den hårrejsende scherzo, der som i flere af Brahms mest ambitiøse kammermusikværker følger efter 1. satsens allegro og ikke står på 3. sats plads, som det er sædvanen, lever fuldt op til det første indtryk med sin fremadskridende dramatik.

Vejen til symfonien

Trioen er et stort værk, næsten en halv time. Det er op. 40 og bærer således vægten stærkere end de tidligere trioer og de mægtige, monolitiske klaverkvartetter op. 25 og 26 af Brahms arbejde op ad bakke med at skabe en symfoni, der ikke stod i skyggen af Beethovens – det skete med op. 68. Men indtil da lurer det symfoniske narrativ i kammer- og orkesterværkerne.

Den langsomme adagio er derfor overraskende lavmælt, distinkt melankolsk. Brahms udnytter hornets enstonige, kaldende udsigelse til fulde. Satsen er så langsom og så velformet af musikerne, at man kan se hver enkelt frase komme i land som bølger fra et stille hav i skumringen. I det hele taget er det albummets store fortjeneste, at instrumenterne står så selvstændigt og samtidig samlende i ensemblet.

Det dansende, næsten galopperende finaletema hører ligeledes til blandt Brahms uforglemmelige motiver og er eksekveret med samme insisterende elegance som resten af værket. Skarpt som et barberblad og tungt som en lastbil på motorvejen. Jeg kan ikke anbefale det nok.

Man kan være lidt mistænksom, når der står et moderne værk mellem to klassiske, kanoniske værker, som her på cd’en, hvor Ligeti står mellem Brahms og et arrangement for horntrio af Mozarts Klarinetkvintet. Skyldes det at man ikke vil skræmme nogen væk med organiserede mislyde?

Men heller ikke her bliver man skuffet. Ligetis også ret omfattende Horntrio står elegisk som en ny langsom sats, og danner en bro til eksperimentet med Mozart. 

Besætningen med de tre instrumenter tilfører Mozarts glasklare kvintet en nærmest Beethovensk tyngde. Nogle af dialogerne i ensemblet får til overmål en overraskende humor. 

Ligeti og Brahms værker passer overraskende godt hinanden – Brahms er nemlig mere moderne i sin tanke, end hans klangverden kunne tyde på. CD’en afsluttes med et arrangement af et Schumann-værk, og så kommer vi jo omkring næsten hele den klassiske musikhistorie på denne fine udgivelse. Den vil stå forrest på kammermusikhylden en rum tid.

Tidsbilleder i klassiske gys

Mary Shelley, Virginia Woolf m.fl: ”Døden og kvinden – Klassiske gys skrevet af kvinder”, oversat og redigeret at Steen Langstrup, 2 Feet Intertainment, 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Forfatter og forlægger Steen Langstrup har oversat ni gyserfortællinger af lige så mange kvindelige forfattere, hvoraf den, der har det tidligste fødeår (1797), er Mary Shelley, mens den af de ni, der døde senest (1948), er Gertrude Franklin Horn Atherton. Det er der kommet en ikke særlig uhyggelig, men alligevel interessant samling ud af.

Spiritistisme og ligheder med Faust

Den nok mest særprægede historie – ”Ekkogrotten” - er skrevet af Helene Petrovna Blavatsky. I Langstrups kortfattede, men informative biografiske oplysninger om de enkelte forfattere oplyses det, at Blavatsky var spiritist og også selv optrådte som medie ved visse lejligheder. I fortællingen finder klimaks netop sted ved brug af et medie. Den spiritistiske seance holdes i en grotte, hvor et mord nogle år tidligere havde fundet sted, og man kan roligt sige, at seancen går amok.

Helene Petrovna Blavatsky

Også Mary Shelley, der som 18-årig skrev gyserklassikeren ”Frankenstein, gør brug af en nogle virkemidler, der overgår de mere traditionelle spøgelsesfortællinger. I ”Forvandlingen” spiller hun på det centrale tema i Goethes ”Faust” om at sælge sin sjæl.

Tidsbilleder set fra en kvindelig synsvinkel.

Selvom ”Døden og kvinden” rummer mange små gys, ligger dens kvaliteter for en moderne læser dog primært i fortællingernes tidsbilleder.

I Edith Whartons ”Selskabsdamens klokke” beskrives en ung pige på den alt andet end flatterende måde: ”Hun er den type, mødre forlover bort til unge afvigende mænd af stand.” (s. 96). Hermed siges der noget om kvindesynet i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Stakkels den kvinde, der må se sig lænket til en mand, der i højere grad anskuer sin ægtefælle for at være en brugsgenstand, der kan benyttes til at dække hans behov og lyster, end et medmenneske. 

At fortællingerne er skrevet af kvinder giver et indblik i disses selvforståelse. Nogle af forfatterne beskriver deres kønsfællers forhold uden at stille spørgsmål til rimeligheden heraf. Det er bare sådan, det er. Andre problematiserer mændenes frihed til at behandle kvinder efter forgodtbefindende. Dette er nok tydeligst i Whartons allerede nævnte fortælling, hvor en tyrannisk ægtemand gør livet surt for både sin ægtefælle og tyendet. Butleren er ligefrem så utryg ved sin herre, at han begynder at citere gammeltestamentlige domsprofetier, når det forlyder, at herren vender hjem fra en af sine mangfoldige rejser. Dog er det ikke den mandlige del af tyendet, der har grund til at frygte godsejeren mest. Denne store, blonde mand ”med tyrenakke, rødmosset ansigt og små, stikkende blå øjne” tager, hvad han vil have. Derfor fortsætter Whartons sin beskrivelse af ham: ”en mand af den slags, en simpel, ung tøs antageligt ville have fundet tiltrækkende, hvilket meget vel kunne være endt med at stå hende dyrt.” (s. 91).

Edith Wharton

Selvom mænd flere steder i ”Kvinden og døden” beskrives som herskesyge, beskrives en jævnbyrdig kærlighed i Gertrude Athertons novelle, der har givet samlingen sin titel. Og i ”Den gode lady Ducayne” af Mary Elizabeth Braddon er superskurken selv en kvinde, mens hovedpersonen reddes af en ædel ung mand.

Også for den, der ikke er gyserfan

Charlotte Riddell

”Døden og kvinden” skal altså ikke primært læses for gysets skyld. Flere af fortællingerne virker lidt sjuskede i deres opbygning, for eksempel i ”Selskabsdamens klokke”, hvor en skuffe tilfældigt glider op, så et fotografi deri kan føre fortællingen videre, eller i Charlotte Riddells ”Det gamle hus i Vauxhall Wall”, hvor et håndgemæng et andet sted i huset meget belejligt for historiens afslutning får et stort spejl til at falde ned. Dog er det måske bare en del af genren, at den slags sker. Overnaturlige hændelser må jo forventes i gyserfortællinger. Hvad enten man bemærker disse fortælletricks eller ej, er det dog samlingens tidsbilleder beskrevet med kvindelige øje, der er dens største styrke og som gør den værd at læse for den, der ikke er lidenskabelig gyserfan.

En naturkraft af en fortæller

"Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed"

Karin Michaëlis
Hjertets Vagabond
Forlaget Alhambra 2023

Af Carina Wøhlk
Nogle romaner tager læseren med storm. Sådan er Hjertets Vagabond. En hæsblæsende oplevelse fra ende til anden. Et møde med en hvirvelvind af en fortæller. Og når bogen slås sammen til sidst, sidder læseren tilbage med røde kinder og sus i sindet.    

Hjertets Vagabond udkom i 1930 og var på mange måder kronen på Karin Michaëlis´ litterære værk. Michaëlis debuterede allerede i 1902 og havde således på udgivelsestidspunktet et rigt forfatterskab bag sig. I sin samtid var hun en kendt og anerkendt kulturpersonlighed. Alligevel sank hun siden hen i glemsel. Ikke mange kender til hendes bøger i dag. Det kan undre. Michaëlis´ forfatterskab fortjener at få den renæssance, som genudgivelsen af Hjertets Vagabond lægger op til.      

Hjertets Vagabond vidner om Michaëlis´ stærke personlige skrivestil og feministiske ærinde. Romanens tematiske omdrejningspunkt er kvinders frihedskamp – en kamp for friheden til at vælge for sig selv både kunstnerisk, økonomisk og seksuelt. Netop dette tema er gennemgående i Karin Michaëlis´ forfatterskab. Flere af hendes bøger kredser om pigers og kvinders udfordringer i et patriarkalsk samfund.

Som Michaëlis ser det, bidrager piger og kvinder til at forstærke uligheden imellem kønnene ved ikke at mønstre modet til frigørelse. Michaëlis selv gør oprør imod kvinders selvundertrykkelse ved at tilbyde litterære heltinder – den fremmeste af dem er hovedpersonen og fortælleren i Hjertets Vagabond: Kirsten.

Kirsten er en dynamisk figur. Hun bevæger sig fra det ene sted til det andet, fra den ene oplevelse til den anden, fra den ene mand til den anden. Hun fortæller sin historie fra et hjørne af haven - og er alligevel her, dér og alle vegne. Hun taler i øst og i vest og slynger læseren rundt i et univers af springende associationer. Sproget er fabulerende og fuldt af digressioner. Der er ingen sammenhængende handling. Kun en naturkraft af en fortæller og en masse nedslag i et broget liv. Læseren må selv stykke billedet sammen.   

Det dynamiske er forbundet med det vagabonderende, som romantitlen sætter ord på – og som også er et tilbagevendende motiv i flere af Michaëlis´ andre bøger.  Det er, som om rodløshed og rastløshed smelter sammen med kvindelig frihedstrang i Michaëlis´ forfatterbevidsthed.

Som det interessante forord af Michaëlis-kenderen Johan Rosdahl gør rede for, er der en klar pointe i, at forfatteren giver ordet til en kvinde. Hendes ord ER bogen. Hendes historie skal ikke formidles af en mand. Hun er selv frue over sit sprog og sin historie.    

Virkelighedens Kirsten

Hovedpersonen er ikke en fiktiv skikkelse. Hun er kalkeret over kunstmaleren Kirsten Kjær, som besøgte Karin Michaëlis i hendes hjem på Thurø i 1929. Under sit ophold fortalte maleren løs om bedrifter og begivenheder i et liv på de vilde vover. Hendes talestrøm blev stoffet til en ny roman – Hjertets Vagabond. 

Efter udgivelsen måtte Kirsten Kjær kæmpe sig fri af romanfigurens skygge og insistere på at være andet og mere end bogens frimodige hovedperson: Nemlig en gudsbenådet kunstner i sin egen ret.

I bogen siger hovedpersonen selv, at hun som kunstmaler ser dybere end fotografen: ”Jeg ser igennem helt ind til det inderste, til det, som menneskene ikke godvilligt viser frem” (se side 35). Måske deler forfatteren dette dybe blik. Og derfor vil et billede altid være mere end modellen og en bog altid mere end inspirationskilden.  

Uanset hvor Hjertets Vagabond henter sin saft og kraft fra, er romanen forfriskende anderledes. Læseren forelsker sig hovedkulds i Kirsten - den farverige og fandenivoldske kvinde, der ”har levet mit liv, som det passede mig – om det passede jer andre, jer om det! Og når jeg endelig engang skal dø – bank under bordet – så bliver det ikke af kedsomhed” (se side 73). Et kvindeeksempel til efterfølgelse…       

Ladefogeds himmelstræbende bevægelse

Marie Ladefoged
Mod jorden
Det Poetiske Bureaus Forlag 2023

Af Carina Wøhlk
21. marts. Det er verdens poesidag. Og en digtsamling lænede sig ind mod en anmelders håndflade dette år. Det er næsten, som om den falder. Mod jorden. Ja, det hedder den. Digtsamlingen. 

Mod jorden er Marie Ladefogeds lyriske debut. Digtsamlingen er opdelt i tre afsnit. Tre. Som i tro, håb og kærlighed. Som i Faderen, Sønnen og Helligånden. Måske ikke helt tilfældigt.  

Det ironiske er, at digtene ikke lever op til titlen. De søger ikke mod jorden. De stræber mod himlen. 

Mellem første og andet afsnit optræder en samling fotos af Mette Lucca Jensen, De pixelerede billeder minder mest af alt om et anegalleri på afveje – eller en nostalgisk tur ned ad erindringsstien. 

Forlegne smil

Især i første afsnit sværmer digtene da også for fortiden og dens sagnomspundne figurer.  Det vrimler med litterære og kulturelle personligheder fra en svunden tid. De snor sig ind og ud af digtene med forlegne smil på læberne. Som om de ikke rigtigt ved, hvordan de passer ind. Det kan vi ikke fortænke dem i.

Emil Aarestrup, Karen Blixen, Herman Bang, Knud Rasmussen, Michael Strunge - læseren tager en fortumlet svingom med skikkelser, som hver især bærer et væld af associationer med sig. Associationsbyrden betyder, at digtene ikke står rent.   

Som en våd hund ryster læseren alle de kendte navne af sig, tager hul på andet afsnit for pludselig at blive ramt i mellemgulvet af et digt, der taler direkte ind i den menneskelige erfaringshorisont, ind i det liv, der altid må gå sin gang - ja, mod jorden. Med ét lyser ordene helt nøgent og nært: ”Her er din udgang/ og din indgang/ Jeg lægger dig under jorden/ En kvinde fuld af roser/ vil ligge sammen med dig/ i din grav/ Her ligger du og venter/ Regnen rører dig/ de steder/ hvor alle fingre har været” (se side 39).  

Og netop her, i ord, der sender hilsner til dåbsritualet, der sender hilsner videre til jordpåkastelsesritualet, har digteren sine fingre i den poetiske materie.  

I det tredje og sidste afsnit mærker læseren for alvor en himmelstræbende bevægelse. Digtene begynder at rime og smage af salmer. Ikke i klassisk forstand, men på den Simon Grotrianske måde, hvor et ord som transit angiver en transportvej mod luftlag, hvor ”så højt mod Gud mit eget hjerte banker” (se side 58).

Mod jorden er en digtsamling, der famler efter sit udtryk. Salmegenren klæder Marie Ladefoged. Rimet poesi synes at være hendes gebet. Måske træder hun med tiden i karakter som salmedigter?    

 

   

.

Mobbere og medløbere

Forfatteren Egon Clausen undersøger, om Arne Herløv Petersen er til og hvis han er, hvorfor man så ikke kan se ham 

Af Egon Clausen
Når Arne Herløv Petersen vågner om morgenen, kan han se sine hænder. Han kan også se ned over sin krop og se maven, benene og fødderne. Det er et sikkert bevis på, at han findes, at han er til. Det underlige er bare, at sådan er det ikke allevegne. 

Nogle steder er han faktisk helt usynlig. Arne Herløv Petersen er forfatter, det vil sige en højt kvalificeret specialarbejder med sproget som redskab, men når han færdes i det faglige miljø, som han arbejder i, og som han lever af, er der mange der ikke kan se ham. For der sker det underlige, at i dette miljø bliver han usynlig. 

For fuldstændighedens skyld skal det nævnes her, at han er blevet firs år gammel, og det hjælper heller ikke på synligheden. Mange af hans jævnaldrende er udsat for samme skæbne og vandrer usynliggjorte gennem samfundet. Hvad der adskiller Arne Herløv Petersen fra de fleste andre er imidlertid, at han er en skrivekugle, og det har han været siden han kunne holde på en pen, så han skriver og skriver, og det gør han godt. 

Han er også god til fremmedsprog, så han har oversat mange bøger til dansk. Kinesisk er et af de sprog han mestrer, og for et par år siden udsendte han et kæmpeværk med oversatte digte af mere end 70 kinesiske digtere fra år 300 til 1300, heriblandt mange kvindelige lyrikere. 

Dertil kommer så hans eget forfatterskab, som består af romaner, essays, erindringer og digte. Alene antallet af digtsamlinger er overvældende. Det er imidlertid påfaldende, at hans bøger ikke bliver anmeldt i dagbladene eller i andre meningsdannende medier. Han bliver kort sagt usynliggjort i det litterære establishment. Det sker ikke fordi nogen har besluttet at gøre det. Der har ikke været et møde, hvor nogle redaktører har vedtaget at usynliggøre ham. Det er bare noget der sker, og hvis et ungt håbefuldt menneske kommer til at nævne hans navn på et redaktionsmøde, udløser det måske et hånligt fnys eller blot en let hovedrysten hos en af de gamle i gårde, og så ved den unge, at her er et minefelt som det er bedst at holde sig fra, hvis man vil agtes og gøre karriere i det system. Således fungerer den navnløse magt i et af kulturens snævre rum, og det har ikke noget med litterær kvalitet at gøre. Det er regulær mobning. Her mobbes som i en skolegård uden gårdvagt. 

Terrorlignende magtudøvelse

Hvad mobning angår er det en terrorlignende magtudøvelse der foregår i miljøer, der er præget af en grundlæggende usikkerhed om de regler der gælder. 

I selve mobbeprocessen er der tre parter: Der er for det første de aktive mobbere. De er relativt få. Så er der de passive tilskuere som udgør flertallet, og endelig er der dem der tager afstand fra det der sker. Disse sidstnævnte lever livet farligt, for de kan let blive næste ofre i rækken. 

I den litterære verden er Arne Herløv Petersen et offer for en sådan mobning. Ingen kan forklare, hvad der er på færde, og nogle vil sikkert benægte at det sker, men for nogle år siden udsendte han et par digtsamlinger under pseudonymet Mikkel Fossmo. De fik fremragende anmeldelser og modtog en pris fra Statens Kunstfond. Hvis han havde udgivet dem under sit eget navn, var de helt sikkert blevet tiet ihjel. 

Sådan fungerer mobning i de kulturelle saloners verden. De aktive mobbere er få, men de har magt, og medløberne på de forskellige medier er mange. De ved, at her er et minefelt som de gør bedst i at holde sig fra, hvis de vil bevare deres ry i den kulturelle verden. Så det gør de, og det læsende publikum går glip af en oplysning om en god og velskrivende dansk forfatter. 

Ak, hvor sørgeligt. Hvor småt. Hvor fejt. Hvor usselt. Hvor skammeligt.

PS: Arne Herløv Petersen har for nylig udgivet endnu en digtsamling. Den har titlen Cityringen, og den er fyldt med smukke og eftertænksomme digte om liv og død, om katte og kærlighed, om at blive firs år og om at nyde hver dag på jorden, så han er ikke spor usynlig. Han findes. Han er virkelig, og jeg siger tak for alt det, han har givet os.