Strålende ny musik fra udkanten af traditionen

Smetana: The Two Widows (Dvě vdovy, JB 1:108), Robert Jindra, Prague Radio Symphony Orchestra and Prague National Theatre Chorus (Naxos)

Herzogenberg, Brahms, Bruch: Cello Sonatas - Bartoncelj, Mesaglio (Da Vinci Classics)

Bantock: Orchestral Works, Gamba, BBC SSO (Chandos)

Af Jakob Brønnum

De allerfleste kender Smetana fra et hovedværk og det er ”Mit fædreland”, de 6 mægtige landskabsbilleder, og i symfonisk digtform noget af det vi allermest forbinder nationalromantikken med, nemlig den tjekkiske musik som også hans svigersøn Dvorak har bidraget til. Smetana har skrevet firhændig klavermusik, nogle symfoniske digte over skandinaviske temaer, men først og fremmest har han skrevet operaer – operaer, som vi ikke kender, fordi sproget er så fjernt. Den kendteste er Den solgte brud. Nu har Naxos tidligere på året udsendt De to enker (1874), en opera der i handling kan minde lidt om Cosi fan tutte.

Som der ganske rigtig står i pladeselskabets beskrivelse, er operaen tidlig udgave af den type operaer, der ikke forbinder scener med recitativer eller som i det tyske Singspiel sågar med tale. Operaen flyder musikalsk uophørligt og ”udleder en narrativ strøm fra den naturlige talerytme”.

Lidt primitivt kan man sige, at det altså ikke er nødvendigt for forståelsen eller opfattelsen at følge med i sprog og handling, eftersom den musikalske oplevelse er stærk og bærer rigelig i sig selv. Operaen er et overraskende bekendtskab, et værk, der viser Smetana fra sit mest melodiske og dynamisk veldisponerede, og desuden her opført med en fornemt ensemble af solister.

Herzogenberg?

Den næste omtale handler også om noget jeg ikke forstår helt til bunds, men det ligger på et andet plan. Når man læser om den østrigske komponist Herzogenberg (1843-1900) bliver det - med den klassiske musiks elitistiske sans for at dyrke sin egen historie - hurtigt tydeligt at det vigtigste synes at have været en brevveksling med Brahms. Han var gift med en af mesterens klaverelever. Det nævnes også at han har rådet Vaughan-Williams til at studere med Max Bruch, og så kan vi godt høre vi er ude i detaljen af, hvad man kan kalde en komponists indvirkning på musikhistorien.

Imidlertid er der er begyndt at komme indspilninger med hans musik. CPO, som man altid kan finde rigtig gode indspilninger af mindre kendte komponister hos, har fra slutningen af 1990’erne og til for 10 år siden, udsendt et repræsentativt udvalg af Herzogenberg. Hvis man hørte disse CPO-indspilninger i båndsløjfen i Bilka, mens man går og leder efter cowboybukser eller vaniljesukker, så ville man tænke, ”Nå, der er Brahms.” Herzogenberg lyder nemlig fuldstændig ligesom Brahms, bortset fra at der mangler en ting: Brahms.

Jeg skal ikke gå i detaljer med hele hans værk, som rummer en hel del kammermusik, et par symfonier og nogle fine korværker mod slutningen, men nu er der sket det, at også Da Vinci Classics har udsendt en indspilning af 3. Cellosonate (på en CD med musik af også Brahms og Bruch). Og så kan man jo pludselig begynde at lede efter en fortolkningstradition.

Da jeg lyttede til de to indspilninger første gang, måtte jeg konstatere at den nye forekom mig mere letbenet. Men senere gennemlytning har vist mig at, selv om Herzogenberg åbenlyst beundrer Brahms både i musikkens arkitektur og gestik, og ikke mindst i melodikkens forlængede linier, så lægger den lidt tungere fortolkningsmåde som CPO-indspilningen har et muligvis falsk eller forkert billede ind over komponisten, der som nævnt gør at jeg oplever at det lyder ligesom Brahms, men uden Brahms. Den ny indspilning med de to yngre musikere, den ene slovensk cellist, den anden en italiensk pianist, viser at komponisten ganske vist er mere letbenet, men at det formentlig ikke af en svaghed, der kommer et lys frem i den lettere fortolkning, som helt mangler i den anden når man hører ordentlig efter. 

Hvis jeg skal være frimodig, så vil jeg sige at Herzogenberg, fremfor at være et tyndbenet Brahmsepigoneri, snarere har en tyngde som den Gade ville have fundet, hvis ikke 1864-krigen havde gjort at han var rejst hjem igen fra Leipzig, hvor et godt samarbejde var i gang med Mendelssohn. Med andre ord er indspilningen virkelig et bekendtskab værd. Det er virkelig smukt. Omend jeg indrømmer, at jeg finder 3. sats hos CPO-kunstnerne Claudius Herrmann (cello) and Saiko Sasaki (piano), bedre forløst, mere sammenholdt og ikke med så store armbevægelser og en stakkato, der truer med at rive teksturen i stykker.

Bantocks Hebridesymfoni

Jeg har før nævnt, at der er god grund til at lade sig fascinere af engelske komponister, der med enkelte undtagelser i det store og hele står i skyggen af ikke alene de tysk-østrigske, men ret beset også østeuropæiske og måske sågar de største franske.

Når man således trænger ind til Elgar, Vaughan-Williams, Britten og måske går så vidt som til Holst, Birtwistle, Tippet og Walton, er der stadig Smythe, Gibbs, Bax, Arnold og Alwyn, før man kommer til en strålende kunstner som Bantock (1868-1946).

BBC Scottish og Rumon Gamba har udsendt en ualmindelig smuk og på flere måder bevægende indspilning af den første af fire symfonier, Hebridian Symphony (1913), der står i en senromantisk tradition med indslag af moderne tonalitet.

Der er et brucknersk-wagnersk fundament, en flydende og varm musik, der har indslag af solistiske elementer, der er klart genreoverskridende. Som altid er der hos de engelske komponister en understrøm af den engelske folketone, der præcis er det der karakteriserer den i forhold til den tysk-østrigske klassiske musik, gennem et mindre akademisk kunstnerisk udtryk. Det er ikke helt tilfældigt, at Sibelius blev den første formand for mindeselskabet, der blev dannet efter Bantocks død. 

 

De skal bare have en chance

Per Gammelgaard
Djævelens legeplads og andre kulørte historier
Forlaget Læselyst 2026.

Af Anne Rye Andersson
DET KORTE AF DET LANGE - Per Gammelgaard skriver med en indlevelse og en empati, som er lige så velgørende som et knus. Jeg har tidligere anmeldt hans bøger positivt, og det kommer jeg til at gøre igen. Gammelgaard har en særlig evne til at se ind i de mellemmenneskelige relationer og bryde dem ned til små punkter, der bliver overskuelige og kærlige brudstykker.

Fælles for Djævelens legeplads' noveller er, at der på en eller anden vis altid er et vist rørende element i historierne. Man fornemmer, at Gammelgaard elsker mennesker, de skal bare have en chance for at vise, hvad deres kvaliteter er. Det er sådan, jeg læser ham. 

Da jeg havde læst samlingen, var jeg efterladt med en følelse af håb og fik faktisk, når sandheden skal frem, også gåsehud flere gange under læsningen. Det er det, Gammelgaard kan.

I sit sprog excellerer han i det tydelige, maleriske og udtryksfulde, om end der ikke er et ord for meget. Man fornemmer helt klart, at alt er tænkt over, så det er ikke en ordflom men en form for salvende digression, når han, ikke sjældent, får øje på det atypisk smukke, dvæler ved en detalje eller en menneskelig egenskab. 

Gammelgaard residerer i Frederikshavn, og der er klart noget lokalt islæt over novellerne, som ofte er i de små samfund, men samlingen kan alle få glæde af uanset, om man er fra storbyen eller fra landet. 

Det korte af det lange: Læs Gammelgaard på en god dag, og din dag bliver bedre. Læs Gammelgaard på en dårlig, og den bliver således god, ikke desto mere lidt mere håbefuld.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb

Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde

Gitte Broeng og Lasse Krog Møller
Roma – en tragikomedie i to akter
Asterisk Forlag, 32 sider, rigt illustreret
Pris: 175 kr.

Af Troels Laursen
Blikket ændres og flyttes i dette lille drama på den store scene – Roms centrum. Det blik, som turisterne normalt retter mod byens seværdigheder, vendes om, så vi i stedet ser verden fra seværdighedernes synspunkt.

Lasse Krog Møller og Gitte Broeng har arbejdet sammen før, blandt andet på Puzzle (2016), hvor Møllers installation og Broengs litterære arbejde blev flettet sammen. Projektet bestod blandt andet af en række hverdagsobjekter, som blev gjort til figurer i et slags enakter-drama. Den samme idé om at give ting og steder en stemme og personlighed går igen i bogen.

Og det er virkelig en orker at være så gammel som Trevifontænen, Colosseum, Peterskirken, Pantheon og alle de andre seværdigheder, som bliver begloet dagen lang – ja, endda gået på, som Den Spanske Trappe, 24/7.

Bogen er rigt illustreret med turistfotos. Her er fotografierne imidlertid pixelerede, så det ikke altid er muligt at se, hvad der er hvad. De får næsten karakter af malerier, og man kan komme til at tænke på den tyske kunstner Gerhard Richter (f. 1932) og hans store værk 4096 Farben fra 1974. Værket er opbygget efter et matematisk system, hvor farvefelterne tilsammen danner en kompleks helhed. På afstand fremstår farverne som en samlet, vibrerende flade, mens de enkelte felter træder frem på tæt hold.

Farverne forestiller ikke noget bestemt. Hos Richter undersøges blandt andet kunstnerens rolle i skabelsen af et maleri, og hvordan simple regler kan skabe en kompleks helhed. Noget lignende sker i Hver dag er en orker: De mange fragmenter af noget velkendt – de enorme turistattraktioner, menneskemængderne og fotografierne – sættes sammen med den enkle idé, at det ikke længere er mennesket, der ser på stedet, men stedet, der ser tilbage på mennesket.

Det er også derfor, at fotografierne i bogen er interessante i sammenhæng med udstillingen Photography Now! Dansk samtidsfotografi netop nu på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant. Her undersøges, hvad et fotografi kan være i dag, og hvordan moderne kunstnere bruger fotografiet til at fortælle, fortolke og udfordre vores måde at se verden på.

Stykket er en tragikomedie – det sure med det søde, det almindelige med det groteske. Peterskirken taler alfaderligt, mens Trevifontænen soler sig i aftenbelysningen og gerne vil vise sig frem. Pantheon praler af sit ni meter brede oculus. Colosseum savner sine kampe med dyr og gladiatorer. Nu er der kun publikum tilbage, men intet cirkus og ingen dramatik.

Når genstande og steder bliver behandlet, som om de har personlighed, historie eller relationer, bliver de ikke længere bare rekvisitter i fortællingen. De bliver medspillere – ja, næsten karakterer.

Og her opstår en interessant tanke: Hvad sker der med vores forståelse af mennesket, når tingene får menneskelige egenskaber? Perspektivet vendes om. Man spørger ikke længere kun: Hvad gør mennesket ved tingene? Men også: Hvordan former tingene menneskets liv og fortællinger?

Når seværdighederne pludselig kan se på turisterne, bliver rollerne vendt om. Turisten går fra at være den, der betragter, til selv at blive betragtet. Seværdigheden får en menneskelig personlighed, og vi bliver mindet om, hvordan vi som turister ser på og bruger stederne.

Har disse steder deres eget liv? Eller tror mennesket, at de kun eksisterer, fordi vi har skabt dem, navngivet dem og gjort dem til seværdigheder?

Hvad er det egentlig, turisten overser, når blikket rettes mod disse monumenter? Måske det liv og den historie, der findes bag det, der er værd at fotografere. Turisten tager billedet for at kunne bevise, at man var der – og for at vise omverdenen, at man findes. Men seværdighederne står tilbage. De har stået der længe før turisten kom, og de vil sandsynligvis stå der længe efter, at turisten er væk.

Mennesket kommer med skitseblokken, kameraet og den nyeste iPhone. Monumenterne bliver stående.

Og måske er det netop dér, dette lille absurde skuespil, med de blurede fotos, rammer noget både morsomt og tankevækkende i vores tid: Hvem er det egentlig, der ser på hvem?

Photography Now! Dansk samtidsfotografi kan ses på Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant indtil den 24. januar 2027 

Afvist med et nådesløst klik

Tindermonologerne
Lene Bang
Forlaget Læselyst 2026

Af Carina Wøhlk
Hvordan navigerer man i et digitalt datingliv? Hvordan finder man en kæreste i en flygtig og overfladisk skærmkultur, hvor man swiper sig igennem mulige partnere - og selv kan blive afvist med et nådesløst klik?

Disse væsentlige spørgsmål kredser Lene Bang om i sin nyeste digtsamling Tindermonologerne. Og hold nu op, hvor får læseren poetisk smæk for skillingen.

Hilsen til Vaginamonologerne

Digtsamlingens titel sender en hilsen til Vaginamonologerne, som tilbage i halvfemserne både i teater- og bogform forsøgte at gøre op med tabuiseringen af kvinders underliv. Tindermonologerne er skrevet med samme humor, alvor og sårbarhed - og med samme indsigt i kvinders udsathed. 

For på mange måder er Tinder og andre lignende platforme et udstillingsvindue, hvor både kvinder og mænds kroppe stilles til skue. Mænd bidrager gerne til kødmarkedet med “dickpics”, der får digterjeget til at svømme “rundt/ i fallosfyldt farvand”. Midt i det fallocentriske univers vejes og måles kvinders udseende med smalle blikke - a la prinsessen i Klodshans: Dur ikke, væk!

Kropslighed kommer til at fylde ekstremt meget. Og kropsvægt. Det gælder om at leve op til særlige idealer. Og det er smertefuldt, når det ikke lykkes. Det vidner det stærke digt “Jeg er aldrig ikke min krop” om: 

“...hvis de holder den (kroppen) i hånden/ udenfor/hvor andre ser den/smitter den af på dem/pludselig er de også dovne/uintelligente og uværdige”. 

En internaliseret tykfobi præger digterjegets selvbillede: “...for hun er fed/ og grim/ og hun kan ingenting”. Øh jo, det kan hun. Hun kan digte, så læseren græder, griner, grubler - og genkender scener og følelser fra sit eget kærlighedsliv.

Tindermonologerne er skrevet i et bramfrit sprog. Tonen er ærlig og rå. Vær forberedt på at få kaffen galt i halsen flere gange under læsningen. Boller er ikke kun noget, man bager. Og digterjeget er “dronningen af pik”. Bogens visuelle udtryk er skabt af forfatterens søster, Anne Bang. som også illustrerede Lene Bangs debut Fede mor. Det fine og farvestrålende omslag fungerer som triggeradvarsel. Det indstiller læseren på, at digtene jonglerer med flere kropsdele - også dem, der ikke almindeligvis klaskes op på en forside.

Lene Bang (Foto: Frederik Kronmann)

Frisproget kobles med digterens særlige lyst og evne til at lege med ord. For eksempel er digterjeget udfordret på “troen/ på det gode i mændesket”. Læseren forstår, at længslen efter nærhed og kærlighed også er en higen efter mødet med ordentlige mænd - og en romantisk drøm om en sommernat at liste

"med sandalerne i hånden/ og forbudte kys i lommen”.

Tindermonologerne er en vigtig bog. Ikke kun for dem, der aktivt bruger datingapps, nej, for alle, der er optagede af køn, kropsidealer. kærlighed og ligestilling. Digtene er formet som monologer, men de går netop i kritisk dialog med den moderne datingkultur. De sætter ord på dating fatigue, seksuel objektificering og frygten for ghosting. Og de afspejler den fremmedgørelse, som hele konceptet indebærer - at det ikke er det analoge flirteri, der sender mennesker i armene på hinanden, men en fingerbevægelse på en mobiltelefon. Tindermonologerne er ikke bare et hudløst vidnesbyrd om jagten på den eneste ene, men også et stykke samfundskritik. Og så er digtsamlingen tindrende velskrevet.

Barnets uhensigtsmæssige loyalitet

Allan Lillelund: På fars side, roman, Jensen & Dalgaard 2026, 194 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er engang i midthalvfemserne. Anders er teenager og har lige mistet sin mor. Nu bor han alene med sin far, der ikke blot kigger lidt for dybt i flasken, men ofte drikker sig så fuld, at udtrykket ”sanseløst beruset” fremstår i sin mest triste betydning. Anders er ladt alene med et ansvar, som ingen børn skal have. Men ingen griber ind.

Drengen med styr på det meste

Umiddelbart går det ganske godt. Anders har faktisk styr på en hel del. Han passer sin skole, laver tjeklister over alt det, han skal, og får også gjort det meste. Selv da hans far brækker sig i et prøverum i den lokale tøjbutik og lige nøjagtig kan sanse tilstrækkeligt til at få ringet efter Anders, er sønnen den, der bakser ham ud og hjem.

Da Anders kommer over til butikken, lukker han af for hjælp. Han er vant til at tackle sin far selv, og ved, at det kan have uoverskuelige konsekvenser, hvis for mange bliver indblandet:

Fars dynejakke hænger over styret på en cykel foran tøjbutikkens udstillingsvindue. Inde i butikken står hans træsko foran et par grå plastikkurve. Men hvor er han?

En lille, buttet mand kommer hen til mig.

”Anders?”

”Ja.”

”Jeg hedder Klavs, og jeg arbejder i butikken her. Din far er desværre faldet om inde i prøverummet.”

”Ja?”

”Det er nok bedst, hvis vi lige får en snak, os to. Er det ok?”

”Jeg skal nok følge min far hjem. Må jeg ikke få ham med hjem? Sidder han derinde?”

”Jeg tror lige, din far skal have det lidt bedre...”

”Må jeg ikke nok få ham med mig hjem nu?” Jeg peger ud på min bagagebærer, på Tupperwaren. ”Jeg har en bøtte med til ham. Må jeg ikke tage den med ind til ham?” (s. 82).

Anders ved, hvad det kræver at tackle sin fulde far: Overtalelse, et solidt greb om faderen og en Tupperware, han kan kaste op i. Det er selve tilværelsen med en far, der ikke kan tage ansvar, han ikke har styr på. Og her svigter alle andre voksne gang på gang. Klavs i tøjbutikken har de bedste intentioner, men insisterer ikke på at gøre mere, da først Anders og hans far er ude af butikken.

I Anders’ situation er der ikke så mange lyspunkter, men han fokuserer på dem, der er. Når han har brug for at udtrykke sine følelser, skriver han digte. Da faderen og Anders anskaffer sig hunden Knulp, hjælper det også på humøret, selvom Anders finder det afskyvækkende, når hunden slikker faderens opkast i sig. Endelig har Anders en ven, Bo, der ikke er bange for at give en hånd med, når det er nødvendigt. En dag, hvor Bo er med Anders hjemme, har faderen ikke haft åndsnærværelse nok til at gå på toilettet. Anders beder Bo om at gå hjem, men det vil han ikke.

”Skal jeg ikke hjælpe dig, Anders? Du skal ikke stå alene med det her. Jeg hjælper dig altså!”

”Med hvad?”

”Med din far.”

Min bedste ven står og spuler min far i bagen med bruseren, en brun stribe løber ned i afløbet. Far læner sig op ad de lyseblå klinker inde i brusekabinen, hans tommeltot er kroget om sæbebeholderen. (s. 111-112).

Der er noget ekstremt smerteligt over Anders’ situation: Han har allerede mistet sin mor, og klynger sig derfor til sin håbløse far. Ham vil han ikke også miste.

Et spørgsmål om ansvar

Selvom romanens handling udspiller sig for godt 30 år siden, afspejler den desværre en virkelighed, der stadig udfolder sig her til lands. 

Med ”På fars side” sætter Allan Lillelund fokus på den kendsgerning, at børn er ekstremt loyale overfor deres forældre. Selvom mange børn sukker over, hvor åndsvage deres forældre er, har kritikken en kant, der bliver skarpere, jo mere kritik forældrene rent faktisk fortjener. En far som Anders’ bør jo vitterlig både kritiseres og have hjælp, men Anders lukker af for kritikken - ja, han beskytter sin far imod den, for han kan ikke overskue konsekvenserne, hvis der gribes ind. Han gør alt, hvad der står i hans magt for, at ingen opdager, at faderen faktisk handler under al kritik ved slet ikke at handle. Anders påtager sig det fulde ansvar for at hverdagen fungerer, men på længere sigt kan det ikke lade sig gøre. Han er trods alt bare et barn. Tilmed et barn i sorg.

”På fars side” minder voksne om, at det kan være en idé at følge op på en mistanke. Hvis man fornemmer, at et barn mistrives, kan man godt tage en snak med det eller forældrene for at fornemme, om der er hold i fornemmelsen. Er der det, vil en kontakt til kommunen ikke være et bagholdsangreb, men en hjælpende hånd til både barn og forældre. Mange voksne har brug for støtte, når de er kommet ud i et misbrug, og kommunens første løsning er ikke at tvangsfjerne barnet, men at undersøge, hvor grelt det står til, og hvad familien kan tilbydes. Desværre findes der mange eksempler på, at kommuners socialforvaltninger løber fra deres ansvar, men det er ingen grund til at tie; snarere en grund til at holde kommunen op på sit ansvar. Ellers ender ansvaret i sidste ende igen hos barnet.

Hverdagsdramaet

Allan Lillelund fortæller i ”På fars side” om en dramatisk hverdag på en stilfærdig måde, fordi det for Anders netop er hverdagshændelser, han skildrer. Derfor er der også helt ufarlige beskrivelser af samværet mellem far og søn, f.eks. deres jævnligt tilbagevendende fælles jargon, der er så plat, som den slags nu engang bare er. 

Allan Lillelund er forfatter, oversætter og stifter af forlaget Silkefyret. Han har tidligere udgivet noveller og digte. ”På fars side” er hans romandebut. 

Vi kredser om dens tavshed

Linda Heide Ottosen
Fra støv til lys
Alias Forlag ApS

Af Jakob Brønnum
DET KORTE AF DET LANGE - Hvor meget skal man stole på sine fordomme, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man gå ud fra litterære konventioner, når man anmelder en bog? Hvor meget skal man betvivle sig selv overfor en menneskelig sansning, som måske ikke er fremstillet med den poetiske faglighed man forventer af en bog der kalder sig en digtsamling?

Jeg er gået igennem forskellige faser af de her spørgsmål. Linda Heide Ottosens debutdigtsamling er ikke et litterært arbejde med mine begreber. Men det er et menneskeligt vidnesbyrd, som man ikke bør afvise i lyset af sine litterære begreber. Det er en kosmisk inspireret gravsten for en søn der ikke er her mere, det er et forsøg på at skrive sin sorg ud igennem det som ikke kan tabes, nemlig livets egen basale, evige væren.

Bogen veksler mellem iagttagelser, erindringer og definitioner på liv, bla. fra den buddhistiske sammenhæng hvor den savnede rettede sin tilværelse. Et digt lyder sådan (bogens digte er centrerede):

Et dyb af lys brydes,
gnistrende tråde, der taber sig i intet.
Vi driver gennem rummet,
som tanker
lettere end støv
fanget i tyngdekraftens lette hvisken.

En planet vokser langsomt i mørket
et øje, rødt og vågent
uden blik, men fyldt med viden.
Vi kredser om dens tavshed,
ser dens hud, ru som glemt sten,
ser dens farver -
en blanding af blod og kanel,
sukker og ild.

Vi mærker kulden i dens åndedrag,
ser polernes is,
glitrende og fremme som knust glas
på et bord ingen har dækket.

Det er et (uddrag af et) digt, der har flere fine kvaliteter, især hvis man accepterer dets åndelige landskab, hvor naturvidenskabens sprog, en indisk inspireret maya-lignende tankegang og en hverdagsrealisme med dufte af krydderier, væves sammen. I et digt kort efter tager følelserne over og skaber en profetisk figur af den savnede:

Det var ikke tilfældigt,
men et møde skabt af kræfter,
der rækker over tid og rum.
Du valgte os,
du har selv fortalt mig det.

Du kom for at elske,
at kæmpe, at forstå
at opbygge en flod af karma,
som kunne bære dig videre.

Da man som anmelder alligevel er stærkest forpligtet på det medie hvor anmeldelsen er skrevet, vil jeg sige at digtsamlingen havde været stærkere, hvis den i stedet havde sprængt sine former og brugt det selvsamme stof som aforismer, små afklarede sætninger og blot korte poetiske udsagn, frem for at spænde det for en bestemt genre, ovenikøbet én genre med meget stærke krav til formbevidsthed og en metaforisk konsistens, som det først citerede digt mangler. 

Bogen er overvældende smukt illustreret med den store århusianske kunstner Hans Krulls arbejder, som jeg imidlertid ikke kan se kommer i symbiose med teksten. Det ville de have gjort, hvis forlaget havde hjulpet forfatteren til at forløse sin tekst i de genrer den kalder på.

Men det korte af det lange er, at hvis man modtager denne bog som et genuint og dybsindigt vidnesbyrd om den menneskelige tilværelse og dens ophør og de følelser og refleksioner, det udløser i et følsomt sansende medmenneske, gør den et stærkt indtryk.

Det korte af det lange er en ny rubrik i Den smalle bog, skabt med henblik på at forøge antallet af anmeldelser i tidsskriftet/ jb

Fordi han ser

Anne Gregersen (red):
På hvis skuldre : Lars von Trier og billedkunsten

Af Troels Laursen
Allerede efter få opslag opgav jeg tanken om at læse fra ende til anden. I stedet begyndte jeg at bladre frem og tilbage mellem billeder, essays og kunstværker, som om bogen selv insisterede på, at inspiration aldrig bevæger sig i en lige linje. Det er en befriende oplevelse.

Ofte har filmmennesket Lars von Trier været i offentligheden som provokatør og med underlige taler om at forstå Hitler. Sjældnere tales der om ham som et menneske, der gennem et helt liv har set på kunst. Ikke bare set, men levet med billeder. Ladet dem synke ind. Ladet dem arbejde videre i hans eget billedsprog. Det er netop denne erkendelse, bogen åbner for.

Titlen ”På hvis skuldre” er fin, fordi den samtidig er ydmyg. Den minder os om, at ingen kunstner opfinder verden på ny. Alle står på skuldrene af nogen og alle stjæler med arme og ben fra alle. Også Lars von Trier, der selv siger at han ”har planket det hele” – Men som David Bowie, sagde da en eller anden at have hugget noget ham: You can’t steal fra a thief!”.

Friedrich og naturens uendelighed

Vi møder Caspar David Friedrichs ensomme skikkelser foran naturens uendelighed. Edvard Munchs sitrende eksistentielle uro. Vilhelm Hammershøis skildring af vennerne om et bord, hvor lyset synes at tænke lige så meget som menneskene gør. Per Kirkebys geologiske landskaber, hvor naturen næsten bliver en psykologisk tilstand.

Og pludselig begynder man at forstå, hvorfor von Triers billeder ser ud, som de gør. Ikke fordi han kopierer. Men fordi han ser. Det er en vigtig forskel. 

Mange kunstbøger forsøger at bevise direkte forbindelser mellem kunstnere. Denne bog virker mindre interesseret i beviser end i stemninger. Den peger ikke med en løftet pegefinger og siger: "Her er forlægget."

Den inviterer snarere læseren til selv at opdage slægtskaberne. Ikke fordi scenen fra en film var identisk, men fordi følelsen var det. Det langsomme. Det melankolske. Det foruroligende.

Den særlige stilhed, som kun findes i billeder, hvor der tilsyneladende ikke sker noget, men hvor det meste alligevel er på spil.

Måske er det netop stilheden, der overrasker mest. For Lars von Trier forbindes ofte med drama, konflikt og følelsesmæssige eksplosioner. Men bogen viser, at hans univers i lige så høj grad er skabt af eftertænksomhed. Af lange blikke. Af tomme rum. Af lys, der falder ind gennem et vindue.

Det er billedkunstens tempo. Og måske er det derfor, bogen føles så anderledes end de fleste udgivelser om film. Den forsøger ikke at forklare Lars von Trier. Den viser, hvad han selv har set. Det er en langt mere generøs gestus. Der er flere gode artikler knyttet til bogen, som kredser om både film, billedkunst og Von Trier i særdeleshed.

Knausgaards bidrag

Karl Ove Knausgårds bidrag til bogen, som jeg gerne vil fremhæve her, har titlen "Ophævelse af afstand", og det er et personligt essay snarere end en traditionel kunsthistorisk analyse.

Kernen i essayet er spørgsmålet om nærvær – hvordan stor kunst kan ophæve afstanden mellem værket og beskueren. Knausgård argumenterer for, at Lars von Triers film har en særlig evne til at skabe en oplevelse af umiddelbarhed, hvor publikum ikke blot ser karaktererne, men næsten er til stede i deres følelsesliv.

Han kobler denne kvalitet til von Triers arbejdsmetode. Ifølge Knausgård handler det om en form for "aflæring" af det akademiske og kontrollerede til fordel for en mere intuitiv og risikovillig kunstnerisk proces. Det er ikke perfektion eller teknisk virtuositet, der er målet, men en intens tilstedeværelse, hvor billeder og følelser opleves som autentiske.

Essayet trækker også tråde til den norske maler Edvard Munch, som både Knausgård og von Trier har et nært kunstnerisk forhold til. Hos Munch finder Knausgård den samme kompromisløse vilje til at omsætte personlige erfaringer og eksistentielle kriser til kunst – en kvalitet, han genkender i von Triers film. Det er derfor mindre et essay om Lars von Trier end en refleksion over, hvad der sker, når kunst overskrider den normale afstand mellem værk og beskuer. Knausgård undersøger, hvordan film og billedkunst kan skabe en oplevelse af intens nærhed, hvor man som beskuer, ikke blot fortolker et værk, men mærker det fysisk og følelsesmæssigt. Det gør hans tekst til en filosofisk indgang til hele bogens tema: at kunstnerisk inspiration ikke kun handler om motiver og referencer, men om måder at se og erfare verden på.

Kompositioner, lys og symbolik

Anne Gregersens artikel undersøger, hvordan billedkunst har inspireret Lars von Triers filmsprog. Hun viser, at Trier ikke kopierer bestemte kunstværker, men lader sig inspirere af deres stemninger, kompositioner, lys og symbolik. Artiklen fremhæver, at billedkunsten fungerer som et visuelt arkiv, som instruktøren trækker på i sit arbejde. Gregersen peger på forbindelser mellem Triers film og kunstnere som Vilhelm Hammershøi, Edvard Munch, J.F. Willumsen og Per Kirkeby. Hun analyserer, hvordan maleriske virkemidler bliver omsat til filmiske billeder og skaber særlige stemninger og fortællinger. Et centralt budskab er, at von Trier bygger videre på tidligere kunstneres idéer og dermed står "på deres skuldre". Artiklen giver et kunsthistorisk perspektiv på hans film og viser, hvordan film og billedkunst kan berige og påvirke hinanden.

Annette Rosenvold Hvidts artikel Kisten handler om kisten som et centralt motiv i billedkunsten og om dens betydning som symbol på død, sorg og overgang. Hvidt forklarer, at von Trier bruger billedkunstens symboler til at skabe stærke visuelle og følelsesmæssige oplevelser, som giver filmene en dybere eksistentiel betydning.

I artiklen Levende billeder undersøger Lilian Munk Rösing, hvordan von Trier lader sig inspirere af billedkunsten og omsætter dens motiver til film. Hun forklarer, at filmen gør de stille billeder levende ved at tilføre bevægelse, lyd og tid. Von Trier kopierer ikke kunstværkerne, men fortolker deres stemninger og symbolik på en ny måde. 

I artiklen År 1984, hvor Von Trier debuterer med ”Forbrydelsens Element”, (Han arbejdede også i samme år på kortfilmen Sidste udkald, hvor han medvirker som skuespiller), som prisme beskriver Erik Steffensen, hvordan året 1984 blev et vigtigt vendepunkt i Lars von Triers kunstneriske udvikling. Steffensen viser, at von Trier blev inspireret af samtidens billedkunst og udviklede et særligt visuelt filmsprog med fokus på komposition, symbolik og stemning. På den måde bliver 1984 som et udgangspunkt i Von Trier filmiske univers et "prisme", som giver en dybere forståelse af hans senere værker. Værkerne er en kæde, der hænger sammen.

Bogens mange illustrationer gør oplevelsen meget fysisk og sanselig. Man læser ikke kun teksterne; man ser dem. Øjnene vandrer mellem reproduktioner af malerier, skulpturer og fotografier, og langsomt opstår en samtale på tværs af århundreder. Friedrich taler med von Trier. Hammershøi svarer igen. Munch lægger endnu et lag til fortællingen.

Det er en bog, der kræver tid. Ikke fordi den er vanskelig, men fordi den inviterer til langsomhed og det skal læses som en kvalitet, der næsten føles radikal i en tid, hvor billeder normalt passerer os på få sekunder.

Det mest interessante ved På hvis skuldre er måske, at den ikke alene handler om Lars von Trier. Den handler også om os som beskuere, især fremkaldt af Knausgaards essay. Om hvordan vi lærer at se. Om hvordan ét billede kan leve videre i et andet. Om hvordan kunst aldrig opstår isoleret, men vokser frem gennem generationers blik på verden. Og måske den største kompliment, man kan give en kunstbog: Den får én til at gå tilbage til kunsten.