Pärt som symfoniker

Arvo Pärt: Complete Symphonies
Eva Ollikainen, Iceland Symphony Orchestra
Chandos
(Udkommer 17. april)

Glazunov: Complete String Quartets, Vol. 1
String Quartets Nos. 1, 2 and 3 ‘Slavyanskiy’
Tippett Quartet
(Udkommer 24. april)

Bach: Johannes-Passion
Raphaël Pinchon, Ensemble Pygmalion
HMM

Af Jakob Brønnum
Arvo Pärt blev for nylig fejret i anledning af sin 90 årsdag som en de store komponister i vor tid. Denne måneds mest opsigtsvækkende CD-udgivelse må være den første samlede udgivelse af Pärts fire symfonier, den første fra 1976, den seneste fra 2008. Arvo Pärt er ikke primært symfoniker, men udgivelsen spejler hans udvikling som kunstner: Efter en tidlige stil i pagt med den herskende modernisme fra Penderecki til noget nær en glimtvis ligetisk minimalisme, fandt han en mere personlig spiritualistisk udtryksform, stadig i det minimalistiske spektrum.

De fire symfonier som betegnende nok kan være på en enkelt CD, viser Pärts udvikling som komponist og kunstner meget tydeligt. Jeg bekender at jeg har været en lille smule træt af en vis ensformighed i Pärts værk, men det ændrede sig fuldstændig i påsken, hvor jeg havde lejlighed til at høre flere hollandske radioindspilninger af hans forbløffende Johannespassion, kaldet Passio, et mere end en time langt korværk for kammerensemble og vokalsolister. Når man hører symfonierne samlet i det islandske symfoniorkesters fremragende indspilning, dirigeret af Eva Ollikainen, oplever man for alvor spændvidden i Pärts arbejde, en spændvidde som sammenfattes i de senere værker med stor kunstnerisk dybde og menneskelig og eksistentiel indsigt. CD’en er meget velproduceret og orkesteret har en overbevisende klanglig fylde.

De tre første symfonier er dybt originale i deres korte, men på hver sin vis meget fyldige symfoniske kroppe. Den fjerde symfoni fylder næsten lige så meget som de tre andre tilsammen og har den flydende æteriske klang, vi forbinder med Arvo Pärt. Jeg kan ikke anbefale indspilningerne stærkt nok.

En af de store, mere eller mindre ukendte

Glazunov har i mange, mange år været en af mine yndlingskomponister. Han er en af store klassiske komponister, men han er ikke tilstrækkelig anerkendt i vesten, og det går ikke den rigtige vej for tiden. Hans lige knap ni symfonier opføres yderst sjældent. Jeg kan kun komme i tanker om én symfoniopførelse af DR-symfoniorkestret og ingen af de øvrige danske orkestre

Symfonierne findes i en god håndfuld samlede udgaver, men den største vestlige dirigent der har indspillet dem, er Neeme Järvi, som netop er kendt for at have bragt flere miskendte komponister frem i lyset. 

Glazunov har skrevet en violinkoncert, som tidligere lå i udkanten eller lige inde i det gode selskab af den temmelig faste kanon af de violinkoncerter, der opføres i de store koncerthuse, en kanon, hvor også Nielsens violinkoncert lejlighedsvis tælles med. Men det synes at være længe siden. Glazunov har derudover skrevet en dybt original og meget meget smuk saxofonkoncert. Blandt det omfattende værk er også meget høreværdig musik til skuespil.

Hans strygekvartetter er næsten endnu sjældnere opførte end symfonierne, men de blev indspillet for nogle få år siden af Utrechtkvartetten i en fortolkning, der ikke rigtig fangede mig, må jeg indrømme. Jeg tror det har noget at gøre med teksturen i musikken som jeg skal komme tilbage til. Sådan er det ikke med Tippetkvartettens indspilninger af de tre første strygekvartetter. Det er klart de bedste fortolkninger, jeg har hørt, eftersom de kendte russiske indspilninger af lidt ældre art forlener strygekvartetterne med en dunkelhed og en upassende djærvhed, som det kan være svært at forstå begrundelsen for, men som kan have noget at gøre med Glazunovs specielle position i det russiske og sovjetiske musikliv, så at sige mellem den gruppe fra slutningen af 1800 tallet der gik under navnet de 5 med bl.a. Balakirev og Rimsky-Korsakov  og de nye sovjetiske genier som Prokofiev, Mjaskovskij og Shostakovich - eller det kan være et led i en lokal opførelsespraksis.

Tippettkvartettens indspilninger har nogle af de kvaliteter, vi kender fra den komponist, kvartetten har taget sit navn fra og den samtidige Benjamin Britten, nemlig et aldrig forsvindende lyssvæld, selv i de dunkleste øjeblikke, en form for eksistentiel transparens, som er uforglemmelig. 

Det der efter min opfattelse gør Glazunov til en af de store klassiske komponister, er ikke kun at han elegant og fermt opfylder de romantiske formkrav og at han har et stort og samlet værk bag sig, men desuden at han lægger nogle dybt originale, dybt poetiske indre linjer ned i sine værker, nogle næsten labyrintiske spor, men lejlighedsvis opdager, og at han disker op med bestandigt uforudsigelige musikalske figurer, der lever deres eget liv, sammen med og næsten inde under de tematiske forløb og motiviske udviklinger. Det gælder alle hans værker. De mindre gode indspilninger er ligegyldige og virker af netop denne grund rodede, og de gode indspilninger er lysende udsigelser af stor og fantasifuld musik. Tipettkvarrtettens bud på Glazunovs strygekvartetter er helt ekstraordinært gode.

Skal man anbefale indspilninger af symfonierne, vil  springe anekdote over, at Glazunov var rektor for konservatoriet i Sankt Petersborg da Shostakovitj begyndte sin uddannelse og der går rygter (i den miskrediterede biografi af Solomon Volkov) om at Shostakovich aldrig nogensinde havde set et menneske stå på benene, som var så beruset som Glazunov ved en bestemt lejlighed var. 

Hvis det er rigtigt, og det er det nok, så mener jeg at et af de tematiske underspor i 8. symfonis 1. sats gengiver denne tilstand. Det træder klart frem i Järvis indspilning, hvor det virker som om musikken agerer på en måde hvor man føler det som om alting drejer rundt omkring en, uden at man kan finde fodfæste. 

Blandt de kendteste og mest hørte symfonier er den meget lyriske og romantiske 4. symfoni som har så smukke passager, de fleste skrevet på russiske folkemelodier, at man aldrig glemmer den igen, og den mere dramatiske hårdtpumpede 5. symfoni, som var mest populær blandt de store sovjettiske dirigenter. Min favorit er 7. symfoni, hvor Glazunov får nogle musikalske figurer til at hænge sammen på en måde så det pibler af glæde, forbløffelse og frihed, samtidig med at man føler sig som i et billede af den samtidige sovjetiske futurist Kazemir Malevitj. Jeg kan særligt anbefale indspilningen med Fedosejev, selvom Roshdestvenskij naturligvis også er suværen. Men han har ikke helt humor nok.

Letflydende Bach

Afslutningsvis skal opmærksomheden  kort henledes på en ung fortolker af de store kirkelige korværker, Raphaël Pichon og Ensemble Pygmalion. På Berlinerfilharmonikerne streamingstjeneste, Digital Concerthall, kunne man i efteråret høre en usædvanlig letflydende og æterisk svævende, men samtidig præcis og distinkt fortolkning af Bach H-moll Messe. Hvis man har hørt den nogle gange, vil man sikkert indrømme (hvis man bliver presset hårdt nok), at det er meget svært at høre hele værket på en gang. Det er de færreste opførelser, hvor man har haft en følelse af at tiden går på en anden måde, men lige præcis sådan var det i Pichons opførelse. På HMM har han og ensemblet allerede udgivet flere af de store værker herunder Mozarts Requiem, men for nylig kom Johannespassionen som har helt de samme kvaliteter som H-moll Messen (der også er indspillet): den distinkte, ukrukkede vokale fremførelse, samtidig med at den musikalske grundholdning vover at lade følelserne tale. Det er et kunstnerskab man glæder sig til at se udfolde sig

Fotografiet, der kiggede på beskueren

Katja Petrowskaja
Fotografiet så på mig
Oversat af Jacob Jonia
Forlaget Palomar, 250 sider

Af Jes Nysten

En lille forbemærkning

Det siges, at der lægges ca 1000 billeder op på Instagram hvert sekund. Sikkert det samme antal på Facebook. Man sidder i toget og keder sig, og nærmest pr refleks begynder man at rulle ned gennem dette totale virvar af forskelligartede billeder på iPhonen. Og når man stiger ud, har man vel set ca 100 billeder og glemt dem alle - undtagen måske det med papegøjen, der står og rokker fra side til side og synger “opera” foran spejlet! Også selvom der sikkert har været flere absolut vigtige og seværdige værker imellem. Men klik og vi er videre!

Den overfladiskhed, hvormed vi ser på billeder, er vitterlig frapperende. Der blev for nogle år siden lavet en undersøgelse, der siges at dokumentere, at den tid en person bruger foran et værk på en udstilling er 18 sekunder. Den er måske ikke helt vandtæt, men det går stærkt for rigtig mange. Hvis også lige den lille beskrivelse ved siden af værket skal studeres (er dette mon af en berømt kunstner?) og der også lige skal tages et billede, bliver det kun til et glimt!

Information satte derfor avisens kulturmedarbejdere til på skift at gå på en udstilling, udvælge sig et værk - en skulptur, et maleri, et fotografi - og så pålægge sig selv at sidde foran værket i 20 minutter og betragte det. Det kom der mange interessante overvejelser ud af! Det de alle konstaterede var, at efter den første uro og flytten rundt på bænken, opstod der en interessant form for kontakt - værket ville gerne “i dialog”.

Måske skulle jeg næste gang jeg taget toget til København, det tager ca 20 minutter, udvælge mig et særligt foto og så hengive mig fuldstændigt til det?! Naturligvis kun et sjovt tankeeksperiment.

57 korte essays

“Fotografiet så på mig” - sådan lyder den første sætning i denne bog af ukrainsk-tyske Katja Petrowskaja. Det er også bogens titel. Den består af 57 korte essays, som forfatteren begyndte at skrive i 2015; kort tid efter russerne annekterede Krim og begyndte krigen i det østlige Ukraine. De blev bragt løbende i Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Petrowskaja

Hvert essay består af et foto og en efterfølgende refleksion over dette foto. Det er blevet en intens og spillevende kompleks tekstform: Tidshistorie, autobiografi, skarpsindig billedlæsning.

Der er ikke noget overfladisk eller pædagogisk påpegende over Petrowskaja’s læsninger. Hun ser ikke disse foto som udgangspunkt for en intellektuel afkodning.

Hun giver sig tid, trækker vejret og venter til billedet åbner sig til en samtale. Nogle gange er det billedet selv, der skaber samtalen. Nogle gange åbner det for associationer og tankeflugt.

Ikke sjældent er det personlige erindringer - varme og muntre men også skræmmende - der dukker frem (hun er jo født og opvokset i Ukraine). Andre gange er det et landskab, der åbner sig eller et særligt lys, der lukker tankerne op. Ikke sjældent urovækkende billeder fra krigszoner.

Fængslet, skræmt 

Som nævnt lyder den første sætning i bogen “Fotografiet så på mig”. Det er et billede af en minearbejder fra Donbass. Hun fortsætter “Jeg blev fængslet, ja ligefrem skræmt af, at det var så tæt på. Jeg vidste ikke engang hvor Krasnoarmijsk lå, men manden stod foran mig, alt for tæt på, og pustede røg ud i ansigtet på mig. Jeg ventede på, at røgen blev opløst, så jeg kunne se, om han smilede eller grinede. Men nej, han kiggede ind i røgen fra sin cigaret og blev ligesom ved at være indhyllet i et røgslør” (s 5).

Ikke bare her men i alle sine betragtninger forstår Petrowskaja at holde dialogen i gang med fotoet. En dialog der aldrig afsluttes, for der er hele tiden dette “bagved”, bagved det afbillede. Det “noget”, der hvis man giver sig tid, som hun gør, åbner sig mere og mere. Og vi som læsere kan følge med i. Eller prøve at følge med.

For man skal være opmærksom. Der er mange henvisninger til forfattere, til kunstnere, til film. Ofte er det blot i en sidebemærkning, så det er ikke altid klart, hvad sammenhængen er. Men fascinerende og øjenåbnende er det.

I et efterskrift pointeres det “Bogen her handler ikke om krigen, men den er omklamret af krig. …… Krig slår ihjel, ophæver mening, normalitet og mangfoldighed, alt dét, vi holder af. Krigen vil dæmpe vores lavmælte ord. Jeg vil sætte miniaturer, små fragmenter op imod krigen, mens jeg leder efter en stemme” (s 245)

 Hun henviser et par steder til Walter Benjamin, der jo med sin berømte analyse af “aura-begrebet” mente at netop den moderne reproduktionsteknik, altså bl.a. også fotografiet, havde ødelagt kunstens oprindelig aura.

Man kan jo sige, at denne forfatter virkelig arbejder på at give fotografiet noget af den tabte aura tilbage. Et fornemt oprør imod vores daglige overfladiske og usorterede omgang med billedmediet.

Fascinerende, voldsom og troværdig roman

Anne Rye Andersson:
Vanvidsmor. Roman.
114 s. Forlaget Læselyst, 2026.

Af Bente Høegh 

Noget af en mavepuster, denne roman om at være psykisk syg. Den er en omskrevet version af forfatterens autofiktive debutroman Er du sindssyg, Mor?

Allerede prologen er foruroligende: Jeg-fortælleren Alma er i gang med en indviklet udregning af hemmelige koder og tegn og kommunikation med robotter og engle. I kapitel 1 er Alma tilbage i tilsyneladende normalitet og lykkeligt samvær med sin 3-årige søn, Ask (som han hedder i bogen, i modsætning til bagsidetekst og pressemeddelelse hvor han af en eller anden grund hedder Alf?), som er hos hende hver anden uge. Fortællingen er henvendt til et du, Ask.

Læseren foruroliges endnu mere. Hvordan skal det dog gå med den lille dreng? Alma må opgive at tage sig af sit elskede barn og lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Galskaben slår ud i lys lue i de mest barokke situationer: en klæbeånd på skulderen, stemmer, straf, ansvar, skyld, og dertil en udtalt sexlyst som hun til hver en tid forfølger. ”Har du haft sex med to mænd? Hvor var personalet?” Lægen kigger overrasket på mig, men uden fordømmende mine. Han virker nærmere nedslået, trist.

Hun svarer lægerne ærligt – ligesom hele bogen virker ærlig og uforstilt, helt i tråd med det indledende motto: She’s mad but she’s magic. There’s no lie in her fire.

”Jeg må ikke slå fluer ihjel, for så dør børn i Afrika. Jeg skal hjælpe verdens ledere med at udtænke en strategi, der kan redde verdens børn. Sulten og fattigdommen verden over. Jeg forårsagede Tjernobyls nedsmeltning, der skete noget med mig, da jeg var to år gammel, det var i 1986, samme år. Alt, hvad jeg gør, har konsekvenser af enten negativ eller positiv art.” Lægen noterer det hele.

”Så du bærer på enormt meget skyld, kan jeg næsten forstå."

”Ja, med meget ansvar kommer der naturligt meget skyldfølelse, hvis man ikke handler korrekt.”

Den ældre læge nikker og skriver ned.

En kostelig scene med Alma, der sætter sig til rette i en ambulance for at køre ud og redde, er både til at grine og græde over.

Og det gælder egentlig hele bogen. I galskaben løber et religiøst spor som slås an i prologen, hvor Gud kommer i en drøm: Han fortalte mig, at han regnede med mig. Alt jeg ikke skule være bange. Englene er med mig. Gabriel, Uriel, Michael og Rafael. Metatron.  I haven slår lynet ned i en tjørnebusk, så den står i lys lue, og som da Gud i Det Gamle Testamente åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk, åbenbarer han sig her for Alma - på en lidt anderledes måde.

Alma fører også samtaler med solguden Amon-Ra. Og med en stjerne:

”Jeg er din hjem-planet. Du er fostret i mit skød. Du er sendt til Jorden med det formål at udbrede den kærlighed, jeg står for […].”

Sproget er befriende konkret, modigt, afmålt og sine steder poetisk:

Lige bagved ligger den opadgående sol som en slags skjult lykke.

Trætheden er en strækning i mit ansigt, der kan minde om langrend.

Jeg er skræmt over al den tid. Den strækker sig ud over de åbne marker. Fuglene hakker i roerne. Jeg punkterer tiden med cigaretter.

Dertil kommer, at fortællingen ikke alene er gribende, men også yderst velskrevet og stramt komponeret. Den røde tråd følges uden overflødig snik-snak. Vanvidsmor er en stærk roman. Fascinerende, voldsom og troværdig i sin balancegang mellem ”skizoaffektiv diagnose med manisk blandet psykose” og et normalt liv som kvinde og mor.  Skræmmende – og morsom.

 

 

 

Livet i lilla

At tælle til lilla. Om løgn, ensomhed og absolut gehør
Louise Juhl Dalsgaard
Forlaget Alhambra 2025

Af Carina Wøhlk
At tælle til lilla. Det er da umuligt. Man kan ikke tælle til en farve. Eller kan man? Måske bærer titlen på et håb. At det umulige alligevel kan lade sig gøre. At de lilla farvestrejf kan gøres op for den, der vover at slå øjnene op og lægge blå og rød sammen.

Ordene skaber forventning om noget poetisk. Og poesi skal ikke nødvendigvis forstås, men fattes på et dybere plan. Sådan er det – ”der er forskel på at forstå og på at fatte, sådan som der også er forskel på at tælle til ti og at tælle til lilla” (se s. 30).

Bogen med den kryptiske titel er skrevet af  Louise Juhl Dalsgaard, som har flere bøger bag sig med stadig større opmærksomhed omkring dem. Hun underviser til daglig i skrivekunst – og det kan læseren mærke. Hendes sætninger bærer præg af stærk sproglig bevidsthed.   

At tælle til lilla præsenteres som en essaysamling. Otte forskellige og alligevel forbundne essays fører ind i forfatterens univers, ind i funderinger og erindringer fra et broget liv.  

Ufrivillig barnløshed

Læseren bringes vidt omkring – videre end løgn, ensomhed og absolut gehør, som undertitlen angiver. Også spiseforstyrrelse, barnløshed og mere overordnede emner som natur og sprog udfoldes livsklogt. 

Der er mange temaer at spejle sig i. Louise Juhl Dalsgaard er generøs. Hun giver ud af både viden og livsdetaljer og lader læseren komme tæt på. Helt derind, hvor det gør rigtigt ondt. Derinde åbner det bærende tema sig som et væskende sår: At forfatteren ”aldrig lykkedes med at få et barn” (se s. 27). Sådan skriver hun det flere gange – at hun ikke lykkedes. 

Det prikker i hjertet at læse. For underteksten er jo, at hun mislykkedes. At hun udpinte sin krop så meget, at den ikke var i stand til at undfange et barn. At hun ikke kunne, hvad hun gerne ville. Og det er vel ret beset grunddefinitionen på lidelse.   

Louise Juhl Dalsgaard er belæst. Hun sender litterære hilsner og strør om sig med citater fra både skøn- og faglitteratur. Hun er indsigtsfuld – og bag den intellektuelle styrke bølger et skrøbeligt stof, der er lige ved at falde fra hinanden. Det er det stof, hun er gjort af.  

I skrøbeligheden er trukket tråde af ensomhed. ”Den ensomhed, der kommer af at være hverken-eller-både-og, det er derfra, jeg skriver” (se s. 114.). Bliv dér, fristes læseren til at udbryde. For hun skriver fantastisk. Måske fordi hun kan ”tælle til lilla, til hestenes ånde på marken i frostvejr. Til vingummiflæsk og akilleshæl og klithedegræs (se s. 141). 

Men forfatteren vil tydeligvis gerne hæve sig over ensomheden. Som hun formulerer det: ”sprogets primære formål er at danne relationer” (se s. 162). I sin ensomhed leger hun sublimt med sproget. Hun leger, men i legen er hun drevet af alvorlig længsel efter tilhørsforhold – og her kommer drømmen om moderskab så ind i billedet igen. 

Rent æstetisk er At tælle til lilla en fryd for øjet. Omslaget er naturligvis lilla. Og det grafiske udtryk er enkelt og klart. Lige så lysende som bogens indhold. Det er sådan en bog, der bliver siddende i læseren længe. Som en smuk påmindelse om, at livet ikke bare er sort eller hvidt. Det er også lilla – og kan tælles på lige så mange hænder, som du har kærlighed til.     

Den skæbnesvangre linedans

Synne Garff: Dødens linedansere, roman, Forlaget Natblomst 2026, 294 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

På Anne Mette Hartelius’ forsideillustration ses en person, der balancerer på en streg fra et hjertekardiogram. Hjertes puls er aftagende fra venstre mod højre. Linjen er helt lige i forsidens højre side, hvorved det afsløres, at personen, hvis hjerterytme måles, er død…

Illustrationen passer vældig godt til bogens titel: Dødens linedansere. 

Den linedans, romanen handler om, er spørgsmålet om aktiv dødshjælp, der endnu engang er blevet drøftet intenst hen over de seneste par år.

Kombinationen af et alvorligt dilemma og spænding

Det er noget af en opgave at skrive en roman om aktiv dødshjælp, der giver forståelse for både tilhængernes og modstandernes argumenter, men Synne Garff, der har skrevet Dødens linedansere, kommer faktisk godt i mål. Ganske vist sættes nogle af positionerne i debatten på spidsen, for selvom genren angives som roman på bogens forside, er der mere specifikt tale om en spændingsroman. Der er således nogle regulære skurke i bogen. Det særligt uhyggelige ved dem er, at de afspejler virkelige, men oftest ukendte personer, der heller ikke blot bryder loven, men også tænker skurkagtigt. Vi ser jo gang på gang, at nogle mennesker anser akkumulering af profit for at være selve målet med livet, koste hvad det vil, så længe det ikke går ud over dem selv. Dermed tingsliggøres andre mennesker. De bliver undværlige, fordi de tjener et formål, der dog let viser sig ikke at være højere, men derimod forbløffende lavt. Et sådant menneskesyn følges med ønsket om indførelse af aktiv dødshjælp.

Det betyder dog ikke, at alle tilhængere af aktiv dødshjælp er skurke. Slet ikke! Der er jo situationer, hvor det er forståeligt for alle, at den ramte ikke længere har lyst til og mod på at leve; situationer, der er så barske, at mange andre ville nære det samme ønske om at blive hjulpet af med livet, hvis de var i den ramtes sted. Så hvorfor ikke bare indføre aktiv dødshjælp i disse forholdsvis få tilfælde? Svaret har lydt så mange gange i debatten, at det kan virke slidt, men blot fordi det gentages, er det ikke ensbetydende med, at det er usandt: En indførsel kan medføre en glidebane, sådan som man har set det i andre lande, der har legaliseret aktiv dødshjælp.

Synne Garff

I Dødens linedansere oplyser lægen Frederik, hvordan det står til i Holland: ”Unge under 18 år får dødsmedicin, og der presses på for at få indført dødsmedicin for børn.” (s. 63). Han fortsætter lidt senere: ”Mange patienter med dødelige sygdomme og handicappede føler, at de er til besvær for deres pårørende. Jeg går derimod ind for retten til at være til besvær.” (s. 64). Matsson, der er romanens kvindelige kampsoldat, svarer: ”Det er en væsentlig pointe. Hvis aktiv dødshjælp legaliseres, vil det gå ud over alle, der er lidt skæve, utilpassede og anderledes, end normen tillader.” (s. 64). Anna, der er Frederiks søster, oplyser, at aktiv dødshjælp ”er et vestligt fænomen […] Aktiv dødshjælp er ikke et issue i lande med akutte problemer som dårlig sundhedspleje, udbredt sygdom og fattigdom. Aktiv dødshjælp er aktuelt i samfund, hvor man har ressourcer til at sikre sig et langt liv.” (s. 64). Det er da paradoksalt! Og paradoksalt er det også, at Anna selv nærmer sig ønsket om at blive hjulpet af med livet, da hun kommer alvorligt til skade i et trafikuheld. Men er det uforståeligt, at hun har det sådan? Det er denne flettede line af argumenter for og imod, Synne Garff balancerer på i sin roman, mens hun gør det klart for læseren, hvorfor de fleste holdninger til sagen er valide.

Pageturner med et vigtigt ærinde

Selvom emnet er tungt, skriver Synne Garff på en let og ukompliceret måde. Dødens linedansere er en pageturner med et vigtigt ærinde: At kvalificere debatten om aktiv dødshjælp og den dertil hørende debat om aktiv livshjælp i form af et større fokus på den palliative indsats, der kan hjælpe den døende med så god en afslutning på livet som muligt. Med Dødens linedansere er der mulighed for, at Garff når en læsergruppe, der normalt ikke vil beskæftige sig med så tungt et emne.

Hvad enten man er for eller imod aktiv dødshjælp, er romanen værd at læse. Måske ændrer man holdning undervejs? Men om man går fra at være tilhænger af aktiv dødshjælp til modstander eller omvendt er ikke til at sige. Man fornemmer, at Garff selv står mest på Frederiks side, men hun fastholder dilemmaet, idet en række andre betydelige karakterer også kommer til orde, alt imens handlingen udfolder sig i en stadig stigende spændingskurve.

Fiaskoens fænomenologi

Janus Kodal
Fiasko
Alhambra, 80 sider

Af Jakob Brønnum
Janus Kodals nye bog med prosadigte om hvordan man kan få det meget dårligt, når man oplever at man ikke fungerer som far, er meget vellykket. Det er en bog der ligger mellem kortromanen og prosadigtene, nærmere på det sidste.

En bog hvori man kan læse følgende er en bog man ikke glemmer igen: ”Hvorfor skal jeg undskylde den måde vinden jonglerer med fuglene? Eller bølgernes rå maskineri når de humper mod stranden og knækker i præget hvide grin. Hvad er der tilbage at undskylde? En stank af mønter, deres brune kobber smeltet sammen med huden i min hånd. Solen er en projektor der kalder barndommen tilbage…”

Fiasko begynder og slutter på McDonalds, og jeg tror at et af jeg-personens problemer er, at han er så fremmedgjort i sin rolle som far i det moderne ansigtsløse samfund, at han smelter sammen med Ronald McDonald, klovnefiguren der skal skjule at McDonalds er et stort kapitalistisk møgforetagende, hvis eneste mission her i livet er at skabe afhængighed af tilsætningsstoffer hos kunderne og udnytte Henry Fords samlebåndsteknik til at drive sine medarbejdere til vanvid.

Blandt de omkring 30-40 tekster er der stykker af stor skønhed, dyb surrealistisk eksistenstolkning og melankolsk nærvær i et spejlbillede i skumringen. Det er rigtig flot. Det er som om teksterne hver går ind og destillerer et lag af den fremmedgørelse, man kan møde som far, hvor alle ens roller er defineret i forvejen, og hvor man ikke har et øjeblik som menneske. Og hvor ingen forventer noget af en i den retning heller.

Det er ikke kun de psykosociale lag, Janus Kodal får fat i, det er også kulturelle farbilleder, Fra den mest kiksede mandighed til teologiske brudstykker.

Bogen er som én stor iagttagelse i ét stort øjeblik der ikke vil holde op. Den er fuld af smerte og følelsen af utilstrækkelighed. Det er et dybt poetisk iagttagelsesfelt som noteres ned med stor rutine og menneskelig modenhed.

Bogen rejser også spørgsmål. Den poetik Janus Kodal betjener sig af, har ikke begreb for at gestalte sammenhængen mellem McDonalds som kapitalistisk fænomen og at det er umuligt at lykkes som far. 

Et andet spørgsmål er at fækalier nævnes eksplicit, som man jævnligt oplever i en bestemt form for realistisk kunstprosa. Jeg kan ikke forstå, hvordan der er plads til dem i den poetik, jeg netop nævnte, fordi den er semiotisk-symbolsk og fækalierne optræder som et realistisk element udenfor symboluniverset.

Jeg vil have Janus Kodals bog hos mig længe og jeg vil tage den frem og lære af den,  for også jeg har været på McDonalds med mine børn og gennemlevet jegpersonen i bogen. Hvis jeg skal foreslå Janus Kodal en bog, han kunne bære med sig, var det Heinrich Bölls Gruppebillede med dame, hvor han løser problemet at tale om den såre menneskeligt naturlige afføring uden at gøre det frastødende

Skønheden i den oversete flygtighed

"Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi”, kunstudstilling i Janus – Museum for Samtidskunst, Lærkevej 25 6862 Tistrup. Frem til 6. april 2026.

Af Egil Hvid-Olsen

Bjarke Regn Svendsen: Selvportræt u.å.

Hverdagen kan så let blive opfattet i farver, der minder om et badeværelse fra 1970’erne - lysebrunt eller gråblåt. Alt er velkendt, kedeligt, uinspirerende, ens og først og fremmest grimt. Dette hverdagsblik på en verden, der synes at have vendt vrangen ud, fører let til fortørnethed. Man ser på tilværelsen, som en teenager til tider ser på sine forældre: Farveløs, fantasiløs og håbløs. Her er der intet godt at hente. Man er fængslet i en grå tilværelse og kan blot håbe på, at man går bedre tider i møde.

Men hverdagen og det, der hører den til, er faktisk smuk og værd at holde af. Det er ikke kun Dan Turéll, der syntes det. Også kunstmaler Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) kan se det smukke og værdifulde i det banale, selvfølgelige og velkendte. Det slår den store soloudstilling ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” fast med en styrke, der sender beskueren ud i den grå vintereftermiddag med skærpede sanser på jagt efter det smukke i det grimme.

Inspirationskilder og visuelle drillerier

Alfred Madsen: Billede fra et mørtelværk, 1975

I et rum præsenteres værker af nogle af de billedkunstnere, der i sin tid inspirerede den unge Bjarke Regn Svendsen til selv at forsøge sig som kunstner. Lige inden man går derind, præsenteres man for et selvportræt uden år, men det er tydeligt, at Regn Svendsen her er en ung mand, nok i den alder, hvor han begyndte at udvikle sin kunstneriske bevidsthed. ”Billede fra et mørtelværk”, som Alfred Madsen malede i 1975 har ligheder med de af Regn Svendsens værker, der går ned i detaljen og gengiver den med nærmest fotografisk præcision. Andre af inspirationskilderne ligger stilistisk milevidt fra Regn Svendsen, men har ikke desto mindre tændt en lidenskab i den ellers så stilfærdige kunstner.

Bjarke Regn Svendsen: Splintret verden, 1984

Et andet rum indeholder større værker, bl.a. forskelligt formede malerier, der med Regn Svendsens velkendte pointillisme gengiver små dele af et oliekraftværk. Hver del fungerer som en slags puslespilsbrikker, og selvom puslespillet er ufuldendt, kan man sagtens danne sig et helhedsindtryk af det samlede motiv – også selvom det lader til, at de brikker, hvis former synes at passe sammen, har motiver, der er forskudt eller drejet i forhold til hinanden. De færreste vil finde et oliekraftværk smukt, men fordi Regn Svendsen slår ned på detaljen og beskærer motivet på overraskende måder, får man blik for et særligt farvespil og de tilfældige formers leg med hinanden. Således trækker ”Splintret verden” fra 1984 ikke blot det seværdige ud af den grimme helhed, men driller også beskuerens sanser og virkelighedsforståelse.

Tidens gang

Bjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973

Det pragtfulde lille maleri ”Rød Volvo” fra 1973 viser, hvad titlen afslører. Dog er det ikke hele bilen, der er med. Også her er motivet beskåret på en måde, man ikke umiddelbart havde forventet. Volvoen er parkeret i et tykt lag grus foran en rødstensvilla, der næppe er mange år gammel, byggestilen taget i betragtning. En flisegang fører beskueren ind mod hoveddøren. Da værket blev malet, var motivet topmoderne, men det lille maleri er indsat i en gammeldags, forgyldt ramme, der dels fylder lige så meget som selve værket, dels udgør et drilsk stilbrud. Dog viser rammen tilbage til tidligere tiders naturalisme; en retning som Regn Svendsen har revitaliseret i sit lille billede.

Bjarke Regn Svendsen: Træerne (Berlin), 2010-2011

Helt anderledes og dog stadig med mere end en snert naturalisme er ”Træerne (Berlin)” fra 2010-2011. Her har Bjarke Regn Svendsen taget et fotografi, sandsynligvis fra en kørende bil. Billedet er i hvert fald rystet. Løvet i forgrunden er mere uskarpt end trætoppene, sådan som det genkendeligt, når man passerer noget i fart. Ved at male motivet fra fotografiet fastholder kunstneren en fastfrysning af øjeblikket. Han gør os opmærksom på det, vi ved, men ikke altid spekulerer over: at livet består af en lang række øjeblikke, der er omme, næsten inden de er begyndt. Når øjeblikkene rinder ud, er livet slut. Således er er noget memento mori over de mange af Regn Svendsens malerier, der gengiver et uskarpt blik på verden, fordi vi altid er i bevægelse, også når vi står stille.

Bjarke Regn Svendsen: Benmøllen (ca. 1915),
2024-2025

I de seneste år har Bjarke Regn Svendsen kastet sig over en ny type malerier. Han har fundet gamle fotografier frem og farvelagt dem. Nogle fotografier er sort-hvide, men får nyt liv med farvelægningen på lærredet. Dog fastholder Regn Svendsen personerne på billedet i sort-hvid. På ”Benmøllen (ca. 1915)” fra 2024-2025 har kunstmaleren malet en gammel mølle med stillestående vinger. Ude på rundgangen, med den lukkede dør bag sig, står en mand, der meget vel kan være mølleren. Han ser ud til at smile til fotografen, men virker også lidt uvant ved situationen. Han skulle bare vide, at han 110 år senere ville blive malet ind i et billede, der tematiserer tidens gang.

Udstillingen ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” peger på den verden, der – hvis man har blik for det – bærer på noget smukt, hvor end man lader øjet hvile. Med sine nye malerier, der tager udgangspunkt i gamle fotografier, viser Regn Svendsen, at det altid har været sådan.