søndag den 21. april 2019

Du og jeg som modpoler

Martin Paludan: ”Vi vågner i Sibirien”, roman,
Brændpunkt 2017, 127 sider, 100 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen
Persongalleriet i Martin Paludans dystopiske debutroman er til at overskue, og der er ingen navne at holde rede på. Der er et ”jeg” og et ”du”, som er hovedpersonerne. Og så er der en ”hun” og en kaffebryggende udlejer i prologen. ”Hun” tjener vist kun til at fortælle, at ”du” ikke længere er inde i billedet. ”Hun” er i hvert fald ”den nye kvinde”. Som er villig til at ignorere et par sorte trusser, som uvist af hvilken grund ligger på gulvet. Men det er stadig ”du”, som ”jeg” taler til og sammenligner den nye kvinde med.

Det er kærlighedshistorien mellem ”du” og ”jeg”, der er bogens egentlige handling. Som en ramme omkring fortællingen om de to er der så en fortælling i et større perspektiv om et Danmark, som er lagt øde og ved at sne til. Klimakrise, flygtningekrise og meget andet global krise berøres flygtigt, men dommedagsagtigt. Men det kunne ligeså vel være en metafor for den personlige krise og ”jeg”’s verdens undergang. Hvad enten det gælder det storpolitiske eller det private forhold, så er der ikke rigtig noget, romanen går i detaljer med.

Kompositionen er en prolog og en epilog og tre kapitler der imellem. Alle fem afsnit er delt op i mindre afsnit, adskilt af tre stjerner. Det er med til at give et noget fragmentarisk udtryk. Meget passende i en splintret verden. ”Det giver ikke længere mening at holde fast i nogen. Ikke nu. Eller måske heller ikke før.” Sådan tænker ”jeg” i prologen. ”Hun” taler derimod om, at verden snart vil slutte, og at vi bliver nødt til at elske, fordi det er sådan, man gør”. Og det er jo præcis spørgsmålet: hvordan forholder man sig til sin endelighed? Resignerer man for at overgive sig til ligegyldigheden, eller lever man stærkt – hvad man så end forbinder med det?

”Jeg” drømte engang om et helt almindeligt, borgerligt liv, med børn og det hele. Det er det smukkeste i bogen, at barnet står som håb og mulighed i en verden, som er i frit (temperatur)fald. Det kunne være den nye begyndelse efter syndfloden, som denne gang altså ikke består af regnvand, som i den gammeltestamentlige fortælling om Noas ark – men af sne. ”Vores barn kan lande i sneen som en meteor og danne et krater, der smelter verden frem igen”. Sådan råber ”jeg” stumt efter ”dig”, den sidste gang ”jeg” ser ”dig” på Rådhuspladsen. Prologen ender med det spinkle håb, idet den nye kvinde bliver gravid, og ”jeg” lover at passe på både hende og barnet. Det er ikke altid sådan, at håbet kommer fra den kant, hvor man helst så det. Men selv hvis verden virkelig går under, er der mere håb i, at der er sorg og omsorg undervejs, end i resignation og ligegyldighed.

Forholdet mellem ”jeg” og ”du” er kendetegnet af, at de to er hinandens modpoler. Han (”jeg”) er en småborgerlig og indimellem småflæbende redebygger, og hun (”du”) er kriger, revolutionær, en stærkt venstreorienteret idealist, som også bærer på en stor sorg og en barndom med en fraværende far. Det modsætningsfyldte de to imellem kommer også til udtryk i, at han er eller gerne vil være forfatter, altså en ordenes mand, hvorimod hun og hendes venner foretrækker handling. I deres første forelskelses-tid med meget sex og udforskning af i hvert fald hendes fortid, er det allerede koldt og hvidt derude. Det opfattes endnu ikke som noget ildevarslende. Det er bare for en gangs skyld ordentlig vinter, og smukt er det jo.

Men som vinteren tager til, bliver hans manglende forståelse også et tiltagende problem. Han forstår ikke helt, hvad hun siger, når hun taler om de bomber, der skal falde, som snefnuggene nu falder, lige dér hvor de står. Eller når hun taler om, at det hele skal til at ende eller begynde, og han køber en palle dåsemad, men det er slet ikke det, de har brug for – også det har han misforstået. Og sådan bliver det bare ved. Og en morgen er det også vinter inde i lejligheden. De har nogle ærlig talt ret uinteressante dramaer og kriser, og i en af dem er det, at Sibirien kommer på tale som et sted, hvor de kan få deres børn sammen. Ikke så sært, at fortælleren får en depression og kun smiler, fordi det frisætter endorfiner og forhåbentlig mindsker risikoen for at blive forladt. I denne fase bliver ”jeg” opslugt af det ”vi”, som ”du” tilhører. Viljesløst bliver han en del af en demonstration foran Christiansborg, hvor ”Vi skiftes til at holde en orange fane, fordi orange er noget af det, vi er enige om; vi hader den farve, og derfor skal der netop også være plads til den.”

Dygtigt afsløres hulheden i parolerne om plads til forskellighed, når den kommer fra en monokultur, hvor der lige præcis på ingen måde er plads til at stikke ud.

Martin Paludan har ikke i dette forsøg skrevet den store samfundsroman, som hans jeg-fortæller drømmer om. Det er heller ikke en gribende kærlighedsroman – dertil er karaktererne for flade. Der er vellykkede passager, bestemt. Der er også noget at arbejde med, rent sprogligt. F.eks. hedder det hverken at vokse vinger (s. 17) eller at vokse pels (s 31). Jeg kan ikke mærke kulden, og når jeg skraber i sneen, er der tomt nedenunder. Jeg må nok indrømme, at hvis ikke jeg skulle anmelde romanen, så havde jeg nok ikke læst den til ende. So many books, so little time. Men det var nu ikke spild af tid at læse denne roman, som som sagt er en debut, og i øvrigt ikke særlig lang. Forfatteren er fra 1990. Så der er masser af mulighed for at komme igen. Det håber jeg også, at Martin Paludan gør.


fredag den 12. april 2019

Et eller andet sted mellem Eufrat og Tigris går der stadigvæk en navleløs mand rundt

Titlen Fabelagtigheder henleder tanken på ordet fabel. En fabel er en lille fortælling, der ofte er både morsom og moraliserende. Lars-Emil Foders udgivelse har da også både glimt i øjet og noget på hjerte.
 

Fabelagtigheder
Lars-Emil Foder
Forlaget Ekbátana 2018, 78 sider
Af Carina Wøhlk

Lars-Emil Foder er et alsidigt talent. Han er både forfatter, sangskriver og musiker. I 2013 debuterede han med digtsamlingen Natatlas. Fabelagtigheder er hans prosadebut.

Der er nu intet prosaisk over Foders måde at skrive på. I det hele taget er hans bog vanskelig at genrebestemme. Den bobler vægtløst af fantasi - og vejer til i filosofisk tyngde. Foder slynger veloplagt om sig med drømme, vittigheder, øjebliksbilleder og digte. Det fabulerende samles op i betegnelsen Fabelagtigheder.

Finesser og finurligheder
Foder har sans for sproglige finesser og finurligheder. Som når han i associationsstrømmen Egne ben spinder en ende over mundheld om dyr: ”Du skal bare have mig bag øret, sagde ræven. Vær snu som mig. Og nogle gange må du sluge mig, sagde kamelen” (se s. 23). Der er noget legende og lattermildt i hans tilgang til det danske sprog – og det virker forfriskende på læseren.

Det er interessant, at Foder flere gange undervejs refererer til Biblen: I udbruddet Fuck! (sic!): ”Et eller andet sted mellem Eufrat og Tigris går der stadigvæk en navleløs mand rundt og navngiver alting” (se s. 26). I Den første vittighed – om det oprindelige fald, ud af Paradisets Have, ud af uskyldstilstanden: ”Alle ved det er sjovt når man falder. Men hvad med det første fald, var der nogen der grinede der?” (se. s. 33). Og endelig i det korte digt Læs: ”I begyndelsen var/ ordet, og ordet/var læs” (se s. 64). De bibelske referencer er med til at give bogen lødighed midt i alt det lette. 
Lars-Emil Foder

Substans er der også i Foders elegante hip til vores selvtilstrækkelighed og manglende rummelighed: ”Man skal have døre. Det er døren der gør huset til et hus. Måske er en dør det eneste der skal til. Og en måtte selvfølgelig: VELKOMMEN” (se. s. 16).

Læs
Ja, velkommen til en læseoplevelse af de helt særlige. Her er dør ind til en verden af humor, hittepåsomhed og underfundige overvejelser. Fabelagtigheder er en charmerende genistreg, der kalder både latter og eftertænksomhed frem. Bogen er nok lille af format, men stor af indhold.

fredag den 5. april 2019

Mikrosuiter fulde af lys

Helene Johanne Christensen har skrevet en fin og fintfølende digtbog. Den har et anslag som improvisationer – men der er mere på spil.


Helene Johanne Christensen
Blå
66 sider, 199,95 kr.
Forlaget Gladiator

Af Jens Carl Sanderhoff

en helt anden tid
lader lyset falde skråt
ind
i et nu

Sådan åbner Helene Johanne Christensen (f. 1989) sin debutdigtsamling, Blå, der udkom februar 2018, og det er som at finde en tilfældig genstand på et tørreloft, en tråd af noget som man følger, for hen ad vejen at opdage og indse, at dette tilsyneladende tilfældige stof, denne spinkle tråd, stammer fra et øjeblik, et nu, som man efterlod, da man åbnede denne lille bog.

Alle digtene er korte sekvenser af en større sammenhæng, en sproglighed, der mest af alt minder om musik, og musik som den skabes i improvisation. Det er små figurer, der næsten ikke syner af noget, men fordi de bliver gentaget og varieret på en fin og registrerende måde, bliver man som læser også opmærksom på noget mere, noget andet, end der faktisk står på siderne.

Minimalisme kunne man kalde det, men i så fald ikke en formel minimalisme, langt mere en tidsminimalisme, fordi man bliver opmærksom på tiden, både den nedskrevet i digtene, men også den tid, det tager at læse. Ordene blander sig så at sige med selve sansningens tid for læseren (hvis man fungerer som mig), og det er en fin og nærmest intrikat effekt.

En gåde pakket ind i lys
HJC bruger faste figurer, der hele tiden går i dialog med hinanden, bytter plads i hierarkiet og danner ny betydning, eller rettere retter lidt på det, der allerede er blevet etableret, og som derfor forvandler sig, forskyder sig og opfører sig som en stribe sollys gennem et rum; hele tiden med samme betydning, men aldrig til at indfange. Lyset er det helt centrale motiv. Og derfor undrer titlen dobbelt.

Men det er godt at undre sig, sundt, og HJC pakker sin gåde ind i lys, og vel at mærke det lys, der findes i sproget. Det opdager man, mens man læser, og når man befinder sig et stykke inde i samlingen, i det fjerde lille afsnit (s. 28), så kastes et spørgsmål ind i mikrouniverset, der afspejler den undersøgelse af sproget, som man som læser er tvunget til, hvis man vil finde mening;

noget mørkegrønt derhenne?

sådan lyder HJC’s spørgsmål, og man bliver som læser spurgt tre gange (af bibelske dimensioner), og der gives ikke svar. Ikke ud over det, man selv kan levere. Der er et gennemgående jeg og et du, og der er andre faste figurer, som kan bære betydning, men det er uden sammenligning jeget, der er vigtigst for betydningens bevægelse mod afslutningens lille motto. Jeget gøres nærmest til kristus i sproget.
Helene Johanne Christensen
Et lys pakket usd af gåder
Jeget kaster rundt med lyset, som var sproget en naturkraft, og lyset bliver hele tiden noget andet, og det får tingene til at forandre betydning i kraft af de skygger, de nu kaster. Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys, hedder det jo (Johs. 9, 12). Det er ikke fordi samlingen som sådan lægger op til en religiøs tolkning. Den er blot helt opslugt af sin egen praksis.

Et andet lille motiv er ordet (og genstanden) opal, som også bærer en vis symbolik i sig. Opalen som smykkesten er kendetegnet ved at glimte i alle regnbuens farver, men har samtidig en historie med at repræsenter uheld og ulykke. En værdi, der vakler mellem lys og mørke. Men mest iøjnefaldende for mig er dog nok spillet op mod Brorsons salmetekst; Op, al den ting, som Gud har gjort. Tilfældigt?

Og det hele ender med at lægge læseren tilbage i sin virkelighed på en næsten tom dobbelt-side badet i lys, som der står. Denne tolkning mod det mere sakrale står for min egen regning. HJC antyder ikke andet, end der står på siderne (som er det, jeg har tolket på), og samlingen er mest af alt en lille, gådefuld, blågrøn bog, der lader sproget tale sin egen sag og betydningen stå åben for tolkninger.

Jeg nød at læse den, selvom den var alt for hurtigt læst. Hvis man skal fremhæve noget negativt ved bogen, må det være, at den sagtens kunne have været dobbelt så lang, for det er som at læse ordenes egenmusik, som at lytte til sprogets improviserende kvaliteter, og det er slet ikke tosset som litterær manøvre. Jeg anbefaler klart en tur, en lille hurtig tur, med Helene ind i sproget.