lørdag den 30. september 2017

Tolstoj i Kaukasus

Lev Tolstoj:
”Khadzji-Murat”
Hoff & Poulsen 2017

Af Egil Hvid-Olsen
Den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom har kaldt Lev Tolstojs (1828-1910) sidste roman ”Khadzji-Murat” for ”Verdens bedste historie”. Bogen udkom posthumt og ikke helt færdigredigeret, men til gengæld censureret i 1912. Blooms vurdering har forlaget Hoff & Poulsen gengivet på forsiden af den af Trine Søndergaard oversatte danske udgave af bogen, hvilket ikke kan undgå at skabe visse forventninger hos læseren; forventninger, der ikke bliver indfriet. Men mindre end at læse verdens bedste historie kan jo også gøre det, og ”Khadzji-Murat” er under alle omstændigheder en interessant litterær oplevelse.

Der er det særlige ved ”Khadzji-Murat”, at den træder udenfor størstedelen af Tolstojs produktion, der ofte beskriver personers udvikling hen mod en mere moralsk vandel. Tolstoj var selv meget optaget af moral og stillede så høje krav til sin egen livsførelse, at han udviklede en hel ideologi kaldet ”tolstojanisme”. Men bortset fra, at hovedpersonen i ”Khadzji-Murat” skildres som en mand med principper, beskriver romanen i højere grad et moralsk fordærv, særligt blandt de russiske tropper, der forsøger at undertvinge bjergboerne i Kaukasus. Tolstoj havde i sin ungdom selv gjort militærtjeneste i Kaukasus, og siden deltog han i Krimkrigen som officer. Således fik han en dyrekøbt indsigt, han siden kunne bruge til sine krigsbeskrivelser, f.eks. i hovedværket ”Krig og fred” og ”Khadzji-Murat”.

Den ædle vilde
”Khadzji-Murat” er en lille bog på godt 200 sider. Den indledes af nogle brugbare tekstoplysninger plus et forord om ”Krig og frihed i Kaukasus” af Lars P. Poulsen-Hansen. Forordet ville nok have fungeret bedre som efterord, men man kan jo også bare genlæse det, når man er færdig med romanen. Derefter begynder Tolstojs tekst, som virker underligt tør; nærmest som en journalistisk reportage, selvom der ligger en del år mellem de historiske hændelser, som handlingen bygger på, og det tidspunkt, hvor Tolstoj skrev manuskriptet. At virkelige hændelser udgør bogens forlæg er dog næppe den eneste forklaring på den journalistiske stil. Det må også være et bevidst valg fra forfatterens side.

Hovedpersonen, den kaukasiske anfører Khadzji-Murat, beskrives som ”den ædle vilde” på en måde, der nærmer sig det kedsommelige. Det er, som om manden er fejlfri, selvom han har mange menneskers død på samvittigheden. Tolstoj lægger stor vægt på Khadzji-Murats muslimske fromhedsliv, hvilket falder godt i tråd med forfatterens eget asketiske livssyn.

Handlingen skildres med hyppige sceneskift, hvor hovedpersonen og en række bipersoner træder frem med hver deres holdninger, handlinger og skæbner, hvilket kræver opmærksomhed af læseren, der ellers let mister overblikket. Dette krav om koncentration samt den lidt tørre stil, der præger den første del af bogen, skal man imidlertid ikke lade sig slå ud af.

Modig samfundskritik
Ofte har man først læst sig ind på en roman, når man nærmer sig side 100. Dette gælder også ”Khadzji-Murat”. Lidt over halvvejs er det, som om Tolstoj har skrevet sig varm og for alvor begynder at udfolde bogen og sit ærinde med den. Med den kritik han lader hagle ned over det russiske militær og øvrige statsapparat, er det ikke så sært, at en del af førsteudgaven blev bortcensureret. Snart kan man dykke ned i nogle knivskarpe, satiriske beskrivelser. Tag for eksempel denne skildring af en ung fløjadjudant, der er vagthavende ved zar Nikolaj I’s kontor. Den vagthavende, ”…som strålede i sin nye uniform med epauletter og skuldersnore, tog ærbødigt imod ham. Han havde et rødmosset ansigt der endnu ikke var ødelagt af udsvævelser, en lille sort moustache og krøller i tindingerne, der var friseret ind mod øjnene på nøjagtig samme måde som Nikolaj Pavlovitj [zaren] friserede sine.” (s. 131).

Lidt senere får den unge vagthavende ordet: ”’Sa Majesté vient de rentrer,’ [’Hans Majestæt er lige kommet tilbage’] sagde fløjadjudanten, opfyldt af synligt behag ved lyden af sin egen stemme, og gik derefter – med så bløde og jævne skridt at havde der stået et glas vand på hans hoved, ville han ikke havde spildt noget – hen til døren der gik lydløst op, og forsvandt ind bag den, idet hele hans væsen udtrykte ærbødighed over for det sted hvor han nu trådte ind.” Siden følger der en beskrivelse af zaren, der næsten automatisk får læseren til at tænke på Donald Trump. Zaren beskrives som både umådelig selvsikker og forbløffende ubegavet. For en mand med så megen magt, er det nogle uheldige personlighedstræk, der da også sender adskillige mennesker i døden. Han mener, at beslutsomhed er et umisforståeligt tegn på, at han har styr på sine sager. Overvejelser og drøftelser med andre er overflødige, mener han, for det faktum, at han er zar, skyldes næppe en tilfældighed. I egne øjne er han forpligtet på at regere med den spontanitet, der nu engang præger hans person. Lige gyldigt hvilke beslutninger han træffer, anser han dem for at være ufejlbarlige. Med sådan en indstilling er det let at være regent, men farligt at være undersåt.

Zaren er ikke ene om at blive latterliggjort af Tolstoj. Hele det militære system står for skud. Mange soldater og officerer fremstår venlige og hjertevarme, men langt de fleste er hjernevaskede, når det gælder krig og heltebedrifter. På den baggrund lader de sig gerne bruge til at udføre massakrer. Som refleksionsløse fortalere for en nationalistisk ideologi lader de sig velvilligt bruge. Den eneste soldat, der taler imod denne bevidstløse krigsideologi, lader Tolstoj hurtigt miste livet.

Humor og vrede
Styrken i ”Khadzji-Murat” findes ikke i den historie, bogen fortæller, men i de korte, spiddende personskildringer, som Tolstoj spreder ud over siderne. Det er morsomt, men bestemt også uhyggeligt. Man fornemmer, at der ikke kun ligger humor, men også vrede og fortvivlelse bag forfatterens beskrivelser. ”Khadzji-Murat” udgør en advarsel mod tankeløse ideologier og deraf følgende krige; en advarsel, eftertiden ikke har taget til sig, hvilket det 20. århundrede var et trist bevis på. Set i dette lys gør det ikke så meget, at selve hovedpersonen forbliver en sær idealfigur, der aldrig vinder troværdighed, og som man heller ikke rigtig kommer til at holde af.
Selvom ”Khadzji-Murat” i min vurdering ligger et godt stykke fra at kunne betegnes som ”verdens bedste historie”, er det al ære værd, at Hoff & Poulsen har ladet den oversætte og udgivet den, så danske læsere har adgang til en af verdenslitteraturens største forfatteres sidste bog. En bog, der stadig har et vigtigt budskab til læserne, 105 år efter dens udgivelse.



mandag den 25. september 2017

Afstanden mellem en engel og et lig

Bjørn Themsen
Slagger
Forlaget Fuglekøjen 2016
107 sider, 149 kr.

Af Jakob Brønnum
Jeg har været igennem flere faser i min læsning af Bjørn Themsens seneste bog, digtsamlingen Slagger. Ved de første gennembladninger og læsninger af digte, var jeg begejstret. Samlingen har et let sprog, talende, malende fremadskridende, men ikke uden komprimerede udtryksformer og metaforik. Det er en politisk digtning, politisk i sin grundform, hvor det politiske ikke er et dyrisk (socialdarwinistisk) slagsmål om magt, som skal bruges til at få mere magt, men en grundmenneskelig aktivitet. Som en undren over det sociale rum og dets vilkår. Nogle af billederne går endda så langt, at det sociale rum bliver det eksistentielle rum, drømmens sted:

”der er akkurat sne nok
til at lave en engel
jeg sender dig et foto
det ligner et gerningssted
komplet med omridset af et lig
du kalder mig barnlig
de kalder mig drømmer”

Netop sammensmeltningen af billederne engel og lig i et levende menneske, der frembringer dem i sneen, binder motiverne i bogen sammen. Hvor langt er der fra en engel, en budbringer, til et lig? Bogens hovedmotiv er flygtningen, der kan synes at indtage begge roller. Som pressemeddelelsen fra forlaget skriver, er Slagger ”et rasende langdigt om Danmarks tilstand lige nu.”

Det er i forbindelse med raseriet, at jeg som læser gennemgik en fase, hvor jeg synes bogen var svagere og idéen ikke udfoldet tilstrækkeligt levedygtigt som poesi. Et af digtene nævner de danske politikere lige nu. Ved navn.

Digtet opremser en række af tidens lovgivere efter et stykke konkret poesi:

”Jeg
Jeg vil
Jeg vil ikke
Jeg vil ikke være
Jeg vil ikke være til
Jeg vil ikke være til besvær
Jeg vil ikke være til besvær for
dig”

Herefter kommer så navnene. Digtet frem til nu er ikke alene vellykket, det er meget stort. Alle de politiske konsekvenser af at være menneske og alle eksistensens i boende spørgsmål om jeg’et, om væren, om menneskets frie vilje i et politisk samfund, er stillet her. De træder frem, når man læser digtet forfra, meget langsomt og lader hvert udsagn få sit fulde indhold.

Men navnene på de danske politikere? Det er i bedste fald småborgerligt. De danske politikere er historisk udygtige, de nedbryder hæmningsløst den sammenhængskraft i velfærdssamfundet, som de allierede magter møjsommeligt konstruerede under etiketten socialliberalisme på mødet i Bretton Woods mod 2. Verdenskrigs slutning og som skabte vore materielt lykkelige barndomsår. De danske politikere er ligegyldige som statsmænd og -kvinder. De har ikke engang den magt de – og digtet – lader som om. Bogen mangler så vidt jeg kan se samfundskundskabsmæssig bevidsthed, og derfor falder billederne med politikernes navne – de refererer ikke til noget kundskabsfelt og bliver tomme symboler på en uudforsket virkelighed. Digteren nævner også de juridiske processer et par gange, men det bliver det ikke samfundskundskab af.

Det skal naturligvis ikke være en sociologisk afhandling, sådan en samfundsbevidst digtsamling, men det skal være på samme måde som abstrakt malerkunst: Hvis kunstneren ikke har tilegnet sig de elementære tegne- og farveblandingsfærdigheder, så man kan altså se det, også i de abstrakte billeder.

Så bliver de øvrige civilisationsreferencer underligt påståelige, Lesbos, det gamle Egypten og flere andre. Og listen over de 62 rigeste mænd og kvinder i verden, med deres penge og det hele fungerer slet ikke, af samme grund.

Hvis flygtningen står i centrum af bogen, og det gør flygtningen, også meget smukt, gribende, og i fin eksistentiel og poetisk samklang med digtenes jeg, så bliver det poetiske postulater at nævne folk med penge og folk med magt, uden at relativere dem substantielt til digtenes udsigelsesgrund. Det bliver et skilt, der holdes op, som det er meningen vi skal blive sure over. Men det bliver det ikke poesi af, ligegyldigt hvor sure vi bliver.

Bogen har andre vinkler og indfald, som atter gør den til en større bog i mine øjne, f. eks. omtaler af andre aktuelle danske digtere, nogle vignetter om bogens centrale motiv, nogle historiske tilbageblikke på krige og flygtninge, nogle Roger Waters-agtige far-billeder. Film, død, porno, Mozart og kærlighed. Eller som der står om Yahya Hassan:

det er ikke et digt
det er ikke knækprosa
det er ikke en dagbog
det er ikke kunst
det er et requiem

torsdag den 14. september 2017

En rejse ud i meningsløsheden

KLASSIKERLÆSNING:
Stanislaw Lem: ”Solaris” 1961.

Af Egil Hvid-Olsen
Den polske forfatter Stanislaw Lems science-fiction roman ”Solaris” hører til den kategori af bøger, der enten efterlader sin læser frustreret, nysgerrig eller begge dele. Det er svært at pege på, hvad bogen handler om, for den omhandler så meget. Derfor ender man uvægerligt i flere bud på, hvad der er bogens ærinde. Budene afhænger dog nok lige så meget af læseren, som af teksten.

Tabet og dets følger
Kris Kelvin er en psykolog, der ankommer til planeten Solaris efter at have gennemført en uddannelse, der alene omhandler planetens særpræg. Dette giver ham mulighed for gennem store dele af bogen at sætte læseren grundigt ind i den forskningshistorie, der er vokset ud af menneskenes undersøgelse af den mystiske planet. Med naturvidenskabelig tæft opbygger Lem en lang række teser og antiteser, som han lader forskellige skoler indenfor solarisforskningen udvikle og forsvare. Det er ganske underholdende, men bliver dog i længden en smule ensformigt. Lem formår da heller ikke at præsentere den fiktive forskningshistorie helt så overbevisende, som Karl Ove Knausgård gør det i romanen ”Alting har en tid” (2011), hvor han redegør for en barok englelære, der – sit overtroiske indhold til trods – sagtens kunne have haft fortidige fortalere, såfremt den altså ikke havde været forfatterens konstruktion.
George Clooney i en nyere asmerikansk filmatisering af Lems roman
Planeten Solaris indeholder mængder af mysterier med sin dominerende, langsomt flydende havoverflade, der skaber kæmpemæssige figurer, og efter en tid lader dem gå til grunde igen. Der synes at ligge en intelligens til grund for dette kunstneriske virke, men forskerne har endnu ikke fundet en måde at kommunikere med havmassen på.
Lem skaber en urovækkende stemning i rumstationen, der svæver over den mystiske planet, alt imens tiden går under de to sole, der kredser om Solaris. Særlig intensiv bliver uhyggen, da det viser sig, at stationen har ubudne gæster i form af personer, som de enkelte besætningsmedlemmer er nært knyttet til. Snart står Kelvin ansigt til ansigt med sin tidligere kone, Harey, der for flere år siden begik selvmord efter et skænderi, hvor Kelvin brød deres forhold. Hun har stadig samme alder, mens han er blevet ældre.

Nærvær og utryghed
Kelvin er klar over, at det ikke er den virkelige Harey, der er kommet tilbage. Hun og de andre gæster må være udtryk for Solaris’ vilje til at kommunikere med rumstationens besætning. Imidlertid har de intet at fortælle om deres hjemsted. De følger bare i hælene på hver deres ”udkårne”, hvilket er med til at skabe en vis utryghed og mistillid blandt alle ombordværende. Kelvin opdager tilmed, at planetens udsendinge besidder en voldsom fysisk styrke, ikke lader sig gå på af ekstrem kulde, og hurtigt heler, hvis de tager skade. Efter endnu et selvmordsforsøg, som hun aldrig havde overlevet, hvis hun havde været et menneske, erkender Harey, at hun ikke er den, hun troede, hun var. Hun har indset, at hun ikke er Harey, men et instrument for en ukendt kraft. Derfor ønsker hun at blive udslettet, hvilket Kelvin modsætter sig, fordi han ikke vil miste hende igen.
"Du betyder mere for mig end videnskabelig sandhed"
Et provokerende udsagn i det kommunistiske Polen.
Her et still fra Tarkovskijs russiske filmatisering af romanen
Således udfolder romanen en historie om tab og de følger, det har for Kelvin. Helt overbevisende virker det dog ikke, for Harey er ikke blot tilstede i mindet, men manifesterer sig med uimodsigeligt fysisk nærvær. Hvis det blot er tilfældet i Kelvins hjerne, er han blevet sindssyg af sorg, for da har han ikke alene genopfundet Harey, men sandsynligvis også skabt sin egen virkelighed, og så er både Solaris med tilhørende forskning og hans egen tilstedeværelse på rumstationen udtryk for en syg hjernes hallucinerende forestillinger. At det skulle forholde sig sådan, er der imidlertid ikke andet i bogen, der antyder.

Magtens uforståelighed
En anden mulighed er, at ”Solaris” kan udgøre en digterisk beskrivelse af, hvordan det er at leve i et totalitært system. Lem boede i et østblokland, hvor den politiske magtudøvelse kunne virke lige så tilfældig og uforståelig som planetens mystiske hav. De ubudne gæster kan pege hen på den spionage, der blev praktiseret inden for landets grænser. Gæsterne foretager sig ikke andet end at observere, hvilket skaber en paranoid stemning, der får rumstationens mandskab til at drøfte alle planer i hemmelighed.
Imod denne læsning af bogen står antydningen af, at planetens intelligens ikke virker særlig optaget af at udøve magt. Der går flere generationer, inden den giver sig til kende i form af rumstationens ubudne gæster, og den har tilsyneladende ingen plan med dette møde.

Religionskritik og tomhed
Denne tilsyneladende ligegyldige holdning fra Solaris’ side leder videre til en religionskritisk læsning af bogen. Kelvin gør sig nogle kortfattede overvejelser om, at Gud – hvis en sådan metafysisk størrelse eksisterer (hvilket han tvivler på) – nok mest af alt minder om Solaris’ evigt bølgende hav; som en uafhængig, kæmpemæssig magt, der ingen interesse har i andet eller andre. Kelvin ser da heller ingen guddommelig interesse manifesteret i menneskelivet. Han kunne have citeret fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente: ”Alt er tomhed”. Det lader da også til, at Kelvin på sin rumrejse er kommet tilbage til tiden før skabelsen, som den beskrives i den gammeltestamentlige skabelsesmyte i 1. Mosebog. Rumstationen hænger over det urdyb, der er beskrevet i kapitel 1, vers 2: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet”. Selvom Solaris’ to sole sørger for, at mørket ikke er konstant, har de kun urdybet at skinne på.
Tager man i betragtning, at Lem gør et stort nummer ud af at konstruere en forskningshistorie, der beskriver et af menneskets mangfoldige forsøg på at finde mening, er hans bog ualmindelig pessimistisk på menneskehedens vegne. Al forskning, tænkning og fordybelse synes at være forgæves. Menneskets ihærdige forsøg efterlader ikke engang kradsemærker i tilværelsens store mysterium. Vi finder aldrig en mening med noget som helst, men er underlagt kræfter, der er langt større og totalt ligeglade med os.

Hvorfor læse bogen?
Hvorfor overhovedet læse ”Solaris”, når den efterlader sin læser forvirret og mere eller mindre nedtrykt? – Først og fremmest fordi den formår at opbygge en intens stemning, der gør bogen til en ”pageturner”. Dernæst fordi ingen af de overvejelser, den sætter i gang, er spildte – i hvert fald ikke, hvis man modsætter sig bogens tilsyneladende påstand om, at al menneskelig undersøgelse og refleksion er nyttesløs. Selvom ”Solaris” synes at modsige det, giver det mening at beskæftige sig med emner som tab, undertrykkelse, det guddommeliges eventuelle aftryk på menneskelivet – eller hvad det end må være for nogle tanker, bogen sætter i gang hos andre læsere end undertegnede.