En rejse ud i meningsløsheden

KLASSIKERLÆSNING:
Stanislaw Lem: ”Solaris” 1961.

Af Egil Hvid-Olsen
Den polske forfatter Stanislaw Lems science-fiction roman ”Solaris” hører til den kategori af bøger, der enten efterlader sin læser frustreret, nysgerrig eller begge dele. Det er svært at pege på, hvad bogen handler om, for den omhandler så meget. Derfor ender man uvægerligt i flere bud på, hvad der er bogens ærinde. Budene afhænger dog nok lige så meget af læseren, som af teksten.

Tabet og dets følger
Kris Kelvin er en psykolog, der ankommer til planeten Solaris efter at have gennemført en uddannelse, der alene omhandler planetens særpræg. Dette giver ham mulighed for gennem store dele af bogen at sætte læseren grundigt ind i den forskningshistorie, der er vokset ud af menneskenes undersøgelse af den mystiske planet. Med naturvidenskabelig tæft opbygger Lem en lang række teser og antiteser, som han lader forskellige skoler indenfor solarisforskningen udvikle og forsvare. Det er ganske underholdende, men bliver dog i længden en smule ensformigt. Lem formår da heller ikke at præsentere den fiktive forskningshistorie helt så overbevisende, som Karl Ove Knausgård gør det i romanen ”Alting har en tid” (2011), hvor han redegør for en barok englelære, der – sit overtroiske indhold til trods – sagtens kunne have haft fortidige fortalere, såfremt den altså ikke havde været forfatterens konstruktion.

George Clooney i en nyere asmerikansk filmatisering af Lems roman

Planeten Solaris indeholder mængder af mysterier med sin dominerende, langsomt flydende havoverflade, der skaber kæmpemæssige figurer, og efter en tid lader dem gå til grunde igen. Der synes at ligge en intelligens til grund for dette kunstneriske virke, men forskerne har endnu ikke fundet en måde at kommunikere med havmassen på.
Lem skaber en urovækkende stemning i rumstationen, der svæver over den mystiske planet, alt imens tiden går under de to sole, der kredser om Solaris. Særlig intensiv bliver uhyggen, da det viser sig, at stationen har ubudne gæster i form af personer, som de enkelte besætningsmedlemmer er nært knyttet til. Snart står Kelvin ansigt til ansigt med sin tidligere kone, Harey, der for flere år siden begik selvmord efter et skænderi, hvor Kelvin brød deres forhold. Hun har stadig samme alder, mens han er blevet ældre.

Nærvær og utryghed
Kelvin er klar over, at det ikke er den virkelige Harey, der er kommet tilbage. Hun og de andre gæster må være udtryk for Solaris’ vilje til at kommunikere med rumstationens besætning. Imidlertid har de intet at fortælle om deres hjemsted. De følger bare i hælene på hver deres ”udkårne”, hvilket er med til at skabe en vis utryghed og mistillid blandt alle ombordværende. Kelvin opdager tilmed, at planetens udsendinge besidder en voldsom fysisk styrke, ikke lader sig gå på af ekstrem kulde, og hurtigt heler, hvis de tager skade. Efter endnu et selvmordsforsøg, som hun aldrig havde overlevet, hvis hun havde været et menneske, erkender Harey, at hun ikke er den, hun troede, hun var. Hun har indset, at hun ikke er Harey, men et instrument for en ukendt kraft. Derfor ønsker hun at blive udslettet, hvilket Kelvin modsætter sig, fordi han ikke vil miste hende igen.

"Du betyder mere for mig end videnskabelig sandhed"
Et provokerende udsagn i det kommunistiske Polen.
Her et still fra Tarkovskijs russiske filmatisering af romanen

Således udfolder romanen en historie om tab og de følger, det har for Kelvin. Helt overbevisende virker det dog ikke, for Harey er ikke blot tilstede i mindet, men manifesterer sig med uimodsigeligt fysisk nærvær. Hvis det blot er tilfældet i Kelvins hjerne, er han blevet sindssyg af sorg, for da har han ikke alene genopfundet Harey, men sandsynligvis også skabt sin egen virkelighed, og så er både Solaris med tilhørende forskning og hans egen tilstedeværelse på rumstationen udtryk for en syg hjernes hallucinerende forestillinger. At det skulle forholde sig sådan, er der imidlertid ikke andet i bogen, der antyder.

Magtens uforståelighed
En anden mulighed er, at ”Solaris” kan udgøre en digterisk beskrivelse af, hvordan det er at leve i et totalitært system. Lem boede i et østblokland, hvor den politiske magtudøvelse kunne virke lige så tilfældig og uforståelig som planetens mystiske hav. De ubudne gæster kan pege hen på den spionage, der blev praktiseret inden for landets grænser. Gæsterne foretager sig ikke andet end at observere, hvilket skaber en paranoid stemning, der får rumstationens mandskab til at drøfte alle planer i hemmelighed.
Imod denne læsning af bogen står antydningen af, at planetens intelligens ikke virker særlig optaget af at udøve magt. Der går flere generationer, inden den giver sig til kende i form af rumstationens ubudne gæster, og den har tilsyneladende ingen plan med dette møde.

Religionskritik og tomhed
Denne tilsyneladende ligegyldige holdning fra Solaris’ side leder videre til en religionskritisk læsning af bogen. Kelvin gør sig nogle kortfattede overvejelser om, at Gud – hvis en sådan metafysisk størrelse eksisterer (hvilket han tvivler på) – nok mest af alt minder om Solaris’ evigt bølgende hav; som en uafhængig, kæmpemæssig magt, der ingen interesse har i andet eller andre. Kelvin ser da heller ingen guddommelig interesse manifesteret i menneskelivet. Han kunne have citeret fra Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente: ”Alt er tomhed”. Det lader da også til, at Kelvin på sin rumrejse er kommet tilbage til tiden før skabelsen, som den beskrives i den gammeltestamentlige skabelsesmyte i 1. Mosebog. Rumstationen hænger over det urdyb, der er beskrevet i kapitel 1, vers 2: ”Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet”. Selvom Solaris’ to sole sørger for, at mørket ikke er konstant, har de kun urdybet at skinne på.
Tager man i betragtning, at Lem gør et stort nummer ud af at konstruere en forskningshistorie, der beskriver et af menneskets mangfoldige forsøg på at finde mening, er hans bog ualmindelig pessimistisk på menneskehedens vegne. Al forskning, tænkning og fordybelse synes at være forgæves. Menneskets ihærdige forsøg efterlader ikke engang kradsemærker i tilværelsens store mysterium. Vi finder aldrig en mening med noget som helst, men er underlagt kræfter, der er langt større og totalt ligeglade med os.

Hvorfor læse bogen?
Hvorfor overhovedet læse ”Solaris”, når den efterlader sin læser forvirret og mere eller mindre nedtrykt? – Først og fremmest fordi den formår at opbygge en intens stemning, der gør bogen til en ”pageturner”. Dernæst fordi ingen af de overvejelser, den sætter i gang, er spildte – i hvert fald ikke, hvis man modsætter sig bogens tilsyneladende påstand om, at al menneskelig undersøgelse og refleksion er nyttesløs. Selvom ”Solaris” synes at modsige det, giver det mening at beskæftige sig med emner som tab, undertrykkelse, det guddommeliges eventuelle aftryk på menneskelivet – eller hvad det end må være for nogle tanker, bogen sætter i gang hos andre læsere end undertegnede.