Tolstoj i Kaukasus

Lev Tolstoj:
”Khadzji-Murat”
Hoff & Poulsen 2017

Af Egil Hvid-Olsen
Den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom har kaldt Lev Tolstojs (1828-1910) sidste roman ”Khadzji-Murat” for ”Verdens bedste historie”. Bogen udkom posthumt og ikke helt færdigredigeret, men til gengæld censureret i 1912. Blooms vurdering har forlaget Hoff & Poulsen gengivet på forsiden af den af Trine Søndergaard oversatte danske udgave af bogen, hvilket ikke kan undgå at skabe visse forventninger hos læseren; forventninger, der ikke bliver indfriet. Men mindre end at læse verdens bedste historie kan jo også gøre det, og ”Khadzji-Murat” er under alle omstændigheder en interessant litterær oplevelse.

Der er det særlige ved ”Khadzji-Murat”, at den træder udenfor størstedelen af Tolstojs produktion, der ofte beskriver personers udvikling hen mod en mere moralsk vandel. Tolstoj var selv meget optaget af moral og stillede så høje krav til sin egen livsførelse, at han udviklede en hel ideologi kaldet ”tolstojanisme”. Men bortset fra, at hovedpersonen i ”Khadzji-Murat” skildres som en mand med principper, beskriver romanen i højere grad et moralsk fordærv, særligt blandt de russiske tropper, der forsøger at undertvinge bjergboerne i Kaukasus. Tolstoj havde i sin ungdom selv gjort militærtjeneste i Kaukasus, og siden deltog han i Krimkrigen som officer. Således fik han en dyrekøbt indsigt, han siden kunne bruge til sine krigsbeskrivelser, f.eks. i hovedværket ”Krig og fred” og ”Khadzji-Murat”.

Den ædle vilde
”Khadzji-Murat” er en lille bog på godt 200 sider. Den indledes af nogle brugbare tekstoplysninger plus et forord om ”Krig og frihed i Kaukasus” af Lars P. Poulsen-Hansen. Forordet ville nok have fungeret bedre som efterord, men man kan jo også bare genlæse det, når man er færdig med romanen. Derefter begynder Tolstojs tekst, som virker underligt tør; nærmest som en journalistisk reportage, selvom der ligger en del år mellem de historiske hændelser, som handlingen bygger på, og det tidspunkt, hvor Tolstoj skrev manuskriptet. At virkelige hændelser udgør bogens forlæg er dog næppe den eneste forklaring på den journalistiske stil. Det må også være et bevidst valg fra forfatterens side.

Hovedpersonen, den kaukasiske anfører Khadzji-Murat, beskrives som ”den ædle vilde” på en måde, der nærmer sig det kedsommelige. Det er, som om manden er fejlfri, selvom han har mange menneskers død på samvittigheden. Tolstoj lægger stor vægt på Khadzji-Murats muslimske fromhedsliv, hvilket falder godt i tråd med forfatterens eget asketiske livssyn.

Handlingen skildres med hyppige sceneskift, hvor hovedpersonen og en række bipersoner træder frem med hver deres holdninger, handlinger og skæbner, hvilket kræver opmærksomhed af læseren, der ellers let mister overblikket. Dette krav om koncentration samt den lidt tørre stil, der præger den første del af bogen, skal man imidlertid ikke lade sig slå ud af.

Modig samfundskritik
Ofte har man først læst sig ind på en roman, når man nærmer sig side 100. Dette gælder også ”Khadzji-Murat”. Lidt over halvvejs er det, som om Tolstoj har skrevet sig varm og for alvor begynder at udfolde bogen og sit ærinde med den. Med den kritik han lader hagle ned over det russiske militær og øvrige statsapparat, er det ikke så sært, at en del af førsteudgaven blev bortcensureret. Snart kan man dykke ned i nogle knivskarpe, satiriske beskrivelser. Tag for eksempel denne skildring af en ung fløjadjudant, der er vagthavende ved zar Nikolaj I’s kontor. Den vagthavende, ”…som strålede i sin nye uniform med epauletter og skuldersnore, tog ærbødigt imod ham. Han havde et rødmosset ansigt der endnu ikke var ødelagt af udsvævelser, en lille sort moustache og krøller i tindingerne, der var friseret ind mod øjnene på nøjagtig samme måde som Nikolaj Pavlovitj [zaren] friserede sine.” (s. 131).

Lidt senere får den unge vagthavende ordet: ”’Sa Majesté vient de rentrer,’ [’Hans Majestæt er lige kommet tilbage’] sagde fløjadjudanten, opfyldt af synligt behag ved lyden af sin egen stemme, og gik derefter – med så bløde og jævne skridt at havde der stået et glas vand på hans hoved, ville han ikke havde spildt noget – hen til døren der gik lydløst op, og forsvandt ind bag den, idet hele hans væsen udtrykte ærbødighed over for det sted hvor han nu trådte ind.” Siden følger der en beskrivelse af zaren, der næsten automatisk får læseren til at tænke på Donald Trump. Zaren beskrives som både umådelig selvsikker og forbløffende ubegavet. For en mand med så megen magt, er det nogle uheldige personlighedstræk, der da også sender adskillige mennesker i døden. Han mener, at beslutsomhed er et umisforståeligt tegn på, at han har styr på sine sager. Overvejelser og drøftelser med andre er overflødige, mener han, for det faktum, at han er zar, skyldes næppe en tilfældighed. I egne øjne er han forpligtet på at regere med den spontanitet, der nu engang præger hans person. Lige gyldigt hvilke beslutninger han træffer, anser han dem for at være ufejlbarlige. Med sådan en indstilling er det let at være regent, men farligt at være undersåt.

Zaren er ikke ene om at blive latterliggjort af Tolstoj. Hele det militære system står for skud. Mange soldater og officerer fremstår venlige og hjertevarme, men langt de fleste er hjernevaskede, når det gælder krig og heltebedrifter. På den baggrund lader de sig gerne bruge til at udføre massakrer. Som refleksionsløse fortalere for en nationalistisk ideologi lader de sig velvilligt bruge. Den eneste soldat, der taler imod denne bevidstløse krigsideologi, lader Tolstoj hurtigt miste livet.

Humor og vrede
Styrken i ”Khadzji-Murat” findes ikke i den historie, bogen fortæller, men i de korte, spiddende personskildringer, som Tolstoj spreder ud over siderne. Det er morsomt, men bestemt også uhyggeligt. Man fornemmer, at der ikke kun ligger humor, men også vrede og fortvivlelse bag forfatterens beskrivelser. ”Khadzji-Murat” udgør en advarsel mod tankeløse ideologier og deraf følgende krige; en advarsel, eftertiden ikke har taget til sig, hvilket det 20. århundrede var et trist bevis på. Set i dette lys gør det ikke så meget, at selve hovedpersonen forbliver en sær idealfigur, der aldrig vinder troværdighed, og som man heller ikke rigtig kommer til at holde af.
Selvom ”Khadzji-Murat” i min vurdering ligger et godt stykke fra at kunne betegnes som ”verdens bedste historie”, er det al ære værd, at Hoff & Poulsen har ladet den oversætte og udgivet den, så danske læsere har adgang til en af verdenslitteraturens største forfatteres sidste bog. En bog, der stadig har et vigtigt budskab til læserne, 105 år efter dens udgivelse.