tirsdag den 30. august 2016

Sjælens ufrivillige spjæt

Sanktvejtsdans
Adam Georgiev
Forlaget 5, 2016

Af Carina Wøhlk
Sanktvejtsdans er en sygdom, der indebærer ufrivillige rykvise bevægelser. Og det er også titlen på en bog af den tjekkiske forfatter Adam Georgiev; en bog, der har opnået nærmest kultstatus i sit hjemland og som i glimt giver læseren ilinger af både afsky og henrykkelse.

Et sted i bogen findes nøglen til titlen: ”Når du desperat søger intimitet, er det lige meget, om den er dyb eller overfladisk. Det er som at lide af Sanktvejtsdans” (s. 103). I sjælens spjætmazurka er de ufrivillige ryk fortvivlede forsøg på at tilnærme sig intimitetens lindring af den indre uro. 

Forfatteren, som er åben bøsse, tegner et skarpt billede af en homoseksuel subkultur, hvor mænd i bogstavelig forstand suger saft og kraft ud af hinanden for at holde til endnu en nat i et afstumpet univers.

Hver eneste side i bogen emmer af fortabthed og længsel efter frelse i form af kærlighed og mening med livet. Udspændtheden imellem fortabthed og frelse understreges af bogens mange referencer til kristendommen. 

Georgiev

Bogens hovedperson er en unavngiven ung mand, der panisk leder efter emotionel nærhed. Men spørgsmålet er, om den kan støves op på lokale lokummer og i dystre darkrooms? Næppe! 

Bøssemiljøet fremstilles som et nådesløst forbrugersamfund, hvor mennesker konsumerer hinanden og hvor brug-og-smid-væk-mentaliteten råder. Det er da også romanens undertitel: ”Alt og alle kan forbruges”! Midt i det forslugne forbrug, der tenderer misbrug, bobler angsten for aids – den unævnelige trussel.

Portrættet af hovedpersonen står stærkt. Læseren mærker hans hudløshed, ensomhed og indre tomhed helt ind i marven.  Der er noget eksistentielt på spil, som løfter bogen op over dens småpornografiske sekvenser. Desperation og dekadence udgør den tematiske cocktail, som giver læseren tømmermænd. Rusen består i glæden over forfatterens litterære evner.

Bogen har korte kapitler. Ind imellem minder skrivestilen om knækprosa. Men dermed ikke være sagt, at bogen er letlæst. Den stiller høje krav til læserens opmærksomhed og rummelighed. Tonen er rå - og samtidigt fængende. Læseren pendulerer imellem at føle sig frastødt og tiltrukket. 

Bogens provokerende beskrivelser vil givetvis give nogle læsere nervøse trækninger og opkastningsreflekser. Men for dem, der ikke lider af berøringsangst, er der tale om litteratur, der rykker (!). Læseren kan aldrig efterlades uberørt.

Som gammel hiv- og aidspræst glæder anmelderen sig over, at bogen støtter Aidsfondet med kr. 5-, for hver solgt eksemplar. Køb Sanktvejtsdans, støt et godt formål og spræl lidt i læseoplevelsen!








.


torsdag den 25. august 2016

Digte der vil være erindring

Marilyn Nelson
Hurtigere end lyset
Oversat af Inge og Anne-Marie Pedersen
Bureauets Lommebibliotek
112 sider

Af Jakob Brønnum
Marilyn Nelsons digte i den smukke udgave i Det poetiske bureaus lommebibliotek har været længe undervejs, på vej mod den plads i mit bibliotek, altså det, der består at de bøger, jeg har læst og som har åbnet noget eller bare taget plads. 
  I begyndelsen af deres vej talte de uhyre lavmælt, næsten så lavmælt så jeg ikke kunne høre, hvad de sagde, men de er begyndt at tale højere og højere eller også har jeg fået det omkringliggende larm stilnet, for nu hører jeg dem klart og tydeligt.  
Marilyn Nelson
Bogen består af udvalgte digte fra 7 digtsamlinger, med de tidligste digte fra 1970’erne og de seneste fra 2014, fra samlingen ”How I discovered poetry”, som også er klart den fyldigst repræsenterede i bogen. Den er illustrerede med lavmælte og meget, meget stærke fotografier, kollagelignende, sort/hvid, af Anne-Marie Petersen.
  Det er ikke lyrik i den forstand, at digtenes ærinde først og fremmest er æstetisk. Der er billeder af en klarhed og en nuancerigdom, man undrer sig over kan opstå for læseren på baggrund af en så enkel sprogdragt: 

Sammen med tre kompagnoner startede 
han et firma som hed 
The Hickman Joint Stock Company 
De kørte rundt i gaderne 
med en vogn og solgte købmandsvarer 
til halvdelen af byen. 
Hans underskrift er fast, beslutsom, 
dristig. 
Han skabte sig en levevej (s. 37) 

Digtene ligger mellem den store amerikanske roman og den amerikanske lyrik, hvor man nogle gange finder en talesprogslignende tone, en fortællende tone, der registrerer og fastholder et bestemt sansningsniveau, der har et dagligdags perspektiv. 
  Det hører til mine største lyrikoplevelser, den form for pludseligt hverdagsnærvær, som ikke er forsøg på flad hverdagsrealisme, men et indslag af en sansning, der udvider poesiens virkefelt. 
  En bedrift i det udvalg af Marilyn Nelson som vi har, er også dets opgør med tabuer. Enhver kan gøre op med et tabu ved at sige nogle ord, der dækker over et begreb, man mener er tabuiseret. Men digteren gør her stor kunst af det: 

En bølge brydes i labyrinten af membraner 
og noget strømmer ud af ingenting til nu. 
I et ubevogtet øjeblik undslipper tanken sin betydning 
som skeptikerens tågestribe af ærefrygt: 
Kig op, alle spor er væk … (s. 65) 

Digtet handler om alzheimers. Andre digte foregår i historien, og nogle har navngivne hovedpersoner. Nogle foregår i barndommen. alle disse rum bliver på en særlig måde til steder i Marilyn Nelsons digte. Steder fortæller historie. 
  Digtene vil ikke noget bestemt med deres fortælling. De vil ikke skabe indignation eller medfølelse. De vil, tror jeg, have adgang til min erindring, og så vil de have lov at være der og udfolde sig i forhold til deres væsen, for de er selv erindring: 

”Jeg er dig igen 
da du går ned ad gangen. 
Loftet er højt som himlen 
og genlyder af dine fødder 
mod det bonede gulv. 
Ingen glor på dig endnu, 
et lille sort barn for klodset 
til at spille bold.” (s. 17) 

Når jeg læser udtalelser fra den amerikanske valgkamp og hører at 1% af afroamerikanerne vil stemme for Trump, så bevæger de sig som det, de er erindring. 

torsdag den 11. august 2016

Medierne er blevet den katedral hvor virkeligheden beskrives og fortolkes.

Peter Lodberg: Tro. 60 sider. 39,95 kr. Tænkepauser 34,december 2015. Aarhus Universitetsforlag. Også som e-bog i PDF, EPUB, samt lydbog på da.unipress.dk

Af Erik Koch 
Denne bog er udgivet tre måneder før ateismedebatten kørte i pit i form af en kortege af århusianske bybusser. Men ved læsning af ”Tro” ved udgivelsen ville man være blevet udstyret med sjældne, og her særdeles velanbragte, profetiske evner. Mere herom senere.
Professor i teologi Peter Lodberg lever med sin lille bog i den grad op til den store målsætning for projekt ”Tænkepauser”: viden til hverdagen. Og jo, det er en stor målsætning at ville lade grundigt tilvejebragt omfattende viden tilflyde mennesker i den moderne hverdag – og det på en måde der får stoffet til at sive ind hvis man ellers holder sindet tilstrækkeligt åbent.
Som formidlingsmæssig metode vælger Peter Lodberg forskellige afsæt i hverdagens virkelighed for dernæst at lade perspektivet udvide sig både vertikalt og horisontalt.
Ifølge professoren hengiver vi os uafladeligt til tro på alle leder og kanter. Vores forhold til materielle goder er altid et godt pædagogisk eksempel. Man kommer uvægerlig til at tænke på historikeren Niall Fergusons dictum, ”penge er tillid”, når man gennem bogen følger dette spor i vor teologs redegørelse både for vores trang og vores evne til at hengive os til tro. Han slår både tone og vinkling an allerede i bogens andet kapitel som bærer overskriften ”Helten fra Barcelona”:

”Vores markedsøkonomi hviler på troen på, at vores livssituation hele tiden vil blive bedre. Det er en tankegang, som markedet har lånt fra religionen. Nu om dage er der måske endda mere tro på børsen end i kirken. Det mest religiøse program i dansk tv er for eksempel nok 17 Finans på TV2 News.”
Peter Lodberg
Det handler om de varsler og profetier som står i kø i fremlæggelsen af forholdene i samfundsøkonomien, som åbenlyst inkluderer religiøse begreber som frelse, gud, tro, tillid, fremtid, dom og regnskabets time, påpeges det. Medierne er blevet den katedral hvor virkeligheden beskrives og fortolkes. I forlængelse heraf ligger det bogstavelig talt lige til højrebenet at kapiteloverskriften om ”Helten fra Barcelona” ikke hentyder til en spansk messias, men en avisomtale i 1993 af Michael Laudrups tilbagevenden til fodboldlandsholdet.
Og sådan går det slag i slag for den slagfærdige, men totalt balancere(n)de formidler i gennemgangen af troens og det troende menneskes vilkår og virkelighed, både nationalt og globalt. Der er korte beskrivelser af særkender og fællesmængder de enkelte religioner imellem for at nå frem til det egentlige ærinde som er kristendommens tro.
Undervejs fremkommer pointer fra sammenstillingen af tro og ikke-tro, hvor (som tidligere antydet) alle så at sige ”kan være med.” Helt ned til basics kommer vi med et eksempel på et fænomen som kan overvælde selv det mest forhærdede antireligiøse tidselgemyt:

”Når vi står en sommermorgen og nyder den smukke solopgang over havet, kan vi blive overmandet af en følelse af lykke og taknemlighed. (…) Oplevelsen er så stor og smuk, at vi kan komme til at føle, at vores jeg bliver til ét med det store kosmiske univers. Der er ikke nødvendigvis tale om at tro på noget guddommeligt. Vægten ligger snarere på, at vi oplever, at vores tilværelse får mening og indgår i en sammenhæng, der er større end os selv.”

Hermed læner Lodbergs sig op ad et springende punkt hos en af ”Aarhusteologerne”, nemlig K.E. Løgstrup, som netop har dette som sit rum når han problematiserer sondringen mellem hhv. menneskets omgivelse og ophav ved at hævde at kosmos er begge dele på én gang.
Samme Løgstrup ser givetvis også smilende til fra sin himmel når Lodberg lader ”tydning” blive en del af sit ordvalg. Netop i kraft af fraværet af forklaring eller anden ”bevisførelse” er en tydning det nærmeste, ja, det oplagte begreb at nærme sig trosbeskrivelsen med, ikke mindst når læseren ikke nødvendigvis oplever at have troen i sig på forhånd.

Det er imponerende hvor langt bogen når omkring i sin afsøgning og præsentation af troens aspekter, men alligevel er det ikke svært at udpege et hovedærinde som både er perspektiverende og aktuelt: Kritikken af ateismen.
Lodberg er villig til at strække sig langt i sin bestræbelse på på én gang at formidle og at afstå fra domme der forplumrer billedet – og debatten. For undertegnede at se lykkes det, og det er med til at gøre tingene udholdelige. Debatten har siden Ateistisk Selskabs busreklamekampagne mod folkekirken taget adskillige hårnålesving, og derfor er det interessant at Lodbergs bog flere måneder før dette nævner biologen og ateismetalsmanden Richard Dawkins og den buskampagne denne stod i spidsen for i London i 2009 hvor ”[han] opfordrede briterne til at opgive alle former for religiøs tro.” Så langt, så godt – eller skidt, alt efter synsvinkel.
På de århusianske busser var der bl.a. anbragt et ’tænkselv.dk’. Søger man på denne side, sendes man videre til selve buskampagnens side hvor man bl.a. kan læse dette: ””Jamen, uden religion har mennesket ingen moral”, er der nogle, der siger. Det er for længst påvist, at alle mennesker har en indbygget evne til at vise medfølelse og en trang til retfærdighed. Det er grundlaget for al moral. Ville du da stjæle eller myrde, bare du var sikker på, at ingen gud kiggede?” Om det er selskabets formand, Anders Stjernholm, der har stået fadder til formuleringerne, angives ikke, men stilen og ordvalget ligner.
Ateistisk Selskab lægger sig med sine formuleringer i sagens natur i forlængelse af nogle af Dawkins pointer som bl.a. går på, fremhæver Lodberg, at ”betragte religiøs tro som et tilfældigt biprodukt i den menneskelige evolution. ” Og Lodberg fortsætter: ”Måske lidt ligesom vores blindtarm skulle være et nu overflødigt levn fra et tidligere udviklingsstadium.” Og så kommer det: ”Desværre gennemfører Dawkins ikke et videnskabeligt bevis for, hvordan han mener, at religiøs tro rent biologisk er opstået og har udviklet sig.” Bingo! Dette må naturligvis, hævder denne anmelder, også være svaret til Ateistisk Selskabs ovenfor citerede påstand: ”Det er for længst påvist, at alle mennesker har en indbygget evne til at vise medfølelse og en trang til retfærdighed.” Okay? Den er der sådan bare lige? Påvist – videnskabeligt? Der er tydeligvis flere spørgsmål end svar. Dette ville kun være opløftende hvis det handlede om en åndelig dimension som det gør for Lodberg. Men hos de nævnte ateister handler det om videnskab i en meget skråsikker udgave, og her er blindgyder og uløselige spørgsmål mere problematiske – eller burde i hvert fald være det.

Som læseren måske fornemmer, er der stof til mere end en kort kaffetænkepause i seriens nr. 34. En af grundene er at Lodbergs overblik uden besvær parrer kulturhistoriske og teologiske snit med aktuelle problemstillinger og tilsætter hans egne klare pointer. Jeg vil afslutte med et eksempel på netop dét. Det er blevet fremhævet i de store linier i flygtningedebatten hvem der forfølger hvem og hvorfor. Forfølgelsen af religiøse mindretal har haft knap så megen bevågenhed – eller knap så mange medietalsmænd. Efter en gennemgang af religiøs forfølgelse i især Europa og Mellemøsten, siger Lodberg hen mod slutningen af bogen:

”(…) det sidste, religiøse minoriteter gør, når de er på flugt og bliver forfulgt, er at opgive troen. Den giver dem styrke og identitet. Den er den røde tråd i deres historie og deres forbindelsesled til forfædrene. At opgive troen er at opgive samhørigheden med fortiden og det sted og den kultur, familien stammer fra.”


Bogen giver en indføring i tankemønstre for den der tror ikke at tro, og den tilbyder den troende en reminder om hvordan troen ikke bare flytter bjerge, men fører dem videre gennem historien.

onsdag den 3. august 2016

Vi begynder lige lidt grovkornet manifestagtigt (Frank Kjørup revisited)

(Frank Kjørup:
Indefrarød.
Forlaget After Hand 2010.)

Af Knud Steffen Nielsen
Første Albertinepristale 2011. I Kulturministeriets Hus på Chr.havn. Til Frank Kjørup

Vi begynder lige lidt grovkornet manifestagtigt: Religionerne og poesien har en del at lade hinanden høre.

Begrebet intet fylder.

Religionerne har figureret intet som Hel, Hades, Helvede, fordi det er nødvendigt for tanken at figurere dette intet. Så skiller vejene i hver deres doktrin om det fremtidige håb.

Poesien springer det prognostiske over. For hvem har mandat til at sige noget vederhæftigt om det fremtidige. Og poesien har ikke mandat til i ideologier eller doktriner at fremsige og fremture med himmelske statements. Den benytter sig ikke af hævet stemme, for at redde svag argumentation. Ingen argumentation reddes i det hele taget af decibel og volumeknap.

Poesien kan intet tvinge igennem, som ikke kommer fra den selv for nu med fare at lyde gammeltestamentlig, og endda kører jeg lidt videre i samme skure…..

Men naturligvis forholder poesien sig –også- til og i visioner og i det fremadrettede. Poesien er nærvær, sanset, men tidsmæssigt fiser den i dette nu også bagud og fremad og ved siden af.

Dertil: Forholdet til det hypotetiske, det forestilte, fordrer ydmygt fiktionsmarkéret tilgang.

Frank Kjørups Indefrarøde figurerer dette intet i dets egenskab af netop intet. Men der er et performativt mellemstykke mellem fødsel og død, ikke en absolut distraktion, ikke en fokuseren udelukkende og til stadighed på meningsløsheden.

Han fræser oppe i kanterne, hvor noget møder intet som det gode sprogrum lukkes op til. Intet, som mangel på mening, men så sandelig også hvor fylden så ligger i nærværet.  Det er jo netop, påstår jeg, poesiens væsen; i hvert fald er der så meget poesi, der værmer rundt om dette glødepunkt, og hvor det sansede på første hånd er en af nøglerne.

Smerten (og glæden) og sanserne er nærvær pr definition. Får jeg fingrene i klemme i døren, er jeg ikke i tvivl om, at det er her og nu og mine tanker går ikke til fortid og barndomsland eller glæden over at skulle købe fladskærm på onsdag.

Først og fremmest er der en overvindende tone, humoristisk, der kører frem, mens musikken spiller. Mens man står op til -og mod- vilkåret om sproget som det, der formulerer vilkåret og reflekterer det.

Altså et stykke litteratur, som tager verden/virkeligheden alvorligt og på sig og forholder sig til den som noget problematisk, man kan forsøge at komme på højde med. Hvad man så ikke kan. Verden omkring dig er ikke bare noget, der foreligger uforknyt. Kun for blomster, sten og akvariefisk er verden troskyldig. Mens vi andre må bevæge os i en verden, der ikke er transparent og troskyldig, men forlods er sprogliggjort, bl.a. fordi vi ved, at vores tilværelse er endelig og derfor noget, man nødvendigvis må støde sig på, ja fordi vi netop kender dødens realitet.
Refleksionen er der, og den beskrevne verden er der.
Og man skal vide, at humoren findes, og at humoren rejser de orange færdselschikaner op, man hele tiden støder ind i, og tag ikke fejl: latteren er en del af det sorrigfulde. Man griner af noget mere end det grinagtige; man griner både af det absurde faktum af endeligheden og fordi netop latteren tvinger sig selv frem, så at sige.

Indimellem kan der danses, selv når det gør mest ondt. Indimellem kommer som berørt den grådkvalte latter og humoren, der fx siger: Nu æder Rødhætte ulven. Og syr sten ind i dyrets mave. Fordi det er sådan. Og i Kjørups bog har Ernst en ært. Vi kender den godt. Men følg den, og se hvad der sker. Det er ikke bare Ernsts ært eller prinssessens for den sags skyld. Det er også retningen, som vores liv tager eller måske retningsløsheden, kunne man sige.   

Frank Kjørups bog er i den grad god.

Bog, paperback Indefrarød af Frank Kjørup

Læste i forbindelse med en poesisanmeldelse af japanske Tanaka et næsten ikonografisk sted, hvor han, Tanaka, skriver: der er kun ”og” tilbage. Og Ekelöf taler om der kun findes ”at” i verden. Og det får mig til at pege på skoven ved siden af ”og”, og på skoven ved siden af ”og” og ”og”, som man i øvrigt har svært ved at se for bare træer. Vi står i sproget. Momentvist opdager vi sproget, når vi hakker og stammer eller begår fejl. Vi undres og får en indsigt i glimt. Men vished gives ikke ved dørene. Så verden består i hvert fald af ”og’er” og ”at’er”, Det er sikkert og vist. Vi sanser og ser AT a og b og c er der, og vi ordner det hele i pæn syntax og pæne taxonomier. Og vi opdager, at sproget ikke faldt ned fra skyerne som et dannebrogsflag og direkte ind i munden og op på tungens selvberoende løbebånd.

Vi ser igennem et filter af overleveringer. Vi ser, og indimellem fortaber vi os som Borges’s figur Irineo Funes, der fortabte sig i det enkelte træ og forsvinder i kaos. Det er den ene fælde, men som hører med –det er sansningens nødvendige kaos. Generalisten vil beherske verden i storkategorier, som er forenklede, men godt nok praktiske i et slags artistisk begrebsbogholderi og er nødvendige i vores fællesviden. Så fint nok med det. Den akkumulerede viden er vores eje. I poesien er det en fælde- fælde nr 2, påstår jeg. Forstået på den måde, at den viden også principielt skal testes for netop at blive eget eje. Og poesien skriver sig vej mellem disse to positioner fra og i summen af vores fælles gods og til den pioneragtige og jomfruelige adapteren.

Den det er først og fremmest med kroppen, der skal ses og høres og forståes. Kroppen der skal verificere. Verden er et mysterium, der grundlæggende hedder ”at”.  Jeg kan se AT verden er der. Jeg kan føle, AT jeg er til. Jeg kan se AT træerne findes og AT de små pipfugle er der, Og så kan jeg samle dem i linné’ske fællesklasser og fx samle en stor gruppe spurve i kategorien Passer Passer*- og dertil give den allermindste gren af spurvefamilien et efterstillet navn domesticus eller gabonicus eller hvad ved jeg ….og det er jo fornuftigt nok for os, så kan vi samtale om tingene…Men pipfuglene er vi ikke kommet nærmere. Og det ikke at tage det for givet kan poesien sandsynliggøre og lyse på. Og tydeliggørelsen gør ikke mysteriet mindre, men gør mysteriet tydeligere som mysterium.

Man finder ikke bedre ud af tiden ved at fininddele timer, minutter og nanosekunder i yderligere bestanddele.

Det er alt dette Indefrarød også siger og fremskriver med sit fine næb og peger på som vilkår.

Man bliver klogere af Kjørups bog med de eventyrlige digte og poetiske eventyr; og man bliver ført alle steder hen. Flot. Jeg vil ved et terningekast slå ned på…. s.22 (der står ikke et sidetal, men det fremgår så af den øvrige paginering uden for siden) og skære et felt ud:

Han var engang som dreng blevet/ klar over at stå. Under stjernebilledet/ Musen. Og i samme øjeblik. Dets/ konturer. Stod ham lysende. Indset./ Dette var det eneste. Eneste/ billede på himlen. I virkeligheden- Musen/ omgivet af milliarder og atter/ milliarder af indbyrdes uforbundne/ huller, som intet andet stak ud af end/ sort, lort, mørke. Han var løbet hjem/ og fortalt det- men fået en flad…..   

Dér hvor sætningerne er gjort ufuldstændige (manglende finitte verber) eller skåret igennem ved punktum står et usynligt ”og” og blinker og kunne være den egentlige tekst. Usynlig, men komplementært synlig, komplementær, for hvor der i tekster fx står sort, står der et usynligt definerende lys. Og hvor der står far står der komplementært datter, søn, hustru, mor. Hvilket af ordene, der skal vælges, bestemmer sammenhængen. Og hvor en sætning er ufuldendt, noterer man sig skjult i tanken den fulde sætning, der her er erstattet. Mellemrummene hører med. Watson, Komplementært.




*Finder ved opslag ud af at passer udover spurv også betyder flynder. Nu flyder da vand og luft totalt sammen.