søndag den 22. marts 2020

Det naturlige menneske i en urbaniseret verden


Poul Lynggaard Damgaard
Vi bærer hinanden som frakker
Ravnerock, 187 SIDER (2019)

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i Book Haul
Poul Lynggaard Damgaard (f. 1977) har med digtsamlingen ”Vi bærer hinanden som frakker” skrevet en række stramt komponerede digte, som både er smukke, finurlige og tilforladelige.

Damgaard har noget med besjæling i denne digtsamling. Jeg skal ikke kunne sige, om det er gennemgående for hans forfatterskab. Dette er første møde med digteren som læser.
Som for eksempel i digtet ’Glemte noter’:

”En bevægelse et andet sted
for at kunne sige noget her.
Væggene er fløjet til vejrs.
Noget har flyttet sig,
og jeg går udenom
for at sætte mig.
En vind tager
ordet
alvorligt.
Du står det samme sted.
Fløjl blandt meget andet”.

Eller fra digtet ’Alt udenom mig’:

” (…) Et grædende træ midt i byen (…)”

Besjæling er et rigtig fint greb, men det kan dog overgøres, så meningen ryger, og det mener jeg gør sig gældende ved nogle af disse digte, om end jeg selv elsker den form. Damgaard skriver sig på en måde ind i den romantiske tradition med disse stemningsmættede og metaforspækkede digte, hvor naturens skønhed kommer til udtryk ganske ofte. Under overfladen lurer en frygt for urbaniseringen, hvor han med metamorfoser og surreel billeddannelse og realisme på den anden side lader byens elementer opstå i naturen eller omvendt. At læse netop disse digte, hvor han lader elementerne opstå op og ned ad hinanden, er det som at se på et maleri af Poul Anker Bech. Og det er ganske fortræffeligt. Som digtet ’Stjernerne som en indretning’:

”Små gnistrende ansigter og falde og stå
i den samme bemærkning lagt til side
hen mod asfalten. Jeg vender tilbage
til restauranten, hvor nogen har lagt
dig som en serviet inden du
ankommer. Jeg kigger ud
og følger en gren
slæbe
sig gennem sandet.
I et hoved to ansigter
flimrende mod en dobbeltdør.
På hver sin side i lokalets midte
står vi med et hav imellem os.
Vi skåler mod stjernerne
som en indretning
og taler om
funktionens farver.”

Af temaer berører Damgaard systemet i form af jobcentret, at være indlagt, men også mere overordnede begreber som ekstremisme, og en slet skjult bemærkning om alle de mennesker, der falder igennem det danske system.

Der introduceres et ’jeg, et ’du, og et ’vi’, og jeg’et er meget gennemgående, mens du’et og vi’et forekommer sjældent, nærmest som en sidebemærkning, og det giver en følelse af et ensomt jeg, der forsøger at navigere i en verden fyldt med du’er og vi’er, men hvor jeg’et er mere optaget af natur kontra storby, eller måske i virkeligheden prøver at nærme sig du’et og vi’et, men altså uden held. Det forekommer trist, og det at være isoleret var nok den følelse, der fyldte mest i mig, da jeg læste digtsamlingen. Der er også noget med ophav, urmennesket, der ikke vil lade sig ødelægge af byen. Man kan tage naturen væk fra mennesket, men man kan ikke tage naturen ud af mennesket. Måske derfor drages mennesket af naturen og har alle dage gjort det. Der skildres en ambivalens i at ville andre mennesker, men ikke at kunne tilpasse sig den leveform, vi mennesker har i byerne, nok storbyerne i særdeleshed. På den måde kan man også se digtsamlingen som en kritik af den bestående samfundsstruktur og levevis, der ikke giver megen plads til det autentiske, fredelige og naturlige menneske.   

Digtsamlingen er som helhed æstetisk smuk, Damgaard kan noget med formen, men jeg savner, at der bliver sat lidt mere på spil, at digtene er mere nærværende. Det er som om, der er et mælket slør for øjnene, når man læser, så man ikke rigtig kan se klart eller kommer i dybden med noget. Damgaard kradser i overfladen, og det gør han rigtig godt, men hvis han turde gå derind, hvor det gør rigtig ondt, eller der, hvor der i det hele taget virkelig er noget på spil, ville digtsamlingen virke mere vedkommende og helstøbt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at Damgaard er dygtig, men som læser lades man på en måde lidt udenfor det alle væsentligste. En lidt tom følelse efter endt læsning, og det er rigtig ærgerligt.

søndag den 15. marts 2020

Et mareridt i fortidens geografi

Hvis du overvejer at vende tilbage til din provinsielle opvæksts geografi for at gøre en forskel, skal du læse Jens Peter Kaj Jensens nye roman; den får dig på bedre tanker 


Jens Peter Kaj Jensen
Afstande over vand, roman
370 sider, 299,95 kr.
Forlaget Ekbátana

Af Jens Carl Sanderhoff

Solens varme stråler ville kalde alle duftene frem fra den klæge jord. Den ville også hidkalde en tørstig tordenflue, som ville sætte sig til at drikke fra det højre øjes fugtige inderkrog. Cyklens forhjul ville slingre mærkbart, mens man med den venstre hånds lillefinger forsøgte at skille sig af med den irriterende gæst. (s.83)

Det indledende citat er hentet fra første del af Jens Peter Kaj Jensens (f. 1965) nye roman, Afstande over vand. Sådan kan man stille en diagnose, uden at pege pointen alt for tydeligt ud, for præcis denne lille snip af en kapitel-indledende tekst fanger meget godt hele romanens uro, eller skulle jeg kalde det apokalypse, for der er ikke rart i Lille Fuglede og omegn, hvis man går litterært til værks i en gennemgang af det formative stof, vi alle sammen mere eller mindre er gjort af.

Jeg har været mesterligt underholdt, ikke af en vild og uforudsigelig fortælling, men at et plot, der ligner en blanding af tv-serien Landsbyen krydret med lidt Lykke-Per og antydningen af Dommedag Nu, og så kan man jo næsten ikke forlange mere. JPKJ skriver simpelthen flydende og godt, og indimellem (ofte) tillader han sig også at være poetisk - også det klæ’r ham.

Ingen børn leger skjul i krattet længere, ingen går på opdagelse mellem vragrester, og opskyllede drømme får lov at ligge. De voksne, som selv går i skjul ved Fiskerhuset, har ikke øje for gemte skatte og skjulte rædsler. (s.309)

Kort fortalt er romanen en fortælling om Tom, som efter nogle succesfulde år i udlændighed beslutter sig for med sin formue at gøre en forskel for sin barndomsegn, der ellers vantrives som en del af det, vi nu alle kender som Udkantsdanmark, men som i bund og grund er det, der har skabt Danmark, både som nation og som idé. Han kommer hjem med store planer, som skal gøre området til et kreativt, lidt luksusagtigt og bæredygtigt område med højt til loftet. Men helt så rent i kanten er egnen sydøst for Kalundborg åbenbart ikke, og Tom møder lige fra begyndelsen en forbeholden opbakning og siden hen, ja, nu skal jeg ikke spolere plottet, men det Tom oplever, er mildest talt trange tider. En nedtur på sin gamle hjemegn. Sideløbende med det spor får vi også historien om et efterladt ægteskab i USA, der befinder sig i krise, og derfor bliver Toms rejse tilbage til sit udgangspunkt også en fortælling om kærlighedens veje og måske især vildveje. Romanen er første del af to, så der kan ske Tom meget endnu, og det forventer jeg da også, sådan som Afstande over vand efterlader sin læser.

Der er noget Shakespearesk over JPKJs konstante skift mellem det ophøjede og det profane, og han opererer lige hjemmevant med figurer, som er protagonister, eskapister eller brugsuddelere, også selvom man indimellem tænker; arh, ville han nu også gøre det, den gode hovedperson, for det er uden sammenligning Tom, der bærer det narrative flow i fortællingen. Men fordi romanen er så godt skrevet, æder man også de nogle gange lidt firkantede adfærdskollaps, man som læser må lægge øjne og hjerne til.

Sidst i romanen er persongalleriet optegnet, og der er en del at følge med i, men jeg havde nu ikke svært ved at huske, hvem der hørte til hvilke dele af de mange vidtforgrenede fortællinger fra nutid og fortid. JPKJ holder sin fortælling stramt og velafbalanceret gennem de mange afstikkere og sidefortællinger, som der uomtvisteligt er mange af, og det er en del af romanens styrke. Vi kommer godt omkring; Boston, Portugal, barndommens rige og det Vestsjællandske er baggrund for nogle af romanens scener. Den er at sammenligne med et sofistikeret persisk tæppe, hvor trådene alle sammen er med til at skabe et overordnet motiv. Nogle tråde er silke og andre hør, men de føjer sig fint sammen, gør de, og jeg glæder mig til at følge fortællingen fra Fuglede i alle dens nuancer, når andet bind udkommer.

Denne roman kunne sagtens være udgivet på et stort forlag, for den har det hele, og jeg ved ikke om JPKJ har haft den andre steder til gennemlæsning, men det er også lige meget, for skynd dig ud at købe den, så støtter du et af Danmarks mere spændende mikroforlag, og den ildsjæl af en forlægger, som Christel Sunesen er, og som ved gud arbejder intenst for sine forfattere og for udbredelsen deres bøger. Kom så afsted!

Vi bruger ikke stjerne-hjerte-whatever-skalaer, når vi bedømmer her på Den smalle bog, men jeg har alligevel lyst til at kaste fem ud af seks flasker billig vodka i grusgraven Lorten, som er et centralt sted i denne fortælling. Når du har læst romanen, hvad du selvfølgelig skal og gør, så vil du forstå, hvad jeg mener.

søndag den 8. marts 2020

En lang sammenhængende udfoldelse af bogens første sætning

MÆLKEMANDEN
af Anna Burns
Oversat af Sara Koch
Forlaget Palomar
366 sider


Af Jes Nysten

“Den dag Somebody McSomebody satte en pistol mod mit bryst og kaldte mig en tøs og truede med at skyde mig, var samme dag som mælkemanden døde”. Sådan begynder denne originale, udfordrende og dybt fascinerende fortælling. Et sådan anslag fanger, og man må nødvendigvis komme til bunds i det drama, der åbnes op for med en sådan begyndelse.

Bogens 360 sider er en lang sammenhængende udfoldelse af denne første sætning. Den der fortæller er en 18 årig pige, hvis navn vi aldrig får fortalt. Ja, ingen af de personer, der befolker hendes fortælling er navngivne. Det er der en god grund til. Hendes fortælling er et langt udmattende forsøg på at holde en hverdag, et liv, en påtrængende og voldelig virkelighed på afstand. Få så meget greb om den, at hun bliver i stand til at leve - leve midt i fortrædelighederne - uden at gå i stykker. Derfor må hun hele tiden omtolke og iscenesætte det, der sker omkring hende, i en egensindig skarpt tilskåret fortælling, som hun føler, hun har fuld kontrol over.
En slags Damage Control!

En bog med i byen
Ofte når hun vover sig ud i byen, har hun en bog med, som hun går og læser i. Tosset synes alle andre, men for hende er det klart nok: bøgerne udfolder det virkelige liv, mens livet omkring hende er et dybt depraveret og livløst ikke-liv. Det er naturligvis bøger fra den gang - før tingene faldt fra hinanden - helt tilbage fra Canterbury fortællingerne, over Ivanhoe til Joseph Conrad og mange flere. Ja, hun læser disse bøger som godnathistorier for sine små søstre for at ruste dem til det liv, der også en dag bliver deres.

Der er således ingen placerbare navne eller steder i hendes fortælling, men det vrimler med selvopfundne navne: hun kalder sig selv “mellem-søster” (klart nok), hun har en “næsten-kæreste”, hun jogger sammen med “svoger nummer tre”, der er en dramatisk historie om “pillepigen”. Hun har trods alt en “Ældste veninde”, og så er der jo de afgørende to “Mælkemanden” og “Somebody McSomebody”.

Stedet hvor hun befinder sig er ligeså “fiktivt”. Hun bor i et kvarter, hvor der kun bor “hendes egne”. Der er en skarpt optrukket zone til det andet kvarter, hvor “de andre” bor. Man blander sig ikke. Zonen er en egentlig “krigs-zone”, dem i det andet kvarter er veritable fjender, der også har en helt anden religion, de dyrker!  Det vrimler på begge sider med selvbestaltede bevæbnede grupper, der har opkastet sig til “ordenshåndhævere”, hvilket blot betyder vilkårlighed og primitiv terrorisering af dem fra det andet kvarter.

Nordirland i 70’erne.
For os læsere er det tydeligt nok, at vi befinder os i Nordirland i 70’erne. Forfatteren er født i Belfast og er således selv vokset op i dette helvede. Hun forstår virkelig at fremmane denne syge, ja dødelige atmosfære, der hængte over dette sted på denne tid. Men afgørende er at hun formål gennem denne 18 årige piges kaotiske men også heroiske fortælling at folde historien ud til mere end “en historie om de forfærdelige ting den gang”. Genkendelig og aktuel er den.

For denne pige taler irriterende vedholdende men også sarkastisk afvæbnende om dumhed, fornedrelse, om fjendebilleder og primitiv magtudøvelse. Ganske genkendeligt for os alle bag den ydre ramme. Vi tyer også nu og da til “opbyggelige bøger”, når dagligdagen tager form af parodi eller mareridt.

Men denne piges stemme er først og fremmest et uhyre stærkt og troværdigt vidnesbyrd om en ung kvindes fornedrede liv i et sygt mandsdomineret samfund, hvor afstumpet magt trumfer alt, hvor hun blot er et objekt, der skal makke ret, og hvor hendes eneste “beskyttelse” er flugt ind i det indre landskab. Genkendeligt?

Dog er bogen sidste sætning ikke helt uden lys. Hun skal ud og løbe med svoger, og så slutter bogen “Da vi landede på fortovet på vej mod parkerne, pustede jeg lyset ud af kroppen igen, og et kort øjeblik, bare et øjeblik, lo jeg næsten”.

Anna Burns har skrevet en krævende bog. En sproglig tour de force, som formidles i en fornem oversættelse af Sara Koch (det har ikke været en nem opgave). Men det er også en klog og ærlig bog. Denne 18 årige “mellem-søster” glemmer man ikke så nemt! Anna Burns fik fuldt fortjent Man Booker Prisen i 2018 for bogen.