onsdag den 22. marts 2023

Krigens afstumpethed

Klassikerlæsning. Erich Maria Remarque: ”Intet nyt fra Vestfronten”, 1929, oversat til dansk af Tom Kristensen.

Af Egil Hvid-Olsen

20 millioner eksemplarer har ”Intet nyt fra Vestfronten” solgt, men hvor ville man have håbet, at den ikke havde været nødvendig at skrive. 1. verdenskrig gjorde det dog uundgåeligt for Erich Maria Remarque at skrive, hvad man med god ret kan kalde den ultimative krigsroman.

Selvom romanen omhandler livet, lidelsen og døden i og omkring skyttegravene i 1914-18, så handler den indirekte om livet, lidelsen og døden i enhver krig. Den dag i dag er der soldater i bl.a. Ukraine, der må stå igennem situationer, som minder om dem, Remarque beskriver. Det er meget begrænset, hvor meget vi har lært af et utal døde soldater.

Netflix har i 2022 produceret en ny filmatisering af den gamle klassiker, og bortset fra en overdrevet grim metallisk baggrundslyd, der erstatter musikken, er det en god film, som punktvis gengiver scener fra romanen, digter videre på dem og føjer nye til. Filmens særlige styrke er, at den rendyrker romanens stemning af opgivelse og bitterhed iblandet en trodsig humor, der forbliver afdæmpet, fordi der absolut intet er at grine af.

Remarque skriver nøgternt på baggrund af egne erfaringer. At han overlevede krigen var et rent tilfælde: ”Fronten er et bur, hvor man nervøst sidder og venter på, hvad der vil ske. Vi ligger under et gitter af susende granater og lever i spændt uvished. Over vort hoved svæver tilfældet. Når et projektil kommer, kan jeg dukke mig, det er alt; hvor det rammer, kan jeg hverken med bestemthed vide eller have nogen indflydelse på.” (s. 69).

Læseren spares ikke for dokumentariske oplysninger: ”Bajonetten har nu imidlertid tabt sin betydning. Under stormangreb er det nu ofte mode kun at rykke frem med håndgranater og spader. Den hvæssede spade er et meget lettere og mere mangesidigt våben, man kan ikke alene støde den ind under hagen, men man kan fremfor alt slå med den, og det har større vægt; især når man rammer skråt mellem skulder og hals, fører man let hugget igennem til brystet. Bajonetten bliver ofte hængende fast ved stikket, og man må så først træde den anden i maven for at hale den ud; og i mellemtiden kan man meget let selv have fået en op i sig. Desuden knækker den oven i købet ofte.” (s. 71).

Hjemløs i hjem og hjemstavn

Det er tydeligt, at den, der har været ved fronten, bærer den med sig. Således skildres hovedpersonen Paul under en orlov, hvor han slet ikke kan falde til ro. Han har dårlig samvittighed over, at han ikke er blandt vennerne, og den tilværelse, han forlod som 18-årig, er så mentalt fjernt fra ham, at han føler sig som et andet menneske. Han er hjemløs i sit eget hjem og hjemstavn. Derfor er der mange betragtninger i bogen om den måde, hvorpå krigen fremmedgør soldaterne: ”I dag ville vi gå rundt i vor ungdoms landskab som turister. Vi er forbrændt af kendsgerninger, vi kender små nuancer, som om vi var handelsfolk, og nødvendigheder, som om vi var slagtere. Vi er ikke mere ubekymrede – men vi er frygtelig ligegyldige. Vi ville gerne være der; men ville vi leve?”

På lazaretterne lægges kulturen i graven

Soldaterne hører ingen steder hjemme, på nær det sted, det er farligst at være: ved fronten. Og bliver man såret, ender man et mindst lige så farligt sted: lazarettet. Remarque beskriver de beskidte og underbemandede felthospitaler, hvor der skaltes og valtes med de indlagtes liv og førlighed, dels fordi der ikke er medicin og forbindinger nok, dels fordi sundhedspersonalet er blevet afstumpet af at have set for megen død og elendighed. I frustration over egen afmagt, fristes de til at misbruge den smule magt, de trods alt stadig har overfor patienterne. Efter at have beskrevet forskellige patienter og den måde, de bliver behandlet, skriver Paul/Remarque: ”Og så er det kun et enkelt lazaret, kun et enkelt hospital – der gives hundred tusind i Tyskland, hundred tusind i Frankrig, hundred tusind i Rusland. Hvor meningsløst er ikke alt, hvad der nogensinde er skrevet, tænkt og virket, når sådan noget er muligt. Det må alt sammen være løgn og ligegyldighed, når årtusinders kultur ikke engang har kunnet forhindre, at disse strømme af blod blev udgydt, at disse torturkamre eksisterer i hundredtusinder. Først lazarettet viser, hvad krigen er.” (s. 174).

Bogen, enhver diktator må hade

”Intet nyt fra Vestfronten” er grusom læsning, kun blødt op af Remarques fantastiske evne til at beskrive det fæle i lyriske vendinger, hvilket gengives mesterligt i Tom Kristensens oversættelse. Det er på alle måde en bog, som Hitlers naziregime ikke kunne goutere. Derfor endte ”Intet nyt fra Vestfronten” også på Det Tredje Riges bogbål, hvilket er endnu et argument for at læse denne kompromisløse, skræmmende og sobre (anti-)krigsroman. 20 millioner solgte eksemplarer er slet ikke nok!


torsdag den 16. marts 2023

Drømmetræet og den udhviskede tavle

Med sin digtsamling Drømmetræet er Jakob Brønnum igen i mere stringent form vendt tilbage til arbejdet med sine temaer fra trilogien Øjeblikkets tilstand (2016-18): eksistens, venten, tilstand, ustadighed, kaos, søgen, forandring og kommunikation. Og den handler i høj grad om træer, ikke bare træet som tegn for naturen, men også verdenstræet og drømmetræet.

Jakob Brønnum
Drømmetræet (digte 2021, 154 sider, 150 kr.)
Det poetiske bureaus forlag

Af Torvald Berthelsen
Titlen på Jakob Brønnums digtsamling Drømmetræet henviser ikke bare til violinkoncerten af Henri Dutilleux, men også som navnet siger til et træ man hænger drømme i og plukker dem fra. Det bliver i Brønnums tilfælde til et tegn der forener naturen, verden samt vore drømme og erkendelsen af den i fællesskab til en sammenhængende helhed.

Drømmetræet undersøger i ni digtkredse, der i moderne eksistenslyriske udtryk undersøger  temaer som verden og blikket på verden, tabula rasa, erindringen, verdens og naturens tilstand og bevægende ustabilitet, kaos og kosmos, regnen og det klare lys, den kontante begyndelse, den umulige vej, udkrystalliseringen gennem ophør, den syvende kreds: skærsilden i vores kedsommelige spejlbillede, hvor fortiden bider fremtiden i halen, kærligheden naturligvis, samt endelig  friheden, sneens myriader af virkeligheder og tidens hastige forandring af livets og drømmenes former, der kun efterlader ideen om drømmetræet i erindringen uden at huske dets størrelse og form.

De ni digtkredse henviser både til den nordiske mytologis ni verdener og kalder erindringen om Dantes Helvedes 9 kredse og Himmelens 9 sfærer frem. Ligesom der eksplicit  refereres til skærsildens 7 kredse i Den guddommelige Kommedie i bogens 8. digtcyklus. Vergils Æneiden dukker også op især i digtet om Den bødende gren. Den plukker han til et alter der forvandles til srgens tone over Thrakiens blodmarker

op mod havets store intet
Op mod himlens tavse mur af evighed
der får Æneas og hans mænd til at forlade det og stå havs igen. 

I dette diskontinuerte epos lever disse tidligere eposers kamp med at etablere et brudt men kontinuert forløb til tusindårsriget og evigheden i Drømmetræets skygger. Drømmetræet fortsætter trilogien Øjeblikkets tilstands storslåede forsøg på at udforske en moderne kosmogoni i opgør med postmodernismen og nyudmønte vor søgen efter helhed, mening og ståsted. Den er i højere grad inspirert af epikuræren Lukrets episke læredigt De Rerum Natura (Om verdens natur), hvor atomernes bevægelsesmønstre i tomrummet skaber verden og sansningen/ erkendelsen af den, og forfølger og uddyber verdens og naturens foranderlige former, man selv er midt i og del af, så bevidstheden ikke starter med en subjektivt tom tavle (tabula rasa) som et ubeskrevet blad, der udfyldes ved sansninger og perception alene, men netop som en udvisket eller renset tavle, hvor tidligere fortællinger og verdener netop er visket ud, så ideen om dem lever i øjeblikkets skygge, i erindringen, selvom deres form og indhold til stadighed forandres med tidens hastighed.

I den nordiske mytologis ni verdener finder vi menneskenes verden - Midgård, asernes verden - Asgård, vanernes verden - Vanaheim, jætternes verden - Jotunheim, alfernes verden - Alfheim, dværgenes verden - Svartalfheim - og de dødes verden – Hel og sandsynligvis også Niflheim, hjemland for is og kulde, det nordiske helvede, og Muspelheim, hjemland for ild og varme.

Midt mellem disse verdener står verdenstræet, askmangel på sprog en Yggdrasil, med rødder i både Asgård, Jotunheim og Niflheim. . Ved roden i Asgård findes Urds Brønd, hvor nornerne holder til. De overøser roden med vand fra den, så træet altid holder sig grønt. I Jotunheim findes roden ved Mimers Brønd, digtekunstens og visdommens kilde. I det kolde Niflheim ender roden ved kilden Hvergelmer, hvor dragen Nidhug og massevis af små orme gnaver i roden. Øverst i træet sidder en ørn, som næsten er alvidende. Op og ned af træet stamme løber egernet Ratatosk og bagtaler ørnen og Nidhug for hinanden i håb om de en dag vil erklærer hinanden krig.

Brønnums nye digtsamling starter da også med digtsuiten Ask Yggdrasil:

Med rødderne så langt ind i jordens endeløshed
at ingen kosmiske kræfter kan udskilles
Fra selve bevægelsen, selve rystelsen

Så langt borte
At ingen principper længere fremgår
Ingen modsætninger mødes, ingen modstand træder i kraft
Der løber vandet uset ind i træets favn

Den fortsætter med at fundere over glemslen efter fældede og udgåede træer og om nane overhovedet findes i fortiden eller fremtiden eller man altid kan se dem som et hul i erindringen, et negativ

et tab, som mangel på sprog, på sted
som intet, hvor der skulle være noget

Visse træer kan man se som en let forandring
I selve muldens efterklang

Derefter behandles træet som opfattelsen af det og ideen om det

Træet er mit blik på verden, min verden
Min vej gennem livet, et antal minutter
Og glemte bevægelser
Min idé, Auroras sprog, en bevægelse af lys
Fritstillet, ingen love

træets afskygning trænger ind
bebor drømme og tankeløse bevægelser
der udføres til perfektion, en syngende gyngen

selv havet kommer til stede som en drøm´
med sit kolossale tempel af mørke

Træets idé omfavner dig og hvisker de glemte navne, og mindet om et øjeblik på dets gren fastnagler den have som er med til at lave billeder af alle haver

træet udsiger navne med den vished
man ønsker man selv besad 

Suiten slutter med træet og drømmen der står i midten og udsiger/solfyldte navne, frie grønne navne. Men det er en drøm der endnu ikke er indfanget, den rører sig ikke ud af stedet, men bevæger sig med lyset henover asfalten brostenene og bænkenes spor af angst.

Den første digtkreds slutter med digtet I BEGYNDELSEN VAR BEGYNDELSEN, hvor verden er et ubeskrevet blad og fænomenerne og menneskerne en aftegning af en mulighed, indtil der bliver kroppe ud, der lidt efter lidt fik ben at gå på og smeltede sammen med tanken. De elskende elskede at tale om kroppene og tankerne og verden og dens begyndelse som om de ejede den og ele dens historie lige indtil dens ophør, som de regnede med at være tilskuere til.

Bogen behandler derefter i de resterende 8 digtkredse de øvrige temaer. Først det helt gennemgående: Tabula rasa, den ikke tomme men udviskede tavle, der indgår i titlen på 7 digte i 5 af digtkredsene. Derefter især Verdens stadighed og ustadighed, Kaos og kosmos, Drømmetræet, den syvende kreds: Skærsilden, indtil afslutningen elegisk besynger friheden.

Indimellem  videreforarbejder bogen store komponisters, filosoffers, maleres og forfatteres kosmopolitternes synsvinkler på temaerne. Eksempelvis Mahlers, Newtons, Klimts, Kandinskys, Dürers, Vergils og Dantes, ligesom også trilogien Øjeblikkets tilstand gjorde. F.eks.:

Mahler får mig altid til at forstå hvorfor natten
er dybere end dagen

han viser mig jeg er en pilgrim i mit eget liv

Eller om KANDINSKYS DRØM, der viser at noget uventet er på vej, hvor farvens og linjernes uundgåelige kinetik først senere viser sig at være systemisk

midt i billedet kommer nu den sorte
Vej,  en motorvej, midt i billedet den sorte bane

den syntes at være kommet til senere
end de andre
men det var den der satte
det hele i gang

I afslutningskredsen, Elegi for friheden, behandles først umuligheden af bare at tænke på at fælde en asp eller myrde uden at sætte en reaktion i gang med Newtonsk forudsigelig celledeling af eksistensen, hvor hændernes uretfærdighed bliver afløst af en kosmisk form for kærtegn og almindelig poesi, hvor der en morgenselve fødslen

står hundreder af skud
i græsset
som en mur
i færd med at skabe en komedie af ægte latter
og uovervindelig grønhed

Vi sad og følte os frie indtil vi opdager at vi har mistet friheden i et øjebliks optagethed af noget  

der kan ikke være lidt liv og lidt død
de rummer altid hver især alt

livet er altid hele livet
døden er altid sig selv

Musikken mildner den ikke erkendte smerte, er rytmen i åndedrættet, der er forsvundet og reaktionen

musikken fortsætter uden at kende sin egen hemmelighed
den er sat i gang og nogen har glemy slukke for den

Med reference til Per Højholt ruller ægget ned over bakkerne uden at nogen bemærker det men husker det senere i

en sort/hvid gengivelse
af noget der engang fandtes …

& landskabet som muligvis stadig eksisterer
selvom vished ikke gør

indsigt kan gå
fra hændelse til erindring
men ikke den anden vej

hændelser kan ikke genetableres
kun spejles

indsigt er blindfødt
kun ideen om 

Der er kun verden selv og man er selv verden, både den indre, den politiske, den stormfulde, den blinde, den sovende, ja alle verdens ansigter. Den er også fællesskabet af vores hænder der omfavner den  og

Midt i verden står et træ
og drømmer

Alting forvinder hele tiden/og tiden selv er midt i det
man lever i et tomrum
mellem magten, livet og døden
tiden selv er både medskyldig og dommer

man griber om det og samtidig er det forsvundet

Alt forvandles, sendt videre på samlebåndet og man går selv en uvis fremtid i møde. Det er

et billede, der langsomt opløses
mens man fastholder det
og det nye billede af opløsning fastholder én
mens man sætter det ind i tidens former

Mens alt opløses og suges ud af proportion hinsides kontrol og håb, kommer man ind imellem forbi et træ og tænker ”der er mit træ” stadigvæk, ”træer varer evigt”. Det er en fortælling man aldrig havde fortalt/sig selv man var midt i. Om sommeren står det og  frembyder sin grønne form/ man elsker det med uigengældt kærlighed/om vinteren tegner det labyrinter

senere kommer man der igen og det er forsvundet
kun idéen om det står tilbage i erindringen

og man kan aldrig blive enig med sig selv om hvor stort det var
og nøjagtig hvilken form det havde 

Tabula rasa er det gennemgående tema fordi vores bevidsthed for Brønnum netop ikke er stoikernes tomme tavle, det ubeskrevne blad, der udfyldes ved sansninger og perceptions påtryk alene, men netop er en udvisket eller renset tavle, hvor tidligere fortællinger og verdener netop er visket ud, så ideen om dem lever i øjeblikkets skygge. Det bliver alt sammen skrevet ned/med erindringens skrifttegn

om tilværelsen, det usynlige der var der fra fødslen
sammen med den ubrugte hukommelse, det der
så at sige svævede over vandene

Hukommelsen er et organ med sit eget hemmelige liv. Erindringen betjener sig af lysfølsomme sensorer og følelserne er i fuld kontakt med den, der lader dem bryde ud, holder dem tilbage  eller antyder hvilken vej der skal gås

som om man skal lære at gå hele tiden
som om man bestandig er til genoptræning
af selvfølelsen. Den er gået af led

som om verden må forklares gennem nye meddelelser
der allierer sig med erindringen 

Det er den erkendelsesform, hvori  Brønnum forfølger og uddyber verdens og naturens foranderlige former, man selv er midt i og del af fællesskabet med.

I samlingens sidste digt Milennium tabula rasa markeres med kontrasterende reference til konkretisterne og Per Højholt skriften der hele tiden føjer sig til noget, der har været der og på den måde altid er der

& skildpadderne & forstæderne & erindringen
systemet & følelserne

& det der kommer lidt efter lidt
& det der altid har været der

& det der aldrig vender tilbage

Som Lukrets pendler Brønnums digtning mellem detaljerede historier og beskrivelser og poetisk logiske abstrakte udsagn. Sproget er derfor også en blanding af episk fortællende og lyrisk beskrivende med vekslende tæthed. Og sproget er ikke en fuldstændig fri (og derfor tilfældig) skaben af verden, men føjer sig til religiøse, litterære, filosofiske og alle mulige andre aflejringer. Selve strukturen og digtkredsene er intens og stringent i forlængelse af trilogien Øjeblikkets tilstands forsøg på at udvikle en kosmogoni i en eksistensslyrik hvor sproget igen står i forhold til kommunikation, de andre, natur og verden.

Drømmetræet er absolut anbefalelsesværdig læsning og man får meget mere ud af digtsamlingen, hvis man også har læst trilogien Øjeblikkets tilstand.


fredag den 10. marts 2023

Ejnar Nielsens ikoniske råhed

Portrætter, socialrealisme og naturskildringer flettes sammen i Vejen Kunstmuseums fornemme særudstilling med værker af Ejnar Nielsen. 28. januar-6 august 2023

Af Egil Hvid-Olsen

Nogle af Ejnar Nielsens (1872-1956) malerier en nærmest blevet ikoniske. Det gælder f.eks. ”Den blinde, Gjern” (1896-98), der gengiver en ung kvindelig organist, som Nielsen lærte at kende under sine ophold i landsbyen Gjern. Der er noget udsat over kvinden, som tydeligvis ikke kan se, men som selv bliver beskuet, først af maleren og siden af maleriets beskuere. 

"Og i hans Øjne saa jeg Døden", detalje
I Vejens Kunstmuseums udstilling er der tilmed udstillet en farvetegning af organistens udsigt fra orgelbænken – en udsigt, der jo selvsagt aldrig i virkeligheden kunne blive hendes, fordi hun var blind. Det er tydeligt, at det for maleren Nielsen, der jo i høj grad benyttedesynssansen, var et mysterium, hvordan kvinden formåede at sanse, men i portrættet af hende giver han selv et svar. I hånden holder hun en blomst, som hun forsigtigt berør med en tommelfinger. Fingrene er kvindens øjne. Hun sanser i kraft af berøringen. Derfor lader Nielsen også et smukt landskab folde sig ud bag hende med får, træer, marker og en gård, men først og fremmest med en gylden himmel, der spejles i den gennem maleriet løbende å. Man fornemmer, at verden er anderledes, men bestemt ikke grimmere, når den sanses af den blinde. 

"Og i hans Øjne saa jeg Døden"
To syge og et gennembrud

Mere rå er Nielsen i to andre ikoniske værker: ”Den syge Pige” fra 1896 samt ”Og i hans Øjne saa jeg Døden” fra 1897. Sidstnævntes titel var oprindelig ”Syg”, og det var den unge Jørgen Jensen, som Ejnar Nielsen malede, da også. Som så mange andre på det tidspunkt led han af tuberkulose. Han sidder i et hvidkalket rum med krakeleringer i murværket. Hans store hænder viser, at han har været vant til at tage fat, men det tomme blik i de smukke, mørke øjne afslører en opgivelse. Døden synes allerede at have vundet over den unge mand, og den simple dragkiste, der står ved siden af ham, kan lige så godt være hans ligkiste.

"Den syge Pige"

Heller ikke den syge pige har lang vej igen. Også hun lider af brystsyge. Hun er tynd og kraftesløs, fryser sandsynligvis også, for hun er placeret tæt på smedejernsovnen. Hendes blodårer står tydeligt frem ved tindingen og hun ser frem for sig med næsten lukkede øjenlåg. Også hun befinder sig i et hvidkalket rum, men det er ikke så slidt som det, Jørgen Jensen befinder sig i. Den syge piges navn var Ane Dorothea Kristensen. Hun var 20 år, da Nielsen malede hende, og hun døde året efter. Maleriet blev malerens gennembrud. Måske malede han i 1899 et selvportræt med Jørgen og Ane Dorothea på hver sin side for at vise dem sin ærbødighed. Deres sygdom og død havde banet vej for hans anerkendelse.

Selvportrættet med de to syge på hver side af maleren
Opgivelse, blomster og Stærekassens mosaikker

Den meget fornemme udstilling indeholder flere store værker af Ejnar Nielsen, bl.a. et nærmest skræmmende værk med titlen ”Mand og kvinde” fra 1917-19. Det nøgne, unge par synes fremmedgjorte for hinanden. De står med ryggen til og med god afstand til hinanden, adskilt af et sort gardin. Der er intet erotisk over gengivelsen. Dertil er deres ansigtsudtryk af opgivelse for tydelig. Ja, det lader til, at de kun har opgivelsen til fælles.

De to prøvemosaikker i Vejen
Det er dog ikke kun triste motiver, der er udstillet. Ejnar Nielsen malede også mere opmuntrende portrætter, ligesom han var fascineret at blomster, som han både malede og brugte som motiver i udsmykninger. Stærekassen i København skulle ifølge planen have rummet Statsradiofonien, og Nielsen fik til opgave i samarbejde med Elof Risebye at lave en udendørs mosaikudsmykning, der endte med at blive Nordens største. To prøvemosaikker er permanent indmuret i en af Vejen Kunstmuseums ydervægge, og på udstillingen kan man se skitser til udsmykningen, blandt andet et portræt af Niels Bohr.

Landskabsmalerierne

Ejnar Nielsen malede ikke kun landskaber som baggrund i portrætmalerier. I udstillingen ses et udvalg af landskabsmalerier, blandt andet ”Landskab fra Gjern med firlænget gård” (1894), der skildrer et hurtigt og voldsomt vejrskift. En truende skygge frembragt af sorte uvejrsskyer lægger sig hen over maleriets nederste del, mens en stor bindingsværksgård ligger i strålende sommersol. Dette er ganske betegnende for Nielsens værker, der bevægede sig i bølger fra det dybt tragiske, til det lyse og lette og tilbage igen.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere version i Kunstavisen.