onsdag den 29. juni 2022

Rimbaud og det øjeblik, poesien opstår

Graham Robb
Rimbaud - en biografi
Oversat fra fransk af Hippolyte de la Garde
Det poetiske bureaus forlag, 668 sider

Af Jakob Brønnum
I en af Bob Dylans sange kan man høre ham beskrive sit i forhold til kvinder med sætningen: ”Mine was like Verlaine og Rimbaud.”

Hvordan det forhold var kan man nu få et indtryk af på et helt nyt niveau i dansk sammenhæng. Det er det poetiske bureaus forlag der i sit på flere måder store klassikerbibliotek har udgivet en af de mest autoritative biografi, der er skrevet om Arthur Rimbaud (1854-91). Jeg skal ikke røbe noget om forholdet, men den ligeledes suverænt dygtige digter Paul Verlaine er bogens andens hovedperson, i lange passager i hvert fald. Hvis man ikke er helt med på Rimbaud og hvem han var, kan man citere en tekst fra en af de litterære portaler:

”Ukendt ud over i avantgarden på det tidspunkt, hvor han døde, har Arthur Rimbaud (1854-1891) været en af de mest destruktive og befriende påvirkninger på det tyvende århundredes kultur. I løbet af sin levetid var han en borgerlig-forførende visionær, og listen over hans kendte forbrydelser er længere end listen over hans udgivne digte. Men hans posthume karriere er endnu mere forbløffende: Helgen for symbolister og surrealister; plakatbarn for anarki og stofbrug; homoseksuel pioner; en stor indflydelse på kunstnere fra Picasso til Bob Dylan.”

Rimbaud levede et virkelig mærkværdigt liv. Foruden at det var et meget kort liv og et meget voldsomt liv kommer så var det i et liv i konstant rejseaktivitet, et liv i næsten konstant tovtrækkeri med sin familie både på det personlige og det praktiske område. Mere end en litteraturbiografi er bogen et intenst forsøg på at komme meget nær et andet menneske og dets digteriske åre. Det lykkes.

Rimbaud og Pariserkommunen

Et af de stridsspørgsmål, der har været i Rimbaud-forskningen, hvor meget Rimbaud egentlig var med i den såkaldte Pariserkommune i 1871, hvor en revolutionerende administrativ omkalfatring blev iværksat i protest mod regering ved slutningen af Frankrigs krig mod Preussen. 

Noget af det som gør den kolossale og meget og velskrevne og i øvrigt meget vel oversatte biografi Rimbaud til et virkelig vigtigt arbejde, er at uanset hvilke hvor de hedder i det praktiske liv, der bliver beskrevet, står poesien og litteraturen frem som det der er drivkraften, både for biografiens forfatter og for digteren selv, også når Rimbaud mod slutningen er holdt op med at skrive.

Et af de tiltag Pariserkommunens revolutionære satte i værk, var at fjerne ordet ”Saint” fra de parisiske gadenavne (og det stod der mange steder). Også det fortolker Graham Robb digterisk: ” For Rimbaud syntes denne pludselige forvandling af en ekstrem, men teoretisk, ideologi til åndfast praksis at bekræfte en mistanke om at ord muligvis har en direkte indflydelse på virkeligheden, og én som man kan beherske.” 

Det sted, poesien vågnede

Derfor bliver den mere end 650 sider store bog aldrig underholdning, ren personbiografi eller litteraturhistorie. Eller i hvert fald hele tiden andet og mere end det. Den går direkte ind og rører ved det sted, som undertegnede som lyriker og givetvis mange andre har haft fra vores teenagetid, nemlig øjeblikket, hvor vi første gang læste Rimbaud, og alt hvad vi vidste om, hvordan man kunne udtrykke sig men ikke vovede, blev bekræftet i få vilde linjer, man aldrig rigtig er kommet sig over. I biografien kan man hvile i det øjeblik stort set hele tiden fordi digtning, person og levned synes at være fuldstændigt sammenfaldende hos Rimbaud.

Bogen følger i detaljer Rimbauds korte levnedsforløb, med mange citater fra breve og optegnelser, foruden digtuddrag. I 1886 opholdt Rimbaud sig i ørkenlandet ved Aden, hvor han få år senere døde af knoglekræft. I sin stadige jagt på indtægtskilder, vil han sælge et læs våben:

”Rimbaud vidste at han risikerede at ende som et smil i ørkenen, men hans blik fastholdtes immervæk af det fjerne Shangri-la hinsides bjergene. Så snart Awash-floden var krydset, ville alle hans problemer være ovre: ’Jeg håber, nogle måneder fra nu, at tage ophold i Abyssiniens bjerge, som er Afrikas Schweiz, hvor der hverken er vinter eller sommer: evigt forår og grønne omgivelser, og et frit liv til ingen penge!’ I Choa ville livet være både frit og gratis. Rimbaud havde set for mange utopiaer komme og gå til at tage sine egne håb alt for alvorligt. Dette forretningsparadis lyder som en næsten munter selvparodi – endnu et ‘Adieu’ i slutningen af en Årstid i Helvede [Rimbauds mest berømte prosadigtsamling, jb]: ’Men hvorfor savne en evig sol, hvis vi har forpligtet os til opdagelsen af det guddommelige lys, – langt fra dem som dør med årstiderne.’

Den voksne Rimbaud

Graham Robb har arbejdet med bogen i 20 år, og ærgrer sig over, at han ikke brugte længere tid, hvilket antyder noget om Rimbauds mytiske og elektrificerende personlighed, mere end om arbejdet med biografien der er uhyre vellykket, idet kildebrugen tydeligvis er meget grundig, mens teksten på ingen måde bærer præg af det, den kan læses som en roman. Robb skriver i indledningen (og underforstår, at mange forlader Rimbauds liv, når han forlader digtningen allerede som 21-årig):

”Jeg har i det mindste forsøgt at give Rimbaud lov til at blive voksen. Efter en tid at have ignoreret hans post-poetiske liv i den tekstlige renheds ånd fandt jeg, at udforskningen af hans tilværelse i Arabien og Afrika tilbød en både oplysende og ophidsende rejse i ånden. Denne periode af hans liv viste sig at udgøre et vigtigt kapitel i ‘Kapløbet om Afrikas’ historie. Den kaster også et retrospektivt illuminerende lys over hans værk. Som alle store digtere, var Rimbaud en fremragende manipulator. Enhver der har læst hans første digte som profetiske opstød fra et naturtalent af en ‘seer’, bør også vide, at ingen fransk digter fra slutningen af det nittende århundrede opnåede større indflydelse på storpolitik eller tjente flere penge.”

Vil man læse den helt ægte vare, findes efter sigende så meget som 70% af Rimbauds samlede værker i et andet bind i serien Bureauets klassikerbibliotek, som også rummer en anden monumental biografi, nemlig Troyats Pusjkin-biografi. Rimbaud-biografien er forsynet med en hel del fotos, der skaber billeder oven i den i forvejen tekstmæssigt, stærkt billedskabende biografi.


mandag den 27. juni 2022

Tomme rum, strandskrald og Covid-19-broderier

JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum: ”Kunstnernes Sommerudstilling 2022 – KS 22”, 18. juni – 7. august 2022, Lærkevej 25, 6862 Tistrup, www.janusbygningen.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Der er forbløffende få mennesker i de værker, der er udvalgt til KS 22 i Vestjyllands Kunstmuseum, men man fornemmer, at der er mennesker bag de både pudsige, drilske, mærkelige og alvorlige værker, der er kommet gennem nåleøjet.

Det er den halvtredsindstyvende censurerede sommerudstilling, der er holdt på stedet. 297 kunstnere har indsendt i alt 1497 værker, hvoraf 83 er udvalgt af de fem censorer: Gitte Svendsen, Hanne Helms, Jette Dalsgaard, Mette Riisgaard og Karen Gabel Madsen. De 83 værker stammer fra 51 kunstnere.

Gittemaj Esther Peggy Thomsen: "Favorite Room"
De tomme, livfulde rum

Tanken falder naturligt på Anette Harboe Flensburgs malerier af tomme og dog beåndede rum, når man står overfor Suzanne Stokholms to fotografier ”Interiør nr. 76” og ”UT” med deres lysindfald i forskellige farver. Alt er skarpt, og dog er der dele af rummene, der ligger i skygge. Spejlinger leger tagfat på væggene. Jo længere tid, man ser, desto mindre sikker bliver man på, at fotografierne afspejler virkeligheden.

Det samme gælder Gittemaj Esther Peggy Thomsens maleri ”Favorite Room nr. 80”. Ved første øjekast synes rummet imødekommende, men når man ser nærmere efter, er det nok lidt for privat til, at man vil føle sig tilpas derinde. Nogle tunge draperier adskiller rummet fra det bagvedliggende, eller også dækker de bare den væg, der ikke ses. Gemmer der sig nogen bagved? En BH og andre beklædningsgenstande hænger på en snor til venstre i maleriet. De øvrige genstande synes at stamme fra et badeværelse. Det er, som om de er taget ud af deres oprindelige sammenhæng og placeret i et rum, der ikke er tiltænkt personlig pleje og påklædning. Noget, der kunne ligne et badeforhæng, hænger på et stativ, men uden at dække en bruseniche, for en sådan findes ikke på maleriet.

Christian Harbsmeier Brøgger ved sine udstillede malerier

Omtrent lige så mystisk, og betragtelig mere mørkt, er interiøret på Christian Harbsmeier Brøggers to lærreder ”Ukendt. For dig alene” og ” Om lidt, glemmer jeg, hvorfra”. Brøgger lagde ud med at male på en helt matsort baggrund og fastholdt den dunkle stemning, der kun varsomt brydes af de lyse farver. Nogle dele fremstår realistisk, men nogle spejlinger og mere brede penselstrøg minder om, at der er tale om en illusion. Og hvad er det, der hænger på staffeliet? En trøje eller en kvindetorso?

Harbsmeier Brøgger blev tildelt KS-prisen 2022. Begrundelsen var bl.a. denne: ”Årets vinder er en maler, der kender og bruger sine virkemidler meget overbevisende. Værkerne er udført i et sikkert formsprog, med farvemæssig og teknisk overbevisning. Den stramme og veludførte komposition spiller op mod en løs penselføring og giver værkerne deres særlige karakter, der begejstrede hele censorgruppen og gjorde valget af dette års vinder let.” (Kataloget ”KS 22” s. 6).

Michael Abel: "Uden titel"
Natur og teknik

En andet form for rum og en anden form for spejling ses i Anne Sofie Vang Ditlevs ”Grenaa St. Skolebakken” nr. 1-3, der alle er fotografier taget i Aarhus Letbane. Vang Ditlev har ikke direkte fotograferet passagerer og interiør i toget, men lader disse motiver spejle sig i vinduerne, hvorved der opstår en motivsammenblanding af landskabet udenfor og letbanens egentlige funktion, nemlig at fragte mennesker fra et sted til et andet. Natur og teknik i ét billede.

Hvis gamle bunkers kan kategoriseres som teknik er natur og teknik også gennemgående i Michael Abels tre fotografier ”Uden titel”, der forestiller ruinrester fra Atlantvolden i vandkanten. I samspillet med naturen bliver disse skamstøtter på et ideologisk forskruet regime helt smukke. Det er både skræmmende og tankevækkende. Kan nogle massefremstillede betonbygninger, der i sin tid blev bygget for at modstå de allieredes befrielse af de besatte lande, virkelig være smukke? Kan historien løsrives fra æstetikken, så sidstnævnte ikke tager farve af hensigten med bygningerne?

Mette Dreyer: "Vadefugl" og "Strandskade"

En omvendt tematik ligger i Mette Dreyers to malerier ”Vadefugl” og ”Strandskade”. Ud fra titlerne skulle man tro, at man bliver præsenteret for de to nævnte fugle i smukke omgivelser, men det, der præger malerierne, er affaldsbunker. Måske er affaldet hældt overbord fra store containerskibe og skyllet ind på stranden. Nu er disse spildprodukter gengivet på de to store lærreder, og man skal faktisk bruge et par sekunder på at finde de to fugle, der tripper rundt i affaldet på jagt efter noget spiseligt. Der er ikke megen æstetik over skraldet, sådan som der er over ruinresterne hos Michael Abel. Her er der skruet op for kritikken af den måde, vi behandler naturen på. Beklageligvis er der ikke smurt for tykt på, for enhver, der har gået en tur langs Vestkysten, ved, hvor meget affald, der ligger på stranden.

Dorte Lindelof: "Og pludselig var bøgen sprunget ud"
Covid-19-broderier

Tre broderier blander det triste med det muntre. I Dorte Lindelofs ”Og pludselig var bøgen sprunget ud” opsummeres Covid-19s forløb i Danmark med forskellige ord, der blev karakteristisk for pandemitiden. Normalt forbindes broderi ellers med smukke, hyggelige og til tider opbyggelige motiver eller citater, men det er ikke tilfældet her, når man ser bort fra den sætning, der også udgør værkets titel. Virkemidlet at lade broderiet udtrykke noget alt andet end kønt er der set flere eksempler på indenfor de seneste år, men fordi broderiets tradition står så stærkt som milevidt fra samfundskritikken, kan genren tåle at blive vendt på hovedet flere gange. Det er da også, hvad Kirsten Schmidt Nielsen gør i ”Uden titel” 1 og 2. Man fornemmer, at Covid-19 også har spillet ind i de to broderede sætninger: ”Det hele er jo mærkeligt” og ”Måske skal jeg bare have en hund”. Hunde var løsningen for mange, da nedlukningen betød, at man måtte skrue ned for det sociale samvær. Man manglede noget, der effektivt kunne få tiden til at gå hurtigere eller fjerne ensomhed.

Trikoloren i plasticpose

Anette Løschenkohl Haslund: "Uden titel"

Der kunne behandles langt flere værker, men her til slut skal nævnes Birte Mølgaards helt enkle ”Hamborg havn 3”, hvor der dannes perspektiv med kun tre farver i en fascinerende komposition, og Anette Løschenkohl Haslunds ”Uden titel”, der vist nok forestiller en gennemsigtig, knitrende plasticpose med noget papir i trikolorens farver indeni. Posen kaster skygge på underlaget. Det kan være svært at udsondre en mening eller hensigt med maleriet, men det forhindrer ikke kompositionen i at være både vellykket og smuk.

Det korte af det lange er, at KS 22 er værd at besøge, hvad enten man bor i nærheden af Tistrup eller skal på sommerferie i Vestjylland. Det vil være fint, hvis de mennesker, der ikke findes i værkerne, fylder udstillingslokalerne.


fredag den 24. juni 2022

Om mænd og hunde

Elizabeth von Arnim: ”Elizabeth og hundene. Memoirer”, oversat fra engelsk af Jens Pedersen, Forlaget Ti Vilde Heste 2022, 146 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Elizabeth og hundene” er ikke den første bog, som Forlaget Ti Vilde Heste har udgivet på dansk. Indenfor et år har forlaget leveret ikke mindre end fire von Arnim-bøger til det danske marked. I første halvdel af 1900-tallet var Elizabeth von Arnim en litterær superstjerne, der siden blev glemt. Hun tilhørte den europæiske overklasse dels af fødsel, dels i kraft af sine ægteskaber, og dels som følge af sit forfatterskab. Men hun var ikke bange for at udfordre konventionerne, selvom de tydeligvis stadig på godt og ondt havde indflydelse på hende. I ”Elizabeth og hundene”, der udkom i 1936, gør den 70-årige forfatterinde status over sit liv, idet hun lægger en særlig vinkel på sine memoirer. Hun forholder sig nemlig ikke til de mennesker, hun har kendt og som har været med til at præge hende, men til sit livs mange hunde.

Overklassekvindens oprør

Ideen lyder mildest talt eksperimenterende, men man siger jo, at man ikke skal tale om andre, hvis man ikke har noget pænt at sige om dem. Visse af personerne i von Arnims liv, har hun da heller ikke noget positivt at sige om, og da det er ret centrale personer, det drejer sig om, har hun valgt at skrive om sine hunde i stedet for. Dog er dette valg også truffet, for at von Armin har kunnet få sin kritik ud mellem sidebenene. Ofte stopper hun sig selv med en kommentar om, at dette jo ikke er en selvbiografi, og som læser forstår man, at det, hun kunne have skrevet, bestemt ikke ville have været kønt.

I oversætterens biografiske note og ved opslag om Elizabeth von Armin oplyses man om, at hun som 25-årig blev gift med den 22 år ældre preussiske adelsmand Henning von Arnim-Schlagentin. I hendes debutroman ”Elizabeth og den tyske have”, som udkom anonymt (og som Ti Vilde Heste udgav i 2021) kaldes han ”Den harmfulde mand” (s. 144). Parret fik fem børn, men i memoirerne fornemmer man ingen sorg over mandens død i 1910. En anderledes sorg beskrives, da von Arnim nogle år senere forelsker sig i den mand, der i ”Elizabeth og hundene” kaldes for ”Undergang” (s. 80). Denne betegnelse dækker over Frank Russel, der var kendt som ”the wicked earl”! I bogens biografiske note oplyses det, at Russel var ”alkoholiker, narkoman, maniodepressiv, voldelig og stærkt manipulerende” (s. 145). Hun forlod ham da også efter blot to år. Ud over disse to ægteskaber havde von Arnim nogle længerevarende affærer, men ægteskab vægrede hun sig imod. Hun havde lært at værdsætte sin selvbestemmelse.

I ”Elizabeth og hundene” taler von Arnim pænt om sine børn, men også med en mærkværdig afstandtagen, fordi hundene har overtaget børnenes rolle som dem, der skal nyde godt af hendes omsorg. De fleste andre af von Arnims venner bliver beskrevet med ikke så lidt ironi. Ingen nævnes ved navn, for hensigten er ikke primært at hænge nogen ud, men snarere at kritisere en særlig overklassekultur; en livsform, der insisterer på sin ret, selvom dens repræsentanter synes at have mistet retten for længst. Man får i hvert fald en fornemmelse af, at overklassen blot nasser på hinanden og andre uden at bibringe samfundet det store. Selvom von Arnim selv lever som en overklasserepræsentant og også anser sig for at være i sin ret til det, peger hun dog mere eller mindre bevidst på det uholdbare i denne livsform.

Skønt der nok er en del selvironi i von Arnims beskrivelse af sit syn på tjenestefolkene, afslører det dog den standsforskel, man lagde vægt på. Det beskrives, hvordan forfatteren søger arbejdsro i et drivhus med så støvede vinduer, at ingen kan kigge ind: ”Og skulle der vove sig tjenestefolk derud, drevet af deres uimodståelige trang til at modtage flere ordrer, kunne de ikke engang være sikre på, at jeg overhovedet var der […] (s. 44).

At foretrække hunde fremfor mennesker fjerner ikke de sidstnævnte

Selvom bogens titel hentyder til forfatterens hunde, handler den dog mere om mennesker end om dyr - i hvert fald indtil man nærmer sig slutningen, hvor von Arnim har søgt ro og fred i Provence. Hun erkender, at hun er blevet ældre: ”Alder. Hidtil har jeg ikke skænket den en tanke, medmindre den var andre menneskers. Nu fik jeg for første gang den tanke, at også jeg måske engang skulle blive gammel – ja, måske allerede var i færd med det. Denne tanke ramte mig umådelig hårdt.” (s. 122). Von Arnim fortæller da også, hvor svært hun har ved at lufte sine fire små hunde, og samtidig tager de to yngstes død meget tungt. Først her lever bogen op til sin titel. Heldigvis! For 143 sider om ”menneskets bedste ven” ville nok have været for meget af det gode. Til alt held snyder forfatteren sin læser med de indledende sætninger i sine memoirer:

”Jeg vil gerne lægge ud med at slå fast, at selvom forældre, ægtemænd, børn, elskere alle sammen kan være fine nok, så er de ikke hunde. I min tid har jeg været hver og én af de ovenfor nævnte ting – omend jeg naturligvis var hustruer og ikke ægtemænd – og derfor ved jeg, hvad jeg taler om. Jeg er udmærket bekendt med de udsving – de dagligt, ja, hos de tyndhudede næsten på timebasis indtræffende udsving – som uundgåeligt følger med, når mennesker elsker hinanden.

Disse udsving findes ikke hos hunde. Når hunde elsker, elsker de trofast, uforandret, lige til deres allersidste åndedrag.

Og det er sådan, jeg kan lide at blive elsket.

Derfor vil jeg skrive om hunde.” (s. 5).

Selvom Elizabeth von Arnim lover at skrive om hunde, nøjes hun til alt held ikke med det, for så ville bogen kun have haft interesse i kennelklubber med særligt lidenskabelige medlemmer. Men fordi bogen også handler om mennesker, om kønsroller og standsforskelle giver den et på nogle punkter lidt trist, men i kraft af von Arnims ironi også et morsomt billede af hendes liv og tid.

onsdag den 22. juni 2022

Store læseoplevelser i historien om det danske haiku

Thorvald Berthelsen
Dansk haiku og modernisme - Haikus litteraturhistorie i Danmark
Forlaget Ravnerock, 320 sider

Det må siges at være en begivenhed, når der udkommer en litteraturhistorie om dansk haiku. Der kunne naturligvis tænkes flere forskellige historiske snit på det formentlig eneste digt i fast form, som har haft nogen betydning i dansk litteratur, siden de rimede grundformer forsvandt.

Men vi lever i en kulturel forfaldstid, i hvert fald hvad angår skriftkulturen, så Thorvald Bertelsens mægtige bog i haiku-passende lille format, på over 300 sider, står foreløbig som den eneste litteraturhistorie der favner tiden fra Hans Jørgen Nielsens berømte haikubog, der fik stor udbredelse via Borgens Billigbøger, til i dag hvor der findes haikunetværk og -grupper, ikke mindst den i Dansk Forfatterforening.

Johannes V. Jensens haiku

Thorvald Bertelsen har en rigtig god tilgang efter min opfattelse. Dels lægger han et stort historisk perspektiv, hvor han følger haikuet fra dens japanske oprindelse til de første danske nedslag og digtformens anvendelse i bl.a. Beatgenerationen i USA.

I den sammenhæng er det næsten spektakulært, at Thorvald Bertelsen kan trække Johannes V. Jensens tekster frem fra begyndelsen af 1900-tallet. Selv i hans haiku kan man efter spore mesterforfatteren Johannes v Jensens til tider næsten brutale darwinisme:

nu breder hylden

de svage hænder

mod sommermånen

Dels har Thorvald Berthelsen en god analytisk evne og vilje til at grave sig ned i det enkelte digt og perspektivere det. Han har et godt blik både for samfundsmæssige og eksistentielle aspekter. Centralt i bogen står Vagn Sten, Dan Turéll, Arne Herløv Petersen, Susanne Brøgger, Henrik Nordbrandt. Pia Tafdrup, Kim Skotte, Ole Bundgaard, Viggo Madsen og sågar undertegnede, hvis to haikubøger indgår pulje i den af bidrag, der udfoldes over 6-8 sider, som de nævnte.

Disse kapitler er som små, essayistiske leksikonopslag, hvor Berthelsen ganske enkelt karakteriserer og fortolker de enkelte haikuforfatterskaber. En stor, indsigtsfuld og velgørende nørdet præstation.

Berthelsen
Desuden nævner Thorvald Bertelsen en række forfattere i lidt kortere form, og bogen afsluttes med et rids over hans egne haiku. Det manglede bare.

En fornøjelse at læse

Det er en på enhver måde anbefalelsesværdig udgivelse, både fordi vi stifter bekendtskab med nogle af de væsentligste haiku, der er skrevet på dansk gennem de sikkert godt 100 digte, der er gengivet i bogen og fordi det er en fornøjelse at læse gennemgangen af det vidtspændte materiale, der kommer rigtig langt omkring i sine referencer.

Lige fra Klimts vidunderlige billeder fra wienertidens fin de siecle (gengivet, blandt de mange billeder i farve i bogen) til McCarthy-tidens i mistænksomhed overfor det ikke-borgerlige, der som bekendt har en parallel i vor tids USA.



tirsdag den 14. juni 2022

Bøger, der kravler deres ufortjente undergang i møde

En litterær refleksion med udgangspunkt i Mads Nygaard: ”Kravl”, Politikens Forlag 2006, 227 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Romanen ”Kravl” udkom i 2006, fik en særdeles rosende lektørudtalelse og blev indkøbt af mange folkebiblioteker, hvorfra den stadig kan lånes. Dertil kom flere positive anmeldelser. Alligevel blev ”Kravl” langtfra en bestseller. Få år efter var den glemt … men i 2022 udkom den igen, denne gang i USA under titlen ”When Me And God Were Little”. Det lader til, at bogen får større succes i staterne end i Danmark. Det kan man både undre og glæde sig over, for ”Kravl” er intet mindre end en fantastisk roman. Desuden lægger historien om Mads Nygaards ”Kravl” op til nogle overvejelser om det danske bogmarked år 2022.

Morsom tragik

Okay, selve temaet i ”Kravl” er der ikke noget iøjnefaldende over: En lille dreng vokser op i en dysfunktionel familie, går frygtelig meget igennem, men ender med at modnes af alle udfordringerne. Således befinder ”Kravl” sig i samme kategori som f.eks. Erling Jepsens ”Kunsten af græde i kor” (2002) og Morten Kirkskovs ”Kapgang” (2011). Humoren er en drivkraft i disse romaner, hvilket i høj grad også er tilfældet med ”Kravl”. Humoren kommer i særdeleshed til udtryk i beskrivelsen af den lille Carl Gustavs måde at opfatte verden på. Det er som at læse Benny Andersens ”Ejgil og Snøvsen og katten i sækken” i en voksenudgave. Carl Gustav - og i dette eksempel hans ven Aksel - tager alt, hvad de hører, bogstaveligt: ”Aksel sagde, at Ruth havde sagt, at alt det med far og fængslet var ris i fars egen røv. Og risen ville blive siddende, indtil far døde. Far skulle aldrig mere skide som et godt menneske.” (s. 37). Mads Nygaard er ganske enkelt suveræn til at lege med ordene og de misforståelser, de let kan føre til, når de skal finde deres plads i barnets forståelse af den store, vide og meget svært gennemskuelige verden. Dertil lægger han de videreudviklinger, som børn lynhurtigt kan overbevise hinanden om rigtigheden af.

Noget af det mest fabelagtige ved ”Kravl” er, at Mads Nygaard formår at fastholde kadencen i disse finurligheder gennem hele den første del af romanen, der lader den 7-årige Carl Gustav fortælle.

I anden halvdel følger læseren drengen, fra han er blevet dobbelt så gammel og 4-5 år frem i tiden. Man sidder stadig og smiler under læsningen, men fornemmer samtidig, at Carl Gustav har fået større forståelse for tilværelsen – selvom han bestemt endnu ikke er nået helt i mål. Det viser sig, da han mener at gøre en ualmindelig god handel på vegne af den lokale skrothandler, det vender hjem fra en glad fridag til en rippet butik.

Under hele handlingsgangen ligger en hændelse, der er alt andet end morsom. Carl Gustavs storebror druknede i Vesterhavet og efterlod sig en skygge af sorg og skyld hos drengenes far og mor, og ikke mindst hos Carl Gustav selv. Faderen drak rigeligt i forvejen, men alkoholforbruget lader til at blive forøget som følge af Christians død. Moderen forsvinder ind i sin egen SE&HØR-verden, som hun aldrig helt forlader igen, selvom hun efter et stykke tid atter bliver mere nærværende.

I ”Kravl” kombinerer Mads Nygaard med andre ord komikken og tragikken på eminent vis. Begge dele styrkes af beskrivelserne af de mangfoldige karakterer, der befolker Carl Gustavs hverdag, og som ofte er forsynet med spøjse øgenavne som Slukøjet, Hortenius Nærigpung og Biksemads.

Når man tager Nygaards leg med ordene i betragtning, må det have været en stor udfordring for oversætteren Steve Schein at genskabe ”Kravl” i form af ”When Me And God Were Little” (som for øvrigt er en glimrende titel).

Bøgernes vej gennem nåleøjet

Der er noget uretfærdigt over, at en litterær perle som ”Kravl” skal opleve en hurtig opadstigning på litteraturens scene, for derefter med næsten større hast at forsvinde i glemslen. Så meget desto større kan glæden over romanens positive modtagelse i USA være. ”When Me and God Were Little” risikerer ganske vist stadig at floppe, men fordi engelsk er et langt større sprog med langt flere læsere end dansk, har den en chance for at blive læst af mange, også selvom den ikke bliver en egentlig bestseller. Man kan derfor overveje, om det overhovedet kan betale sig for danske forfattere at skrive på deres modersmål.

Mads Nygaard

Svaret er, at naturligvis kan det det! Det er nu engang modersmålet, de allerfleste mennesker formulerer sig mest præcist på. Desuden hænger sprog og virkelighed sammen. Der vil altid gå noget tabt (og i nogle tilfælde noget nyt opstå) i en oversættelse. Derfor er det vigtigt, at der støttes op om dansk litteratur i Danmark. Det er dog ikke noget, der giver sig selv.

Sideløbende med, at antallet af danske udgivelser er steget, er antallet af anmeldelser faldet, og kulturredaktionerne på de fleste aviser og dagblade vælger en meget stor del af de bøger, der udkommer fra mindre forlag, fra. Samtidig kan heller ikke de store forlag være sikre på, at enhver af deres udgivelser vil nå gennem nåleøjet og få en anmeldelse. Det samme gør sig gældende for bibliotekernes lektørudtalelser. Det bliver vurderet om hver enkelt bog skal have en udtalelse eller ej. Nogle bliver valgt til, andre fra. Hører ens egen bog til den sidste gruppe, kan man klage, men det er næppe muligt at få bogen sendt til en lektør, hvis man ikke kan fremvise mindst én positiv og vægtig anmeldelse. Det har den konsekvens, at bogen ingen lektørudtalelse får og derfor ikke indkøbes eller kun anskaffes i ganske få eksemplarer til landets ca. 245 folkebiblioteker. En bog, der ikke får omtale, er desuden uinteressant for landets boghandlere at have stående på hylderne, for de lever af efterspørgsel.

Selv hvis en bog får en positiv lektørudtalelse, er lykken ikke nødvendigvis gjort. Det er det enkelte biblioteks ansatte, der ud fra udtalelsen vurderer, om bogen skal købes hjem og i hvor mange eksemplarer. Således kan en bog, som lektøren opfordrer bibliotekerne til at indkøbe, let ende med at blive indkøbt i måske blot 5-15 eksemplarer. Dette skyldes sikkert, at man i løbet af få dage kan få en bog hjem fra et bibliotek, der ligger et helt andet sted i landet. Det er jo sådan set en smart ordning, men den har også et minus: Når bøger ikke står på hylderne hverken hos boghandleren eller på biblioteket, er det kun de læsere, der tilfældigvis læser om bøgerne i anmeldelser eller støder på dem, når de surfer på netboghandlernes hjemmesider, der kender til deres eksistens.

Den opsøgende læser

”Kravl” udkom for 16 år siden og blev hurtigt glemt, og siden er det kun blevet sværere at skabe opmærksomhed om nyudgivelser. Det er en skam. Dels for forfatterne, der i forvejen kan have haft svært ved at få deres manuskripter antaget af et forlag, som er påholdende med at udgive bøger, der ikke nødvendigvis kommer gennem nåleøjet. Dels for læserne, der snydes for nogle virkelig gode læseoplevelser. Men netop læserne kan gøre noget for at styrke litteraturens mangfoldighed: De kan være nysgerrige og læse nogle af de bøger, de ikke har hørt om. Det kræver dog lidt forberedelse, for det er jo ikke alle de nye bøger, man kan finde på sit lokale bibliotek. Derfor må man jage titler på nettet. Det kan man gøre ved at besøge en lang række forlags hjemmesider og se, hvad de har at tilbyde. Får man lyst til at læse en eller flere bøger, kan man bestille dem hos boghandleren eller på biblioteket, så i det mindste den boghandler og det bibliotek opdager, at lige præcis den bog også findes. Er man efter endt læsning glad for bogen, er der masser er muligheder for at skrive et par pæne ord om den på bl.a. netboghandlernes hjemmesider.

Det er en langsom proces at vænne læserne til at søge og læse bøger, der ikke findes i særlig stort antal på bibliotekernes og boghandlernes hylder, men på længere sigt vil bøger af samme kvalitet som ”Kravl” måske kunne undgå at lide samme skæbne som den danske udgave af Mads Nygaards fabelagtige roman led.

fredag den 10. juni 2022

Legesyge digte med perlemorsglimt

Jacob Lassen: "Jeg vil ikke være pervers men dit hår er virkelig en harpe", 49 s. Arkiv for Detaljer 2021.

Af Bente Høegh

 

En samling luftige, glædes- og lystfyldte digte der sprudler af ufortrøden selvtillid og overskud og bringer smil på læben. Trykt i nummererede eksemplarer med ordbilleder hist og her på tykt, lækkert papir med perlemorsagtigt skinnende omslag.

Digtene taler fra et jeg til et du med både betydningsbærende ord og skriftbilleder:

 

Dagene                  æder   sig indpåos

 

De vil ikke lade sig mætte

De vil hele tiden fodres af min hånd

 

Og på den følgende side:

         

Vi spænder dagen u d    i m e l l e m    o s

Som et lagen man skal være to om at lægge sammen

 

Man ser konkret hvordan dagene er lige i hælene på og snart indhenter ”os”, og hvordan en dag spændes ud som det lagen de to elskende netop ikke lægger sammen, men måske lægger sig sammen på.

 

Titeldigtet indleder bogen således:

 

Jeg vil ikke være pervers

Men dit hår er virkelig en harpe

 

 

det

 

    er

    

      virkelig             græs

          

               et           høje

  

                fald    det                        at stryge sine fingre igennem det

 

                       i

 

Jeg ser den trekantede harpe med strenge - eller hår - til venstre og den lange arm - eller anden legemsdel - til højre. Og så har ordet harpe tilmed dobbeltbetydning af både musikinstrument og kvinde.

 


”Sanselig og usentimental konkretpoesi,” skriver forlaget i pressemeddelelsen.

Jeg kan bedre lide betegnelsen figurdigte, fordi enhver kan se, at digtene danner figurer på papiret.

Bogen er redigeret af Rikke Oberlin Flarup, tidligere leder af Poesiens Hus i København, sammen med Kirsten Vestergaard Mikkelsen, og støttet af Statens Kunstfond.

Jacob Lassen, f. 1994, debuterede i 2020 med digtsamlingen Som var en solstråle fanget i en spejlsal. Han har gået på Biskops Arnö Författerskola.

onsdag den 8. juni 2022

Kongen, der ikke ville være konge

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Pippin den fjerdes korte regeringstid”, Gyldendal 1957, oversat af Ole Storm, 182 sider.

 Af Egil Hvid-Olsen

John Steinbeck når ikke sig selv til sokkeholderne med ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” fra 1957, og dog er romanen værd at læse for sin muntre satire og venlige personbeskrivelse.

Engang i anden halvdel af 1900-tallet bliver den stilfærdige parisiske borger Pippin Héristal pludselig udnævnt som konge over Frankrig, fordi han nedstammer i lige linje fra Pippin den anden (ca. 635-714). Som bekendt er der intet, der kan samle som en fælles fjende, så selv republikkens splittede kommunister stemmer for genindførelse af monarkiet. På den måde har de anskaffet sig et kongedømme, de ved førstgivne lejlighed kan forsøge at vælte.

Pippin ved intet om dette, men vægrer sig alligevel mod at få magt. Han vil hellere studere nattehimlen, men bliver forflyttet til Versailles, hvor der er koldt året rundt. Den nyudnævnte kongefamilie har ikke en klink, for al apanage ædes op af hoffolk og andre, der føler sig kaldet til at have en stilling ved hoffet. Pippin er kun til pynt, så da han ikke alene begynder at interessere sig for folkets ve og vel, men tilmed beslutter sig for at benytte sin kongemagt til at skabe bedre kår, går det helt galt.


En tryg uenighed om næsten alt

At Steinbeck lige har slået ned på Frankrig synes ikke helt fair. Mange andre landes parlamentsmedlemmer ville med lidt selvindsigt snildt kunne spejle sig i det vrængbillede, der tegnes i ”Pippin den fjerdes korte regeringstid”. Denne liste over de i parlamentet valgte partier giver en klar fornemmelse af romanens muntre stemning:


”De Konservative Radikale

De Radikale Konservative

Royalisterne

Højre Centrum

Venstre Centrum

De Kristne Ateister

De Kristne Kristne

De Kristne Kommunister

Proto-Kommunisterne

Neo-Kommunisterne

Socialisterne

og

Kommunisterne.

Kommunisterne var opdelt i:

Stalinister

Trotskister

Khrusjtjevniker

Bulganinianere.” (s. 26f.)

Der tegnes et billede af en stor flok forfængelige mænd, der, når det kommer til stykket, er mest optaget af at skabe højtideligheder, hvor de kan lufte alle deres uniformer og ordener. Det er så også det eneste, de kan blive enige om. 

Altså lige indtil den nye konge begynder at tale om at skabe forandringer til borgernes bedste.

Kong Verdensfjern

Alt tyder ellers så godt efter Pippins kroning. Selv vejret spår om lyse og lykkelige tider:

”Og hveden stod moden og gul. Smørret fik en himmelsk sødme af årgangsgræsset. Trøvlerne puffedes og trængtes under jorden. Gæssene stoppede sig med lyst og fryd, til deres lever ved nær ved at briste. Bønderne klagede, som det hører sig til, men selv i deres klager var der en glad og munter tone.” (s. 83).

Pippin er en enfoldig mand, der ikke har de store fordringer, men sætter ærlighed højt. Det er han til gengæld en af de få af romanens karakterer, der gør. Han er omgivet af mennesker, der hellere end gerne udnytter andre til egen fordel. Som amatørastronom er Pippin distræt og verdensfjern. Selv da han vender sig mod arbejderklassen for at undersøge deres vilkår, forstår han ikke, at han er i gang med at skabe sig fjender. Fra da af kan det kun gå galt…

Parlamenterismeparodi

Skønt ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” som allerede nævnt er værd at læse, er den ikke drevet af den samme varme humor som Monterey-romanerne (”Dagdriverbanden” 1935, ”Et mægtigt gilde” 1945 og ”En dejlig torsdag” 1954). Romanen rummer heller ikke den fortvivlede forargelse, der drev Steinbeck til at skrive blandt andet ”Vredens druer” (1939). Den må nøjes med at være en parentes i forfatterskabet, men eftersom det er så stort et forfatterskab, må ”Pippin den fjerdes korte regeringstid” betegnes som en læseværdig parodi på den parlamentarisme, der risikerer at gå amok, hvis de folkevalgte ikke tager deres opgave alvorligt.

fredag den 3. juni 2022

Den ubærlige lykke

Fjodor Dostojevskij: ”Et svagt hjerte”, oversat af Tine Roesen, Batzer & Co 2022, 83 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?” er en udbredt vending, der nok mere er et udtryk for glæde og velbehag end et alvorligt ment eksistentielt spørgsmål. I Dostojevskijs korte roman eller lange novelle ”Et svagt hjerte” fra 1848 er spørgsmålet udfoldet i en fortælling, der kredser omkring den lykke, der føles uretfærdig, og som derfor truer med at blive ubærlig.

Dostojevskij var 27 år, da han skrev ”Et svagt hjerte”, og dog er der noget helstøbt og stringent over teksten, som ikke præger hans senere store romaner, der ofte har en lang række sidehistorier, som fletter sig ind og ud mellem hinanden. Tilmed er teksten nyoversat knastfrit og levende af Tine Roesen, hvilket er med til at gøre ”Et svagt hjerte” til en pageturner.

Den forelskedes tungsind

De to unge mænd, Vasja og Arkadij, bor sammen i en lille lejlighed. Ingen af dem er velhavende, men de har i det mindste arbejde begge to.

Selvom Vasja ikke er noget godt parti, fordi hans indtægt er begrænset og han har en fysisk defekt, er han ikke desto mindre lige blevet forlovet ved historiens begyndelse. Arkadij er bekymret på vennens vegne for, hvordan han skal kunne skaffe penge nok til en families husholdning, men Vasja er lykkelig over, at Liza, hans forlovede, vil have ham. Da Arkadij præsenteres for hende, kan han heller ikke lade være med at begejstres og ønsker at hjælpe Vasja og Liza så godt som muligt på vej.

Nu viser det sig, at forelskelsen har gjort Vasja så sorgløs, at han har udskudt et bestillingsarbejde, hvis deadline nærmer sig med hastige skridt. Han har haft alt for travlt med at tale med Liza eller, hvis de har været adskilt, spekulere på hende til at få noget fra hånden. Så nu må Vasja sidde oppe flere nætter i træk og knokle med opgaven.

Det er, som om dette pres driver glæden og lykken ud af ham. Arkadij forsøger at hjælpe efter bedste evne, men tungsindet tynger blot Vasja mere og mere, for han begriber ikke, hvorfor han skal være så heldig. Det virker så uretfærdigt, at lykken bliver ubærlig.

En kærlighedsfortælling om venskab

”Et svagt hjerte” insisterer på at blive læst. Dialogerne trækker læseren ind i den usikkerhed, der præger både Vasja og Arkadij. De ved ikke, hvor de står, om de er købt eller solgt, om lykken er gjort eller snart vil falde på gulvet og splintre. Arkadij forstår først lidt efter lidt, hvad der foregår, og det samme gælder læseren, mens Vasja nærmest forstår alt og samtidig ingenting.

Ud over at være en tragisk kærlighedsfortælling, er ”Et svagt hjerte” også en fortælling om venskab. Arkadij har taget Vasja under sine vinger, men også dette er med til i overført betydning at få sidstnævnte til at stille spørgsmålet: ”Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal have det så godt?” Og i hans tilfælde er det i allerhøjeste grad et eksistentielt spørgsmål, som han ikke kan finde svaret på.

torsdag den 2. juni 2022

Fotodagbog fra Calcutta

GALLERI DEN SMALLE BOG: Når fotografi er en eksistentiel nødvendighed - Fotos fra Indien af Saheli Das


Af Nikolaj Callesen

”I 2015 blev min far syg, og så min mor. Jeg havde det virkelig svært. Jeg var begyndt at fotografere på det tidspunkt, men efter mine forældres sygdom, blev fotografering mit eneste fristed. Mit vindue, min udvej, og vej. Fra da af var billeder ikke blot billeder for mig, det handlede om en vej til realisering af mit selv. I 2017 døde min far. Jeg var knust. Jeg kæmpede med mig selv, kun fotografierne gav mig lys i mit liv.”

Ordene er Saheli Das. En ung kvinde bosat i Calcutta i Indien. Jeg kom omkring hendes fotografiske arbejde tilfældigt på Facebook i efteråret 2020 og efter en tid blev vi forbundet der. I vinteren 2021 snakkede vi kort sammen via Messenger. Saheli har et dybt ønske om at dele sin kunst, og her kom jeg ind i billedet. Betaget af hendes arbejde lovede jeg at videreformidle hendes fotografier.

Efter en del korrespondance via Messenger, skrev Saheli i det tidlige forår ovenstående linjer til mig.

Jeg forstod på sin vis at det ikke blot handlede om en promovering af Sahelis arbejde i en dansk kontekst, men om et dybere anliggende, jeg i høj grad som fotokunstner selv kan identificere mig med. Kunst som eksistentiel nødvendighed.

At dele sin erfaring med tilværelsen.

Jeg har selv måttet kæmpe for at bevare mit forhold til det fotografiske udtryk, har følt mig væltet omkuld af at forholde mig fundamentalt til det at arbejde med og udtrykke mig i billeder, men er også bevidst om, at jeg ikke kan eksistere, uden en kanal til at bearbejde videregive, erfaringen af verden og tilværelsen.

En anden god veninde beskriver den kreative erfaring som ”Når jeg sætter mig og skriver, trækker jeg vejret dybere, angsten forsvinder”.

I en dansk kontekst, er fotografiet og kunsten i dag mange ting. Det er ofte relateret til videnskab, forskning, undersøgelse, socialt arbejde, koncepter og ideer. Kunstneren i vores samfund en professionel entreprenør, facilitator eller iscenesætter. Jeg synes det er betydningsfuldt, at der bliver skabt ideer der kan fremme og underbygge fællesskab og fælles erfaringer. Der kan provokere, stimulere eller give oplevelser på museer og kunstinstitutioner.

Men for mig, som for Saheli handler kunst om noget mere fundamentalt. At blive rørt på noget dybt personligt som jeg som beskuer bliver det af Sahelis daglige online opdateringer fra sit nære liv i Calcutta, i grovkornede sort/hvide, analoge/digitale betragtninger, i indlevelser, registreringer, fortætninger, handler det om, at den stemme som Saheli har i sin omverden, gennem fotografiet, taler til mig. Den taler om tilsvarende grundlæggende tilværelselseserfaringer.

Grundvilkår, indsigt og lidenskab.

Det for mig er det kunst handler om. Dét, litteratur, film, teater, musik handler om:. Hvad vil det sige at være menneske? Det kan ikke videnskabeliggøres, konceptualiseres og sættes på en formel som seneste tiltag i en samtidig sammensmeltning af hvor langt vi er nået med vore samfund i 2021. Det handler om at udtrykke nogle af og til mere eller mindre universelle eller bare basale vilkår ved det at være menneske, og hvordan vi også i 2022 forholder os til liv og død, sorg og glæde, tab og forelskelse.

For et fint sansende menneske som Saheli, er fotografiet hendes måde at forholde sig til sit liv, til tilværelsen, og mere end det, det er hendes stemme i verden, det er hendes måde at tage verden ind, være i verden. At hun gør det, bliver en kilde til indsigt for mig som beskuer.

Når kunst, og fotografi, kan fortælle mig noget om det at være menneske er det for det første uvæsentligt om det er i en dansk kontekst eller en indisk, og vigtigere er det kunst som har relevans, og som ikke kan reduceres eksempelvis til et koncept, fordi det fundamentalt set handler om alt det ved menneskelivet der ikke lader sig reducere, konceptualisere eller sætte på en formel uden at det forsvinder, men som kræver levet erfaring, og som skal formidles med håndværk, visdom, og kærlighed. Oplev her et lille udvalg af Sahelis billeder.  












 Saheli kan følges på Facebook Saheli Das eller instagram: @Sahelidas08

mandag den 30. maj 2022

Man vil gerne hurtigt videre

"Forfatteren forsøger med selv skrivestilen at bibringe os noget af denne atmosfære af usikkerhed, opbrud, angst"

Hastigheden
Jörgen Gossilewski
Oversat fra svensk af Solveig Daugaard
225 sider
Forlaget Basilisk

Af Jes Nysten
“Hastigheden gør at man er inde i en bevægelse. Bagefter bliver man udmattet. Man lægger sig på knæ. Hedder det sætter sig på knæ? Blade og kviste klistrer sig til ansigtet. Man vågner”.

Sådan indledes Jörgen Gassilewski’s bog Hastigheden. Med titlen og disse første sætninger åbnes ikke kun bogens univers, men også selve læseoplevelsen og reaktion på bogen.

Bogens fortælling udfolder sig under folkedrabet i Rwanda i foråret 1994, hvor omkring en million mennesker døde. Det var primært tutsier, der blev dræbt af hutuer.

Når man som jeg har været tæt på to tutsi piger, der kom her til Danmark som henholdsvis 14 årig og 5 årig, og hvis familier var blevet dræbt, så bliver man jo af gode grunde særlig berørt, når dette mareridt forsøges fortalt endnu engang.

Det er derfor jeg skriver, at “hastighed” også gælder læseoplevelsen. Man vil gerne hurtigt videre og helst ikke dvæle for meget ved det, der fortælles. I modsætning til citatet i begyndelsen vil man gerne tro på, at det hele har været en drøm. Men det er det jo ikke! I dette forår 1994 blev der myrdet alle disse menneske i en konflikt, der synes ganske meningsløs og bestialsk. 

Grusomheden

Med romanen her får vi ikke lov til at lukke øjnene for denne kendsgerning. Denne opvisning af menneskelig grusomhed, der bunder i uforståelige modsætninger og fjendebilleder, får vi udfoldet gennem mødet med den 19 årige Marie-Louise. Hun er tutsi, og som barn oplever hun, hvordan hendes forældre bliver myrdet af fanatiske hutuer. 

Men at tingene ikke er så ligetil, absolut sort og hvidt, vises ved at hun flytter sammen med en mand, der er hutu. Ja, hun bliver på en og samme tid både offer for myrderierne og også aktiv deltager i dem. 

Efter myrderierne er stoppet indledes et forsoningsforsøg, og det får vi også i romanen et intenst indblik i. Grumt og realistisk. 

Gassilewski
Forfatteren forsøger med selv skrivestilen at bibringe os noget af denne atmosfære af usikkerhed, opbrud, angst. Bogen er godt nok inddelt i afsnit, men der er ingen kapitelinddelinger, hvilket netop giver denne pågående og insisterende holden-os-fast. Samtidig springes der hele tiden mellem første, anden og tredje person, som også er med til at skabe denne oplevelse af, at synsvinklen hele tiden forskyder sig, så man får en næsten kvalmende fornemmelse af, at det der sker, har man ikke rigtig mulighed for at få klarhed over. 

Som allerede nævnt har jeg selv været tæt på to piger, der kom hertil fordi deres forældre var blevet myrdet, og de selv på mirakuløs vis slap fri. Så netop bogens forsøg på at skabe ikke en distanceret og afklaret fortælling, men mere vil bibringe læseren en fornemmelse af denne atmosfære af gru og uforstand, synes jeg virkelig lykkes.

tirsdag den 24. maj 2022

Mozart, Mendelssohn, Sibelius: Nye veje ind i musikken

Francesca Dego, violin, Francesca Leonardi, klaver: Mozart: Violin Sonater (Chandos)
Doric String Quartet, med Timothy Rideout, bratsch: Mendelsohn: Strygekvintetter (Chandos)
Klaus Mäkelä, og Oslo Filharmoniske Orkester: Sibelius (Decca, 4 CD)

Af Jakob Brønnum
Fælles for de tre album, der er under anmeldelse her er, at de rummer gammel musik, men de er splintrende moderne. 

Man kan vist, uden at fornærme nogen, fastslå at anmeldelsen som meddelelse bliver vanskeligere og vanskeligere, fordi der bliver længere og længere til en fælles referenceramme for en æstetisk sammenhæng. Hvis jeg siger Mozart, Mendelssohn og Sibelius, så kan jeg ikke regne med at mange læsere forbinder tilnærmelsesvis det samme med det som jeg gør.

Og det vil endda være sådan, at nogle af dem som forbinder det samme med det som jeg på det grundlæggende plan, har helt andre opfattelser af de tre kunstnere. Det er trods alt tre forskellige klassiske komponister fra tre forskellige århundreder, med tre endog meget forskellige kunstneriske virkningshistorier.

Nogle vil mene, at Sibelius er i en helt anden og lavere klasse end de to andre, og visse vil mene, at det gælder Mendelssohn. Desuden er de tre album, der er landet på bordet efter en udvælgelsesproces blandt dusinvis af ugentlige klassiske udgivelser på højt niveau, meget forskellige. Det ene har kammermusik for to instrumenter, det andet for fem instrumenter og det tredje er orkestermusik

Mozarts violinsonater

Mozarts violinsonater fra slutningen af 1700-tallet er ikke blandt de allermest indspillede værker, hverken af Mozart eller blandt violinsonater, hvor Beethovens 10 værker for klaver og violin er langt mere kendte. Det er synd. Mozarts musik er altid perfekt, i de bedste fortolkninger som her, menneskeligt set tidløs og ofte kunstnerisk grænsesprængende. Den sætter normer for, hvad kvalitet i musikken er og kan være. Alene sådan en dom, som jeg netop afsagde, klinger ikke ret mange steder i den pluralistiske æstetik, vi lever under i det forhutlede forbrugersamfund, blandt andet fordi det ikke er lystimpulser, man får fra Mozarts klangverden, men klassicistisk formet skønhed.

Hvad er det da, der gør disse indspilninger af fire af kompositionerne af to italienske kunstnere så moderne? Lige præcis med værkerne for de to instrumenter, som Mozart skrev godt 30 kortere og lidt længere værker for, kan man (eller jeg) synes, at de har været indhyllet i den noget tunge, romantiserende fortolkningsform, der prægede den gode pladelyds første par årtier, der begyndte 10-15 efter Anden Verdenskrig. De berømte indspilninger, med violinister som Isaac Stern og Salvatore Accardo, er fantastisk fine, men de viser ikke, hvor skarpt og avant gardistisk Mozart tænker og hvor cool han er, ganske enkelt.

Det kan man høre på Francesca Dego og Francesca Leonardi fortolkning af violinsonaterne på Chandos, med den sene, alvorlige, storslåede Violinsonate KV454 som det centrale værk. Der er noget nyt og moderne over dem: Det er som om man står overfor et menneske, Mozart, som agerer og reagerer fuldstændigt som et moderne menneske ville gøre. Det er overraskende.

For det gør han naturligvis ikke, men de to musikere, der har spillet sammen i mange år, lader ikke en eneste over-emotionel frasering, ikke et eneste gammelborgerligt-hierarkisk taktslag, ikke en eneste melodilinje uden musikerens nysgerrighed slippe igennem. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg kalde albummet feministisk, fordi det gør op med en bestemt form for hierarkisk følelsesregister, der har formidlet Mozart som borgerlig i en tid, da der knapt fandtes andet end hvide, borgerlige mænd bag instrumenterne. Jeg overdriver sikkert lidt, men det er godt nok anbefalelsesværdigt, hvis man vil høre Mozart på ny.

Klangens mester

Felix Mendelssohn-Bartholdy, der levede i midten af 1800-tallet, har ikke skrevet så meget som én takt, der har samme de mangesidige dybder som samtlige Mozarts. Sådan er det bare. Hvor Mozart graver livsvisdoms frem af en harmonisk musikforståelse, der står i musikhistorien op til halsen, er Mendelssohn klangens og dynamikkens mester, som alle der har hørt Bryllupsmarchen ved. Det ligger et andet sted: Han skaber ikke store strukturer, som vi kan synke ned i og lade os belære af om livets veje og vildveje, sådan som alt Mozart har skrevet gør. Men kan han male et billede af en stormfuld efterårsdag, der bliver siddende, og han overdriver aldrig de følelsesudbrud der er. Personligt sætter jeg Mendelssohns 5. Symfoni højere end de fleste symfonier, fordi den rummer stemninger, der er uforglemmelige i en åndeløst velformet orkestral arkitektur.

Alligevel er der en fornemmelse i den produktive og højt estimerede Doric Quartets indspilning af Mendelssohns Strygekvintetter, som gør dem sammenlignelige med den forrige indspilning: Den er fuldstændigt blottet for klichéer. Aldrig har man hørt Mendelssohn så moderne. Strygekvintetten som ensemble er langt sværere at skrive for end strygekvartetten og langt, langt færre har gjort det. Hvor Mendelssohns bud i genren i almindelighed ikke får lov at stå sammen med Mozarts seks kvintetter, der er de bedste der er skrevet, eller Brahms og Dvoráks ambitiøse kompositioner for de fem stemmer fra det sene 1800-tal, endsige Schuberts mirakuløse bidrag (som enhver kender som titelmusik til Inspector Morse), så hæver Doric String Quartet dem her op i nærheden af disse forbilleder. De er fortolket med en usentimental, præcis, bevidst afsøgning af værkernes mangfoldige stemningsskift og renhjertede melodik hos den altid sympatiske Mendelssohn. Et klangligt afmålt udtryk og et tæt sammenspil. Mendelssohns kunstnerstemme har aldrig stået stærkere. 

Nordiske skumringer

Den nu kun 26-årige finske dirigent Klaus Mäkelä udtalte for en tid siden, at han anser Sibelius 6. og 7. Symfoni for de største og bedste symfonier, der er skrevet. Nu er vi hundrede år længere fremme i tiden og taler om værker, der til trods for den moderne tids abstrakte tonalitet, langt hen ad vejen har bevaret den senromantiske fylde, skønt de er langt kortere end den senromantiske symfoni af Tjajkovskij eller Brahms. Selvfølgelig er Sibelius to sidste symfonier ikke lige så mægtige kunstværker som Beethovens mørke 5. Symfoni, Bruckners og Mahlers klangkatedraler og Sjostakovitjs store smertefulde følelseskampe med det sovjetiske regime. Men jeg forstår godt, hvad han mener.

Jeg har lyttet til Sibelius flydende, strømmende, dunkle nordiske klangeksperimenter i årtier, ikke sjældent med følelsen af, at der er noget endegyldigt sandt i deres musikalske univers. Særligt husker jeg en skumringsmørk efter middag i Uppsala, hvor jeg havde set Nordens flotteste domkirke og gik gennem byen i regnen og lyttede til begge værkerne, Sibelius 6. og 7. Symfoni. De er blevet ét med den dag for mig og forsvinder ikke igen.

Jeg overværede for tre-fire år siden, den dengang kun 22-årige Mäkelä dirigere Beethovens meget, meget krævende 3. Symfoni i Stockholm – et værk, det kræver stor modenhed at holde sammen på, fordi det er så vidtstrakt og satserne alligevel så tæt forbundne. Men det gjorde han og man var ægte imponeret.

Nu udsender han som sin pladedebut, uden at ryste på hænderne, alle Sibelius syv symfonier i et album på Decca. Også disse fortolkninger har de kvaliteter, jeg har forsøgt at indkredse i de to foregående annmeldelser: Gennemsigtige, dvs. tilsyneladende fordomsfrie, abstrakte, uforudsigelige - ikke i det store perspektiv, men i de enkelte detaljer, nede i værkernes mikroorganisme, Sibelius korte rytmiske fraser.

Kan man virkelig afgøre, om Mäkeläs fortolkning af den 7. Symfoni, med et lydhørt og bevægeligt Oslo-orkester, er mere vellykket end den første, jeg nogensinde hørte, den med Colin Davis og London Symphony Orchestra, hvor hele det 22 minutter korte værk synes at bestå af én sammenhængende bevægelse? Eller Karajans berømte indspilning af den 6. Symfoni på DG, eller min yndlingsversion af den intenst rytmiske Symfoni nr. 3 med Segerstam på Chandos? Jeg skal nok bruge noget tid endnu. Nogle har allerede afgjort sig, som her BBC’s musiktidsskrifts anmelder:

”De fleste store finske dirigenter har indspillet alle Sibelius-symfonier mindst én gang ... Hvem havde kunne forudsige, at denne seneste, med Klaus Mäkelä i spidsen for Oslofilharmonikerne, ville være den mest elektrificerende og ofte nyskabende af dem alle?”


mandag den 23. maj 2022

Forelskelsens væsen

Fjodor Dostojevskij: ”Hvide nætter”, Batzer & Co 2021, oversat af Trine Søndergaard, 111 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fjodor Dostojevskij var 27 år, da han skrev den korte roman ”Hvide nætter”. Det er ikke umuligt, at hans fortæller har visse af forfatterens egne træk. Han er i hvert fald forsynet med en levende fantasi, der får ham til at danne sine helt egne hændelsesforløb, hvori de personer, han passerer forbi, agerer aktører. Selvom han kan få mange eftermiddage og aftener til at gå med at digte en lang række fortællinger for sig selv, og selvom han klart foretrækker dette fremfor sit trivielle arbejde, erkender han dog, at han er ensom. Ét er hans dagdrømme, der nærmest har udviklet sig til en hobby. Noget andet, at han umærket ved, at han udlever sit følelsesliv i en fiktiv verden. Det er ganske simpelt ikke den rene vare, hvilket han tydeligt forstår, da han møder den unge Nastenka, som han forelsker sig hovedkulds i.


Nastenka er en forældreløs pige, der bor hos sin strenge bedstemor. Den gamle kræver disciplin og hæfter barnebarnets kjole sammen med sin egen, så Nastenka ikke kan forlade sin bedstemor, uden at det bliver opdaget. Dog benytter den unge pige de sene aftener, når bedstemoderen er gået i seng, til at snige sig ud. Hun har et helt særligt ærinde, hvilke både fortælleren og læseren først får indblik i på et senere tidspunkt.

Umiddelbart virker det dog lidt som koketteri, da Nastenka takker ja til at møde fortælleren igen på én betingelse:

- Netop fordi jeg kender Dem, inviterer jeg Dem til at komme i morgen, sagde den unge pige leende. - Jeg kender dem allerede. Men hør efter, De må kun komme på én betingelse, først og fremmest (og vær rar at gøre som jeg beder om – De kan jo se at jeg taler oprigtigt), De må ikke forelske dem i mig … Det går ikke, jeg beder Dem. Venskab er jeg parat til, her har De min hånd … Men ingen forelskelse, jeg beder Dem! (s. 25).

Allerede på dette tidspunkt er fortælleren klar til at love alt for at forenes med Nastenka, så hun får hans ord samt fulde opmærksomhed.

Hvide nætter og en mørk morgen

De kommende nætter mødes de to igen til fortællerens udelte glæde og Nastenkas store tilfredshed. Fortællerens nætter med den unge kvinde beskrives som hvide, fordi hun lyser dem op. Men…

Mine nætter sluttede med en morgen. Det var dårligt vejr. (s. 107).

Således ender kærlighedshistorien i sin modsætning. Og dog… Fortællerens nederlag slår ikke hans kærlighed ihjel. I hvert fald ikke med det samme. Dertil elsker han Nastenka for højt. Forsætter han med at elske hende, fordi han er en drømmer og på den måde kan fastholde deres forhold i fantasien? Elsker han hende, fordi han ikke orker at erkende virkeligheden? Eller elsker han hende, fordi han ikke kan andet? 

Hvad enten svaret er det ene eller det andet, udgør ”Hvide nætter” en fin beskrivelse af den stormende kærlighed. Den, der ikke kun gør blind, men også snakkesalig, ja, nærmest pludrende. Således udgør størstedelen af bogen de to hovedpersoners dialoger, hvori mange lange monologer om den talendes følelser indgår. De to lukker sig om hinanden, sådan som nyforelskede har det med at gøre. På den måde bliver ”Hvide nætter” en skønlitterær afsøgning af forelskelsens væsen. Alene af den grund er den en fornøjelse at læse.