fredag den 30. december 2022

Digterens død

Sidsel Mørch: ”Rids. En fortælling om Gustaf Munch-Petersen”, Cobolt 2022, 88 sider, Graphic Novel.

Af Egil Hvid-Olsen.

Da russiske tropper for snart et år siden angreb Ukraine, meldte nogle danskere sig som frivillige i den ukrainske hær. Nogle havde en militær baggrund, andre ikke. Blandt de sidstnævnte vendte nogle hurtigt tilbage, hvilket også var det eneste fornuftige. En enkelt lod sig interviewe og sagde noget i retning af, at han var kommet tilbage, fordi den ukrainske hær ikke havde kunnet garantere hans sikkerhed. Med andre ord havde han ikke vidst, hvad krig er for noget.

Man kan spørge, om Gustaf Munck-Petersen vidste, hvad krig var, da han i 1937 meldte sig som frivillig i den spanske borgerkrig. Nej, naturligvis vidste han ikke det, for det ved ingen for alvor, der ikke har prøvet det. Han meldte sig, fordi han ikke kunne lade være. Fordi han frygtede fascismens sejr. Det var en frygt, som bestemt var velbegrundet, for det var ikke kun Franco, men også Hitler og Mussolini, der på det tidspunkt rystede med sablen.

Gustaf Munck-Petersen blev 26 år, for han overlevede kun få måneders krig. Bag sig havde han en række digtsamlinger, som efter hans død gjorde ham berømt. Sidsel Mørch har skrevet og tegnet en Graphic Novel, der handler om den politisk bevidste digter, der endte som martyr i kampen mod fascismen.


Den revolutionære overklassedreng

Gustaf Munch-Petersen stammede fra et akademisk overklassehjem i København. Han var elsket af sine forældre, der både bekymrede sig for og forkælede ham. På deres regning skrev han digte, malede og tænkte revolutionære tanker. Han var grebet af surrealismen og pegede på en alternativ virkelighed til den, han dog godt vidste, at han selv var en del af og levede i. Sidsel Mørch formår at skildre sammensmeltningen af ungdommelig naivitet og skæbnesvanger alvor i den samtale, Gustaf har med sine venner på en beværtning, hvor fronterne trækkes op på både mikro- og makroplan mellem reaktionære dyder og ønsket om frisind såvel som mellem fascisme og kommunisme. Hvad Gustaf og hans venner af gode grunde ikke ved er, at ikke kun fascismen, men også kommunismen bar diktaturet i sig.

Mellem kærlighed og kamp

Da Gustaf under et ophold på Bornholm forelsker sig i den unge keramiker Lisbeth, stilles han i et nyt dilemma mellem kærligheden og kampen. I første omgang vælger han kærligheden og gifter sig med Lisbeth. Sammen får de datteren Mette, og da Lisbeth venter deres anden datter, Ursula, træffer Gustaf det valg, der skulle blive skæbnesvangert for ikke blot ham selv, men også for hans kone og to døtre. I et brev tager han afsked, fordi han nu vægter kampen frem for kærligheden. Da Lisbeth næste morgen finder brevet, er Gustaf borte. Han tager til Spanien, hvor han dør d. 2. april 1938.

Kunst og død

Gustaf Munch-Petersen

Det er svært at bedømme, om Gustaf Munch-Petersen traf det rigtige valg. Ganske vist er det klart, at han som en overklassedreng, der ikke havde de store praktiske erfaringer, som udgangspunkt var ret uegnet som soldat. Men nogle vokser jo med opgaven. Samtidig kendte han til krigens gru. Han vidste, at der var en risiko for, at hans kone blev enke og hans to små døtre blev faderløse, men samtidig anså han det som sin opgave - ja, sit kald - at være med til at kæmpe for en bedre verden end den, fascisme og nazisme kunne tilbyde. Det ville også gavne hans lille familie. At han døde for tidligt til, at han nok for alvor gjorde en forskel, gør hans fortælling endnu mere tragisk, for intensionerne fejlede ikke noget.

Sidsel Mørch er nøgtern i sin gengivelse af Gustaf Munch-Petersens sidste fem leveår. Her er ingen anden løftet pegefinger end den, som den unge Gustafs forældre hæver, fordi de så gerne vil have ham til at tage en uddannelse. Men som i så mange andre tilfælde, når unge voksne og deres forældre drøfter førstnævntes fremtid, har forældrenes ønsker den stikmodsatte effekt. Således fremstår Gustaf Munch-Petersen som en ganske almindelig ung mand, der dog var lidt mere kompromisløs end de fleste. Måske skyldtes det sidste den tid, han levede i. En tid, der gjorde krav på eftertanke og stillingtagen. Begge dele kom til udtryk i hans digte og malerier. Her udfoldede han surrealismen, men også sin glæde over naturen og samværet med andre mennesker. Selvom Munch-Petersens digte hører en bestemt tid til, har de stadig noget aktuelt over sig, der gør dem værd at læse. Derfor er det også en lille genistreg, når Sidsel Mørch fletter et lille udvalg af Munch-Petersens digte ind i sin Graphic Novel. Hun gør det velvalgte steder, så digtene fungerer som kommentarer til hændelser i digterens liv – også selvom han ikke nødvendigvis skrev dem på det tidspunkt, hvor hændelserne fandt sted.

Gavn og svigt

”Rids” – der for øvrigt også er titlen på et af Munch-Petersens digte – består af tre kapitler, der hver især indledes af et farvelagt dobbeltopslag. De øvrige sider er næsten konsekvent holdt i sort/hvid, hvilket dog ikke gør læsningen farveløs. Tværtimod er det imponerende, som Sidsel Mørch kan gøre forelskelsen mellem Gustaf og Lisbeth levende og troværdig. Alle kampscener fra Spanien er fraværende, hvilket er et godt valg, for bogen handler ikke om en helt, men om en ung mand, der tog konsekvensen af sin overbevisning. Derved gavnede han nogle, mens han svigtede andre.

tirsdag den 20. december 2022

Shakespeare og Sibelius: A perfect match

Jean Sibelius:
The Tempest
The Royal Danish Orchestra, Okku Kamu (Naxos)
Udkom 18. november

English Music for Strings (Vaughan Williams, Howells, Delius, Elgar)
Sinfonia of London, John Wilson (Chandos)
Udkommer 3. februar, men kan streames inden

Af Jakob Brønnum

Blandt de elementer i den almene dannelse, der næsten helt er forsvundet, er skuespilmusikken. Når vi går i teatret, forventer vi uden videre at musikken, der indimellem indrammer spillet. Der er som om vi forventer en slags underlæsningsmusik, ligesom på film.

For 100 år siden og tidligere, ville man have fo4rventet et orkester, der sad og spillede en komposition, specielt til forestillingen

I mange tilfælde kunne der også forekomme balletsekvenser, næsten som en slags pause. De fleste af de store klassiske komponister har skrevet skuespilmusik, og selvom traditionen gradvist forsvandt med billedmediets opkomst, kan man stadig findes ouverturer i nogle af de amerikanske storfilm, som f. eks Borte med blæsten.

Den store finske symfoniker Jean Sibelius skrev også skuespilmusik og for 100 år siden bestilte Det kgl. Kapel musik til Shakespeares metafysiske sen-værk Stormen, et skuespil der står sammen med to andre arbejder, Cymbeline og Et vintereventyr som noget, der pegede i en helt ny retning, væk fra tragedier, komedier og historiske skuespil.

Nu har Det kgl. Kapel indspillet Stormen i en koncertoptagelse, der udkom for nylig på Naxos.

Værket består af hele 34 korte sekvenser og trækker må alle, eller i hvert fald rigtig mange forskellige genrer på Sibelius palet. Der er rene orkestrale stykker, stykker, der minder om orkestersange og korafsnit. Det er meget anbefalelsesværdigt. Orkesterklangen er stærk og klar.

Efter ganske få af de korte afsnit, er stemning slået an, nøjagtig som den skal være: De enkelte genrer flyder sammen og det opstår en sådan meditativ, metafysisk stemning, som der netop ligger i Shakespeares magiske skuespil. Det kølige, uforudsigelige og alligevel lavmælte og inderlige.

Engelsk orkestermusik

For tiden udkommer ikke så få CD’er med engelsk orkestermusik. Associationen til Sibelius er klar: Mange af de engelske komponister trækker på en slags folketone, der ligger i bunden og afgørende bryder med tonesproget, som vi kender fra den centrale klassiske musik hos Beethoven og Mozart.

Chandos har udsendt (endnu) en cd med det ret nyligt reetablerede engelske eliteensemble Sinfonia of London og ensemblets dirigent John Wilson, hvor man bruger den berømte og ofte indspillede, simrende stemningsfulde Tallis-fantasi af Vaughan Williams som trækplaster, men den langt mindre kendte, 30 minuter lange Howells Concerto for String Orchestra må alligevel – for denne lytter - være hovedværket – en pragtfuld, tre satset komposition som har symfonisk fylde. 

Howells er mest kendt for sin kirkemusik til den anglikanske kirke og hans orkesterkoncert er en sjælden gæst i koncertsalene CD’en rummer musik udelukkende for strygeorkester og cd’en indeholder også orkesterværker af Delius og Elgar, hans skelsættende Introduction and allegro (1905). Udgivelsen følger efter bl.a. en anden Chandos-CD med samme ensemble, English Music for Strings, med kortere værker af Britten, Bliss, Bridge og Berkeley, de tre sidste endnu mindre kendte på vores germanistisk inspirerede breddegrader, men meget lytteværdige og altid med en åre dybt ned i den charmerende og varmblodige engelske musiktradition.

I den nye CD er der dyb substans: Musikken får krop på den helt rigtige måde. Sinfonia of London og John Wilson, som man også kunne høre ved årets The Proms-festival, er et velkommen tilskud til de londonske kammerensembler. Man spidser øren, når ensemblet spiller – det er altid stramt og klart udført og aldrig underholdning.




mandag den 19. december 2022

Værket er det, der ikke findes

Søren R. Fauth nye digtsamling handler om tid og kærlighed, og det er foruroligende, hvor meget begge dele kan ligne fortvivlelsen

Søren R. Fauth
Det R bladenes måde at falde på
116 sider, 200 kr.
Det aarhusianske forlag Herman & Frudit 

Inklusive anmeldelse af et appendiks af Rebekka Boyding


Af Jens Carl Sanderhoff

»det R bladenes måde at falde på

at de bare ligger i deres gultglødende afsondrethed

den grå baggrund

alt er mørkt
støvregn (s. 9)

Så stille, så efterårsnedlukkende sniger Søren R. Fauth sig ind i sin nye digtsamling, Det R bladenes måde at falde på, og det kun godt et halvt år efter seneste udgivelse fra digterens hånd, den fabelagtige En rejse til mørkets begyndelse, og man forstår hurtigt, hvorfor digteren allerede nu i en raptus er fremme ved en ny samling, for han har forelsket sig, eller hvad man nu skal kalde det, for det er noget af en udfordring at gå med på disse digtes mærkelige, nærmest lunkne og samtidig skæbnesvangert diskante digressioner, den evigt ugjorte digters alter ego maler sig op i. Og som sædvanlig, fristes jeg til at skrive, er det med vilje, at læseren gøres usikker på indholdet, for det er nu en gang sådan, Søren skriver og skriver bedst!

Bogen er delikat og træder ud af rækken af de i formgivning ensartede langdigte-bøger (som også den gudesmukke På Jupiter findes fortiden ikke gjorde), mørk karrygul og prydet af en tegning, som Søren R. Fauths nevø, Anton Fauth, søn af digterens alt for tidligt afdøde søster, talentfuldt har kreeret; en underlig, urovækkende figur, der har mindelser om køn og monstre (måske er det bare mig?) indbygget i sin eksplosion af streger, og det er en ganske glimrende illustration af noget af det, vi inde i bogen bliver konfronteret med.

Bogen er opdelt i fire episoder: Præludier, Intermezzo, Forfra og Endspiel, hvoraf kun første og tredje episode er udfoldede afsnit. De to andre episoders udstrækning udgør én side, ja, sidste sågar kun én sætning, og begge skal vel nærmest illustrere et metaplan, der trækker læseren ud af idéen om at læse virkeligheden, at dette korte (kortere end sædvanligt hos Fauth) langdigt selvfølgelig ikke er dagbogsblade, men selvfølgelig er digterjegets desperate flaks i firspring.

Digtene i første episode lægger fra kaj i den sædvanligt tumultarisk hverdag, og man kunne fristes til at citere SUT: Alt er som det plejer, og så ved vi jo godt, at noget er galt. Digterjeget har mødt et du, og hurtigt (s. 14) kneppes der efter alle kunstens regler, men først efter en påberåbelse af tid, meningsløshed og Kafka. Det er dét, der er så foruroligende.

(…) dig der sidder overskrævs på mig i lænestolen

du siger: jeg knepper dig
du skal kneppe mig         siger du

jeg har ventet på dig
så længe (s. 14)

Allerede her er således kærlighed, tid, meningsløshed og Kafka kommet i spil, og digterjeget famler hypnotiseret gennem sin nyvundne lidenskab. Vi får glimt af det, man efterhånden vel let kunne kalde Fauth-classics; glimt af familieliv, cykelture, ulyst ved andre menneskers gøren og laden, små, flimrende lysninger af poesi og brokker fra europæisk åndsliv, men denne gang følges de af en nådesløs tidsmaskine. Løbende kommer sætninger, der snildt kunne rives ud af helheden og sættes sammen i deres egen ret, logos, og her danne et anderledes (for Fauths vedkommende) betydningsspor; jeg aner en nærmest religiøs optagethed af betydning, som både fascinerer ham, men samtidig også opfattes som grænseoverskridende, forstået på den måde at hvis livet er meningsløst, hvorfor bliver det så ved at provokere ham med noget, der føles som mening. Sætninger som; min sædvanlige måde at falde på / og jeg som troede det var slut /uophørlige fald gennem verdens trinvise nedbrydning af lys / at du hele tiden har været her (?) / hele tiden forfra / jeg vil altid elske dig / med tilbagevirkende kraft! / svævende over et gråsort intet. Denne linje gennem langdigtet løber over de første 75 sider, og viser tydeligt, at noget udfordrer den sædvanlige weltschmerz, noget insisterer henover normalitetens felt.

Det det, der svæver henover et gråsort intet, er R. Ny kærlighed. Eller rettere Kærligheden, begrebet, som hverken har et nu og altid er et nu. Og frygten for at miste dette nu, at R’et skal falde, som alt falder, igen. Det gør både digtsamlingen rørende og grusom.

Og R’et, kærlighedens bogstav, skriver til ham forklædt som en del af virkelighedens meningsløshed, forklædt i en kvindekrop (digtet s. 61), der bærer navnet Rebekka. Digterjeget har mødt en ung kvinde (som om alder har nogen betydning, når nu tiden flipper så vertikalt!), og kvinden skriver en tekst, der er vedlagt digtsamlingen som et løsblad; det R bladenes måde at falde på… Til anmeldelsen her kommer også en anmeldelse af dette appendiks, for dette blad er noget, der helt exceptionelt konkretiserer digtsamlingens natur – et ret genialt påfund!

Anden reelle episode, Forfra, griber tilbage mod dét, digterjeget synes at have tabt; mismodet, men det kan ikke rigtig fungere nu, hvor nuet har ladet sig fylde af noget, der er nogen. I glimt ser vi ned gennem tiden, set gennem familiens vilkår; den mere og mere fraværende far, den ulykkelige mor og digterjeget, der har opnået fornyet frygt for tab; har man nogen, er der noget at tabe.


Jeg vil hellere dø


i gløderne
sammen sammen alene
end i udkanten
af mig selv (s. 84)

Og

jeg vil bøje universet tilbage i sig selv
halvdelen af mig vil dø
          halvdelen (s. 108)


Der bindes pludselig en tydelig sløjfe tilbage til debutdigtsamlingen, Universet er slidt, fra 2013, som i al sin pragt nu står som et manifest, ja, som vidnesbyrd på tab. Alt, hvad den første digtsamling var optaget af, er i en vis forstand eroderet og bliver et billede på værdierne skrøbelighed.

Den sidste episode, Endspiel, som altså kun er én sætning, fræser gennem digtsamlingens planer; tiden, kærligheden, meningsløshed og faldet (som pludselig får en Kafkask kvalitet over sig), som enten en forbøn fra håbets overdrev eller hånlatter fra en misantrop. Måske er sætningen positiv, måske negativ, måske begge dele. Det lægger Fauth over til læseren med sig selv at afgøre, og jeg sender hermed opfordringen videre til alle. Således ender denne kortere langdigtsform med en art filosofisk åben slutning, og det er meget passende i forhold til langdigtets indhold.

Appendiks

Rebekka Boyding

MINDER OG ANDRE TING DER IKKE ER SKET ENDNU

Til Søren R. Fauth

Løsark indlagt i ’Det R bladenes måde at falde på’

Det aarhusianske forlag Herman & Frudit


Af Jens Carl Sanderhoff

Et soveværelse på en mørk vintermorgen er i forvejen tom for tid. Det sidste af tiden mellem to dage, i det rum i huset, hvor livet er længst væk og tættest på. Hvor liv slutter, liv bliver glemt, forsøgt fortrængt, hvor liv bliver skabt. Og det er der, i dit soveværelse jeg ligger og smager på tiden og Jordens halve liv, med en sætning, der gør det så klart, at tiden simpelthen ikke kan findes. Jorden er i dag ca. halvvejs i sit liv.

Sådan begynder en smuk kærlighedserklæring, et smukt lettre d'amour (for nu at binde den anden lille, mærkelige episode af Fauths langdigt; Intermezzo, sammen med brevet her, da dette intermezzo er skrevet på fransk, indtil en tysk sætning forstærker blødningen), og hvis man ikke vidste bedre, kunne man sagtens som linjedommer i dette spil, pludselig få den uforskammede tanke, at værket slet ikke eksisterer; hverken Fauths eller Boydings, men simpelthen er livet. Altså – LIVET!

Måske er denne anmeldelse tilmed en del af fiktionens overfræsende, vildt frådende kobbel, og der er slet ingen nåde for de i livets skønhed fortabte sjæle, nej vel!

Det korte af det lange – dette værk er det, der ikke findes, og værket er det, der vokser ud af dette fravær. Lyder det kryptisk? Det er det slet ikke; det er definitionen på al god kunst, og det kan man ved selvsyn få øje på, hvis man læser dette forunderligt korte langdigt med indlagt blad; det R nemlig sådan, et blad skal falde ud af en bog på, en bog, der har den gultglødende afsondrethed som omslagsfarve, og som sådan er et festskrift til alle, der har fået øje på tilværelsens indbyggede katastrofe. Som SUT skrev way back then: døden er / ikke at elske og alt er som det plejer. Tiden, siger jeg; brug den på at læse denne digtsamling – også i går.


fredag den 16. december 2022

Vejen og kraften - den ultimative

Lao Zi
Vejen og kraften
Oversat og kommenteret af Lars Rasmussen
Det poetiske bureaus forlag, Bureauets lommebibliotek, 650 sider, 200 kr.

 
Af Jakob Brønnum

Jeg mangler faktisk superlativer til at beskrive den seneste udgave af en af verdens vigtigste bøger, Tao te king (Dao de jing) af den mytiske vismand Lao Tse (Lao Zi), skrevet mindst 250 år før vor tidsregnings begyndelse. Tidligere har man dateret ham helt tilbage til Homers tid, omkring 600 år fvt.

Lars Rasmussen har oversat, introduceret og kommenteret de 81 digt-lignende visdomstanker omkring den taoistiske grundtanke om Tao, livets vej og livets kraft. Bogen, der sjældent har fyldt mere end 100 sider i det dusin tidligere oversættelser på dansk, vi har set, er blevet en moppedreng (i et meget handy format) på 650 sider.

Der er ikke enighed om, hvordan bogen er opstået, men det er tydeligt, som Lars Rasmussen redegør for med stor grundighed, at den også rummer ældre traditionsstof. Ligesom folkemusikerne i 1960’erne, lånte de kinesiske hoffilosoffer fra før kejserrigets samling med arme og ben. Det svækkede ikke en tekst, at den trak på ældre forlæg, tværtimod.

Da jeg for år tilbage ville genlæse Tao te king inden en kinarejse, indså jeg at den dunkelhed, jeg havde oplevet som 20-25 årig, da jeg stiftede bekendtskab med værket første gang, ikke (udelukkende) skyldtes min ukyndighed, men vanskeligheden ved at bringe det luftige begreb Tao på ord i en europæisk sprogdragt. Jeg læste tre forskellige oversættelser på flere sprog og skabte en sammenhæng og en fornemmelse. Havde jeg haft Lars Rasmussen havde det været tilstrækkeligt.

Naturfilosofien

Om Tao (Dao), her oversat Vejen, skriver han: ”Daoismen er en naturfilosofi. Naturen er Vejens frembringelse, og Vejen kommer til udtryk i alle naturens foreteelser. Vil man nå til forståelse af eller opnå kontakt med Vejen, kan man altså betragte naturen. Ordet naturen har endda fra flere sider været nævnt som et oversættelsesforslag, men det er forkert; naturen hører til i dualiteternes verden (med himmel og jord som sagt som den primære dualitet), mens Vejen selv er hævet over enhver spaltning. Vejen selv er en usynlig, men virksom realitet, og udgør, som den synliggøres i naturen, et forbillede for menneskelig moral og adfærd. Vær som dalen, vær som vandløbet, hedder det, og vær som en sten, vær som et stykke råt træ.” (s. 44)

Senere læsninger har vist mig, at begrebet med andre ord ligger og dirrer et sted mellem Platons Logos og Aristoteles Anima (som traditionen kalder det, egentlig Psyché), selvom sinologen muligvis ville mene, at det her er Qi (Ki), livskraften, vi taler om, og at Dao er dens næsten uforudsigelige bevægelsesmønster. Begge begreber behandles grundigt af Lars Rasmussen.

Vi er under alle omstændigheder et sted i eksistensfilosofien, hvor kun bøger som Bhaghavad Gita (egentlig et afsnit i Mahaharata) og Johannesevangeliet og måske, men alligevel nok ikke, Marcus Aurelius Mediationer og Boethius Filosofiens trøst kan sige at have tilsvarende udbredelse og gennemslagskraft indenfor livsfilosofien, litteraturhistorisk set fra et vestligt perspektiv.

Livsfilosofiens status og det redaktionelle redaktionelle parameter for, hvad den enkelte mainstream-dansker bør udsættes for, gør, at bogen ikke er anmeldt andetsteds. Det er mærkeligt, for Lars Rasmussens introduktioner er, omend velgørende nørdede til tider, vitterligt uhyre enkelt og klart skrevet. Bibliotekerne har efter en indsigtsfuld lektørudtalelse, der kalder oversættelsen ”den autoritative udgave på dansk", dog købt relativt pænt ind viser et opslag på bibliotek.dk. Det er meget opmuntrende, og endnu mere opmuntrende, at Det poetiske bureaus forlag har villet binde an med projektet i forlagets fornemme ”lommebibliotek” af klassikere.

Er der en tekst, der nærmer sig en form for almenkendthed, er det åbningsteksten:

En vej, man kan gå på,
er ikke den evige Vej.
De navne, man kan give den,
er ikke dens sande navn.
Der er slet ikke noget navn
for himmelens og jordens oprindelse,
så skulle man da kalde den
altings moder.

Kun den, der er absolut blottet for begær,
kan se dens dybder.
Den, der hele tiden nærer begær,
får kun øje på dens ydre
Det er to sider af samme sag,
blot med hver sit navn,
tilsammen kaldet mysteriet.
Det er mysteriet over alle mysterier,
porten til livets vidunder.

Klokkeren eksegese

Det mageløse ved Lars Rasmussens oversættelse er ikke blot, at teksten faktisk står smukt og læsværdigt på dansk, men at teksten efterfølges af 6-8 sider (!) klokkeren eksegese, altså ordforklaring og samlet kommentar, foruden en oversigt over, hvor de samme begreber, der udgør denne teksts tyngdepunkt kan genfindes i de andre 80.

Her er et lille-bitte udsnit af kommentaren, der forholder sig til de centrale oversættelser gengivelse af de berømte åbningsord: ”Som verbum kan dao også betyde tale. Den klassiske oversættelse af bogens berømte åbningslinie lyder: Den vej, man kan tale om, er ikke den evige Vej. Den anvendes af såvel Waley, Lau, Guying, Pepper og Wang som Henricks; Andersen har sin egen omskrivning: Vejen er det der kan følges, det er ikke nogen fastlagt vej; en efter min mening valen og ikke let forståelig formulering.”

For teologen og filosoffen klinger Platons Logos tydeligt med. Logos, der også betyder tale og på latin oversættes med ratio (der er blevet til det, der angiveligt styrer vor verdensopfattelse, nemlig fornuft). For filosoffen kan man yderligere høre forbindelse til Tractatus 7, Wittgensteins berømte slutord, ”det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.”

”Vejen og kraften” er et livsværk, på flere måde: Et mesterstykke af Lars Rasmussen, der leverer en bog, der har den fornemste af alle egenskaber, nemlig at det er kropumuligt nogensinde at blive færdig med den, og et livsværk, derved at bogen går så tæt på de kræfter og strømme, der inderst styrer alle menneskers tilværelse hvert øjeblik og i det store perspektiv, som det er muligt.





onsdag den 14. december 2022

Flot genåbning i Esbjerg

Esbjerg Kunstmuseum, Havnegade 20, 6700 Esbjerg. Frem til d. 26. februar 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Efter en længere periode, hvor Esbjerg Kunstmuseum kun har vist sin faste udstilling, blev et indbygget kunstværk, en installation og en særudstilling indviet d. 23. september i år. Elafur Eliasson lokker gæster til med "The curious wall", men der er også mange andre værker, det er værd at stifte bekendtskab med.

Olafur Eliasson: "The curious wall"
Kunstværk og interaktiv reklame

Olafur Eliassons mur, ”The curious wall”, som museets gæster møder, inden de går ind i bygningen, præsenterer otte kalejdoskoper, hvoraf de fire kan ses udefra, mens man skal ind i museet og ud i gården for at kigge ind i de sidste fire. Kalejdoskoperne, der løber gennem muren, leverer ikke blot smukke spejlinger, men vækker også nysgerrigheden hos den, der måske aldrig har været på kunstmuseum. På den måde er Eliassons mur ikke alene et kunstværk, men også en interaktiv reklame for museet.

Visualiserede data

Thorbjørn Lausten: "DRIFT", detalje

Thorbjørn Laustens ”DRIFT” fylder et stort kælderrum med en række hvide vægge, hvorpå der vises film, som hver især består af grafisk bearbejdede data, der er stammer fra Danmarkstrædet og den vestlige del af Østersøen; data, som trækkes ned fra Den Europæiske Rumorganisations satellitter. Ved at omdanne data, der normalt bliver benyttet i en naturvidenskabelig kontekst, til et skiftende grafisk udtryk, åbner Lausten for en række spørgsmål: Hvad er det for en virkelighed, grafikken visualiserer? Kan man udlede fakta om klimaforandringer af målingerne og kan forandringerne i så fald ses i visualiseringen? Hvad består en måling af, når den også kan omdannes til farve og form? Er visualiseringen mere præget af kunstneren end af de data, der præsenteres på filmene? 

Ikke nok med, at værket bygger på data fra to forskellige steder. Det vises også simultant i både Esbjerg Kunstmuseum og Nikolaj Kunsthal i København.

Rui Chafes: "Apaga-me os olhos"
”Sku’ det være kunst?”

I særudstillingen ”Andre dimensioner” er der ikke så få fascinerende værker, f.eks. Rui Chafes’ på samme tid smukke og drilske kolos af en skulptur ”Apaga-me os olhos” (”Sluk mine øjnes lys”) fra 2005. Når man ser den kuglerunde, tilsyneladende vægtløse sorte jernbold, kigger man uvægerligt op for at finde den wire, værket hænger i, men den eksisterer ikke. Man er blevet snydt af de pyntelige bånd, der falder ned fra bolden, og som ved nærmere undersøgelse viser sig at være det, kuglen hviler på.

Et andet muntert eksempel er Erik Andersens postkasserøde mannequin ”Piccolini” (2002), der på en lige så postkasserød bakke tilbyder museets gæster de mål, som et fiktivt kunstværk består af. Målene er placeret i et sindrigt – eller helt tilfældigt - system, som dog ikke giver mening, fordi man ikke ved hvilke materialer, der skal udfylde målene, og hvordan de skal placeres i forhold til hinanden. Her kan man med god samvittighed spørge: ”Sku’ det være kunst?”, for værket er der jo ikke – men i dette tilfælde er det netop kunsten.

Erik Andersen: "Piccolini"

Jeppe Heins ”No Presence” (2002), der består af en flerfarvet neonkugle, er som et lille barn, der vældig gerne vil ses, men bliver genert og slukker, når beskueren nærmer sig. Mere alvorligt er Mark Dions værk ”The Natural Sciences” fra 2015, hvor kunstneren peger på, at fagkundskaben i sin undersøgelse af naturen ikke kan undgå at påvirke den. Derfor har han lavet 16 fluorescerende figurer, der hver især repræsenterer sit naturvidenskabelige fag, f.eks. iktyologien (læren om fisk), botanikken og mineralogien, og hvis selvlysende fremtoning minder beskueren om, at disse dyr, planter, forsteninger mm. er påvirket af at have været i menneskehænder. Når vi systematiserer og kategoriserer, skaber vi et overblik, men risikerer samtidig at overse andre detaljer.

Mark Dion: "The Natural Sciences"
Sådan er det også med ”Andre dimensioner”, hvor de lidt ældre værker let overses, fordi de nyere ofte er større og mere påtrængende. Det gør dog ikke så meget, for der er rigeligt at se på i den fornemme, sjove og tankevækkende særudstilling.

En kortere version af artiklen har tidligere været bragt i Kunstavisen.

tirsdag den 6. december 2022

Klimakrise i Vestjylland

Vestjyllandsudstillingen, der kan ses i JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum til og med d. 29. januar 2023, indeholder tankevækkende kommentarer til klimakrisen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Vestjyllandsudstillingen” er ikke kun en udstilling, men også en kunstnersammenslutning. Ud over sammenslutningens medlemmer udstiller to gæster, nemlig Flemming Jarle og Soley Ragnarsdottir. Udstillingens tema er klima og bæredygtighed/biodiversitet, hvilket Flemming Jarle har grebet humoristisk an ved at støbe en ovnstegt flæskesteg i bronze og placere den på et stort spækbræt. Er det en henvisning til, at vi i klimakrisens tid skal spise mindre kød, og at flæskestegen fremover vil blive en raritet?

Smuk og behagelig undergang

Flæskestegen er flot udført, ligesom det er tilfældet med Bibi Hansens smukke krukker og urner af raku. Men også her er der noget, der skurer, for hvad er det, urnerne skal indeholde? Vi går store ændringer i møde - ja, de finder sted her og nu. Mange dyrearter uddør og menneskeliv trues af oversvømmelse og tørke. Er det asken herfra, der skal fyldes i krukkerne og urnerne?

En meget effektfuld installation, der består af to værker, ligger henkastet på gulvet i form af nogle dyner med to høretelefoner på. Tager man dem på, er det sikkert kunstneren Signe Vads stemme, man hører synge med på et nummer med teksten: ”Don’t they know it’s the end of the World?” Således fortsætter de fleste af os vesteuropæere en behagelig tilværelse, mens vi forsøger at reducere klimakrisens alvor.

Tilblivelse og tilintetgørelse

Steffen Tast forener tilblivelse og tilintetgørelse i værket ”Celledeling”, der netop viser en celle, som lige er blevet til to. Men cellerne er allerede destruerede, for de spejle, de består af, er splintrede, og når man ser på dem, fremstår også det, de spejler, skamferet. Alt, undtagen cellernes ovale form, er ødelagt.

Også Lars Waldemar beskæftiger sig med celler og andre fysiske strukturer, men de objekter, han præsenterer i petriskåle og æsker, synes at tilhøre ukendte arter. Genkendelige er dog de strukturer, der er syet ind i en række karklude. De ligner noget, man kan betragte i et mikroskop. Men er disse byggesten til mere kompliceret eksistens syet ind i karklude som en besk kommentar til den måde, vi behandler livet på? Fjerner vi livets mulighed for udfoldelse, som man fjerner snavs med en karklud?

Nævnes skal også Noelia Mora Solvez’ ”Video. Kaktus kan dø, 2”, hvor et nøgent menneske som en moderne Sisyfos gang på gang bestiger et vissent kaktusblad. Er det en post-klimakrise-vision af menneskets forsøg på at finde fodfæste på den udpinte klode?

Artiklen har tidligere været bragt i Kunstavisen.

torsdag den 1. december 2022

Samleren i Sibirien

Roy Jacobsen og Anneliese Pitz: ”Manden som elskede Sibirien”, Turbine 2020, 284 sider. Oversat fra norsk af Camilla Christensen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Manden som elskede Sibirien” har undertitlen ”en sommerfuglesamlers erindringer fra Østsibirien”, og det er både sandt og usandt. Til grund for romanen ligger nemlig en række optegnelser og artikler af den tyske naturobjektsamler Friedrich Carl Gustav Dörries, kaldet Fritz, men da hans oldebarn, der bor i Norge, ikke kunne læse optegnelserne, fordi de var skrevet med Sütterlin, en særlig gotisk håndskrift, søgte hun hjælp hos forfatteren Roy Jacobsen. Han kunne dog heller ikke tyde skriften, men det kunne hans belgiske kone, Anneliese Pitz, der har læst og undervist i lingvistik og blandt flere sprog bemestrer russisk. Ægteparret fordybede sig i Dörries’ optegnelser og øvrige skrifter, besøgte Sibirien og læste yderligere om det mægtige landområde. På den baggrund kunne de forfatte det værk, der fremstår som Dörries erindringer, men som altså er en genremæssig blanding mellem selvbiografi og roman.

Resultatet af genreblandingen er kort sagt vellykket. Under læsningen glemmer man, at bogen er skrevet små 80 år efter, at Dörries nedfældede sine optegnelser til familien. Han døde 101 år gammel i 1953 – 11 år efter at han skrev optegnelserne - men åbenbarer sig lyslevende under læsningen.

Havde Roy Jacobsen og Anneliese Pitz ikke haft et stort kildemateriale til at kunne dokumentere sandfærdigheden af bogens indhold, ville man have anset den for at være lige lovlig fantasifuld, for hold da op! hvor har Fritz Dörries været heldig mange gange. Naturligvis kan han have fortalt skrøner i sine optegnelser til familien, men det er dog mere sandsynligt, at han rent faktisk har været i stand til at holde hovedet koldt, når han pludselig stod overfor en bjørn eller tiger, eller når han opdagede, at han lå i en seng fuld af slanger, og derfor – godt suppleret af et aldrig svigtende held – slap uskadt fra møderne.

Disse dramatiske scener suppleres af smukke naturbeskrivelser. Landskaber udfolder sig for det indre øje under læsningen. Dertil kommer beskrivelsen af de mangfoldige dyr, Dörries kommer i nærheden af og i mange tilfælde nedlægger for at sende dem til videnskabelige undersøgelser og efterfølgende udstilling i Europæiske museer.

En uudtømmelig rigdom

Der er noget ualmindelig hårdkogt over romanens jeg-fortæller, men han besidder også en eftertænksomhed og taknemmelighed over at være en lille brik i den natur, han lever i og af. Dörries undergår også en forandring undervejs, idet hans lyst til at dræbe de dyr, han er sendt til Sibirien for at fremskaffe, bliver mindre og mindre, og på de sidste to ekspeditioner skyder han kun de dyr, han og hans rejsefæller skal spise.

Mængden af de dyr, Dörries har slået ihjel gennem sine år i Sibirien, er da også betragtelig. Ja, i vore dage, hvor dyrearter forsvinder som en bekræftelse på biodiversitetskrisen, er tallet skræmmende. Men Fritz Dörries levede i en tid, hvor der vitterlig var massevis af vildt. Det er netop derfor, at han har kunnet sende så store mængder døde dyr til Europa. Som moderne læser må man uvægerligt skræmmes over, at antallet af dyr falder drastisk. Verdensnaturfonden oplyser, at bestanden af fugle, fisk, pattedyr, krybdyr og padder i gennemsnit er reduceret med 69 procent på 50 år. Det var ikke Dörries problem, og han havde næppe i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig en sådan katastrofe. Han dræbte dyr til videnskabeligt brug, fordi han anså faunaen for at være en uudtømmelig rigdom. Særligt sommerfugle satte han pris på. Interessen blev allerede vakt, da han var seks år gammel, og den udvikledes i takt med, at Dörries blev ældre. Fascinationen får bl.a. dette udtryk:

”Det faldt mig pludselig ind, at udover sommerfuglenes intrikate anatomi og de tre udviklingsstadier, metamorfoserne, måtte mit valg af yndlingsobjekt have noget med døden at gøre: En sommerfugl er ganske enkelt for skrøbelig til at være i live. En sommerfugl er mere skrøbelig end et hvilket som helst kronblad, den er et levende snefnug. Og alligevel kan den vandre tusindvis af kilometer og være i stand til at modstå selv de hårdeste storme. Sommerfuglene er mysterier, dyr, der ikke skulle have eksisteret og alligevel gør det, og når man først opdager dem, kan man aldrig tvivle på, at de er landskabets egentlige sjæl.” (s. 27).

Om disse tanker er Dörries’ eller Jacobsen og Pitz’ får læseren ikke at vide, men der er en særlig skønhed i, at de tilskrives den alt andet en skrøbelige samler. Fritz’ far, der selv er lidenskabeligt optaget af sommerfugle og gør, hvad han kan for at lade interessen smitte af på sine sønner, forklarer, at det uforståelige er dragende, netop fordi det er uforståeligt. Idet man pludselig kan forklare det, man tidligere ikke forstod, vil man uvægerligt vende sig mod et nyt mysterium, for det er mysterierne, der gør livet værd at leve.

Måske er det netop denne overbevisning, der får Dörries til at udholde ekstrem kulde i en lang række sibiriske vintre.

I dag synes det underligt, at han kan have denne fascination og samtidig tage livet af så mange dyr, f.eks. 61.500 sommerfugle og 520 rovdyr. Der har nok ligget en del forfængelighed i at få nyopdagede arter opkaldt efter sig, men det er ikke tilstrækkelig grund. Tiden var bare en anden, og derfor benytter Dörries også metoder, som intet menneske med skam i livet ville gøre brug af i dag: For at sikre sig eksemplarer af ørne uden skudhuller i fjerdragten, skyder han en hjort og forgifter kødet med stryknin. Resultatet er ikke alene, at en række ørne spiser af kødet og falder døde om på stedet, men at andre dyr lider den samme skæbne. Skønt Dörries er henrykt over udbyttet, får han som sagt mindre og mindre lyst til at dræbe. Han bliver i højere grad opmærksom på nogle dyrs adfærd, når de konfronteres med døden:

”Hen på forsommeren skød jeg mod to vilde knopsvaner. Hunnen døde, men rugede. Hvis jeg havde vidst, at der var æg, havde jeg aldrig skudt. Hannen lettede imidlertid og forsvandt. Men da jeg ti-tolv dage senere kom tilbage for at se, om han havde overtaget rugningen, lå også han død ved siden af reden. Gennem en nærmere undersøgelse af maveindholdet kunne jeg konstatere, at han ikke havde taget føde til sig siden hunnens død. Han var sandsynligvis sultet ihjel af sorg.” (s. 220).

Etnografiske samleobjekter

Ud over at indsamle naturobjekter havde Dörries også til opgave at opkøbe genstande fra de lokale stammer, så de kunne indgå i etnografiske samlinger i Europa. Af og til boede han blandt de lokale i en periode og fik derved indsigt i deres levevis. Selvom han ikke udelukkende talte kønt om deres skikke, opførte han sig ikke, som den typiske kolonisator, hvilket nok havde flere årsager. Dels at han var for interesseret og fordomsfri til for alvor at føle sig hævet over de sibiriske stammesamfund, dels fordi Tyskland aldrig har været en stor kolonimagt, og dels fordi han havde erfaret, at de lokale var gode at arbejde sammen med.

Fortælleglæde som fremdrift

”Manden der elskede Sibirien” er egentlig ikke en bog, der er svær at lægge fra sig, men når man læser i den, føler man sig i godt selskab. Den fører fra den ene hændelse til den næste uden anden fremdrift end fortælleglæden. Den er til gengæld stor, og det skal både Roy Jakobsen, Anneliese Pitz og Fritz Dörries have anerkendelse for. At bogen er smukt illustreret skal også lige nævnes.


tirsdag den 29. november 2022

Kender De hr. Gaspard? – Hvad vil De ham, den rad?

Et af (før-)modernismens fundamentale værker og en af litteraturens mest forbløffende litterære præstationer er endelig kommet på dansk. Det er Nattens Gaspard af Aloysius Bertrand (1807-41). Den smalle bog har fået mulighed for at bringe et uddrag af bogen, nemlig dens lange prolog.

For at forberede læsningen er der planlagt en introduktion. Men fremfor at skrive noget, der måske eller måske rammer læseren, har Den smalle bog valgt at bringe den indsigtsfulde lektørudtalelse fra bibliotekerne, udarbejdet af Peter Holm Rasmussen i sin helhed.

Bogen er kommenteret, oversat og illustreret af Mark Holm Møller og udgivet af Forlaget Multivers (285 sider, 2022)

Lektørudtalelsen

Kort om bogen

En romantisk, gotisk klassiker med prosadigte og illustrationer, der sværmer om groteske, okkulte og lidenskabelige fantasmer. Til dystre romantikere og melankolske sjæle med sans for det poetiske og drømmende

Beskrivelse

Aloysius Bertrand (1807-1841) betragtes som prosadigtets fader i kraft af dette værk, som først blev udgivet posthumt og fik stor indflydelse på senere digtere, som fx Baudelaire og Mallarmé. Samlingen består af prosadigte i seks dele, der ledsages af oversætterens efterskrift og kommentarer. Digtene handler om okkulte hændelser og gamle alkymister, aparte karakterer og deforme figurer, middelaldertableauer, engle og naturvæsner. Digteren driver ofte ud i drømme, i naturen, i længslen efter skønhed, påvirket af måneskinnet. Flere af digtene former sig som små samtaler eller monologer. Samlingen har uddrag af Bertrands efterladte stykker og har illustrationer af Rembrandt van Rijn, Jacques Callot og Mark Holm Møller

Vurdering

En i alle aspekter fascinerende bog, som det er helt utroligt at vi nu får på dansk, og må jeg tilføje i en pragtfuld oversættelse. Bertrand er et charmerende bekendtskab. Teksterne er herligt besynderlige og udsøgte. Et virkeligt plus er noteapparatet, som er en kæmpe hjælp i afdækningen af Bertrands mange referencer i digtene

Andre bøger om samme emne

Stemningen er tæt på fx Nerval i Kimærerne og andre digte, Baudelaire i Parisisk spleen og Lautréamont i Maldorors sange. Ravel har sat musik til værket med "Gaspard de la nuit"


Aloysius Bertrand: Nattens Gaspard (1842)

PROLOG

Jeg elsker Dijon, som barnet elsker ammen, hvis mælk det diede, som poeten pigen, der indviede hans hjerte. – Barndom og poesi! Hvor den ene er forfløjen, den anden forløjen! Barndommen er en sommerfugl som skynder sig at brænde sine hvide vinger i ungdommens flammer, og poesien kan lignes med mandeltræet: Dens blomster er parfumerede og dens frugter bitre.

En dag sad jeg afsondret i Arkebusehaven – opkaldt efter det våben, der her engang så ofte genlød ved papegøjeriddernes dyster. Ubevægelig som jeg var på min bænk, kunne man have lignet mig med Bazire-bastionens statue. Dette mesterværk af figurmageren Sévallée og maleren Guillot forestillede en abbed, som sad og læste. Intet manglede i hans ornat. På afstand tog man den for en person; på nært hold så man, at det var en afstøbning.

En spadserendes hosten fordrev min sværm af dagdrømmerier. Det var en stakkels djævel, hvis ydre vidnede om lutter elendighed og lidelser. Jeg havde allerede i selvsamme have noteret mig hans luvslidte skødefrakke, som var knappet helt op til hagen, hans deforme filthat, som aldrig havde set en børste, hans hår, der var langt som en pilekrone og viltert som et krat, hans afmagrede hænder, der lignede dynger af dødningeben, hans poliske fysiognomi, lumskt og sygeligt, som endte i et trævlet nazaræer-skæg; og mine gisninger havde nådigt placeret ham blandt disse småkunstnere, spillemænd og portrætmalere, som en ustillelig sult og en uudslukkelig tørst fordømmer til at vandre verden om i Den evige Jødes fodspor.

Vi var nu to på bænken. Min sidemand bladrede i en bog, fra hvis blade en udtørret blomst uden hans vidende undslap. Jeg samlede den op for at give ham den. Den ukendte førte den, idet han takkede mig, til sine visne læber og lagde den tilbage i den mystiske bog.

– »Denne blomst,« dristede jeg mig til at spørge ham, »er velsagtens symbolet på en eller anden skøn, svunden kærlighed? Ak ja! Vi har alle en lykkens stjernestund i fortiden, som forpurrer fremtidens fortryllelser!«

– »De er poet!« svarede han mig smilende.

Samtalens tråd var knyttet. Om hvilken ten ville den mon nu vinde sig?

– »Poet, hvis poet er at have søgt kunsten!«

– »De har søgt kunsten! Og har De fundet den?«

– »I guder! Blot den ikke er en kimære!«

– »En kimære... Også jeg har søgt den!« udbrød han med geniets begejstring og triumfens eftertryk.

Jeg bad ham oplyse mig, hvilken optiker han var sin opdagelse skyldig, eftersom kunsten for mig havde været, hvad en nål er i en høstak.

– »Jeg havde sat mig for,« sagde han, »at søge kunsten, som Rosenkreutzerne i Middelalderen søgte de vises sten; – kunsten, denne det nittende århundredes vises sten!«

»Ét spørgsmål satte først mine kundskaber på prøve. Jeg spurgte mig selv: Hvad er kunst? – Kunst er poetens videnskab. – En definition så brillant som den ædleste diamant.«

»Men hvilke er da kunstens bestanddele? – Dette andet spørgsmål tøvede jeg flere måneder med at besvare. – En aften da jeg således i dunsten fra en olielampe støvede rundt i en boghøkers bod, gravede jeg et lille bind i barokt og uforståeligt sprog frem, hvis titel prydedes af et våben med en amfistær, som udfoldede følgende to ord på en banderole: Gott – Liebe. Med nogle få skillinger var denne skat betalt. Jeg stormede op til mit kvistkammer, og her forekom det mig med ét, idet jeg forundret stavede mig frem i den gådefulde bog, ved det måneplettede vindue, at Guds finger sagte strejfede klaviaturet på altets orgel. Således løsner de summende sværmere sig af blomsternes skød, hvis læber dåner ved nattens kys. Jeg faldt hen ved vinduet og så ned. Hvilket sælsomt syn! Drømte jeg? En terrasse, som jeg aldrig før havde ænset, med lifligt duftende appelsintræer, en hvidklædt ungmø, som klimprede på harpe, en sortklædt olding, som bad på knæ! – Bogen gled mig af hænde.«

»Jeg steg ned til terrassens skikkelser. Den gamle var en præst af den reformerte tro, som havde forladt sit Thüringens kolde fædreland for vort Bourgognes tempererede eksil. Harpenisten var hans eneste barn, en blond og skrøbelig skønhed på sytten år, som var ved at sygne hen af kærlighedslængsel; og den bog der var kommet i min besiddelse var et tysk euchologion til brug for kirker af den lutherske rite, smykket med et våbenskjold tilhørende en fyrste af huset Anhalt-Köthen.«

»Ak! min herre, lad os ikke oprøre en endnu ikke henfalden aske! Elisabeth er nu blot en Beatrix svøbt i himmelblåt. Hun er død, hr., død! Og se her euchologiet, hvorpå hun gød sin blu bøn, rosen, hvorpå hun åndede sin uskyldige sjæl. – En blomst tørret ind til en knop, ligesom hende! – En lukket bog, ligesom hendes skæbne! – Velsignede relikvier som ej vil blive glemt i evigheden, med de tårer som væder dem, når ærkeenglens trompet har omstyrtet min gravsten, og jeg stormer hinsides alle verdener, frem til den fagre for endelig at tage plads ved hendes side under Guds åsyn!...«

– »Og kunsten?« spurgte jeg ham.

– »Det som i kunst er følelse var min smertelige erobring. Jeg havde elsket, jeg havde bedt. Gott – Liebe, Gud og Kærlighed! – Men det som i kunst er idé pirrede endnu min nysgerrighed. Jeg troede, at jeg ville finde kunstens slutsten i naturen; altså studerede jeg naturen.«

»Jeg forlod mit hjem ved daggry og vendte først tilbage efter mørkets frembrud. – Om eftermiddagen elskede jeg, med albuerne på brystværnet af en faldefærdig bastion, time efter time at indånde den vilde og gennemtrængende duft af levkøjen, som med sine gyldne bundter spætter efeuklædningen på Ludvig XI’s feudale og affældige citadel;* at se det rolige landskab purres af et vindpust, af en solstråle eller af en regnbyge, svalespurven og gærdernes småfugle tumle sig i den spredte grøde af skygger og lys, droslerne som er strømmet til fra bjerget for at høste vinrankerne, som er tilstrækkeligt høje og tætte til at dække selv hjorten fra fablen, ravnene slå ned i udhungrede flokke fra hvert et punkt på himlen på et hesteådsel efterladt af rakkeren** i en eller anden grønklædt lavning; at høre vaskekonerne som fordum lod deres banketræ genlyde muntert langs bredden af Suzon*** og barnet som sang en klagende melodi, idet det neden for muren drejede rebslagerens hjul. – Snart banede jeg for mine drømmerier en sti af mos og dug, af stilhed og sjælero, fjernt fra byen. Hvor ofte har jeg ikke ribbet deres stængler for røde og syrlige frugter i de afsondrede tykninger ved Ungdommens kilde og i Vor Frue af Dammens eremitage, åndernes og feernes kilde, djævlens afkrog!* Hvor ofte har jeg ikke opsamlet en forstenet konk og en fossil koral på Sankt Josephs stenede højdedrag som uvejret har furet! Hvor ofte har jeg ikke fisket krebs i Tillernes filtrede vadesteder, mellem brøndkarsen, som skærmer den glinsende salamander, og blandt åkanderne, hvis lade blomster gaber! Hvor ofte har jeg ikke beluret snogen på Saulons plørede brinker, hvor intet andet høres end blishønens monotone skræppen og lappedykkerens dystre kurren! Hvor ofte har jeg ikke med et vokslys oplyst Asnières underjordiske grotter, hvor drypstenen dvælende destillerer den evige dråbe på seklernes klepsydra! Hvor ofte har jeg ikke hylet fra tinden af Chèvremortes bratte klipper, mens diligencen møjsommeligt besteg vejen tre hundrede fod under min tågetrone! Sågar om natten, sommernætterne, balsamiske og lyse, hvor ofte har jeg ikke danset opstemt omkring som en varulv om en ild tændt i den øde og græsbegroede dal, lige indtil skovhuggerens første økseslag monne ryste egene! Ah! Min herre, hvor besnærende ensomheden er for poeten! Jeg ville have været lykkelig ved at bo i skoven, og ved ikke at gøre mere lyd af mig end fuglen, som slukker sin tørst ved kilden, end bien som sanker forråd ved hvidtjørnen og agernet, hvis styrtdyk splintrer løvdækket!...«

– »Og kunsten?« spurgte jeg ham.

– »Tålmodighed! Kunsten var endnu i sin vorden. Jeg havde studeret naturens forestilling; jeg måtte nu studere menneskets monumenter.

»Dijon har ikke alle dage adspredt sig ved sine musikelskende bysbørns divertissementer. Den har iført sig harnisken, – kronet sig med stormhatten, – svunget partisanen, – trukket sværdet, – ladt hagebøssen, – kørt kanonen i stilling på sine værn, – strejfet om med flængede faner til trommernes takt, – og som minstrelsangeren, grånet i skægget, stødte i trompeten, inden han trakterede rebeccen, ville denne stad kunne fortælle forunderlige krigsberetninger; eller snarere, – dens sammensunkne bastioner, der i en muld blandet med fortidslevn omkranser hestekastanjernes udgravede rødder, – og dens sløjfede slot, hvis bro gynger under den udasede hoppes skridt, idet gendarmen vender tilbage til kasernen, – alt vidner om et dobbelt Dijon – et vor tids Dijon, et fordums Dijon.«

»Jeg havde snart banet vejen for det 14. og 15. århundredes Dijon, om hvilken der gik en runddans af atten tårne, otte porte og fire lønporte eller porteller, – Filip den Dristiges, Johan den Uforfærdedes, Filip den Godes, Karl den Dristiges Dijon, – med dens huse af klineler med gavle spidse som narrehuer, med facader krydset i Andreaskors; med dens palæer befæstet med smalle skydeskår, med dobbelte portfløje, med hellebard-befængte indergårde; – med dens kirker, dens helligåndskirke, dens abbedier, dens munkeklostre, og disses optog af klokketårne, af spir, af fialer, der udfoldede deres gyldne og azurne vinduer som bannere, der paraderede deres underfulde relikvier, der knælede i deres martyrers dystre krypter, eller i deres havers florafulde refugium; – med Suzons strøm, hvis løb, besat med træbroer og kornmøller, skilte abbeden af Sankt Benignus’ besiddelser fra abbeden af Sankt Stefans, akkurat som en stævningsmand i parlamentet skød sin embedsstav og sit »holdt!« ind mellem de to oppustede stridsparter; – Og endelig med dens tæt befolkede forstæder, hvoraf den ene, Sankt Nikolaus, udstrakte sine tolv veje under solen, hverken mere eller mindre end som en fed, farende so sine tolv patter. – Jeg havde indgydt liv i et kadaver, og dette kadaver havde rejst sig.«

»Dijon rejser sig; rejser sig, går, iler! – Tredive sangklokker klemter gennem en ultramarin himmel, blå som den gamle Albrecht Dürer malede den. Hoben trænges ved gæstgiverierne i rue Bouchepot, i badstuerne ved Kannikkerporten, ved promenaden i rue Saint-Guillaume, ved vekselereren i rue Notre-Dame, ved våbensmedjerne i rue des Forges, ved springvandet på Cordelierspladsen, ved bageren i rue de Bèze, ved markedshallerne på Champeaux-pladsen, ved galgen på Morimont-pladsen; – borgere, adelige, bønder, marodører, præster, munke, klerke, handlende, væbnere, jøder, longobarder, pilgrimme, minnesangere, embedsmænd fra parlamentet og fra revisionskammeret, embedsmænd fra salt-beskatningen, embedsmænd fra møntvæsenet, embedsmænd fra skovvæsenet, embedsmænd fra hertugens hus; – som hujer, som pifter, som synger, som jamrer, som beder, som mukker; – i oksespand, i bærestole, til hest, på mulddyrryg, på Den Hellige Frans’ pasgænger. – Og hvordan skulle man kunne tvivle på denne genopstandelse? Se, hvor silkestandarten vajer i vinden, halvt grøn, halvt gul, brocheret med byens våbenskjold, som er rødt med grønløvede vinranker af guld.«

»Men hvad er det for en kavalkade? Det er hertugen, som skal boltre sig i jagten. Hertuginden er allerede draget i forvejen til Rouvresslottet. Hvilken storslået ekvipage og mangfoldig kortege! – Hans Højhed Hertugen sporer en gråskimmel, som skutter sig i den skarpe og stikkende morgenluft. Bag ham volterer og revolterer man hos de Rige af Châlons, de Adelige af Vienne, de Brave af Vergy, de Trofaste af Neufchâtel, de Gode Baroner af Beaufremont. – Og disse to personager som skridter i halen af geleddet? Den yngste, som udmærker sig ved sin vams i okseblodsrødt velour og en klaprende narrebriks, griner sig hæs; den ældste, stadset ud i en kappe af sort klædestof, under hvilken han bærer en svær psalter, dukker hovedet med en konfus mine: Den ene er Skøjernes konge og den anden hertugens kapellan. Narren stiller spørgsmål, som den vise ikke formår at besvare; og mens almuen råber: »Hurra!« – mens paradehestene vrinsker, – mens støverne glammer, – mens jagthornene gjalder, – passiarer disse to, – med tømmerne på nakken af deres skridtende gangere, – jovialt om den kloge kone Judit og om den gæve Makkabæer.«

»Nu blæser en herold imidlertid i signalhornet fra hertugboligens tårn. Han giver tegn til jægerne på sletten, som slipper deres falke løs. – Vejret er regnfuldt. En grålig tåge skjuler hans udsyn til det fjerne kloster i Cîteaux, hvor skovbrynet bades i marsken; mens en solstråle, – nærmere og tydeligere – udpeger Talantslottet, hvis terrasser og esplanader ligger udtakket i det fri, – hans agtværdighed Ventoux’ og hans højbårenhed Fontaines herresæder, hvis knap skimtelige vejrhaner rager op i buskadsernes grønne, – munkeklostret Sankt Maur, hvis dueslag tegner sig midt i en vrimmel af duer, – leprosariet Sankt Apollinaire, som har én eneste port og intet vindue, – kapellet Sankt Jakob af Trimolois, som kunnes lignes med en pilgrim syet til med skaller; – og neden for Dijons mure, hinsides Sankt Benignus-abbediets domæne, Chartreuseklosteret, der er hvidt som Sankt-Bruno-ordenens kutte.

»Dijons Chartreuse! Burgunderhertugernes Sankt Denis! Ak! At børn partout skal være jaloux på deres fædrene mesterværker! – Betræd nu det sted, hvor Chartreuse lå, Deres trin vil under lyngen støde mod slutsten, altertabernakler, gravmælers apsider, oratorieklinker; – sten på hvilke røgelsen har oset, voksen har brændt, hvor orgelet har summet, hvor levende hertuger har knælet, hvor døde hertuger er stedt til hvile. – O, storhedens og berømmelsens intet! Man planter flaskegræskar i Filip den Godes aske! – Intet mere af Chartreuse! – Jeg tager fejl. – Kirkeporten og klokketårnet står endnu. Det slanke og lette tårn med en tot levkøj i øret minder om en yngling, som holder en mynde i snor; den sirede port ville endnu være en juvel at hænge om halsen på en katedral. Der er desuden, – i klosterets indergård, – en gigantisk piedestal, hvis kors er væk, og omkring hvilken seks statuer af profeter er sat i nicher, – beundringsværdige i deres miserable forfatning... – Og hvad begræder de? De begræder tabet af korset, som englene atter har ført til himmels.«

»Chartreuses skæbne blev den samme som de fleste af de monumenter, der forskønnede Dijon på den tid, hvor hertugdømmet genforenedes med kongeriget. Denne by er nu blot skyggen af sig selv. Ludvig XI tilranede sig dens magt, Revolutionen halshuggede dens klokkeværker. Af syv kirker, en helligåndskirke, to abbedier og et dusin klostre har den kun tre kirker tilbage. Tre af dens porte er muret til, dens poterner er blevet revet ned, dens forstæder er blevet hærget, dens flodløb, Suzon, er styrtet i kloakkerne, dens befolkning er blevet affældig og dens adel kommet under tøflen. – Ak! Man ser tydeligt, at hertug Karl og hans riddere, der drog i kamp, – for snart fire århundreder siden,** – aldrig er vendt tilbage.«

»Og jeg selv, jeg strejfede om blandt disse ruiner som en arkæolog, der søger romerske medaljer i en fæstnings furer efter et stort skybrud. Det døde Dijon bevarer trods alt endnu noget af fordums rigdom, ligesom disse velhavende gallerhøvdinge, man begravede med et guldstykke i munden og endnu et i højre hånd.«

– »Og kunsten!?« spurgte jeg ham.

– »En dag befandt jeg mig foran Notre-Dame, optaget af at betragte Jacquemart, hans kone og hans børn, som slog til middag. – Jacquemart, hvis punktlighed, tyngde og flegma ville være emblemet på hans flamske oprindelse, selv hvis man måtte være uvidende om, at han angav timerne for Kortrijks godtfolk indtil denne bys plyndring i 1382. Gargantua borteskamoterede Paris’ klokker, Filip den Dristige Kortrijks urværk; enhver fyrste sit tilsnit. – Et latterudbrud lød deroppefra, og på et af det gotiske bygningsværks hjørner øjnede jeg en af disse monstrøse figurer, som Middelalderens skulptører har hængt ved skuldrene på katedralernes tagrender, en frygtelig figur af en fordømt, som, prisgivet til lidelsen, rakte tunge, skar tænder og vred sine hænder. – Det var den, som havde leet.«

– »De havde blår i øjnene!« udbrød jeg.

– »Hverken blår i øjnene eller halm i ørerne. – Stenfiguren havde leet, – leet med en tænderskærende, skrækindjagende, infernalsk latter, – men sarkastisk, bidende, pittoresk.«

Jeg skammede mig for min del ved så længe at have indladt mig med en monoman. Ikke desto mindre opmuntrede jeg med et smil denne kunstens rosenkorsridder til at fortsætte sin løjerlige fortælling.

– »Denne hændelse,« fortsatte han, »gav mig noget at gruble over. – Jeg sluttede, at eftersom Gud og Kærlighed var kunstens første betingelse, det, som i kunsten er følelse, – kunne Satan godt være den anden af disse betingelser, det, som i kunsten er idé. – Er det ikke også djævlen, der har bygget katedralen i Köln?«

»Således er jeg altså på jagt efter djævlen. Jeg blegner over Cornelius Agrippas magiske skrifter, og jeg skærer halsen over på min nabo skolelærerens sorte høne. – Ikke at der er mere djævel dér, end for enden af en devots rosenkrans! – Ikke desto mindre findes han; – Sankt Augustin har med sin pen vidnet om hans signalement: Dæmones sunt genere animalia, ingenio rationabilia, animo passiva, corpore aeria, tempore æterna. Det er ganske vist. Djævlen findes. Han kævler i Kabinettet, han plæderer i Paladset, han spekulerer på Børsen. Man stikker ham i vignetter, man brocherer ham i romaner, man iklæder ham drama. Man ser ham overalt, just som jeg ser Dem. Det er for bedre at kunne plukke hans skæg, at lommespejlet blev opfundet. Pulcinella fik ikke ram på denne fælles fjende. Ak! Havde han blot fået has på ham med et kølleslag!«

»Samme aften drak jeg Paracelsus’ eliksir, inden jeg skulle sove. Maveonde fik jeg, men ikke skyggen af den onde med horn og hale.«

»Endnu en skuffelse: – Et uvejr gennemblødte denne nat den gamle stad, som var krøbet sammen i sin søvn. Hvorledes det gik til, at jeg famlende flakkede om i Notre-Dames indre irgange uden at kunne se en pind, det vil en helligbrøde forklare Dem. Ser De, der er ikke den lås, hvortil en forbrydelse ikke kan skaffe nøgle. – Hør nådigst min forklaring! Jeg havde brug for en hostie og et relikvie. – Et lysskær prikkede hul i mørket. Flere kom efterhånden til syne, således at jeg snart anede en skikkelse, hvis hånd, forlænget af en lang fakkel, fordelte flammen mellem højaltrets kandelabre. Det var Jacquemart som, med vanlig uforstyrrethed under sin lue af sammenflikket jern, besørgede sin dont uden at synes at bekymre sig eller sågar bemærke dette verdslige vidnes tilstedeværelse. Jacqueline, knælende på trappen, forblev fuldkommen ubevægelig, mens regnen dryppede fra hendes blyskørt pyntet efter brabantisk mode, fra hendes blyhalskrave pibet som en knipling fra Brugge, fra hendes træansigt ferniseret som kinderne på en dukke fra Nürnberg. Jeg fremstammede et ydmygt spørgsmål om djævlen og om kunsten, da Maritornes arm afspændtes med en fjeders pludselige og brutale kraft, og ved den hundrede gange tilbagekastede larm fra den tunge hammer, hun knugede i næven, gjorde den sværm af abbeder, riddere, mæcener, som med deres gotiske mumier bebor kirkens gotiske krypter, et strømmende optog omkring alteret, som funklede af krybbespillets livlige og bevingede herligheder. Den Sorte Jomfru,* de barbariske tiders jomfru, med sin alens højde, med den skælvende krone af guldtråd, med kjolen stiv af gips og perler, den mirakuløse jomfru, foran hvilken en sølvlampe knitrer, sprang ned fra sin prædikestol som en snurretop og fór henover fliserne i en fandens fart. Hun skred frem i de dybe kirkeskibe med yndefulde og mageløse piruetter, ledsaget af en lille Sankt Johannes i voks og uld, som omfavnede en gnist og smeltede i blå og røde toner. Jacqueline bevæbnede sig med en saks for at klippe sit indsvøbte spædbarns tonsur, et vokslys oplyste dåbskapellet i det fjerne, og så...«

– »Og så?«

– »Og så vækkede solen, som skinnede gennem et glughul, spurvene, som hakkede på mine vinduesruder og klokkerne, som mumlede en vekselsang i det høje, mig. Jeg havde drømt.«

– »Og djævlen?«

– »Han findes ikke.«

– »Og kunsten?«

– »Den findes.«

– »Men hvor da?«

– »I Guds bryst!« – Og hans blik, hvori en tåre spirede frem, sondrede himlen. – »Vi, min herre, vi er intet andet end skaberens kopister. Det mest prægtige, det mest triumferende, det mest glorværdige af vore flygtige værker er aldrig andet end et uværdigt kontrafej, end et udslukt skær af det mindste af hans udødelige værker. Al originalitet er en ørneunge, som kun bryder sin skal i Sinais sublime og stormslagne egne. – Ja, min herre, jeg har længe søgt den absolutte kunst! O delirium! O dårskab! Betragt

denne pande rynket af ulykkens jernkrone! Tredive år! Og det arkanum, som jeg gennem så mange stædige nætters lukubration har søgt, for hvilket jeg har ofret ungdom, kærlighed, nydelse, lykke; dette arkanum bliver liggende, ubevægeligt og umærkeligt som en værdiløs småsten i mine illusioners aske! Intet opliver ingenlunde intetheden!«

Han rejste sig. Jeg tilkendegav min medlidenhed ved et hyklerisk og banalt suk.

– »Dette manuskript,« tilføjede han, »vil sige Dem, hvor mange instrumenter mine læber har prøvet, inden de fandt frem til det, som giver den rene og udtryksfulde tone; hvor mange pensler jeg har opslidt på lærredet, inden jeg så clairobscurens sarte morgenrøde fødes derpå. Her er optegnet forskellige fremgangsmåder, kanske nye, for harmoni og farve, det eneste resultat og den eneste godtgørelse mine lukubrationer har tilvejebragt. Læs det; De kan give mig det tilbage i morgen. Klokken kimer seks fra katedralen; slagene forjager solen, som fordufter langs disse syrener. Jeg vil trække mig tilbage for at affatte mit testamente. Godaften.«

– »Min herre!«

Forgæves! Han var borte. Jeg sad tilbage lige så fåret og forbløffet som en præsident, hvis justitssekretær netop har plukket en loppe fra hans næsetip. Manuskriptet var betitlet: Nattens Gaspard. Fantasier i Rembrandts og Callots manér.

Dagen derpå var en lørdag. Ikke en sjæl i Arkebuse; enkelte jøder fejrede sabbat. Jeg fór gennem byen og forhørte mig om hr. Gaspard hos enhver forbipasserende. Nogle svarede mig: – »Åh! De spøger!« – andre: »Ah ja, må han vride halsen om på Dem!« – og alle vendte mig straks ryggen. Jeg henvendte mig til

en vinbonde i rue Sankt Filibert, en pukkelrygget gnom af en karl, som gjorde sig bred i sin port, mens han lo hånligt ad min forlegenhed.

– »Kender De hr. Gaspard?«

– »Hvad vil De ham, den rad?«

– »Jeg vil give ham en bog tilbage, han har lånt mig.«

– »En sortebog velsagtens!«

– »Hva’beha’r! En sortebog!?... Fortæl mig, jeg beder Dem, hvor hans hjem er.«

– »Dernede, hvor det klovformede klokkehåndtag hænger.«

– »Men det hus... De viser mig til den herre biskoppen!«

– »Det er fordi, jeg lige har set den høje brunette som bleger hans messeskjorter og bladkraver gå derind.«

– »Hvad skal det sige?«

– »Det siger, at hr. Gaspard til tider majer sig ud som en ung og yndig pige for at friste gejstlige standspersoner, – et vidnesbyrd om hans eventyr med Sankt Antonius, min skytshelgen.«

– »Fri mig for Deres ondskabsfuldheder, og sig mig hvor hr. Gaspard er.«

– »Han er i helvede, for så vidt han ikke er andetsteds.«

- »Ah, nu begynder det omsider at dæmre! Hvad!? Nattens Gaspard skulle være?...«

– »Ah, ja... djævlen!«

– »Tak, min gode mand! Må han brænde i helvede, hvis det er dér Nattens Gaspard er. Hans bog trykker jeg.«


LOUIS BERTRAND

*   *   *


onsdag den 23. november 2022

Ung pige kastes for ulvene af sine forældre

Arthur Schnitzler: “Frøken Else”, Forlaget Ti vilde heste, 2022, 101 sider, oversat fra tysk af Jens Pedersen.

Af Egil Hvid-Olsen.

Arthur Schnitzler var kun seks år yngre end Sigmund Freud. Begge havde deres gang i Wien. I kortromanen ”Frøken Else” fra 1924 fornemmer man en tydelig inspiration fra psykoanalysens fader. Læseren føres gennem hele bogen af den 19-årige Elses stream-of-consciouness. Alt, hvad der udtales, er markeret med citationstegn. Al romanens øvrige tekst gengiver den unge piges tanker. Man må følge med, når Else gør et tankespring, eller når hun indforstået kommenterer personer, som læseren ikke tidligere er stødt på. Naturligvis har Schnitzler lagt fortællingen an, sådan at man hurtigt finder ud af, hvem det nu er, Else taler med, men han gør det så raffineret, at man ikke tænker over, at det er det, han gør. Resultatet er en regulær page turner, som både slipper den sorte humor fri og kritiserer den kultur, der dyrker det overfladiske. Der lurer nemlig altid noget i dybet af det menneskelige sind, som det er klogere at se i øjnene end at ignorere.

Frøken Else er en rigtig overklassepige. Forkælet, selvoptaget og kritisk overfor alle andre end sig selv. Dertil forstår man, at hun er køn. Med bluselsløs narcissisme dyrker hun sit eget spejlbillede, men andre finder hende bestemt også attraktiv.

De frække fødder

Selvom Else går i sit sidste teen-år, er hun mindst lige så selvoptaget som den gennemsnitlige teenager. Hun bliver forkælet af sine forældre, der finansierer hendes high society tilværelse. Tanken om at skulle ernære sig som eksempelvis barnepige er i Elses opfattelse mindst lige så slemt som at dø. Det er under hendes værdighed at skulle arbejde for føden.

Man kan spørge, hvilket mål hun så har i livet. Selvom hun ikke er meget for at tænke på det, er hendes mål at blive gift med en rig mand. Hun har ingen andre muligheder, for hun har brug for en mand, der kan forsørge hende. Tanken om at skulle være underlagt en mand er dog ikke attraktiv, særligt fordi hun næppe selv får lov at vælge, hvem hun vil giftes med. Else har intet imod mænd som sådan, men hvem hun skal være intim med, vil hun selv bestemme.

Østrogenerne tæsker rundt i kroppen på den unge kvinde og påvirker hendes tanker, så hun fantaserer om alle de elskere, hun skal have. Den slags forestillinger er særdeles upassende - ja, sygelige - i en kultur, hvor en kvinde end ikke må vise sine bare fødder. Men måske forholder det sig lige omvendt: At mænd bliver syge af ikke at måtte se andre utildækkede legemsdele på kvinder end ansigt og hænder. I hvert fald viser det sig i ”Frøken Else”, at den mandlige seksualdrift har svært ved at blive holdt nede; men igen foregår det i det skjulte.

Datter som lokkemad

Else udfordres, da hun, der er på hotelferie, modtager et brev fra sin mor. Det er ikke første gang, at Elses far har investeret familiens penge dårligt og har måttet tigge blandt venner for at låne penge, som alle ved, at han aldrig får betalt tilbage. Alligevel har faderen indtil videre undgået tugthuset. Men denne gang har han sværere ved at slippe ud af kniben, og derfor skriver Elses mor til datteren og opfordrer hende til at hjælpe med at skaffe den nødvendige sum.

Pludselig må denne unge og attraktive kvinde altså vove at afsløre sin skrøbelighed. Det må hun, selvom hun befinder sig i et selskab af rige mænd og kvinder, der alle som én undertrykker deres seksualdrift med et kompliceret sæt regler for god opførsel. Det er farligt farvand at navigere i, for selvom hun ved, hvem hun skal tigge om penge, ved hun ikke, hvad han kræver til gengæld, og samtidig truer skandalen, hvis noget af det forbudte eller skamfulde kommer for en dag.

Else lægger den ene plan efter den anden, men intet går, som hun havde håbet…

Humor og spænding i en gammel roman

Bogen er oversat fra tysk af Jens Pedersen, der driver mikroforlaget ”Ti vilde heste” sammen med Iben Haaest. Læsningen er ubesværet, fordi den består af en humoristisk afklædning af en samfundsklasse, der netop har det svært med det afklædte. Eftersom Schnitzler driver handlingen hastigt frem mod et uforudsigeligt klimaks, er bogen også elementært spændende. Meget mere kan man ikke forlange, og da slet ikke af en bog med små 100 år på bagen.

lørdag den 19. november 2022

Elverhøj-tossens trængsler

Arne Garborg: ”Haugtussa”, Hoff & Poulsen 2022, 248 sider. Oversat og kommenteret af Niels Green-Hansen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Haugtussa” betyder ”Elverhøj-tossen”, men denne tosse har også et rigtigt navn, nemlig Gislaug. Grunden til øgenavnet er, at Gislaug er synsk og derfor ser en masse troldtøj og djævelskab, som hun helst havde været foruden. At hun tilmed er en ung pige, der skal finde sin vej gennem livet, øger hendes udfordringer, og selvom hun har været vidne til en heksesabbat, er hun lige ved at opgive at finde sig til rette blandt mennesker og gifte sig med en elver.

”Haugtussa” blev skrevet af en af forkæmperne for nynorsk, Arne Garborg (1851-1924), og udkom i 1895 – på nynorsk/landsmål, naturligvis. I Norge er cyklussen kendt og elsket. Nu forefindes den for første gang på dansk. ”Haugtussa” er oversat og kommenteret af den danske digter Niels Green-Hansen, hvis egen produktion primært består af sang- og visetekster. Dette passer glimrende til Garborgs digte, hvoraf mange har fået melodier blandt andet komponeret af Edward Grieg.

Folketro og den svære kærlighed

Garborgs digtcyklus er ikke stramt opbygget. Der er mange ”tomme huller”, som læseren selv må fylde ud. Man formår dog alligevel ret ubesværet at følge Gislaugs genvordigheder, og har man svært ved det, kan man få god hjælp i Green-Hansens noter. Ikke alene må Gislaug slås med de overnaturlige væsner fra folketroen, der for hende er lige så virkelige som den natur, der også beskrives i digtene. Hun må også slås med kærligheden. Lykkelig er hun, da hun møder en ung mand, som ikke finder hende underlig, og som anerkender eksistensen af det, hun ser; men lykken er lunefuld, og Gislaug lader sig drage tættere og tættere på de underjordiske.

Således er ”Haugtussa” en folkelig fortælling om en forestillingsverden, der ikke lå særlig mange årtier bag Garborgs egen levetid. Der er rigeligt stof til både gys og latter i den lange cyklus, men bogen har også mindet læserne om en tid og kultur, der nok stadig har en lille plads i norsk selvforståelse.

Til heksesabbat

Bogens mest saftige del er heksesabbatafsnittet ”På Skare-Kula”. Det indledende digt har titlen ”Det vågner”. Man må uvægerligt spørge sig selv, hvad det er for et ”det”. Mange årtier inden Stephen King skrev sin gyser ”It”, havde Garborg grebet det uhyggelige ved det udefinerede. ”Det” skaber en utryghed, der snart bliver bekræftet, for alverdens troldtøj er ved at samle sig:

”Nu kommer springende troldbuk,

Svartalf og sorten dværg,

Havtrold, nøkke og voksgul gejst

Og alle, der bor i bjerg.

Med syvmileskridt er alle rejst

over fjeldet.” (s. 151).

Helt anderledes lyst og håbefuldt er det digt, der indleder afsnittet ”Høhøsten”:

”Sving leen, I karle, sving længe og støt.

Det nyslagne hø sender himmelsk og sødt

et varsel om tider, der kommer.

Der bredes en vellugt om bakke og bygd;

det virker berusende, føles så trygt:

en duft af den lyse skærsommer.” (s. 83).


Et sådant digt, hvoraf anden strofe er citeret her, har højskolesangspotentiale. Det særlige ved Garborg er, at han mestrer både det dunkle og uhyggelige og det lyse og lette. ”Haugtussa” giver adskillige eksempler på begge dele.

Gennemført udgivelse

Da visse af bogens udtryk hører den gamle, norske folketro til, har Green-Hansen forsynet bogen med en ordforklaringsliste. Han har ligeledes skrevet et kort, men informativt forord. I det hele taget er der gjort meget ud af udgivelsen, også fra forlagets side. Der er givet god plads på hver side til digtene, og bogen er i hardback-indbinding. På smudsbindet er gengivet et værk, der er malet af Arne Harborgs landsmand Edvard Munch (1863-1944). Motivet er en ung kvinde med store, skræmte øjne. Et udmærket bud på, hvordan den af syner plagede Gislaug ser ud.