torsdag den 1. december 2022

Samleren i Sibirien

Roy Jacobsen og Anneliese Pitz: ”Manden som elskede Sibirien”, Turbine 2020, 284 sider. Oversat fra norsk af Camilla Christensen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Manden som elskede Sibirien” har undertitlen ”en sommerfuglesamlers erindringer fra Østsibirien”, og det er både sandt og usandt. Til grund for romanen ligger nemlig en række optegnelser og artikler af den tyske naturobjektsamler Friedrich Carl Gustav Dörries, kaldet Fritz, men da hans oldebarn, der bor i Norge, ikke kunne læse optegnelserne, fordi de var skrevet med Sütterlin, en særlig gotisk håndskrift, søgte hun hjælp hos forfatteren Roy Jacobsen. Han kunne dog heller ikke tyde skriften, men det kunne hans belgiske kone, Anneliese Pitz, der har læst og undervist i lingvistik og blandt flere sprog bemestrer russisk. Ægteparret fordybede sig i Dörries’ optegnelser og øvrige skrifter, besøgte Sibirien og læste yderligere om det mægtige landområde. På den baggrund kunne de forfatte det værk, der fremstår som Dörries erindringer, men som altså er en genremæssig blanding mellem selvbiografi og roman.

Resultatet af genreblandingen er kort sagt vellykket. Under læsningen glemmer man, at bogen er skrevet små 80 år efter, at Dörries nedfældede sine optegnelser til familien. Han døde 101 år gammel i 1953 – 11 år efter at han skrev optegnelserne - men åbenbarer sig lyslevende under læsningen.

Havde Roy Jacobsen og Anneliese Pitz ikke haft et stort kildemateriale til at kunne dokumentere sandfærdigheden af bogens indhold, ville man have anset den for at være lige lovlig fantasifuld, for hold da op! hvor har Fritz Dörries været heldig mange gange. Naturligvis kan han have fortalt skrøner i sine optegnelser til familien, men det er dog mere sandsynligt, at han rent faktisk har været i stand til at holde hovedet koldt, når han pludselig stod overfor en bjørn eller tiger, eller når han opdagede, at han lå i en seng fuld af slanger, og derfor – godt suppleret af et aldrig svigtende held – slap uskadt fra møderne.

Disse dramatiske scener suppleres af smukke naturbeskrivelser. Landskaber udfolder sig for det indre øje under læsningen. Dertil kommer beskrivelsen af de mangfoldige dyr, Dörries kommer i nærheden af og i mange tilfælde nedlægger for at sende dem til videnskabelige undersøgelser og efterfølgende udstilling i Europæiske museer.

En uudtømmelig rigdom

Der er noget ualmindelig hårdkogt over romanens jeg-fortæller, men han besidder også en eftertænksomhed og taknemmelighed over at være en lille brik i den natur, han lever i og af. Dörries undergår også en forandring undervejs, idet hans lyst til at dræbe de dyr, han er sendt til Sibirien for at fremskaffe, bliver mindre og mindre, og på de sidste to ekspeditioner skyder han kun de dyr, han og hans rejsefæller skal spise.

Mængden af de dyr, Dörries har slået ihjel gennem sine år i Sibirien, er da også betragtelig. Ja, i vore dage, hvor dyrearter forsvinder som en bekræftelse på biodiversitetskrisen, er tallet skræmmende. Men Fritz Dörries levede i en tid, hvor der vitterlig var massevis af vildt. Det er netop derfor, at han har kunnet sende så store mængder døde dyr til Europa. Som moderne læser må man uvægerligt skræmmes over, at antallet af dyr falder drastisk. Verdensnaturfonden oplyser, at bestanden af fugle, fisk, pattedyr, krybdyr og padder i gennemsnit er reduceret med 69 procent på 50 år. Det var ikke Dörries problem, og han havde næppe i sin vildeste fantasi kunnet forestille sig en sådan katastrofe. Han dræbte dyr til videnskabeligt brug, fordi han anså faunaen for at være en uudtømmelig rigdom. Særligt sommerfugle satte han pris på. Interessen blev allerede vakt, da han var seks år gammel, og den udvikledes i takt med, at Dörries blev ældre. Fascinationen får bl.a. dette udtryk:

”Det faldt mig pludselig ind, at udover sommerfuglenes intrikate anatomi og de tre udviklingsstadier, metamorfoserne, måtte mit valg af yndlingsobjekt have noget med døden at gøre: En sommerfugl er ganske enkelt for skrøbelig til at være i live. En sommerfugl er mere skrøbelig end et hvilket som helst kronblad, den er et levende snefnug. Og alligevel kan den vandre tusindvis af kilometer og være i stand til at modstå selv de hårdeste storme. Sommerfuglene er mysterier, dyr, der ikke skulle have eksisteret og alligevel gør det, og når man først opdager dem, kan man aldrig tvivle på, at de er landskabets egentlige sjæl.” (s. 27).

Om disse tanker er Dörries’ eller Jacobsen og Pitz’ får læseren ikke at vide, men der er en særlig skønhed i, at de tilskrives den alt andet en skrøbelige samler. Fritz’ far, der selv er lidenskabeligt optaget af sommerfugle og gør, hvad han kan for at lade interessen smitte af på sine sønner, forklarer, at det uforståelige er dragende, netop fordi det er uforståeligt. Idet man pludselig kan forklare det, man tidligere ikke forstod, vil man uvægerligt vende sig mod et nyt mysterium, for det er mysterierne, der gør livet værd at leve.

Måske er det netop denne overbevisning, der får Dörries til at udholde ekstrem kulde i en lang række sibiriske vintre.

I dag synes det underligt, at han kan have denne fascination og samtidig tage livet af så mange dyr, f.eks. 61.500 sommerfugle og 520 rovdyr. Der har nok ligget en del forfængelighed i at få nyopdagede arter opkaldt efter sig, men det er ikke tilstrækkelig grund. Tiden var bare en anden, og derfor benytter Dörries også metoder, som intet menneske med skam i livet ville gøre brug af i dag: For at sikre sig eksemplarer af ørne uden skudhuller i fjerdragten, skyder han en hjort og forgifter kødet med stryknin. Resultatet er ikke alene, at en række ørne spiser af kødet og falder døde om på stedet, men at andre dyr lider den samme skæbne. Skønt Dörries er henrykt over udbyttet, får han som sagt mindre og mindre lyst til at dræbe. Han bliver i højere grad opmærksom på nogle dyrs adfærd, når de konfronteres med døden:

”Hen på forsommeren skød jeg mod to vilde knopsvaner. Hunnen døde, men rugede. Hvis jeg havde vidst, at der var æg, havde jeg aldrig skudt. Hannen lettede imidlertid og forsvandt. Men da jeg ti-tolv dage senere kom tilbage for at se, om han havde overtaget rugningen, lå også han død ved siden af reden. Gennem en nærmere undersøgelse af maveindholdet kunne jeg konstatere, at han ikke havde taget føde til sig siden hunnens død. Han var sandsynligvis sultet ihjel af sorg.” (s. 220).

Etnografiske samleobjekter

Ud over at indsamle naturobjekter havde Dörries også til opgave at opkøbe genstande fra de lokale stammer, så de kunne indgå i etnografiske samlinger i Europa. Af og til boede han blandt de lokale i en periode og fik derved indsigt i deres levevis. Selvom han ikke udelukkende talte kønt om deres skikke, opførte han sig ikke, som den typiske kolonisator, hvilket nok havde flere årsager. Dels at han var for interesseret og fordomsfri til for alvor at føle sig hævet over de sibiriske stammesamfund, dels fordi Tyskland aldrig har været en stor kolonimagt, og dels fordi han havde erfaret, at de lokale var gode at arbejde sammen med.

Fortælleglæde som fremdrift

”Manden der elskede Sibirien” er egentlig ikke en bog, der er svær at lægge fra sig, men når man læser i den, føler man sig i godt selskab. Den fører fra den ene hændelse til den næste uden anden fremdrift end fortælleglæden. Den er til gengæld stor, og det skal både Roy Jakobsen, Anneliese Pitz og Fritz Dörries have anerkendelse for. At bogen er smukt illustreret skal også lige nævnes.


tirsdag den 29. november 2022

Kender De hr. Gaspard? – Hvad vil De ham, den rad?

Et af (før-)modernismens fundamentale værker og en af litteraturens mest forbløffende litterære præstationer er endelig kommet på dansk. Det er Nattens Gaspard af Aloysius Bertrand (1807-41). Den smalle bog har fået mulighed for at bringe et uddrag af bogen, nemlig dens lange prolog.

For at forberede læsningen er der planlagt en introduktion. Men fremfor at skrive noget, der måske eller måske rammer læseren, har Den smalle bog valgt at bringe den indsigtsfulde lektørudtalelse fra bibliotekerne, udarbejdet af Peter Holm Rasmussen i sin helhed.

Bogen er kommenteret, oversat og illustreret af Mark Holm Møller og udgivet af Forlaget Multivers (285 sider, 2022)

Lektørudtalelsen

Kort om bogen

En romantisk, gotisk klassiker med prosadigte og illustrationer, der sværmer om groteske, okkulte og lidenskabelige fantasmer. Til dystre romantikere og melankolske sjæle med sans for det poetiske og drømmende

Beskrivelse

Aloysius Bertrand (1807-1841) betragtes som prosadigtets fader i kraft af dette værk, som først blev udgivet posthumt og fik stor indflydelse på senere digtere, som fx Baudelaire og Mallarmé. Samlingen består af prosadigte i seks dele, der ledsages af oversætterens efterskrift og kommentarer. Digtene handler om okkulte hændelser og gamle alkymister, aparte karakterer og deforme figurer, middelaldertableauer, engle og naturvæsner. Digteren driver ofte ud i drømme, i naturen, i længslen efter skønhed, påvirket af måneskinnet. Flere af digtene former sig som små samtaler eller monologer. Samlingen har uddrag af Bertrands efterladte stykker og har illustrationer af Rembrandt van Rijn, Jacques Callot og Mark Holm Møller

Vurdering

En i alle aspekter fascinerende bog, som det er helt utroligt at vi nu får på dansk, og må jeg tilføje i en pragtfuld oversættelse. Bertrand er et charmerende bekendtskab. Teksterne er herligt besynderlige og udsøgte. Et virkeligt plus er noteapparatet, som er en kæmpe hjælp i afdækningen af Bertrands mange referencer i digtene

Andre bøger om samme emne

Stemningen er tæt på fx Nerval i Kimærerne og andre digte, Baudelaire i Parisisk spleen og Lautréamont i Maldorors sange. Ravel har sat musik til værket med "Gaspard de la nuit"


Aloysius Bertrand: Nattens Gaspard (1842)

PROLOG

Jeg elsker Dijon, som barnet elsker ammen, hvis mælk det diede, som poeten pigen, der indviede hans hjerte. – Barndom og poesi! Hvor den ene er forfløjen, den anden forløjen! Barndommen er en sommerfugl som skynder sig at brænde sine hvide vinger i ungdommens flammer, og poesien kan lignes med mandeltræet: Dens blomster er parfumerede og dens frugter bitre.

En dag sad jeg afsondret i Arkebusehaven – opkaldt efter det våben, der her engang så ofte genlød ved papegøjeriddernes dyster. Ubevægelig som jeg var på min bænk, kunne man have lignet mig med Bazire-bastionens statue. Dette mesterværk af figurmageren Sévallée og maleren Guillot forestillede en abbed, som sad og læste. Intet manglede i hans ornat. På afstand tog man den for en person; på nært hold så man, at det var en afstøbning.

En spadserendes hosten fordrev min sværm af dagdrømmerier. Det var en stakkels djævel, hvis ydre vidnede om lutter elendighed og lidelser. Jeg havde allerede i selvsamme have noteret mig hans luvslidte skødefrakke, som var knappet helt op til hagen, hans deforme filthat, som aldrig havde set en børste, hans hår, der var langt som en pilekrone og viltert som et krat, hans afmagrede hænder, der lignede dynger af dødningeben, hans poliske fysiognomi, lumskt og sygeligt, som endte i et trævlet nazaræer-skæg; og mine gisninger havde nådigt placeret ham blandt disse småkunstnere, spillemænd og portrætmalere, som en ustillelig sult og en uudslukkelig tørst fordømmer til at vandre verden om i Den evige Jødes fodspor.

Vi var nu to på bænken. Min sidemand bladrede i en bog, fra hvis blade en udtørret blomst uden hans vidende undslap. Jeg samlede den op for at give ham den. Den ukendte førte den, idet han takkede mig, til sine visne læber og lagde den tilbage i den mystiske bog.

– »Denne blomst,« dristede jeg mig til at spørge ham, »er velsagtens symbolet på en eller anden skøn, svunden kærlighed? Ak ja! Vi har alle en lykkens stjernestund i fortiden, som forpurrer fremtidens fortryllelser!«

– »De er poet!« svarede han mig smilende.

Samtalens tråd var knyttet. Om hvilken ten ville den mon nu vinde sig?

– »Poet, hvis poet er at have søgt kunsten!«

– »De har søgt kunsten! Og har De fundet den?«

– »I guder! Blot den ikke er en kimære!«

– »En kimære... Også jeg har søgt den!« udbrød han med geniets begejstring og triumfens eftertryk.

Jeg bad ham oplyse mig, hvilken optiker han var sin opdagelse skyldig, eftersom kunsten for mig havde været, hvad en nål er i en høstak.

– »Jeg havde sat mig for,« sagde han, »at søge kunsten, som Rosenkreutzerne i Middelalderen søgte de vises sten; – kunsten, denne det nittende århundredes vises sten!«

»Ét spørgsmål satte først mine kundskaber på prøve. Jeg spurgte mig selv: Hvad er kunst? – Kunst er poetens videnskab. – En definition så brillant som den ædleste diamant.«

»Men hvilke er da kunstens bestanddele? – Dette andet spørgsmål tøvede jeg flere måneder med at besvare. – En aften da jeg således i dunsten fra en olielampe støvede rundt i en boghøkers bod, gravede jeg et lille bind i barokt og uforståeligt sprog frem, hvis titel prydedes af et våben med en amfistær, som udfoldede følgende to ord på en banderole: Gott – Liebe. Med nogle få skillinger var denne skat betalt. Jeg stormede op til mit kvistkammer, og her forekom det mig med ét, idet jeg forundret stavede mig frem i den gådefulde bog, ved det måneplettede vindue, at Guds finger sagte strejfede klaviaturet på altets orgel. Således løsner de summende sværmere sig af blomsternes skød, hvis læber dåner ved nattens kys. Jeg faldt hen ved vinduet og så ned. Hvilket sælsomt syn! Drømte jeg? En terrasse, som jeg aldrig før havde ænset, med lifligt duftende appelsintræer, en hvidklædt ungmø, som klimprede på harpe, en sortklædt olding, som bad på knæ! – Bogen gled mig af hænde.«

»Jeg steg ned til terrassens skikkelser. Den gamle var en præst af den reformerte tro, som havde forladt sit Thüringens kolde fædreland for vort Bourgognes tempererede eksil. Harpenisten var hans eneste barn, en blond og skrøbelig skønhed på sytten år, som var ved at sygne hen af kærlighedslængsel; og den bog der var kommet i min besiddelse var et tysk euchologion til brug for kirker af den lutherske rite, smykket med et våbenskjold tilhørende en fyrste af huset Anhalt-Köthen.«

»Ak! min herre, lad os ikke oprøre en endnu ikke henfalden aske! Elisabeth er nu blot en Beatrix svøbt i himmelblåt. Hun er død, hr., død! Og se her euchologiet, hvorpå hun gød sin blu bøn, rosen, hvorpå hun åndede sin uskyldige sjæl. – En blomst tørret ind til en knop, ligesom hende! – En lukket bog, ligesom hendes skæbne! – Velsignede relikvier som ej vil blive glemt i evigheden, med de tårer som væder dem, når ærkeenglens trompet har omstyrtet min gravsten, og jeg stormer hinsides alle verdener, frem til den fagre for endelig at tage plads ved hendes side under Guds åsyn!...«

– »Og kunsten?« spurgte jeg ham.

– »Det som i kunst er følelse var min smertelige erobring. Jeg havde elsket, jeg havde bedt. Gott – Liebe, Gud og Kærlighed! – Men det som i kunst er idé pirrede endnu min nysgerrighed. Jeg troede, at jeg ville finde kunstens slutsten i naturen; altså studerede jeg naturen.«

»Jeg forlod mit hjem ved daggry og vendte først tilbage efter mørkets frembrud. – Om eftermiddagen elskede jeg, med albuerne på brystværnet af en faldefærdig bastion, time efter time at indånde den vilde og gennemtrængende duft af levkøjen, som med sine gyldne bundter spætter efeuklædningen på Ludvig XI’s feudale og affældige citadel;* at se det rolige landskab purres af et vindpust, af en solstråle eller af en regnbyge, svalespurven og gærdernes småfugle tumle sig i den spredte grøde af skygger og lys, droslerne som er strømmet til fra bjerget for at høste vinrankerne, som er tilstrækkeligt høje og tætte til at dække selv hjorten fra fablen, ravnene slå ned i udhungrede flokke fra hvert et punkt på himlen på et hesteådsel efterladt af rakkeren** i en eller anden grønklædt lavning; at høre vaskekonerne som fordum lod deres banketræ genlyde muntert langs bredden af Suzon*** og barnet som sang en klagende melodi, idet det neden for muren drejede rebslagerens hjul. – Snart banede jeg for mine drømmerier en sti af mos og dug, af stilhed og sjælero, fjernt fra byen. Hvor ofte har jeg ikke ribbet deres stængler for røde og syrlige frugter i de afsondrede tykninger ved Ungdommens kilde og i Vor Frue af Dammens eremitage, åndernes og feernes kilde, djævlens afkrog!* Hvor ofte har jeg ikke opsamlet en forstenet konk og en fossil koral på Sankt Josephs stenede højdedrag som uvejret har furet! Hvor ofte har jeg ikke fisket krebs i Tillernes filtrede vadesteder, mellem brøndkarsen, som skærmer den glinsende salamander, og blandt åkanderne, hvis lade blomster gaber! Hvor ofte har jeg ikke beluret snogen på Saulons plørede brinker, hvor intet andet høres end blishønens monotone skræppen og lappedykkerens dystre kurren! Hvor ofte har jeg ikke med et vokslys oplyst Asnières underjordiske grotter, hvor drypstenen dvælende destillerer den evige dråbe på seklernes klepsydra! Hvor ofte har jeg ikke hylet fra tinden af Chèvremortes bratte klipper, mens diligencen møjsommeligt besteg vejen tre hundrede fod under min tågetrone! Sågar om natten, sommernætterne, balsamiske og lyse, hvor ofte har jeg ikke danset opstemt omkring som en varulv om en ild tændt i den øde og græsbegroede dal, lige indtil skovhuggerens første økseslag monne ryste egene! Ah! Min herre, hvor besnærende ensomheden er for poeten! Jeg ville have været lykkelig ved at bo i skoven, og ved ikke at gøre mere lyd af mig end fuglen, som slukker sin tørst ved kilden, end bien som sanker forråd ved hvidtjørnen og agernet, hvis styrtdyk splintrer løvdækket!...«

– »Og kunsten?« spurgte jeg ham.

– »Tålmodighed! Kunsten var endnu i sin vorden. Jeg havde studeret naturens forestilling; jeg måtte nu studere menneskets monumenter.

»Dijon har ikke alle dage adspredt sig ved sine musikelskende bysbørns divertissementer. Den har iført sig harnisken, – kronet sig med stormhatten, – svunget partisanen, – trukket sværdet, – ladt hagebøssen, – kørt kanonen i stilling på sine værn, – strejfet om med flængede faner til trommernes takt, – og som minstrelsangeren, grånet i skægget, stødte i trompeten, inden han trakterede rebeccen, ville denne stad kunne fortælle forunderlige krigsberetninger; eller snarere, – dens sammensunkne bastioner, der i en muld blandet med fortidslevn omkranser hestekastanjernes udgravede rødder, – og dens sløjfede slot, hvis bro gynger under den udasede hoppes skridt, idet gendarmen vender tilbage til kasernen, – alt vidner om et dobbelt Dijon – et vor tids Dijon, et fordums Dijon.«

»Jeg havde snart banet vejen for det 14. og 15. århundredes Dijon, om hvilken der gik en runddans af atten tårne, otte porte og fire lønporte eller porteller, – Filip den Dristiges, Johan den Uforfærdedes, Filip den Godes, Karl den Dristiges Dijon, – med dens huse af klineler med gavle spidse som narrehuer, med facader krydset i Andreaskors; med dens palæer befæstet med smalle skydeskår, med dobbelte portfløje, med hellebard-befængte indergårde; – med dens kirker, dens helligåndskirke, dens abbedier, dens munkeklostre, og disses optog af klokketårne, af spir, af fialer, der udfoldede deres gyldne og azurne vinduer som bannere, der paraderede deres underfulde relikvier, der knælede i deres martyrers dystre krypter, eller i deres havers florafulde refugium; – med Suzons strøm, hvis løb, besat med træbroer og kornmøller, skilte abbeden af Sankt Benignus’ besiddelser fra abbeden af Sankt Stefans, akkurat som en stævningsmand i parlamentet skød sin embedsstav og sit »holdt!« ind mellem de to oppustede stridsparter; – Og endelig med dens tæt befolkede forstæder, hvoraf den ene, Sankt Nikolaus, udstrakte sine tolv veje under solen, hverken mere eller mindre end som en fed, farende so sine tolv patter. – Jeg havde indgydt liv i et kadaver, og dette kadaver havde rejst sig.«

»Dijon rejser sig; rejser sig, går, iler! – Tredive sangklokker klemter gennem en ultramarin himmel, blå som den gamle Albrecht Dürer malede den. Hoben trænges ved gæstgiverierne i rue Bouchepot, i badstuerne ved Kannikkerporten, ved promenaden i rue Saint-Guillaume, ved vekselereren i rue Notre-Dame, ved våbensmedjerne i rue des Forges, ved springvandet på Cordelierspladsen, ved bageren i rue de Bèze, ved markedshallerne på Champeaux-pladsen, ved galgen på Morimont-pladsen; – borgere, adelige, bønder, marodører, præster, munke, klerke, handlende, væbnere, jøder, longobarder, pilgrimme, minnesangere, embedsmænd fra parlamentet og fra revisionskammeret, embedsmænd fra salt-beskatningen, embedsmænd fra møntvæsenet, embedsmænd fra skovvæsenet, embedsmænd fra hertugens hus; – som hujer, som pifter, som synger, som jamrer, som beder, som mukker; – i oksespand, i bærestole, til hest, på mulddyrryg, på Den Hellige Frans’ pasgænger. – Og hvordan skulle man kunne tvivle på denne genopstandelse? Se, hvor silkestandarten vajer i vinden, halvt grøn, halvt gul, brocheret med byens våbenskjold, som er rødt med grønløvede vinranker af guld.«

»Men hvad er det for en kavalkade? Det er hertugen, som skal boltre sig i jagten. Hertuginden er allerede draget i forvejen til Rouvresslottet. Hvilken storslået ekvipage og mangfoldig kortege! – Hans Højhed Hertugen sporer en gråskimmel, som skutter sig i den skarpe og stikkende morgenluft. Bag ham volterer og revolterer man hos de Rige af Châlons, de Adelige af Vienne, de Brave af Vergy, de Trofaste af Neufchâtel, de Gode Baroner af Beaufremont. – Og disse to personager som skridter i halen af geleddet? Den yngste, som udmærker sig ved sin vams i okseblodsrødt velour og en klaprende narrebriks, griner sig hæs; den ældste, stadset ud i en kappe af sort klædestof, under hvilken han bærer en svær psalter, dukker hovedet med en konfus mine: Den ene er Skøjernes konge og den anden hertugens kapellan. Narren stiller spørgsmål, som den vise ikke formår at besvare; og mens almuen råber: »Hurra!« – mens paradehestene vrinsker, – mens støverne glammer, – mens jagthornene gjalder, – passiarer disse to, – med tømmerne på nakken af deres skridtende gangere, – jovialt om den kloge kone Judit og om den gæve Makkabæer.«

»Nu blæser en herold imidlertid i signalhornet fra hertugboligens tårn. Han giver tegn til jægerne på sletten, som slipper deres falke løs. – Vejret er regnfuldt. En grålig tåge skjuler hans udsyn til det fjerne kloster i Cîteaux, hvor skovbrynet bades i marsken; mens en solstråle, – nærmere og tydeligere – udpeger Talantslottet, hvis terrasser og esplanader ligger udtakket i det fri, – hans agtværdighed Ventoux’ og hans højbårenhed Fontaines herresæder, hvis knap skimtelige vejrhaner rager op i buskadsernes grønne, – munkeklostret Sankt Maur, hvis dueslag tegner sig midt i en vrimmel af duer, – leprosariet Sankt Apollinaire, som har én eneste port og intet vindue, – kapellet Sankt Jakob af Trimolois, som kunnes lignes med en pilgrim syet til med skaller; – og neden for Dijons mure, hinsides Sankt Benignus-abbediets domæne, Chartreuseklosteret, der er hvidt som Sankt-Bruno-ordenens kutte.

»Dijons Chartreuse! Burgunderhertugernes Sankt Denis! Ak! At børn partout skal være jaloux på deres fædrene mesterværker! – Betræd nu det sted, hvor Chartreuse lå, Deres trin vil under lyngen støde mod slutsten, altertabernakler, gravmælers apsider, oratorieklinker; – sten på hvilke røgelsen har oset, voksen har brændt, hvor orgelet har summet, hvor levende hertuger har knælet, hvor døde hertuger er stedt til hvile. – O, storhedens og berømmelsens intet! Man planter flaskegræskar i Filip den Godes aske! – Intet mere af Chartreuse! – Jeg tager fejl. – Kirkeporten og klokketårnet står endnu. Det slanke og lette tårn med en tot levkøj i øret minder om en yngling, som holder en mynde i snor; den sirede port ville endnu være en juvel at hænge om halsen på en katedral. Der er desuden, – i klosterets indergård, – en gigantisk piedestal, hvis kors er væk, og omkring hvilken seks statuer af profeter er sat i nicher, – beundringsværdige i deres miserable forfatning... – Og hvad begræder de? De begræder tabet af korset, som englene atter har ført til himmels.«

»Chartreuses skæbne blev den samme som de fleste af de monumenter, der forskønnede Dijon på den tid, hvor hertugdømmet genforenedes med kongeriget. Denne by er nu blot skyggen af sig selv. Ludvig XI tilranede sig dens magt, Revolutionen halshuggede dens klokkeværker. Af syv kirker, en helligåndskirke, to abbedier og et dusin klostre har den kun tre kirker tilbage. Tre af dens porte er muret til, dens poterner er blevet revet ned, dens forstæder er blevet hærget, dens flodløb, Suzon, er styrtet i kloakkerne, dens befolkning er blevet affældig og dens adel kommet under tøflen. – Ak! Man ser tydeligt, at hertug Karl og hans riddere, der drog i kamp, – for snart fire århundreder siden,** – aldrig er vendt tilbage.«

»Og jeg selv, jeg strejfede om blandt disse ruiner som en arkæolog, der søger romerske medaljer i en fæstnings furer efter et stort skybrud. Det døde Dijon bevarer trods alt endnu noget af fordums rigdom, ligesom disse velhavende gallerhøvdinge, man begravede med et guldstykke i munden og endnu et i højre hånd.«

– »Og kunsten!?« spurgte jeg ham.

– »En dag befandt jeg mig foran Notre-Dame, optaget af at betragte Jacquemart, hans kone og hans børn, som slog til middag. – Jacquemart, hvis punktlighed, tyngde og flegma ville være emblemet på hans flamske oprindelse, selv hvis man måtte være uvidende om, at han angav timerne for Kortrijks godtfolk indtil denne bys plyndring i 1382. Gargantua borteskamoterede Paris’ klokker, Filip den Dristige Kortrijks urværk; enhver fyrste sit tilsnit. – Et latterudbrud lød deroppefra, og på et af det gotiske bygningsværks hjørner øjnede jeg en af disse monstrøse figurer, som Middelalderens skulptører har hængt ved skuldrene på katedralernes tagrender, en frygtelig figur af en fordømt, som, prisgivet til lidelsen, rakte tunge, skar tænder og vred sine hænder. – Det var den, som havde leet.«

– »De havde blår i øjnene!« udbrød jeg.

– »Hverken blår i øjnene eller halm i ørerne. – Stenfiguren havde leet, – leet med en tænderskærende, skrækindjagende, infernalsk latter, – men sarkastisk, bidende, pittoresk.«

Jeg skammede mig for min del ved så længe at have indladt mig med en monoman. Ikke desto mindre opmuntrede jeg med et smil denne kunstens rosenkorsridder til at fortsætte sin løjerlige fortælling.

– »Denne hændelse,« fortsatte han, »gav mig noget at gruble over. – Jeg sluttede, at eftersom Gud og Kærlighed var kunstens første betingelse, det, som i kunsten er følelse, – kunne Satan godt være den anden af disse betingelser, det, som i kunsten er idé. – Er det ikke også djævlen, der har bygget katedralen i Köln?«

»Således er jeg altså på jagt efter djævlen. Jeg blegner over Cornelius Agrippas magiske skrifter, og jeg skærer halsen over på min nabo skolelærerens sorte høne. – Ikke at der er mere djævel dér, end for enden af en devots rosenkrans! – Ikke desto mindre findes han; – Sankt Augustin har med sin pen vidnet om hans signalement: Dæmones sunt genere animalia, ingenio rationabilia, animo passiva, corpore aeria, tempore æterna. Det er ganske vist. Djævlen findes. Han kævler i Kabinettet, han plæderer i Paladset, han spekulerer på Børsen. Man stikker ham i vignetter, man brocherer ham i romaner, man iklæder ham drama. Man ser ham overalt, just som jeg ser Dem. Det er for bedre at kunne plukke hans skæg, at lommespejlet blev opfundet. Pulcinella fik ikke ram på denne fælles fjende. Ak! Havde han blot fået has på ham med et kølleslag!«

»Samme aften drak jeg Paracelsus’ eliksir, inden jeg skulle sove. Maveonde fik jeg, men ikke skyggen af den onde med horn og hale.«

»Endnu en skuffelse: – Et uvejr gennemblødte denne nat den gamle stad, som var krøbet sammen i sin søvn. Hvorledes det gik til, at jeg famlende flakkede om i Notre-Dames indre irgange uden at kunne se en pind, det vil en helligbrøde forklare Dem. Ser De, der er ikke den lås, hvortil en forbrydelse ikke kan skaffe nøgle. – Hør nådigst min forklaring! Jeg havde brug for en hostie og et relikvie. – Et lysskær prikkede hul i mørket. Flere kom efterhånden til syne, således at jeg snart anede en skikkelse, hvis hånd, forlænget af en lang fakkel, fordelte flammen mellem højaltrets kandelabre. Det var Jacquemart som, med vanlig uforstyrrethed under sin lue af sammenflikket jern, besørgede sin dont uden at synes at bekymre sig eller sågar bemærke dette verdslige vidnes tilstedeværelse. Jacqueline, knælende på trappen, forblev fuldkommen ubevægelig, mens regnen dryppede fra hendes blyskørt pyntet efter brabantisk mode, fra hendes blyhalskrave pibet som en knipling fra Brugge, fra hendes træansigt ferniseret som kinderne på en dukke fra Nürnberg. Jeg fremstammede et ydmygt spørgsmål om djævlen og om kunsten, da Maritornes arm afspændtes med en fjeders pludselige og brutale kraft, og ved den hundrede gange tilbagekastede larm fra den tunge hammer, hun knugede i næven, gjorde den sværm af abbeder, riddere, mæcener, som med deres gotiske mumier bebor kirkens gotiske krypter, et strømmende optog omkring alteret, som funklede af krybbespillets livlige og bevingede herligheder. Den Sorte Jomfru,* de barbariske tiders jomfru, med sin alens højde, med den skælvende krone af guldtråd, med kjolen stiv af gips og perler, den mirakuløse jomfru, foran hvilken en sølvlampe knitrer, sprang ned fra sin prædikestol som en snurretop og fór henover fliserne i en fandens fart. Hun skred frem i de dybe kirkeskibe med yndefulde og mageløse piruetter, ledsaget af en lille Sankt Johannes i voks og uld, som omfavnede en gnist og smeltede i blå og røde toner. Jacqueline bevæbnede sig med en saks for at klippe sit indsvøbte spædbarns tonsur, et vokslys oplyste dåbskapellet i det fjerne, og så...«

– »Og så?«

– »Og så vækkede solen, som skinnede gennem et glughul, spurvene, som hakkede på mine vinduesruder og klokkerne, som mumlede en vekselsang i det høje, mig. Jeg havde drømt.«

– »Og djævlen?«

– »Han findes ikke.«

– »Og kunsten?«

– »Den findes.«

– »Men hvor da?«

– »I Guds bryst!« – Og hans blik, hvori en tåre spirede frem, sondrede himlen. – »Vi, min herre, vi er intet andet end skaberens kopister. Det mest prægtige, det mest triumferende, det mest glorværdige af vore flygtige værker er aldrig andet end et uværdigt kontrafej, end et udslukt skær af det mindste af hans udødelige værker. Al originalitet er en ørneunge, som kun bryder sin skal i Sinais sublime og stormslagne egne. – Ja, min herre, jeg har længe søgt den absolutte kunst! O delirium! O dårskab! Betragt

denne pande rynket af ulykkens jernkrone! Tredive år! Og det arkanum, som jeg gennem så mange stædige nætters lukubration har søgt, for hvilket jeg har ofret ungdom, kærlighed, nydelse, lykke; dette arkanum bliver liggende, ubevægeligt og umærkeligt som en værdiløs småsten i mine illusioners aske! Intet opliver ingenlunde intetheden!«

Han rejste sig. Jeg tilkendegav min medlidenhed ved et hyklerisk og banalt suk.

– »Dette manuskript,« tilføjede han, »vil sige Dem, hvor mange instrumenter mine læber har prøvet, inden de fandt frem til det, som giver den rene og udtryksfulde tone; hvor mange pensler jeg har opslidt på lærredet, inden jeg så clairobscurens sarte morgenrøde fødes derpå. Her er optegnet forskellige fremgangsmåder, kanske nye, for harmoni og farve, det eneste resultat og den eneste godtgørelse mine lukubrationer har tilvejebragt. Læs det; De kan give mig det tilbage i morgen. Klokken kimer seks fra katedralen; slagene forjager solen, som fordufter langs disse syrener. Jeg vil trække mig tilbage for at affatte mit testamente. Godaften.«

– »Min herre!«

Forgæves! Han var borte. Jeg sad tilbage lige så fåret og forbløffet som en præsident, hvis justitssekretær netop har plukket en loppe fra hans næsetip. Manuskriptet var betitlet: Nattens Gaspard. Fantasier i Rembrandts og Callots manér.

Dagen derpå var en lørdag. Ikke en sjæl i Arkebuse; enkelte jøder fejrede sabbat. Jeg fór gennem byen og forhørte mig om hr. Gaspard hos enhver forbipasserende. Nogle svarede mig: – »Åh! De spøger!« – andre: »Ah ja, må han vride halsen om på Dem!« – og alle vendte mig straks ryggen. Jeg henvendte mig til

en vinbonde i rue Sankt Filibert, en pukkelrygget gnom af en karl, som gjorde sig bred i sin port, mens han lo hånligt ad min forlegenhed.

– »Kender De hr. Gaspard?«

– »Hvad vil De ham, den rad?«

– »Jeg vil give ham en bog tilbage, han har lånt mig.«

– »En sortebog velsagtens!«

– »Hva’beha’r! En sortebog!?... Fortæl mig, jeg beder Dem, hvor hans hjem er.«

– »Dernede, hvor det klovformede klokkehåndtag hænger.«

– »Men det hus... De viser mig til den herre biskoppen!«

– »Det er fordi, jeg lige har set den høje brunette som bleger hans messeskjorter og bladkraver gå derind.«

– »Hvad skal det sige?«

– »Det siger, at hr. Gaspard til tider majer sig ud som en ung og yndig pige for at friste gejstlige standspersoner, – et vidnesbyrd om hans eventyr med Sankt Antonius, min skytshelgen.«

– »Fri mig for Deres ondskabsfuldheder, og sig mig hvor hr. Gaspard er.«

– »Han er i helvede, for så vidt han ikke er andetsteds.«

- »Ah, nu begynder det omsider at dæmre! Hvad!? Nattens Gaspard skulle være?...«

– »Ah, ja... djævlen!«

– »Tak, min gode mand! Må han brænde i helvede, hvis det er dér Nattens Gaspard er. Hans bog trykker jeg.«


LOUIS BERTRAND

*   *   *


onsdag den 23. november 2022

Ung pige kastes for ulvene af sine forældre

Arthur Schnitzler: “Frøken Else”, Forlaget Ti vilde heste, 2022, 101 sider, oversat fra tysk af Jens Pedersen.

Af Egil Hvid-Olsen.

Arthur Schnitzler var kun seks år yngre end Sigmund Freud. Begge havde deres gang i Wien. I kortromanen ”Frøken Else” fra 1924 fornemmer man en tydelig inspiration fra psykoanalysens fader. Læseren føres gennem hele bogen af den 19-årige Elses stream-of-consciouness. Alt, hvad der udtales, er markeret med citationstegn. Al romanens øvrige tekst gengiver den unge piges tanker. Man må følge med, når Else gør et tankespring, eller når hun indforstået kommenterer personer, som læseren ikke tidligere er stødt på. Naturligvis har Schnitzler lagt fortællingen an, sådan at man hurtigt finder ud af, hvem det nu er, Else taler med, men han gør det så raffineret, at man ikke tænker over, at det er det, han gør. Resultatet er en regulær page turner, som både slipper den sorte humor fri og kritiserer den kultur, der dyrker det overfladiske. Der lurer nemlig altid noget i dybet af det menneskelige sind, som det er klogere at se i øjnene end at ignorere.

Frøken Else er en rigtig overklassepige. Forkælet, selvoptaget og kritisk overfor alle andre end sig selv. Dertil forstår man, at hun er køn. Med bluselsløs narcissisme dyrker hun sit eget spejlbillede, men andre finder hende bestemt også attraktiv.

De frække fødder

Selvom Else går i sit sidste teen-år, er hun mindst lige så selvoptaget som den gennemsnitlige teenager. Hun bliver forkælet af sine forældre, der finansierer hendes high society tilværelse. Tanken om at skulle ernære sig som eksempelvis barnepige er i Elses opfattelse mindst lige så slemt som at dø. Det er under hendes værdighed at skulle arbejde for føden.

Man kan spørge, hvilket mål hun så har i livet. Selvom hun ikke er meget for at tænke på det, er hendes mål at blive gift med en rig mand. Hun har ingen andre muligheder, for hun har brug for en mand, der kan forsørge hende. Tanken om at skulle være underlagt en mand er dog ikke attraktiv, særligt fordi hun næppe selv får lov at vælge, hvem hun vil giftes med. Else har intet imod mænd som sådan, men hvem hun skal være intim med, vil hun selv bestemme.

Østrogenerne tæsker rundt i kroppen på den unge kvinde og påvirker hendes tanker, så hun fantaserer om alle de elskere, hun skal have. Den slags forestillinger er særdeles upassende - ja, sygelige - i en kultur, hvor en kvinde end ikke må vise sine bare fødder. Men måske forholder det sig lige omvendt: At mænd bliver syge af ikke at måtte se andre utildækkede legemsdele på kvinder end ansigt og hænder. I hvert fald viser det sig i ”Frøken Else”, at den mandlige seksualdrift har svært ved at blive holdt nede; men igen foregår det i det skjulte.

Datter som lokkemad

Else udfordres, da hun, der er på hotelferie, modtager et brev fra sin mor. Det er ikke første gang, at Elses far har investeret familiens penge dårligt og har måttet tigge blandt venner for at låne penge, som alle ved, at han aldrig får betalt tilbage. Alligevel har faderen indtil videre undgået tugthuset. Men denne gang har han sværere ved at slippe ud af kniben, og derfor skriver Elses mor til datteren og opfordrer hende til at hjælpe med at skaffe den nødvendige sum.

Pludselig må denne unge og attraktive kvinde altså vove at afsløre sin skrøbelighed. Det må hun, selvom hun befinder sig i et selskab af rige mænd og kvinder, der alle som én undertrykker deres seksualdrift med et kompliceret sæt regler for god opførsel. Det er farligt farvand at navigere i, for selvom hun ved, hvem hun skal tigge om penge, ved hun ikke, hvad han kræver til gengæld, og samtidig truer skandalen, hvis noget af det forbudte eller skamfulde kommer for en dag.

Else lægger den ene plan efter den anden, men intet går, som hun havde håbet…

Humor og spænding i en gammel roman

Bogen er oversat fra tysk af Jens Pedersen, der driver mikroforlaget ”Ti vilde heste” sammen med Iben Haaest. Læsningen er ubesværet, fordi den består af en humoristisk afklædning af en samfundsklasse, der netop har det svært med det afklædte. Eftersom Schnitzler driver handlingen hastigt frem mod et uforudsigeligt klimaks, er bogen også elementært spændende. Meget mere kan man ikke forlange, og da slet ikke af en bog med små 100 år på bagen.

lørdag den 19. november 2022

Elverhøj-tossens trængsler

Arne Garborg: ”Haugtussa”, Hoff & Poulsen 2022, 248 sider. Oversat og kommenteret af Niels Green-Hansen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Haugtussa” betyder ”Elverhøj-tossen”, men denne tosse har også et rigtigt navn, nemlig Gislaug. Grunden til øgenavnet er, at Gislaug er synsk og derfor ser en masse troldtøj og djævelskab, som hun helst havde været foruden. At hun tilmed er en ung pige, der skal finde sin vej gennem livet, øger hendes udfordringer, og selvom hun har været vidne til en heksesabbat, er hun lige ved at opgive at finde sig til rette blandt mennesker og gifte sig med en elver.

”Haugtussa” blev skrevet af en af forkæmperne for nynorsk, Arne Garborg (1851-1924), og udkom i 1895 – på nynorsk/landsmål, naturligvis. I Norge er cyklussen kendt og elsket. Nu forefindes den for første gang på dansk. ”Haugtussa” er oversat og kommenteret af den danske digter Niels Green-Hansen, hvis egen produktion primært består af sang- og visetekster. Dette passer glimrende til Garborgs digte, hvoraf mange har fået melodier blandt andet komponeret af Edward Grieg.

Folketro og den svære kærlighed

Garborgs digtcyklus er ikke stramt opbygget. Der er mange ”tomme huller”, som læseren selv må fylde ud. Man formår dog alligevel ret ubesværet at følge Gislaugs genvordigheder, og har man svært ved det, kan man få god hjælp i Green-Hansens noter. Ikke alene må Gislaug slås med de overnaturlige væsner fra folketroen, der for hende er lige så virkelige som den natur, der også beskrives i digtene. Hun må også slås med kærligheden. Lykkelig er hun, da hun møder en ung mand, som ikke finder hende underlig, og som anerkender eksistensen af det, hun ser; men lykken er lunefuld, og Gislaug lader sig drage tættere og tættere på de underjordiske.

Således er ”Haugtussa” en folkelig fortælling om en forestillingsverden, der ikke lå særlig mange årtier bag Garborgs egen levetid. Der er rigeligt stof til både gys og latter i den lange cyklus, men bogen har også mindet læserne om en tid og kultur, der nok stadig har en lille plads i norsk selvforståelse.

Til heksesabbat

Bogens mest saftige del er heksesabbatafsnittet ”På Skare-Kula”. Det indledende digt har titlen ”Det vågner”. Man må uvægerligt spørge sig selv, hvad det er for et ”det”. Mange årtier inden Stephen King skrev sin gyser ”It”, havde Garborg grebet det uhyggelige ved det udefinerede. ”Det” skaber en utryghed, der snart bliver bekræftet, for alverdens troldtøj er ved at samle sig:

”Nu kommer springende troldbuk,

Svartalf og sorten dværg,

Havtrold, nøkke og voksgul gejst

Og alle, der bor i bjerg.

Med syvmileskridt er alle rejst

over fjeldet.” (s. 151).

Helt anderledes lyst og håbefuldt er det digt, der indleder afsnittet ”Høhøsten”:

”Sving leen, I karle, sving længe og støt.

Det nyslagne hø sender himmelsk og sødt

et varsel om tider, der kommer.

Der bredes en vellugt om bakke og bygd;

det virker berusende, føles så trygt:

en duft af den lyse skærsommer.” (s. 83).


Et sådant digt, hvoraf anden strofe er citeret her, har højskolesangspotentiale. Det særlige ved Garborg er, at han mestrer både det dunkle og uhyggelige og det lyse og lette. ”Haugtussa” giver adskillige eksempler på begge dele.

Gennemført udgivelse

Da visse af bogens udtryk hører den gamle, norske folketro til, har Green-Hansen forsynet bogen med en ordforklaringsliste. Han har ligeledes skrevet et kort, men informativt forord. I det hele taget er der gjort meget ud af udgivelsen, også fra forlagets side. Der er givet god plads på hver side til digtene, og bogen er i hardback-indbinding. På smudsbindet er gengivet et værk, der er malet af Arne Harborgs landsmand Edvard Munch (1863-1944). Motivet er en ung kvinde med store, skræmte øjne. Et udmærket bud på, hvordan den af syner plagede Gislaug ser ud.



mandag den 14. november 2022

Et sikkert vidnesbyrd om en spillevende haikuvirksomhed

Poetklub Århus
M gasin XXXXI – august 2022 – 21.årgang
TEMA: Dansk og jysk haiku, 68 sider
Redaktion Lars Hougaard Clausen
Idé til dette nummer: Thorvald Berthelsen

Af Merete Bandak

Poetklubbens temanummer om haiku er det nærmeste man kan komme på en jubilæumsudgivelse. En forhåndsmarkering af 60året for Hans-Jørgen Nielsens En introduktion og 150 gendigtninger af haiku tilbage i 1963 og markeringen med et års forsinkelse af 20året for Dansk Forfatterforenings Haikunetværk i 2021.

Det er et både imponerende og inspirerende temanummer. Desuden oplysende og underholdende. Jeg vidste da en del om haiku på forhånd, skulle jeg mene, men er absolut blevet meget klogere. Nogle jubilæer virker mest som milepæle for en svunden tid, en slags nekrolog, et punktum for noget der dermed lægges i graven. Dette temanummer gløder og ulmer af naturbilleder, lapidariske udtryk for liv, overraskelser og skæve betragtninger. Et sikkert vidnesbyrd om en spillevende haikuvirksomhed, både dansk og jysk, som det med et skævt smil fremgår af temaet.

Magasinets første tre artikler er foredrag afholdt på Poetklub Århus’ haiku-jubilæumsaften 17. februar 2022. Første artikel er af den lollandske haikumester og ildsjæl Thorvald Berthelsen om dansk haikuhistorie fra 1960erne og fremefter med fine eksempler på meget forskelligartede kortformer og motiver, afsluttende med et udvalg af Berthelsens egne haiku som han læste op ved haikuarrangementet.

Dickinson

Anden artikel som er af Niels Kjær, er en fin personligt vinklet fremstilling af Forfatterforeningens haikugruppes tyveårige historie og bevæger sig fra Emily Dickinson over flere af gruppens antologier, over haikubænke i Århus, over oversættelser af flere af de store japanske haikumestre til fem afsluttende haiku af Niels Kjær. 

Begge artikler udmærker sig ved at være dejligt servicerende med oplysninger som ’Den kan lånes både som fysisk bog og på e-reolen.’

Tredje artikel af Birgit Bach refererer – ligesom Niels Kjær – til indflydelsen af Kate Larsens haikudigte, en af grundlæggerne af haikugruppen. Birgit Bach forklarer om sin kombination af ord (haiku) og billeder (fotos) og viser eksempler på sin billedhaiku der på forskellige måder indirekte refererer til aktuelle samfundsforhold, fx ’samtykkeerklæring’ - et foto af to gråænders parring og denne haiku: Han og hun nikker / En samtykkeerklæring / Ænders parringsakt

Sidste indslag fra jubilæumsfejringen i Århus er de tre forfattere Ann Mari Urwald, Hugo Alrøe og Lars Hougaard Clausens lille udvalg af haiku som de læste op på aftenen. 

Episke haiku

Magasinet udmærker sig ved den ligetil, usnobbede og personligt vinklede fremstilling af den danske haikuhistorie. Det gør sig også gældende i artiklen ’Episke haiku’ af Lars Hougaard Clausen, hvor vi bliver lukket ind i den 17-årige Clausens danskundervisning way back på Midtfyns Gymnasium og ser et glimt af det formative møde med Hans-Jørgen Nielsens gendigtning af japanske haiku, dansklæreren Jørgen Hunosøe der tager orlov for at arbejde på udgivelse af Sophus Clausen-digte – og vikaren Pia Tafdrup. Den aftapning var som det siges sublim. Men det er ikke kun anekdoter. Anekdoterne viser ind i filosofiske og formmæssige overvejelser om zen og tid/epik som der gøres fint rede for. Interessant og oplysende er det også at læse om den for mig ukendte århusianske Lars Mønsters (1943-2020) haikuforfatterskab med eksempler.

Herefter kommer nogle meget grundige og oplysende anmeldelser af haikuudgivelser. Først og fremmest Ib Johansens af Thorvald Berthelsen: Dansk haiku og modernisme. Haikudigtningens litteraturhistorie i Danmark, Forlaget Ravnerock, 2021. Kort sagt: en kæmpeudgivelse hvor man ved læsningen af anmeldelsen tænker: Den må jeg have fat i, det lader til at være et hovedværk med et kolossalt litteraturhistorisk perspektiv. 

Niels Kjær bidrager med yderligere to artikler, hvoraf jeg særligt vil fremhæve den der redegør for kvindelige japanske haikumestre med eksempler. 

Så følger Lars Hougaard Clausens anmeldelse af Niels Kjærs nyudgivelse: Livstegn, samlede haiku, 2022. Jeg vil rose Clausens måde at tage udgangspunkt i et vigtigt citat og lade det være skruetrækken eller måske smukkere sagt prismen hvis klareste stråle han følger for at spore metoden eller essensen, og på den måde åbner han forfatterskabet og viser samtidig analyserende og fortolkende hvad vi finder. 

I sidste artikel før samlingen af danske og jyske haiku som udgør fiskens slag med halen, skriver Annemette Kure Andersen om sin minimalistiske digtning og dens inspiration i eller relation til haikugenren. 

Magasinets sidste 14 sider er helliget 19 danske haikudigtere, der hver leverer mellem et og syv haiku. Særlig interessant er den sidste side hvor man stifter bekendtskab med den dansk/jysk-palæstinensiske digter Sleiman Nazzal, der selv er redaktør for et arabisk baseret nettidsskrift ’Sederat Kalam/Blækklatter. Da han introducerede haiku for bladets læsere, tog over hundrede udfordringen op og skrev haiku i tråden – og ’ordinære digtere sprang’ ifølge Nazzal ’ud som stjerner, da de begyndte at skrive haiku.’

Selv skriver han: Skyen spørger / regnen bærer på / ny kærlighed.

Jeg har ganske enkelt ikke lyst til at nævne småting man kunne sætte fingeren på, det hører til småtingsafdelingen. Hovedsagen står lysende klar: Dansk haiku er godt tjent med dette temanummer.


mandag den 7. november 2022

Det 20. århundredes mysterier

Stravinsky (1882-1971): Symphony in C, Symphony in Three Movements, Divertimento, Greeting Prelude, Circus Polka - BBC Philharmonic, Sir Andrew Davis (Chandos)

Debussy (1862-1918): La Mer, 1st Suite for Orchestra – Les Siècles, Francois-Xavier Roth (HMM)

Schubert: Schwanengesang – Ian Bostridge, Lars Vogt (Pentatone)

Af Jakob Brønnum
Mange af de symfoniske kompositioner, der blev til i første halvdel af det 20. århundrede står i dag som rene mysterier (i mine øjne), melodiske på en moderne måde, rytmiske på en endnu mere moderne måde, med mange klanglige fornyelser i forhold til den foregående periodes store, vidunderlige, men også opsvulmede symfoniske tradition, med Mahler, Bruckner, Tjajkovskij, Brahms og Dvorak. Men alligevel umiskendeligt klassiske.

Jeg tænker bl.a. på komponister som Stravinsky og Debussy. Det ene af BBC’s fem symfoniorkestre BBC Philharmonic, dirigeret af Andrew Davis har udsendt en ualmindelig tilfredsstillende Cd med indspilninger af tre af Stravinskys centrale symfoniske værker og to mindre.

Personligt har jeg i en hel del år haft en forkærlighed for netop stramheden i værkets rytmiske anlæg og den kølige melodik i Stavinskys klassiske opbyggede Symfoni i C fra 1940. Den er komponeret til Chicago Symphony Orchestras 50 års jubilæum.

Der findes indspilninger med de vigtigste af orkesterværkerne med Stravinsky selv, udført i hans eksil i USA – og det vigtigste er jo den magiske ballet fra 1910’erne Le sacré du printemps. Af en eller anden grund er de aldrig trængt ind under huden på mig (eller jeg på dem). Jeg har aldrig helt følt, at de lever op til værkernes egen strenghed, men jeg tager formentlig fejl og ved, at jeg må prøve igen (og igen). Hvad Stravinsky angår, har Karajan og en dirigent som Colin Davis været dem, der forløser dem mest tilfredsstillende, med en form for energisk, men kølig tilbageholdenhed, der gør at værkernes farverige klangverden træder meget tydeligt frem, så nedtonet de ellers netop kan siges at være efter senromantikken, som jeg omtalte før. Værket er også efter de samme forhold temmelig kort, under en halv time, ligesom de f.eks. tidlige Beethoven Symfonier fra begyndelsen af 1800-tallet. Alle disse træk er sammenfattet i betegnelsen neoklassik om mange af de symfoniske kompositioner i 1. halvdel af det 20. århundrede.

Andrew Davis fortolkning af værkerne ligger i forlængelse af Karajan, men der er mere i det. Der er en tænksomhed i åbningen på finalesatsen i de dunkle messingblæsere, jeg ikke har hørt før. Den frenetiske rytmiske figur, som driver satsen videre efter nogle øjeblikke, er fuldstændig fri og forløst.

Værkets vigtigste motiv, den lille indledningsfigur, der minder om en variation af Beethovens berømte skæbnemotiv, overtages efterhånden af træblæserne og bliver som skæbnemotivet hos Beethoven slynget rundt i satsen i mange afskygninger. Det er virtuost komponeret. Hos Andrew Davis og BBC-filharmonikerne står det så friskt og klart som nogensinde, en kilde til megen lytteglæde fremover. Det er næsten ikke til at slippe igen.

CD’en rummer også en anden af Stravinsky få symfonier, Symfoni i tre satser og hans Divertimento, højdramatiske og langt udover, hvad Mozart brugte genren til, næsten som en serenade. 

Havets bølger

De fleste kender Debussy som den, med hvem ismen fra billedkunsten, Impressionismen, stærkest forbindes i musikken. Et hjørne af impressionismens inspirationskilder var den japanske billedkunst. Dens kølige sanselighed har inspireret Debussy mere end billedkunsterne. Det er i mange tilfælde Hokusais Fuji-billeder, man ser på omslagene til indspilningerne af Debussys orkestrale hovedværk, La Mer, Havet. 

I La Mer kan man flere steder høre reminiscenser af en japansk klangverden (det er ikke til at tage fejl af, når det er der). Værket er udkommet i en særdeles vellykket fortolkning med Francois-Xavier Roth, eller FXR som han kaldes af musikerne, og det franske kammerorkester Les Siecles. Og her er man tilbage i Normandiet, hvad angår omslagsbilledet

Op mod slutningen af den første af de tre små 10 minutter lange satser, begynder havet at gøre sig hørt for alvor – bølgegangen i FXR’s tolkning er så flot udført, at det næsten er til at blive svimmel af. I ligeså høj grad som Stravinsky på Chandos er mixet og de klanglige nuancer her en ren nydelse, hvert enkelt instrument og hver enkelt orkesterstemme får en prægnans som man ikke har været vant til generelt i de traditionelle indspilninger af de to moderne klassikere indenfor kompositionsmusikken. Der er noget uforglemmeligt stort, noget mægtigt over Le Mer i denne fortolkning.

Også her er der andre værker af komponisten på CD’en, i dette tilfælde Debussys 1. orkestersuite.

En svanesang

Tenoren Ian Bostridge har afsluttet en indspilning af Schuberts tre store sang-cykler, meget passende og desværre også alt for episk, med cyklusen Schwanengesang. Schwanengesang blev samlet og udgivet efter Schuberts død, og stykkerne er bogstaveligt talt blandt hans svanesange, hvor titlen hentyder til det fænomen at svaner ifølge folkemytologien synger inden de dør. Det episke består i at det blev den uhyre sympatiske og højt anerkendte pianist og dirigent Lars Vogt, der døde som godt 50-årig af sygdom for kort tid siden.

Den skal her ikke anmeldes, men blot omtales – med den intention at mindes Lars Vogt, der netop i de seneste har havde haft en rigtig internationalt gennembrud som chefdirigent hos Royal Northern Sinfonia i Newcastles. Blandt Vogts indspilninger og koncertopførelser med alle de største orkestre, står ikke mindst Beethovens klaverkoncerter stærkt. Hvis man hører tysk og engelsk radio, var han der hele tiden et eller andet sted. Det er forbi nu.



tirsdag den 1. november 2022

L.A. Ring i Ribe

Kunstanmeldelse, L.A. Ring - Årstiderne, til og med d. 15. januar 2023, Ribe Kunstmuseum, Sct. Nicolaj gade 10, 6760 Ribe, ribekunstmuseum.dk

Af Egil Hvid-Olsen.

Ribe Kunstmuseum har en fortættet og fint formidlet fast udstilling fra guldalder og op til midten af 1900-tallet. Indtil den 15. januar 2023 kan man desuden se særudstillingen ”Årstiderne” med værker af L.A. Ring (1854-1933). Siden vises udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum og Øregaard Museum.

Det kan anbefales, at man indleder besøget i museets kælder, hvor Henrik Wiwel i en 11-12 minutter lang film introducerer gæsterne til maleren, hans liv og den vinkel, der er lagt på årstidsudstillingen. 

Den kommende hustru i foråret

L.A. Ring var ikke typen, der gik på kompromis. Selv de mindste detaljer står skarpt på lærredet. Ring gengiver motiver, som træder frem som en virkelighed, der blot er overført til lærredet, men virkeligheden er ikke desto mindre bearbejdet, dels fordi Ring vidste, hvordan et billede skulle bygges op, så det fangede og fastholdt beskuerens interesse, dels fordi han indarbejdede muligheden for at fortolke sine værker allegorisk. Nogle mere end andre. Således forbinder han foråret med ungdom, hvilket er særlig tydeligt i det hovedværk, der netop fik titlen ”Forår”. Her ses Rings kommende hustru, Sigrid Kähler, og dennes lillesøster i en forårshave, hvor alting gror. Bag de to kvinder, i lillesøsterens side, står nogle unge frugttræer, og foran dem, tættest på Sigrid, vokser et ældre frugttræ. Den ældste af de to søstre er nået ud over den første ungdom, som lillesøsteren stadig befinder sig i. Sigrids nærhed til frugttræet synes at forudsige hendes tredobbelte frugtsommelighed i de tre børn, hun siden fik med L.A. Ring.

Guds død i smukt sommermotiv

Et andet hovedværk er landskabsmaleriet ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” fra 1900. Den tekst, der er lavet til udstillingen oplyser, at den tomhed, der præger billedet, kan ”forbindes med tanken om Guds død”. Ring var nemlig optaget af Det Moderne Gennembrud, hvor bl.a. de gamle trosforestillinger blev taget op til kritisk revision. Dette er helt tydeligt i Rings værk ”Efter solnedgang. Nu skrider Dagen under, og Natten vælder ud” fra 1899. I udstillingen

udgør ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” et eksempel mere på dette. Det er naturligvis en tolkning, som snildt kan pege i den rigtige retning, men umiddelbart synes maleriets stemning ikke at lægge op til debat og religionskritik. Landskabet er tværtimod så smukt, at det kan udtrykke en lignende forundring over naturens rigdom, som den H.A. Brorson, der for øvrigt boede i Ribe i mange år, gav ord i salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. At det under alle omstændigheder er et fantastisk kunstværk understreges af, at kunstmaleren Anders Kirkegaard (1946-) godt 100 år efter, at Ring malede værket, og ca. 10 år frem var optaget af at male parafraser over netop dette værk.

Socialrealisme i efterårs- og vintermotiver

Den fine udstilling i Ribe indeholder også to andre hovedværker. I efterårsmaleriet ”I høst” fra 1885 giver Rings storebror Ole Peter skikkelse til landmanden med leen. Dette motiv har – i lighed med ”Stygt vejr” fra 1908 - et socialrealistisk sigte. I sidstnævnte står et ældre postbud og tager sig sammen til at gå ud i snefoget. Hans alder korresponderer fint med, at der er tale om et vinterbillede, for denne årstid henviser allegorisk til livets sidste del og døden.

Det er ikke mindst vinterlandskabs og -bybillederne, der fascinerer. Ring trodsede sne og kulde og sad ude i naturen med sit malergrej. Han gjorde også brug af fotografier, når han skulle kombinere et maleri, men det var alligevel ikke tilstrækkeligt for ham. Ud måtte han, og det bærer den fine udstilling tydeligt præg af i de mange værker, der for langt størstedelens vedkommende netop skildrer et udendørs motiv.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere udgave i Kunstavisen.


torsdag den 20. oktober 2022

Krisestemning tilsat munterhed

Hans Fallada: ”Lille mand – hvad nu?”, oversat fra tysk af Jacob Jonia, Forlaget Silkefyret 2021, 582 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jacob Jonias nyoversættelse af den komplette udgave af Hans Falladas klassiker ”Lille mand – hvad nu?” (1932) har allerede været på markedet i et års tid, og dér må den gerne forblive, for den er både vedkommende og velfortalt. Selvom romanen skildrer den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne og følgerne heraf, indeholder bogen nogle ualmindelig muntre scener, der driver læsningen fremad, så de 582 sider ikke på noget tidspunkt føles lange. Falladas karaktertegninger er detaljerede uden at blive overgjorte. Ligesom Dostojevskij formår han at bygge sine personer op i kraft af deres replikker, så man hurtigt begynder at holde af dem, og så meget desto mere ønsker at følge deres færd gennem fattigdom og truende sult i en hverdag, der er præget af alles kamp mod alle.


Funktionæren Johannes Pinneberg er først i tyverne, da han møder og forelsker sig i arbejderdatteren Emma Mörschel, som snart bliver gravid. Det skræmmer dog ingen af dem. Tværtimod beslutter de sig for at blive gift hurtigst muligt. Faktisk har Pinneberg kun kendt til graviditeten i ganske kort tid, inden han for første gang befinder sig hjemme hos sin tilkommende og hendes familie. Fru Mörschel kalder nedladende Pinneberg for en flipproletar, fordi funktionærer, selvom de bærer flip, ikke bliver behandlet og lønnet meget bedre end arbejderne, og tilmed er langt dårligere organiseret end arbejderklassen. Ikke desto mindre sætter Pinnebergs kommende svigermor sig ikke imod giftermålet, for hun slipper for at brødføde sin datter, når hun flytter sammen med ham. Da fru Mörschel har spurgt Pinneberg, hvad han tjener, og han har oplyst beløbet 180 mark, fortsætter dialogen:

”Det er godt,” siger kvinden, ”det er ikke for meget. Min pige skal have et simpelt liv.” Og pludselig er hun igen rasende: ”De skal ikke tro, hun får noget med sig! Vi er fattigfolk. Kun den smule kluns, hun selv har købt. Måske kan jeg også give hende noget sengetøj, lad mig tale med min mand.”

”Det behøves ikke,” siger Pinneberg.

”De har jo heller ikke for meget selv. De ligner også én, der suger på labben – med det jakkesæt dér …” (s. 30).

Mødet med hr. Mörschel går ikke bedre. Han vil straks diskutere politik og afslører sin kommende svigersøn som en mand, der ikke har vilje og styrke til at kæmpe for sin og sin stands rettigheder. Men også Emmas far accepterer, at hun bliver gift med Pinneberg, fordi han også kan se fordelen i at have en mund mindre at mætte. Således slås det fast for både Pinneberg og læseren, hvad det er for en situation, han og Emma – som Pinneberg konsekvent kalder Lamseben – kan ende i, hvis han ikke skaffer penge nok til hende, det kommende barn og sig selv. Han har allerede mistet et job som tøjekspedient og arbejder nu som bogholder i et korn- og foderstoffirma, hvilket ikke er det bedst tænkelige springbræt op ad karrierestien. Folk har rundsave på albuerne i deres kamp for de få arbejdspladser, der er til rådighed. Nogle gange er heldet med Pinneberg, andre gange ikke.

Skræmmende og muntert tidsbillede

Selvom romanens grundlæggende historie handler om den lille Pinneberg-families kamp for overlevelse, har Fallada også komponeret et på samme tid skræmmende og muntert tidsbillede. I en af de sjoveste scener er Pinneberg blevet lokket med til et møde i den lokale nudistforening. Man fornemmer, at freikörperkulturen udgjorde et både fysisk og mentalt fristed fra de mange konventioner, som den enkelte forventedes at underlægge sig, når vedkommende var på arbejde. Dog har nogle af medlemmerne i Falladas udlægning også andre motiver, der – som så meget andet på den tid – bunder i frygt for fattigdom.

I en anden bemærkelsesværdig scene – som ifølge Martin Lyngbos forord end ikke var med i den tyske førsteudgave - beskrives Pinnebergs og Lamsebens bytur i selskab med den virkelighedsfjerne og uforudsigelig Jackmann, der i modsætning til det unge par er overordentlig rig og kaster om sig med penge – dog ikke altid på en måde, der gavner andre. Her stifter man bekendtskab med prostituerede cabaretdanserinder, uden at hverken Pinneberg eller Lamseben forarges over deres levevej. Parret har derimod den dybeste forståelse for, at man ikke prostituerer sig, hvis man har andre muligheder, og det har disse danserinder ikke. Det liv, ægteparret Pinneberg lever, giver dem en forståelse for andres ulykkelige situation. Det overskud har de, selvom Pinneberg hver dag må kæmpe mod sine kolleger for at gøre de bedste handler og dermed opnå det mål af salg, der skal til, hvis han ikke vil fyres. Den kamp er han ikke særlig god til, og en scene, hvor en kendt skuespiller giver Pinneberg håb om en kolossal handel for efter lang tids præsentation af butikkens varer blot at trække sig, er direkte smertefuld læsning.

Den uhensigtsmæssige kærlighedsgave

En styrke mere ved ”Lille mand – hvad nu?” er Falladas beskrivelse af det unge pars forudsætningsløse forsøg på et lære økonomisk ansvarlighed. Det er svært for ethvert ungt menneske at modstå fristelsen, når en genstand, der synes uundværlig, lokker til en uhensigtsmæssig investering. Pinneberg lader sig da også lokke til at købe et møbel, som de ikke har alvorligt brug for, og dog falder det hverken ham eller Lamseben ind at sælge eller pantsætte det senere hen, for det, der drev ham til købet, var hans kærlighed til hende. Set ud fra det perspektiv var indkøbet måske ikke så tosset endda.

Helt håbløs er Pinneberg da heller ikke. For eksempel er han ikke i tvivl om, at et medlemskab af nazistpartiet ikke er pengene værd, selvom det muligvis kunne føre visse behagelige privilegier med sig.

Advarsel mod letkøbte ideologier og virksom propaganda

”Lille mand – hvad nu?” er skrevet ud fra forfatterens indignation over den måde, nogle mennesker blev nødt til at klare sig i tredivernes Tyskland, mens andre levede i sus og dus. Et samfund, der tillader en stor ulighed, befinder sig på randen af oprør – eller i den risikozone, hvor politikere med en letkøbt ideologi og en virksom propaganda kan få overdraget alt for megen magt. Som Martin Lyngbo skriver i sit forord var det det sidste, der skete i Tyskland. Han forestiller sig, hvordan det ville være gået familien Pinneberg under 2. verdenskrig: ”De bor i Berlin. Purken er omkring tretten, når den røde hær ruller ind i byen i 1945. Han får et gevær stukket i hånden og bliver beordret til at kæmpe mod kampvogne og artilleri. Lamseben er stadig en attraktiv kvinde, som de russiske soldater muntrer sig med. Og Johannes Pinneberg er for længst forsvundet et sted østpå, må man formode. Han er ikke typen, der klarer sig gennem en verdenskrig.” (s. 9).

I en økonomisk krise som den, der præger store dele af verden lige for tiden, kan ”Lille mand – hvad nu?” udgøre en advarsel mod at stemme på magtmennesker med lette løsninger og krigerisk tale. Men bortset fra dette er Falladas roman værd at læse, fordi den ganske enkelt er fantastik godt fortalt; en klassiker, som forlaget Silkefyret nu har gjort en indsats for ikke går i glemmebogen.


fredag den 14. oktober 2022

Ungdomsroman med sprængfarlige emner

Bente Høegh
Jord, giv mig vinger
Forlaget Læselyst 2022

Af Carina Wøhlk
Det er ikke nemt at være ung. Kroppen forandrer sig. Hormonerne bobler. Tankerne myldrer: ”Hvem er jeg?”, ”hvad skal jeg bruge mit liv på” – eller ”hvad vil det sige at være et menneske”, som det hedder i bogen Jord, giv mig vinger (se side 59).  

Romanen er skrevet af bibliotekar og forfatter Bente Høegh, der har flere udgivelser bag sig. Jord, giv mig vinger er hendes debut som ungdomsromanforfatter; en debut, hun slipper ganske godt fra. 

Bogen er velskrevet og velkomponeret. Den er inddelt i korte kapitler – de fleste med underafsnit. Det gør bogen overskuelig og let at læse. Under overskriften for hvert kapitel er en fin illustration, begået af den purunge tegner Ida Taarsted Clausen. Unge tegninger til en ung læserskare – det giver mening.

Modsætninger mødes

Bogens hovedpersoner er Rebekka fra Færøerne og Mihai fra Rumænien. De to unge mennesker, der kommer fra vidt forskellige kulturer, mødes i København og sød musik opstår. Mihai bliver fascineret af den umiddelbare og kulørte færing – hun forelsker sig hovedkulds i den eksotiske rumæner og er ikke bange for at tage initiativet til mere end venskab.  

Rebekka og Mihai står imidlertid langt fra hinanden på flere punkter. Den ene går på bibelskole – den anden læser på universitetet. Den ene serverer hvalkød – den anden er dybt optaget af klimaforandringer og indædt modstander af grindedrab. Den ene leder efter sin mission her i livet – den anden ved, hvad han vil: ”Jeg vil afskaffe korruption og ulighed i mit land. Og beskytte naturen” (se side 46). 

Tidligt i historien dukker en mørk og mystisk fremmed op, hvis duft af timian hænger i næseborene på Mihai. Læseren fornemmer, at der bygges op til et drama – et vaskeægte trekantsdrama. 

Uden at røbe for meget: Mens Rebekka er hjemme på Færøerne på juleferie, indleder Mihai et erotisk forhold til den rebelske og rastløse Silviu, der lever fra hånden og i munden.  Det får selvfølgelig konsekvenser.  

Bogens styrke er dens vilje til at adressere sprængfarlige emner. Meget er på spil. Ikke bare klimapolitik. Der sættes også ord på kulturelle fordomme: ”De (danskere) er racister…De tror, at vi (rumænere) er kriminelle sigøjnere, der kommer for at snylte på deres velfærd” (se side 19). Og endelig trænger homofobi sig på som et tema: ”Det er afskyeligt, hun (Rebekka) bliver led og flov over at se mændene stå og kysse” (se side 50).   

Skal der peges på en svaghed, må det være den let utroværdige romance imellem Mihai og Silviu. Utroværdig, fordi forfatteren ikke tør gå helhjertet ind i sin egen historie. Da Silviu på et tidspunkt kommer til skade, bliver Mihai bekymret, ”tager sin egen jakke af og lægger den over vennen” (se side 76). Vennen? Pokker heller. Elskeren. Kæresten. Sexpartneren. Men ikke vennen, vel? 

Ikke desto mindre er Jord, giv mig vinger en charmerende bog med noget på hjerte. Den fortjener at blive læst – og jo allerhelst af unge mennesker fremfor en halvgammel anmelder, der må rode rundt i hjernekisten for at huske, hvordan det er at være ung…      


 

      


fredag den 7. oktober 2022

Menneskets komplicerede forhold til sig selv

 Ursula K. Le Guin
“Labyrinter”
6 sider
Forlaget Virkelig
Oversat af Karsten Sand Iversen

Af Jes Nysten

Jeg har tidligere her på siden haft den store fornøjelse at anmelde bøger af Ursula le Guin, og som disse er dette værk udgivet på forlaget Virkelig. Dette forlag er - virkelig - et helt særligt fænomen på det danske bogmarked. Hver udgivelse er en æstetisk nydelse. Al ydre blikfang og svulstigt forskræp er væk. Der er skåret helt ind til benet: enkelt, stilfuldt, fokuseret! Og så er forlaget også - virkelig - særligt på den måde, at det tør satse. Det tør være eksklusivt. Uden at ryste på hånden udgiver det sære, skæve, ja eksotiske værker, som nok ikke rammer bredt, men som virkelig er LITTERATUR. Jeg kan ikke nok anbefale at stifte bekendtskab med dette forlag. 

Le Guin (1928-2018)

Man kunne jo så begynde med det værk, der her skal anmeldes: Ursula le Guin’s “Labyrinter”. Denne udgivelse siger også noget om forlagets mod: teksten er et stykke kortprosa på 7 sider! Hvilket andet forlag ville turde udgive en sådan tekst som en særskilt udgivelse? Ja, et af de tidligere anmeldte værker af Ursula le Guin er på knap 4 sider!

Et væsen fanget i et labyrint system

I denne ultrakorte fortælling beretter et væsen, der er fanget i et sindrigt labyrint-system, om dets tanker i den sidste tid før dets død. Det holdes fanget af en kæmpe, der øjensynlig er i gang med at lave eksperimenter af forskellig karakter på fangen. 

Jeg kalder det “et væsen”, fordi det bestemt ikke er entydigt om det handler om et dyr eller et menneske, der her fortæller. Eller om fangevogteren er et menneske eller et kæmpe dyre-monster. 

Jeg har set nogle anmeldelser, hvor det helt entydigt handler om en videnskabsmand, der er i gang med voldsomme eksperimenter på et dyr. Hvilket gør teksten til en anklage mod dyreeksperimenter. 

Aldrig ligetil

Men Le Guin er aldrig entydig eller moralsk snusfornuftig. I hendes ofte mystiske til tider groteske univers er tingene aldrig ligetil. 

Der er mere på spil.  Disse to væsener - det ene, fangen og fortælleren, bliver konstant prøvet i forskellige labyrinter, men forsøger også at kommunikere med vogteren gennem dans, fagter og intelligente manøvrer. Vogteren er observerende, tager på den fangne med nænsomhed, når nye labyrinter skal prøves. Et tvetydigt uafklaret forhold. 

Her er således et kompliceret spil igang, der kan tolkes på mange måder. Mere spidsfindigt end blot som en fortælling om dyremishandling. 

Le Guin er gennem hele sit forfatterskab optaget af menneskets komplicerede forhold til sig selv, til naturen, ja til kloden. Og hele tiden med fokus på, hvad er det egentlig der definerer det at være menneske. 

Så denne ultrakorte elegante og gennemtænkte skitse kan sagtens danne udgangspunkt for diverse psykologiske, filosofiske og moralske diskussioner. 

På blot syv sider!


mandag den 26. september 2022

Brahms symfonier med Danmark Underholdningsorkester: Det er stort

Brahms: Complete Symphonies
Adam Fischer, Danish Chamber Orchestra
Naxos 2022

Den ungarske dirigent Adam Fischer har gjort noget imponerende med Danmarks Radios Underholdningsorkester, som i 2014 skammeligt blev nedlagt i de ansvarlige neoliberales jagt på tilværelsens (næsten) gratis glæder og nu optræder som Danmark Underholdningsorkester. Ansvaret var Marianne Jelveds.

Mod alle odds har orkestret overlevet, er nu musikerejet, med en lidt mere beskeden besætning på 42 mand, men stadig med det gamle varemærke som et symfoniorkester, der kan spille populært. Der er vitterlig ingen saglig grund til at DR ikke skulle have to professionelle instrumentalensembler, og man ser da også, at f.eks. BBC opretholder alle sine orkestre, herunder pendanten BBC Concert Orchestra med en tilsvarende profil.

På det klassiske område har chefdirigenten Fischer opdyrket de mest centrale symfonier i repertoiret, med indspilninger af Mozart, Beethoven, koncerter med Haydn og senest en indspilning af Brahms samlede symfonier, der står som fire milepæle i det senromantiske repertoire.

Jeg er vokset op med Brahms symfonier. Min gudmors mand levede op til det stedfortrædende opdrageransvar, de havde påtaget sig ved barnedåben og gav mig til konfirmationen to LP’er med henholdsvis Brahms 1. og 4. Symfoni, som jeg har endnu - i fineste stand. Böhm og Barbirolli, hvor nogen skulle være interesseret. Brahms fire, hårdt tilkæmpede, 35-45 minutter lange symfoniske monolitter fra samme tid som Dostojevskijs romaner, ligger således dybt i min identitet.

Symfoni nr. 1 står i skyggen af arven fra Beethovens genredefinerende symfonier 60 år tidligere og er en mastodont af dysterhed og villet elegance, mens med den 4. Symfoni er det Brahms' eget farvel, et forunderligt værk, fuldt af mystisk og modernitet. Senere har jeg, ikke mindst pga. min hengivenhed for den tyske dirigent Eugen Jochum, oftere sat den 2. Symfoni, med sit evige forår og sin fuldstændigt sublime blomstring i den tætpakkede finalesats, højere end de andre, men i dag står de nogenlunde lige alle sammen. Symfoni nr. 3 er den mindste i kvartetten, dog ikke desto mindre et værk med især mange melodiske perler.

Renere, enklere og underligt fri

Indspilningen af Brahms samlede symfonier er i min optik i særklasse det fornemste, Adam Fischer og Danmarks Underholdningsorkester har skabt. Jeg har ikke været helt solgt til f. eks. de lidt tørre Beerthoven-fortolkninger, men her står vi overfor et regulært gennembrud. Udgivelsen kan måle sig med hvad som helst på internationalt niveau. 

Det har været orkestrets og dirigentens tilgang at udnytte den lidt mindre symfoniorkesterbesætning og skabe en friskhed i tolkningen og fremførelsen af værkerne, der hælder i retning af det kammermusikalske. Det er lykkedes til fulde. To af Brahmssymfonierne er faktisk oprindelig opført med mindre orkestre, og den australske mesterdirigent Charles Mackarras udførte for nogle år siden eksperimentet med det danske orkesters skotske pendant Scottish Chamber Orchestra, at give dem en mere oprindelig og slankere udførelse, befriet fra den velfortjente pompøse aura, Brahms symfonier ofte kan have. 

Jeg oplever Adam Fischers fortolkninger som mere vellykkede end Mackarras', som ellers er meget gode, og orkestrets klang som renere, enklere og underligt fri i udtrykket. Samtidig forstår jeg ikke, hvordan man kan skabe så rig en orkesterklang på denne baggrund, men det kan eventuelt have med optagelsesmåden og stedet at gøre. Værkerne er optaget på orkestrets hjemmebane, bittersødt for enhver kulturpolitiker, nemlig det gamle Radiohusets koncertsal på Frederiksberg, der i dag er musikkonservatoriets sal.

Som ingen anden

Igen og igen standser man op i bevidstheden og undrer sig over en detalje, den kammermusikalske fortolkning får frem på en særlig måde. Mellemsatserne i Symfoni nr. 2 kan ofte stå sådan lidt pænt og varme op til afslutningens rutsjebanetur, men i Fischers fortolkning bliver de fulde af nysgerrighed.

Der er et sted i indledningen til finalesatsen i 2. Symfoni, hvor jeg mere end en gang har hørt velmenende provinsorkestre falde ind på en måde, der lyder som om nogen har tabt en bakke med glas i en bowlinghal. Her står det knivskarpt, og når det gør det, så kan dirigenten opstemme energi i værkets kulmination, hvor strygerne og messingblæserne udfører en dans med paukerne, der er frisættende i sin melodik, næsten frivol, og hvor Brahms endelig viser, han er trådt ud af mesterens skygge og skriver som ingen anden.

Noget lignende oplever man i indledningen til 1. Symfoni, hvor man nok i begyndelsen kan savne det tykke klangtæppe i den vandrende, rugende musik, men pludselig opdager, at vi rytmisk befinder os et andet sted: At værket svæver på en måde, vi ikke havde forventet.

Den 4. symfoni, som er et af de værker i den klassiske musik, man kan blive ved at genopdage, indledes lidt hastigere i tempoet end normalt, men også det viser sig at være en gevinst, når vi kommer lidt længere ind i værket. Der bliver en håndfuld af mindeværdige øjeblikke, hvor Fischers tempo og orkestrets klanglige stramhed giver lytteren en oplevelse af, at der, mere end én stor, fremadskridende bevægelse, er tale om en masse små dialoger på tværs af det hele. Virkelig interessant. Tak for en ny standardindspilning. Det sker ikke så tit.




mandag den 19. september 2022

Den haltende hæderlighed

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Vort mismods vinter” 1961, Gyldendal 1967, oversat af Helga Vang Lauridsen, 328 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Vort mismods vinter” blev John Steinbecks sidste roman, kun efterfulgt at rejseskildringen ”På rejse med Charley”. Selvom Steinbeck har skrevet mange fremragende romaner, er denne bestemt ikke den ringeste. Skønt den omhandler et emne, hvis behandling meget let kunne blive kvalmt moraliserende, formår Steinbeck at bygge sin fortælling op på en måde, der ganske vist opstiller moralske dilemmaer, men ikke fælder entydige domme.

Ikke ulovligt, men amoralsk

Kommisen Ethan Allen Hawley tilhører en tidligere overklassefamilie, der for et par generationer siden mistede deres rigdom. Han er lykkeligt gift og har to teenagebørn, som han elsker, selvom han ikke lægger skjul på, at de også er en prøvelse. Skønt Ethan gør, hvad han kan for at gøre sin kone tilfreds, og skønt hun glad labber alle hans små, charmerende kærlighedserklæringer i sig, har hun ambitioner på hans vegne. Derfor lader hun ham gerne råde over sin lille arv i håbet om, at han kan få pengene til at give et afkast, så familien ikke skal være helt så fattig længere. Ethan er dog utryg ved at investere sin kones penge, fordi det er forbundet med en vis usikkerhed.

Imidlertid er Mary ikke den eneste, der opfordrer ham til at forbedre familiens økonomiske situation. Han begynder så småt at spekulere på, hvordan det kan lade sig gøre, men vægrer sig mod det, fordi det kan få ubehagelige konsekvenser for andre. Dog er det mennesker, der selv er korrupte, han risikerer at ramme – og så er det måske ikke så slemt?

Igennem størstedelen af bogen holder Ethan fast på sin hæderlighed. Det kan nok være, at hans slægt er blevet snydt, og at han må leve med følgerne heraf, men det betyder ikke, at han er i sin ret til at gøre livet surt for andre.

På den anden side får han indblik i en næsten sikker metode, hvormed han kan slippe godt fra et bankrøveri, og der viser sig også en måde, hvorpå han med et enkelt opkald kan være så heldig at kunne købe butikken, han arbejder i, til en lav pris. Hæderligheden vakler, og da Ethan forærer sin stærkt alkoholiserede barndomsven et stort beløb til et afvænningsophold, ligger der måske også en anden forventning bag.

Skønt Ethan går på kompromis med sin høje moralske standard, gør han intet ulovligt – og dog ender han med at skulle håndtere en gnavende dårlig samvittighed, som han holder skjult for alle andre end sig selv og byens femme fatale, der hellere end gerne vil udnytte sin viden til at presse penge af ham.

Ethan bruger sin humor og de hurtige bemærkninger, den afføder, til at dække over sin haltende hæderlighed, men da det viser sig, at han ikke er den eneste i familien, der har en hullet moral, bliver han for alvor trængt.

Drilsk roman

”Vort mismods vinter” er drilsk, fordi man som læser har svært ved at miste sympatien for Ethan, der til gengæld mister den for sig selv. Steinbeck formår at lade sin hovedperson charmere læseren, og hans lidet charmerende handlinger skal derfor have tid til at bundfælde sig. Således er Ethan som en ven i kød og blod, som man tror, man kender, men som rummer sider, man har svært ved at tro eksisterer. Det gør dog langt fra Ethan til en beregnende psykopat; nej, det særlige ved Steinbeck er, at han beskriver helt almindelige mennesker, og et sådant er Ethan. Hvad han gør, ville mange andre også gøre, hvis de fik chancen.

Således er der altså en morale i romanen. Men kvalmende bliver den aldrig. Snarere skræmmende.