fredag den 24. maj 2019

Ven er fjende, og fjende er ven - to fremragende krigsromaner

"Dog skal ”Svovlregn” ikke læses for spændingens skyld. Dertil er den ganske simpelt for seriøs. Lembourn har noget alvorligt på hjerte. Han vil skildre mennesket i soldaten." 


Claus Lembourn: ”Svovlregn”, Egolibris 2015, 164 sider, 199,95 kr.
Claus Lembourn: ”Askedage”, Egolibris 2019, 211 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
De sidste krigsdage er udgangspunktet for Claus Lembourns to romaner, ”Svovlregn” og ”Askedage”. Den første fortæller en historie fra mændenes og soldaternes perspektiv. Den anden udfolder kvindernes og de civiles vilkår.

Ven er fjende, og fjende er ven
I ”Svovlregn” følger læseren tre tyske menige, der har været på tilbagetog fra Italien og nu er trængt helt op i Nordtyskland, mens de af vane og selvopholdelsesdrift forsøger at forsinke de britiske troppers fremmarch. Det er marts 1945. Tyskland har de facto tabt krigen, men mange – deriblandt Hitler – nægter at indse det. I forsøget på at overleve har de tre hovedpersoner svært ved at kende forskel på ven og fjende. I deres øjne er briterne i højere grad venner end de landsmænd, der insisterer på at fortsætte kampen og i takt med, at det ene nederlag følger det andet, skærper den interne jurisdiktion. Ikke kun soldater dømmes til døden for små forseelser, også civile henrettes, hvis de gribes i flugt. De tre meniges situation bliver bestemt ikke bedre af, at de får en ordre, de ikke ser sig i stand til at udføre.

En skildring af mennesket i soldaten
Claus Lembourn er en ældre herre i midten af 80’erne. Han udgav syv romaner mellem 1967 og 1977, hvorefter der fulgte en lang pause, som blev brudt af ”Svovlregn” i 2015. I 2019 fulgte ”Askedage”.

På bogens bagflap oplyses det, at Lembourn er søn af en dansk far og en tysk mor, hvilket har givet ham et indgående kendskab til begge nationers sprog, kultur og historie. I ”Svovlregn” trækker han også på sine erfaringer som befalingsmand og finskytte.

Lembourn fortæller fragmentarisk om det land, krigen har efterladt; splittet som det er mellem dem, der nægter at give op, og dem, der blot ønsker at stoppe blodsudgydelserne. Stilen er fortættet. Små historier og hurtige oplevelser dukker op i erindringsglimt eller som dele af hovedfortællingen. Til tider henvises der til disse detaljer mange sider senere. Derfor er det en fordel at læse ”Svovlregn” – og for den sags skyld også ”Askedage” - indenfor en kort periode, så det oplyste ikke forsvinder i glemslen. Det kan da også sagtens lade sig gøre, for Lembourn udfolder sig ikke over mange hundrede sider. Læsningens hastighed øges desuden, når man er cirka halvvejs, fordi handlingen på dette tidspunkt bliver mere intens. Tilmed holder intensiteten sig til sidste side.

Dog skal ”Svovlregn” ikke læses for spændingens skyld. Dertil er den ganske simpelt for seriøs. Lembourn har noget alvorligt på hjerte. Han vil skildre mennesket i soldaten. Både Paul, Rudo og Heinz, som de tre hovedpersoner hedder, har overvejelser omkring det etisk forsvarlige i de handlinger, de er sat til at udføre. Samtidig vil de ikke ophøre med at slå ihjel, hvis det er det, der skal til, for at de selv overlever.

Beskrivelser af død og håb
Selvom bogen er barsk, lader Lembourn små poetiske beskrivelser lyse op ind imellem. Et eksempel: ”En vind masede gennem en poppel, og bladenes bagsider flimrede som en regn af oblater” (s. 75). Det må være den slags iagttagelser, der bringer håb ind i en situation som den, hovedpersonerne befinder sig i. Den nyudsprungne poppel insisterer på livet som en naturlig sag, mens døden hersker omkring den.

Ondskaben er sat i system, hvilket blandt andet kommer til udtryk i dette eksempel på, hvordan der tales til rekrutter, som på dette tidspunkt udvælges blandt børn og gamle: ”’DU har myndens hurtighed og læderets sejhed,’ blev der råbt i kasernegårdene. ’Vort fædreland er hærget, din by brændt, skovene i flammer, der spyttes på din mor, din søster voldtages af negre, DU er vort nye våben. Det er DIG, føreren regner med.’” (s. 79).
Selvom Lembourn beskriver krigens barskhed, udmaler han ikke grusomhederne, men beskriver død og ødelæggelse på en nøgtern, betragtende facon: ”Skudhullet i panden gav ikke blod af sig. De runde kinder havde tabt spænd og hang. De ellers så stramme læber lå som blege regnorme og mødtes i slappe mundvige” (s. 88).

Skønt ”Svovlregn” handler om repræsentanter for dem, vi i Danmark normalt ville kalde for ”fjenden”, er Paul, Rudo og Heinz ikke traditionelle fjender. De kæmper ikke længere for deres fædreland, og har nok aldrig for alvor gjort det. De kæmper derimod for at holde sig i live. Men de har set død og ødelæggelse nok til ikke at ville udføre enhver ordre, og det bliver deres sidste udfordring i den krig, der synger på allersidste vers.
”Svovlregn” er en alvorlig, barsk, men på visse punkter også smuk skildring af tre individer, der i fællesskab sætter en grænse for, hvad de vil være med til, også selvom deres nej kan koste dem livet.
På trods af sin lille størrelse er ”Svovlregn” en vægtig roman.

Kultur eller menneskeliv
Det samme gælder ”Askedage”, der fortæller den unge tyske pige, Olgas, historie. Manglen på mænd har medført, at hun er blevet fodermester på et gods, men da russerne nærmer sig, stikker hun af sammen med løjtnant Wolf, der er blevet sendt til stedet for at redde en enestående samling af Goethes værker, der tilmed er forsynet med Schillers notater. Wolfs overordnede, kaptajn Halbert, har ganske vist samvittighedsnag over at beordre løjtnanten til godset, for missionen er lang fra ufarlig, og hvad vejer tungest: kultur eller menneskeliv? Kan de to overhovedet adskilles?  Halbert ved af bitter erfaring, at det netop er et folk, der har vendt litteraturen ryggen, som har skabt krigen og det spild af menneskeliv, den har ført med sig. Kaptajnen har en fortid som bibliotekar. Han bærer på et minde om, hvordan en såkaldt ”kulturpatrulje” fjernede de forbudte bøger:

”Bøllerne, der fortyndede hans bibliotek, havde haft glødende øjne og stemmer i diskant. Raus damit! Selvvrede, der i den germanske overdrivelse voksede til verdensvrede. Hvordan var det muligt i Land der Dichter und Denker? Fordi dårlige læsere hader bøger? Alle dårlige stavere. Alle de uhjulpne. Fordi bøger står uforskammet med ryggen til folket, og reolerne bliver en mur?
Eller fordi en ordre oppefra befrier bøllerne for tvivl? De skal ikke tænke, søge, vægte, vælge, beslutte. Deres tanker spredes ikke af tvivl, de kan agere helhjertet, fordi der kun findes ét iagttagelsespunkt og kun ét virkelighedsbillede foran deres øjne.” (s. 89).
Blot i dette lille uddrag afsløres Lembourns store indsigt i den nazistiske tankegang og propaganda. Heroverfor stod litteraturen svagt; så udsat som den fornemme samling på godset.

Olgas nej
Svagt står også de civile, der hører russernes kanoner ude mod øst. Derfor beslutter Olga sig for at trodse forbuddet og flygte, da Wolf dukker op på sin motorcykel. Som de tre soldater i ”Svovlregn” siger også hun nej. Hun vil ikke vente på at blive voldtaget af hævngerrige russiske soldater, og hun vil ikke lade partitro feldgendarmer stoppe sin flugt.
Det er Olgas held, at kaptajn Halbert sender løjtnant Wolf til godset, for på hans motorcykel kan hun lægge afstand til frontlinjen.

Wolf er alt andet end lykkelig og stolt over sin rang. Lembourn beskriver kortfattet løjtnantens krigsoplevelser:
”Han prustede og jamrede sig gennem de første frontuger, sked i bukserne, når det langsomme russiske maskingevær tyggede jord foran ham, indtil han blev slidstærk, som de kaldte det. ’Strabazierfähig oder sterben.’

Til familiens rædsel blev han udtaget til sergent, fordi man desværre anså ham for at være god til krigens gøremål og udstyret med en kraftig stemme. ’Så må du jo gå forrest,’ sagde hans farmor hændervridende, men under forklædet.

En måned senere var han nødt til at skrive, at tabstallene var så isnende, og oprykninger så hurtige, at han skrumplede videre til en ny kaserne for at blive lynuddannet løjtnant.” (s. 77).
At det lige er en ung mand som Wolf, Olga støder på, er hendes held, fordi han er villig til at løbe en betragtelig risiko ved at bringe hende tættest muligt på nordkysten, og besidder den samme skepsis overfor det nazistiske system som hun. Olga er en reflekteret ung landbokvinde, der aldrig har ladet sig gribe af massehysteriet. Ind imellem har hun vovet at sætte ord på sin tvivl, men hun har været forsigtig, vel vidende at det kunne få konsekvenser:
”I skolen havde hun hørt på, at det tyske sind ligger i det tyske blod. Dér strømmer vores fællesskab. ’Hvad så, hvis en soldat får en fransk transfusion?’ havde den fregnede Reinhard spurgt, og han var blevet sat ned bagest i klassen ved siden af Klara.” (s. 115).

Det tyske sind
Problematikken om det tyske sind optager også ejeren af det gods, hvor Olga er fodermester. Godsejeren er SS Obersturmbannführer og erkender i forårsdagene 1945, at krigen er tabt. Han er dog stadig overbevist nazist og tænker tilbage på de forløbne krigsår med stolthed, fordi de gjorde ham til en anden og stærkere mand med endnu større ret end før til at herske:
”Han ville gerne have haft lyst hår og blå øjne, men slægten var fortyndet og svækket med skamløst fransk blod. Parisiske kvinder med spinkle ankler, smægtende blikke og store hatte havde truet preussiske familier alle dage. Og hans oldefar havde ladet sig lokke hen på faldlemmen og giftet sig fransk – liderlig og til fals for dekadente kunstigheder.

Derfor havde lynkrigen mod Frankrig i den lune, gyldne forsommer 1940 været en euforisk tid. Som at svinge en le og fælde by efter by. Og da han gik i paraden op ad Champs Elysees og så, at den såkaldte ’Evige Flamme’ under den såkaldte ’Triumfbue’ var slukket, havde han følt en renselse. Den galliske skygge faldt ikke længere over ham, og han kunne se sig selv som et anstændigt menneske.” (s. 102).

Selvom der viser sig at være en vis forbindelse mellem Olga og godsejeren, er de milevidt fra hinanden hvad angår sind og holdninger, og Olga mener bestemt ikke, at hun er mindre tysk end personer som SS Obersturmbannführeren, der i hendes øjne har ledt både land og folk i ulykke.

Litterær advarsel
”Svovlregn” og ”Askedage” er ikke blot historiske romaner, men også aktuelle advarsler om, hvor galt det kan gå, når magten lægges i de forkerte hænder. Den markante politiske højredrejning, der i disse år finder sted i den vestlige verden, vil ikke nødvendigvis føre til krig og ødelæggelse, men det er dog værd at spejle nutiden i fortiden og være på vagt, når der dukker for mange ligheder op. Vi skulle jo nødig ende med at gøre Europa til en smadret slagmark som den, Paul, Rudo, Heinz, Wolf og Olga forsøger at overleve i i Claus Lembourn to fremragende krigsromaner.

fredag den 17. maj 2019

Erhvervslivet i bogform - en litterær refleksion

Kan man læse erhvervslivets historie ind i og ud fra litteraturen? Har den nedskrevet og opfanget bevægelserne, der er sket i måden, vi har drevet handel på, eller er det kun identitet, heltemodige kampe og kærlighedsrelationer, den har registreret? Og kan forretningsmanden få noget ud af  litteraturhistoriens store klassikere?


Af Jakob Brønnum

1. Sun Tzu: Krigskunsten (ca. 400 fvt.)

Det er ikke tilfældigt, at Sun Tzus Krigskunsten for nogle år siden udkom i den hidtil seneste danske oversættelse på forlaget Gyldendal Business. Et realityshow fra Singapore har de senere år haft en vært, der rejser rundt og hjælper entreprenører med at løse deres forretningsproblemer ved hjælp af råd fra den kinesiske klassiker, Krigskunsten.

Den ældgamle kinesiske klassiker har en lang historie som en bog om livsvisdom, der kan bruges på andre områder end slagmarken. Selvom Sun Tzu, ligesom så mange antikke og meget gamle forfattere, formentlig er en sagnfigur og værket en samling af andre værker, anses det af det læsende publikum ligesom Homers Illiaden og Odysséen for en forfatters værk.
Bogens strategiske anvisninger og refleksioner har inspireret Mao og amerikanske militærfolk i krigene mod Japan, Vietnam og Korea, ikke mindst for at forstå, hvordan modstanderen tænkte. I det 20. århundrede er sportsfolk, politikere og forretningsfolk kommet med på vognen.
Værket, der ikke er længere end højst 60-70 sider i en almindelig paperback har mange af de taoistiske og buddhistiske udgangspunkter, som det ses i citater som dette: "The supreme art of war is to subdue the enemy without fighting."

I den taoistiske visdom handler det om at afvente den rette omstændighed og situation for sin handlen, og det kan udmærket overføres på markedsanalyse. Det kan dette også: "Let your plans be dark and impenetrable as night, and when you move, fall like a thunderbolt." Vis ikke konkurrenten, hvad du har i sinde at markedsføre, og når tiden så er inde, sætter du en overvældende kampagne i gang.
Lad os se, om vi kan få nogle pejlemærker af nogle af de mange bøger fra litteraturhistorien, som tager stilling til eller bare skildrer forretningslivet
[caption id="attachment_40154" align="aligncenter" width="541"] En bambusbog fra 1700-tallet med en udgave af Sun Tzu[/caption]
Men kan man virkelig sammenligne forretningslivets krav med de udfordringer, en højerestående officer møder på slagmarken og bag den? Er der ikke nogle moralske problemstillinger, som går fløjten?
Eller gælder alle kneb i handel, som de gør i krig og kærlighed? Skal man altid udnytte modstanderens svage punkt til egen fordel? Skal man altid analysere sin situation på markedet, som om var en krigsskueplads? Hvor ender det?
Lad os se, om vi kan få nogle pejlemærker af nogle af de mange bøger fra litteraturhistorien, som tager stilling til eller bare skildrer forretningslivet. Og en ting til: Husk, at selvom du ikke har læst den, så har kineserne.

2. Plautus: Mostellaria (Det hjemsøgte hus, ca. 185 fvt.)

Vi springer forbi både Homer (ca 600 fvt.) og Platon og Aristoteles (400-300 fvt.), til trods for at sidstnævnte var huslærer for historiens mest succesfulde hærfører, Alexander den Store, og lander midt i Romerrigets første tid, hvor litteraturen, filosofien og teaterlivet blomstrer.
Nu kender vi til gengæld ofte forfatterne og deres liv. Plautus og Terents, for eksempel – to meget dygtige komedieforfattere, hvis værker er bevaret frem til i dag. Ligesom de 1700-1800 år senere komedieforfattere som Moliére og Holberg skriver Plautus ofte om "de faktiske forhold i jernindustrien". For eksempel i skuespillet Det hjemsøgte hus.
En rig købmand vender hjem efter en forretningsrejse og kan ikke komme ind i sit hus, fordi hans tjenere påstår, at det er hjemsøgt af spøgelser. I virkeligheden har hans søn drukket det meste af husets værdi op og lagt det mere eller mindre øde, hvad de ansatte prøver at forhindre ham i at opdage.

Det er problemstillingen, og dengang har det været alle mænds værste skræk, og derfor har skuespillet været noget af et gys bag sin velturnerede humor. I dag ville historien have handlet om, hvordan nogen i ly af mørket havde tømt ens bankkonto, eller – værre endnu – kun på papiret havde produceret, hvad virksomheden plejede, mens man i virkeligheden havde holdt lukket.
Det, at en husherre aldrig kan vide, hvad han vender hjem til efter en langvarig bortrejse, findes egentlig ikke mere som udgangspunkt for en fortælling, for vores kommunikationsmidler har ændret det. Men alle rollerne i Plautus' skuespil kendes stadig. De udgør en ret præcis, symbolsk redegørelse for, hvordan en virksomhed fungerer, og de problemer ledelsen altid står med: Skal man detailstyre eller risikere, at folk ikke passer deres arbejde, som de skal?
Og rollerne er klokkerene: Der er ham, der altid passer sit arbejde og tager de tunge pligter – en af de ældre tjenere, der tager på landet for at høste, eftersom ingen har passet landbruget, mens husets herre var borte. Der er ham, der ikke siger noget om situationen, selvom han ved, den er gal. Og ham, der decideret skjuler det, der sker, så længe som muligt, fordi han selv har fordel af det. Og ham, der godt ved, at hans kollega er kommet i vanskeligheder, og det passer ham fint.
Plautus' Det hjemsøgte hus bliver derved inspiration med modsat fortegn i forhold til Sun Tzus Krigskunsten: Et litterært værk om, hvordan man ikke skal gøre det. Værket kan findes på Project Gutenberg, som de næste værker også kan.

3. Machiavelli: Fyrsten (1513)

I sin bog Life, Inc.: How the World Became A Corporation and How To Take It Back (2009) gør den amerikanske forfatter og samfundskritiker Douglas Rushkoff opmærksom på, at der er det meget problematiske ved den måde, vi tænker i virksomhedskultur, at vi skaber en hel masse små moralsystemer, som konkurrerer med hinanden.
Det er moralsk korrekt at gøre alt, hvad man kan for at gavne virksomheden og fuldstændig umoralsk at gøre noget, der skader den. Virksomhedens vel er det naturlige parameter, som moralen udfolder sig i.

Men hvad nu hvis virksomhedens vel er strategier til at blive bedre til udnytte hullerne i loven? Eller at arbejde for at få fordele hos lovgivere eller offentlige indkøbere, som reelt udhuler velfærdssamfundet? Eller at presse medarbejderne i en mindre virksomhed, som ejes af et konsortium, for at nå de og de indtjeningsmål?
Virksomhedens vel er det moralske parameter, så det er ikke umoralsk at foretage noget, der forringer de ansattes livskvalitet, hvis det gavner virksomheden. Alle privatansatte, der har prøvet at få nye udenlandske ejere, ved, hvad jeg taler om. Og Sun Tzu lurer i baggrunden.
Den italienske renæssancetænker og historiker Machiavelli har i bogen Fyrsten beskrevet, hvordan man indfører sit eget moralsystem og etablerer et grundlæggende herredømme i nye regioner. Nye markeder. Det er ikke først og fremmest til en leder af en salgsvirksomhed, men en lovgiver og politisk leder, Machiavelli giver råd. Med Rushkoffs begreb er det råd om, hvordan man overfører sit eget moralsystem på dem, man vil lede og hvis områder, man vil gøre til sit domæne.
Opskriften har været så effektiv, at udtrykket machiavellisme er en kendt aktionsform. Den består i sætte sine følelser til side, for derved bedre at kunnen tjene de interesser, man forvalter, som regel sine egne. Derved er bogen ligesom Sun Tzus Krigskunsten også blevet anvendt mere alment.
Man forstår det, når man læser citater som dette: "Everyone sees what you appear to be, few experience what you really are." Og det her: "If an injury has to be done to a man it should be so severe that his vengeance need not be feared.” Det er strategier, der umiddelbart kan overføres på erhvervslivet i en konkurrencesituation. Og som bekendt er konkurrencesituationen i dag forstået som den grundlæggende ingrediens i et dynamisk marked. Det skal vi komme ind på lidt senere.

4. Martin Luther: Om forretningsvirksomhed (1524)

Martin Luther lavede den genistreg at adskille dele af tilværelsen fra det religiøse domæne og opnåede derved at underminere den totalitære magtinstitution, der gjorde krav på indflydelse over alle tilværelsens områder gennem middelalderen fra ca. år 600, nemlig den katolske kirke.
Hans tanker om adskillelsen af de åndelige og det verdslige i livet er så siden blevet udnyttet af magtpersoner til at skabe et moralfrit rum, nemlig det verdslige i livet. Det er en grov forvrængning af hans tanker.
Luther mente ikke, at man var mindre forpligtet på sin kristentro, herunder særligt hengivenheden for sin næste, i det verdslige dagligliv. Det kan man forvisse sig om ved at læse Den lille katekismus (1529), der var konfirmationspensum for alle frem til midten af 1900-tallet.
Troen og troens forpligtelser må ifølge Luther gennemsyre både hverdag og helligdag. Når regeringen og det populistiske støtteparti i skrift og tale hævder at "Danmark er et kristent land", er det et udsagn tømt for indhold, fordi det bygger på misbruget af Luthers såkaldte "toregimentelære" om adskillelsen af det verdslige og det åndelige i livet.
Luther mente, at handelsbranchen er den laveste af alle brancher. Den gang beskæftigede man sig intenst med at udpege, hvad der var ædelt her i livet, og hvad der var forkasteligt, hvem der var høj, og hvem der var lav.
Man kan ikke læse en roman eller en tekst om menneskelige forhold fra middelalderens afslutningen til langt op i 1800-tallet, der ikke interesserer sig for at karakterisere det gode og ædle over for det dårlige og lave. Man tænkte i hierarkier i tilværelsen og i samfundet.
Det var vi næsten holdt op med på grund af menneskerettighedstænkningen, indtil den populistiske reaktion på indvandringen indfandt sig i Europas og USA.
Luthers forfatterskab er temmelig rodet, og han havde virkelig brug for en forlagsredaktør, men desværre fandtes sådan en ikke, bogtrykkerkunsten var jo nærmest lige opfundet. Blandt de mest gennemarbejdede skrifter uden mange svinkeærinder og kraftudtryk, som han ellers jævnligt forfalder til, er et meget læseværdigt lille skrift om samtidens forretningsmoral. 1500-tallet oplevede en prisrevolution ved overgangen fra naturalieøkonomi til pengeøkonomi, hvis voldsomhed kom bag på Luther.

I skriftet Om forretningsvirksomhed (1524) lægger han sin holdning frem for særligt de tyske fyrster. Skriftet udkom sammen med den 10 år ældre prædiken, Sermon om ågeren, der handlede om rentetagning, som med handelslivet og bankvæsenets fremkomst dengang langsomt var ved at miste sin retmæssige plads i straffeloven under tyveri, hvor den havde befundet sig i hvert fald siden Romerrettens samling i senantikken i år 525.
I skriftet om forretningsvirksomhed forklarer han, at bonden er den, der har det ædleste arbejde – stik modsat, hvad man dengang og i dag ville mene. Hvorfor? Jo, fordi han står direkte under Guds nåde – for i Luthers optik er det jo Gud, der har skabt livet, der sørger for vind og vejr. Det kan han finde masser af udsagn om i Bibelen.
Hvorfor er handelsfolkene så de laveste? Jo, fordi de hele tiden prøver at tjene penge uden at have arbejdet for det eller ved at arbejde så lidt som muligt, for eksempel ved at tage så meget for varen, som de kan få, uden hensyn til dens egentlige værdi.
I et skabelsesteologisk perspektiv og et kulturhistorisk miljø, hvor man indordner mennesker og ting i livet efter høj og lav, stor værdi og ringe værdi, da er den indstilling at tjene mere, end varen reelt er værd, komplet umoralsk. Der må man altid tilstræbe at fremelske menneskers og tings reelle værdi.

5. Goethe: Wilhelm Meisters læreår (1795-96)

Pengeøkonomien blev som bekendt det, der vandt, sammen med handelslivets præmis, at det bestemt ikke er umoralsk at tage så meget for en vare, som man kan få, tværtimod er det moralsk, for ellers undergraver man virksomhedens soliditet.
I dag kan man vel gå så vidt som til at kalde det selve virkelighedens fast grund.
Indledningsafsnittet til andet kapitel i Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters læreår er uventet. Det er en samtale mellem hovedpersonen og hans mor. De taler om faderen. Faderen er handelsmand. Wilhelm Meister er teaterinteresseret. Det ser ud, som om det handler om forholdet mellem det vigtige og det uvigtige her i livet:

Da Wilhelm næste Dag sagde Godmorgen til sin Moder, betroede hun ham, at hans Fader var meget gnaven og med det første vilde forbyde ham at gå i Teatret hver Aften.
»Selv om jeg,« vedblev hun, »gerne selv går i Teatret, må jeg dog forbande det, da min Husfred bliver forstyrret ved din ubændige Tilbøjelighed for denne Adspredelse. Fader spørger hele Tiden, hvilken Nytte det er til, og hvorfor man skal spilde sin Tid sådan.«
»Jeg har også måttet høre for det,« sagde Wilhelm, »og har måske svaret ham lidt for rask. Men i Himlens Navn, Moder, er da alt det til ingen Nytte, som ikke direkte bringer os Penge i Lommen eller skaffer os i Besiddelse af det allernærmeste? Havde vi ikke Plads nok i det gamle Hus, og havde det været nødvendigt at bygge et nyt? Bruger Fader ikke årlig en anselig Del af Indtægten af sin Forretning til at udsmykke Værelserne? Er disse Silketapeter, disse engelske Møbler ikke unødvendige? Kunde vi ikke nøjes med tarveligere?
Jeg tilstår i al Fald, at disse Stribede Vægge, disse hundrede Gange gentagne Blomster, Snørkler, Kurve og Figurer gør et rigtig ubehageligt Indtryk på mig. Jeg kan i bedste Tilfælde gå med til, at de ligner vort Fortæppe på Teatret. Men hvor er det dog noget helt andet at sidde foran det! Selv om man må vente nok sålænge, ved man dog, at det vil gå op, og vi får de mest afvekslende Ting at se, som underholder, belærer og højner os.«

Man ser, at Goethes person er optaget af det høje og det lave her i livet, som også Luther var. Det, der er interessant, er, at Goethes hovedperson fastholder, at den verden, han møder i teatret, er meget mere virkelig end faderens handelsverden. Det vil komme som en overraskelse for de fleste af os. Goethes argument er, at det, mennesker kommer ud for i scenens problemstillinger, viser, at de er rigtige mennesker i virkelige liv. Replikskiftet her er et opgør med en materialistiske livsholdning, som handelslivet symboliserer i romanen.
Når Goethe lader sin hovedperson hævde, at virkeligheden findes i teatret, leger han selvfølgelig med den tanke, at teater lever af illusionen, modsætningen til virkeligheden. Men han befinder sig endnu på et tidspunkt i kulturhistorien, hvor mennesker kunne komme i tvivl om, hvorvidt livets åndelige kvaliteter var mere virkelige end de materielle, og kan derfor lave dobbelttydigheden som et billede, der giver stof til eftertanke. I dag ved vi, at kun tingene og det materielle er det virkelige.

6. Theodore Dreiser: Trilogy of Desire (1912)

Hvordan det er kommet dertil, skriver den nu nærmest glemte amerikanske romanforfatter Theodore Dreiser om i en flot, om end litterært set måske noget bombastisk trilogi, Trilogy of Desire.
Andet bind, "The Titan" (1914) fortæller om Frank Cowperwood, der uden andet hensyn end til at sikre sin indtjening genskaber en formue, han havde mistet efter et finanskrak. I første bind "The Financier" (1912) tjente han sin første formue på blandt andet økonomisk spekulation. Bøgerne ligger på Project Gutenberg.

Hovedpersonen i romanerne er tegnet over en virkelig finansmand, der oprettede sporvognslinjer i Chicago. Bøgernes læseværdighed består ikke mindst i den konsekvens i skildringen af tankegangen bag forretningsmetoderne, som Dreiser viser.
Strategien ligger på linje med, hvad vi lærer af Sun Tzu og Machiavelli. Det handler om at komme frem i verden, og intet andet er vigtigt – heller ikke hvem man kører over på vejen.

7. Sinclair Lewis: It can’t happen here (1935)

Den i dag næsten glemte, amerikanske nobelpristager Sinclair Lewis kom pludselig ind i mediebilledet igen for snart et par år siden, da litteraturhistorikerne kom i tanker om, at hans roman It can’t happen here fra 30'erne handler om, hvordan en højrepopulist kommer til magten i USA, som det er sket med Donald Trump.
Hvad har det med forretningslivet at gøre? Sinclair Lewis' genistreg består i at vise, hvordan det omgivende samfunds støtter – de republikanske forretningsfolk og de husmødre, som kan rejse rundt og holde opbyggelige foredrag – ikke reagerer på demagogen, fordi de kan bruge ham. Bortset fra dem, der ikke reagerer, fordi de rent faktisk ikke har et demokratisk sindelag.
Romanen er regulært profetisk, eller rettere politisk indsigtsfuld, for det er de samme argumentationer og de samme politiske holdninger, som dem vi ser hos Trump i dag. Komplet med ”Make America great again”-sloganet.

Den har en flot række af portrætter af de mennesker i lokalsamfundet, almindelige handelsfolk og folk i forskellige magtpositioner lokalt, der gennem deres måde at handle på i konkrete situationer skaber forudsætningerne for, at den udemokratiske populist kan blive præsident. Det illustrerer dagens politiske situation.
Når Trump stadig har det republikanske partis støtte (bortset fra dem, der kritiserer ham, når de forlader politik, og derved bliver en avanceret form for medløbere på hans umenneskelighed), skyldes det, at forretningslivet kan bruge ham. Hans ophævelse af miljøregulativer og mangel på interesse for mindsteløn og arbejdsvilkår forbedrer virksomhedernes produktionsvilkår.
Man kan med Rushkoff sige, at det ville være umoralsk virksomhedsmæssigt set at styrte ham, for det vil ikke være til egen fordel, rent forretningsmæssigt, selvom man menneskeligt set ved, at man burde.
Men derved risikerer man at sætte selve det menneskelige til side som uvigtigt. Menneskeligheden bliver på sin vis ikke det egentlige i livet, men det, man handler med.

8. Kazuo Ishiguro: Never let me go (2005)

Den engelske nobelpristager i litteratur fra 2017, Kasuo Ishiguro, har en gribende roman om at handle med mennesker.
Nogle gange kan man gribe sig i at tænke, om Ishiguro udøver følelsesporno, for i hans romaner findes altid et eller andet sted, hvor verden er bundløst grum. De genrer, han skriver i, er forskellige, og emnerne er meget forskellige, men den bundløse, ondskabsfulde, smertefulde grumhed, der lidt efter lidt viser sig, er den samme.

I Never let me down møder vi nogle pragtfulde unge mennesker på en institution. Stor er rædslen hos læseren, når man indser, at den melankoli, der også præger det hele, skyldes, at personerne er fuldt følsomme og tænkende menneskelige kloner, hvis livsmål det er at levere organer til rigtige mennesker – indtil de ikke har mere at levere og må lægge sig til at dø i slutningen af 20'erne. Vi følger dem frem til efter, at livsvigtige organer er doneret til rigtige mennesker.
Det er den yderste konsekvens af at gøre det menneskelige til en handelsvare, som Ishiguro skildrer her. Den er så langt ude, at vi næsten ikke kan se, hvad symbolikken går ud på. Den er, at mennesket er en handelsvare. Nøjagtig som man langt om længe forstår om Facebook, at der er os, brugerne, der er varerne, ejerne sælger til annoncører.
Selvfølgelig kan vi ikke bruge mennesker på den måde, som Ishiguro skildrer. Men hvor går grænsen?

9. Anders Bodelsen: Frysepunktet (1969)

Der findes en interessant parallel til Ishiguro i en tidligere roman, Anders Bodelsens Frysepunktet.
Frysepunktet er en science fiction-roman om en yngre mand, der lader sig fryse ned, fordi lægerne har opdaget, at han lider af en sygdom, de først regner med at kunne helbrede om så og så mange år.

Romanen er på mange måder helt essentiel i beskrivelsen af teknologiens udvikling i vores nye massesamfund. Hovedpersonen bliver flere gange tøet op og møder mennesker, han har kendt som ung, der nu er ældre end ham selv. Parallellen til Ishiguros yderliggående skildring af teknologiens umenneskelige potentiale ligger i en banalitet, som vi har glemt.
I 1940'erne, da krigen var ved at være slut, aftalte de allierede magter at indrette verdens nationaløkonomier på en sådan måde, at man med de store statsejede virksomheder ville skabe et overskud, der gav mulighed for at finansiere et socialvæsen af hidtil ukendt omfang.
Det var den såkaldte keynesianisme efter den engelske økonom John Maynard Keynes' teorier. Han sad med ved bordet ved de afgørende forhandlinger i Bretton Woods i USA i juni 1944.
Det, der lå neden under Keynes' teorier, var også den fantastiske grundtanke, at det med den teknologiske udvikling og den store statslige organisation af det socialliberale samfund ville være fuldstændig unødvendigt at arbejde mere end fem-seks timer om dagen.

Reagans og Thatchers omklamring af Keynes' store kritiker, Milton Friedman, mindre end 40 år senere, betød, at man fra 1980 afregulerede nationaløkonomierne og slankede staterne, hvad vi ikke så længere senere møder i Danmark under Anders Fogh Rasmussens tanker om "Fra socialstat til minimalstat".
Den frihed, vi alle kunne have fået gennem de store offentlige organisationers uddeling af den, blev givet til private, og vi har nu et ukontrollerbart milliardærvælde, hvor de middelalderlige fyrster, som Luther og Machiavelli rådgav, er vendt tilbage. Bare ikke geografisk afgrænsede. De kan fabulere om at bygge metro fra New York til Washington eller kolonisere Mars.
Og de kan gøre det, hvis de vil. Der er bare én ting, der er helt sikkert: Dem, der kommer til at få glæde af det, det er dem, der selv kan betale for det. Almenvellet er en saga blot.
Hos Bodelsen er der flere steder den fremtidstro – ikke ironisk, men fuldstændigt oprigtigt ment – at alle mennesker i almindelighed vil få glæde af fremskridtet, fordi det automatisk bliver ligeligt fordelt.
Vi kan næsten ikke forstå det i dag. Så sent som 60'erne ville det have været en mulighed, at staten sikrede gratis wi-fi til alle. I dag er det privat og koster, hvad man kan få os til at betale for det. Hvorfor blev det ikke sådan, at alle fik ligelig del i fremskridtet?

10. Elena Ferrante: Min geniale veninde (2011)

Egentlig handler Elena Ferrantes fire Napoli-romaner om to kvinders måde at manøvrere sig gennem et mandsdomineret samfund. Men særlig den første viser noget om erhvervslivet, som ligger i dybet af den, skjult og godt.
Den italienske forfatter og journalist Roberto Saviano har gjort opmærksom på noget meget, meget vigtigt om den sorte økonomi, for eksempel narkoøkonomien. Vi går rundt og tror, at narkoøkonomien er en plet på det kapitalistiske system, der er det eneste ordentligt velfungerende økonomiske samfundssystem, trods alle dets fejl og mangler. En undtagelse. Men det er forkert.

Narkoøkonomien er essensen af det kapitalistiske systems virkemåde, forklarer han. Det er den perfekte udformning af handelslivets ideologi, når det gælder at iværksætte sin strategi for at tjene flest mulige penge og derved moralsk set opfylde sin opgave: At styrke sin virksomhed.

Der er altid kunder nok til narko. Alle leddene er udskiftelige. Der er altid nok af leverandører. På grund af hemmeligholdelsen må transport ske i enkle, udskiftelige led. Distributionen ligeså. Det er perfekt for den rene, uforstyrrede indtjening.
Og vi ved det jo godt. Det er den vej, alle de store forretningskæder fører vores forretningsliv. Færre og færre modeller og varetyper, der forenkler produktionsomkostningerne. Færre og færre specialiserede ansatte, der let kan skiftes ud. Centrale indkøb, så der heller ikke lokalt kræves fagkundskab om det. På den måde bliver hver enkelt led i forretningskæden udskifteligt og i sin enkelhed billigere at erstatte.
Og så en ting mere, som vi alle sammen ser hver dag, mange gange, med abonnementer af enhver art. Narkohandlermetoden: Du får det første gratis, og når du så har vænnet dig til at bruge det, så bonner vi dig big time.

Det er også den måde, handelslivet fungerer på i Ferrantes lokale boligkvarter i Napoli på grænsen til og inde i den italienske mafia. Man knytter folk og kunder til sig, man kan regne med, og som langsomt bliver afhængige af én. Og bliver nogen konkurrent for stor eller for besværlig, så gør man alt for at underminere vedkommendes levebrød. For til sidst helst at være alene på markedet.
I dag vil man ikke være åbenlyst alene på markedet, men hellere gerne eje alle markedets virksomheder, som man så lader konkurrere med hinanden. Af hensyn til markedets dynamik. Eller som Sun Tzu skriver et sted: Al krigskunst bygger på bedrag.
Det er i det hele taget i opgør med og reaktion på mændenes adfærdsformer i den form for økonomiske spilleregler, at de to kvindelige hovedpersoner udvikler sig til voksne mennesker; vidt forskellige fordi den ene undertrykkes af dem, mens dens anden kommer fri.
Det er måske dér, den vigtigste kulturkamp står i dag. Hvad mon udfordringen til erhvervslivet er i det spektrum?

Klummen har tidligere været bragt i POV International