I skyggen af forældrenes dæmoner

Den usynlige hær
Niels Johansen
Forlaget Læselyst

Af Carina Wøhlk
Befrielsesdag. Solen skinner. Klokkerne ringer. Det er forår og Danmark frit. Det er der al mulig grund til at glæde sig over. Og glæden bliver kun dybere, når den har historien om Anden Verdenskrig som alvorlig klangbund. 

Flittige Niels Johansen, der både er salmedigter og forfatter, udkom på besættelsesdagen den 9. april med sin nye kortroman Den usynlige hær. Bogen retter et indfølende blik mod børn af frihedskæmpere. 

Temaet er ikke Niels Johansen fremmed. Han har udgivet flere bøger om netop besættelsen og befrielsen. Den usynlige hær er en selvstændig roman i serien om den samme familie. I bøgerne Du ved det nok mit hjerte og Hjerter taler samme sprog fortæller Johansen om krigen og befrielsen fra de voksnes perspektiv, men i Den usynlige hær opleves det hele i børnehøjde. 

Kampens pris

Med sin kortroman fordyber Johansen sig i et emne, der fortjener skærpet opmærksomhed: Kampen sluttede ikke med befrielsen – hverken for modstandsfolkene eller deres børn. Efterkommerne af de mænd og kvinder, der sad i koncentrationslejre eller på anden vis blev traumatiserede af deres engagement i modstandskampen, måtte vokse op med forældrenes dæmoner. De lærte at gå på listesko, vare deres munde og færdes i et minefelt af fortielser og fortrængninger. Kampen for et frit Danmark var ikke uden omkostninger. Prisen måtte betales livet igennem – af frihedskæmperne selv og af næste generation.

Den usynlige hær handler om de tiårige tvillinger Dan og Simon, der efter befrielsen må leve i skyggen af krigens rædsler. For deres far, der var aktiv modstandsmand, er både fysisk og psykisk nedbrudt af det, som krigen har gjort ved ham – og drevet ham til at gøre. Han ”bærer på en meget tung kuffert af tanker og drømme fra krigen”. Den kuffert bliver også børnenes byrde. Deres fars skrøbelighed og humørsvingninger påvirker urimeligt meget. Børnene må hele tiden vejre stemningen og veje deres ord. Bliver far ked af det nu? Får mor røde pletter på halsen? Fortælleren Dan formulerer det hjerteskærende: ”Er fars mareridt som krigens luftalarm? Hvor er så vores beskyttelsesrum?”.    

Børnene som brobyggere

Som handlingen skrider frem, viser det sig, at Dan og Simon ikke er de eneste børn i skolen, der kæmper med krigens efterveer. Sammen med nogle klassekammerater danner drengene en hemmelig bande – en lille usynlig hær, der i fællesskab finder mod til at bygge broer over de ruiner, krigen har efterladt. Deres aktion giver håb for fremtiden. 

Niels Johansen 

Titlen Den usynlige hær henviser indirekte til Knud Sønderbys roman af samme navn – om en modstandsgruppes særlige sabotagehandling. Men den stræber også efter at synliggøre en mere overset og uvæbnet styrke – de børn, hvis barndom blev præget af forældrenes krigstraumer.    

Som læser skal man forberede sig på en fortættet fortællestil. Bogen er inddelt i korte og ordknappe afsnit – næsten som en pixibog. Måske fordi det er et barns stemme, der driver historien frem. Måske fordi Johansen som digter har en særlig evne til at udtrykke meget med ganske få ord.     

Den usynlige hær formår at sætte sig i børnenes sted og samtidigt slå nogle af de store temaer an, som enhver krig drejer sig om: Det ondes problem og muligheden for forsoning. Efterskriftet er et enkelt vers, der angiver bogens formål – nemlig at: ”…takke de børn, som betaler/ en pris for forældrenes mod./ De bærer som voksne en barndom/ med lugten af modstand og blod”. Smukkere kan det ikke skrives.

Enigmatisk kortroman med mange lag

Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz (Grasset, 2007), oversat fra fransk af Nils Schultz Ravneberg. Udgivet af Forlaget Sidste Århundrede (2021)

Af Ann-Christina Hansen

Resumé

Schweiz, februar 1903. I den afsidesliggende bjerglandsby Ropraz vågner indbyggerne op til et chokerende syn: En grav er blevet åbnet, og ved nærmere eftersyn viser det sig, at afdødes krop er blevet beskæmmet og lemlæstet på den mest modbydelige måde. Forbrydelsen rammer indbyggerne så meget desto hårdere, da det går op for dem, at afdøde er den fagre, tuberkuloseramte Rosa Gilliéron, datter af landsbyens fredsdommer og medlem af Det Store Råd, der blot få dage forinden blev stedt til hvile under en overdådig begravelsesceremoni.

Rygter og beskyldninger begynder straks at svirre, og da yderligere to grave i omegnen udsættes for samme bestialske behandling, går der ikke lang tid, før folk får overbevist sig selv om, at det må være en vampyr, der er på spil. Efterhånden som frygten spreder sig ud i de mest afsidesliggende afkroge af egnen, begynder den ellers strengt calvinistiske befolkning at ty til overtro og for længst glemte katolske ritualer. 

Indtil flere mænd anklages for at være vampyren, men alle bliver hurtigt løsladt, da beskyldningerne viser sig at være ubegrundede. Først da mistanken falder på Charles-Augustin Favez, karlen på en større gård i Ferlens, hvor den tredje gravskænding fandt sted, kommer der skub i sagen. Favez, der midt om natten er blevet taget på fersk gerning i færd med at voldtage en kvie, fremstår som den oplagte gerningsmand:

"Han er 21 år, ser dobbelt så gammel ud, en løjerlig fyr, hans blik er undvigende, han er fordrukken, depraveret, tavs. Og han fornøjer sig altså med vores dyr! Kunne han mon også finde på at luske omkring på kirkegårde? Hvad nu hvis Favez var den skyldige, hvad hvis det var Favez der var ved Rosas grav, og også ham i Carrouge, og Favez igen i Ferlens! Selvfølgelig er det Favez, sadisten Favez. Uhyret Favez. Det er ham, vampyren fra Ropraz. Når han mangler menneskeofre, penetrerer han køer og kvier mens han venter på at sætte tænderne i flere døde unge kvinder. Eller levende, hvorfor ikke? Små blide og varme væsener, uskyldigt sovende skolepiger, konfirmander, unge mødre som han kan lade sig selv og sin afskyelige mund glide hen over."

Hvad handler den egentlig om?

På trods af titlen er Vampyren fra Ropraz ikke en fantasyfortælling om vampyrer eller andre underjordiske væsener for den sags skyld. Den er heller ikke en historisk roman om et gammelt justitsmord, for på trods af at romanen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, der fandt sted i Ropraz i starten af det 20. århundrede, så er det langt henne ad vejen ren fiktion (af frygt for at røbe romanens slutningen henvises læseren til selv at tjekke baggrunden for historien). 

Og på trods af at sproget og stilen, der på forunderlig vis blander lyrik og politirapporter og minder om noget, der kunne være skrevet i starten af det 20. århundrede, så udkom romanen faktisk først i 2007. Og det er måske her, man skal lede efter en mulig fortolkning af denne enigmatiske kortroman, for hvorfor kaste sig over en fait divers, der er mere end hundrede år gammel, hvis det i sidste ende ikke er for at råde bod på en uretfærdighed?

Kritik af calvinismen?

Jacques Chessex (1934-2009), der længe selv var bosat i den fransktalende kanton Vaud, hvor Vampyren fra Ropraz tager sit udgangspunkt, vandt aldrig stor popularitet i sit hjemland, men det er måske heller ikke så overraskende, for det er et lidet flatterende billede, han tegner af sine landsmænd (og kvinder) i de Schweiziske Alper nord for Lausanne: 

”Mange spredte bebyggelser i øde områder omkranset af dunkle træer, snævre landsbyer med lave huse. Her kommer ingen nye idéer i omløb, traditionerne vejer tungt, moderne hygiejne kender vi ikke til. Gerrighed, ubarmhjertighed, overtro; ikke langt herfra går grænsen til Freiburg, hvor hekseriet florerer. (…) Frygten sniger sig omkring. Om natten gør vi besværgelser mod onde ånder og djævle. Vi er strenge protestanter, men vi korser os når vi ser uhyrer tage form i tågen. Med sneen vender ulven tilbage.”

Til gengæld blev han meget vel modtaget i Frankrig, hvor han blandt andet modtog den prestigefulde Prix Concourt for romanen L’Orgre i 1973. Og det er måske ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at Vampyren fra Ropraz kan tolkes som en kritik af calvinismen – eller i hvert tilfælde den fortolkning af calvinismen og måske protestantismen i det hele taget, som franskmændene ynder at opretholde – og den seksuelle undertrykkelse og sygelige perversitet, som religiøs puritanisme kan medføre. 

”På disse afsides egne er enhver ung pige en ledestjerne for galskaben. Blodskam, grublen i cølibatets mørke over det evindeligt begærede og forbudte kød. Den seksuelle frustration, som man senere har kaldt den, føjer sig til den snigende frygt og forestillingen om det onde. I vores ensomhed våger vi om natten hvor de få heldige og deres stønnende medsammensvorne muntrer sig med hinanden, djævlens berøring, synden stikker dybt efter fire århundreder med påtvungen calvinisme.”

Blodtørstig vampyr eller indre svinehund?

Men igen må man som læser spørge sig selv: Hvis Chessex blot havde til hensigt at kritisere den schweiziske udgave af calvinismen, hvorfor går han så mere end hundrede år tilbage i tiden? Hvorfor fokuserer han ikke blot på det nutidige Schweiz? 

Måske var vampyren fra Ropraz for Jacques Chessex blot et symptom; et eksempel på hvad der kan ske, når en kvælende (selv)censur lægger sig som et tæppe i en øjensynlig snehvid renhed, og en generel advarsel til os alle om at være på vagt over for vores egen indre svinehund, så den ikke får lov til at udvikle sig i stilhed og mørke. Det er i den forbindelse interessant at notere sig, at Jacques Chessex konsekvent anvender pronomenet vi, når han beskriver befolkningen.

Uden at røbe hvordan historien ender, lad mig blot afslutte med at nævne, at det aldrig i virkeligheden lykkedes at fange nogen vampyr. Og hvad angår Jacques Chessex, så hviler han så vidt vides stadig uforstyrret i Ropraz.

Overordnet anmeldelse

Det er ikke en bog for de sarte, men hvis man kan se ud over de ofte udpenslede beskrivelser af vampyrens og befolkningens perversiteter, så er det en enigmatisk, medrivende kortroman, der er læst på en aften eller to. Så vidt vides, er Vampyren fra Ropraz det eneste af Chessex’ værker, der indtil videre er blevet oversat til dansk. Det håber jeg, at Nils Schultz Ravneberg og Forlaget Sidste Århundrede snart vil råde bod på.

Fra stjernestøv til almindeligt støv

"Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand." Carina Wøhlk har læst Mishima

Yukio Mishima
Star
Forlaget Korridor 2022
Oversat af David M. Larsson  

Af Carina Wøhlk
Japansk litteratur er mere end Kenzaburo Oe, Yasunari Kawabata og Haruki Murakami. Det har det lille forlag Korridor sat sig for at åbne danske læseres øjne for. Med udgivelsen af Yukio Mishimas kortroman Star, som oprindeligt udkom i 1960, bringer forlaget en af Japans største forfattere til ære og værdighed. 

I David M. Larssons flydende oversættelse og novella-seriens indbydende layout sætter Star spotlight på berømmelsens omkostninger. Læseren følger den unge mandlige skuespiller Mizuno Yutaka, der under indspilningerne til endnu en spillefilm, mister mere og mere føling med sig selv, sin virkelighed og sin lyst til at leve.  

En stjerne i opløsning

Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand. Men det er, som om berømmelsen udhuler ham, som om hans empati og sans for det egentlige liv eroderer. Han er fuld af hånlige tanker om de ”fugleskræmsler” (se side 7), der tilbeder ham. Og han har hede fantasier om at ”binde alle disse kvinder sammen til en bedekrans og slynge dem ind i et krematorium” (se side 23).  

Som sin trofaste oppasser har Yutaka den – ifølge ham – grimme kvinde Kayo, der også er hans elskerinde og fortrolige. Deres indbyrdes forhold er på mange måder omdrejningspunktet for fortællingen. Beskrivelsen af hendes sølvtænder (sic!) og foragtende attitude overfor alt og alle er ætsende. Efterhånden som Yutakas verden går i opløsning, bliver spørgsmålet om, hvorvidt Kayo egentlig er til, en trussel imod hans forstand.   

Kampen imod hverdagskronologien

Undervejs fortaber Yutaka sig i filmens univers. Måske for at glemme sit eget tomme liv. Måske for at gøre oprør imod den kedelige form for kronologi, som vi kalder for hverdag. På et filmset suspenderes den ordinære tid, og de medvirkende kan spole frem og tilbage i handlingen efter forgodtbefindende.  Sådan er det bare ikke i et almindeligt menneskeliv. Vi kan ikke springe fra scene til scene, som vi lyster.

Yutaka rendyrker nuet og kropsligheden for at undfly den fremadskridende tids banalitet. Men tidens tand kan ingen flygte fra. Den bliver ved med at gnave. Det går i al sin gru op for Yutaka, da han på filmsettets barbersalon støder ind i den bedagede stumfilmstjerne og førsteelsker Aijiro Kokura, som er tydeligt ældet: ”Den eneste maske, han havde, som lige nøjagtig passede, var det smukke ansigt, han havde mistet” (se side 85). Forfald er uundgåeligt. Skønhed vil falme med tiden. Når instruktørens allersidste ”CUT!” lyder, har Yutaka kun Kayo og hendes tilbagevendende forsikring at læne sig op ad: ”Selv når du fylder tres, vil jeg stadig kalde dig min smukke, lille prins” (se side 86).  

Den fascinerende kortroman er givetvis inspireret af forfatterens egen skuespilkarriere. Skildringen af hovedpersonens momentant svigtende livsmod er interessant, især når man som læser ved, at Yukio Mishima selv begik ritualiseret selvmord efter japansk tradition i 1970 – på den mest dramatiske og selviscenesættende facon. 

Bogen afspejler forfatterens talent for at provokere. Mest tankevækkende er nok det psykologiske indblik i en usympatisk og afstumpet hovedperson, der, som handlingen skrider frem, forstår, at hans eksistens ikke hvirvler af stjernestøv, men af det støv, som vi alle er rundet af - og som vi alle vender tilbage til.        

  

Ung pige kastes for ulvene af sine forældre

Arthur Schnitzler: “Frøken Else”, Forlaget Ti vilde heste, 2022, 101 sider, oversat fra tysk af Jens Pedersen.

Af Egil Hvid-Olsen.

Arthur Schnitzler var kun seks år yngre end Sigmund Freud. Begge havde deres gang i Wien. I kortromanen ”Frøken Else” fra 1924 fornemmer man en tydelig inspiration fra psykoanalysens fader. Læseren føres gennem hele bogen af den 19-årige Elses stream-of-consciouness. Alt, hvad der udtales, er markeret med citationstegn. Al romanens øvrige tekst gengiver den unge piges tanker. Man må følge med, når Else gør et tankespring, eller når hun indforstået kommenterer personer, som læseren ikke tidligere er stødt på. Naturligvis har Schnitzler lagt fortællingen an, sådan at man hurtigt finder ud af, hvem det nu er, Else taler med, men han gør det så raffineret, at man ikke tænker over, at det er det, han gør. Resultatet er en regulær page turner, som både slipper den sorte humor fri og kritiserer den kultur, der dyrker det overfladiske. Der lurer nemlig altid noget i dybet af det menneskelige sind, som det er klogere at se i øjnene end at ignorere.

Frøken Else er en rigtig overklassepige. Forkælet, selvoptaget og kritisk overfor alle andre end sig selv. Dertil forstår man, at hun er køn. Med bluselsløs narcissisme dyrker hun sit eget spejlbillede, men andre finder hende bestemt også attraktiv.

De frække fødder

Selvom Else går i sit sidste teen-år, er hun mindst lige så selvoptaget som den gennemsnitlige teenager. Hun bliver forkælet af sine forældre, der finansierer hendes high society tilværelse. Tanken om at skulle ernære sig som eksempelvis barnepige er i Elses opfattelse mindst lige så slemt som at dø. Det er under hendes værdighed at skulle arbejde for føden.

Man kan spørge, hvilket mål hun så har i livet. Selvom hun ikke er meget for at tænke på det, er hendes mål at blive gift med en rig mand. Hun har ingen andre muligheder, for hun har brug for en mand, der kan forsørge hende. Tanken om at skulle være underlagt en mand er dog ikke attraktiv, særligt fordi hun næppe selv får lov at vælge, hvem hun vil giftes med. Else har intet imod mænd som sådan, men hvem hun skal være intim med, vil hun selv bestemme.

Østrogenerne tæsker rundt i kroppen på den unge kvinde og påvirker hendes tanker, så hun fantaserer om alle de elskere, hun skal have. Den slags forestillinger er særdeles upassende - ja, sygelige - i en kultur, hvor en kvinde end ikke må vise sine bare fødder. Men måske forholder det sig lige omvendt: At mænd bliver syge af ikke at måtte se andre utildækkede legemsdele på kvinder end ansigt og hænder. I hvert fald viser det sig i ”Frøken Else”, at den mandlige seksualdrift har svært ved at blive holdt nede; men igen foregår det i det skjulte.

Datter som lokkemad

Else udfordres, da hun, der er på hotelferie, modtager et brev fra sin mor. Det er ikke første gang, at Elses far har investeret familiens penge dårligt og har måttet tigge blandt venner for at låne penge, som alle ved, at han aldrig får betalt tilbage. Alligevel har faderen indtil videre undgået tugthuset. Men denne gang har han sværere ved at slippe ud af kniben, og derfor skriver Elses mor til datteren og opfordrer hende til at hjælpe med at skaffe den nødvendige sum.

Pludselig må denne unge og attraktive kvinde altså vove at afsløre sin skrøbelighed. Det må hun, selvom hun befinder sig i et selskab af rige mænd og kvinder, der alle som én undertrykker deres seksualdrift med et kompliceret sæt regler for god opførsel. Det er farligt farvand at navigere i, for selvom hun ved, hvem hun skal tigge om penge, ved hun ikke, hvad han kræver til gengæld, og samtidig truer skandalen, hvis noget af det forbudte eller skamfulde kommer for en dag.

Else lægger den ene plan efter den anden, men intet går, som hun havde håbet…

Humor og spænding i en gammel roman

Bogen er oversat fra tysk af Jens Pedersen, der driver mikroforlaget ”Ti vilde heste” sammen med Iben Haaest. Læsningen er ubesværet, fordi den består af en humoristisk afklædning af en samfundsklasse, der netop har det svært med det afklædte. Eftersom Schnitzler driver handlingen hastigt frem mod et uforudsigeligt klimaks, er bogen også elementært spændende. Meget mere kan man ikke forlange, og da slet ikke af en bog med små 100 år på bagen.

Den ubærlige lykke

Fjodor Dostojevskij: ”Et svagt hjerte”, oversat af Tine Roesen, Batzer & Co 2022, 83 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Hvad har vi dog gjort, siden vi skal have det så godt?” er en udbredt vending, der nok mere er et udtryk for glæde og velbehag end et alvorligt ment eksistentielt spørgsmål. I Dostojevskijs korte roman eller lange novelle ”Et svagt hjerte” fra 1848 er spørgsmålet udfoldet i en fortælling, der kredser omkring den lykke, der føles uretfærdig, og som derfor truer med at blive ubærlig.

Dostojevskij var 27 år, da han skrev ”Et svagt hjerte”, og dog er der noget helstøbt og stringent over teksten, som ikke præger hans senere store romaner, der ofte har en lang række sidehistorier, som fletter sig ind og ud mellem hinanden. Tilmed er teksten nyoversat knastfrit og levende af Tine Roesen, hvilket er med til at gøre ”Et svagt hjerte” til en pageturner.

Den forelskedes tungsind

De to unge mænd, Vasja og Arkadij, bor sammen i en lille lejlighed. Ingen af dem er velhavende, men de har i det mindste arbejde begge to.

Selvom Vasja ikke er noget godt parti, fordi hans indtægt er begrænset og han har en fysisk defekt, er han ikke desto mindre lige blevet forlovet ved historiens begyndelse. Arkadij er bekymret på vennens vegne for, hvordan han skal kunne skaffe penge nok til en families husholdning, men Vasja er lykkelig over, at Liza, hans forlovede, vil have ham. Da Arkadij præsenteres for hende, kan han heller ikke lade være med at begejstres og ønsker at hjælpe Vasja og Liza så godt som muligt på vej.

Nu viser det sig, at forelskelsen har gjort Vasja så sorgløs, at han har udskudt et bestillingsarbejde, hvis deadline nærmer sig med hastige skridt. Han har haft alt for travlt med at tale med Liza eller, hvis de har været adskilt, spekulere på hende til at få noget fra hånden. Så nu må Vasja sidde oppe flere nætter i træk og knokle med opgaven.

Det er, som om dette pres driver glæden og lykken ud af ham. Arkadij forsøger at hjælpe efter bedste evne, men tungsindet tynger blot Vasja mere og mere, for han begriber ikke, hvorfor han skal være så heldig. Det virker så uretfærdigt, at lykken bliver ubærlig.

En kærlighedsfortælling om venskab

”Et svagt hjerte” insisterer på at blive læst. Dialogerne trækker læseren ind i den usikkerhed, der præger både Vasja og Arkadij. De ved ikke, hvor de står, om de er købt eller solgt, om lykken er gjort eller snart vil falde på gulvet og splintre. Arkadij forstår først lidt efter lidt, hvad der foregår, og det samme gælder læseren, mens Vasja nærmest forstår alt og samtidig ingenting.

Ud over at være en tragisk kærlighedsfortælling, er ”Et svagt hjerte” også en fortælling om venskab. Arkadij har taget Vasja under sine vinger, men også dette er med til i overført betydning at få sidstnævnte til at stille spørgsmålet: ”Hvad har jeg dog gjort, siden jeg skal have det så godt?” Og i hans tilfælde er det i allerhøjeste grad et eksistentielt spørgsmål, som han ikke kan finde svaret på.

Forelskelsens væsen

Fjodor Dostojevskij: ”Hvide nætter”, Batzer & Co 2021, oversat af Trine Søndergaard, 111 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fjodor Dostojevskij var 27 år, da han skrev den korte roman ”Hvide nætter”. Det er ikke umuligt, at hans fortæller har visse af forfatterens egne træk. Han er i hvert fald forsynet med en levende fantasi, der får ham til at danne sine helt egne hændelsesforløb, hvori de personer, han passerer forbi, agerer aktører. Selvom han kan få mange eftermiddage og aftener til at gå med at digte en lang række fortællinger for sig selv, og selvom han klart foretrækker dette fremfor sit trivielle arbejde, erkender han dog, at han er ensom. Ét er hans dagdrømme, der nærmest har udviklet sig til en hobby. Noget andet, at han umærket ved, at han udlever sit følelsesliv i en fiktiv verden. Det er ganske simpelt ikke den rene vare, hvilket han tydeligt forstår, da han møder den unge Nastenka, som han forelsker sig hovedkulds i.

Nastenka er en forældreløs pige, der bor hos sin strenge bedstemor. Den gamle kræver disciplin og hæfter barnebarnets kjole sammen med sin egen, så Nastenka ikke kan forlade sin bedstemor, uden at det bliver opdaget. Dog benytter den unge pige de sene aftener, når bedstemoderen er gået i seng, til at snige sig ud. Hun har et helt særligt ærinde, hvilke både fortælleren og læseren først får indblik i på et senere tidspunkt.

Umiddelbart virker det dog lidt som koketteri, da Nastenka takker ja til at møde fortælleren igen på én betingelse:

- Netop fordi jeg kender Dem, inviterer jeg Dem til at komme i morgen, sagde den unge pige leende. - Jeg kender dem allerede. Men hør efter, De må kun komme på én betingelse, først og fremmest (og vær rar at gøre som jeg beder om – De kan jo se at jeg taler oprigtigt), De må ikke forelske dem i mig … Det går ikke, jeg beder Dem. Venskab er jeg parat til, her har De min hånd … Men ingen forelskelse, jeg beder Dem! (s. 25).

Allerede på dette tidspunkt er fortælleren klar til at love alt for at forenes med Nastenka, så hun får hans ord samt fulde opmærksomhed.

Hvide nætter og en mørk morgen

De kommende nætter mødes de to igen til fortællerens udelte glæde og Nastenkas store tilfredshed. Fortællerens nætter med den unge kvinde beskrives som hvide, fordi hun lyser dem op. Men…

Mine nætter sluttede med en morgen. Det var dårligt vejr. (s. 107).

Således ender kærlighedshistorien i sin modsætning. Og dog… Fortællerens nederlag slår ikke hans kærlighed ihjel. I hvert fald ikke med det samme. Dertil elsker han Nastenka for højt. Forsætter han med at elske hende, fordi han er en drømmer og på den måde kan fastholde deres forhold i fantasien? Elsker han hende, fordi han ikke orker at erkende virkeligheden? Eller elsker han hende, fordi han ikke kan andet? 

Hvad enten svaret er det ene eller det andet, udgør ”Hvide nætter” en fin beskrivelse af den stormende kærlighed. Den, der ikke kun gør blind, men også snakkesalig, ja, nærmest pludrende. Således udgør størstedelen af bogen de to hovedpersoners dialoger, hvori mange lange monologer om den talendes følelser indgår. De to lukker sig om hinanden, sådan som nyforelskede har det med at gøre. På den måde bliver ”Hvide nætter” en skønlitterær afsøgning af forelskelsens væsen. Alene af den grund er den en fornøjelse at læse.

Selvmordets følger

Fjodor Dostojevskij: ”Den sagtmodige”, oversat af Ole Husted Jensen, Batzer & Co 2022, 87 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er klart, at følgerne af et selvmord er døden for den, der har taget sit eget liv, men selvmordet har også følger for de efterladte. Ofte vil familie og venner spørge sig selv, om de kunne have gjort noget for at forhindre det hændte. Selvom det bestemt ikke altid er rimeligt, vil mange påtage sig en større eller mindre del af skylden for, at den døde foretog den skæbnesvangre handling - sandsynligvis for at opbygge en eller anden form for logik eller mening i den uforståelige tragedie. I Dostojevskijs novelle fra 1876 kan man med en vis ret give ægtefællen til den afdøde en del af skylden for, at hun sprang ud fra vinduet, sådan som han da også selv gøre det. Man kan tillige sagtens blive vred over, at han ikke har behandlet hende med større finfølelse. Det mest bemærkelsesværdige, og vel også det, der løfter novellen op som et litterært mesterstykke, er, at det forbliver uklart, hvad der i sidste ende fik hustruen til at klatre op i vindueskarmen, åbne vinduet og tage skridtet ud i det fald, der førte døden med sig. Således efterlader ”Den sagtmodige” sin læser i den samme uvished som mange pårørende til mennesker, der har taget deres eget liv.

”Den sagtmodige” er tidligere blevet udgivet under titlen ”Krotkaja”, der er blevet forstået som et egennavn, men som altså betyder ”den sagtmodige”. Titlen henviser til den 16-årige pige, der må gifte sig med den betragtelig ældre detroniserede officer og nuværende pantelåner, der er novellens plagede fortæller.

Inspireret af notits

Dostojevskij blev inspireret til at skrive novellen, da han læste en notits om en kvinde, der var sprunget i døden med et ikonbillede holdt fast mod brystet. Han udgav novellen i sit litterære tidsskrift ”En forfatters dagbog”.

Lige fra begyndelsen af står det klart, at en kvinde har taget livet af sig. Det er den efterladte enkemand, der fortæller om de forudgående hændelser. Han plages af dårlig samvittighed og taler, som om han skal retfærdiggøre sig overfor en flok anklagere. Og dog er han ikke hele tiden ude på at tale sig bort fra en eventuel skyld i det skete. Tankerne er springende, præget af den frygt og sorg, der fylder ham, men man får en klar fornemmelse af, at han ikke giftede sig med pigen af kærlighed. Han gjorde det snarere, fordi ægteskabet kunne hjælpe ham til at genvinde sin tabte ære. Han benyttede oven i købet sin indsigt i hendes dårlige økonomiske situation til at fremme sine muligheder for, at et ægteskab dem imellem kunne virkeliggøres. At han derved frelste hende fra en endnu værre skæbne, tillægger han ikke værdi efter hendes død, for nu har han erkendt, at det, han kunne give hende, ikke var tilstrækkeligt til, at hun fravalgte selvmordet.

Den dræbende tavshed

Mange ting går galt ægtefællerne imellem og fortællerens forvirrede gengivelser gør det aldrig helt klart, hvad der for alvor fik betydning for, at ægteskabet blev en fiasko. Meget tyder dog på, at det var tavsheden. Selvom de muligvis begge hungrede efter fortrolighed, stod nok særligt fortællerens strenghed i vejen herfor. Meget tyder på, at han ganske enkelt ikke har haft sans for, hvilke behov et andet menneske kan have.

Efter nogen tid hører fortællerens kone om, at han engang havde handlet på en måde, man fandt kujonagtigt af en officer og derfor måtte forlade sin stilling og blive pantelåner, hvilket ikke var nogen velset beskæftigelse. Selvom de forenes i afstandtagen til en af hans tidligere officerskolleger, formår de ikke at nærme sig hinanden; måske fordi han grundet hendes unge alder ikke tager hende alvorligt.

Manglen på gensidig forståelse kan være grunden til, at den unge hustru får noget, der kan minde om en depression. Det kan da også være så enkelt, at hun begår selvmord, da hun så småt er ved at vriste sig fri af depressionen. Den sidste fase i et sådant sygdomsforløb er den farligste, fordi det er på det tidspunkt, at den deprimerede får kræfter nok til at udføre det, han eller hun måske har ønsket igennem mange måneder. Dog giver Dostojevskij ikke noget klokkeklart praj om, at dette er grunden til selvmordet, hvilket da også ville have ødelagt fortællingen. Derved ville springet mod afgrunden være blevet forklaret, men det særlige ved selvmord er jo, at det ofte efterlader de pårørende med en uvished om, hvad der var den udløsende faktor.

En usympatisk, men ærlig fortæller

”Den sagtmodige” er særlig stærk, fordi fortællerens fortvivlelse skildres på baggrund af hans hårdhed. Han er virkelig ikke nogen sympatisk person, men rammes ikke desto mindre af en selvbebrejdelse, der fremstår meget ærlig. På den måde bliver han mere menneskelig, end hvis han bare havde afvist enhver form for selvanklage.

Som læser får man aldrig vished om, i hvor høj grad hans væremåde fik hende til at begå selvmord. Faktisk synes hun at have mindst mulig grund til at gøre det på det tidspunkt, hvor hun ikke desto mindre vælger at springe i døden. Dermed får læseren – også små 150 år efter at Dostojevskij skrev novellen - en smule indsigt i den fortvivlelse og forvirring, pårørende kan efterlades i, når et familiemedlem eller en ven vælger at tage sit eget liv.

 

Livet på den lukkede afdeling

Anne Rye Andersson: ”Er du sindssyg, Mor?”, Forlaget Leitura 2022, 100 sider. Illustreret af Laura Helena Pimentel da Silva.

Af Egil Hvid-Olsen

Layoutet får den til at ligne en ungdomsbog, men ”Er du sindssyg, Mor?” er en både barsk, smuk og til tider morsom autofiktiv roman for voksne om vejen ud ad svær psykisk lidelse.

Med det, der siden diagnosticeres som en skizoaffektiv og manisk-depressiv psykose, har romanens jeg-fortæller, Anne, brug for hjælp. Hun indlægges på det psykiatriske hospitals lukkede afdeling, hvor hun kæmper med flere stemmer, blandt andet en, der gang på gang opfordrer hende til at begå selvmord. Men Anne tager kampen op mod sygdommen, fordi hun ikke vil opgive af være mor til sin søn, der i løbet af den langvarige sygdomsperiode fylder fem år.

Skæghåret, der styrer tidevandet

”Er du sindssyg, Mor?” er Anne Rye Anderssons debutroman. I korte nedslag fra en halvandet år lang sygdomsperiode beskrives sygdommens påvirkning af fortælleren. Et eksempel på, hvordan proportioner kan blive forvrænget i Annes bevidsthed, gives, da en nattevagt er irriteret over et skæghår, han ikke har fået barberet af. Anne overtager nattevagtens fokus – eller snarere: Nattevagtens fokus på det irriterende skæghår overtager Anne:

Verden zoomer ind på skæghåret, der er på afveje. Månen og solen drejer om det, tidevandet indstiller sig på skæghårets tyngdepunkt, ligger blikstille, slår store bølger ind på land, alt efter hvor hurtigt manden nulrer det. (s. 31).

Alt imens dette universelle drama finder sted, er Anne i stand til at føre en nogenlunde fornuftig samtale med nattevagten. Sindet er splittet.

Ambulanceføreren og den modige kvinde

Andre gange er der mere end et skæghår på spil. Da Anne føler sig kaldet til at komme en person, hvis identitet hun ikke nødvendigvis selv kender, til assistance, sætter hun sig ud i en ambulance:

Jeg forlanger, at vi kører nu, det handler om liv og død! råber jeg, stemmen knækker over.

Ambulanceføreren lægger en stor hånd på min skulder, kigger længe ind i mine øjne, der løber i vand.

Jeg sitrer indvendigt. Spænder kæben.

”Jeg kan godt se, du er helt klar til at redde ham, men det er der nogle andre, der tager sig af. I dag skal du redde dig selv. (s. 36).

Sådan fortsætter ambulanceføreren med at tale med Anne som et fornuftigt og værdigt menneske, indtil hun indser, at det ikke er hendes opgave at redde verden – i aften.

Jeg kigger på ambulanceføreren. ”Undskyld, men jeg troede…”

Han lægger en hånd på min arm. ”Der er ingen grund til at undskylde, du er en meget modig kvinde, men du skal huske dig selv.”

Jeg nikker og giver ham et knus. Han holder længe om mig, han er varm. Stoffet på hans uniform afgiver en knitrende lyd, da jeg gør mig fri. (s. 37).

Barnets forståelse og støtte

Ind imellem får Anne det bedre, og de dage, hvor hun er sammen med sin søn, skildres som en stor, men skrøbelig nydelse. Nærværet mellem mor og søn er ingen selvfølge. Derfor er det en hjælp for Anne, da hun opdager, at hendes søn har forstået, at hun er syg. Som alle andre børn, der kan fornemme at noget er galt, men bliver spist af med mere eller mindre hvide løgne, vil han langt hellere vide, hvad der er galt, så han kan støtte i det omfang, han formår. Det mærkelige er jo, at børn kan støtte rigtig meget, når blot man ikke kræver det af dem, men tager imod den omsorg, de giver, når de selv har overskud til det.

Litteraturens nådige afstand til den virkelige rædsel

”Er du sindssyg, Mor?” er en hurtiglæst roman, der til gengæld efterlader tanker, man kan gruble over i længere tid. Mindst lige så vigtigt er det, at bogen giver læseren en lidt større fornemmelse for, hvad sindslidende må stå igennem. Det er klart, at man kun får en smule indsigt i, hvordan det er at være psykisk syg. Annes stemmer bliver jo inde i bogen og bemægtiger sig (heldigvis) ikke læserens sind. Alligevel fornemmer man, hvor rædselsfuldt det må være, når ens virkelighed ikke svarer overens med andres og man på den måde er faret vild i det liv, man pludselig er ene om at være i, selvom man er omgivet af en masse velmenende ansatte og familiemedlemmer. Den tilstand, bogen beskriver, er i hvert fald ubehagelig nok til, at man sukker lettet op, da Anne efterhånden får det bedre.

Bogen er skrevet i et letforståeligt, men langt fra overfladisk sprog, hvilket også er med til at gøre ”Er du sindssyg, Mor?” til en vellykket debutroman.

Syndefaldet gentaget

 Fjodor Dostojevskij: ”Et latterligt menneskes drøm”, oversat af Ole Husted Jensen, Batzer & Co 2022, 44 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Noget tyder på, at Vladimir Putin ikke har læst Dostojevkijs novelle ”Et latterligt menneskes drøm”. Ja, noget tyder på, at han slet ikke har læst noget af Dostojevskij, når man tager det aktuelle angreb på Ukraine i betragtning. Ikke kun soldater, men også mange civile dræbes uden skånsel, og noget af det, Dostojevskij advarer imod i almindelighed og i særdeleshed fokuserer på i ”Et latterligt menneskes drøm”, er menneskers tendens til at misbruge den magt, de får i hænde eller selv tilkæmper sig.

Alt, selv selvmordsplanen, er ligegyldigt.

Novellens fortæller er en opgivende nihilist, der finder alting ligegyldigt, og derfor beslutter sig for at begå selvmord, men hans ligegyldighed er så komplet, at ikke engang hans skæbnesvangre plan kan holde ham vågen. Nihilisten falder i søvn, inden han får taget sig sammen til at gribe revolveren.

I drømme oplever fortælleren en paradisisk tilstand, hvor alle er lige så venlige og elskelige, som Adam og Eva var, inden de spiste af den forbudte frugt. Hovedpersonen er dybt betaget af den gensidige interesse alle har i hinanden, og dog indtager han slangens rolle. Han introducerer de muligheder, der bringer misundelse, jalousi, magtbegær, undertrykkelse og vold med sig: ”Jeg ved blot at jeg var årsagen til syndefaldet. Som en ondartet trikin, som en enkelt pestbakterie der er i stand til at inficere hele riger, således inficerede jeg med min person hele denne hidtil lykkelige og uskyldsrene jord. De lærte at lyve og kom til at elske løgnen og lærte løgnens skønhed at kende.” (s. 35). I modsætning til slangen fortryder han, hvad han har gjort. Derfor ender novellen ikke med fortællerens selvmord, men med at han besinder sig på sit ansvar overfor næsten.

Hurtige penge

Dostojevskij led af ludomani, så selvom han var en yderst populær forfatter, var han tvunget til en meget høj grad af produktivitet, hvis han skulle skaffe penge til kreditorer og flere spil ved rouletten. ”Et latterligt menneskes drøm” er et resultat af forfatterens behov for hurtige penge. Dostojevskij fik stor succes med sit tidsskrift ”En forfatters dagbog”. I april 1877 udkom ”Et latterligt menneskes drøm” som en af teksterne i tidsskriftet. Knap 150 år senere har Batzer & Co. genudgivet novellen på dansk, denne gang i Ole Husted Jensens oversættelse.

Der er ikke tale om nogen egentlig perle fra Dostojevskijs side. Man savner hans udprægede sans for dialoger, og sammenligningen med syndefaldsmyten fra de første kapitler i 1. Mosebog er så tydelig, at novellen cirka halvvejs mister i intensitet. Men når det er sagt, er det ganske interessant at opleve Dostojevskij, der ellers gerne udbreder sig side op og side ned, som manden bag en novelle på små 40 korte sider. Teksten er stram og afsluttes med en tydelig pointe, der i høj grad modsiger den praksis, Vladimir Putin og hans støtter udøver i Ukraine. Det er på tide, at de begynder at læse Dostojevskij, og i det tilfælde er "Et latterligt menneskes drøm" ikke et dårligt sted at begynde.

Fantasi og virkelighed i eget mix

Ingvild Schade: ”Bjergværket”, 2021, Forlaget Silkefyret, 139 sider, 200 kr., oversat fra norsk af Thomas Mangaard Hansen.

Af Egil Hvid-Olsen.

Forlaget Silkefyret udgiver en del eksperimenterende litteratur pakket ind i enkel, men smuk indbinding. Også Ingvild Schades lille roman ”Bjergværket” er trykt i et udstyr, der gør det svært at lade den ligge, og når først læsningen er påbegyndt, er det svært at lægge bogen fra sig. Dette skyldes dels, at romanens fortælling er fængende, men også at der ingen inddelinger er i teksten. Den udgør én lang tankestrøm, fortrolig, privat og så indforstået, at man skal holde tungen lige i munden for at gribe og huske de enkelte spor, så helheden samles.

Den fiktive mordgåde

Når ”Bjergværket” er fortalt, som det er tilfældet, skyldes det, at fortælleren er den 14-årige Karsten, der har tydelige autistiske træk. Han fungerer ikke særlig godt socialt og er derfor et oplagt mobbeoffer. Det lader han sig dog ikke presse mere af, end at han kan flygte ind i en fantasiverden, som han lader smelte sammen med virkeligheden. Karsten er belæst og kan redegøre for diverse naturvidenskabelige sammenhæng med en grundighed, der får de fleste tilhørere, voksne som børn, til at falde fra. Men netop denne indsigt benytter Karsten i sin opklaring af en fiktiv mordgåde. En mannequindukke er blevet myrdet og hendes veninder må forhøres af privatdetektiven Karsten, som både drages og frastødes af de kvindelige figurer, der er skabt til at vise sig frem.

Fordi Karsten mest af alt ser med fantasiens øje, har han et fortrin som efterforsker: ”Ja, tro det eller ej, sagde jeg, men jeg klarer mig fint uden hjælpemidler a la lup og forstørrelsesinstrumenter, kan sagtens skille pollenkorn fra alt det andet organiske stenstøv som groft opsummeret består af smuldrede, rustne jernmineraler, algestrimler fra urtiden, jeg ser meteoritrester i regnen, nikkelmalm, isotoper med forskellige antal neutroner og kemiske egenskaber. Hvis I vil, kan jeg pille et papirtyndt insektben fra skidtet på denne flig af metamorf, glimmerstribet gnejs. Det var en middelstor tovinget flue, så jeg, da jeg samlede den op.” (s. 50).

Manglende filtre erstattes af fantasisatte rammer

Skønt Karsten har svært ved at aflæse andre mennesker og selv at gøre sig umiddelbart forståelig, er han velsignet med et par forældre, der har forståelse for hans udfordringer, og som ind imellem gerne bevæger sig med ind i hans fantasiverden. Dog kan han også blive udfordret af virkeligheden. Det sker for eksempel i begyndelsen af romanen, hvor hans far tager ham med på en vandretur, som Karsten nok snarere forstår som et skæbnesvangert farvel til alt det, han føler sig tryg ved. Karsten har ikke de samme filtre som de fleste andre, men benytter fantasien som et værktøj til at danne rammer, han kan føle sig tryg indenfor. Derfor fylder mordgåden også hans tanker, mens faderen og han vandrer derudaf. Dette mix af fantasi og virkelighed er ganske smukt beskrevet i ”Bjergværket”, der samtidig er morsom på en måde, der ikke latterliggør Karsten og andre med de samme udfordringer.

En flygtnings indsigtsfulde bidrag til dansk litteratur

Alen Causevic: ”Det egentlige liv i livet”, Forlaget Silkefyret 2021, 106 sider, 199 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Og alt er som det plejer at være og for dem begge, bedstefar som barnebarn, mere end rigeligt; rigeligt at stå ved siden af hinanden og bare se og lytte, omringet af det skrå betonværn, floden og løvhanget som i hjertet af naturens egen velodrom.” (s. 92).

Måske ligger nøglen til Alen Causevics ”Det egentlige liv i livet” i denne sætning, hvor livets essens beskrives som den stille tilfredshed i hverdagen; den hverdag som mange andre kan blive trætte af, fordi den former sig som en jævn strøm af døgn, der til forveksling ligner hinanden. I bogen får hverdagen sin værdi i lyset af det, som bedstefaderen og barnebarnet siden oplever. Krigen atomiserer hverdagen i en højfrekvent rædsel, der sender civilbefolkningen ned i kælderrum for ikke at blive taget til fange og skudt af de patruljerende soldater. Fra da af er længslen efter hverdagen tyngende, fordi den synes så fjern.

Den utrygge hverdag

Alen Causevic bygger sin lille roman på oplevelser, han selv havde som barn. Han og hans forældre kom til Danmark som bosniske flygtninge, hvilket har givet ham erfaringer nok til at kunne skrive sin kortroman om livet i skiftende asylcentre. Her indfinder der sig også en slags hverdag, men den mangler den tryghed, som var kendetegnende ved hverdagen i hjemlandet. De familier, der befinder sig på centrene, er revet op med rode. Nogle af mændene søger panisk at slå rod igen ved at tage et hvilket som helst arbejde. De vil kunne forsørge hver deres familie og opretholde deres stolthed som familiefædre. Men når de slides ned eller af andre grunde mister deres arbejde, transformeres deres skam til en aggression, som går ud over ægtefælle og børn.

Også kvinderne forsøger at skabe sammenhæng i en tilværelse, hvor hverdagen er utryg og fremtiden uvis, men de traumatiserende oplevelserne, der gjorde flugten uundgåelig, har sat sig sine spor. Forældrenes frygt og mistrivsel smitter af på børnene.

Den fragmenterede tilværelse

”Det egentlige liv i livet” består af glimt, der samles i et stormasket net, hvor visse oplysninger forbliver usagt. Tilværelsen som flygtning er fragmenteret. Alene det at møde op i et fremmed land med en så begrænset mængde ejendele, at de kan være i en pose, gør alt uoverskueligt. Selvom der tages venligt og professionelt imod flygtningene, er situationen så utryg, at det kan være svært at tage imod alle beskederne og gøre det rigtige.

Indsigtsfuldt bidrag

Krigen i Balkan ophørte for tyve år siden. Mange af flygtningene er rejst tilbage, mens andre er blevet integreret i Danmark. Men ”Det egentlige liv i livet” er ikke blot en roman om følgerne af en overstået krig. Hvad bogens karakterer oplever minder om de erfaringer, som mennesker fra krigs- og uroplagede områder gør sig den dag i dag, når de søger asyl i Danmark. De traumatiserende oplevelser, længslen efter det, der var, uvisheden om fremtiden og den frustrerende rodløshed er den samme. Og dog er det lige en tand værre i dag, fordi det er blevet meget sværere at opnå permanent opholdstilladelse og dansk statsborgerskab, og fordi kravet om bedst mulig integration modsiges af, at flygtninge helst skal vende tilbage til deres hjemlande, så snart myndighederne anser det for at være sikkert nok. Flygtningenes tilstedeværelse er kun tålt. Der er bestemt et ønske om, at man følger lokal skik og brug, men ikke om, at man slår rod. Sådan var det ikke, da Alen Causevic kom til Danmark. Han har slået rod, og det er godt, for med ”Det egentlige liv i livet” har han skabt et indsigtsfuldt og vigtigt bidrag til dansk litteratur.

Har man sagt a, må man vedblive med at sige a

Pavel Cech: ”A”, Torgard 2021, 64 sider, 199 kr., grafic novel.

Af Egil Hvid-Olsen.

En ordløs grafic novel. Det lyder flippet. Men når bogen handler om en diktaturstat, hvor den frie tankevirksomhed er forbudt og enhver samtale består af a’er udtalt med større eller mindre aggressivitet, giver det pludselig bedre mening, for ethvert diktaturs hovedopgave er at holde troværdige oplysninger og frie tanker så langt væk fra befolkningen som muligt. Jo mindre folk ved, des lettere er de at styre. Det er den samme tanke, Georg Orwell udfolder med fænomenet ”nysprog” i ”1984” (udgivet i 1949).

Fra diktaturets A til frihedens B

Pavel Cech er født i 1968. Dengang hed hans fædreland Tjekkoslovakiet, og netop i hans fødeår blev fløjlsrevolutionen slået ned med hård hånd af sovjetiske styrker. Først i 1989 ophørte det kommunistiske diktatur, der havde regeret i landet siden 1948.

I ”A” skildrer Cech livet i en diktaturstat. Farverne er grålige, fødevarerne få, arbejdet hårdt, lønnen ringe og drømmene farlige. I skolen lærer børnene kun bogstavet A at kende, ligesom det er dette bogstav samt tal, der fylder aviserne. A’et findes på medaljer, statuer, militærkasketter og plakater, men en dag finder fabriksarbejder 21868 et B.

Fundet bliver startskuddet til selvstændige tanker, der bringer 21868 i livsfare, men også ud over statens grænser til et land, der ser helt anderledes ud end hans eget.

Flot, humoristisk og med noget på hjerte

I sit hjemland er den tidligere låsesmed og brandmand Pavel Cech en anerkendt tegner. Han har skrevet og tegnet ca. 30 børnebøger og grafic novels. ”A” er den første, der udkommer på dansk, og når den er læst, får man straks lyst til at læse nogle flere af Cechs udgivelser. Ikke fordi ”A” er oplivende, men fordi den dels er flot, dels præges af en stille humor og dels har noget vigtigt på hjerte. Særligt dobbeltopslagene med massevis af detaljer er fascinerende – selv når de skildrer den grå dagligdag i diktaturstaten. Humoren viser sig blandt andet i overvågningkameraerne, hvor et øje kigger ud gennem linsen. Samtidig ved man som læser, at der i bund og grund ikke er noget at smile af, for det liv, Cech skildrer, minder om det, som massevis af mennesker flygter fra også den dag i dag, hvis de ellers har mulighed for det.

”A” er udgivet på dansk med større børn som den primære målgruppe, men voksne kan bestemt også være med. 

Uden samtykke

Gudrún Brjansdottir: ”Autopilot”, oversat af Nanna Kalkar, Lindbak + Lindbak 2021, 89 sider, 169 kr.

 Af Egil Hvid-Olsen.

Hun slår det hen, men føler sig samtidig helt fremmedgjort, ude af stand til at føle noget. Sådan har hovedpersonen i ”Autopilot” det efter at have været udsat for et overgreb. Det er ikke noget særligt, ikke fuldbyrdet samleje, blot et led i et forspil. Men det foregik uden hendes samtykke, og den, der gjorde det, var ikke hendes kæreste.

Så snart jeg har talt færdig, fniser jeg.

Thórhildur holder op med at vaske op og sætter sig overfor mig ved bordet. Jeg kigger smilende ned i bordet.

”Det lyder lidt voldtægtsagtigt,” siger hun. Jeg ryster på hovedet.

”Nej, altså, jeg ville bare gerne fortælle dig det og høre, hvad du syntes. Det var bare så syret alt sammen,” siger jeg, rejser mig og begynder at vaske op.

(S. 30).

Hvad, hun tror, hun har brug for at høre, er, at der ikke er sket noget alvorligt, men hun får det stik modsatte svar, for veninderne kan fornemme, at noget er galt. Hun har ikke vasket op i dagevis. Måske har de også bemærket hendes vagtsomhed, der gør, at hun konstant har øjnene på stilke for ikke at rende ind i ham, der var ansvarlig for overgrebet. Endelig kan de have bemærket hendes manglende hygiejne.

Hun kører på autopilot. Gennemfører krævende opgaver, men er samtidig totalt fremmedgjort og følelseskold.

En kvinderoman til mænd

”Autopilot” er et partsindlæg i MeToo-debatten. En kortroman om at sige nej, og at erkende, at det skete ikke er offerets fejl, selvom hun ikke sagde fra.

Romanen er skrevet ekstremt modent af den unge forfatter Gudrún Brjansdottir (f. 1995). Hovedpersonen omkranses af veninderne og en søster, som ser alt klarere end hende, og som sådan kan den let blive klassificeret som en roman for kvinder. Men egentlig bør ”Autopilot” have langt flere mandlige end kvindelige læsere, for den handler om, hvordan det kan påvirke en kvinde, hvis en mand tingsliggør hende.

Fingrene det forkerte sted

Det kortfattede koncept i både sætningsopbygning og sideantal passer godt til historien, som udfoldes skarpt og præcist. Det er ikke en tudebog, der vil have læseren til at ynke hovedpersonen. Nej, den vil blot redegøre for, hvad selv et mindre seksuelt overgreb (hvis man overhovedet kan kategorisere sådan) kan medføre for den, der udsættes for det. Hovedpersonen fortsætter sit forsøg på at tale det ned:

Her sidder jeg med hele mit liv vendt på hovedet på grund af nogle fingre, som kortvarigt befandt sig det forkerte sted. Jeg ville ønske, at jeg bare kunne glemme det.

(S. 71).

Men det kan hun ikke – glemme det. Hun ækles ved fingrenes ejermand, og ved sig selv, og det aftager først, da hun erkender, at det ikke er i orden, hvad hun har været udsat for.

Stærkere end paroler og vred forargelse

Som nævnt er ”Autopilot” et partsindlæg i MeToo-debatten. Men den lille islandske roman ville også have haft sin berettigelse uden denne debat. Dens stilfærdige nøgternhed virker meget stærkere og overbevisende end paroler og vred forargelse. Det er nok ikke mindst derfor, at romanen vandt konkurrencen ”Nye Stemmer” i 2020. 

Skade volder skade

Thóra Hjörleifsdóttir: ”Magma”, oversat fra islandsk af Nanna Kalkar, Silkefyret 2020, 132 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det er ikke for sarte sjæle, når Thóra Hjörleifsdóttir skriver om, hvordan den unge forelskede Lilja overskrider sine grænser i forsøget på at tilfredsstille og dermed fastholde sin kæreste.

Hjörleifsdóttir har tidligere udgivet tre digtsamlinger, men ”Magma” er hendes debutroman, og selvom den til tider er ækel, er det også en af de bøger, der er drevet af sin egen nødvendighed.

Kompromis på kompromis

Liljas kæreste er flot, og så har han haft en barsk barndom, der i Liljas øjne gør ham skrøbelig. Samtidig med at hun er voldsomt tiltrukket af ham som mand, vækker han også hendes moderinstinkt. Problemet er bare, at hans skrøbelighed ikke manifesterer sig som sådan. Tværtimod har den gjort ham følelseskold. Der skal ikke stilles nogen diagnose her, men visse psykopatiske træk har han da.

Selvom kæresten ikke formår at være Lilja tro, går hun også på kompromis på det punkt. Det vigtigste for hende er, at der fortsat er plads til hende i hans liv. Den plads, han levner hende, er dog ikke tilstrækkelig. Det erkender Lilja ikke, men hendes psyke reagerer og driver hende længere og længere bort fra sig selv.

En spæd vulkan

”Magma” er betegnelsen for det smeltede klippemateriale, der vælter op i form af lava, når en vulkan er i udbrud.

Lilja udvikler sig til en lille vulkan, der netop i kapitlet ”Magma” går i udbrud:

”Jeg fik øje på et lille pop op-vindue, der stod og blinkede. Med hendes navn. Den rødhårede talte stadig med ham. Vreden rev mig ud af min døs. ’Har du stadig kontakt med den luder? Hvad fanden er der galt med dig?’” (s. 104).

Problemet er, at der vitterlig er noget galt med kæresten. Han er en skadet sjæl, der ikke har sans for andre end sig selv. Lilja er blot en spæd vulkan, hvis udbrud ikke berør ham for alvor. Hans behov for seksuel tilfredsstillelse skubber konstant de varme følelser, han nærer til andre, til side. Denne afstumpethed erkender han ikke, og det gør Lilja heller ikke, før hun selv er tæt på at blive følelsesmæssigt skadet i så voldsom grad, at hun må træffe et grundlæggende valg for at redde, hvad reddes kan.

Mentale eliteraids

”Magma” består af en række små kapitler, nogle ned til et par linjer, andre op til et par sider. Bogen er lynhurtigt læst, men historien kiler sig grundigt fast i erindringen. Enkelte kapitler udgør effektivt kvæstende eliteraids i læserens uforberedte psyke. Det er grumt, men også godt, for Thóra Hjörleifsdottír taler ikke kun på egne vegne, men også på vegne af alle de kvinder og mænd, der med fysisk eller mental vold tyranniseres af deres partner.

Uafsluttede regnskaber

Mette Grymer: ”Mellemværende”, Eksistensen 2019, 140 sider, 185 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

At have et mellemværende betyder, at man har et uafsluttet regnskab af en eller anden art. Mellemværendet holder én fast, indtil man er nået til en overenskomst med modparten. Så længe man har et mellemværende, befinder man sig mellem to værender; det nuværende og det kommende.

Flere af personerne i Mette Grymers kortroman ”Mellemværende” befinder sig mellem det, de vil forlade og det, de ønsker skal komme. Det gælder for eksempel præsten Lauge, der – selvom der er mange andre personer, der fortælles næsten lige så meget om – må betegnes som romanens hovedperson.

Den klodsede præst

Lauge er en usikker og socialt klodset type, der dog viser sig langt mere kompetent, når det er alvorlige emner, der drøftes. Hans tre børn kan egentlig godt lide ham, men synes også at han er pinlig. Dette forstærkes af, at deres venners forældre anser ham for at være anstrengende selskab. Lauge ved godt, at folk taler om ham, og det gavner ikke ligefrem hans selvtillid. Han opfører sig som en undskyldning for sig selv, mens har gør, hvad han kan for at være så god en præst som muligt for indbyggerne i sit sogn. Nogen succes med sit forehavende har han dog ikke. Dertil er han alt for kejtet og usikker.

Med et slangudtryk siger man om en person med mod og viljestyrke, at vedkommende har nosser. Mod og viljestyrke præger bestemt ikke Lauge, der både ude og hjemme er en undskyldning for sig selv. Derfor er det ikke kun bekymrende, men også lidt morsomt, at Lauge i begyndelsen konstaterer, at han har fået sig en tredje testikel, og tilmed synes at finde opmuntring i dens eksistens, selvom den også skræmmer ham. En udposning, der minder om en testikel, er i hvert fald vokset ud i nærheden af de to, han har i forvejen. Derfor forventer man som læser, at han viser sig som en mand og skaber respekt om sig selv. Det sker da også … mere eller mindre. 

Enken, der savner sin voldelige mand

Også Lauges søn, Adam, befinder sig i et mellemværende med sin kæreste. Til gengæld er en enke, hvis mand Lauge begraver i begyndelsen af bogen, ikke længere i sit mellemværende med manden. Hun har bevæget sig videre til en ny tilværelse uden sin voldelige og fordrukne ægtefælle – og hun kan næsten ikke holde det ud. Hun savner ham, og ved samtidig, at de, der har indsigt i deres ægteskab, må anse hende for vanvittig, når hun kan savne sådan en hustyran. Hun ved, at de allerfærreste vil kunne sætte sig ind i hendes sorg. Derfor bliver folks velmente omsorg blot til besvær for hende, fordi det forventes, at hun tackler det på en anden måde, end det falder hende naturligt: ”Spillet er, at hun med en lille tåre i øjenkrogen skal vise storsind, give den klistrede og nysgerrige omsorg adgang til hvordan-hun-i-virkeligheden-har-det, i taknemmelighed, mens de giver hende et klem på armen for at udtrykke deres kondolence og empati. Når de kommer hjem, vil de gladeligt fortælle alle og enhver, at de mødte hende, at de spurgte til hende efter den nye sorgbogs gode råd, og at hun lod til at være glad for deres omsorg, deres ord, deres medfølelse. De har jo hørt og læst, hvad man skal gøre. De er de rigtige. De er selvgode helt ud i det vulgære. Over at de spørger og interesserer sig, med hovedet på skrå og blanke hundeøjne. Ægte empati, vær så god!” (s. 14).

Her sætter Mette Grymer, der - ud over at være forfatter - er sognepræst, fokus på, at sorgen er individuel og nok kan lade sig kategorisere i nogle tilfælde, men bestemt ikke i alle. Denne enkes sorg er udfordret, fordi hun ikke havde nogen som helst grund til at elske sin mand, men ikke desto mindre gjorde det. Den komplicerede kærlighed mellem hende og ægtemanden er der ikke nødvendigvis særlig mange, der kender til, men det gør det kun endnu sværere for enken at føle sig forstået. Mandens død har revet hende ud af deres indbyrdes mellemværende, og selvom det bestemt ikke var lykkeligt, vil hun hellere have ham tilbage end stå alene i den radikalt nye situation, hvor ingen forstår hende, og hendes voksne døtre ikke engang gør et forsøg på at komme til det. Det er faktisk kun den kejtede sognepræst, der viser interesse i at høre hendes usminkede historie.

”Den kæbekødfulde”

De fleste af romanens personer er modne mennesker, og flere af dem udfordres af et kærlighedsløst ægteskab. Det gælder for eksempel Lauges ungdomskæreste, Karen, der er gift med en mand, der konsekvent betegnes som ”den kæbekødfulde”. Det er den titel, Karen i sin udmattelse over ægtemanden har givet ham. Hun gribes af let eufori, da det viser sig, at der faktisk er andet end hendes lede ved samlivet med ham, der gør en skilsmisse oplagt. Nu kan hun endelig slippe bort fra ham, men hurtigt dukker spørgsmålet op om, hvad hun så skal stille op med sit liv.

Illusioner brydes ned

”Mellemværende” er morsom og barsk på samme tid. Illusioner bliver brudt ned, følelser afsløres som blændværk. Og dog indeholder romanen også håb, fordi den handler om helt almindelige mennesker, om had, kærlighed og ønsket om at komme ud af sit mellemværende på en god måde, der kan åbne døre til en bedre fremtid.

Som læser får man meget og næsten intet at vide om personerne. Man får indsigt i deres inderste tanker, men ikke særlig meget om, hvad de ellers beskæftiger sig med. Grymer skærer så at sige ind til benet, hvilket nok er grunden til, at forlaget beskriver bogen som en kortroman. Den har novellens præg, fordi man synes, at man først lige har lært personerne at kende, når man har læst sidste side. Men faktisk har man lært dem langt bedre at kende, end det kan være tilfældet med en hovedperson i en meget længere roman.

Selvom dialogen visse steder synes lidt kunstig, og Mette Grymer andre steder skruer lige vel højt op for en sorthumoristisk metaforik, ændrer det ikke ved, at ”Mellemværende” er værd at læse og blive klog af.

Demens bag leksikale oplysninger om dyr

 Frøydis Sollid Simonsen: ”Dyr [sorteret efter alder]”, Vild Maskine 2018, 48 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

”At leve handler om at gå til grunde”. Med denne sætning afsluttes Frøydis Sollid Simonsens ”Dyr [sorteret efter alder]”, der primært består af en række artikler af leksikal art om forskellige dyr, som er flettet sammen med overvejelser vedrørende forfatterens demente farmor. Artikelrækken fungerer som en slags nedtælling, hvor det dyr, der kan leve længst, indleder bogen, mens det kortest levende afslutter den.

Når det velkendte bliver uigenkendeligt

Bogen er blevet til på opfordring. Det norske Flamme Forlag foreslog Simonsen at skrive en bog, hvis indhold hun selv kunne bestemme. Alene titlen lå fast: ”Dyr, sorteret efter alder”. Den bundne opgave taget i betragtning er opgaven løst på en original måde, for bogen handler om dyr, der er sorteret efter alder. Men det er noget helt andet end dyrene, der er centralt.

De korte, leksikale oplysninger om dyr giver Simonsen mulighed for at reflektere over oplevelser med sin demente farmor. Det kan være et ord i dyreartiklen eller et særpræg ved det beskrevne dyr, der sætter en association i gang. Nogle af disse er fulde af kærlighed, andre er præget af desperation på farmoderens vegne. Den tidligere anæstesioverlæge kan råbe de mest upassende og modbydelige ting til familiemedlemmer og plejepersonale, og andre gange kan hun give helhjertede komplimenter til et menneske, hun er fortrolig med, men som hun benævner med et forkert navn. Farmoderen kæmper en kamp for at forblive i det velkendte liv, men det velkendte er ikke længere genkendeligt, og når det er, kan hun ikke sætte de rigtige ord på det, hvorved det bliver uigenkendeligt for alle andre: ”Farmor spørger mor, om hun kan købe hjertekirurger for hende. Du ved, sådan nogle små runde nogen. Mener du tomater? Spørger mor. Ja, siger farmor.” (s. 37). Forfatterens mor køber tomater, men det viser sig, at farmoderen efterlyste smør.

Nedbrydning og død

Demenssygdommen er ved at nedbryde farmoderen, hvilket nok er grunden til, at forfatteren cirka halvvejs i bogen beskriver et trafikuheld, hvor hun selv blev påkørt og fik en hjernerystelse, som medførte symptomer, der ikke er ulig dem, farmoderen slås med. Således kredser ”Dyr [sorteret efter alder]” om nedbrydning og død. Det er derfor ikke så sært, at bogen slutter med sætningen: ”At leve handler om at gå til grunde”. Det er naturligvis ikke sandt. Livet handler i langt højere grad om at leve. Det er det, der går forud for den konkluderende sætning, der giver den vægt. Og dog siger sætningen ikke så meget om livet, som om den mentale drænethed, der kan ramme den, der ser et nærtstående menneske kæmpe mod nedbrydningen af det, det har været.

At stilles i den dementes sted

Dette kan lyde meget nedslående, og det er det da også – men ikke kun. Simonsen formår nemlig at skabe en form for fortrolighed med den virkelighed, hendes farmor eller andre demente befinder sig i. Hun skriver små tekster, der tydeligvis handler om dyr, men så alligevel ikke gør det. Som læser mister man grebet om det, man troede, man havde styr på. Det forudsigelige og trygge forsvinder – som hos folk med demens. Dette understreges af bogens illustrationer, der ligner gamle stik fra bøger om flora og fauna, men når man ser bedre efter, er der sat elementer sammen, som ikke har en naturlig forbindelse til hinanden. Man efterlades forvirret af den virkelighedsforvrængning, der skabes af både illustrationer og tekst. Det er naturligvis ikke den samme forvirring, der fylder folk med demens, men man får alligevel en smule fornemmelse af det kontroltab, demente må kæmpe mod i en ulige kamp, de før eller siden taber.

Enkel uden at blive simpel

Charlotte Bork Høvsgaard: ”Kornmod”, Grønningen 1 2020, 127 sider, 199,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det var en ubegejstret anmeldelse, der gav mig lyst til at læse Charlotte Bork Høvsgaards roman ”Kornmod”. Anmelderen kritiserede bogen for at være for banal (dog uden at bruge netop det ord). Indirekte blev Høvsgaard dadlet for at forsøge at ophæve beskrivelser af alt for dagligdags erfaringer til litteratur.

”Så dårlig kan den da vel ikke være,” tænkte jeg og fik fat i bogen.

Og nej! Så dårlig er ”Kornmod” ikke.

Ganske vist fortæller den en historie, der ikke på noget tidspunkt hæver sig dramatisk op over de erfaringer, enhver dansker kan gøre sig. Mange læsere vil derfor sikkert finde den kedsommelig. Men i den helt rolige fortælling åbenbares en taknemmelighed for alt det, vi ofte anser for at være selvfølgeligt. Fortællingen er enkel, men bliver ikke simpel. Den skildrer det almenmenneskelige, men uden at forfalde til banalitet.

En roman om livets overgange

”Kornmod” er en roman om overgange set fra en kvindes perspektiv. Jeg-fortælleren, der synes at være et autofiktivt alter ego for Charlotte Bork Høvsgaard selv, fortæller om den første menstruation, om at flytte hjemmefra, om moderskab, om at blive ældre, om at tage afsked og om forelskelse. Fortællerens søn skal snart flytte hjemmefra, og hun mindes, dengang hun for mange år siden forlod sit barndomshjem:

”Den dag, jeg selv flyttede hjemmefra, var der svaler i luften mellem gårdene i Falsled. Jeg skulle med bussen til gymnasiet og om eftermiddagen flytte ind i et lille byhus i Faaborg tættere på skolen. Mine forældre og jeg omfavnede hindanden for enden af indkørslen, og de blev stående ved vejkanten og så efter mig, mens jeg gik hen ad vejen i retning mod busstoppestedet og forsvandt ind i skyggen fra poplerne ved nabogården. Jeg havde en rejsekuffert i hånden og min skoletaske på ryggen. Jeg vendte mig om et par gange og vinkede og skammede mig over at være blevet voksen og lade mine forældre alene tilbage. Hvad skulle de nu? Jeg var deres eneste barn. Reden var tom.” (s. 105).

I en fortrolig tone, der ikke gør noget væsen af sig, beskrives overgange, der har stor betydning for den enkelte, men som samtidig er så almene, at der ikke er noget iøjnefaldende ved dem. Det er som at høre en ven fortælle om sit liv og de erfaringer det har ført med sig. Sproget flyder smukt og let, mens beskrivelserne af fortællerens forhold til familiemedlemmer og venner suppleres af korte naturbeskrivelser.

En litterær meditation over liv og død

Høvsgaard har tidligere udgivet to bøger om sin mands død. Et sådant dødsfald har fortælleren også oplevet, men, som det er tilfældet med Høvsgaard selv, har hun mødt og forelsket sig i en ny mand. Bagerst i romanen takkes forfatterens kæreste, Jakob, og hendes søn, Halfdan, der har de samme fornavne som fortællerens kæreste og søn. Dette bekræfter fornemmelsen af, at bogen er autofiktiv.

For den læser, der har mistet en ægtefælle eller er blevet skilt, kan ”Kornmod” være en stilfærdig påmindelse om, at der kan opstå nye chancer, som genstarter livet. Igen: Det kan lyde banalt, men er jo i langt højere grad opmuntrende.

Samtidig er ”Kornmod” med sin afdæmpede og lette fortællestil en slags litterær meditation over livets gang. Uden at pensle det ud slår romanen også det faktum fast, som vi alle kender til, men måske ikke har erkendt: at livet ender med død. Det kan atter synes banalt, men nogen ligegyldig erkendelse er det jo ikke, og hvis man helt eller delvist når frem til den, er det ikke umuligt, at resten af livet leves med større intensitet og taknemmelighed, sådan som det synes at være tilfældet for romanens fortæller. Så selvom Høvsgaards roman kan virke banal og overfladisk, vækker den nogle følelser og tanker, der stikker langt dybere. Det er ikke mindst dette, der gør ”Kornmod” værd at læse.

Forslag til en tekst på forældrenes gravsten

"Han er dement i et stadie, hvor han nogle gange godt kan kende sin søn, Peter, ofte ikke. Der er stadig glimt af klarsyn. ”Hvornår blev jeg egentlig så selvhøjtidelig?” spørger han"

Michael Pedersen: ”Næsvisheder frabedes”, kortroman,

Brændpunkt 2018, 72 sider, 199 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

”Næsvisheder frabedes er en humoristisk kortroman, som handler om forholdet mellem en søn og hans demente far, som bor på plejehjem”. Så kort er bagsideteksten til denne kortroman, som består af korte sætninger. Der står ikke ret meget på hver af de 72 sider, og lix-tallet er heller ikke særlig højt. Så man kan godt læse bogen i en fart. Det ville bare være synd. For det er slet ikke så lidt, der bliver fortalt, og slet ikke så få aktuelle problemstillinger, der bliver berørt: skilsmisser, begrebet ”Udkantsdanmark”, ensomhed, forspildt liv, og hvordan behandler vi vores gamle? For jo altså ikke at tale om selve det at blive dement og at være pårørende til en dement. Og så om relationer sådan i al almindelighed. Emnerne bliver kun antydningsvist berørt, ikke uddybet og netop derved ansporer de til eftertanke. Hvis altså man giver sig tiden til at se, hvad der ligger i de korte sætninger. Det meste af det står mellem linjerne. Det er dygtigt gjort.

Faderen er som sagt på plejehjemmet. Han er dement i et stadie, hvor han nogle gange godt kan kende sin søn, Peter, ofte ikke. Der er stadig glimt af klarsyn. ”Hvornår blev jeg egentlig så selvhøjtidelig?” spørger han (s. 26). Men Peter gør ikke noget forsøg på at få en egentlig samtale ud af sådan en åbning, og snart er vi tilbage i 1958, hvor pave Pius d. 12. døde, og Pasternak fik Nobelprisen i litteratur. ””Kan der være nogen direkte sammenhæng?” vrøvler han og forsvinder i tågen.” (s. 27) Faderen taler meget, men mest leksikalsk om bl.a. sportslige og storpolitiske begivenheder i slutningen af 50’erne og begyndelsen af ’60’erne. Det lader til at være glansperioden i hans liv. Han citerer også, hvad damerne har sagt til ham mellem år og dag og en del vittigheder (synes han i hvert fald selv) og sangtekster. Man fornemmer, at det er en måde, han altid har brugt til at holde sig mennesker lidt fra livet med. Og at det er en metode, sønnen overtager. Samtalerne er ofte god-dag-mand-økseskaft, som det jo kan være det mellem nogle, som lever i ikke helt kongruente verdener. Nogen fremdrift er der ikke.

Sønnens fødsel i 1965 hører åbenbart ikke til de betydningsfulde begivenheder i faderens liv. Det tyder hans efterladte dagbog heller ikke på. Så det er en sorgmunter fortælling. Jeg-fortælleren er sønnen. Han er midaldrende og fraskilt. Enebarn, barnløs og snart også forældreløs. Det er ikke så godt. Og det bliver ikke bedre af, at både spejlet, eftertanken og den uforskammede unge SOSU-assistent fortæller, at han er en gentagelse af sin far. Godt, at hun i det mindste har udseendet med sig!

Fortællingen begynder med hundedagene. ”Min far er til rotterne, og jeg er på vej i hundene. Begge dele er noget lort.” (s. 14). Faderen dør med hundedagenes udgang, men vi følger sønnen en måneds tid endnu. Hans tanker kredser om det, som er blevet for sent, det, der aldrig blev, og det som gik i stykker. Der er resignation og sorg i de tanker. Hverken præst eller psykolog er til nogen særlig hjælp. Men så er der jo altid alkohol. Faderens liv kan opsummeres til to kvinder, et barn, en hund – ikke den store forskel på de tre slags væsener i hans optik. Da hunden døde, var det tid til at komme på plejehjem.

Men det er ikke kun faderens liv, vi får indsigt i. Det er også Peters eget. 52 år, og var det virkelig, hvad det var blevet til? Faderens plejehjemsophold får ham tilbage til hjemstavnen. Han husker godt dem, der stadig er tilbage fra dengang. Men ingen genkender ham. Altså ikke engang hans egen far. Den tomhed kan man godt sætte sig ind i. Man mærker den trætte stemning af et lille samfund mellem stilstand og afvikling.

Kort og godt. Sådan kan man karakterisere Michael Pedersens kortroman. Jeg er i hvert fald blevet nysgerrig på de øvrige titler af ham. ”Næsvisheder frabedes” er hans fjerde. De ord burde stå på hans forældres gravsten, siger fortælleren til slut. Og også på hans egen. Det står ikke helt klart, hvorfor. Måske er det en af de måder, han som barn har følt sig afvist på, pendulerende som han var mellem sine fraskilte forældre i polarkulde. Men det er først til sidst, at ordene introduceres.

Der er også en kort og god anbefaling fra Jens Blendstrup på bogens bagside: ”Må jeg på det kraftigste anbefale Michael Pedersens bog Næsvisheder frabedes”. Og ja, det må Jens Blendstrup da gerne. Det er også fuldt forståeligt. Man kan godt komme til at tænke på hans ”Gud taler ud” undervejs. Jeg vil også gerne anbefale. Måske kun på det næstkraftigste, men til gengæld knap så kort.