tirsdag den 24. maj 2016

Bob Dylan: Tarantula

Den smalle bog fejrer Bob Dylans 75 års dag med et uddrag af hans mesterlige beat-surrealistiske tekst Tarantula, som nogen kalder roman. den er skrevet i den hedeste tid under produktionen af de tre albums, der udgør den såkaldte "Mid-sixties trilogy", Bringing It All Back Home, Highway 61 Revisited og Blonde On Blonde (1965-66), men først udgivet fem-seks år senere. Teksten er fra Jean Philip Thierrys fremragende og helt uopdrivelige danske oversættelse på Lindhardt & Ringhof (1972)

Forspil til Flatpick 

mama/ skønt jeg ikke prøver at ringeagte denne dystre, nedtrykte dig. mama med den ulykkelige fårehyrde på dine skuldre. tyve cents diamanten på din finger. jeg leger ikke mere med min sjæl som en fjollet teknobil/ ... nu har jeg kameløjne & sover på en slagterkrog ... at forgylde dine prøvelser ville være det letteste i verden men du er ikke dronningen-lyden er dronningen/ du er prinsessen & jeg har været den tørre jord for din honning. du har være min gæst & jeg vil ikke falde sig i ryggen

"nogle spørgsmål?" spørger
læreren. en lyshåret
dreng på første række
rækker fingeren op og spørger
"Hvor langt er der til Mexico"

poor optical muse, kendt som onkel & som bærer på en humpel vind & træer fra engen & sådan en onkel, der siger "holy moly" med en mild hvisken når han møder bonden der siger "værsgo. her er noget sult til dig." & lægger et fint stykke smukt arbede i hans kvalmende skød/ handelskammeret prøver at fortælle poor muse at minnesota fats var fra Kansas & ikke særlig fed, men simpelthen tung men de smækker etsupermarked op henover engen & det skal nok ordne bonden

[Uddrag. Fra side 24-25. Tegnsætningen, der er helt principløs er bibeholdt. JB]

fredag den 20. maj 2016

Lakmusprøven. 20 danske forfattere i ny antologi

af Knud Munck

Christel Sunesen og Lea Fløe Christensen: OEHL #2 - Antologi for ny dansk litteratur
Forlaget Ekbátana 2015, 173 sider, 150 kr.

OEHL #2 er anden serie i en skriftrække med ny dansk litteratur. I 2014 udgav forlaget Ekbátana OEHL #1 med undertitlen “Den poet har pels”, redigeret af Christel Sunesen og Lars Emil Foder. Det er også Christel Sunesen, der står bag anden antologi, og hun har denne gang fået hjælp af Lea Fløe Christensen, der er litteratur- og kulturformidler ved Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne.

Vi præsenteres for 20 danske forfattere (en af dem er færing), både kendte og ukendte. Det er mest digte, men også kortprosa, og de litterære former er udover digt- og prosaformen også spørgeskemaet, mødereferatet og tegneserien.

Redaktørerne er på fornavn med forfatterne, hvilket angiver en afslappet tone. Som om de kender dem alle personligt, hvilket de sikkert også gør. De er inviteret for at vise, hvordan det står til i det litterære landskab i dagens Danmark (det gælder også færingen). Et stort antal nye stemmer og tekster føjer sig til nogle få mere eller mindre etablerede ditto. Der er grøde i luften. Emnerne strækker sig fra fuglekranier til pastaengle, og der er med vilje ikke tilstræbt nogen rød tråd eller valgt et tema, og der er heller ikke gjort noget forsøg på at definere en tidsånd eller påvise et indbyrdes slægtskab mellem de udvalgte forfattere. Altså  ingen indre sammenhæng mellem teksterne, hver skribent har sin egen tone og står for sig selv.

De seks kendte og etablerede digtere i antologien er Pia Tafdrup, Jørgen Leth, Niels Lyngsø, Mette Moestrup, Iben Mondrup samt den helt unge Christel Wiinblad. Sidstnævnte tilhører samme generation som de andre digtere, der alle er født lige før og noget efter 1980. En enkelt ung digter skiller sig ud, idet hun (som føler sig lige så meget som han) er født i 1994.

Antologien indledes med et digt af Pia Tafdrup, der så afgjort er samlingens bedste tekst. Også Jørgen Leth har skrevet et fremragende sportsdigt i stil med hans gamle sportsdigte fra 1960´erne. Lidt skuffende har Niels  Lyngsø kun bidraget med et fraklip, som ikke er en skønlitterær tekst, men da udmærket fagprosa med interessante oplysninger og kunsthistoriske tolkninger. Det er bare ikke, hvad man forventer i en skønlitterær antologi. Iben Mondrups prosatekst “Unghund” er før blevet brugt på en lydsingle og er en erindringstekst, der ser tilbage på en tabt grønlandsk kærlighed. “Kat” er en prosatekst af Christel Wiienblad, der indgår i teaterstykker “Crazy Daisy” og altså også har været brugt i en anden sammenhæng. Det er en spændende tekst om legen mellem de to køn. Mette Moestrup har skrevet, “Der stod Frau foran mit navn”, der er en fin, lille novelle om en pige på flyrejse. Hun har mistet sine nøgler og funderer over fremtiden.

De etablerede stemmer lyder alle som etablerede stemmer. Der er ingen slinger i valsen. De er klare i mælet, og fortæller/digter er indlevende og medrivende. Men hvad med de helt unge og helt nye? Mine forventninger var høje, da jeg skulle til at stifte bekendtskab med 14 unge stemmer, der alle for mig var nye bekendtskaber, men  jeg er blevet lidt skuffet! Dog ikke over Peter Løhr. Hans novelle er absurd og noget i stil med noveller af Peter Seeberg og Villy Sørensen og er intet mindre end fremragende. Emnet er fedme og en mands kærlighed til sin fede kone, der bliver federe og federe. Jeg skal ikke afsløre slutningen, men den er grotesk og tankevækkende.

To “poetry slammere” skiller sig ud, Peter Dyreborg og Tobias Dalager, både fordi de dyrker poetry slam-genren, og fordi de forstår at performe deres poesi. Især Peter Dyreborg gør det godt, hvilket man kan forsikre sig om ved at se klippene fra hans hans utallige performances på hans hjemmeside og på Youtube. Hans tekst handler om vand: grundvand, Lillebælt, Atlanterhavet, vand fra hanen, vand i whisky osv. Undervejs bruges der det typiske poetry slam-udtryk “fakta”. Vi mangler bare hans præsentationsmantra: “Mit navn er Peter Dyreborg”.

Tobias Dalager når ikke op på Dyreborgs niveau, men er spændende derved, at han har brugt spørgeskemaet som litterær form. Det er ret originalt. Emnet er parforhold, og han er faktisk i stand til at få udtrykt sin mening om emnet inden for skemaets snævre form. I det andet digt sætter han dyreord sammen på en ny måde: flagermus og kronhjort bliver til flagerhjort og kronmus, bjergged og lappedykket bliver til bjergdykker og lappeged. Det kommer der sjove nye dyrearter/ordsammensætninger ud af. Begge poetry slam-poeter klarer lakmusprøven, men er det poesi eller pop?

Mette Norrie har nærmest lavet en tegneserie, men det gælder altså som en novelle. Den virker ret abrupt på mig og er ikke ganske vellykket. Tegningerne er faktisk bedre end teksten. 

Så er der de 10 andre. Der er ingen dårlige imellem, men heller ikke så mange lyspunkter. Jeg er ikke er blevet dybere berørt ved den øvrige læsning af de nye digtere. Man kan håbe på fremtiden. Der er mange om buddet, og måske er der et par stykker imellem, der kan bryde igennem.

Sluttelig vil jeg rose forlaget og redaktørerne for deres initiativ. Det har været spændende at få denne præsentation af de unge, og godt nok at blande dem op med gamle kendinge. Måske følger der en OEHL #3. Vi må vente og se.

torsdag den 12. maj 2016

Døden snubler i afdødes smil

Steffen Baunbæk
Kvarts
Det Poetiske Bureaus forlag

Af Thorvald Berthelsen
Steffen Baunbæks 3. digtsamling, Kvarts, udgivet af Det Poetiske Bureau, er måske nok en gotisk dødsmesse på vers – i hvert fald en slags - som der står på omslagsflabben. Men den er især en samling digte om døden som forvandler og forvandles hele tiden. Og det har selvfølgelig ikke så lidt med livet at gøre.  Som der står i indledningsdigtet Det er enkelt med vanlig Baunbæksk ironisk og bedragerisk enkelhed:

Vi
Skal ingenting
og alting,
fylde pladser ud
formere os,
forvandles.

Vi skal vokse
os ihjel,
og vi skal sanse
os i stykker,
skal vibrere
ligesom kvarts.

Det er
så enkelt,
Det er det,
som er
så svært.

Døden undersøges med glubende nysgerrighed på kryds og tværs, vendes og drejes igen og igen. Den er udsat for indlevelse og uddybes i fiktionens forestillinger, som i digtet om Helles død, Helle som digteren aldrig har kendt, eller i digte hvor togene afgår til tiden med eller uden Steffen på stamsædet eller hvor en klode forlader sin bane og kaster sig ud i et mørkt og uendeligt rum. Døden er kun starten på en udforskning af oplevelsen i digtene, og derfor slår den sig selv for munden og snubler i hverdagen.



X dør,
Og det er
i orden…
men ting
skal sgu testes
solidt
før man ved
om de virker
endnu.

Det gør den også i den helt jordnære Messe til farfars begravelse, hvor døden snubler i afdødes smil og digteren kun undgår at blive taget med i faldet, fordi han har gummisko på:

Æsken
er ikke
kvadratisk
men praktisk
og god,
bare lettere
utæt,
dit smil
løber ned
langs
med siderne,
godt,
jeg har
gummisko
på.

Selve udforskningen og den grundige test dementerer jo i sig selv døden ved er være nødt til at holde sig selv i live for at opleve, gentage og variere. For slet ikke at tale om at skrive. Nogen gange bliver døden i fiktionens forestillinger til en slutning med popcorn, colasjatter og glemte jakker, mens filmen spoles tilbage og puttes i dåsen og snart er glemt. Andre gange er fuglene stille i skoven, de ved den er større end dem. Og selv om døden i digtene gang på gang forsøger at nå til den uigenkaldelige slutning og gøre en sidste ende på livet, fortællingen og historien, så må den pumpende pulserende død, tvunget af sprogets og skriftens dynamik og rytmik begynde forfra igen og igen:

X dør,
og Y står
tilbage
og kalder
på Z,
men nu
lækker
det blæk,
alfabetet,
historien
er bundløs,
det hele
må starte
fra A.

Baunbæks sproglige figurer har udviklet sig i takt med rytmen og i overensstemmelse med dødens organiske vilkår. Den paradoksale overraskende drejning efter en længere optakt, som vi kender fra Baunbæks tidligere digtsamlinger, 8600 og Picnic i Hiroshima, opløses i vidt forgrenede knobskydende gradvise forskydninger, hvor modsætningerne er latent til stede fra begyndelsen og derfor nuancerer hinanden i pulserende sekvenser gennem hele digtet. Samtidig er sproget om muligt blevet endnu strammere og enklere end i de første samlinger – og ikke mere fabulerende og vidt omkring associerende.

De forskudte varierede og modificerede gentagelser lever og uddybes i en skarpere dunkende rytme, som selvfølgelig kommer endnu mere til sin ret, når Steffen Baunbæk fremfører digtene sammen med sin egen dj komponerede lydpuls.

Døden i Baunbæks udgave kan afgjort anbefales. Den er blevet til en sammenhængende, levende og endnu skarpere digtsamling, selvom den indeholder et par enkelte smuttere som Herlev, der efter min mening ikke burde have været med i slutspurten. Så gå ikke glip af den.


mandag den 2. maj 2016

Det levendes markør. Mågeskrig i luften, barndom i det indre

Johannes Bobrowski: Sarmatisk tid – Et udvalg
Oversat af Erik Helger
Attika, 46 sider, 100 kr.

Af Jakob Brønnum
Johannes Bobrowski (1917-65) er en lidt mytisk skikkelse. Han har skrevet få digte, et par romaner, nogle noveller. Han var aktiv i den tyske modstandsbevægelse, men tjente ikke desto mindre som soldat under hele 2. Verdenskrig. Han endte krigen i sovjetisk fangenskab og blev derefter østtysker. Han var særligt velanskrevet blandt kolleger i Vesttyskland og deltog i den berømte litteratursammenslutning Gruppe 47’s møder, hvor også Böll og Enzensberger var med. Mod slutningen af sit liv gik han glip af et af de årlige møder, fordi den nybyggede Berlinmur pludselig rejste sig som en uoverstigelig forhindring.
Bobrowski
Lyrikeren Erik Helger har oversat et udvalg af Bobrowskis debutdigtsamling ”Sarmatisk tid”, debutdigtsamlingen fra 1961. Digtene skriver på det østpreussiske landskab, hvor Bobrowski er vokset op – og østud mod Novgorod, den nordlige del af det, der i meget gamle dage kaldtes Sarmatien. I digtene møæder vi en erindrende, men det er ikke altid man opfatter det som digteren. Snarere danner erindringerne en form for grænseoverskridende fællesskab:

”Jeg er fra Rasainen.
Det ligger, hvor den anden skovnat
passerer, hvis du kommer fra floden
hvor krattet åbner sig
og engene fortrænges
af gulnet sand.” (s. 22)

Digtet er lagt i munden på en jødisk handelsmand fra en lille by i Litauen, og videre i det møder vi – foruden de baltiske landskaber – birketræer, grave, sørgmodige violiner, som Chagall kunne have fået den til at lyde, strejfende vindpust, fædrene hænder, ængstelse og forgrenede ord.

Det er landskabsdigte, men det er ikke nationalromantiske landskabsdigte, og det er ikke den oprindeligt mere taoistiske prægede imagisme, som på dansk kendes hos Robert Corydon. Det er heller ikke en form for naturlyrik, hvor landskaberne står som plumpe billeder på sjælelige tilstande. Det er en fjerde slags landskabsdigte:

”Altid
med skader i flugten
dit hvide ansigt
skrevet i skovenes skygger” (s. 18)

I tysk litteratur ses Bobrowski som beslægtet med Hölderlin og Trakl, gennem en slags dunkel platonisme, det som i filosofien også kaldes idealisme, endda ekspressionistisk i Trakls tilfælde, hvor de store landskabsbilleder bliver det levendes markører, ligesom de sjælelige billeder, der manes frem i poesien. Bobrowski er fantastisk og Erik Helgers oversættelse musikalsk og smuk og dunkel og levende som digtene. Og skulle man ønske en nuance mere, er de tyske originaltekster trykt, ikke på opslagets venstreside, som man plejer at gøre, men på højresiden, så man uvilkårlig læser dem efter oversættelsen.

Der er mågeskrig i luften, kølig og fugtig brise, birketræers hvide stammer, sommernætters gløder, floder, barndom og brødvande blandt de indre billeder, længe efter man har lukket bogen.