Døden snubler i afdødes smil

Steffen Baunbæk
Kvarts
Det Poetiske Bureaus forlag

Af Thorvald Berthelsen
Steffen Baunbæks 3. digtsamling, Kvarts, udgivet af Det Poetiske Bureau, er måske nok en gotisk dødsmesse på vers – i hvert fald en slags - som der står på omslagsflabben. Men den er især en samling digte om døden som forvandler og forvandles hele tiden. Og det har selvfølgelig ikke så lidt med livet at gøre.  Som der står i indledningsdigtet Det er enkelt med vanlig Baunbæksk ironisk og bedragerisk enkelhed:

Vi
Skal ingenting
og alting,
fylde pladser ud
formere os,
forvandles.

Vi skal vokse
os ihjel,
og vi skal sanse
os i stykker,
skal vibrere
ligesom kvarts.

Det er
så enkelt,
Det er det,
som er
så svært.

Døden undersøges med glubende nysgerrighed på kryds og tværs, vendes og drejes igen og igen. Den er udsat for indlevelse og uddybes i fiktionens forestillinger, som i digtet om Helles død, Helle som digteren aldrig har kendt, eller i digte hvor togene afgår til tiden med eller uden Steffen på stamsædet eller hvor en klode forlader sin bane og kaster sig ud i et mørkt og uendeligt rum. Døden er kun starten på en udforskning af oplevelsen i digtene, og derfor slår den sig selv for munden og snubler i hverdagen.



X dør,
Og det er
i orden…
men ting
skal sgu testes
solidt
før man ved
om de virker
endnu.

Det gør den også i den helt jordnære Messe til farfars begravelse, hvor døden snubler i afdødes smil og digteren kun undgår at blive taget med i faldet, fordi han har gummisko på:

Æsken
er ikke
kvadratisk
men praktisk
og god,
bare lettere
utæt,
dit smil
løber ned
langs
med siderne,
godt,
jeg har
gummisko
på.

Selve udforskningen og den grundige test dementerer jo i sig selv døden ved er være nødt til at holde sig selv i live for at opleve, gentage og variere. For slet ikke at tale om at skrive. Nogen gange bliver døden i fiktionens forestillinger til en slutning med popcorn, colasjatter og glemte jakker, mens filmen spoles tilbage og puttes i dåsen og snart er glemt. Andre gange er fuglene stille i skoven, de ved den er større end dem. Og selv om døden i digtene gang på gang forsøger at nå til den uigenkaldelige slutning og gøre en sidste ende på livet, fortællingen og historien, så må den pumpende pulserende død, tvunget af sprogets og skriftens dynamik og rytmik begynde forfra igen og igen:

X dør,
og Y står
tilbage
og kalder
på Z,
men nu
lækker
det blæk,
alfabetet,
historien
er bundløs,
det hele
må starte
fra A.

Baunbæks sproglige figurer har udviklet sig i takt med rytmen og i overensstemmelse med dødens organiske vilkår. Den paradoksale overraskende drejning efter en længere optakt, som vi kender fra Baunbæks tidligere digtsamlinger, 8600 og Picnic i Hiroshima, opløses i vidt forgrenede knobskydende gradvise forskydninger, hvor modsætningerne er latent til stede fra begyndelsen og derfor nuancerer hinanden i pulserende sekvenser gennem hele digtet. Samtidig er sproget om muligt blevet endnu strammere og enklere end i de første samlinger – og ikke mere fabulerende og vidt omkring associerende.

De forskudte varierede og modificerede gentagelser lever og uddybes i en skarpere dunkende rytme, som selvfølgelig kommer endnu mere til sin ret, når Steffen Baunbæk fremfører digtene sammen med sin egen dj komponerede lydpuls.

Døden i Baunbæks udgave kan afgjort anbefales. Den er blevet til en sammenhængende, levende og endnu skarpere digtsamling, selvom den indeholder et par enkelte smuttere som Herlev, der efter min mening ikke burde have været med i slutspurten. Så gå ikke glip af den.