Gorm Rasmussen
Forlag Folke 2025
Af Carina Wøhlk.
Sargassum. Det er titlen på Gorm Rasmussens nye bog – med ypperligt omslag af Martin Bigum. Tyg lidt på den. Titlen, altså. Hvad henleder den tanken på? Sargassohavet, ikke sandt? Gydestedet for den ål, vi kender herhjemme. Men sargassum er også det latinske navn for tang, der består af brunalger. Og rådne brunalger er stort set det samme som fedtemøg – et håndgribeligt udtryk for klimaforandringer.
Ål og tang. En truet dyreart og en truende algeart. Er bogen et biologisk studie? Næppe. Et klimamanifest? Måske. Først og fremmest er den en tour de force igennem forfatterens kreativt kaotiske sind. Læseren gisper for at følge med. Især når det fabulerende flyder over i noget forvirrende.
Ligesom i sin roman Himmelbjerge (2023) er Gorm Rasmussen optaget af forholdet imellem en ældre mand og en yngre kvinde. Denne gang den garvede journalist Gunnar og det klokkeblomstlignende væsen Soløje, som er opkaldt efter en smuk plante. Og ligesom i Himmelbjerge tager hovedpersonen på et roadtrip.
Rablende rejse
Eller gør han? Efterhånden går det op for læseren, at der vist er tale om en ”åndelig rejse” med hovedpersonens ”lille botaniske lysvæsen” (se si. 98). Sammen drager Gunnar og Soløje igennem Jylland for at dykke ned i ålens mysterium og tage ved lære af et gammelt religiøst folk fra Mellemøsten; et folk, der tilbyder fred som lindring til vores sønderbombede og klimatrængte verden.
Undervejs er læseren hårdt prøvet. Meget står og flimrer. Som forfatteren lader Gunnar sige indtil flere gange: ”Det rabler” (se f.eks. s.104). Javist, det rabler for Gunnar – og han rabler en masse af sig. Måske fordi hans kærlighedsforhold er brudt sammen, og alt i livet pludselig synes at hvirvle rundt i brudstykker.
Til kamp imod mørket
Og midt i rableriet står Soløje som en lysende åbenbaring. Et lille gyldent og alfeagtigt væsen, der skal inspirere og incitere den aldrende journalist til at tage livet på sig igen. Med sit lys blæser hun til kamp imod mørket. For hvis mørket var fordrevet, ”ville ålen ikke have noget problem, eller manden eller kvinden, eller dyrene, eller naturen, eller det lille fine pacifistiske folk, eller planeten eller selve verdensrummet…” (se s. 134).
Forståelsesnøglen?
I det allerførste kapitel skriver Gorm Rasmussen en iøjnefaldende sætning, som byder sig til som forståelsesnøgle: ”Gud er sit skaberværk” (se s. 7). Og Soløje er manifestationen af Guds skabelsesbefaling: Der skal være lys. Og det bliver der med Soløje. Det er hende, der på vegne af verdens flora og fauna giver stemme til bogens mest meningsfulde ord – et blændende digt: ”Hvad har vi gjort jer?/ hvad har vi gjort jer?/ Planter og dyr, fugle/ og fisk, alt liv på jord…..Hvad er det, I gør os/ imod os, imod hinanden, slås, slås/ Det er den samme verden, det er også vores/ Kloge er I, men fra forstanden…” (se s. 113).
Gorm Rasmussen kan lide at lege med sproget. Han har originale tanker, men de glider fra ham og snor sig som ål i mudder. Og dermed mudres budskabet også til. Det er synd. Sargassum har noget vigtigt på hjerte, men meningen synker lidt til jorden – som ål i forfattersokkerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar