På jagt efter musikkens væsen

Serge Rachmaninoff (1873-1943):
Symphony No. 1 in D minor, Op. 13
Symphonic Dances, Op. 45
Sinfonia of London, John Wilson (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Rachmaninovs 1. Symfoni, der netop er udkommet på Chandos, afslutter et projekt med de samlede indspilninger af Rachmaninovs tre symfonier og nogle orkesterværker, opført af Sinfonia of London, dirigeret af deres faste dirigent John Wilson.

Jeg er helt enig i den generelle karakteristik som en anmelder i en lokal søndagsavis har givet af orkestret: ”Sinfonia of London sets the gold standard – an orchestra of generals that takes the unfashionable, the obscure, the overlooked, and makes it unmissable.”

Det er egenskaber, man i særlig grad kan få brug for i forbindelse med Rachmaninovs 1. Symfoni fra 1895. Symfonien fik fantastisk dårlige anmeldelser, da den blev uropført, og Rachmaninovs unge selvværd led dyb og muligvis ubodelig skade.

Nu er det ikke den første symfoni, der har fået fantastisk dårlige anmeldelser ved sin uropførelse, som siden er blevet en klassiker i repertoiret. Bruckners 3. var en katastrofe, Mahlers 1. symfoni  blev heller ikke for godt modtaget, Tjajkovskijs 6. var man heller ikke begejstret for. Dette vilkår har lært mig at lytte på en anden måde, når jeg ved det er sådan en symfoni. Man kommer uvilkårligt til at lytte efter det, som kritikerne dengang må have syntes var så mærkeligt, at værket skulle afvises.

Jeg har hørt Rachmaninovs 1. Symfoni siden engang i slutningen af firserne eller begyndelsen af halvfemserne. Men jeg har aldrig nogensinde oplevet at den har stået stille for mig - altså sådan, at man kunne tænke tilbage på den, når man havde hørt den, og huske den, sådan som man jo kan med Rachmaninovs 2. Symfoni, hvor man oplever fire store satser, der bevæger sig i den sødmefulde melodik og den brusende dramatik, vi også kender fra hans 2. og 3. klaverkoncert.

Alligevel har Symfoni nr. 1 et eller andet, der gør at jeg bliver trukket til den igen og igen. Ikke så ofte som til 2. Symfoni, som man jævnligt hører fra de store koncerthuse, men alligevel så ofte, at jeg husker at man bliver sat i en stemning af mystik af den. 

At skildre stilheden

Værkets langsomme sats, den 3. sats, har nogle passager hvor strygerne er alene i lydbilledet. Man ved simpelthen ikke hvor de er på vej hen, det er en gruppe søgende stemmer, der i nogle minutter synes at gå i alle mulige retninger.

Når man har hørt meget senromantisk musik, vækker visse symbolske billeder efterhånden sig selv, og det er svært ikke at tænke på tåge og morgengry og klipper og hav. Det er ligesom om man fanges ind af en mærkværdig stilhed, der ligger neden under det hele. Kan musik virkelig handle om at skildre stilhed? Jeg tror det.

Rachmaninov

Lidt efter kommer både messingblæserne og en solotræblæser indover og lidt senere igen træder pludselig en lys solo stemme fra violinerne frem med en endeløst smukt melodisk passage, der forener sig med et stort, flydende tutti i orkestret. Endelig et sted i symfonien, hvor Rachmaninov lyder som det vi opfatter som sig selv.

Sådan kan man gennemgå alle satserne og opdage, at der er noget der lyder som Rachmaninov, og noget  der prøver at lyde som Rachmaninov, og noget der slet ikke lyder som Rachmaninov. 

For eksempel finalens mærkværdige indledning, som jeg finder mageløst flot, en art militante messingblæsere, der så bliver afløst af nogle dybe strygere i en hvirvlende, rytmisk stærkt pointeret figur som vi kender igen fra Rachmaninov mere modne værker. Også den sats vikler sig ind i en sådan søgende positur, som jeg beskrev om 3. sats.

Den store, 1. sats i Rachmaninovs 1. Symfoni begynder til gengæld med en typisk, ret brovtende, russisk crescendoindledning i messingblæsere, der går over i en lige så tilsyneladende genkendelig russisk folkemelodi i træblæserne. 

På det tidspunkt kan man simpelthen ikke høre om det er Rachmaninov eller noget af den berømte konservatorieprofessor fra samme tid i Sankt Petersborg, Shostakovich lærer, den geniale Alexander Glazunov, et af de mest gennemalkoholiserede mennesker, der nogensinde har komponeret store symfonier, som endog dirigerede uropførelsen. Og det varer længe ind i satsens videre udvikling, for jeg kan høre, om det er et ufærdigt stykke af Rimsky-Korsakov eller en passage i en af Balakirevs to mere eller mindre samtidige symfonier, jeg bare aldrig har lagt mærke til. Men så indtræder en elegisk passage i primært strygerne, der indfører dette mystisk søgende som er Rachmaninov mægtige bedrift med dette misforståede værk.

Udgivelsen på Chandos er parret med Rachmaninovs populære Symfoniske danse, op. 44, der er en slags bevidst udført, symfonisk torso, en symfoni uden langsomme satser, kan man sige. Også her er meget at opdage. Det mystiske forlader aldrig helt Rachmaninovs værker.