tirsdag den 27. februar 2018

Oliekriser og postkasser. Fra gamle dage

Gitte Broeng: Oliekrisen – Et hørespil
36 s. ill., 85 kr.

Tidsskriftet * [asterisk]
Nr. 69 a-h, POST
red.: Gitte Broeng, Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller
60, - kr.

Begge: Forlaget * [asterisk], 2017

Af Troels Laursen
Da mor var dreng, da var der både røde postkasser og bilfrie søndage midt i en oliekrise.
Den gang, da var alt bedre, og med genindførelsen af det beredne politi og sikkert også snart statsstøttede andehold, der skal passér gaden med turistvenlige mellemrum, så er det det velgørende med et tilbageblik og måske med et udsyn til fremtiden, der ikke behøver at være helt så angstskabende eller halv dårlig, som man kunne frygte.

Det lille forlag *[asterisk] gør i hvert fald sit. Med udgivelse af, hvad de kalder for et høre spil, som også sideløbende var udstilling FUGA på Spanien19C, tager Gitte Broeng os med tilbage til fortællingen om 1970’ernes oliekrise og dens konsekvenser. Broeng er forfatter og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og litteratur. Her er de medvirkede i stykket, spædbørn, som der pludselig kom mange af i tiden efter oliekrisen, som folk åbenbart tilbragte under dynen, og så bregner, og citater fra spare-på-olien-kampagner i OBS (Oplysninger til Borgerne om Samfundet) fra monopoltidens fjernsyn OBS og fra nyhederne. 

Det er en slags tur ned at memory-lane, hvor krisens konsekvenser både på de private plan, forfatteren blev til eksempel født, i 1973, som en ud af den store generation, der kom ud fra krisen og sådan på den store internationale scene, med seksdagskrigen og svagere pærer i lamperne. 

Protester fra præster, der ikke brød sig om at folk fik en god undskyldning for ikke at dukke op i kirken søndag formiddag.  Bregner fra urtiden og nu, i blandet en fortælling om Eva som alles moder. Bogen er et vindue mod det der var og som dengang egentlig var en ny mulighed for forandringer i både det private liv og samfundet, men som hurtigt blev lukket igen. Bogen er både morsom og tankevækkende på den hel dybe måde.




Otte postkort
Det gælder også udgivelsen, Tidsskriftet *, som ikke er en bog, men otte postkort med motiver at mure, hvor der engang hang noget, der hed en postkasse. Alle i en god turistfotografisk kvalitet. Det fortælles at de første kasser til forsendelse af breve var af træ og blev ophængt i 1851, heldigvis samme år som trykningen af det første danske frimærke. En påmalet tekst forklarede, hvad beholderne skulle anvendes til. Farven, udseendet og størrelsen varierede lokalt. Tømningen skete forfra, og derfor væltede brevene tit ud på jorden, så nogle tog skade, og andre blev glemt. Prototypen med bundtømning løste problemet, fordi indholdet tømtes direkte ned i sækken. Nogen tror, at socialisten og postassistenten Louis Pio stod bag opfindelsen, men det var tilsyneladende den svenske opfinder og magister i filosofi, Martin Wiberg. 

Efter sigende var Pios udgave for indviklet til at kunne fungere i praksis. Prototypen er blevet benyttet siden 1871 og kendes ved sin røde farve og karakteristiske bue foroven. Og derfor disse kort af forsvundne postkasser, for sender du dem, med et frimærke på, så må den røde postkasse (måske) tilbage på væggen igen. Ellers vil den nok bare fremover kun findes på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. De to udgivelse er både tankevækkende på den dybe måde, når det handler om vores samtid og den måde vi reagerer i den på, så det får konsekvenser for vores fremtid. Det er flot lavet og underholdende poetisk.

Fotos:
Oliekrisen – bogen sover

Opslag fra bogen –nyheder og erindring om en krise der var engang, omsat til tankevækkende poesi.



Tidsskriftet * - udgivelse af postkost til minde om dengang der var røde kasser på mange af hus murerne rundt om i byerne, eller måske en redningsaktion for samme røde kasse?

tirsdag den 13. februar 2018

Det surrealistiske billede i spejlet

Roger Gilbert-Lecomte
Sort spejl
Det poetiske bureaus lommebibliotek
(214 sider, 150 kr.) 

Af Jakob Brønnum
Hvad siger Antonin Artaud (1896-1948), Andre Breton (1896-1966) og Uday Shankar  (1900-77) den moderne læser? Ikke nødvendigvis så forfærdeligt meget. Men det burde de, i hvert fald de to første. De er franske forfattere, som skrev i en tid, da litteratur var et spørgsmål om liv og død og litterære fejder hørte til dagens orden.

Alle ved, hvad surrealistisk vil sige, sådan cirka, men bestemt ikke alle ved hvor det kommer fra og hvad der ligger i det. Artaud og Breton er forfattere indenfor en strømning eller to, som vil have set sig selv som meget forskellige, måske endda uforenelige litterært. Artaud er dramatiker, det er meget nemt at opfatte ham som fuldstændigt altødelæggende nihilistisk, men hans centrale bestræbelse – foruden at holde styr på et sind, der spillede ham et puds hele tiden - er at bruge litteraturen til at finde veje til egentlig menneskelig frihed. Han er yderst læsværdig og ofte oversat til dansk. Breton er redaktør, digter og essayist.

Det surrealistiske er ikke blot det svært forståelige, det vilde, det utilgængelige. Det surrealistiske ligger under det realistiske. I bevægelsens manifest (1924) skrevet af André Breton, er det det, der er i kontakt med menneskets libido på en særlig måde. Han synes besat af Freud.

Det libidinøse kan man genfinde hos surrealistiske malere, ikke hos den metafysiske de Chirico (1888-1978), men hos Dali (1904-89), og i ganske særlig grad hos Vilhelm Freddie (1909-95), der ofte giver det hele en lidt vulgær karakter.

Men surrealismen behøver ikke sidde under bæltestedet. Under det syrede og surrealistiske landskab, eller gemt som ikke identificerede vækster i det, ligger forfattere, som har knapt har været del af deres tids litteratur, men som vi i dag tydeligt kan se er det. Forfattere som bevidst brød med den oprindelige surrealisme – eller aldrig rigtig blev lukket ind.

Det poetiske bureaus forlag øver en imponerende og beundringsværdig litterær arkæologi og har udgivet en lille håndfuld bind med værker af den karakter. Dels af Leonora Carrington (1917-2011), Det ovale værelse, en storslået samfunds- og magtkritisk novellesamling, også anmeldt her i Den smalle bog. Dernæst er der kommet bøger af Rene Daumal (1908-1944), romanen Mont Analogue og digtsamlingen Himmelstormer. Senest er kommet Roger Gilbert-Lecomte (1907-43): Sort spejl, som også findes oversat til engelsk.

Daumal og Gilbert Lecomte var venner, indtil de ikke var venner længere. De lavede - som alle forfattere med respekt for sig selv - tidsskrift, de rejste, forsøgte at leve, skrev. Gilbert-Lecomte var i USA med Uday Shankar, den indiske danser og bror til sitarmesteren Ravi, der døde for et par år siden. Det er forfattere, der trækker et eksperimentelle i retning af det esoteriske og metafysiske. som her i digtet Det mystiske æg (s. 107):

"Og da hans lidelsers cyklus kom til sin ende
som flygtning på Sydpolen, ventede han
i nattens kuldslåede nøgne skønheds land
åndsfraværende inde i sit lette astrale legeme.

Besynderligt flydende, næsten immateriel
følte han planetens vuggen gennem rum
som en vragstump i himlens dybe afgrund.
Og så skød han afsted som kometen selv."

Bogen Sort spejl har en i sig selv litteraturhistorisk tekst om Gilbert-Lecomte, nemlig en lang anmeldelse af Artaud. Han skriver bl.a.: ”Gilbert-Lecomte markerer tempo, tone og nuance, han er i samklang med altets harmoni. Han når frem til den sande poesi der opstår af skabelse og kaos, – når den ikke er en smule anarkistisk, når den ikke indeholder det mål af hvidglødende ild og magnetisk turbulens som omgærder verdener der bliver født, er det ikke poesi – for poesien opstår altid i krydsfeltet mellem Skabelse og Kaos.”

Der er også en dyb historisk og metaforisk bevidsthed i Gilbert-Lecomtes surrealisme, som adskiller den fra Bretons, der synes mere optaget af at bruge og forbruge billederne end at forlene dem med nye opladninger af litterær energi:

”Djævlen, haleløs gnu og temmelig snu
kommer haltende op ad trappen nu
sender mig et sardonisk blik
med slangeøjne der griner spotsk.
Så strækker han sin krumme hals
og farer pludselig frem mod mig
i sin udsøgte sorte tyremaske,
hieratisk totem af papmaché”

Digtet Den sorte tyr (107), som citatet er hentet fra, foretager en fantastisk flot sammenstilling af den europæiske tyr – nemlig faderen til Europa i den græske mytologi og den kristne djæveltanke. Begge er forførere. Digtets jeg modstår det ikke, men går også i stykker.

Det er så længe siden som 1960’erne, at en livsfilosofisk retning var inde og vende i borgerskabets stuer, nemlig den franske eksistentialisme med nobelpristagerne Camus (1913-60) og Sartre (1905-80), og med Simone de Beauvoir (1908-86). Siden da har vi ikke rigtig interesseret os for litterære retninger og der synes heller ikke at opstå så mange.

De eksperimenterende kunstnere i Frankrig i de første seks årtier af det 20. århundrede skrev ikke blot i en bestemt retning, fordi de synes det var sjov eller fordi det gav dem noget, men fordi de mente, at tilværelsen, verden og livet selv skulle tolkes på den og den måde. og at det havde konsekvenser for verden, moralsk og politisk.

Gilbert-Lecomte og Daumal endte i skyggen af surrealisterne. Det var metafysiske, de andre var fysiske. Antonin Artaud karakteriserer det sådan i bogens forords afsluttende bemærkninger: ”Orientalerne har aldrig begået den fejl at dyrke den personlige poesi; alt, der har nogen værdi, i den orientalske poesi handler om det universelle. Og de personlige digtere bliver, om de overhovedet eksisterer, automatisk udstødt og udelukket fra traditionen. I Roger Gilbert-Lecomtes poesi er der noget der kunne minde om en længsel efter en tabt tradition, et fjernt ekko af de store mystikeres udbrud, noget af den samme torden der ruller igennem Jacob Böhmes eller Novalis’ skrifter.” (s. 20)

Det er ikke moderne at tale pænt om ”orientalerne” og gør man det, bliver man straks kategoriseret som samfundsfjende, en renegat tilhørende den yderste venstrefløj. Det gør surrealisterne formentlig også i dag. Men måske er dette et øjeblik, hvor man kan trække vejret og sige: Se, er det ikke smukt, at Artaud genkender et åndsfællesskab mellem sufi-digtningen og den kristne mystisk fra middelalderen – og ser den i Gilbert-Lecomtes arbejder!

Og de rummer oftest stærke surrealistiske billeddannelser, ikke verdensfjern kontemplation, selvom det på overfladen kan synes let og sågar bevidst nonsens-digtning som i den engelske tradition, hvor Lewis Carroll (1832-98) er den mest kendte eksponent:

Det er umådeligt trist
at fremskridtet
har bortskaffet brugen
af fyrtøjet
denne ildmaskine
baseret på treenigheden

Fra fyrsvampens fantom
til flintestenens sjæl
og til stålets ånd
et magisk instrument
af uberegnelig poetisk
og uvurderlig værdi (s. 110)

tirsdag den 6. februar 2018

Digtningens kontinuum

Knud Steffen Nielsen
Udvalgte digte
Det poetiske bureaus forlag
215 sider, 200 kr.

Af Anders Møller Gade
Knud Steffen Nielsen har hen over de sidste årtier beriget os med den ene mere eller mindre absurd og mesterlig særprægede digtsamling efter den anden. Denne digtning henover årtierne har forlaget Det poetiske bureau nu samlet i et udvalg med den passende titel Udvalgte digte. Her rummes bidrag lige fra debuten “Indskrift” i 1980, hvor det nok er sprogets mere taktile karakter, der er i fokus til de to næste digtsamlinger “Og lyset knytter sig til om lidt” og Lakune”. Her slås en række af forfatterskabets tematikker an, bl.a. forholdet mellem konstruktion (sproget) og virkeligheden, bevidsthed og kroppen, livets og verdens midlertidighed (tidens fremadskridende proces), og alt dettes indflydelse på den størrelse vi kaldet jeg’et.

Disse tidlige digte er i antal ikke repræsenteret i så rigt et mål som de senere digte.Vægten af digte er lagt på digte fra digtsamlingen “Farven Godot” og frem til den seneste udgivne “Derfor står jeg frem nu”. I udvalgte digte er også medtaget enkelt digte som er at finde på denfri.dk, samt afsluttende i appendix to nyere tekster “Bænken” Og “Hate”, den sidste er tidligere udgivet i Nordisk Ministerråds bog fra den finske bogmesse.

Farven Godot
Det er i disse senere digte, det digterisk gennembrud sker vel for alvor med “Farven Godot”, at Knud Steffen Nielsen finder det udtryk som vi kender ham så godt for. Et udtryk som gennem årene raffineres og udvikles til rene mesterstykker, der gør ham til en digter uden sidestykke i Danmark. Digtet, som indeleder den seneste digtsamling “Derfor står jeg frem nu”, er nok nær noget det der mest er et samlende udtryk for hele dette digteriske virker. Det lyder som følger:

“Det foreløbige punktum. De midlertidige ønsker.
Et kvarter ad gangen. Et år ad gangen.
De enkelte dele holdes sammen af

Indtil - videre,
dvs lys sendt fra afdød stjerne

Og den måde, jeg tæller det splintrede på”.

Det provisoriske
Vi kan nok prøve at sætte et punktum til markering af ende og begyndelse, som en indramning af tid, hvori vi kan skabe mening og sammenhænge. Det kan virke så definitivt, så fast, men som tiden går erfares det at selv punktummet, i teksten, i livet, blot er noget foreløbigt. Det øjeblik, der var lige før er gået kommer ikke igen, afløses af det næste øjeblik, som igen afløses af endnu et. Ligesom den mening digteren har skabt i dag kan være væk i morgen og det der står tilbage er den tid, som er gået imellem.
Tidens fremadskridende bevægelse er på måde den store destabilisator i tilværelsen. Den undergraver enhver fast form og vi står som mennesker tilbage med et vilkår i tilværelsen, som det her hedder i digtet “Provisorisk” fra  “Farven Godot”:

“…Indtilvidere.
Som var vi foreløbige: et udkast
til senere”.

Og sådan skriver han på tidens fremadskridende gang. Han lader sig selv og os, i sin digtning, befinde sig/os mellem et før og et kommende nu, i mellempostionen med udsigt til det tabte, ødelagte og fortidige øjeblik og med udsigt til de tilsyneladende muligheder som kommer med det næste.
Vi er med hele vejen. Vi får ikke først rapporten når turen er overstået, men indvies som læsere i tidens fremadrykkende forandring, kort sagt vi er med på hele turen. Vi er med når forandringer finder sted. Det sker i linjernes brud, i tidens og digterens opløsning af faste sammenhænge og i Knud Steffen Nielsens bevidst manglende brug af konjunktioner. Det virker til tider, hvis ikke hele tiden, som sabotage af den faste læserytme, men inden længe erfares det, at denne digtning konsekvent minder en om at man er til stedet under læsning. Denne digtning skaber netop et rum for læseren at træde ind i og uvilkårligt, ihverfald for denne anmelder, digter og leger man med i dette sproglige maskineri.
Og i digtenes brudte linjer, i opløsningen af sproglige konjunktioner og kohærente udtryk, skabes en digtningen, som på smukkest vis forener form og indhold og giver en oplevelse af hvad det vil sige at være til som menneske. 

Anfægtelsens motor 
Livet. Det kaotiske. Vi er kastet ud i det, uden selv at være tage med på råd. Og med tidens destabiliserende faktor bliver det svært at sige og gøre noget som virker grundfæstet. Opnå vished. Hvad der gjaldt i går, gør ikke i morgen. Vi er på gyngende grund. Selv i sproget, som nok på overfladen ser ud til at køre helt fint kan vi ikke vide os sikre. Hvordan kan jeg vide, at det jeg siger, bliver opfattet på den måde som jeg har sagt det.
Logisk set kan vi ikke sige meget andet en livet er livet. Alt udover dette tautologisk udsagn er en udvidelse, en tillægsbillet som vi ikke har dækning for. Denne skepsis over for sproget er central i Knud Steffen Nielsens digtning.
Sproget kan ikke bruges til repræsentative udtryk om verden, om en selv. Der foregår altid et tillæg i brugen af sproget, et tillæg hvor det ikke er muligt at afgøre hvad der er sandt og hvad der er illusorisk.
Vi er på den måde hos Knud Steffen Nielsen spændt for anfægtelsens motor. Det betyder omvendt, for Knud Steffen Nielsen, at der ikke er nogle regler at overholde. Ballet er åbent. Spillet er frit. Scene er klar.
I den langt ud fantastisk digtsamling “Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, er denne anfægtelsens motor i højste gear. Her trækker han i bajadsens klæder, legende og munter, ubekymret og latteren får fri bane under læsningen. Her sproget en scene hvor snart den ene snart den anden mere eller mindre rablende figur træder op på. Jeg’erne står i kø for at afløse hinanden. Og vi hvirvler derudaf i et vildt og fantastisk kaos.
Selvom latteren har forrang, efterlades men alligevel med indtrykket af en uro. Der er en uro, under latteren, i disse digte. En uro over tilværelsen, over dette kaos, over den manglende vished.
Og så alligvel. Gør jeg ikke blot digtet til et spejl? Et spejl hvori jeg ser det, jeg bringer med?

Kontinuum 
Knud Steffen Nielsen lader os dog ikke hænge i dette kaos. Overalt i hans digtning henvises der til en kropslig sanselig erfaring, der må, hvis vi ikke skal befinde os i en evig dekonstruktion, være et udgangspunkt. Et punkt i kaos at se tingene fra. Og i digtsamlingen “En kinamands chancer”, åbnes for endnu en mulighed.

“Det er et digt, det er to digte.
Vi lever alene. Vi lever ikke alene”.

Vi lever som sociale væsner. Vi mødes, taler sammen, omgås hinanden i et væk. Vi lever ikke alene. På den anden side, er vi skilt fra hinanden. Vi har ikke et fælles eksistentielt mandat. Jeg kan ikke sige dit liv er mit, eller jeg ser du har ondt, men det er ikke min smerte. På den vis kan vi ikke gøre fælles objektiv krav på eksistensen. Dette mandat er kun subjektivt. Vi lever altså alene.
Vi lever i disse to modsætninger. At leve alene og ikke leve alene. Men digtet her tilbyder en tredje mulighed. Digtet her er netop muligheden for at se, at det forholder sig sådan. Det udgør et trejde punkt, hvorfra de to andre punkter kan ses. Hvor de to modsætninger kan eksisterer samstemmende. Digtningen udgør således et refleksivt punkt hvor der kan opnås bevidsthed om disse modsætninger i tilværelsen. Digtningen danner på den vis et kontinuum.
Lad dette blive udgangen på anmeldelsen her og indgangen til Knud Steffen Nielsens digtning. Herfra skal lyde en opfordring. Og med udgivelsen af “Udvalgte digte”, synes der ikke længere at være en undskyldning for ikke at stifte bekendtskab med dette fremragende forfatterskab.