Gitte
Broeng: Oliekrisen – Et hørespil
36 s. ill., 85 kr.
Tidsskriftet * [asterisk]
Nr. 69 a-h, POST
red.:
Gitte Broeng, Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller
60, - kr.
Begge: Forlaget
Af Troels Laursen
Da mor var dreng, da var der både
røde postkasser og bilfrie søndage midt i en oliekrise.
Den gang, da var alt bedre, og med
genindførelsen af det beredne politi og sikkert også snart statsstøttede
andehold, der skal passér gaden med turistvenlige mellemrum, så er det det
velgørende med et tilbageblik og måske med et udsyn til fremtiden, der ikke
behøver at være helt så angstskabende eller halv dårlig, som man kunne frygte.
Det lille forlag *[asterisk] gør
i hvert fald sit. Med
udgivelse af, hvad de kalder for et høre spil, som også sideløbende var
udstilling FUGA på Spanien19C, tager Gitte Broeng os med tilbage til
fortællingen om 1970’ernes oliekrise og dens konsekvenser. Broeng er forfatter
og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og litteratur. Her er de medvirkede i
stykket, spædbørn, som der pludselig kom mange af i tiden efter oliekrisen, som
folk åbenbart tilbragte under dynen, og så bregner, og citater fra
spare-på-olien-kampagner i OBS (Oplysninger til Borgerne om Samfundet) fra
monopoltidens fjernsyn OBS og fra nyhederne.
Det er en slags tur ned at memory-lane, hvor krisens konsekvenser både på de private plan, forfatteren blev til eksempel født, i 1973, som en ud af den store generation, der kom ud fra krisen og sådan på den store internationale scene, med seksdagskrigen og svagere pærer i lamperne.
Protester fra præster, der ikke brød sig om at folk fik en god undskyldning for ikke at dukke op i kirken søndag formiddag. Bregner fra urtiden og nu, i blandet en fortælling om Eva som alles moder. Bogen er et vindue mod det der var og som dengang egentlig var en ny mulighed for forandringer i både det private liv og samfundet, men som hurtigt blev lukket igen. Bogen er både morsom og tankevækkende på den hel dybe måde.
Otte postkort
Det er en slags tur ned at memory-lane, hvor krisens konsekvenser både på de private plan, forfatteren blev til eksempel født, i 1973, som en ud af den store generation, der kom ud fra krisen og sådan på den store internationale scene, med seksdagskrigen og svagere pærer i lamperne.
Protester fra præster, der ikke brød sig om at folk fik en god undskyldning for ikke at dukke op i kirken søndag formiddag. Bregner fra urtiden og nu, i blandet en fortælling om Eva som alles moder. Bogen er et vindue mod det der var og som dengang egentlig var en ny mulighed for forandringer i både det private liv og samfundet, men som hurtigt blev lukket igen. Bogen er både morsom og tankevækkende på den hel dybe måde.
Otte postkort
Det
gælder også udgivelsen, Tidsskriftet *, som ikke er en bog, men otte postkort
med motiver at mure, hvor der engang hang noget, der hed en postkasse. Alle i
en
god turistfotografisk kvalitet. Det fortælles at de første kasser til
forsendelse af breve var af træ og blev ophængt i 1851, heldigvis samme år som
trykningen af det første danske frimærke. En påmalet tekst forklarede, hvad
beholderne skulle anvendes til. Farven, udseendet og størrelsen varierede
lokalt. Tømningen skete forfra, og derfor væltede brevene tit ud på jorden, så
nogle tog skade, og andre blev glemt. Prototypen med bundtømning løste
problemet, fordi indholdet tømtes direkte ned i sækken. Nogen tror, at
socialisten og postassistenten Louis Pio stod bag opfindelsen, men det var
tilsyneladende den svenske opfinder og magister i filosofi, Martin Wiberg.
Efter sigende var Pios udgave for indviklet til at kunne fungere i praksis. Prototypen er blevet benyttet siden 1871 og kendes ved sin røde farve og karakteristiske bue foroven. Og derfor disse kort af forsvundne postkasser, for sender du dem, med et frimærke på, så må den røde postkasse (måske) tilbage på væggen igen. Ellers vil den nok bare fremover kun findes på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. De to udgivelse er både tankevækkende på den dybe måde, når det handler om vores samtid og den måde vi reagerer i den på, så det får konsekvenser for vores fremtid. Det er flot lavet og underholdende poetisk.
Efter sigende var Pios udgave for indviklet til at kunne fungere i praksis. Prototypen er blevet benyttet siden 1871 og kendes ved sin røde farve og karakteristiske bue foroven. Og derfor disse kort af forsvundne postkasser, for sender du dem, med et frimærke på, så må den røde postkasse (måske) tilbage på væggen igen. Ellers vil den nok bare fremover kun findes på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. De to udgivelse er både tankevækkende på den dybe måde, når det handler om vores samtid og den måde vi reagerer i den på, så det får konsekvenser for vores fremtid. Det er flot lavet og underholdende poetisk.
Fotos:
Oliekrisen – bogen sover
Opslag fra bogen –nyheder og erindring
om en krise der var engang, omsat til tankevækkende poesi.
Tidsskriftet * - udgivelse af
postkost til minde om dengang der var røde kasser på mange af hus murerne rundt
om i byerne, eller måske en redningsaktion for samme røde kasse?