Oliekriser og postkasser. Fra gamle dage

Gitte Broeng: Oliekrisen – Et hørespil

36 s. ill., 85 kr.

Tidsskriftet * [asterisk]

Nr. 69 a-h, POST

red.: Gitte Broeng, Christian Yde Frostholm og Lasse Krog Møller

60, - kr.

Begge: Forlaget * [asterisk], 2017

Af Troels Laursen

Da mor var dreng, da var der både røde postkasser og bilfrie søndage midt i en oliekrise.

Den gang, da var alt bedre, og med genindførelsen af det beredne politi og sikkert også snart statsstøttede andehold, der skal passér gaden med turistvenlige mellemrum, så er det det velgørende med et tilbageblik og måske med et udsyn til fremtiden, der ikke behøver at være helt så angstskabende eller halv dårlig, som man kunne frygte.

Det lille forlag *[asterisk] gør i hvert fald sit. Med udgivelse af, hvad de kalder for et høre spil, som også sideløbende var udstilling FUGA på Spanien19C, tager Gitte Broeng os med tilbage til fortællingen om 1970’ernes oliekrise og dens konsekvenser. Broeng er forfatter og arbejder i krydsfeltet mellem kunst og litteratur. Her er de medvirkede i stykket, spædbørn, som der pludselig kom mange af i tiden efter oliekrisen, som folk åbenbart tilbragte under dynen, og så bregner, og citater fra spare-på-olien-kampagner i OBS (Oplysninger til Borgerne om Samfundet) fra monopoltidens fjernsyn OBS og fra nyhederne. 

Det er en slags tur ned at memory-lane, hvor krisens konsekvenser både på de private plan, forfatteren blev til eksempel født, i 1973, som en ud af den store generation, der kom ud fra krisen og sådan på den store internationale scene, med seksdagskrigen og svagere pærer i lamperne. 

Protester fra præster, der ikke brød sig om at folk fik en god undskyldning for ikke at dukke op i kirken søndag formiddag.  Bregner fra urtiden og nu, i blandet en fortælling om Eva som alles moder. Bogen er et vindue mod det der var og som dengang egentlig var en ny mulighed for forandringer i både det private liv og samfundet, men som hurtigt blev lukket igen. Bogen er både morsom og tankevækkende på den hel dybe måde.

Otte postkort

Det gælder også udgivelsen, Tidsskriftet *, som ikke er en bog, men otte postkort med motiver at mure, hvor der engang hang noget, der hed en postkasse. Alle i en god turistfotografisk kvalitet. Det fortælles at de første kasser til forsendelse af breve var af træ og blev ophængt i 1851, heldigvis samme år som trykningen af det første danske frimærke. En påmalet tekst forklarede, hvad beholderne skulle anvendes til. Farven, udseendet og størrelsen varierede lokalt. Tømningen skete forfra, og derfor væltede brevene tit ud på jorden, så nogle tog skade, og andre blev glemt. Prototypen med bundtømning løste problemet, fordi indholdet tømtes direkte ned i sækken. Nogen tror, at socialisten og postassistenten Louis Pio stod bag opfindelsen, men det var tilsyneladende den svenske opfinder og magister i filosofi, Martin Wiberg. 

Efter sigende var Pios udgave for indviklet til at kunne fungere i praksis. Prototypen er blevet benyttet siden 1871 og kendes ved sin røde farve og karakteristiske bue foroven. Og derfor disse kort af forsvundne postkasser, for sender du dem, med et frimærke på, så må den røde postkasse (måske) tilbage på væggen igen. Ellers vil den nok bare fremover kun findes på Enigma - Museum for Post, Tele og Kommunikation. De to udgivelse er både tankevækkende på den dybe måde, når det handler om vores samtid og den måde vi reagerer i den på, så det får konsekvenser for vores fremtid. Det er flot lavet og underholdende poetisk.

Fotos:

Oliekrisen – bogen sover

Opslag fra bogen –nyheder og erindring om en krise der var engang, omsat til tankevækkende poesi.

Tidsskriftet * - udgivelse af postkost til minde om dengang der var røde kasser på mange af hus murerne rundt om i byerne, eller måske en redningsaktion for samme røde kasse?