Vi har brug for Lasker-Schüler

Else Lasker-Schüler
Mit blå klaver
Essays og lyrik i udvalg af Eva Botofte
Det poetiske bureaus forlag, Bureauets Lommebibliotek

Af Jakob Brønnum
Jeg har været ufattelig længe om at skrive denne anmeldelse. Det er en anmeldelse af en meget smuk lille antologi over den tyske forfatter Else Lasker-Schülers forfatterskab. Den er udkommet i Bureauets Lommebibliotek, den for tiden i særklasse fornemste klassikerserie på det danske bogmarked i en tid hvor præcis den slags serier, såsom Gyldendals Bekkasinbøger, tilhører en forgangen drømmeomvundet tid.

Det er en fremragende bog. Eva Botofte har skabt en strålende lille antologi, der består af essays og udvalgte digte, ”fokuseret på de ikke-rimede prosadigte, der tematiserer kærlighed, død, tab, angst, hjemløshed og eksil”, hvorved hun har set bort fra digte med mere mystisk (jødisk) indhold. Prøv at høre, hvor strålende en lyriker, Lasker-Schuler er:

”Jeg græder –
Mine drømme synker ned i verden.

Ikke en hyrde vover sig
ind i mit mørke.

Mine øjne viser ikke vej
som stjerner” (digtet Til hedningen Giselheer, s. 82)

Botoftes begrundelse for at udelade de mystiske digte var, at de kræver ”en del bibelkendkab” (s. 15). Det er interessant, fordi de tre af 12 vers i dette digt som jeg citerede, rummer umiddelbart to hvis ikke tre allusioner til det vi kalder Det gamle testamente. Vers 2 er (bl.a.) Salme 23 og vers 3 en berømt passus i Abraham-fortællingen fra 1. Mosebog, og jeg er overbevist om at vi kan finde steder i Jeremias Bog, hvortil 1. vers alluderer. Og det hele handler jo om patriarken Josef som drømmetyder. Men de kan sagtens læses uden dette kendskab. Drømme der synker som eksistentielt forladt antitese til det himmelske eller fysiske kosmos.

De udvalgte essays er korte, nærværende betragtninger om hverdags ting i Berlin og blandt mennesker i Lasker-Schülers omgangskreds. Igen, hør hvor godt det er:

”Jeg har bemærket, at børn og voksne, som åndsfraværende begyndte at tegne kruseduller med blyanten eller pennen, helt ubevidst gjorde sig umage for at skrive smukke eller snørklede bogstaver og ord; senere undrede de sig selv over det skrevnes betydning. Pludselig står der på avisens hvide kant et navn, blomsterprydet eller med slyngede arabesker. Et andet sted er et verbum vendt på hovedet, jeg mener, et hvilket som helst ord skrevet med spejlskrift. Jeg bliver lige så fascineret ved synet af en interessant håndskrift som af en god pennetegning eller et maleri.” (Håndskrift, s. 23)

Det er simpelthen så godt iagttaget, lige sådan noget, man ønsker man selv havde set og ofte har gjort, men kun i brudstykker, uden at sammenføje det med en litterær sammenhængskraft så det kan bruges til at fortælle noget om mennesket. 

Hvorfor har den anmeldelse så taget så umanerlig lang tid. Jeg har ikke kunnet forstå hende. Jeg forstår at hun er ekspressionist, men jeg forstår ikke måden, hun er ekspressionist. De ovennævnte passager er alt andet end det. De er eksistens, betragtning, kontemplation. De er mere Nelly Sachs og Montaigne end Trakl og Franz Marc. 

Lad mig begynde i et helt andet sted. Jeg havde på et tidspunkt en tysk antologi med Lasker-Schülers arbejder. Den gav mig det indtryk, at hun var en en intellektuel ekspressionistisk forfatter. Så købte jeg en svensk antologi om ”poeten, dramatikeren og essayisten” Else Lasker-Schüler, der ganske rigtigt beskrives som "en af tysk ekspressionismes vigtigste litterære stemmer". Bogen består af digte og portrætter, og mange af dem er rimede.

Så kommer nu bogen fra Det poetiske bureau med titel efter det jeg kan forstå er Lasker-Schülers vigtigste digtsamling Mit blå klaver. Og den viser mig en helt anden forfatter, eller en helt tredje forfatter.

Livsomstændighederne

Jeg begynder at forstå at hendes forfatterskab tager karakter efter de livsomstændigheder hun er underlagt, ikke alene emnerne, men selve den grundlæggende udtryksform ændrer sig livet igennem.

En kort biografi af hende ville det nok lyde sådan her: Else Lasker-Schüler (11. februar 1869 - 22. januar 1945) var en tysk digter og dramatiker, kendt for sin boheme-livsstil i Berlin og sin poesi. Hun var en af de få kvinder, der var tilknyttet den ekspressionistiske bevægelse. Lasker-Schüler, som var jøde, flygtede fra Nazityskland og levede resten af sit liv i Jerusalem.

Botoftes noget mere udførlige livsskildring fortæller om overgreb fra den nazistiske magtelite. Den fortæller om en vagabond-agtig tilværelse hvor hun ofte gik for lud og koldt vand, og om et næsten symbolsk endeligt, hvor hun dør i Jerusalem og er begravet på Oliebjerget, hvortil en del af Jesus-fortællingen som bekendt er henlagt.

Men hvem er Lasker-Schüler? Og hvordan skal jeg forstå hendes forfatterskab og hendes forfatterperson (som det hedder i litteraturvidenskaben, altså den person som ikke bærer hele Lasker-Schülers identitet, men den del af hende som er forfatter).

Botofte oplyser min uklare forståelse i sit forord (s. 7): ”I sin egen tid er hun en skæv eksistens, en fri kvinde og feminist, der bevidst vælger et bohemeliv uden økonomisk sikkerhed, ligesom hun går i herretøj og lader håret klippe kort i en såkaldt bubikopf-frisure, en page, som dog ikke er et særsyn hos avantgardens kvinder i de brølende 20’ere. Man kan se hende som en slags radikal performancekunstner, hvis biografi ikke kan adskilles fra de karakterer, hun opfinder.”

Lasker-Schüler er, som eftertiden også har indset, et storslået geni, en sandsiger. Et menneske ligesom den anden person, vi nævnte fra Oliebjerget, et menneske, der minder om en ung kvinde, der for få dage siden blev forhindret i at gå i land i Gaza, men fløjet - givetvis ind over Oliebjerget - i helikopter, og  derefter sendt hjem. Lasker-Schüler er et ufrivilligt kompromisløst menneske, der ikke kan korrelere en fysisk og materialistisk normalitet med en metafysisk og emotionel fragmentering af tilværelsen som vi møder lige præcis hver gang vi går ud på gaden, hvis vi er tilstrækkeligt (over)sensitive, og som kan beskrives politisk. Eller som hun selv skriver:

Jeg vil ud i det grænseløse
tilbage til mig selv (s. 41)

Vi har brug for Lasker-Schüler, og nu har vi fået hende på dansk. Så kommer det næste store skridt, at fortælle den alt for lidt søgende, men ikke desto mindre fortabte omverden om det. Bogen udkom i 2023, og dette er den første anmeldelse. 

Kammerspil med dybe implikationer

Anne Vestberg
Portræt
Forlaget ORD, 157 sider

Af Jakob Brønnum
Sent i Anne Vestbergs roman Portræt afsluttes et at de unavngivne kapitler sådan her: ”En strygekvartet på dækket begynder at spille. Tonerne er ensomme og absorberes af natten. Der er ikke noget til at holde dem sammen og bære dem videre.” (side 137)

Man kunne næsten skrive anmeldelsen over dette afsnit alene, hvis anmeldelser handler om at perspektivere en litterær tekst og vise dens forankring.

Hvor stammer scenen fra? Enhver kan se at det er en scene fra Titanic-legendariet. Det sad vitterlig en strygekvartet på dækket, mens folk blev evakueret, i hvert fald hvis man skal tro nogle af de senere vidnesbyrd fra katastrofen. De spillede en salme, der kun under store kampe blev medtaget i den seneste udgave af Den Danske Salmebog, fordi den opfattes som for sentimental i den danske salmetradition.

Det er en engelsk salme, der på det pågældende tidspunkt ikke var ældre end omkring 50 år, Nearer My God to Thee. Man kan synes det var passende at netop den salme blev spillet på det tidspunkt, hvor folk druknede i stort tal og efter datidens stadigvæk nogenlunde vel udbredte forestillinger, måtte kunne forstås som at komme nærmere Gud.

Når man inddrager det faktum at salmerne er inspireret af den gammeltestamentlige legende om patriarken Jakobs drøm, hvor han ser engle gå ind og ud af himlen, begynder billedet i Anne Vestbergs roman at blive virkelig ladet med mening og betydning. For hun skriver det stik modsatte. Tonerne kommer ingen vegne. Mørket er tomt.

Et kammerspil i tre rum

På en måde er dette symbolske afsnit en sammenfatningen af romanens sjælelige og eksistentielle implikationer. Romanen er et kammerspil om en freelance journalist, der påtager sig at skrive en stor tekst for en mandlig forfatter, et portræt. Romanen foregår som et kammerspil, men i tre rum, hos forfatteren og hjemme hos freelancejournalisten, hvor hendes hus får en eksistentiel betydning, samtidig med at naboens hus er under renovering og også synes at antage en symbolladet karakter. Det tredje rum er drømme, forestillinger og frygt og angst, kampe med selvværd og selvforståelse. Og det går ikke som det skal. 

På samme måde som med Anne Vestbergs første bog, en digtsamling, Katastrofen, byen og skoven (2016), hvor jeg i en anmeldelse beskrev hendes metaforbrug som at hun gør billederne til eksistentialier, finder man også i bogen her en fortætning af sproget, der gør at den enkelte sætning eller det enkelte afsnit synes at blotlægge en livsproblematik eller en social eller relationel sammenhæng, hvor den moralske status som aktørerne har, er op til læserens fortolkning. Det er romangenrens største fortjeneste og dybeste eksistensberettigelse at kunne rejse etiske problemstillinger.

Romanen slutter med et alligevel sært stille, men dog markant dramatisk sammenbrud. Der er et udtryk på engelsk, ”to wear your learning lightly”, en karakteristik af at man, for eksempel i en tekst, kan se at der er mange lag af indsigt, men at forfatteren ikke gør opmærksom på at de er der eller at vedkommende selv har placeret dem der. Jeg antydede et lag i indledningen af anmeldelsen, men jeg ser også inspirationer fra den klassiske modernistiske danske roman fra Erik Aalbæk Jensen til Martha Christensen, og jeg ser den fine scenografiske opbygning som inspireret af det absurde engelske drama i tresserne og halvfjerdserne, og der er en åbenlys fagpsykologisk indsigt, og en sproglig bevidsthed såvel som en kunnen, som gør at man befinder sig rigtig godt i romanen og slet ikke bemærker hvor kort den egentlig er

Ja, det er sådan, fantasien er

Hans Kappel Skau: Arbejder isbjørne også over?
Wadskjær Forlag, 2024

Af Bo Gorzelak Pedersen
Hans Kappel Skaus Arbejder isbjørne også over? er ifølge forlagsteksten trykt på bagsiden af bogen "en humoristisk arbejdskritik skrevet i [en] hybridform", der både omfatter historiske notater, korte prosatekster og digte. Humoren er sort og i nogen grad misantropisk. Bogen, der er på i alt 72 sider, handler i hovedsagen om Hans Kappel Skaus tid som arbejder på Svalbard. 

Efter en kort, historisk intro om hvalfangst og lampeolie beretter forfatter-jeg'et om sin studietid, om at føle sig på afstand af andre og om at leve i et København ("Jeg var så pisse træt af at bo i København") fuld af mennesker, "Objekter, som jeg hver dag skal overhale på min cykel. Genstande, jeg skal stå bagved i supermarked, ved lægen, hos bageren." Han vælger i stedet at flytte til Svalbard, hvor han blandt andet arbejder som turguide, indtil han til sidst igen ender tilbage i København ("Her er så pisse kedeligt / Det var ligegyldigt at møde mine venner i dag"), hvor han cykler "helt tæt på fodgængerne / jeg vil så gerne lange dem en over nakken" og mediterer over, hvor let det ville være at skubbe de øldrikkende "smarte folk" på Dronning Louises bro i vandet: "Det ville være [...] spændende at se dem i deres mund, når de falder / Bare fucke dem en lille smule op / ganske harmløst, selvfølgelig / men de skal ikke tro, at smerten kun er abstrakt." Og hér ender bogen, med disse linjer: "Ja. Det er sådan, fantasien er: / Give dem en over nakken / og spæne væk på sin cykel".

Mareridt på Svalbard

Livet på er Svalbard er heller ikke nemt. Som turguide plages forfatter-jeg'et af "mareridt i orange telte", og han får "svejseøjne og gigtfingre [...] mit røvhul sprækker. Min pik svier, når jeg pisser, og jeg har forvredet min skulder". Han arbejder med maskiner, men "Jeg hader maskiner. De vil mig det ikke godt", og turisterne er ofte ubehøvlede og/eller berusede. Skau har imidlertid rig mulighed for at studere dynamikken blandt den internationale gruppe af mennesker, han arbejder sammen med, og han lærer noget om forudsætningerne og den historiske baggrund for øgruppens erhvervsliv, herunder minedriften. Samtidig er der naturen, som kan være køn at kigge på, men som også for eksempel inkluderer den syge polarræv, forfatteren en dag finder ved sin scooter, "sørgelig og klam", men som han nægter at skyde, for "Jeg er bondesøn. Vi rører ikke ved syge dyr". 

Arbejder isbjørne også over?, der i øvrigt er smukt illustreret af Björk Mo van Dijk, er en mærkeligt rørende bog. Jeg skriver "mærkeligt", for egentlig synes jeg ikke, den burde være det: Forfatter-jeg'et gør sig afgjort ingen anstrengelser for at stille sig charmerende eller forstående an. Han er ærligt talt, som vi siger dér, hvor jeg kommer fra, lidt af en tværing, men han er ærlig, og hans tekster virker autentiske. Man tvivler ikke på, at han ved, hvad han taler om, når han som ovenfor citeret henviser til "smerten", der ikke kun er "abstrakt", og jeg kunne personligt, mens jeg sad og læste, ikke lade være med at beundre ham. Han gjorde det faktisk, han kæmpede sig igennem, og selv om det er en 'arbejderkritisk' historie, er det også et slags eventyr. Ud og hjem igen. Ikke en turistrejse, men hårdt knokleri og virkelighed hele vejen. Det er seriøst godt gået.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Edition tiger      

Peer Gynt: Offer eller bøddel? Eller offer for sig selv

Digteren Søren R. Fauth har sprudlende oversat (eller rettere i passager genskrevet) Ibsens klassiske digt om stratenrøveren Peer Gynt, der skal nå så drabeligt meget og se den ganske verden, blot for at vende tilbage til arnestedet for at dø. Peer Gynt er offer for sig selv, sådan som mange er det i vores tid

Henrik Ibsen:
Peer Gynt. Et dramatisk digt.
Oversat/genskrevet af Søren R. Fauth
288 sider, 269 kr. vejl. Forlaget Sisyfos, 2025.

Af Jens Carl Sanderhoff
Det gyntske selv – det er den hær
af ønsker, lyster og begær –
det gyntske selv, det er det hav
af indfald, fordringer og krav,
kort fortalt alt, som netop mit bryst hæver,
og gør at jeg, som sådan, lever.
Men ligesom Gud har brug for al smerten,
og vil han forblive at være verdens Gud,
så har jeg og brug for guld og mange skejser,
hvis jeg vil være nummer ét og verdens kejser. (s. 144/145)

Nærmest midt i dette langdigt om den utilpassede fjordgut Peer Gynt optræder denne lille trosbekendelse, der glasklart afslører protagonistens akilleshæl og i samme nu også afslører én af Ibsens bagvedliggende moraler – som én og anden (måske især amerikansk) rigmand kunne have godt af at indprente sig – at hvis du behøver penge eller benytter dig af udvendig magtbrynde for at få dine medmenneskers opmærksomhed og opbakning, så er du måske alligevel ikke helt den guds gave til verden, som du selv går rundt og tror.

Peer Gynt som Faust eller Fanden?

Henrik Ibsen skrev digtet cirka 100 år før jeg blev født, og det kan man også godt mærke, hvis man finder originalteksten frem. Til sammenligning med det indledende citat kommer her, hentet fra Lindhardt og Ringhofs genoptryk, de sidste linjer i Ibsens originale tekst:

Men som Vorherre trænger muldet,
skal han bestå som verdens Gud,
så har jeg og behov for guldet,
skal jeg som kejser ta’e mig ud.
(s. 136 i Lindhardt og Ringhofs genoptryk, e-bogsudgave 2017)

Og denne passage er endda ikke overmåde genskrevet af Fauth, blot tydeligt moderniseret i disse afsluttende fire vers. Andre steder tager ’oversætteren’ mere robust og nærmest fortolkende fat – og det er godt! – for det er en bedaget tekst, og, tænker jeg, hvis den i dag skal nå bredere ud end Tordenskjolds soldater, så er det vejen, for personligt keder jeg mig let i selskab med bøger skrevet til en anden tid. Og der er god grund til stadigvæk at læse Peer Gynt. Det er nemlig en yderst interessant fortælling, og i Fauths hænder bliver teksten noget mere levende med sine kække 2025-rim end tilfældet er med mange af de originale.

Bjørn Bjørnson som Peer Gynt, Christiania Theater 1892.

Som der står på bagsiden af den smukke, nye version fra Forlaget Sisyfos, er det dramatiske digt ofte blevet sammenlignet med Goethes Faust, men i mine øjne er det for énstrenget en kategorisering, for jeg er mere tilbøjelig til at mene, som der også står i bagsideteksten, at det drejer sig om en psykologiserende tekst. Der er elementer af Faust, bevares, men der er noget andet, der i langt højere grad passer til vores tid, hvor gud og fanden for længst er blevet statister. Gynt er en karakter, der ligesom producerer sin egen sandhed, sit eget virkelighedsbillede, og det er en tendens i vores tid, der er drejet helt ud af gevind. Tag blot en tur på hvilket som helst af de sociale medier og se mængden af hjemmegjorte virkelighedsopfattelser – som ofte følges af argumenter, der kunne være sagt af Peer Gynt himself. Vores tid hænger åbenbart i samme dynd som protagonisten.

Det er også derfor, jeg i langt højere grad læser langdigtet som den advarsel, ingen hørte. Ibsen viser gennem sin fortælling, at Peer Gynt er offer for sin egen sorg, offer for de svigt, han som barn oplevede, og den, der ikke frigør sig fra sin bøddels åg, må slæbe rundt på en grundlæggende usikkerhed, der indfarver de valg, der jo så slet ikke er valg. Det er sådan, jeg mest ser Gynt – indfanget i sin fars skygge og således tvunget til at gentage nogle af de samme destruktive mekanismer; det er sådan, jeg forstår hans gestalt; et ufrit menneske i fornægtelse – endda en fornægtelse, han ikke selv er klar over, at han tvinges af. Det er derfor, han både er offer og bøddel.

Hvis du ikke kender historien…

Peer Gynt. Et dramatisk digt. Sådan blev det, der nu allermest er kendt som et tidligt bud på noget af det, der skulle komme til at gennemlyse Det Moderne Gennembruds menneskeforståelse, publiceret af Gyldendal i København i 1867. Ibsen viste sin samtid, at mennesker er drevet af noget, de ikke nødvendigvis har klarhed over, og som derfor gør os ufrie. Teksten, der slet ikke fra begyndelsen var tænkt som det teaterstykke, der nu har huseret på alverdens scener (og i alverdens koncertsale), er inspireret af norsk folklore, folkeeventyr hentet fra Asbjørnsen og Moes samlinger, der midt i 1800-tallet var med til at danne en selvforståelse blandt nordmænd, som gødede folkestemningen hen imod selvstændighed. Og i 1876 blev digtet så omkalfatret til teater med den mindst lige så verdensberømte musikledsagelse skrevet af Edvard Grieg. Faktisk tror jeg, flere kender musikken end digtet i dag, for det er et af de mest opførte klassiske værker overhovedet.

Karen-Lise Mynster som Mor-Åse og Patrick Baurichter som Peer Gynt. Af Emilia Therese ©2024.

Første handling (sådan kaldes afsnittene) begynder in medias res. Peer er en ung gut, der kendt af alle på egnen for sine lidt for fantastiske beretninger, mundhugges med sin mor, der udbryder: »Peer, du lyver!«, og så er tonen ligesom lagt. Digtet fortsætter snart med hans beskrivelse af en hjortejagt, der nærmest har erotiske undertoner – og måske derfor glider handlingen videre i en scene, hvor hans mor, Åse, bebrejder ham, at han missede et muligt ægteskab med datteren af egnens rigeste bonde, Solvej. Han styrter snart afsted til hendes bryllup for at gøre sine hoser grønne, og ender med at stikke af med hende. Sammen tilbringer de en nat i bjergene, og han flygter efter sin udåd.

I anden handling leder mor Åse og Solvejs far efter ham, men han undslipper og forvilder sig ind i Troldkongens hal, hvor han er et kussehår fra at konvertere til trold, men det lykkes ham at vikle sig ud af miseren, men med sig har han nu et motto, som bliver hans gennem livet; vær dig selv nok. Han møder Solvejs lillesøster, Helga, og giver hende en sølvknap, som hun skal give til sin søster og fortælle hende, at hun ikke må glemme ham.

Tredje handling er dér, hvor årsag og virkning bliver lidt for realistisk for den unge gut, og selvom Solvej, som han møder igen, erklærer ham sin kærlighed og ønsker at være ved hans side resten af livet, så indhentes han af fortidens synder (samvittigheden forklædt som reminiscenser af hans møde med troldenes verden), og han stikker af – igen!

Henrik Klausen som
Peer Gynt,
 Christiania Teater 1876.

I fjerde handling giver Ibsen den virkelig 1800-tals-gas, og lader den unge gut rejse den halve jord rundt (set med datidens målestok). Han fortæller et selskab af mænd om sine bedrifter, der ikke er helt stuerene (svindler og slavehandler har han bl.a. været), og måske derfor og især fordi, Gynt er sådan et braldrehovede, har de ikke svært ved at frarøve ham alt, han ejer. Nu finder han så tilfældigt en kejsers hvide hest og hans klædedragt, som han selvfølgelig iklæder sig – det er sådan, han ser sig selv, så det må være et tegn! Nu bliver han så modtaget af en araberhøvding i en oase som profet, hvor han forsøger at forføre høvdingedatteren, Anitra, som nu også bestjæler ham for alt. Han vandrer så afsted og ankommer til Egypten, hvor han vil agere videnskabsmand men møder en sindslidende leder af et hus for vanvittige, der anser Gynt for at være budbringeren af en sublim indsigt. Gynt forstår dog, at de alle lever i deres egne virkeligheder, og de hylder ham som en kejser. Det fylder ham med sorg, og han påberåber lederen af alle idioter – gud!

Femte handling er den helt store dommedagsfortælling over det gyntske selv. Han rejser tilbage mod Norge, gammel og træt, men selvfølgelig oplever han både skibsforlis og djævlespinderier, og også gud sender en knappestøber, der skal smelte hans mislykkede sjæl om. Det er Gynt ikke helt vild med og forhandler sig frem til en udskydelse, så han kan bevise, at han ikke er mislykket. Det lykkes ikke, og det hele ender ved hytten, hvor Solvej har ventet på ham i alle de mellemliggende år. Han beder hende om at undsige ham, men det kan hun ikke. Så synger hun en vuggevise (som mange sikkert kender fra Griegs musik), og måske dør han – slutningen er åben og til forhandling.

Som læseren ikke kan undgå at have bemærket af dette korte handlingsreferat, er der mildest talt gang i den, og jeg har endda udeladt en del! Man bliver indimellem lettere forpustet over digtets tumultariske natur, men fordi det er tilpasset et så flydende næste-nudansk sprog, er det ikke svært at hænge på, modsat de dele af den ældre version, jeg læste til sammenligning. Her irriterede sproget mig.

Mesterlig ny tilgang med respekt for originalen

Henrik Ibsens digt er bedaget, som det meste fra flere århundreder siden må være af natur, og måske var det derfor Det Kongelige Teater – Skuespilhuset henvendte sig til Søren Fauth, for at få en moderniseret, mere letflydende og tidstypisk version – en nyoversættelse af Peer Gynt – og det skal jeg love for, Fauth har leveret! Det er blevet en ubesværet tekst at forholde sig til, fordi den er grebet an med en vis frihed i oversættelserne af fyndord og sproglige klichéer, som for længst er tørret ud. Fauth har fornyet teksten med respekt og en naturlig sprogtone, der gør det let at komme gennem et tankesæt, som nok var nyt og lidt revolutionerende i sin tid, men som ikke er det længere. Derfor glider fokus helt ubesværet over på indholdet i stedet, og det er til gengæld slet ikke forældet! Det er et digt, der mange gange undervejs fik mig til at tænke på vores tids despoter og idiotiske verdensledere med blå jakkesæt og røde slips (ingen nævnt, ingen glemt), som grundlæggende ikke fatter det mirakel, de er havnet midt i. Livet som sådan er stadig offer for mennesket selvforståelse, og Gynt må helt sikkert være deres skytshelgen.

I skyggen af forældrenes dæmoner

Den usynlige hær
Niels Johansen
Forlaget Læselyst

Af Carina Wøhlk
Befrielsesdag. Solen skinner. Klokkerne ringer. Det er forår og Danmark frit. Det er der al mulig grund til at glæde sig over. Og glæden bliver kun dybere, når den har historien om Anden Verdenskrig som alvorlig klangbund. 

Flittige Niels Johansen, der både er salmedigter og forfatter, udkom på besættelsesdagen den 9. april med sin nye kortroman Den usynlige hær. Bogen retter et indfølende blik mod børn af frihedskæmpere. 

Temaet er ikke Niels Johansen fremmed. Han har udgivet flere bøger om netop besættelsen og befrielsen. Den usynlige hær er en selvstændig roman i serien om den samme familie. I bøgerne Du ved det nok mit hjerte og Hjerter taler samme sprog fortæller Johansen om krigen og befrielsen fra de voksnes perspektiv, men i Den usynlige hær opleves det hele i børnehøjde. 

Kampens pris

Med sin kortroman fordyber Johansen sig i et emne, der fortjener skærpet opmærksomhed: Kampen sluttede ikke med befrielsen – hverken for modstandsfolkene eller deres børn. Efterkommerne af de mænd og kvinder, der sad i koncentrationslejre eller på anden vis blev traumatiserede af deres engagement i modstandskampen, måtte vokse op med forældrenes dæmoner. De lærte at gå på listesko, vare deres munde og færdes i et minefelt af fortielser og fortrængninger. Kampen for et frit Danmark var ikke uden omkostninger. Prisen måtte betales livet igennem – af frihedskæmperne selv og af næste generation.

Den usynlige hær handler om de tiårige tvillinger Dan og Simon, der efter befrielsen må leve i skyggen af krigens rædsler. For deres far, der var aktiv modstandsmand, er både fysisk og psykisk nedbrudt af det, som krigen har gjort ved ham – og drevet ham til at gøre. Han ”bærer på en meget tung kuffert af tanker og drømme fra krigen”. Den kuffert bliver også børnenes byrde. Deres fars skrøbelighed og humørsvingninger påvirker urimeligt meget. Børnene må hele tiden vejre stemningen og veje deres ord. Bliver far ked af det nu? Får mor røde pletter på halsen? Fortælleren Dan formulerer det hjerteskærende: ”Er fars mareridt som krigens luftalarm? Hvor er så vores beskyttelsesrum?”.    

Børnene som brobyggere

Som handlingen skrider frem, viser det sig, at Dan og Simon ikke er de eneste børn i skolen, der kæmper med krigens efterveer. Sammen med nogle klassekammerater danner drengene en hemmelig bande – en lille usynlig hær, der i fællesskab finder mod til at bygge broer over de ruiner, krigen har efterladt. Deres aktion giver håb for fremtiden. 

Niels Johansen 

Titlen Den usynlige hær henviser indirekte til Knud Sønderbys roman af samme navn – om en modstandsgruppes særlige sabotagehandling. Men den stræber også efter at synliggøre en mere overset og uvæbnet styrke – de børn, hvis barndom blev præget af forældrenes krigstraumer.    

Som læser skal man forberede sig på en fortættet fortællestil. Bogen er inddelt i korte og ordknappe afsnit – næsten som en pixibog. Måske fordi det er et barns stemme, der driver historien frem. Måske fordi Johansen som digter har en særlig evne til at udtrykke meget med ganske få ord.     

Den usynlige hær formår at sætte sig i børnenes sted og samtidigt slå nogle af de store temaer an, som enhver krig drejer sig om: Det ondes problem og muligheden for forsoning. Efterskriftet er et enkelt vers, der angiver bogens formål – nemlig at: ”…takke de børn, som betaler/ en pris for forældrenes mod./ De bærer som voksne en barndom/ med lugten af modstand og blod”. Smukkere kan det ikke skrives.

Sproget gør noget ved det kaos vi er i

Min messebog
Knud Steffen Nielsen
75 sider
200,00 kr.
Herman & Frudit

Af Troels Laursen
Det kribler og krabler. Det knager og brager, der brydes og der strides lige her uden for mit vindue i naturen i forårets fastetid. 

Det er en fortættet tid, - en tid, hvor blødt og hårdt, godt og ondt, guddommeligt og dæmonisk kæmper mod hinanden. Fastetiden, som vi netop har forladt, er en tid fyldt med modsætninger. På den ene side og på den anden side. Liv og død.

Sådan knager og brager det også på omslaget af Knud Steffen Nielsens nyeste bog: ”Min Messebog – samtaler med Lorenzo”, her kribler det krabler det også i det maleri (af Nielsen selv), som omslaget er prydet med. Der er revner og ridser, der er lys og mørke, sol og nat. Is, der er stivet, og blod der rinder.  

Denne samling af digte er tredje bind i Nielsens trilogi, som også tæller ”Min kontrabog” (2020) og ”Min tidebog” (2023). Og denne nyeste kredser om døden, som en meget levende samtalepartner og også her er der flerstemmer, der væver sig ind og ud mellem hinanden. Det myldrer med ord og tanker og kunne syntes helt uden mening og fuld af ”dada” der springer i både tid og rum og meningssammenhænge, men der er mere. Meget mere. For er der ikke en mening i alle tankernes hoppen og springen? Er det ikke blot liv, kan man næsten høre den ikke helt uskyldige messedreng Nielsen spørge med et glimt i øjnene, der har set ind i livet og dermed også ind i døden.

Vi fødes alene og vi dør alene, er den almindelige mening og forståelse, men her handler det om alt det der er imellem de to yderpunkter. Og de andre. Og lige her er måske en springende håb, så forårsgrøn og spinkel, som den slags er her i forårets fastetid, hvor kulden strenges og det alligevel myldrer frem med så skud allevegne. Det er der vi er spændt ud i Nielsens messebog, som jo oprindeligt er en liturgisk bog, der indeholder den romerskkatolske messes faste bønner og ceremonielle anvisninger. Den er vejledninger i hvad der skal bedes, eller sige, hvornår. Det kan være trygt, men for Nielsen er det her liv, som når som helst kan rammes af døden, en kamp, han selv må finde ordene til. Og ord kan han finde. Og han taler med både denne ukendte Lorenzo, og læseren, der kærligt kaldes for ”sidevender” (p.20).

”Er vi trukket i udklædningstøjet? Du kaldes Bajads. Og mig som Judas Ikariot” (p.40). Bajads, der i Kierkegaards forstand kom på scenen og råbte ”Ild!” og publikum (vi) så kun masken, og sådan vil verden gå under, mens vi ler. Og Judas, er både digteren selv, men også hans forræderiske krop, der svigter ham, ved ikke at arbejde med ham, men mod ham. For det hele handler om at kæmpe mon en stor invasion. En sygdom, i kødet, der trænger sig på i sådan en grad, at kroppen, der er en selv, pludselig er blevet ens egen værste ubarmhjertige fjende. Og regnormene står klar.

Sygdommen var også samtalepartneren i de to foregående af Nielsens værker. Begge de digtsamlinger handlede om at om at sprog giver mening og meningen lever af sproget. Og det er det, Nielsen giver et ord til, med en masse udflugter (som når man lige kommer på at chefens kone ligner en kanin (p.56), for hvem kan stirre ind i solen for længe ad gangen, og så kommer nogle meget direkte nyrehug ind i livet, som når: ”Ham (er det mon lægen?): Og vi kan spare meget kostbar tid, hvis du bedøver sig selv” (p.73. Så meget for den menneskelige solidaritet. 

Trods sådanne grumme ureglementerede nyrestød, så spirer der alligevel noget forsigtigt håb frem, som i: ”Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens ansvar”. (p.44)

Sprog gør noget ved det kaos vi er i under livstruende sygdomme (og livet er jo ret beset en livstruende sygdom til døden), og ord giver det formløse en eller anden form, om end den hurtig smutter ud af formen igen. Sprog giver håb. Også selvom det kræver at gå højere op i brillestyrken:

”Vi skal lære at spille et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Nogle gange skal man sidde og kigge sagen igennem igen.
Andre gange skal man vælge en højere styrke som på brillen
SKIFT  ” (p.57)

Digtene er nok mere end en messe værd. Og var der en indlægsseddel med i bogen, så kunne der stå: De bør indtages langsomt – og til både indvortes og udvortes brug. Gerne gennem en længere periode. Der garanteres dog ikke for bivirkninger. Håbet kan snige sig ind imellem det absurde i tilværelsen.

Det kribler og krabler og det knager og brager.

Digtsamlingen er udgivet i 250 eksemplar, der alle er signerede.

Koblingen mellem fødsel og forandring?

Jonas Reppel
Spædgry
Antipyrine 2025

Af Carina Wøhlk
Spædgry er titlen på Jonas Reppels nye digtsamling. Læserens blik dvæler ved det sammensatte ord. Spædgry. Det er smukt og tungt. Som en gravid mave. Er det mon digterens ærinde at understrege koblingen imellem det nye liv og den nye dag, imellem fødslen og forandringens mulighed? 

Jonas Reppel er ikke et ubeskrevet blad. I 2022 debuterede han med digtsamlingen Farfedt, der handler om længslen efter en far. I sin anden udgivelse kredser Reppel om betydningen af selv at blive far. Hvordan bliver man det uden nogen ordentlig faderskikkelse at spejle sig i? Hvordan bliver man det, når man er ”umoden/ som et hvidt jordbær” og tynget i knæ af barndomstraumer og social arv? Og kan man overhovedet tillade sig at bringe et barn ind i en verden, der kæmper med krig, klimaforandringer og kapitalistisk skævvridning?   

Spædgry har flere direkte litterære referencer, men sender en indirekte hilsen til Maj My Humaidans Ærø manifestet. Ligesom Humaidan er Reppel drevet af en samfundskritisk motor, der brummer arrigt over den hverdag, vi har skruet sammen; en vanvittig hverdag, hvor vi parkerer børn, gamle og andre sårbare eksistenser på underbemandede institutioner for at få tid til at holde samfundshjulene i gang. Eller samfundsrotoren. Som Reppel skriver: ”Samfundet er en/ helikopter/ jeg galoperer/ på propellerne”. 

Der er en politisk tråd igennem hele digtsamlingen. Og tråden er umiskendeligt rød.  Reppel galper af social indignation og gylper af ministerlede. Til tider ligefrem rabler han af raseri – over alle de talende jakkesæt, over denne og hin ”ministerpølse”, der magtliderligt og pengebegærligt profiterer på de svage. 

Midt i digterjegets harme kommer et barn til verden. Datteren Isolde, som digtsamlingen er dedikeret til. Et værgeløst og sprogløst væsen lander i hans liv, i hans hænder og sender bølger af beskyttertrang igennem ham. Hendes fødsel bliver en kile af håb ind i det, der kan føles så massivt håbløst. 

Nogenlunde samtidigt mister den nybagte far sin mormor – det menneske, som har givet ham støtte og stabilitet, når alt andet vaklede. Med ét segner ”de hænder/ som engang/ løftede min krop”.  Og han spørger tankefuldt: ”Jeg går til begravelse/jeg løfter et barn/ en kiste af træ…./hvem løfter mig nu”? 

I det hele taget er dette at blive løftet og båret – og spørgsmålet om, hvem der egentlig bærer hvem – et gennemgående tema i digtsamlingen. Reppel skriver hudløst om dem, der falder, dem, systemet spænder ben for – og dem, der aldrig bliver hevet op fra samfundets bund. Han synes at drømme om en verden, hvor det skrøbelige får lov til at holde livet oppe. Som han rørende formulerer det: ”jeg går med dig/ i en slynge/ ingen kan se/ du bærer/ det hvide jordbær”.    

Og det lillebitte barn bærer ikke bare sin umodne far. Det er også hende, der ”holder spædgryet oppe”, som det hedder i titeldigtet. Ja, i et glimt er det, som om rollingen ”holder solen oppe/ med armene”.  Reppel sætter ord på en trosbekendelse, som i al sin renfærdighed lyser ind i læserens eget mørke: ”når du kommer/ bliver alt anderledes/ det tror jeg”.    

Spædgry er en digtsamling med meget på hjerte. Den forholder sig til en verden i brand, men er stærkest i det bløde lys, der opstår i mødet med et nyt liv.  

.     

Heraklits fragmenter på dansk

Samlingen & Værens veje
Forlaget Valville (36 sider)

Af Jakob Kvist

Kasper Nefer Olsen har foretaget et stort oversætningsarbejde og forsynet os med tekststykker fra to store tænkere i form af Heraklit og Parmenides. Desværre er det kun brudstykker, de berømte fragmenter, som har overlevet til vores tid. Men alligevel er det en utrolig tankemæssig rigdom, som vi her får adgang til. Samlingen & Værens veje er udgivet på Forlaget Valville.

Parmenides

Inden vi dykker ned i tekststykkerne, er det på sin plads at sige noget om den tid, de er skrevet i. Begge tekster er blevet til ca. 500 år f.v.t. Teksterne kan derfor forekomme fremmede for os, fordi de er skrevet uden kristendommens indflydelse. Begge tænkere levede på en tid, hvor religionen spillede en helt anden rolle end den gør i dag. I dag forbinder vi religion med monoteisme og som antitesen til videnskab. På Heraklits og Parmenides’ tid var religion et mere levende fænomen. Religion var en verdens- og virkelighedsskabende praksis. Religion var bindeleddet mellem mennesket og naturen. Et moderne menneske vil sikkert finde disse tanker primitive, hvilket er ærgerligt. I virkeligheden er det os moderne mennesker med vores arrogante og fordomsfulde livsførelse, der er de primitive og infantile. Vi griner ad alle andre, som levede før os mens vi synker længere ned i uvidenhedens sjap. For os handler livet om at gemme sig bag andres forestillinger, for Heraklit og Parmenides er livet derimod uhyre konkret. At virkeligheden viser sig at være levende, vil nok skræmme livet af de fleste pæne mennesker. Lad os dog alligevel se, hvad vi kan få ud af deres tanker.

Heraklit

Heraklit er kendt for, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange og har haft stor indflydelse på tænkere som Nietzsche og Gilles Deleuze. Virkeligheden opfattes som værende dynamisk og Heraklit var kritisk overfor gruppeadfærd.

Som titlen antyder, står Samlingen centralt i Heraklits tankelandskab. For ikke at skride for hurtigt frem, så lad os dvæle ved ordet ’samlingen’. Vi skal forstå det som en aktiv proces og ikke som et resultat, et efterladenskab. Heraklit kritiserer nemlig mennesker for at være optaget af samlinger som noget statisk.

Vi har en tendens til at fokusere på samlingen efter, at den er blevet samlet og glemmer, hvad der ledte op til. Vi stirrer os blinde på slutproduktet i stedet for at se handlingen, som samler og er samlende. Bevidstheden, den frie vilje osv. er kognitive affaldsprodukter, hvis vi skal snakke med moderne tunge. Ser vi kun verden herfra, overser vi, hvordan de er blevet til og så er vi styrede af fordomme.

Mellem virkelighed og uvirkelighed

For Heraklit er det menneskets højeste dyd at opnå forstandighed ved at lære sig selv at kende. Visdom handler om at digte videre på verdens skabende dynamik. Derfor ytrer Heraklit, at: ”Sjælens samling er én som øger sig selv.”. Mennesket vokser åndeligt, når det tør beskæftige sig med, hvad der er bagved den fælles virkelighed.

For Heraklit er verdens grund en livlig instans, som handler om en glidning mellem at være til og ikke at være til, mellem virkelighed og uvirkelighed. Om den berømte flod siger Heraklit: ”I disse floder stiger vi ned og stiger vi ikke ned, er vi og er vi ikke.”. Det er et spil mellem muligheder og virkelighed. Den eksisterende virkelighed er udgjort af virkeliggjorte muligheder. Ikke-eksistens eller uvirkelighed er ikke virkeliggjorte muligheder. Muligheder findes, men de findes i andre dimensioner og derfor har vi svært ved at fatte dem. Det gør ikke sagen nemmere, at de fleste mennesker: ”lærer uden at tænke…” hvilket skabet et: ”fordrejet syn.”.

”Det er hårdt at strides med begæret – for det vil betales med sjæl…” hedder det andetsteds. Giver man efter for det kortsigtede begær, afskærer man sig fra at gøre de grundlæggende erfaringer i livet. Det er nemt at bestille junkfood, at se dårligt producerede tv-serier, at forbruge og synke ned i arbejdets gentagelser men prisen er høj, for vi betaler med vores sjæl. Her skal sjæl ikke forstås som noget indre. Det er hverken kristendommens indespærrede sjæl eller vort tids egoistiske bevidsthed. Sjælen på Heraklits tid var noget, som bevægede sig mellem den indre og ydre verden. Det var både den enkeltes indre liv men også en beskyttende skygge, som vogtede over ens eksistens. Sjælen var bindeleddet og grænseerfaringen mellem det enkelte menneske, verden og naturen.

Krigen er alle tings fader

Heraklit siger, ligeledes berømt, at: ”Krigen er alle tings fader…”. Som Nefer Olsen gør opmærksom på, så siger det noget om ens frihedsstatus på Heraklits tid. Men jeg vil også mene, at der en ontologisk pointe at spore. Det betyder ikke, at krig og vold mellem mennesker er verdens grund. Det betyder, at virkeligheden er et meningsdrama – en krig, hvor mening kæmper om at blive aktualiseret i virkeligheden. Virkelighedens skabende kræfter er mulighedernes kamp for at blive virkelige.

Verden bliver ikke skabt af guder eller mennesker, ifølge Heraklit, men verden vil altid være: ”…en evigt levende ild…” og: ”Alle ting skal skelnes og gribes af den frembrydende ild: alle ting i bytte for ild og ild i bytte for alle ting…”. Ilden udtrykker også tiden, fordi det er tiden, som gør ting virkelige. Ilden er det mest universelle livsprincip, fordi: ”…den hviler i forvandling.”.

Lad os prøve at se nærmere på, hvordan Parmenides forholder sig til virkeligheden.

Værens veje

Parmenides’ tankeverden centrerer sig omkring værensbegrebet og har udøvet stor indflydelse på den tyske filosof Martin Heidegger.

Værens veje er skrevet som et digt i det antikke versemål hexameter. Det gør, at teksten har en anden rytme og dermed bevægelse end hvad det fx er tilfældet i Heraklits fragment.

Værens veje minder om en beskrivelse til en mysterieindvielse. Det er, som om ens bevidsthed snurrer rundt og man lander et helt andet sted. Her tales om: ”portene for Nattens og Dagens veje…” og porte, som åbner sig som et gabende rum, hvor vi møder retfærdighedsgudinden Dike.

To veje

Hun vil lade os erfare: ”den velrunded’ Sandheds urystede hjerte…”. På disse breddegrader fortælles vi, at der kun findes to veje. En vej for væren og en vej for ikke-væren. For det, som er og for det som ikke er. I digtet giver Parmenides forrang til det, som er: væren. Parmenides opfordrer til, at man holder sig fra det ikke-værendes vej, da det vil lede én på vildspor. Logikken er simpel: noget, der ikke eksisterer, kan ikke være til.

Det, som er(væren), har en særlig ophøjet status, fordi væren er uskabt og ikke går til grunde. Parmenides tager afstand fra den tanke, at det værende skulle være opstået ud af intet. Virkelighedens allermest grundlæggende atom kan for Parmenides kun have væren, have eksistens. Hvis det ikke havde væren, ville det være meningsløst at tale om. Derfor afviser Parmenides, at tilblivelse kan være verdens grund. Noget, der bliver til, er i gang med at forvandle sig fra en ting til noget andet, og derfor er det ikke, ifølge Parmenides.

Det ubevægelige

Parmenides mener, at der er noget ubevægeligt ved virkeligheden, som er: ”bundet af mægtige grænser.”. Væren er aldrig begyndt, fordi det altid har været her, fordi det er og kun kan være. Væren hviler i sig selv, er altid det samme og omsluttes på alle sider af den stærke nødvendighed.

Men inden vi dømmer Parmenides til at være fortaler for en statisk virkelighedsopfattelse, så tror jeg, at vi gør klogt i at se på, hvad det er, Parmenides egentligt sigter efter. Parmenides er på udkig efter noget, som altid vil være det samme. Her er ikke tale om en fast ydre virkelighed men om et universelt princip.

Evigheden

Når jeg læser Værens veje, kan jeg ikke lade være med at tænke på evigheden. Evigheden er netop ikke en uendelig lang række af tidspunkter. Evigheden repræsenterer fraværet af tid, det tidløse. Det harmonerer med Parmenides beskrivelse af, at væren er konstant: ”For der kan ikke være mer’ eller mindre af værende…” Der findes ikke grader af væren, fordi væren er ens overalt – ligesom evigheden. Evigheden er ikke at stræbe efter et uendeligt langt liv men kunsten at stoppe tiden midt i øjeblikket. Evigheden er erfaringen at være i verden og erfaringen af det, som altid vil være i verden: væren.

Således kom vi igennem nogle af Heraklits og Parmenides’ tanker. Jeg skal gøre opmærksom på, at der selvfølgeligt er tale om min egen udlægning af sagerne.

Der er virkeligt gjort et stykke stort og flot arbejde med at oversætte disse før-sokratiske tekster. Det er imponerende, hvor meget mening både Heraklit og Parmenides formår at give anledning til på så beskeden en plads. Deres tanker slår knuder på vores hjerner, fordi deres indhold overskrider vores forventninger.

Det er eksistensbefordrende at læse noget, som afviser middelmådighed ved at tænke tingene igennem.

Om man er enig eller uenig er sagen uvedkommende. Teksternes potentiale består i, at de kan udfordre vores fordomme og udvide vores blik på verden.

Varm anbefaling og god læselyst skal lyde herfra.

Suveræn oversættelse af Jean Ferrys sprudlende absurde tekster

Lokomotivføreren og andre fortællinger af Jean Ferry
(Gallimard 1953, Éditions Finitudes 2010)
Oversat fra fransk af Rasmus Stenfalk
Udgivet af Forlaget Sidste Århundrede (2024)
140 sider, 25 tekster

Af Ann-Christina Hansen

Når film og litteratur går op i en højere enhed

Man mærker med det samme filmmanden. Startscenen står skarp og visuel. Der zoomes ind på en kommode. På bunden af én af skufferne (sikkert belagt med skuffepapir) ligger der et manuskript. Et øjeblik betragter vi stakken af papir, fornemmer et sted, at der er noget vildt under optræk. Så hører vi en voice-over annoncere:

”Det er muligt at denne tekst en dag vil blive trykt og læst. Men det er ikke udelukket at manuskriptet vil tilbringe adskillige lange og tavse år på bunden af en skuffe.”

Med denne mise en abyme – en sofistikeret lingvistisk saltomortale hvormed værket referer til sig selv – fløjter Jean Ferry sit sprudlende og fabulerende lokomotiv i gang. Og det virker! Som dumdristige børn, der har forvildet sig op på en vakkelvorn rutsjebane, slynges vi henrykt hvinende ud på en hæsblæsende rejse fra en storby i Europa til hjertet af Afrika, over Mongoliet, Vancouver og Himalaya. Med ustoppelige tog og vildfarne skibe opdager vi lande, man aldrig kan forlade – og som man i øvrigt ikke kan være helt sikker på, man er ankommet til, for ”jorden bliver ved med at bevæge sig under fødderne på os” – hemmelige selskaber, der er så hemmelige, at man aldrig kan vide, om man er medlem eller ej; små væsener, der lever af negative følelser og træthed, og uendelige søvnløse ”nætter gjort af sort blæk”. 

Den ene absurde scene afløser den næste i en rablende talestrøm, hvor det ene ord river det næste med. Som fanget i en strøm af fossende vand, der på én gang leder tankerne hen på H. C. Andersens Tinsoldaten og Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, fanges vi ind, ledes på afveje og overgiver os til sproget, drømmene og den frie association.

Poetisk, filosofisk og til tider hylende morsomt

Det er som at sidde i en strålende og farverig flaskepost. Forsvarsløse kastes vi rundt på et oprørt hav, skylles op på en ukendt strand, samles op af en tilfældig forbipasserende, gives videre til en anden. Intet går som planlagt, tilfældige hændelser udløser handlinger, der får alt til at gå i en hel anden retning. Ting forsvinder, dukker op igen, og plotløse fortællinger ender midt i en sætning. 

Det er 1001 nats eventyr, det er livets tilfældigheder og grinagtige meningsløshed. Det er en hæsblæsende flugt fremad mod en uvis og kaotisk fremtid, og døden, vores uafvendelige fælles skæbne, til vi til sidst, udmattede og afmægtige, giver slip, lader os falde… og braser ned gennem taget på en tibetansk minearbejders hjem:

- Mor, der hænger en bjergbestiger på væggen.

Den gamle kastede et distræt blik på mig og vendte sig om mod den unge kvinde.

- Har han hængt der længe?

- Jeg ved det ikke, jeg har først lige fået øje på ham i spejlet.

Eller måske er vi bare faldet i søvn? Måske drømmer vi? 

Det hele virker fuldstændig absurd. Det er det også. Og dog. Et eller andet sted giver det sjovt nok mening, måske fordi vi alle sammen er sovere og ved, hvad det vil sige at falde i søvn og drømme. 

Måske er det bare fordi, at når man virkelig tænker over tilværelsen og vores lille planets plads i universet, så fornemmer man også, at Jean Ferrys tekster på en eller anden måde måske er tættere på sandheden end den virkelighed, vi hver dag går og bilder os ind, vi lever i. 

Deja-vu?

Lokomotivføreren og andre fortællinger blev oprindeligt udgivet i 1953, i en tid hvor man for alvor vågnede op til de uhyrligheder, der var blevet begået i de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig ikke bare med mange europæiske regeringers viden men i nogle tilfælde også aktive medvirken, hvilket ikke mindst var tilfældet i Frankrig under Vichy regimet. Gud var død, mennesket et monster, så hvad var meningen med det hele? 

På mange måder kan den tid, vi lever i nu, virke lige så kaotisk og absurd, og det er måske derfor værket ikke virker ældet, men tværtimod forfriskende aktuelt. Vi ved, vores tid på jorden er afmålt, men i stedet for at overgive os til livet, bruger vi al for mange kræfter og fantasi på at bekæmpe døden, som den kinesiske astrolog, der tilbragte hele sit liv på at regne ud, hvornår han ville gå bort og endte med at dø ”af ensomhed, af træthed, måske af fortrydelse”.

Overordnet anmeldelse

Det er absurdisme, når det er allerbedst. Fortællingerne og sproget understøtter hinanden hele vejen igennem. På trods af at vi konstant bliver ledt på afveje, så er der med hensyn til formen ingen slinger undervejs. Det er sprog for sprogets skyld, la fonction ludique de la langue – sprogets legende funktion – eller som Jean Ferry skrev i En fornem litterær karriere:

”Jeg (kunne) godt tænke mig at skrive en 30 romaner med det meget præcise formål et logisk sted i teksten at indføje nogle bestemte sætninger som jeg vældig godt kan lide.”

Det gjorde han så i stedet for i 25 tekster.

Glimt fra fjorden

Bjørn Hernes og Egon Clausen: Fjordens kant – Midlertidigheden, Frydenlund 2025, 114 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

En bredskuldret mand iført en tyk strikket sweater og smækbukser ses fra ryggen. Han står på den tømrede mole og besigtiger de små kuttere og den lille motorbåd med fiskeudstyr i bunden. Vandet er roligt og rifles kun let af vindens blide berøring. Himlens blå spejler sig deri, så vandet spiller op til nuanceleg med den lyseblå farve på den nærmeste kutters skrog. På styrehuset bryder den for fiskerierhvervet så typiske affarvede orange æstetikken, for vel er farven praktisk i sin påtrængende synlighed, men køn er den ikke. Længere bagude ligger der en stor, kridhvid motoriseret lystbåd, der får kutterne til at ligne joller, og dog er det dem, der i årevis har forsynet landet omkring fjorden med fangst.

Det – og mere til - er, hvad et af Bjørn Hernes’ mange fotografier i bogen viser. Han har en særlig stil, hvor det sjældent er det store udblik, han er på jagt efter, men de små detaljer: Pletter af restsne i rørskoven, det gennem flere årtier brugte fiske- og jagtgrej, et efterladt reb på en bund af vækster, der snor sig som rebet og næsten gør det usynligt, et rør, der glider ud i fjordens vand uden at afsløre hensigten hermed, en samling siv, der er blevet efterladt af en bølge på en gruppe store sten.

Flere steder er der mennesker med, men som regel er de set bagfra, eller også gengives kun dele af deres kroppe. Det er ikke menneskene i sig selv, der er interessante, men mennesket som en del af den natur, der udgør fjorden og dens omegn. Et enkelt sted er mennesket ikke til stede. Kun dets sandaler, der pænt er stillet på bådebroen, så de ikke bringer snavs med ned i båden.

Fjordens samspil samt fotografens og forfatterens

Der er en særlig poesi over Hernes’ kompromisløse insisteren på at udpege det smukke eller interessante i de detaljer, der findes i det samspil, som præger fjorden året rundt. Som sådan udgør fotografierne i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” et værk i sig selv. Derfor er det også en styrke, at Egon Clausen ikke har følt sig forpligtet på at skulle skrive tekster, der relaterede sig én til én til de enkelte fotografier. De kan nemlig sagtens stå for sig selv, og det samme gælder teksterne. Men netop fordi de bringes sammen, opstår der en uforudsigelig og til tider drilsk dialog mellem tekst og billede.

Bedrevidenhed vs. dumstædighed

Clausen er opvokset i Hemmet, der ligger ved den nordlige ende af Ringkøbing Fjord. Det meste af sit voksenliv har han dog levet i København og omegn. Det har givet ham en forståelse af de forskellige tankegange, der præger selv et lille land som Danmark, når man modstiller hovedstad og provins. I nogle af sine tekster i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” trækker han de værste karaktertræk frem, henholdsvis københavnernes bedrevidenhed og vestjydernes dumstædighed. Begge dele lever stadig i bedste velgående i dag, men heldigvis er der også udbredt forståelse for, at det kræver samarbejde at løse store problemer. Derfor bliver Clausens karakteristikker ikke udelukkende karikaturer af argumentationsresistente vestjyder, men en nøgtern erkendelse af, at de mennesker, der har levet med og i naturen omkring fjorden, har et kendskab hertil, som også skal tages alvorligt. F.eks. fortæller Clausen om fredningen af Tipperne. Naturfredningsfolkene ville rive de små jagthytter ned, fordi de skæmmede naturen, men ejerne satte sig imod, og efter mange års retssager fik hytterne lov til at stå. Det gør de stadig, men nu som kulturhistoriske mindesmærker. (s. 88).

”Forvent ingen friske skud”

I det hele taget er det nok Clausens allerstørste force, at han – selvom han ofte gør brug af satire – altid er opmærksom på også at se sagen fra den modsatte side. Dertil kommer hans lyriske naturbeskrivelser, der viser, at han virkelig holder af den egn, han beskriver, og at det netop er derfor, at han har en holdning til den måde, den behandles på. Klimakrisen står således som noget af det mest skræmmende, for den vil ændre mangt og meget i årene, der kommer. I forbindelse med et billede, hvor et lille areal rørskov ses skråt oppefra, har Clausen tilføjet denne tekst, der har titlen ”Fremtidsøvelser”: ”Forvent ingen friske skud, ingen blomster, ingen grønne blade, ingen frugter og ingen ny vækst fra os. Vi øver os på fremtiden og står med rødderne i vand.” (s. 56). Det er nok bogens korteste tekst, men indholdet er tungt.

Det gør dog ikke ”Fjordens kant – Midlertidigheden” til en tung bog at læse. Den har blot en bund af alvor, der skærper værdien i naturen, som den f.eks. beskrives i denne tekst, der har titlen ”Fjordens paukeslag”: ”Her bor rørdrummen. Den har forklædt sig som et bundt solbeskinnet siv, så den er svær at få øje på, men den giver lyd fra sig og høres som en dyb, klangfuld bas. Man siger, at den pauker. Rørdrummen er kort sagt et instrument i naturens store orkester. I de store symfonier bruges pauken til at markere overgange mellem forskellige satser. Når rørdrummen pauker, melder den om et liv på overgangen mellem land og vand. På stille aftener og i lyse sommernætter kan dens paukeslag høres flere kilometer væk.” (s. 28).

Et billed- og tekstpoetisk værk

”Fjordens Kant – Midlertidigheden” er ikke alene en bog for natur- og kulturelskere, men et tilbud til alle, der vil glæde sig over det store i det små, og som har lyst til at dykke ned i et billed- og tekstpoetisk værk om et lille stykke landomkranset vand i den vestlige del af kongeriget.

Den stakkels mand

Ugo Bienvenu: Sukkwan Island, grafisk roman, oversat af Lisa Villeneuve Kristensen, Fahrenheit 2024, 225 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Sukkwan Island bygger på David Vanns roman af samme navn. I Fabrice Colins forord til romanens tegnede udgave sammenlignes Vann med Cormac McCarthy, fordi begge er kompromisløse i deres beskrivelse af håbløshed og vold. Ugo Bienvenus grafic novel-udgave af romanen er da heller ikke for børn.

Far og søn i ødemarken

Bogen handler om den fraskilte far, Jim, som tager sin søn, Roy, med til en øde ø i Alaska, hvor de skal samle forråd og brænde i den hensigt at overvintre derude i et hus, Jim har købt.

Med en baggrund som tandlæge er Jims forudsætninger for succes med planen ikke helt oplagte, og det viser sig også, at Roy, der er i sine første teenageår, må udføre en stor del af det nødvendige arbejde. Bedre bliver deres indbyrdes forhold ikke af, at Jim betror Roy nogle ganske intime detaljer, der har relation til skilsmissen mellem ham og Roys mor. Og så kan man roligt sige, at det bare går ned ad bakke derfra. Hvordan handlingen former sig, er der ingen grund til at afsløre, men den er så dramatisk, at historien driver læseren frem, så man ikke længere dvæler ved Bienvenus smukke tegninger af den storslåede natur.

Offerrollen

Det centrale – og dels frustrende, dels smertefulde – ved Sukkwan Island er portrættet af Jim, der konstant er i stand til at påtage sig en offerrolle. Det er altid ham, det er synd for, også når andre mennesker lægger afstand til ham, fordi han ganske enkelt er for utålelig at være sammen med.

Han er for så vidt ikke en ekstremt forkælet mand, men han opfører sig sådan. Selv i selskab med sin unge og uerfarne søn sætter han sig selv i centrum, og når han får dårlig samvittighed, reagerer han med en udadvendt vrede, for han magter ikke for alvor at erkende sit eget ansvar og de svigt, der følger heraf.

Som alle andre børn forsøger Roy at vinde sin fars respekt, og selvom han ikke er tryg ved at tilbringe en hel vinter på en øde ø med sin far som eneste selskab, vælger han alligevel af blive, fordi Jim antyder, at Roy ikke er mand nok til at klare det.

Voksne mænd med mindreværdskomplekser

Sukkwan Island er en både flot tegnet og velfortalt historie, der afslører, hvor galt det kan gå, hvis voksne mænd ikke tæmmer deres eventyrlyst og behov for at slå sig på brystet. Når det kommer til stykket, er Jim nok fuld af mindreværdskomplekser. Han vil vise, at han kan klare en udfordring, som de færreste ville have lyst til at kaste sig ud i. Men han vil ikke gøre det alene. Der skal være et vidne til hans mandfolkedåd, og dette uheldige vidne bliver så hans søn. Det er råt og ubehageligt, men desværre næppe helt urealistisk.

Rejsefører til virkeligheden

Jesper Lutzhøft:
40 dage i vandørkenen
Forlaget fnkultur.dk 2022,
85 sider, ill. i farve, kvadratisk format

Af Jakob Brønnum
Jeg anmeldte i 2019 på dette sted Jesper Lützhøfts bog Venter på mig selv til slut, og skrev bl.a. "Bogen har som undertitel ”virkelighedsudskridelser”, og det er en præcis beskrivelse af det, den foretager, nemlig at stille sig midt i et helt bestemt københavnsk storbymelankolsk skæbnefællesskab med soltræt asfalt under fødderne og lade virkeligheden skride ud."

Det er noget tilsvarende, der er på færde i hans bog fra 2022 ”40 dage i vandørkenen”. Hvis man skal nagle bogen til et konkret sted i verden, så er det nok en bog om Venedig. Men man ser ikke nogen af de kendte ting fra byen, og derfor tillader jeg mig at opfatte det nok så meget som en bog om hvad et sted i det hele taget er.

Et sted i bogen skriver han: ”Alting ligner noget andet. Alt, der skal forstås for første gang, sammenlignes med noget, der ikke har med sagen at gøre; men som får os til at forstå det ene, mens vi taler om det andet” (s. 29)

På den modsatte side af dette stykke prosadigtning står et meget smukt fotografi af en italiensk restaurants forside med nedslåede parasoller, der ligner dragter som man kunne se på et gotisk kloster eller for den sags skyld i en Star Warsfilm. Billedet ser upåfaldende ud når man lige ser det, men jo mere man kigger på det desto flere dimensioner får det.

Det gør det naturligvis ikke af sig selv, men fordi det spejles i en abstrakt og dog meget nærværende prosalyrisk tekst på den modstående side. Den meget smukke bogudgivelse består af farvefotos på den ene side og tekster af forskellige omfang og form på den anden.

Alvorligt, underfundigt, indsigtsfuldt

Det er en meget mættet tekstmasse som møder læseren i bogens omkring 40 stykker. Bogen bliver præsenteret med sin undertitel som en rejsevejledning  Teksterne er alvorlige, noget underfundige og på en elegant måde meget indsigtsfulde om den iboende og underforståede kultur, som ligger som et lag nedsunkne ruiner under vores egen kultur, nemlig antikkens, middelalderens og renaissancens Italien.

Men fordi teksterne i bogen er så dybt nedsunket i præcis denne kulturkreds, får man en kulturelt eksistentiel rejsevejledning, langt mere end en ”Turen går til…” Dette kan være hvorsomhelst og hvornårsomhelst.

På et opslag står en lille fortælling overfor af et billedet af et slidt beboelseshus ud mod kanalen - med de matte grønne skodder og de delvis blotlagte mursten i væggen. Udenpå det hele hænger fem blå nyvaskede skjorter til tørre på en tørresnor, der ikke lader tørresnorene i Disney's Lady og vagabonden noget efter.

Det er en fingeret historie, som Lützhøft er kommet til at tænke på ved at se billedet - for sådan må det være - en historie om en italiensk dreng, der kommer hjem til sin mor for at få vasket sine skjorter, og fordi han er så dygtig og har fået et arbejde, hvor han skal bruge en ren skjorte hver dag, vasker hun dem stolt. Det hjælper hende desuden med at drukne sorgen efter tabet af hans far. Her står hele livets både tre- og firedimensionelle drama i en håndfuld skjorter hængt til tørre. Og fotoet er godt: Skjorternes lyseblå, mande-italienske udseende, står meget stærkt på husets romantisk-slidte baggrund.

Det abstrakte

Et foto på et andet billed- og tekstopslag, som er karakteristisk for bogens billedside er en trappe ned til en af byens kanaler, som man først ikke kan se er en trappe. Man tror det er et abstrakt maleri med nogle afblegede farveflader. 

Teksten ved siden af handler om en oplevelse af dette møde mellem naturen og kulturen i vandspejlet som en slags interaktivt teater som mennesket altid indgår i, men som naturen styrer helt og holdent. Jesper Lützhøft forestiller sig at der er overensstemmelse mellem vandets teaterforestilling og en slags iboende retfærdighedssans i naturen over for mennesket og verden og virkeligheden, der gør at man kan sammenligne teatersalen med en retssal. Det er et meget tankevækkende stykke som man ikke kan gøre sig helt færdig med.

Bibliotekernes lektør siger det præcist: "Jesper Lützhøfts kombination af fotografiske detaljer sat op mod de undersøgende, fabulerende tekster ligger i feltet mellem indsigt, digt, myte og muligt kendskab til, hvad der gemmer sig bag de hemmelighedsfulde døre, skygger og skodder, der vender ud mod de livsvigtige vandveje. Det er en drillende og pirrende bog, der fortæller et andet Venedig frem

Der står da også på bagsiden: ”De utallige bøger med titlen turen går til hvor som helst udfylder et praktisk formål. Man kan gennemgå sin rejse på forhånd og sikre sig mod de fleste overraskelser. Der ydes garanti for at gå i andres fodspor og opleve det allerede oplevede. Denne bog er en guide til en anden måde at rejse på … at lade sig føre af ukendte veje til nye indsigter i det allerede kendte …"

Og det er det Jesper Lützhøft endnu engang får fat i, og det som er formålet med alt digtning, nemlig at kaste et sidelys, eller direkte et projektørlys, så læseren blændes, på eksistensen selv.

Dermed ikke forstået at forfatteren ikke ser sig selv (og os andre) som den også lavpraktiske verdensborger, der skal finde ud af det hele selv: ”Enkelte steder i denne by er der ligefrem idyllisk. En dansker vil straks tænke på Sydfyn når han ser dette billede mens en hollænder vil tænke på digebrud … idyllisk er alligevel stadig det første ord der falder en ind og derefter vold til os spørgsmål om hvorvidt man helst vil være uvidende og lykkelig eller vidende og ulykkelig. Det meste af tiden siden da er gået med at finde en tredje mulighed.”

Det går aldrig hurtigere end naturen kan være med

Ruth Gibbs - Orchestral Works Vol. 3
Rumon Gamba, BBC Philharmonic
Chandos 

Af Jakob Brønnum
Lige præcis så den en dag som i dag hvor den europæiske plads i verdensordenen, som vi har kendt lige så længe vi har levet, sådan en dag, hvor solen trods alt skinner selvom det er koldt udenfor, sådan en dag er det en lise for sjælen og livsmodet at lytte til Ruth Gibbs (1921-99).

Hvem er nu Ruth Gibbs? Hun er en af de mange historiske, kvindelige komponister som kommer frem i disse år, hvor også den klassiske musik har forstået at inddrage grupper, der tidligere har været marginaliseret til fordel for den hvide mand.

Lige præcis udviklingen i verdenspolitikken, med den nyfascistiske magtovertagelse i USA, som en analytiker som Clintons tidligere arbejdsminister, professor Robert Reich, kalder et statskup, gør det særligt akut og presserende at fortsætte med at arbejde med på genoprette den mærkværdige, men fuldt forklarlige ubalance, der har været i det klassiske musiklivs repertoire siden det blev en sag for den nyopståede borgerlighed i slutningen af 1700-tallet på Mozarts tid. Kvinder opgav rutinemæssigt deres krav på metier for at kunne støtte mændenes, helt frem til de første årtier af 1900-tallet.

Jeg havde ellers besluttet mig for netop at normalisere den kvindelige komponist i musiklivet ved ikke at nævne at hun aldrig tidligere har haft den plads hun har fået nu. Men den amerikanske regerings aktive indgriben i og præsidentordre om ophør af verdens største kulturnations arbejde med at give de privilegieløse de samme privilegier som den hvide mand har taget sig under stor hensynsløshed og brutalitet, gør at jeg må fortsætte.

Og så er vi tilbage ved Ruth Gibbs. Hun er fantastisk god og det er en skændsel uden lige at hun ikke har en retmæssig placering i repertoiret ved siden af Sibelius, Vaughan-Williams og Prokofiev. Det engelske pladeselskab Chandos udgiver en forbilledlig serie med hendes orkesterværker. I den tredje udgivelse i serien er vi kommet til hendes første symfoni. Det er et værk i fire satser på godt 35 minutter.

Fra en tid, der var mørkere end vores

Symfonien er fra 1942, altså en tid der var endog mørkere end vores tid, langt mørkere. Alligevel indledes den pastoralt og forårssmukt med klange som dem man for eksempel kender igen fra Sibelius 2. Symfoni, om end vagtsomt, og man kan ikke lade være at forstå de lette, smukke og naturlige klange i en orkestrering, der hele tiden giver plads til de fine træblæsere, som et eksistentielt udsagn, der fortæller hvad det vigtigste er i en sådan tid. Det er at betragte og være i det liv som findes. Det liv som altid er der. Det liv som ingen selvoptaget magthaver kan slå ihjel.

Som det blev tydeligt ved anmeldelsen af Ruth Gibbs kammermusik for en tid siden spiller oboen en særlig rolle i hendes værk, og det gør den også i symfonien, om end hun ikke forfordeler solohornet eller soloviolinen. Den milde og varme adagiosats fortætter den pastorale udforskning, med nogle af de fineste, sanseligt smukke motiver, man har hørt i den righoldige engelske symfonilitteratur. Der er en tålmodig væven af en teksturen af strygere og træblæsere med småfuglenes uforudsigelighed, som jeg finder når dybere ind i det pastorale end selv Vaughan-Williams har formået. Satsen bringer mindelser om hans 3. og 4. symfoni. Den er vidunderlig.

Også i den sprælske, delvis lettere groteske scherzo-lignende 3. sats er de enkle melodier og træblæserne fremtrædende. Det er som om Gibbs har ønsket at følge den kendte satsfølge i udformningen af sin 1. Symfoni, men alligevel ikke kunnet finde den rette stemning i scherzoens tunge danseart, så der er blevet noget gennemsigtigt over de forskellige tematiske blokke, der kan minde om det surrealistiske maleri.

Fjerde sats, finalesatsen, har på nogle punkter det samme, lidt storladne anlæg som en klassisk symfonifinale, men også den er præget af de fine melodier, der har været slået an hele vekjen igennem den store symfoniske fortælling om mod og lys, nu forlenet med en sivende melankoli og et afventende åndedræt, inden den rinder ud i en uvishedens melange

Det er fristende at sammenligne med Prokofievs 5. Symfoni, der også er en krigssymfoni. Ved siden af hans 1. Symfoni er den jo den symfoni, der har været bedst modtaget. De fortæller på sin vis den samme historie, men Prokofiev fortæller den fra Østfronten, så at sige, og der er længere til lys og håb end på de britiske øer

Nu ser jeg meget frem mod næste udgivelse i serien, der rummer Gibbs sene Symfoni nr. 5.

CD’en indeholder flere mindre værker og en hornkoncert fra 1969, ligeledes opbygget efter den klassisk-romantiske kompositions tresatsede koncertskabelon. Fra en langt lysere tid, virker værket legende og undersøgende i samspillet mellem horn-solisten og ikke mindst fløjtestemmen i orkestret. Et overordnet indtryk af Ruth Gibbs er for mig at se, at det aldrig går rigtig hurtigt -  aldrig hurtigere end naturen kan være med, og det er et stort kvalitetsstempel, i hvert fald i min musikverden

Gerningsmandens fantasiverden

Nina Bunjevac: Bezimena, graphic novel, Fahrenheit 2018, genoptrykt i 2024, 226 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Hvorfor sender de en erotisk tegneserie til mig?”. Sådan tænkte jeg, da jeg modtog en bogpakke fra forlaget Fahrenheit. Jeg havde tilbudt at anmelde en af de bøger, der lå i pakken, men der var altså vedlagt to mere. Den ene var ”Bezimena” på hvis forside, der er et portræt af en ung kvinde i seksuel ekstase. Nå, men eftersom jeg havde fået bogen, kunne jeg jo lige så godt læse den, og det var ingen fornøjelse! Det betyder dog ikke, at bogen er dårlig. Slet ikke! Den er bare frygtelig barsk og voldsom.

Skitseblokkens vildfarelser

Bogens tegner og forfatter Nina Bunjevac har ladet sig inspirere af den græske myte om Artemis og Siproites, der udgør historiens rammefortælling. Sidstnævnte så Artemis bade nøgen, da han var på jagt. Det gjorde gudinden så vred, at hun forvandlede ham til en kvinde. Senere i handlingen spilles der også på myten om Actaeon og Diana. Som Siproites ser Actaeon gudinden nøgen, men i dette tilfælde forvandles Actaeon til en hjort, som hans egne jagthunde flænser ihjel.

Mens Siproites og Actaeon tilsyneladende bare dumper ind det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, mens gudinden bader i en skovsø, forholder det sig helt anderledes med hovedpersonen i ”Bezimena”. Benny, som han hedder, er besat af sin klassekammerat ”Hvide Becky” i en sådan grad, at han ikke kan skjule sit seksuelle begær. Både børn og voksne tager afstand fra ham, så han isoleres. Årene går, men en dag ser Benny Becky igen. Som han er hun blevet voksen. Benny betragter hende i lang tid, og da hun forlader det sted, hun har stået, glemmer hun sin skitseblok, som Benny hurtigt løber hen og tager. I den finder han en vejledning til, hvordan han kan vinde ikke blot Becky, men også de piger, hun omgås, seksuelt, og Bunjevac lægger ikke fingre imellem i skildringen af, hvad der sker ved disse møder.

Alligevel er der ikke tale om en erotisk tegneserie, som man altså umiddelbart tror. Fortællingen tager en drejning, der gør bogen til en modbydelig kriminalhistorie. Selve plottet skal ikke afsløres her.

Den vanærede forbryder og det vanærede offer

Eksempel på illustration fra bogen

Bunjevac afslutter sin bog med et efterskrift, hvori hun fortæller om to voldtægtsforsøg, hun blev udsat for som ung pige. Selvom flere vidste, hvad der foregik, var der ingen, der greb ind. Med ”Bezimena” har hun skrevet og tegnet historien om en seksualforbryder. Selvom han er fiktiv, har hun givet ham både navn og ansigt. ”Bezimena” betyder ”vanære”. I sin grafiske roman har Bunjevac udpeget og navngivet en slags repræsentant for de mænd, der tingsliggør piger og kvinder for at få dækket deres egne seksuelle behov, hvorved de ikke alene har vanæret deres ofre, men også sig selv.

Samtidig kan ”vanære” også pege på de af ofrene, der ikke tages alvorligt eller ignoreres. Idet man afviser at anerkende eller undersøge en forbrydelse, tingsliggøres offeret, for da har man markeret, at vedkommende ikke har betydning nok til, at hendes sag skal tages alvorligt. Hun gøres så ubetydelig og anonym, at hun er vanæret. Med ”Bezimena” har Bunjevac vist, at hun godt kan bide fra sig, selvom hun er blevet frataget sin ære.

Enigmatisk kortroman med mange lag

Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz (Grasset, 2007), oversat fra fransk af Nils Schultz Ravneberg. Udgivet af Forlaget Sidste Århundrede (2021)

Af Ann-Christina Hansen

Resumé

Schweiz, februar 1903. I den afsidesliggende bjerglandsby Ropraz vågner indbyggerne op til et chokerende syn: En grav er blevet åbnet, og ved nærmere eftersyn viser det sig, at afdødes krop er blevet beskæmmet og lemlæstet på den mest modbydelige måde. Forbrydelsen rammer indbyggerne så meget desto hårdere, da det går op for dem, at afdøde er den fagre, tuberkuloseramte Rosa Gilliéron, datter af landsbyens fredsdommer og medlem af Det Store Råd, der blot få dage forinden blev stedt til hvile under en overdådig begravelsesceremoni.

Rygter og beskyldninger begynder straks at svirre, og da yderligere to grave i omegnen udsættes for samme bestialske behandling, går der ikke lang tid, før folk får overbevist sig selv om, at det må være en vampyr, der er på spil. Efterhånden som frygten spreder sig ud i de mest afsidesliggende afkroge af egnen, begynder den ellers strengt calvinistiske befolkning at ty til overtro og for længst glemte katolske ritualer. 

Indtil flere mænd anklages for at være vampyren, men alle bliver hurtigt løsladt, da beskyldningerne viser sig at være ubegrundede. Først da mistanken falder på Charles-Augustin Favez, karlen på en større gård i Ferlens, hvor den tredje gravskænding fandt sted, kommer der skub i sagen. Favez, der midt om natten er blevet taget på fersk gerning i færd med at voldtage en kvie, fremstår som den oplagte gerningsmand:

"Han er 21 år, ser dobbelt så gammel ud, en løjerlig fyr, hans blik er undvigende, han er fordrukken, depraveret, tavs. Og han fornøjer sig altså med vores dyr! Kunne han mon også finde på at luske omkring på kirkegårde? Hvad nu hvis Favez var den skyldige, hvad hvis det var Favez der var ved Rosas grav, og også ham i Carrouge, og Favez igen i Ferlens! Selvfølgelig er det Favez, sadisten Favez. Uhyret Favez. Det er ham, vampyren fra Ropraz. Når han mangler menneskeofre, penetrerer han køer og kvier mens han venter på at sætte tænderne i flere døde unge kvinder. Eller levende, hvorfor ikke? Små blide og varme væsener, uskyldigt sovende skolepiger, konfirmander, unge mødre som han kan lade sig selv og sin afskyelige mund glide hen over."

Hvad handler den egentlig om?

På trods af titlen er Vampyren fra Ropraz ikke en fantasyfortælling om vampyrer eller andre underjordiske væsener for den sags skyld. Den er heller ikke en historisk roman om et gammelt justitsmord, for på trods af at romanen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, der fandt sted i Ropraz i starten af det 20. århundrede, så er det langt henne ad vejen ren fiktion (af frygt for at røbe romanens slutningen henvises læseren til selv at tjekke baggrunden for historien). 

Og på trods af at sproget og stilen, der på forunderlig vis blander lyrik og politirapporter og minder om noget, der kunne være skrevet i starten af det 20. århundrede, så udkom romanen faktisk først i 2007. Og det er måske her, man skal lede efter en mulig fortolkning af denne enigmatiske kortroman, for hvorfor kaste sig over en fait divers, der er mere end hundrede år gammel, hvis det i sidste ende ikke er for at råde bod på en uretfærdighed?

Kritik af calvinismen?

Jacques Chessex (1934-2009), der længe selv var bosat i den fransktalende kanton Vaud, hvor Vampyren fra Ropraz tager sit udgangspunkt, vandt aldrig stor popularitet i sit hjemland, men det er måske heller ikke så overraskende, for det er et lidet flatterende billede, han tegner af sine landsmænd (og kvinder) i de Schweiziske Alper nord for Lausanne: 

”Mange spredte bebyggelser i øde områder omkranset af dunkle træer, snævre landsbyer med lave huse. Her kommer ingen nye idéer i omløb, traditionerne vejer tungt, moderne hygiejne kender vi ikke til. Gerrighed, ubarmhjertighed, overtro; ikke langt herfra går grænsen til Freiburg, hvor hekseriet florerer. (…) Frygten sniger sig omkring. Om natten gør vi besværgelser mod onde ånder og djævle. Vi er strenge protestanter, men vi korser os når vi ser uhyrer tage form i tågen. Med sneen vender ulven tilbage.”

Til gengæld blev han meget vel modtaget i Frankrig, hvor han blandt andet modtog den prestigefulde Prix Concourt for romanen L’Orgre i 1973. Og det er måske ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at Vampyren fra Ropraz kan tolkes som en kritik af calvinismen – eller i hvert tilfælde den fortolkning af calvinismen og måske protestantismen i det hele taget, som franskmændene ynder at opretholde – og den seksuelle undertrykkelse og sygelige perversitet, som religiøs puritanisme kan medføre. 

”På disse afsides egne er enhver ung pige en ledestjerne for galskaben. Blodskam, grublen i cølibatets mørke over det evindeligt begærede og forbudte kød. Den seksuelle frustration, som man senere har kaldt den, føjer sig til den snigende frygt og forestillingen om det onde. I vores ensomhed våger vi om natten hvor de få heldige og deres stønnende medsammensvorne muntrer sig med hinanden, djævlens berøring, synden stikker dybt efter fire århundreder med påtvungen calvinisme.”

Blodtørstig vampyr eller indre svinehund?

Men igen må man som læser spørge sig selv: Hvis Chessex blot havde til hensigt at kritisere den schweiziske udgave af calvinismen, hvorfor går han så mere end hundrede år tilbage i tiden? Hvorfor fokuserer han ikke blot på det nutidige Schweiz? 

Måske var vampyren fra Ropraz for Jacques Chessex blot et symptom; et eksempel på hvad der kan ske, når en kvælende (selv)censur lægger sig som et tæppe i en øjensynlig snehvid renhed, og en generel advarsel til os alle om at være på vagt over for vores egen indre svinehund, så den ikke får lov til at udvikle sig i stilhed og mørke. Det er i den forbindelse interessant at notere sig, at Jacques Chessex konsekvent anvender pronomenet vi, når han beskriver befolkningen.

Uden at røbe hvordan historien ender, lad mig blot afslutte med at nævne, at det aldrig i virkeligheden lykkedes at fange nogen vampyr. Og hvad angår Jacques Chessex, så hviler han så vidt vides stadig uforstyrret i Ropraz.

Overordnet anmeldelse

Det er ikke en bog for de sarte, men hvis man kan se ud over de ofte udpenslede beskrivelser af vampyrens og befolkningens perversiteter, så er det en enigmatisk, medrivende kortroman, der er læst på en aften eller to. Så vidt vides, er Vampyren fra Ropraz det eneste af Chessex’ værker, der indtil videre er blevet oversat til dansk. Det håber jeg, at Nils Schultz Ravneberg og Forlaget Sidste Århundrede snart vil råde bod på.