Pudseløjerlig, original og nørdet selvbiografi

Skakbrættet af Jean-Philippe Toussaint
(Les éditions de Minuit 2023)
Oversat fra fransk af Peer Bundgaard
Udgivet af Forlaget Bobo (2024)
175 sider
Af Ann-Christina Hansen

Da verden blev sat i skak

”Jeg ventede alderdom. Jeg fik nedlukning.”

Bruxelles, foråret 2020. Coronaen skyller hen over kloden, og verden lukker ned. Brik for brik sættes vi i skak af en gigantisk modstander i et hidtil ukendt og overraskende træk, der paralyserer og tvinger verdenssamfundet i knæ. Der er tilsyneladende intet at stille op. Bortset fra at holde afstand. Og vente. 

Fra sin herskabslejlighed i Bruxelles følger den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint slagets gang på de belgiske og franske kanaler. Som den passionerede skakspiller han er, ved han et og andet om at vente. Og han må til sin skam erkende, at det i bund og grund passer ham fint. Ikke coronaen, ikke pandemien, bien sûr, men nedlukningen, som han i sit stille sind betragter som et belejligt retræte fra en verden, der er begyndt at gå alt for hurtigt; en kærkommen lejlighed til at stoppe op og trække vejret, mens verdens ledere og WHO overvejer næste træk. Det viser sig at være en indstilling, der møder en vis modvilje fra hans omgivelser, ikke mindst hans kone. 

”Jeg siger til Madeleine, at det i sidste ende passer mig fint.

Hun løfter blikket, hun beder mig præcisere. 

Hvad er det, der passer dig fint?

Jeg siger det her, det, vi oplever nu, at det hele er blevet aflyst.

Hun betragter mig nøje, sender mig et dræbende blik.

Det passer dig fint?

Og med et ondt blik i øjnene slynger hun mig omfanget af den krise, vi er i færd med at gennemleve, i ansigtet, sygdommen, angsten, døden, de tusindvis af mennesker på intensiv afdeling, patienter med åndedrætsbesvær, der skal lægges i respirator, de overbelastede hospitaler, det udmattede sundhedspersonale.

Og det passer dig fint?

Jeg svarer, jeg forsøger at nuancere. Jeg går på æggeskaller. Jeg taber tråden, jeg ender med at tilstå – meget mod min vilje – at jeg udtrykte mig forkert.

Madeleine siger i et bistert tonefald – jeg mærker ingen velvilje i hendes blik – at det skulle undre hende om mig – ”du der er så velformuleret” siger hun bittert ironisk – og slipper ikke sit offer, hun insisterer, hun lægger et lag til på.

Nåh, det passer dig fint?

Enden på middagen er anspændt, vi hæver ikke stemmen, men det er et ulmende, skjult, isnende skænderi, vi siger intet til hinanden, mens vi tager af bordet. Vi går fra stuen til køkkenet, vi fylder opvaskemaskinen, Madeleine går hen og sætter sig i sofaen i stuen, hun tænder fjernsynet for at se nyhederne på Arte.

Jeg insisterer ikke, jeg forlader stuen.

Jeg går ind på mit arbejdsværelse.

Jeg lukker døren bag mig.”

Madeleines modvilje til trods beslutter Toussaint at give sig i kast med et tredobbelt projekt, som han længe har gået og pønset på, og som i sin essens går ud på at (1) oversætte Stefan Zweigs Skaknovelle, (2) skrive sine erindringer og (3) dokumentere såvel pandemien som sin egen arbejdsproces undervejs. Sidstnævnte opgiver han dog ret hurtigt, efterhånden som han bliver mere og mere opslugt af oversættelsesarbejdet og skriveriet.

Resultatet er en pudsigløjerlig, original og nørdet – på den fede måde, bien sûr – erindringsroman bygget op om skakspillet, hvad angår såvel indhold som form. I 64 kapitler af meget varierende længde, fortæller Toussaint i nøje udvalgte erindringsglimt om sin opvækst i 60’ernes og 70’ernes Bruxelles og Paris, hans opdagelse og fascination af skakspillet, de indædte partier med faderen på terrassen i Portugal om sommeren, hans udstationering i Berlin i starten af 90’erne og mødet med den legendariske, russiske skakspiller Arthur Jusupov.

Skak som rød tråd og metafor

”At se tilbage er også at se mod døden.”

Taget i betragtning at Jean-Philippe Toussaint er en anerkendt filminstruktør og forfatter, ikke mindst i Belgien, hvor han – søn af Yvon Toussaint, journalist og mangeårig chefredaktør for dagbladet Le Soir – har tilbragt størstedelen af sit liv, og har ikke mindre end 25 litterære værker og 7 film under sit kunstneriske bælte, så er det påfaldende, hvor lidt hans erindringsroman beskæftiger sig med hans eget litterære virke og kun i det omfang, det har noget med skak at gøre. Måske er det beskedenhed, en belgisk variant af janteloven; måske er det bare fordi, som han på et tidspunkt nævner, litteratur og skak for ham altid har hængt uløseligt sammen.

Men selv for den skakukyndige eller uinteresserede giver det en vis mening at bruge skakspillet i en erindringsroman, ikke blot som ramme og rød tråd, men også som metafor for livet og døden: skakbrættets begrænsede felter, spillets rigide regler, skakuret der ubønhørligt minder os om, at vores tid på jorden er begrænset og det faktum, at vi alle spiller mod en almægtig modstander, som i sidste ende uvilkårligt vil sætte os skakmat, uanset om vi hedder Toussaint, Jusupov eller Jensen til efternavn.