Fantastisk, "koncentrisk" violinkoncert af Adés

Thomas Adés: Violin Concerto, ‘Concentric Paths’, Edward Elgar Violin Concerto in B minor, Op. 61, Christian Tetzlaff, John STorgårds, BBC Philharmonic
Ondine

Bennett; Duke: Violin Concertos
Chloë Hanslip, Singapore Symphony Orchestra, Andrew Litton,
Chandos 

Af Jakob Brønnum
Et af de sikreste tegn på at den musik man lytter til er stor musik, er at tiden synes at gå på en anden måde. Når man hører en af de klassiske Beatlessange, mærker man at man kan næsten forsvinde ind i universet og opleve en mange facetteret sansning eller billeddannelse. Bagefter bliver man overrasket over at sangen kun varede 2 minutter og 9 sekunder. Sådan oplever jeg Thomas Adés (f. 1971) nye, spektakulære Violinkoncert med titlen, ‘Concentric Paths’. Den er netop udkommet med Christian Tetzlaff som en overbevisende solist og John Storgårds som dirigent af BBC Philharmonic. Koncerten blev uropført i september 2005 med Chamber Orchestra of Europe og Anthony Marwood som solist. 

Første sats indledes med en faldende cirklende tonerække, man først ved flere gennemlytninger opfatter dybet af. Derefter standser bevægelsen op, og man ligesom ser sig omkring i et spektrum af lyse toner, der er tilrettelagt sådan i den altdominerende soloviolin, at der er som de har ekko, hvilket forstærker oplevelsen af noget landskabeligt. Og så opdager man til sin forbløffelse af satsen er nær slut. Forbløffelsen viser at satsen har gjort det samme som Beatlessangen, nemlig vendt op og ned på forholdet mellem tid og rum, og ladet tiden gå sine egne veje: Den føles meget længere, end den er, rent fysisk. 

Mod slutningen af 2 sats der har titlen ”Paths” (Stier) fanger Adés igen sin lytters opmærksomhed på en måde, hvor det koncentriske (jf. violinkoncertens titel) får en ny, dybere mening. Som om solostemmen viser sig at have søgt efter et spor til afklarethed og nu har fundet det. Det koncentriske består så i at man føler, at man er kommet ind i en ny kreds (eller cirkel) af musikalsk erkendelse som værket bibringer.

Det er naturligvis en kreativ og kunstnerisk provokation af at anvende sig af en klassisk statsopbygning med 3 satser, hvor man gør den første sats ultrakort. Når vi bevæger os ind i værket, er der imidlertid som sagt flere gange sket det at tiden har fået lov at spille os et puds og vi har den følelse man har, når man har hørt en traditionel, langvarig og omfattende første sats som de plejer at være i de store violinkoncerter.

3 sats har nye koncentriske bidrag og opfylder i store dele den forventning, man har til tempo og gestik i en klassisk instrumental koncerts finale. Også den sats er meget kort men ikke så påfaldende kort som åbningssatsen. Den har en mere normal eller skulle jeg sige normbunden værkafrundende karakter. Det jeg sidder tilbage med og spekulere over, hvorfor tempoet i finalen trods alt ikke var højere, når satsen alligevel kompositorisk opfyldte dele af mine forventninger til en finalesats i en violinkoncert. Og når jeg gør det, står hele værket med den lange anden sats og den nu fjerne kørte første sats frem som et stort landskab af objektiv musikalitet og subjektiv insisterende, eksistentiel søgen. Man ønsker ikke umiddelbart at høre mere og andet musik, for den fortsætter i en, en tid endnu.

Jeg har ofte været skeptisk overfor Adés værker, fordi jeg har opfattet dem som mere gestik end substans og jeg har ofte været irriteret på Tetzlaff, fordi jeg opfatter hans solostemme som egocentrisk, men det her er fantastisk, og jeg må høre alle værkerne om igen.

Tetzlaff er mixet helt frem i lydbilledet så han ligesom står ovenpå orkestret og skærer tonerne ud af rummet. Jeg er ikke sikker på med at ville have den samme oplevelse i koncertsalen, fordi rummet gør at instrumenterne forholder sig til hinanden på en anden måde. Det er et rigtigt valg, der er truffet her.

Forud for Thomas Adés fantastiske komposition på den førstnævnte CD står Edward Edgars violinkoncert, som bør få sin egen anmeldelse på et senere tidspunkt.

Bennett og Duke

Jeg skal imidlertid kort omtale en meget spændende udgivelse fra Chandos. Den har tre værker, jeg ikke kendte, en violinkoncert af Robert Russell Bennett  (1894–1981), en af Englands flere dusin store komponister fra de senere 150 år, som man gør sig selv en tjeneste ved at på opdagelse i. Bennets violinkoncert (1941) har under titlen ”In the Popular Style” og slår forskellige folkelige musikformer an, som værket med stor kreativ sikkerhed fører over i en solid orkesterkomposition.

På udgivelsen står også en violinkoncert af Vladimir Alexandrovich Dukelsky, som ændrede sit navn til Vernon Duke efter forslag fra sin ven Jacob Gershovitz – bedre kendt som George Gershwin. Duke var uddannet på konservatoriet i Kiev, var venner med Prokofiev og komponerede ligesom Stravinsky balletmusik til Sergei Diaghilevs Ballets russes i Paris. Han har også skrevet tre symfonier. Han er stadig bedst kendt som skaberen af hitshows som Cabin in the Sky og som komponist af adskillige sange, der blev jazzstandarder, her under April in Paris.

Dukes koncert har på samme måde som Adés en meget stærkt fremtrædende solostemme, dog ikke mikset så frem i lydbilledet. Gershwins få klassiske, overfladisk jazzificerede orkesterkompositioner siger mig ikke noget, og et værk som eksiltyskeren Korngolds Violinkoncert, der består af motiver fra den filmmusik, han skrev i Hollywood efter flugten fra Hitlertyskland, er trods sin popularitet vitterlig en tynd omgang fileri. Dukes koncert er langt bedre, mere varieret, mere sammenholdt, ligesom Bennett både underholdende og underfundig, og så kan jeg ikke stå for Chloë Hanslips tålmodige, næsten meditative kadencer og solopartier. Virkelig et godt sted at være i en gråtonet, urolig verden. Mærkværdigvis har Dukes koncert ikke været opført fra kort efter urpremieren i Boston i 1943 til 2014. Det fortjener den.