Episk, fabulerende, krystallinsk

The Passenger - Klavertrioer af Weinberg og Schubert
Trio Con Brio Copenhagen
Orchid Classics 2024

Peter Donohoe plays Granados and Albeniz
Chandos 2024

Af Jakob Brønnum
Der kan være mange grunde til at man sætter en klavertrio af Weinberg sammen med en af Schubert. Og der kan være endnu flere grunde til, at man giver den samlede udgivelse navn efter en opera (The Passenger, som tidligere er anmeldt i Den smalle bog), som ret beset ikke har alt for meget med de to kammermusikværker at gøre.

Det skjuler ikke det faktum, at Trio Con Brio har skabt det en aldeles strålende musikudgivelse med to fornemme kammermusikværker, der er blandt de mest lytteværdige der findes i genren.

Både Weinbergs klavertrio opus 24 og Schubert store klavertrio nummer 2 opus 100 er kunstværker og musikkompositioner af episk karakter, som man kan dykke ned i igen og igen.

Jeg ved ikke, om der endnu findes en opførelsestradition af Weinberg. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt endnu at karakterisere hans enorme værk. Oprindeligt polsk, flygtede hans familie til Rusland, hvor han imidlertid som jøde ikke fik plads i det sovjetiske regimes kulturliv. I Vesten var det Prokofiev, Shostakovich og den på mange måder utålelige og middelmådige Khachaturian, der tegnede billedet, senere er Mjaskovskij med sine 27 stort anlagt og ofte dunkle symfonier, sine 13 stramme strygekvartetter og 9 klaversonater kommet med. Men for relativt nylig har Vesten så opdaget Weinberg, der kan måle sig med dem alle, godt og vel endda. Han har mere end 20 symfonier, 16 spændende strygekvartetter (indspillet af Danel-kvartetten på CPO) og mange andre værker. Der er en art nyklassisk over hans værk, med både moderne tonale og barokelementer, men aldrig så anæmisk, som de vestlige neoklassikere indimellem kan synes. Det er rigt og varmt og stort.

Indspilningen igennem markerer Jens Elvekjær sig igen og igen med en forbløffende kraft og mange fraseringsmæssigt overbevisende momenter. De to strygere lægger sig delikat omkring den centrale pianostemme, og man har en fornemmelse af at lytte til et større ensemble end blot en trio. De store linjer i begge værker, der rummer flere ret lange kammermusiksatser, står klart frem undervejs.

Samtidig er den overordnede fortolkning af begge værker lettere tilbageholdende på en måde, der vækker lytterens nysgerrighed. Den velformede klang hos det rutinerede ensemble giver plads til opmærksomhed overfor mange små og i farten forbipasserende detaljer, som man ønsker at vende tilbage til. En vis svulstighed, der for årtier siden kunne præge opførelsen af Schuberts klavertrioer er som blæst væk, og de to værker klæder derfor hinanden bedre, end man skulle tro. Meget stærkt anbefalelsesværdig CD.

Spanske toner

Indimellem opdager man, hvor centreret, man er om sin egen tradition. Det gælder på alle områder, og også på musikkens. Pludseligt forstår man, hvor få engelske komponister man kender, og hvor gode de er. Siden kan det gentage sig for Frankrig og Italien. Bare fordi Karajan og de andre kun har indspillet tre små orkestersuiter af Respighi, betyder det altså ikke, at han kun har komponeret det, skal jeg hilse og sige. Han har nogle utrolige instrumentalkoncerter og orkesterværker, bl.a. inspireret af antikkens mystiske tonalitet

Noget lignende er hændt mig for spanske komponisters vedkommende, og jeg opdager for tiden  rigdommene hos bl.a. Albeniz og Granados, der levede nogenlunde samtidig i årtierne omkring det forrige århundredskifte.

Jeg har dvælet længe ved sidstnævntes samlede klaverværker og førstnævntes berømte klaverkomponitioner Iberia i fine indspilninger af Martin Jones på Nimbus - og Iberia i en ældre standardindspilning af Alicia de Larocha på Decca

I en helt ny indspilning på Chandos af den engelsk mesterpianist Peter Donohoe (f. 1953) får vi to af de fire Iberia-klaverbøger og værker af Granados - Bog 1 af hans såkaldte Goyescas, Op. 11, klaverstykker inspireret af Goya.

Peter Donohoe forløser de spanske komponister på en uforglemmelig lysfyldt måde. Jeg vil næsten kalde det krystallinsk. Men der er også øjeblikke, hvor han former klaverstemmen så lavmælt, overraskende og overvældende følsomt, at man undrer sig over, hvad man dog er vidne til. Hvordan kan musik være så spirituel og samtidig så menneskeligt nærværende?

Hvad han også viser, er et større sammenfald mellem de musikalske universer hos Albeniz og Granados end jeg havde set. Jeg havde oplevet den første som klassicistisk-impressionistisk og den anden som lidt påståelig romantisk, stedvis endda hult klingende. Her viser Donohoe, at de tilhører samme spanske tradition, rigt ornamenteret, nysgerrig musik fuld af klangligt mod, fabuleren og smilende humor. For mig rummer Donohoes Albeniz og Granados de mest spændende og mangedimensionelle tolkninger af de spanske komponister, jeg har hørt.

Humanistiske idealer druknet i ødelagte menneskeliv

Michael Graversen: ”Moria in Memoriam”, Jensen og Dalgaard 2021, 136 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fra 2015 til 2020 mistede 17.937 migranter og flygtninge livet på Middelhavet (s.123). Det er ikke så sært, at mange af de overlevende er rædselsslagne ved tanken om at nærme sig havet igen. Den 8. september 2020 fik beboerne i Morialejren på den græske ø Lesbos endnu en traumatisk oplevelse, for da raserede en brand hele lejren og efterlod den ubeboelig. Tidligere havde mindre brande skabt frygt, fordi lejrens telte var lavet af et stærkt brandbart materiale, så det kunne være svært at nå ud, inden ilden omringede teltenes beboere. Flere af lejrens indbyggere havde derfor pådraget sig svære forbrændinger. Forbløffende få gik det så galt for, da lejren brændte helt ned. Branden opstod om eftermiddagen, så folk var vågne og kunne reagere hurtigt. I lejren, der var bygget til at kunne rumme 3000 mennesker, boede der 13.000, da den brændte ned. Stedet havde for få toiletter og et totalt overbebyrdet NGO-drevet sundhedssystem, som kun kunne hjælpe en lille del af de syge og sårede, og som kun havde sparsomme muligheder for at få assistance på det lokale sygehus. Nogle konflikter flyttede med fra de lande, folk var flygtet fra, og andre opstod som følge af de bandegrupperinger, der dannedes. Voldtægter fandt sted på daglig basis, både af voksne og børn. Justits var der intet af, for myndighederne havde rigeligt at gøre med at sørge for, at folk ikke forlod området. Sådan beskriver dokumentaristen Michael Graversen forholdene i den lejr, han besøgte flere gange fra 2016 til 2020. Man kan derfor mene, at den ødelæggende brand var en kærkommen mulighed for at forbedre forholdene, men på 10 dage byggede man en ny og lige så dårligt fungerende lejr til den gamle lejrs indbyggere, der hurtigt navngav den Moria 2.0.

Tusmørkebilleder

Hovedbestanddelen i Graversens bog består af fotografier fra den nedbrændte lejr. Der er en underlig omvendt æstetik over billederne. Ødelæggelserne er ikke for alvor sørgelige, for det er jo ikke et egentligt hjem, de tidligere beboere har haft i lejren. For så vidt kan der være noget opløftende ved, at en lejr med så rædselsfulde forhold brændte ned, men på den anden side er der intet opløftende ved, at man blot byggede en ny, der mindede om den gamle. Mange af fotografierne er taget i tusmørke, så de tilsodede ruiner synes tæt på at blive opslugt af det mørke, der markerer dagens og lejrens afslutning, men som også bliver en slags metafor på det etiske mørke, der har lagt sig over den europæiske flygtningepolitik. Hvordan var det, at EU, hvis lande bryster sig af en humanistisk indstilling til andre mennesker, tacklede den første alvorlige flygtningekrise i årtier? Og hvordan vil EU behandle de mindst lige så alvorlige flygtningekriser, der vil følge i kølvandet på klimaforandringerne og nye krige?

Hvem skal hjælpe os bort?

Ud over Graversens fotografier har han skrevet nogle korte, oplysende tekster, der suppleres af beretninger fra NGO’er og beboere i lejren.

Der er næsten panik over de frivillige sundhedsarbejderes fortællinger, hvoraf en stor del må være i fare for at blive sekundært traumatiseret. 

Da der var flest mennesker i Morialejren, var 7000 af dem børn. Heraf var 1300 af dem uledsagede. At vokse op i et miljø uden voksnes beskyttelse, og hvor vold er en dagligdags foreteelse, er mildest talt utrygt. Det er næppe et fåtal, der har mistet livslysten undervejs. Selv den 18-årige Atifa, der ellers bor i lejren sammen med sin familie, har svært ved at holde humøret oppe, hvilket Graversen dokumenterer ved at gengive udpluk fra den afghanske piges dagbog. I et digt skriver hun:

”Se på de sårbare småbørn
Vil krigen vare for evigt i disse lejre
hvor vi lever med ufred
uden rest af værdighed
frataget vores ære og uden nogens respekt
Her, evigheder fra vore kære – 
Hvem skal hjælpe os bort?” (s. 129).

”Moria in Memoriam” er en bog om et nyt kapitel i Europas historie. Et kapitel, som ingen kan være stolte af. Det er for sent at skrive kapitlet om, men med politisk vilje kan man undgå at føje flere af slagsen til, når næste krise rammer EUs grænser.

Eksistens foldet i papir

Peter Callesen, Natalia Gutman m.fl.: ”Skin of Paper – Peter Callesen”, 2023, 336 sider. 

Af Egil Hvid-Olsen

Igennem de seneste 20 år har Peter Callesen lavet kunst i verdensklasse. Han indledte sin karriere med studier på Aarhus Arkitektskole og fortsatte på Det Jyske Kunstakademi. Han sluttede af på Goldsmiths College i London. Allerede i slutningen af de 10-11 år som studerende nærmede han sig sit særlige kunstneriske udtryk, der i høj grad er betinget af hans foretrukne materiale: papiret. Dette skrøbelige materiale benytter Callesen ikke blot til at tegne eller male på. Han skærer, folder, limer – skaber. 

Materiel værdi

I ”103 Pieces of My Belongings” fra 2023 (s. 97) har Callesen skåret det i titlen nævnte antal hverdagsgenstande - som en paraply, en sav og en toiletrulle - ud af papiret og limet dem sammen til en flyttekasse. Mens genstandene er genkendelige i de huller, de har efterladt i papiret, er kassen endnu mere genkendelig, stående i sin tredimensionalitet på billedrammens bund. Det pudsige er, at ligesom hullerne selvsagt er tomme, er kassen det ligeså, for den er jo lavet af de udskårne genstande. Kan værket være kunstnerens kommentar til den værdi, vi tillægger materielle goder, hvoraf en stor del viser sig ikke at være helt så værdifulde, som vi tror, inden vi anskaffer dem? For når først vi har købt eller fået en genstand, flyttes fokus til det, vi også kunne anskaffe os. På den måde har de fleste os i vores del af verden flere genstande, end vi har brug for, og som det måske slet ikke havde været nødvendigt at bruge ressourcer på at producere.

Værket er lavet, efter at Callesen flyttede fra København til Mors. Noget måtte efterlades, kasseres, smides væk, men for at foretage det korrekte valg måtte den enkelte genstand vurderes, og når man først står og skal træffe en beslutning, om noget skal tages med eller ej, genvinder de fleste genstande pludselig en del af den tabte værdi, for det kunne jo være, at man fik brug for dem... 

Eksistentiel skrøbelighed

Sådan beskæftiger Callesen sig med problemstillinger, som de fleste vil stå i nogle gange i løbet af livet. Men han kaster sig også over langt dybere eksistentielle problemstillinger og spørgsmål. Ét er hans religiøse værker, som forholder sig meget direkte til kristendommen på en kompetent teologisk vis - hvilket førte til, at han i 2017 skabte alterudsmykningen ”Light of Man” af Drop Paper til Margrethekirken i Valby – noget andet er værker som ”Living in My Shirt” (s. 92) fra 2018, hvor Callesen har foldet og limet en skjorte af papir. Den slags skjorter har han lavet flere af, men denne er fuld af vinduer og døre, hvoraf nogle er åbne, andre er lukkede. Igen kan man overveje, hvor meget man har brug for at eje. ”Living in My Shirt” skildrer kroppen som en bolig. Kroppen er bolig for sind og ånd. Livet er afhængigt af kroppen, og kroppen er afhængigt af liv. Derfor er kroppen mindst lige så vigtig for, at vi kan eksistere, som ilt, vand og mad.

Imidlertid er kroppen skrøbelig, hvilket Callesen viser i ”Skeleton Shirt” fra 2018 (s. 93), hvor rygsøjlens enkelte led er formet af udklippede stykker af skjorten. Der er noget Memento Mori over disse skjorter, som i kraniet i ”Ghost” fra 2008 (s. 67) og i ”Looking Back III” fra 2012 (s. 84-85), hvor et skelet, der sidder på en stol, kigger på den menneskeskikkelse, der er skåret ud af det papirark, som skelettet selv er formet af.

Arkitekturfascination

Andre værker griber tilbage til Callesens interesse for arkitektur. Der er noget drilsk og samtidig overrumplende over de store ruinmure, han har bygget op i papir i noget nær naturlig størrelse (se ”White Window” fra 2010 (s. 218-219)). Andre steder er det miniatureruiner, Callesen har formet, som i ”Human Ruin” fra 2008 (s. 208-209), hvor ruinens sammenfaldne murer danner konturerne af en menneskekrop. Igen en påmindelse om, at livet ikke varer evigt, men formidlet på en humoristisk og overraskende måde.

Netop humoren er gennemgående i Callesens værker. Det ses ikke mindst i et andet ”arkitektonisk” værk, nemlig ”Parallel Stairs” fra 2003 (s. 220-221), hvor han dels har lavet et papirgelænder på undersiden af en trappe, hvorved det mister sin funktion, dels har lavet en tvillingetrappe af papir ved siden af en eksisterende trætrappe. Tager man fejl af de to, træder man trappen i stykker.

Klimaforandringer

Et af de seneste temaer, Callesen har beskæftiget sig med, er klimaændringerne. Her er humoren lidt mere sort end i en del af hans andre værker. Udstilling ”På dybt vand” blev først vist på Ribe Kunstmuseum, siden på Sophienholm, hvorefter den kom til Skive Museum, der har forlænget udstillingsperioden til d. 12. maj 2024. At den udstilling er værd af se bekræfter ”Skin of Paper – Peter Callesen”, for her er nogle af værkerne gengivet, bl.a. den mangetydige ”Ark” fra 2023 (s. 273-277). Kunstværket forestiller en tømmerflåde, men den er lavet af papir. De ca. 3000 ark, som værket blandt andet har fået navn efter, er en printet udgave af FN’s klimarapport fra 2022. Denne rapport omhandler bl.a. stigende vandstand, der kan få kloden ”På dybt vand”. Med titlen ”Ark” henvises der også til den gammeltestamentlige myte om Noahs Ark, der sikrede overlevelsen af hele verdens dyrebestand, inkl. mennesket. Dette kan tolkes optimistisk, men egentlig jubel er der ikke tale om, for alle de dyr og mennesker, der ikke var ombord på arken, døde. Endnu mere skræmmende er Callesens henvisning til Théodore Gericaults ”Medusas flåde” fra 1819. Dette maleri skildrer nogle overlevende fra et forlis. Fra begyndelsen var de 150 på flåden, men efter 12 dage var der kun 15 overlevende, som blev reddet i land.

Tømmerflåden er et symbol på håb, men den er lavet af papir, og der vil ikke gå lang tid, før den opløses, hvis den sættes i søen. Så er man – igen – ”På dybt vand”. Det understreges af værket ”All My Belongings” fra 2023 (s. 311), hvor Callesen har skåret de samme genstande ud af papiret som i ”103 Pieces of My Belongings”, men denne gang formet en tømmerflåde af det udskårne. Nu er der pludselig langt mere på spil end en flytning.

Et regulært pragtværk

I ”Skin of Paper” skriver Josephine Nielsen-Bergqvist alvorligt, dybsindigt og dog letforståeligt om ”På dybt vand”-udstillingen. Blandt bogens øvrige skribenter er forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen, der har leveret et kort, interessant teologisk essay ”Om det fysiske og det metafysiske i Peter Callesens kristne værker”. Det er mit bud, at digteren Maja Lee Langvad har ladet sig inspirere af papirets hvidhed, som i ganske høj grad fremstår som uberørt i Callesens værker, til at skrive så korte digte som muligt, så de ikke forstyrrer det jomfrueligt hvide. I digtene spiller humoren en betydelig rolle, ligesom det er tilfældet hos Callesen. Flere andre dygtige skribenter har skrevet fine tekster til bogen, hvorved man blandt andet får indblik i, hvilke værker fra kunsthistorien, Peter Callesen har ladet sig inspirere af.

Som en bonus er der indlagt små gør-det-selv-værker i den store bog, så læseren selv kan lege kunstner. Hvis man ikke har lyst til at ændre bogens udseende eller hvis man har brug for vejledning, er en af de sidste sider forsynet med en QR-kode, som man kan scanne og derved se videoer, hvor Peter Callesen folder værkerne i bogen.

Ligesom Callesen ikke går på kompromis med sine værker, har han heller ikke gjort det med ”Skin of Paper – Peter Callesen”, som er et regulært pragtværk, og ja, et lille kunstværk i sig selv.

Solen er landet: Dan Schiødt og sennepssolens efterglød

Dan Schiødt: Efterglød – Digtsamling
Forlaget Ravnerock, 2023
150 sider

Af Thorvald Berthelsen
Dan Schiødt debuterede på Gyldendal i 1981. Schiødt har også sammen med Karsten Jørgensen udgivet 2 bøger om Beatles med titlerne Let it be - en hård dags nat. Hans Efterglød samling er et udvalg af digte fra hans 4 første digtsamlinger samlet med 17 nye digte.

Dan Schiødt udtrykker sig enkelt om de store spørgsmål og sin passion for musik, naturen og skønheden og gruen i hverdagen. Og skriver f.eks. om kærlighed alderdom og krig. Han drives bl.a. af undren over naturens, livets og hverdagens genkomst dag efter dag, år efter år. 

”Nu flyver tranerne igen/yndefulde/og deres grå buge/farver solen hvid og ny…

Alt dette gentager sig igen og igen.

År efter år og fylder mig med optimisme.” (digtet Ældgammelt)

Hans sprog er præget af den slags enkelhed, der gør de store rock og blues numre sangbare, samtidig med at de nypræger verden med deres egne surreelle og skæve drejninger. Ligesom dem benytter han sig af et letflydende tilsyneladende helt dagligdags beskrivende sprog, som dog ved nærmere eftertanke får nogle fuldstændigt adskilte og modstridende virkelighedsplaner til ubesværet at befrugte hinanden vha. b l.a. personificeringer. Som det f.eks. sker i det korte digt Skyggespil, hvor denne sammensmeltning af forskellige planer også bliver digtets essentielle udgangsbudskab, der problematiserer sammensmeltningen, personificeringerne og erindringen:

Skyggespil

Søens bred udtørret,
halvfuld af blade.

Mennesker lyttende
til vandet i træerne.

De ensomme træer
duvende i vinden.

Alvorlige dog lette.

Alt er det samme,
men ikke som vi forestillede os engang.

Disse toner kan også forvilde sig ud i hele ballader som Måske kommer Günter Grass forbi eller Den regnvåde stork, hvor H. C. Andersen hopper gennem drømmenes tidsportal og står i en teenager betjent 7 Eleven og forsøger at bestille en stor æske svovlstikker og en droske, men må gå derfra med engangslightere på tilbud efter taxachaufføren, Så de kunne aflevere dem til en vis lille pige uden varmekilder.

Han kan være meget direkte og faretruende tæt på programdigtes overfladiske paroler, når han adresserer tidens politiske spørgsmål. Hvad han ikke viger tilbage for. F.eks. i debutdigtsamlingens titeldigt, Den forbudte mand:

Det at være mand
skal ikke være noget sørgeligt
som at deltage i et begravelsesoptog
hvor ærlighed og virilitet
bæres ud.

…

At være mand er både
det gamle og det nye.

Det maskuline og det bløde
Men det er jo forbudt, mand!

Som det ses reddes digtet af det humoristiske skift af jeg og synsvinkel, der sætter hele problemstillingen i relief og skaber den levende vibration i digtet. I de seneste digte bliver denne behandling af tidens store politiske spørgsmål mere og mere lavstemt og eksistentiel. F.eks. i digtene om mørket der breder sig fra de mange krige i hans levetid.

Ikke mindst krigen i Ukraine. F.eks. i digtet Krigen, der samtidig giver samlingen sit tematiske navn, Efterglød, som betegner den gang på gang kuede men stædige fortsættelse af det brændende engagement i menneskelighedens fremtid.

Enkelte blafrende lys, enkelte stemmer

Afdæmpede, der leder efter overlevende.

Her i eftergløden,
taler de overlevende,
forsigtigt, afprøvende,
for snart står en ny sort sol op,
over et forandret landskab,
fysisk som sjæleligt.

(Jeg kan ikke komme i tankere om andre der med samme selvfølgelighed tør bruge netop de to ord i et digt i dag)

De, som har overlevet, er vidner

Til et slag, som er ebbet ud.

Denne vedvarende genkomst af lyset, midlertidig fred og livets begyndelse på ny fylder både hans digte og os med varme som modsvar til magtens ufølsomhed, som beskrevet i digtet Sennepsmarker:

Så lyser de igen,
sennepsmarkerne,
elektriske og gyldent gule.

Solen er landet.