Stress afslører friheden som problem

"Sloterdijk ser et stort potentiale i Rousseaus tanker om en indre sublim arbejdsløshed, men påpeger samtidigt, at den er for asocial. Rousseaus frihedsforståelse ender ud i en tilstand, hvor mennesker ikke har brug for hinanden." 

Peter Sloterdijk
Stress og frihed
120 sider, Multivers 2023

Af Jakob Kvist
I den lille bog Stress og frihed udfolder den nulevende tyske filosof Peter Sloterdijk (1947-) interessante tanker om frihed. Bogen, som er fra 2011, er netop udkommet i dansk oversættelse på forlaget Multivers.

Forundringsøvelser 

Peter Sloterdijks ærinde i bogen er at kaste nyt lys over de måder, som vi lever på. For at gøre dette foretages en såkaldt forundringsøvelse. Det handler om ikke at stirre sig blind på samtidens mange symptomer men langsomt og nænsomt at bevæge sig tættere på de forhold, som udøver en enorm indflydelse på måden, vi fører vores liv på. 

Sloterdijk laver en snedig forskydning i sin frihedsanalyse, hvor han ikke modstiller frihed med nødvendighed og tvang. Det medfører den styrke, at analysen ikke bliver hæmmet af psykologiens og sociologiens spændetrøje, hvor stress viser sig som handlingslammelse og nedsat arbejdsevne osv. Det er ikke for at tale disse uheldige konsekvenser ned, men Sloterdijk er ikke ude på at symptombehandle men at forstå, stressens rolle i forbindelse med frihed. Med Sloterijks egne ord, så foretager han en: ”… forundringsøvelse ved hvilken det vil handle om at komme en smule mere på det rene med de nutidige livsformers afgrundsdybe forunderlighed.”. 

Stress som fællesskabets vilkår

Sloterdijks pointe er, at stress er indbygget i det sociale. Stress er en mekanisme, som får et fællesskabs medlemmer til at bekymre sig om at bevare fællesskabet. Samfundet er en politisk organisme, som Sloterdijk forstår som et stressintegrerende kraftfelt. Især i vores del af verden består samfundet af permanente fremadstyrende bekymringssystemer og derfor ligner: ”en nation mere et kollektiv, som i fællesskab formår at bevare uroen.”. Symptomerne på stressens tilstedeværelse er den udbredte oplevelse af uholdbarhed. Hvis vi ikke går på arbejde, så stopper hjulene med at snurre og samfundets søjler vil falde til jorden. Hvis vi ikke køber økologi, vil jorden aldrig blive kølet ned igen osv. Hele tiden stresser samfundet sine individer for at få dem til at foretage samfundsopretholdende aktiviteter. For at få samfundets individer til at gå i samme retning synkroniseres bevidstheder gennem en offentlig dagsorden, som er gennemsyret af stresstemaer. Når vi er stressede og ophidsede, har vi ikke det nødvendige overskud til at tænke over, hvad vi faktisk har gang i, hvilket gør det nemmere at integrere hele befolkninger i: ”et bekymrings- og ophidselsesfællesskab, der regenereres dag for dag.”. 

Vores måder at leve på bliver underlagt et gevaldigt pres, hvor selvet indkapsles. Vi har simpelthen ikke tid til at hjælpe hinanden, fordi vi er bange for, at det hele falder sammen, hvis vi ikke gør noget. Hvis vi ikke hele tiden er i gang. For samfundet som stressfællesskab lever af at drive mennesker frem gennem bekymringsfremkaldende teknikker. Massekommunikationsmidlerne som Sloterdijk kalder for moderne informationsmedier spiller den uundværlige rolle hele tiden at komme med: ”… forslag til nye ophidselser – forslag til nye former for forargelser, til nye misundelser, og indbildskheder, en mangfoldighed af tilbud, der henvender sig til samfundsmedlemmernes sentimentalitet, angstberedskab og indiskretion.”. Hele tiden er vi til folkeafstemning om bekymringernes prioritet hedder det et sted i bogen. Den aktuelle sociale sammenhængskraft skabes af en: ”symbolsk frembragt, tematisk stress.” og jo større et fællesskab er, jo større må stress-kræfterne være. 

Friheden som problem – urscene 1 

Sloterdijk analyserer sig videre ved at hævde, at i fællesskaber præget af gruppestress må man før eller siden støde på frihedsproblemet. Sloterdijk udspiller, hvad han kalder for to ur-scener til at vise, hvordan vi historisk har forholdt os til: ”… den oprindelige sammenhæng imellem stress og frihed.”. 

Den første urscene udspiller sig i det antikke Rom, omkring år 509 før vores tidsregning. Altså i begyndelsen af den vesteuropæiske civilisations historie. Det er beretningen om, hvordan en kongesøn tvinger sig til sex med en soldats kone og hvordan dette fører til en civilopstand og afskaffelsen af et tyrannisk kongeherredømme. Sloterdijk gør opmærksom på, at dette intet har at gøre med vores moderne individualiserede forståelse af frihed, men at det handler om et folks frihed. Det er retten til at et kollektiv kan lukke sig om sig selv og: ”Den betegner det privilegie ikke at være styret af andet end de vaner, sæder og institutioner, som har præget kollektivets medlemmer fra ungdommen.”. Med andre ord, så er det retten til at et fællesskab kan få lov at eksistere uden at blive forstyrret udefra. Med den første urscene ønsker Sloterdijk at vise: ”den republikanske friheds fødsel ud af den kollektive forargelse.” og at den politiske frihed bliver født ud af et vredesudbrud delt af tusinde af mennesker. 

Urscene 2

Sloterdjik rejser nu over 2000 år frem i tiden til året 1765, hvor den anden ur-scene udspiller sig og fungerer som en kontrastscene til den første ur-scene. Det er ingen ringere end den verdensberømte Schweiziske filosof Jean-Jacques Rousseau(1712-1778), som udvikler frihedsbegrebet ved at gøre individet til genstand for friheden. Rousseau sank ned i et drømmeri, der ikke havde nogen egentlig genstand men som alligevel udstyrede ham med en vældig følelse af frihed. Sloterdijk beskriver det som friheden hos en drømmer i vågen tilstand og kobler det sammen med individets fornemmelse for sin egen eksistens. Rousseau opdager ifølge Sloterdijk: ”… en tilstand af udsøgt ubrugelighed, i hvilken den enkelte er sig selv helt nærværende og på samme tid i vid udstrækning isoleret fra sin hverdagslige identitet.”. Denne form for frihed befinder så langt væk fra det sociale, som man overhovedet kan forestille sig. Forudsætningen for Rousseaus frihed er fraværet af andre mennesker. Jeg vil derfor gå så langt som til at sige, at det er det mindst statusgivende, man overhovedet kan forestille sig. Rousseau opdager en persontype, som:” er hverken et erkendelsessubjekt eller et viljessubjekt, heller ikke et entreprenant subjekt eller et politisk subjekt. Det er ikke engang et kunstnerisk subjekt. Det har intet at sige, det har ingen mening, det udtrykker sig ikke, det har intet projekt.”. Den nye frihed, på daværende tidspunkt, er den enkeltes ekstatiske ubrugelighed til alting. 

Sloterdijk opsporer og beskriver friheden som modreaktioner til fællesskabernes indbyggede stressmekanismer. Friheden viser sig for første gang som et problem, idet en gruppe mennesker føler sig uretfærdigt behandlet, hvilket får dem til kollektivt at sige fra. Herefter skabes rammerne for, at et fællesskab kan få lov at bestå i egen ret. 

Som tiden går, støder friheden på det problem, at der synes at være forskellige former for frihed. Godt nok bevares gruppens frihed i den første ur-scene, men har gruppens medlemmer mulighed for at erfare en anden form for frihed hver for sig? 

Undertrykkelse

De to ur-scener repræsenterer to former for undertrykkelse i form af gruppeundertrykkelse og individundertrykkelse. Når en gruppe undertrykkes, er det politisk undertrykkelse og når et individ undertrykkes, opleves det som en manglende indflydelse på omgivelserne.

Begge undertrykkelsesformer udmønter sig som stressoplevelser og Sloterdijks pointe er, at det er en form for stressregnskab, som afgør, hvorvidt der opstår modstand disse undertrykkelsesformer. Når fx et kollektiv intuitivt fornemmer, at det har for store omkostninger at blive under den herskende undertrykkelse sammenlignet med at gøre modstand, da vil en revolution opstå. Hvis man undrer sig over, hvorfor vi ikke for længst har gjort oprør, når man påtænker hvor ubalanceret vestens stressregnskab er, så har stressteorien et svar: ”…de fratager undersåtterne motivet til at opstille sådanne regnskaber, idet de tilbyder dem tilstrækkeligt behagelige kompensationer for tilværelsen under underkastelsens åg.”. 

Man kan i tillæg undre sig over, at demokratiet synes at klare frisag, når man tager i betragtning, hvor galt det er gået efter, at demokratiet blev indført. Sloterdijk har hertil en interessant kommentar: ”Loven om den tiltagende utilfredshed i demokratier venter endnu på sin systematiske begrundelse.”. Sådan en sætning kan potentielt være dynamit, fordi den truer med at udfordre vestens evangelium. 

Individer undertrykkes ved at få trukket et bestemt billede af virkeligheden ned over hovedet. Det kan være fortællingen om at vi er frie, udvalgte og frelste demokrater og at fællesskabet vil gå i opløsning, hvis vi ikke øger vores arbejdsindsats- og tempo. 

Fri for virkeligheden

Sloterdijk siger, at denne form for undertrykkelse tynger individet eksistentielt. Det sociale opretholdes af en bestemt forestilling om virkeligheden og derfor påpeger Sloterdijk, at Rousseaus frihedsopdagelse er samfundsopløsende. For Sloterdijk gjorde Rousseau direkte opgør mod virkelighedens tyranni, fordi samfundet har brug for, at den enkelte har et virkelighedsbegreb, men Rousseaus aktivitet består netop i at give slip på virkeligheden: ”Den subjektivitet, der blev sat fri på flugten fra virkelighedens forfølgelser – den rene eksistensfølelse fjernt fra alle temaer – opnåede for denne ene gang den fuldstændige stressfriheds pol. Hvor der ikke er noget bydende tema, er der ingen bekymring, hvor der ikke er nogen bekymring, er der ingen realitet.”. Man kan også sige, at Rousseaus frihedsbegreb er friheden fra virkeligheden. 

Sloterdijk går videre og tegner, hvad han kalder for et dramatisk billede på Rousseaus frihed: ”…en kernereaktor, der pludseligt begynder at udstråle ren subjektivitet ud i omverdenen.”. Når først, man har oplevet tilfredshedsfølelsen ved at være fri for virkeligheden, udløses en samfundsundergravende kædereaktion. Derfor findes der så mange subjektivitetsdæmpende midler, som både er frihedsdæmpende og stressfremkaldende. Den egentlige frihed viser sig som en opløsningserfaring, der fylder det enkelte menneske med lykke gennem erfaringen af det givende ved at være ubrugelig. Ikke at stå stil regnskab for en sur chef. Ikke at skulle stå op, fordi andre har bestemt det. Ikke at skulle betale regninger for at støtte de rige. Ikke at skulle erhverve sig en bil, så man kan komme på arbejde, så man kan tjene penge for at købe sig en bil for at man kan komme på arbejde. 

Sloterdijk hævder, at en hel generation oplevede ovenstående og det på forunderlig er lykkes vores hypermoderne samfund: ”…at integrere de talløse fremmede, som vi selv er, efter at vi har været udsat for den subjektive stråling.”. Og det er som en modreaktion mod Rousseaus frihedsbegreb, at subjektet lige siden er blevet angrebet.

Angreb på friheden

I Sloterdijks udlægning har der fra Rousseau frem til vor tid fundet massive angreb sted på Rousseaus frihedsbegreb. Her nævnes filosoffer som Kant, Fichte, Marx og Hegel der på hver deres måde forsøgte at udstyre mennesket med pligt og nødvendighed. Ligesom liberalister og selv neurovidenskaben på hver sin måde har skabt billeder, som skal afholde mennesket fra at holde fri fra virkeligheden. Sloterdijk tolker dette som en slags mekanisme, der må: ”… med egnede midler sørge for genopladningen af det sociale stressfelt.”. Det er samfundet som organisme, der forsøger at opretholde sig selv og: ”Til dette formål var det nødvendigt overfor subjektet at forklare naturen af dets frihed anderledes.”. Derfor hører vi, vor tids magthavere snakke om nødvendighedens politik. Nu er vi alle udstyret med det, som Sloterdijk kalder for en egen vilje til stress. Det er ikke ydre tvang men den indre tvang, som gør os stressede. En af de måder, som magt opfører sig på i dag, er netop gennem opmuntring. Når vi opmuntres til bestemte handlinger, får vi følelsen af at have handlet af egen fri vilje og derfor føler vi os skyldige, når vi fejler, hvilket stresser os og gør os depressive. Derfor er det moderne liberale frihedsbegreb bygget på, at man gør det, man vil. Det er at give friheden et positivt udtryk, så det er muligt at holde øje med, om vi er frie på den rigtige måde. 

Friheden som negativ erfaring

Men som Sloterdijk meget snedigt formulerer friheden i forlængelse af Rousseau, så ligger menneskets frihed deri, at det ikke behøver at gøre, hvad det ikke vil. Dette lyder som et spørgsmål om valg af ord, men det har stor betydning for om friheden har realitet eller ej. I den positive frihed fratages friheden alle sine muligheder, fordi den bliver aktualiseret som en bestemt frihed. Men Rousseau opdagede, at den absolutte frihed består i den rene potentialitet. Det vil sige, at frihed handler om uaktualiserede muligheder. I det øjeblik vi har aktualiseret en mulighed, da er den ikke længere fri, fordi den har fået eksistens i den herskende virkelighed. Den absolutte frihed befinder sig hinsides det sociale, fordi friheden befinder sig uden for det velkendte. At være absolut fri vil sige at befinde sig på absolut ukendt territorium. Frihed og ufrihed handler derfor i virkeligheden om grader af virkelighed. En etableret virkelighed er ikke fri, fordi den netop er blevet aktualiseret ved at lukke mulighederne ned for at kunne være noget andet. Vi har brug for både frihed og nødvendighed, det potentielle og det aktuelle. Men når vi insisterer på, at friheden kun kan ske i en bestemt aktualiseret virkelighed, så bytter vi rundt på begreberne. 

Den engagerede friheds kilde 

Afslutningsvis forsøger Sloterdijk at udkaste tanker til, hvordan vi kan forholde os til frihedsproblematikken i dag på en meningsfuld måde. Måske det er for tidligt for vores moderne individualistiske masse samfund at forstå frihedens egentlige væsen og konsekvenser. Måske vi slet ikke er klar og villige til at betale den pris, som friheden kommer med. Sloterdijk mener, at i den moderne civilisation forhandles der om, hvordan vi skal forstå friheden. I tillæg lever vi en tid, siger Sloterdijk, hvor vi undertrykkes som aldrig før og gør sig den iagttagelse, at: ”Et flertal af menneske på jorden har stadigvæk opstanden imod det politiske tyranni til gode.”. Han snakker ligefrem om et stress-despoti. 

I forlængelse af Rousseau 

Sloterdijk ser et stort potentiale i Rousseaus tanker om en indre sublim arbejdsløshed, men påpeger samtidigt, at den er for asocial. Rousseaus frihedsforståelse ender ud i en tilstand, hvor mennesker ikke har brug for hinanden. Overraskende nok tager Sloterdijk fat i liberalismen for at finde en meningsfuld måde at begribe friheden på. Men Sloterdijk er kritisk og det handler om at se de sider af liberalismen, som selv de liberale ikke er i stand til. 

Sloterdijk advokerer for en frihedsaktivitet, hvor den enkelte søger ind i sig selv for. Ikke for at forsvinde og aldrig komme tilbage til det sociale. Men netop for at gøre sig den frihedserfaring, hvor man overskrider egoet og jegets begrænsning. Ved at trække sig tilbage, kan man åbne sig op for noget, som er større end en selv. I tilbagetrækningen er det muligt at opnå kontakt til ens eksistentielle ophav. I denne jeg-løse tilstand konfronteres man med de rene muligheders ocean. Man befinder sig dér, hvor muligheder endnu ikke er blevet aktualiseret i virkeligheden. Det er her, hvor modsætningen mellem jeget og verden ophæves. Når man har gjort sig den jeg-løse erfaring, vender man styrket tilbage til fællesskabet, fordi man har meningsfulde erfaringer at dele med hinanden. Når man trækker sig tilbage, griber man sin skæbne ved at gøre det, som kun man selv er i stand til. På den måde gør man sig selv til den bekosteligste gave af alle overfor de andre i fællesskabet. 

Sloterdijk påpeger, at menneskets fornemhed består i at være generøs. Her kunne jeg godt have tænkt mig at Sloterdijk gav den mere gas. Det ligger i menneskets natur at være noget for sine medmennesker. Det mest givende for et menneske er at ofre sig for et medmenneske. Rent evolutionært giver det mennesket en kæmpe fordel at være generøs og tage sig af sine medmennesker. Egoisme og mistillid derimod skal tillæres. At holde menneskets naturlige tilbøjelighed til at være generøs nede kræver massiv undertrykkelse. En effektiv måde at gøre dette på, er ved at sprede stress ud i samfundet. Når vi er slaver af vores laster, gør vi, hvad vi bliver sat til. Vi har ikke overskuddet til at sige fra over for al det nonsens, vi får trukket ned over hovedet hver eneste dag. 

Betænkeligheder 

Sloterdijks påstand om at stress hører til fællesskaber og at friheden opstod i starten af den vesteuropæiske civilisations begyndelse er interessant, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om frihed modarbejdes, når for mange mennesker bor sammen. Man siger, at når antallet af relationer i et fællesskab overstiger et par hundrede, så bliver magtrelationerne komplicerede og uigennemskuelige. Magten bliver anonym. Derfor kan en indvending være, at det er størrelsen af fællesskaber, som afgør om der er usund stress til stede. Kigger man tilbage i historien og kigger på såkaldte naturmennesker, ser man mennesker, som levede i mindre fællesskaber på en engageret måde i naturen og kulturen. 

Der er brug for, at vi siger fra overfor den allestedsnærværende og undertrykkende stress. Så længe vi accepterer en samfundsform, hvor det kan betale sig for nogle mennesker at se andre mennesker som en handelsvare, som kan kasseres, når den ikke længere er rentabel, kommer vi aldrig af med stressundertrykkelsen. Den liberale overklasse har store interesser i at holde os fangede i uvaner, fordi så er vi konsekvensløse og nemmere at styre. 

Tilbagetrækning er en måde at vise gennem en passiv form for aktivitet, at man ikke tager magten seriøst.

Episk, fabulerende, krystallinsk

The Passenger - Klavertrioer af Weinberg og Schubert
Trio Con Brio Copenhagen
Orchid Classics 2024

Peter Donohoe plays Granados and Albeniz
Chandos 2024

Af Jakob Brønnum
Der kan være mange grunde til at man sætter en klavertrio af Weinberg sammen med en af Schubert. Og der kan være endnu flere grunde til, at man giver den samlede udgivelse navn efter en opera (The Passenger, som tidligere er anmeldt i Den smalle bog), som ret beset ikke har alt for meget med de to kammermusikværker at gøre.

Det skjuler ikke det faktum, at Trio Con Brio har skabt det en aldeles strålende musikudgivelse med to fornemme kammermusikværker, der er blandt de mest lytteværdige der findes i genren.

Både Weinbergs klavertrio opus 24 og Schubert store klavertrio nummer 2 opus 100 er kunstværker og musikkompositioner af episk karakter, som man kan dykke ned i igen og igen.

Jeg ved ikke, om der endnu findes en opførelsestradition af Weinberg. Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt endnu at karakterisere hans enorme værk. Oprindeligt polsk, flygtede hans familie til Rusland, hvor han imidlertid som jøde ikke fik plads i det sovjetiske regimes kulturliv. I Vesten var det Prokofiev, Shostakovich og den på mange måder utålelige og middelmådige Khachaturian, der tegnede billedet, senere er Mjaskovskij med sine 27 stort anlagt og ofte dunkle symfonier, sine 13 stramme strygekvartetter og 9 klaversonater kommet med. Men for relativt nylig har Vesten så opdaget Weinberg, der kan måle sig med dem alle, godt og vel endda. Han har mere end 20 symfonier, 16 spændende strygekvartetter (indspillet af Danel-kvartetten på CPO) og mange andre værker. Der er en art nyklassisk over hans værk, med både moderne tonale og barokelementer, men aldrig så anæmisk, som de vestlige neoklassikere indimellem kan synes. Det er rigt og varmt og stort.

Indspilningen igennem markerer Jens Elvekjær sig igen og igen med en forbløffende kraft og mange fraseringsmæssigt overbevisende momenter. De to strygere lægger sig delikat omkring den centrale pianostemme, og man har en fornemmelse af at lytte til et større ensemble end blot en trio. De store linjer i begge værker, der rummer flere ret lange kammermusiksatser, står klart frem undervejs.

Samtidig er den overordnede fortolkning af begge værker lettere tilbageholdende på en måde, der vækker lytterens nysgerrighed. Den velformede klang hos det rutinerede ensemble giver plads til opmærksomhed overfor mange små og i farten forbipasserende detaljer, som man ønsker at vende tilbage til. En vis svulstighed, der for årtier siden kunne præge opførelsen af Schuberts klavertrioer er som blæst væk, og de to værker klæder derfor hinanden bedre, end man skulle tro. Meget stærkt anbefalelsesværdig CD.

Spanske toner

Indimellem opdager man, hvor centreret, man er om sin egen tradition. Det gælder på alle områder, og også på musikkens. Pludseligt forstår man, hvor få engelske komponister man kender, og hvor gode de er. Siden kan det gentage sig for Frankrig og Italien. Bare fordi Karajan og de andre kun har indspillet tre små orkestersuiter af Respighi, betyder det altså ikke, at han kun har komponeret det, skal jeg hilse og sige. Han har nogle utrolige instrumentalkoncerter og orkesterværker, bl.a. inspireret af antikkens mystiske tonalitet

Noget lignende er hændt mig for spanske komponisters vedkommende, og jeg opdager for tiden  rigdommene hos bl.a. Albeniz og Granados, der levede nogenlunde samtidig i årtierne omkring det forrige århundredskifte.

Jeg har dvælet længe ved sidstnævntes samlede klaverværker og førstnævntes berømte klaverkomponitioner Iberia i fine indspilninger af Martin Jones på Nimbus - og Iberia i en ældre standardindspilning af Alicia de Larocha på Decca

I en helt ny indspilning på Chandos af den engelsk mesterpianist Peter Donohoe (f. 1953) får vi to af de fire Iberia-klaverbøger og værker af Granados - Bog 1 af hans såkaldte Goyescas, Op. 11, klaverstykker inspireret af Goya.

Peter Donohoe forløser de spanske komponister på en uforglemmelig lysfyldt måde. Jeg vil næsten kalde det krystallinsk. Men der er også øjeblikke, hvor han former klaverstemmen så lavmælt, overraskende og overvældende følsomt, at man undrer sig over, hvad man dog er vidne til. Hvordan kan musik være så spirituel og samtidig så menneskeligt nærværende?

Hvad han også viser, er et større sammenfald mellem de musikalske universer hos Albeniz og Granados end jeg havde set. Jeg havde oplevet den første som klassicistisk-impressionistisk og den anden som lidt påståelig romantisk, stedvis endda hult klingende. Her viser Donohoe, at de tilhører samme spanske tradition, rigt ornamenteret, nysgerrig musik fuld af klangligt mod, fabuleren og smilende humor. For mig rummer Donohoes Albeniz og Granados de mest spændende og mangedimensionelle tolkninger af de spanske komponister, jeg har hørt.

Humanistiske idealer druknet i ødelagte menneskeliv

Michael Graversen: ”Moria in Memoriam”, Jensen og Dalgaard 2021, 136 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fra 2015 til 2020 mistede 17.937 migranter og flygtninge livet på Middelhavet (s.123). Det er ikke så sært, at mange af de overlevende er rædselsslagne ved tanken om at nærme sig havet igen. Den 8. september 2020 fik beboerne i Morialejren på den græske ø Lesbos endnu en traumatisk oplevelse, for da raserede en brand hele lejren og efterlod den ubeboelig. Tidligere havde mindre brande skabt frygt, fordi lejrens telte var lavet af et stærkt brandbart materiale, så det kunne være svært at nå ud, inden ilden omringede teltenes beboere. Flere af lejrens indbyggere havde derfor pådraget sig svære forbrændinger. Forbløffende få gik det så galt for, da lejren brændte helt ned. Branden opstod om eftermiddagen, så folk var vågne og kunne reagere hurtigt. I lejren, der var bygget til at kunne rumme 3000 mennesker, boede der 13.000, da den brændte ned. Stedet havde for få toiletter og et totalt overbebyrdet NGO-drevet sundhedssystem, som kun kunne hjælpe en lille del af de syge og sårede, og som kun havde sparsomme muligheder for at få assistance på det lokale sygehus. Nogle konflikter flyttede med fra de lande, folk var flygtet fra, og andre opstod som følge af de bandegrupperinger, der dannedes. Voldtægter fandt sted på daglig basis, både af voksne og børn. Justits var der intet af, for myndighederne havde rigeligt at gøre med at sørge for, at folk ikke forlod området. Sådan beskriver dokumentaristen Michael Graversen forholdene i den lejr, han besøgte flere gange fra 2016 til 2020. Man kan derfor mene, at den ødelæggende brand var en kærkommen mulighed for at forbedre forholdene, men på 10 dage byggede man en ny og lige så dårligt fungerende lejr til den gamle lejrs indbyggere, der hurtigt navngav den Moria 2.0.

Tusmørkebilleder

Hovedbestanddelen i Graversens bog består af fotografier fra den nedbrændte lejr. Der er en underlig omvendt æstetik over billederne. Ødelæggelserne er ikke for alvor sørgelige, for det er jo ikke et egentligt hjem, de tidligere beboere har haft i lejren. For så vidt kan der være noget opløftende ved, at en lejr med så rædselsfulde forhold brændte ned, men på den anden side er der intet opløftende ved, at man blot byggede en ny, der mindede om den gamle. Mange af fotografierne er taget i tusmørke, så de tilsodede ruiner synes tæt på at blive opslugt af det mørke, der markerer dagens og lejrens afslutning, men som også bliver en slags metafor på det etiske mørke, der har lagt sig over den europæiske flygtningepolitik. Hvordan var det, at EU, hvis lande bryster sig af en humanistisk indstilling til andre mennesker, tacklede den første alvorlige flygtningekrise i årtier? Og hvordan vil EU behandle de mindst lige så alvorlige flygtningekriser, der vil følge i kølvandet på klimaforandringerne og nye krige?

Hvem skal hjælpe os bort?

Ud over Graversens fotografier har han skrevet nogle korte, oplysende tekster, der suppleres af beretninger fra NGO’er og beboere i lejren.

Der er næsten panik over de frivillige sundhedsarbejderes fortællinger, hvoraf en stor del må være i fare for at blive sekundært traumatiseret. 

Da der var flest mennesker i Morialejren, var 7000 af dem børn. Heraf var 1300 af dem uledsagede. At vokse op i et miljø uden voksnes beskyttelse, og hvor vold er en dagligdags foreteelse, er mildest talt utrygt. Det er næppe et fåtal, der har mistet livslysten undervejs. Selv den 18-årige Atifa, der ellers bor i lejren sammen med sin familie, har svært ved at holde humøret oppe, hvilket Graversen dokumenterer ved at gengive udpluk fra den afghanske piges dagbog. I et digt skriver hun:

”Se på de sårbare småbørn
Vil krigen vare for evigt i disse lejre
hvor vi lever med ufred
uden rest af værdighed
frataget vores ære og uden nogens respekt
Her, evigheder fra vore kære – 
Hvem skal hjælpe os bort?” (s. 129).

”Moria in Memoriam” er en bog om et nyt kapitel i Europas historie. Et kapitel, som ingen kan være stolte af. Det er for sent at skrive kapitlet om, men med politisk vilje kan man undgå at føje flere af slagsen til, når næste krise rammer EUs grænser.

Eksistens foldet i papir

Peter Callesen, Natalia Gutman m.fl.: ”Skin of Paper – Peter Callesen”, 2023, 336 sider. 

Af Egil Hvid-Olsen

Igennem de seneste 20 år har Peter Callesen lavet kunst i verdensklasse. Han indledte sin karriere med studier på Aarhus Arkitektskole og fortsatte på Det Jyske Kunstakademi. Han sluttede af på Goldsmiths College i London. Allerede i slutningen af de 10-11 år som studerende nærmede han sig sit særlige kunstneriske udtryk, der i høj grad er betinget af hans foretrukne materiale: papiret. Dette skrøbelige materiale benytter Callesen ikke blot til at tegne eller male på. Han skærer, folder, limer – skaber. 

Materiel værdi

I ”103 Pieces of My Belongings” fra 2023 (s. 97) har Callesen skåret det i titlen nævnte antal hverdagsgenstande - som en paraply, en sav og en toiletrulle - ud af papiret og limet dem sammen til en flyttekasse. Mens genstandene er genkendelige i de huller, de har efterladt i papiret, er kassen endnu mere genkendelig, stående i sin tredimensionalitet på billedrammens bund. Det pudsige er, at ligesom hullerne selvsagt er tomme, er kassen det ligeså, for den er jo lavet af de udskårne genstande. Kan værket være kunstnerens kommentar til den værdi, vi tillægger materielle goder, hvoraf en stor del viser sig ikke at være helt så værdifulde, som vi tror, inden vi anskaffer dem? For når først vi har købt eller fået en genstand, flyttes fokus til det, vi også kunne anskaffe os. På den måde har de fleste os i vores del af verden flere genstande, end vi har brug for, og som det måske slet ikke havde været nødvendigt at bruge ressourcer på at producere.

Værket er lavet, efter at Callesen flyttede fra København til Mors. Noget måtte efterlades, kasseres, smides væk, men for at foretage det korrekte valg måtte den enkelte genstand vurderes, og når man først står og skal træffe en beslutning, om noget skal tages med eller ej, genvinder de fleste genstande pludselig en del af den tabte værdi, for det kunne jo være, at man fik brug for dem... 

Eksistentiel skrøbelighed

Sådan beskæftiger Callesen sig med problemstillinger, som de fleste vil stå i nogle gange i løbet af livet. Men han kaster sig også over langt dybere eksistentielle problemstillinger og spørgsmål. Ét er hans religiøse værker, som forholder sig meget direkte til kristendommen på en kompetent teologisk vis - hvilket førte til, at han i 2017 skabte alterudsmykningen ”Light of Man” af Drop Paper til Margrethekirken i Valby – noget andet er værker som ”Living in My Shirt” (s. 92) fra 2018, hvor Callesen har foldet og limet en skjorte af papir. Den slags skjorter har han lavet flere af, men denne er fuld af vinduer og døre, hvoraf nogle er åbne, andre er lukkede. Igen kan man overveje, hvor meget man har brug for at eje. ”Living in My Shirt” skildrer kroppen som en bolig. Kroppen er bolig for sind og ånd. Livet er afhængigt af kroppen, og kroppen er afhængigt af liv. Derfor er kroppen mindst lige så vigtig for, at vi kan eksistere, som ilt, vand og mad.

Imidlertid er kroppen skrøbelig, hvilket Callesen viser i ”Skeleton Shirt” fra 2018 (s. 93), hvor rygsøjlens enkelte led er formet af udklippede stykker af skjorten. Der er noget Memento Mori over disse skjorter, som i kraniet i ”Ghost” fra 2008 (s. 67) og i ”Looking Back III” fra 2012 (s. 84-85), hvor et skelet, der sidder på en stol, kigger på den menneskeskikkelse, der er skåret ud af det papirark, som skelettet selv er formet af.

Arkitekturfascination

Andre værker griber tilbage til Callesens interesse for arkitektur. Der er noget drilsk og samtidig overrumplende over de store ruinmure, han har bygget op i papir i noget nær naturlig størrelse (se ”White Window” fra 2010 (s. 218-219)). Andre steder er det miniatureruiner, Callesen har formet, som i ”Human Ruin” fra 2008 (s. 208-209), hvor ruinens sammenfaldne murer danner konturerne af en menneskekrop. Igen en påmindelse om, at livet ikke varer evigt, men formidlet på en humoristisk og overraskende måde.

Netop humoren er gennemgående i Callesens værker. Det ses ikke mindst i et andet ”arkitektonisk” værk, nemlig ”Parallel Stairs” fra 2003 (s. 220-221), hvor han dels har lavet et papirgelænder på undersiden af en trappe, hvorved det mister sin funktion, dels har lavet en tvillingetrappe af papir ved siden af en eksisterende trætrappe. Tager man fejl af de to, træder man trappen i stykker.

Klimaforandringer

Et af de seneste temaer, Callesen har beskæftiget sig med, er klimaændringerne. Her er humoren lidt mere sort end i en del af hans andre værker. Udstilling ”På dybt vand” blev først vist på Ribe Kunstmuseum, siden på Sophienholm, hvorefter den kom til Skive Museum, der har forlænget udstillingsperioden til d. 12. maj 2024. At den udstilling er værd af se bekræfter ”Skin of Paper – Peter Callesen”, for her er nogle af værkerne gengivet, bl.a. den mangetydige ”Ark” fra 2023 (s. 273-277). Kunstværket forestiller en tømmerflåde, men den er lavet af papir. De ca. 3000 ark, som værket blandt andet har fået navn efter, er en printet udgave af FN’s klimarapport fra 2022. Denne rapport omhandler bl.a. stigende vandstand, der kan få kloden ”På dybt vand”. Med titlen ”Ark” henvises der også til den gammeltestamentlige myte om Noahs Ark, der sikrede overlevelsen af hele verdens dyrebestand, inkl. mennesket. Dette kan tolkes optimistisk, men egentlig jubel er der ikke tale om, for alle de dyr og mennesker, der ikke var ombord på arken, døde. Endnu mere skræmmende er Callesens henvisning til Théodore Gericaults ”Medusas flåde” fra 1819. Dette maleri skildrer nogle overlevende fra et forlis. Fra begyndelsen var de 150 på flåden, men efter 12 dage var der kun 15 overlevende, som blev reddet i land.

Tømmerflåden er et symbol på håb, men den er lavet af papir, og der vil ikke gå lang tid, før den opløses, hvis den sættes i søen. Så er man – igen – ”På dybt vand”. Det understreges af værket ”All My Belongings” fra 2023 (s. 311), hvor Callesen har skåret de samme genstande ud af papiret som i ”103 Pieces of My Belongings”, men denne gang formet en tømmerflåde af det udskårne. Nu er der pludselig langt mere på spil end en flytning.

Et regulært pragtværk

I ”Skin of Paper” skriver Josephine Nielsen-Bergqvist alvorligt, dybsindigt og dog letforståeligt om ”På dybt vand”-udstillingen. Blandt bogens øvrige skribenter er forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen, der har leveret et kort, interessant teologisk essay ”Om det fysiske og det metafysiske i Peter Callesens kristne værker”. Det er mit bud, at digteren Maja Lee Langvad har ladet sig inspirere af papirets hvidhed, som i ganske høj grad fremstår som uberørt i Callesens værker, til at skrive så korte digte som muligt, så de ikke forstyrrer det jomfrueligt hvide. I digtene spiller humoren en betydelig rolle, ligesom det er tilfældet hos Callesen. Flere andre dygtige skribenter har skrevet fine tekster til bogen, hvorved man blandt andet får indblik i, hvilke værker fra kunsthistorien, Peter Callesen har ladet sig inspirere af.

Som en bonus er der indlagt små gør-det-selv-værker i den store bog, så læseren selv kan lege kunstner. Hvis man ikke har lyst til at ændre bogens udseende eller hvis man har brug for vejledning, er en af de sidste sider forsynet med en QR-kode, som man kan scanne og derved se videoer, hvor Peter Callesen folder værkerne i bogen.

Ligesom Callesen ikke går på kompromis med sine værker, har han heller ikke gjort det med ”Skin of Paper – Peter Callesen”, som er et regulært pragtværk, og ja, et lille kunstværk i sig selv.

Solen er landet: Dan Schiødt og sennepssolens efterglød

Dan Schiødt: Efterglød – Digtsamling
Forlaget Ravnerock, 2023
150 sider

Af Thorvald Berthelsen
Dan Schiødt debuterede på Gyldendal i 1981. Schiødt har også sammen med Karsten Jørgensen udgivet 2 bøger om Beatles med titlerne Let it be - en hård dags nat. Hans Efterglød samling er et udvalg af digte fra hans 4 første digtsamlinger samlet med 17 nye digte.

Dan Schiødt udtrykker sig enkelt om de store spørgsmål og sin passion for musik, naturen og skønheden og gruen i hverdagen. Og skriver f.eks. om kærlighed alderdom og krig. Han drives bl.a. af undren over naturens, livets og hverdagens genkomst dag efter dag, år efter år. 

”Nu flyver tranerne igen/yndefulde/og deres grå buge/farver solen hvid og ny…

Alt dette gentager sig igen og igen.

År efter år og fylder mig med optimisme.” (digtet Ældgammelt)

Hans sprog er præget af den slags enkelhed, der gør de store rock og blues numre sangbare, samtidig med at de nypræger verden med deres egne surreelle og skæve drejninger. Ligesom dem benytter han sig af et letflydende tilsyneladende helt dagligdags beskrivende sprog, som dog ved nærmere eftertanke får nogle fuldstændigt adskilte og modstridende virkelighedsplaner til ubesværet at befrugte hinanden vha. b l.a. personificeringer. Som det f.eks. sker i det korte digt Skyggespil, hvor denne sammensmeltning af forskellige planer også bliver digtets essentielle udgangsbudskab, der problematiserer sammensmeltningen, personificeringerne og erindringen:

Skyggespil

Søens bred udtørret,
halvfuld af blade.

Mennesker lyttende
til vandet i træerne.

De ensomme træer
duvende i vinden.

Alvorlige dog lette.

Alt er det samme,
men ikke som vi forestillede os engang.

Disse toner kan også forvilde sig ud i hele ballader som Måske kommer Günter Grass forbi eller Den regnvåde stork, hvor H. C. Andersen hopper gennem drømmenes tidsportal og står i en teenager betjent 7 Eleven og forsøger at bestille en stor æske svovlstikker og en droske, men må gå derfra med engangslightere på tilbud efter taxachaufføren, Så de kunne aflevere dem til en vis lille pige uden varmekilder.

Han kan være meget direkte og faretruende tæt på programdigtes overfladiske paroler, når han adresserer tidens politiske spørgsmål. Hvad han ikke viger tilbage for. F.eks. i debutdigtsamlingens titeldigt, Den forbudte mand:

Det at være mand
skal ikke være noget sørgeligt
som at deltage i et begravelsesoptog
hvor ærlighed og virilitet
bæres ud.

…

At være mand er både
det gamle og det nye.

Det maskuline og det bløde
Men det er jo forbudt, mand!

Som det ses reddes digtet af det humoristiske skift af jeg og synsvinkel, der sætter hele problemstillingen i relief og skaber den levende vibration i digtet. I de seneste digte bliver denne behandling af tidens store politiske spørgsmål mere og mere lavstemt og eksistentiel. F.eks. i digtene om mørket der breder sig fra de mange krige i hans levetid.

Ikke mindst krigen i Ukraine. F.eks. i digtet Krigen, der samtidig giver samlingen sit tematiske navn, Efterglød, som betegner den gang på gang kuede men stædige fortsættelse af det brændende engagement i menneskelighedens fremtid.

Enkelte blafrende lys, enkelte stemmer

Afdæmpede, der leder efter overlevende.

Her i eftergløden,
taler de overlevende,
forsigtigt, afprøvende,
for snart står en ny sort sol op,
over et forandret landskab,
fysisk som sjæleligt.

(Jeg kan ikke komme i tankere om andre der med samme selvfølgelighed tør bruge netop de to ord i et digt i dag)

De, som har overlevet, er vidner

Til et slag, som er ebbet ud.

Denne vedvarende genkomst af lyset, midlertidig fred og livets begyndelse på ny fylder både hans digte og os med varme som modsvar til magtens ufølsomhed, som beskrevet i digtet Sennepsmarker:

Så lyser de igen,
sennepsmarkerne,
elektriske og gyldent gule.

Solen er landet.