Peter Callesen, Natalia Gutman m.fl.: ”Skin of Paper – Peter Callesen”, 2023, 336 sider.
Af Egil Hvid-Olsen
Materiel værdi
I ”103 Pieces of My Belongings” fra 2023 (s. 97) har Callesen skåret det i titlen nævnte antal hverdagsgenstande - som en paraply, en sav og en toiletrulle - ud af papiret og limet dem sammen til en flyttekasse. Mens genstandene er genkendelige i de huller, de har efterladt i papiret, er kassen endnu mere genkendelig, stående i sin tredimensionalitet på billedrammens bund. Det pudsige er, at ligesom hullerne selvsagt er tomme, er kassen det ligeså, for den er jo lavet af de udskårne genstande. Kan værket være kunstnerens kommentar til den værdi, vi tillægger materielle goder, hvoraf en stor del viser sig ikke at være helt så værdifulde, som vi tror, inden vi anskaffer dem? For når først vi har købt eller fået en genstand, flyttes fokus til det, vi også kunne anskaffe os. På den måde har de fleste os i vores del af verden flere genstande, end vi har brug for, og som det måske slet ikke havde været nødvendigt at bruge ressourcer på at producere.
Værket er lavet, efter at Callesen flyttede fra København til Mors. Noget måtte efterlades, kasseres, smides væk, men for at foretage det korrekte valg måtte den enkelte genstand vurderes, og når man først står og skal træffe en beslutning, om noget skal tages med eller ej, genvinder de fleste genstande pludselig en del af den tabte værdi, for det kunne jo være, at man fik brug for dem...
Eksistentiel skrøbelighed
Sådan beskæftiger Callesen sig med problemstillinger, som de fleste vil stå i nogle gange i løbet af livet. Men han kaster sig også over langt dybere eksistentielle problemstillinger og spørgsmål. Ét er hans religiøse værker, som forholder sig meget direkte til kristendommen på en kompetent teologisk vis - hvilket førte til, at han i 2017 skabte alterudsmykningen ”Light of Man” af Drop Paper til Margrethekirken i Valby – noget andet er værker som ”Living in My Shirt” (s. 92) fra 2018, hvor Callesen har foldet og limet en skjorte af papir. Den slags skjorter har han lavet flere af, men denne er fuld af vinduer og døre, hvoraf nogle er åbne, andre er lukkede. Igen kan man overveje, hvor meget man har brug for at eje. ”Living in My Shirt” skildrer kroppen som en bolig. Kroppen er bolig for sind og ånd. Livet er afhængigt af kroppen, og kroppen er afhængigt af liv. Derfor er kroppen mindst lige så vigtig for, at vi kan eksistere, som ilt, vand og mad.
Arkitekturfascination
Andre værker griber tilbage til Callesens interesse for arkitektur. Der er noget drilsk og samtidig overrumplende over de store ruinmure, han har bygget op i papir i noget nær naturlig størrelse (se ”White Window” fra 2010 (s. 218-219)). Andre steder er det miniatureruiner, Callesen har formet, som i ”Human Ruin” fra 2008 (s. 208-209), hvor ruinens sammenfaldne murer danner konturerne af en menneskekrop. Igen en påmindelse om, at livet ikke varer evigt, men formidlet på en humoristisk og overraskende måde.
Netop humoren er gennemgående i Callesens værker. Det ses ikke mindst i et andet ”arkitektonisk” værk, nemlig ”Parallel Stairs” fra 2003 (s. 220-221), hvor han dels har lavet et papirgelænder på undersiden af en trappe, hvorved det mister sin funktion, dels har lavet en tvillingetrappe af papir ved siden af en eksisterende trætrappe. Tager man fejl af de to, træder man trappen i stykker.
Et af de seneste temaer, Callesen har beskæftiget sig med, er klimaændringerne. Her er humoren lidt mere sort end i en del af hans andre værker. Udstilling ”På dybt vand” blev først vist på Ribe Kunstmuseum, siden på Sophienholm, hvorefter den kom til Skive Museum, der har forlænget udstillingsperioden til d. 12. maj 2024. At den udstilling er værd af se bekræfter ”Skin of Paper – Peter Callesen”, for her er nogle af værkerne gengivet, bl.a. den mangetydige ”Ark” fra 2023 (s. 273-277). Kunstværket forestiller en tømmerflåde, men den er lavet af papir. De ca. 3000 ark, som værket blandt andet har fået navn efter, er en printet udgave af FN’s klimarapport fra 2022. Denne rapport omhandler bl.a. stigende vandstand, der kan få kloden ”På dybt vand”. Med titlen ”Ark” henvises der også til den gammeltestamentlige myte om Noahs Ark, der sikrede overlevelsen af hele verdens dyrebestand, inkl. mennesket. Dette kan tolkes optimistisk, men egentlig jubel er der ikke tale om, for alle de dyr og mennesker, der ikke var ombord på arken, døde. Endnu mere skræmmende er Callesens henvisning til Théodore Gericaults ”Medusas flåde” fra 1819. Dette maleri skildrer nogle overlevende fra et forlis. Fra begyndelsen var de 150 på flåden, men efter 12 dage var der kun 15 overlevende, som blev reddet i land.
Tømmerflåden er et symbol på håb, men den er lavet af papir, og der vil ikke gå lang tid, før den opløses, hvis den sættes i søen. Så er man – igen – ”På dybt vand”. Det understreges af værket ”All My Belongings” fra 2023 (s. 311), hvor Callesen har skåret de samme genstande ud af papiret som i ”103 Pieces of My Belongings”, men denne gang formet en tømmerflåde af det udskårne. Nu er der pludselig langt mere på spil end en flytning.
Et regulært pragtværk
I ”Skin of Paper” skriver Josephine Nielsen-Bergqvist alvorligt, dybsindigt og dog letforståeligt om ”På dybt vand”-udstillingen. Blandt bogens øvrige skribenter er forfatter og sognepræst Kristian Ditlev Jensen, der har leveret et kort, interessant teologisk essay ”Om det fysiske og det metafysiske i Peter Callesens kristne værker”. Det er mit bud, at digteren Maja Lee Langvad har ladet sig inspirere af papirets hvidhed, som i ganske høj grad fremstår som uberørt i Callesens værker, til at skrive så korte digte som muligt, så de ikke forstyrrer det jomfrueligt hvide. I digtene spiller humoren en betydelig rolle, ligesom det er tilfældet hos Callesen. Flere andre dygtige skribenter har skrevet fine tekster til bogen, hvorved man blandt andet får indblik i, hvilke værker fra kunsthistorien, Peter Callesen har ladet sig inspirere af.
Som en bonus er der indlagt små gør-det-selv-værker i den store bog, så læseren selv kan lege kunstner. Hvis man ikke har lyst til at ændre bogens udseende eller hvis man har brug for vejledning, er en af de sidste sider forsynet med en QR-kode, som man kan scanne og derved se videoer, hvor Peter Callesen folder værkerne i bogen.
Ligesom Callesen ikke går på kompromis med sine værker, har han heller ikke gjort det med ”Skin of Paper – Peter Callesen”, som er et regulært pragtværk, og ja, et lille kunstværk i sig selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar