Humanistiske idealer druknet i ødelagte menneskeliv

Michael Graversen: ”Moria in Memoriam”, Jensen og Dalgaard 2021, 136 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fra 2015 til 2020 mistede 17.937 migranter og flygtninge livet på Middelhavet (s.123). Det er ikke så sært, at mange af de overlevende er rædselsslagne ved tanken om at nærme sig havet igen. Den 8. september 2020 fik beboerne i Morialejren på den græske ø Lesbos endnu en traumatisk oplevelse, for da raserede en brand hele lejren og efterlod den ubeboelig. Tidligere havde mindre brande skabt frygt, fordi lejrens telte var lavet af et stærkt brandbart materiale, så det kunne være svært at nå ud, inden ilden omringede teltenes beboere. Flere af lejrens indbyggere havde derfor pådraget sig svære forbrændinger. Forbløffende få gik det så galt for, da lejren brændte helt ned. Branden opstod om eftermiddagen, så folk var vågne og kunne reagere hurtigt. I lejren, der var bygget til at kunne rumme 3000 mennesker, boede der 13.000, da den brændte ned. Stedet havde for få toiletter og et totalt overbebyrdet NGO-drevet sundhedssystem, som kun kunne hjælpe en lille del af de syge og sårede, og som kun havde sparsomme muligheder for at få assistance på det lokale sygehus. Nogle konflikter flyttede med fra de lande, folk var flygtet fra, og andre opstod som følge af de bandegrupperinger, der dannedes. Voldtægter fandt sted på daglig basis, både af voksne og børn. Justits var der intet af, for myndighederne havde rigeligt at gøre med at sørge for, at folk ikke forlod området. Sådan beskriver dokumentaristen Michael Graversen forholdene i den lejr, han besøgte flere gange fra 2016 til 2020. Man kan derfor mene, at den ødelæggende brand var en kærkommen mulighed for at forbedre forholdene, men på 10 dage byggede man en ny og lige så dårligt fungerende lejr til den gamle lejrs indbyggere, der hurtigt navngav den Moria 2.0.

Tusmørkebilleder

Hovedbestanddelen i Graversens bog består af fotografier fra den nedbrændte lejr. Der er en underlig omvendt æstetik over billederne. Ødelæggelserne er ikke for alvor sørgelige, for det er jo ikke et egentligt hjem, de tidligere beboere har haft i lejren. For så vidt kan der være noget opløftende ved, at en lejr med så rædselsfulde forhold brændte ned, men på den anden side er der intet opløftende ved, at man blot byggede en ny, der mindede om den gamle. Mange af fotografierne er taget i tusmørke, så de tilsodede ruiner synes tæt på at blive opslugt af det mørke, der markerer dagens og lejrens afslutning, men som også bliver en slags metafor på det etiske mørke, der har lagt sig over den europæiske flygtningepolitik. Hvordan var det, at EU, hvis lande bryster sig af en humanistisk indstilling til andre mennesker, tacklede den første alvorlige flygtningekrise i årtier? Og hvordan vil EU behandle de mindst lige så alvorlige flygtningekriser, der vil følge i kølvandet på klimaforandringerne og nye krige?

Hvem skal hjælpe os bort?

Ud over Graversens fotografier har han skrevet nogle korte, oplysende tekster, der suppleres af beretninger fra NGO’er og beboere i lejren.

Der er næsten panik over de frivillige sundhedsarbejderes fortællinger, hvoraf en stor del må være i fare for at blive sekundært traumatiseret. 

Da der var flest mennesker i Morialejren, var 7000 af dem børn. Heraf var 1300 af dem uledsagede. At vokse op i et miljø uden voksnes beskyttelse, og hvor vold er en dagligdags foreteelse, er mildest talt utrygt. Det er næppe et fåtal, der har mistet livslysten undervejs. Selv den 18-årige Atifa, der ellers bor i lejren sammen med sin familie, har svært ved at holde humøret oppe, hvilket Graversen dokumenterer ved at gengive udpluk fra den afghanske piges dagbog. I et digt skriver hun:

”Se på de sårbare småbørn
Vil krigen vare for evigt i disse lejre
hvor vi lever med ufred
uden rest af værdighed
frataget vores ære og uden nogens respekt
Her, evigheder fra vore kære – 
Hvem skal hjælpe os bort?” (s. 129).

”Moria in Memoriam” er en bog om et nyt kapitel i Europas historie. Et kapitel, som ingen kan være stolte af. Det er for sent at skrive kapitlet om, men med politisk vilje kan man undgå at føje flere af slagsen til, når næste krise rammer EUs grænser.