Solen er landet: Dan Schiødt og sennepssolens efterglød

Dan Schiødt: Efterglød – Digtsamling
Forlaget Ravnerock, 2023
150 sider

Af Thorvald Berthelsen
Dan Schiødt debuterede på Gyldendal i 1981. Schiødt har også sammen med Karsten Jørgensen udgivet 2 bøger om Beatles med titlerne Let it be - en hård dags nat. Hans Efterglød samling er et udvalg af digte fra hans 4 første digtsamlinger samlet med 17 nye digte.

Dan Schiødt udtrykker sig enkelt om de store spørgsmål og sin passion for musik, naturen og skønheden og gruen i hverdagen. Og skriver f.eks. om kærlighed alderdom og krig. Han drives bl.a. af undren over naturens, livets og hverdagens genkomst dag efter dag, år efter år. 

”Nu flyver tranerne igen/yndefulde/og deres grå buge/farver solen hvid og ny…

Alt dette gentager sig igen og igen.

År efter år og fylder mig med optimisme.” (digtet Ældgammelt)

Hans sprog er præget af den slags enkelhed, der gør de store rock og blues numre sangbare, samtidig med at de nypræger verden med deres egne surreelle og skæve drejninger. Ligesom dem benytter han sig af et letflydende tilsyneladende helt dagligdags beskrivende sprog, som dog ved nærmere eftertanke får nogle fuldstændigt adskilte og modstridende virkelighedsplaner til ubesværet at befrugte hinanden vha. b l.a. personificeringer. Som det f.eks. sker i det korte digt Skyggespil, hvor denne sammensmeltning af forskellige planer også bliver digtets essentielle udgangsbudskab, der problematiserer sammensmeltningen, personificeringerne og erindringen:

Skyggespil

Søens bred udtørret,
halvfuld af blade.

Mennesker lyttende
til vandet i træerne.

De ensomme træer
duvende i vinden.

Alvorlige dog lette.

Alt er det samme,
men ikke som vi forestillede os engang.

Disse toner kan også forvilde sig ud i hele ballader som Måske kommer Günter Grass forbi eller Den regnvåde stork, hvor H. C. Andersen hopper gennem drømmenes tidsportal og står i en teenager betjent 7 Eleven og forsøger at bestille en stor æske svovlstikker og en droske, men må gå derfra med engangslightere på tilbud efter taxachaufføren, Så de kunne aflevere dem til en vis lille pige uden varmekilder.

Han kan være meget direkte og faretruende tæt på programdigtes overfladiske paroler, når han adresserer tidens politiske spørgsmål. Hvad han ikke viger tilbage for. F.eks. i debutdigtsamlingens titeldigt, Den forbudte mand:

Det at være mand
skal ikke være noget sørgeligt
som at deltage i et begravelsesoptog
hvor ærlighed og virilitet
bæres ud.

…

At være mand er både
det gamle og det nye.

Det maskuline og det bløde
Men det er jo forbudt, mand!

Som det ses reddes digtet af det humoristiske skift af jeg og synsvinkel, der sætter hele problemstillingen i relief og skaber den levende vibration i digtet. I de seneste digte bliver denne behandling af tidens store politiske spørgsmål mere og mere lavstemt og eksistentiel. F.eks. i digtene om mørket der breder sig fra de mange krige i hans levetid.

Ikke mindst krigen i Ukraine. F.eks. i digtet Krigen, der samtidig giver samlingen sit tematiske navn, Efterglød, som betegner den gang på gang kuede men stædige fortsættelse af det brændende engagement i menneskelighedens fremtid.

Enkelte blafrende lys, enkelte stemmer

Afdæmpede, der leder efter overlevende.

Her i eftergløden,
taler de overlevende,
forsigtigt, afprøvende,
for snart står en ny sort sol op,
over et forandret landskab,
fysisk som sjæleligt.

(Jeg kan ikke komme i tankere om andre der med samme selvfølgelighed tør bruge netop de to ord i et digt i dag)

De, som har overlevet, er vidner

Til et slag, som er ebbet ud.

Denne vedvarende genkomst af lyset, midlertidig fred og livets begyndelse på ny fylder både hans digte og os med varme som modsvar til magtens ufølsomhed, som beskrevet i digtet Sennepsmarker:

Så lyser de igen,
sennepsmarkerne,
elektriske og gyldent gule.

Solen er landet.