fredag den 26. november 2021

Den Grønne Ridder – og hans mere og mere erfarne kollega

Sir Gawain og den grønne ridder: En fortælling fra engelsk middelalder
overs. Ole Meyer, ill. Lars Lauge
Multivers 2018
159 sider, 259,95 kr.

Af Søren Holst

For nogen tid siden havde ”The Green Knight” biografpremiere. Den er løseligt bygget over heltedigtet Sir Gawain og den grønne ridder, som i 2018 for første nogensinde kom i dansk oversættelse ved Ole Meyer, der især er kendt som oversætter af Dantes Komedie – en præstation, der må imponere enhver som har prøvet at oversætte noget som helst.


Digtet stammer sandsynligvis fra 1300-tallet, og det eneste bevarede manuskript vides at have ligget i en bestemt bogsamlers private bibliotek siden 1600-tallet. Først i 1839 blev det udgivet og dermed kendt i offentligheden. Det har altså ikke været en del af den engelske litterære tradition op gennem århundrederne, sådan som fx Chaucers Canterbury-fortællinger eller kvadet om Beowulf har været. Men siden har digtet taget revanche. Mange som ikke kunne drømme om at læse noget, der er ældre end Ringenes Herre, vil kende dets titel, eftersom J.R.R. Tolkien har frembragt en af de mange oversættelser til nutidigt engelsk. Og den sene klassikerstatus er bestemt fortjent.

En god historie

Der er, som Keith Harrison skriver i sine kommentarer til sin oversættelse i Oxford World’s Classics, tale om ”a rattling good story”: Det er nytårsaften ved Kong Arthurs hof. Både riddere og damer er forsamlet i den traditionelt indrettede gildesal, hvor kongen sidder ved højbordet og det øvrige hof ved hans side eller ved en række langborde. Fortælleren nævner, nærmest en passant, at selv om der bliver serveret, og måltidets øvrige deltagere tager for sig, havde kongen selv den vane på højtidsdage ikke at sætte tænderne i maden, før han havde hørt en fortælling om ridderlig heltedåd eller, endnu bedre, oplevet at der var bud efter én af hans riddere til at påtage sig en eventyrlig opgave.

Denne lille særhed hos heltekongen går igen flere steder i Arthur-digtningen, men i akkurat dette tilfælde får kongen – og læseren – mere end vi havde regnet med: Midt i forretten kommer en ridder med kæmpeskikkelse galoperende ind i salen på sin hest. Både hans dragt, hestens udstyr, hesten selv og ridderens hud er, som man har gættet ud fra bogens titel, lysende grønne. Og det naturstridige udseende er endda det mindst uhyggelige ved ham. Han er ikke iført rustning, men har en grøn gren i den ene hånd og en stridsøkse i den anden, og udfordrer kongen til at lade en af sine riddere deltage i en usædvanlig tvekamp: Den udvalgte skal få lov at rette et hug af øksen mod Den Grønne Ridder; men han skal først forpligte sig til ét år og én dag senere at opsøge Ridderen og lade denne gengælde hugget. Den navnkundige Gawain beder kongen om tilladelse til at tage udfordringen op. Og da han hugger mod Den Grønne Ridders hals, falder Ridderens hoved af, som man kunne forvente, og løftet om selv at tage imod et hug det følgende nytår synes dermed at bortfalde. At det afhuggede, grønne hoved triller hen ad gulvet, mens skræmte hoffolk puffer det fra sig med fødderne, er imidlertid den sidste gang i digtet, at noget går som forventet. Og vi er kun nået til det nittende af digtets 101 kapitler.

En fabel om ridderlighed – og meget andet

De fleste af os kan næppe længere huske, hvordan det var at læse eller høre om Odysseus’ ankomst til kyklopernes ø uden på forhånd at vide, hvordan Polyfemos ville blive overvundet. Det forhindrer os ikke i fortsat at læse Odysseen med begejstring. At noget er værd at læse flere gange – og dermed at læse for andet end det overraskende plots skyld – er vel nærmest en af de fundamentale definitioner på litterær kvalitet.

Men det ændrer ikke ved, at plottet også er et centralt aspekt af værket, og at det er en særlig oplevelse at læse noget for første gang. Så det ville være en skam at røbe for læseren, hvad der sker med den nu hovedløse Grønne Ridder, og hvad Gawain oplever, da han den følgende Allerhelgensdag faktisk forlader Camelot for at være i god tid til at finde Det grønne Kapel, som Ridderen har opgivet som sin adresse. Men jeg kan love, at der ikke er nogen mangel på dramatiske begivenheder – på trods af at helten på den anden side, noget overraskende, faktisk kommer til at ligge passiv hen i en central del af handlingens forløb.

Ud over at fortælle den spændende historie om de farer og prøvelser, som Gawain må gennemgå, udgør digtet naturligvis også en behandling af nogle grundlæggende temaer, som de dramatiske begivenheder kaster lys på. En del vidtløftige forslag har været fremsat i digtets knap 200 år lange fortolkningshistorie. Den Grønne Ridder, der dukker op netop ved det nye års indtræden, er blevet set som en slags naturguddom eller personifikation af naturens årlige genopblomstring efter midvinterens fejring af frelserens fødsel. En lignende tolkning, blot vendt på hovedet, har set digtet som en skildring af striden mellem natur og kultur: Camelot og ridderstanden er kulturen, Den Grønne Ridder repræsenterer den utæmmede natur, når han kommer brasende ind på kongens enemærker, og netop denne ugæstfrie natur udenfor må Gawain rejse igennem på sin lange søgen efter Det Grønne Kapel den følgende vinter.

Der kan være noget rigtigt i begge tolkninger, og i adskillige andre. Men mest centralt er digtet nok en drøftelse af selve ridderskabets ideal om ”trawthe”, som det hedder på middelalderengelsk, og som både rummer begreberne sandhed (”truth” på moderne engelsk), troskab og trofasthed (”troth” som i det gammeldags udtryk ”betrothal” for en forlovelse) og endelig integritet (at være ”true to one’s self”). Gawain stiller tårnhøje krav til sin egen ”trawthe”, men er samtidig overbevist om at han faktisk kan opfylde disse krav. Undervejs viser virkeligheden sig at være mere speget, og Gawain kan siges at komme ud af historien forvandlet fra skinnende forbillede til angrende synder. Da han ved digtets slutning giver udtryk for dette markant mindre selvsikre syn på sin ridderværdighed, slår omgivelserne det imidlertid nærmest hen som en bagatel der kan gøres til genstand for spøg. Om den ene eller anden part har ret, skal læseren øjensynlig selv inddrages i at afgøre. Spørgsmålene bider sig selv i halen, lige som den ene streg, der danner den femtakkede stjerne på Gawains våbenskjold, og som er et centralt motiv i digtet.

At oversætte poesi

At oversætte noget som er på vers, byder naturligvis på vanskeligheder ud over de strabadser som enhver oversættelse indebærer. Det er ønskeligt at bevare den særlige klang, som den poetiske form giver indholdet på originalsproget. Den er en del af værket. Men det kan sjældent opnås uden omkostninger. Hvis bestræbelserne på fx at bevare et særligt rimskema uforandret medfører, at man må ty til ejendommelige gloser eller akavede ordstillinger, som ellers ikke var kommet på tale, risikerer man at få værket til at lyde arkaisk eller ligefrem klodset – og dermed netop ikke yde dets form retfærdighed.

Man kan godt overveje, om ikke dét netop var den beklagelige følge, da Meyers forrige forgænger som Dante-oversætter, Chr. Molbech, absolut ville kræve af sige selv at Komediens elegante rimskema skulle bevares, på trods af at vi på dansk slet ikke har den rigdom af ord med forskellige vokalværdier i tryksvag udlyd, som italiensk råder over. Det kan hverken undre, at Molbech undervejs bemærkede at oversættelsesarbejdet var ”som at vade gennem knædybt sand”, eller at både Knud Hee Andersen i 1963 og Meyer selv i 2000 valgte at give afkald på rimene.

En helt anden udfordring møder Gawain-oversætteren. Digtet er et eksempel på den ”Alliterative revival” i 1300-tallet, som genoplivede brugen af stavrim, der havde været gængs i langt tidligere engelsk litteratur som fx Beowulf, men var gået af brug. (Den er forsøgt bevaret i Andreas Haarders fordanskning Bjovulf fra 1984, genoptr. 2001). Rugbrødsdelen af de 101 kapitler eller sange består af fra 13 til 34 fortællende verslinjer med dette klassiske skema: Konsonanten i en af de første trykstærke stavelser skal gå igen 2-3 gange i stavelser med tryk i resten af linjen (for trykstærke stavelser, der begynder med vokal, gælder særlige regler).

I Gawain-digtet er skemaet desuden suppleret med, at hver sang afsluttes med et såkaldt ”bob-and-wheel”, der lader sangen munde ud i fire kortere linjer, der afslutter eller opsummerer det foregående, og som har enderim, som vi er vant til det.

Meyer har meget fornuftigt bibeholdt rytmen, men ladet stavrimene forekomme ”hvor de har budt sig til”, og ellers ikke.

Et eksempler kunne være fra Gawains ridetur ud til sit sidste møde med Den Grønne Ridder (kap. 83). To linjer fra originalen lyder således:

They boghen bi bonkkez / ther boghes ar bare,
Thay clomben bi clyffes / ther clengez the colde.

Hos Meyer:

De red over højdedrag hvor træerne stod nøgne,
de kom over klipper hvor kold sne hang i klumper.

Son man kan se, er k-lydenes spil mod hinanden i den sidste linje perfekt gengivet, hvorimod der er givet afkald på det tilsvarende mønster af b-lyde i den foregående linje, fordi en indholdstro gengivelse på naturligt, velklingende dansk trods alt er vigtigere. Det er uden tvivl et rigtigt valg. Om det også var nødvendigt helt at undlade enderimene i hver sangs afslutning, kan man måske diskutere. Men i hvert fald er det konsekvent.

Og det er et meget velkomment og gedigent bidrag Meyer har ydet til vores forråd af ældre litteratur i oversættelse.


onsdag den 24. november 2021

En evigt aktuel klassiker

Pär Lagerkvist: ”Dværgen”, 1944, Dansklærerforeningen 2000. Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen.

Hovedpersonen i Pär Lagerkvists roman fra 1944 er selve den navnløse dværg, der har givet bogen dens titel. Der er ikke tale om en dværg i gængs forstand, men derimod om en repræsentant for en menneskelignende art, der dog har en langt mindre vækst og et mere dyrisk udseende. Man fornemmer, at dværgene er ondsindede, men netop denne dværg er så led, at han ikke alene nærer mistro til mennesker, men også skaffer sig af med sine artsfæller. På trods af sit usympatiske væsen fungerer han som fyrstens nærmeste tjener, der på ethvert vink fra sin herre udfører de handlinger, denne ønsker virkeliggjort. Til tider er det handlinger, der ikke tåler dagens lys, og dog har dværgen sin daglige gang ved hoffet, hvor han lever som et slags nødvendigt onde, som ingen tilsyneladende forholder sig til. Man fornemmer, at han måske slet ikke er en virkelig person, men en side af fyrstens personlighed – hans drifter, det ubevidste, id’et. 

Næres af død

Dværgen næres af død og ødelæggelse. Han raser over, at fyrsten ikke vil lade ham deltage på slagmarken, og har stor tiltro til sin egen krigskunst. Dog synes hans påvirkning af fyrsten at føre langt større blodsudgydelse med sig, end hvad han selv ville have kunnet levere med sit lille stiksværd. Når fjenden lider nederlag, jubler han, og når hans egne må trække sig, raser han.

Der findes ingen forståelse for andres lidelse hos dværgen, som hidser sig op over, at landbefolkningen flygter fra fjenden ind i regensstaden, hvor de sulter, tørster og i sidste ende dør på gaderne: ”De er magre og gør unægtelig et ganske udsultet indtryk. Jeg siger det ikke fordi jeg har nogen sympati for disse mennesker. Jeg deler bybefolkningens uvilje imod dem. De er sløve som alle bønder, og det meste af tiden sidder de bare og glor. De omgås ingen, men har delt sig i grupper efter de landsbyer, de kommer fra, og holder så godt som altid til i deres snavsede lejr, den lille stump af torvet hvor de har deres gamle pjalter liggende og som de synes at betragte som en slags hjem.” (s. 142f.).

Får dværgen en chance for at kile mistro og had ind i fyrstens sind, gør han det, ligesom han glæder sig, når mistroen og hadet fører død med sig. Han holder sig ikke tilbage fra at skade børn og ækles ved kærlighed. Hele hans sind består af afsky, had, blodtørst og en naturlig tilbøjelighed til at smede rænker. Således er dværgen en af verdenslitteraturens mest gennemført usympatiske karakterer.

En machiavellisk figur i nazismens skygge

Det er værd at bemærke, at ”Dværgen” er skrevet i 1944. Skønt handlingen udspiller sig i Italien, i en tid, der snildt kunne være Machiavellis, var det under 2. verdenskrig, at Pär Lagerkvist arbejdede på romanen, og skønt der bestemt er noget machiavellisk over dværgen og hans fyrste, synes hele bogen at være en analogi til den på Lagerkvists tid frygteligt aktuelle nazistiske ideologi. Gamle filmklip viser Hitler som en lige så aggressiv figur som dværgen, i hvert fald når han holdt sine taler. Men at gøre Hitler til et umenneske ville være forkert, fordi man dermed ville fratage ham ansvaret for sine handlinger. Hitler var et menneske, der traf nogle beslutninger, der blev skæbnesvangre for forfærdelig mange andre. Han var ikke et uhyre. Men som alle andre mennesker kunne han lade sig friste af det onde, af sin indre dværg, drifterne, det ubevidste, id’et. Som hos dværgen var hadet en af de centrale drivkræfter hos Hitler, der ville hævne forsmædelsen fra Versaillesfreden. Undervejs mistede han enhver etisk fornemmelse, sådan som det også er tilfældet med dværgen.

Korte, men vægtige værker

Pär Lagerkvist skrev korte værker. Med sine 190 sider er ”Dværgen” en af hans længste. Men hans bøgers indhold var vægtigt. Derfor modtog Lagerkvist i 1951 Nobelprisen i litteratur. Når man læser ”Dværgen” er det tydeligt, at selvom der ikke raser en verdenskrig for tiden, er romanen alligevel skræmmende aktuel. Fristelsen til at lade sig styre af magtbegær og ondskab springer ingen generation over.


onsdag den 17. november 2021

Sammenfiltrede identiteter

Allan Lillelund Andersen: ”Tegn en verden”, noveller, Løvens Forlag 2021, 116 sider, 169 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Identiteterne fletter sig ud og ind af hinanden i Allan Lillelund Andersens komplicerede og drilske novellesamling ”Tegn en verden”. En karakter bor to forskellige steder og på samme tid, blot i forskellige aldre i ”Etager i et hus”. En pagt forbinder Lasse og Klaus så tæt til hinanden i ”En pagt for livet”, at Klaus ikke kun er Klaus, men også Lasse, og når det er tilfældet, må Klaus tale på Lasses vegne, når han – altså Lasse - er under anklage. Endnu mere sammenfiltret bliver identiteterne i ”Tegn en verden” – samlingens længste fortælling. Novellen tager udgangspunkt i og henviser også siden til Karen Blixens ”Drømmerne” fra ”Syv fantastiske fortællinger” (1935). Nogle personer bindes sammen af fælles evner og anagrammer, mens andre skrives ind og ud af historien, idet de dør med et smil på læben. En dreng formår nemlig at tegne det perfekte kunstværk, der gør nogle af beskuerne så lykkelige, at de ikke længere ønsker at leve. Man fornemmer, at det ikke længere er værd at leve, fordi intet bliver bedre. Beskuelsen af tegningen udgør livets lykketop. Når alt er indeholdt i et værk, er der kun intet tilbage, eller måske er intetheden også indeholdt i værkets alt. Under alle omstændigheder kan det kun gå nedad herfra. Hvorfor så ikke dø lykkelig?

Ikke nok med, at nogle af novellerne sammenblander karaktererne. Fortælleren kommenterer sin egen fortælling og bliver således på sin egen mystiske facon en del af den.

I ”Styrthjelmen” har en mors bekymring taget fornuften fra hende. Ifølge hende handler hun dog særdeles fornuftigt, idet hun køber en styrthjelm, der har vist sin holdbarhed. Den tidligere ejer blev knust i et trafikuheld, men hovedet var uskadt. Det måtte efterfølgende tages ud af hjelmen. Men fordi hjelmen således har vist sin kvalitet, får moderens søn den. At der er størknet blod i den, tager hun ikke så tungt som sønnen. Her, som i de andre noveller, er eksistensen på spil.

Sproget om sproget

Det er ikke småting, der kan analyseres i Lillelund Andersens novellesamling, men det vil føre for vidt i denne sammenhæng. Til gengæld vil jeg pege på sproget, der er særdeles gennemtænkt; ikke mindst i de passager, der handler om netop sproget. Et eksempel, hvor Torben Ejner Valle suges ind i førnævnte ”Drømmerne”:

”Han så indhold. Alt syntes at eksistere i det øjeblik, han læste det. Nu åndede Torben ikke længere i virkeligheden, men trak vejret et andet sted, et sted mellem Lamu og Zanzibar. Det var fantastisk. Han trak vejret sammen med sproget og så ikke længere sprogets materialitet, men dets legeme, dets sammentrækninger, dets kropslighed. Han var parat til at dø sammen med sproget. Når historien var færdig, var livet færdigt. Det var fantastisk.” (s. 72).

Det er det, sproget kan – til tider. Det kræver ganske vist en særlig fortæller, en særlig stemning, en særlig koncentration. Da er det, at man kan blive opslugt af det, man læser. Sproget tager over og skaber en virkelighed, som ikke er den, man fysisk befinder sig i. Indimellem er det også sådan, når man læser Lillelund Andersens novellesamling. Særligt titelnovellen er så fascinerende, at man momentant glemmer, hvor man er og gribes af tekstens besynderlige univers, der på et helt andet plan også siger noget vedkommende om den tilværelse, man lever i, når man ikke læser.

Debut

På bogens flap oplyses det, at ”Tegn en verden” er Allan Lillelund Andersens debutudgivelse fra 2002, men at den først nu foreligger i bogform. Noget tyder på, at debuten havde form af en e-bog. Er det tilfældet, kan man glæde sig over, at den nu også kan læses på papir. Ikke fordi det nødvendigvis er bedre end en e-reader, men fordi chancen for, at ”Tegn en verden” vil få flere læsere, er større, når den nu også foreligger som almindelig bog.

Allan Lillelund Andersen er født i 1980 og var altså 22 år, da ”Tegn en verden” udkom første gang. Det er imponerende, at han har kunnet skrive så komplekst, drilsk og dog sammenhængende dengang. Hans nyere noveller (Jf. ”Nedslag” fra 2021) er lettere at gå til, men ”Tegn en verden” er bestemt også værd at stifte bekendtskab med.


torsdag den 11. november 2021

Dostojevskij 200 år - et tema i Den smalle bog

Livet er for stort til at rummes i en roman

"Dostojevskij stikker lige en tand dybere og lader sine karakterer have modsatrettede træk, sådan som de fleste mennesker har det i virkeligheden. Hans karakterer kan have pludselige og forvirrende stemningsskift, ligesom de kan være i sindsstemninger, der slet ikke svarer til deres situation. Som læser er man vant til, at der er en forklaring på og måske også en mening med det, karaktererne foretager sig og siger, men sådan er det ikke nødvendigvis i virkeligheden." (Egil Hvid-Olsen om Brødrene Karamasov)

I anledning af Fjodor Dostojevkijs 200 års dag d. 11. november bringer Den smalle bog et stort tema med læsninger og refleksioner over hans værker. Flere af indlæggene er helt nye, i første omgang Egil Hvid-Olsens læsning af Dostojevskijs hovedværk Brødrene Karamazov, der er kommet i en ny overbevisende oversættelse og i de kommende dage hans læsning af Grønskollingen (Ynglingen). 

Temaet er skrevet af Egil Hvid-Olsen og Jakob Brønnum. De øvrige indlæg har tidligere været bragt (nogle af dem i POV International). I de kommende dage og uger, vil der blive tilføjet flere indlæg i temaet.

Dostojevskij 200 år: Ludomaner, nettrolde og politiske magtmennesker (Jakob Brønnum)

En grønskolling (Egil Hvid-Olsen)

Hvide nætter (Egil Hvid-Olsen)

Et svagt hjerte (Egil Hvid-Olsen)

Et latterligt menneskes drøm. (Egil Hvid-Olsen)

Den sagtmodige/Krotkaja (Egil Hvid-Olsen)

Stakkels mennesker (Arme mennesker) (Egil Hvid-Olsen)

Det døde hus (Minder fra dødens hus) (Egil Hvid-Olsen)

Spilleren (Egil Hvid-Olsen)

Brødrene Karamasov (Jakob Brønnum)

Brødrene Karamasov (Egil Hvid-Olsen)

lørdag den 6. november 2021

Vandrestaven i kødet

Gorm Bull
Med djævelen på slæb – en roadmovie fra Caminoen
230 sider. 199 kr. eller 99 kr. (e-bog)
BoD 2021. SNIKSNAK - gormbull.dk


Af Erik Kock

Hvad gør man når et familiemedlem og dennes mand forærer én luksusudgaven af Caminoen: 800 kilometer, 35 dage, gratis transport af bagage og dagligt hotelophold betalt? Man er 51 og kunne godt trænge til luftforandring. Så man jubler naturligvis. Nej. Det gør man ikke. Ikke når man er Gorm Bull. I et tilbageblik på træningen til turen kommer disse tanker:


"Egentlig burde jeg være i mit livs form, men som sædvanlig havde jeg spændt ben for mig selv og givet fanden i det hele. Gået langt mindre end jeg skulle, og spist langt mere, end jeg burde. En mand på et halvt hundrede år uden gnist og nerve, tvangsindlagt til at gå Caminoen.

Til at gå!
Jeg hadede at gå.
Det sagde mig intet.
Absolut overhovedet ingenting!"

Argumentet han havde brugt over for sig selv for alligevel at have taget imod gaven, var karakteristisk: ”Det kan næppe blive værre end det er.” Dette er ikke udtryk for overdreven selvironi, selvmedlidenhed eller en hang til floskler. Sådan opleves livet og verden af Gorm Bull på dette tidspunkt. Også på dette tidspunkt, kunne man sige. Det vil der blive kastet lys over i det følgende.

Bevæbnet med notesblok, mobiltelefon med diktafon samt iPad og i nærmest barnlig trods bevæger vor vandringsmand sig ud på en tur der synes at bære alle tegn på at kunne blive en virkelig katastrofe. Forfatterens forord forsøger dels at advare om bogens kaotiske fortælleteknik, dels om at ”det [er] dig som læser der må finde ud af, hvad der er tåger og små psykoser, eller hvad der er virkelighed.” Så er vi ligesom i gang.

Allerede bogens titel signalerer dog, at der ikke er tale om en traditionel rejseskildring. Opsætningen ser ellers uskyldig nok ud: Der er et kapitel pr. dag med angivelse af vejrlig, afstande og af start- og slutby, man får beskrivelser af lokaliteter og mennesker, og der er oplysninger om mad og drikke. Bogen har billeder taget af forfatteren selv undervejs og som på deres egen skæve facon giver et personligt betonet nærvær. En anden og interessant feature er de QR-koder som optræder ved skiftet fra et kapitel til det næste. Her får man lyde, forfatterens mundtlige kommentarer, billeder og særegne fortolkninger af det man læser. Det virker fint. Så langt, så godt. 

Der er bare det ved det at det ikke er alt dette bogen handler om. De nævnte ingredienser er bare biprodukter på Gorm Bulls i enhver forstand stenede vej gennem ydre og indre udfordrende landskaber. Man får et hint om det ved at læse kapiteloverskrifterne i indholdsfortegnelsen, et udpluk: ”Alene i mørket”, ”Dantes inferno”, ”Det sejler”, ”Med hovedet under armen”, ”Kill me, please”, ”På vej i krig”, ”Det begynder at stramme til”. 

Men hvad laver en kort biografi om den nu afdøde amerikanske journalist, Hunter S. Thompson, på siden før forordet? Det går i al sin frydefulde gru op for læseren allerede i ovennævnte tilbageblik på træningen. Denne – for nogen – legendariske kultfigur satte i sit journalistiske virke rekord i frækhed, indtagelse af stoffer, ekstrem livsstil og våbenbrug, men grundlagde også en ny journalistisk genre, ofte benævnt ”gonzo”. Og i Gorm Bulls Camino-univers bliver denne figur under netop navnet ”Gonzo” et alter ego for forfatteren. Han dukker op hvor som helst og allerhelst med umanérligt dårlig timing, og han blander sig i alt. Han personificerer det som forfatteren glimtvis selv ville ønske at kunne have præsteret som person, revolversvingende mand, kvindebedårer, svindler og meget andet. Gonzo træder ind i for-fatterfigurens verden på tidspunkter hvor bl.a. hallucinationer, overanstrengelse eller selvhad har taget over, og der skal ruskes op; en underbevidsthedens ambulancetjeneste – hvor chaufføren dog har hovedet under armen, både i overført og i bogstavelig betydning(!). Nogle gange sker skiftet uden overgang, her er et eksempel som også inkorporerer alle rejseskildringers problem:

Efter en halv times tid går det endelig nedad. Har i flere timer ikke kunnet tjekke hvor jeg var, på grund af dårlig dækning på mobilen. Derfor virker alting som en uendelig færd mod undergangen.

Pludselig ser jeg nogle huse og en stor kirke. Endelig. Endelig!

”Nå, var det så en dans på roser?” spørger en statue mig. Gonzo! Selvfølgelig. Han står ved byskiltet til San Juan de Ortega. Rank i ryggen og iført middelalderornat. Dog med sit hoved under armen. ”Det var snarere en dans på tornede roser,” svarer jeg. ”Du kommer aldrig til at kunne beskrive din rejse for andre, som ikke har gået Caminoen. Det er din forbandelse. Du prøver at skrive din oplevelse ned og tage billeder. Men billeder og ord har kun én dimension. Ingen kan lugte, mærke eller høre dit nu. Ingen kan forstå dybden. De er et helt andet sted!” siger han meget alvorligt, mens hovedet ryger ud af favnen og begynder at trille væk fra byen og hen mod den fortid, jeg netop har forladt.

Bogen har en ramme om selve Caminoturen, dvs. et før og et efter, bl.a. udløst af forfatterens mors alvorlige sygdomsudbrud og det lange tilløb han selv må tage inden afgang. Han er i syv sind mht. at skulle afsted, men beslutter sig til at rejse, godt hjulpet på vej af sine søskendes og andres overtalelser. Hans personlige tilløb har karakter af fortrængninger, opgivenhed, overspringshandlinger og frygten for ensomheden i det fremmede – alle er de navne på nisser der flytter med. Det gør den slags jo. Hjemkomsten med status og medfølgende overvejelser får et par kapitler til sidst som runder bogen af på fineste vis og efterlader læseren med samme blandede følelser som forfatteren – sådan som sådan en bog gerne skulle.

”Med djævelen på slæb” er en hybrid af rejseskildring, fiktion, dagbog, selvbiografi og essay, og forfatteren formår at komme op til overfladen efter hver neddykning i det morads han i det meste af bogen selv oplever livet og verden som. Der er udblik på Spanien og spanierne som er både positive og negative, samtaler om og med andre vandrere, kommentarer til samfundsdebatten, kritik af den katolske kirke, erindringer om livet som yngre musiker, portrætter af familie og venner, overvejelser om livet og døden, drømme, sexfantasier – og det løbende, stedfortrædende og syrede portræt af Gonzo/Gorm.

Dette er Gorm Bulls debut som forfatter af et selvstændigt bogværk. Tidligere har han skrevet, komponeret og udgivet sange, og han har bl.a. været redaktør på ”Mit liv er alles”, en kombineret bog/cd-udgivelse om digteren Morten Nielsen med bidrag af en række kulturpersonligheder og forfattere, det hele i fællesskab med den mangeårige samarbejdspartner og ven, musikeren Palle Hjorth.

På forbløffende vis har denne syngende og musicerende skrivekugle sammensat en bog som emmer af menneskeliv og -drømme, af ensomhed, længsel, tro og mistro, sårbarhed, åbenhed, håb og håbløshed – og det på en måde som aftvinger både eftertænksomhed og respekt. Eftertænksomhed fordi Gorm Bull går til biddet og ikke går omveje når det drejer sig om vores fælles svagheder; respekt fordi det er sin sag at lave et sammenhængende bogværk når man indtil for nylig stort set kun har beskæftiget sig med kortformer – OG kommer i mål med en fortælling om den menneskelige eksistens som sætter sig fast som en fodvabel i læseren selv.

God tur!