Livet er for stort til at rummes i en roman
Fjodor Dostojevskij: ”Brødrene Karamazov”, oversat af Marie Tetzlaff, Sisyfos 2020, 800 sider, 449 kr.
Af Egil-Hvid Olsen
Fjodor Dostojevskij (1821-1881) udgav sin længste murstensroman, ”Brødrene Karamazov”, i 1880, året inden sin død. Der findes antydninger af, at det skulle være første bind i en trilogi, men om det for alvor var Dostojevskijs plan er uklart. ”Brødrene Karamazov” udgør da også et samlet hele, der tager temaer op fra det øvrige forfatterskab, blandt andet ”Forbrydelse og straf” og ”Idioten”. Samtidig er ”Brødrene Karamazov” en kriminalroman med det særpræg, at mordet først finder sted et lille stykke over midten. Det lyder som dårlig reklame for en krimi, og det er det nok også. Men hvis man læser romanen som en overvejelse over den menneskelige eksistens, er det ret ligegyldigt, hvornår mordet begås. Samtidig er plottet ikke Dostojevskij ligegyldigt. Der lægges spor ud fra begyndelsen af, og retssagen fylder en stor del af anden halvdel, men igen fortælles historien ikke for kriminalgådens skyld. Den fortælles i et forsøg på at skildre det menneskelige sinds mangfoldige varianter og krinkelkroge.
Underligt troværdige karakterer
Der er det særlige ved Dostojevskijs karakterer, at selvom man får rigtig meget fortalt om dem (Dostojevskj holder ikke igen med ordene), og selvom man hører dem i de mange samtaler, der refereres, så lærer man dem ikke at kende helt til bunds. De er ikke som de fleste andre litterære karakterer, der er formet af forfatterens ønske om, at læseren lærer dem at kende. Dostojevskij stikker lige en tand dybere og lader sine karakterer have modsatrettede træk, sådan som de fleste mennesker har det i virkeligheden. Hans karakterer kan have pludselige og forvirrende stemningsskift, ligesom de kan være i sindsstemninger, der slet ikke svarer til deres situation. Som læser er man vant til, at der er en forklaring på og måske også en mening med det, karaktererne foretager sig og siger, men sådan er det ikke nødvendigvis i virkeligheden. Eller snarere: Vi forstår ikke altid hinanden, kan ikke gennemskue den andens motiver, og hører måske heller ikke altid, hvad den anden reelt siger. Derfor er vi vant til en usikkerhed, som ikke desto mindre virker fremmedartet i skønlitteraturen. Men det er netop denne usikkerhed, der gør Dostojevskijs romaner så virkelighedsnære. Således lægger han op til en lige så stor grad af fortolkning, når man læser hans romaner, som når man træffer mennesker i sin dagligdag. Forskellen er blot, at der for det meste er mere dramatik i de fortællinger, Dostojevskij fortæller, end et gennemsnitligt dansk hverdagsliv.
Intet er tilfældigt
Romanens persongalleri er, som med så mange af Dostojevskijs romaner, enormt. Jeg forsøgte at skrive karakterernes navne op, efterhånden som de blev nævnt første gang. Jeg nåede op på 69 navne, og ved, at jeg kom til at springe nogle over. Alligevel er det ikke så svært at holde hoved og hale på persongalleriet, for der fortælles grundigt om de vigtigste karakterer. Deres historier udfolder sig på kryds og tværs af hinanden, og dog er det hele orkestreret meget bevidst af forfatteren. Et andet særpræg ved Dostojevskij er nemlig, at han fortæller så grundigt, at man tror, at han har tabt tråden, men senere viser det sig, at intet er fortalt tilfældigt. Skal man have det hele med, gælder det dog om at holde tungen lige i munden, og måske læse romanen en gang eller to mere.
Etikkens ophør
”Brødrene Karamazov” handler om tre meget forskellige brødre, der alle er blevet svigtet af deres far. Mitja udvikler sig til en festoriginal, hvis største kompetence er at bruge penge. Og dog dunker der et hjælpsomt og stolt hjerte inde bag ansvarsløsheden. Ivan mister troen og dykker så dybt ned i ateismen, at han har svært ved at nå op til overfladen igen, mens Aljosja gribes af en inderlig tro på Gud, der giver ham en helt særlig forståelse af hans medmennesker. Aljosja lyver aldrig, men siger sandheden på en måde, der ikke kan tages ilde op.
Det mest kendte af romanens kapitler er det om ”Storinkvisitoren”; en historie i historien, som handler om Kristi genkomst under den spanske inkvisition. Her forklarer den magtfulde storinkvisitor, at kirken er bedst tjent med, at Kristus forsvinder, for man har brugt mange århundreder på at skabe ro og orden efter hans første komme. Mennesket vil nemlig ikke være frit, sådan som Kristus tror. Nej, mennesket vil have faste rammer og nogle til at håndhæve dem. Det koster et menneskeliv i ny og næ, men det er et nødvendigt offer til alles bedste, og hvis Kristus ikke passer på, kan han selv ende på kætterbålet.
Da samtalen er slut, sidder de to mænd en stund og ser hinanden i øjnene. Så rejser Kristus sig, kysser storinkvisitoren og går.
I Ivans forståelse af ateismen er konsekvensen, at alt er tilladt, men når alt er tilladt, har ikke engang den katolske kirkes (og storinkvisitorens) håndhævelse af de skrappe rammer noget grundlag. Enhver etik er opløst. Der findes hverken godt eller ondt.
Denne manglende etik har Ivan svært ved at fastholde, da mordet finder sted. Han kan ikke affinde sig med, at mordet skulle være tilladt, selvom han selv ønskede, at den myrdede døde.
I en sidehistorie fortælles om en fattig familie, hvis yngste dreng er dødeligt syg. Her er der intet ønske om hans død, som dog ikke kan undgå at indtræffe. Alligevel er der efter drengens død mere håb hos familien og drengens venner, end Ivan formår at opbygge. På trods af fattigdom, død og sygdom fastholder familien og vennerne en stædig overbevisning om, at livet skal leves.
Et andet af romanens temaer er kærlighed. Her spinder Dostojevskij et fintmasket net om både sine karakterer og læseren, så hverken den fiktive eller virkelige person med sikkerhed ved, hvornår der er tale om kærlighed til en anden, og hvornår der er tale om selvkærlighed. Mitja elsker to kvinder på samme tid, eller også gør han ikke. Måske elsker han mere tanken om, at han elsker dem, ligesom han nyder smerten over, at de ikke elsker ham, eller elsker ham ulykkeligt. Noget lignende kan man sige om de to kvinder. Det er meget kompliceret. Præcis så kompliceret som kærligheden nu engang kan være.
Hos Dostojevskij får man ikke nødvendigvis svar på alle de gåder, der er kastet op i luften undervejs. Men det gør man jo heller ikke i virkeligheden. Mennesker kan ikke aflæse hinanden, og når man kan, hænder det, at man ikke tør.
Således er ”Brødrene Karamazov” en roman om det at være menneske. Intet emne er for stort og tungt, men det behandles i bevidstheden om, at det aldrig bliver udtømt. Derfor er det ikke så sært, at Dostojevskij talte om, at der skulle skrives to romaner mere i serien. Dog ville de heller ikke være udtømmende. Dertil er livet for stort.
Otte årtier fra seneste oversættelse
Det er cirka 80 år siden, at ”Brødrene Karamazov” sidst blev oversat til dansk, og det forstår man godt, for sikke en opgave at tage på sig! Marie Tetzlaffs sprog kombinerer den lidt tunge russiske fortællestil med et flydende sprog, der både rummer den friske replik og den dybsindige tankegang. Kun ganske få slåfejl har undveget korrekturens skarpe øje, så det er meget svært at sige noget negativt om forlaget Sisyfos’ satsning. Selv den solide indbinding er rosværdig.
Med andre ord: Læs denne nyoversættelse af den 140 år gamle klassiker. Den kan noget, som moderne litteratur ikke kommer i nærheden af.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar