Krisestemning tilsat munterhed

Hans Fallada: ”Lille mand – hvad nu?”, oversat fra tysk af Jacob Jonia, Forlaget Silkefyret 2021, 582 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jacob Jonias nyoversættelse af den komplette udgave af Hans Falladas klassiker ”Lille mand – hvad nu?” (1932) har allerede været på markedet i et års tid, og dér må den gerne forblive, for den er både vedkommende og velfortalt. Selvom romanen skildrer den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne og følgerne heraf, indeholder bogen nogle ualmindelig muntre scener, der driver læsningen fremad, så de 582 sider ikke på noget tidspunkt føles lange. Falladas karaktertegninger er detaljerede uden at blive overgjorte. Ligesom Dostojevskij formår han at bygge sine personer op i kraft af deres replikker, så man hurtigt begynder at holde af dem, og så meget desto mere ønsker at følge deres færd gennem fattigdom og truende sult i en hverdag, der er præget af alles kamp mod alle.

Funktionæren Johannes Pinneberg er først i tyverne, da han møder og forelsker sig i arbejderdatteren Emma Mörschel, som snart bliver gravid. Det skræmmer dog ingen af dem. Tværtimod beslutter de sig for at blive gift hurtigst muligt. Faktisk har Pinneberg kun kendt til graviditeten i ganske kort tid, inden han for første gang befinder sig hjemme hos sin tilkommende og hendes familie. Fru Mörschel kalder nedladende Pinneberg for en flipproletar, fordi funktionærer, selvom de bærer flip, ikke bliver behandlet og lønnet meget bedre end arbejderne, og tilmed er langt dårligere organiseret end arbejderklassen. Ikke desto mindre sætter Pinnebergs kommende svigermor sig ikke imod giftermålet, for hun slipper for at brødføde sin datter, når hun flytter sammen med ham. Da fru Mörschel har spurgt Pinneberg, hvad han tjener, og han har oplyst beløbet 180 mark, fortsætter dialogen:

”Det er godt,” siger kvinden, ”det er ikke for meget. Min pige skal have et simpelt liv.” Og pludselig er hun igen rasende: ”De skal ikke tro, hun får noget med sig! Vi er fattigfolk. Kun den smule kluns, hun selv har købt. Måske kan jeg også give hende noget sengetøj, lad mig tale med min mand.”

”Det behøves ikke,” siger Pinneberg.

”De har jo heller ikke for meget selv. De ligner også én, der suger på labben – med det jakkesæt dér …” (s. 30).

Mødet med hr. Mörschel går ikke bedre. Han vil straks diskutere politik og afslører sin kommende svigersøn som en mand, der ikke har vilje og styrke til at kæmpe for sin og sin stands rettigheder. Men også Emmas far accepterer, at hun bliver gift med Pinneberg, fordi han også kan se fordelen i at have en mund mindre at mætte. Således slås det fast for både Pinneberg og læseren, hvad det er for en situation, han og Emma – som Pinneberg konsekvent kalder Lamseben – kan ende i, hvis han ikke skaffer penge nok til hende, det kommende barn og sig selv. Han har allerede mistet et job som tøjekspedient og arbejder nu som bogholder i et korn- og foderstoffirma, hvilket ikke er det bedst tænkelige springbræt op ad karrierestien. Folk har rundsave på albuerne i deres kamp for de få arbejdspladser, der er til rådighed. Nogle gange er heldet med Pinneberg, andre gange ikke.

Skræmmende og muntert tidsbillede

Selvom romanens grundlæggende historie handler om den lille Pinneberg-families kamp for overlevelse, har Fallada også komponeret et på samme tid skræmmende og muntert tidsbillede. I en af de sjoveste scener er Pinneberg blevet lokket med til et møde i den lokale nudistforening. Man fornemmer, at freikörperkulturen udgjorde et både fysisk og mentalt fristed fra de mange konventioner, som den enkelte forventedes at underlægge sig, når vedkommende var på arbejde. Dog har nogle af medlemmerne i Falladas udlægning også andre motiver, der – som så meget andet på den tid – bunder i frygt for fattigdom.

I en anden bemærkelsesværdig scene – som ifølge Martin Lyngbos forord end ikke var med i den tyske førsteudgave - beskrives Pinnebergs og Lamsebens bytur i selskab med den virkelighedsfjerne og uforudsigelig Jackmann, der i modsætning til det unge par er overordentlig rig og kaster om sig med penge – dog ikke altid på en måde, der gavner andre. Her stifter man bekendtskab med prostituerede cabaretdanserinder, uden at hverken Pinneberg eller Lamseben forarges over deres levevej. Parret har derimod den dybeste forståelse for, at man ikke prostituerer sig, hvis man har andre muligheder, og det har disse danserinder ikke. Det liv, ægteparret Pinneberg lever, giver dem en forståelse for andres ulykkelige situation. Det overskud har de, selvom Pinneberg hver dag må kæmpe mod sine kolleger for at gøre de bedste handler og dermed opnå det mål af salg, der skal til, hvis han ikke vil fyres. Den kamp er han ikke særlig god til, og en scene, hvor en kendt skuespiller giver Pinneberg håb om en kolossal handel for efter lang tids præsentation af butikkens varer blot at trække sig, er direkte smertefuld læsning.

Den uhensigtsmæssige kærlighedsgave

En styrke mere ved ”Lille mand – hvad nu?” er Falladas beskrivelse af det unge pars forudsætningsløse forsøg på et lære økonomisk ansvarlighed. Det er svært for ethvert ungt menneske at modstå fristelsen, når en genstand, der synes uundværlig, lokker til en uhensigtsmæssig investering. Pinneberg lader sig da også lokke til at købe et møbel, som de ikke har alvorligt brug for, og dog falder det hverken ham eller Lamseben ind at sælge eller pantsætte det senere hen, for det, der drev ham til købet, var hans kærlighed til hende. Set ud fra det perspektiv var indkøbet måske ikke så tosset endda.

Helt håbløs er Pinneberg da heller ikke. For eksempel er han ikke i tvivl om, at et medlemskab af nazistpartiet ikke er pengene værd, selvom det muligvis kunne føre visse behagelige privilegier med sig.

Advarsel mod letkøbte ideologier og virksom propaganda

”Lille mand – hvad nu?” er skrevet ud fra forfatterens indignation over den måde, nogle mennesker blev nødt til at klare sig i tredivernes Tyskland, mens andre levede i sus og dus. Et samfund, der tillader en stor ulighed, befinder sig på randen af oprør – eller i den risikozone, hvor politikere med en letkøbt ideologi og en virksom propaganda kan få overdraget alt for megen magt. Som Martin Lyngbo skriver i sit forord var det det sidste, der skete i Tyskland. Han forestiller sig, hvordan det ville være gået familien Pinneberg under 2. verdenskrig: ”De bor i Berlin. Purken er omkring tretten, når den røde hær ruller ind i byen i 1945. Han får et gevær stukket i hånden og bliver beordret til at kæmpe mod kampvogne og artilleri. Lamseben er stadig en attraktiv kvinde, som de russiske soldater muntrer sig med. Og Johannes Pinneberg er for længst forsvundet et sted østpå, må man formode. Han er ikke typen, der klarer sig gennem en verdenskrig.” (s. 9).

I en økonomisk krise som den, der præger store dele af verden lige for tiden, kan ”Lille mand – hvad nu?” udgøre en advarsel mod at stemme på magtmennesker med lette løsninger og krigerisk tale. Men bortset fra dette er Falladas roman værd at læse, fordi den ganske enkelt er fantastik godt fortalt; en klassiker, som forlaget Silkefyret nu har gjort en indsats for ikke går i glemmebogen.

Ungdomsroman med sprængfarlige emner

Bente Høegh
Jord, giv mig vinger
Forlaget Læselyst 2022

Af Carina Wøhlk
Det er ikke nemt at være ung. Kroppen forandrer sig. Hormonerne bobler. Tankerne myldrer: ”Hvem er jeg?”, ”hvad skal jeg bruge mit liv på” – eller ”hvad vil det sige at være et menneske”, som det hedder i bogen Jord, giv mig vinger (se side 59).  

Romanen er skrevet af bibliotekar og forfatter Bente Høegh, der har flere udgivelser bag sig. Jord, giv mig vinger er hendes debut som ungdomsromanforfatter; en debut, hun slipper ganske godt fra. 

Bogen er velskrevet og velkomponeret. Den er inddelt i korte kapitler – de fleste med underafsnit. Det gør bogen overskuelig og let at læse. Under overskriften for hvert kapitel er en fin illustration, begået af den purunge tegner Ida Taarsted Clausen. Unge tegninger til en ung læserskare – det giver mening.

Modsætninger mødes

Bogens hovedpersoner er Rebekka fra Færøerne og Mihai fra Rumænien. De to unge mennesker, der kommer fra vidt forskellige kulturer, mødes i København og sød musik opstår. Mihai bliver fascineret af den umiddelbare og kulørte færing – hun forelsker sig hovedkulds i den eksotiske rumæner og er ikke bange for at tage initiativet til mere end venskab.  

Rebekka og Mihai står imidlertid langt fra hinanden på flere punkter. Den ene går på bibelskole – den anden læser på universitetet. Den ene serverer hvalkød – den anden er dybt optaget af klimaforandringer og indædt modstander af grindedrab. Den ene leder efter sin mission her i livet – den anden ved, hvad han vil: ”Jeg vil afskaffe korruption og ulighed i mit land. Og beskytte naturen” (se side 46). 

Tidligt i historien dukker en mørk og mystisk fremmed op, hvis duft af timian hænger i næseborene på Mihai. Læseren fornemmer, at der bygges op til et drama – et vaskeægte trekantsdrama. 

Uden at røbe for meget: Mens Rebekka er hjemme på Færøerne på juleferie, indleder Mihai et erotisk forhold til den rebelske og rastløse Silviu, der lever fra hånden og i munden.  Det får selvfølgelig konsekvenser.  

Bogens styrke er dens vilje til at adressere sprængfarlige emner. Meget er på spil. Ikke bare klimapolitik. Der sættes også ord på kulturelle fordomme: ”De (danskere) er racister…De tror, at vi (rumænere) er kriminelle sigøjnere, der kommer for at snylte på deres velfærd” (se side 19). Og endelig trænger homofobi sig på som et tema: ”Det er afskyeligt, hun (Rebekka) bliver led og flov over at se mændene stå og kysse” (se side 50).   

Skal der peges på en svaghed, må det være den let utroværdige romance imellem Mihai og Silviu. Utroværdig, fordi forfatteren ikke tør gå helhjertet ind i sin egen historie. Da Silviu på et tidspunkt kommer til skade, bliver Mihai bekymret, ”tager sin egen jakke af og lægger den over vennen” (se side 76). Vennen? Pokker heller. Elskeren. Kæresten. Sexpartneren. Men ikke vennen, vel? 

Ikke desto mindre er Jord, giv mig vinger en charmerende bog med noget på hjerte. Den fortjener at blive læst – og jo allerhelst af unge mennesker fremfor en halvgammel anmelder, der må rode rundt i hjernekisten for at huske, hvordan det er at være ung…      

 

      

Menneskets komplicerede forhold til sig selv

 Ursula K. Le Guin
“Labyrinter”
6 sider
Forlaget Virkelig
Oversat af Karsten Sand Iversen

Af Jes Nysten

Jeg har tidligere her på siden haft den store fornøjelse at anmelde bøger af Ursula le Guin, og som disse er dette værk udgivet på forlaget Virkelig. Dette forlag er - virkelig - et helt særligt fænomen på det danske bogmarked. Hver udgivelse er en æstetisk nydelse. Al ydre blikfang og svulstigt forskræp er væk. Der er skåret helt ind til benet: enkelt, stilfuldt, fokuseret! Og så er forlaget også - virkelig - særligt på den måde, at det tør satse. Det tør være eksklusivt. Uden at ryste på hånden udgiver det sære, skæve, ja eksotiske værker, som nok ikke rammer bredt, men som virkelig er LITTERATUR. Jeg kan ikke nok anbefale at stifte bekendtskab med dette forlag. 

Le Guin (1928-2018)

Man kunne jo så begynde med det værk, der her skal anmeldes: Ursula le Guin’s “Labyrinter”. Denne udgivelse siger også noget om forlagets mod: teksten er et stykke kortprosa på 7 sider! Hvilket andet forlag ville turde udgive en sådan tekst som en særskilt udgivelse? Ja, et af de tidligere anmeldte værker af Ursula le Guin er på knap 4 sider!

Et væsen fanget i et labyrint system

I denne ultrakorte fortælling beretter et væsen, der er fanget i et sindrigt labyrint-system, om dets tanker i den sidste tid før dets død. Det holdes fanget af en kæmpe, der øjensynlig er i gang med at lave eksperimenter af forskellig karakter på fangen. 

Jeg kalder det “et væsen”, fordi det bestemt ikke er entydigt om det handler om et dyr eller et menneske, der her fortæller. Eller om fangevogteren er et menneske eller et kæmpe dyre-monster. 

Jeg har set nogle anmeldelser, hvor det helt entydigt handler om en videnskabsmand, der er i gang med voldsomme eksperimenter på et dyr. Hvilket gør teksten til en anklage mod dyreeksperimenter. 

Aldrig ligetil

Men Le Guin er aldrig entydig eller moralsk snusfornuftig. I hendes ofte mystiske til tider groteske univers er tingene aldrig ligetil. 

Der er mere på spil.  Disse to væsener - det ene, fangen og fortælleren, bliver konstant prøvet i forskellige labyrinter, men forsøger også at kommunikere med vogteren gennem dans, fagter og intelligente manøvrer. Vogteren er observerende, tager på den fangne med nænsomhed, når nye labyrinter skal prøves. Et tvetydigt uafklaret forhold. 

Her er således et kompliceret spil igang, der kan tolkes på mange måder. Mere spidsfindigt end blot som en fortælling om dyremishandling. 

Le Guin er gennem hele sit forfatterskab optaget af menneskets komplicerede forhold til sig selv, til naturen, ja til kloden. Og hele tiden med fokus på, hvad er det egentlig der definerer det at være menneske. 

Så denne ultrakorte elegante og gennemtænkte skitse kan sagtens danne udgangspunkt for diverse psykologiske, filosofiske og moralske diskussioner. 

På blot syv sider!