Først Herløv, så Brostrøm

Arne Herløv Petersen
Vild
Roman 190 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Vild” er den tredje roman, hvor Arne Herløv Petersen levende og sproglig veloplagt fører os ind i diverse danske kunstnermiljøer fra forskellige årtier. I 2019 udkom “Hvede”, hvor fokus var på tiden under krigen med Morten Nielsen som hovedperson. I 2020 udkom “Klinte”, hvor vi var rykket tilbage i 20’erne. Og i “Vild” er vi så passende kommet til 30’erne med Gustaf Munch-Petersen som omdrejningspunkt. Siden er “Korn” om 50’erne udkommet.

Der er givetvis lige så mange forskellige meninger om denne exofiktion genre, som Arne Herløv benytter sig af i disse romaner, som der er om autofiktion. Det at lægge navngivne “rigtige” personer ind i en fiktiv fortælleramme er efterhånden blevet en populær genre. 

To af de i mine øjne mest vellykkede inden for de seneste år er: Jesper Wung-Sung “Kvinden set fra ryggen” og Rakel Haslund-Gjerrild “Adam i Paradis”. 

Arne Herløv bruger denne genre på sin helt egen ubekymrede måde. Man kan kun beundre det sikkert store research arbejde, der ligger bag, men det tynger ikke romanen. Fortællingen er sprudlende og fængende.  Godt nok er Gustaf Munch-Petersen omdrejningspunkt, men netop omdrejningspunkt. Romanen er et tidsbillede fyldt med uforløste drømme, krukkede kunstner egoer, men også ægte engagement. Skrevet frem med let hånd.

Der var uro og udlængsel

Gustav kom fra en veletableret familie. Men der var uro og udlængsel i ham. Men det gik hurtigt fra det ene til det andet.  Sømand, minearbejder i Grønland, studerende. Intet blivende. For han ville være Kunstner med stort K. Digter? Maler? Hvorfor ikke begge dele? Ja, begge steder ville han udfolde sig. Og han tog fat og fik virkelig noget fra hånden. Han var ganske produktiv, både som digter og som maler.

Men fokus var og blev hans digtning, hvor han for alvor fik den surrealistiske digtning aktiveret på dansk grund. Med tilhørende politisk engagement. Og med tilhørende larmende kritik. Det er morsomt her i bogen at få repeteret de spydige, patroniserende og overgearede kommentarer fra diverse prominente forfattere og kritikere. 

Men Gustaf arbejdede ufortrødent videre. I perioder var han i Sverige, hvor der var lidt mere lydhørhed. Vi får bidder af nogle af hans digte, og jeg ved ikke om det virker som appetitvækkere. For - hvor står han egentlig i dag som kunstner?

Som menneske har han ikke været nem at omgås. Han tager forældrenes konstante økonomiske støtte som en selvfølge. På Bornholm har forældrene et sommerhus, hvor han for en tid bosætter sig, møder keramikeren Lisbet, får et barn med hende, og da hun er gravid med nummer to, tager han til Spanien. Han dør i kamp i 1938. 26 år gammel. 

Ja, hvordan med hans eftermæle? De fleste har vel på et tidspunkt i deres skoleliv stødt på digtet “til mine forældre”. Men ellers? Ja, det blev jo selveste Torben Brostrøm, der i 1959 udgav og kommenterede hans “Samlede Værker”. Her fik Gustaf for alvor det blå stempel. Jeg har selv haft fornøjelsen at høre Brostrøm herom. Det glemmer man ikke så let. 

Så min anbefaling er: læs dette underholdende tidsbillede. Som genfremkalder en interessant litterær skikkelse, og gå så ombord i Brostrøms samling. 

Mesterlige skildringer af armod og død

Birgitte Anderberg og Cecilie Høgsbro Østergaard (red.): Käthe Kollwitz – MENSCH, SMK – Statens Museum for Kunst 2024, 258 sider

&

Rikke Villadsen: En samtale med Käthe Kollwitz, grafisk roman, Fahrenheit 2024, 144 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Man kan stadig nå at se SMK – Staten Museum for Kunsts store særudstilling med værker af Käthe Kollwitz (1867-1945), for den lukker først d. 23. februar 2025. Hvad enten man når det eller ej, kan den bog, som museet har udgivet i forbindelse med udstillingen, varmt anbefales. Her kan man (gen-)opleve mange af de udstillede værker.

Lægefrue i fattigkvarteret

Kollwitz er en kunstner, hvis værker brænder sig ind i hukommelsen. Ud over at være en eminent håndværker, beskæftigede hun sig med motiver, der stadig trænger sig på. Som gift med en læge i det berlinske fattigkvarter Prenzlauer Berg konfronteredes kunstneren med en næsten ubegribelig armod. Sult, alkoholisme, vold, seksuelle overgreb, uønskede graviditeter, depression blev den virkelighed, Käthe Kollwitz skildrede i sine værker, der mest bevægede sig indenfor tegning, grafik og skulptur. I 1941 kastede hun et blik tilbage på sit liv og skrev: ”Først langt senere, da jeg, særligt gennem min mand, oplevede proletarens dybe og tragiske elendighed, da jeg mødte kvinder, som opsøgte min mand, og også mig, for at søge hjælp, blev jeg ramt af proletariatets skæbne og alt det, der fulgte med den. Uløste problemer såsom prostitution og arbejdsløshed plagede og foruroligede mig og var medvirkende årsag til denne min bundethed til at skildre de laverestående klasser. Denne gentagne skildring af dem blev min ventil til at udholde livet.” (s. 168).

Pacifisten Kollwitz

Selvom Kollwitz på en måde må have vænnet sig til tragedier, blev hun hårdt ramt, da hendes 18-årige søn Peter, faldt på slagmarken i begyndelsen af 1. verdenskrig. Fra da af kæmpede hun ikke alene for større social retfærdighed i sine værker, men havde også et pacifistisk mål med sin kunst. Det var med til at styrke hendes position i de første mellemkrigsår, men med nazisternes magtovertagelse blev hun en persona non grata i samfundets magtfulde kredse, selvom hendes værker undgik at blive stemplet som ”entartete Kunst”.

Forskellige vinkler på kunstneren

Käthe Kollwitz: Blad 5 "Udbrud" fra serien
"Bondekrigen" 1902/03. Wikimedia Commons

Kollwitz’ oeuvre rummer en lang række serier og enkeltværker, der møder beskueren med en enorm styrke. I Käthe Kollwitz – Mensch gennemgås en stor del af disse i de mange essays og artikler. Et fundament til en grundigere forståelse af Kollwitz’ værker lægges i Katharina Kosellecks overskuelige, men informative essay, der beskriver kunstnerens liv og arbejde. Koselleck har siden 2022 været direktør for Käthe Kollwitz Museum i Köln.

Billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan beskriver med særligt henblik på barnet og moderskabet Kollwitz som inspirator for sine værker, mens kobbertrykker Niels Borch Jensen redegør for Kollwitz’ nysgerrighed efter nye udtryksformer, hendes talent og hendes fornemmelse for de enkelte grafiske genrer.

Birgitte Anderberg, der er seniorforsker og museumsinspektør ved SMK, har to tekster med i bogen, blandt andet et interessant essay om Käthe Kollwitz i dansk kultur og kritik.

Karin Michaëlis’ kroniker

Noget af det allerbedste i bogen er dog to sammenhængende kronikker, som Karin Michaëlis skrev til Politiken i februar og april 2026; en om borgerskabets vilde fester og en om arbejderklassens massive udfordringer. I den sidste dokumenterer hun den kæmpemæssige forskel, der er på rig og fattig i Berlin, og så giver hun eksempler på de mange triste skæbner. En af de kortere lyder således: ”En 40-aarig Kontordame blev i Oktober afskediget. Faderen, der var Embedsmand, mistede ved Inflationen alt og begik Selvmord. Datteren ernærede sig og Moderen. Efter Afskedigelsen hutlede de sig igennem ved at sælge Klæder og Bohave i Stykkevis. Nu skyldte de for Husleje og var truet med Pantning. Saa vasker de sig omhyggeligt, ifører sig det sidste Stykke pæne Linned, drikker hver en Slurk af en Falske gammel Opium og lukker op for gashanen. De findes med hinanden i Haanden. Paa Dynen foran Moderen ligger Salmebogen opslaaet paa: O, du selige, o, du fröliche, gnadenbringende Weihnachtszeit!” (s. 177).

Rikke Villadsens samtale med Käthe Kollwitz

At Käthe Kollwitz stadig kan vække opmærksomhed og inspirere er Rikke Villadsens grafiske roman En samtale med Käthe Kollwitz et oplagt eksempel på.

Kollwitz skildrer døden på flere forskellige måder. Både som en fjende og som en ven. Der er en fortrolighed overfor døden i Kollwitz’ værker. Da Villadsens mor døde i 2023, kunne tegneren derfor søge en forståelse for døden hos Kollwitz. Noget af det første, Villadsen konstaterer er da også, at ”Det hele starter med DØDEN. Jeg holder døden i hånden, og jeg holder Käthe i hånden.” Og ganske rigtigt tegner hun sig selv, der holder den for længst afdøde Kollwitz i hånden. Netop derved kan de to få sig en samtale om døden, tabet og kunsten. 

Det klæbende selvportræt

Kollwitz tegnede mere en 100 selvportrætter. Undervejs i samtalen forklarer hun, at ”ved ethvert arbejde med sig selv, der nødvendigvis er forbundet med selvrefleksion, er det vanskeligt at undgå en tilstand af ’at se sig selv’. Det kan være en klæbende følelses…” Denne beskrivelse benytter Villadsen som springbræt til at føre selvportrætgenren op til nutidens selfies, som i høj grad er selvklæbende eller ”ölige”, olieindsmurte. Denne moderne selvkredsen taler Kollwitz imod og peger på, at mennesket er en del af fællesskabet: ”Føl som en del af en større idé.” Den tanke opponerer Villadsen dog imod. Hun vil ikke gå tabt som individ i det kollektive. Ligeledes antyder hun, at idealisme kan være farlig og føre en hel befolkning på afveje, hvilket Kollwitz jo også havde sandet.

Mere skal ikke refereres her. Blot skal det siges, at En samtale med Käthe Kollwitz viser ligheder og forskelle mellem nu og dengang. Men selvom vi tænker anderledes, end Kollwitz gjorde, er der visse ting, der ikke har ændret sig, for eksempel døden. Dette gennemgående tema gengives i Villadsens tegninger med en række henvisninger til tidligere tiders billedkunstnere. Bogen afsluttes med en helt særlig og i sammenhængen velplaceret Kollwitz-henvisning.

Skitsepræg

En egenart ved denne grafiske roman er dens skitsepræg. Visse steder kan man se, at en tekst i en taleboble er blevet visket ud og noget nyt skrevet ind. Umiddelbart virker det irriterende, men mange af Kollwitz’ udstillede værker er netop ”blot” skitser. Ligeledes rettede hun i nogle af sine grafiske arbejder, der altså gemte på skitser under de nye streger.

Den pingpong mellem Kollwitz og Villadsen, der præger både tekst og tegninger i En samtale med Käthe Kollwitz, er særdeles vellykket.

Ny verdenslitteratur på dansk: 49 kurdiske digtere

"Ny kurdisk lyrik" udkommer og fejres den 28. maj kl. 14 – 18 i Medborgerhuset, Taastrup Hovedgade 71 i Taastrup. Redaktørerne og digterne Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Berthelsen præsenterer sammen med digterne Farhad Shakely og Fatma Savcî bogen. Der vil være kurdisk buffet og kurdisk musik på saz til lejligheden. Bogen præsenteres her af antologiens redaktør Thorvald Berthelsen

Der er ikke nogen der er mere tålmodig

og står mig nærmere end min lidelse.

Ciwan Qado

Thorvald Berthelsen (red.):
Ny kurdisk lyrik
Det poetiske bureaus forlag

"Ny kurdisk lyrik" er den anden antologi i den serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver under redaktion af Thorvald Berthelsen. Det begyndte med Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina i 2018. Serien giver indblik i den nutidige kultur i områder, som vi kun kender fra mediernes krisereportager og har en tendens til at betragte som barbariske, selvom deres kultur er langt ældre end vores egen.

Antologien omfatter 49 af de væsentligste moderne digtere fra alle områder af Kurdistan i perioden 1970’erne og frem,, hvor selvstændighedsbevægelsen igen er vokset. Uanset om de har udgivet på centralkurdisk(sorani), nordkurdisk(kurmanji).en anden kurdisk dialekt, arabisk, tyrkisk, farsi eller et helt sjette sprog, idet kurdisk jo har været forbudt i adskillige kurdiske områder, og uanset deres baggrund i forskellige religioner som muhamedanisme, kristendom og Yazidisme. Antologien er flersproget – dels dansk og dels digtenes originalsprog. 

Den nyere historie har ændret de kurdiske samfund dybt. I Tyrkiet resulterede guerillakrigen mellem regeringen og Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i, at landsbyer blev ryddede og store slumbyer voksede op. PKK opererede efter Tyrkiets mening mest ud fra Syrien og det fik det til at lukke grænsen og afskære Syriens kurdere fra slægt og venner i Tyrkiet. Landsbysamfund er også blevet ændret og i opløst af "Det Store Anatolske Projekt" – et system af hydroelektriske dæmninger. I Irak blev landsbyer ryddet under Iran-Irak-krigen og senere i "Anfal" kampagnen mod kurderne, Golfkrigen i 1991, den mislykkede kurdiske opstand, udvandringen til bjergene, og borgerkrigskampe mellem de irakiske kurdiske partier. Iranske kurdere led under omvæltningerne i den islamiske revolution og at de blev slagmark i krigen mellem Iran og Irak. 

Forbindelserne til slægt og venner på tværs af dale og landegrænser var og er stadig centrale for den kurdiske selvfølelse og kultur, og katastrofer som disse påvirker alle aspekter af kurdisk liv, og har også store konsekvenser for både mundtlig og skriftlig litteratur og den kurdiske nationalitetsfølelse. Det har taget sin tid at få etableret en anderkendt kurdisk litteraturhistorie, der inddrog alle dele af den kurdiske litterære tradition. Her har digteren og litteraturhistorikeren Selim Temo spillet en stor rolle. Hans forankring i traditionen kan fornemmes i digtet Om natten:

Om natten lagde han sit sværd, sænkede skjoldet
folk vendte tilbage til byen for at sprede budskabet
en fugl fór op og hvæssede og sleb sit næb
steg mod stjernerne som en ny sol. 

… 

Der lyder et skrig fra fjendens hus
alle døre åbnes indefra
alle farer forvirrede rundt
alle glemmer sit navn, det gør jeg selv
Som om jeg lever i en andens drøm

Digtene bærer præg af de sidste 100 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter den elskede, Kurdistan, dets natur og mennesker og frihedskampen, på grund af de drastiske straffe for at nævne Kurdistan og kurder. Gerne i et enkelt sprog som i moderne vestlig kultur kan opfattes som sentimentalt, men som i stedet i sin faktiske sammenhæng trækker på den bedste mundtlige tradition og populærkultur. 

Som det for eksempel ses i en af den unge kvindelige lyrikere Hero Kurda’s digt:

Du i mig
På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op i mig
ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre

Eller som det tydeligt understreges i den iransk kurdiske digter Jalal Malekshahs digt Min elskede, men på den mundtlige traditions klangbund og til frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have:

Du er i byen, og jeg er ude på bjerget,
og hver aften bliver du
skrækslagen ved lyden af geværskud.
Det er mig der på bjerget
i Kurdistans have
plukker stolthedens blomster;
kærlighedens og frihedens sang
synger jeg for Kurdistan,
for dig min kæreste kære!

Antologien bærer også præg af kvindelige kurdiske lyrikeres tilkæmpede større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab efter dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak i 1992. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:

Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.
Hjemland! Du er stadig
vædet I blod I mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fixe dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg takle?
Hviket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?

Spørger hun i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun må selv siges at være en del af svaret.

Som tidligere sagt er den nyere digtning også præget af 100 års undertrykkelse af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Lige siden Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig under Osmannerimperiets sammenbrud lovede dem en selvstændig kurdisk stat for umiddelbart efter at svigte dem totalt og erstatte den med Lausanne-traktaten, der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder men ikke til kurderne der tværtimod knyttes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet. I deres kamp er de gang på gang er blevet svigtet af alle alliancepartnere og magter i Mellemøsten. ” Kun bjergene er Kurdernes venner”.

Bogens forside er et udsnit af et maleri af Ali Jola

Lige indtil i dag, hvor kurderne, efter USA's tilbagetrækning og Tyrkiets, Ruslands og Assad Syriens forskellige nye alliancer og invasion i Nordøst Syriens selvstyrende kurdiske Rojava, igen er ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien. For ikke at tale om Danmarks enestående skammelige hjemsendelse af syriske flygtninge med den soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien med tyrkisk invasion, diverse militser og nyopfostrede terrorister. Den syrisk kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger ord til den kurdiske reaktion: 

Jeg stoler ikke på nogen
stoler ikke på mig selv
Ved ikke hvordan det ender
og ved ikke hvordan man får tillid
Begge dele betyder ikke noget for mig
Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.