tirsdag den 24. april 2018

Foruroligende fortællinger

Korsveje for Lu. Fortællinger
Erik Kock
Forlaget Armé
110 sider, 199 kroner

Af Carina Wøhlk
Foruroligende. Sådan kan bogen Korsveje for Lu bedst beskrives. Og lur mig, om ikke forfatteren Erik Kock giver mig ret. I hvert fald skriver han under anagrammet K.K. Orekic, som må være Erik Kocks alias (a la Svend Aage Madsens Seven Age Madnes): ”Det er ikke det hvide papir, du skal frygte, men det, der kommer til at vise sig på det” (se s. 103).


Tusindkunstner

Korsveje for Lu er Erik Kocks tredje udgivelse. Udover forfatter kan Kock skrive dramatiker, sangskriver, essayist og foredragsholder på visitkortet. Manden er tusindkunstner. Han har universitetsgrader i dansk, engelsk og idéhistorie. Hans videnshorisont og dannelsesniveau lader sig ikke skjule. Navne som Dante, Heidegger, William Blake og Richard Wagner fyger henover papiret. Han forholder sig til begreber som synd, sjæl og evighed.

Kald det kærlighed

Titelnovellen er samlingens længste og mest elegante. Fortællingen Korsveje for Lu er en lille genistreg. Med verdenshistorien som reliefbaggrund forbinder Kock fem nedslag i tid og sted. Han lader fem historier udspille sig med 25 års interval – fra Krystalnatten i Berlin i 1938 til et futuristisk scenarie i Viborg i 2038. I alle historier optræder en hovedperson med kælenavnet Lu. Og der bliver netop kælet for detaljerne. 

Overskriften for novellen er historien om Den barmhjertige Samaritaner fra Lukas-evangeliet. Det er, som om Kock i et historisk tværsnit vil vise betydningen af uselvisk handlekraft i mødet med medmennesket – kald det kærlighed.    

Persongalleri og sprog

Tilbage til det foruroligende. Kocks persongalleri er overvejende mennesker i trængte livssituationer. Og han fører pennen, så læseren også skubbes helt op i sofahjørnet – hvirvles rundt i en dødsdrom i grænselandet imellem død og liv, mærker skalpellens skarphed, når ansigtet tabes/skrabes af, lægger brystkasse til, når en sort sjæl pilles ud til afklapsning/afrensning.   

Erik Kock skriver stramt, enkelt, detaljefokuseret og alligevel sanseligt. Hans kærlighed til scenen og filmmediet manifesterer sig i et billeddannende sprog. Og det univers, han skitserer, balancerer sært imellem det surrealistiske og det alt for virkelige. Flere af fortællingerne er stærkt samfundskritiske. Kock skriver bl.a.  om censur (se. f.eks. s. 82), overvågning og livsregulering

”Korsveje for Lu” er ikke åndelig føde af den letfordøjelige slags. Bogen er krævende og ja, foruroligende. Men er det ikke også kunstens og litteraturens opgave – at provokere og prikke til vores fantasi og forståelse af virkeligheden?

tirsdag den 17. april 2018

Mellem den ulidelige lethed og konfrontationen med fortiden

Louise Kringelbach: ”Hjemve”, roman,
TURBINE 2017, 202 sider, 249,95 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

”Ude godt, hjemme bedst”, siger man. Men hvor – eller rettere: hvad – er hjemme? Og hvor længe – eller rettere: hvor langt – skal man være ude, før hjemme er bedst? Hvis det altså er det. Hvis det altså (kan) findes. Louise Kringelbachs roman ”Hjemve” kredser om disse spørgsmål. Og dermed om spørgsmål om rødder og relationer. Hvor hører man til, når nu intet længere er givet på forhånd?


”Den, der raster, ruster”. ”Thi også jeg er her kun på træk og haver andensteds hjemme”. Disse to citater af hhv polarforskeren Knud Rasmussen og digteren Steen Steensen Blicher står som to indledninger. Det første til selve romanen. Det andet til den del af romanen, hvor Anne er vendt hjem – eller i hvert fald tilbage – til Danmark. Noget hun ellers havde forsvoret, ville komme til at ske.

Hun er et eksempel på, at Knud Rasmussens ord om, at den, der raster, ruster, er en sandhed, der kan drives for vidt. Mangel på rast, rastløshed, kan føre til samme resultat. Rust. Anløbenhed. Anne har forladt Danmark i vrede og bor nu i München, hvor hun, som man siger, lever i nuet. Hvad enten hun er til yoga og koncentrerer sig om sit åndedræt og glemmer alt om alt andet, eller hun flyver fra sted til sted, fra bar til bar og fra mand til mand, så gælder det om at være til stede i øjeblikket. Borte er fortiden og fremtiden. Borte er refleksionen.

Wake up call
Man når lige at blive træt af hende (det tager ikke ret lang tid), da hun både får et wake up call i form af et blackout efter alt for mange drinks og et opkald hjemmefra. Eller… fra Danmark. Hendes niece, utålelig teenager, kan ikke finde sin far, Annes bror. Men skal Anne vogte sin bror? Eller hans datter? I hvert fald vender hun tilbage, og hendes historie rulles uundgåeligt op. Og dermed også hendes slægts historie. For hvor er det svært at fortælle historien om et menneske uden samtidig at fortælle den om nogle andre. Spejle spiller en ikke ubetydelig rolle i denne fase. Og så er der den ”sorte boks”, som hun har det med at proppe alt det ned i, som hun helst ikke vil tænke på. Det billede overanstrenges lige rigeligt. Men du godeste, der ligger meget i den boks, som måske kan være med til at forklare Annes styrt.

Hun snubler, helt bogstaveligt, der i revnen mellem den ulidelige lethed og konfrontationen med fortiden og alt det, hun stak af fra. Hun får et sår i panden. Ligesom fx John Steinbeck i Øst for Paradis og Karl Ove Knausgård i Min Kamps 6. bind (og J K Rowling i Harry Potter) lader Kringelbach dette sår og senere ar være et Kainsmærke, som tiltrækker sig opmærksomhed flere gange i fortællingens løb. (”Hans blik noterer sig mit ar i panden. Jeg tager hånden op for at dække det og sænker mit blik”, s. 65) Arret brænder, når hun erindres om sin skyld. Det minder dels om spørgsmålet: har jeg også ansvar for den bror, jeg er så stjernetosset på, og som både er voksen og har kone og barn? Dels om den fortid og den skyld, som aldrig så meget yoga og aldrig så meget stimulans ikke kan skille én fra. Dels om dommen til at være flygtning og fredløs. Men først og fremmest er Kains mærke i Det gamle Testamente jo en påmindelse om Guds beskyttelse af Kain midt i al hans skyld og rastløshed. Heller ikke Anne er fuldstændig overladt til sig selv. Behøver i hvert fald ikke at være det.

Anne er den ene af to jeg-fortællere. Romanen er delt op i korte afsnit, som hver har en overskrift med navnet: Odd, Anne eller Thomas. Og så en angivelse af tid og sted. Det er meget venligt over for læseren, og forbindelsen mellem de tre åbenbares tidligt. Anne og Thomas er jeg-fortællerne fra nutiden. Odd er en mand, som var ung i 1962, hvor han forlod Østtyskland i en kajak. Der er ikke noget politisk statement i det. Vi hører ikke noget om, hvad han rejser fra. ”Han vidste, at når havet kalder, skal man følge det. Det var nu.” (s. 7)  En leveregel som kan befri een fra mange spekulationer over, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, og hvilke konsekvenser valget kan få for andre. Sådan et hav kan antage mange skikkelser og kalde med mange stemmer. Og leveregler har det med at gå i arv. Ligesom fortællingerne. Nå ja, og synden.

"Måske skulle du tale med nogen" 
Thomas bor i Charlottenlund. Job, kone, barn og hund. Han er lige blevet helbredt for en kræftsygdom. Han har lige fået sin fremtid tilbage. Men når han ser i sin håndflade, kan han ikke længere genkende den. Den fremtid, han havde før, virker ikke længere så selvfølgelig. Hans kone forstår ham ikke. Det gør han heller ikke rigtig selv. Havet begynder at kalde.

Louise Kringelbach fortæller ligefremt, med en tør, ironisk humor, som har svirp til nogle af vor tids svøber. Perfektionen, der udstilles på Facebook. Standardsvaret, når nogen vover at dele tanker om noget, som der måske ikke findes rigtige svar på, men som man så kunne afsøge sammen: ”måske skulle du tale med nogen”. Og med ”nogen” menes en coach, en psykolog, en terapeut. Ikke at der per definition er noget i vejen med disse professioner – men der er noget i vejen, når samtalen om eksistentielle overvejelser ikke kan finde sted mellem venner og ægtefæller. Når alt skal fikses, og man ikke kan nøjes med at lægge øre til. Evt. også skulder.

Det deskriptive er ikke forfatterens stærke side. Det er derimod dialogen, også den indre, og handlingerne. Der er en fremdrift i romanen, som kulminerer i noget af en tour de force og ender på grænsen til det patetiske. Og så alligevel. Hvis jeg havde en læsekreds, skulle vi læse Hjemve. Den er overkommelig at læse, både hvad længde og lix angår. Der er både noget til smilebåndet og noget til tanken. Vi skulle naturligvis tale om, hvad ”hjem” er, og hjemve – hvad længes vi efter, og hvordan kommer det til udtryk i vores tid og kultur? Om hvad et menneske er, og hvordan vi er forbundet med hinanden. Også med dem, vi slet ikke kender, i kraft af de store fortællinger, som fx myten om Kain og Abel. Om det der med at få ting gjort færdig i stedet for bare at stikke af. Også når det gælder skyld og død. Om sammenhængen mellem rast og rust. Om hvad der sker med os, hvis vi altid bare følger havets kalden.

tirsdag den 10. april 2018

Gorm Rasmussen på den jyske hede

I UTYSKE No. 5 har vi at gøre med en operalibretto, der dog endnu ikke er skrevet musik til, men som der så fint står i pressemeddelelsen, har læseren sikkert en i hovedet, der er helt passende.


UTYSKE No. 5 – Et døgn på heden

Det poetiske bureaus forlag
132 sider, 100 kr.

Af Anne Rye Andersson
Forestil dig, at du sidder i et dunkelt rum i en behagelig lænestol. Du er omringet af bøger og nips, der henleder tankerne på dine forfædre. Du sidder og ryger pibe, imens du læser i skæret fra en messinglampe og mærker hessiantæppet under dine fødder. Det er den følelse, jeg får, når jeg læser UTYSKE No.5 - Et døgn på heden af Gorm Rasmussen. Det er faktisk, den følelse jeg har haft, når jeg har læst alle bøgerne i utyske-serien. Og det er ikke nogen dum følelse. Det er fornemmelsen af noget hengemt jovist, men noget, der har ligget og ventet på én, noget, det var meningen, man skulle falde over og fordybe sig i. Det har noget dragende over sig.

I UTYSKE No. 5 har vi at gøre med en operalibretto, der dog endnu ikke er skrevet musik til, men som der så fint står i pressemeddelelsen, har læseren sikkert en i hovedet, der er helt passende.

I indledningen befinder vi os i kælderen på Den Sorte Diamant, Dansk Folkemindesamling i Evald Tang Kristensens rum. Man kan forestille sig en arkivar, der videbegærligt har bladret i samlingen og måske har fundet frem til netop disse minder, der nu vil udfolde sig for os i operalibrettoen.
Operaen finder sted på den jyske hede, som overskriften henviser til. Den er en del af den Jyllandsrejse, som Evald Tang Kristensen foretog i 1895 sammen med fotografen Peter Olsen og skildrer deres møde med den kloge kone Maren Haaning.
Librettoen er en bred pallette af følelser, der folder sig ud. Den åndeligt overrumplende skønhed, der omgiver heden, forventningsfuldheden hos de to mænd om mødet med Maren Haaning, frustration udløst som vrede de to mænd imellem, ærgrelsen over Maren Haaning’s reaktion, da de endelig når frem (hun afviser dem i døren), idyllen, da Evald Tang Kristensen og Maren Haaning omsider finder fælles fodfæste og forståelse, forskrækkelse over konens reaktion, da Peter Olsen tager et billede til eftertiden (hun mener, de har stjålet hendes skygge) og måske endda lettelse, da de atter begiver sig hjem igen (uden at ænse stormen).         
Stilen er holdt, som en opera nu kræver det, men der er noget meget poetisk over teksten, som indeholder en vis hjerte-smerte uden at blive kvalm.

Sprogbrugen er finurlig og virker autentisk til tiden omkring 1895 og er bestemt ikke uden humor, som følgende citater understreger:

” Da kom han så,
et år
- det var på samme årstid –
den lille mand,
han kom så stille
trillende bagefter
som et pindsvin
ned ad bakke
… om jeg havde tid
og lyst til at snakke
Bowleren af,
hånden på hjertet
smil og varme,
han tørred sin pande
med en rødprikket klud

så var det jeg fjærtet!!!!!!
(Horn. Hun slår skørtet op) ”

Og:
” Kor, mænd:
Min kone er så syg så syg
sidder og mukker i et hjørne
eller farer rundt i den ganske by
og smækker vildt med dørene

Maren Haaning:
Din kone er ikke mere syg
end hun holder op med at sygne
når du holder op med at løfte
op i andres kvinders dyne!

Maren Haaning og korets kvinder:
Uk, med sig, uk
gamle hooorebuk.

Det, der blandt andet gør Gorm Rasmussen interessant, er hans eksperimenter med form. Her ses en operalibretto nedfældet, og hvis man har læst hele utyske-serien, vil man vide, at han tidligere har givet sig i kast med romanen, biografien, essayet og kortere og længere fortællinger.
Har man endnu til gode at læse resten af utyskerne, kan jeg anbefale, at man giver sig i kast med at læse UTYSKE No. 1 før denne, da der er et biografisk essay over Evald Tang Kristensen, samleren af minder. Den indføring vil gøre pågældende til en endnu større læseoplevelse og bestemt vække noget hos især den hardcore historie- og litteraturelsker.
Alt jeg som læser nu kan gøre, er at vente i spænding på den næste i serien, da denne serie er en sand perle af literære artefakter. Han havde mig ved ’fjærtet’.