tirsdag den 10. april 2018

Gorm Rasmussen på den jyske hede

I UTYSKE No. 5 har vi at gøre med en operalibretto, der dog endnu ikke er skrevet musik til, men som der så fint står i pressemeddelelsen, har læseren sikkert en i hovedet, der er helt passende.


UTYSKE No. 5 – Et døgn på heden

Det poetiske bureaus forlag
132 sider, 100 kr.

Af Anne Rye Andersson
Forestil dig, at du sidder i et dunkelt rum i en behagelig lænestol. Du er omringet af bøger og nips, der henleder tankerne på dine forfædre. Du sidder og ryger pibe, imens du læser i skæret fra en messinglampe og mærker hessiantæppet under dine fødder. Det er den følelse, jeg får, når jeg læser UTYSKE No.5 - Et døgn på heden af Gorm Rasmussen. Det er faktisk, den følelse jeg har haft, når jeg har læst alle bøgerne i utyske-serien. Og det er ikke nogen dum følelse. Det er fornemmelsen af noget hengemt jovist, men noget, der har ligget og ventet på én, noget, det var meningen, man skulle falde over og fordybe sig i. Det har noget dragende over sig.

I UTYSKE No. 5 har vi at gøre med en operalibretto, der dog endnu ikke er skrevet musik til, men som der så fint står i pressemeddelelsen, har læseren sikkert en i hovedet, der er helt passende.

I indledningen befinder vi os i kælderen på Den Sorte Diamant, Dansk Folkemindesamling i Evald Tang Kristensens rum. Man kan forestille sig en arkivar, der videbegærligt har bladret i samlingen og måske har fundet frem til netop disse minder, der nu vil udfolde sig for os i operalibrettoen.
Operaen finder sted på den jyske hede, som overskriften henviser til. Den er en del af den Jyllandsrejse, som Evald Tang Kristensen foretog i 1895 sammen med fotografen Peter Olsen og skildrer deres møde med den kloge kone Maren Haaning.
Librettoen er en bred pallette af følelser, der folder sig ud. Den åndeligt overrumplende skønhed, der omgiver heden, forventningsfuldheden hos de to mænd om mødet med Maren Haaning, frustration udløst som vrede de to mænd imellem, ærgrelsen over Maren Haaning’s reaktion, da de endelig når frem (hun afviser dem i døren), idyllen, da Evald Tang Kristensen og Maren Haaning omsider finder fælles fodfæste og forståelse, forskrækkelse over konens reaktion, da Peter Olsen tager et billede til eftertiden (hun mener, de har stjålet hendes skygge) og måske endda lettelse, da de atter begiver sig hjem igen (uden at ænse stormen).         
Stilen er holdt, som en opera nu kræver det, men der er noget meget poetisk over teksten, som indeholder en vis hjerte-smerte uden at blive kvalm.

Sprogbrugen er finurlig og virker autentisk til tiden omkring 1895 og er bestemt ikke uden humor, som følgende citater understreger:

” Da kom han så,
et år
- det var på samme årstid –
den lille mand,
han kom så stille
trillende bagefter
som et pindsvin
ned ad bakke
… om jeg havde tid
og lyst til at snakke
Bowleren af,
hånden på hjertet
smil og varme,
han tørred sin pande
med en rødprikket klud

så var det jeg fjærtet!!!!!!
(Horn. Hun slår skørtet op) ”

Og:
” Kor, mænd:
Min kone er så syg så syg
sidder og mukker i et hjørne
eller farer rundt i den ganske by
og smækker vildt med dørene

Maren Haaning:
Din kone er ikke mere syg
end hun holder op med at sygne
når du holder op med at løfte
op i andres kvinders dyne!

Maren Haaning og korets kvinder:
Uk, med sig, uk
gamle hooorebuk.

Det, der blandt andet gør Gorm Rasmussen interessant, er hans eksperimenter med form. Her ses en operalibretto nedfældet, og hvis man har læst hele utyske-serien, vil man vide, at han tidligere har givet sig i kast med romanen, biografien, essayet og kortere og længere fortællinger.
Har man endnu til gode at læse resten af utyskerne, kan jeg anbefale, at man giver sig i kast med at læse UTYSKE No. 1 før denne, da der er et biografisk essay over Evald Tang Kristensen, samleren af minder. Den indføring vil gøre pågældende til en endnu større læseoplevelse og bestemt vække noget hos især den hardcore historie- og litteraturelsker.
Alt jeg som læser nu kan gøre, er at vente i spænding på den næste i serien, da denne serie er en sand perle af literære artefakter. Han havde mig ved ’fjærtet’.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar