tirsdag den 19. december 2017

Om at forstå, at du ikke kan forstå det

Mikkel Pape
”Det første væsen”
Det Poetiske Bureaus Forlag, 150 kr

Af Marie Ladefoged

Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin omfangsrigdom, som naturligvis aldrig ender

Det at skrive klart om noget så uklart som skabelsen af alt er noget af en kunst, og den mestrer Mikkel Pape til fulde. Han har skrevet og illustreret bogen ”Det første væsen”. Bogen fortæller om et væsen, som ikke er Gud, men et Første væsen, som sætter alting igang ved at skabe det ud af intet. Væsenet var, og så blev der mere i verden. Dette beskrives således:
”Det eksisterende er godt, men mere er altid bedre, og helt nyt er allerbedst!” Dette blev sætningen, som skulle ligge til grund for al fremtidig frembringelse.

Således beskrives det, at der bliver mere af mere af alting i verden, og tiden og tanken og mindet skabes - og kompleksitet. Det onde skabes også, som noget, der kunne minde om Teodicé problemet; hvis Gud er god, hvorfor er der så ondt i verden. Det væsen, som det første væsen skaber som en kopi af sig selv, omend uden det første væsens uendelighed, minder i høj grad om mennesket, og dette væsen får en fri vilje, hvilket den bruger til at gøre verden større. Omvendt Bibelens version af Skabelsen og alt, hvad der senere fulgte i Genesis, er denne bog ikke lang i spyttet, men klar og kortfattet. Hvilket Bibelen nu også er i enkelte passager, som om det bliver kortere, jo mere det gælder. Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin naturlige omfangsrigdom, som aldrig ender.

Sort hvid kompleksitet
Bogen er delt i to dele, hvoraf det første er fortalt hvidt på sort sammen med illustrationerne, bortset fra side 14, hvor et menneskelignende væsen introduceres og teksten deles op i først den glade og ukomplicerede tid og så den komplekse tid, hvor det skabte ikke forstår og derfor stiller dumme spørgsmål til sin skaber. I første del beskrives altings skabelse fra intet til alt til intet igen til en ny begyndelse, hvor skaberen selv begynder at stille spørgsmål:

”Hvad er det her?” spurgte Væsenet ud i intetheden.

I anden del, som er illustreret og fortalt i sort på hvidt, vender bogen tilbage til skabelsesprocessens initale og simple fase. Her inviterer det første væsen selv dets skabte væsen til at stille spørgsmålet for at kunne forstå og forestille sig alting ligesom ham. Men her bryder det første væsen med sine egne tanker om altings væren. Det skabte væsen, her ved navn Lonegurt, opfordres til at søge mening og hermed også kompleksitet, hvor det før sejlede på det blikstille vand og var en del af det skabte sammen med ting som luftballoner, sammenfiltrede knuder og meget spidse sko. Så opstod paradokset om, at Lonegurt var skabt i det første væsens billede som en kopi, med skabertrang i den skabte verden, men uden det første væsens uendelighed. Den sidste side i historien om Lonegurt og Væsenet bliver mørk; måske som en slags tilbagevenden til oprindelsen.

Det alvorlige glimt i øjet
Historien er fortalt med et stort glimt i øjet og fortællingens humor og talrige paradokser klæder bogens alvorlige tematik, for det kan ikke være mere alvorligt end dette, når nu det skal handle om alt. Bogen er så ambitiøs i sin plan, at den forstår at servere det for læseren på en overskuelig måde. Det komiske i, at skaberen, Det første væsen, klokker i det gang på gang og må lave alting om og endda selv kommer til at indgyde skabervæsenet, eksemplificeret i Lonegurt, en trang til at forstå det uforståelige og uendelige, gør bogen cirkulær, uhøjtidelig og håndterlig. Det er morsomt, at den ufejlbarlige skaber egentlig er så fejlbarlig, som den nu er. Hermed skal ikke siges, at bogen ikke har en inderlighed i sig, og man kan, hvis man vil, også læse en del religiøsitet ind i den. Bogen kunne være et atelogisk skabelsesværk; den fremstiller en skønhed i skabelsen, som er uafhængig af sin skaber og lever med en fri vilje.
Bogens grafiske billeder i sort hvidt minder om æstetikken i den grafiske roman ”A Monster Calls” af Patrick Ness, som er illustreret af Jim Kay, og dette er ment som en stor kompliment. Bogens tekst og billede danner en enhed. Opsætningen leger med en vekselvirkning af det sort hvide, hvor teksten står med hvid skrift i verdens væsenmørke, hvor meningen er underordnet skabelsen, men med sort skrift på hvid baggrund, hvor det menneskelignende skabte væsen stiller spørgsmålet om meningen med livet. Dette er et ret finurligt greb, hvor læseren ledes ind i den sanselige mørke tekst med sine billeder for derpå at ledes ind i den intellektualiserende stillingtagen til det hele som hos Lonegurt med en kompleksitet, der også spejler det kristne paradoks med inkarnationen; at Gud blev menneske, ligesom væsenet skaber et billede af sig selv. Hvis man vil, kan man tage en lille teologisk værktøjskasse frem og skille tingene lidt ad, sammenligne med religiøse tekster og forsøge at blive klogere på, hvad det er bogen her vil. Eller man kan lade kassen stå i pulterkammeret og bevæge sig ind i mørket med lystlæsningen og acceptere det store uendelige univers, som denne bog er en del af, og al dens uforståelighed, som vi er en del af, om vi prøver at forstå det eller ej.

De længere tankers korte historie
Man kan sådan set blive klogere af at læse den her bog, hvis man godtager præmissen om ikke nødvendigvis at kloge i noget, man alligevel ikke forstår, men lære, at der er ting, man kan forstå uden at forstå, og heri ligger der en form for trosbegreb og hyperlogik, som hverken er teologisk eller ateologisk, men kunstnerisk og litterær.

Der er godt med tankestof i den her bog, som også leger med Gudsbilledet og på sin vis overholder en art billedforbud, idet det første væsen kun billedliggøres delvist. Den er fyldt med sådanne narrestreger eller måske genistreger, som man kan få nogle gode diskussioner ud af i religionsundervisningen. Den kan også være med til at belyse Skabelseshistorien i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente i konfirmandundervisningen for at have noget at stille det op imod, som formår at beskrive noget stort på en både kompleks og enkel måde, som unge mennesker vil forstå. Indfører man nogensinde ikke-konfirmandundervisning, hvilket måske ville være en god idé, vil denne bog være selvskrevet til at vække eftertanke hos den kommende ikke-konfirmerede. Og hvis ikke, så en ideel gave til ikke-konfirmanden med behovet for at tænke de store tanker og stille de store spørgsmål, før man bliver voksen og indser, at man alligevel ingenting forstår, men gerne vil være et godt menneske af den grund, og det kan man blive af at høre gode historier som i denne bogs uendelige og billedskabende fortælling.

fredag den 15. december 2017

Jorns steder, Læsø, Albissola og Paris


Lars Morell: Asger Jorn på Læsø (72 sider); Asger Jorn i Colombes-Paris (64 sider); Asger Jorn i Albissola (65 sider) Pris per styk: 250 kr. Udgivet af Foreningen Asger Jorns Venner. www.asger-js-venner.dk

af Troels Laursen
Skagen har sine malere og Læsø var i 60’erne lige ved at få sin egen koloni af kunstnere. Det blev dog ikke til så meget, og alligevel satte Jorn sine spor på øen, så det endnu mærkes, så selvom der aldrig blev en kunstnerkoloni som i Skagen, og Jorn ikke selv var der så meget igen, målt i tid, så giver det alligevel god mening at knytte ham til øen. Og som foreningen bag gerne vil det, nemlig udbrede kendskabet til Jorns virke med afsæt i Paris og Albissola i Italien og på Læsø. Og det begynder der på øen der er kendt for sit salt.

På en togrejse købte Jorn af en medpassager Bangsbohave for 10.000kr. Uden at, have set hverken gården eller Kattegatøen. Han overtog gården den 1. april 1964 og en slags aprilsnar var det på sin vis, for det viste sig at gården lå meget afsides og var i dårlig stand.  Med hjælp fra kollegaen Jørgen Haugen Sørensen og den navnkundige gallerist Birch gik det dog. De to købte i øvrigt begge senere hus på øen og en kunstnerkoloni var i sin vorden, hvor senere også Per Kirkeby slog sig ned i en mange år og stadig har et hus der. Først næsten halvanden år efter købet ser Jorn selv huset. Han og galleristen ville rydde nogle træer på vennens grund, men snart gik Jorn ind efter øl, men vendte ikke tilbage før han, i de få dage de var på øen, havde malet vennens lade med et stort murmaleri, der fortalte om solens gang over himlen fra morgen til aften i alle dens farveskalaer, og viste som en gammel salme, at solens gang over dagen lignede menneskelivets gang på jorden, sluttende med en storslået nocturne, hvor mørket har sænket sig og alt er gået til ro.

Bogen er illustreret med ganske mange fotos af både Jorn og hans værker, der har tilknytning eller direkte er blevet til på Læsø. Ærgerligt nok ikke de bedste gengivelser og ofte i små formater, så man kunne have ønsket sig en lidt større udgivelse, hvor der havde været plads til flere detaljer i værker, som i nævnte, der er så kæmpestort at det rækker over flere vægmetrer. Efter den kraftanstrengelse kom Jorn ikke på øen i tre år. Og han sagde selv på et tidspunkt at han havde haft huset i fire år, men kun været der i ti minutter. Hans levede i de år en vagabondtilværelse, hvor han rykkede rundt hele tiden fra sted til sted, fra land til land.

Teksten af Lars Morell er velskrevet og læseværdigt. Bogen er et langt kapitel uden stop, og man kunne havde ønsket sig flere små overskrifter og afsnit, især de steder, hvor der kommer nye personer ind på ”scenen”, personer som kunstnerkollegaen Jørgen Haugen Sørensen, Troels Andersen, manden der kom til at lede Jorn Museet, i Silkeborg og Jorn sidste samlever Nanna Enzenberger, der også fødte hans sidste søn Ib. Hun arvede gården og levede der i en række år ludfattig og ile set af øens befolkning, på grund af hendes tyske afstamning.

Der er ikke mange af den slags anekdoter fra Jorns tid på øen, kun få om hans ekstravagance, som når han betalte dobbelt for maden på Hotellet, eller om hans missionske ”forvalter” Stoklund, der tog sig af både Jorns Landrover og huset, så det altid var klar når Jorn var på vej til øen. I hvert fald så længe Jorn fik betalt ham for det. Morell har besøgt Stoklund, som fortæller om tiden, men der rendes ikke med sladder og alt efter temperament, kan man så begræde det eller fryde sig over det.

Morell holder sig til fakta og sætter med sin bog Læsø ind i den store bog om Jorn og hans kunst. Der er flere henvisninger til Edvard Munch i værkerne, der kommer fra Jorn mens han arbejder på Læsø. Cirka 30 værker opregner Morell det til. Han gennemgår dem nøje så deres kunsthistoriske baggrund lægges overbevisende frem. Foruden det store vægmaleri i Birchs lade, eksempelvis ”Himmelhunden”, samt et Sankthansbålsmaleri, som intensitet ikke levner Krøyers ditto noget efter.  Også de kendte papirarbejder ”Prikbillederne” bliver omtalt. I det hele taget kommer Morell flot omkring den smule, der er at fortælle med og om de godt ti år Jorn har huset, så både tiden og kunsten fra den tid opleves vedkommende.

Jorn var ikke på Læsø for naturen eller lysets skyld, han malede som regel om natten i skæret fra lysstofrør. Det var måske mere øens isolerende karakter, der trak ham, derover, eller som han selv ytrede det i et interview i Ekstra Bladet ”man kan godt sige, jeg er her for at blive lidt glemt. Rådne lidt op. Lige stille. Måske er det starten på retræten. Man skal jo også tænke på sine gamle dage”.

Jorn døde 1. maj 1973 på Aarhus Kommunehospital af lungecancer, og glemt blev han ikke, heller ikke på Læsø, selvom han var dødelig syg den sidste gang han var på øen, i nytåret 1972/73. Bogen er et fint stykke lokalhistorie med national og international kunsthistorisk bredde.

Huset blev efter Jorns død i en årrække forpagtet ud af naboen Stoklund, som udlejede det til turister. Siden stod det tomt i en lang årrække indtil Nanna Enzenberger i 2007 solgte stedet til de nuværende ejere, der efter store istandsættelser og en del forviklinger og beskyldninger i pressen, om et legat, der skulle knyttes til stedet og Jorn, endelig i 2009 kunne indvie huset med henblik på blive brugt som gæsteatelier for kunstnere.

Jorn i Italien

65 sider, inklusiv mange fotos, i et langt kapitel, udgør dette 2. bind i serien om Asger Jorns steder rundt om i verden. Det handler om de år Jorn havde et hus i Albissola i Italien. Og i maj sidste år, åbnede man Casa Museo Jorn, der nu er et vidnesbyrd om Jorns enestående kreativitet og hvor man kan se omkring 20 års historie af Jorns arbejder mellem Silkeborg, Sorring og Albissola, fra 1952, det første år han er der, til han dør i 1973.

Albissola-bogens italienske udgave
Jorn købte huset, hvor hele to paver var født og opvokset, i 1957. Det var da en ruin i et 5.000m2 stort vildnis af en have. Jorns ven, mureren Umberto, fik sat huset så meget i stand, så kunstneren kunne flytte ind med sin familie. Umberto og hans kone Teresa flyttede også ind og passede ejendommen, når Jorn rejste rundt i verden. Året efter overtog han nabohuset og sammenlagt var der nu en hektar jord til. Jorn og Umberto anlagde gange af mosaik, der slyngede sig gennem haven. De murede glas og potteskår ind i husets ydervægge, byggede en udendørsovn af sorte og hvide strandsten og anbragte Jorns små skulpturer overalt i blomsterbedene. Indenfor malede Jorn direkte på væggene eller murede relieffer op på dem, med tydelig inspiration fra Gaudi og lokale (originale) traditioner om at udsmykke huse ved havet med muslingeskaller og strandsten. Han virkeliggjorde sin forestilling om et levende eventyrhus, med et lyserødt luksusbadeværelse, så det hele blev en stor skulptur, man kan bo i. Og Jorn lever dermed op til filosoffen Heideggers udsagn, om at et hus aldrig bliver byget færdigt, fordi det at bygge er en eksistensform for mennesket.

Jorn havde nogle af sine mest produktive år i den lille by på kysten vest for Genova. For eksempel var det her, han skabte det 3 gange 27 meter store keramiske relief til Aarhus Statsgymnasium sammen med flere af byens pottemagere. Fra Silkeborg og Sorring havde han været interesseret i at sætte almuens pottemageri, der var brugsgenstande, sammen den moderne kunst, og derved skabe et nyt formsprog af spontanitet og håndværk, befriet fra videnskaben og det intellektuelle.

Få uger før sin død i 1973 testamenterede Jorn huset til Albissola kommune med ønsket om, at det skulle indrettes som museum og kunstnerbolig. En betingelse var, at Umberto og Teresa skulle have lov at blive boende, så længe de levede. Efter deres død i slut 90’erne stod huset tom, men er som nævnt nu genåbnet. Lars Morell er manden, der ved mest om Jorn og med denne udgivelse beviser han det endnu engang. God faglig kunsthistorisk viden kombineret med anekdoter og glimt i øjet, går her op i en fin enhed af fornem formidling.

Jorn i Frankrig

Asger Jorn i Colombes-Paris er den tredje bog i trilogien omkring Asger Jorns atelierer på forskellige steder. Og de 64 sider indeholder mange fotos fra Jorns tid i Paris og ikke mindst huset eller atelieret han havde der i Colombes, en bydel lidt uden for Paris.  Og på disse få sider bringer Morell historien om kunstneren og huset, med anekdoter, der ikke blot bliver til tøhø-anekdoter, men som bliver sat kyndigt og grundigt ind i en sammenhæng, der udfolder Jorns tid i huset og ikke mindst den kunst han frembringer der. Bogen fremviser flere sider af Jorn, især som grafiker, som sker i et samarbejde med trykkeren Peter Bramsen, som egentlig redder Jorn, der i fem år har været hjemløs, da han får Jorn til Paris, for her finder han sit sted, hvor han kan få arbejdsro og samtidig være tæt på kollegaerne, blandt andre Jørgen Haugen Sørensen, inde i Paris.

Huset blev hans arbejdssted og et produktionssted, hvor der bare var det nødvendige. Ikke som i de andre huse, hvor der var masser af loppefund og nips. Her blev der ikke gjort plads til kærester eller børn. Det kom der dog til. Og et lyserødt luksus badeværelse i kælderen. 

På engelsk kaldes en kunstners arbejdsplads for ”a studio”, mens man på fransk og dansk, siger ”et atelier”. En dobbelthed, der udgår hel fra renæssancen, hvor en kunstner havde både et atelier og et studio. I atelieret udførte han den håndværksmæssige del af sit virke, mens han opbevarede sine bøger og andet i et lille studiekammer ved siden af. De to rum afspejler dobbeltkarakteren i den moderne kunstners indsats. Samme dobbelthed var der i Jorns huse og steder. Der var altid et større rum, hvor han kunne arbejde med oliefarver og terpentin, samt et værelse, hvor han læste og skrev, samt malede med ikke lugtede akvarel.

Jorn flyttede fra huset i sommeren 1972 og rejste videre til Albissola, hvor han tilbragte efteråret og han holdt sin sidste jul på Læsø samme år. Han døde 1. maj året efter og de tre huse stod i årevis som om han lige var gået en tur ned efter cigaretter. Huset ejes i dag af malerparret Maja Lisa Engelhardt og Peter Brandes, der bidrager med en række af bogens fotografier. Det er første gang, takket være denne lille fine trygsag, at offentligheden får adgang til denne ejendom, der gennem 50 år har været et holdepunkt for dansk kultur i den franske hovedstad. Selvom trilogien nu er bragt til vejs ende, så kunne man ønske at vennerne og Morell fik lavet flere bøger, fra den Nordiske rejse i 60’erne eller fra Japan, som i 1970 påvirkede hans senere grafiske produktion, eller fra … mulighederne mange og udgiverne her, har med denne bog, vist, at de kan løfte det.









fredag den 8. december 2017

De døde kan høre, at man tænker på dem

Julia Werup
Ensomme mænds død
Det poetiske bureaus forlag, 150 kr.

Af Søren E. Kristoffersen

At skrive om et værk er en form for psykoanalyse. Især når man skriver om et meget personligt værk, et værk der åbner sig som sår eller blottede kønsorganer


Et sådant værk er Julia Werups bog Ensomme mænds død, der udkom i november 2017. Der er ikke tale om autofiktion, det er heller ikke som sådan et autobiografisk værk, det er en digtsamling, der består af 41 digte, men det er digte, der kradser hul på noget meget personligt – måske det mest personlige af alt – nemlig døden, sorgen og det smertende liv. Selvom bogen er personlig, er den dog ikke privat. Som den meste gode litteratur har den omsætningens afstand, det filter, digtningen skaber imellem liv og kunst. Men man mærker forfatteren gennem filterets membran, hendes smerte bliver mærkbar, tristessen virkelig.

Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at skrive om denne bog. Den er hård og kold, slimet og brutal. Men jeg er draget mod den, den er vedkommende i sin ærlighed. Måske jeg i virkeligheden er mere draget af det at skrive om bogen, end bogen selv, hvilket på en måde er helt i digtsamlingens ånd. For den omhandler begær, egoisme, solipsisme, hvilket netop er paradokset i en knækket nøddeskal: de værker der er mest personlige, solipsistiske, er også ofte dem, der rammer os stærkest. Og er egoisme, solipsisme, virkelig så slemt? I mystikken er det første skridt på vejen til visdom.

Ensomme mænds død indeholder dog også digte, som er direkte smukke, fx dette, blot kaldet ”Pacemaker”: ”Døden er ikke romantisk/ Derfor findes poesien/ Hvad kommer efter os/ Det mindste vi gjorde voksede/ Men hvad med dit store hjerte/ Slå ikke så hårdt/ Det skal slides i stykker så meningen med livet/ bliver større end dit hjerte/ Har gnisten nogensinde været medgørlig/ Tilladt forårets lys/ Ungdommen kaster nogle stråler af lys på familien/ Lad os forstå at alt hænger sammen/ Livet og hjertet/ Forenede/ Pludselig folder døden sig ud/ Ikke i forårslyset/ I øjne søbet i tårer.”

Sætningernes sanselighed
Julia Werup (f. 1987) er svensk, men bosat i København, så det giver god mening, at bogen udkommer i en dobbeltsproglig svensk-dansk udgave, oprindelig skrevet på svensk og så oversat til dansk. Hun er ud over at være lyriker også sanger og sangskriver, og musikaliteten fornemmes i sætningernes sanselighed.

Julia mistede sin far i november 2016, og samme måned året efter udkommer altså Ensomme mænds død. Jævnfør titlen er det vægtigste omdrejningspunkt tabet af faren, og der er en tydelig terapeutisk tråd at spore i digtene. Det terapeutiske aspekt er dog ikke noget skadeligt, det trækker ikke ned i værdi, når bogen bliver vejet. Sorgarbejde, lede ved livet, er jo en guldbeslået tradition i den lyriske kanon. De dødes efterliv kan antage bizarre formationer, ikke mindst i de efterladtes tyngede sind. Nogle lever bedre og længere, efter de er døde; det er muligt, at mindet er det eneste efterliv.

Alt andet end utidssvarende
Selvom Ensomme mænds død ikke har en åbenlys politisk vinkel, forekommer det mig alligevel, at den – i det mindste intuitivt – rammer ned i en tematik, der er alt andet end utidssvarende. Opgøret med faderen spejler opgør med ”patriarkatet”, den gamle ordens kaos, kongens langsommelige fald. Det er en faderløs tid, vi lever i i dag, og måske er det ikke det værste, der kan ske. Med en stemme som Julia Werups, syngende i øregangene, kan jeg kun ønske mig flere kvindelige stemmer. Heldigvis er det ikke ’beton-feminisme’, der er bogens mission, men en vis ’ny-bølge-feminisme’ eller ’fjerdebølgefeminisme’, som det også bliver kaldt, kunne man måske godt tillade sig at forlene den med. Den er på en måde et forsøg på at transcendere begrebet skam, et opgør med selve forståelsen af skammen, og på den måde i høj grad et kvindefrigørende projekt. Jegets løsslupne begær, ejer af sin lyst, hendes brændende hede seng, hun byder byens frysende duer, er et godt eksempel på denne latente tendens: ”Jeg ville ønske jeg kunne give jer min seng/ Så brændende hed fra alle tidligere kroppe.”

Bogen insisterer på, at kvinder skal have lov til at være sluts uden af den grund at blive shamede for det. I det mindste kan man sige, at det er en ”kønnet” bog. Bedst bliver det måske sagt i digtet ”ADHD”, hvor jeget går ind på jazzklubben Montmartre med lyn mellem tindingerne og ild i kødet: ”Ingen kan længere hindre mig/ fra verdens tilgængelige mænd/ I overflod/ Overalt/ Jeg står som et åbent kønsorgan/ Med kødet blåligt blodigt.”

Rastløshedens jungle
ADHD, rastløshedens jungle. Stoffer, Champagne, Jazz og techno og afsporet sex. Bogen er en verdensudstilling af skrøbeligt liv. Det gør ondt at leve, en sadistisk fryd. Sanseligheden gnistrer i de korte sætninger, den er bakkantinsk, dionysisk, men ikke triumferende. For skyggerne vokser bogen igennem, men den er lysende i sin tristesse, syngende formummet. Digtsamlingens ’jeg’ er plaget af livet og skræmt af døden. En skruetvinge, der dog maser digte ud af panden. Det er en tradition, en inspiration, som ligger den nordiske ånd nær, driften mod katarsis, mod forløsning i dybet.

Hvis det at skrive om en bog, er en form for psykoanalyse, er jeg bange for, jeg har sagt mere om mig selv, end om bogen. Og det er måske det bedste ved Ensomme mænds død – at den inspirerer, giver lyst til selv at skrive mørket væk.

tirsdag den 5. december 2017

En samfundsnassers selvbiografi

Persille Ingerslev: ”Om”
Egolibris 2017
272 sider, 249,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Bogen ”Om” har genrebetegnelsen ”Biografisk roman”. Den er dog lidt sværere at genrebestemmen end som så. ”Om” er en sympatisk hybrid mellem selvhjælpsbog, biografi, essaysamling, poesibog og – måske – roman.

En beskrivelse af livet
”Om” forener modsætninger. Den har mange gentagelser, men er ikke desto mindre fængende. Den er ensidig, men skaber udblik. Den har en trist grundtone, men er ofte hylende morsom. Den er pinagtigt selvudleverende, men på den fede måde. Den er til tider formuleret en tand for popsmart – andre steder så smukt og præcist, at man må læse sætningen igen for at fastholde nydelsen. Den er benhård i sin kritik, og dog umådeligt rummelig. Den er på samme tid selvoptaget og favnende. ”Om” er med andre ord en beskrivelse af livet.

Ikke et hvilket som helst liv, men det, der leves af den overvægtige, medicinerede, angst-, stress- og depressionsramte forfatter, der tilmed kæmper med et ringe selvværd som kontanthjælpsmodtager, men finder en mening med livet ved at tage sin egen lille kamp mod overforbrug og klimakrise i form af gendyrkning og privat formuldning i kælder, baggård og lejlighed.

Persille Ingerslev finder kasserede grøntsager i supermarkedernes affaldscontainere og planter rødderne i plasticspande. Hun udvikler sig til krydderurtespecialist og deler glad og gerne dyrkningsråd på sin facebookside. Med planternes sunde vækst gør hun det, der ellers er et fyord i nutidens vækstøkonomi: Hun sparer penge! Og ikke nok med det. Hun, hendes mand og hvem, der ellers kommer forbi, spiser afgrøderne. I frederiksbergbaggården udvikles en privat planteskole, hvorfra der deles gratis ud af høsten.

Hun har fået et formål med livet
Persille Ingerslev tager stafetten op fra landbohusholdningerne for 6-7 årtier siden, men hun gør det inde i byen på meget begrænset plads og uden brug af sprøjtemidler af nogen art. Glæden ved den vækst, der ikke har med økonomi og effektivitet at gøre, medfører, at hun får energi til at deltage i aktivering; noget, der ellers tidligere har knækket hende mentalt. Hun har fået et formål med livet, og selvom det virker lidt ensidigt, er det en smuk beskrivelse af et anstrengt sind, der pludselig blomstrer op og strækker sig mod – ikke solen – men månen, for Persille Ingerslev har det bedst med mørke: ”Jeg holder af mørket. Nogle er bange for mørke – de er bange for, hvad der gemmer sig i mørket. Jeg er rolig ved mørket, for jeg ved, det bare er mig, der gemmer mig dér. Jeg kan liste uset langs gader, hække, baggårde eller landeveje i mørke. Jeg kan næsten se med fødderne i mørket. Mine skridt er bløde i månelys, mit sind er mildt og vågent.” (s. 208).


En samfundsnassers selvbiografi
Forfatterens særlige planteskole har sine op- og nedture, men den giver hende tilstrækkelig energi til også at skrive en biografisk roman, der blandt andet skildrer livet som kontanthjælpsmodtager: ”Tonen både på sociale medier og i pressen bliver i sommerens løb skærpet over for alle de såkaldte samfundsnassere. Det er svært for mig at opleve, hvordan flere og flere mennesker føler sig i deres ret til at dømme andre. At slå ned på for eksempel førtidspensionister som grunden til, at vi har en finanskrise. Nasseriet bliver internaliseret, og man får endnu et gok i nødden, i tilfælde af man ikke havde det skidt nok i forvejen. Jeg er bange for, om jeg overhovedet har lov til at være her.” (s. 56).
Blot fordi man modtager kontanthjælp, er man ikke et ringere menneske. En person, der kan beskrive tankemylder troværdigt, har i hvert fald værdi for dem af os, der har svært ved at forstå lidelsen. Efter en beskrivelse af en totalt rodet tankegang, følger denne morsomme, og dog dybt plagede overvejelse: ”Det er lidt syret, at jeg kan observere, at jeg har alle disse tanker, men hvis det er mig, der har tankemylder, hvem er det så, der observerer tankemylderet? Har jeg nu mere end én personlighed? Er jeg multi-egoist? Det er slemt nok bare at være samfundsnasser og egoist, hvad nu hvis jeg er dobbelt- eller tredobbelt-egoist? Ha, der er i hvert fald ikke nogen yderligere udbetaling af kontanthjælp, der er ingen bonus for at være multitænkende. Mit hjerte hamrer. Min hud klør. Tiden går alt for langsomt.” (s. 149).

Den nikotinafhængige kat
Andre gange gør det ikke spor, at tiden tager den med ro. Når tankemylderet, angsten, stressen eller depressionen ikke raser, skal der være tid til en smøg og en stille samtale. Persille Ingerslev har ofte selvironien med i det selvudleverende (med mindre hun ved læsningen af disse linjer sidder og ler af anmelderen, fordi det følgende citat ikke hægter sig på den første, men den sidste del af genrebetegnelsen ”biografisk roman”): ”Vi ryger smøger, det gør vi sgu. Så her er godt gulligt over det hele. Vores ældste kat må være nikotinafhængig. Han slikker på døre og vægge for et godt ord, og det er tydeligt, hvor langt op han kan nå. Der er simpelthen en synlig linje, der viser, hvor højt oppe han kan slikke på døre og vægge.” (s. 184).

En beskrivelse af det skjulte
Persille Ingerslev tager læseren med ind i en tilværelse, man ellers helst undgår, fordi man bliver så frustrerende magtesløs over for sindslidelse og fattigdom. Det er meget lettere at marginalisere andre end at forsøge at forstå dem. Men Ingerslev vil ikke gemmes af vejen: ”Jeg ved, at jeg ikke er alene, men det virker sært omgærdet af hemmelighedskræmmeri, at vi er, som vi er. Vi skammer os og gemmer os og er selvudnævnte eksperter i at lade som om. Hvad skulle vi ellers gøre? Skrive en bog om det?” (s. 265). Ja! Det var en rigtig god idé.

fredag den 24. november 2017

Afbrudt af et selvmord

N. A. Nissalovitz
Mysteriet om et menneske
Forlaget Baggaardsbaroner, 2017

af Anne Rye Andersson
Jeg hørte en podcast om det litterære selvmord, som ansporede mig til at læse ”Mysteriet om et menneske” af L. A. Nissalovitz. Jeg havde fået en mail fra forlaget Baggaardsbaroner, der vakte min interesse, både på grund af det smukke, syrede omslag af bogen, men også på grund af netop selvmordet som omdrejningspunkt, idet forfatteren begik selvmord under processen med at skrive bogen. Forlaget har sammen med familie og venner fået sammenstykket bogen, ud fra det, de havde af materiale, samt facebookopslag, breve mv.

Det synes jeg i sig selv er interessant, men min nysgerrighed omkring hvad denne nu afdøde forfatter havde haft på sinde op til selvmordet, drev mig til at skrive til forlaget efter et anmeldereksemplar. Så tænkt så gjort. Jeg fik en meget imødekommende og umiddelbar mail tilbage, der vidner om forlagets undergrundsstatus. Det var forfriskende med sådan en ukonventionel mail. Jeg satte mig ned i min øreklapstol og læste.

At en forfatter har begået selvmord under en skriveproces eller umiddelbart efter et afleveret manus, er naturligvis ikke i sig selv noget kvalitetsstempel, men det giver for mit vedkommende en ekstra opmærksomhed og årvågenhed under læsningen. Som læser ledte jeg efter tegn, der kunne pege på, hvorfor L. A. Nissalovitz begik selvmord.

Det blev en grådig læsning, jeg følte, jeg trådte ind i sindet af en mystificeret forfatter, og jeg måtte vide alt om ham, alt det, der blev skrevet, men ligeså meget, alt det, der blev udeladt. L. A. Nissaloviz var et meget tænksomt menneske. Han levede spartansk i sin lejlighed og nød, i hvert fald i et vist omfang, sit eget selskab. Han filosoferede meget over livets mening, hans eksistensberettigelse, og læsningen var en melankolsk fornøjelse, da forfatteren led af tungsind og weltsmerzen, men også en meget smuk fornøjelse, idet hans velartikulerede stemme i bogen løftede sproget op over banaliteter, han var som en kniv, der skar det overflødige væk. Sådan oplevede jeg det. Nedenstående et par eksempeler fra bogen:

”Ingen skyer at ane. Den kraftige sol kombineret med den ikke-eksisterende vind gør det ulideligt at opholde sig andre steder end i skyggen. Jeg parkerer mine lærreder i det lille hus i baghaven. Det er ikke rigtige lærreder, men stjålne valgplakater. Jeg har en stærk forudanelse om, at jeg ikke kommer til at male eller skrive, selvom omgivelserne er ideelle. Det bunder i en uforklarlig frygt. Som tiden går, udvikler frygten sig.
(…) Jeg skulle ønske, at jeg befandt mig et andet sted, alene.”

Og:

”Jeg har ingen.
(…) Ser min elskedes lemlæstede kroppe, kalkuleret omridset af knoglebrud og fjer i lavendellugt, og konkluderer at blodet i min krop cirkulerer akkurat som før – lige så koldt og uberørt.
Livet her er tilnærmelsesvist umuligt, kun nætterne eksisterer, når jeg uden billet kører i togets ringe om byen i randen af forstaden. Her kan jeg skrive. Særligt når toget er fyldt med sorte ruders vrangbilleder.”

Det er vist ikke forkert at kalde ham højtravende, ikke i nogen negativ forstand, men han var meget højtflyvende i sine tankerækker, ikke meget var pragmatisk, det beskæftigede han sig nærved aldrig med, jeg tror ikke, det interesserede ham. Livets daglige trummerum på jorden gjorde ham nærmere dybt deprimeret. Derfor er hans selvmord heller ikke en overraskelse, selvom det er tragisk og trist.

Bogen er opdelt i fire dele. Første del hedder ”Om morgener i Mosterhamn” og består af tre breve. Anden del hedder ”Om dage i Frankrig”. Tredje del hedder ”Om nætter i København”. Fjerde og sidste del hedder ”Efterord” og er forlagets ord og tanker om denne bog og ikke mindst forfatteren. I sidste del får man et indblik i den proces, forlaget har gennemgået, og det er en rigtig fin krølle og ode til forfatteren og mennesket L. A. Nissalovitz.

Forfatteren behandler temaer som den sødmefulde forelskelse, den ulykkelige, ikke-gengældte kærlighed, ensomheden som værende den gode, opbyggende ensomhed eller alenehed om man så kan sige, og den i hjertet udslettende og meningsløse ensomhed. Der er ligeledes filosoferinger over digtere og deres virke, betragtninger af det liv, der leves og den smerte, der er forbundet hermed, samt reflekteringer over skrivepraksis og angsten for ikke at slå til.

”Mysteriet om et menneske” er en meget velskrevet bog. For nogle vil sproget i et vist omfang måske virke prætentiøst og forceret, men når jeg forestiller mig forfatteren, forestiller jeg mig, at han ligeledes har talt på samme måde. På den måde virker stemningen og sproget autentisk, når man som læser i hvert fald ved anden læsning har læst efterordene og får helheden med. Man kunne med rette starte med at læse efterordene, idet de indfører læseren i det univers og det menneske, der udfolder sig på skrift i bogen.

Bogen er et vidnesbyrd om det mysterium et menneske kan være, de tanker et menneske kan gøre sig, og den fatale skæbne som selvmordet er. Derfor er det en vigtig bog, ikke en bog, man bliver glad af at læse, men den sætter refleksionerne i gang, refleksioner over livet i en nogle gang meningsløs verden.

Med ”Mysteriet om et menneske” viser forlaget Baggaardsbaroner ikke overraskende, at de udgiver kvalitetsundergrundslitteratur og samtidig har hjertet på det rette sted. Jeg venter spændt på nye udgivelser fra forlaget og vil varmt anbefale andre at stifte bekendtskab med dem.   

fredag den 17. november 2017

Ensomheden findes!

Sample
Camilla Hjørnholm Olsen
Artur – et turbine forlag

Af Carina Wøhlk
Bogen med den engelske titel ”Sample” er skrevet af debutanten Camille Hjørnholm Olsen. Forsiden lader læseren vide, at der er tale om en punktroman. I fem afsnit, der bærer mandenavne som overskrifter, følges fortællerens forhold til fem forskellige eksemplarer af manderacen – fem ”samples”. Der en tale om en broget flok: En musiker, en misbruger, en midaldrende fraskilt, en klassisk dannet og en arabisk indvandrer.

Korte og koncentrerede kapitler
Punktromanen er en særlig, litterær genre, der excellerer i korte og koncentrerede kapitler. Læseren udfordres til at stykke fragmenterne sammen og fremkalde det narrative flow. Eller sagt på en anden måder: Læseren må selv udfylde de tomme huller i historien.

Ikke kun genren gør ”Sample” til en særegen læseoplevelse. Hjørnholm Olsen opererer med et noteapparat af nærmest encyklopædisk karakter. Læseren opdager dog hurtigt, at noterne ikke er objektivt faktuelle. De bærer i allerhøjeste grad præg af fortællerens tydning af tingene (se f.eks. s. 24: ”The Beatles, britisk band. Personligt er jeg mere til John Lennons musikalske samarbejde med Yoko Ono og hendes kunst generelt”).

Det minimalistiske kombineret med det overeksplikative skaber en ejendommelig modsatrettet bevægelse i bogens form. Det er, som om forfatteren ikke kan beslutte sig – vil hun det barberede eller det langhårede? Ja, tilgiv billedet…

Æbletræerne findes
Med sætningerne ”Æbletræerne findes, æbletræerne findes” (se. s. 74) associerer Hjørnholm Olsen til Inger Christensens fantastiske digt ”Abrikostræerne findes” fra digtsamlingen Alfabet. Få sider længere fremme (s. 77) afslører Hjørnholm Olsen indirekte, at inspirationen til ”Sample” skal findes netop i Inger Christensens forfatterskab.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad forfatterens ærinde med bogen er. Fortællerens oplevelser med de fem ”samples” handler i hvert fald ikke om kærlighed. Vold, misbrug, stalking og frygt for kønssygdomme præger billedet. Bogens sidste kapitel får undertegnede til at tænke på sætningen ”ensomheden findes” fra føromtalte digt af Inger Christensen. Måske er ”Sample” en elegi over det moderne menneskes ensomhed… 

 











mandag den 6. november 2017

Den skjulte flygtning

Mere mol end komedie
Hans Keilson: ”Komedie i mol”, Klim 2012, 127 sider.

Af Egil Hvid-Olsen
Der er mere mol end komedie i Hans Keilsons ”Komedie i mol”. Det er der ikke noget underligt i, for romanen – eller fortællingen, som den kategoriseres som på titelbladet – handler om et ungt hollandsk ægtepar, der under 2. verdenskrig skjuler en lidt ældre jødisk parfumesælger.
Keilson, der døde som 101 årig i 2011, var tysk jøde, men måtte forlade landet i 1936. Han bosatte sig i Holland, hvor han gik under jorden i 1941. Han kunne dog stadig gøre nytte, idet han blev besøgs- og samtaleven for jødiske børn, der var blevet skilt fra deres forældre. Keilsons egne forældre mistede livet i Auschwitz, så kun alderen adskilte ham fra de børn, han talte med.
”Komedie i mol” udkom allerede i 1947, men solgte ikke særlig meget. Efter årtusindskiftet fik man imidlertid øjnene op for dens kvaliteter og i 2012 udkom den på dansk.

Både handlingen og sproget i ”Komedie i mol” er meget afdæmpet; nærmest som et tilbageholdt åndedræt. Det unge par, Wim og Marie, samt deres jødiske logerende, der kalder sig Nico, lever da også netop med tilbageholdt åndedræt. Ganske vist får ægteparret alt til at se normalt ud. Wim passer sit arbejde og Marie ordner det huslige, mens Nico tilbringer de fleste af døgnets timer i sit værelse på 1. sal. Men bevidstheden om, at de har en illegal gæst boende, slipper aldrig ægteparret. Endnu værre er det dog for Nico, der er klar over, hvad der sker med andre jøder rundt omkring i Europa. Af gode grunde ved hverken han eller værtsparret, hvornår han får sin frihed tilbage, og nogle gange er han ved at resignere, fordi det alligevel vil være for sent, når han langt om længe kan gå ud af huset som en fri mand. Han regner med, at hans familie er udryddet, så hvad er formålet med at leve videre?
Samtidig med at modløsheden sniger sig ind på Nico, føler han sig til besvær. Imidlertid ved han godt, at han ikke må gøre Wim og Marie trætte af at have ham boende. Dette dilemma giver hans frustration en ny og smertefuld retning:

Da han i sin tid var kommet hertil, hvad han gerne ladet sig nøje med en plads blandt kullene i skuret og ville have været tilfreds. Nu sov han i en seng, spiste ved et bord, blev behandlet som et menneske.
Men jo længere det varede, desto større blev hans krav. Da han ikke kunne kræve noget at omverdenen – det, han fik, blev givet frivilligt og var næsten en gave – vendte kravene indad og blev uendelige. Men man hjalp ham alligevel. De hjalp ham alligevel. Var det måske ikke noget? Jo, det betød meget. Og det var ingenting. Han blev til ingenting. Det var uudholdeligt. Det betød, at han blev tilintetgjort, tilintetgjort som menneske, også selv om han – måske - reddede livet. (s. 63).

Med beskrivelser som disse får Hans Keilson sat ord på den fortvivlelse, der følger af, at man får frataget sin frihed. Det er ganske skræmmende, at Nico oplever sin situation som identitetsødelæggende. Det var netop, hvad nazisterne gik målrettet efter at opnå, når de fratog fangerne i koncentrationslejrene deres ejendele, tøj og hår. Men at mindre også kan gøre det er, hvad der fortælles i ”Komedie i mol”.

Naturligvis omhandler bogen også Maries og Wims tanker, frygt og frustration, og hen mod slutningen sættes der særlig fokus på deres situation. Dog er man ikke i tvivl om, at de lige fra begyndelsen af løber en stor risiko for at blive afsløret og gå en barsk skæbne i møde. Alligevel står de ved deres beslutning om at hjælpe Nico, hvilket medfører, at de tre bliver meget tæt knyttet på en varm og samtidig anstrengt måde. De kan lide ham, men samtidig er det hans tilstedeværelse, der gør deres liv farefuldt. Derfor hænger nerverne uden på tøjet, og Nico ved, at de når som helst kan blive trætte af ham og gøre hans ophold endnu mere uudholdeligt. De holder hans liv i deres hænder og kan gøre med det, hvad de vil; men da det kommer til stykket, afgøres hans skæbne af noget helt andet, der endnu engang slår fast, at der er mere mol end komedie over fortællingen.

fredag den 27. oktober 2017

Martin Luther - unplugged

Jacob Ørsted: ”Godbidder. Citater fra Martin Luthers frimodige tale omkring middagsbordet”, Eksistensen 2016, 151 sider, 160 kr.

Af Egil Hvid-Olsen       
Den bog, der i det følgende skal anmeldes, hører til blandt de korte: 151 små sider med stor skrift og mange mellemrum. Noget lignende kan man ikke sige om anmeldelsen, som breder sig ud over genrens almindelige størrelse. Dette skyldes, at bogens indhold stammer fra Martin Luther; en historisk person, de fleste kender navnet på, men som alligevel ikke er kendt for sin folkelige appeal; en forestilling, der faktisk går stik imod den betydning og status, han havde i sin samtid. Derfor kan det være nødvendigt med en længere introduktion.

Den alvorlige Luther
Der findes en håndfuld samtidige portrætter af reformatoren Martin Luther (1483-1546), hvis kritik af den romersk-katolske kirke førte til en opsplitning, der har betydning den dag i dag. Med reformationen opstod den evangelisk-lutherske kirke som et alternativ til den pavestyrede katolske kirke. På alle portrætterne fremstår Luther som en alvorlig mand. Man fornemmer ikke hans sociale engagement, hans på den tid atypiske værdsættelse og respekt for kvinder, hans evner som sjælesørger og slet ikke hans humor, der til tider kunne antage ganske grove former. Det er ikke tilfældigt, at alt dette ikke afsløres i portrætterne, for det vigtigste på Luthers egen tid var at markere ham som en troværdig alvorsmand med en fast vilje; en mand, man kunne stole på. Det var nemlig ikke småting, Luther havde igangsat med reformationen. Han havde trukket tæppet væk under flere århundreders katolsk teologi. 


Renaissancehumanisme
Inspireret af den tids store akademiske gennembrud, nemlig renæssancehumanismen, der søgte tilbage til de klassiske grundtekster, gjorde Luther op med skolastikkens massivt spekulative teologi, som havde udviklet sig til et system, der i sig selv blev anset for vigtigere end de grundtekster, hele det skolastiske tankespind var vokset ud af. Luthers kritik af skolastikken gjorde ham dog ikke til reformator. Inden for den samtidige reformkatolicisme fandtes der andre med tanker, der mindede om Luthers. 

Frontalangreb mod pavestolen
Men i modsætning til dem så Luther sig nødsaget til også at angribe pavestolen frontalt. Dette var ganske vist ikke hans intension fra begyndelsen af. Han var en gudfrygtig munk, præst og teolog, der satte en ære i at føre lødige, akademiske debatter. Men disse debatter skulle gerne føre til ændringer, hvis de vel at mærke afslørede fejl og misbrug. Et sådant misbrug fandt Luther i afladshandlen, der ifølge den officielle katolske lære kunne befri dem, der købte afladsbreve, eller deres afdøde pårørende, for et bestemt tidsspænd i skærsilden. Denne rensende ild anså man for at være noget, alle afdøde måtte gennem for at blive renset for de synder, de havde begået i levende live. Nogle skulle kun være der i kort tid, andre i længere, men ingen vidste på forhånd, hvor lang en periode der ventede dem. Derfor kunne afladshandlerne lokke folk til at købe store mængder aflad i håbet om, at de dækkede over hele lidelsesperioden. Denne tankegang afslørede Luther som rent tankespind uden hold i Bibelen. 
Han fandt det betænkeligt, at man lokkede fattige mennesker til at bruge deres få midler på fantasteri. Endnu mere alvorligt var det, at afladshandlen gjorde angeren overflødig. Hvis man kunne købe sig til tilgivelse, var det pludselig unødvendigt at reflektere over sit liv og den måde, man behandlede andre mennesker på. Men værst var det, at man gjorde Gud overflødig. Kunne man købe tilgivelsen, var der ingen grund til at beskæftige sig med Gud. Kirken havde taget ansvaret for tilgivelsen fra Gud og solgte den efter forgodtbefindende, hvilket Luther fandt højst kritisabelt. Derfor forfattede han i 1517 95 teser mod afladshandlen og lagde op til en akademisk debat om dem. Dette anses for at være startskuddet for reformationen.

Paven og de økonomiske interesser
Imidlertid havde paven og en lang række højtstående og magtfulde gejstlige store økonomiske interesser i afladshandlen. Bygningen af den nuværende Peterskirke i Rom blev for en stor dels vedkommende finansieret af indtægter herfra, og det pavelige hof, der var berygtet for sin luksuriøse ødselhed, kunne ikke få penge nok. Derfor opdagede Luther pludselig, at han havde fået hele den kirkelige top og ikke så lidt af den verdslige på nakken. Han blev bandlyst og siden – da han ikke ville tilbagekalde sine skrifter – fredlyst på rigsdagen i Worms. Heldigvis blev han støttet af sin magtfulde kurfyrste, Frederik den Vise, der sørgede for, at han kunne færdes sikkert inden for kurfyrstendømmet.
Al denne modstand kunne Luther stå igennem, fordi han kort efter afladsdebattens begyndelse havde gjort en teologisk revolutionerende opdagelse. Mens den katolske kirke lærte, at man skulle gøre sig fortjent til Guds tilgivelse og kærlighed, opdagede Luther, at der i Det Nye Testamente (særligt i Paulus’ breve) stod, at tilgivelsen blev givet ufortjent. Troede man, at Gud holdt af en på trods af ens fejl, så gjorde han det også. Troen var altså et tillidsforhold og Guds kærlighed var ikke noget, man kunne købe hverken med penge eller fromme handlinger. Den blev skænket ganske ufortjent. Da Luther indså dette, kunne intet stoppe ham i kampen mod pavekirkens skævvridning af det kristne budskab.
Alt dette havde dog været en historisk parentes, hvis der ikke i forvejen havde været en udbredt folkelig utilfredshed med kirken. Respekten for gejstlighedens overfladiske fromhed var ikke større, end at den mange steder splintredes, da Luthers kritik blev kendt. Han blev den tids svar på en superstjerne. Den forholdsvis nye bogtrykkerkunst gjorde det muligt at sprede hans skrifter vidt og bredt. Desuden var Luther selv en dygtig formidler, der stik mod traditionen lod en del af sine skrifter udgive på tysk, så det ikke kun var de lærde, der kunne få del i hans tanker. Denne bevidst folkelige vinkel tog den katolske kirke på sengen, for den var bestemt ikke vant til at involvere den jævne befolkning mere end højst nødvendigt. Alligevel blev den evangelisk-lutherske kirkes forhold langt fra afgjort i Luthers levetid. Fordi kirke og statsmagt dengang var tæt sammenknyttet, gik der lige fra begyndelsen af politik i sagen, og efter Luthers død førte skismaet til krig.

Den strenge Luther
Når talen falder på Luther i dag, ser man ofte på ham som den strenge, umedgørlige mand fra samtidens portrætter. Det er ofte hans opfordring under bondeoprøret (1524-25) til at bekæmpe bønderne ”ganske som man må slå en gal hund ned” og hans alt andet end sympatiske syn på jøder, der tages frem. Selvom Luther faktisk indledte med at tage bøndernes parti i konflikten, og kun vendte sig mod dem, fordi de påberåbte sig guddommelig ret og udførte nogle blodige henrettelser, og selvom hans syn på jøder ofte gøres endnu værre, end det reelt var, så er det bestemt ikke oplagt at forsvare ham på disse punkter. Til gengæld er det en skam, hvis de får lov at skygge over alt det øvrige, han stod for, ikke mindst fordi Luther og reformationen har en virkningshistorie, der også præger det liv, vi lever i dag.

Luthers bordtaler
I anledning af reformationsjubilæet i 2017 er der udkommet en lang række bøger om Luther og reformationen. Således har Jacob Ørsted, der er sognepræst ved Helligåndskirken i Flensborg, foretaget og oversat et udvalg af Martin Luthers bordtaler. Det er der kommet en lille, overskuelig bog ud af; en slags introduktion til Luther med hans egne ord. Bordtaler er citater af Luther, som han udtalte under sine middagsmåltider, der næsten altid blev indtaget med mange gæster og logerende omkring bordet. Han har altså ikke finpudset sine ord, fordi de ikke var beregnet til udgivelse. Hans bordtaler er så at sige Luther unplugged.
Ganske vist er ikke alle citater i den store mængde af tekst i Luthers ”Tischreden” gengivet ordret, da nedskriverne skulle være hurtige og desuden efterfølgende kunne finde på at redigere i og måske også pynte på det sagte. Men Ørsted har valgt ud blandt de mange citater, der med stor sandsynlighed lægger sig tæt op ad Luthers egne formuleringer. Desuden har Ørsted forsynet hvert kapitel med en lige så kort som præcis introduktion af Luthers syn på det emne, kapitlet omhandler. Kapitlerne følger nogenlunde kronologisk hændelser og mærkesager i Luthers liv. Her er f.eks. kapitler ”Om teserne og paven”, ”Om sex og ægteskabet”, ”Om Gud”, ”Om kirke og stat”, ”Om dåb og altergang”, ”Om undervisning og musik” og ”Om sygdom, læger og Luthers død”. Man kommer altså vidt omkring både Luthers offentlige og private liv. På den måde kan ”Godbidder” læses som en slags kort (selv)biografisk introduktion til Luthers liv og tanker.

Lærken og gøgen
Et eksempel på Luthers kritik af pavedømmet, der samtidig giver et indblik i hans jordnære billedsprog, lyder således: ”Hvor lærken er, er også gøgen, da den mener at kunne synge 1000 gange bedre end lærken. På samme måde sidder paven også i kirken og overdøver alle med sin skrigende sang. Ligesom gøgen er nyttig til at fortælle os, at foråret er nær, således er paven også nyttig, idet han forkynder, at de sidste dage er nær!” (s. 31).

Selvom det ikke var forelskelse og kærlighed, der fik Luther til at gifte sig med Katharina von Bora, udviklede deres ægteskab sig til et nært og kærligt forhold. Derfor udtrykker han ikke kun en almen overvejelse, men også en privat bekymring i dette citat: ”Det må være den største sorg og smerte, når to fromme ægtefæller, der forstår hinanden, holder af hinanden, ja elsker hinanden, rent fysisk bliver skilt fra hinanden. Vor Herre er den største ægteskabsbryder: Hvad Han har ført sammen, adskiller Han igen. I morges sov hun ved sin mands side. I aften sover hun ved Vor Herres side. Hvor livet dog er uforudsigeligt. Åh, hvor det må gøre ondt, når folk, der elsker hinanden, må skilles.” (s. 47).

Selvom Luthers syn på kvinder ikke var tidstypisk, idet han – stik imod skik og brug - overlod sin privatøkonomi til sin hustru og desuden testamenterede sin formue til hende, tog han ikke altid med fløjlshandsker på ”det svage køn”: ”Det, som kommer ind gennem en kvindes ører, kommer hurtigt ud gennem hendes mund. Derfor skal man kun fortælle en hemmelighed til en død kvinde.” (s. 51).

Til tider var Luthers humor ganske sort: ”Verden mener, det er bedst at blive mig kvit, og det vil den blive. Som jeg ofte har sagt: Jeg er en moden lort, og verden er et stort røvhul, og vi skal snart give slip på hinanden.” (s. 102). Andre gange udtalte han sig inderligt og poetisk: ”Musik er den skønneste og herligste gave, Gud har givet. Den har ofte rørt mig så dybt, at jeg havde lyst til at prædike”. (s. 124).

Ved man intet om reformatoren, er ”Godbidder” et godt sted at begynde. Den lille bog giver gode eksempler på Luthers facetterede personlighed og vil for mange give appetit på at søge mere viden om manden og hans sag.

Billedrigdom og karskhed
Er man derimod godt inde i reformationshistorien, udgør bogen en perlerække af citater, som understreger den billedrigdom og karskhed, der prægede Luthers tanker og sprog.
”Godbidder” er – ud over litteraturliste og noter – forsynet med fire madopskrifter, som kan have været benyttet i Luthers hjem.

Foruden Luthers ”Tischreden” i de samlede udgaver af hans værker på originalsproget, findes der en række større eller mindre udvalg på blandt andet tysk og engelsk. I sin udgivelse har Ørsted skåret ind til benet og fundet nogle af de mest indholdsrige, enkle og morsomme eksempler fra den store mængde originaltekst, hvorved han har frembragt en udgivelse, der kan være til glæde for både læg og lærd. I forbindelse med reformationsjubilæet i 2017 er det en klar fordel af have den slags bøger at gå til.

fredag den 20. oktober 2017

Tilblivelsen som kvinde

Louise Juhl Dalsgaard
Det dér og dét der
EC Edition 2017

Af Anne Rye Andersson
Når man som menneske kan forårsage sin egen død, det langsomme selvmord, som anoreksien kan være, ligger der skyld, skam, resignation og ikke mindst udsigten til lettelsen ved at få fred. Men ønsker den syge egentlig at dø? Kan den syge overskue konsekvenserne af den sultende adfærd? Det er spørgsmål jeg som læser sidder tilbage med efter læsningen af Louise Juhl Dalsgaard’s meget fine femte bog og anden opunktroman, ’Det dér og dét der’.

Det er de store eksistentielle spørgsmål forfatteren forsøger at dissekere i romanen, og denne optrevling af livets spørgsmål afføder endnu flere spørgsmål, som man måske i virkeligheden ikke er i stand til at svare på. Romanen er et vigtigt blik ind i en ung, syg piges tilværelse, der er fyldt med lige dele selvlede og kærlighed.

Romanens to spor
Romanen har to spor. Tilbageblik til barndommen af den kvindelige navneløse protagonist, som er fortalt i jeg-form. Og uddrag fra en ung kvindes virkelige psykiatriske journal, der opridser sygdomsforløbet.
 
Jeg-fortælleformen giver en nærværende stemning, et still-billede af en tryg opvækst, der dog indeholder elementer af ikke at være forstået eller rummet til fulde:

”(Jeg har senere prøvet at sige det til hende, til min mor, alt det vi ikke talte om, og ikke mindst alt det, vi talte om, men som i virkeligheden handlede om noget andet. Naboen K, for eksempel, som min far mente ”var syg i hovedet”.
Mig, der spurgte: ”Er K syg i hovedet?”
Min mor, der svarede ”nej”.
Mig, der spurgte: ”Jamen så lyver far?”
Min mor, der svarede ”nej”.
Jeg har prøvet at sige det til hende, at der var noget, der ikke hang sammen, men hun bliver tavs, eller hun siger: ”Prøv at ringe til Børneværnet, det kan være, at de orker at høre på dine beklagelser”.
Og så går hun.) ”

Man fornemmer en pige, der tænker  meget over tingene, man fornemmer en form for sarthed hos hende, en modtagelighed af en art, men man finder ikke et endegyldigt svar på hvorfor, hun ender med at blive så syg.

Hun kan selv datere, hvornår det begyndte at gå galt. En tomhed, der fyldte hende efter skolen, der for hende, det man formentlig ville kalde en 12-talspige, gav mening i disse år. Nu er hun på bar bund, hun skal selv til at tage stilling. Måske er det en frygt for at blive voksen, en frygt for at stå alene med ansvar, måske ikke. Man kan gisne.

Med en psykiaters øjne
Den psykiatriske journal, som vi som læsere løbende får indblik i, er en virkelig journal. Det giver værket en ufravigelig autencitet, idet dette dokument stadfæster den syges barske historie, som den i virkeligheden var, set med en psykiaters øjne. På en måde bliver psykiaterens stemme en form for metastemme over værket i form af dennes tolkning af den syge kvinde og hendes tanker.

Dynamikken imellem de to spor er rigtig god, de komplimenterer hinanden fremragende, og der er en insisteren på ærlighed i værket, en nøgternhed, der ikke forfalder til ynk, men hæver ordene op over den afgrund, den syge befinder sig i.

Via den psykiatriske journal får vi at vide, at den unge kvinde på et tidspunkt vejer 32 kg med en højde på 164 cm, hvorfor hun bliver indlagt. Hun er til fare for sig selv, kan ikke længere magte den situation, som hun befinder sig i. Man forstår hun kæmper en kamp med sine indre dæmoner, den løgnagtige anorektiske adfærd, som broderen på et tidspunkt giver udtryk for, hun snyder personalet, hun er i sine følelsers vold, og det er så smukt og grusomt beskrevet, at jeg sidder og læser med tilbageholdt åndedræt.

Louise Juhl Dalsgaard har en måde at gå til sproget på, som er meget poetisk, og det klæder værket. Den meget ærlige, naive barnestemme folder sig ud som fuldbyrdet poet, når de små metaforer blomstrer, og hun henfalder i diverse tanker. Eksempelvis her:

”Det er juli og solens stråler falder så skråt og tungt, at alt i teltet bliver oplyst i teltdugens farve.
Jeg sidder derinde og tænker: Det er sådan, det må føles at være orange.

Senere:

Er det sådan, det føles at være menneske?”

Tilblivelse som kvinde
Det er den skrøbelige, smukke fremstilling af det at være barn, det at vokse op, blive til en kvinde med bryster og menstruation og hår under armene. Pludselig ændrer kroppen sig, følger hovedet med? Vanvittige hormoner, der raser, der pirker til en ulyst til at blive voksen, kroppen svulmer, uden at man er i stand til at bremse udviklingen, frygten, måske en umodenhed, måske en tanke om ikke at kunne være sig selv i sin egen krop. Barnet er blevet voksen, men så til et barn igen i sygdomsperioden. ”Jeg vil ikke behandles som et barn”. En tilbagevenden til moderens livmoder, til en tilstand, hvor andre tager beslutninger for en, umyndiggjort, men med eget samtykke, den syge ved godt, det står slemt til, men hun formår ikke at komme igennem helvede på egen hånd, det helvede at skulle tage på i vægt. Frygten for fedme, for kurver, måske for det at være menneske.
Værket er et vigtigt vidnesbyrd om anoreksi. Man forstår, at det kan ramme alle, når det også kan ramme denne glade veltilpasse pige, som protagonisten er. Det er et indblik i en lang sej kamp for den syge og ikke mindst den syges pårørende, derfor kan den med fordel læses af pårørende til anorektikere, der måske kan finde trøst i, at de ikke står alene. Jeg giver den mine varmeste anbefalinger til alle, der vil oplyses om sygdommen, men også til alle, der elsker sproget. Læs den og bliv klogere, læs den fordi den kan nedbryde tabu, læs den fordi den er fantastisk smuk.

Louise Juhl Dalsgaard:
“Mit ønske om at dø er rent hypotetisk”, prosa, Forlaget Jorinde & Joringel, 2011.
“Om Arktiske Heste”, en poetisk kortfilm, på Forlaget Weltscherz, 2014.
“Til Sammen”, punktroman, Forlaget Nulpunkt, 2014.
“Det skulle have været en hest,” en badgedigtsamling, forlaget 365TEKSTER, 2016
“Det dér og dét der”, roman, Forlaget EC Edition, 2017
 
   
 

fredag den 13. oktober 2017

Jais Nielsen og kulturarven

Elisabeth-freskerne
Af Dorthe Aagesen, Synne Garff
160 sider, gennemillustreret
Pris: 250,-
Forlaget: Strandberg Publishing A/S

En af de smukkeste legender om Den Hellige Elisabeth af Thüringen (1207-1231) er historien om det såkaldte ”rosenunder”. Elisabeth blev opdraget og gift fyrsteligt ved hoffet på slottet Wartburg. Men hun ønskede at frasige sig sine privilegerer og leve et liv i barmhjertighed og godhed mod de fattige og syge. Og deri lignede hendes skæbne på mange måde Frans af Assisi, og tro mod sit kald åbnede hus slottets forrådskamre til fordel for de fattige, og opførte et hospital til de spedalske i byen. Elisabeths gavmildhed forargede hoffet, og de forbød hende at dele ud af slottets rigdomme. En dag, da Elisabeth forlod slottet med en stor kurv med brød, blev nogle af hoffets soldater sendt efter hende for at gribe hende på fersk gerning under hendes barmhjertige forsøg på at lindre de fattige og syges kår. 

Rosenunderet
Og uden for byporten standsede en af soldaterne hende midt i klyngen af fattige og syge og pegede på kurven, som hun skjulte under sin kåbe, og spurgte hende, hvad hun havde i den. Elisabeth svarede med en lysende skytsengel svævende over sit hoved: ”Roser, Herre!”, hvorefter hun slog kåben til side, og et flor af skønne roser vældede ud.

I årene 1928-1935 udsmykkede kunstneren Jais Nielsen forhallen og alle murflader i det tre etager høje trappeløb på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Et murmaleri, der skildrer den hellige Elisabeths liv, og som skulle blive Danmarks næststørste fresko, kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Udsmykningens 350 kvadratmeter strækker sig over en stor forhal i hospitalet og et trappeareal, der gennem tre etager. Hospitalet blev bygget i 1904-05 i såkaldt national romantisk stil, og Ny Carlsbergfondet afholdt udgifterne til udsmykningen. Den blev til gengæld alt andet end nationalromantisk. 

Giotto og kubismen
For kunstneren Jais Nielsen havde været i Paris og lært kubismens ideer at kende, og han havde også ladet sig begejstre af Giottos fresker, der skildrer Frans af Assisi’s liv i Italien. Nielsens største dekorative arbejde blev derfor en moderne genfortælling af legenden om en af de mest populære helgener i den katolske kirke. Han fik dog ikke helt frie tøjler, for hans arbejdsgiver var nonnerne, og de betingede sig, at udsmykningen ikke bredte sig så meget, at de ikke kunne vaske væggene af op til en meters højde fra gulvet, så derfor rækker historien om Elisabeths gode gerninger ikke helt ned til gulvet. Til gengæld rækker denne bogudgivelse fra den ene ende til den anden. Detaljerigt og indsigtsfuld. 

Restaureringen
I forordet, der er skrevet af formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt introduceres vi til baggrunden for restaureringen og fondens hensigt med endnu engang at sætte penge i værket. Dorthe Aagesen, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, fortæller om freskernes tilblivelse og om Jais Nielsens udvikling ”fra kubist til kirkemaler” og om, hvordan den store rumfortælling hænger sammen med Jais Nielsens øvrige kunstneriske virke. Det er alt sammen forbilledligt fortalt med et stort overblik. 



Konservatorernes overvejelser
Forfatteren Synne Garff formidler i interviewform konservatorernes overvejelser i forbindelse med restaureringen, og det er både nørdet og spændende. Garff genfortæller også legenden om Elisabeth, der nu igen kan ses, sådan som kunstneren havde tænk det for 80 år siden. Både bogen og restaureringen er både storartet bevaring og formidling af vores kulturarv. Lidt af et rosenunder i sig selv.
Troels Laursen


lørdag den 7. oktober 2017

Hvileløst i et iskoldt ruinlandskab

Brahe/Hansn: ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn”,
Fahrenheit 2017, 184 og 64 sider, 199 og 129 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Dystopier blomstrer i deres eget dunkle univers, både indenfor film, litteratur og tegneserier. Tilbage i 80’erne var en tegneserie som Raymond Briggs’ ”Når vinden blæser” (1982) et særsyn med sin triste fortælling om et gammelt ægtepars sidste tid efter et atomangreb. Albummet satte sig spor med sin særegne kombination af venlig, humoristisk personskildring og ubarmhjertig realisme. Siden er dystopien blevet dyrket i en blanding af dunkel æstetik og fremtidsskepsis, ikke mindst i ungdomslitteraturen og deraf affødte film.

Makkerparret Brahe/Hansn lægger sig i slipstrømmen på tidens dystopidyrkelse i deres to grafic novels: ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn”. Men de gør det på en særdeles speciel og grotesk facon.

Forløb som en drøm
Særligt i ”Okkult Mekanik” ligger humoren som en understrøm gennem den virkeligt underlige fortælling. Brahe/Hansn tager alt fra sagsbehandlere til folk med interesse i det såkaldt alternative under kærlig behandling, hvilket ind imellem er ret sjovt. Selve fortællingen har et forløb som en drøm, der lader sig styre at tilfældige indfald og erindringsglimt. Således støder man undervejs i albummet både på nogle sære små skovdyr kaldet slømfer (velsagtens med en venlig tanke til Peyos smølfer) og diverse guddomme. Selvom de mange fantasifulde småhistorier bliver bundet sammen til et hele, fremstår ”Okkult Mekanik” temmelig usammenhængende og fjollet – som en parodi på tidens dystopidyrkelse, men uden yderligere sigte.


Lidt anderledes forholder det sig med den lille historie ”Atomvinterbørn”. Den udkom ganske vist to måneder før ”Okkult Mekanik”, men kan ikke desto mindre læses som en selvstændig fortsættelse af Brahe/Hansns nyeste udgivelse. ”Okkult Mekanik” ender åbent, men dystert, således at en tilstand, som den ”Atomvinterbørn” skildrer, kan være følgen af den ildevarslende slutning. Alene albummets titel afslører, at scenen er sat til en postatomar verden, der bringer mindelser om den i Cormac McCarthys roman ”Vejen”, blot koldere. Her er det oplagt at vende tilbage til Raymond Briggs, der blandt sine titler ikke kun har ”Når vinden blæser”, men også den vemodige ”Snemanden”. ”Atomvinterbørn” kombinerer den situation, som ”Når vinde blæser” advarer imod, med hovedpersonen i ”Snemanden”. ”Atomvinterbørn”s hovedperson er nemlig en snemand, som vandrer hvileløst rundt i et iskoldt ruinlandskab, hvor han angribes af fjendtlige fantasifostre.


En guddommelig rottehjælper
Der hersker hverken logik eller barmhjertighed i en verden, hvor de væsner, der stadig er i live, kun har fokus på at slå andre ihjel. Snemanden får dog hjælp af noget så sjældent som en guddommelig rotte, hvilket igen gør det muligt for snemanden at hjælpe et par mennesker. I modsætning til ”Okkult Mekanik” ender ”Atomvinterbørn” en smule optimistisk, selvom det er sært, at et hjerteløst og gennemført koldt væsen som snemanden er blandt de ganske få, der udviser hjertevarme og omsorg i den postatomare vinter.

Både ”Okkult Mekanik” og ”Atomvinterbørn” kan læses som små, særegne fabler; den første temmelig bizar, den anden stædigt poetisk.

lørdag den 30. september 2017

Tolstoj i Kaukasus

Lev Tolstoj:
”Khadzji-Murat”
Hoff & Poulsen 2017

Af Egil Hvid-Olsen
Den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom har kaldt Lev Tolstojs (1828-1910) sidste roman ”Khadzji-Murat” for ”Verdens bedste historie”. Bogen udkom posthumt og ikke helt færdigredigeret, men til gengæld censureret i 1912. Blooms vurdering har forlaget Hoff & Poulsen gengivet på forsiden af den af Trine Søndergaard oversatte danske udgave af bogen, hvilket ikke kan undgå at skabe visse forventninger hos læseren; forventninger, der ikke bliver indfriet. Men mindre end at læse verdens bedste historie kan jo også gøre det, og ”Khadzji-Murat” er under alle omstændigheder en interessant litterær oplevelse.

Der er det særlige ved ”Khadzji-Murat”, at den træder udenfor størstedelen af Tolstojs produktion, der ofte beskriver personers udvikling hen mod en mere moralsk vandel. Tolstoj var selv meget optaget af moral og stillede så høje krav til sin egen livsførelse, at han udviklede en hel ideologi kaldet ”tolstojanisme”. Men bortset fra, at hovedpersonen i ”Khadzji-Murat” skildres som en mand med principper, beskriver romanen i højere grad et moralsk fordærv, særligt blandt de russiske tropper, der forsøger at undertvinge bjergboerne i Kaukasus. Tolstoj havde i sin ungdom selv gjort militærtjeneste i Kaukasus, og siden deltog han i Krimkrigen som officer. Således fik han en dyrekøbt indsigt, han siden kunne bruge til sine krigsbeskrivelser, f.eks. i hovedværket ”Krig og fred” og ”Khadzji-Murat”.

Den ædle vilde
”Khadzji-Murat” er en lille bog på godt 200 sider. Den indledes af nogle brugbare tekstoplysninger plus et forord om ”Krig og frihed i Kaukasus” af Lars P. Poulsen-Hansen. Forordet ville nok have fungeret bedre som efterord, men man kan jo også bare genlæse det, når man er færdig med romanen. Derefter begynder Tolstojs tekst, som virker underligt tør; nærmest som en journalistisk reportage, selvom der ligger en del år mellem de historiske hændelser, som handlingen bygger på, og det tidspunkt, hvor Tolstoj skrev manuskriptet. At virkelige hændelser udgør bogens forlæg er dog næppe den eneste forklaring på den journalistiske stil. Det må også være et bevidst valg fra forfatterens side.

Hovedpersonen, den kaukasiske anfører Khadzji-Murat, beskrives som ”den ædle vilde” på en måde, der nærmer sig det kedsommelige. Det er, som om manden er fejlfri, selvom han har mange menneskers død på samvittigheden. Tolstoj lægger stor vægt på Khadzji-Murats muslimske fromhedsliv, hvilket falder godt i tråd med forfatterens eget asketiske livssyn.

Handlingen skildres med hyppige sceneskift, hvor hovedpersonen og en række bipersoner træder frem med hver deres holdninger, handlinger og skæbner, hvilket kræver opmærksomhed af læseren, der ellers let mister overblikket. Dette krav om koncentration samt den lidt tørre stil, der præger den første del af bogen, skal man imidlertid ikke lade sig slå ud af.

Modig samfundskritik
Ofte har man først læst sig ind på en roman, når man nærmer sig side 100. Dette gælder også ”Khadzji-Murat”. Lidt over halvvejs er det, som om Tolstoj har skrevet sig varm og for alvor begynder at udfolde bogen og sit ærinde med den. Med den kritik han lader hagle ned over det russiske militær og øvrige statsapparat, er det ikke så sært, at en del af førsteudgaven blev bortcensureret. Snart kan man dykke ned i nogle knivskarpe, satiriske beskrivelser. Tag for eksempel denne skildring af en ung fløjadjudant, der er vagthavende ved zar Nikolaj I’s kontor. Den vagthavende, ”…som strålede i sin nye uniform med epauletter og skuldersnore, tog ærbødigt imod ham. Han havde et rødmosset ansigt der endnu ikke var ødelagt af udsvævelser, en lille sort moustache og krøller i tindingerne, der var friseret ind mod øjnene på nøjagtig samme måde som Nikolaj Pavlovitj [zaren] friserede sine.” (s. 131).

Lidt senere får den unge vagthavende ordet: ”’Sa Majesté vient de rentrer,’ [’Hans Majestæt er lige kommet tilbage’] sagde fløjadjudanten, opfyldt af synligt behag ved lyden af sin egen stemme, og gik derefter – med så bløde og jævne skridt at havde der stået et glas vand på hans hoved, ville han ikke havde spildt noget – hen til døren der gik lydløst op, og forsvandt ind bag den, idet hele hans væsen udtrykte ærbødighed over for det sted hvor han nu trådte ind.” Siden følger der en beskrivelse af zaren, der næsten automatisk får læseren til at tænke på Donald Trump. Zaren beskrives som både umådelig selvsikker og forbløffende ubegavet. For en mand med så megen magt, er det nogle uheldige personlighedstræk, der da også sender adskillige mennesker i døden. Han mener, at beslutsomhed er et umisforståeligt tegn på, at han har styr på sine sager. Overvejelser og drøftelser med andre er overflødige, mener han, for det faktum, at han er zar, skyldes næppe en tilfældighed. I egne øjne er han forpligtet på at regere med den spontanitet, der nu engang præger hans person. Lige gyldigt hvilke beslutninger han træffer, anser han dem for at være ufejlbarlige. Med sådan en indstilling er det let at være regent, men farligt at være undersåt.

Zaren er ikke ene om at blive latterliggjort af Tolstoj. Hele det militære system står for skud. Mange soldater og officerer fremstår venlige og hjertevarme, men langt de fleste er hjernevaskede, når det gælder krig og heltebedrifter. På den baggrund lader de sig gerne bruge til at udføre massakrer. Som refleksionsløse fortalere for en nationalistisk ideologi lader de sig velvilligt bruge. Den eneste soldat, der taler imod denne bevidstløse krigsideologi, lader Tolstoj hurtigt miste livet.

Humor og vrede
Styrken i ”Khadzji-Murat” findes ikke i den historie, bogen fortæller, men i de korte, spiddende personskildringer, som Tolstoj spreder ud over siderne. Det er morsomt, men bestemt også uhyggeligt. Man fornemmer, at der ikke kun ligger humor, men også vrede og fortvivlelse bag forfatterens beskrivelser. ”Khadzji-Murat” udgør en advarsel mod tankeløse ideologier og deraf følgende krige; en advarsel, eftertiden ikke har taget til sig, hvilket det 20. århundrede var et trist bevis på. Set i dette lys gør det ikke så meget, at selve hovedpersonen forbliver en sær idealfigur, der aldrig vinder troværdighed, og som man heller ikke rigtig kommer til at holde af.
Selvom ”Khadzji-Murat” i min vurdering ligger et godt stykke fra at kunne betegnes som ”verdens bedste historie”, er det al ære værd, at Hoff & Poulsen har ladet den oversætte og udgivet den, så danske læsere har adgang til en af verdenslitteraturens største forfatteres sidste bog. En bog, der stadig har et vigtigt budskab til læserne, 105 år efter dens udgivelse.



mandag den 25. september 2017

Afstanden mellem en engel og et lig

Bjørn Themsen
Slagger
Forlaget Fuglekøjen 2016
107 sider, 149 kr.

Af Jakob Brønnum
Jeg har været igennem flere faser i min læsning af Bjørn Themsens seneste bog, digtsamlingen Slagger. Ved de første gennembladninger og læsninger af digte, var jeg begejstret. Samlingen har et let sprog, talende, malende fremadskridende, men ikke uden komprimerede udtryksformer og metaforik. Det er en politisk digtning, politisk i sin grundform, hvor det politiske ikke er et dyrisk (socialdarwinistisk) slagsmål om magt, som skal bruges til at få mere magt, men en grundmenneskelig aktivitet. Som en undren over det sociale rum og dets vilkår. Nogle af billederne går endda så langt, at det sociale rum bliver det eksistentielle rum, drømmens sted:

”der er akkurat sne nok
til at lave en engel
jeg sender dig et foto
det ligner et gerningssted
komplet med omridset af et lig
du kalder mig barnlig
de kalder mig drømmer”

Netop sammensmeltningen af billederne engel og lig i et levende menneske, der frembringer dem i sneen, binder motiverne i bogen sammen. Hvor langt er der fra en engel, en budbringer, til et lig? Bogens hovedmotiv er flygtningen, der kan synes at indtage begge roller. Som pressemeddelelsen fra forlaget skriver, er Slagger ”et rasende langdigt om Danmarks tilstand lige nu.”

Det er i forbindelse med raseriet, at jeg som læser gennemgik en fase, hvor jeg synes bogen var svagere og idéen ikke udfoldet tilstrækkeligt levedygtigt som poesi. Et af digtene nævner de danske politikere lige nu. Ved navn.

Digtet opremser en række af tidens lovgivere efter et stykke konkret poesi:

”Jeg
Jeg vil
Jeg vil ikke
Jeg vil ikke være
Jeg vil ikke være til
Jeg vil ikke være til besvær
Jeg vil ikke være til besvær for
dig”

Herefter kommer så navnene. Digtet frem til nu er ikke alene vellykket, det er meget stort. Alle de politiske konsekvenser af at være menneske og alle eksistensens i boende spørgsmål om jeg’et, om væren, om menneskets frie vilje i et politisk samfund, er stillet her. De træder frem, når man læser digtet forfra, meget langsomt og lader hvert udsagn få sit fulde indhold.

Men navnene på de danske politikere? Det er i bedste fald småborgerligt. De danske politikere er historisk udygtige, de nedbryder hæmningsløst den sammenhængskraft i velfærdssamfundet, som de allierede magter møjsommeligt konstruerede under etiketten socialliberalisme på mødet i Bretton Woods mod 2. Verdenskrigs slutning og som skabte vore materielt lykkelige barndomsår. De danske politikere er ligegyldige som statsmænd og -kvinder. De har ikke engang den magt de – og digtet – lader som om. Bogen mangler så vidt jeg kan se samfundskundskabsmæssig bevidsthed, og derfor falder billederne med politikernes navne – de refererer ikke til noget kundskabsfelt og bliver tomme symboler på en uudforsket virkelighed. Digteren nævner også de juridiske processer et par gange, men det bliver det ikke samfundskundskab af.

Det skal naturligvis ikke være en sociologisk afhandling, sådan en samfundsbevidst digtsamling, men det skal være på samme måde som abstrakt malerkunst: Hvis kunstneren ikke har tilegnet sig de elementære tegne- og farveblandingsfærdigheder, så man kan altså se det, også i de abstrakte billeder.

Så bliver de øvrige civilisationsreferencer underligt påståelige, Lesbos, det gamle Egypten og flere andre. Og listen over de 62 rigeste mænd og kvinder i verden, med deres penge og det hele fungerer slet ikke, af samme grund.

Hvis flygtningen står i centrum af bogen, og det gør flygtningen, også meget smukt, gribende, og i fin eksistentiel og poetisk samklang med digtenes jeg, så bliver det poetiske postulater at nævne folk med penge og folk med magt, uden at relativere dem substantielt til digtenes udsigelsesgrund. Det bliver et skilt, der holdes op, som det er meningen vi skal blive sure over. Men det bliver det ikke poesi af, ligegyldigt hvor sure vi bliver.

Bogen har andre vinkler og indfald, som atter gør den til en større bog i mine øjne, f. eks. omtaler af andre aktuelle danske digtere, nogle vignetter om bogens centrale motiv, nogle historiske tilbageblikke på krige og flygtninge, nogle Roger Waters-agtige far-billeder. Film, død, porno, Mozart og kærlighed. Eller som der står om Yahya Hassan:

det er ikke et digt
det er ikke knækprosa
det er ikke en dagbog
det er ikke kunst
det er et requiem