Om at forstå, at du ikke kan forstå det

Mikkel Pape

”Det første væsen”

Det Poetiske Bureaus Forlag, 150 kr

Af Marie Ladefoged

Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin omfangsrigdom, som naturligvis aldrig ender

Det at skrive klart om noget så uklart som skabelsen af alt er noget af en kunst, og den mestrer Mikkel Pape til fulde. Han har skrevet og illustreret bogen ”Det første væsen”. Bogen fortæller om et væsen, som ikke er Gud, men et Første væsen, som sætter alting igang ved at skabe det ud af intet. Væsenet var, og så blev der mere i verden. Dette beskrives således:
”Det eksisterende er godt, men mere er altid bedre, og helt nyt er allerbedst!” Dette blev sætningen, som skulle ligge til grund for al fremtidig frembringelse.

Således beskrives det, at der bliver mere af mere af alting i verden, og tiden og tanken og mindet skabes - og kompleksitet. Det onde skabes også, som noget, der kunne minde om Teodicé problemet; hvis Gud er god, hvorfor er der så ondt i verden. Det væsen, som det første væsen skaber som en kopi af sig selv, omend uden det første væsens uendelighed, minder i høj grad om mennesket, og dette væsen får en fri vilje, hvilket den bruger til at gøre verden større. Omvendt Bibelens version af Skabelsen og alt, hvad der senere fulgte i Genesis, er denne bog ikke lang i spyttet, men klar og kortfattet. Hvilket Bibelen nu også er i enkelte passager, som om det bliver kortere, jo mere det gælder. Denne lille bog forstår, at noget stort og uendeligt kun kan beskrives kort, for ellers vil det uendelige tage over i al sin naturlige omfangsrigdom, som aldrig ender.

Sort hvid kompleksitet
Bogen er delt i to dele, hvoraf det første er fortalt hvidt på sort sammen med illustrationerne, bortset fra side 14, hvor et menneskelignende væsen introduceres og teksten deles op i først den glade og ukomplicerede tid og så den komplekse tid, hvor det skabte ikke forstår og derfor stiller dumme spørgsmål til sin skaber. I første del beskrives altings skabelse fra intet til alt til intet igen til en ny begyndelse, hvor skaberen selv begynder at stille spørgsmål:

”Hvad er det her?” spurgte Væsenet ud i intetheden.

I anden del, som er illustreret og fortalt i sort på hvidt, vender bogen tilbage til skabelsesprocessens initale og simple fase. Her inviterer det første væsen selv dets skabte væsen til at stille spørgsmålet for at kunne forstå og forestille sig alting ligesom ham. Men her bryder det første væsen med sine egne tanker om altings væren. Det skabte væsen, her ved navn Lonegurt, opfordres til at søge mening og hermed også kompleksitet, hvor det før sejlede på det blikstille vand og var en del af det skabte sammen med ting som luftballoner, sammenfiltrede knuder og meget spidse sko. Så opstod paradokset om, at Lonegurt var skabt i det første væsens billede som en kopi, med skabertrang i den skabte verden, men uden det første væsens uendelighed. Den sidste side i historien om Lonegurt og Væsenet bliver mørk; måske som en slags tilbagevenden til oprindelsen.

Det alvorlige glimt i øjet
Historien er fortalt med et stort glimt i øjet og fortællingens humor og talrige paradokser klæder bogens alvorlige tematik, for det kan ikke være mere alvorligt end dette, når nu det skal handle om alt. Bogen er så ambitiøs i sin plan, at den forstår at servere det for læseren på en overskuelig måde. Det komiske i, at skaberen, Det første væsen, klokker i det gang på gang og må lave alting om og endda selv kommer til at indgyde skabervæsenet, eksemplificeret i Lonegurt, en trang til at forstå det uforståelige og uendelige, gør bogen cirkulær, uhøjtidelig og håndterlig. Det er morsomt, at den ufejlbarlige skaber egentlig er så fejlbarlig, som den nu er. Hermed skal ikke siges, at bogen ikke har en inderlighed i sig, og man kan, hvis man vil, også læse en del religiøsitet ind i den. Bogen kunne være et atelogisk skabelsesværk; den fremstiller en skønhed i skabelsen, som er uafhængig af sin skaber og lever med en fri vilje.
Bogens grafiske billeder i sort hvidt minder om æstetikken i den grafiske roman ”A Monster Calls” af Patrick Ness, som er illustreret af Jim Kay, og dette er ment som en stor kompliment. Bogens tekst og billede danner en enhed. Opsætningen leger med en vekselvirkning af det sort hvide, hvor teksten står med hvid skrift i verdens væsenmørke, hvor meningen er underordnet skabelsen, men med sort skrift på hvid baggrund, hvor det menneskelignende skabte væsen stiller spørgsmålet om meningen med livet. Dette er et ret finurligt greb, hvor læseren ledes ind i den sanselige mørke tekst med sine billeder for derpå at ledes ind i den intellektualiserende stillingtagen til det hele som hos Lonegurt med en kompleksitet, der også spejler det kristne paradoks med inkarnationen; at Gud blev menneske, ligesom væsenet skaber et billede af sig selv. Hvis man vil, kan man tage en lille teologisk værktøjskasse frem og skille tingene lidt ad, sammenligne med religiøse tekster og forsøge at blive klogere på, hvad det er bogen her vil. Eller man kan lade kassen stå i pulterkammeret og bevæge sig ind i mørket med lystlæsningen og acceptere det store uendelige univers, som denne bog er en del af, og al dens uforståelighed, som vi er en del af, om vi prøver at forstå det eller ej.

De længere tankers korte historie
Man kan sådan set blive klogere af at læse den her bog, hvis man godtager præmissen om ikke nødvendigvis at kloge i noget, man alligevel ikke forstår, men lære, at der er ting, man kan forstå uden at forstå, og heri ligger der en form for trosbegreb og hyperlogik, som hverken er teologisk eller ateologisk, men kunstnerisk og litterær.

Der er godt med tankestof i den her bog, som også leger med Gudsbilledet og på sin vis overholder en art billedforbud, idet det første væsen kun billedliggøres delvist. Den er fyldt med sådanne narrestreger eller måske genistreger, som man kan få nogle gode diskussioner ud af i religionsundervisningen. Den kan også være med til at belyse Skabelseshistorien i såvel Det Gamle som Det Nye Testamente i konfirmandundervisningen for at have noget at stille det op imod, som formår at beskrive noget stort på en både kompleks og enkel måde, som unge mennesker vil forstå. Indfører man nogensinde ikke-konfirmandundervisning, hvilket måske ville være en god idé, vil denne bog være selvskrevet til at vække eftertanke hos den kommende ikke-konfirmerede. Og hvis ikke, så en ideel gave til ikke-konfirmanden med behovet for at tænke de store tanker og stille de store spørgsmål, før man bliver voksen og indser, at man alligevel ingenting forstår, men gerne vil være et godt menneske af den grund, og det kan man blive af at høre gode historier som i denne bogs uendelige og billedskabende fortælling.